Munkene på øen

Et par uger senere indvilger Andreas i at modtage den forhenværende sognepræst som gæst i klostret.
Præsten, som på det tidspunkt er sengeliggende og dårligt tager føde til sig, installeres som en praktisk løsning i Yogahuset ved klostrets indgang – tæt på bålplads og hesteskospillet. Her skiftes munkene til at våge over den gamle sognepræst og bede en stille bøn med ham i ny og næ, når præsten er vågen.
Vilfred og Bernard er specielt ivrige med bønner og anmodninger til Herren om at lade denne discipel blive skånet.



De næste uger sker der ikke det helt store med præstens helbred – hverken værre eller bedre, men efter fem uger i klostret er præsten pludselig i bedring. I løbet af de efterfølgende to uger kommer den gamle mand op at sidde i sengen nogle timer hver dag – flere og flere timer for hver dag, der går



- for til sidst at spise sammen med munkene i klostrets spisesal og ikke have behov for sengelejet.
Dagen efter takker den tidligere præst Andreas for tiden i klostret, men nu vil han gerne tilbage til plejecentret.



Som en tak for Andreas’ gestus og munkenes ganske overraskende hjælp, modtager klostret en del af en større opsparet formue, som ikke engang præstens egen familie havde kendskab til.
Nu tilfalder en del af midlerne dog klostret, hvis Andreas vil garantere, at pengene ubeskåret vil gå til munkenes velbefindende.
Det har den gamle prior ingen problemer med at love præsten.



Vilfred er overbevist om, at der er sket et mirakel lige midt iblandt dem - at Gud netop har hørt munkenes bønner for præsten.
Vilfred har selv trofast nævnt præsten i alle sine bønner, siden den dag, hvor denne Herrens udsending ankom til klostret som en meget syg mand – på vej mod himmeriget i Vilfreds øjne.
Det næste lange stykke tid fortæller Vilfred enhver, som gider at lytte, om det underfundige mirakel, som er sket i klostret – alene ved bønner til Herren.



Troskyldigt må Andreas også have denne oplevelse blandt munkene med i søndagens gudstjeneste i kirken et par gange, men den gamle prior aner nu nok, at munkene bør kigge i en anden retning efter dette ”mirakel”.



Johannes vil ikke tage Vilfreds overbevisning fra ham, men på de dage eller nætter, hvor Johannes har våget over præsten, har han stille og roligt fyldt et lidet kendt men helbredende afkog i præstens morgen-, eftermiddags- og aften-the.



Opskriften på dette afkog dukkede op i en gammel bog fra druidernes tid, som Johannes havde læst for nyligt og ladet sig inspirere af.
Langsomt lod Johannes dette afkog blande i præstens the – og langsomt begyndte afkoget gudskelov at virke på præstens helbred.
Men det behøver Vilfred jo ikke at vide.

Jeg VED godt, at disse afsnit tog en lidt underlig/morbid drejning, men jeg bestemte mig for at bibeholde dem, når nu simmerne trods alt også kan dø i spillet.
Det undgik vi jo på mirakuløs vis

Udover sin store forkærlighed for alle slags dyr er Benjamin jo også et yderst følsomt menneske, som ofte fordybes i tanker, som ikke vil slippe ham igen. Disse tanker går mange gange i retning af den smukke unge nonne i klostret på fastlandet.

Inspireret af Vilfreds salmeskrivning og Jakobs forfatterskab finder Benjamin en dag et tomt kladdehæfte frem og begynder at skrive de første poetiske linjer, mens han sidder ved sit skrivebord i avlsbygningen.
Han fortæller og skriver nydeligt om livets gang, verdenen omkring ham, årstidernes uendelige vandren, livet som munk i evig cølibat, hans oplevelser med klostrets dyr – og ikke mindst hans brændende tanker og følelser for nonnen.
Med de tiltagende antal linjer i kladdehæftet synes Benjamin, at han kan få tankerne lidt mere på plads – og dermed også det hele lidt på afstand.



Med tiden bliver hans skriverier i kladdehæftet til små poetiske digte - og en overflod af maleriske og lyriske beskrivelser om dette og hint – og om hans håb for fremtiden som klostermunk, hvor han er voldsomt splittet mellem den indestængte kærlighed og det inspirerende og givende klosterliv.
Ved den mindste lyd i nærheden, forsvinder kladdehæftet ned under madrassen i sengen bag skrivebordet.



Midt i sine skriverier hører Benjamin en dag Peter råbe om hjælp fra fårenes indhegning bagved avlsbygningen.
Det lyder som om, at alle fårene er sluppet ud af deres indhegning.
I sin iver for at hjælpe med at fange fårene, glemmer Benjamin at gemme kladdehæftet under sengen, inden han iler Peter i møde ved indhegningen.
- Og ganske rigtigt: Med lågerne på vid gab er de fleste af fårene stukket af i alle retninger og må nu fanges ind, inden de forsvinder helt fra avlsbygningerne.



Munkene går straks igang med at jagte de små hoppende får.



I det samme går Jakob ind ad avlsbygningens fordør – med en vigtig besked til Benjamin om veterinærmyndighedernes snarlige besøg.
Da Jakob træder ind i Benjamins lille kammer, kigger han sig lidt omkring – som for at regne ud, hvor hans munke-ven er gået hen, når han nu ikke er at finde i kammeret.
I sin hastige søgen i rummet får Jakob tilfældigt øje på det lille kladdehæfte på bordet og tænker, at Benjamin måske har skrevet en besked, når han nu ved, at der snart kommer vigtigt besøg ved dyrene.



I stedet falder Jakob over den smukkeste poesi og versefødder, som man kan forestille sig – i dette tilfælde et digt om symbolikken i klostrets placering på bakkeskråningen – højt hævet over det øvrige landskab og samfund.



Jakob HAVDE nok en mistanke om, at hans gode ven rummede mere end blot lidenskab og følelser, men at det ligefrem kunne skrives på de fineste vers, havde Jakob alligevel ikke forestillet sig.
Det slår ham pludseligt, at kladdehæftet KUNNE være en ganske personlig ting for Benjamin.
Derfor rejser Jakob sig resolut fra skrivebordet og vil skynde sig ud, da han i det samme hører Benjamins skridt bag sig. Benjamin er på vej tilbage til kammeret, for at gemme kladdehæftet – men for sent, indser Benjamin, da han får øje på Jakob.



