Munkene på øen

Jeg fik aldrig fortalt, at hele hensigten med afsnittet om munkenes gåture jo egentlig var at prøve kapgangs-muligheden i den nye pakke, som jeg lige har tilkøbt mig.
I selve forberedelsen til at munkene skulle starte på kapgangsruten i den nye bydel, fik jeg dog et par gode billeder af en samlet flok munke, som skridtede fint frem ad ruten gennem skoven i Windenburg.
Derfor nåede jeg aldrig at få prøvet kapgangsruten i San Sequoia.

Nu kunne jeg ikke dy mig for at prøve denne funktion alligevel.
Så her ser I munkene på powerwalk rundt om dammen i bydelen - omklædt i idrætstøj.
Powerwalk ser nu lidt løjerlig ud.

Dette indlæg er IKKE en del af historien!



Her er Andreas stadig i førerposition:

Da de værste tømmermænd har lagt sig, synes Andreas jo nok, at han som en velanset prior bør have sit portræt foreviget blandt sine forgængeres portrætter i opholdsstuen. Derfor beder han Vilfred, om at male et billede af sig.

Vilfred kan godt se det tragikomiske i, at han selv skal forestå portrættet af klostrets nuværende prior, når han nu selv havde set sig på denne post, da Emanuel gik bort. Den gamle munk påtager sig dog opgaven alligevel – under stor bevågenhed af Andreas.



Da billedet endelig er færdigt, er Vilfred faktisk udmærket tilfreds med slutresultatet, for han har taget sig lidt kunstnerisk frihed og ikke lavet portrættet ALT for skarpt.



Sct Marcus ordenens prior er dog umådeligt tilfreds med værket – og snart hænger billedet på den store væg i opholdsstuen.

Så fint. Nej, men man fristes nemt til at udforske den nye spædbørnspakke, netop fordi der er så meget nyt, og rigtig meget af det er virkelig fedt.

Når Lukas nu sidder her bagefter og kigger sine drone-optagelser igennem fra det seneste besøg på vinslottet, kan han godt se, at der faktisk er mange fine optagelser og sekvenser på dronens harddisk. Faktisk fik han nok filmet lige rigeligt, men han blev så begejstret over dette andet besøg hos sine fjerne slægtninge, at han nærmest holdt dronen tændt under hele besøget.
Videomaterialet redigerer og sammenklipper Lukas til en fin præsentationsvideo fra vinslottet, som Clarice benytter i markedsførings-øjemed.



Som tak for hjælpen modtager Lukas et brugt kamera med posten – med en hilsen fra Clarice, som ønsker Lukas god fornøjelse med kameraet.
Allerede næste dag bliver alle munke i Sct Marcus ordenen fotograferet en efter en – og stående i forskellige positurer i den indre klostergård.
De fine billeder kommer i rammer og pryder sovesalen i kælderen.

Kontakten med de øvrige øboere – både fra salget i boden, hvor de øvrige beboere på øen er flittige kunder, munkenes tidligere gåture på øen og den fælles overfart med den gamle fiskers kutter, inspirerer Andreas til at foreslå en ”ø-komsammen” på den lille samlingsplads i nærheden af klostret, hvor også hjemmeværnet i sin tid slog lejr.



Da invitationerne deles ud, tegner det til en fornuftig opbakning fra øens andre familier, som fortrinsvist består af bønder med kvægbesætninger og et mindre agerbrug.
Men da dagen for denne ”komsammen” oprinder, er det imidlertid blevet ganske ulideligt varmt i området. Derfor får bønderne travlt med at redde deres afgrøder og sikre vandforsyningerne til gårdene.
Som en direkte konsekvens af dette bliver det ikke til det store fremmøde – blot et par bondekoner og flere småbørn, som møder op til arrangementet.



Albert har ellers fyldt grillen med friskfangede fisk og grøntsager, men ved middagstid, da solen står højest på himlen, bliver det umuligt at finde blot en smule skygge på samlingspladsen – og snart trækker alle mod mere skyggefulde steder – hver af de deltagende koner med en lille madpakke med fisk og grøntsager i hånden.



Som en af de sidste tilstede på pladsen vil Benjamin sørge for en madpakke til en kone med tørklæde, som står og venter sammen med sine tre børn. Benjamin kan godt huske hende fra en handel i boden den foregående sommer, hvor Benjamin solgte hende nogle salver. Fra den dag ved han, at familien bor på den yderste gård længst oppe på øens nordspids - helt ude bag det lille sommerhusområde – og på et ganske lille landsted med kun en enkelt staldbygning.



Da Benjamin spørger damen, hvor mange personer, som hun skal bespise til aften, fortæller hun, at der er fem munde at mætte i huset – hende selv, manden og de tre børn. Da Benjamin rækker hende madpakken med fisk og grøntsager, fortæller hun helt spontant, at deres datter jo også tjener herren - at datteren forlod hjemmet for nogle år siden og fulgte sit troende hjerte, da hun lod sig optage i områdets nonne-orden!



Benjamin stirrer forundret på damen under tørklædet og kan umiddelbart slet ikke forstå, at netop HAN - på netop dette STED - og netop DETTE tidspunkt - skulle stå overfor netop DENNE kvinde.
Som han står der lidt mundlam, kan han godt finde nogle svage lighedspunkter med den smukke unge nonne fra ”hændelsen” ved svømmebassinet, hvis det da vitterligt SKULLE være hende. Han synes i hvert tilfælde, at der er nogle fællestræk ved øjnene, som godt KUNNE tyde på et slægtskab mellem denne bondekone og den nonne, som dagligt fylder så uendeligt meget i hans tanker og drømme.
Benjamin forsøger at skjule sin forbavselse. Han siger ikke noget til damen med børnene, men rækker hende blot madpakken. Hun smiler pænt tilbage - uvidende om alle de tanker, som raser igennem hovedet på den unge munk i netop dette øjeblik.
Jo, der er også noget genkendeligt i måden, som tørklæde-damen smiler på.



Selv munkene sveder ganske frygteligt under munkedragten fra den bagende sols stråler denne eftermiddag – og en svalende dukkert i kilden ved klostrets fod bliver afslutningen på denne komsammen. Alle munke synes at døse i eftermiddagsvarmen – lige udover Benjamin, som sidder med vidt åbne øjne. Han kan ikke glemme tanken om, at nonnens tilstedeværelse på øen den aften, måske skyldes, at hun var på besøg hos sin egen familie oppe mod nord – eller måske ligefrem havde opgivet at besøge dem, da nonnen og Benjamin mødtes ved svømmebassinet. Det fik han aldrig at vide.



Hvem der startede det, ved Benjamin ikke, men han forstyrres i sine tanker, da munkene begynder på en sommer-salme.

Med turisternes jævnlige leje af træcyklerne fra salgsboden, kan det ikke undgås, at visse dele nedslides med tiden. Det er ikke alt, som Lukas kan reparere selv. Derfor har han fundet en god cykelforretning i nabobyen San Sequoia, som han jævnligt frekventerer, når sliddelene på cyklerne skal udskiftes.



Som en tilbagevendende kunde, har Lukas og cykelhandleren efterhånden fået et godt kendskab til hinanden. Når den unge munk besøger butikken, falder de to ofte i snak om løst og fast – ikke så sjældent om cykelhandlerens store taknemmelighed over munkenes eliksir, der hjalp sønnen op af sygesengen, da det så mest håbløst ud under epidemien. Det nævner cykelhandleren gentagne gange – så meget, at Lukas er begyndt at afbryde ham og snakke om noget helt andet.



Ved dagens snak over disken nævner Lukas et par brugte børnecykler, som han har set i baggården til butikken.
Da han spørger til prisen, er cykelhandleren nok villig til at slå lidt af prisen – som en lille tak for eliksiren - selvom han da vil anbefale Lukas at investere i de nye børnemodeller i butikkens udstillingsvindue.
Lukas afviser bestemt og finder i stedet pengene frem, så han kan betale for de to brugte cykler.



Egentlig var det meningen, at børnecyklerne skulle indgå i udlejningen sammen med træcyklerne, men da først Lukas har sat cyklerne i stand, kan den gamle prior jo godt se, at den ene cykel MÅ foræres til Filip.
Den unge dreng har ikke ejet en cykel før og skal derfor først have lært at træde i pedalerne og holde balancen.





Men han er i kyndige hænder blandt de unge munke og inden foråret er omme, deltager Filip flittigt i deres aften-cykelture, når undervisningsdagen er forbi.
På en af disse aftenture møder munkene og Filip en dreng på Filips egen alder, som bor på en af nabogårdene – og som snart bliver Filips bedste legekammerat.
Så snart Filip er færdige med sine lektier, cyklen han straks over til hans nye ven, så de kan lege i det lille telt i deres have.

Jøsses
Jeg har netop "spolet" min historie hastigt igennem og kan se, at de første ideer til denne historie er fra starten af november måned sidste år. Første indlæg på dette forum var således den 03. december.
Dermed runder fortællingen snart sit halve år. Det blev jeg da godt nok lidt forbavset over, for jeg har ikke spillet andre spil i den mellemliggende periode.
Og så er der da iøvrigt lidt afsnit tilbage endnu.
Så mon ikke jeg når at fejre 6 måneders jubilæum sammen med munkene?!

