Munkene på øen

I sin søgen efter nyt materiale til sin næste bogudgivelse er Jakob på research i hovedstaden.
Han taber nærmest pusten, da han står foran den store domkirke med de massive hvælvinger og kirkerum i flere etager. Pludselig syner klosterkirken hjemme i Windenburg kun ganske lille – og er for intet at sammenligne med dette gigantiske bygningsværk, som rejser sig mod skyerne foran Jakob.





I et ellers aflåst lokale med gamle bøger og skriftruller i domkirkens kælder, finder Jakob små henvisninger til Livets bog – en bog, som han har hørt Johannes nævne flere gange. Nu leder den unge munk efter flere spor – og opdager en fortegnelse over en anden mindre kirke i hovedstadens udkant, hvor bogen skulle være gemt i et gravkammer i klosterkirkens sidefløj.



Jakob afslutter i hast sine notater fra domkirken og tager den nærmeste sporvogn mod forstaden og den mindre kirke. Hvis notaterne taler sandt, kan Jakob måske have bogen med hjem til Johannes – uden at Jakob helt er klar over, hvorfor netop denne bog er så vigtig for den gamle munk hjemme i klostret.

Jakob spurter fra det nærmeste stoppested og når stakåndet frem til den mindre kirkes hovedtrappe, hvor en sur kirketjener tilfældigt møder ham på fortrappen – og i første omgang afviser enhver adgang til kirken.
Manden nikker tvært, da Jakob præsenterer sig. Men han har dog alligevel hørt en ganske lille smule om munkene fra Sct Marcus ordenen – og også sunget de nye salmer i den genoptrykte salmebog. Det erkender han overfor Jakob.



Nu viser Jakob sine seneste notater fra domkirken for kirketjeneren og fortæller, at han sådan set kun mangler et enkelt notat til sin kommende bog, inden han kan gøre den helt færdig. Jakob nikker mod kirkedøren og nævner, at netop dette sidste notat er helt essentielt for hele bogen – og at han jo naturligvis vil takke de personer, som hjalp ham med bogen, når den engang bliver udgivet i bogsamlingen.
Nu lysner tjeneren op og inviterer alligevel den unge munk indenfor, så Jakob kan få sit notat til bogen – og kirketjeneren sit navn nævnt som tak.



Straks Jakob står i det lille kirkerum, får han øje på sidefløjens gravkammer, hvor to kister er placeret side om side – den ene mere veludsmykket end den anden.
Ret bag ham følger en nysgerrig kirketjener ham lige i hælene – som vil han aflure Jakob sine skrivefærdigheder eller observationsevner.
Eller måske frygter tjeneren blot Jakobs ærinde i kirken?



Jakob må gå forsigtigt frem, så den reelle hensigt med besøget ikke bliver opdaget. Han tør end ikke spørge kirketjeneren efter bogens placering – eller om denne mand overhovedet kender til dens eksistens nogle få meter fra dem.
Skal man tro på Johannes’ beskrivelser, kan bogen kalde de udøde til live igen. Det er nu svært at tro på for en belæst og troende munk som Jakob – vel vidende, at Johannes bevæger sig på andre uforklarlige spirituelle niveauer, når han sætter sig til seancebordet i klostrets hellige tårn.



Jakob kan næsten ikke holde spændingen ud, til han kommer tilbage til klostret på øen. Under munkedragten bærer han en gammel støvet bog, som han formåede at fjerne fra den skjulte holder under den ene kiste, da kirketjeneren kiggede væk et kort sekund.
Jakob er fast besluttet på, at bogen skal tilbage til sit skjulested, så snart Johannes har fået lov til at kigge i den. Det har Jakob lovet den hellige Maria, inden han forlod den lille forstadskirke.
Nu går turen tilbage mod Windenburg – sporvogn, regionaltog, en kort gåtur og en afsluttende sejlads med den gamle fisker, inden Jakob igen er tilbage ved klostret på sin træcykel.



Selvom Jakob er ør og træt efter den lange rejse, må han straks ved hjemkomsten have fat i Johannes.
Den gamle munk er netop i færd med en podning i urtehaven, men stopper øjeblikkeligt, da Jakob rækker ham bogen.
Johannes kan ikke tro sine egne øjne. Her står han med et sagnomspundet spirituelt værk i hænderne – nærmest tilfældigt fundet i en kirke af hans munke-kollega.



Johannes inviterer naturligvis Jakob til at deltage ved seancebordet senere på aftenen – ualmindelig nysgerrig på, om bogen vitterligt indeholder de kræfter, som ånden Guidry beskrev for ham, sidst de to mødtes. Men den unge munk betakker sig og søger hastigt mod sit kammer – på behørig afstand af seancebordet og Johannes.

Samme aften er Johannes forbavsende hurtig færdig med andagten. De andre munke fornemmer nok, at der er noget i gærde, men spørger ikke, da den gamle munk flagrer bort i sin tynde ikke helt godkendte klædedragt.
Johannes sætter sig straks ved seancebordet og giver sig til at læse i Livets bog. Side for side og med mere og mere hævede øjenbryn nærlæser han bogens sider, mens klokken bliver over midnat.



Natten er stadig ung, da Johannes klapper bogen i – sikker på, at han har styr på alle besværgelser, som skal til, for at hidkalde Guidry endnu engang – og måske ligefrem sikre ham et nyt liv på jorden.
Et overraskende dilemma sniger sig dog ind på den gamle munk, for hvad vil herren i det høje mon tænke, HVIS Johannes kalder en udød tilbage fra det hinsides? ER det ikke umoralsk for en munk at hidkalde en fortabt sjæl på kanten af Guds rige – også selvom vedkommende måske er stoppet på halvvejen eller ikke helt er nået frem til himmeriges port?
Det er som om, at tvivlen på forunderlig vis vokser i den ikke ALT for troende munk. På et tidspunkt når denne tvivl på højde med hans spirituelle nysgerrighed, for at prøve netop denne ypperste besværgelse og bogens beskrivelser.
Johannes sidder længe ved seancebordet og overvejer for og imod.



På sidste side i Jakobs kommende udgivelse takker han blandet andet en venlig kirketjener fra en af hovedstadens forstadskirker – ganske vist nederst på siden, men alligevel . . .
I kirken ligger Livets bog igen trygt i sin holder i gravkammeret.

MÅSKE står der også en forhutlet ung mand i laset og for længst forældet tøj ved Himmerigets port – noget forbavset over, at han IKKE er i live i den virkelige verden og på vej mod sin slægtninges besiddelser, så han kan kræve sin retmæssige arv. Men denne besværgelse, som istedet sender udøde i retning mod herren, fremgik OGSÅ af Livets Bog, som Johannes fik læst sig frem til, inden han hidkaldte Guidry.

Like er ikke nok. Wowww, der gås da virkelig i dybden nu, skal jeg love for. Kæmpekirke/katedral og selve Himmerigets port, Og ja, Guidry kender jeg godt. Fint fortalt.

Ha ha - tak Simsister. Ja, det stak vist lidt af for mig denne gang, må jeg indrømme.  
Den rette sammenhæng er, at det faktisk lykkedes mig at kalde Guidry tilbage til Simmer-livet i mit spil.
Men det blev alligevel lige en tand for urealistisk for mig.
Så derfor denne omskrivning af hændelsesforløbet, som passer lidt bedre med min fortælling.
Men så har jeg jo alligevel bragt mig selv ud på områder, som jeg aldrig har prøvet i spillet før.
Det behøver vi bare ikke fortælle til nogen.

