Munkene på øen

Tak tak - og lige præcis.
Det har nu været rart, at kunne sætte sig til computeren i ny og næ - og så have en velkendt simmer-familie at spille med, når man har trængt til et afbræk i de daglige gøremål. Med SÅ lang tid sammen er det jo lige før, at man også får en fornemmelse af de enkelte munkes personligheder.

Som jeg skriver andetsteds, venter jeg jo spændt på mulighederne i den kommende expansion-pakke, for måske giver det helt nye perspektiver i munke-spillet. Det glæder jeg mig til at se, for jeg ville jo ønske, at alle 12-14 munke boede sammen i klostret, selvom kokken Albert i givet fald får travlt.

Og sådan giver de fortløbende nye pakker jo også grundlag for udvikling i spillet - og dermed også nye spil-vinkler og tidsforbrug sammen med munkene.
Eksempelvis jeg har gud hjælpe mig netop købt røremaskine- og pizzaovns-pakken, blot for at benytte den fine nye bod i et kommende indlæg.

Efter en lang arbejdsdag i æblelunden, får Jakob kraftige smerter i maven i løbet af natten. I første omgang tilser Vilfred den unge munk, men da ikke engang Johannes’ urtemedicin eller eliksirer synes at hjælpe, må munkene i hast søge mod byens sygehus.
Her konstaterer lægen, at Jakob må opereres.



Nogle dage efter udskrives Jakob med en lægelig formaning om at tage den med ro - og afhentes foran sygehuset af Vilfred og Johannes. I havnen venter den gamle fisker med en specialtransport og en opredt seng på fordækket.



Jakob skal fortsat være sengeliggende det første stykke tid. I ugerne efter hjemkomsten ligger han derfor i klostrets lille sygerum.



Jakobs forpligtelser i klostret må i den periode varetages af de andre munke.
Også bogskriveriet sættes på standby, indtil den unge munk er helt på toppen igen.
Først ved forårets komme, er den belæste munk tilbage i fuld vigør. Daglige miksturer og urtemedicin har helt sikkert haft en positiv effekt på Jakobs restituering.



På det tidspunkt har klostret et par gange haft besøg af lægen fra sygehuset, som har været på opfølgning på Jakobs sygdomsforløb. Gudskelov er alt forløbet planmæssigt med operationen og den efterfølgende genoptræning.
Ved det sidste besøg falder lægen i snak med Johannes – og ender med en længere diskussion om alternative helbredelsesmuligheder og medikamenter.



Da Johannes introducerer den erfarne læge for eliksirerne og urtemedicinen, som munkene fremstiller og sælger i den lille bod på Samlingspladsen, indrømmer lægen nødtvungent, at han faktisk flere gange har hørt meget positivt om munkenes gerning fra visse af sygehusets patienter – og ikke mindst rosende ord fra tiden med epidemien over Windenburg regionen, som stadig står klart i lægens erindringer.
På vejen ud får lægen selv et par små krukker med stress-lindrende urter, som Johannes anbefaler lægen at prøve.



Hen over efteråret kan Jakob endelig sætte sig til tastaturet og skrive på en ny bog. Bogen skitserer munkeklostrenes indbyrdes relationer i tidligere tider. Da bogen udgives, takker Jakob både Vilfred og Johannes for deres hjælp og støtte i bogens tilblivelse.
Forsiden prydes denne gang af et billede fra klostrets urtehave, som Lukas og dronen igen har hjulpet med.



Den anonyme digter har også lavet et fint vers om alle de ukendte munke, som gik forrest, da pesten rasede i Europa.

Sådan har jeg skrevet i tråden om den nye lejlighedspakke:

Jeg er lidt spændt på fleksibiliteten i den kommende pakke. Jeg ser en masse potentiale, for at samle flere simmere på den samme grund = skabe liv UDOVER de måske 8 simmere, som bor der i forvejen.
Jeg kan ikke helt gennemskue det endnu, for vi har nok stadig set for lidt af selve pakkens opbygning og muligheder.

Men lad os tage et eksempel: Munkene, som jeg spiller med i øjeblikket og efterhånden har 10-12 simmere i historien
- nogle mere centrale "figurer" end andre i statistroller.
I det optimale setup boede alle 12 munke i selve klostret, men det har været nødvendigt for mig, at lade visse simmere bo på andre grunde i nærheden. Istedet benytter jeg forskellige klubber - og lader klubmøderne vare i flere dage, hvis jeg har brug for flere simmere på samme grund.
(Det kræver iøvrigt en yderst ihærdig kok at bespise alle - eller et ønske om et mod, så kokken kunne lave flere end 8 portioner ad gangen, men det er en helt anden historie. Jeg kender godt moddet med flere på samme grund, men ser også udfordringer i det mod!)

Med disse klubber har det fungeret sådan nogenlunde indtil videre, men nu ser jeg jo et stort MULIGT potentiale i den nye pakke, hvis jeg nu kunne splitte klostret/grunden op i flere lejligheder - og så lade de andre munke fra klubberne flytte ind i lejlighederne - mod en rasende lav lejeudgift.
Men det medfører en række spændende spørgsmål, som jeg glæder mig at få besvaret:

Hvordan bliver man mon "skrevet op" til en lejlighed/kommer på udlejers liste af potentielle lejere?
Kan en simmer-familien måske selv vælge at være interesseret i at komme i betragtning til en lejlighed eller er det en random udvælgelse?

Hvor lille kan en lejlighed være/hvad SKAL den mon som minimum indeholde, før det kan betragtes som en lejlighed til udlejning?
Er der mon krav til dette - eks seng, toilet, køleskab - og intet andet?

Eller kan en særskilt lejlighed nøjes med at være et enkelt soveværelse, hvis der nu er tilgang til køkken og bad i fællesarealerne?
DEN detalje kunne være fantastisk, for så KUNNE jeg netop opdele klostret i 5 udlejnings-lejligheder - og lade alle de andre munke, som pt bor andre steder i byen, flytte ind og blive en del af den SAMME grund - blot i hver sin lejlighed Wink Shocked
Det forudsætter så, at jeg selv er herre over, hvem der søger efter en lejlighed - og selv vælger, hvem der flytter ind!!

Jøsses, hvor ville det skabe et herligt liv på grunden, hvor der i øjeblikket kun bor de 8 gennemgående simmer-munke.
Med 12 - ja, måske ligefrem flere simmere på samme grund ville det blive HELT fantastisk.
Den model vil jeg godt undvære open world for. Very Happy

Da kommentaren ikke direkte har noget med den nye pakke at gøre - men mere disse munke, tænkte jeg, at jeg hellere vil flytte min opfølgende kommentar til denne tråd istedet.
Det er vist bedst.

Efter at have set de seneste introduktionsvideoer fra udviklerne og early-access-brugerne, kan jeg jo godt se, at jeg vist IKKE skal have klostret opdelt i separate lejligheder, som jeg ellers havde overvejet/troet.
Det kommer slet ikke til at fungere, når der netop ER load-screens ved hver lejlighedsbesøg. Når jeg nu sådan nogenlunde spiller med alle 8 munke på grunden samtidigt + det løse i klubber, skal jeg SLET ikke have klostret opdelt i enkelte lejligheder.
Men så har jeg da lært det.
Det vil blive ALT for "bøwlet".

En sidste tanke KUNNE være, at lade alle de nuværende 8 munke på grunden bo i de fælles områder - og så lave en enkelt mindre lejlighed til alle de andre munke, hvor der kun er senge i rummet.
Resten af rummene KUNNE så styres med låste døre.
Det vil jeg lige overveje - og måske prøve, når pakken frigives.

Men ellers fortsætter jeg jo bare ufortrødent, som historien er skrevet, FØR der var indikationer om denne lejlighedspakke.

Munkene i Sct Marcus klostret er efterhånden selvforsynende med rigtigt mange af de ingredienser, som indgår i den daglige madlavning, som kokken Albert står for. En gang imellem MÅ de dog til fastlandet efter kød og andre specialiteter, som de ikke selv kan frembringe.  
Hvis det kan lade sig gøre, handler munkene oftest på markedet i Windenburg eller i byens butikker.
Når Benjamin nu ikke nænner at aflive nogen af dyrene i avlsbygningerne, er byens slagter et andet yndet mål for ture til fastlandet.
Med mellemrum er Albert dog i hovedstaden, hvor han handler lidt specielle varer til klostrets køkken.



Hvad de andre munke IKKE ved er, at han også aflægger et besøg i et hemmeligt lokale under den samme kirke i forstaden, hvor Jakob fandt Livets Bog.
(Se indlæg den 11. juni)
Man skal kigge rigtigt godt efter bag nogle buske, hvis man skal få øje på trappen fra gadeplan.
For enden af trappen er en låst trædør, som man kun kan komme ind ad med en speciel nøgle.
Da Jakob fandt Livets Bog i en sidefløj i kælderen, bemærkede han ikke denne trappe. Men Albert ved præcis hvor trappen er - og hvad den fører ned til.



Når først man er indenfor døren, består kælderen af et omklædningsrum og et stort kælderlokale til møder.
Inden man går ind i mødelokalet, skifter alle deltagere til en speciel dragt med hætte, som hænger i passende størrelser i omklædningsrummets skabe. Hætten sikrer en rimelig form for anonymitet.



I kælderlokalet, som er rigt udsmykket med relikvier og et stort let genkendeligt kors på endevæggen, er også andre personer mødt frem. I lokalet, hvor alle synes at kende hinanden i forvejen, hilser de på hinanden med en speciel hilsen, som kun de fremmødte kender til.
Blandt de fremmødte er flere notabiliteter fra Windenburg-egnen eller landets kirkevælde.
Hvis Albert husker rigtigt, er både en hjemmeværnsmand, en herre fra jagtselskabet, en stor-entreprenør fra byen og en beboer fra plejehjemmet tilstede denne dag – og i selskabets inderkreds vist også områdets biskop.



Kælderfaciliteterne tilhørte i gammel tid en hemmelig loge, som har fortsat deres anonymitet igennem hundreder af år. Mødelokalet benyttes stadig den dag i dag af folk, som har svoret troskab til denne loges kodeks.



Selvom Albert ikke er særligt aktiv i logen – og kun møder ind, når han alligevel er i hovedstaden, er han alligevel knyttet til logen og dens formål om at beskytte Livets Bog og andre hellige relikvier fra gammel tid.
Endelig sikrer inderkredsen også, at logens finansielle værdier placeres fornuftigt.
For Albert er det nogle diffuse forordninger, som fortoner sig i historikken - og som han derfor ikke orker at forholde sig nærmere til, når han nu nødtvungent har overtaget pladsen i logen efter sin onkel.



Livets Bog, som Jakob fandt til Johannes - og sidenhen returnerede til forstadskirken, da Johannes endelig havde sendt Guidry mod det hinsides - og skattekisten i det skjulte rum i klostrets kælder relaterer begge til denne hemmelige loge. Det ved Albert godt, men han har bare ikke fortalt det til de andre munke, for han valgte at holde det for sig selv, da han blev optaget blandt munkene i Sct Marcus ordenen.
- Og munkene i klostret derhjemme – og i særdeleshed Jakob, som er den eneste blandt munkene udover Albert selv, som har set begge kors - har heldigvis ikke gennemskuet sammenhængen mellem de to meget ens kors, som både pryder væggen i denne kirkes gravkammer, hvor Livets Bog befinder sig, samt i det skjulte skatkammer i klostrets kælder – og også pryder endevæggen i dette kælderlokale - som et symbol på logens hellige oprindelse.



