Munkene på øen

Som tiden er gået er føllet, som Benjamin nøjsomt har passet, siden det ankom til avlsbygningerne for en del år siden, blevet til en fin og velproportioneret hest.
Jakob, som normalt lader Benjamin om pleje og pasning af hesten, følger naturligvis føllets udvikling sådan lidt "fra sidelinjen" og kan sagtens genkende flere træk fra sin egen hest hjemme på forældrenes gård – moderen og det arvelige ophav til den fine hest, som nu tilhører munkene.



Som sådan har hesten ikke noget formål eller anvendelsesmuligheder blandt munkenes arbejdsopgaver og -rutiner.
Gennem opvæksten lærer Benjamin dog føllet - og nu fuldvoksne hest - at trække en lille rusten harve, som munkene har købt af en landmand på øen.
Med harven spændt for, har Benjamin – og også indimellem Jakob - trukket rundt med hesten ved tøjlerne. På den måde har de øvet hesten i at følge fint med, så de med jævne mellemrum har haft gavn af hestens trækkræfter i æblelunden eller mellem vindruerækkerne ved destilleriet. Når den tørre jord skal løsnes eller tunge sække med æbler bæres til destilleri-bygningen, er det altid rart at have en robust hest til hjælp.



I hele hestens opvækst har Jakob og Benjamin flere gange talt om, hvornår det ville være forsvarligt at give hesten et dækken og saddel på og øve ridning. Benjamin er slet ikke tryg ved opgaven, og overlader derfor gerne det første forsøg til Jakob, der trods alt er mere øvet fra sin egen barndom, hvor han ofte red på gårdens heste.



Med hestens fuldvoksne størrelse og tryghed ved de to munke synes Jakob efterhånden, at tiden er kommet til de første forsøg som ridehest. Derfor finder de to munke et par vintønder frem fra destilleriet og placerer dem på engarealet bag avlsbygningerne.
I eftermiddage uden opgaver for Benjamin, lægger den unge munk forsigtigt et dækken og saddel på hesten, så den vender sig til den nye fornemmelse.



Og endelig oprinder dagen, hvor Jakob kan tage tøjlerne og sætte sig i sadlen, mens Benjamin fodrer med lidt hø fra truget.
Det går forbavsende godt.



Snart lunter hesten langsomt rundt mellem tønderne med Jakob som erfaren rytter på hestens ryg.
Som med så meget andet, er det ikke helt nemt i munkedragten.



Et par måneders tid senere er hesten blevet så vant til at ride med Jakob, at tempoet øges – og strækningerne bliver længere og længere.
Det er tydeligt, at både hest og rytter nyder de efterhånden lange rideture rundt på øen - og Jakob at han kan lade bogskrivningen ligge for en stund.



Visse dage følger de andre unge munke efter Jakob og hesten på deres cykler og mountainbikes.
Hvis det passer rytteren, rider han i forvejen eller vælger bevidst øens stejlere stigninger, så cyklisterne må lægge kræfterne i, for at følge med.



En dag, hvor skyerne hænger lidt tungt over øen, tager Lukas sin drone med på den lille interimistiske ridebane, så han kan filme Jakobs tur på hesten. Videoen sender Jakob til sine forældre, så de kan se den fine hest, som de i sin tid solgte billigt til munkene.

Efter et langt liv som velanset underviser på Windenburg Drengeskole går en ældre lærer på pension til sommerferien.
Det efterlader et tomrum i religions-undervisningen og konfirmandforberedelserne til det kommende skoleår.
Det lykkedes desværre ikke en ellers ihærdig skoleinspektør at finde en afløser i løbet af sommerferien.
Derfor er der kun et at gøre: At kontakte prioren i munkeklostret på øen og beklage sin nød.



Andreas er nu ikke meget for at skulle afgive arbejdskraft til skoleundervisningen, men kan dog til gengæld også sagtens se en fin mulighed for at tilskynde byens unge til et sobert liv i balance og harmoni – og med en tro på Herren som et fornuftigt indhold i hverdagen.
Hvis blot munkene kunne inspirere de unge drenge til at finde deres sande tro.



Andreas foreslår derfor skoleinspektøren, at de kommende konfirmander tilbringer en HEL skoledag om måneden med religionsundervisning. På den måde kan undervisningen passende foregå i klostret – og ikke i et kedeligt klasseværelse på skolen.
I telefonsamtalen fortæller den gamle prior, at munkene i forvejen har god erfaring med sommerlejren for børnehjemmets børn.
Derfor mener Andreas nu nok, at munkene vil være i stand til at påtage sig opgaven med disse kommende konfirmander også – specielt når han nu har tiltænkt Vilfred til opgaven. Så skal eleverne nok få lært et eller andet om Guds åsyn, Helligånden, syndsforladelse og religions-retninger.



Vilfred er ganske usikker på denne nye opgave – ser ikke lige disse unge drenge som et hverv, der sømmer sig for en troende munk. Men han vælger at stole på Herren, når han nu har tiltænkt Vilfred til dette ”kald”.
Modsat glæder flere af de unge munke sig til samværet med drengene.



Straks de første konfirmander bliver sat af på øen, mærker Vilfred da også en ungdommelig skepsis i forhold til religionshistorie og konfirmationsforberedelse.
Det bliver nu alligevel nogle skønne dage, hvor fodbold med Simon, træarbejde hos Lukas, hesteskokast, bordfodbold, indfangning af løbske geder og nogle afslappende timer ved svømmebassinet også kommer til at fylde en del.



Man kan faktisk sagtens lære om den sidste nadver, de ti bud og nutidens religioner, selvom man sidder på kanten af et svømmebassin.
Vilfred føler sig dog ganske ilde til mode uden sin munkedragt og havde hellere set, at religionsundervisningen af de unge drenge udelukkende skulle foregå hjemme i klostret. Men på en varm sensommerdag har Andreas bestemt det anderledes for dagens undervisning.



Så er der også mere ro i klostret til priorens eftermiddagslur i det lille bassin ved klostrets fod.
Andreas kan godt mærke, at han oftere og oftere må ty til dette lille hvil i eftermiddagstimerne, hvor solen står højest på himlen.



Ved forårets komme glæder et lille kuld skoledrenge sig til den forestående højtidelighed, der henlægges til klosterkirken for denne ene gang skyld.
Selve konfirmationen i kirken har Andreas overladt til Vilfred, der slutter sin tale til konfirmanderne med at ønske dem alle et godt liv fremover - og med Herren ved deres side.
Straks ceremonien er overstået, takker skoleinspektøren Vilfred for munkenes indsats med de unge drenge.



Selvom de unge munke også har præget konfirmationsforberedelserne med andre sysler og lærdom, virker drengene til at have haft en ganske afvekslende men alligevel rimeligt religionsbaseret konfirmationsforberedelse dette skoleår.
Flere af de nye konfirmander opsøger Vilfred efter konfirmationen og takker den gamle munk for hans alsidige undervisning.



