Munkene på øen

Munkene i klostret nyder alle et godt kortspil – og visse af kortspillerne er mere erfarne, heldige eller snu end andre.
Munkene spiller naturligvis ikke om penge, men lader i stedet deres små privilegier være på højkant.
På den måde har Andreas tabt retten til sin gode havudsigt i det bedste værelse for en måneds tid. Til gengæld vandt han senest retten til at sidde nærmest ved gryden ved aftensmaden - og får derfor også af den varme mad som den første. Det plejer at være kokken selv, som har den fornøjelse, men en uheldig hånd i et spil med store indsatser, må Albert erkende, at han mister dette privilegie for en tid.



På samme vis mister Lukas sin computer i nogle uger. I stedet vinder han råderetten over klostrets gamle musikanlæg fra Vilfred.
For en stund er barokmusik afløst af mere nutidige toner.



Jakob er en lidenskabelig spiller - og en ualmindelig dårlig taber. Også han må en ekstra gang i sansehaven, for at meditere, da al kontakt med hønsene for en periode spilles i hænderne på Albert.



- og Albert er ikke sen til at udvælge sig en ekstra lækker og bred høne i hønsehuset til en kommende suppeaften.
De kommende dage sikrer Albert sig, at netop den udvalgte høne kommer først til foderet og nogle ekstra godbidder, inden de andre høns får adgang til truget.
Inden kokken når at tage livet af hønen, overgår pasningen af hønsene til broder Peter - klostrets ivrige lystfisker, som skyndsomt lukker hønen ind i hønsehuset.



Sådan holdes spillelysten vedlige - om ikke andet, så for at de forskellige privilegier kan komme tilbage til deres retmæssige "ejere" gennem dette fornøjelige tidsfordriv.

Udover årets andre mindre fejringer og munkenes fødselsdage er de kirkelige højtider naturligvis en vigtig del af årets cyklus i et kloster.
For Vilfred er kirkehøjtiderne de bedste perioder på året, for her føler han sig meget nærmere på gud den almægtige – at herren i det høje ikke føles helt så langt væk på disse årstider, som normalt i hverdagenes trummerum.
Samtidig er de kirkelige højtidshandlinger en helt oplagt måde at minde munkene om Guds tilstedeværelse.
Det kunne de ind imellem godt have behov for i Vilfreds øjne.

Allerede fra de første december-dage er Vilfred ofte at finde ved det store alter i kirken, hvor han beder for sine munke-brødre og sender bønner til herren om Marcus ordenens bestående.

Modsat kan man da ikke afvise, at de andre munke gladeligt lader den religiøse Vilfred gå forrest, når der netop er disse specielle dage og perioder i løbet af året. Så slipper de selv for at gøre så meget mere end det, som de plejer at tage sig til.



Som med enhver anden tradition går julehøjtiden i klostret langt tilbage – og medfører naturligvis ekstra sammenkomster, hvor munkene fejrer Jesus-barnets fødsel.
De unge munke pynter op til jul overalt i klostret - og alle munkene samles til ekstra julemesser i klostrets lille messesal, hvor de mødes og beder til herren.



Udover advents-søndage mødes næsten alle munke rimeligt fast til bøn to gange dagligt i selve juleugen. Så meget tid med bønner sker heldigvis kun i denne ene uge om året.



I dagene op til juleaften nyder andre institutioner i området godt af munkenes tilstedeværelse ved Windenburg. Den tredje søndag i advent byder traditionen, at en lille gruppe af munkene besøger det lokale plejecenter. Udover en veltilberedt middag, som plejecentrets køkken har stået for, synger munkene et par udvalgte julesalmer for de fremmødte beboere. Munkene var egentlig helst denne begivenhed foruden, men nu har denne eftermiddag med sang på plejecentret været en evigt tilbagevendende aftale - og Vilfred skal nok se til, at munkene holder, hvad de har lovet rundt omkring i sognet.



Som afslutning på dagen læser Andreas et par kapitler fra juleevangeliet, mens Vilfred underbygger teksten med et sagte lydbillede på plejecentrets keyboard.



Med Vilfreds veludviklede skægvækst – det mest prægtige skæg blandt munkene, har han næsten på samme vis fornøjelsen af at agere julemand for børnehjemmet i Windenburg, som hvert år får besøg af et par munke fra klostret.
Munkene har købt forskellige pakker fra en del af overskuddet i kirkebøssen, så hvert barn på hjemmet får sig en mindre gave til julen.



For Vilfred er denne dag helt speciel – og en væsentlig årsag til, at skægvæksten helst skal holdes lidt længere end på alle andre af klostrets beboere. Dermed er han sikker på, at julemands-tjansen på børnehjemmet også tilfalder ham det følgende år.
Der HAR været spæde forsøg på at overtale ham til at lade sig barbere, men Vilfred holder fast – både fordi han dermed er sikret opgaven på hjemmet hvert år, men også fordi han synes, at det klæder en religiøs og troende person på hans alder, at bære et prægtigt skæg – som også både faderen og sønnen i det høje jo altid er afbildet med langskæg.



Imens Vilfred deler pakkerne ud, forsøger Andreas at svare på børnenes spørgsmål om himmeriget, guds åsyn og årsagen til jule-fejringen.



Juleaften fejres med juletræ i klostrets opholdsstue. Albert har forberedt den lækreste kalkun-ret – og Andreas knappet et par nellike-krydrede vinflasker op. Så skåler de på byboerne i Windenburg-pastoratets velbefindende og evig fred på jorden.
Ovenpå det udsøgte gourmetmenu fra køkkenet, bliver munkene siddende ved deres pladser om spisebordet. Så istemmer alle til tonerne af ”Dejlig er Jorden” - tilsat et klangfattigt orgel fra opholdsstuen.



Der er ingen pakker under juletræet. I stedet tager munkene et spil kort. Denne aften mister Jakob, den mandelgave, som han ellers lige havde vundet, mens Simon får ”fornøjelsen” af snerydningen på den store bredde trappe mod klostrets indgang. ”Gevinsten” gælder for den resterende vinterperiode indtil påske - en større fejeopgave, som klostrets yngste munk Jakob er godt tilfreds med at slippe for.
Simon forsøger at argumentere med fasten som sluttidspunkt, men bliver i stedet begunstiget af et tidligt og mildt forår.



De unge munke slutter aftenen med en herlig sneboldkamp på gårdspladsen, mens Vilfred resolut smider sig i sneen, for at lave en sneengel.





Intet årsskifte uden fyrværkeri over klostret. Det er specielt de unge munke, som stædigt vedholder denne tilbagevendende begivenhed. I kokken Albert har de dog en ihærdig trosfælle, som nøje udvælger det bedste fyrværkeri, som man kan opdrive på egnen. Allerede få dage efter julehøjtiden er kokken på jagt efter de bedste udsalgssteder – og slutter altid med at købe en del mere, end han egentlig havde planlagt forud.
Det passer de unge munke ganske fint, for de har alle barndomsminder om fyrværkeri på denne sidste aften i året.



Efter en nytårsbøn, hvor Andreas ønsker det bedste for alle i det kommende år – og takker herren for hans godhed i det forgangne år, serverer Albert fisk fra årets fangst til nytårsmenuen.
Munkene kan dog godt mærke, at kokken har travlt med at komme videre i nytårsprogrammet.





På gårdspladsen har Albert arrangeret et udvalg af fyrværkeri – både farverige romerlys, raketter og batterier, som snart spreder deres indhold over himlen.
Albert nyder det selv på afstand og lader de unge munke om at sende det hele til vejrs.
Kun Vilfred bekymrer sig om udgiften til dette skyts, som kan ses vidt omkring med klostrets høje beliggenhed på øen. Ja, helt til Windenburg har Lukas hørt.





Et år har Lukas ligefrem bygget en affyrings-anordning, så fyrværkeriet kan affyres fra klostrets høje klokketårn. Han påtager sig naturligvis selv opgaven med at slæbe al skyts op ad den smalle stige til selve klokkerummet, hvor de åbne buer gør affyringen mulig.
Aldrig har raketterne fløjet SÅ højt over klostret.
Som afslutning på en munter og traditionsfyldt aften serverer Albert hummersuppe i spisesalen.



Hen på foråret er det påsketiden, som fylder i munkenes kalender. Udover besøget på børnehjemmet til jul, er dette den bedste tid på året for den troende Vilfred, for her er fem dage i forlængelse af hinanden, hvor hver dag fordrer sin ekstraordinære påskebøn.
Påskemessen i klosterkirken er altid velbesøgt. Både øens øvrige beboere og et større selskab fra fastlandet søger påskeformiddag mod den store kirke på øen.



Lige ved denne ene højtidelighed har Andreas overladt prædikestolen til Vilfred, der virkelig folder alle sine talegaver ud over forsamlingen i kirken. Med store armbevægelser beskriver Vilfred malerisk korsfæstelsen, begravelsen og Jesus opstandelse, så ikke et øje er tørt. Så snart det sidste ord er messet ud over forsamlingen, må han skynde sig til kirkens orgel, så salmerne kan få den rette tone. Munken er VIRKELIGT i sit es denne påske-formiddag – og modtager bagefter stor anerkendelse fra de fremmødte, der velvilligt lader mønter dumpe ned i kirkebøssen ved udgangen.
Jo, Vilfred nyder at være i centrum, når han på denne måde kan forkynde herrens budskab og samtidig fylde beboere fra Windenburg-egnen med smukke akkompagnementer fra kirkeorglet.
At Andreas af samme årsag kan lade et anseeligt beløb falde ned i skattekisten i kælderen, bekommer også munkene godt, for reparationen af et utæt tag over messesalen trænger sig på.



Johannes og Simon er som regel enig med Vilfred om påskens ophøjethed, men det skyldes mere, at urte- og køkkenhavens mangeartede gevækster igen tilskynder til en indsats og pleje i bedene på denne tid af året.
Så kan de passende trække sig tilbage til haven, hvor ukrudt og insekter kalder på deres bevågenhed.
De to munke kommer rigtigt godt ud af det med hinanden. Johannes har meget at fortælle fra et langt og spændende liv – også udenfor klostrets mure - og Johannes lytter gerne og lærer af sin mentor.