Den dag Jakob kom hjem med Livets Bog til Johannes, blev Albert godt nok noget chokeret. Sidenhen måtte han tilskynde Jakob til at lægge bogen tilbage, straks Johannes var færdig med den. Heldigvis opdagede logens inderkreds ikke, at bogen var væk i nogle dage.

At munkene tilfældigt fandt den skjulte kiste og guldmønternes gemmested blev i al hast godkendt af logens inderkreds, da Albert kontaktede dem med denne ildevarslende nyhed.
Heldigvis for Alberts fortsatte virke i logen, opfyldte Andreas jo påskriften på kistens låg, da han valgte at bruge en del af den fundne skat på kloster-tilbygningen og forbedringer til munkene.
Derfor slap Albert for påtale og blev i stedet rost for en finurlig måde, hvorpå logens finanser endte i fast ejendom, som de senere kan gøre krav på.

Til at begynde med taler de fremmødte indbyrdes ved bordene, inden de afbrydes af en lille klokke.
Nu træder logens leder op på talerstolen og beretter denne gang om den forestående rejse til Det hellige land og logens gamle tempel.



Formanden afslutter med en stille bøn, mens alle retter blikket mod korset på væggen bag ham.



Da antallet af deltagere til den forestående rejse skal gøres op, må Albert afslå at være med, for der er ikke andre til at stå for maden hjemme i klostret. Det er en søgt undskyldning, for han ville nu heller ikke være interesseret i denne rejse alligevel. Dertil er klosterlivet på øen ALT for behageligt til at indvilge i en strabadserende og sikkert alt for religiøst præget rejse til Det hellige land. Nej, så er det skønnere at forblive i Sct Marcus klostret, hvor der netop er tændt op i saunaen.
Han må dog lægge øre til en større reprimande fra lederen for sin manglende deltagelse i rejsen.



Netop som Albert tror, at lederen er færdig med sin ordstrøm, skælder lederen også Albert ud for munkenes lån af Livets Bog - logens absolut helligste relikvie.
Så VIDSTE logens ledere alligevel, at munkene fra Windenburg-øen havde lånt denne hellige bog i nogle dage!
Albert får det virkelig skidt med denne viden og skynder sig at beklage for lederen.
Men lige lidt hjælper det.



Straks mødet er slut, iklæder alle deltagere sig deres normale gevandter og forsvinder stille ud i forstadens pulveriserende liv. På gadeplan sætter Albert retning mod Sct Marcus ordenens kloster.



På hjemvejen tænker Albert på, at munkene da nærmest kun mangler at finde den hellige gral, før alle hellige genstande i landet vist har været i munkenes hænder.
Han er nu RET sikker på, at gralen ikke bliver fundet foreløbigt – og slet ikke af munkene på øen i hvert tilfælde.

Der er et eller andet ved den hemmelige loge og de specielle ordensdragter der fik mig til at tænke på Ørkenens Sønner. De mangler selvfølgelig den røde Fez

Kælderen fungere virkelig godt med de mørke trælofter. Det er virkelig en STOR forbedring i spillet at vi nu kan farve lofterne. Er det et af de ombyggede rum eller er det en du har fundet i galleriet?

Ha ha - ja, det lugter da lidt af Ørkenens Sønner, kan jeg da godt se, MonaSolstraale
Dem plejer jeg at se, hver gang der er nyt - imponeres af deres samspil og enormt store evner som skuespillere.
Hvor må de have haft det herre-sjovt, hver gang de finder på nyt materiale til en kommende forestilling.

Men ellers var dette indlæg faktisk lidt mere i retning af Tempelridderne. Jeg valgte dog at dreje fortællingen lidt mere i en "mildere" form for loge, da jeg først fik læst lidt om tempelridderne.
Nu HAVDE jeg jo bare lagt op til, at det var et eller andet med de kors på væggen. Så var jeg også nødt til at finde på noget, som forbandt de to kors fra tidligere i historien.
Det lykkedes ikke helt, men ovenstående indlæg må gøre det.

Ja, lofterne er en KÆMPE forbedring, som jeg glæder mig over, hver gang jeg ser dem.
Det kan udnyttes i mange bedre retninger, men her var det blot en hurtig omgang helt ens træpaneler overalt.
Jeg har også givet alle rum i klostret og avlsbygningerne en gang "loftsmaling" - og det virker langt mere troværdigt.
Så mangler vi kun, at vi også kan male tagudhæng.

Kælderrummet er fundet på Galleriet - udbygget og liiiige givet det der personlige tvist, som altid skal til.
Eksempelvis var korset der jo ikke i den version, som jeg fandt på Galleriet - og heller ikke omklædningen eller stolper og lignende.
Jeg vil dog gerne hylde Galleriet for at være et overflødighedshorn af grunde og rum, som man NÆSTEN altid kan finde en brugbar basisversion af. Så er det bare at downloade og justere til eget brug.

Tak for kommentaren.

En ældre munk, som er på rundrejse i landet, anmoder om overnatning et par dage i Sct Marcus klostret, mens han restituerer og gør klar til den fortsatte rejse.



Andreas byder ham naturligvis velkommen indenfor og glæder sig til at høre mere nyt fra munkens lange rejse.



Den ældre munk kommer oprindeligt fra et kloster i de bjergrige egne mod øst, hvor gedeost er en udsøgt delikatesse – og produktionen høj på grund af de mange skråninger, hvor gederne græsser det meste af sommeren. På den måde kan området opretholde en forholdsvis høj produktion af fine kvalitetsoste, som sælges med rigtig god fortjeneste i specialbutikker landet over.
- Og alt hvad det kræver, er en lille flok geder til malkningen og lidt udstyr til fremstillingen, forklarer han Sct Marcus ordenens munke, da de sidder i spisesalen den samme aften.



Med den store bestand af andre dyr, som han mødte, da han gik forbi avlsbygningerne på vejen, undrer det faktisk den gamle munk, at der ikke også er geder i Sct Marcus klostret allerede. Når nu øen er så kuperet, kunne græsningen være helt oplagt på klostrets friarealer bag avlsbygningerne, hvor solen skinner det meste af dagen, foreslår munken.



Benjamin ryster opgivende på hovedet, for han har så rigeligt at se til med den nuværende bestand af klostrets forskellige dyr.
Andreas er tværtimod helt opstemt over dette uudnyttede potentiale, som ”kun kræver nogle få geder på en skråning” – som deres gæst udtrykte det. Andreas ser en fin ny indtægtskilde for munkene – og insisterer på at afprøve denne mulighed – i første omgang blot med et par geder og lidt god vilje.



Mange af bønderne på øen har i forvejen får og geder gående i indhegninger spredt ud over det meste af øen. Så hvorfor ikke også kloster-geder, spørger Andreas ud i rummet – uden at forvente et svar. De andre munke ved jo nok, at når den gamle prior først SELV har fået en god ide – så er der absolut ingen vej tilbage – heller ikke selvom ideen kom til ham fra anden side.
Selv Benjamin, som sidder ved siden af sin gode ven Simon, trækker blot lidt på skuldrene, mens han håber, at den gamle munk får ret med hensyn til arbejdsbyrden.



Bernard kender svagt til munkene i det østlige kloster, som han også selv har besøgt nogle gange før i tiden. Han mindes, at der netop ALTID stank af ost i store dele af klostret – og at han derfor sjældent blev i klostret mere end højst nødvendigt. Nu vil Bernard ikke håbe, at også Sct Marcus ordenens kloster eller destilleriet skal have stanken af ost hængende fra morgen til aften, for det vil han virkelig ikke bryde sig om.



Udover Bernard og Philip, der heller ikke bryder sig om ost overhovedet, er der ikke de store mishagsytringer over den gamle priors tanker. I madlavningsøjemed kan Albert sagtens se nye retter for sig, så snart et osteri får lov at se dagens lys. Selv brødmaskinen i kælderen kunne bruges til ostekage og toastbrød.

Andreas kan jo godt se, at det vil betyde flere opgaver til den i forvejen hårdt arbejdende Benjamin, men den gamle prior lover, at han vil finde en god og mindelig løsning på de ekstra opgaver ved avlsbygningerne. Han HAR faktisk allerede en ufærdig plan klar, men vil lige se tiden lidt an, inden han vil involvere de andre munke i hans tanker.



Nu må de unge munke i gang med at indhegne et lille areal bag avlsbygningerne, så de nye geder kan få et sted at græsse. Lukas istandsætter også et faldefærdigt skur på arealerne, så gederne kan gå i læ for vejr og vind.



Benjamin konstaterer hurtigt, at de seks nyankomne geder stort set passer sig selv – og heller ikke løber væk, selvom gærdet til indhegningen står åben - blot der er foder nok i truget.
Så måske HAVDE munken ret med hensyn til pasningen af disse små stangende væsner?!



Mælken fra gederne sælger munkene i første omgang til en af øens bønder, men Andreas har da mere langsigtede planer end dette.

Selv med de andre munkes daglige hjælp, er produktionen af klostrets nektar efterhånden så omfattende, at Bernard må bede Andreas om hjælp.



Bernard ved jo alt for godt, at der ikke lige går en erfaren nektar-brygger ledig, som samtidig vil iklæde sig en munkedragt og leve i nogenlunde afsondrethed fra omverdenen.
Men kunne Bernard bare få lidt hjælp til de simplere opgaver i destilleriet, ville det betyde meget for produktionen.



Om det er helt bevidst finder Andreas aldrig rigtigt helt ud af, men samtidig med Bernards ønske om hjælp, vil bryggeren også lade den gamle prior smage den helt nye og fyldige drue-nektar fra destilleriets egne druemarker.



Efter det fjerde glas er Andreas sjovt nok overbevist om behovet for hjælp.



Med økonomisk støtte fra vinslottet og Clarise, som gennem længere tid har sendt positive regnskaber til klostrets prior, opfører håndværkerne en tilbygning til destilleriet.





På samme tid indrettes det lave loftslokale i destilleriet til overnatning, så Bernard får et ordentligt sted at sove – og ikke længere skal overnatte på en madras i destilleriets kontor.



Bernard har aldrig rigtigt forstået, hvorfor der skal både en projektleder og en byggeformand til sådan et forholdsvist lille byggeprojekt, men sådan er det ofte på de kanter.
Jo længere sydpå man kommer i landet - jo værre bliver det. På den anden side af grænsen mod syd går det helt galt indenfor byggebranchen, hvor der nærmest er flere ledere end håndværkere. Det har Bernard ofte moret sig over. Ved destilleriets udvidelse er der heldigvis kun to ledere på projektet, som er nogenlunde enige.



Lukas’ små justeringer og opgraderinger af safteri-maskinen fra klosterkælderen gør anlægget egnet til nye safteri-produkter. Maskinen flyttes til destilleriet, så den nu indgår i produktionen som en ny opgraderet safteri-maskine i den nye tilbygning.



Bygningen har dog stadig nogle få kvadratmeter, som ikke er udnyttet, men står klar, hvis produktionen skulle vokse yderligere – eller munkene få andre pladskrævende ideer.
Måske HAR Andreas allerede noget i ærmet, så de sidste kvadratmeter også kommer i brug - noget der måske lugter lidt af ost, kan man sige!