Nu må Jakob forklare sig – og fortæller om sin iver for at finde Benjamin - om det helt tilfældige kig på bordet, hvor kladdehæftet lå – og om Jakobs positive overraskelse over Benjamins poetiske evner.
Hvis Benjamin er blot en lille smule interesseret, vil Jakob MEGET gerne have et af digtene med i en kommende bog, som han netop er ved at lægge sidste hånd på.
Netop digtet om deres eget kloster vil passe ganske fantastisk på første side af denne udgivelse, som Jakob snart skal aflevere til bogforlaget. Hvis Benjamin er med på forslaget, vil der jo også være et lille økonomisk udbytte til Benjamin, når bogen udgives.



Benjamin er naturligvis HELT afvisende til at begynde med, men indser efterhånden, at det vil kræve mange digte at skaffe midlerne til en fremtid med den unge nonne, hvis han nogensinde får muligheden – specielt hvis digtene ikke kommer ud af kladdehæftet.
De to munke snakker lidt frem og tilbage – og ender så med at give hinanden et håndslag på et fremtidigt samarbejde - og en klokkeklar aftale om Benjamins anonymitet som digteskriver til Jakobs bogudgivelse.



På første opslagsside i værket om Sct Marcus klostrets høje beliggenhed i landskabet kan man læse det smukkeste digt om netop dette og andre klostre. Under kildeangivelsen ved digtet er der kun en kort notits om en anonym bidragsyder.
I avlsbygningerne er Benjamin godt i gang med det næste digt. I skrivebordsskuffen ligger de første mønter og pengesedler gemt i et klæde af uld.



Da Vilfred læser bogen, falder han naturligvis også over dette meget poetiske digt i bogens indledning.
Med ord som ”gejstlig”, ”majestætisk” og ”stråleglans” i digtet bliver den gamle munk helt inspireret og ønsker straks at sætte toner på denne anonyme ophavspersons begejstrende digt. Vilfred skynder sig derfor mod kirkeorglet og er fuldt optaget det meste af eftermiddagens og aftenen, inden de første par vers i en fin lille ny salme er nedfældet i nodehæftet foran ham.

Selvom Andreas havde frygtet denne dag - og håbet, at det aldrig ville ske, når nu nonneklostret ligger lige i nærheden – og på fastlandet tillige, så undgår Sct Markus klostrets munke ikke at stå med et efterladt spædbarn på ”trappen”.

Det begyndte egentligt som en hel almindelig solskinsdag.
Efter at have bedt sin morgenbøn ved det lille kors, er Bernard allerede i fuld gang med nektarbrygningen, da munkene i klostret så småt slår øjnene op og får begyndt på dagens gøremål.



Ved avlsbygningerne er Benjamin hos lamaerne, mens han venter på, at Simon skal dukke op. De to unge munke har lovet hinanden, at kigge på nogle læ-planter til fårenes indhegning.
Simon har tyndet ud i bevoksningen bag bistaderne og har derfor de helt rette planter til formålet.
Denne formiddag skal de to munke hjælpe hinanden med at få de overskydende planter i jorden ved fårene, så dyrene har læ for den evindelige vind fra havet.



Da Simon nærmer sig avlsbygningerne, bemærker han straks, at der står en vugge ved indgangsdøren til den gamle stald. Han nærmer sig forsigtigt og konstaterer, at der ligger et uroligt spædbarn i vuggen.
Omkring vuggen står nogle kasser med forskelligt udstyr til barnet - sutteflaske, en åbnet pakke med bleer og lidt andre fornødenheder, så hittebarnets nye plejer har noget at starte op med.
Straks Simon stikker hovedet ind over vuggen, begynder barnet at klynke.



Simon er ikke bekendt med, hvad han skal gøre i denne uvante situation. Han får skyndsomt fat i Benjamin, der ikke er til megen hjælp – men alligevel får et lille smil fra barnet, da HAN viser sig over vuggen.
Mens Simon skynder sig tilbage mod klostret, fylder Benjamin sutteflasken med mælk fra dyrene og giver det til barnet.



Den første Simon møder i klostergården er Vilfred, der fuldstændig misfortolker situationens alvor, da Simon kort fortæller om fundet af spædbarnet. Den gamle munk kan sagtens finde åbenlyse paralleller til begivenhederne i stalden i Betlehem for mange hundrede år siden – og ser det lille hittebarn ved avlsbygningerne som ENDNU et lille – ikke helt plausibelt eller gennemtænkt - mirakel, der er overgået Sct Markus ordenens munke indenfor kort tid.



Vilfred er straks på udkig efter Lukas, så den fingerfærdige munk kan fremstille en ny krybbe i stil med føllets. På den måde kan spædbarnet få samme bløde leje som Jesus-barnet i sin tid. Selvom den gamle munk jo nok er rimeligt afklaret med, at sandheden ikke er helt i overensstemmelse med hans flyvske indfald, synes Vilfred nu alligevel, at der ville være noget symbolsk i spædbarnets midlertidige hvile i en krybbe.
Lukas har dog andre opgaver den dag og kan ikke lige forstå, hvad Vilfred har på sinde med en krybbe til ”den nye Messias”.
Snart ved alle munkene i klostret dog, hvad der er sket denne formiddag ved avlsbygningerne.



Andreas og Simon skynder sig mod Benjamin og hittebarnet, mens de øvrige munke må fortsætte med deres daglige opgaver



– lige udover Vilfred, som igen er hastet mod kirkeorglet, hvor han synger de første strofer i en ny salme om ”Vor tids nye Messias”.



Ved stalden ånder alt dog fred og idyl, da de to munke når frem.
Benjamin svøbte nogle klæder ud på et gammelt bord, og har netop afsluttet et tiltrængt ble-skifte.
Han konstaterede ved den lejlighed, at der var tale om et drenge-barn. Måske KUNNE det være årsagen til, at barnet er efterladt ved munkeklostret – og IKKE hos nonnerne på fastlandet, selvom det havde været meget nemmere.
Nu står Benjamin ved vuggen med barnet på armen - som det mest naturlige for en ung munk.



Igen nærmer Simon sig ganske forsigtigt – og bliver denne gang mødt af et smil fra en mæt baby.
Andreas undersøger vuggen for spor af spædbarnets tilhørsforhold, men finder kun et kortfattet brev om, at munkene bedes passe godt på barnet.