Benjamin har overtaget ansvaret for klostrets bistader – en evig kilde til forsyninger af velnærende honning og en eminent spreder af pollen mellem blomster, bær-buske og frugttræer.
Benjamin har efterhånden opbygget en fortrolighed med bierne, der gør, at han kan samle flokken af bier – og i stedet sende dem ud og sprede godt humør. (Det KAN man vitterligt!)



Midsommeren fejres naturligvis med dans om bålet – som for at fordrive alt ondt, samt med bønner om en god og givtig høst for områdets landmænd.
De efterfølgende sensommer-måneder er mere en tid med taknemmelighed over den almægtiges indflydelse på deres liv og handling - eksempelvis til høstfesten til efteråret.



Og sådan går hvert år i sin egen rytme - og med sine faste traditioner for munkene i Sct Marcus ordenens kloster.
Om de på den måde er mere troende eller ihærdige omkring årets religiøse højtider end andre, kan nok være svært at vurdere, men sikkert er det, at munkene ihærdigt fastholder disse traditionelle handlinger.
(- godt nok med udgangspunkt i den religionstilgang og højtider, som vi kender her mod nord, men jeg kender ikke årsrytmen på de breddegrader, hvor denne historie formentlig foregår, hvis vi skal være meget nøjeregnende – og det skal vi helt sikkert ikke!! Men nu er historien fortalt med nordiske briller på   ).

Øv - der synes at være en del fejl i mit spil i øjeblikket. Eksempelvis blev billederne af nytåret slet ikke, som jeg havde håbet, for simmerne kan tilsyneladende ikke affyre fyrværkeri - i hvert tilfælde ikke her hos mig.
Derfor blev det sådan et par stillestående simmere omkring fyrværkeriet, som det var muligt at afbilde desværre.

Rydde op og sætte mad i køleskabet går heller ikke helt planmæssigt. De beskidte tallerkner bliver efterladt på et stuebord - og maden kan ikke sættes i køleskabet.
Måske er det bare denne ene grund, som det er galt med - jeg ved det ikke.

Der er en lille mod, der løser problemet med fyrværkeriet https://dksimlinger.danskforum.net/t366-fyrvaerkeri-efter-hytteliv

Tak Simsister
- og så er det jo genialt af EA at indlede samarbejde med disse moddere via Curseforge. Så kan de altid følge med i, hvad der irriterer brugerne mest!!
- og igen kan jeg tænke, at det BURDE EA selv have/få styr på

Med den nyindkøbte stjernekikkert, som er sat op på den sydlige terrasse, har Johannes kastet sig over stjerne-kiggeriet. Under disse varme himmelstrøg forundres han dagligt over stjernernes klarhed og altid sikre placering i universet – som et fast holdepunkt, som han jo trods alt har navigeret ud fra på nogle af sine tidligere rejser.
Her i klostret synes stjernerne bare at være endnu mere tydelige på himlen – og giver ham et perspektiv, som han ikke havde forestillet sig muligt.
I det perspektiv dukker der indimellem et billede op af en nydelig ældre dame op, som han mødte ved fiskepladsen for et stykke tid siden.
Nat efter nat står han ved den nye stjernekikkert og spejder mod himmelrummet – og bemærker da også engang imellem objekter, som han ikke lige har observeret de foregående dage.



Et godt stykke op ad den næste formiddag, når Johannes slår øjnene op, noterer han placeringer og navne på de stjerner, som han har set den foregående nat.



En aften, hvor alle andre munke er gået til køjs, inviterer Johannes den unge Benjamin til at kigge med. op til midnatsklokkernes ringen ligger de to munke i sansehaven og kigger op i himlen, mens Johannes udpeger nogle af sine pejlemærker mod den mørke og uendelige baggrund.



Men Benjamin forstår det ikke rigtigt – eller mangler totalt interessen – selv da den ældre munk giver sig ud i en større udredning om stjernetegn, stjernernes placering i forhold til hinanden og indvirkningen på mennesket og tilværelsen, er det som om, at Benjamins tanker er et helt andet sted.
Den gamle munk gør et sidste forsøg og forklarer Benjamin om brugen af stjernekikkerten og sin egen forundring over det uendelige rum over dem - men lige lidt hjælper det.
Lige denne aften er Benjamin fordybet i sine egne tanker.



Til sidst opgiver Johannes at trænge igennem til den unge munk og sender Benjamin til sit sovekammer.
I stedet begiver Johannes sig ud på en cykeltur mod en nærliggende bakketop, hvor han forventer at have et bedre udsyn mod en blinkende stjerne mod øst, som han fik øje på i stjernekikkerten aftenen før.

Ham her har munkene nu haft på besøg i to døgn - åbenbart afventende bortgangen på en af hønsene, som er ved at være oppe i årene.
Man må da sige, at han er ihærdig med at "rekruttere".

I en lang og mindre aktiv vinterperiode bygger Lukas en speciel kano, som han har fundet billeder og plantegninger af på nettet. Med sin caribiske opbygning skulle det være en speciel velegnet båd til fiskeri i smult vande – og derfor god langs kyststrækninger med lavvande og laguner.



Til foråret råder munkene derfor over en fin lille kano med sejl – og de første net og ruser bliver sat ud langs øens øst-vendte kyst, hvor den lille træ-gangbro og bådens fortøjnings-punkt også findes.
Det er den samme gangbro, som fiskeren benytter, når han sætter besøgende i land på øen.



De øvrige munke i klostret bliver hurtigt enige om, at det da absolut må være et privilegie for den fiskeri-glade Peter, der smiler taknemmeligt, da han får opgaven overdraget - helt som han havde håbet og troet.
Peter ser allerede sit fiskeområde stærkt udvidet, når han nu kan sætte sejl og komme længere væk fra kysten.
Ja, måske venter der ligefrem nye fiskearter på ham i garnene eller ruserne.
Inden han smider fiskesnøren i vandet, beder han en lille bøn til herren om en god fangst.



Peter er Lukas evig taknemmelig for kanoen og nævner ham glad i sin aftenbøn hele ugen – tilskynder gud til at ære denne betænksomme, kyndige og arbejdsomme munk.

Allerede ugen efter taber Peter sit fiske-privilegie til Andreas i et spil kort. Munken er nærmest utrøstelig, da han må se prioren overtrumfe ham i Rummy.
Da Andreas absolut helst holder begge ben på jorden – og kun nødigt begiver sig ud på dyb og usikker grund, aftaler de to munke, at de i næste kortspil nødvendigvis MÅ snyde lidt, så Peter kan få sin kano igen - og klostret forsynes med fisk til køkkenet og boden.

Windenburg-området er en af de få regioner i landet, hvor der både ligger et aktivt nonne- og munkekloster. Munkene og nonnerne ses naturligvis ikke sammen, men støder med mellemrum på hinanden på byens marked. Så hilser man ærbødigt på hinanden, men ellers er der ingen dialog eller kontakt overhovedet.



En småkold sensommer-eftermiddag er det Benjamin, som passer salgsboden ved bakkens fod.
I selskabet, som den pensionerede fisker har sat i land på den nærliggende strand, genkender Benjamin en af de unge nonner fra klostret på fastlandet. Hun er iklædt sin fine dragt og hætte – og ser rigtig nydelig ud her i eftermiddags-solen. Som det også skete med rengøringspigens afløser, må Benjamin straks søge tilflugt i alskens salmetekst og bønner – og vender for en sikkerheds skyld ryggen til det lille selskab, som nærmer sig boden.



Bag sig kan han allerede høre en ældre dame snakke om en speciel effektiv creme mod tør hud, som hun købte, sidst hun var på øen – og nu vil sikre sig en ny krukke af, inden hun vil kigge på det øvrige udvalg i boden.
Benjamin MÅ nødvendigvis vende sig om, for at ekspedere selskabet – og får uheldigvis øjenkontakt med den unge nonne bagest i køen. Han slår straks blikket ned og spørger betuttet, om der er andet, som han kan hjælpe den ældre dame med.





I det samme kan Benjamin høre Lukas’ stemme i baggrunden. Lukas er på vej ned af klostrets trappe med et lappet forhjul til en af træcyklerne i skuret ved siden af boden.
Benjamin råber ham an og beder ham passe boden, for Benjamin har pludselig fået et vigtigt ærinde i klostret, som han MÅ tage sig af.
Allerede inden Lukas er fremme, spæner Benjamin mod klostrets sikre mure og sansehaven, imens han beder sin gud om syndsforladelse og trøst – og lover sig selv, ALDRIG mere at kigge på stjerner med Johannes.



Lukas, der er en munter, udadvendt og godmodig gut, ekspederer det øvrige selskab – og også den unge nonne, uden at lade sig mærke af hendes søde smil under hætten.
Hun køber kun lidt honning og nogle urter – og spørger Lukas, om han eventuelt vil bytte med nogle korssting, som nonnerne har lavet. Lukas kigger på de fine mønstre og små rim på stoffet – og slår en frisk handel af med nonnen.
To timer senere er korsstingene solgt med en fornuftig fortjeneste – og en ny tanke om endnu en indtjeningsmulighed overbragt til klostrets prior.

Andreas bliver godt nok noget overrasket midt i sin meditation, da han pludselig letter sig fra sin meditations-skammel og svæver en god arms længde over den lille polstrede skammel.
Han dumper straks ned på skamlen igen med et sagte bump mod skamlens bløde stof.
For en sikkerheds skyld tager han sig et svalende bad i havebassinet – som for at rense kroppen fra denne underlige oplevelse.
Næste gang han mediterer, sker det igen. Kun ganske svagt hæver han sig over skamlen - og svæver nu endnu højere og i længere tid.



For ikke at forurolige de andre munke unødigt, bestemmer Andreas sig for, at bevare dette som sin egen hemmelighed. Han kan lige forestille sig, hvad den troende Vilfred kunne få ud af dette syn af en svævende munk.