Den ekstra fløj og den ny-istandsatte safteri-maskine medfører, at der bliver brug for ekstra hænder, hvis safteri- og nektar-produktionen skal styrkes. Samtidig er der gedemælken, som Andreas jo gerne vil udnytte til fremstilling af Sct Marcus klostrets egne oste.
Derfor ved den gamle prior godt, at der bliver behov for endnu en munk i klostret.
Andreas har allerede kigget i bunken af ansøgere til Sct Marcus ordenen – og har fundet speciel interesse i en enkelt ansøger fra fastlandet. Den gamle priors øjne er faldet på den forhenværende kordegn Gilbert, som længe har søgt optagelse i klostret. Andreas noterer et par af Gilberts færdigheder i sin lille logbog og lægger ansøgningen tilbage i bunken på bordet.



Andreas holder et kort møde med de andre gamle munke – og mødes efterfølgende med Gilbert på en cafe i Windenburg.
Her forklarer Andreas opgaven for den kommende munk, som både skal hjælpe med klostrets regnskabsføring (en opgave, som Andreas længe har fundet ALT for kedelig), de simplere gøremål i destilleriet – og ikke mindst stå for klostrets kommende produktion af milde og mellemlagrede kloster-oste.



Aftalen er allerede på plads med Clarise i vinslottet, som vil sælge den fremtidige Sct Marcus ost i vinslottets butik – sammen med vinen fra slottet og munkenes saft- og nektar-produktion.
Det forudsætter ”blot”, at Gilbert som en af sine højeste prioriteter i sin gerning i klostret lykkes med at fremstille nogle velsmagende oste. Det er godt nok et stykke fra Gilberts tidligere erfaringer, men han er frisk på udfordringen, hvis det bevirker, at han endelig kan få en plads blandt Sct Marcus munkene.



Uheldigvis for Gilbert optages han i Sct Marcus ordenen en råkold vinterdag. Optagelsesritualet i havet bliver exceptionelt kort, for selv munkene på stranden fryser ganske betragteligt. Gilbert er kun lige i vandet med tåspidserne, inden Andreas godkender ritualet.
Heldigvis er der fyret godt op i saunaen, så munkene kan få varmen, så snart de er tilbage i klostret.



Gilbert er et dejligt nyt bekendtskab blandt munkene. Han er ihærdig med sit arbejde og falder hurtigt ind i rytmen blandt munkene, hvor ALT jo ikke nødvendigvis BEHØVER at være hårdt slid og cølibat. Det indser han snart og affinder sig med denne behagelige hverdag.



Gilbert er en god og nøjsom regnskabsfører for Andreas og overtager efterhånden det kedelige arbejde med den daglige bogføring og betalinger. Fremover vil den gamle prior kun kende de overordnede tal fra regnskabet - eller vide af det, hvis nogle posteringer i regnskabet ser HELT forkerte ud.



Hvad Andreas bruger den ekstra fritid på, KAN være svært at få øje på, men gyngestolen er da en af hans gode måder at fordrive tiden på.



Gilbert elsker at synge. Han er en gudsbenådet sanger - med en ren, kraftfuld og gennemtrængende stemmeklang, som klart overgår alle andre munke i klostret. De andre munke kan nok synge hver for sig, men det er bestemt ikke prangende. Så går det bedre, når de synger i kor.
Men her er en munk, der virkelig kan synge ethvert lokale op alene – og gør det ved enhver mulig lejlighed.
Selv gederne bræger med af lyst, når Gilbert er på besøg i folden og ikke kan lade være med at sprede sin sangglæde.



Gilbert synger dagen lang – i badet, blandt vindruerankerne, i refugiet, mellem klostergårdens mure - og ikke mindst, når han hjælper til i destilleriet eller øver sig på osteproduktionen. Overalt, hvor han færdes, kan man ofte høre hans gennemtrængende og klare røst.



Vilfred er ualmindelig godt tilpas med klostrets nye munk og var ikke et øjeblik i tvivl, da den gamle prior præsenterede Gilberts spidskompetencer for de andre gamle munke.
Søndagsgudstjenesterne i klosterkirken har nu fået en hel ny og spændstig volume – og Vilfreds salmer har fået den sang-udførelse, som salmerne i hans øjne længe har fortjent.
En sjælden gang imellem, når tiden tillader det, mødes Vilfred, Bernard og Gilbert i kirken. Så dundrer orglet som aldrig før og rummet fyldes af skønsang udover det sublime. Vilfred er overbevist om, at Herren lytter – og netop har velsignet klostret med denne nye salme-glade munk med den smukke og kraftfulde stemme.



Bernard og Gilbert indretter sig snart på det gamle kornlagers loft, så de netop har det mest fornødne lige ved hånden – og en ganske kort vej til hverdagens arbejde i underetagen.
Som Bernard er Gilbert også tidligt ude af sengen - og følger derfor også gerne Bernard i morgenbønnen.



Snart snurrer endnu et nektaranlæg – og mængden af færdigbrygget og vellagret nektar stiger yderligere.
Den sidste ledige plads i den nye tilbygning til destilleriet indrettes med forskelligt udstyr til den kommende osteproduktion.



Johannes må erkende, at kloster-biblioteket IKKE indeholder blot nogle få notater om oste-fremstilling. Derfor må Gilbert til boghandleren i Windenburg, hvor han finder en gør-det-selv-bog for oste-entusiaster.
Med bogen i hånden benytter Gilbert enhver ledig stund fra regnskaberne og nektarproduktionen til at lære om alskens oste-varianter. Så må selv Vilfreds salmer nedprioriteres for en stund.





Mens Gilbert studerer, opsætter Lukas en kraftig blæser i osteriets bagvæg.
Som Bernard, der bestemt ikke bryder sig om hverken lugten eller smagen af ost, har krævet, holder blæseren AL oste-lugt ude af destilleri-bygningerne – men giver til gengæld en liflig og noget anderledes duft blandt vindrueplanterne i nærheden. Bernard ser ingen problemer i dette, for det er alligevel Gilbert, som passer og høster druerne.



Først på foråret dukker den gamle vandrende munk op igen og anmoder om et par nye overnatninger. Det accepterer Andreas mod et par gode råd til osteproduktionen.
Munken lover at dele af sin viden fra klostret mod øst - og glæder sig samtidig over, at Sct Marcus munkene har fulgt hans råd fra det foregående besøg.



Sammen med Gilbert falder de sidste små detaljer på plads i de dage – og munkenes egen særlige smag og konsistens begynder at trænge igennem på de færdige oste.





Det er en stor dag for klostret, da de første milde gedeoste lægges på lager i destilleriets tempererede kælderrum. For en sikkerheds skyld sender Gilbert en bøn til Herren, inden han lukker kælderdøren bag sig.



Straks ostene har lagret og tiden er inde, får alle som har lyst, lov til at smage en humpel ost. Der er en generel positiv respons på smagen. Vilfred mener ligefrem, at han fornemmer, at osten er fyldt med Guds kærlighed og visdom.
Disse to ingredienser kommer til at fremgå nederst på indholdsfortegnelsen på etiketten, da de første oste pakkes til salgsboden og vinslottets butik.



Det er umådeligt længe siden, at de store klokker i klokketårnet har været aktiveret, men da den gamle fisker stævner mod land med lastrummet fyldt, kan man høre Sct Marcus klostrets klokker bimle over øen i de nydeligste klange.
For enden af klokkernes reb i tårnet viser Gilbert en anden side af sine færdigheder fra tiden som alsidig kordegn. Hvis man lytter rigtigt godt efter, kan man genkende tonerne fra Vilfreds første salme.
På de andre munkes opfordring bliver det ikke sidste gang, at Gilbert ringer med klokkerne over øen.

Jeg faldt tilfældigt over dette mod for et stykke tid siden, men havde egentligt glemt det igen.
Nu gav denne historie lige plads til, at jeg fik prøvet mig lidt frem med et mod med flere nødvendige downloads.
- Og lad mig da bare indrømme, at der gik en del tid, inden jeg fik det til at virke nogenlunde.

Til gengæld virker det som et meget gennemarbejdet mod, hvor der er tænkt på alle processer i fremstillingen af oste. Det er da ret cool, hvis man ikke lige vil nøjes med spillets enlige ost.

Jeg bryder mig ikke selv om ost – undtaget på pizza. Ellers holder jeg mig langt væk fra oste generelt – og ligner jo dermed Bernard og Philip en del
Men at munke producerer ost i deres klostre lyder vel ikke helt utroværdigt?!

Hvis man spørger klostrets gamle prior, vil Andreas nok vurdere, at Sct Marcus munkene gennem tiden har været rimeligt forskånet for ALT for meget kommunal og regional opmærksomhed – at munkene har levet uden den store bevågenhed fra myndighederne. Om det er en bevidst politisk strategi, ved Andreas dog ikke.
En dag banker to nydeligt klædte embedsmænd på klostrets port. Straks Simon åbner porten, beder de om at komme til at tale med klostrets leder.



Det varer ikke længe, før Andreas byder de to mænd indenfor i klostergården og spørger til deres forehavende. De to mænd præsenterer sig nu som henholdsvis vurderingsmand og skatteopkræver – og har et krav om at se ALLE klostrets besiddelser og regnskaber for de seneste år. På baggrund af dette vil de revurdere klostrets værdi og fremtidige kommunale skattebetalinger.



Andreas bliver noget befippet over dette – at han ligefrem bliver mødt med et krav – og ganske uden forvarsel. Men der er jo intet andet at gøre, end at vise de to mænd rundt på hele kloster-grunden - og tillige vise dem Gilberts fine regnskabs-oversigter. Den gamle prior takker Herren for, at Gilbert heldigvis kom til klostret i tide, inden dette uventede besøg.
I mellemtiden løber Simon rundt i klostret og får adviseret næsten alle de andre munke om det kommunale besøg.



Da de går gennem køkkenet, får Albert øje på de to mænd, som han straks genkender fra den hemmelige loge. Begge er fra logens inderkreds – og den ene er formanden, som skældte Albert ud, sidst han var til logemøde.



Da Andreas fortæller Albert om mændenes forehavende, insisterer kokken på at deltage i rundvisningen.
I første omgang forsøger Andreas at afvise Albert, men prioren kan godt høre på kokken, at det er ham MEGET magtpåliggende, at følge embedsmændene rundt i klostret.



Munkene må igennem samtlige rum i hele bygningen – fra pulterkammeret i den nederste kælder til klokketårnets øverste etage med de store klokker. Undervejs skriver begge mænd flittigt på deres små notatblokke.
Selv seancebordet i Det hellige tårn og alle Johannes’ eliksirer og urtemedicin bliver talt op.
Netop på det tidspunkt glæder det Andreas, at Johannes ikke selv er tilstede, for Johannes har det ofte svært med autoriteter.



Da de igen er tilbage i klostergården, gør embedsmændene også krav på at se destilleriet og avlsbygningerne. Andreas og Albert må nu følge mændene rundt blandt oste- og nektarproduktionen ved Gilbert og Bernard, samt ved alle dyrene hos Benjamin, som godt nok bliver noget bekymret, da han får øje på de to mænd.



Mændene tæller oste i osteriet, flasker i nektar-reolerne og tønder på lageret, høns, lamaer, får, geder – og selv bistaderne bliver talt. Mændene skriver sirligt antallet ned i deres papirer. Kun fuglene i stubben og kaninerne lader mændene være i deres sammentælling. Heldigvis for Peter og Andreas går de to embedsfolk også udenom det lille skur med fisk, hvor Peter ganske givet mangler at registrere et par fangstkvoter.
Kun en højlydt lama får de kommunale mænd til at søge væk fra avlsbygningerne.