Samme eftermiddag takker Vilfred sin Herre for denne mulighed og oplevelser med drengene – og for, at den nu er overstået.



I løbet af sommerferien får den gamle prior dog endnu et opkald fra drengeskolen.
To uger efter opkaldet taber Johannes til Vilfred og Andreas i et spil dart.
Med det tabte spil bliver konfirmationsforberedelserne det kommende år en opgave, som også inkluderer Johannes.
Det bliver forberedelserne nu ikke mindre spændende af, for de nye drenge får både set seancebordet og smagt nogle liflige og tankefokuserende eliksirer.

Det er da godt nok som om, at der stadig mangler et alderstrin, kan jeg godt se nu, for enten er simmerne efter min smag lidt for unge som børn – eller lidt for voksne som teenagere til at være i konfirmationsalderen.
Eller også ligner Sims-teenagere bare ALT for meget de unge voksne?! (og så ikke et ord om simmernes højde!)
Nu valgte jeg at spille med den lidt for unge version.
Måske bliver man blot konfirmeret tidligt på disse breddegrader – jeg ved det ikke?!

SKULLE der komme et alderstrin mere fra EA, ville jeg også hellere have det i den anden ende af alderstrinnene, så simmerne kunne blive herre-gamle – krumbøjede og med stok eller rollator - og en hullet hukommelse.
DET kunne til gengæld være fornøjeligt

Simon og Benjamin er midt i et spil bordfodbold, hvor opgaven med fodring af lamaerne den næste måned er på højkant, da Simon får øje på to herrer bag klostergrunden.
Den ene er nydeligt klædt i en fin men sikkert alt for varm habit. Den anden mand er tydeligvis hans unge assistent, sekretær eller medhjælper.
Mens manden i habitten blot står og beskuer området bag klostret, skridter den unge mand arealet af med lange stive skridt – som måler han området af.
For hver måling afrapporterer den unge mand begejstret til "habit-manden".



De to unge munke følger det underlige optrin fra klostrets øverste terrasse i et kort stykke tid, men bliver så enige om at hidkalde Andreas.
Den gamle prior sidder netop i møde med Johannes, da Simon braser ind på kontoret og hastigt beskriver det underlige optrin bag klostret.



Både Andreas og Johannes følger straks efter Simon til klostrets terrasse, hvor de stadig kan se de to fremmede mænd, der står og peger i retning af landskabet ret bag klostret. Begge nikker med mellemrum til hinanden – som er de enige om en eller anden hensigt med det forholdsvist flade areal - kun et stenkast fra klostrets fod.
Så går mændene i retning mod fiskerlejet.



Med en ed sætter Johannes kurs mod de to mænd – klar til at udbede sig en forklaring på deres mærkelige fakter i retning af arealet. Andreas må halse efter, mens de unge munke forbliver på terrassen – spændt på det kommende optrin.



Johannes når frem til de to mænd et godt stykke tid før den gamle prior.
Da Andreas endelig når frem, kan Johannes fortælle, at denne unge projektleder er på inspektion på øen sammen med en velhavende byggematador, der har overvejet at investere i et område på øen til nye udstykninger – nu stedet tilsyneladende er blevet så populær blandt borgerne i Windenburg.
Derfor overvejer matadoren, at købe jorden op til klostergrunden – og udstykke det i små parceller til folk fra fastlandet.
Andreas kigger mistroisk på byggematadoren.



Lige inden Andreas skal til at opponere, løfter Johannes sin pegefinger – som for at indikere, at prioren lige skal vente et øjeblik. Diskret, så kun Andreas kan se det, vender Johannes øjnene mod himlen og blinker kort mod klostertårnet lige bag dem. I første omgang forstår Andreas ikke helt meningen.
Johannes giver sig nu til at rose byggematadorens valg af område, for der er da ikke noget skønnere område på øen, end netop her ved klostrets fod, hvor både får, geder og lamaer ynder at græsse.
Det passer nu ikke helt, for alle dyr er vel indhegnet ved avlsbygningerne på den anden side af bakketoppen.



Den gamle prior prøver igen at komme til orde, men Johannes nikker igen mod klostertårnet, imens han fortæller de to mænd om de fortræffelige jordbundsforhold på netop dette sted, hvor vinden ganske vist blæser ganske kraftigt ind fra havet.
Manden løfter det ene øjenbryn og udspørger nu Johannes om de forblæste vindforhold her på øens højeste punkt, som munken nævner - som for at sikre sig, at han har forstået Johannes ret.



Netop i dette øjeblik hiver Gilbert i den første klokkestreng i klostertårnet, så den store hovedklokke giver sig til at ringe ganske højt ud over hele området. Når man står her ret nedenfor tårnet, kan det godt virke som en øredøvende larm fra den store klokke, der også vil kunne høres tydeligt fra det flade areal, som byggematadoren og projektlederen har afmålt.



Begge gæster kikker forbløffet mod klokketårnet.
Fra avlsbygningerne kan man nu høre gederne bræge om kap med den store klokke.
I det samme kommer et hold larmende turister løbende mod dem, mens de spejder mod det høje tårn, hvor nye mindre klokker nu har istemt en af Vilfreds salmer.
Byggematadoren kigger vredt på projektlederen, som trækker undskyldende på skuldrene og slår ud med armene.



Stadig med et tvært og uforstående udtryk i ansigtet henvender byggematadoren sig nu direkte til Johannes, for at høre, hvor langt man skal væk, før man ikke kan høre klokkerne mere.
Johannes vil umiddelbart mene, at man nok skal helt op til sommerhusområdet på øens nordspids, før man er helt fri for lyden af klokkerne.
Klostrets klokker ringer i øvrigt hver anden time, for sådan er det netop i dette kloster, kan Andreas højtideligt fortælle gennem larmen fra klokkespillet– nu helt med på, hvad Johannes mente med hans fakter mod klokketårnet.



At klokkerne så kun sjældent ringer blot en enkelt gang om dagen – og kun hvis ellers Gilbert har tid fra osteproduktionen, er en helt anden historie, som den gamle prior ”desværre” ikke når at fortælle. På det tidspunkt er de to mænd allerede på vej væk fra klostret – den ældste af mændene med ret raske skridt i sin fine habit.



Bag dem er Andreas nu godt tilfreds med, at der hverken blev brug for eliksirer eller urtemedicin denne gang.
Prioren undrer sig til gengæld en del over, hvordan Johannes kunne vide, at Gilbert ville ringe med klokkerne lige nøjagtigt denne dag.