Nyheden når frem til klostret via et brev fra en advokat et godt stykke vej længere oppe ad kysten. Af brevet fremgår det, at Johannes har arvet et teleskop af ringe værdi. Arven skyldes et tragisk dødsfald hos en gammel jagerpilot i et nedlagt fyrtårn ved kysten. Piloten kom af dage, da han tilsyneladende sprang direkte ud fra fyrtårnets top med et par interimistiske vinger spændt fast på ryggen. På bordet i køkkenet fandt politiet en flugtplan og beskrivelse af vingernes forbløffende bæreevne.
Ved kontakten med jorden blev vingerne slynget et godt stykke væk fra den galla-uniformsklædte pilot.



Da man kiggede nærmere på boet, dukkede mange besynderlige ting op af gemmerne – blandt andet en fortegnelse over alt inventar med tydelig angivelse af, hvem der skulle overtage de forskellige genstande, NÅR piloten blev bortført eller taget til fange af ”de fremmede”. I den forbindelse tilfaldt teleskopet Johannes – den eneste, som nogensinde blev lukket ind i fyrtårnet, så vidt advokaten er vidende om.

Johannes vælger at deltage i den paranoide pilots bisættelse – og sidder som en af ganske få i en næsten tom kirke.
Efter højtideligheden snakken han kort med præsten, som kan berette om en yderst sky og indelukket person, som levede sit live alene – og med sine vrangforestillinger om verden omkring sig.



På vejen hjem tænker den gamle munk over fællesskabet i klostret og værdien i at have ligesindede at snakke med og betro sig til. Det kunne piloten godt have haft glæde af, hvis han selv ville det.
- og ellers skulle den nye venskabstvang-eliksir nok have gjort underværker, hvis piloten havde nået at få en slurk af den.
Efter Benjamins "episode" med amoria-eliksiren, vælger Johannes foreløbigt at lade den nye eliksir være uprøvet.



Selvom det da KUNNE være fornøjeligt at udvide studierne af himmelrummet yderligere, er turen til fyrtårnet ALT for lang og besværlig. Det er heller ikke økonomisk muligt at flytte teleskopet fra fyrtårnet.
Derfor skriver Johannes tilbage til advokaten, at teleskopet må forblive på stedet og gøres op sammen med det øvrige inventar.



To måneder senere modtager den gamle munk en slidt kasse med pilotens billeder og notater fra sine studier af himlen. På mange af billederne er der en ring om visse formationer og utydeligheder. I kassen ligger også en kuvert med et beløb fra salget af teleskopet. Kuverten gemmer den gamle munk for sig selv – og tænker, at han måske kan få glæde af pengene, hvis han en dag skulle forlade klostret.
Lige nu ser han ingen grund til dette.

Filip kommer glædestrålende hjem fra sine besøg hos sin nye ven fra nabogården. De to drenge har igen leget i det lille telt hele eftermiddagen – denne gang som to velkendte og frygtede pirater på de syv have. Sådan et telt kunne Filip også godt tænke sig og besøger jævnligt sin ven, så de kan lege sammen i deres fritid.



Blandt munkene har man ofte snakket om at tiltrække flere familie-turister til øen og gøre lidt mere ud af Samlingspladsen, som egentlig hører under klostrets besiddelser på øen, men er blevet betragtet som fælleseje i generationer.
En del turister benytter allerede Samlingspladsen som mødested eller madpakke-plads – eller ligefrem til overnatning i telt, hvis de vælger at blive på øen i et par dage.



Andreas kan nu godt se noget potentiale i dette mødested, hvis munkene blot kunne foreslå nogle billige løsninger til at peppe stedet lidt op for børnefamilierne.
Udover de allerede eksisterende gynge- og klatre-stativer, har der indtil videre ikke været mange kreative forslag til disse forbedringer.
Det er specielt Lukas, som må stå for skud, når Andreas efterlyser ideer til pladsens indretning.
Men lige nu er selv Lukas tom for gode forslag.



Ved avlsbygningerne er en gammel træ-lade til opbevaring af hø og halm ved at falde sammen.
Lukas og Benjamin har jævnligt argumenteret for, at munkene burde udskifte denne faldefærdige bygning med en mere tidssvarende, inden det hele styrter sammen om ørerne på dem.
Den snak tager Peter gerne del i, for alle munkenes fiskenet og ruser opbevares også i denne nedslidte træbygning



Andreas lader nu vente længe på sin beslutning, men da en tværbjælke på et tidspunkt falder til jorden, må den gamle prior til sidst kigge dybt i kirkebøssen endnu engang, så den gamle ladebygning kan blive erstattet med noget nyt - og inden nogen kommer til skade.
For at minimere omkostningerne, vil den gamle prior dog gerne vide, om de unge munke – med Lukas i spidsen – på nogen måde kan påtage sig denne opgave.
Først nikker Lukas til Andreas – og derefter også Jakob, Simon og Benjamin.



Da først beslutningen er taget, går det stærkt med at få den gamle lade revet ned. I et lille rum bagest i laden støder munkene på et gammelt opretstående klaver, som er gemt bag en støvet presenning og nogle halmballer.
Da klaveret er på hjul, skubbes det i første omgang ind i staldbygningen ved lamaerne.



De mange brædder fra nedrivningen ligger længe og flyder, mens Lukas og de andre unge munke går igang med opførelsen af den nye lade – lige indtil den dag, hvor Lukas erindrer den unge drengs ønske om et telt.
Så dukker der alligevel en ganske kreativ ide op i den unge munks hoved.
Når han nu står og kigger på bunken af de gamle spær, gerigter, vægbeklædning, udhængsbrædder og andre størrelser, vurderer Lukas, at der i stedet burde være rigeligt med materialer til en fin træhytte og en tiltrængt renovering på staldbygningens sydlige gavl – også selvom det værst medtagne træ sorteres fra.



På en grillaften ved bygningerne næste dag, præsenteres Filip for bunken af tømmer - og en ide, som hans underviser-team af munke har udtænkt. Lukas, Jakob, Simon og Benjamin har nemlig bestemt sig for, at Filip selv skal være med til at planlægge hele opførelsen af træhytten – beskrive med tegninger, matematiske beregninger og skriftligt materiale, hvordan byggeriet af hytten skal udføres og se ud – naturligvis under kyndig vejledning af hans læremestre blandt munkene. Det vil derfor blive en del af de kommende ugers undervisning i klostret, HVIS Filip synes om træhytte-ideen.
Filip er ovenud lykkelig og kan næsten ikke vente på, at det bliver sommerferie, så de kan komme i gang.



Som snedkersøn har Lukas naturligvis glædet sig til det store nye lade-byggeri. Selvom Lukas har hjulpet sin far med flere projekter i snedkeriet, inden han blev munk, er sådan en hel bygning alligevel noget af en mundfuld for den dygtige unge mand. Når Lukas kommer i tvivl undervejs, søger han viden i bygge-håndbøger eller på Internettet, som er fyldt med gode håndværker-fifs.



Med de andre munkes hjælp, skrider lade-byggeriet derfor stille og roligt frem for hver dag der går.



Imens Jakob passer sine studier og Lukas og Benjamin fortsætter med opførelsen af den nye lade, bruger Simon og Filip lidt af tiden på at kigge efter to egnede træer i nærheden af klostret. De finder, hvad de søger i udkanten af Samlingspladsen, hvor der står to omfangsrige og robuste stammer tæt ved siden af hinanden.



På en af forsommerens varmeste dage mødes Filip og de unge munke i træernes skygge, så de kan kigge på Filips byggevejledning. Det er et fint stykke arbejde, som tydeligt bærer præg af, at Lukas har tilbragt lidt undervisnings-tid med den unge dreng.



Da de unge munke holder sommerpause i lade-byggeriet, begynder arbejdet med opførelsen af Windenburgs flotteste træhytte. Først bygger de en platform omkring stammerne.





Så tilføjes stige, rækværk og et lille skur på platformen, som Filip og hans legekammerat overnatter i, så snart der er tag på skuret og lys i trækronerne.









De næste sommeruger tilføjes de sidste detaljer på byggevejledningen, så Filip og hans arbejdsmænd til sidst kan byde på indflytter-grillpølser i træhyttens skygge.
Straks hytten står færdig, er de første nysgerrige turister på vej op ad stigen.



Ret nedenfor træhyttens trappe – og i ly for vejr og vind under platformen - har Lukas fremstillet et bord til puslespil.
I træhytten har de syv haves værste pirater slået sig ned.



Der er faktisk kun EN flugtvej, hvis man skal undgå piraternes vrede. Det er via en tunnel til friheden og i ly af mørket.



Det bliver den bedste sommer, som Filip nogensinde har oplevet – også selvom han skal dele den fine ”nye” træhytte med andre af øens gæster og beboere. I aftentimerne – når den gamle fisker sejler de sidste turister hjem fra øen, har Filip og legekammeraten som regel træhytten for dem selv.
Denne eftermiddag indtages platformen af to astronauter, som netop har besøgt fjerne planeter - og benyttet et billede af rummet, som Johannes har lånt dem fra pilotens samling.



Til priorens store glæde, er søgningen til Samlingspladsen bestemt også stigende denne sommer – også efter salgsboden og cykeludlejningen flyttes til dette område.
Man ser ofte to fine drengecykler holde for træhyttens fod.