Selvom Vilfred er af den overbevisning, at Messias-barnet bør blive blandt munkene, når det nu gik så fint med opdragelsen af den unge Filip, ser Andreas ingen anden udvej, end at kontakte den lokale betjent. Så må han tage affære.



Betjenten konstaterer straks ved ankomsten, at der ikke er efterlyst spædbørn i området – at den gamle fisker ikke kender til vuggens transport til øen – og at alle fodspor omkring vuggen UDOVER munkenes let genkendelige sandal-aftryk er for slørede - og brevet ikke giver yderligere spor til barnets forældre.
Den sløve rottweiler-politihund ser heller ikke ud til at kunne opsnuse færden af noget som helst udover munkenes pølser på grillen.



Derfor kontakter betjenten byens adoptionsbureau, som henter barnet dagen efter.



Benjamin er bestemt ikke afklaret med overdragelsen af spædbarnet til adoptionsmedarbejderen - og kigger længe i barnets retning, da medarbejderen trasker mod fiskekutteren med barnet svøbt i et klæde.
Så sukker han lidt for sig selv.
Samme aften er de nye planter på plads ved fårene.





Der går et stykke tid, inden den gamle prior oplæser et brev fra adoptionsbureauet for de andre munke. I brevet fortæller bureauets leder, at spædbarnet nu er i gode hænder hos en ung lokal og ellers barnløs familie i Windenburg, som vil tage sig kærligt af den videre opvækst.



Som en gestus til munkene, afholdes dåben i klosterkirken, hvor Vilfreds færdige salme om den nye Messias afspilles, da de stolte forældre går op ad kirkegangen.
Da dåbsceremonien er overstået og sidste tone har lydt fra orglets piber, skynder Vilfred sig mod plejeforældrene udenfor, så han kan lykønske dem - og samtidigt tilbyde, at hjælpe med at opdrage barnet i den kristne tro, hvis forældrene skulle finde det formålstjenligt.
Det er jo trods alt ikke et hvilket som helst spædbarn i Vilfreds øjne. Han fortæller også de nye forældre, at Vilfred bemærkede en særlig stråleglans over barnet på denne dåbsdag, da orgeltonerne lød i kirkerummet.



Mens kirkegården tømmes for dåbs-deltagere, sidder Benjamin alene tilbage – sådan lidt for sig selv på den forreste række i kirken mens han tænker, at han vist hellere må sætte sig med kladdehæftet, når han kommer tilbage til avlsbygningerne, for de få oplevelser med det lille spædbarn har alligevel igen medført nogle tanker hos den unge munk, som alle går i retning af nonneklostret.
Inden han forlader kirken, synger han de to første vers af Vilfreds nye salme om Messias - bare sådan lige så stille for sig selv.

Til min egen store overraskelse, endte jeg jo så alligevel med et meget lille og overfladisk kig på spædbørns-mulighederne i spillet.
Det område var der dog i første omgang ikke meget inspiration at hente i for mit vedkommende.

Alle klostrets munke er gået forbi denne lille indbyggede reol i kælderen utallige gange – uden at tænke nærmere over de få overskårne bøger på reolens hylder.
Johannes har dog bestemt sig for, at han vil lave en optegnelse over alle skriftsamlinger og bøger i hele klostret – både i biblioteket og hvad der ellers findes af litteratur, som tilhører munkenes fællessamling.
Det er ikke en helt simpel opgave, for der er mange litterære værker, som gennem tiden har fundet vej til hylderne i det gamle kloster.

Der er allerede adskillige bøger og skrifter nedskrevet i optegnelsen, da turen kommer til denne lidt underligt udseende reol i kælderen.
Da Johannes vipper forsigtigt i en gammel støvet bog med titlen ”Porten til himmerige” skrevet på ryggen af bogen, lyder der et lille klik fra reolen, som åbner sig på klem med en knirkende lyd.
Johannes bliver noget overrasket, men åbner forsigtigt døren til et ganske trangt og mørklagt lokale, hvor støv og spindelvæv dækker det meste af indgangen.
Han lukker døren forsigtigt til igen og skynder sig at få fat på Andreas, en støvkost og en lygte.



Mens Andreas holder lygten, letter Johannes endnu engang på den skjulte dør bag reolen. Denne gang åbner han døren på vid gab, mens den gamle prior retter lyskeglen mod det bagvedliggende rum.
Bag støv og et tæt spindelvæv skimter begge munke svagt en stenkiste på en lille forhøjning. Til hver sin side for kisten står der en middelhøj statue i rustning – som vogtede de over kisten.



Nu fjerner Johannes det værste spindelvæv og skidt omkring døråbningen og træder et skridt ind i lokalet, mens et par gevaldige edderkopper skyndsomt tager flugten.
Den berejste munk er nu nok vant til edderkopper fra sine oversøiske rejser og bevæger sig langsomt længere ind i rummet, mens han vifter kosten omkring sig, for at fjerne de tæt-hængende spindelvæv.
Andreas vælger at blive i døren, men retter spændt lyskeglen mod stenkisten, mens han tilskynder Johannes til at kigge nærmere på den.

Da lyset rammer kistelåget, får Johannes øje på nogle ældgamle utydelige skrifter på kistens låg under et tungt lag af støv. Han børster støvet væk med hånden og kan nu tyde de enkelte tegn i en længere sætning.
Med et gammelt sprogbrug fremgår det af skriften, at indholdet i kisten kun må komme klostrets munke tilgode, såfremt fremtidige generationer skulle få brug for en håndfuld af kistens indhold. Nedenunder står navnet på en for længst afdød prior i klostret og et årstal omkring reformationen.



Da Johannes letter på kistelåget og spærrer øjnene op, kan den gamle prior alligevel ikke holde sin nysgerrighed tilbage, men trodser frygten for krybende insekter, så han ved selvsyn kan se, hvad der gemmer sig i kisten.
Selvom det kun er som et fyldigt lag i bunden af kisten – måske som et tegn på, at der har været brug for hjælp fra indholdet flere gange tidligere – ligger alligevel et anseeligt antal guldmønter af sydlandsk herkomst og skinner op på de to forbløffede munke.



Andreas lader forsigtigt hænderne glide igennem de mange mønter på kistens bund og løfter forsigtigt et par stykker op i hånden – men lader så mønterne falde ned i kisten igen, mens han trækker hånden til sig og skubber låget på kisten på plads.