Det bliver et underligt og noget atypisk efterår i klostret, for – udover de daglige gøremål med driften, salgsboden, avlsbygningerne og destilleriet – bliver det en meget stille periode for munkene.
Alt går sin vante gang – og ingen nye tiltag eller investeringer trænger sig på eller skal iværksættes. Ja, munkene sygner nærmest hen i alt for meget fritid og en snigende dovenskab og inaktivitet/ugidelighed.

Bernard og Vilfred har stadig deres bøn og salmer at ty til, men ellers synes mange af de andre munke pludseligt at have ALT for god tid.
Andreas mindes ikke, at det nogensinde i hans tid som prior har været som dette efterår.
Staffeliet, bordfodboldspillet, klaveret, saunaen, kortspillet, svømmebassinet, bogskrivningen – ALT rammes af en sjælden set dovenskab blandt næsten alle munkene – som et afbræk fra mange måneder – ja måske ligefrem år, hvor der hele tiden er sket nye ting og hændelser, som har involveret klostrets beboere.



Nogle af aktiviteterne gennem tiden har munkene selv iværksat – andet er kommet til dem uden deres indflydelse. Men netop denne efterårs-periode sænker der sig en sjælden ro over Sct Marcus klostret.
Naturligvis skal urte- og køkkenhaverne, dyrene i avlsbygningerne, destilleriet og boden stadig passes, men flere af munkene indrømmer gerne, at de nyder dette efterår, hvor der er tid til at slappe af og værdsætte (kloster-)livets stilhed og sjælefred.



Når den ekstra fritid uden gøremål ikke udnyttes til bøn til Herren, er dette direkte sammenligneligt med ren dovenskab i Vilfreds øjne. Det er i hvert tilfælde hans holdning her i efterårets første uger. Men flere munke siger ham dog imod og mener, at det må være Guds vilje, at munkene nu skal have tid til egen fordybelse – og dette udover den allerede afsatte ugedag til isolation og bøn til Herren.
- og man fordyber sig nu engang bedst med lukkede øjne og med ro i kroppen, det er beviseligt, lader Johannes Vilfred vide.



For første gang i al sin tid i klostret, kan Lukas ikke finde på noget som helst at konstruere, reparere eller vedligeholde, for ALT er i tip-top stand. Han oplever ligefrem at ligge i sin seng en hel dag – uden at rejse sig før til aftensmåltidet og bønnen.  Vandbeholderen, som ellers har givet Lukas mange kvaler på det seneste, kører pludseligt helt uden sære lyde, dryppende rør eller lækager.
Af frygt for at have overset noget ildevarslende, tjekker Lukas flere gange de mange rørføringer i klostret – men finder intet galt nogen steder.
Til sidst affinder han sig med, at ALT tilsyneladende er i den skønneste orden.



I fjernsynsrummet falder Simon og Lukas istedet i en gammel TV-serie, hvor alle afsnit vises på skærmen fra midt på formiddagen til langt ud på aftenen. Da de to munke rejser sig fra de bløde lænestole, er de helt ømme i kroppene af den uvante stilling. På gulvet omkring dem står tomme tallerkner og kopper, som de havde medbragt forud med lækkerier til den lange dag foran fjernsynet.



Albert skulle egentlig have bestilt lidt varer til levering og ryddet op i kælderens spisekammer, men han orker det ikke. Ikke engang turen til kilden ved klostrets fod gider han gå. I stedet sætter han sig med en kogebog i opholdsstuen – men falder i søvn på sofaen.





Mod efterårets slutning springer selv Vilfred en bøn eller to over – noget han ellers ikke har gjort, siden han lod sig optage i munkeordenen.
Orglet i kirken er også forbavsende stille i flere uger og strømmen af nye salmer helt ophørt. Kun søndagens gudstjeneste, lidt streger på et maleri af klosterkirken og timerne med konfirmanderne kan han lige samle energi til.
Hvis dette vitterligt ER Guds vilje, har det nu også ramt den gamle munk, som ellers ville have forsvoret, at det kunne overgå ham, når nu han føler sig så nær sin Herre i dette kloster.



Andreas havde planer om at tilse cykeludlejningen og salgsboden på Samlingspladsen – tælle op og gøre status over sommerens ganske udmærkede salg af eliksirer, grøntsager, honning, nektar, oste og lignende. Han giver sig i stedet til at meditere – og synker så dybt ind i sin meditation, at han får teleporteret sig selv ned til avlsbygningerne, hvor Benjamin heldigvis står med ryggen til, da den gamle prior pludselig dukker op bag ham.



Med æblehøsten i hus og de sidste flasker og træfade med æblenektar lagt på lager, falder den ellers standhaftige Bernard også for fristelsen til et par ekstra dage uden gøremål og opgaver. Han beder sin Herre om tilgivelse og tilbringer - til sin egen store overraskelse - megen tid på kammeret over destilleriet de følgende uger.



De to senest ankomne munke i klostret - Gilbert og Sylvian, holder længe fanen højt med nektar- og osteproduktionen. Men omkring tidspunktet for høstgudstjenesten må de begge langsomt men sikkert lade sig indhylle i denne smittende inaktivitet fra de andre munke.
De rimeligt faste besøg af datteren på Samlingspladsen opgiver Sylvian i en periode – og hviler i stedet fødderne i en behagelig fodmassage eller slapper af i de sparsomme solstråler.



Tydeligst skinner denne energi-forladte periode igennem en aften, hvor kun Albert og Bernard er tilstede ved aftensmåltidet. Albert mindes ikke, at denne manglende deltagelse til en fællesspisning nogensinde er overgået munkene, når der er vildsvine-ragout på menuen.
Så forlader de to munke også spisesalen og går hver til sit - hver med en fyldt tallerken i hånden.



Først da allehelgensdag og julens gøremål nærmer sig, kommer munkene langsomt ud af denne trummerum og ”tanke-døs”.
Nu skal sangaftenen på plejecentret og gaverne til børnehjemmet planlægges.  Hos munkene selv følger der også ekstra opgaver og bøn med, når nu jule-måneden nærmer sig.
Midt i december er alt ved det gamle – og alle munke vendt tilbage til deres gøremål og fritidsinteresser.

- eller sagt på en anden måde: Jeg ER nok ved at løbe lidt tør for nye uprøvede ideer!

Det er ikke mange gamle venskaber, som kan bevares, når man lader sig optage i en munkeorden. Det har de fleste munke i Sct Marcus ordenen måttet sande – at livet udenfor alligevel må lukkes ude, når man indtræder i den hellige gerning.
Nu er det ikke HELT så galt med munkene på øen, som trods alt har en snert af kontakt til omverdenen på flere måder – og bestemt ikke kan sammenlignes direkte med mange andre afsondrede klostermunke.