Filip er yderst taknemmelig for, at munkene lod ham blive i klostret, da han ellers skulle have været sendt tilbage til børnehjemmet.
Modsat er Andreas og de øvrige munke også helt overbeviste om, at der nok skal komme en klog og videbegærlig ung student ud af den unge dreng, når han engang skal stå på egne ben.

Jeg vil lige fortælle, at dette afsnit faktisk tog en drejning undervejs, inden jeg fik afsnittet uploadet.
Jeg har netop købt den nye pakke mhp børnecykler og så denne træhytte-mulighed, som jeg da ikke kunne leve uden.
Det var egentlig min tanke bag dette afsnit, hvor jeg ville vise træhytten.

Jeg har dog længe tænkt på, at det kunne være fantastisk med en "håndværker-bygge-selv-interaktion" i spillet - at det var muligt at vælge en håndværkerkarriere, hvor mure, vinduer, tag og lignende blev installeret lidt mere realistisk - og måske over længere tid, hvis man valgte den metode.
Så kunne håndværkeren eller gør-det-selv-handymanden selv bygge sit hus.
Jeg ved naturligvis godt, at det er et helt urealistisk ønske med alle de nye handlinger, som det i givet fald skulle medføre, hvis der skulle være håndværkere i spillet udover reparatøren.
Men tanken var rar at tænke  

Ja, faktisk havde jeg også længe været af den opfattelse, at det ikke ville være muligt at skabe/have sådan en halv-færdig bygning. Men da jeg var på galleriet efter noget helt andet, faldt jeg alligevel over en grund, som imponerede mig.
Den hed "Under Construction" af TheSimSupply - og viste faktisk sådan et halv-færdigt byggeri - eller byggeplads om I vil.
Super-godt lavet.

Så den grund MÅTTE jeg jo have med i min historie, så jeg liiiige kunne kigge nærmere på byggeriet.
Bygningen i sig selv blev hurtigt forvandlet til separate rum for stue og 1. sal - og flyttet ind ved mine avlsbygninger, så det passede til min fortælling - med en lille omskrivning af min oprindelige tanke med afsnittet.

Her får I lige et billede af bygningen, som den så ud på et tidspunkt - i TO etager som originalen, men jeg valgte at udelade 1. sal i den endelige version.
Men det VAR faktisk rigtigt fint og rimeligt vellignende en bygge-proces.
Bygningen er faktisk beboelig med en seng, et toilet med bad, en grill og en køleboks.

Efter en veloverstået sommer-manøvre, skal der være fest i Windenburgs hjemmeværnskompagni.
Til at forestå madlavningen til arrangementet anmoder kompagnichefen Albert om at genskabe grillmåltidet fra hjemmeværnsfolkenes besøg på Windenburg-øen hin regnfulde dag for snart længe siden, hvor de sultne folk fik færten af grillstegt havørred fra klostrets grill.
Den dag valgte Albert at dele måltidet med de våde og sultne hjemmeværnsfolk – og det er de ham stadig meget taknemmelige for.
Derfor er klostrets kok et naturligt valg til hjemmeværnsfesten.





I bytte for fiskene fik Albert dengang to ganske fortræffelige løsskuds-granater, som virkeligt fik det til at runge i klostergården, da de blev affyret den efterfølgende nytårs-aften. Kokken husker med et smil det drøn, der gik gennem de tilstedeværende munke, da begge granaterne gik af nogenlunde samtidigt.
Han indvilger derfor i at genskabe og servere fiskeretten for kompagniet, men må skuffet konstatere, at afregningen denne gang ikke indbefatter yderligere granater, men ”blot” kontanter.



Lige da Albert skal til at forlade selskabet, kommer kompagnichefen hen til ham.
Hjemmeværnsmanden fortæller nu, at han er tidligere soldat som en del af en fredsbevarende styrke.
Han fik heldigvis aldrig behov for at løsne blot et enkelt skud, men vil det til trods alligevel høre, om Albert kan hjælpe ham med en syndsforladelse, for lysten til at affyre sit våben var absolut tilstede.
Kokken ser nu ikke i første omgang behov for, at der skal bekendes synder, når kompagnichefen jo trods alt ikke har gjort skade på andre i forbindelse med sin tjenesteperiode. Men da manden insisterer, lover Albert at forelægge kompagnichefens ønske for prioren.



Andreas indvilger naturligvis i at opfylde hjemmeværnsmandens ønske og møder ham derfor ved skriftestolen i kirken nogle dage senere. Det bliver nu ikke den helt store straf for kompagnichefen – blot nogle spredte Ave Maria’er de kommende dage og en garanti til prioren på, at hjemmeværnsmanden vil fortsætte det gode arbejde i hjemmeværnskompagniet nogle år endnu.
Det får Andreas en mundtlig garanti på, inden de to mænd skilles.
Prioren står lidt tilbage i kirken og tænker, hvor forskelligt menneskers liv kan forme sig. Så kommer han i tanker om en yoga-aftale med Johannes, som han er ved at komme for sent til.

En morgen, hvor Filip har sovet i avlsbygningerne sammen med Benjamin, opdager han, at han har fået sin første rokketand. Han forsøger i første omgang at rokke lidt frem og tilbage med den selv, men tanden viser sig nu alligevel at være lidt genstridig.



Filip spørger nu Benjamin til råds, men Benjamin foreslår blot, at Filip bliver ved med at rokke med tanden, for den skal nok overgive sig, så der kan blive plads til en ny tand.



Så ofte det kan lade sig gøre i dagens hjemmeundervisning, har Filip tommel- og pegefinder inde i munden, mens han forsigtigt rokker tanden frem og tilbage.
Først om eftermiddagen sidder tanden så løs, at den til sidst giver efter.



Hvis han skal være helt ærlig, synes Filip faktisk, at det ser lidt cool ud, når man sådan mangler en fortand – som en sej bokser, der har knockoutet sin modstander, men alligevel selv har fået slået en tand ud.



Lige inden han lægger sig til at sove om aftenen, placerer Filip tanden under sin pude.
Da han vågner næste morgen, hænger der en fin plakat på væggen, hvor drengen ønskes tillykke med tabet af sin første rokketand.
På bordet står en fin ny drikkedunk i samme stil, som spillerne i den lokale fodboldklub benytter.

I en af sommerens sidste uger bliver området ramt af en ganske voldsom hedebølge, som er blæst nordpå fra det afrikanske kontinent og nu rammer hele Sydeuropa.
Med klostrets beliggenhed er beboerne i området ganske vist vant til høje temperaturer gennem sommeren, men disse dage, hvor hedebølgen rammer området, er der ulideligt varmt – uanset hvor man opholder sig.



Det får Andreas til at fravige klostrets regler for påklædning, så munkene for en tid kan lægge munkedragterne til side og i stedet iklæde sig sommer-gevandter eller badetøj. Det er et afbræk i kloster-normen, som ikke alle munke har det lige godt med, men alle anerkender alligevel Andreas’ beslutning som det eneste rigtige at gøre i dette ekstreme vejr.
Men mærkeligt ser det ud, når munkene mødes, det erkender de alle samstemmende.



Kun den troende Vilfred ser umiddelbart ud til at beholde dragten på. Til alle samlingstidspunkter som eksempelvis bønnemøder og spisetider er han stadig iklædt den alt for varme munkedragt – som den eneste blandt munkene.
Til gengæld opholder han sig forbavsende meget på sit kammer i dagene med hedebølge. Overfor de andre munke erklærer Vilfred, at han har brug for ekstra tid med bøn, for det må være guds straf for manglende opmærksomhed, når herren nu lader disse varmegrader ramme kloster-området. Det er en holdning, som han står fast på – også selvom hedebølgen dækker HELE Sydeuropa og ikke kun har ramt Windenburg og omegn.



Vilfred tilbringer sine alene-timer på sit kammer med at små-slumre eller studere i en lærebog om musiske værkers opbygning – en bog han tilfældigt faldt over i klosterbiblioteket.
Hvad de andre munke ikke ved er, at enhver time alene for Vilfred foregår - som med alle de andre munke - i BADETØJ! - men det behøver de jo ikke vide noget om.



Lektielæsningen og undervisningen af Filip er i disse varme dage flyttet til skyggen i fratergangen i den indre klostergård, hvor Filip lærer om planeternes bane. For en sjælden gang skyld er det Johannes, som lærer fra sig. Han ved jo trods alt mest om himmelrummet.



Kloster-hunden Paulus søger også konstant skygge og lægger sig til sidst opgivende til rette ved siden af vandskålen.



Lamaerne synes som de eneste at nyde de ekstreme varmegrader – som var de hjemme i det sydamerikanske. Benjamin vælger nu alligevel at klippe ulden af dem en ekstra gang.



Selv Lukas’ ny-dryppede lys smelter i denne ekstreme varme og lægger sig som ubestemmelige plamager på flader og i vindueskarme – til den unge munks ærgrelse, for netop fremstillingen af disse vokslys er en langsommelig og varm proces i denne hede. Derfor bestemmer Lukas, at der ikke kommer flere levende lys i klostret eller kirken, før temperaturen normaliseres.



I starten forsøger Albert at holde munkene med kølige drinks fra baren, men lige så længe han orker det, bliver han istedet yderst værdsat for sine likør-vaffelis til munkene. Med jordbær og hindbær fra køkkenhaven som ingredienser varierer kokken smagen for hver dag. Til sidst opgiver han også at foretage sig alverden – og isproduktionen fra køkkenet går derfor i stå.



