Munkene på øen

Wowww, sikken fantasi. Det er da lige, så jeg er blæst bagover!

Tak Simsister - blæst bagover bliver man nu også nemt med vores forårsvejr - specielt heroppe ved den nordjyske Vestkyst.
Så glæd dig til næste afsnit, for det er jeg også selv lidt spændt på, hvor det vil ende - hvis det lykkes

Det var da vist iøvrigt dig selv, der på et tidspunkt nævnte, at Sims jo kan spilles på SÅ mange forskellige måder - og det giver jeg dig så evigt ret i.
Selvom det er et stykke tid siden, bekræfter vores mange efterfølgende indlæg og historier jo netop dette.
- og så ved vi jo heldigvis ikke, hvad der venter lige rundt om det næste hjørne.

Straks efter epidemiens sidste tilfælde er blevet helbredt, fremstiller Johannes en helt ny eliksir, som ifølge de gamle skrifter skulle give personen, som drikker af væsken, en romantisk sindstilstand - og måske også en uimodståelig lyst til samvær med det modsatte køn.
Som det fremgår af skrifterne, er det sidste dog yderst usikkert og aldrig påvist.



Johannes overvejer ganske kort at prøve eliksiren på sig selv, men beslutter sig dog efter flere lange overvejelser, at benytte den unge Benjamin som forsøgsperson – vel at mærke uden at Benjamin må vide noget om det, for ”eksperimentet” skal virke troværdigt.
Fra en løs snak i køkkenhaven med Simon, har Johannes fået opfattelsen af, at den unge Benjamin måske netop er ekstra modtagelig, når det kommer til det romantiske område.
I den gamle munks overvejelser indgår også en tanke om, at denne eliksir måske ligefrem kan HJÆLPE Benjamin på vej mod en bedre forståelse af sine indestængte følelser.
Derfor vælger Johannes, at lade Benjamin smage eliksiren – med de bedste intentioner. Så vil Johannes holde lidt øje med munken på afstand.



Intentionen er ganske vist, at Johannes kun vil give den unge munk en ganske lille mængde af eliksiren – simpelthen for at sikre, at der ikke overgår Benjamin noget ubehageligt.
Ved morgenbordet skænker Johannes derfor den almindelige morgeneliksir til alle andre munke, men hælder behændigt Amorius-eliksiren i Benjamins krus.
Den unge munk tømmer kruset i EN slurk.



Desværre er Benjamin denne morgen ekstra tørstig og beder derfor Johannes om en ekstra tår. Den gamle munk vinker afværgende, men i det samme går Andreas forbi og tilskynder Johannes, at opfylde Benjamins ønske – peger ligefrem på flasken med eliksiren.
Sidst på eftermiddagen er det Benjamin, som har oprydningstjansen ved svømmebassinet. Derfor mener prioren nok, at den unge munk vil have godt af et ekstra krus vitaminer.
Johannes, som ikke vil modsige klostrets leder, hælder derfor endnu en tår Amorius-eliksir op til Benjamin.
Igen forsvinder indholdet hurtigt.





Som den sidste tilstede ved svømmebassinet samme eftermiddag går Benjamin rundt i sine egne tanker, mens han fjerner affald og tømmer skraldespandene. Hjemme på sofaen i opholdstuen er Johannes faldet i en dyb eftermiddagslur – og har glemt ALT om at holde et vågent øje med den unge munk.



Benjamin opdager ikke, at en nonne går søgende rundt ved kanten af et buskads i bassinets fjerneste ende.
Han er mere interesseret i en underlig fornemmelse, som har fulgt ham det meste af dagen.
Først da Benjamin står ved buskadsets skraldespand, opdager han, at han alligevel ikke er helt alene.
Han kigger forundret og usikkert på den smukke unge nonne – for det ER hende – som går og kigger ned i en lav bevoksning.



Nu kigger hun op og får også øje på Benjamin. Så smiler hun sit bedårende smil og spørger ham, om han vil hjælpe med at lede efter et halssmykke, som hun har tabt ved bassinet den samme dag.
Det lover Benjamin naturligvis – lidt mere modig end han ellers plejer at være.



Efter en lang og meget behagelig drøm, vågner Benjamin sent den næste formiddag – og med blussende kinder og et frydefuldt smil om læberne.
Mens han langsomt slår øjnene op, mindes han aftenens fortryllende timer med den unge nonne.



Men straks han åbner øjnene og kigger på krucifikset på den modsatte væg, bliver den unge munk ualmindelig brødebetynget og flov. Det, som han både har drømt om og måske ligefrem higet efter - men samtidig desperat forsøgt at undgå og glemme, kom til ham denne aften – så smukt og intenst, som han aldrig kunne forestille sig – selv ikke i sine vildeste drømme.
Han ved, at han har forbrudt sig mod Sct Marcus ordenen – og er egentlig villig til at modtage sin straf og forhånelse af de andre munke – ja, sikkert også en bortvisning fra klostret for evigt.



Mens han sætter sig op i sengen, erkender han også med sig selv, at han til enhver tid vil gentage den fantastiske aften med den smukke nonne, hvis han nogensinde skulle få chancen igen. Han er bare helt overbevist om, at det ALDRIG vil ske igen.



Benjamin er i syv sind. Resten af formiddagen sidder han ved statuen i sansehaven og kigger på Sct Marcus – prøver at finde hoved og hale i hele denne knibe, som hans indestængte følelser har bragt ham i, da det hele først brød ud i lys lue.



Så tænker han på den smukke nonne – og om hun har det på samme måde i sit kloster.
Benjamin er frygteligt skamfuld og ked af, at han måske har ødelagt et troende liv i cølibat for denne unge kvinde – at hun måske allerede er blevet forvist af priorinden og nu står udenfor nonneklostrets port – alene og udstødt – nøjagtig som han selv vil stå, når sandheden om aftenens udskejelser går op for de andre munke.
Så minder han sig selv om, at initiativet jo helt og holdent var hendes, da de først havde fundet halssmykket. Det får han det bare ikke så meget bedre af.

Det bliver en forfærdelig dag for den unge munk. Om eftermiddagen gemmer Benjamin sig i æblelunden – og forsøger så vidt muligt at undgå enhver kontakt med andre.



Da det bliver aften, har Benjamin erkendt med sig selv, at han må tage sin handling med oprejst pande – forklare sine syndige adfærd overfor den gamle prior – og så modtage sin velfortjente straf – uagtet at en bortvisning retteligt ER det mest sandsynlige og retfærdige udfald for en falden og syndig sjæl som ham selv.
Han går derfor tilbage mod klostret med faste skridt.
Da han ser klostret tårne sig op foran sig, bliver skridtene mindre faste - som lyser godhed, fromhed og kyskhed ud fra den store bygning på bakkens top.



I spisesalen er der dog ikke umiddelbart nogen, som tager notits af Benjamin, da han træder ind i rummet. Kun Johannes kigger på ham med et uroligt blik – og hilser ham velkommen med et lille nik med hovedet.



Ved bordet blandt de unge munke går snakken om dronen, som har fulgt Simon den foregående dag.
Ifølge Lukas er optagelserne fantastiske.
Ikke et ord om, at Benjamin først meget sent krøb til køjs på det værelse, som han netop deler med Simon.
Ikke et spørgsmål om, hvor han var ved morgenbønnen eller -nadveren.
Ikke en eneste kommentar om Benjamins fortsat blussende kinder.
Nej, det ER nærmest som om, at alt er, som det altid har været i klostret – at ikke en eneste af munkene synes at have bemærket hans fravær den foregående aften.



Benjamin glæder sig usigeligt over, at dronen ikke var i hælene på ham den foregående dag.
Sikke en optagelse det havde været!



Senere på aftenen, da de fleste munke er samlet i opholdsstuen, finder Johannes den unge munk ved statuen af Sct Marcus, hvor Benjamin endnu engang har sat sig.
Da den gamle munk spørger til, hvordan Benjamin har det, vælter ordene pludseligt ud af Benjamin – ja, nærmest fosser ud af ham med kvaler og beklagelser over et ungdomsliv med Guds fristelser, som han ikke har formået at stå imod – at Benjamin på alle måder er et slet og syndigt menneske.
Benjamin er SÅ flov, at han må vende ryggen til Sct Marcus, mens han fortæller den ældre munk om sin synd.



Johannes lytter interesseret, lægger en hånd på Benjamins skulder og anbefaler den unge munk, at bede om syndsforladelse i kirkens skriftestol – måske endda inden natten er omme, når nu den unge munk angrer SÅ meget.
Johannes vil dog nok mene, at der stadig er håb for Benjamin – at Gud også tilgiver.
Inden de to skilles, lover den gamle munk, at han nok skal sikre, at prioren er klar til at lytte ved skriftestolen, så snart klokken slår to fra klostertårnet.



Der er kun tændt svagt lys, da Benjamin træder ind i kirkerummet og går mod den nærmeste skriftestol.
Døren er allerede lukket til priorens plads ved siden af.



Straks Benjamin sætter sig, åbnes den lille skydelåge fra priorens side. Benjamin fornemmer priorens konturer på den modsatte side, men kan ikke se ham direkte, da Andreas tilsyneladende har trukket hætten godt ned i ansigtet.



Nu fortæller Benjamin brødebetynget om gårsdagen oplevelser – at han til sidst måtte bukke under for Guds fristelser.
Undervejs nikker prioren flere gange, men forholder sig ellers tavst og lyttende.
Først til sidst kommer en svag formaning til Benjamin om at undgå lignende hændelser, men ellers stole på Guds retfærdighed og evne til at tilgive. Som straf for sine synder er det priorens vilje, at Benjamin skal hjælpe Johannes med at samle urter til brygning af fremtidige eliksirer.
Det lover Benjamin højt og helligt.



Så skynder den unge munk sig tilbage mod soverummet – med en lille undren over priorens grødede stemme. Benjamin slår det dog hen med, at det sene tidspunkt på natten må have en indvirkning på Andreas’ toneleje og stemmeføring.
I det samme forlader Johannes den anden skriftestol – lægger Andreas’ munkedragt tilbage i tørretumbleren og går til ro. Han døjer dog med at falde i søvn – overvejer, om det ikke er bedst, at han simpelthen fjerner denne Amorius-formel fra skrifterne i biblioteket.