Selvom Andreas argumenterer for, at Samlingspladsen som sådan ikke er munkenes ejendom, vedholder de to kommunale mænd, at alt i salgsboden også skal medregnes i deres vurdering af klostrets værdier.
Så må Andreas og Albert følge mændene til boden, hvor Johannes bag disken kigger mistroisk på de to fint klædte herrer, straks han får øje på dem.



Da alt er optalt og mændene er klar til at forlade øen, forærer Johannes de to mænd en lille krukke hver - flot pakket i gaveæske – som tak for mændenes ihærdighed. Munken forklarer nu embedsmændene, at de blot skal tage en spiseskefuld af disse urter to gange dagligt. Det skulle give en helt overvældende følelse i kroppen.
De to sirligt klædte herrer takker nu munkene og fortsætter mod fiskerens kutter ved landgangsbroen - logeformanden med en overbevisning om, at der nok kan hentes ekstra skattebetaling ud af klostrets omfangsrige drift.



Da mørket har sænket sig over klostret, sidder Andreas og Albert for en stund i Sansehaven, for at sunde dem over dagens indtryk.
Nu fortæller Albert, at hans interesse i at følge mændene skyldes hans engagement i den hemmelige loge, hvor begge gæster er betroede medlemmer. Albert fortæller også, at mændenes besøg KAN være en vendetta mod munkenes "lån" af Livets Bog fra forstadskirken, hvor logen mødes.
Andreas glæder sig i første omgang over, at Alberts ofte ret lange besøg i hovedstaden IKKE har noget med fruentimmere at gøre – og vurderer, at munkene nok skal overkomme embedsmændenes handling – uanset hvad de måtte finde på som hævn.
Så roser han Albert for sin ærlighed om logen.



Først fjorten dage senere er den kommunale vurderingsmand og skatteopkræveren i stand til at møde på arbejde igen – afkræftet efter flere dage på toilettet. Urtemedicinen er under stærk mistanke for at have forvoldt denne elendighed, men mændene kan naturligvis ikke være HELT sikre.

Straks mændene havde forladt boden på Samlingspladsen, måtte Johannes da også indrømme for Andreas, at han MULIGVIS fejlagtigt kom til at sige SPISE-skefulde – og ikke teskefulde, som er den rette dosering i dette urte-afføringsmiddel.
Andreas, som godt kan se, at Johannes har et smørret smil på læben, da han fortæller prioren om sin misforståelse overfor disse kommunale embedsmænd, vælger at overhøre informationen - ude af stand til at vide, HVAD han skal gøre med denne information, HVIS det forholder sig, som Johannes fortæller.



Der går endnu nogle uger, før der ligger en ny skatteopkrævning i klostrets postkasse. Beregningen er lidt højere end tidligere, men Andreas ser ingen problemer i at betale den ekstra opkrævning, for klostret oplever netop nu øget velstand og gode tider – og et yderst positivt regnskab, som kun belastes en smule af den nye – trods alt beskedne - skattestigning.
Andreas kommer til at tænke på, om embedsmændenes oplevelse med urtemedicinen måske ligefrem har fået dem til at fare med lempe i deres beregninger af klostrets værdier.
Så ryster han afværgende på hovedet og finder sig en yogamåtte i nærheden.

Så så, jamen dog. Pas nu på, at de stakkels munke ikke skider sig ihjel, ikk? Fedt afsnit.

Mon ikke munkene selv holder sig fra denne urtemedicin - men sjovt, at den findes i spillet.

Jeg har iøvrigt taget mig den frihed, at benytte endnu et mod (jo jo, jeg er ved at blive helt god til det langt om længe!). Denne gang er det et lille fint mod, der gør, at simmerne IKKE skal drøne rundt efter ildfluer og lignende til disse urte-ting
Det gør urte-brygning NOGET nemmere.

Tak for din kommentar Simsister.

I løbet af nogle få måneder sælges den smagfulde og milde kloster-ost i så store mængder, at munkenes få geder slet ikke kan følge med efterspørgslen efter gedemælk.
Fra at levere mælk til nogle bønder på øen, må Andreas nu bede de samme bønder om at sælge deres mælk til klostret, så Gilbert kan fortsætte osteproduktionen.

I en forhandling på Samlingspladsen indgår bønderne og den gamle prior i stedet en gensidig aftale om et kooperativ, hvor alle får del af overskuddet på salget af kloster-ostene. På den måde opnår klostret en fast leverance af gedemælk – og bønderne en mindre del af overskuddet fra salget af ostene.
Den gamle prior er nu godt tilfreds med dette samarbejde, for bønder-familierne på øen ligger ham meget på sinde.
(Ha ha, det slår mig lige, at skæg da vist er på mode blandt bønderne på øen   )



Munkene kan godt mærke på Albert, at der er noget, som tynger ham. Når de på skift spørger til kokkens velbefindende, undviger Albert dog at svare direkte, men undskylder det med nogle oplevelser på det seneste – uden at uddybe det nærmere.





Som så ofte før vælger Andreas den praktiske tilgang og tænker, at lidt nyt udstyr til køkkenet måske kan forbedre kokkens humør.
Den gamle prior beder derfor Lukas om at tage Albert med til Windenburgs isenkræmmer, så de kan kigge på køkkenmaskiner eller andre remedier til kloster-køkkenet.



Lukas og Albert ender i stedet på markedet, hvor Lukas længe har været ”lun på” en brugt pizza-ovn, som ikke rigtigt synes at kunne finde en ny ejer. I hans øjne bør ethvert hjem have en ovn til pizzaer – også selvom der denne gang er tale om et mellemeuropæisk munkekloster.
Lukas VED også, at specielt de andre unge munke allerede bakker ham op i denne betragtning, for det har de snakket om så ofte før – at friskbagte pizzaer med klostrets egen milde ost lyder som et oplagt supplement til kokkens ellers meget fine og varierede kost.



Længere sydpå er det bestemt ikke unormalt, at der er pizza på menuen i mange hjem – men måske knapt så udbredt her i Windenburg-området. Det skal dog ikke forhindre Lukas i at gøre forsøget på en god handel med pizzaovnens ejer.
Med de milde oste fra det nye osteri giver pizzabagning ekstra god mening – i hvert tilfælde hvis du spørger Lukas, Benjamin, Simon, Peter og Philip.

Efter en kort ordveksling med Albert om ovnens fortræffeligheder, bliver kokken også overbevist om, at Sct Marcus ordenens munke sagtens kunne få glæde af en pizzaovn blandt klostrets køkkeninventar.



Nu henvender Lukas sig til sælgeren, som er godt tilfreds med, at der endelig er interesse for pizzaovnen, der har samlet støv i hans bod i noget tid efterhånden.
Lukas og markedssælgeren må dog forhandle i længere tid - og nærmest indtil markedet lukker, før de bliver enige om en pris, som de begge kan være tilfredse med.



På det tidspunkt er Albert for længst taget hjem.
Inden handlen er helt afsluttet, må Lukas også indvilge i at tage en defekt røremaskine med sig hjem.



En ny drivaksel, et par lejer, lidt småjusteringer og knofedt senere ser ovnen og røremaskinen ud som nye.
Med priorens velsignelse får køkkenskabene også en gang maling i mere lyse nuancer – og ikke længere de mørke og dystre farver, som har været i køkkenet, lige så længe de ældste munke kan huske tilbage.



Selvom de unge munke er godt tilfredse med Lukas' indsats på markedet og de nye indkøb til køkkenet, er det stadig som om, at Albert fortsat funderer over et eller andet usagt.
Som en sidste udvej må Johannes skænke godt op af en behovs-dækkende eliksir – og Andreas sende bud efter massøren fra Windenburg.
Ved massørens ankomst er der faktisk en del andre munke, som nu pludseligt lider af forskellige småskavanker, som også kræver en tur på briksen i klostergården, så snart Albert har fået sin massage.



Den sidste rest af Alberts tungsind klarer Andreas med lidt fodmassage, røgelse, nogle yoga-øvelser og meditation. Andreas er selv meget forsigtig og viser kun meditationsøvelserne ganske kort og langsomt for Albert, der selv må arbejde videre. På den måde undgår den gamle prior at teleportere sig selv væk fra meditationsrummet, hvor de to munke opholder sig.
Desværre sker disse teleportationer oftere og oftere, når den gamle prior mediterer for sig selv. Kirketårnet, redskabsskuret ved avlsbygningerne, skatkammeret – ja, selv kirkegården for klostrets fod og priorindens sovegemakker (igen!) har haft kortvarigt besøg af Andreas, inden han har skyndt sig at teleportere sig selv tilbage – godt tilfreds med, at ingen indtil videre har set ham komme dumpende ud af ingenting.



Med den stigende produktion og salg af alskens saft, nektarer, eliksirer, urtemedicin, salver og oste fra munkenes salgsbod på Samlingspladsen, har boden længe trængt til en udvidelse. Den interimistiske salgsvogn, som har tjent munkene godt gennem mange år, kan ikke længere rumme de mange varer, som munkene sælger fra boden. Derfor bygger Lukas og de andre unge munke en mere fast installation, så flere varer kan sættes til salg. Det bliver faktisk en ganske fin bod, som nu er overdækket og langt mere robust. Under samme tag får cykeludlejningen også bedre plads.



På Alberts opfordring sætter munkene pizza-ovnen op ved boden i sommerhalvåret, hvor antallet af turister på øen er højest. De første sommeruger er det Albert selv, som passer den fine nye bod i aftentimerne. Gennem sommeren eksperimenterer han lidt med pizzaernes ingredienser og ender da med et ganske fint og specielt menukort at vælge imellem, hvor eneste gennemgående ingrediens er tomat og kloster-ost.



I dagtimerne er det de unge munke, som passer boden. Hver gang Albert finder på en ny opskrift, har de meget morskab ud af at finde på navne til de forskellige pizzaer.
På Samlingspladsen kan man på den måde købe ”Biskoppens favorit”, ”Indbagt Munke-drøm med oliven”, ”Priorens sommer-pizza” og ”Windenburgs spinat-pizza med ekstra gedeost”.



Med lidt kulørte guirlander bliver boden og salget af pizzaer en fin lille aften-attraktion, som bevirker, at mange gæster først besøger øen ved aftenstide eller bliver på øen nogle ekstra timer og først sejler hjem med den gamle fiskers sidste tur fra øen – eller sågar tager en overnatning på pladsen eller i træhytten.

Undervejs i dette afsnit fandt jeg ud af, at grundtypen ”Markedsplads” synes at være forsvundet fra spillet. Dermed blev det også ualmindelig svært at tiltrække simmere til grunden.

Jeg kan se, at jeg for ikke så længe siden faktisk gemte en grund med denne Markedsplads-type. Den ligger stadig i mit private galleri som denne type. På nuværende tidspunkt har en tilsvarende grund i mit spil status af ”Genereisk” – og kan IKKE vælges som markedsplads.
Underligt.

Heldigvis kunne simmerne jo sælge mad/pizza fra den nye madbod (fra køkkenpakken), som jeg i stedet måtte ty til, da Samlingspladsen skulle udvides.