Udover en stor indsats i urte- og køkkenhaven, hvor Johannes og Simon nærmest må vande uafbrudt, henslænger munkene i ugidelighed i disse hedebølge-dage – ude af stand til at lave noget som helst aktivt. Selv den lille gåtur ned ad trapperne til det lille bassin ved klostrets fod kan synes uoverkommelig – og det store svømmebassin på den anden side af bakkedraget ALT for langt væk for en doven munk.

Det store bassin er dog et yndet udflugtsmål for folk fra Windenburg, der valfarter til bassinet for at få en frisk dukkert. Mange forbliver på øen og slår telte op på Samlingspladsen, hvor Filip og hans ven helt må overlade træhytten til de besøgende i nogle dage.



Selvom det lille bassin ved klostret er i skygge under et stort træ, bliver vandet ved kilden også opvarmet af temperaturen – og i hedebølgens sidste dage må munkene konstatere, at bassinvandet ikke er lige så svalende, som at opholde sig i det nederste kælderrum med fjernsynet, hvor temperaturen trods alt stadigvæk er nogenlunde kølig. Heldigvis fortæller nyhedsværten på TV-skærmen om snarlig bedring i vejret. Dårligt har værten fuldført sætningen, før TV'et bryder sammen med et endegyldigt "klik".





Til alt held er havet jo tæt på og når der ikke lige er andre i nærheden, benytter munkene det kølige vand til en svalende eftermiddagsdukkert, inden den gamle fisker dukker op i horisonten eller dagens turister samles ved anlægsbroen for hjemfart.



På den syvende dag med alt for høje temperaturer, blæser det pludseligt op og skyer trænger ind fra havet.
Det får Vilfred til at takke herren – og straks iklæde sig sin munkedragt igen. Følelsen af det tykke mørke stof mod kroppen gør ham det godt.
Bogen om musiske værkers opbygning er i mellemtiden gennemlæst og Vilfred er nu klar til at benytte denne nye viden i sine salmekompositioner. Ikke så snart dækker den første mørke sky kloster-bygningen, før opholdsrummet igen fyldes af energisk orgel-musik.
Mod vest skimtes den første regnvejrssky.

En dag forsvinder strømmen i klostret, da en forholdsvis stor elregning har været ubetalt indenfor tidsfristen. Med den seneste investering i den nye lade-bygning må Andreas konstatere, at pengekassen nærmest er gabende tom og en betaling af elregningen endegyldigt vil tømme klostret for likvide midler – selv med Alberts indtægt fra kompagnifesten.



Ved søndagens aftenbøn i messesalen opfordrer han derfor alle kloster-munke til at hjælpe med at øge indtægterne til Sct Marcus ordenen – i første omgang til der igen er lidt kapital på ”kistebunden”. Ellers ser det skidt ud for de kommende måneder, hvor høstfesten og efteråret snart vil indfinde sig. I værste fald KAN det betyde et endeligt for Sct Marcus ordenens virke, men SÅ galt forventer prioren alligevel ikke, at det kommer til at gå – blot de alle hjælpes ad og tager del i opgaven med at forbedre kloster-økonomien.



Selv vil han overveje, hvorvidt det lille bryggeri i kælderen måske kan producere andre salgbare sorter af saft, så omsætningen i boden kan forbedres. Men ellers opfordrer han hver af munkene til at tænke i økonomiske forbedringer og indtægter til klostret.



Mens Peter intensiverer fiskeriet, tager Lukas straks fat på nogle af de henvendelser, som han har fået gennem tiden, hvor folk fra området søger hjælp til fremstilling af forskellige genstande. (Den mulighed findes faktisk i spillet som freelancer). Med lysstøberbordet, genbrugsmaskinen og hjemme-fabrikatoren som omdrejningspunkt modtager den teknisk begavede munk nu små ordrer på computeren – og omsætter dem straks til produkter fra fabrikatoren eller lysstøberen.



Alle munke er helt indstillet på at hjælpe til – også Vilfred, som sælger et par af de malerier, som han har malet på det seneste. Faktisk er det ikke så ringe malerier, som indbringer en god skilling til den slunkne kasse.
Han får en løftet pegefinger af prioren, da Vilfred hiver portrættet af Andreas ned fra væggen i opholdsstuen. SÅ meget skal der nu heller ikke ofres på økonomiens alter, som Andreas udtrykker det.
Så hænger Vilfred billedet af Andreas tilbage på sømmet.



Udover en fortjeneste ved hjemmeværns-festen påtager Albert sig et par andre kokke-opgaver ved private selskaber i Windenburg. Engagementerne kommer i stand i kraft af gode referencer fra tidligere selskaber. I området omtales han ofte som ”Mesterkokken fra klostret” – en omtale, som han da er pænt stolt af, men alligevel gerne var foruden. Nu tilfalder Alberts honorarer jo klostret – og så kan han bedre leve med sin gerning blandt Windenburg-folket.



Simon og Johannes ændrer lidt på plantebestanden i køkkenhaven, så kæmpeafgrøder igen indgår som en del af sortimentet. Selvom der er noget mere arbejde med disse afgrøder, giver de et væsentligt bedre afkast end almindelige grøntsager - og hjælper dermed også i den samlede økonomi.



Ko-planten bag avlsbygningen sælger de også – og lover hinanden, at de aldrig vil have sådan en gevækst i haven igen. Johannes noterer sig dog lige deres gødskningsrutiner for denne specielle plante, inden ko-planten forsvinder fra kloster-området.



Plejecenter-lederen i Windenburg kontaktede for nogle måneder siden Andreas, for at tilbyde et beløb til munkene, hvis de ville hjælpe med at tømme kælderrummet under plejecentret.
Dengang takkede prioren nej til opgaven - af ren dovenskab og hensyn til de mange andre gøremål i sommerperioden.
Nu må Andreas ringe til plejecentret og alligevel tilbyde klostrets hjælp.



Det bliver Benjamin og Simon, som får opgaven med at tømme kælderrummet, hvor alt inventar i samme forbindelse overdrages til klostret. Der er flere fine ting i kælderen, som munkene sælger på høstmarkedet - og nogle ganske få ting, som de tager med hjem til klostret. De to unge munke finder blandt andet et gammelt defekt TV - en lille smule større end deres eget i fjernsynsrummet i klostrets kælder, som jo netop er brudt sammen.
TV'et fra oprydningen tager de med hjem til Lukas, så han kan kigge på det.



Selv Filip lader sig gribe af munkenes indsats og optræder pludseligt på markedet med bold-jonglering.
I første omgang bemærker markedsdeltagerne ikke den unge dreng, men da han laver en ret svær bold-kombination, er der alligevel et par herrer, der får øje på Filip.



Han lader kækt munkehuen gå rundt blandt det stigende antal tilskuere, der ikke kan stå for den unge knægts ekvilibristiske kunnen med bolden. Ved markedets afslutning har han samlet et ganske fint beløb sammen, som han stolt overrækker til Andreas. Ved aftensmaden roser prioren naturligvis Filip for initiativet og lover, at takke herren for hans evner med fodbolden.



Det bliver en lang og slidsom sensommer for munkene, men som ugerne går, vokser beholdningen af likvider. Ved morgenandagten en søndag kan Andreas gladelig fortælle, at kassebeholdningen nu er af en acceptabel størrelse. Prioren takker alle munke for deres forbilledlige indsats, men nu kan de alle vende tilbage til en mere normal hverdag. I messesalen ser man flere munke ånde lettet op.

Simon er jo egentlig ud af en ret velhavende slægt og har i sin opvækst ikke manglet noget – måske lige udover kærlighed og opmærksomhed fra sine karriere-fokuserede forældre. I sit tyvende leveår bryder han med familien og flytter ind hos Sct Marcus ordenen – og trives fint med en vis form for religiøsitet og mådehold – selvom mådeholdet engang imellem KAN være svær at få øje på blandt munkene. Det indrømmer han gerne.

Lukas har ualmindelig travlt ved fabrikatoren i denne sparsommelige tid, hvor hver munk fortsat gerne må gøre sit til at øge klostrets økonomi. Derfor er Lukas travlt beskæftiget med kundeordrer ved fabrikatoren.
(Bemærk, at det fremgår af displayet på fabrikatoren, at der fremstilles en børneseng = fin detaljegrad).



Da en af udlejnings-træcyklerne bryder sammen, beder Lukas derfor Simon om at hente forskellige reservedele hos cykelhandleren i San Sequoia.



I butikkens udstillingsvindue forelsker Simon sig hovedkulds i en spændende og lidt anderledes cykel, som skulle være specielt egnet til at køre i ujævnt og bakket terræn.
Sådan forklarer cykelhandleren det i hvert tilfælde for Simon.



Straks han er tilbage i klostret, fortæller Simon alle, som gider lytte, om den specielle cykel. Selv Andreas, der helst holder sig langt væk fra de to-hjulede, får en nøje beskrivelse af krank, forgaffel og de specielt designede dæk. Blandt munkene vækker cyklen i San Sequoia-butikken dog størst opmærksomhed og interesse hos Lukas, der sagtens kan sætte sig ind i Simons "forelskelse".