For første gang i meget lang tid, søger Johannes også mod skriftestolen. Denne gang ER det Andreas, som lytter på en lang forklaring fra Johannes, om det fejlslagne eksperiment med Amorius-eliksiren – og udfaldet af den yderst uheldige handling ved morgenbordet.
Andreas kan fra sin stol heller ikke se sig helt fri for, at være en del af denne uheldige episode, da han jo netop bød Johannes at skænke yderligere af sin eliksir til Benjamin.



I de kommende dage oplever de andre munke en ganske imponerende stigning i Johannes’ interesse og deltagelse i bønnemøder – noget, som man ellers ikke altid er vant til fra hans side.
Johannes er måske netop den mindst troende af alle munke i Sct Marcus ordenens kloster.
Men i de følgende uger er den gamle munk som forvandlet – deltager i alle religiøse handlinger med en voldsom iver og interesse.





- Og Vilfred er glad og takker sin Gud for dette mirakel, at selv Johannes synes at have fundet herren.
Det giver ham inspiration til at tilføje endnu et vers til den salme, som han har komponeret på igennem længere tid.
Over tid falder Johannes’ interesse for alle disse kirkelige handlinger tilbage til tidligere niveau, men Vilfred bemærker det ikke.



Resten af denne sommer er Benjamin MEGET ihærdig, når han har oprydningsopgaven ved svømmebassinet. Han er færdig med alle skraldespands-tømninger og oprydninger i hele området, længe inden den sidste gæst har forladt stedet. Om halsen og skjult bag munkedragten bærer han et flot halssmykke.

En mild og varm sommerdag får Andreas et opkald fra børnehjemmets forstanderinde, som netop har modtaget et hittebarn. Desværre kan hun ikke afse flere sengepladser her og nu. Derfor vil hun høre, om drengen må sove på klostret i nogle dage, indtil et af de større børn flytter fra børnehjemmet. Forstanderinden nævner også, at munkene jo netop har udvist storsind og en velvilje til at hjælpe lokalbefolkningen helt ekstraordinært i forbindelse med epidemien.
Og ikke mindst vil et munkekloster jo være et rigtig godt fundament for drengens opdragelse – også selvom det kun er nogle dage, som det drejer sig om.



Selvom Andreas helst havde takket nej til disse overnatninger, står en meget ung dreng ved klostrets port allerede den følgende dag. Det bliver Lukas, som åbner porten og lukker den unge dreng ind i klostergården.



I det samme krydser Vilfred over gårdspladsen og får øje på den lille fyr ved siden af Lukas.
En SÅ ung gæst i klostret huer ikke den troende Vilfred, men da han hører, at drengen hedder Filip (en af de 12 apostle), smiler den gamle munk – og ser straks væsentlig mere potentiale i knægten, som han står der med sin lille kuffert og en fodbold ved sin side.
Nu tilbyder Vilfred at vise drengen rundt på klostret – og starter naturligvis ved orglet i opholdsstuen.
Den gamle munk bliver noget overrasket, da Filip rask sætter sig til tangenterne og spiller en ganske ringe version af ”I østen stiger solen op”.



Mens de unge munke senere hjælper Filip på plads, henvender Vilfred sig til Andreas – og lover, at han nok skal tage sig godt af den unge dreng, så længe han bor hos munkene.
Prioren er ham evigt taknemmelig, men nævner også, at det jo kun er en midlertidig løsning, som forstanderinden nærmest har påtvunget munkene.



Sådan går det naturligvis ikke, for Filip viser sig at være en munter og videbegærlig ungersvend – et frisk pust blandt munkene, som alle kommer til at holde af og støtte i hans hverdag.



- og drengen nyder at være i klostret, hvor der er ro og omsorg – ikke mindst fra de unge munke, der gerne spiller bold med den fodboldglade dreng i klostergården - samt den gamle Vilfred, som desperat forsøger at lære Filip at spille på det gamle orgel.
Det er bare som om, at jonglere med fodbolden passer drengen bedre – og her er de unge munke altid parate til en udfordring.





Filip hjælper også Jakob med hønsene. Da en ny kylling bringes til hønsegården, lader Jakob drengen få ansvaret for denne lille gule fjerklump. Med en lille komsammen med frugtsaft ved hønsehuset døbes kyllingen Matthæus – og Vilfred klapper glad over valget af navn til hønsehusets nye beboer.



Filip giver også en hånd med i køkkenet i de dage. Han er ferm på fingrene og hurtig med kartoffelskrælleren.
Albert er dog ved at tabe underkæben, da Filip fortæller, at han er født i Del sol Valley – og opvokset under trange kår og uden en far.



KAN det virkelig være kokkens egen søn, som ad snørklede omveje nu dukker op her i klostret – fra den gravide kone, som Albert forlod så hastigt for mange år siden, for at søge skjul som klostrets nye kok?
Hvor sandsynligt er det lige, spekulerer kokken for sig selv.
Nu kigger Albert mere intenst på drengen, men finder ingen umiddelbare lighedspunkter med sine egne træk.



Da forstanderinden nogle dage senere ringer for at fortælle, at der nu er en ledig seng på børnehjemmet, argumenterer Andreas for, at dette ”fortabte” hittebarn hellere må opdrages i den kristne tro – og af den årsag nødvendigvis MÅ forblive i klostret – i første omgang det kommende skoleår.
Så kan forstanderinden give den tomme seng til et andet trængende barn.
Og sådan bliver aftalen.

Som det skete, da Andreas pludselig svævede over jorden under sin meditation for noget tid siden, bliver klostrets prior da godt nok også noget forskrækket, da han første gang teleporterer sig selv fra sit sovekammer og ind i spisesalen blot ved tankens kraft.
Heldigvis er det sent aften og spisesalen ligger mørk og øde hen, men Andreas taber da godt nok nærmest pusten, da han pludselig står i et helt andet rum.



Da han lige har sundet sig lidt, prøver han en gang til. Denne gang tænker han, at han ville ønske, at han stod i sygerummet i kælderen. Andreas lukker øjnene og en eller anden magisk kraft teleporterer ham nu til det tomme sygegemak.



Igen må den gamle munk bestemme sig for, at han både skal være forsigtig med denne nyvundne ”kraft” – og samtidig holde helt tæt overfor de andre munke.
Specielt Vilfred kunne sikkert få en del ud af en svævende og nu også teleporterende kloster-leder.
Så Andreas ønsker sig tilbage til sit sovekammer hurtigst muligt – og passer meget på, hvad han tænker på fremover.

Af uforklarlige årsager dukker han alligevel op i priorindens fuldt oplyste soverum en sen nat nogle uger senere.
En uheldig drøm må have spillet Andreas et ganske forfærdeligt puds.
Heldigvis snorker priorinden dybt videre, mens Andreas straks ønsker sig tilbage til klostret.

Endelig bliver Vilfred færdig med sin nye salme – en hyldest til Sct Marcus ordenens grundlægger.
Selvom Vilfred ikke selv synes, at salmen er noget særligt, har den et uventet lyttevenligt omkvæd, som alle kan synge med på – selv til ihærdig orgelmusik.

”Sct Marcus, når jeg beder for dig
ja så inderligt glæder det mig
og når himmerigets port oplukke
Ser i lyset du min vugge”.

Ikke noget stort poesi, men de andre munke synger med, da Vilfred ur-opfører salmen i sin helhed – fem minutter med fuld udblæsning i opholdsstuen, hvor Vilfred lader orgelpiberne yde maksimalt.



Ovenpå en lang aften med diverse allerede kendte salmer fra Vilfred og hans orgel, foreslår en næsten stokdøv Andreas til sidst, at Vilfred sender den nye salme til godkendelse ved ministeriet for kirkelige anliggender.
Med en godkendelse fra ministeriet kan salmen jo opføres i kirken om søndagen – og andre i området lytte med på disse nye toner om Sct Marcus og deres kloster.



Vilfred overvejer priorens forslag i nogle dage. Han havde jo egentlig ikke tænkt, at salmen sådan skulle have sin mangfoldiggørelse for et større publikum, men nok bare være et internt musikstykke i klostret.
Da han spørger de ældre munke til råds, er der dog kun opbakning til, at Vilfred lader ministeriet kigge på materialet.



Efter endnu et par dage med flere gennemspilninger og små justeringer af salmens utroligt lange mellemstykke, beslutter Vilfred sig for at følge munkenes råd.
Med dronen og videobordets hjælp indspiller Lukas en lille video med salmen – og kombinerer musikmellemstykket med en flot overflyvning af klostret.



Bagefter sender Vilfred en fin lille pakke med videoen til ministeriet.



Først en måned senere kommer der svar fra ministeriet for kirkelige anliggender.
I brevet godkendes salmen om Sct Marcus til kirkeligt brug. Samtidig roses Vilfred for sit materiale, for det er flere år siden, at der sidst blev godkendt en ny salme i landet.
Samme søndag spiller Vilfred på kirkeorglet til gudstjenesten – og salmen roses i Andreas’ tale fra prædikestolen. Det afføder spredte bifald fra de tilstedeværende i kirkerummet, mens Vilfred kigger flovt på tangenterne.





For husfredens skyld havde de andre munke nok gerne set, at den lille smule berømmelse, som salmen har medført, ikke var steget Vilfred til hovedet, men den gamle munk kaster sig straks over kompositionen af en ny salme – voldsomt inspireret af de få klapsalver i kirken – men til munkenes store fortrydelse.



Vilfred ville ønske, at de andre munke også var grebet af stemningen, men det er bare som om, at han er lidt alene med sin kendis-status. Ja, det virker nærmest som om, at de andre munke i klostret ignorerer ham – eller altid har andre gøremål, når Vilfred beder om hjælp med den nye salme.
Selv Lukas, som Vilfred ellers gerne vil have til at indspille en RIGTIG musikvideo med dronen, har pludselig travlt med alverdens opdateringer af forskelligt udstyr eller fremstillinger i teknikrummet.



Efter tre uger med orgelmusik i opholdsstuen bliver det munkene for meget. Med Andreas som endelig beslutningstager og fortaler, ønskes al yderligere orgelmusik henvist til kirken. Men i stedet for at frembruse overfor Vilfred, vil prioren bestemt mene, at det gamle orgel i kirken giver en væsentlig bedre dybde i klangen – specielt hvis den bliver spillet uden andre tilstedeværende i kirkerummet til at forstyrre lydbilledet. Kun på den måde opnås den bedste rumklang, vil Andreas påstå – og ALLE andre munke nikker bekræftende.
- og Vilfred kan jo sagtens huske den megen applaus, som netop tilfaldt ham i kirken.