På en bakkekam nogle kilometer fra Munkenes ø ligger det prægtige gamle slot Chateau von Winden, som har været i den samme families eje igennem mange hundrede år. Fra slægtsled til slægtsled har familien von Winden været en central del af området og byens kendte omdrejningspunkt – og med direkte kontakt til andre grever og baroner.
Von Winden slottet har givet navn til hele baroniet og den største af byerne i området, hvor Munkenes Ø også hører under.



I sine unge dage som forretningsmand havde Andreas et kort men nært venskab til den unge slotssøn, som Andreas hjalp med nogle yderst heldige investeringer.
De så hinanden jævnligt gennem nogle år, men deres venskab ophørte naturligt og lige så stille af sig selv, da Andreas valgte munkegerningen frem for et stresset liv i forretningsverdenen.





Siden så de ikke noget til hinanden udover nogle ganske få og korte tilfældige møder på markedspladsen, hvor de kort udvekslede nyheder fra livet – Andreas som munk og sidenhen også prior - og baronen som sønnen på slottet, som sidenhen overtog efter sin fader, da den gamle baron gik bort.

Andreas blev ved hvert møde på markedspladsen inviteret på besøg på slottet, men han har aldrig fået taget sig sammen til at genoptage kontakten til baronen, som nu har været familiens overhoved gennem nogle år.
Måske skyldes det benovelsen over dette venskab og kontakten til denne von Winden-familie, der færdes hjemmevant i landets royale kredse – måske har det bare ikke rigtigt været det rette tidspunkt for Andreas.



Nu har klostrets prior dog modtaget en skriftlig invitation til at besøge den gamle baron – en venlig men utvetydig anmodning om at aflægge von Winden slottet et besøg.
Som baronen formulerer det i brevet, har han brug for et godt råd fra en mand udenfor slottets normale omgangskreds – og som han kan stole på.
Derfor beder baronen Andreas om at henvende sig på slottet, så snart prioren finder det muligt.



Baronens ærinde og grunden til, at han har hidkaldt klostrets prior og gamle ven Andreas er, at de tre af familiens fire arvinger længe har levet i indædt kamp om at overtage slottet, når baronen selv går bort.
Det er som om, at disse børn allerede HAR begravet den gamle baron. Sådan formulerer han det i brevet til Andreas.

Kun den yngste af de fire børn, som hans afdøde kone skænkede ham gennem hendes alt for korte liv, har ikke taget del i denne fortærende galskab, som baronen beskriver det.
Snarere tværtimod er den yngste søn nærmest baronens eneste fortrolige på slottet - og altid glad for faderens selskab og store viden om slots-drift.



Man skal også tage i betragtning, at baronen ganske vist er godt oppe i årene på nuværende tidspunkt, men ellers vurderer han sig selv som en sund og rask ældre herre – uden de helt store skavanker.
På den måde virker det lidt voldsomt, at de tre ældste arvinger allerede skændes om at blive den næste baron på slottet ved Windenburg – som var baronen allerede død og begravet.



I brevet søger den gamle baron råd hos Andreas – som en gammel ven uden fordomme og holdninger til von Winden familiens anliggender. Derfor er det baronens håb og ønske, at Andreas netop KAN give hans uforbeholdne og ærlige mening om disse uheldige omstændigheder i slotsfamilien.
Som baronen udtrykker det i det flere sider lange brev, kunne han såmænd finde på at testamentere slottet og alle tilstødende anliggender til en anden – bare for at slippe for yderligere skærmydsler mellem sine børn.



Da Andreas nærmer sig slottet her mange år efter, husker han tydeligt sin egen ærefrygt, da han skulle møde baronen for første gang i dette imposante bygningsværk. Han erindrer, hvordan han længe blot stod og kiggede op på de høje tårne og det flotte bindingsværk – og nærmest tabte pusten over dets prægtighed – som et kald fra en svunden tid, hvor herskab, riddere og skønjomfruer gik i slottets gange.



Nu står den gamle prior her igen – ganske vist i en anden tid og med et andet ærinde, men Andreas bliver på samme måde overvældet af familien von Windens pragtfulde residens, der tårner sig op foran ham.
Andreas banker på den massive dør – og modtages straks af husets overtjener, der følger ham til baronens kontor, hvor hans gamle bekendte bestemt også har forandret sig siden deres unge dage sammen.



Bag skrivebordet i det store kontor fylder den gamle baron ikke meget.
De to gamle venner hilser ærbødigt på hinanden og Andreas forærer baronen et par flasker nektar fra munkenes destilleri, som Andreas har medbragt.
Med en tak for betænkeligheden henviser baronen Andreas til at tage plads ved skrivebordet.
Så udveksler de lidt floskler om vind og vejr – og hvor længe det er siden, at de senest mødtes på Markedspladsen.
Imens skænker baronen af sin egen aftapning fra den store vinkælder, som Andreas godt husker fra deres unge dage.
Som to frejdige ungersvende frekventerede de da engang imellem den fyldte kælder.



Straks deres glas er fyldt, rømmer baronen sig og fortæller nu den gamle prior om hans kvaler med de tre arvinger, der jo nærmest stræber ham efter livet.
Baronen gentager også fra ordene i brevet, hvordan han er ved at opgive det hele – og da i en kort vildfarelse overvejede at forære slottet og alt tilhørende gods til kirken – blot for at slippe for disse enerverende intriger og uoverensstemmelser mellem arvingerne.



Selvom det da VILLE være en anseelig formue, som ved den beslutning skulle tilgå kirken – og sikkert også ville dryppe lidt af på ø-klostret, råder Andreas nu alligevel baronen til at tænke sig om en ekstra gang.
- og baronen ved jo kun alt for godt, at det ikke er den rette løsning – at han må blive i sin gerning som slottets herre, men SAMTIDIG finde en god løsning for slottets fire arvinger.



De to mænd fortsætter snakken over et overdådigt aften-måltid i spisesalen, hvor der også bliver plads til lidt minder fra deres yngre dage.
Aftenen slutter i den store pejsestue. Foran den knitrende ild falder de sidste detaljer for en god løsning endeligt på plads.



Ved deres afsked takker baronen Andreas for hans visdom, indsigt og gode forslag – og tilskynder Andreas til at kigge indenom slottet igen snarest.
Ja, for baronens skyld kunne Andreas såmænd invitere ALLE munke i klostret med på denne visit.
Det lover Andreas.



Nogle dage senere modtager munkene et par kasser af den bedste von Winden vin, som slotskælderen kunne tilvejebringe.

Mon ikke den sidste arving tilgodeses, da baronen tilretter sit testamente ganske betydeligt i de følgende uger?
- Og i øvrigt lever baronen et langt liv og går først bort som 97 årig – længe efter de tre af arvingernes håb og drømme.

Bemærk, hvordan jeg IGEN – og ganske tilfældigt naturligvis – får drejet en historie i slotsretningen – Ha ha!!