Igen var galleriet mig en stor hjælp, for kirker findes i alle størrelser. Domkirken/katedralen var et fantastisk bygningsværk, som jeg faldt over forleden - for blot at opdage, at det var en tom skal. Men der er godt nok også brugt meget energi på det udvendige.
Faktisk er kirken umulig at komme ind i med sin nuværende form og dør-udsmykning, men det er der jo heller ingen, der opdager, når fortællingen er igang

Det er en stor dag i klostret, for den yngste i flokken træder ind i teenage-alderen.
Der er faktisk kommet en nydelig, velopdragen og videbegærlig teenager ud af drengeårene i klostret.
Jakob kan allerede se, hvordan pigerne i skolen kommer til at sværme om den kønne unge mand – og Vilfred i samme ombæring se, at Filip får svært ved at holde dem væk og følge sit kald til herren.
På dagen fejres Filip naturligvis med fødselsdags-chokoladekage og små gaver fra munkene.







Filip optages samtidigt officielt i klosterstanden og bliver – som også Jakob og de andre munke i sin tid – døbt ind i Sct Marcus ordenen ved en dåbsceremoni i havet.
Det er tidligt på foråret og temperaturen i havet er kun nogle få grader varmt. Derfor bliver det en meget kort ceremoni, hvor Andreas vælger at blive på stranden, mens den nyklækkede teenager og munk selv må dyppe sig i bølgerne.
Fra behørig afstand og kun lige med fødderne og munkedragten i vandet fremsiger Andreas et ceremonielt optagelsesritual.
Så skynder de sig alle tilbage til fødselsdagskagen.



For Filip betyder overgangen til teenagealderen også, at han nu skal starte i folkeskolen i Windenburg efter sommerferien. Sådan har den gamle prior besluttet det – som en fornuftig læring til et eventuelt liv udenfor klostret og en mere social tilgang til livet.
Blandt undervisningen af de unge munke i klostret ser det ud til, at Lukas har haft størst indflydelse på Filips ønsker for fremtiden, for vedvarende energi, genbrug eller endog robotteknologi har den unge mands største bevågenhed, da han skal vælge sine valgfag i skolens overbygningsklasser.
Filip bliver hurtigt stamspiller på skolens fodboldhold, mens hans gode kammerat fra øen må nøjes med en plads blandt tilskuerne.



Lukas har bygget en ekstra træcykel til Filip, så han kan cykle i skole fra havnen - og rundt på øen, hvis han vil. På morgen-overfarten med den gamle fisker får Filip og kammeraten lige klaret de sidste af deres skoleting, inden de går i land i Windenburg ved halv otte-tiden. Der er kun en kort cykeltur fra havnen og til Windenburgs læreanstalt.



Den overskydende drengecykel indgår fremover i mængden af udlejningscykler fra boden på Samlingspladsen.

Efter en travl sommer med mange overnattende gæster og selskaber, ”tillader” Pierre og Clarise fra vinslottet endelig sig selv lidt tiltrængt ferie.
På en forlænget weekend vælger de at indlogere sig på hotellet i Windenburg, men tager samtidig imod en invitation fra Andreas om et genbesøg i klostret.



Udover de overnattende patienter under epidemien, er der ikke andre, som har opholdt sig i længere tid i klostret de sidste mange år. Men Andreas har valgt at gøre en undtagelse med Lukas’ fjerne slægtninge, som Andreas også selv fik et rigtigt godt indtryk af, da Lukas og Andreas besøgte vinslottet.
Siden den dag har Andreas jo handlet flittigt af god altervin i slottets vin-butik.

Nu glæder Andreas sig naturligvis til at vise gæsterne rundt i klostret – og ikke mindst at lade Pierre smage på kloster-bryggen, som prioren fortsat brygger i kælderen.
I sin rundvisning vælger Andreas at vise ALLE rum frem – også de rum, som han normalt ikke lader fremmede se.
Specielt kilden ved klostrets fod vækker en del begejstring hos vinbonden.



Imens de nyder et par smagprøver af kloster-vinene, får Pierre og Albert en god snak om alskens gourmetretter, hvor Pierre velvilligt deler af sine erfaringer som mesterkok og restaurationsejer. Klostrets kok tager gerne mod råd og inspiration - og lytter interesseret, mens Pierre fortæller om et par egnsretter fra bjergene omkring vinslottet.



Efter rundvisningen må Pierre godt nok imponeres af Sct Marcus ordenens kloster, for det ligner da ikke mange andre klostre, som vinbonden kender til.
Pierre anerkender Andreas’ magelige tilgang til klosterlivet - men indrømmer samtidigt, at munkene trods alt lever en nogenlunde troende liv med bøn og en lille smule afsavn bag murene.



Faktisk har Pierre og Clarise mere end et formål med at lægge deres vej indenom klostret ved Windenburg. I sansehaven spørger de Andreas, om han vil forestå vielsen, når deres datter Danielle skal giftes i Tartosa. Det er den gamle prior naturligvis beæret over og - med statuen af Sct Marcus som en fin baggrund - lover Andreas straks, at Pierre, Clarise og ikke mindst den kommende brud nok skal få en flot og uforglemmelig ceremoni.



Som fjern slægtning - men samtidig som en nylig god ven af familien på vinslottet - bliver Lukas inviteret med som gæst til selve festligholdelsen. Det glæder Lukas overordentligt, at disse fjerne slægtninge alligevel finder plads til ham blandt brylluppets gæster.



Med Lukas som den umiddelbart mest oplagte hjælper til Andreas afsat som deltager og gæst ved festen, tilbyder den gamle prior i stedet Benjamin at være hans hjælper ved vielsen. Det er den unge munk meget interesseret i og glæder sig allerede usigeligt til turen.

Den sidste ferie-eftermiddag inden afrejsen fra Windenburg, vælger Andreas, Vilfred og Johannes at invitere Pierre og Clarise på en lille spadseretur i området omkring klostret. Andreas HAR lovet de andre munke, at turen IKKE bliver i kapgangs-tempo!
Der trækker godt nok tunge regnvejrsskyer op i det fjerne, men Andreas vurderer, at de sagtens kan nå tilbage fra turen, inden det begynder at regne.
Undervejs kommer de indenom Samlingspladsen, avlsbygningerne, svømmebassinet og flere af de omkringliggende gårde – og bliver lidt forsinket flere steder, da spørge- og fortællelysten er stor.
Ingen bemærker de mørke skyer, som hastigt nærmer sig og snart sender de første dråber ned over selskabet.



Pludselig bryder et voldsomt regnvejr ud omkring dem. Lyn og bulder på himlen og et infernalsk regnvejr skyller ned over munkene og deres gæster, som desperat kigger efter ly for regnen.
Andreas kommer i tanker om en gammel forladt bygning i nærheden og viser straks selskabet i den retning – lidt nede af en grusbelagt sti.
De iler forbi et til-salg-skilt i vejkanten og kryber hurtigt i dækning under et udhæng, da endnu et lyn knitrer over himlen.
Andreas erindrer, at der tidligere var en mølle på grunden, men at den til sidst faldt sammen og blev fjernet. Nu står kun et kornlager og en mindre sidebygning tilbage på grunden.



Johannes rusker lidt i bygningens gamle dobbeltdør. Den binder, men springer op, da han giver den et ekstra skub med skulderen.
Indenfor er det tydeligt, at der tidligere har været en form for produktion i lokalerne, inden den nuværende grundejer lukkede og satte bygningerne til salg. Mens de snakker om uvejret udenfor, kigger Pierre undersøgende rundt i lokalet - som tager han bestik af faciliteterne.



De venter en stund, mens uvejret udenfor fortsætter omkring dem. Men lige så hurtigt, som uvejret overraskede dem – lige så hurtigt stopper regnen igen. Solen bryder allerede igennem skydækket flere steder, mens selskabet gør sig klar til at vende tilbage mod klostret.