Efter yderligere tre uger alene i det tomme og vinterkolde kirkerum, savner Vilfred sine venner så meget, at enhver tanke om en opfølger til den første salme skrinlægges for altid.
Vilfred vil nu også gerne indrømme for sig selv, at denne nye salme aldrig blev lige så velkomponeret som den første salme.



Hjemme i en varm opholdsstue venter de andre munke foran en knitrende pejs.
Den nye salme bliver ikke nævnt med et ord.

Aller dybest nede under klostrets kælderniveau er der et enkelt rum på nederste etage under jorden.
Der er kun dette ene rum i hele klostret, som ligger så dybt under klostret.

Ifølge historiebøgerne blev rummet gravet ud under første verdenskrig, da den tyske invasion rasede i Windenburg-regionen.
Med slidsomt arbejde fik de forhenværende munke udgravet en trappegang og et enkelt rum – sikkert med møjsomt slid, da jorden jo skulle slæbes op gennem kælderen med håndkraft.
Ikke desto mindre ligger dette rum afsondret fra resten af kælder-etagen ovenover – kun adskilt af en lem i kældergulvet, en smal trappegang og en trædør.
Rummet skulle oprindeligt tjene som beskyttelsesrum, hvis krigen udenfor klostermurene kom for tæt på.
Så kunne munkene søge dækning og være udenfor rækkevidden af granat-regn og deslige.
Det skete heldigvis aldrig.
Siden den tid har rummet derfor ligget ubenyttet hen – lige udover med en funktion som klostrets pulterkammer.



Efter nogle timer ved lyttestationen i kælderen MÅ Lukas fortælle de andre unge munke, at han netop har overhørt en samtale mellem klostrets VVS-reparatør og skorstensfejeren inde i Windenburg.
Begge har en sender i opslaget på deres arbejdstøj, som gør, at Lukas reelt kan følge deres konversation hele arbejdsdagen – og indtil de trækker arbejdstøjet af sidst på eftermiddagen.
Denne gang talte de to håndværkere om et kommende fodbold-mesterskab, som de begge skulle følge med i på TV skærmen de kommende uger, når transmissionen fra et eller andet eksotisk land ville begynde.



Straks han ser udtrykket i Filips ansigt, kan Lukas jo godt se, at det nok IKKE var en nyhed, som den unge dreng skulle have hørt, for Filip ser noget trist ud med nyheden om hans yndlingssport og den kommende transmission fra mesterskaberne. Drengen er naturligvis ked af, at der ikke er blot et enkelt tv i hele klostret.



Som altid har den kreative Lukas selv en mulig løsning på problemet, for – med priorens langsommelige billigelse og penge fra kirkebøssen – køber Lukas et meget lille og brugt fjernsyn og en rusten parabol ved weekendens sommermarked i byen. Ikke noget prangende, men blot en ualmindelig lille skærm, som han straks går igang med at istandsætte.



Imens tømmer de andre munke og Filip pulterkammeret – og smider en mængde gammelt ragelse på bålet.



Endelig trækkes et langt kabel fra den istandsatte parabol på klostrets tag og ned gennem kælderen til pulterrummet, hvor kun to gamle og bløde lænestole og et skuffedarie har fået lov til at blive stående efter oprydningen.

Filip er ovenud lykkelig, da en af hans helte fra grønsværen afdribler en modstander i mesterskabets åbningskamp.



Næste formiddag er Vilfred at finde i det godt skjulte fjernsynsrum, da der er direkte transmission fra højmessen i Peterskirken på TV-skærmen.  Andreas gør ham selskab, da senior-kanalen viser første afsnit af en portrætserie om europæiske klostertraditioner gennem 500 år – en veltilrettelagt rejse fra nord mod syd.



Johannes og Simon optager pladserne i lænestolene på de tidspunkter, hvor et haveprogram toner frem på skærmen, mens Albert dukker op i det nye fjernsynsrum, når der er mad-programmer på sendefladen.
På den måde bliver det lille TV-apparat i fjernsynsrummet en ikke uvæsentlig del af munkenes adspredelse og afslapning – og de to lænestole velegnede til en lille lur, hvis man ikke kan holde øjnene åbne.

I efteråret sejler den gamle fisker et ældre jagtselskab mod øen. Hensigten er ræve- og kaninjagt, men håbet er også at skyde andre dyr på øen – ja måske ligefrem en af de mange bukke i skoven.



Da han har sat selskabet af på øen, alarmerer den gamle fisker heldigvis munkene.





Benjamin får travlt med at samle kaninerne i den gamle træstub ved bistaderne – og kalder også småfuglene tilbage til sansehaven med et specielt fuglefløjt, som han har øvet på og næsten behersker. For at fuglene ikke skal lette og flyve i jagtselskabets retning, over-fodrer den unge munk både fugle og kaniner, mens jægerne går rundt på øen. Han synger tillige for fuglene, der smukt istemmer med deres fuglekvidder.





Selv hønsene bliver kaldt tilbage til hønsegården denne dag, når nu den gamle halvblinde høne Ægge har det med at spadsere langt ud over klosterhegnet. Men Jakob ser jo helst, at hele bestanden forbliver i live – også med nedsat syn. Munken finder hønen i væksthuset og løfter den hastigt til redekassen i hønsegården.



Inspireret af Jakobs og Benjamins indsats for at beskytte øens dyreliv, springer Simon og Lukas på hver sin træcykel – og triller rundt på øen, mens de flittigt benytter cykelklokken i skovområder og på engarealet.
Selv rævehulen i en bakkeskråning på øen får et hastigt og larmende besøg. Hunræven gemmer sig straks i boet med sine unger, da hun hører klokkerne nærme sig.
En enkelt gang tramper de to larmende cyklister lige igennem jagtselskabet, der skuler ondt efter de to flagrende munkedragter på træcyklerne, som snart er ude af syne igen.



Næste dag kan den gamle fisker fortælle munkene, at jagtselskabet forlod øen med skuffede miner og et par edderfugle og en enkelt uforsigtig muldvarp i jagtudbytte. På vejen tilbage mod fastlandet var jægerne enige om, at de helt sikkert skulle kigge på nye områder til næste jagtsæson.

Den følgende sommer kontaktes Andreas af den kvindelige producer-assistent fra serien om de europæiske klostre, som han og Vilfred så nøje har fulgt med i, siden serien første gang blev vist på det lille TV i fjernsynsrummet.
Som serien har rullet over den lille TV-skærm, har både Vilfred og Andreas jo nok fornemmet, at udsendelsesrækken kom nærmere og nærmere på Windenburg-området, men at de ligefrem selv bliver bedt om at deltage, havde Andreas alligevel ikke forventet.



Assistenten fortæller nu klostrets prior, at produceren af kloster-serien, som også er seriens studievært, meget gerne vil optage endnu et afsnit til sin serie – og har tænkt, at denne spændende region med hele to klostre bør være indholdet i et kommende special-program, som skal transmitteres i juledagene.
Rygtet om munkeklostrets indflydelse på epidemiens endeligt er også nået frem til producer og TV-holdet.
Producer-assistenten tøver heller ikke med at fortælle, at priorinden på nonneklostret allerede HAR inviteret TV holdet indenfor.



Andreas overvejer lige situationen en ekstra gang, inden han nødtvungent må følge nonnernes overhoved og acceptere assistentens påtrængende forespørgsel.
Det er dog Andreas meget magtpåliggende, at munkene selv afgør, HVOR og HVORNÅR der må filmes. Der er jo MEGET hellige rum i Sct Marcus ordenens kloster, hvor munkene ikke ønsker at film-holdet optager. Det forklarer Andreas meget tydeligt. Det lover produceren selv, da han tager røret – blot dette bliver ordentligt aftalt med assistenten.



Det er nu ikke så meget de hellige rum, som Andreas er urolig for skal rulle over TV-skærmene i mange hjem - snarere tværtimod. Dem viser han gerne frem.
Næh, det er i højere grad saunaen, seancebordet, eliksirerne i sygerummet, fjernsynsrummet, hesteskospillet, dronen, lyttestationen, teknik-rummet, bryggeriet i kælderen, massagebordet i klostergården, et velassorteret forrådskammer, spilbordet, yogamåtterne og mange andre bekvemmelige ting og steder, som han ønsker at holde kamerafolkene væk fra.
Derfor filmes der kun i messesalen, i den store spisestue, i urtehaven og ikke mindst i sansehaven, hvor statuen af Sct Marcus danner baggrund for et længere interview med Andreas selv.





I mellem-juledagene er Andreas og priorinden inviteret til premiere på programmet hos TV selskabet. I et direkte transmitteret optakts-program interviewes de begge af produceren/studieværten. Det er ved den lejlighed, at det går op for Andreas, at producer-assistenten har benyttet samme fremgangsmåde i nonneklostret, da hun skulle overbevise priorinden om at deltage – blot med Andreas som undskyldning for at være med.
Andreas havde ellers medbragt en hel kasse af den nye vinterbryg med nelliker, som produceren skulle have haft som tak. Men i skuffelse over denne frækhed, tager prioren kassen med hjem igen.
Da Andreas og priorinden forlader studiet, er det nye afsnit af kloster-serien allerede på TV-skærmen i mange hjem.



De andre munke følger udsendelsen fra opholdsstuen, hvor TV’et er flyttet til for en enkelt aften.
Flere gange peger munkene på skærmen, når en af de andre munke dukker op i billedet.



I et kort glimt bemærker Benjamin den smukke unge nonne med et korssting i hånden.
Benjamin glæder sig over, at hun stadig befinder sig i nonneklostret.
Så har hun nok også fået syndsforladelse – eller måske ganske enkelt holdt oplevelsen ved svømmebassinet for sig selv.



Benjamin toner også ganske kort frem på skærmen i en kort sekvens fra salgsboden.
Han håber så inderligt, at nonnen ser dette – som et tegn på, at de begge stadig befinder sig blandt andre troende – til trods for deres udåd.



Da slutteksterne ruller over skærmen, kan man høre Vilfreds salme blive afspillet.
Fjorten dage efter ligger de første royalties i postkassen til den gamle munk.
Næsten samtidigt med dette, ringer præsten fra et andet sogn for at bede Vilfred opføre sin salme ved den forestående nytårsgudstjeneste.

Windenburg Hjemmeværnskompagni holder efterårsmanøvre på øen, som i nogle yderst regnfulde dage nærmest er fyldt med uniformsklædte folk med gennemblødt tøj.