Tilbage i kældergangen smækker Andreas bogreolen til, så alt igen ser helt normalt ud.
Så giver han Johannes hånden og takker ham for hans ihærdighed med bøgerne.
Så forsvinder Andreas hastigt ad gangen mod sit private kammer.



Et par dage senere vil Johannes vise Jakob den gamle skrift på kisten. Men Jakob kan ikke uddybe teksten nærmere eller fortælle mere om, hvem den gamle prior kan have været.
Til gengæld genkender han straks korset på væggen bag kisten – det samme kors, som var i den kirke, hvor Jakob fandt Livets Bog!
Der er dog ingen af de to munke, som på stående fod kan gennemskue sammenhængen mellem de to kors.

Filip har det ikke nemt i skolens overbygning. Ikke at han ikke er bogligt begavet og godt forberedt til skolegangen via de unge munkes ihærdige undervisning de foregående år. Men i skolen skal han færdes blandt andre unge teenagere "med ungdommens kådhed brusende i årerne" - nøjagtig som Vilfred har advaret ham om og beskrevet det.
Det er ikke nemt for den unge teenager, som jævnligt må afvise de første kærlige tilnærmelser fra pigerne i klassen. Det er nærmest som om, at munkedragten får pigerne til at sværme ENDNU mere om den unge nydelige munk - til nogen fortrydelse for de andre drenge på skolen.



Selv borgmesterens mørkhårede datter og skolens ukronede prinsesse, som ellers er vant til at få alt, hvad hun peger på, må denne gang se sig afvist af en ret-troende ung munk.



Det bliver ikke nemmere for Filip, da hans bedste ven fra øen får sig en kæreste fra klassen. Filip viser sig dog som en god ven og opretholder deres venskab, selvom deres timer sammen bliver færre.
Ofte er vennen og hans kæreste sammen med Filip i træhytten på Samlingspladsen, hvor de tre hygger sig gevaldigt sammen med puslespil og lange samtaler.



En gang imellem tager kæresten forskellige veninder med, når de tre mødes, men Filip har for længst gennemskuet det lille velmente plot – og ingen af kærestens veninder falder i den unge munks smag eller interesse - i hvert tilfælde ikke i folkeskoletiden.



Filip fordyber sig i stedet i studierne og træningstimerne med skolens fodboldhold. En del piger fra skolen følger efterhånden fodbold-træningerne fra bænke omkring træningspladsen, når Filip rykker op ad banens venstre fløj eller jonglerer med bolden i flere minutter - det eneste tidspunkt på skolen, hvor Philip ikke har munkedragten på.
Al denne interesse fra det modsatte køn preller dog af på den unge munk.



Til sidst må Philip høre Jakob, om han havde den samme kvindelige opmærksomhed gennem SIN studietid. Men det erindrer den belæste munk overhovedet ikke - snarere tværtimod fik han da så rigeligt lov til at gå for sig selv.
Tilbage på sit kammer må Jakob dog lige finde billedet frem af den sydlandsk klædte pige, som de fik taget sammen sent om natten på deres gallaaften.

I nogle af de varmeste sommermåneder får Andreas endelig et af sine store ønsker for klostret og munkene opfyldt.
Prioren har længe ønsket de mest optimale rammer for alle munkene – så alle har de bedste private gemakker og opholdsrum – og ikke skal sove i den mørke kælder og uden adgang til dagslys. Dette har længe været hverdag for både Johannes og Jakob, som tilmed deler et ganske lille kammer og en køjeseng, samt Philip, der også har sit kammer i kælderen. Der er dog ingen af de tre, som har klaget over deres ringe forhold i kælder-etagen endnu.
Men nu skal der ske noget, så alle munke har lige gode forhold.



Med en stigende omsætning fra destilleriet - pengene, som Andreas modtog ved brylluppet i Tartosa - midlerne fra den generøse præst fra plejehjemmet - og ikke mindst en håndfuld af indholdet fra den gamle kiste i kælderen overflyttet til klostrets egen pengekasse tager Andreas og Lukas til byen for at mødes med den lille håndværker-gruppe, som hjalp munkene senest, da kornlageret skulle ombygges til destilleri.

På arbejdsbordet foran dem ligger de endelige skitser til en større tilbygning og renovering af det gamle kloster – en tilbygning, som vil fremhæve Andreas’ navn i Sct. Marcus klostrets historiefortælling i mange år fremover. Det er han ret sikker på.
Tilmed vil ALLE munke i klostret endelig få optimale soverum og private faciliteter, når renoveringen står færdig.



Da mødet afsluttes, er planerne klar for en fin ny tilbygning til klostret, som udvides med en ny første-sals-fløj over kloster-indgangen. Selve indgangen ændres også markant. I det hele taget er Andreas ganske godt tilfreds med planerne for det forestående byggeri og den kommende værelsesudvidelse i klostret.
Med de ekstra kvadratmeter på tilbygningen vil alle munke have fine private værelser – og stadig med ledig plads i fløjen til nogle mindre rokeringer eller andre tiltag.



Ugen efter er håndværkerne allerede i gang med at fjerne de gamle tagsten fra taget, hvor den nye tilbygning skal placeres. Igen holder Lukas skarpt øje med byggefasen, hvor tilbygningens skelet snart bliver synligt på bakketoppen. På opfordring af håndværkerne, hjælper han også med mindre opgaver i tilbygningen.



Klostrets placering på toppen af en bakke, den lange trappe mod klosterporten og det kuperede terræn omkring bygningen gør det ikke nemt at få byggematerialer frem til håndværkerne. Derfor må munkene slide godt i det, så materialerne er lige ved hånden i klostergården. Selv Vilfred, der ellers bestandigt har vigtige og uopsættelige gøremål i kirken, må slide i det i sommerheden.

Den stakkels gamle fisker, som i forvejen er godt læsset med yderligere uld og forsyninger af nektar, når han sejler fra øen, må nu sejle ekstra ture den modsatte vej med disse byggematerialer til håndværkerne. En af de unge munke tager gerne med på disse transport-ture.
Den gamle fiskekutter ligger ofte lavt i vandet, når den sejler den korte tur til øen.