Den efterfølgende nat ser Johannes et stjerneskud fare over himlen.
Ved middagsmaden næste dag er han helt overstadig og fortæller de omkring-siddende munke om denne fantastiske oplevelse aftenen før.
Vilfred er naturligvis overbevist om, at gud endnu engang har smilet til dem – at det er et positivt og opmuntrende tegn fra herren. Han kan bare ikke lige gennemskue, HVAD gud har til hensigt med dette tegn.



Måske er det stjerneskuddet – måske Peters bønner til gud – måske bare helt tilfældigt, men to dage senere vinder Lukas i et nationalt lotteri. Det er et anseeligt beløb, som Lukas vælger at bruge på en tiltrængt opgradering af klostrets computer, en robotstøvsuger, en ny opvaskemaskine til køkkenet, så de unge munke kan slippe for opvasken og få mere tid til "bønner" - samt en ny blød madras til sig selv.
Robotstøvsugeren skal naturligvis lige have en opgradering, inden Lukas er helt tilfreds med maskinens sugeevner.



For et lille restbeløb bliver der lige penge nok til et ekstra godt og festligt aften-måltid, hvor kokken Albert og Lukas handler en ekstra stor og saftig lammesteg ved slagteren på fastlandet. Til måltidet knapper Andreas en god vin op af nogle karafler, som han netop havde lagt til side til en speciel anledning.



For en enkelt gang skyld har den ellers dygtige kortspiller Andreas tabt sin siddeplads for bordets midte, hvor Albert troner i sit gamle henlagte kokketøj fra før tiden som munk.



Lukas’ navn bliver naturligvis nævnt i bordbønnen – og sikkert også i mange af munkenes aftenbøn, inden de kryber til køjs den aften.

Sommerferien er på sit højeste og øen er godt besøgt af turister og andet godtfolk.
Da fiskeren vil sejle det sidste selskab hjem om eftermiddagen, mangler der en enkelt familie.
Lige da fiskeren har bestemt sig for at kaste trosserne alligevel, kommer to fortvivlede forældre til syne på bakkeskråningen.
Da de når frem til det ventende selskab ved landgangsbroen, fortæller de stakåndet, at deres søn er blevet væk for dem.



Nu sættes en større eftersøgning i gang på hele øen – og naturligvis deltager alle munke fra klostret.
Lukas og Simon vælger at følges ad i deres søgen efter drengen.
De leder læge forgæves efter ham, men da solen for længst er sunket i havet, kommer Lukas i tanker om en gammel hule i nærheden af klostret.
Simon og Lukas ved det ikke endnu, men hulen fører som en tunnel gennem et højt bakkedrag og munder først ud på den modsatte side af bakken – i en lille dalsænkning tæt på det sted, hvor det forhenværende kloster engang lå - godt gemt af vejen for uvedkommende.



Klostret brændte ned til grunden for flere hundrede år siden og kun nogle få ruiner står i dag tilbage.
I stedet for at genopbygge det nedbrændte kloster, valgte munkene at bygge et helt nyt kloster på den nærliggende bakketop – den beliggenhed, som Sct Marcus klostret nu har haft i flere generationer – helt frem til i dag, hvor det knejser flot på den nærliggende bakketop på øen.
Den placering er væsentlig mere tilgængelig for menigmand - også med den nærliggende landgangsbro ved havet, hvor afstanden til Windenburg er langt kortere.
Ja, det kan faktisk godt undre, at det forhenværende kloster ikke oprindeligt blev bygget her.
Ifølge en gammel fortælling blev tunnelen bygget, så munkene nemmere kunne flytte de ting, som ikke tog skade i branden, til det nye kloster.

- og ganske rigtigt: ved hulens indgang sidder en forhutlet dreng og kalder på sine forældre.
Stor er glæden hos både Simon og Lukas, der begge trøster drengen, så godt de nu kan, mens de sætter kursen mod fiskekutteren og de ventende passagerer.
Det rygtes hurtigt, at drengen er fundet og snart kan fiskeren endelig begive sig mod fastlandet – flere timer forsinket, men med alle i god behold.



I spisestuen den næste dag fortæller Simon sin mentor Johannes om fundet af den gamle hule aftenen før.



Johannes bliver naturligvis nysgerrig og lokker Simon til at følge med sig ind i hulens mørke.
Sammen begiver de to havefolk sig snart mod hulens indgang – bevæbnet med Johannes’ gamle machete, to drikkedunke med en styrkende urtebryg, lidt tovværk og et par stavlygter.



Det er tydeligt, at hulen ikke har været benyttet i mange år. Ja, munkene havde vel nærmest glemt dens eksistens og adgang til det gamle nedbrændte kloster – også selvom hulen kun ligger nogle få hundrede meter fra klostrets bagside.
Da Johannes, som fører an, skimter lys forude, sætter han farten op og får hurtigt hugget sig gennem de sidste rødder og forhindringer i tunnelen.



På den anden side får de øje på de sidste rester af de gamle kloster-ruiner - smukt og uberørt i mange år.
Gennem tiden har regnvand fyldt den gamle kloster-kælder med vand, så grunden nu mest syner af det fineste svømmebassin.
Med det store indhold af kalk i området, er vandet ikke alt for plumret – selvom kælderbunden ikke er synlig fra bassinkanten med det blotte øje.
Ved den ene ende af bassinet står den gamle trappe mod fordøren stadig tilbage – et oplagt udspringspunkt, som Simon hurtigt vurderer det, da han står og tager deres opdagelse i øjesyn.



De to munke kigger kort på hinanden – smider munkedragterne og hopper i det sol-lunede vand.



Næste eftermiddag er Johannes, Albert og de yngste munke ved bassinet – alle med badebukser under munkedragten.
Efter en herlig dukkert, slumrer munkene på de medbragte tæpper, mens Albert og Lukas graver ud til en jordovn, så de kan få stillet deres sult.
Ikke så længe efter serveres det første måltid i flere hundrede år ved ruinerne.



I de sidste sommerdage besøger de ofte ruinerne og bassinet – og for hver tur gennem tunnelen hugger Johannes flere og flere rødder og gevækster af gennem den mørke passage, så de gamle afstivende træ-hvælvinger til sidst kommer til syne.
I ly fra efterårsregnen får munkene udskiftet de mest møre stolper, så gennemgangen til ruinen ender med at blive sikker for enhver, som ønsker at få sig en dukkert i det gamle klosters kælder-vand.

Med den gamle trækvogn fra haven flytter Benjamin og Jakob et par af bænkene fra andre steder på øen til bassin-området.
En gammel ødelagt biobrændsels-generator, som Lukas køber billigt på høstmarkedet og sætter i stand i løbet af vinteren, bliver kernen i en lysrække gennem den ellers mørke tunnel, så alle kan se og finde vej. Generatoren trækker også et filter i bassinet, så vandet ikke bliver ALT for mudret.



På den måde får munkene efterhånden skabt en lille hyggelig og stemningsfyldt oase, som mange øboere og gæster besøger den kommende sommer, da først rygtet om denne nye attraktion når frem til fastlandet.
På det tidspunkt er jordovnen for længst erstattet af en mere brugervenlig grill fra en olietønde - og bænkene suppleret med solvogne, som Lukas har snedkereret.





Hvis man kommer i morgenskumringen, kan man ofte møde Johannes, som tager sig en morgendukkert – ikke altid iført badebukser!
Heldigvis sejler fiskeren først gæster til øen, når han har fået sig sin morgenkaffe. Så Johannes har som regel bassinet for sig selv – hvis ikke en af øens faste beboere er tidligt oppe.



Det er ganske tilfældigt, men en sommermorgen, hvor fiskeren netop har sat øens første gæster i land, mødes han og Peter ved bassinet - begge med fiskestang i hånden.
Hvordan de er endt i bassinet, er der ingen, der rigtigt kan svare på - og de gamle skrifter fortæller heller ikke noget, men en dag Johannes dykkede i bassinet, opdagede han tilfældigt nogle fisk mellem bund-græsset.
- og ganske rigtigt: på denne sommerdag får de to fiskere begge bid fra bassinets bestand af bund-fisk.



Selv Andreas og Vilfred får til sidst besøgt stedet.
Som prior på det nye kloster erkender Andreas, at den nye brug af bassin-området jo på sin vis er en fin måde at ære de gamle munke på – specielt med den lille mindelund, som de unge munke har indrettet et stenkast fra bassinet.

På informationstavlen ved indgangen til tunnelen har Jakob forfattet en fin lille afhandling om det gamle klosters tid, stedets beboere og den fatale brand, som førte til det gamle klosters endeligt – alt  sammen oplysninger, som han og Johannes har fundet i de gamle støvede skrifter i klostrets bibliotek.
Disse skrifter var en af de uvurderlige ting, der heldigvis overlevede branden.



Vilfred mener naturligvis, at det er gudsbespottende, at denne gamle hellige klostergrund nu er omdannet til svømmebassin for alskens besøgende.
Da en stigende omsætning i deres bod - på grund af den øgede tilstrømning til øen - benyttes til udskiftning af nogle piber i klostrets slidte orgel, vælger Vilfred dog alligevel til sidst at ignorere sin modvilje.
Den nye mere klang-rene orgel-lyd må jo trods alt også bekomme herren det vel, tænker han ved sig selv, mens han komponerer på en hyldestsang til kroppens renlighed - i dobbelt betydning vel at mærke.

Sidst på sommeren skal Jakob til gallafest – efter en svær tid i gymnasiet på fastlandet, hvor han som troende munk jo naturligt falder udenfor normerne, når han sammenligner sig med sine medstuderende.
Selvom Jakob da godt nok synes, at de unge nu om dage går i noget underligt tøj, ved han jo kun alt for godt, at en munkedragt stadig er HELT anderledes.



Det hjælper heller ikke ligefrem på sammenholdet med de øvrige klassekammerater, at Jakob har det svært med sociale relationer og nære venskaber.



Når de andre på gymnasiet spiser indenfor i kantinen, sætter han sig derfor hellere udenfor, så han undgår kontakt med de andre studerende.



HVIS han endelig har behov for at snakke med nogen, søger Jakob som regel pedellens selskab. Denne ældre herre er altid god for en sludder og en støttende bemærkning, når den unge munk savner en at tale med.