Kompagniet har slået lejr ikke så langt fra klostret, hvor Albert denne eftermiddag står i fratergangen og griller de skønneste havørreder. Det er fisk, som er fanget af Peter samme formiddag – flået – krydret - og lagt over grillens knitrende ild.



I lejren sidder hjemmeværnsfolkene tæt omkring det dyngvåde bål med dåsemad på kanten af udløbsdatoen, og stikker lidt til indholdet, mens duften af grillstegt fisk siver i en sagte vind gennem lejren.



Ikke så mange minutter senere banker et par gennemblødte hjemmeværnsfolk på klosterporten.
Det er Albert selv, som åbner porten – forbavset over, at der er folk ude i dette regnvejr.
Han er lige ved at afvise mændenes adgang til klostergården, da han får øje på to ret store løsskuds-granater i den ene hjemmeværnsmands bælte.



Nu får de to herrer alligevel adgang til klostret - og vises straks hen mod den færdige ret fra grillen.



Kort tid efter går to veltilfredse kompagnifolk tilbage mod lejren med en lun portion velduftende ørred, mens kokken gemmer to spændende granater til nytårsaften under sin seng.
Ingen opdager de manglende ørreder ved aftenbordet i klostret, for retten er skyndsomt tilføjet lidt lufttørret fladfisk med spinat.

Da biskoppen endelig finder anledning til at besøge klostret, roses Andreas og munkene for håndteringen af epidemien – heldigvis uden at deres overhoved spørger alt for meget til den helbredende væskes oprindelse.
Biskoppen er også velfornøjet over den fine portrætudsendelse i fjernsynet, som han nøje fulgte med i fra sine gemakker i hovedstaden. Udsendelsen gjorde både nonnerne og munkene stor ære - og Sct Marcus ordenen nævnes da med mellemrum blandt landets biskopper som en mønster-orden med de rette værdier og normer.



Efter en ganske begrænset rundvisning på klostret og et udsøgt middagsmåltid i spisesalen med de ældste munke, sætter de to ledere sig ned ved sansehavens lille springvand.
Her fortæller biskoppen, at han også har en enkelt bøn med til Andreas.
Den gejstlige ser nemlig gerne, at klostrets prior finder en enkelt munk til en missionæropgave i Sulani.
Opgaven vil tage udgangspunkt i et ønske om at omvende disse øboere til en mere kristen trosretning.
Den udsendte skal i første omgang se på potentialet på ø-gruppen.
Biskoppen er vidende om, at det ikke bliver nogen nem opgave, men ser alligevel gerne, at Sct Marcus ordenens munke påtager sig at gøre det første forsøg.





Da biskoppen endelig forlader klostret – uden at opdage de mange bekvemmeligheder, sætter Andreas sig ved statuen af Sct Marcus, mens han overvejer deres muligheder. Prioren vil jo have svært ved at undvære bare en enkelt munk til denne nærmest håbløse mission, og - som Andreas lige husker det - er beboerne på disse øer godt tilfredse med deres nuværende trosretning og gudedyrkelse – vistnok en lidt utraditionel en af slagsen.



Skulle Andreas pege på en af sine munke til at opfylde biskoppens ønske, springer Johannes jo naturligvis i øjnene som en værdig kandidat til opgaven. Johannes har jo rejst rundt i Verdenen tidligere, inden han kom til klostret – og kender netop lidt til det okkulte via seancebordet i Det hellige Tårn, som han med mellemrum frekventerer.
Derudover er Johannes jo en fremragende eliksir-blander – sikkert heller ikke nogen ulempe på de breddegrader.
- og endelig kender den gamle munk jo også et eller andet til stjerneformationer og himmelrummet.

Jo mere Andreas tænker over det, jo mere står det klart for ham, at Johannes er som skabt til denne missionsrejse, hvis han ellers er interesseret.
Andreas’ eneste bekymring er, hvilken religionsretning, som vil smitte mest af på modparten, for han kunne sagtens forestille sig, at Johannes ville kaste hele sin nysgerrighed på denne specielle form for fremmed gudedyrkelse – ja, selv med ånder som et samlingspunkt har Andreas ladet sig fortælle.



I saunaen samme aften tager Andreas en snak med Johannes – fortæller ham om biskoppens ønske.
Så hvis Johannes kunne tænke sig en udrejse som missionær for Sct Marcus ordenen, så er muligheden der nu. Johannes lover at tænke over det – og give Andreas et svar en af de kommende dage.



Med klostrets mange bekvemmeligheder og Johannes’ rimeligt frie kloster-liv, hvor han kan dyrke alle sine interesser i ro og fred, skal Johannes godt nok tænke længe over priorens tilbud.
Det er ikke sådan, at Johannes har haft udlængsel i sin tid i klostret – slet ikke, men på den anden side set KUNNE det måske alligevel være interessant, at påtage sig denne gratis rejse til en fjerntliggende ø-gruppe.
Hvis Johannes skal se det fra kloster-driftens side, er han måske også den af munkene, som bedst kan undværes, for Simon kan jo efterhånden sagtens passe have-anlægget alene.
Med den bugnende beholdning af diverse eliksirer i kælderrummet vil Johannes heller ikke blive savnet det første lange stykke tid på grund af dette.
Joh, det kunne vist godt give fornuftig mening, at påtage sig denne opgave, overbeviser Johannes sig selv om, da han slapper af i sin køjeseng om aftenen – specielt når både biskop og prior udtrykker en vis skepsis overfor udbyttet af missionsrejsen. Så er der jo dybest set ikke de store forventninger forbundet med et målbart udbytte af rejsen.



Da Johannes først har accepteret denne mission til Sulani, begynder han faktisk også at glæde sig til turen – ud i Verden og stifte bekendtskab med nye kulturer. Som en sidste handling pakker han sin gamle machete og hobbykikkerten med i bagagen.

På rejsen mod Sulani-øerne mellemlander Johannes i Selvadorada – og får sig en enkelt overnatning hos sin gamle bekendte Pedro - en landmand med husdyrdrift lidt udenfor byen. Pedro er kendt på egnen som ”Lama-manden”. Han er stadigvæk en gæstfri herre, som inviterer munken til en enkelt overnatning, inden næste fly afgår mod Sulani den kommende formiddag.
Det bliver en lang aften på Pedro's terrasse, hvor de to bekendte mindes gamle oplevelser fra Selvadoradas regnskov.



Ganske som Johannes havde læst sig til i klostrets opslagsværker, lever alle på Sulani-øerne nærmest i samspil med ånderne fra de afdøde - som en ganske naturlig del af selve livet på jorden. De skifter nu heller ikke trosretning, bare fordi en enkelt vildfaren udsending fra Europa dukker op iblandt dem.



Der går ikke specielt lang tid, før munkedragten bliver for varm for Johannes. Han køber sig nogle mere luftige gevandter i basaren og blender snart fint ind med øboerne.
I sin tid blandt Sulani-folket deltager den gamle munk både i fiskeopdræt og -fangst, snorkeldykning, strandrensning, kava-brygning og en dejlig aftensejlads med udriggerkano - og et væld af andre spændende ting, som han ikke ville have oplevet, hvis han ikke havde taget imod tilbuddet om biskoppens missionsrejse.
- og værtsfamilien på Sulani er glade for at vise øen frem - blot Johannes ikke nævner noget om religionsforskelle.











Da åndemaneren viser Johannes sine færdigheder og kontakt med ”den anden verden”, forbløffes den gamle munk over nærværet af både gode og onde ånder, som svæver omkring ham.
Åndemaneren lærer munken nogle besværgelser, som Johannes glæder sig til at afprøve ved seancebordet hjemme i klostret, når han en dag vender tilbage til Windenburg.





Inden afrejsen nogle uger senere udveksler åndemaneren og Johannes forskellige opskrifter på eliksirer. Specielt munkens opskrift på Amorius-eliksir siges at have gjort underværker på øen, hvor fødselstallet stiger eksplosivt rundt regnet ni måneder efter Johannes’ afrejse!
Johannes selv har en opskrift med hjem fra Sulani, som skulle give udødelighed. Munken har nu en stærk mistanke om, at han er blevet snydt, for da han spørger til ophavsmandens eksistens, er han afgået ved døden for flere generationer siden.

Det er Albert, der først møder hunden, da han skyder genvej gennem den lille Windenburg-park.
Det er bestemt ikke nogen pæn hund. Snarere tværtimod er det en af disse magre og korthårede hunde, som kun jægere bryder sig om.
Sådan nærmest ud af ingenting, er hunden bare pludselig bag ham. Den lunter nogle meter bag Albert, da han fortsætter gennem parken.



Den ser faktisk både sølle, forsultet og træt ud, som den slæber sig afsted bag ham.
Desværre har Albert ikke blot en smule foder eller et stykke mad på sig, som han kunne give den.
Derfor prøver Albert med fakter at få hunden til at dække. Da det ikke ser ud til at lykkes, verfer han hunden væk og sætter tempoet op mod havnen og den gamle fiskers kutter.
Hunden står længe og kigger efter munken, mens han forsvinder ud af parken.



Ved aftensmaden fortæller klostrets kok om mødet med hunden – og naturligvis er både Benjamin og Jakob interesseret i alle detaljer.



På vej hjem fra universitetet den næste dag, går Jakob ad samme sti, som Albert gik dagen før – for at sikre sig, at hunden ikke er syg.
- og endnu engang dukker den magre hund op. Jakob stopper naturligvis op og kigger på hunden. Han bemærker, at hunden faktisk ser lidt forpint ud.
Han ser også, at hunden ikke bærer noget halsbånd. Munken vurderer derfor, at det er en af de mange herreløse hunde, som han har hørt holder til i parken. Selvom munkene jo netop tidligere hjalp en strejfende hund, som viste sig at tilhøre den gamle fisker, bestemmer Jakob sig for at tage hunden med til byens dyrlæge.



Hensigten er egentligt, at få hunden undersøgt og behandlet – og så genne den tilbage mod parken, men efter behandlingen på klinikken, trisser hunden lige i hælene på Jakob – uanset hvor han går hen.
Munken forsøger flere gange at slippe af med hunden i parkområdet, men lige så ofte han synes, at nu følger den ham ikke længere – så er den alligevel lige bag ham kort efter.
Da Jakob går mod havnen, følger hunden ham ud af parken.