Blandt de helt store vedligeholdelsesopgaver på det gamle kloster, har ydermurene længe trængt til en overhaling – efter rigtigt mange år, hvor vind og vejr har tæret på de gamle munkesten.
Med tilbygningen godt på vej fra håndværkernes indsats, er tiden nu inde til, at ALLE vægge og facader på klostret endelig kan blive malet.
Det er en opgave, som alle duelige munke må tage del i, for der skal både fjernes gevækster, som har vokset sig store op ad klostermurene, opsættes og flyttes rundt på stilladser og malerspande, samt afdækkes, hvor det er nødvendigt.



Bare opgaven med at male den store kirke tager munkene næsten fjorten varme dage i solen - hvis munkene da ikke maler efter solnedgang.
Det er en nærmest uoverskuelig opgave for munkene – men giver rigtig god mening, når nu stenene på den nye tilbygning på første sal alligevel vil skæmme facaden og det samlede udseende på det gamle kloster – som et nyt byggeri i nye mursten ovenpå et gammelt kloster i munkesten vil gøre. Derfor bliver det hele malet.
(Læs: jeg havde simpelthen fået lyst til at prøve noget andet med facaden. Mere var der såmænd ikke i det - selvom de simmere da godt nok har lidt svært ved at bukke sig efter penslen - ha ha!   )



At maler-opgaven tillige falder sammen med endnu en hedebølge i området, gør ikke tingene nemmere. Derfor må det svalende bassin ved klostrets fod frekventeres et par gange i løbet af dagene med denne opgave, når munkene trænger mest til at blive afkølet - eller solens stråler simpelthen bliver FOR varme.



Få dage, hvor heden brænder sig ind i krop og sjæl, aflyses både tilbygningen og malingen. Munkene og håndværkerne - ja, selv Bernard fra destilleriet - søger i stedet mod det store svømmebassin, som allerede er fyldt godt op af beboere fra øen og fastlandet.







I forbindelse med malingen af klostret viser det sig hurtigt, at det ikke er en helt nem opgave at bevæge sig rundt på stilladserne i munkedragterne, mens de balancerer med kost og malerspande. Når solen samtidig skinner fra en helt skyfri himmel, tillader Andreas endnu engang, at munkedragten erstattes af mere luftige klæder, indtil munkene bliver færdige med sommerens store opgave.



Da sommeren er på sit højeste, bliver håndværkerne færdige med den nye førstesals-tilbygning – og munkene endelig færdige med den tunge og tidskrævende maling – til priorens store tilfredshed, for nu kan murene igen holde til mange års påvirkning fra det om-brusende hav og omskiftelige vejr i området.
- og endelig kan Filip, Johannes og Jakob få adgang til dagslys i deres nye helt private rum.



Tilbygningen har også andre rum – og en helt ny fjernsynsstue, så det nederste rum i klostret igen kan lukkes af og benyttes til opbevaring. De ekstra kvadratmeter på den nye førstesal betyder også, at der flyttes lidt rundt på andre ruminddelinger i klostret. Benjamins forhenværende værelse i stueplan overtages eksempelvis af Filip, mens Benjamin jo selv er flyttet til avlsbygningerne.



I kælderen bliver der til gengæld plads til andre "fornødenheder".
Som en hjælp til Albert indrettes et af de frie rum med en brugt brød-bagemaskine - et andet rum til opbevaring af den mest udsøgte nektar fra destilleriet hos Bernard - og et ledigt rum med en ny dartskive, som Lukas forhandler sig til på efterårsmarkedet.



Straks fra første pil kastes, indgår dartskiven i munkenes indbyrdes konkurrencer om begunstigelser og fordele. Måske fortryder Lukas, at han købte skiven, for han ”vinder” retten til at gøre rent i hestefolden den kommende måned – til stor glæde for de andre unge munke. Samme aften må Jakob afgive de fem næste af sine prøvesmagninger af nektar til Andreas. Det passer den gamle prior ganske fint, selvom han i forvejen er den af munkene, som har flest prøvesmagninger – påfaldende nok vil nogen nok mene, når Andreas nu selv fordeler opgaverne blandt munkene.





En selvsikker prior kaster sig derfor ud i en jævnbyrdig pile-dyst mod Lukas. Ved næste morgenbord sidder den unge munk på priorens faste plads i spisesalen - endda i sit nattøj.
Selvom alle kan regne ud, hvad der er sket aftenen før, er der ingen som siger noget.



Ved næste nektarproduktion er etiketten på flaskerne udskiftet med en ny, hvor de lyse og nymalede mure skinner flot i solen – fotograferet fra Lukas’s drone.

Spændende, og wowww, sikke dog et kæmpestort byggeri.

Ja for dælen da...det byggeri er da bare omfattende og ret virkeligheds tro!

Tak skal I have - super pænt af jer at kommentere det.

Det ER faktisk rasende omfattende - selv for en 64 x 64 grund, men der er jo også lige så langsomt blevet ud- og ombygget gennem de 11 (ELLEVE !!!) måneder, som jeg nu har spillet med disse munke.
I den mellemliggende periode siden november 2022 har jeg ikke spillet noget som helst andet - heller ikke i Sims.

Byggeriet er således "knopskudt" lige så stille over tid - og i forhold til min fortælling.
Blev der brug for nyt lokale eller udearealer, så historien kunne fortsætte, byggede jeg jo bare til på grunden.
Således blev kælderens eneste oprindelige rum i det kloster, som jeg downloadede fra Galleriet i november 2022, lige så stille udvidet til at indeholde 16 rum istedet - inkl et enkelt toilet naturligvis.
Så faktisk har faciliteterne i kælderen været en stor del af fortællingen - med gravkammeret som det første, da den oprindelige prior Emanuel gik bort i en af de første afsnit - og til det seneste skatkammer, som Johannes og Andreas lige har fundet.

- Og så kan I faktisk ikke engang se den største forandring på det nye kloster med den nye overbygning, for den forandring er faktisk sket i kælderplan.
Med disse fortsatte "knopskydninger" og nye lokaler var omfanget i kælderen faktisk slet ikke sammenlignelig med etagen ovenover i stueplan. Tingene hang slet ikke sammen i sit omfang, når kælderen bare var bygget til flere gange - og dermed til sidste dækkede et noget anderledes grundplan end stueplanet.
Derfor har jeg brugt RIGTIG meget tid på at få tingene til at hænge sammen igen, så kælder- og stueplan nu dækker nogenlunde samme grundplan/omrids/ydermur - og gangarealerne er over hinanden.
Det gav plads til en ekstra trappegang mellem de tre etager - og det hjalp på logistikken i hele klostret.
At det også gav plads til et tårn mere, er jo kun fint.  
I kan se forskellen på den gamle og nye kælder herunder. Grunden til, at den nye kælder er væsentlig mindre er, at flere rum blev flyttet til den nye overbygning!