I gymnasietiden har Jakob holdt sig fra alle sammenkomster og festlige lejligheder – og har også mest holdt sig for sig selv i undervisningstimerne, spisefrikvartererne og gymnasiets fritidsaktiviteter.
Så snart den sidste daglige undervisningstime er afsluttet, sætter Jakob kurs mod klostrets trygge rammer.



Det har til gengæld givet god tid til at studere og passe sine ting – udover forpligtelserne i klostret naturligvis, hvor specielt hønsene stadig nyder godt af hans opmærksomhed.
Men Jakob slutter sine gymnasie-år med rigtigt fine karakterer.



Da gallafesten nærmer sig, søger Jakob råd hos Andreas – og den gamle prior vurderer fornuftigt, at Jakob da bør deltage i denne afsluttende festivitas – blot han tænker sig godt om og husker Sct Marcus-ordenens regler om fromhed og godhed.
Det lover Jakob.



På galla-aftenen møder Jakob naturligvis op i sin munkedragt – et ikke særligt anonymt tøjvalg, når han nu sammenligner med de øvrige galladeltagere, der alle er i deres smukkeste og festligste klæder.
Selvom han HAR et enkelt fint sæt tøj i sin lille private kommode, føler Jakob sig nu godt tilpas med valget af sin kendte munkedragt, når nu ALT det andet ved sådan en gallaaften er ham så fjernt.



Som aftenen skrider frem, løsner han da også lidt op – og sniger sig endda ud på dansegulvet, hvor han står og vugger forsigtigt til tidens dansetoner. Denne nymodens musik er noget anderledes og tempofyldt, når Jakob sammenligner med Vilfreds orgelmusik hjemme i klostret.



I løbet af aftenen tillader Jakob sig at drikke et enkelt glas frugtpunch fra bowlen.



Han stemmer også på gallafestens majestæt – hans klassekammerat Hugo, som senere kåres på scenen. Heldigvis undgår han selv at blive festens nar. Det havde han ikke kunnet klare.





Hugo virker nu ikke synderligt begejstret, da Jakob fortæller ham, at han stemte på ham.
Det bliver ikke bedre, da Jakob fortæller om sine fortrinlige karakterer – og klassekammeraten nødtvungent må erkende sine middelmådige resultater.



Nu indser Jakob, at han hellere må afslutte snakken i en fart. Han går i stedet mod fotoboksens mørke, hvor han tager et enkelt foto af sig selv – bare for at have et enkelt minde fra denne specielle aften.



Lige inden festen er forbi, takker Jakob rektor for gymnasietiden. Da hun spørger ham, om han skal fortsætte på universitetet, virker Jakob ikke helt overbevist om, at det er det rette for ham.
Han slutter i stedet samtalen med at velsigne rektor og alle lærere på stedet – slår korsets tegn for sig og ønsker dem alle fred og fremgang.



Da festen er slut, inviteres han til at følge sine klassekammerater til byens tivoli. Da tivoliet alligevel ligger på vejen mod havnen, hvor klostrets lille båd ligger fortøjet, bestemmer han sig for at gå med.



Ved isboden møder Jakob en meget nydelig klædt pige, som han ikke har set før – og heller ikke har bemærket til gallafesten. Hun er iført en ganske særligt fin klædedragt, som tydeligt viser, at hun heller ikke er fra Windenburg-egnen.
De falder tilfældigt i snak ved boden, da hun spørger Jakob om hans favorit-is – om han kan anbefale en is, inden hun selv skal købe. Han foreslår hende, at tage en med jordbær - den, som han også selv har valgt, for sæsonen har været god for netop disse bær i år. Så meget HAR han da hørt efter, når Johannes og Simon har snakket hen over spisebordet om udbyttet fra urtehaven.



Det viser sig ganske rigtigt, at pigen er af østlig afstamning – og var meget i tvivl om sit tøjvalg, inden hun skulle afsted til gallafesten. Men hun valgte alligevel sit lands luftige nationaldragt. Med den tiltagende kulde kan hun godt mærke, at det ikke var et helt fornuftigt valg.
Tvivlen om tøjvalget kan Jakob sagtens sætte sig ind i.



De to falder i snak og Jakob kan godt fornemme, at denne smukke pige fra østen heller ikke har haft det nemt med kammeratskabet og alle de uskrevne normer og regler i gymnasieårene.
Inden Jakob rigtigt ved, hvad der sker for ham, fortæller han pigen om sine egne sociale begrænsninger, når det kommer til livet udenfor klostret.
- og pigen nikker indforstået.



Det bliver alligevel en af de bedste aftner, som Jakob nogensinde har haft.
Til sidst er Jakob og pigen de to eneste tilstede i tivoli-området.
Lige inden de skilles, tager pigen og Jakob et billede sammen i tivoliets fotoboks – på hendes initiativ.



Da han kommer tilbage til klostret, gemmer Jakob billedet inderst i sin kommodeskuffe under det fine sæt tøj, – og tager det kun frem, når han ved, at han ikke bliver forstyrret.
Så stryger han forsigtigt pigen på kinden.
Det andet billede fra gallafesten på gymnasiet er hurtigt glemt.

På øens sydspids rejser et gammelt fyrtårn sig over klipperne og sender sit roterende lys ud over havet.
Selvom fyrbøderen, som beboer huset for foden af tårnet, holder øje med fyret i det daglige, passer det egentligt mest sig selv i sine evindelige roterende bevægelser.
Men med faste mellemrum tilses fyrtårnet af munkene, som – trods nogle få kilometers cykeltur i afstand – alligevel er nærmeste nabo til tårnet og fyrbøderen. Det er også Sct Marcus ordenens munke, som gennem tiden har haft det overordnede ansvar for at passe fyret, da det ikke blev drevet af mekanik og en fyrbøder, men skulle hånd-betjenes.



Det er naturligvis Lukas, som har opgaven med at tilse selve fyret og reparere det, hvis der er noget galt.
Hvis der ikke er pludselige fejl på fyret i den mellemliggende periode, besøger han fyrtårnet fire gange om året – en inspektionstur i hvert kvartal. På disse inspektioner tjekker Lukas den store roterende lampe, samt al mekanik og elektronik i det høje tårn - og også den nye mekaniske styring, som blev installeret for nogle år siden, da fyret gik over til fuldautomatisk drift.



På det tidspunkt var det på tale, at fyrbøderen ikke længere skulle bebo huset, men en kommunal studehandel gjorde, at han fik lov til at blive boende resten af sine dage.
Manden, som altid har boet alene, er en af de få øboere, som er velkommen og kan færdes frit i klostret – også uden den lille sporingsenhed i kraven.
Skal man tale om et enkelt sjældent træk ved fyrbøderen, må det være, at de mange år alene har betydet, at han ofte taler med sig selv - også i højlydt diskussion og når der er andre mennesker omkring ham.



Der er stadig et par dage til forårs-tjekket, men Johannes har i god tid henvendt sig til Lukas, for at høre, om han ikke må følge den teknisk begavede munk til fyret denne gang.
Det har Lukas naturligvis accepteret – ja, nærmest glædet sig over, at en af de gamle munke vil med på denne inspektion.



Johannes har dog en bagtanke med sin interesse, for han vil gerne undersøge, om fyrtårnet på nogen måde kan indrettes med et større teleskop på toppen.
Den lille stjernekikkert i klostret er i Johannes’ optik nu blevet for lille, for der er ikke mere nyt på stjernehimlen, som han kan se med denne lille hobby-kikkert. Sådan er han begyndt at kalde den.
Nej, skal han og munkene lære nyt om en større del af universet, må der også et større teleskop til. Det er Johannes helt overbevist om.
Så derfor cykler den gamle munk med, da Lukas begiver sig mod fyrtårnet.
(- og ja, hans hår bliver underligt nok lyst, når Johannes tager cykelhjelm på   )



Det står dog snart klart, at der ikke er plads til et større teleskop ved fyret – heller ikke på gangbroen ved tårnets top - desværre.
Det må Johannes erkende, da han står ved toppen.



Johannes er på nippet til at vende cyklen med det samme og begive sig hjemover, da fyrbøderen henvender sig til ham. Fyrbøderen er lidt nysgerrig på, hvad dette fine besøg af en af klostrets ældre munke skyldes.
Johannes trækker fyrbøderen lidt til side, mens Lukas fortsætter sin inspektion.
Så fortæller den gamle munk om sin plan med et større teleskop, så han kan skue længere ud i universet.
Der er ikke meget hjælp at hente ved fyrbøderen, der heller ikke lige kan se fyrtårnet som platform for et teleskop – og slet ikke, når fyret jo stadig guider skibe udenom den stejle klippekyst her på øens sydside.



Denne eftermiddag må Johannes cykle tilbage mod klostret med uforrettet sag – og uden at have en løsning på sin stigende nysgerrighed rettet mod himmelrummet over dem.
Han sakker lidt bagud, mens han ærgrer sig over dagens skuffende oplevelse.

Til vinter kommer fyrbøderen på kort visit i klostret med en vigtig besked til Johannes. Via sine forbindelser med andre fyrbødere i landet har han nemlig fundet ud af, at der et stykke oppe ad kysten ligger et nedlagt fyr, som ikke har været i drift i flere år, siden der blev opført et nyt og mere moderne i nærheden.
Fyrbøderen har dog hørt, at selve tårnet i dag er beboet af en paranoid amatør-astronom, der tillige er overbevist om, at han er en velanset bomber-pilot fra den sidste verdenskrig.
Ifølge rygter fra dette kystområde skulle piloten have sit eget teleskop på fyrtårnets tag – lige nøjagtig som Johannes kunne ønske sig det.



Selvom sneen netop er begyndt at vælte ned, MÅ Johannes straks afsted. Med tilladelse fra Andreas, sin notatbog med stjerne-observationer og en stor madpakke i bagagen begiver han sig først mod fastlandet med den gamle fiskers båd – og derefter nordpå langs kysten med Windenburg-linjens skramlende rutebil.
På havnen har han sikret sig, at fiskeren er klar til at sejle ham retur til øen senere på aftenen.