Den springer endda ind foran den unge munk, for at "give pote". Men Jakob ignorerer hundens tilnærmelser og fortsætter sin hjemrejse.



Ved kutteren gør Jakob endnu et forsøg på at genne hunden tilbage til parken, inden han hopper ombord. Men hunden følger straks efter – som har den forladt parken for stedse. På vej over det lille sund prøver Jakob endnu engang at fortælle hunden, at den MÅ vende tilbage til fastlandet. Så lægger den sig for hans fødder. Jakob sukker, men kan jo også sagtens se, at hunden måske netop bare trænger til lidt opmærksomhed og omsorg – noget både han og Benjamin og vel også de øvrige munke har så rigeligt af, når det kommer til alskens dyrearter. I kutterens førerhus smiler den gamle fisker ad optrinet på fordækket, mens båden damper over det lille sund mod klostret.



Så snart båden lægger til ved øens bådebro, springer hunden op på land – vender sig og kigger efter munken, mens den logrer med halen.
Nu opgiver Jakob at efterlade hunden ved fiskeren. Så går de mod klostret sammen.





Filip bliver henrykt, da han hører hunde-gøen i klostergården. Han har altid ønsket sig en behåret legekammerat og forlader straks lektielæsningen med Simon. Straks de mødes, giver Filip hunden en stor krammer. Så får den færten af friskbagt brød fra køkkenvinduet.



Albert genkender naturligvis hunden, som allerede ser ud til at have det bedre. Om det er medicinen hos dyrlægen eller lidt ekstra omsorg, som har gjort hurtige underværker, ved kokken ikke. Måske er det ligefrem en kombination af begge dele.
Albert stikker hunden en endeskive af det nye brød, som han egentlig havde tænkt til sig selv. Hunden sluger nærmest brødet i en enkelt mundfuld.



Nu skærer munken to ekstra tykke skiver, som han smører med en fedtholdig pate fra køleskabet. Den ene skive tager han selv – den anden får den logrende gæst i køkkenet.
Så lunter den tilbage til klostergården, hvor Filip står klar til at lege med en lille bold.





Da Jakob forklarer den gamle prior om den nye gæst, er Andreas ikke meget for bekendtskabet, men da de hen på aftenen skal drikke aftenkaffe, kommer Filip ind i spisesalen med hunden ved sin side. Venskabet lyser allerede ud af den unge drengs øjne. Andreas begynder på en belærende sætning om ansvar og forpligtelser - men så trækker den gamle munk opgivende på skuldrene, for han kan allerede fornemme, at hunden ikke længere kun er gæst i huset.



Med en flaske blandet druesaft fra baren og Vilfreds velsignelser, bærer den nye beboer snart navnet Paulus – en ikke alt for pæn klosterhund med en glubende appetit.
Den nye beboer bemærker dog ingenting. Den slumrer lystigt efter et gedigent formiddagsmåltid af gårsdagens kød-rester.

Som en støtte til Filips mangelfulde skolegang, skiftes de unge munke til at dele af deres viden med ham.
Simon fortæller om botanikkens mangfoldighed, Benjamin om dyrelivet, Peter om kystfiskeriets fordele, mens Lukas tager sig af den mekaniske lærdom.



Når Benjamin er færdig med at se til bier, orme, kaniner og fugle, hjælper han også gerne Filip med drengens skoleprojekter.
Engang imellem sætter Simon sig sammen med de to, når han er færdig i urtehaven, så skoleprojektet kan blive hurtigere færdigt.
Imens står Paulus og kigger undrende på de tre og skoleprojektet.
Denne dag er det en tro kopi af Windenburg Slot, som Filip, Benjamin og Simon arbejder på med ler, limstift, pap og vandfarver.



Ud fra ansigtsudtrykket at dømme, er de vist udemærket tilfredse med slutresultatet.



Jakob må oftest påtage sig undervisningsopgaven i weekenden, hvor universitetsforpligtelserne trods alt er begrænsede.
Når hønsene derfor har fået deres opmærksomhed, deler den belæste munk gladelig ud af sin voksende viden fra studierne – og Filip lapper de mange informationer i sig med velbehag.



Med en ihærdig indsats får den unge knægt til gengæld trænet både Simon og Benjamin i at jonglere med en fodbold – ikke fremragende, men nok til at opnå en vis respekt fra deres unge træner. De andre unge munke må han opgive, for hverken Lukas, Peter eller Jakob har noget som helst begreb om det fodboldtekniske – og interesserer sig heller ikke særligt meget for det.



Men noget må der gøres, for de unge munke savner en tavle til undervisningsbrug.
Fra deres jule-arrangementer på børnehjemmet husker Andreas et mindre undervisningslokale, hvor en gammel skoletavle står ubenyttet hen.
Da den gamle prior kontakter forstanderinden for at låne tavlen, indgår de i stedet en byttehandel.
Mod munkenes lån af tavlen, ønsker forstanderinden, at munkene til gengæld afholder en religiøs weekend-sommerskole for de ældste børn på hjemmet.



Mange af børnene fra børnehjemmet kender jo Filip fra hans egen korte tid på børnehjemmet, inden han flyttede ind hos munkene. Han bliver et naturligt samlingspunkt for børnene fra børnehjemmet, når de er på weekend-sommerskole-ophold i klostret. Det virker nu også som om, at et par af pigerne har et godt øje til den unge dreng, der nu er fuldt integreret hos munkene.



I spisesalen overtages munkenes faste pladser for en stund af en yngre generation, der mæsker sig i kokkens børnevenlige retter.
Enhver sommerskole indledes eksempelvis med hotdogs fra grillen.



Disse weekender bliver der igen brug for sengene i kælderens sovesal, når de aktivitetstrætte børn skal have deres nattesøvn.



Sommerskolen udvikler sig med tiden til et par dages hyggeferie for de børn, som får lov til at deltage i denne mere eller mindre religiøse sommerskole.
Til forstanderindens store forbavselse, står eleverne nærmest i kø, for at deltage i sommerskolen – uvidende om, at det har udviklet sig til nogle varme sommerdage med leg og afslapning i svømmebassinet, fodboldspil med Filip, fjernsyn, bordfodbold og rigelige mængder af god og nærende kost og læskedrikke – og kun nogle ganske få fællesbønner i messesalen, som Vilfred tager sig af.



Sommerskolens reelle indhold fortsætter med at være en velbevaret hemmelighed blandt børnehjemmets ældste årgange – en viden, som går igen fra år til år – og stadig uden forstanderindens viden. Når hun en sjælden gang kontakter Andreas, for at høre om indholdet og denne store interesse for sommerskolen blandt børnene fra børnehjemmet, kan Andreas blot referere til, at det må være Vilfreds bønner med børnene, som gør den store forskel. Det er ikke helt løgn.

Når det nu er ved at være lidt længe siden, at der sidst var nyt i denne historie, er her en lille appetizer til næste indslag.
De seneste dage har jeg nemlig hygget mig med at modernisere dette ellers fine stadionanlæg fra Galleriet, som var en etage højere end dette ny-indrettede provinsstadion, som jeg skal bruge i næste afsnit.
(ØV, at der ikke findes "almindelige" fodboldmål uden det amerikanske fodbold-mål-stativ bagved).

Søndag over middag har Simon og Benjamin inviteret Filip på en overraskelsestur til fastlandet.
Da de har spist middagsmad i cafeen på byens torv, sætter de kursen mod den lokale fodboldklubs stadion lidt udenfor byskiltet.



Windenburg FC er bestemt ikke noget prangende storhold, men spiller langt nede i de sekundære rækker i området. Alligevel råder klubben over et fint træningsanlæg og et forholdsvist stort stadion fra klubbens velmagtsdage i firserne.
Udefra kan stadionbygningerne godt imponere en ung dreng, der aldrig har været i nærheden af et divsionshold før.



Fodboldsæsonen er endnu ikke gået i gang på disse kanter. Dertil er sommertemperaturerne stadigvæk ALT for varme og træningen henlagt til de lidt køligere timer sidst på eftermiddagen. Der venter dog en hård start for holdet, da storfavoritterne er modstanderne i den første turneringskamp.
Derfor må der trænes flittigt.



Den gamle prior i klostret har aftalt med klubbens direktør, at Filip, Simon og Benjamin kan møde spillerne til eftermiddagstræningen – og måske ligefrem hilse på klubbens grønne maskot.
Sportsdirektøren var en af de syge fra epidemien, som lå i klostrets kælder i nogle dage, indtil Johannes skænkede eliksir til manden i sengen ved siden af sportsdirektøren.
Sidenhen har direktøren handlet flittigt i boden – også til spillertruppen, som starter enhver turneringskamp med at drikke Johannes’ morgeneliksir – sikkert lige på kanten af doping-reglementet, men ingen test har endnu afsløret denne gamle opskrift fra kloster-bibliotekets skriftsamlinger.



De tre gæster ved træningen sidder på udskiftningsbænken og følger spillerne inde på grønsværen, mens hjælpetræneren fortæller om klubbens styrker og svagheder.
Filip bliver lidt imponeret – specielt over en målfarlig angriber fra Afrika, som nærmest laver en kopi af målet fra åbningskampen på det lille tv i klosterkælderen, hvor hans yndlingsspiller scorede et sublimt mål.



I en kort ophold i træningen får den unge dreng lov til at jonglere sammen med afrikaneren.
Det bliver benovelsen bestemt ikke mindre af.



Filip, Benjamin og Simon følger også spillerne efter træningen, da de går i omklædningsrummet.
Her er humøret højt - og troen på en overraskelse i turneringen bliver diskuteret flittigt.



I speakerboksen får Simon lov til at råbe Sct Marcus ordenens navn ud over hele stadion-anlægget, inden direktøren byder på en sandwich i cafeen - som en beskeden tak til munkene for deres gæstfrihed under epidemien.



Sidst på aftenen skal Filip, Simon og Benjamin netop til at forlade stadionanlægget, da hjælpetræneren kommer hen med en fin ungdoms-klubtrøje til Filip, som er signeret af den afrikanske spiller. Han får også en klub-vimpel, som Lukas sætter op over Filips seng samme aften.
Mon ikke den lokale klub har fået endnu en fan?!



Ved næste orgel-øvetime spørger Filip Vilfred, om han ikke nok vil bede en bøn for spillerne, når de nu skal møde topholdet den næste weekend. Det lover Vilfred, men bønner er åbenbart ikke nok, for Windenburg FC taber stort.