Nu fremgår det ikke særligt tydeligt på billederne, men I BURDE virkelig give dette slot et kig, for det er ganske fantastisk i sin opbygning og indretning. Specielt brugen af platforme er visse steder forrygende. Slottet ligger på Galleriet som ”Peles Castle” og er simpelthen mageløst.

Smid det på en 64 x 64 grund og tag en tur rundt i bygningen, hvor der er mange kreative løsninger.
Jeg har naturligvis bygget lidt om og til i min version, for jeg havde ikke alle de nødvendige pakker – blandt andet i kælderen, hvor nektar-mulighederne naturligvis skulle indgå i vinkælderen, men også forskelligt tidsfordriv er tilføjet forskellige steder, så greven kan få et mere aktivt liv.

Det er faktisk et af de steder, hvor jeg godt kunne tænke mig en tilføjelse til spillet, så der kom flere fritidsaktiviteter. (Jeg ved godt, at der allerede er en del!).

Fint nok, selv om jeg ikke har lyst til at spille på så store grunde. Er det bygget med slotspakken, kan jeg ikke bruge det, for den har jeg ikke.

Ja jeg tænkte jo nok du havde hentet slottet et ellers andet sted i galleriet
Det er et imponerende bygningsværk.

Jeg er heller ikke så vild med alt for store grunde. Der er alt for mange rum at holde styr på efter min smag, men jeg kan godt føle en vis beundring for dem der kan gennemføre så store bygninger.

Lige præcis MonaSolstraale - beundring kommer ofte til mig, når jeg futter rundt på galleriet og Youtube.
Der er så utroligt mange super dygtige og kreative "arkitekter og konstruktører" derude.

Apropos snakken om antal af rum ovenfor:
Sådan noget med grundstørrelser er jo også lidt individuelt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt særligt lang tid på mindre grunde, inden jeg følte mig begrænset. Det hænger jo naturligt sammen med lysten til at ud- og tilbygge eksisterende grunde - en af mine største fornøjelser i spillet.
På de mindre grunde støder jeg i hvert tilfælde ofte på grundenes ydre kanter/begrænsninger - selvom jeg jo godt kan se, at der er noget mere bekvemt og logistisk smartere med små grunde.

Denne tilbygnings-iver gælder iøvrigt også med dette kloster, som jeg jo også fandt på Galleriet - og straks måtte ombygge.
På det tidspunkt var der kun et enkelt kælderrum, men i min munke-historie her blev det hurtigt til flere.
Til sidst var det en fuldt udbygget kælder - og med et enkelt rum i en etage endnu længere nede i kælder-mulighederne
(Det tidligere tv-rum, som sidenhen blev flyttet på 1. sal, da der blev tilbygget senest).

På et senere tidspunkt i min munkehistorie får jeg brug for et nyt kloster (teaser!).
Til det formål var min oprindelige plan, at udnytte "udjævne terræn" muligheden i spillet - bare trykke på denne valgmulighed og se det hele flade sig smukt ud på skærmen foran mig.
Tanken var, at stueplan ville ende med at være i "jordhøjde" og kælderen lige nedenunder.
Men sådan skulle det ikke gå - sikkert fordi klostret jo oprindeligt er bygget rigtigt fint på en bakketop - og deraf med flere levels/etager udover selve kælder, stue, første sal osv.
Samtidig viste jeg godt, at et eller andet uforklarligt var gået galt i min fortløbende tilbygningstrang - som om "noget" var gået galt på et tidspunkt, der fik mit spil til at låse uopretteligt engang imellem.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, men grunden og alle rummene lod sig simpelthen IKKE sænke til det ønskede niveau - ikke på den smarte/nemme måde i hvert tilfælde.
Dermed blev jeg tvunget til at gemme hvert enkelt rum for sig - starte et helt nyt spil op - og genplacere alle rum, som de var.
Noget af en krævende opgave, når jeg nu opdagede, at jeg havde over 100 rum på grunden - inkl gangafsnit, karnapper og lignende, som skulle gemmes et ad gangen - for derefter at blive indsat på en ny grund - et ad gangen!!

Her og nu er jeg sådan nogenlunde midtvejs i denne store "rum-flytning" og genindretning.
Men det er jo også rart at have lidt tidsfordriv i disse påske-fridage

Jeg tror, det skyldes måden, det er bygget på. For jeg har det modsatte problem, nemlig at jeg godt ville hæve et hus lidt for at få bare et lille fundament under, men når jeg gør det, løfter hele huset sig op i luften så der bliver en luftlomme nedenunder, og man får ikke fundamentet.

Ha ha - ja det er jo nærmest lige så uheldigt.
Jeg synes nu heller ikke altid dette grund-værktøj er supernemt at bruge - skaber ofte forkert hæve-/sænke-resultater her hos mig.

Jeg tror, at man netop skal være lige så heldig/dygtig i dit tilfælde Simsister.
Kunne det hjælpe, hvis man hævede selve fundamentet på huset først - og derefter hævede terrænet?
Jeg har også fundet ud af, at Moveobject har stor indflydelse på resultatet.
Bruger man MCCC, skal man sikre sig, at man har slået moveobjects fra i visse tilfælde.

- og det ER jo også lidt en falliterklæring, at sænke dette smukt indrettede kloster til grundniveau, når skråningen/bakken netop var en af de væsentligste årsager til, at jeg valgte netop dette kloster fra Galleriet frem for andre alternativer (Det skal dog nævnes, at nonnerne på fastlandet bor i et andet kloster, som jeg heller ikke kunne stå for! ).
Det har bare vist sig, at der er ALT for meget spildplads på grunden, når der også skal være plads til selve bakken/skråningen.

Derfor netop tanken med at sænke det hele til grundplan - og så udnytte den ekstra plads.
Nu må vi se, hvor det hele ender. Foreløbigt har jeg konstateret, at min lille fejl med låst spil er fulgt med til den nye grund og det er da herre-irriterende.

Nogle hyggelige påske-ferie-timer senere nærmer klostret sig sit nye udseende - med god brug af borg-kittet iøvrigt, som sjovt nok passede fint i stilen med det nye/kommende kloster, hvor der også er bygget en del om og til rundt omkring på grunden.
Bemærk, at jeg endelig er ved at være færdig med ombygningen, hvor alle rum er flyttet til "grundplan" - og IKKE længere ligger på en stor uhensigtsmæssig bakke.
Det har også medført en lang bedre logistik på grunden - og hurra for det, for det VAR godt nok et irritationsmoment.
- og så blev der jo heldigvis plads til lidt nye bygninger udover den gamle centrale del af klostret, som stadig er bevaret nogenlunde i sin tidligere form.
Bygningen længst til venstre indeholder eks bryggeri i stueplan og 3 spartanske udlejningsværelser på første sal.