Da de vil forlade grunden, stopper Pierre ved til-salg-skiltet og kigger kort på Clarise, inden han henvender sig til de gamle munke med et forslag om et fremtidigt samarbejde mellem vinslottet og munkeklostret.
Pierre fortæller nu, at han længe har ønsket at supplere vinproduktionen med en udsøgt nektar af høj kvalitet – men har manglet et egnet sted og en anledning til at udvide vin-sortimentet. Nu foreslår han munkene, at de går i kompagniskab om at fremstille en nektar med Sct Marcus ordenens navn og billede på etiketten.



Vilfred er naturligvis skeptisk. Han synes ikke, at der er en fornuftig og plausibel sammenhæng mellem klostrets religiøse retningslinjer og forordninger - og så produktionen af alkoholiske drikke. Derfor har han også kigget skævt til Andreas’ lille produktion i klosterkælderen – men accepteret ”ugerningen”, da det færdige produkt jo trods alt på et tidspunkt blev forbrugt som altervin og til eget behov. Sidenhen er klostret jo blevet fast kunde i vinslottets butik – og en minimal produktion i kælderen efterhånden kun udskænket til kirkegængerne.



Andreas og Johannes er derimod HELT med på ideen om et samarbejde. Ja, de mener ligefrem, at det kan gavne salget, at klostret promoveres som anpart i tilblivelsen af en eksklusiv nektar. Trods alt har flere øl og vine jo et udspring fra klostre i gammel tid. Så de er begge af den klare overbevisning, at det sagtens kan forsvares overfor Herren.
Johannes og Andreas bruger en del af tilbageturen til klosteret på at argumentere FOR samarbejdet med Pierre og Clarise. De taler påfaldende højlydt sammen, mens de går gennem de våde stier mod klostret.



Flere gange undervejs må de stoppe op, så enten Andreas eller Johannes kan sikre, at alle har hørt deres seneste argument. Jo højere de argumenterer, des hurtige går Vilfred i spidsen for selskabet. Inden de når tilbage til klosterporten, er tempoet meget tæt på kapgang alligevel.



Clarise har lavet en skitse med økonomiske beregninger, som viser, at et billigt lejemål eller ligefrem grund-køb og nogle få brugte fremstillings-maskiner til nektar hurtigt kan tjenes hjem igen, hvis de kan fremstille en nektar med en helt særegen og eksklusiv smag. Markedsføringen og salget skal vinslottet nok stå for – blot munkene vil lægge navn og arbejdskraft til fremstillingen, lover Clarise, der jo er vinslottets økonomisk ansvarlige.
Andreas lover, at munkene vil tænke seriøst over det, men det vil kræve ny viden om denne specielle fremstillingsproces, før produktionen kan iværksættes. Dertil rækker Andreas’ evner slet ikke.



Den efterfølgende aften må Pierre og Clarise tilbage til vinslottet.
Da de skilles, smiler Pierre til den gamle prior – med en garanti om, at SKULLE han vælge at blive munk en dag, så ville Pierre helt sikkert søge mod Sct Marcus ordenens kloster.
- og så kunne Clarise jo passende søge mod nonneklostret ved samme lejlighed, smiler han til munkene, der alle er med til at tage afsked for foden af klostertrappen.



Lukas får en krammer og de andre munke et fast håndtryk, inden ægteparret går mod landgangsbroen.
Begge gæster har en chip i kraven, da de sejler med den gamle fisker tilbage mod fastlandet.

- og dermed fik jeg jo på fineste vis gjort klar til den kommende pakke og nektar-muligheden.

Afsnittet ER nu også inspireret af en artikel, som jeg læste for nogle uger siden i en rejsebeskrivelse.
Artiklen handlede om Chartreuse-munkene, som producerer en drink af samme navn - og som sælges i stor stil i en århusiansk beværtning.
Så ovenstående indlæg VAR faktisk allerede klar, da nyheden om nektarbrygningen meget belejligt dukkede op med annonceringen af den kommende pakke.
Men nu imødeser jeg den nye pakke af mindst en årsag

Ok, man kan også købe Chartreuse på Sjælland og har kunnet det i mange år. Men dejligt at følge med i din historie.

Præcis Simsister - faktisk er Danmark den største aftager af denne drik udenfor landet, kunne jeg læse i artiklen.
- og tak da.

Undskyld jeg spørge, men hvad er chartreuse? og hvordan smager det. Jeg er bestemt ikke en vindrikker, så jeg er da nysgerrig!

Jeg kan desværre ikke hjælpe.
Jeg læste blot i et gammelt bilblad, hvor der var en rejseskildring, at disse franske munke fremstillede denne drik, som er vældig populær i en fransk inspireret århusiansk cafe.

Jeg blev imponeret af, at netop disse munke lever i total stilhed - udover en enkelt dag om ugen.
I 1984 spurgte en film-producer om lov til at filme i klostret. Den tilladelse fik han vist først i 2006, hvor filmen "Into great silence" deltog på en filmfestival.
Der findes lidt informationer i den forbindelse:



Når jeg nu alligevel VAR igang med min egen munke-fortælling, lod jeg mig inspirere lidt af denne rejseskildring fra Chartreuse - i nærheden af Grenoble, har jeg læst.
Der kommer lidt mere inspiration i min fortælling inden så længe.

Tak for din kommentarer Anbodil

Da dagene med solskin bliver færre i efteråret, bygger Lukas det fineste drivhus, som man kan tænke sig ved avlsbygningens endegavl. En sen formiddag er den unge munk endelig færdig med tilbygningen.



På den måde får Johannes og Simon lidt mere plads til vindfølsomme bær og urter.
De to munke flytter nu lidt rundt på planterne, så Johannes og alle hans urter forbliver i urtehaven ved klostret, mens de andre mere ordinære gevækster og grøntsager flyttes til det nye drivhus og udearealerne ved avlsbygningerne.



Johannes og Simon hjælper stadig hinanden – og passer også stadig vindrue- og æblelunden sammen med de andre munke. I lunden har drueplanterne, som Andreas fik ved sit besøg på vinslottet, nu formeret sig i så store mængder, at det kan indgå som en del af ingredienserne i en kommende nektar-produktion. På den måde giver det alligevel god mening, at opkalde den kommende nektar-drik efter klostret.



Med tiden bliver avlsbygningerne oftere og oftere et mødested for de unge munke, når de har behov for en snak og ungdommeligt fællesskab. Benjamin er jo hyppigt at finde ved avlsbygningerne i forvejen, men efterhånden støder Simon, Lukas, Peter og Jakob også til, når dagens pligter er overstået.
De er faktisk et godt team, der ofte hjælper og støtter hinanden – lidt på samme måde, som også de ældre munke mødes rundt om klostrets lille køkkenbord, når der er behov for en snak.
Filip sniger sig naturligvis med i de unge munkes fællesskab.

Der går mange meningsudvekslinger, forhandlinger og rådslagninger forud, inden Vilfred stiller sig tilfreds med munkenes engagement i nektar-produktionen. Der må gives og tages, for den gamle munk er overbevist om, at enhver produktion af denne alkoholiserede drik ikke har Herrens billigelse – nøjagtig som Andreas’ væsentlig mindre produktion af altervin i klostrets kælder heller ikke har haft den religiøse Vilfreds anerkendelse. Selv uvejret over det gamle kornlager, da de fandt de tomme lokaler ved kornlageret, tolker Vilfred som et tegn fra Herren om, at Sct Marcus ordenens munke er på gale veje.



Til sidst må Andreas og hans tro støtte Johannes acceptere, at købet og indretningen af den gamle mølles kornlager til nektar-produktion samtidig betyder, at den første del af et kommende overskud skal gå til et bedre lydanlæg i kirken. Med denne investering i et forventet overskud fra salget af nektar vil alle kirkegængere få bedre gavn af tonerne fra kirkeorglet - og Herrens eventuelle mishag mindskes.