Fyrtårnet kan naturligvis ses på lang afstand – og teleskopet på toppen får kun Johannes til at sætte farten yderligere op, da han er stået af rutebilen.
De sidste få hundrede meter tilbagelægges med hastige skridt.
Nu står munken for foden af en trappe mod tårnets indgangsparti.
Johannes forsøger at skabe sig et overblik over tårnet – og ikke mindst det store teleskop på toppen, som peger direkte mod nogle tunge snevejrsskyer.



I et af tårnets øverste vinduer får han øje på en ældre mand med pilot-hjelm, som tydeligvis holder øje med alle Johannes’ bevægelser.
Johannes prøver at vinke manden mod indgangen, men han forsvinder blot fra vinduet – for kort efter at dukke op i et vindue på etagen nedenunder.
Igen må Johannes vinke til manden – og tydeligt indikere, at han gerne vil mødes ved fordøren.
- og igen forsvinder den hjelm-klædte skikkelse, inden han endelig dukker op på nederste etage.
Nu går Johannes frem mod døren, banker på og kalder på personen på den anden side, mens han overbringer en kollegial hilsen fra fyrbøderen ved Windenburg.
Stadig ingen reaktion fra den modsatte side af fordøren – selvom Johannes da har en sikker fornemmelse af, at tårnets beboer står lige bag den.
Nu prøver Johannes at appellere til piloten med hans status som munk, men der er ingen ændring at se. Døren forbliver lukket.



Som en sidste udvej begynder Johannes at fortælle om sine studier af nattehimlen over Windenburg. Som bevis på sit arbejde holder han den lille notesbog op foran sig, mens han med mere højlydt stemme fortæller om nogle af sine observationer.
Der er stille en rum tid – og Johannes er på nippet til at opgive sit forehavende og grundlag for denne rejse.
Så er det alligevel som om, at nogle låse på dørens bagside bliver lukket op og håndtaget på døren langsomt flytter sig - og en smal sprække åbner sig ved karmen.



Nu spørger en spinkel mandsstemme, om munken har set nogen af dem?
Da Johannes ikke ved, hvad mandsstemmen hentyder til, må han nødvendigvis vide, hvad manden bag døren taler om.
Hans spørgsmål får manden bag døren til at springe frem fra sit skjul og kigge sig ængsteligt til begge sider.
”Dem – dem – dem” gentager manden, som er iklædt en gammel pilotjakke og flyverhjelm, flere gange efter hinanden lige op i ansigtet på Johannes.
Nu vælter ordene ud af munden på piloten – En utrolig historie om et bombetogt under anden verdenskrig, hvor hele besætningen blev suget ud af bombeflyet og op i en flyvende tallerken – for først at vende tilbage til Jorden mange år senere.
Johannes er lidt i vildrede i et kort sekund, men ender så med at anerkende, at han da nok også selv har set et og andet på sine rejser gennem tiden.



Nu trækker piloten Johannes indenfor, inden piloten smækker døren bag dem og låser fire store dørlåse!
Så udtrykker piloten glæde over, at han har fundet en ligesindet – en, som også ved, at der er mere mellem himmel og jord, end det blotte øje kan se.
- og denne gang er det endda en af guds udsendinge. Piloten smiler glad og banker Johannes hårdt i ryggen, inden han peger på en stol for enden af et gammelt spisebord.
Munken sætter sig, mens piloten meget detaljeret og med store armbevægelser beskriver sit år-lange ophold på rumskibet.
Foran Johannes står en tallerken med en ildelugtende substans, hvor kun lugten af gammel ost trænger igennem.
Johannes når lige at tænke, at hvis man har spist retter af DEN type gennem et langt liv alene, KUNNE man godt blive lidt bims i hovedet - måske en ekstrem udgave af fyrbøderen i Windenburg.
I det samme springer piloten op og trækker Johannes mod trappen til første sal.



Da de kommer op på næste etage, ser munken et rum fyldt med lytteudstyr, overvågningsskærme, servere, diverse kameraer og droner – langt mere end den enkelte lyttestation, som Lukas har i kælderen hjemme på klostret.
Ja, faktisk er det et ganske overvældende syn – som MÅ den gamle pilot lide af et meget svært tilfælde af forfølgelsesvanvid.
Mens han demonstrerer noget af udstyrets funktionalitet, fortæller piloten nu, at han er overbevist om, at et angreb fra det ydre rum er nært forestående - som vil en fremmed magt overtage Verden – og dermed også Windenburg og hele regionen.
Ja, faktisk er han ret sikker på, at hovedangrebet vil ske netop her ved kystlinjen nord for Windenburg.



Endnu engang bliver Johannes trukket mod en trappe til etagen ovenpå. For hver etage tænker Johannes, at de da snart må være i nærheden af teleskopet – den egentlige årsag til dette højst mærkværdige besøg.
Ovenfor er kun en gammel militærseng, en interimistisk brusekabine, en stige og en lem i loftet, som piloten straks forcerer – åbner lemmen og vinker mod Johannes, at han skal følge med.



Nu står de to mænd på det nedlagte fyrtårns tagterrasse – og det nydeligste teleskop befinder sig lige foran munken.
Desværre er det allerede ved at blive mørkt udenfor - og vejret er bestemt heller ikke til stjerne-kikkeri.



Igen trækker piloten ham i armen – og inden han ved af det, befinder Johannes og piloten sig inde i det lille skur direkte under teleskopet.
Der følger nu en lang forklaring om teleskopets indretning og de ting, som piloten har observeret af unormale ting på himlen, inden han beder Johannes kigge på en monitor.
”Der – der – der” peger piloten på skærmen og spørger, om ikke også Johannes kan se dem.
Men der er intet at se på monitoren – udover nogle stjerneformationer, som Johannes aldrig har set før.
Han vælger dog at støtte piloten i sine observationer – at der da vitterligt SER ud til at være noget, som Johannes ikke har set før. På den måde lyver han ikke, men støtter samtidigt denne gale mands åbenlyse paranoia.



Johannes lægger igen øjet til den store kikkert – og drejer forsigtigt på teleskopet.
Hvor VILLE han dog ønske, at dette teleskop var tilgængeligt for ham til evig tid – at han kunne benytte hver nat til nye observationer. Desværre står det på fjerde etage hos en mand, som helt åbenlyst er overbevist om, at noget frygteligt er ved at ske – at jorden invaderes af fremmede fra rummet.
Johannes drejer teleskopet en sidste gang – snurrer nærmest hele vejen rundt, inden han igen fjerner øjet fra den lille kikkertmunding.
Så kigger han opgivende på piloten – vel vidende, at det formentlig bliver det sidste kig ud i verdensrummet – meget længere ud, end Johannes nogensinde har set før – og sikkert heller ikke kommer til at se mere.
Så bliver han nødt til at forlade det lille skur og teleskopet.



Det er i mellemtiden blevet meget sent på aftenen og Johannes må tilbage mod den sidste rutebil mod Windenburg og aftalen med den gamle fisker om, at blive sejlet tilbage til øen.
Lige inden de skilles, får Johannes helt uventet en krammer af den gamle pilot. Munken tænker i første omgang ikke over dette. Han er kun glad for en vis astrologisk fortrolighed med den noget specielle mand i fyrtårnet.



Så går Johannes mod rutebilens stoppested – fyldt med et væld af tanker i alle retninger – både en glæde over at have fået muligheden for at se længere ud i rummet – og samtidig en sikker overbevisning om, at det netop VAR det sidste kig.



Det er først næste dag, at Lukas opdager et fremmed signal på sin lyttestation, der gør, at de finder den lille fremmede sender i kraven på Johannes’ vintertøj.
Johannes har netop pakket klostrets lille stjernekikkert væk – og erkendt med sig selv, at den ikke kommer op mere - i hvert tilfælde ikke med ham som bruger af apparatet.

Et stykke oppe ad kysten er piloten endnu mere styrket i sin overbevisning, når selv en guds mand støtter ham i den forestående invasion fra rummet.

Nu KUNNE det da være oplagt at flette en side-historie på denne fortælling, hvor der vitterligt KOM besøg fra rummet.
Det kan jeg da godt se, men det kommer bare ikke til at ske fra min hånd.

(- og jo, det fyrtårn har vi set tidligere = rent genbrug fra en tidligere Grønlands-fortælling)

Dybt nede under både messesalen og Johannes’ eliksir- og seancerum i Det hellige Tårn går en smal stige ned til endnu et rum i klostret. Rummet, som munkene kalder for Teknik-rummet, er som sådan ikke hemmeligt for dem. Det er bare kun Lukas, som færdes dernede – og har interesse i denne specielle del af klostret.

For mange år siden stod en trædemølle i dette rum – og et snurretræk gik til brønden udenfor, som på den måde forsynede klostret med vand.
Nu om dage er rummet fyldt med væsentligt mere avancerede højteknologiske maskiner.
I hjørnet af Teknik-rummet står en nyligt indkøbt hjemme-fabrikator til 3D fremstilling af genstande og forskellige møbler.
Det er en maskine, som Lukas bruger meget tid på, når han ikke har andre gøremål i klostret.
Møblerne, som han fremstiller på fabrikatoren, sælger munkene i boden og de er et kærkomment supplement til de andre salgsvarer.



Lukas har også stor gavn af en genbrugsmaskine, som knuser og forvandler gamle udslidte dele og restaffald til et materiale, som han netop kan benytte på hjemme-fabrikatoren, når der skal printes nye genstande eller inventar. På den måde sparer munkene mange ressourcer på indkøb til fremstillingen.



Vandgeneratoren, som også er opstillet i dette Teknik-rum, kan i nødstilfælde forsyne klostret med drikkevand i flere dage – en dejlig sikkerhedsforanstaltning i disse varme sommertemperaturer.
Den tekniske kompleksitet på maskinernes i kælderen gør, at det alligevel kun er Lukas, som forstår at anvende dem.
Biobrændslet, som driver denne vandgenerator, fremstiller munkene selv fra deres insektstader i haven.



Dermed er klosterbrønden for længst blevet overflødig, men har alligevel fået en æresplads i klostergården - som et kært minde fra en tid, hvor munkene møjsommeligt måtte trække vand op fra brønden.