Kort tid efter har Simon fødselsdag og som en flot gave fra sine stadigt angrende forældre, får Simon tilsendt netop denne specielle cykel fra butikken. På styret hænger en lykønskning fra forældrene, som har hørt om Simons ønske via klostrets prior.

Cyklen ER speciel i sin konstruktion og skulle altså være helt ekstraordinært velegnet til kørsel i terræn og på stejle skråninger.
Det passer ganske fint med en yderst klippe-fyldt ø, hvor det kan være svært at finde flade strækninger, hvor det bare går nogenlunde ligeud. Nej, øen er fortrinsvist udformet med et bakket terræn, hvor det går mest op og ned.

Straks han finder cyklen udenfor klostrets hovedindgang, skal Simon da lige prøve at cykle lidt rundt på den sparsomme plads ved indgangen. Lukas er med Simon og kan sagtens se mulighederne i den nye cykel.



Næste dag skal cyklen stå sin prøve på de unge munkes sædvanlige aften-cykeltur og det er tydeligt for enhver, at Simons nye cykel er som skabt til øens udformning. Med et let tråd og flere gear at skifte imellem kan Simon så nemt som ingenting køre fra de andre munke på deres træcykler.
Nu er Simon i RET god form, men det er ikke den eneste årsag til, at han så nemt som ingenting kan træde til, når terrænet går opad. Snart er han forsvundet over bakketoppen, mens de andre unge munke og Filip må halse bagefter.



Ved Samlingspladsen får de andre munke lov til at prøve Simons nye cykel – og alle er hurtigt enige om, at denne type er LANGT bedre til ø-kørsel end Lukas’ ellers så populære træcykler.



Lukas har rigtigt svært ved at slippe cyklen igen, da det først bliver hans tur til at prøve. Det kræver rigtigt mange runder omkring Samlingspladsen, inden han endelig er tilfreds med prøveturen og giver cyklen tilbage til Simon med et lille suk.





Med klostrets dårlige økonomi er munkene helt sikre på, at turisterne må fortsætte deres cykel-lejemål på øen med de velkendte træcykler.
Men Simon elsker sin cykel - og takker ofte Andreas for kontakten til hans forældre.



Selvom æblelunden kun ligger et stenkast fra klostret, tager Simon den nye cykel derhen, hver gang han har ærinder i lunden.

Godt at se dig tilbage Sighubert

En sensommermorgen, hvor den gamle fisker gør klar til sin første tur over sundet, bliver han råbt an af Windenburgs landbetjent, som nærmer sig landgangsbroen med en hund i snor.
Betjenten beslaglægger kutteren og beder fiskeren sætte kurs mod øen hurtigst muligt.



Undervejs over et oprørt sund forklarer landbetjenten, at han er på udkig efter en sindsforvirret ung kvinde, der er stukket af fra hendes opholdssted. Ifølge sporene ser det ud til, at Windenburg-øen er hendes foreløbige flugtrute.
Derfor har betjenten behov for at komme til øen hurtigst muligt. Så må turisterne pænt vente.

Og ganske rigtigt ligger der en mindre træbåd med motor ved øens strandkant. Båden er trukket op på stranden – eller måske ligefrem bare bruset ind i sandbanken, kunne en dyb fure i sandet godt tyde på.



Straks ved landsætningen beder betjenten hunden om at søge efter spor. Så vifter han et tøjstykke for næsen af hunden.
Der sker nu ikke alverden, for hunden søger ganske længe på må og få på den brede sandstrand. Landbetjenten forsøger også selv at finde spor i sandet, men søgningens resultat er mest gammelt skrald, som er drevet i land eller efterladt på stranden af turister.
Derfor bliver betjenten nødt til at udvide sit søgefelt.



På et tidspunkt i løbet af dagens eftersøgning banker en beskidt og træt landbetjent på klostrets port.
Straks den gamle prior åbner porten, beder betjenten om fuld adgang til en grundig gennemsøgning i klosterområdet.
Andreas må jo nødvendigvis give betjenten adgang til klostrets bygninger og snart er en ihærdig betjent i gang med at gennemsøge hele klostret – fra øverste klokketårn til fjernsynsrummet i den nederste kældersektion, hvor et ny-repareret TV fra Simons og Benjamins kælder-oprydning netop er sat op.



Men der er intet spor af den unge kvinde nogen steder.
Det er derfor en slukøret betjent, der må forlade klostret med uforrettet sag.



Betjentens besøg er naturligvis det store samtaleemne ved aftensmaden, hvor den gamle prior maner til besindighed og fornuft. Andreas anmoder alle om at være ekstra forsigtige – og straks anmelde det, hvis munkene observerer noget mistænkeligt.



Selvom Simon og Benjamin går en ekstra inspektionsrunde lige før munkenes sengetid, finder de ingen uregelmæssigheder. På det tidspunkt har landbetjenten for længst forladt øen - uden at finde den flygtende unge kvinde.



Det er Benjamins tur til at fodre lamaerne den næste formiddag.
Allerede inden han når frem til avlsbygningerne, fornemmer Benjamin, at der er noget galt, for døren til staldbygningen står på vid gab. Det er aldrig sket før.
I indhegningerne virker lamaerne også mere urolige denne formiddag. Han giver sig derfor tid til at berolige dyrene, inden Benjamin går indenfor.



Inde i det lavloftede rum finder den unge munk spor af halvt spiste æbler af samme sort som i klostrets æblelund. De ligger spredt på gulvet lige indenfor stalddøren. En løbende vandhane i skyllerummet overbeviser endegyldigt munken om, at den undvegne kvinde må være lige i nærheden.
Da Benjamin kigger rundt mellem båsene til lamaerne, får han da også øje på en let genkendelig kvindeskikkelse, der sidder og stirrer skræmt i hans retning.



Det er tydeligvis vindueskiggeren fra tidligere, som igen er på spil i klostrets nærhed.
Da hun også genkender den unge munk – og husker, at han ikke blev sur eller gal på hende, sidst de to mødtes, beder hun så inderligt munken om at hjælpe hende.
De sætter sig på to halmballer, mens ordene strømmer ud af den skræmte kvinde – en historie om svigt og trusler, som ender med en fejlanbringelse på et lukket hjem for adfærdsvanskelige unge.
Det er denne anstalt, som hun nu er flygtet fra.



Benjamin kan ikke rigtigt finde ud af, om den unge kvinde taler sandt eller blot forsøger at vinde hans tillid.
I første omgang vælger han dog at tro på hendes forklaring, for sådan ville Andreas have gjort.
Mod en forsikring om, at hun til gengæld straks vil forlade øen, lover Benjamin at skaffe hende lidt forsyninger fra forrådskammeret.
Han skynder sig derfor tilbage til klostret, hvor han fylder en madpakke med lidt forskellige godter fra kammeret.



Da han igen nærmer sig avlsbygningerne, er døren til staldbygningen lukket. Indenfor er æbleresterne fjernet og de to halmballer stillet pænt til side.
Benjamin skynder sig nu mod stranden, men den lille motorbåd er også forsvundet. Der er kun nogle friske fodspor i sandet og den brede fure tilbage som bevis på besøget. Men højvandet er allerede i gang med at slette de sidste spor.
Ude på vandet – et godt stykke fra øen, kan Benjamin lige nøjagtig skimte motorbåden og en kvindeskikkelse ved roret.



Nu sætter den unge munk sig på en træstub – folder madpakken ud og snupper selv den humpel brød med honning, som vindueskiggeren skulle have haft. Mens han sidder her, beslutter han sig for, at han ikke vil nævne noget om den unge kvinde til nogen.
Inden han når tilbage til klostret, har han dog bestemt sig for, at den gamle prior hellere må få besked.

Det har længe været et irritationsmoment for de andre munke, når Vilfred så flittigt har benyttet det lille orgel i opholdsstuen – og ikke i stedet har sat sig til tangenterne ved det store orgel i kirken, når han har haft lyst til lidt salme-spil.
Fællesskab og hygge i opholdsrummet ER bare ikke det samme, når det sker til tonerne fra salmebogen eller Vilfreds egne kompositioner.
- og dem bliver der flere og flere af.
Gennem tiden er der dog ingen, der endegyldigt har sat en stopper for disse stunder med orgelspillet i opholdsstuen – heller ikke klostrets prior, der jo har en stærk fornemmelse af, at Vilfred vil tage det MEGET ilde op, hvis der kom et direkte forbud.



En dag lyder der et ordentligt ”klonk” fra orgelkassen og Lukas må (- nok lidt forhastet!) konstatere, at det gamle orgel endegyldigt er brudt sammen og ikke lader sig reparere.
De holder det pænt for dem selv, men der er ingen som helst tvivl om, at det glæder alle andre munke, at disse øredøvende toner fra orglet forhåbentligt endegyldigt er forstummet.



Kun Vilfred selv er bund-ulykkelig over, at han nu bliver tvunget til at benytte det store orgel i kirken, når han får lyst til at spille. Det gør han i øvrigt stadig temmelig ofte – specielt nu, hvor han er blevet helt grebet af salmeskrivningen og ofte spiller de samme brudstykker af en salme igen og igen.