Normalt er der ingen problemer med klostrets mange faste installationer, for dem reparerer og udskifter Lukas naturligvis efter behov. Ja, det er ham faktisk meget magtpåliggende, at alting virker optimalt. Selvom visse installationer efterhånden har nogle år på bagen, sker der også en løbende udskiftning og opgradering af de eksisterende installationer.
Skulle der endelig være noget udover den dygtige munks formåen – eller ved om- og tilbygninger til klostret, hidkaldes der naturligvis ekspertise fra Windenburgs håndværkere.



Lige denne råkolde vinter, hvor storme gør det nærmest umuligt, at nå ud til øen fra fastlandet, opdager Lukas først en teknisk fejl på den gamle vandbeholder i Forsyningsrummet – og få dage senere et uforklarligt strømsvigt, som afbryder alt lys i klostret.



Mens Simon henter de store alterlys fra klosterkirkens lager i sidefløjen, må Lukas selv på fejlfinding i el-skabe, relæer og kontakter over hele klostret. Selvom han arbejder ihærdigt på at finde fejlen til langt ud på natten, afbrydes det elektriske lys med et lille klik, lige så snart Lukas kobler strømmen til igen.
Først sent op ad næste formiddag lykkes det den unge munk at lokalisere fejlen.



Lukas går træt til ro og sover til hen under aften – vel vidende, at vandbeholderen stadig venter på den sidste reparation, så klostret igen kan få varmt vand i alle haner og brusere.
Da han går i seng, er de mest nødvendige rum i klostret oplyst af de store alterlys fra kirken. Det giver nu et helt særegent skær i rummene, når de store lys blafrer stille i vind og gennemtræk.
Resten af klostret ligger hen i mørke.



Selvom alting snart er i fuld drift igen, er der flere munke, som synes, at denne strømfrie aften med levende lys i klostret faktisk havde været en ganske hyggelig aften. Andreas lytter på munkenes tilkendegivelser og ved næste fællesbøn indfører han derfor en enkelt ugentlig dag, hvor det kun er tilladt at bruge levende lys i klostret. Dette skal selvsagt kun gælde i vinterhalvåret, hvor mørket sænker sig tidligt over området.



Det er nu et ganske nydeligt scenarie, hvis andre skulle beskue klostret udefra på disse aftner, hvor kun de svage lys tilkendegiver, at der ER liv i klostret.
I vinterhalvåret kan man på samme måde skimte lyset fra de enkelte munkes egne gemakker, når munkene afholder deres ugentlige dag med bøn. Så ligger store dele af klostrets fællesrum hen i mørke. Kun lyset fra munkenes egne rum og en åben dør i køleskabet i ny og næ bryder mørket.



Tidligt næste forår øger Lukas produktionen af alterlysene til den kommende vinter, så lageret af støbte lys er klar til de ekstra dage med levende lys. Undervejs eksperimenterer Lukas også lidt med lysenes form og farver, så det ikke kun er de hvide nuancer og størrelser fra kirken, som står klar til den kommende vinter.

Der er ingen tvivl om, at Philip er den absolut mest sportsinteresserede munk i klostret – og også på gymnasiet, hvor han har gået i et stykke tid efterhånden.
Blandt de andre munke er det Simon, som er den mest udholdende og veltrænede. Ofte kan man finde Simon og Philip i klostergården, hvor de jonglerer med en bold sammen.



Hvad der ikke er så mange, der ved noget om er, at Simon faktisk også er interesseret i tidens mode, hvor han følger godt med i trends og nye tendenser blandt sine jævnaldrende. Når Simon har vagten i salgsboden, holder han godt øje med, hvad andre unge mennesker er iklædt eller måden, som de er klippet på.



Selvom det godt kan være svært at følge med moden som munk, forsøger Simon sig i en periode med skiftende og moderne frisurer – men slipper ikke lige godt fra det hver gang.
Det er som om, at en munkedragt fra top til tå lægger en dæmper på næsten enhver hårmode.
Det erkender Simon for sig selv, når han kigger sig i spejlet.



På et tidspunkt ekspederer Simon et par teenagere fra Windenburg, som begge har meget langt hår – ja nærmest af samme længde som Johannes hjemme i klostret. Som Simon lige husker det, da han ser de to teenagere, er det ikke første gang, at de mandlige kunder i boden i øjeblikket har langt hår.



Da der ikke er nogen restriktioner på hår-længden i klostret, bestemmer Simon sig for, at han også vil prøve at være langhåret, som moden åbenbart dikterer det netop nu.
Han får Lukas til at tage et billede af hans nuværende hårlængde, hvis det nu skulle gå helt galt. Så kan han altid vende tilbage til sin oprindelige frisure.



Gennem efteråret, vinteren og foråret lader den unge munk håret vokse – og ender med en ganske betragtelig hårpragt, da sommeren så småt nærmer sig det efterfølgende år.
Simon synes selv, at han matcher årets modetrend rimeligt fornuftigt – lige udover munkedragten naturligvis, men den står jo ikke til at ændre, når man er en del af Sct Marcus ordenen.
Som han fortæller til Lukas, glæder Simon sig derfor til den nye sommersæson, når salgsboden for alvor skal åbne igen – og Simon have sin naturlige del af vagterne bag disken, hvor han kan vise sit mode-rigtige hår frem for de unge fra fastlandet.



Inden solen for alvor brænder igennem, må han naturligvis lægge øre til en del drillerier fra de andre unge munke. ”Hippiemunken”, ”Uldtotten”, ”Tøsetoppen”, ”Frisør-kandidaten” og andre udtryk er ikke sjældne, når munkene cykler øen rundt og Simons halvlange hår blafrer i vinden. Men når Simon stiller sig an foran spejlet, kan han nu vældig godt lide sit nye look.



Stor er Simons forundring, da teenagerne fra sidste sommer nu har et nyt og underligt skævt klippet hår, som Simon slet ikke kan se det smarte i.
Han er overbevist om, at moden denne sommer er HELT på afveje og vælger denne ene gang at ignorere moden i Windenburg – og sikkert også resten af landet.



Selvom det er varmt – og mange tanker går til Johannes, der har haft meget langt hår, så længe Simon kan huske – står Simon sommeren igennem med det nye hår – også selvom Johannes afslører for ham, hvorfor den gamle munk – blandt andet af samme svedige årsag - vælger at gå i mere luftige gevandter end de andre munke. Men Simon holder fast – benytter sin noget varmere munkedragt som de andre munke – og fastholder foreløbigt sit lange hår.



To gange om året besøger en mager og feminin herrefrisør klostret. I de mellemliggende måneder klipper Albert de andre munke sådan "til husbehov".
Det er normalt nemt tjente penge for klostrets iøvrigt noget åbenmundede gæst, for alle munke bærer nogenlunde samme frisure fra gang til gang.

At kalde deres gæst for frisør, skal man i øvrigt være varsom med, for han fastholder at ville tituleres ”Coiffeur” – en fornem og langt mere korrekt titel i frisørens øjne. De to dage om året er munkene naturligvis forsigtige med deres udtale, når han nu svinger saksen over deres hoveder, men resten af året omtales han blot som ”Den lyserøde frisør” blandt munkene.



Vilfred har det svært i de timer, hvor frisøren er i klostret.
Den gamle munk er jo naturligvis af den klare overbevisning, at Gud har en mening med alting, men lige denne eneste mandsperson af alle individer i hele verden generer altid den gamle munk på en eller anden ubehøvlet måde - ofte med en direkte gudsbespottende bemærkning, som den religiøse Vilfred tager sig MEGET nær.
Måske ER Vilfred forudindtaget, allerede INDEN frisøren er indenfor døren. En ting ligger dog helt fast: Vilfreds aftenbøn efter frisørens besøg er ALTID noget længere end normalt.



Stor er frisørens (coiffeurens) overraskelse, da han dukker op i klostret midt på sommeren og får øje på den unge munk med det halvlange hår – den eneste munk i klostret, som skiller sig lidt ud fra frisørens seneste besøg.
Til Simons fortvivlelse, kan frisøren kun bekræfte, at moden er skiftet til en mere drastisk tendens denne sommer – at mange unge mænd nu bliver klippet i denne skæve frisure, som frisøren faktisk også kan udføre, hvis Simon skulle have lyst.



Et kort øjeblik kigger Simon på billedet på telefonen af sin tidligere frisure, men vælger alligevel at fastholde sin længere hårtype, som både han og de andre munke efterhånden har vænnet sig til.
Ja, Simon synes ligefrem, at den længere hårtype klæder ham bedre end det korte. Han er faktisk nået så langt, at han også overvejer et lille moustache eller ligefrem skæg, som mange af de andre munke jo har.



Så frisøren må igen nøjes med en let studsning af alle Sct Marcus ordenens munke – og IKKE en ekstra skilling for blot en enkelt ordentlig herreklipning. Frisøren gør sit yderste for at sælge en rigtig klipning til Simon, men den unge munk betakker sig.



På hjemvejen overvejer frisøren, om disse to årlige ture til klostret overhovedet er tiden og de få penge værd.
I klostret forsøger Vilfred at overbevise Andreas om, at Alberts lidt mindre stilrene klipninger sagtens kan dække munkenes behov, så de fremover kan undgå denne utiltalende mandsperson.

Windenburgs bagerforretning har skrantet igennem længere tid – mest fordi de mest bekvemmelige kunder søger mod det nye shopping-center, som også har et brødudsalg.

Den robuste Sylvian er ud af afrikansk familie og har drevet bagerbutikken efter sin fader, der kom til Windenburg for mange år siden - og straks åbnede en fin lille bagerbutik. Butikken klarede sig fint de første år. Da Sylvian overtog butikken efter sin fader, var der rimeligt gang i handlen med alskens friskbagt brød, men de sidste år har butikken givet et stort underskud.
Sylvian HAR smagt brødet fra shopping-centrets brødudsalg – og synes jo naturligvis, at hans eget brød smager meget bedre – lavet i hånden og med kvalitets-råvarer.



Som om den manglende omsætning i bagerbutikken ikke var ulykke nok, så er Sylvian helt ude af sig selv af sorg, efter at hans elskede kone gik ALT for tidligt bort for blot nogle få uger siden.
Efter denne frygtelige dag, hvor Sylvian’s verden faldt fuldstændig sammen, er han sunket længere og længere ind i sig selv af selvynk, tristhed og dyb sorg.

Bagerbutikken har været lukket de sidste uger, for Sylvian kan slet ikke overskue at skulle åbne igen eller blot bage brødet til butikken, hvor konen plejede at ekspedere deres trofaste kunder.
Udenfor butikken er det også som om, at folk på gaden enten skuler nysgerrigt efter ham - eller ligefrem kigger den anden vej, når de går forbi.
Ingen interesserer sig for bagerens velbefindende, nu butikken er lukket.



Sylvians udeboende datter er urolig for den normalt aktive fader, som nu er gået helt i sort og ikke kan finde en vej ud af denne livskrise.
I første omgang forsøger hun naturligvis selv at hjælpe faderen på ret køl igen, men intet synes at hjælpe på Sylvians tilstand.
Selvom bageren er i sin bedste alder, kontakter datteren alligevel plejehjemmets leder, der dog ikke kan finde plads til en ekstra beboer. Dertil er Sylvian ALT for ung, ALT for åndsfrisk og i fornuftig fysisk form – og plejehjemmet i forvejen overfyldt med beboere.