Så snart jeg er HELT færdig, må jeg naturligvis føre mine munke og denne fortælling til dette nye kloster.
Tanken er også, at prøve udlejnings-muligheden, hvis jeg kan gennemskue brugen af det.
Lad os se, hvad jeg finder på.

Nu er det jo ikke sådan, at munkene i Sct Marcus klostret er opdelt i faste alderstrin eller grupper – snarere tværtimod, for her kan alle snakke og hjælpe hinanden på tværs af alderskel og interesser. Men det falder nu engang den gamle prior det mest naturligt, hvis han SKULLE komme i tvivl eller vil høre andres mening, at han søger sine svar blandt de andre ældre munke som Vilfred, Johannes eller endog den senest ankomne Gilbert i ny og næ.





På samme måde er det også helt naturligt, at de yngste munke søger hinanden – ikke mindst på aftencykelturene til Samlingspladsen, hvor de ofte stadig mødes, når dagens opgaver er tilendebragt – hvis de da ikke bare samles over et spil kort, bordfodbold, hesteskokast eller lignende i klostret.
Med Philip som den yngste i denne aldersgruppe, føles det også helt normalt, at både Lukas, Benjamin, Simon, Jakob og Peter søger dette selskab.



Og så er der endelig en midaldrende gruppe med Bernard, Sylvian og Albert, der også har tendens til at søge hinandens selskab og inspiration.
Med sin rolle som klostrets køkkenleder er Albert også at finde blandt de ældste munke engang imellem.



Med haven som samlende interesse, er der dog også et stort og varmt venskab mellem den unge Simon og den ældre Johannes, som gerne deler af sin viden om havebrug - og de senere år også botanik, urtemedicin og eliksirer.
Seancebordet har Simon stålsat holdt sig langt væk fra, for han kan slet ikke forenes med tanken om noget som helst midt imellem livet og døden.
Så lige den del af den gamle munks viden må han holde for sig selv.



I klostret er der også et nyt og stærkt venskab med udgangspunkt i Gilbert og Sylvians fælles interesser for de mange ostevarianter.



- eller Vilfred og Bernards fælles passion for alskens salmer og kirkesang, som alle går på tværs af disse uskrevne aldersskel.



- Og sådan indgår hver enkelt munk i årets og klostrets cyklus – som en stor velfungerende enhed, som får hjulene til at snurre og klostret til at udvikle sig.
Sådan har det fungeret i mange år efterhånden – måske stærkest i tiden efter Andreas’ forgænger Emanuel gik bort og Andreas selv overtog gerningen som den nye prior.
Lidet er munkene vidende om, at der snart vil komme store forandringer til dem alle.
Først er der dog lige en fødselsdag, som skal fejres.



Med tiden er der en del af de unge munke, som efterhånden nærmer sig en ubevidst men skælsættende aldersstatus i klostret.
Lukas er den første blandt de unge munke, som fejrer en ganske speciel rund fødselsdag og faktisk kommer i en alder, hvor han i munkenes ubevidste alderssammensætning KUNNE være FOR gammel til de unge munkes omgangskreds og måske burde søge venskab og tilhør til de midaldrende munke.
Sådan KUNNE man godt tolke denne runde dag, der er den første af sin art med Andreas som prior.



Klostrets dygtige håndværker og alt-mulig-mand føler sig dog stadig tæt knyttet til de unge munke - og Lukas vælger derfor, at opretholde sit foretrukne venskab og naturlige vennekreds blandt de unge munke – i hvert tilfælde indtil videre - for Lukas føler sig stadig ung og fuld af gå-på-mod og med lyst til munkelivets udfordringer og opgaver.

Lukas må naturligvis igennem alle de kendte fødselsdagsritualer - og bliver da glædeligt overrasket, da han opdager, at den gode mad fra køkkenet denne dag er frembragt af hans slægtning Pierre fra vinslottet (se afsnit den 11.04.23), der har taget den lange tur til Munkenes Ø - blot for at fejre den runde dag med Lukas.





Efter hovedmåltidet får de to en kort snak om familiens ve og vel - og Pierre hilser fra vinslottets andre beboere, inden han går tilbage til køkkenet for at servere dagens dessert.



Blandt gaverne fra munkebrødrene er en bog om avanceret teknik og en skitse til opgradering af husstandsvindmøller, som Jakob har fremskaffet.





Ved fødselsdagen slår den gamle prior på sit glas og holder en spontan og fin tale for Lukas – noget Andreas ellers ikke normalt har praktiseret, når der er fødselsdage i klostret. Men Andreas synes nu alligevel, at Lukas gennem tiden har betydet rigtigt meget for klostrets drift – sådan lige en lille smule mere end mange af de andre munke – uden at han kan definere denne pludselige holdning nærmere.

Han nævner det heller ikke i talen, hvor han i stedet roser Lukas for sine håndværksmæssige evner, sin store mekaniske viden og sin interesse i at istandsætte, udskifte, vedligeholde og reparere nærmest ALT i Sct Marcus klostret.
Han nævner også, at det er vigtigt for unge munke, at finde deres vej i livet og tilegne sig nogle sunde færdigheder.
Den gamle prior mener nu nok, at Lukas allerede er godt på vej til at finde sit kald – og de andre munke nikker samstemmende.
Andreas slutter med en henvisning til, at Lukas er klostrets første munk, som runder netop dette ”skarpe hjørne”, men at flere er på vej i de kommende år.
Så rejser han sig og fylder sit glas i nektar-bowlen, så han kan udbringe et trefoldigt leve for dagens fødselar.



Inden han hæver sit glas til en skål, kigger den gamle prior rundt blandt de deltagende munke ved bordet. Mens han kigger rundt, slår det Andreas, hvor heldig han egentlig er som prior for netop dette sydlandske kloster, hvor alle har deres egne interesser og færdigheder.
Således er Jakob jo søgt i skrivningens retning, Peter passer fiskeriet fra det lille fiskerleje, Simon alle deres planter i urte- og køkkenhaven og Benjamin den voksende mængde af dyr, som efterhånden hører til i klostrets avlsbygninger.
Jo, de unge munke er godt på vej i deres individuelle liv – og alligevel hjælpsom på andre opgaver i Sct Marcus ordenen.
- Og sådan skal det nok også gå for Philip, når han nu snart skal starte på en videregående uddannelse og vælge SIN retning.



Da Andreas sætter sig på sengen om aftenen, bestemmer han sig for, at han fremover vil gøre det til en fast tradition, at han holder en lille tale for fødselaren, når der er runde fødselsdage i iblandt klostermunkene.
Inden han falder helt hen, slår det Andreas, at denne arbejdsomme munk og dagens fødselar nok ville have haft sin egen kernefamilie og et fast arbejde som håndværker på nuværende tidspunkt, hvis han boede udenfor klostrets mure.
Med et taknemmeligt træk på skuldrene vender den gamle sig om i sengen og falder snart i en rolig søvn.