Undervisningen af Filip må naturligvis også flyttes til kirkesalens store orgel, men til gengæld synes Filip, at lyden er langt sejere i det store kirkerum med højt til loftet og hvor lyden fra orglets større piber virkelig kommer til sin ret. Efter nogle uger i kirken må Vilfred give den unge dreng ret: Det lyder virkelig MEGET bedre her, hvor bundklangen rigtigt kan komme til fuld ”udblæsning”.





Ikke så snart er pladsen efter orglet i opholdsstuen blevet ledig, før Vilfred lader sin interesse falde på det klaver, som har stået i avlsbygningen hos lamaerne, siden munkene fjernede den gamle faldefærdige ladebygning af træ.
Da Vilfred spørger de andre gamle munke til råds om klaveret, fortæller Johannes, at han har fundet et gulnet dokument i biblioteket, som fortæller om klaverets oprindelse og grunden til, at det befandt sig i den gamle træ-lade.
Af dokumentet fremgår det, at klaveret er et levn fra verdenskrigens tid, hvor en tidligere prior lovede at opbevare klaveret for en af øens bønder. Det skulle sikre, at værnemagten ikke fik fat i dette familieklenodie. Da krigen sluttede, var familien for længst rejst fra øen. Sidenhen glemte alle klaverets eksistens og opbevaringsplads bag halmen i laden – lige indtil munkene fandt det ved oprydningen i den gamle lade.





Nu trækker de unge munke klaveret frem i lyset og snart er Lukas i gang med at tjekke klaver-strenge, pedaler og tangenter.
Han vurderer nøgternt, at meget skal skiftes, men med lidt god vilje og et besøg hos Windenburgs klaverstemmer vil klaveret kunne bringes tilbage til brugbar stand.



Men så er der jo spørgsmålet, om munkene vitterligt ØNSKER klaveret restaureret – eller de blot skal skynde sig at dække det med halmen i den nye lade!
Som den næste munk i rækken af fødselsdage lige om hjørnet, er der ikke så meget at betænke sig over, for de andre munke er ret sikre på, at den gamle Vilfred vil blive henrykt over et nyt tangentinstrument i opholdsstuen – selv et instrument, som slet ikke kan spille så højt og skingert som det gamle orgel.
Med klaverets fortid hos familien på øen er det også som om, at den tomme plads i opholdsstuen, hvor orglet tidligere stod, BØR fyldes ud af klaveret – som et fromt minde om familien fra krigstiden.

Med Andreas’ velsignelse genopbygger Lukas derfor klaveret de kommende uger.
Først må han skaffe nye strenge og tangenter ved klaverstemmeren. Det er en yderst velassorteret butik i byen - med alskens instrumenter og musikudstyr, som Vilfred sikkert gerne selv ville have besøgt.



De sidste små detaljer til klaveret kan Lukas heldigvis fremstille selv.



Til Vilfreds fødselsdag flyttes instrumentet med møje og besvær til opholdsstuen, hvor Filip får lov til at spille de første toner. Det bliver en ganske fornuftig version af ”für Elise”.
Heldigvis for munkene, har Vilfred nu vænnet sig til at øve sine salmer ved kirkens orgel og spiller derfor kun ved særlige lejligheder på klaveret i opholdsstuen.

I nonneklostret på fastlandet går den unge smukke nonne Julienne og tænker meget over sin fremtid. Hun er i syv sind, om hun skal blive hos nonnerne eller forfølge sit hjerte og søge væk sammen med den unge munk Benjamin, som hun har været forelsket i, lige siden hun så ham første gang på markedet for snart længe siden. Fra deres vidunderlige møde ved svømmebassinet VED hun næsten med sikkerhed, at han også elsker hende – og måske ligefrem går i de samme kvaler netop nu.



Som med mange af de andre nonner i klostret, er Julienne en ihærdig og hårdtarbejdende nonne. Hun har daglige gerninger i køkkenet, hvor priorindens nye aftale med munke-klostret har medført, at nonnerne nu får friske grøntsager SAMMEN med leverancerne af ulden til systuen. Grøntsagerne er et dejligt tilskud til en ellers lidt kedelig kostplan.
Når Julienne vasker og snitter grøntsagerne, forestiller hun sig, at det er Benjamin, som har haft sidste hånd på dem, inden grøntsagerne forlod munkeklostret. Så smiler hun lidt for sig selv. Ja, måske tænker Benjamin ligefrem på samme måde, at det er hende, som tager sig af grøntsagerne, når de kommer frem til nonneklostret. (Det er nu højst sandsynligt Johannes eller Simon, som har pakket grøntsagerne fra køkkenhaven i munkeklostret).



Nonneklostret ved Windenburg har den mest fantastiske systue, som man kan forestille sig. Her er næsten ALT, hvad hjertet kan begære af garn i alle farver, strikkepinde, målebånd, synåle, knapper, kantbånd og andet til håndarbejde. Garnet har nonnerne ofte selv fremstillet på systuens spinderok – spundet af det fineste uld fra munkeklostrets lamaer, som de med jævne mellemrum modtager.
Det er Malou - Juliennes bedste veninde blandt hendes med-søstre, som betjener rokken og farver garnet.





Siden hun var helt lille og boede hos sine forældre, har Julienne altid interesseret sig for sy- og strikke-opskrifter. Hun lærte i en tidlig alder at strikke og er i dag ferm på fingrene med alskens sy- og strikketøj. Korsstingsmønstrene har hun dog først lært i sin tid i klostret, hvor en gammel trind nonne tog den unge Julienne ”under sine vinger” og lærte hende at sy korssting. Nu er Julienne en af de dygtigste nonner, når det kommer til kreative korsstingsmønstre. Hun kan sy de mest imponerende mønstre i både små og store størrelser.



På markedet, hvor nonnerne har en fast bod, kan Julienne se, at det altid er hendes korssting, som bliver solgt først – og til den bedste pris.
Julienne sætter meget pris på sin tid med nonnerne i systuen, for her kan hun virkelig udfolde sin kreativitet. Samtidig er systuen et dejligt afbræk i køkkengerningen og bønnerne til herren. Nu om stunder er det hende, som lærer de nye nonner at håndtere nål og tråd - hvis hun da ikke bare hygger sig i systuen med Malou. De to veninder kan sidde i timevis og snakke sammen, mens de laver korssting - også løsslupne pige-fantasier om Benjamin, for Malou kender alt til Juliennes tanker.



I nonneklostret er der en væsentlig anderledes disciplin omkring herrens gerning. Her beder man tidligt morgen, ved middagstide og igen efter aftensmåltidet. Troen på gud og tilbedelsen af herren følger gamle hæderkronede normer – slet ikke som den noget mere løsslupne tilgang som i munkeklostret på øen.
Men det passer Julienne fint, for hun er et troende menneske, der passer sine bønner - og nyder også på den måde klostergerningens forpligtelser i hverdagen.
Sådan skriver hun i hvert tilfælde i sin dagbog, der ligger godt gemt under madrassen i sovekammeret, hvor Julienne og Malou har sengepladser lige ved siden af hinanden.



Blandt nonnerne er der en lidt ældre med-søster, som af en eller anden årsag har set sig sur på Julienne. Selvom hun har spurgt til det flere gange, har Julienne aldrig fået en forklaring på, hvorfor denne søster i alle sine handlinger og alle hendes udtalelser bevidst forsøger at nedgøre eller direkte genere Julienne - også når der er andre nonner tilstede.
I sine første år som nonne tog den smukke unge nonne det med oprejst pande – stolede på sin gud og tog det som en prøvelse af hendes blinde tro på herren. De senere år er fornærmelserne taget til. Derfor er denne fortløbende chikane også med i Juliennes overvejelser om fremtiden, når hun eksempelvis sidder i bede-lunden og overvejer sine muligheder, skriver i sin dagbog eller snakker med Malou.



Nu er priorinden en meget observant kvinde, som for længst har opdaget, at Julienne ikke virker helt tilfreds eller glad for sit liv i nonneklostret. En eftermiddag, hvor de to kvinder er alene i bede-lunden, konfronterer priorinden Julienne med sine observationer. Julienne er både glad og utroligt ked af, at hendes tvivl har været SÅ åbenlys, at den gamle priorinde har opdaget det.



I en erkendelse af, at det nok er bedst at forholde sig til sandheden, fortæller Julienne om sine tanker om Benjamin og livet i deres respektive klostre.
Hun nævner dog ikke noget om aftenen og natten ved svømmebassinet, men blot de skjulte blikke på markedet og mødet, da Benjamin afleverede eliksiren ved nonnerne under epidemien.
Hun nævner heller ikke noget om den anden nonnes fornærmelser.
På priorindens spørgsmål, om Julienne har en fornemmelse af, om munken på øen har de samme tanker om Julienne, nikker hun bekræftende og fortæller, at det er hun MEGET sikker på er tilfældet.



Priorinden tager Juliennes hånd og takker hende for hendes ærlighed og loyalitet i nonne-gerningen - og ihærdighed med både korssting og strikketøj gennem hendes tid i klostret - men anbefaler hende alligevel at følge sit unge hjerte, når Julienne fornemmer, at tiden er rigtig for hende.
Indtil den dag skulle oprinde, håber priorinden, at Julienne vil fortsætte med at tjene herren.
Så rejser hun sig og går – og lader Julienne sidde tilbage i bede-lunden et stykke tid.