Som en sidste udvej for datteren kontakter hun i stedet munkeklostrets leder – i en bøn om at hjælpe byens – måske forhenværende - bager, der nu kun sidder trist og sorg-fyldt i det hjem, som for ikke så længe siden var fyldt med aktivitet og kærlighed.
Andreas lover datteren, at han nok skal tage en snak med Sylvian - og prioren har egentligt et meget godt påskud på hånden.



Den gamle prior besøger kort efter Sylvian for at høre, om bageren eventuelt kunne hjælpe munkene med en bage-udfordring, som munkene ikke rigtigt kan finde den rette løsning på. Det er fremstillingen af et specielt ostebrød, som ikke rigtigt vil lykkes ordentligt for munkene – selv trods Alberts fremragende færdigheder i klostrets køkken.
Der er et lille strøg af sandhed i priorens forespørgsel, men ellers er Andeas' skjulte mission, at få Sylvian ud af huset og på besøg i klostret. Det vil være det første lille skridt på vejen for bagerens "restitution".



Sylvian er bestemt ikke opsat på at hjælpe, men bliver hellere hjemme i sin private lejlighed over bageriet - og for nedrullede gardiner. Men når nu det ligefrem er klostrets prior, som henvender sig til ham, MÅ Sylvian som et ganske troende menneske jo nødtvungent give munkene en hånd – bare Andreas vil love, at Sylvian snart er hjemme igen.
Det lover Andreas.
Inden prioren forlader Sylvian, aftaler de to mænd derfor at mødes i Sct Marcus klostret et par dage senere.



Da Sylvian dukker op ved klostrets port på den aftalte dag, modtages han af en smilende prior, der takker bageren for at ville hjælpe.



I den hyggelige klostergård, som Sylvian genkender fra en overnatning under epidemiens rasen, kigger han sig omkring, mens Andreas beskriver problemerne med at fremstille et ordentligt ostebrød på munkenes brød-bagemaskine.
Siden osteriet kom i drift, spiser munkene disse ostebrød som et supplement til næsten alle deres måltider. Men det er som om, at brødet mangler et eller andet, forklarer Andreas med en lidt søgt forklaring, for disse nye ostebrød er faktisk rimeligt gode allerede.



Nu støder Albert tilfældigt til selskabet og beskriver mere detaljeret, hvad der er munkenes udfordring med ostebrødet. Bageren konstaterer straks på Alberts beskrivelse, at der ikke er noget galt med opskriften på brødet.



Sylvian tager i stedet et kort kig på brød-bagemaskinen i klosterkælderen, men finder intet unormalt ved maskineriet og doseringerne.
Imens Sylvian inspicerer maskinen, fortæller han Albert og Andreas, at bageren også selv havde drømt om at have en lignende maskine i bageriet. Overskuddet blev bare aldrig så stort, at han og hans elskede kone kunne få råd til en bagemaskine.
Begge munke mærker tydeligt, at det berører Sylvian at tale om tiden i bageriet.



Som en sidste forklaring på ostebrødets manglende kvalitet, begiver de tre mænd sig i stedet mod osteriet, hvor Gilbert er i fuld gang med dagens produktion af milde kloster-oste. Klostrets selvlærte ostemager giver sig god tid til at forklare Sylvian om ingredienserne, fremstillingen og lagringen af de mange oste - og lader ham også smage et par skiver af ostene på lageret.



Sylvian finder heller ingen fejl her, men fatter på forunderlig vis en interesse for Gilberts fine fremstilling af kloster-ostene og har flere uddybende spørgsmål til processen, inden de forlader osteriet.



Bageren må dog tage hjem, uden at kunne hjælpe munkene med ostebrødet.
Inden Sylvian forlader klostret, takker Andreas ham for besøget og giver ham et par gode råd med på vejen til mental afslapning og selvtillidsøvelser.



Et par dage efter bagerens besøg i klostret, kontakter Sylvians datter igen Andreas, for at tilbyde faderens hjælp i osteriet nogle få timer hver uge. Med Sylvians beskedne hjælp kan Gilbert forhåbentlig bedre følge med i den stigende efterspørgsel – og stadig hjælpe Bernard med nektar-fremstillingen. Sylvian betinger sig, at han kan komme og gå, som det passer ham – og kun når han har overskud til det.

Andreas tager naturligvis mod bagerens generøse tilbud.
Straks Andreas har lagt røret på, fortæller han Albert, Gilbert og Bernard om den fine aftale med Sylvian. Andreas kan også fortælle de to munke, at Sylvian måske alligevel har fundet en løsning på ”problemerne” med ostebrødet. Han slutter med en løftet pegefinger og håber på munkenes hjælp og støtte, så Sylvian forhåbentlig snart kan komme ovenpå igen.



Uden at nogen sådan helt præcist kan sige, hvad der sker, bliver det med tiden til flere og flere timer i klostret og osteriet for bageren, der langsomt men sikkert kommer ud af sin sorg og får sig et liv med indhold og glæde blandt munkene i sct Marcus ordenen. Her finder han tillige sjælefred og religiøs inspiration, når han beder en bøn sammen med munkene eller følger priorens yoga- og meditationsøvelser.



- Og så ER det altså svært at bibeholde sit sortsyn, når man går sammen med en glad og ihærdig munk som Gilbert, der synger muntre sange og samler dagen lang! Nogle dage må Sylvian tage sig selv i at synge højt og inderligt, når der ikke er andre i nærheden - som om, at Gilberts sange og skønne salmer er ren terapi for sjælen.



En aften kommer Sylvian for sent til den gamle fiskers sidste afgang fra øen. Sylvian må nu spise med munkene og have en overnatning i klostrets sovesal, hvor der altid er et par ledige sengepladser.
På bagerens egen foranledning bliver det efterhånden til flere og flere sporadiske overnatninger, så Sylvian og Gilbert kan komme hurtigt i gang om morgenen – og måske også ligefrem arbejde til sent ud på aftenen en gang imellem. Så sover Sylvian blot i en af de ledige senge i sovesalen.
Bagerbutikken på fastlandet er dog stadig lukket - og ser heller ikke ud til at åbne foreløbigt. Det har datteren for længst erkendt.



Til efteråret, hvor vinden tager til og sejladsen på havet mellem øen og Windenburg bliver mere sporadisk, beder bageren Andreas om tilladelse til at overnatte i klostret i flere sammenhængende nætter. Det giver Andreas naturligvis Sylvian lov til, men foreslår i stedet, at bageren kunne overveje at forblive blandt munkene i en periode. Som Andreas forklarer det, har munkene haft virkelig stor gavn af Sylvians hjælp – og de korrekt bagte ostebrød i munkenes salgsbod på Samlingspladsen er blevet en af sommerens mest solgte varer.

Derfor vil den gamle prior gerne tilbyde Sylvian en midlertidig overnatnings-plads blandt munkene, så bageren ikke skal sejle den usikre vej frem og tilbage mellem øen og fastlandet.
Det lader Sylvian sig ikke sige to gange, men accepterer gladeligt Andreas’ forslag til en midlertidig overnatningsmulighed.



Hvordan det er kommet så vidt, er der heller ingen, der rigtigt kan give en endegyldig forklaring på, men den efterfølgende sommer er Sylvian faktisk blevet en fast del af klostrets munke. Når han ikke har iklædt sig sit forklæde fra bageriet, trækker han gerne den officielle munkedragt over hovedet. Han er nu fuldt accepteret blandt munkene, der også nyder godt af Sylvians evner på bagemaskinen, hvor bageren eksperimenterer flittigt med munkenes forskellige ostetyper.





Ved sommersolhverv byder Andreas endelig Sylvian officielt velkommen i Sct Marcus ordenen. På selve dagen for optagelsen i ordenen, styrtregner det for en sjælden gang skyld i Windenburg regionen. Derfor bliver optagelses-ceremonien i havet om muligt endnu kortere end ved Gilberts indtræden i ordenen.
Som Gilbert rigtigt konstaterer, har de fleste af munkenes afgrøder dog rigtigt godt af en ordentlig regnbyge her midt på sommeren - og munkene godt af lidt hjemmebag i spisesalen.
Så snart de har sat sig om bordet, klarer vejret op udenfor.



Ved bordet hvisker Johannes til Albert, at han da ikke fornemmer den HELT store forskel på de ostebrød, som munkene fik FØR Sylvians ankomst til klostret og så dette nye bagværk. Men kokken tysser straks på Johannes og lader ham vide, at han skal holde dette for sig selv og i stedet glæde sig over at se Windenburgs bager på ret køl igen. Så nikker Johannes forstående - at der var mere til denne sag end blot munkens ostebrød.



I løbet af efteråret sælger Sylvian bagerforretningen med de mange minder og giver datteren de fleste af pengene fra salget.
Nu flytter Sylvian sine sidste få ejendele til klostret, hvor han overtager det ledige kammer efter Philip, der netop er startet på universitetet.
Klostrets kok er stadig ganske overvældet over de nye ostebrøds udsøgte smag, kvalitet og konsistens, som udelukkende skyldes Sylvians små justeringer af bagemaskinen, der nu er i nærmest fuld drift med forskellige udsøgte ostebrøds-typer.

Det absolut sidste strøg af Alberts urolige tanker om medlemskabet af den hemmelige loge forsvinder med de to madkyndiges udveksling af livserfaringer. Alberts lille bog med egne madopskrifter vokser støt med nye brødtyper, når Sylvian og Albert mødes i klostrets køkken.



Det er mest på de dage med egen bøn i de private kamre, at Sylvians tanker stadig fyldes af de mange herlige år med konen.
Ellers flyver tiden med alskens gøremål i klostrets drift, hvor Sylvian har fundet sin plads blandt oste, nektar og alskens velsmagende brød fra bagemaskinen – og med tiden også munkenes mange bekvemmeligheder.

I løbet af sommeren må den gamle fisker opgive at følge med efterspørgslen på afgange til og fra kloster-øen, hvor passagererne oftere og oftere står i kø på begge sider af sundet.
I første omgang medfører det, at andre Windenburg-borgere sejler deres egne små joller og både til farvandet omkring øen – og måske lægger til kaj ved anløbsbroen, så fiskeren ikke selv kan komme til ved broen, når han ankommer med nye besøgende.



Munkene konstaterer også, at de besøgende trækker deres både op på strandkanten ved den lille lavbundede lagune, hvor Peter lærte at dykke.
Måske foregår der ligefrem en "uautoriseret" transport af turister, som fiskeren ikke er vidende om – og jo naturligvis heller ikke kan gøre så meget ved, for fiskerens egen indtægt fra sejladsen til øen står jo nok heller ikke registreret nogen steder?!



I erkendelse af en stigende interesse og sejlads mellem fastlandet og øen anlægger Windenburg Kommune et fint lille fiskerleje ved anløbsbroen på øen.
Der er faktisk kun en vurderingsmand og en unavngiven person i den kommunale skatteforvaltning, som modarbejder planerne om den øgede tilgængelighed. (Se indlæg 12.12.23)

Det ender alligevel med et fint nybyggeri på øen, hvor den eksisterende anløbsbro, som fiskeren benytter dagligt, udvides med et par ekstra større og mindre broer.
Nu kan andre gæster til øen bedre ankomme ad søvejen og fortøje deres både ved anløbsbroerne - uden at genere fiskerens sejlads med kutteren.