Den gamle kælder:


Den nye kælder:


Og her er det nye tårn i klostergården med en trappe, som hjalp gevaldigt på adgangen til etagerne i klostret:


Da der også kom dyr til, måtte jeg udvide med avlsbygningerne, som jo egentlig skulle ligge lige ved klostret, men desværre ligger på en helt anden grund - og også selv er blevet udvidet flere gange - senest med en hestefold, så ranch-pakken kunne afprøves.
Også den store klosterkirke og destilleriet måtte jo nødvendigvis placeres på andre grunde, som historien skred frem.
Men i spillet/historien/mit hoved ligger det hele op og ned af hinanden!

Derfor ville jeg også ønske, at vi havde grunde på eks 100 x 100. Så kunne alle bygninger have ligget på den samme grund - og ikke blot være en illusion i spillet/historien, hvor det jo netop skal se ud som om, at ALT ligger på samme grund - klostret, avlsbygningerne, klosterkirken og til dels også destilleriet (selvom historien beskriver det anderledes!).

Dette seneste indlæg i historien er jeg iøvrigt slet ikke tilfreds med - men tog det med alligevel, når jeg nu helt konkret ENDNU engang ville ombygge klostret og tilbygge denne nye overetage-part, som I kan se her nedenfor.
Samtidig havde jeg med tiden fået en ide om, at skifte udseende på facaderne/væggene på hele klostret - bare sådan for at prøve noget andet end de ellers fine og sydlandsk udseende sten-vægge.
Det er bare ikke nemt at få simmerne til at se ud som om, at de er igang med at male. Derfor blev billederne i det seneste afsnit bare ikke særligt illustrative i forhold til de handlinger, som jeg gerne ville have vist. (- og dermed også et lille urealistisk ønske herfra, om at simmerne kunne udøve lidt bygningsvedligehold som eks at male!)

Med tilbygningen på første sal over indgangen, det nye tårn i klostergården og rokeringerne i kælderen blev dette nok den største samlede ombygning af klostret. Når man nu nyder at bygge om og til, er det jo slet ikke den værste opgave at give sig selv sådan et stormomsust efterår.  
Her og nu overvejer jeg at skifte alle vinduer til nogle mindre "pompøse" af slagsen - for sådan at illustrere munkenes sparsommelighed og liv i fattigdom (- selvom netop disse munke jo sjældent står tilbage for løbende investeringer i min historie - ha ha )

Her er den gamle bygning:


- og her er den nye overbygning over indgangen:

Ja, jeg har faktisk netop rundet et helt år med min familie krønike og gør lige opmærksom på, at jeg også meget gerne modtager både super pæne og andre kommentarer, også i selve tråden, tak.

Og det er jo netop fantastisk, at du på den måde deler din familie-historie med os andre - og må være en meget personlig ting med ups and downs, som du vælger at dele med os.
Stor respekt for det.

Nu byder det jo nok sig selv, at du fører din familie nogenlunde up to date, men ellers synes jeg, at det netop nogle gange KAN være svært at slippe et spil, når man har holdt ved så længe - og der stadig er input at beskrive eller nye vinkler på gamle gennemspillede interaktioner.
Utroligt, at man kan blive ved med at finde på nyt i dette univers - eller dykke dybere ned i handlinger eller simmernes evner, viden og erfaringer!!

I rigtigt mange tilfælde, hvor munkene er i skidt humør, døjer med lidt små-skavanker, er triste eller utilpasse, har de jo stor glæde af de forskellige eliksirer, som Johannes fremstiller.
Ved enhver lejlighed, når en af klostrets beboere kommer lidt ud af balance, har den gamle munk oftest en eliksir klar, som kan lette enhver ømhed, sorg eller tristhed.
Selv påvirkninger fra skoletiden synes at forsvinde med den rette eliksir.



På et af de årlige markeder opdager Johannes en ny salgsbod, som han ikke har bemærket tidligere. Foran disken står en kvinde i nogle gamle slidte klæder og sælger alskens salver og naturmedicin.
I forvejen er Johannes løbet tør for inspiration til nye eliksirer – og de gamle skrifter har heller ikke bragt nye eliksir-opskrifter for dagen, som Johannes ikke allerede HAR prøvet - selv Amorius-eliksiren, som Benjamin fik afprøvet i alt for rigelige mængder – uden at vide det.



I sin søgen efter nye opskrifter er den gamle munk ganske vist ofte stødt på beskrivelser af de tidligere munkes rolle med sygdomshåndtering og medicinering – som en hjælp til lokalsamfundet før hospitalerne opstod og blev grundlagt.
I mange år havde munkeklostre stor viden om helende urtemedicin, salver og ekstrakter, som kunne hjælpe med de mest almindelige sygdomme og skavanker. Denne lærdom blev overleveret fra generation til generation af munke. Sådan har Johannes læst om flere gange i skrifter og gamle fortællinger fra klostrets bibliotek.

Med de nye landvindinger indenfor medicinering de sidste hundreder af år, er disse opskrifter stille og roligt gået ”i glemmebogen” eller ligger uprøvede i skrifterne i biblioteket.
I klostrets urtehave står der ganske vist stadigvæk alskens urter, som Johannes godt ved, også kan have en helende effekt – og ikke kun tjene som ingredienser i et skønhedsprodukt eller olier. Urterne i kloster-haven har bare mest fået lov til at passe sig selv eller er blevet brugt som ingredienser i nogle få eliksirer eller smørende salver og cremer, som munkene har solgt i boden på Samlingspladsen.



Nu står denne kvinde i sin salgsbod på byens marked med det ene glas efter det andet fyldt med indhold af natursalver og medicinske produkter mod alverdens dårligdomme. Der er små krukker med sårhelende cremer – glas med salve mod hovedpine eller solskoldning – og ikke mindst glas med urtemedicin mod hævede fødder, ømme knæ eller en værkende ryg.
Denne medicin ville Johannes have ønsket, at munkene havde haft adgang til eller viden om, da klostret blev malet og renoveret, for det arbejde havde da godt nok givet alle munke værkende og ømme muskler – specielt for de gamle munke, som fik brugt deres krop mere end godt var i de måneder.
Han indleder derfor en dialog med bodens indehaver.