En aften banker en ung kvinde på klostrets port.
Gennem det lille samtalehul i døren fortæller hun, at hun er en velkvalificeret mestertekniker på gennemrejse – og gerne vil tilbyde at kontrollere klostrets forskellige instrumenter og maskiner for et beskedent beløb og lidt mad.
Det bliver naturligvis Lukas, som tager imod kvinden – og i sin velkomst godt tør love denne mestertekniker, at der ikke umiddelbart er teknisk udstyr i klostret, som ikke allerede ER i tiptop stand og opgraderet.
Alligevel lader han sig overtale til at åbne porten for kvinden, men viser hende direkte mod Teknik-rummet i Det hellige Tårn.



For foden af den smalle stige vender kvinden sig om mod lokalet og kigger direkte på en ganske imponerende samling af blinkende maskiner – endda udstyr, som hun ikke engang selv har set eller prøvet før. Nu giver Lukas sig til at demonstrere 3D-fabrikatoren, som han sætter til at producere en salviefarvet havestol. Mesterteknikeren følger nøje med i Lukas’ indtastninger i displayet – og forbløffes, da maskinen langsomt men sikkert skaber den fineste havestol af forskellige knuste genstande.
Imens fabrikatoren fremstiller stolen, fortæller Lukas om de andre maskiner i Teknik-rummet.





Da mesterteknikeren igen forlader klostret samme aften, må hun erkende, at hun aldrig havde forestillet sig, at hun skulle møde sin tekniske overmand i et kloster på disse sydlige breddegrader.
I hånden bærer hun en fin madpakke med tofu-gryde, som Albert har lavet til hende, mens der i opslaget på hendes overalls blinker en fin sporingsenhed, som sender sit signal til aflytningsenheden i klostrets kælder.

Denne eftermiddag er det Benjamin, som passer boden.
Blandt en af de sidste kunder er en meget vred dame, som er overbevist om, at hun ikke har fået den vare, som hun har betalt for – også selvom hun faktisk synes, at hun HAVDE modtaget sine indkøb og lagt dem i et lille net.
Ikke desto mindre står hun nu her og skælder munken ud og anklager ham for at have snydt med handlen.
Benjamin er ganske overrasket og ulykkelig over hændelsen og giver straks den sure kunde nye varer.
Hun føler sig nu stadigvæk bestjålet.



Da Benjamin tæller dagens omsætning sammen, er der noget, som slet ikke stemmer. Der mangler tydeligvis en del penge i kasseapparatet. Eller også mangler der nogle varer i bodens udvalg.
Benjamin må have fat i Lukas, som hurtigt konstaterer, at kasseapparatet ikke fejler noget.



Efter aftale med Andreas, sætter Lukas sig straks til tasterne og bestiller et overvågningskamera på Internettet. En uge senere er boden godt overvåget fra kameraet, som sender signal til Lukas’ lyttestation i kælderen.



To dage senere griber Simon og Vilfred i fællesskab en ung mand i kravetøjet, da han skyndsomt forlader boden – tilsyneladende uden at have købt noget.
Det viser sig dog hurtigt, at lommerne i mandens jakke er fyldt med små cremedåser og andre ting fra boden.
Brødebetynget fortæller den unge mand, at han slet ikke kan lade være med at stjæle – og den gamle dames åbentstående net var ALT for stor en fristelse for ham.





Nu må tyven lægge ører til Vilfreds dundertale om de ti bud, helvedes port og ungdommelig ugudelighed – og en besked på at holde sig væk fra øen fremover.
Som med vindueskiggeren ser de heller ikke tyven igen, men for en sikkerheds skyld lader Lukas kameraet blive siddende – godt gemt i et buskads bag boden.
Den lille chip under mandens krave bliver ved med at sende signaler de kommende tre uger – og fortæller Lukas i klostrets kælder, at den unge mand ikke færdes på øen længere.

Hændelsen med kleptomanen er knapt overstået, før en anden herre viser stor interesse for klostrets lille husstands-vindmølle.
Lukas er tilfældigvis i kælderrummet ved lyttestationen og ser den unge mand på overvågningsmonitoren.



Han skynder sig op til vindmøllen ved hegnet og spørger til mandens påfaldende interesse for netop den genstand.
Nu forklarer manden, at han som kommunal øko-mester har til opgave at sikre, at Windenburgs større husstande er energi-optimerede – og nu er turen kommet til Sct Marcus ordenens gamle klosterbygninger.



Selvom Lukas forklarer, at der gennem de sidste mange år er sket løbende optimeringer på stedet, insisterer den kommunale udsending på, at denne inspektion vil belyse dette ud fra kommunale parametre – og ikke bare en tilfældig munks syn på energien.
Næh, økomesteren kunne faktisk godt forestille sig, at bygninger og inventar i denne alderskategori slet ikke er så optimerede, som kommunen ønsker det – selvom han da anerkender vindmøllens hjælp til klosterets energi-forbrug.



Nu trasker øko-mesteren med let løbende skridt mod klostrets indgang – med Lukas lige i hælene. Den unge munk går og tænker på, at han da håber, at de andre munke ikke har valgt at benytte saunaen eller de andre strøm-slugende bekvemmeligheder netop nu.



Det er tydeligt at mærke, at øko-mesteren forventer at finde flere nødvendige sparepunkter.
Men han må snart indse, at der vitterligt ER optimeret på alle punkter i Sct Marcus ordenens kloster.
Om det så er vandopsamleren ved bistaderne, kaffemaskinen, køleskabet og komfuret i køkkenet, så er der installeret energivenlige øko-dele - og solcellerne på det sydvendte tag af bygningen ved urtehaven forsyner sin del af husstanden med billig energi.



På deres rundtur i klostret, hvor alt strøm-forbrugende bliver nøje undersøgt, ender økomesteren og Lukas inspektionen i teknik-rummet, hvor vandgeneratoren i øjeblikket snurrer med sin velkendte lyd - og dråberne stille drypper ned i opsamlingsbeholderen.
Med synet af generatoren smiler økomesteren forlegent til munken.



Efter at have været ALLE kontrolpunkter igennem på den lange kommunale liste, må økomesteren i stedet udfylde og underskrive et fint certifikat for veludført energioptimering.
Økomesteren er dårligt nået tilbage til fastlandet, før et nydeligt indrammet certifikat er sat op ved klostrets indgangsport.

Vilfred synes jo nok, at klostret er ved at blive lige moderne nok, da en familie på fastlandet skænker en næsten ny vaskemaskine og tørretumbler til klostret – en del af et dødsbo, hvor afdøde faktisk også efterlader en god skilling til munkenes ve og vel.

De unge munke er til gengæld voldsomt godt tilfredse med, at de nu slipper for vaskebaljen og tørresnoren udenfor – og blot kan lade teknikken gøre vaske-arbejdet for dem.
Da først Lukas er færdig med et par små forbedringer på både vaskemaskine og tørretumbler, bliver der lidt ekstra fritid til Simon, Benjamin, Lukas og Jakob, der ellers har haft vasketjansen i baljen udenfor.



Pengebeløbet får de unge munke lov til at administrere - som et krav fra den nu afdøde, at de unge munke skal tilgodeses.
Simon får sig nogle nye haveredskaber, Benjamin en sæk fuglefoder, Jakob en ny hønsestige og nogle redekasser, mens den største del af beløbet anvendes til en drone og et redigeringsbord – et stort ønske fra Lukas gennem et stykke tid.



Vilfred er jo naturligvis helt uenig i denne disposition, men da dronen først har fulgt i hælene på ham det meste af en dag – og en amatøragtig sammenklippet video af ham selv vises for den gamle munk, kan han jo godt se, at dette nye medie KAN et eller andet, når det for eksempel kommer til at rekruttere nye munke til Sct Marcus klostret. Ikke at det har været et problem tidligere, men som Andreas rigtigt argumenterer, så må klostret jo også følge lidt med udviklingen i samfundet udenfor – bare lidt.



Som Lukas bliver bedre til at benytte dronen og redigeringsbordet, skaber han faktisk nogle små fine videoklip, som munkene har megen morskab af. Der er dog bred enighed om, at videoerne forbliver som underholdning blandt munkene - og IKKE skal offentliggøres på sociale medier. I forhold til rekruttering af nye munke, er det absolut heller ikke nødvendigt, for listen med potentielle kandidater er stadig alenlang.

Vilfred fornemmer tidligt en ubeskrivelig uro og følelse – som om noget ondt er på vej i klostrets retning.
Han forstår ikke helt, hvor det kommer fra, men mærker, hvordan han bliver mere og mere ængstelig.
Vilfred har aldrig haft denne følelse – eller måske snarere fornemmelse - før, men der er ingen tvivl i hans sind om, at han straks må reagere.
Han haster mod klosterporten, så hurtigt han kan løbe i munkedragten, for hans bange anelser synes at være lokaliseret om klostrets hovedindgang eller den lille kirkegård for klostrets fod.



Allerede på afsatsen bemærker den gamle munk en mistænkelig yngre mands-person iført nogle gamle klæder ved indgangen til kirkegården.





Vilfred råber ham an og fortsætter sine hastige skridt ned ad trappen.



Netop som Vilfred nærmer sig foden af stentrappen, forsvinder den unge mand fra stedet i et tempo, som den gamle munk med sikkerhed aldrig har set før – som bliver manden blæst væk af en mægtig orkan. Men netop i dag er der nærmest vindstille på øen.
Selv klostrets vindmølle står helt stille.



Vilfred står længe på trappeafsatsen og spejder efter den unge mand, men han er forsvundet rundt om hjørnet på klostergrunden på ganske få sekunder.
Igen undrer Vilfred sig over den fart, som den unge mand forsvandt med, mens uroen langsomt forplanter sig til den gamle munks krop og sind.

For en sikkerheds skyld låser Vilfred havelågen på klostrets bagside – som om den lave trælåge overhovedet skulle hjælpe mod det, som han netop har set.
Da de andre munke vil vide, hvorfor den lille smutvej gennem havelågen nu er låst, fortæller Vilfred blot, at han har haft en foruroligende tanke – ikke et ord om, hvad han vitterligt SÅ med sine egne øjne.