Som rygtet spredes blandt fritidssejlere og beboere på fastlandet, er der flere og flere, der tager sig en sejltur og/eller overnatning på ”Munkenes ø”, som den efterhånden bliver kaldt i folkemunde.
Som besøgende cykler man måske en tur rundt på øen, handler forskellige udsøgte varer i munkenes salgsbod, hygger sig på Samlingspladsen, bader i svømmebassinet på den anden side af tunnelen, går sig en tur omkring det aflukkede kloster eller besøger kirken - eller blot slapper af i den skønne natur og det kuperede terræn.



Først på aftenen kan man nyde et stigende udvalg af fine pizzaer fra boden og drikke en liflig flaske nektar til. På menukortet dukker der naturligvis en ny pizza op med ”alt godt fra havet” – Peters egen favorit.
Jo, med tiden er ”Munkenes ø” blevet en fin lille turistattraktion for både børn og voksne.



Det lille fiskerleje passer Peter ganske fint, for så kan munkenes kano fortøjes til en af de nye kajpladser.
Med dette nye leje til småbåde får den gamle fisker den store anløbsbro i fred til sin kutter, så han kan fortsætte sin sejlads med de faste ture - helt uforstyrret af de andre både til øen.
Nu aflastes hans fyldte kutter blot af de besøgende, som selv finder deres vej til øen.



Med fiskerlejet kan indbyggerne på øen ligeledes have deres egne både samlet ved de beskyttende broer. Det tilskynder et par af øens bønder til at sikre sig en ekstra indtægtskilde med fiskeri – nøjagtig som munken Peter, der jo har fisket fra øen i flere år - og derfor allerede kender de bedste fiskesteder omkring øen.

Ved en af fiskerlejets anløbsbroer bygger Lukas og de andre unge munke en træhytte til Peter, som han kan have sit fiskegrej og dykkerudstyr i – og en enkelt tremmeseng at sove i, når der er behov for det.



Med en kommunal aftale med klostrets prior, får Peter en deltids-tjans som opsynsmand ved fiskerlejet.
Det er bestemt ikke mange steder i Verdens havne, hvor man bliver budt velkommen af en munk – vel at mærke, hvis han da ikke selv er ude at sætte garn, tømme ruser eller harpun-dykke!
Hvis ellers en af de andre munke kan få det til at passe med de andre opgaver i klostret, ved avlsbygningerne, destilleriet, osteriet eller salgsboden på Samlingspladsen, tager de gerne over ved fiskelejet, når Peter "er på havet".



Bag fiskerhytten anlægger Peter en rugeplads for skildpadder. Til efteråret bliver han helt rørt, da de første små nuttede padder finder vej ud i vandet – og straks forsvinder i fiskerlejets dyb.



Flytningen af alt Peters fiskegrej fra avlsbygningerne passer Benjamin ganske fint, for så får han lidt ekstra plads ved avlsbygningerne, hvor bestanden af får er vokset støt og nu kræver mere plads.



Lige rundt om pynten fra det nye fiskerleje er der et mindre strandområde ved kysten, hvor munkene med mellemrum smider snøren i vandet (Se også indlæg 28.12.22).
På grund af en kraftig understrøm har Peter aldrig sat munkenes kano i vandet fra denne strand, som til gengæld er ganske egnet til at fiske fra.
Derfor har den gamle fisker også altid foretrukket anløbsbroen i nærheden som sit faste stop på øen.

Når Benjamin har tid, nyder han at stå på netop dette forholdsvist uforstyrrede sted og spejde mod byen på fastlandet. Så tænker han på den smukke nonne i Windenburgs nonnekloster – og på brevet i hans natbordskuffe, hvor hun spørger, om Benjamin vil mødes med hende igen, for det ønsker hun så inderligt. Det vil Benjamin frygteligt gerne - og for hver dag der går i munkeklostret, stiger hans savn efter at opfylde nonnens forespørgsel og sine egne ønsker.
Brevet er underskrevet med: Julienne. Så nu kender Benjamin også hendes navn. Så smukt ordet lyder i hans mund, når han står her ved vandkanten og siger det for sig selv.



Måske fornemmer han det denne dag, hvor han lige har skrevet et smukt digt om længsel og umulig kærlighed – måske er det bare hans tanker, som spiller ham et puds, men Benjamin synes næsten, at han kan mærke hendes tilstedeværelse, mens han står her og kigger drømmende ud over vandet – og lige kan ane konturerne af Windenburg i det fjerne.



Hvad Benjamin ikke ved er, at Julienne denne dag står ved havnen i Windenburg og spejder over mod øen – og ville ønske, at hun snart hørte nyt fra Benjamin. På markedspladsen har hun flere gange set den anden munk, som modtog brevet fra hende og lovede at give det videre til Benjamin. Men det er som om, at han undgår hende, så snart han får øje på Julienne.
Derfor ved hun stadig ikke, om hendes stærke følelser for Benjamin er gengældt.

Du skriver lidt om, at der er ændret på grundtyperne. Ril forskel fra dig synes jeg, at "generisk" meget hurtigt bliver totalt overrrendt, så det kunne måske være en løsning på dit salgsproblem?

I begyndelsen af efteråret kan Gilbert fremlægge et halvårs-regnskab, der viser, at det har været en ganske fin sommer for munkenes salgsbod, som har givet et ganske fornuftigt overskud.



Andreas indkalder derfor Lukas, Jakob og Gilbert til et møde om klostrets potentielle energi-forbedringer.
Selvom den kommunale øko-mester ikke fandt anledning til anmærkninger ved sit besøg for nogle år siden, men i stedet udstedte et fint certifikat til klostret, vurderer den gamle prior, at munkene nu nok selv BURDE kunne finde et par punkter til forbedringer - også UDOVER den ugentlige vinterdag med levende lys. (Se indlæg 03.02.23)



Med sin efterhånden store viden om klostrets drift deltager den belæste Jakob oftere og oftere, når der skal tages overordnede beslutninger om klostret – måske som en ubevidst tanke af Andreas om en kommende priors indsigt i kloster-driften, når Andreas en dag selv trækker sig tilbage.



De fire munke tilser nu de nuværende miljø-rigtige installationer som vandgeneratoren i teknikrummet, solcellerne ved urtehaven, den lille vindmølle ved klostrets fod og vandopsamleren ved bistaderne.
Selvom alle disse installationer ER en hjælp i det daglige energi-regnskab, bliver munkene dog enige om, at der godt kan gøres en lille smule mere, hvis klostret på et tidspunkt skal blive helt energi-neutral.





De mange dage med varme i dette midteuropæiske bælte tilskynder, at munkene udnytter varmen på tagfladerne, som nærmest bliver glohede i middagssolen. En taginstallation med vandbeholdere, som netop opvarmes af solens stråler, bevirker, at der er varmt vand i alle haner hele sommeren.



Dermed spares der energi på den nyrenoverede men stadig ustabile vandbeholder i forsyningsrummet, som Lukas stadig holder godt øje med.



Andreas har også et ønske om at investere i en ekstra vindmølle, så klostret kan blive mere selvforsynende med strøm.
Lukas tænker over priorens ønske i et par dage.
En formiddag mødes han så med den gamle prior for at fortælle, at Lukas er overbevist om, at sådan en husstands-mølle-type ikke er verdens mest komplicerede stykke mekanik. Et par gør-det-selv videoer på Internettet har bekræftet Lukas i dette.



Hvis Andreas giver tilladelse til, at den unge munk må kigge lidt på elektronikken i deres nuværende vindmølle - ja, så er det i Lukas' vurdering ikke en konstruktion med meget andet end en søjle og en generator med nogle vinger. Han tilbyder derfor, at gøre forsøget med at bygge munkenes egen mølle.
Som ventet vil det passe Andreas ganske fint, hvis Lukas kan have en hjemmebygget vindmølle klar til foråret.
Lukas lover naturligvis at kigge på det.



Samme eftermiddag er han at finde ved fabrikatoren i teknikrummet, hvor dimensionerne på møllens første dele tastes ind på displayet.
Straks går fabrikatoren igang og arbejder sig støt og sikkert frem de efterfølgende dage, indtil tre små møllevinger ligger klar i maskinen.
Imens er Lukas igang med møllens søjle, som han fremstiller af træ og udskærer med de samme fine finesser, så den kommende vindmølle bliver en tro kopi af den nuværende.



Til foråret står klostrets nye mølle klar.
Med de sidste små justeringer på printet er møllen hurtigt i drift og retter sig straks op mod vinden, mens vingerne giver sig til at snurre rundt.



Så snart den nye mølle har kørt uden problemer i et par forblæste forårsmåneder, får Lukas besked på at fremstille yderligere fire møller, som skal sættes op ved avlsbygningerne, destilleriet/osteriet, Peters hytte ved fiskerlejet og ved salgsboden på Samlingspladsen.
Den gamle prior er nærmest henrykt, da han ser indikatoren på klostrets hoved-strømmåler falde markant.

simsister skrev:Du skriver lidt om, at der er ændret på grundtyperne. Ril forskel fra dig synes jeg, at "generisk" meget hurtigt bliver totalt overrrendt, så det kunne måske være en løsning på dit salgsproblem?

Jeg synes nu, at jeg har været næsten alle offentlige grundtyper igennem efterhånden - uden det helt store fremmøde af andre simmere.
Eksempelvis er der i denne historie et par billeder fra markedspladsen, som munkene besøger engang imellem.
Da jeg startede på historien for godt et års tid siden, kunne jeg vælge grundtypen "Markedsplads". Der er 4-5 salgsborde på grunden, som blev åbnet af NPC'ere, når simmere fra min munkefamilie ankom til markedspladsen.
Der var dog et ganske begrænset yderligere fremmøde på en nærmest tom markedsplads.
Jeg havde hellere set, at der netop var fyldt godt op med andre simmere på pladsen/grunden. Ellers er det skisme et lidt trist marked.

Nu kan jeg ikke længere finde denne markedsplads-grundtype blandt valgmulighederne til offentlige grunde.
Derfor var jeg på udkig efter et alternativ. Jeg har ikke prøvet dem alle, men de mest oplagte grundtyper som eks park genererer heller IKKE et særligt stort fremmøde her hos mig.
Det finder jeg ærgerligt, for så er det ikke nemt at få et billede med liv på markedspladsen - og slet ikke, når grundtypen synes at være forsvundet

Jeg husker EN tidligere grund i en historie om en musikker, hvor jeg på et tidspunkt talte 45 simmere på den samme lille grund. Det var nærmest umuligt at komme frem og tilbage, men festligt så det ud.
Det har jeg aldrig set sidenhen.

Men jeg må give generisk en chance mere - tak for tippet

Når Andreas sidder i sin elskede gyngestol og slapper lidt af, kan det ikke undgås, at han engang imellem tænker over sit liv som prior i Sct Marcus ordenens kloster – og alle de ting, som er sket, siden han tog over efter den forhenværende prior Emanuel.



Han er faktisk selv ganske godt tilfreds med tingenes udvikling på det seneste, hvor de to nye munke Gilbert og Sylvian er kommet til klostret og munke-ordenen.
Begge arbejder hårdt og seriøst med deres opgaver - og er også vellidte blandt de andre brødre.
Når den gamle prior taler med de nye munke på to-mands-hånd, priser de sig begge lykkelige over, at de har fået en plads i klostret – og ønsker begge at forblive bag klostrets mure til evig tid.