Ligeledes må Andreas og Johannes (og dermed også de andre munke) acceptere, at der indføres en fast ugentlig bededag, hvor munkene ikke må mødes eller endog tale med hinanden, men kun leve tilbagetrukket og i bøn til Herren.
Sådan har Vilfred læst og hørt, at munkene har levet før i tiden – og sådan bør det derfor også være for Sct Marcus ordenens munke – i hvert tilfælde blot en enkelt dag om ugen.



Når økonomien igen tillader det, ønsker Vilfred en statue af Sct Marcus opført ved indgangen til klostret – i nøjagtig samme stil som statuen i sansehaven, hvor Vilfred gerne opholder sig, når der er tid til fordybelse og koncentration.
Når nu salgsboden og cykeludlejningen er flyttet til Samlingspladsen, er der rigeligt plads ved indgangen til en statue af Sct Marcus ordenens stifter ved klosterporten.
På den måde vil alle klostrets gæster fremover blive behørigt "modtaget", straks ved ankomsten til klostret.

Endelig skal messesalen genindrettes, så det bliver nemmere at bede og messe sammen – og ikke kun lyttes til prædiken fra salens prædikestol.
Vilfred har flere ønsker til ændringer - de fleste med et mere religiøst sigte for munkene og klostret, men til sidst slår Andreas fast, at nu bliver der ikke givet flere løfter eller håndsrækninger fra hans side.



Selvom det gerne må se ud som et stort offer at give, ser Andreas ikke de store problemer i en enkelt ugedag, hvor han blot kan passe sig selv. Og messesalen trænger alligevel til en kærlig hånd. Så de tre gamle munke bliver til sidst enige – og alle er på hver sin måde tilfredse med udbyttet af denne ”rådslagning”.
Albert har klogelig holdt sig neutral blandt de ældre munke, men vil da glæde sig til, at baren i spisesalen snart suppleres med en drink fra egne fade.

Det bliver overladt til Johannes at fortælle Albert om alle de andre detaljer i den nye aftale for munkene.
Johannes synes nu nok personligt, at der blev givet rigeligt med indrømmelser, inden Vilfred var indforstået med aftalen. Men Johannes tolker dette som priorens store ønske om, at få produktionen af kloster-nektaren sat i værk hurtigst muligt, så deres indtægter forhåbentlig øges.



I løbet af den efterfølgende uge har Clarise fra vinslottet købt grunden med kornlageret, to brugte destilleri-apparater og lidt forskelligt tilbehør til nektar-brygning. Hun hyrer straks et team af håndværkere fra Windenburg til selve istandsættelsen af de gamle bygninger, så Lukas lige kan puste ud efter drivhus-byggeriet.
Lukas kan alligevel ikke holde sig væk, men følger håndværkerne tæt – både for egen lærings skyld, men også så han sikrer, at det nye nektar-destilleri lever op til alle munkenes ønsker.





Lukas har ligeledes nok at se til med den nye indretning af messesalen, som føres tilbage til tidligere tiders indretning til selvstændig- og fællesbøn og salmesang.
Ved siden af dette arbejde må han også påtage sig opgaven som chef-bødker i destilleriet. En del træfade og opbevaringsreoler fulgte med, da Clarise købte destilleri-apparaterne, men helt fri for at fremstille nye tønder bliver munkene alligevel ikke.



I urtehaven planter Simon og Johannes de første hemmelige skud til den kommende nektar-produktion, mens Vilfred maler skitsen til en nydelig etiket. I den færdige version fjernes der alligevel både et dominerende krucifiks og en større altertavle, inden Clarise og munkene er tilfredse med udseendet på etiketten. Midt på etiketten ser man tydeligt Sct Marcus klostret på en solskinsdag.



For overhovedet at være rustet til en produktion af en eksklusiv nektar, har Andreas søgt forbindelse i sit netværk blandt landets øvrige kloster-ledere – og fundet en munk fra nord, som har gode erfaringer og færdigheder med alkoholiserede produkter.
Munken Bernard lader sig nemt overtale til at flytte til Sct Marcus ordenens kloster, da han hører, at der er tale om en helt ny produktion - og et for ham lidt ukendt produkt, som kan give ham ny viden og erfaring.

En uge senere bliver Bernard hentet på Windenburg togstation og budt velkommen på øen af de andre munke. Da Vilfred hilser på den nyankomne, mærker den gamle munk straks, at Sct Marcus ordenen her har fået en meget troende og retskaffen munk iblandt dem.
Bernard indlemmes i ordenen med et foreløbigt logi i kælderens lidt dunkle sovesal, der senest var i brug under epidemien.



Det meste af foråret går med at blande forskellige smagsvarianter af de gyldne nektar-dråber, samt påfaldende mange velbesøgte prøvesmagninger af munkene, inden Pierre, Andreas og Bernard endelig er tilfredse med smag, farve og kvalitet af den nye Sct Marcus nektar.



Med den nyligt indførte stilledag kan man sagtens finde Andreas fordybet i bøger om nektar-brygningens ædle kunst. Ja, prioren undrer sig ligefrem over, at han ikke har kastet sine øjne på disse skriverier noget før. Så kunne nektar-brygningen måske allerede være i fuld gang i kloster-kælderen. I samme øjeblik erkender Andreas dog med sig selv, at det jo naturligvis ikke var gået uden hjælpen fra deres venner fra vinslottet og klostrets nye munk.



De første kasser når nøjagtig med i sommerhandlen i Windenburgs eneste vinhandel - og supplerer samtidigt de mange smagsvarianter af vine i vinslottets egen butik.
Som en stor overraskelse for både vinhandleren, Pierre og munkene tager Windenburg-regionens unge denne ellers eksklusive nektar til sig. På byens fortovscafeer, barer og diskoteker bliver Sct Marcus nektar’en suppleret med friskpressede søde appelsiner – og brugt som en kærkommen ny og populær drink blandt de unge denne sommer.



Med gourmetrestauranten på vinslottet er Pierre en kærkommen inspirator i køkkenet, når han er på besøg i klostret. Selve opstarten af nektar-produktionen er naturligvis hovedårsagen til, at Pierre tilbringer en del tid sammen med munkene.
Når Pierre ikke er optaget i det gamle kornlager, kan man ofte finde Pierre og Albert sammen i køkkenet - i fuld gang med at udveksle madopskrifter og erfaringer med sjældne ingredienser. Albert nyder virkelig Pierres besøg og inspiration - og munkene nyder godt af nye retter til måltiderne.



Med indlemmelsen af Bernard i Sct Marcus ordenen som en yderst religiøs munk med en stålfast tro på Faderen i det høje, får Vilfred en allieret, når snakken falder på kloster-munkenes religiøse handlinger og ihærdighed (eller netop mangel på samme!) - med bønner og hengivenhed til Den almægtige.
De to munke kan nærmest fordrive al deres fritid med at konversere om Herren og hans storslåethed og visdom.

Vilfred taber nærmest pusten, når Bernard fortæller om et fuldstændig liv i cølibat i sit tidligere klosterliv mod nord. Her levede munkene i afsondrethed og nærmest kontinuerlig bøn til Herren.
Så lytter den gamle munk interesseret og benovet, mens han ønsker sig lignende forhold i Sct Marcus ordenens kloster. Det kommer dog ikke til at ske i den nuværende priors tid, det ved Vilfred kun alt for godt. Nej, han må nok se sig tilfreds med en enkelt dag i isolation og bøn.

At de mange bekvemmeligheder og den ekstra tid med de andre munke var en meget væsentlig årsag til Bernards rejse mod syd, holder han helt for sig selv.