I klostergården fantaserer Filip om en karriere som absolut yngste spiller på et forvandlet Windenburg-hold, hvor han selv er spydspids og laver det ene drømmemål efter det andet – og hjælper klubben til sit første mesterskab nogensinde.
Da Simon senere går over gårdspladsen, ser han en sønderskudt buskbom, der har ageret målmand for modstanderholdet.

ØV, hvor er fodbold-mulighederne i spillet da piv-ringe i forhold til tidligere versioner, hvor man trods alt kunne skyde på mål.

Joe, men rigtig flot stadion alligevel efter min mening. Og sikke et tvist på munkelivet vi fik der.

Det ER faktisk blevet et helt fint lille stadion, efter jeg møjsommeligt har fjernet en etage og erstattet nogle grimme trapper, som skulle ligne tribuner, med rigtige siddepladser - men tak for din kommentar alligevel Simsister.
Ca 1½ dags ombygning og småjusteringer for 8 billeders skyld

- og du har også ret i, at munkene da oplever lidt af hvert i denne fortælling, men så længe fantasien og spilmulighederne tillader det, bliver de simpelthen nødt til at blive ved.

Her er sådan lidt fugleperspektiv på stadion.

Vel hjemme igen må Johannes udfærdige en fyldestgørende rapport til biskoppen.
- og naturligvis skuffes den gejstlige officielt over udbyttet af denne mission, for ikke bare en enkelt Sulani-boer kunne se nogen som helst fordel i at konvertere til den kristne tro.
Derfor vender Johannes officielt hjem med en fejlslagen mission.
Hverken biskoppen, klostrets prior eller Johannes selv synes nu synderligt påvirket af det manglende udbytte.



I klostret er det en helt anden snak, som gør sig gældende, for Johannes har virkelig lært nogle ting om spiritisme og efterlivet, mens han opholdt sig i Sulani. Nøjagtigt som Andreas havde frygtet/forventet, blev det Sct Marcus ordenens udsending, som fik størst udbytte af turen, for Johannes formår nu at hidkalde en mandlig ånd fra det hinsides.
Det demonstrerer han for Andreas en eftermiddag ved seancebordet, hvor ånden Guidry bliver hidkaldt med nogle underlige besværgelser, som kun øboerne fra Sulani og en enkelt lærenem munk kender til.



Samme nat er Vilfred dårligt faldet i søvn, før han igen vågner med en uro i hele kroppen. Det er en følelse, som han kun har oplevet EN gang tidligere i hele sit troende munkeliv: Da den unge mand i de gamle klæder svævede hurtigt forbi klostret udenfor – for derefter at forsvinde med lynets hast.
Dengang havde han den samme fornemmelse i kroppen, men Vilfred hørte heldigvis ikke mere til det.
Nu er uroen og ængstelsen pludseligt vendt tilbage.
Vilfred tager sin munkedragt og sandaler på og går en mørk tur rundt i klostrets mange fællesrum – uden at støde på noget ualmindeligt.



Følelsen er der derfor stadigvæk, da han igen sætter sig på sengekanten.



Hvis den gamle troende munk også havde undersøgt Det hellige Tårn, havde han måske fundet årsagen til denne pludselige sindsforstyrrelse, for i kælderen har Johannes igen hidkaldt ånden fra det hinsides – et trick, som han fik tillært sig af åndemaneren i Sulani.
Selve hidkaldelsen af ånden er så stærk, at stolen under Johannes denne gang letter fra gulvet og svæver en meters penge oppe i luften.



Selvom åndemaneren advarede Johannes om en forholdsvist påtrængende ånd fra denne besværgelse, bliver den gamle munk da godt nok ganske chokeret, da ånden pludseligt materialiserer sig foran ham og sætter sig på stolen ved siden af munken.
Istedet for at afslutte seancen, hilser Johannes forundret på det tågede billede af ånden foran sig  - som kunne den forstå, hvad han siger.
Han roser ånden for sit vovemod og evnen til at vende tilbage til den virkelige verden som gespenst, mens han nøje studerer åndens påklædning. Det ligner en finere kreolsk dragt af en art.



I et tåget og ikke særligt sammenhængende sprog spørger ånden febrilsk efter ”Livets bog”, der kan bringe ånder fra de udøde tilbage til livet.
Johannes lytter ihærdigt til ånden, som i øvrigt introducerer sig selv som den forhenværende greve Guidry – en for længst uddød spansk adelsslægt – lige udover Guidry selv, som på en eller anden måde blev hængende i mellem-livet. Nu vil han rigtigt gerne tilbage til livet, så han kan kræve slægtens besiddelser tilbage.
Grev Guidry beder Johannes finde og læse op af Livets bog – et gammelt skrift, som vistnok befinder sig i klostrets bibliotek ifølge Guidry selv.



Desværre må munken skuffe greven, for Johannes har om nogen munk nogensinde gennemsøgt dette bibliotek fra øverste til nederste hylde – og ALDRIG stødt på Livets bog. Det er han HELT sikker på. Til gengæld har han gennem tiden fundet mange andre spændende skrifter og eliksiropskrifter i de støvede gemmer i biblioteket.
Han ser skuffelsen i øjnene på ånden, der resolut rejser sig fra stolen og svæver mod biblioteket i hovedbygningen. Johannes følger efter, så godt han kan.



Da den gamle munk når frem til biblioteket, ser han ånden fare ud og ind mellem hylderne i reolerne – mere og mere desperat i sin søgning efter den pågældende bog. Johannes vælger at blive stående i behørig afstand, mens ånden svæver gennem de sidste hylder.





Men heller ikke en for længst glemt ånd kan finde Livets bog i klostret. Nu henvender Guidry sig til Johannes og beder ham indtrængende om at søge efter bogen.
Det lover Johannes naturligvis.
Så opløses Guidry i et ”puf” – og væk er han.



Da han vågner næste dag, sidder Johannes lidt på sengekanten og funderer over nattens hændelser. Var de virkelige eller har hans veludviklede fantasi spillet ham et gevaldigt puds?
Johannes rejser sig straks fra sengen og undersøger både bibliotek og seancerum for spor af Guidry-ånden. Men der er intet at finde – alting er i sin skønneste orden - som om, at intet er sket.
Så VAR det hele måske bare en fantastisk og yderst realistisk drøm?
Johannes kan ikke undgå at være lidt skuffet.



Ved morgenbordet sidder kun en træt Vilfred tilbage og gumler på et surdejsbrød med pate. Da Johannes spørger til munkens trætte udtryk, fortæller Vilfred, at han nærmest ikke har sovet denne nat, men blot siddet på sengekanten med en underlig uro i hele kroppen og angst følelse.
Så lyser Johannes helt op.



Hvis den gamle troende munk vitterligt igen HAR haft en af sine urolige fornemmelser, MÅ Guidry’s materialisering natten før have været rigtig.
Da Vilfred spørger Johannes, om munkens så spontane glædesudtryk, må Johannes forklare, at han blot glæder sig over, at han måske kan hjælpe Vilfred med sine urolige følelser.
Det glæder naturligvis Vilfred, der går mod orglet i opholdsstuen. Omkvædet til en ny salme er netop født i Vilfreds hoved.
I spisesalen funderer Johannes over, HVOR han dog skal søge efter denne ”Livets bog” – uden at have et eneste spor.

For en rum tid står seancebordet ubenyttet hen.

I rejsekuffertens flossede foer finder Johannes et sjældent og underligt udseende frø, som han fik af åndemanerens kone fra Sulani, inden sin afrejse fra ø-gruppen – med en besked på, at han skulle være forsigtig med såning og pleje af den sjældne plante.
Johannes troede nu egentligt, at han havde efterladt frøet i Sulani, men når han nu finder det i kuffertens foer, bliver han alligevel nysgerrig på, hvad åndemaner-konen har givet ham.
Om aftenen finder han Simon i saunaen og de to haveinteresserede munke aftaler, at finde et lidt afsides sted at plante frøet.

Hvor ideen egentlig opstod, er der ikke rigtigt nogen, der kan huske, men for foden af klostret ligger der et par gamle avlsbygninger, hvor munkene tidligere holdt kvægdrift.
Med en mere magelig tilgang til klosterlivet gennem de seneste generationer under Sct Marcus ordenen, var der til sidst ingen munke tilbage i klostret, som havde lyst til at passe køerne i staldbygningerne.
Derfor blev driften indstillet og derefter stod staldbygningen tom. Samtidig steg omsætningen hos slagteren i Windenburg ganske betragteligt, for munkene skulle jo stadig have deres kødprodukter.



Fra sin opvækst på landet har Jakob nu altid synes, at de gamle bygninger burde få nyt liv, men med hans egen forbrug af tid på universitetet, den deraf knebne opmærksomhed til hønsene og Jakobs rolle i Filips undervisning, erkender han med sig selv, at tidspunktet til at foreslå en renovering af de gamle bygninger og indkøb af en ny kvægbesætning nok ikke er relevant lige nu.
Men det ærgrer ham nu alligevel lidt, hver gang Jakob går forbi de tomme bygninger.



Jakob har jo en allieret i Benjamin, når det kommer til en forkærlighed for alskens dyrearter – store som små. Men hans gode munke-ven er jo af samme årsag optaget af både insektboet, fuglene i sansehaven, bistaderne ved urtehaven og de hoppende kaniner på bakkeskråningerne ved klostret. Og dertil kommer den gamle fiskers hund, som stadig dukker op ved klostret engang imellem – ikke så ofte som før i tiden, men dog stadig med mellemrum. Benjamin kan da more sig lidt over, at det nærmest virker som om, at hunden har lært den gamle fiskers afgangstidspunkter med kutteren bedre at kende. Det lykkedes dog ikke altid at nå med den sidste kutter fra øen - og så må Benjamin stadig sørge for hunden indtil næste dag.



En dag sidder de to munke i bassinet ved klostrets fod – og snakken falder igen på avlsbygningerne. Begge er ret overbevist om, at de aldrig vil få Andreas med på ideen om at investere i noget kvæg, selvom mælken fra dyrene ville bekomme dem alle vel.



Ved siden af de to unge munke slumrer Johannes let – men vågner af de unge munkes snak.
Så fortæller han om sin tid i Selvadorada og den lokale befolkning, som havde lamaer som det foretrukne avlsdyr – og en stor produktion af uld gav gode indtægter for de dygtigste landmænd.
I forbindelse med besøget hos ”Lama-manden” på sin missionsrejse, stod det klart for den gamle munk, at ulden fra netop denne lama-race både er af høj kvalitet og samtidig sælges med fornuftig profit.