At alting ikke altid er fryd og gammen, er den seneste munk i klostret dog et tydeligt bevis på, for her må Andreas indrømme, at han tog så grueligt fejl, da han valgte at optage netop denne munk iblandt dem.
Da Philip forlod klostret for at begynde sit liv på universitetet, valgte han at flytte på kollegieværelse med sine medstuderende – med en forventning om, at vende tilbage til klostret efter de afsluttende eksaminer.
Selvom Philip var forskånet for mange af opgaverne i klostret på grund af sine studier i skolen og gymnasiet, indså Andreas, at der alligevel blev brug for ekstra hjælp, da Philip havde forladt klostret til fordel for universitetet.



Her bagefter kan den gamle prior jo godt se, at han nok skulle have været mere grundig med sin udvælgelse af Philips afløser – eller i hvert tilfælde have handlet hurtigere på de andre munkes henvendelser, da Theo viste sit sande jeg.
Hvad der ellers så godt ud på den unge Theo’s ansøgning – og også gik godt i de første måneder, ender som en ganske trist oplevelse for munkene:

I en pludselig indskydelse om at hjælpe et ungt menneske på ret køl i livet, falder priorens øjne på en yngre mand fra en af Windenburgs forstæder, da Andreas skal finde Philips afløser.
Men Theo er dårligt nok optaget i Sct Marcus ordenen, før tingene går i en skæv retning.
Den første lille ting, som generer Andreas er, at den nye munk ikke ønsker at bære samme hat, som de øvrige munke i klostret. Men Theo holder fast på, at han kun vil bære sin egen hue.
Af godhed lader den gamle prior stå til i første omgang – og tænker, at Theo da nok ombestemmer sig, når han indser, hvor meget skygge der er under munkenes ganske praktiske hovedbeklædning.



I de første måneder på øen er Theo egentlig flittig nok og hjælper til, hvor han kan.
Men efterhånden begynder en evig strøm af undskyldninger, når der skal vaskes tøj, tages fat i haven, plukkes druer til nektarhøsten, muges ud ved lamaerne, fodres høns eller hvad opgaven nu måtte være.



De hårdeste arbejdsdage i klostret er Theo ofte enten svagelig eller endog helt fraværende, når munkene skal i gang med deres opgaver op ad formiddagen.
Eller også arbejder Theo så bevidst langsomt eller med så lange pauser, at hans hjælp ikke er noget værd, men nærmere er til irritation for de ellers magelige munke.



En alenlang liste af nemt gennemskuelige forklaringer og undskyldninger følger ofte i kølvandet på disse sygedage, udeblivelser eller arbejdsvægring.
Det sker naturligvis ikke fra den ene dag til den anden, men i en trist udvikling over nogle uger, som bare bliver værre og værre, for hver dag der går – og Theo mere og mere ugidelig.
Hvis munkene ikke holder et vågent øje med Theo, finder han nemt sit snit til at snuppe sig en lur i løbet af dagen – eller er ude af syne i lange perioder.



Munkene oplever også, at Theo udviser et ganske iltert temperament. Theo er flere gange oppe at toppes med de andre unge munke – og søger ofte konfrontationen med de andre, frem for at erkende sine handlinger eller direkte fejl.



Mens de ældre munke går fri, er Theo snart på kant med alle yngre munke i klostret.



Et par ældre damer, som er ved at handle i salgsboden, må en dag lægge ører til en verbal overhaling fra den unge Theo, som giver udtryk for, at damerne har givet ham forkert betaling for et stykke ost og noget urtemedicin.
I ren skyldfølelse efterlader damerne alt bag sig og skynder sig i stedet mod den gamle fiskers båd – stadig chokeret over den unge mands sprogbrug og frembrusen.
Sådan er de bestemt ikke vant til at blive behandlet i munkenes bod, hvor de har handlet flere gange – og altid har fået en udsøgt og venlig behandling.



På Samlingspladsen spiser Theo blot osten selv og sætter medicinen tilbage i boden. Pengene stopper han i munkedragtens inderlomme.
Så fortsætter han salget, som om intet var hændt.



Netop denne dag har Sylvian en aftale om at mødes med sin datter på Samlingspladsen.
Inden Sylvian er dukket op, overhører datteren Theos skamløse behandling af de to damer.

Da Sylvian når frem, fortæller datteren naturligvis sin fader om den oplevelse, som hun har været vidne til.
Sylvian ryster ærgerligt på hovedet og lover datteren, at han nok skal tage affære.
En stund sidder de to blot og snakker om små begivenheder fra hverdagen. Sylvian beskriver blandt andet nogle af sine oplevelser blandt munkene fra Sct Marcus ordenen - de livsbekræftende bønner, opgaverne i osteriet, livet med troen på Guds visdom, som alligevel indebærer visse friheder og ikke alt for religiøse aktiviteter.



Samme aften må Theo for første gang stå til ansvar for sine handlinger hos Andreas.
Theo forklarer dog, at det var damerne, som forsøgte at snyde sig til et ekstra stykke ost – men at HAN på egen hånd sikrede, at der ikke blev snydt med afregningen.
Det bliver ikke sidste gang, at Theo må forklare sig overfor den gamle munk – og hver gang forsøger han enten at lyve sig ud af det eller love bod og bedring.
Det sker bare aldrig.



Med Theo’s ankomst til klostret følger også en række åbenlyse og tåbelige tyverier, som kun peger i EN retning: På Theo selv.
Ting, som forsvinder fra salgsboden, når Theo passer salget – en næsten tom kirkebøsse efter søndagens gudstjeneste - flasker af nektar, som på forunderlig vis fordufter fra reolerne i destilleriet - forsvundne bøger fra klostrets bibliotek. Ja, selv den gamle radio i opholdsstuen er pludselig forsvundet fra sin faste plads.

Da bøgerne forsvinder fra biblioteket, tjekker Johannes for en sikkerheds skyld indgangen til skatkammeret bag bogreolen i kælderen. Selvom der er rodet med bøgerne i reolen, ser det ikke ud til, at misæderen har fået adgang til kisten i rummet bagved. Som Johannes kan se af kistelåget, inden han igen forlader rummet, er støvet så småt ved at lægge sig over inskriptionen på låget.



- men alle pile peger i retning af Theo, der som altid erklærer sin uskyld, da den gamle prior spørger til hans viden om radioens forsvinden.



Som altid tager prioren de andre ældre munke med på råd.
I første omgang forsøger Andreas at nedtone de mange klager fra sine munke-brødre, men den gamle prior opdager med tiden, at munkenes private kamre, som altid har haft en lukket men ulåst dør, nu er låst, når munkene ikke selv opholder sig der.
Andreas fornemmer ligeledes en uro og mistro blandt sine normalt ganske tilfredse brødre – en ting, som han ikke KAN sidde overhørig.
Han mangler bare de endegyldige beviser mod den nye munk.



”Fælden klapper” for den ellers altid uskyldige Theo, da Lukas’ drone pludselig er blevet væk fra sin faste plads ved lytte-stationen.
Theo er dog ikke vidende om, at Lukas har installeret en af sine sporingsenheder i dronen – og derfor kan følge dens færden på lyttestationens overvågningsskærm.



Næste dag kan Lukas vise Andreas en kort video fra overvågningskameraet ved kloster-indgangen (se indlæg den 01.02.23), hvor Theo rækker en mistænkelig kasse til en medsammensvoren udenfor kloster-porten aftenen forinden.





Fra fiskerlejet kan en overnattende Peter, som har sovet uroligt i den lille hytte, bekræfte, at en mindre båd hastigt forlod havnen nogenlunde på det samme tidspunkt og sejlede mod fastlandet. Beskrivelsen af den medskyldige fra videoen passer også fuldstændig overens med båd-ejeren, der nu er over alle bjerge.



Andreas bortviser prompte den unge mand og sender ham med den første ledige båd til fastlandet.
Ret bag Theo følger Sylvian den unge mand til fiskerlejet – med en besked til den gamle fisker om, aldrig at tage denne skurkagtige tyv med til øen igen.



Men to gode munke ud af tre er heller ikke helt tosset, konkluderer Andreas med sig selv, inden han falder ind i en eftermiddagsdøs i gyngestolen. De sidste tanker, som når frem til den gamle prior, inden døsen overmander ham, er temaet til søndagens prædiken, hvor menneskets forunderlige sind, syndsforladelse og helvedes flammer bliver gennemgående.

Utroligt, at jeg først får gjort noget ved det nu – godt et år inde i denne historie, men langt om længe prøver jeg at spille uden headlines/plumbob!!
Og nu kan jeg så sidde tilbage og tænke, at jeg da virkelig BURDE have gjort dette fra starten af historien – eller måske ligefrem fra spillets start, for den plumbob-tingest på billederne har da altid irriteret mig.

- og så var det da iøvrigt sjovt men MEGET anderledes for mig, at spille med en VIRKELIG led, durkdreven og skurkagtig simmer denne gang.
Så har jeg også prøvet det.

Efter en fornøjelig sangaften på plejecentret, er Andreas, Gilbert og de unge munke på vej hjemover gennem Windenburg, da de passerer et stort blinkende skilt, som de ikke har lagt mærke til i bybilledet før.
Af skiltet fremgår det tydeligt, at byen har fået sit helt eget bowlingcenter.
De unge munke tilskynder nu Andreas og Gilbert til at kigge indenfor.



Det er tydeligt, at der ikke er meget liv i centret denne aften, så munkene kan fint leje en af de yderste bowlingbaner.
Mens de unge munke gør sig klar til at prøve bowlingspillet - og i en sikker forvisning om, at Andreas og Gilbert springer de fysiske udfoldelser over, sætter de to ældre munke sig i stedet ved bowlingcentrets bar, hvor de bestiller en alkoholfri og ikke alt for velsmagende saft. Ja, Gilbert mener ligefrem, at den er ganske elendig - at den gamle prior burde tage fat på bowlingcentrets leder, så etablissementet i stedet kunne servere nogle af klostrets hjemmebryggede saftblandinger.
Som han fortæller til Andreas, er det Gilberts klare opfattelse, at munkenes saft alene kunne trække flere spillere til bowlingcentret.



Ved bowlingbanen må munkene konstatere, at det er svært at lave et ordentligt tilløb i munkedragten, inden kuglen skal slippes. De får nu alligevel megen morskab ud af bowlingspillet, som de snart må konstatere, er væsentligt sjovere end både dart-, hestesko- og bordfodboldspillet hjemme ved klostret.



En god times tid senere forlader en lille flok forpustede men muntre munke Windenburg Bowlingcenter – opstemte over denne fornøjelige aften og kugle-spillet.
Det blev bestemt ikke et prangende slutresultat, men Simon er lige en lille smule bedre end alle andre munkes dårlige resultater.



Spillet betød også, at Benjamin skal passe planterne i klostergården den næste måned, Simon malke gederne, mens Philip, der er hjemme på ferie, står for munkenes vasketøj, indtil han tager afsted igen.
Kun Jakob slap igennem bowling-spillet uden nye/ekstra opgaver.
Det får han nævnt nogle gange for de andre munke, inden de er tilbage i klostret.



På fiskerens sidste tur over vandet kan Lukas sagtens forstille sig, hvordan de kunne bygge en enkelt bowlingbane langs avlsbygningernes nye lade. Det bliver dog aldrig til noget - og snart er oplevelsen i bowlingcentret glemt og afløst af mere presserende opgaver i klostret.