Det er kun selve brygningen af nektar, som aldrig bliver et emne imellem dem, når Vilfred og Bernard mødes. Dertil har de vidt forskellige holdninger på det område. Vilfred opdagede tidligt i deres venskab, at det emne ville de aldrig blive enige om. Derfor undgår de netop denne snak om nektar. Men der er jo også rigeligt andet at tage fat på, når man er to troende munke.



Da først den gamle prior er nået igennem de første bøger om nektar-brygning, kan Bernard og Andreas til gengæld udveksle langtrukne erfaringer om diverse ingredienser og alkoholiserede variationer, når den gamle prior kigger indenom i det tidligere kornlager. Faktisk udviser Andreas en sjælden set interesse for, hvordan det går med produktionen på stort set alle tider af produktionsforløbet – og på alle tider af året. Jo, munkenes nektar har bestemt priorens bevågenhed og udelte interesse - selv med hans nyligt tillærte og begrænsede boglige viden.
Det sker da, at Bernard retter priorens ordstrøm og tilsyneladende ubegrænsede viden om nektar-brygning, men oftest lader den bryggeri-erfarne munk bare prioren tale løs.
Når Andreas vender tilbage til klostret, gør Bernard alligevel, som det passer ham bedst - og som produktionen retmæssigt skal foregå.



Bernard er den første munk, som slår øjnene op om morgenen. Efter han har flyttet sit logi fra den mørke klosterkælder til et interimistisk kontor i destilleriet, kan han ligefrem sidde på sengekanten og vente på, at solen står op over bjergkammen i horisonten.



Længe inden de andre munke overhovedet viser sig udenfor deres private gemakker i klostret, er Bernard i fuld gang med nektar-brygningen.



Kun Filip, som cykler forbi på vej til skole om morgenen, hilser kort på Bernard, inden den unge teenager skynder sig videre mod den gamle fiskers morgentur til fastlandet.



Når Bernard ikke tilser maskinerne, påfylder ingredienser eller sikrer sig en optimal opmagasinering af de kostbare dråber i træfade, finder man ham gerne i et udvendigt hjørne af det tidligere kornlager, hvor han har opsat en kasse med et lille lyst træ-krucifiks. Her takker han Herren for endnu en fantastisk dag – og at Gud lod denne mulighed komme til Bernard.



Lidt op ad formiddagen dukker der som regel en af de andre munke op, for at hjælpe den alkohol-erfarne munk med produktionen. Det er kun Vilfred, som ikke giver en hånd med i destilleriet. Ellers er der en god søgning mod det gamle kornlager fra de andre munke. Der HAR faktisk været morgener, hvor Bernard IKKE er blevet vækket af morgensolens første stråler gennem det åbne vindue, men i stedet af klaprende sandaler over det nye betongulv i bygningen. Ofte tilhører disse sandaler Andreas.



Ikke så snart har Johannes og Simon tilplantet de stadig noget rodede udearealer omkring kornlageret med nye afgrøder til nektaren, før den første lille kanin indfinder sig med et sultent blik rettet mod blåbær-rankerne. Benjamin er overbevist om, at kaninen har forladt træstammen ved klostrets skråning - og har begivet sig det lille stykke vej til kornlageret. I så fald behøver munkene ikke frygte for deres nyplantede afgrøder, for netop denne kanin er istedet en ihærdig ukrudtsrydder. Det viser sig da også at være tilfældet, for kaninen sætter kursen mod ukrudtet omkring kæmpeafgrøderne, som Simon netop har plantet hos Bernard.



Sidst på sommeren kan Vilfred endelig beundre den nye skulptur af Sct Marcus ved klostrets indgangsport. Med synet af denne stifter af ordenen bliver Vilfred helt rørt - og glæder sig over sin vedholdenhed i "forhandlingerne" med Andreas og Johannes. Vilfred får det faktisk helt godt med sig selv og vurderer, at Herren nok kan se igennem fingrene med, hvad der sker i destilleriet ikke så langt fra munke-klostret. For en sikkerheds skyld beder han alligevel en ekstra bøn til Herren i de dage.

Det er ikke sådan når man forsøger at forhandle med gud.....

Ha - nej, det har du helt ret i.
- eller hans udsending på jorden i skikkelse af den gode Vilfred

Og dette indslag om en ekstra ”stilledag” og den nye indretning af messesalen fik jeg også ideen til fra føromtalte artikel.
Chartreuse-munkene taler dog kun sammen en enkelt dag om ugen!

Nektar-brygningen er nok også en del inspireret af denne artikel/Youtube videoer/film.
Så det var jo meget belejligt, at denne ranch-pakke dukkede op netop nu.

En formiddag i kælderens rodede fitness- og pulterrum opdager Johannes tilfældigt sin gamle trækasse med dykkerudstyr fra missionsturen til Sulani. Dragten, som han byttede sig til med en af de indfødte, da han selv havde snorkel-dykket for første gang, havde han faktisk helt glemt. Men den har altså ligget her i kælderen, siden han kom hjem fra den mislykkede tur som missionær.
Johannes forsøger at tage dragten på, men må erkende, at han har taget alt for mange kilo på, siden han kom hjem fra sin missionsrejse.



Johannes sikrer sig, at dragten stadig er tæt og ikke ALT for mølædt, inden han inviterer munkene til at prøve at snorkeldykke i den lille lagune lige syd for den gamle fiskers anløbsbro. Ud mod havet er der et fint lille lavbundede vand-område, hvor den gamle munk gerne vil lære de andre munke at snorkle.



Interessen er dog ikke overvældende blandt munkene, da de ankommer til lagunen – snarere tværtimod, for der er absolut ingen, der viser interesse for at prøve.
Andreas mener ikke, at det er guds hensigt, at hans tro undersåtter skal færdes UNDER vandet - endsige tage unødige chancer. Med Moses og Jesus som eksempler vil den gamle prior jo nok mene, at kristendommen lægger op til, at man i et troende liv bliver oven vande. Så han melder fra som den første og henviser istedet til de unge munke.
Straks følger Vilfred og Albert efter, da de hører om priorens fravalg og argumentation.



Nu koncentrerer Johannes sine overtalelsesevner om de unge munke.
Benjamin findes FOR tyndlemmet til dragten - og Jakob ALT for rund. Da Simon passer boden på Samlingspladsen denne dag og Lukas er ved at undervise Filip i motorlære hjemme i klostret, er der efterhånden kun den fiske-glade Peter tilbage i feltet af unge potentielle aspiranter.

Peter er nu ikke meget for at være den første til at prøve, men da Johannes så malerisk beskriver en overraskende harpunering i Sulani, hvor han fik en ganske stor og sjælden fisk med i land, indvilger Peter alligevel i at tage dykkerdragten på som den første. Den passer perfekt.



Med en kort introduktion og en enkelt velment bøn fra Vilfred fra vandkanten begiver den unge Peter sig ud på dybere og dybere vand – indtil han kun lige akkurat kan nå havbunden med svømmefødderne. Så kaster han sig frem i de små krusninger på lagunens vand og slipper med fødderne.





Der går en rum tid, hvor munkene på stranden kun kan skimte toppen af snorklen og de plaskende hænder og svømmefødder i vandspejlet – og indimellem en vinkende arm fra Peter.



Til sidst orker de andre munke ikke at følge med mere, men begiver sig tilbage mod klostret, hvor eftermiddagskagen har stået klar alt for længe.

Som ophavsmand til Peters snorkeltur må Johannes blive tilbage på stranden, indtil Peter endelig dukker op af vandet hen under aften – med et glad smil om munden og rynkede fingre. Peter er dårligt nået ind på stranden, før han højlydt fortæller Johannes om de mange forskellige spisefisk, som han har fået øje på i lagunens klare vand. Specielt omkring et lille rev midt i lagunen har Peter set fisk, som han ellers aldrig fanger i nettet fra munkenes kano.