Nu lyser både Jakob og Benjamin op – og en treenighed bliver snart etableret omkring avlsbygningernes renovering. Gruppen tager Lukas med på råd og inden længe ligger der en færdig plan klar, hvis blot de kan få prioren med på ideen.



Som så ofte før bliver det Lukas, som finder den endelige løsning, for han erindrer en lun sommerdag og en sød nonne, som byttede nogle korssting for varer i munkenes salgsbod. Korsstingene solgte han selv videre med god fortjeneste ganske kort efter, at handlen med nonnen var indgået. Det husker han tydeligt.

Senere har Lukas erfaret, at nonnerne også er ferme med strikketøjet – og alle munke har jo set, at nonnerne netop har en god indtægt på markedet i byen, hvor de både sælger de fineste korssting, men også alskens uldne trøjer, huer, vanter og lignende.
Hvis blot munkene kunne kontakte priorinden i nonneklostret og indgå en aftale om afsætning af munkenes kommende lama-uld-produktion, så ville alting på op i en højere enhed – og argumenterne for at genoptage driften i avlsbygningerne svære at ignorere – selv for en nøjsom prior, som alt for ofte har måttet lette på kirkebøssens låg de senere år.
Men hvordan skal de få kontakt til nonnerne?



De tre andre kigger på Benjamin, men den unge munk afslår ethvert forsøg på at kontakte nonnen fra aftenen ved svømmebassinet – helt uvidende om, hvordan de andre har fået kendskab til hans store synd.
I stedet indvilger Jakob i at cykle ”tilfældigt” forbi nonneklostret, når han kører hjem fra universitetet. En dag MÅ de da få held til at møde en af nonneklostrets beboere.

Det bliver til flere lange omveje for Jakob, inden han en dag ser priorinden ved nonneklostrets postkasse.



For at fange hendes opmærksomhed, sætter Jakob farten meget ned og lader sig falde af cyklen – ganske blødt ned i noget højt græs i vejsiden, så han ikke slår sig. Priorinden er netop ved at tømme postkassen og står derfor med ryggen til "styrtet". Jakob falder med et højlydt brøl, som ikke kan undgå at fange priorindens opmærksomhed.
Allerede inden hun når over til den væltede cyklist, er Jakob på benene igen og har rejst cyklen op – klar til at indlede en snak om uld-leverancer fra munkenes kommende lama-bestand.



Samme aften i opholdsstuen fortæller Jakob om sit styrt på cyklen - og noget mere detaljeret om en god snak, som han havde med sin redningskvinde efterfølgende. Som han kunne forstå på snakken med priorinden, var nonnerne i voldsomt bekneb for ordentlig lokal uld til deres tøj-fremstilling.
Ja, Jakob lovede nærmest at hjælpe dem – som en tak for redningen ved ”styrtet”.



Det eneste det kræver, er et kort opkald til nonneklostret, hvor munkene skal bekræfte, at de er leveringsdygtige af prima-uld, inden sommeren er ovre.
Både Benjamin, Johannes og Lukas kan påfaldende nok se store perspektiver i at indlede et samarbejde med nonnerne. Det bekræfter de i munden på hinanden som opfølgning på Jakobs oplevelse. Naturligvis skal der opretholdes høflig afstand, når en eventuel uld-leverance skal skifte kloster. Det er de tre bekræftende munke også forbavsende enige om.



Andreas har for længst gennemskuet de fire munkes hensigter. På trods af en uundgåelig kontakt til nonnerne må han rose dem for initiativet – og indvilger samtidigt i, at istandsættelsen af staldbygningerne iværksættes snarest – blot det ikke går ud over munkenes andre gøremål eller salget i boden. Så skal han nok selv kontakte denne priorinde med den store mangel på uld.
Andreas smiler skælmsk til ”lama-gruppen”.



Næste formiddag besigtiger Lukas, Johannes og Benjamin staldbygningerne, mens Jakob passer sine studier. Til deres store glæde, ser bygningerne faktisk slet ikke så forfaldne ud, som de ellers havde frygtet. Lidt mørtel, nogle udhængsbrædder og et par flittige hænder kan snart få de bygninger gjort indflytningsklare, hvis blot Johannes kan fremtrylle nogle lamaer med den rette uld-kvalitet.



Johannes smiler blot til dem – trækker sig lidt afsides – og kontakter sin gamle bekendte, som gav ham husly i Selvadorada, da munken var undervejs på Sulani-missionen.



En måned senere er den første lama ankommet til avlsbygningerne – med en fabelagtig og hurtigt-voksende uldkvalitet. I den mellemliggende periode har de tre munke renoveret staldbygningerne, så de igen kan huse dyrehold. En nysgerrig Filip har også knyttet sig til gruppen som den helt store hjælp med malerpenslen.
På den sydvendte gavl af staldbygningen vokser klostrets første koplante i et minidrivhus.



På rejsen fra Selvadorada har lamaen haft følgeskab af Pedro – Lama-manden, som har sikret sig, at dyrets overfart foregik på bedst mulig vis. Nu får Pedro logi hos munkene i de første uger af driften med lamaen, hvor Peter, Jakob og Benjamin oplæres i opdræt af lamaer – en ikke helt ukompliceret opgave, så spørgelysten er stor.





Med mellemrum kigger den gamle prior naturligvis også indenom, så han kan hilse på klostrets gæst og følge avlsbygningernes genopståen.



Lukas installerer et lille the-køkken og en soveplads i staldbygningen, hvor Pedro overnatter, mens han opholder sig hos munkene.



I den tid, hvor Pedro er på besøg hos munkene, ændres aftenmenuen jævnligt til et mere sydamerikansk inspireret indhold, der indtages ved staldbygningerne.



Sidst på sommeren klippes to lamaer - og ulden sendes med den gamle fisker til Windenburg-havnen, hvor en nonne med en trækvogn tager imod leverancen.
Samme aften modtager Andreas et opkald fra en tilfreds priorinde, der glæder sig til et frugtbart samarbejde med munkene fra Sct Marcus ordenen.



Da Lama-manden rejser tilbage til Selvadorada, overtager Benjamin oftere og oftere sovepladsen i avlsbygningerne.
Det bekommer ham ganske vel at være lidt alene med sig selv.
Helt alene bliver han dog ikke, for inden sommeren er ovre, er hønsehuset, bistaderne og insektboet også flyttet til avlsbygningerne - og den første kanin set hoppe tæt forbi udenfor.



Det følgende forår får munkene råd til en gammel lastbil med lad. Det gør transporten af ulden fra staldbygningerne og til havnen noget nemmere.
På sin første morgentur over sundet, hvor fiskeren læsser de første turister af på øen, er kutteren nu ofte læsset med uld på tilbagevejen til fastlandet. På det tidspunkt er bestanden af lamaer oppe på to fuldvoksne lamaer og to unger.

Den gamle prior zapper lidt rundt på det lille fjernsyn, da han tilfældigt falder over et tv-program om almen sundhed og god livsstil. Programmet får Andreas til at tænke på munkenes generelle sundhedstilstand – eller måske nærmere mangel på samme.
Udover Johannes og Simon, som begge holder sig rimeligt slanke med deres ofte fysiske arbejde i urte- og køkkenhaven, samt Benjamin, der vitterligt ikke spiser særligt meget, kan Andreas jo godt se, at flere af munkene i Sct Marcus klostret langsomt men støt tager på i vægt under munkedragten.



Udover et par gamle boksemaskiner i kælderen, som aldrig bliver brugt, er der som sådan ikke de store træningsmaskiner, som kunne få pulsen op hos munkene. Så - udover lidt bordfodbold og nogle sporadiske yogaøvelser - er det egentligt ganske begrænset, hvor meget munkene får rørt sig i løbet af ugen.
Når der samtidig bydes på udsøgte og ikke altid fedtfattige menuer, MÅ den samlede vægt blandt munkene nødvendigvis tiltage over tid. Ja, både Andreas selv, den troende Vilfred, kokken Albert og de unge munke Jakob og Peter ”kaster efterhånden en betragtelig skygge”, må Andreas erkende.
Det vil den gamle prior gerne lave om på – vel vidende, at det nok er et initiativ, som strider lidt mod Andreas’ normale holdning om et så behageligt liv som muligt bag klostrets mure.



I sine overvejelser, omkring en mere sund livsstil, mens han får en behagelig bindevævsmassage, er Andreas overbevist om, at der jo trods alt ikke skal ske ALT for drastiske ændringer i munke-livet. Sådan skal hans tanker om et mere sundt vel-levned jo heller ikke opfattes. Næh, velværd og behagelighed er stadig vigtige ”pejlemærker”, når man tjener herren i Sct Marcus Ordenens kloster. Så Andreas må udtænke et ikke ALT for fysisk krævende påskud, så munkene får rørt sig lidt mere – men samtidig ikke så meget, at de gennemskuer priorens holdningsændring på deres vegne.



Som en nem løsning spørger prioren Johannes, om han eventuelt kan fremstille en eliksir, som kan erstatte fysisk motion - og alligevel have samme effekt. Desværre kan Johannes kun hjælpe med en velfærds-eliksir, som ikke har helt den samme effekt.



Ved søndagens aftenandagt i messesalen har Andreas en nogenlunde plan klar. Efter en prædiken, hvor Moses vandringer i ørkenen bliver omdrejningspunktet for priorens tale til munkene, slutter han med et fromt ønske om en ugentlig fælles vandretur på øen. Argumentet er godt naboskab og synlighed blandt øboerne – i første omgang bare en kort gåtur rundt om avlsbygningerne og forbi de nærmeste bøndergårde. På sigt forestiller prioren sig allerede fyrtårnet som et ikke helt uopnåeligt mål på kommende gåture.



Andreas’ eneste bekymring er, at han jo naturligvis selv er nødt til at gå forrest, hvis den ikke helt gennemtænkte plan skal lykkes. Fra messesalens bænke kan han dog tydeligt se skepsissen i munkenes øjne – som er han allerede gennemskuet inden den første tur.
Han må også argumentere mod brugen af træcykler og Johannes’ påskud om nogle nye vigtige koplante-skud ved avlsbygningerne, som nærmest kræver overvågning i alle lyse timer. Kokken har en opskrift, som han nødvendigvis må lære - Lukas er midt i reparationen af Vilfreds staffeli og Peter har netop set en større stime af fisk tæt ved øens kyst. Så han vil gerne have ruserne sat i vandet i en fart.
Jo, undskyldninger for ikke at deltage i gåturen er der såmænd nok af.