Nogle uger senere får Julienne fri i nogle dage, så hun kan besøge sin familie på Windenburg-øens nordlige spids.
Julienne har altid haft et godt forhold til sin moder. Derfor fortæller hun også moderen om sine tanker om livet i klostret. Også moderen tilskynder Julienne til at følge sit hjerte. Juliennes tanker om den unge munk MÅ alt andet lige være guds vilje – også selvom hele familien har været stolte over hendes indsats for den almægtige.
Så kommer en af de små søskende hen til Julienne – og der bliver ikke tid til mere snak.



Da moderen går mod køkkenet for at lave aftensmad, slår det hende, om det tilfældigvis skulle være den unge munk, som gav familien en madpakke på samlingspladsen for noget tid siden.

Det tager ikke Lukas mange uger at bygge sin egen kopi af Simons terrængående cykel.
Med et par opmålinger af stellet på Simons cykel, lidt konstruktionstegninger fra Internettet, fabrikatorens mange muligheder og en god byttehandel af reservedele med cykelhandleren råder den unge munk til sidst over alle de dele, som han skal bruge, for at bygge sin egen terrængående cykel.





Da først cyklen er samlet, maler han den i lidt andre farver end Simons.
Simon synes faktisk, at Lukas har lavet en ganske fortrinlig efterligning af sin egen cykel, da Lukas præsenterer ham for det færdige eksemplar.



Ved næste aften-cykeltur får Simon konkurrence på bakkerne – og kun Benjamin og Jakob må ase langt bagefter med træcyklerne.

Ha - det er godt nok som om, at disse cykler ikke rigtigt er skabt til munkedragter - eller er det omvendt?

Som afgangsprojekt ved universitetet har Jakob skrevet første bind af en større afhandling om munkelivet før og nu. Denne afhandling, som Andreas har været inspirator til, forsvarer den unge munk på overbevisende vis ved afgangseksamen, hvor Jakob opnår næst-højeste udmærkelse.



På vej ud af eksaminationslokalet opfordrer den ene af de tre sensorer Jakob til at fortsætte med at skrive de kommende bind i fortællingen.
Sensoren vurderer på denne måde, at der godt kunne være bog-potentiale i den unge munks eksamens-skriverier - og troværdige munke-fortællinger hører til sjældenhederne på markedet nu om dage.



Straks han er færdig med afgangsprøven, kontakter Jakob sine forældre, for at fortælle, at han nu har gennemført sit efteruddannelsesforløb. Der er mange lykønskninger fra hjemmet, for Jakob er den første i en større søskendeflok af landmænd og -koner, der har fået sig en videregående uddannelse. Han kan sagtens høre sin mor snøfte lidt i den anden ende af telefonlinjen.



Det er kun ganske få af de oprindelige studerende fra denne bogligt tunge studieretning, som har fuldført uddannelsen, men den lille flok lykønsker alligevel hinanden med overstået dåd. Så skilles de ved universitetet og ser ikke hinanden igen nogensinde.



Da Jakob vender tilbage til klostret med en kandidatgrad i ”sprog og litteratur”, står munkene klar til at hylde deres belæste ven.
Den dygtige munk fejres med en større middag i spisesalen, hvor kokken har forberedt et overdådigt bord af munkenes yndlingsretter.



Festdagen falder sammen med efterårsgudstjenesten. Derfor slutter aftenen med bål i klosterhaven og en omgang hesteskospil.



Når udendørsvejret gør det muligt, har hesteskokastene suppleret de risikofyldte kortspil indendørs. Men indsatserne er stadig de samme.
Denne aften vinder Albert en ugentlig fridag fra kokketjansen de næste tre måneder. For de andre munke er det et ret fatalt tab, hvis de ikke får frisk mad på bordet hver dag. Tvunget af omstændighederne indfører Andreas i stedet en fast ugentlig pizzadag. Det passer Filip ganske fint, for han elsker pizza – også selvom det ikke er Albert, som laver den.
Det stakkels pizzabud må tilpasse leveringen med den gamle fiskers rute til øen – og helst nå med samme afgang tilbage til Windenburg.





Nogle uger senere sender Jakob det første bind af sit ny-redigerede afgangsprojekt til Kirkeministeriets bogforlag. Sidst på sommeren modtager han de første royalities for bogen, der nu benyttes i undervisningen på områdets gymnasier. På det tidspunkt er Jakob allerede i gang med andet bind af fortællingen. Forsiden skal prydes af et flot billede af Sct Marcus ordenens kloster, som Lukas har taget med dronen.





Filip er nu så erfaren med hønsene, at han helt overtager ansvaret for hønsegårdens beboere – nøje overvåget af Benjamin, der stadig følger med i det skjulte.
Men den unge dreng synes nu at have et helt fint tag på de fjerede beboere i hønsehuset.



Den ekstra fritid bevirker, at Jakob kan koncentrere sig 100% om sine forstudier og bogskrivninger.



Andreas og Vilfred bliver to gode inspirationskilder – og to munke-kollegaer, som nok skal sørge for, at Jakob ikke tager sig alt for mange og lange friheder fra skrivningen.

Lukas er på cykeltur i området – på udkig efter nye motiver til sit kamera. Han stopper jævnligt cyklen, for at fotografere stemningsfulde billeder af bygninger, genstande, vandløb, forskellige dyr, klippeformationer og lignende.
Han er faktisk blevet helt ferm til at bruge kameraet efterhånden.



Ved svømmebassinet fotograferer han et par mindre ruiner af det gamle kloster og bevoksninger i områdets fjerneste ende.
Han har den store linse på kameraet, så et par trækfugle også kan komme med på billedet, uden at de skræmmes væk.



Da Lukas scroller kameraet hen over landskabet med øjet for linsen, får han en lille kanin hoppende ind i billedet. Nu trykker den unge munk flere gange på kameraets udløser og får derfor de nydeligste billeder af kaninen – som en hel serie af billeder, hvor kaninen nærmer sig nogle bænke.



Pludselig får Lukas også noget helt andet i kikkerten, for på bænken - et godt stykke fra ham - sidder en enlig nonne og kigger fjernt for sig – som drømmer hun om et eller andet.



Lukas er HELT klar over, hvem nonnen er.
Han tager kameraet fra øjet – kigger lidt væk og tænker sig RIGTIGT godt om.
Han VED, at hans gode ven Benjamin ville elske et billede af netop denne nonne. Modsat ved han jo også alt for godt, at han ikke bare må tage et billede af hende.
Lukas er voldsomt i tvivl om, hvad han skal gøre, men sætter igen kameraet for øjet og kigger i kaninens retning. Så knipser han et par billeder mere.



Lige efter aftensmaden, henvender Lukas sig til Benjamin og beder ham følge med til videorummet i kælderen. På redigeringsbordets skærm er der det fineste billede af en hoppende kanin. Benjamin kigger i første omgang lidt undrende på Lukas, men da Lukas samtidig zoomer lidt ud på billedet på skærmen, giver det et gisp i Benjamin.



Da han lige har sundet sig lidt, indrømmer Benjamin gerne overfor sin ven, at det da godt nok er den smukkeste kanin, som han nogensinde har set. Ja, han kan nærmest ikke få øjnene væk fra billedet, så yndefuld og uskyldsren ser nonnen i forgrunden af billedet ud.



Den nat falder Benjamin i søvn med et stort smil på læberne – og alskens flyvske og små-syndige tanker (for en munk) i hovedet.

Ved biskoppernes årlige kongres i hovedstaden skal der tages store beslutninger om et forholdsvist dyrt genoptryk af de efterhånden slidte salmebøger, som står i landets mange kirker, sognegårde og plejehjem.
Det er præstestanden, som har presset på for en ny-udgivelse af salmebøgerne – og tilskynder ved samme lejlighed til, at munken Vilfred fra Sct Marcus ordenen, som flittigt har indsendt nye salmer gennem de seneste par år, får nogle af sine lyriske salme-bidrag optaget i bogen.
Det ender med en overbevisende flertalsbeslutning, som ønsker bøgerne genoptrykt – og tre af Vilfreds samler som ekstra sider i bogen.
Ved samme kongres kåres Jakobs to bogudgivelser i øvrigt som det vigtigste religiøse skrift for året.



Fra den ene dag til den anden betyder disse nye sider i salmebogen, at Vilfred bliver en eftertragtet munk, som alle sognepræster gerne vil hilse på og holde foredrag med.
Han er trods alt den eneste nulevende bidragsyder til salmebogen.
Vilfred må derfor ofte på langfart for at stille op til kirkehandlinger, forelæsninger eller salme-sammenkomster, hvor hans tre salmer bliver afsunget og diskuteret.



Det er som om, at kirkestanden har trængt til nye toner – at Vilfred nærmest bliver betragtet som det eneste friske pust på kirkegangen, som alle præster i regionen længe har sukket efter.
Berømmelsen når dog kun sporadisk udenfor Windenburg-regionen, men det er også alt rigeligt for den gamle munk, der egentligt helst vil blive i Sct Marcus klostret – og IKKE skulle fare regionen rundt et par gange om ugen i den periode, hvor han er mest eftertragtet blandt kirkelederne.



På en af turene til et lille fiskerleje længere oppe ad kysten følger Lukas med Vilfred. Så snart de er fremme, starter Lukas video-dronen, som hænger over Vilfreds hoved eller svæver nede blandt publikum i det lille forsamlingshus ved den lokale kirke.