To uger senere taber Johannes alt dykkerudstyr til Simon i et spil hestesko. Selvom Peter gentagne gange har fortalt om hans første dykkeroplevelse til de andre unge munke, er der ikke andre, som har fået interesse i at prøve. Derfor er det nemt for Simon at forære alt udstyret til en meget opsat Peter, der kun venter på at gentage snorkelturen fra tidligere.



I bytte får Simon nogle fine fugleskilderier til væggen. Skilderierne bytter han på markedet til nogle sjældne frø, som Johannes længe har ønsket sig. Planterne fra disse frø danner grundsubstansen i et speciel krydder-nektar, som Bernard stolt præsenterer for Andreas nogle måneder senere. Ved den første udskænkning må Andreas jo give den mislykkede missionstur og Johannes' gamle dykkerdragt lidt af æren for tilblivelsen af denne specielle nektar.



Det er nemt for Lukas at fremstille en harpun, som Peter bruger til sine mere og mere vovefulde dyk.
Med harpunen følger også et sammenflikket stativ ved avlsbygningerne, hvor Peter kan tørre sin harpunerede fangst. Der går dog en rum tid, inden de første ny-flåede fisk hænger fra stativets overligger.



Alt Peters fiskeri – om det er med ruser eller net fra kanoen eller fiskestangen fra landgangsbroen eller strandkanten - foregår fremover iklædt dykkerdragten og med det andet dykkerudstyr indenfor rækkevidde. Opdager han en sjælden fisk i vandet omkring sig, springer Peter resolut i vandet – med harpunen i hånden.
Når han ikke selv har udstyret på, hænger det til tørre ved avlsbygningerne.

Brylluppet i Tartosa mellem Pierre og Clarise’s datter Danielle og den kommende svigersøn bliver en fantastisk oplevelse for både Andreas, der forestår en smuk vielse af det unge par fra vinslottet – men ikke mindst Benjamin, som er helt rundt på gulvet af begejstring i dagene op til og under selve ceremonien.
Der er flere spørgsmål, som Benjamin MÅ stille den kommende brud – og som hun svarer på med begejstring og glade forventninger frem mod den store begivenhed.



For at holde spændingen ud frem mod selve bryllupsdagen, kigger Benjamin sig lidt omkring i Tartosa.
Det er som om, at hele denne smukke kystby er som skabt til romantiske bryllupsceremonier. Mange af byens forretningsdrivende har eksempelvis gjort en god handel ud af at sørge for, at alle tænkelige genstande til et bryllups-arrangement kan købes i byens butikker.
Benjamin står længe og kigger på butiksvinduet med brudekjoler. Han kan sagtens forestille sig den smukke nonne iklædt en af de hvide kjoler i vinduet. Benjamin står og tænker på, hvordan det ville være, at føre nonnen op ad kirkegulvet i klosterkirken derhjemme.



Han sætter sig ved byens springvand og lader tankerne flyve.



– hvordan hele familien derhjemme sidder bænket forrest i kirken sammen med munkene – Vilfreds salmer lidt FOR højt i baggrunden med det nye lydanlæg, mens han selv går op gennem kirken - Lukas, Simon og Jakob som brudesvende – og den smukke smukke nonne dækket af et fint slør på vej op til alteret – og til ham.



- priorens velsignelse og deres løfte til hinanden.



- ringen, som Benjamin skal bære resten af livet.



Benjamin tænker også på god mad bagefter, som Albert så fint har anrettet – og en bryllupskage med et brudepar på toppen.
Talen til brudeparret og udbringningen af den første skål står Andreas naturligvis for.
Han hylder brudeparret – roser dem for deres valg af hinanden - og erkender for forsamlingen, at de to unge da virkelig er som skabt for hinanden, selvom Benjamin vil blive savnet i klostret.
Som ud af ingenting dukker Bernard op med nye flasker nektar til selskabet.



Åh, og brudevalsen naturligvis. Benjamin smiler i sin døs, men er helt væk for omverden.



Da alle gæsterne har forladt festen, vil nonnen tage Benjamins hånd og føre ham mod sovegemakkerne og brudenatten.



Pludselig dukker billedet af ”hændelsen” ved svømmebassinet op på Benjamins nethinde.
Nu vågner han med et sæt – kigger sig forvirret omkring og spekulerer på, hvor længe han mon har siddet på bænken i denne pragtfulde dagdrøm.
Så skynder Benjamin sig tilbage mod munkenes indkvarteringssted.
Dagens døs og meget realistiske tankespind har alligevel påvirket den unge munk så meget, at Benjamin har svært ved at falde i søvn den aften.



Ved det smukke udendørs bryllup dagen efter er Benjamin SÅ spændt, at han sætter sig helt oppe foran på den forreste række, så han kan følge godt med i vielsen.
I hovedet tumler drømmen fra dagen før stadig rundt.



På en overskyet dag et par dage efter brylluppet – da brudeparret og alle andre gæster for længst har forladt Tartosa, besøger Pierre og Andreas en vingård i nabolaget.
De får en god snak med vinbonden, som giver dem et par fif til deres nektar-produktion.
Pierre og vinbonden slår også en handel af og lover at sælge hinandens produkter hver især.
Andreas er heldig at få nogle flasker med hjem til salgsboden.



Den sidste dag i Tartosa kalder Jean Claude på Andreas. På familien fra vinslottets vegne skænker han en god portion penge til klostret – som en velment tak for munkenes indsats ved familiens vel-gennemførte bryllup.

Ja ja, det var jo et meget fornøjeligt afsnit at lægge ind i denne munkefortælling - og hurra for Benjamins drømmerier, som gav mig mulighed for endelig at få besøgt Tartosa og afvikle hele to bryllupper.
Det var jo nødvendigt, for at få disse billeder fundet frem.

I forhold til den fortsatte fortælling blev nonnen og Benjamin jo IKKE gift. Det var blot nødvendigt at gennemspille hele bryllupsseancen, for at han kunne "få lov" til at drømme om det

Jeg synes nu, at det var lidt besværligt med alle de nødvendige gøremål til bryllupsdagen - og det lykkedes ikke i disse to ceremonier at få det hele til at glide. Ja det startede faktisk med, at ceremonimesteren forlod grunden, ligesom de to trolovede gik op (nej, ned) ad kirkegulvet. Så det blev en ommer  
"Sæt jer ned, stimle sammen om midtergangen, udbringe en skål, danse brudevals" og lignende synes jeg nu heller ikke fungerede tilfredsstillende.
Måske var det bare mig og min ringe viden om denne pakke.
Men nu har jeg da prøvet det - med lidt besvær.

I fik ikke set disse billeder fra frieriet, der jo som nævnt IKKE fandt sted!, men dem skal I lige have med alligevel:

Den der oversættelse med at gå op og ned af gulvet er ikke helt logisk. Det forvirrer også mig. Det første bryllup jeg holdt for et simmerpar måtte jeg gentage tre gange (Gå ud af spillet uden at gemme) fordi jeg vil have nogle perfekte fotografier
Jeg vil sige øvelse gør mester. Siden har jeg holdt bryllupper for flere par uden problemer.

Man kan heldigvis selv bestemme hvor mange mål man vil opfylde under et bryllup og på den måde gør det mindre kompliceret for sig selv
Jeg kan ikke huske om der er et mindste antal man skal vælge.  Bryllupskagen er altid et sikkert trækplaster

Ha ha - tak for, at du deler af dine egne oplevelser med pakken MonaSolstraale.

- og du har HELT ret: jo flere gøremål under brylluppet - jo mere besværligt bliver det også.
Det er jo netop alle disse små fornøjelige og sammenkædede handlinger, som gør denne pakke spilværdig.