I skal lige have dette billede med fra fødselsdagen, for lige pludselig dukkede denne kendis op iblandt munkene - som ud af ingenting og udenom gæstelisten.
Beklager mit udtryk, men den første tanke var, at det lignede en gammel stripper på en polterabend eller netop rund fødselsdag blandt mænd.  
Ikke at jeg har oplevet dette nogensinde, men jeg troede egentligt, at jeg havde låst klostrets yderdøre for fremmede - og alligevel sneg hun sig ind i selskabet - tøhø.

Den gamle prior verfede hende naturligvis ud igen, INDEN hun nåede at blive en del af historien - også selvom Johannes skuler genkendeligt efter hende på billedet

Ja, men meget fin historie alligevel. Tak for det.

Angående uinviterede gæster synes jeg ofte det sker i mit spil. Heldigvis er det let at få dem til at forlade stedet igen.
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Den tætsiddende kjole virker næsten vulgær og klæder absolut ikke den omfangsrige dame

Jeg kunne nu godt tænke mig en "verfe ud med det wuns"-funktion i spillet.
Vulgær er det helt rette ord MonaSolstraale - tak for det

MCCC har heldigvis den verfe væk funktion. Jeg bruger den hele tiden.

Det har spillet også: Send hjem, og det virker.

Det har du ret i Simsister.
Jeg synes bare, at de ubudne gæster godt kan være lidt lang tid om at komme afsted - som om, at de liiiige skal have det sidste med.
Ved "verfe ud" skulle de dreje rundt på hælen og forsvinde.
Så kunne "sende hjem" istedet gælde for gæster, som var velkommen - men måske netop blev hængende lidt FOR længe.
Der skulle måske ligefrem være en "bede mindeligt om at gå", hvor simmeren ikke blev fornærmet?!

Jeg må virkelig hellere få kigget på den video MonaSolstraale

Åh, når først dagens opgaver er overstået og Andreas kan sætte sig i gyngestolen, så KAN han næsten ikke ønske sig mere – slet ikke, når han får en af de unge munke til at rykke gyngestolen ud under åben himmel og temperaturerne ikke er ALT for høje for den gamle munk.
Det sker ofte, at han i en stille stund funderer over verden omkring ham, munkenes gerning og deres opgave i forhold til samfundet udenfor eller hans opgave som klostrets prior.
- Eller måske andre dybsindige tanker, som kommer til ham i disse afslappende stunder.



Tankerne fører ikke så sjældent til en overbevisning om, at han har gjort det ganske godt som leder af Sct Marcus ordenen – at munkene i fællesskab har opnået gode resultater for klostret og Sct Marcus ordenen – både med det store svømmebassin, boden på Samlingspladsen, avlsbygningen, destilleriet og deres osteproduktion.
Andreas mener nu nok, at de har klaret det udmærket – sådan på et jævnt niveau, hvor alle har været med og budt ind med viden og ressourcer.
Jo, han kan nok være tilfreds – og samtidig glæde sig over, at deres opgaver som munke i lokalsamfundet nu hviler trygt og godt i hverdagens fordelinger blandt de trods alt rimeligt arbejdsomme munke.



Udover et enkelt besøg for et par år siden, har områdets biskop ikke besøgt Sct Marcus klostret nogensinde. Dengang drejede det sig som bekendt om en missionsrejse til Sulani-øerne, som Johannes blev sendt på – med et skuffende udbytte for biskoppens vedkommende (se indslag 04.04.23).
Nu meddeler biskoppens sekretær, at den gejstlige igen agter sig på besøg hos munkene på øen, for biskoppen har vigtige ting på sinde, som vil få indflydelse på munkenes hverdag fremover.
Sådan fortæller sekretæren i telefonen til Andreas.



Andreas og munkene bliver ganske vist noget urolige, men den gamle prior kan jo ikke se, at munkene IKKE har opfyldt deres forpligtelser i området – hverken hvad angår deres agt for Herren eller indflydelse på lokalsamfundet, hvor Andreas jo netop synes, at de har gjort en forskel for beoerne på øen og i Windenburg.

Der bliver stor ståhej i klostret frem mod biskoppens besøg, for denne gang vælger Andreas at skjule de fleste af deres bekvemmeligheder og behagelige indretning af det gamle kloster. Det er en ikke helt nem opgave med de mange ting og genstande, som de enten må fjerne eller skjule frem mod den gejstliges kommende besøg i klostret.
Det hænder da, at et par munke går lidt i stå, når de mange spil i klostret skal pakkes sammen.



Først de sidste dage før besøget ligner klostret næsten et helt normalt fungerende munkekloster. Retningen for biskoppen besøg er også nøje planlagt – hvor biskoppen skal modtages og hvilken vej han skal føres gennem klostret frem mod Andreas’ kontor.

Albert har forberedt en helt speciel og udsøgt menu, for rygtet vil vide, at biskoppen er meget glad for god mad og nektar. For en gang skyld må Benjamin acceptere, at et par høns må lade livet, så Albert kan frembringe en god og nærende hovedret til biskoppen.



Man kan tydeligt mærke spændingen blandt munkene – alle spændte på årsagen til biskoppens pludselige ærinde på øen.
Når de mødes, udveksles tanker og holdninger til den gejstliges snarlige besøg.
Udover Jakob, som mødte biskoppen under sine studier, Albert, som kender den gejstlige fra den hemmelige loge (se indlæg den 02.12.23) og Johannes og Andreas selv, er der ikke andre blandt brødrene, der har set eller hilst på biskoppen før.
Egentlig havde munkene også helst været foruden, for Sct Marcus ordenens brødre lever et fint og afbalanceret liv på Windenburg øen – og sådan et besøg varsler desværre ofte forandringer eller nye retninger for munkestanden, har erfaringerne fra andre klostre indikeret.



Det bliver et forholdsvist langt møde mellem biskoppen og Andreas. Længe er døren til kloster-kontoret lukket – og ingen lyd trænger ud gennem den tunge dør eller tykke mure. Heller ikke, hvis man lægger øret helt ind til døren, erfarer Lukas på munkenes vegne.
Så de må vente med tålmodighed, mens mørket langsomt sænker sig over klostret.



I opholdsstuen gisnes der om biskoppens ærinde – og jo længere tiden går, jo værre og mere gennemgribende bliver munkenes forudsigelser.



Da de første klare stjerner viser sig på himmelen over dem, går døren endelig op og biskoppen går mod porten med raske skridt - uden tegn på et farvel til de andre munke.
Det er en rystet Andreas, der når at takke biskoppen for besøget – og straks vender sig mod sine munkebrødre med bedrøvede øjne, så snart porten til klostret lukker bag deres gæst.
Så kalder han til samling i spisesalen næste morgen, hvor han vil fortælle om biskoppernes fremtidsplaner.