I videorummet klipper Lukas en video sammen, som fint viser en fortælling om den religiøse foredragsholder. Da Lukas opretter en profil på de sociale medier og streamer videoen nogle dage efter, får den en del positiv respons fra hele regionen – og klostret ret mange ældre følgere på Lukas’ efterhånden velbesøgte streaming-profil, som næsten ugentligt har et fint lille nyt indslag fra klostret eller sammendrag fra weekendens gudstjeneste.
Selvom det engang imellem KAN være svært at undgå, er indholdet mest af religiøs karakter – og ALDRIG fra munkenes mere fornøjelige adspredelser.



Den megen omtale og hype om de nye salmer fortager sig heldigvis gennem en lang og frostkold vinter, hvor den gamle lastbil ikke altid vil starte. I kulden er vejen til landgangsbroen FOR lang for den gamle munk. Derfor må Vilfred melde afbud til nogle arrangementer i fjerntliggende og ufremkommelige egne. Fornøjeligt nok bliver et af hans sidste foredrag med overnatning hos Lukas’ fjerne familie på vinslottet, hvor Vilfred har booket en enkelt overnatning - på anbefaling naturligvis.
På det tidspunkt er det allerede begyndt at sne.
Da Vilfred vender tilbage til klostret, har han en hilsen med til både Lukas og Andreas.
Den gamle prior er på det tidspunkt blevet en god og trofast kunde i slottets vinforretning, som i store træk har erstattet Andreas' egne brygninger i klosterkælderen.



En stille aftenstund ved køkkenbordet taler Andreas, Vilfred, Albert og Johannes om den store opmærksomhed, som klostret har opnået på det seneste - både med Vilfreds foredrag og Lukas' små videoer. Det er dog tydeligt, at det specielt vil passe Vilfred ganske fint, hvis de snart kunne vende tilbage til et mere tilbagetrukket og stille klosterliv.
Det er de andre gamle munke ikke utilbøjelige til at give Vilfred ret i.



Da han senere sidder på sin sengekant, får aftenens samtale med de andre ældre munke Andreas til at resonere lidt over sit eget liv som munk – både i tiden som ganske almindelig munk i klostret, men også de efterfølgende år som Sct Marcus klostrets prior. For en kort stund flyver tankerne også til tiden før klostergerningen, men Andreas erkender hurtigt med sig selv, at han på intet tidspunkt har fortrudt sit valg – og hver dag kan han glædes over sine venner i munke-staben og deres fælles udvikling og større engagement og samhørighed med samfundet omkring dem.
Det er den gamle prior da egentlig også ganske godt tilfreds med.

Det bliver den koldeste og mest snefyldte vinter i området i rigtigt mange år – ja, måske nogensinde.
Det er et særsyn på disse breddegrader, at vinteren på den måde udvikler sig til en regulær snestorm – med væltede træer og et nærmest livsfarligt føre.
Flere gange falder snakken blandt munkene på klimaforandringer og frygten for, at det vil blive endnu værre i de kommende år.



De første dage ser det ikke ud af noget særligt – blot nogle nydelige dage med ny-faldne snemængder, frostgrader og lidt rusk i træernes kroner. Det er i de dage, at munkene synger på plejecentret og deler pakker ud på børnehjemmet.
I år har Vilfred taget Filip med til denne uddeling.





På en af de nærliggende gårde har bondemanden hældt vand i en indhegning til får og geder, som ikke benyttes om vinteren. I indhegningen kan øens børn nu boltre sig med skøjteløb. Med tre par uldne sokker indenunder og lidt rigeligt plads i støvlerne, kan Filip dårligt fylde Benjamins gamle skøjter ud. Men det er lige nok til, at den unge dreng kan hygge sig på skøjtebanen et par eftermiddage.
Han skøjter naturligvis sammen med sin bedste ven, der er ret ferm på skøjterne.



Efter et par overkommelige dage blæser det dog pludseligt voldsomt op – og samtidigt tager snevejret til. Til sidst kan man nærmest ikke se en hånd for sig – og al færden udendørs frarådes i radioens nyhedsflade.
Heldigvis har munkene jo masser af herlige sysler og afslapningsmuligheder indendørs, hvor specielt varmen i saunaen og pejsenes knitren skaber samhørighed og en helt speciel tilstand af fælles-hygge blandt munkene. Det er faktisk sjældent, at alle munke er samlet UDOVER spisetider og fællesbøn, men mens snestormen raser udenfor, finder munkene sammen i nogle ekstra timer i hinandens selskab.



Man kan sagtens møde Johannes fordybet i gamle skrifter i biblioteket – på jagt efter nye eliksirer.
- og Vilfred benytter lidt ekstra inde-tid ved klaveret, mens Albert prøver nye opskrifter i køkkenet eller mikser drinks i den lille bar.
Kun Filip er voldsomt generet af vejret udenfor, for så må fodbolden og skøjterne forblive på hans kammer.



Mange begunstigelser og fortrin skifter ligeledes hænder ved kortbordet i de dage.
I et satset spil med ikke alt for gode kort på hånden, taber den gamle prior endda nøglen til vinkælderen. Umiddelbart havde det ikke betydet alverden, men da tabet lige nøjagtigt går til Johannes, frygter Andreas da godt nok, at den berejste og mindst religiøse munk KUNNE finde på at benytte sig af ansvaret for netop denne nøgle.



Det sker dog ikke – lige udover en enkelt små-pløret aften, hvor Johannes tydeligvis har tjekket beholdningen i vinkælderen lige rigeligt. Han går derfor til ro før aftensmaden – en ting, der kun sker yderst sjældent.



Straks Andreas får nøglen tilbage, skynder han sig at gen-tjekke beholdningen. Tabet er dog til at overse, for Johannes har vist kun kigget dybt i et par flasker af klostrets bedste vin.
Godt nok skulle disse flasker fra vinslottet have været brugt til en mellemkomst i juledagene, men Andreas vælger at affinde sig med, at han må finde et par andre gode flasker frem i stedet.
Heldigvis er der lidt i reserve fra den seneste handel med vinslottet.



De første dage med stormen vurderer Andreas klogelig, at lama-bestanden nok skal klare sig indendørs.
Normalt er denne region kendt for at være et område, hvor trækfugle fra det koldere nord søger hen om vinteren, men på dette tidspunkt er fuglene i træstuppen for længst forsvundet endnu længere sydpå - og bierne gået i vinterhi.
Kun ormene i insektstadet må lide kuldedøden, men får til gengæld plads i Vilfreds aftenbøn samme aften.
Benjamins bekymring går mest til kaninerne på bakkeskråningerne og i træroden. Den unge munk ville ønske, at han kunne få blot et enkelt kort kig til kaninerne, men han må i stedet affinde sig med, at de hoppende venner MÅ være forsvundet ned i deres snetætte huler i bakkeskråningen eller den lille rod ved bistaderne og den tomme urtehave.



Overfarten til fastlandet er naturligvis også indstillet i den periode – og munkene derfor fuldstændig isolerede på øen i en god uges tid.

Midt i stormens rasen er turen ned til avlsbygningerne forbundet med et vist faremoment på de snefyldte trapper fra klostret. Derfor udskydes lama-fodringen, så munkene lige kan tage en vurdering på vejrets udvikling. På fjerdedagen bliver det dog nødvendigt at kigge til dyrene i stalden.
Det bliver Benjamins og Lukas’ opgave, at gøre forsøget.
Derfor skifter de til deres vintertøj – og begiver dem ud i en infernalsk storm, hvor det er svært overhovedet at finde fodfæste.



Da de to unge munke når indenfor døren til staldbygningen, konstaterer de som det første, at alt strøm er gået. Heldigvis har Lukas været forudseende, da de første vejrvarsler dukkede op i radioens nyhedsdækning. Derfor står der allerede en generator ved indgangen, som blot skal fyldes med biobrændsel. Møjsommeligt får de startet den tunge maskine, så strømmen kan genoprettes.
Med identisk forudseenhed valgte Benjamin at flytte hønsene fra hønsehuset, allerede INDEN stormen tog til. Nu kagler de rundt i strøelsen i en af lamaernes tomme båse.



På den syvende dag med storm ser det alligevel ud til, at vejret letter en lille smule. Samme aften er vinden løjet så meget af, at det igen er muligt at færdes udenfor. Lukas besigtiger straks alle bygninger og installationer, hvor kun en væltet TV-parabol og en beskadiget vindmølle må have en reparation.



Filip er tidligt oppe næste dag, så han kan komme hurtigt på skøjtebanen.
Det kan godt være, at Benjamin har planer om nogle undervisningstimer, men - med Andreas' tilladelse - er Filip snart ude af porten - med Benjamins skøjter og nogle ekstra sokker under armen.



Ovenpå den tidligere hedebølge lader Andreas klimaforandringernes påvirkning indgå som en del af søndagsprædiken. Ved yogahuset bagefter gør han sig nogle overvejelser om klostrets energiforbrug og klimaaftryk. Han beslutter sig for, at tage en snak med Lukas en af de kommende dage, så de kan kigge på eventuelle forbedringer i klostret – om der er mulighed for at leve mere klimavenligt.
Der går dog en rum tid, inden Andreas får taget sig sammen til at spørge den teknisk kyndige Lukas.