I forrådskammeret finder Vilfred en hvidløgsguirlande, som han skyndsomt hænger op over klostrets indgang. Den gamle munk kender nok til alskens uønskede elementer, som naturligvis vil antaste et helligt sted som et sydlandsk kloster – i dette tilfælde med al sandsynlighed Sct Markus ordenens hjemsted.
Men han mener nu også, at han kender til de midler, som skal til, for at holde den slags fra livet.
- og hvidløg og intense bønner til himlen skulle være fornuftige løsninger, har Vilfred hørt.

Efter en hastig bøn i sit sovekammer henvender Vilfred sig hos Simon og overbeviser ham om, at køkkenhaven vel igen bør indeholde mindst en hvidløgsplante.
Dagen slutter i messesalen, hvor Vilfred har hidkaldt alle andre munke til en ekstra bøn – uden at forklare yderligere.
- og munkene spørger heller ikke, for det er ikke unormalt, at Vilfred kalder til ekstra bøn.
Fremmødet til bønnen er dog upåklageligt denne aften – som fornemmer de øvrige munke, at Vilfred netop denne gang er MEGET opsat på netop denne aftenbøn.
Aftenbønnen indeholder forbavsende meget om helvedes port, udsendinge fra djævelen og en opfordring til agtpågivenhed.



Efter to frygtelige dage og nætter med ængstelse og uro – ja, vel nærmest frygt, er Vilfred ved at dejse om ved spisebordet af træthed.



Selvom han ikke har set mere til den unge mand, indser Vilfred alligevel, at han MÅ betro sig til en af de andre munke. Han vælger naturligt Johannes, som jo netop har læst i de gamle skrifter – og vel også fra disse skrifter er stødt på tidligere beskrivelser af lignende hændelser – eller endog kan trække på oplevelser fra hans rejser i udlandet.
Samtidig er det Johannes, som fra tid til anden udfordrer det hinsides, når han benytter seancebordet - eller måske ligefrem har en eliksir, som kan hjælpe munkene på vej mod frelse.
Så Johannes MÅ jo være den rette at gå til i sådan et tilfælde som dette.



Vilfred finder Johannes ved den store kedel, hvor endnu en mikstur er ved at være færdigbrygget.
Nu fortæller den gamle munk om sin observation og efterfølgende frygt for klostrets eksistens og fremtid – og Johannes nikker indforstået. Jo, Johannes har nok hørt noget lignende på et par af sine rejser i fjerne egne.



Selvom Johannes ikke selv er stødt på dette nye gespenst – for det må det vel være, så er munken klar med både eliksirer og urtemiksturer, der nok skal få enhver indtrængende på andre tanker – også eliksirer, der er væsentlig mere effektive end hvidløgsguirlander og den slags.
Det forsikrer han Vilfred om, da den gamle munk viser ham den ophængte guirlande ved indgangen til klostret.



Tilbage ved kedlen forsikrer Johannes Vilfred om, at han bare kan slappe helt af, for Johannes HAR taget alle forholdsregler. Ellers turde han jo heller ikke sætte sig til seancebordet på så helligt et sted, som i et kloster.
Det MÅ Vilfred kunne forstå.
Det undrer i øvrigt Johannes, at disse seancer ikke har vist tegn på forstyrrelse eller forsøg på indtrængen af fremmede kræfter, hvis Vilfreds oplevelse vitterligt er forløbet, som den gamle munk beskriver.



Den aften kan Vilfred ikke længere holde øjnene åbne, men falder i en dyb og tiltrængt søvn – og fornemmer derfor intet, da en stor mørk flagermus svæver forbi udenfor hans åbne vindue i sovekammeret.
Han ser derfor heller ikke, da flagermusen lander på kanten af en træskål, hvor en liflig duft har fanget dens næsebor.
Den nipper kort til substansen i skålen – og falder brat til jorden med et bump.



Inden Vilfred vågner næste dag, er alle spor slettet – og den døde flagermus kastet i havet med en tung sten om benet.
Vilfred bemærker dog, at hvidløgsguirlanden ved indgangen er fjernet – og hvidløgsplanten erstattet af en rosenbusk i urtehaven.
De to munke nikker kort til hinanden, inden de sætter sig ved middagsbordet.



Næste nat sover Vilfred upåklageligt.
Alligevel beder Johannes den unge Lukas om at dreje et par af sine overvågningskameraer lidt mere mod himlen, men hverken flagermus eller hurtigt-løbende unge mænd i gammeldags tøj dukker op på skærmen i den efterfølgende tid.

Sikke du kan - smelter dine munke sammen med forskellige af spillets egne simmere som den unge vampyr Vatore, Knox Greenburg og den unge dame fra samme sted. Jeg vidste faktisk ikke, at du har fået vampyrpakken? Men spændende er det som sædvanlig og virkelig godt skrevet OG beskrevet.

Ja, for pokker - de dukker jo op alle vegne!  
- og senest ham Vatore-fyren, som pludselig spadserede forbi udenfor klostret.
Jeg starter ellers altid mine nye spil med at slette Vlad, men havde denne gang overset andre simmere fra Forgotten Hollow.
Så var der jo ikke andet for, end at skrive ham lidt ind i disse små øjebliksbilleder fra mit spil.

Men denne gang forsøger jeg også at udfordre min ALT for realistiske tilgang til Sims-spillet, hvor det overnaturlige ikke har fået meget "spalteplads" tidligere - på nær som en lille del af Stolthed og Fordom-historien senest.

Jo, jeg måtte overgive mig til vampyrpakken til sidst, for der var nogle ret seje vinduer, døre, låger og vægbeklædning, som jeg havde svært ved at klare mig uden.
- og så må man jo leve med en enkelt vampyr kommer snigende i ny og næ - og altså denne ene gang formåede at blive en del af fortællingen.

Tak for din kommentar Simsister - altid værdsat.
Siden mit ret tilfældige besøg på Aalborg Kloster i sommeren 2022 (fik 2 billetter foræret!), har jeg haft denne munke-tanke i hovedet - og havde gerne spillet den som et tilbageblik på middelalder-tiden, hvor disse klostre virkelig havde deres eksistensberettigelse.
Men mulighederne i Sims er dog stadigvæk lige begrænsede nok til det tidsbillede fra 1500-1600-tallet - desværre.
Ganske kort overvejede jeg faktisk at genskabe klostret midt i Aalborg, men faldt så over Simproved's herlige kloster-grund istedet.
Med den byggestil måtte fortællingen jo flyttes længere sydpå i Europa - uden helt at lande et specifikt sted.

Efter en del "renovering" er det faktisk blevet en rigtig herlig grund at spille på - og efterhånden ført helt up-to-date med bekvemmeligheder og indretning, må jeg indrømme.
- Senest jo denne drone-/videoredigeringsbord-ting, som jeg også blev lidt nysgerrig på undervejs.

På den måde er ethvert spil/enhver historie jo også en afprøvning af andre muligheder i spillet, som jeg i mange tilfælde mere eller mindre tilfældigt har afholdt mig fra at afprøve - eller bevidst holdt mig fra (eks ALT det spooky/urealistiske i mit begrænsede verdensbillede!).
Denne gang har jeg eksempelvis foreløbigt opnået niveau 5 i magi for en enkelt simmer.
Det har faktisk flyttet min spil-tilgang betragteligt.
Kedlen og seancebordet står heller ikke ubenyttet hen denne gang, men får et enkelt "besøg" indimellem.
Jeg overvejer da også at hidkalde Goudy, men ved ikke lige, hvad det vil medføre for spillet.

Til trods for dine yderst positive kommentarer - tak for dem, kan jeg faktisk godt mærke, at jeg er ved at vende tilbage til en tid med ALT for sløset tilgang til billeder.
Jeg er helt overbevist om, at jeg godt kunne gøre det bare lidt bedre - men "springer ofte over, hvor gærdet er lavest", eller vælger et ikke helt godt billede, frem for at prøve igen.
Engang imellem får jeg dog også beskrevet nogle ting i de små afsnit, som jeg efterfølgende finder ud af, ikke kan lade sig gøre med simmerne.
Oftest er afsnittet skrevet, FØR jeg gennemspiller handlingen, men det KAN give uforudsete udfordringer.
Et eksempel er billedet ovenfor med "lås af havelågen". Det kan jo desværre ikke lade sig gøre som en simmer-handling, selvom det ville have været en cool feature.
Istedet står simmeren blot bag lågen.
Jeg kunne omskrive afsnittet, men valgte alligevel denne "halve løsning", så jeg hurtigt kunne komme videre.
Det er noget ØV

Nu må vi se, hvor det hele fører hen.
Jeg har stadig lidt flyvske notater tilbage at fortælle om munkene fra Sct Marcus ordenens kloster.

Rygtet om at der er noget helt galt på fastlandet når egentligt hurtigt frem til munkene.
Det er Lukas, der – via lytteudstyret i kælderen - kan fortælle, at en virus har ramt byboerne i Windenburg.
I første omgang lyder meldingerne på, at der er en form for fugleinfluenza, som har ramt lokalområdet, men Jakob, som frygter for dødeligheden blandt sine høns, forvisser sig hurtigt om, at det ikke den form for virus.
Så hønsene er ikke i fare i denne omgang. Kun kokkens vedvarende interesse i en suppehøne skønnes at være et faremoment for bestanden.
De seneste dage har en enkelt slagteklar høne endnu engang fået ekstra opmærksomhed og omsorg fra klostrets måltids-ansvarlige.



Mens antallet af syge i Windenburg hurtigt overstiger, hvad det lille lokale sygehus kan kapere, samler Andreas munkene til en ekstra aftenbøn og rådslagning om klostrets rolle i lokalsamfundet på den anden side af vandet.
Blandt munkene er der bred enighed om at hjælpe, uanset om de bliver anmodet om at bistå i sygeplejen – også med mere end bønner til herren.



Udover en sovesal med fire ubekvemme senge, råder munkene kun over et ganske lille sygerum i kælderen, hvor kun en enkelt knirkende sygeseng indtil videre har været rigeligt til at opretholde et fornuftigt beredskab og klare de små sygdomme eller sårskader, som har ramt munkene i ny og næ.
(På billedet er det Andreas og Jakob, som taler sammen i sygerummet).