I aftenskumringen nogle dage senere står munkene alligevel ved klostrets fod – klar til at skridte afsted.



Med et glad smil og en fast overbevisning om gåturens berettigelse begynder Andreas at gå mod solnedgangen – og alle følger trop.
I første omgang er det er ganske adstadigt tempo, men da de runder pynten, sætter Andreas farten lidt op. Til hans store glæde følger alle hans eksempel – øger farten en lille smule.



Da de nærmer sig den første gård, bliver prioren overhalet af de første unge munke.
Den gamle prior når lige at hilse på bonden. Så må Andreas øge tempoet yderligere, for at bringe sig selv i førerposition igen.
Det får kun de unge munke til at skrue yderligere op for kadencen – nu i en gang-stil, der nærmest vidner om kapgang.



Der går faktisk ikke så lang tid, før munkene har tilbagelagt den planlagte rute og igen står ved indgangen til klostret. De unge munke kommer naturligvis først – og Andreas først halsende bagefter allerbagest sammen med kokken og Vilfred, der for længst har opgivet af følge med.



Da han endelig får pusten, retter Andreas ryggen og smiler til munkene – og proklamerer, at det har været en ganske fantastisk tur, som de absolut bør gentage en uge senere.
Så går han direkte til sit sovekammer, hvor et fod-badekar hurtigt fyldes med vand og lindrende urter.
Da Andreas forsigtigt sætter fødderne i karret, kan han sagtens mærke, at sandaler slet ikke er egnet til gåture i det tempo, for fødderne værker som aldrig før.



Ude på munkenes gå-rute er to af øens landmænd faldet i snak over gærdet. De har begge set et syn af stakåndede munke i kapgang, som de ikke rigtigt kan forstå meningen med. Men spøjst så det ud.



Godt en måned senere rammes området af et infernalsk regn- og blæsevejr, da munkene er længst væk fra klostret på deres ”gåtur”.
Da regnen er på sit højeste, må munkene søge ly under nogle lindetræer, mens de opgør skaderne på de medbragte paraplyer.
På den resterende del af ruten, hvor munkene må vandre med hullede paraplyer og regntunge munkedragte, fornemmer Andreas nok, at dette sundheds-initiativ har haft sin tid.
Ved søndagens andagt annoncerer prioren derfor, at gåturen fremover er et frivilligt initiativ, som enhver munk selv kan planlægge ud fra sit eget behov.



Andreas er selv på vej et par gange i ugerne efter, men ”desværre” har han altid presserende opgaver, som kræver AL hans opmærksomhed.

Blandt beboerne på Windenburgs plejehjem, hvor munkene underholder ved juletid, er der en enkelt forhenværende bibliotekar, som bruger mange timer af sin tid på slægtsforskning. Han sidder længe ved plejecentrets computer eller i de kommunale arkiver, hvor han søger sine oplysninger – også om andre familier fra egnen.
Lige nu er han helt opslugt af historien om byens to klostre.



En dag dukker et kendt navn op på skærmen i en familierelation, som også trækker tråde til et vinslot nogle hundrede kilometer væk. I en gammel kirkebog finder slægtsforskeren nogle interessante udskrifter om faderen og bedstefaderen til den unge munk Lukas. Udskrifterne forbinder således munken med en hidtil ukendt gren af slægten, som ejer et vinslot i landets frugtbare bjerg-egne.
Lukas har tidligere været en del af julekoret fra klostret – og slægtsforskeren genkender derfor hans navn i kirke-udskrifterne. Trods alt er Lukas jo ikke et helt almindeligt navn – heller ikke på disse kanter.



Slægtsforskeren sætter sig for at undersøge slægtskabet nærmere. Måske finder han også svaret på, hvad der fik byens snedkersøn til at søge i kloster i en ung alder?
Slægtsforskeren kontakter derfor først munkeklostrets prior for at undersøge, om Andreas kan godkende et møde med en af sine munke – og om Lukas overhovedet vil mødes med ham. Mødet skal naturligvis også dreje sig om relationen til den fjerne slægt på vinslottet.
Andreas lover at spørge den unge munk.



Der går et par dage, inden Sct Marcus ordenens leder vender tilbage til den gamle mand på plejehjemmet. Beskeden til slægtsforskeren er, at Lukas meget gerne vil mødes med ham - og glæder sig til flere informationer om hans fjerne slægtninge.

En uges tid senere besøger Lukas plejehjemmet.



Lige indenfor døren står den gamle beboer klar til at modtage ham. Nu følges de ind i plejehjemmets bibliotek, hvor Lukas får en fyldestgørende forklaring på sit fjerne slægtskab med vinslottets ejer Pierre De Mournier. Nu fortæller slægtsforskeren, at han faktisk allerede har været i kontakt med slotsejeren, der er meget interesseret i at hilse på den unge munk.



Vel hjemme igen får Lukas nogle dage fri fra sine pligter og lidt lommepenge, så han kan rejse til vinslottet, hvor Pierre og hans familie glæder sig til at modtage den unge munk.

Intercitytoget og en længere cykeltur på en af klostrets udlejnings-træcykler bringer Lukas frem til et imponerende bygningsværk, hvor vinmarkerne ved siden af slottet netop nu blomstrer som aldrig før.
Foran ham knejser en smuk velplejet slotsbygning med en del andre tilknyttede slotslænger og udhuse.



Indenfor porten tager Jean Claude og Pierre imod den unge munk med åbne arme - som kendte de allerede hinanden indgående.
Senere støder de to slotsfruer Clarice og Beatrice sig også til selskabet.



Det er tydeligt, at de har glædet sig til hans besøg, for der er dækket op i den lille restaurant – og Pierre serverer yderst velsmagende lokale retter af udsøgte råvarer. Det kan Lukas godt smage. Selvom kokken hjemme i klostret serverer rigtig god og vel-nærende mad, er dette måltid hos Pierre i en klasse helt for sig.
Da den udsøgte mad er ryddet af bordet, falder snakken naturligt om slægtskabet mellem de to familier og de omstændigheder som gør, at den gamle slægtsforsker opdagede relationerne mellem snedkerfamilien fra Windenburg og De Mournier-familien nogle hundrede kilometer væk.



Senere på eftermiddagen får Lukas en fin rundvisning på slotsgrunden og imponeres af familieforetagendet, hvor alle hjælper til - også familiens tre hjemmeboende børn. På den måde driver De Mournier-familien både et fint vinslot med overnatningsmuligheder i sidefløjen, en velbesøgt første klasses gourmet-restaurant, en butik med råvarer og produkter fra grøntsags- og vinproduktionen i nærheden, et større bryggeri og vinkælder, som Andreas helt sikkert vil misunde, samt de fineste festlokaler, man kan forestille sig.
Alt sammen drives med flid og kærlighed, det kan Lukas godt fornemme.



- og han kan også klart høre, at Pierre har håndværksmæssige kompetencer lidt udover det sædvanlige – nøjagtigt som Lukas selv. Meget af slottets istandsættelse har Pierre og faderen Jean Claude selv stået for i starten, da de overtog nogle faldefærdige bygninger.
Måske ER der ligefrem noget i generne, som matcher mellem de to familier – eller håndværks-kompetencer, som begge familier har arvet så rigeligt af? Det spekulerer Lukas en del over, mens et gammelt hønsehus præsenteres som sauna og spa-område.



Vel hjemme igen, må Lukas fortælle de øvrige munke om besøget hos hans fjerne slægtninge.
Man kan ligefrem høre begejstringen i hans stemme, da den unge munk fortæller om besøget hos Pierre, Clarise og alle de andre på vinslottet.
- og naturligvis lytter Andreas rigtigt godt efter, da Lukas fortæller om slottets bryggeri og de mange spændende flasker i vinkælderen og vinbutikken lige i nærheden af slottet.



En tidlig morgen en god måneds tid senere er Lukas atter på vej mod vinslottet – denne gang i den lille lastbil. På passagersædet sidder Andreas med et spændt udtryk i ansigtet – som en lille dreng på vej mod en legetøjsforretning.
Den gamle prior har besluttet sig for, at Sct. Marcus ordenens valg af altervin til kirken bør opgraderes til nogle mere eksotiske og velsmagende druesorter - og ikke længere ”kun” være hans egne produkter fra safteri-stationen i klostrets kælder. Denne opgradering kræver ”desværre”, at Andreas må undersøge markedet nærmere – også selvom det betyder et besøg i temmelig god afstand fra klostret.
For at forevige dette besøg, har Lukas medbragt munkenes drone. Hensigten er at lave et par overflyvninger over vinslottet – og måske ligefrem klippe en fin lille video sammen af munkenes besøg på vinslottet. Det har han aftalt med Clarice ved sidste besøg på vinslottet.



Ved middagstid parkerer Lukas lastbilen foran slottets vinbutik. Andreas er hurtigt ude af bilen og smækker døren bag sig, mens han haster mod indgangsdøren til butikken. Det er en af de betroede medarbejdere, som tager imod de to munke. Mens Lukas aktiverer dronen, futter Andreas rundt i butikken, mens han nøje undersøger alle sorter og mærker – og smager på de åbne flasker, som står til fri afbenyttelse i butikken.



Efter handlen med 12 kasser ualmindelig god altervin, som læsses på lastbilens lad, går Andreas mod vinslottet, hvor Jean Claude byder ham velkommen fra den lille druelund ved slottet, hvor vinbonden råber ham an.
Mens Andreas får sin nysgerrighed styret omkring dyrkning og pleje af ædle vinranker, afslutter Lukas de sidste optagelser over slottet.





Da lastbilen rumler tilbage mod Windenburg sidst på eftermiddagen, står der også et par små plantekasser på lastbilens lad med de mest fantastiske vindrueplanter, som Andreas kunne ønske sig. Den gamle prior glæder sig virkeligt, til at fortælle Johannes om denne fine gave fra Jean Claude. Nu håber prioren bare, at klostrets plante-kender kan få et godt udbytte af planterne til næste sæson, så dråberne fra deres egen safteri-station når nye højder.
Lastbilen er ikke nået ret langt, før den gamle prior falder i en døs – formentlig mærket af dagens mange smagsprøver i vinbutikken.