Nogle af de lignende egenskaber i kvindens salver har Johannes jo frembragt med sine eliksirer – og netop IKKE spekuleret over dette naturlige alternativ med brug af andre urter og ekstrakter. Derfor spørger Johannes nu nysgerrigt damen til råds om mange af disse ingredienser – som for at lære mere om brugen af urterne. Uden at hun vil afsløre særligt meget om sine produkter, kan Johannes godt fornemme, at en stor del af indholdet i glassene består af urter, som faktisk i forvejen vokser hjemme i klostrets urtehave eller drivhus. De har bare ikke rigtigt været anvendt i medicinsk sammenhæng, men mere som wellness-produkter i munkenes salgsbod (- lige bortset fra eliksiren, som blev opdaget og brugt flittigt ved epidemien for nogle år siden).



I salgsboden sælger kvinden også andre – for Johannes ukendte – frø og urter, som den gamle munk straks køber rigeligt af.
Så skynder han sig tilbage til kloster-biblioteket, hvor han med nyfundet interesse giver sig i kast med de gamle støvede skrifter. Disse skrifter har han allerede haft fremme tidligere, da alt fokus var rettet mod eliksirerne. Nu ser Johannes et nyt og uprøvet potentiale i disse urte-medicinske salver og cremer.
Med den nylige oversigt over klostrets mange bøger og skrifter er det en nem opgave for Johannes at genfinde bøgerne om botanikkens og medicinens rejse gennem munketiden.



Den næste formiddag stinker klostergården af det første opkog af urter fra en gryde på grillen, hvor Johannes er helt euforisk over et præparat, han netop har læst om og venter sig meget af.



På markedet ugen efter køber Johannes endnu flere af kvindens små krukker med små plantespirer. Med lidt ekstra smiger og en lovning på deling af gamle munkeopskrifter lykkedes det ham at få aftalt et besøg hos denne yderst interessante kvinde – i professionelt øjemed naturligvis.



Johannes fortæller nu Vilfred om sine observationer og mødet med kvinden på markedet. Med Vilfreds fortid som sygehjælper, er Johannes nysgerrig på, om Vilfred kan hjælpe ham til yderligere viden om medicinske produkter.



Det er dog ikke alverden, som den troende munk kan fortælle. Da Vilfred i stedet henviser til en evig tro og bønner til Herren, vinker Johannes afværgende og går i stedet mod komfuret i køkkenet, hvor et nyt urte-afkog står og simrer. Han fornemmer dog, at også dette forsøg på at frembringe et brugbart præparat synes at fejle – som mangler der et eller andet.



Det er ikke nemt at finde frem til kvindens bopæl, men til sidst lykkedes det da for Johannes. Kvinden bor alene i et mindre hus i en lysning midt inde i en større skov bag Windenburg - omkranset og derfor nærmest skjult for omverdenen af høje træer og klipper.



Udover de almindelige træer og buske i skoven, opdager den gamle munk også flere spændende gevækster og skud, som han ikke mindes at have set før. Direkte adspurgt svarer kvinden, at hun har opdyrket og forædlet mange af buskene og træerne i lysningens område. Ved det lille hus er der flere plantekasser, som hun passer og plejer, når hun ikke er på markedet eller fisker i den nærliggende sø.



Men ellers er kvinden meget lidt meddelsom – som ville hun helst have været besøget af Johannes foruden.
Men den berejste munk ved nok, hvordan man kan få tungebåndet på gled hos forsigtige og skeptiske personer. I første omgang tager Johannes sin mobiltelefon frem og viser kvinden nogle billeder af hans seneste missionsrejse til Selvadorada. Ikke mindst fortællingen om mødet med åndemageren får hende til at spidse ører og kigge overrasket på Johannes.



Nu finder den gamle munk en medbragt gave frem til kvinden – en eliksir, som tilfredsstiller de fleste behov, fortæller han. Kvinden kigger forundret på kolben i gaveæsken – og så tilbage på Johannes, der lidt overdrevet beskriver sine mange eliksir-produktioner hjemme i klostret.



Kvinden sætter sig nærmest forpustet på bænken ved huset, da Johannes slutter med at fortælle om Livets bog og seancebordet. Det er tydeligt, at kvinden har skiftet indtryk af munken, der nu bliver budt på en urte-drik.
Så går hun ind i det lille skovhus, for at hælde drikken op og sunde sig lidt over de mange indtryk.



Johannes bliver udenfor ved bænken og bemærker tilfældigt, at der er flere sværmende insekter i lysningen og under de nærmeste træer, end hvad han ellers normalt har set i Windenburgs andre skovområder. Det slår ham pludseligt, at disse insekter måske NETOP udgør ”den hemmelige ingrediens” i kvindens salver, som hun endnu ikke har villet røbe for ham. Det må han læse på, så snart han kommer hjem.
Flere skrifter i kloster-biblioteket indikerer faktisk, at insekter netop skal benyttes i visse salver.



Mens kvinden gør urte-drikken klar, indfanger Johannes derfor nogle insekter fra skyggen under træerne – uden at hun bemærker det.
Insekterne gemmer han i et opslag på munkedragtens inderside.





Han er dog sikker på, at han for længst er afsløret, da de igen sidder foran hytten, for der lyder en spøjs summen fra munkedragtens indre.
Derfor går der ikke lang tid, før Johannes har drukket op og takker for kvindens gode selskab og venlighed.
Så skynder han sig gennem skoven og tilbage mod klostret.



De næste dage er Johannes igen fordybet i læsestof. Side op og side ned bliver nøje gennemlæst og studeret. Både nat og dag er Johannes igen opslugt af klostrets bøger.



Næste gang de to mødes på markedet, spørger kvinden, om Johannes stadig har en summen under klæderne. Det afviser munken prompte - med lidt blussende kinder, kan han godt mærke.
Han fortæller ikke, at han har gjort store fremskridt med urte-medicinen – at den første salve mod værkende led måske er lige på trapperne.
Han fortæller heller ikke, at Simon og Johannes selv har travet rundt i skoven ved nattetide, for at finde nye insekter.