Straks alle munke er samlet fra klostret, destilleriet, osteriet og avlsbygningerne, fortæller Andreas om direktiverne for Sct Marcus munkenes fremtid.
Med en nylig beslutning i Biskoppernes Fællesråd har landets øverste gejstlige organ besluttet, at Sct Marcus munkene straks skal forlade deres kloster på Windenburg-øen og overflyttes til et ældre kloster længere inde på fastlandet – kendt i munkekredse som ”Det gamle kloster i bjergene”.



Klostret, som netop ligger noget afsondret fra omverden i bjergrige egne – ikke langt fra det oste-stinkende kloster med produktion af ildelugtende gedeost (se indlæg den 03.12.23), skal være nyt hovedsæde for biskoppen selv.
Med biskoppernes afgørelse bliver det Sct Marcus munkenes vigtigste overordnede opgave, at tilgodese og varetage alle biskoppens ønsker og interesser.



Imens Andreas beskriver deres nye opgave og logi for munkene, er der flere brødre i rummet som nikker bekræftende: Jo, det kloster kender de kun alt for godt. Flere af de tilstedeværende munke kan også bekræfte, at de selv har fået tilbudt netop dette kloster som destination, når de har søgt optagelse i munkestandene i landet. Men alle har takket nej til dette tilbud – alene på grund af klostrets afsides beliggenhed, så vidt munkene fra kloster-øen har kendskab til det.

Måske er det netop derfor, at dette kloster i dag står ubenyttet hen?
Måske har det ligefrem haft indflydelse på biskoppernes beslutning?
Måske har byggematadoren gode forbindelser til den hemmelige loges ledere?
- eller endog Biskoppernes Fællesråd?
Tankerne er mange omkring spisebordet denne morgen.



Med flytningen har biskoppen varslet, at Andreas vil få ansvaret for en større flok af munke, som vil støde til Sct Marcus ordenen, når munkene fra øen har etableret sig i det nye kloster.
Det er Andreas bestemt ikke tryg ved eller overhovedet interesseret i, men han ved jo godt, at der ikke er noget at gøre, når først Biskoppernes Fællesråd har bestemt det sådan.



De fleste af Sct Marcus ordenens munke er mildest talt forundrede over denne nye og pludselige udvikling i deres liv, mens Benjamin er fuldstændig frustreret og grådkvalt over, at skulle forlade sin dyreflok og ikke mindst flytte længere væk fra Julienne – netop nu, hvor han VAR ved at gøre op med tanken om et liv udenfor klostret.
Når munkene nu skal flytte flere hundrede kilometer væk, kommer han også længere væk fra den smukke nonne og hans fremtidsplaner – og det frustrerer ham meget.
Straks han er tilbage på sit kammer i avlsbygningen, tænker han længe over sin egen og munkenes skæbne.



At biskoppen har takket Sct Marcus munkene for deres virke i Windenburg på mødet med Andreas – og rost dem for deres forbilledlige indsats, er kun en ringe trøst for en lille flok af munke, der nu alle skal finde nyt logi – langt væk fra deres virke i Windenburg-området.
Men der er ikke så meget andet at gøre for Andreas og hans munkebrødre, end at planlægge den store flytning, som den gamle prior har lovet biskoppen, straks vil blive iværksat.

Alt inventar og alle deres private ting skal så vidt muligt flyttes med, for bygningerne i deres kommende logi i det gamle bjergkloster er ikke særligt møbleret, som det står hen i øjeblikket – forladt og forsømt.
De fleste af dyrene i avlsbygningen skal blive tilbage – til en foreløbig usikker skæbne. Sådan har biskopperne dikteret.
Kirken, osteriet, destilleriet, boden på Samlingspladsen og det store svømmebassin skal munkene også efterlade til senere brug.









Biskoppen har dog lovet, at der også er tomme og uudnyttede bygninger ved det nye kloster. Så MÅSKE kan Sct Marcus munkene genoptage visse af deres sysler, når de når frem – HVIS det behager biskoppen.

Når munkene skuer ud over deres bygninger og inventar, er det en ganske anseelig flytteopgave, som venter forude – og som kommer til at kræve meget af hver enkelt munk i mange uger fremover.
Lukas’ maskiner i Teknikrummet skal ligefrem skilles ad, for at komme op ad den smalle trappe til kælderrummet i Det hellige tårn.
Det sidste han fremstiller på fabrikatoren, er en smal lift, som kan løfte de tungeste genstande op ad trappen.
Andreas har dog lovet Lukas, at der bliver mere plads til maskinerne i det nye kloster.



Det, der smerter den gamle prior mest er, at munkene må efterlade de forhenværende priorer af Sct Marcus ordenen i gravkammeret og på kirkegården nedenfor klostret. Selv hans forgænger Emanuel ligger jo stadig på den bedste plads i kælderens gravkammer – men vil nu blive efterladt til klostrets nye beboere.



Lige nøjagtig denne aften er der mange munke, som beder en ekstra bøn til Herren, inden de lægger sig i en urolig søvn.

Biskoppens overraskende besked til munkene har hjulpet – eller måske nærmere presset - Benjamin til at tage en endelig beslutning om sin fremtid. At skulle forlade sine kære dyr er en meget tung handling, som Benjamin har det meget svært med, når han nu holder så meget af dem alle sammen.



Ja, Benjamin er nærmest af den overbevisning, at dyrene ligefrem har holdt på hans gerning som munk – at han nok havde forladt Sct Marcus ordenen længe før, hvis det ikke havde været for hverdagen med alle dyrene i og omkring klostret og avlsbygningerne.



Når den unge munk nu ikke skal være sammen med dyrene længere – tvunget af biskoppernes beslutning, MÅ Benjamin skrive det brev færdigt, som han har haft i sine tanker så utroligt mange gange på det seneste.
I sin lille bog med digte er Benjamin flere gange begyndt på et brev til Julienne – for kun at fortryde sine ordvalg og revet endnu en side ud af bogen. På den måde er bogen blevet tyndere og tyndere for hver side, der er forsvundet.



Men nu MÅ Benjamin tage sig sammen og vælge de rette ord – eller måske nøjes med det, som han kan finde på. Det er måske også lige meget, HVAD han får skrevet – bare Julienne forstår indholdet og hans beslutning om at søge livet med hende.
Han må også se bort fra enhver forsigtighed, for Julienne SKAL have hans brev i hånden, inden munkene forlader øen.

Straks roen sænker sig over avlsbygningerne, sætter den unge munk sig for måske sidste gang til det lille bord og finder sin bog med digte frem.
Igen slår han op på sidste side og begynder på brevet til Julienne.