Vilfred, som kender til sårbehandling fra sit tidligere liv som omsorgsmedhjælper, mindes en enkelt brækket ankel, et par faldskader på de hårde stentrapper og nogle stikmærker fra en tjørnebusk eller bierne de seneste år. Men ellers har det mest været solskoldning, når munkene er faldet i søvn på solvognen under eftermiddagssolen, som har foranlediget et besøg i sygerummet.
Senest er det mest Johannes’ stigende mængde af urtemidler, helende medikamenter og eliksirer, som fylder i sygerummets medicindepot.



Snart fyldes hver en ledig seng i klostret med borgere fra Windenburg, der indkvarteres på det ellers lukkede kloster.
Med alle tilgængelige senge fyldt op med syge fra byen – også munkenes egne sovegemakker, må munkene i stedet finde indkvartering i kirkerummet – tæt på gud, som Vilfred glad konstaterer, da han lægger sig tæt ved alteret.



Alt håb om hurtig helbredelse synes umuligt – og langvarige forløb af svimmelhed, lugte- og synsforstyrrelser vil ingen ende tage i epidemiens følgende uger.
Munkene undrer sig da godt nok over, at de ikke selv bliver smittet. Ikke en eneste af klostrets faste beboere får symptomer – selv ikke med plejeopgaver tæt på de smittede borgere fra byen. Men tiden er knap og gøremålene mange. Så munkene tænker ikke mere over det.



Blandt de syge i sovesalen i kælderen ser Johannes kvinden fra stranden. Hun er hårdt medtaget af sygdommen og taler i febervildelse om lidenskab og følelser for en uopnåelig mandsperson.



Johannes sikrer sig naturligvis, at netop denne kvinde får den bedste behandling af alle patienter i klostret. På munkens foranledning, flyttes kvinden en dag til hans private sovekammer, hvor han jævnligt finder en undskyldning for at hente nødvendige ingredienser til forskellige eliksirer. Ved disse visitter i sit eget sovekammer kan han passende kigge til patienten – i embeds medfør naturligvis.



Netop som virussen synes at tage til i omfang på fastlandet og sprede sig til de mindre byer omkring Windenburg, hælder Johannes en slurk af munkenes faste morgen-eliksir på en af de mandlige patienter i soverummet i kælderen. På mindre end et døgn er mandspersonen oppe at gå igen og synsforstyrrelserne formindsket markant.
Om eftermiddagen får manden færten af nybagte muffins fra køkkenet.
Det tager Andreas som et sikkert tegn på, at patienten er klar til hjemsendelse.



Nu får Johannes travlt med at fyrre op under den store kedel, så en større portion af denne morgen-eliksir kan sættes i produktion.
Tre dage senere kan den pensionerede fiskeskipper sejle alle patienter fra øen og hjem til fastlandet. I stævnen står syv trækar med et helt anderledes indhold, end hvad man ellers normalt kan finde i et vinkar. På denne tur over det lille sund er det en livgivende morgen-eliksir, som skvulper i karrene.
I kraverne på alle de tidligere patienter fra klostret sender en lille chip signaler til Lukas ved lyttestationen i klostrets kælder.



Som repræsentant fra klostret er Benjamin også med ombord på fiskerens båd. I Windenburg skal alle vin-kar med morgen-eliksir fordeles til de rette modtagere i byen. Det er Benjamins betroede opgave, at sikre, at det lokale hospital, ordensmagtens håndhævere, børnehjemmet, fattiggården og nonneklostret får deres forsyninger.
Men Benjamin bliver godt nok noget overrasket, da nonnen, som han skal aflevere eliksiren til ved nonneklostret, viser sig at være den samme, som stod i køen ved boden hos munkene for snart længe siden.
Han genkender hende dog med det samme – husker øjnene og hendes smil.



Som denne eneste munk i byen kan Benjamin desværre ikke overlade sin betroede opgave med fordelingen af eliksiren til andre, men må med flakkende blik og sved på panden notere på sin skriveblok, at nonneklostret nu også har fået sin ration.
Da han kort kigger op, for at sikre sig, at nonnen er forsvundet, vinker hun kort til ham fra afstand.
- og Benjamin vinker kluntet tilbage.



Denne aften holder Andreas en af sine bedste fællesbønner i sin tid som prior på klostret. Han takker blandt andet herren for at lade munkene få afgørende indflydelse på håndteringen af virusset og helbredelsen af byboerne. Han takker også enhver munk i klostret for deres bidrag – og forkynder til slut, at alle munke gudskelov kan vende tilbage til deres egne sovekamre.
Johannes finder et fint lille takkekort på sin pude, da han kravler til køjs.
Kun Benjamin er frygteligt længe vågen den nat.



En måned senere må Andreas endnu engang takke herren for en hel eksplosiv omsætning i boden, hvor specielt morgen-eliksiren sælges som aldrig før.
Kun Johannes er nærmest ved at dåne af overbelastning ved den store kedel, når der næsten dagligt skal fremstilles nye mængder af eliksiren. Heldigvis er de unge munke flinke til at give en hånd med ved omrøringen og påfyldningen af karafler, så Johannes kan nøjes med at tilsætte de rette mængder af alskens ingredienser.





Nogle uger senere synes markedet at være mættet og salget af morgeneliksir at finde sit fornuftige leje i boden.
Det er også på nogenlunde samme tid, at byboerne stopper med at komme med takkegaver til klostret og munkene. Specielt gaver fra slagtemesterens velassorterede butik har ellers været velkomne.



Udover en lang og velformuleret mail fra borgmesteren i Windenburg, som takker munkene for deres indsats, modtager Andreas også en hilsen fra biskoppens kontor.
Det glæder naturligvis prioren, at munkene roses for deres indsats i forbindelse med epidemiens ophør.
I mailens afsluttende linjer kan biskoppens sekretær glædeligt informere Andreas om, at biskoppen forventer at besøge klostret ved nærmest givne lejlighed, såfremt han får tid i sit pressede program.
Det glæder dog Sct Marcus ordenens kloster-leder, at han senere modtager bud om, at biskoppen ikke ser sig i stand til at opfylde dette.
Med den glædelige nyhed ånder Andreas lettet op.

Jakobs fødselsdag bliver fejret blandt munkene.
Han puster selv lysene ud på kagen, mens Vilfred forsøger at spille en fødselsdagsmelodi på orglet.
Det er bare som om, at alle disse orgel-piber ikke rigtigt er skabt til fødselsdagstoner.





(Gutten i midten er "den ikke eksisterende butler" i denne fortælling, som absolut skulle snige sig med på billedet - og endda i civil!)

Fødselaren lykønskes af sine munke-venner, som forærer ham en cykelhjelm og en ny træcykel, som Lukas naturligvis har bygget. Cyklen skal Jakob bruge, når han genoptager sine studier.
Han MÅ dog lige op og sidde på cyklen en enkelt gang i spisestuen, inden den gemmes væk til studiestarten.





Som ung voksen kan Jakob nu søge ind på det nye universitet i Windenburgs udkant, hvor han forventer at begynde efter sommerferien. Efter et sabbatår, hvor hønsene og forskellige mere eller mindre seriøse selvstudier har været hans fokus, ønsker Jakob nu at genoptage sine studier.



Han har igen rådført sig hos den gamle prior – og Andreas har anbefalet ham at studere sprog og litteratur.
På den måde håber Andreas, at Jakob en dag vil nedskrive den offentlige version af fortællingen om Sct Markus Ordenens munke-gerninger i Windenburg-klostret – som en ny skriftsamling om munkelivet i det enogtyvende århundrede. Naturligvis er der da en del ting, som ikke nødvendigvis skal nævnes, men Andreas mener nu nok, at der stadig kan komme en god og positiv historie ud af munkenes virke i klostret på Windenburg-øen.



Der er forholdsvist langt fra havnen, hvor Jakob går i land med cyklen - og hele vejen gennem byen til det nye universitet. Derfor er den nye træcykel en meget værdsat gave, så Jakob kan nå frem til universitetet inden første undervisningstime.
Den unge munk kunne naturligvis flytte til et herberg nær universitetet, men Jakob vælger at tage den lange vej hver morgen og eftermiddag – og forblive i sin munkegerning i klostret.
Han forsømmer naturligvis hønsene lidt, men andre af de unge munke lover at hjælpe, når Jakob nu har mindre tid til hønsegården og dens beboere.



Nøjagtigt som han havde forventet, bliver de første uger lidt besværlige for Jakob. Han oplever dog snart, at han bedre kan begå sig blandt sine medstuderende på universitetet i forhold til årene i gymnasiet – som bliver han bedre accepteret i gruppen af klassekammerater, selvom han bærer sin munkedragt.



Måske har byboernes oplevelser under epidemiens rasen - og det faktum, at munkene jo havde en afgørende rolle med at stoppe udbruddet - også indflydelse på, at han værdsættes og anerkendes på en anden og mere behagelig måde blandt de andre studerende.
Ja, hans studiegruppe anmoder ham ligefrem om, at forestå fremlæggelsen af afgangsprojektet for første semester. Det er Jakob pænt stolt over – og også en smule nervøs.
Det går dog fint. Gruppen opnår karakterer over middel – og er derfor klar til at begynde på andet semester.
Mens studiegruppen fejrer de fine karakterer på byens diskotek, trasker Jakob blot hjemover denne gang.



På andet semester er det selveste biskoppen, som en dag skal forelæse på universitetet. Benjamin er spændt på biskoppens foredrag, som væsentligst kommer til at handle om de svære betingelser for herrens disciple nu om stunder, samt det vigtige i at fortælle eftertiden om munkestandens trange vilkår i et videnssamfund baseret på teknologi og kommunikation.
Efter forelæsningen, når Benjamin lige at tænke, at det med fortællingen til eftertiden jo falder meget godt i tråd med priorens opgave til Jakob, når han bliver færdig på universitetet og vender tilbage til klosteret. Så må han halse afsted, for at nå at hilse på den gejstlige. Den unge munk indhenter biskoppen udenfor og når da lige at introducere sig selv og Sct Marcus ordenen, inden biskoppen forsvinder i en stor limousine.