Jeg måtte ty til Carls guide til sidst - og det hjalp. Blandt andet skal figuren jo af, inden brudeparret kan dele kagen med hinanden - på romantisk med at "fodre hinanden".

Jeg vil lige vise jer, hvad jeg har brugt de sidste par dage på.
Det kommer naturligvis ikke med i min nuværende historie, men jeg har gennem længere tid udvidet klostrets kælder ganske betragteligt - bygget nye rum på i en uendelighed - også når en ny ide opstod i historien.
Til sidst var der ingen fornuftig sammenhæng mellem kælder og stueplan - de to layouts var vidt forskellige og passede ikke sammen i forhold til ydermure, hvor kælderen var væsentlig større end stueplan. Eks var kælderen bygget fuldt ud under klostrets centrale indre gård i stueplan. Det var nok ikke sket "i den virkelige verden" blev mit argument for at ombygge meget af klostrets kælder og bygge en større førstesal = herlig meget byggeri, men det passer mig jo ganske fint.

Man skal kigge godt efter på de to billeder af klostret, men de seneste dage er brugt på at flytte lidt rundt på mange lokaler, så de istedet endte på en delvis ny førstesals-tilbygning, hvor eks et skolelokale, lyttestationen og en del soverum blev flyttet til fra kælderen. Klostrets ellers fine skrå indgangsparti blev også rettet op i samme forbindelse.

Det er ikke synligt på billedet, men efterfølgende blev de tilbageværende rum i kælderen skaleret og rettet op, så de passede til bygningens layout i stueplan = ingen kælderrum, som gik ud over bygningens ydermure i stueplan. Det var noget af en opgave at få det hele til at passe igen - og desværre forsvandt lidt af "flowet" også i visse lokaler.

Nu spiller jeg naturligvis videre med det oprindelige layout, mens jeg lige overvejer, om munkene/håndværkerne skal igang med en større ombygning til den nye model.

Her er det gamle/nuværende layout med kun en etage ved indgangen forrest (andre steder på grunden ER jeg i to etager udover kælderen allerede):



- og her er det nye layout med en ny etage-overbygning.
Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig for, om det er pænere på den udvendige facade, men det ser ret cool ud i klostergården  
Ser man rigtigt godt efter, bemærker man måske også det nye trappetårn, som gav en langt bedre logistik i klostret, for tårnet forbinder kælder, stueplan og førstesalen:

Nonneklostrets efterspørgsel på uld har været støt stigende de seneste måneder og den trods alt beskedne flok af lamaer kan ikke længere følge med nonnernes behov for kvalitetsuld.
Fra Jakobs familie på landet, må munkene derfor supplere uld-leverancerne med mere ordinær uld fra en flok små får, som Jakobs forældre gerne tilbyder til klostret til en favorabel pris.



Det bliver klostrets to mest dyre-interesserede og -erfarne - Jakob selv og Benjamin, som får æren af at udvælge fårene hos Jakobs forældre.

I Jakobs opvækst på landet havde han sin egen hoppe – en hest, som troligt fulgte ham i hans unge år - og som han fik foræret af forældrene og ansvaret for, da føllet kun var få måneder gammelt. På det tidspunkt var Jakob kun en halvstor skoledreng.



Som Jakob blev ældre, voksede føllet også til en prægtig og robust arbejdshest, som hjalp med mange gøremål på forældrenes gård. Når dagens opgaver var overstået, sørgede Jakob for, at hoppen blev fodret og passet. På den måde blev de to nærmest uadskillelige - indtil den dag, hvor Jakob valgte at lade sig optage i Sct Marcus ordenen.



Efter det meste af en dagsrejse når Jakob og Benjamin frem til Jakobs forældres gård.
Jakob har naturligvis glædet sig til at vise hans dyreglade ven rundt på forældrenes gård, hvor nærmest alle landbrugsdyr har deres liv.
Efter en kort velkomst og præsentation, går de to munke en runde på gården, mens Jakob fortæller om sine drenge-år, da han boede hjemme hos forældrene.

I indhegningen bag gården græsser hoppen sammen med et prægtigt nyt føl, som kom til verden for ikke så lang tid siden. Hoppen genkender naturligvis Jakob og søger straks hans kontakt. Føllet trisser direkte i hælene på sin moder, men ændrer i sidste øjeblik retning mod Benjamin.
Benjamin bliver godt nok svært benovet over føllets opmærksomhed. Han klapper det forsigtigt på mulen, mens han kigger undrende på Jakob.



Efter noget tid lunter de to dyr tilbage mod foldens midte, mens Jakob fortsætter med at vise Benjamin rundt på gården.
På vej tilbage mod gårdspladsen, hvor forældrene venter med en forfriskning, skal de to munke lige omkring hestene en gang til – og igen søger føllet mod Benjamin, mens den gamle hoppe søger Jakobs fremstrakte hænder. Denne gang har begge munke lidt hø med til hestene.



Ved aftenstide - mens de nyder den kølige saft, fortæller Jakob sine forældre om føllets umiddelbare søgning mod hans ven fra klostret. Benjamin kigger forlegent mod Jakobs forældre – som havde han gjort noget galt. Men moderen smiler blot og fortæller, at sådan var det også med den gamle hoppe, da den kun var et føl. Den søgte også Jakob med det samme. Derfor fik han ansvaret for hesten i en meget ung alder.



Karaflen med saft er snart tømt og nu går de to munke mod indhegningen med familiens fåreflok.
Det er ved at være sent, da de to unge munke samler et lille udvalg af får, som de håber, vil give en god uld, så nonnerne kan fortsætte deres arbejde.
Fårene er nemme at studere, for de fleste af dem sover trygt på dette sene tidspunkt.
Da et af fårene kigger nysgerrigt op, kan Benjamin naturligvis ikke lade være med at give fåret lidt ekstra opmærksomhed.



Inden de to unge munke forlader Jakobs forældre, MÅ Benjamin lige omkring hestene sidste gang. Ved stalden, hvor hestene er trukket hen for natten, klapper Benjamin føllet en sidste gang, inden de to munke må tage afsked med Jakobs forældre.



Da fårene når frem til klostret, sættes de i en indhegning ved avlsbygningerne – og Benjamin FÅR! endnu en opgave at passe.



Nogle uger senere kontakter den gamle fisker klostret, for der er en speciel leverance med kutteren over sundet denne aften. Andreas ved godt, hvad det drejer sig om, så han sender Benjamin mod anløbsbroen på øen.
På lang afstand kan den unge munk godt se, at alt ikke er, som det plejer at være, når fiskeren sejler fastboende, gæster og turister til kloster-øen, for på fordækket af den lille kutter står et føl fortøjet til masten.
Det er føllet fra Jakobs barndomshjem, som Andreas, Jakob og forældrene i fællesskab har sørget for, nu overgår til klostrets ejendom – og til Benjamins pleje og omsorg specielt.



Så snart kutteren har lagt til ved landgangsbroen, sættes føllet frit – og mellem turister og gæster til øen galoperer føllet straks mod Benjamin. Det bliver et glædeligt gensyn - men også en opgave, som vil kræve en del bevågenhed af den unge munk. Man kan dog sagtens se på hans ansigtsudtryk, at det er en ekstra tjans, som Benjamin MEGET gerne påtager sig.



Lukas må igang med at sætte en fin ny port i den nye ladebygning, så føllet kan komme ind og ud af bygningen. I ladebygningen indrettes en hestebås til føllet, mens alt høet i laden må på loftet istedet.



Benjamin fortæller glad enhver munk, som besøger avlsbygningerne, om de fine nye forhold og de nye dyr, som nu er en del af klostrets dyrebestand.
Imens Albert tilser de nye små får, kigger han naturligvis med lidt andre øjne på den nye bestand - og kan da godt se en fårekølle som et godt alternativ til de mange retter i køkkenet.



Selv Andreas må lægge øre til en længere forklaring om avlsgårdens store betydning for klosterlivet, da han vil tilse det nye føl.
Han mærker nu også Benjamins store taknemmelighed over priorens godhed og indflydelse på føllets nye hjem ved munkene.



Med de mange nye opgaver med føllet, fårene og de andre dyr flytter Benjamin endegyldigt fra sit private soverum i klostret og til avlsbygningerne. Her indretter Lukas et lille kammer til Benjamin med en seng og et skrivebord - og ikke så meget andet.
Men Benjamin er overordentligt godt tilfreds med sin nye tilværelse.



Benjamin færdes stadig i klostret dagligt, når han spiser sine måltider sammen med munkene og passer bistaderne, ormeboet, fuglene i træstammen og kaninerne på bakkeskråningen.
Han er stadig den eneste munk i klostret, som kan få fuglene til at kvidre med, når han synger en salme for dem.



Ved avlsbygningerne er det nu lamaerne, føllet og de små får, som nyder godt af Benjamins store omsorg og forkærlighed for alle slags dyr. Kloster-hunden Paulus følger ofte lige i hælene på den unge munk, mens Filip for længst har overtaget det fulde ansvar for klostrets høns. Jakob hjælper til, så godt han kan, når han ikke er fordybet i sine bog-skrivninger.

Denne nye pakkes muligheder SKULLE jo naturligvis med i min munkefortælling, når pakken nu blev tilgængelig.
Derfor dette lidt underlige afsnit!
Jeg havde jo heldigvis tidligere nævnt, at Jakob var opvokset på landet. Så det lå jo lige for, at flette denne familie lidt ind i historien, så jeg kunne få heste og får med.
- og det lille føl er jo meget charmerende.

Efter arbejdet på ladebygningen afslutter Lukas også ombygningen af messesalen i Det hellige Tårn. Nu er salen igen ført tilbage til tidligere tiders optimale indretning til studier af de hellige skrifter, bøn og salmesang.



Både Bernard og Vilfred er henrykte - og lader denne begejstring skinne igennem, når de gladeligt synger for eller messer fra de mange salmebøger, der nu endelig kommer til sin ret igen. De andre munke må læse op fra bøgerne, mens Bernard kan huske de fleste af salmeteksterne udenad.



Vilfred fortryder straks, at han var så vedholdende omkring ugedagen med stilhed i klostret, som han selv fik indført i forhandlingerne omkring nektarbrygningen. Men nu går munkene jo glip af en HEL dag i fællesskab og samlet bøn, erkender han med sig selv.
Da Vilfred forelægger dette for Andreas, står den gamle prior dog fast på, at denne dag alene med sig selv fortsat giver god mening i Sct Marcus ordenen – at der er ordentlig tid til selv-tanker og bøn i munkenes egne soverum og kamre.



At han selv snuer det meste af dagen væk, er en helt anden sag, som ingen bør vide noget om. Andreas har dog en stærk fornemmelse af, at mange af de andre munke UDOVER Vilfred og Bernard har det på nøjagtig samme måde.



Derfor afviser Andreas prompte Vilfreds tvivl om stilledagens berettigelse. Som Andreas rettelig indikerer, var Vilfred jo selv fortaler for denne dag – og dermed direkte ansvarlig for stilledagens indførelse i Sct Marcus ordenens retningslinjer.



Selvom det bestemt ikke er korrekt, bilder Andreas nu Vilfred ind, at prioren faktisk overvejer at indføre ENDNU et par stilledage til selvstændig bøn.
Det får Vilfred til at vinke meget afværgende, inden han snurrer rundt i sandalerne og skynder sig i retning mod kirken og det nye lydanlæg.



Nogle dage senere vover Vilfred alligevel at foreslå Andreas, at messesalen omdøbes til et refugium. Navnet klinger mere højtideligt i den troende munks ører, selvom denne beskrivelse nok ikke passer HELT til en sal med salmer og lignende - men dog et rum til fordybelse, som Vilfred godt kan få til at passe med et refugium-navn. Andreas vælger at acceptere Vilfreds forslag – og snart indikerer Lukas’ fine nye skilt over portalen, at dette nu er et refugium man træder ind i – og ikke blot en messesal.



IGEN synes alle at have vundet en lille smule - og Lukas haft en ny lang dag med værktøjet i hånden.
De to åndsfæller Vilfred og Bernard er i hvert tilfælde generelt ganske godt tilfredse med tingenes tilstand i klostret på dette tidspunkt.

Andreas har længe haft en anmodning fra plejecentrets leder liggende et eller andet sted – et ønske om en rundvisning på klostret for centrets beboere.
I mellemtiden har han glemt ALT om denne forespørgsel, indtil han en dag tilfældigt genfinder dokumentet på gulvet, da han søger efter nogle andre papirer i skrivebordets skuffe.



Den gamle prior er ikke meget for at åbne porten for ”offentligheden”, men han bestemmer sig alligevel for, at han vil invitere beboerne til en kort rundvisning og lidt kaffe og kage i den indre klostergård, så han kan få denne forespørgsel ud af verden.
Der er jo trods alt indimellem faldet nogle midler af til klostret, når plejecentret har mistet en af deres beboere.
Derfor kontakter han plejecenterlederen for nærmere detaljer om besøget.



Med støtte fra de unge munke lykkedes det at få alle plejecentrets beboere op ad de mange trapper til klostrets indgang.
Selv den sidste kvindelige deltager, som ankommer til klostret i rullestol, lykkedes det med besvær at få bakset op til klostergården.
(Her havde jeg jo gerne benyttet et alderstrin ÆLDRE end de valgmuligheder, som der er i spillet i dag!).

Selve rundvisningen er noget besværet af trapperne og klostrets etageinddeling, men beboeren i rullestolen vil så gerne med til besøget og kaffen i klostergården, at hun troeligt bliver i gården og venter på selskabet, mens Andreas viser de andre plejecenter-beboere rundt.



I stedet underholder Vilfred den tilbageværende beboer med sine egne synspunkter og religiøse holdninger.
Det synes at berøre hende dybt.



Under rundvisningen spørger en af de mandlige beboere flere gange til klostrets interne hensyn til sygdomsramte, begravelsesritualer, bisættelser i kirken og håndtering af bortgang blandt munkene. Andreas svarer så godt han kan, men irriterer sig alligevel lidt over denne beboers gentagne afbrydelser i rundvisningen.



Da plejecentrets besøg er ved at være overstået, trækker den gamle mand Andreas lidt til side og fortæller, at han var sognepræst i et andet sogn, indtil en ondartet sygdom sendte ham på plejehjemmet i Windenburg. Nu vil han høre klostrets prior, om der er mulighed for, at præsten kan ende sine dage i Sct. Marcus klostret - og så tæt på Herren, som det kan lade sig gøre, for denne sygdom synes at bevirke, at præsten snart må ud på den sidste rejse.



Andreas bliver godt nok lidt overrasket over denne henvendelse – og også lidt ærgerlig og flov over hans egen irritation i forbindelse med mandens afbrydelser tidligere, for der VAR jo åbenbart en velment årsag til de mange spørgsmål omkring dette emne.
Nu lover Andreas at overveje, om de kan åbne klostret for præstens ønske, så han kan få sin sidste tid blandt munkene – og tæt på Herren, som præsten nævner, når han nu skal opfare til himmels i en ikke helt fjern fremtid.



Da besøget er overstået og den sidste af Alberts mange småkager er spist, må de unge munke løfte rullestolen og den kvindelige beboer ned ad klostertrapperne igen.
Snart smider fiskeren trossen for sidste gang denne dag og en gammel fiskekutter fyldt med glade plejecenter-beboere tøffer mod fastlandet, mens mørket så småt tager over.