Faktisk er et helt hjørne af klostrets urtehave efterhånden fyldt med små terrarier med forskellige insekter eller frøer i alle afskygninger.
Simon skal ikke nyde noget af disse kryb. Så Johannes må i stedet bede Benjamin om hjælp til pasningen.



Til gengæld hjælper Simon gerne med de nye frø og planter, som Johannes har hjembragt til klostret. De to munke indretter et mindre jordstykke ved æblelunden, som forbeholdes de planter, som  indgår i Johannes’ nye helbredende medicin og salver.



En gammel olietønde, som Lukas har ombygget til en grill, har også fundet vej til den lille botaniske oase, så Johannes ikke skal høre på Alberts beklagelser fra klosterkøkkenet om brugen af munkenes komfur til urteeksperimenter. Nu kan Johannes koge sine egne ingredienser, når det passer ham - og køkkenet i klostret forbeholdes munkenes egne måltider.



Endelig en dag kan Johannes præsentere den gamle prior for Sct Marcus klostrets første tristhedslindrende urtemedicin, som den gamle munk selv har fremstillet. Andreas kan straks se en god fortjeneste i disse salver og urtemedicin, når munkene jo nærmest selv kan producere alle nødvendige ingredienser. Derfor tilskynder han Johannes til at fortsætte sine eksperimenter.



Til den efterfølgende sommersæson må Lukas endnu engang udvide salgsboden på Samlingspladsen, hvor der nu også sælges helbredende naturmedicin og helende og sår-behandlende salver.
Nogle af krukkerne bærer en etiket fra munkeklostret – andre bærer kvindens logo.
På samme måde står munkenes præparater på kvindens stand på markedspladsen – og komplimenterer hendes produkter ganske fint. Kvinden fra skoven indså hurtigt, at Johannes ikke var en nærgående konkurrent, som kun var ude på at kopiere hendes opskrifter, men i stedet en videbegærlig og eliksir-erfaren samarbejdspartner, som hun også kunne lære en del af.
På den måde mødes de to engang imellem på markedspladsen – naturligvis kun for at udveksle ny-vunden erfaring om urtemedicinens og salvernes mange muligheder.

Man må sige dine munke kommer langt omkring

Lige præcis - og jeg kommer samtidig lidt mere grundigt ud i spillets mange afkroge denne gang

Herbalism er eksempelvis et af de mange områder, som jeg kun sjældent har beskæftiget mig med - eller bare snydt mig til høj status i.
Bag et afsnit som ovenstående ligger der mange spiltimer, inden Johannes opnår nogenlunde højt level i botanik - og iøvrigt får indfanget eller dyrket bare lidt af de nødvendige ingredienser, som skal til.

På den måde går dette spil snart ind i sin tolvte måned - eller suveræn ny rekord for mig, for hver dag jeg fortsætter.
- og der ER stadig lidt tilbage at fortælle/prøve af.

Julienne føler ikke, at hun er ærlig overfor sin Herre. Derfor har hun endelig bestemt sig for, at hun må forlade gerningen som nonne. Hun stoler blindt på Faderen i det høje – og er kommet til den overbevisning, at det må være Herrens vilje, at Julienne skal søge en anden fremtid, siden hun så konstant har den unge Benjamin i sine tanker.
Sådan skriver hun en dag i sin dagbog.



Men det er jo sin sag at få afklaret, om Benjamin overhovedet er interesseret i at forlade munkeklostret for hendes skyld – endsige ønske sig en fremtid sammen med Julienne, når de kun yderst sjældent mødes.
Men nu har hun besluttet sig for, at give Benjamin og et liv sammen med ham al hendes opmærksomhed – uvis på, hvad både den nært forestående – og måske også den mere langsigtede fremtid vil byde hende – og også gerne Benjamin.
I sin aftenbøn bliver Benjamins navn og deres fremtid sammen nævnt HVER gang.



Den unge nonne overvejer forskellige muligheder for at mødes med Benjamin. Alt fra blot at banke på munkeklostrets port og spørge efter ham til risikable flugtruter, hvis hverken priorinden eller lederen i munkeklostret skal vide noget, før hun og Benjamin er over alle bjerge. Selv den gamle fisker og kutteren er med i Julienne’s overvejelser. Men alle ideer synes urealistiske eller yderst forhastede – ja, ligefrem tåbeligt naive, må hun erkende.



En dag i Bedelunden må Julienne endnu engang lægge ører til den anden nonnes fornærmelser – denne gang over nogle ligegyldige bagateller fra deres fælles opgave i nonneklostrets køkken.



Til forskel fra tidligere tilfælde, hvor Julienne er blevet overfuset – og blot har fundet sig i det, bliver det denne gang Julienne FOR meget.
Ildrød i hovedet giver Julienne den anden nonne en verbal overhaling, som hun sent vil glemme. Års indestængt raseri får pludseligt frit løb for Julienne, som til sidst påberåber sig Herrens vrede over sin plageånd.





Så vender Julienne sig mod priorinden, der har fulgt optrinet på behørig afstand, og undskylder mange gange, inden hun forlader lunden.



Tilbage står en mundlam yngre nonne . . .



. . . og en priorinde, der smiler af Herrens visdom – og samtidig overbevist om, at Julienne nok ikke er i klostret så meget længere.



I de kommende uger er Julienne oftere og oftere at finde på markedspladsen, hvor hun tager mange ekstra vagter i nonnernes bod med strikket tøj og korssting. Men selvom munkene ofte besøger det samme marked, er det bare aldrig Benjamin, som dukker op. (Julienne ved jo naturligvis ikke, at Benjamin har alt rigeligt at se til i avlsbygningerne - og nu også med de nye insekter, som Simon og Johannes bragte med hjem fra natteturen i skoven).





Nærmest da Julienne er ved at opgive alt håb, står en af de andre unge munke der pludselig – kun nogle ganske få meter fra nonnernes bod med garn og korssting.
Når det nu tilsyneladende ikke vil lykkes at mødes med Benjamin selv, beslutter Julienne sig for at tage en kæmpe risiko – og håbe på den anden munks loyalitet og tavshed.
Så må det bære eller briste.
Hun skriver derfor et kort brev, som hun i al ubemærkethed rækker til munken – og kort spørger ham, om han vil sikre, at Benjamin får brevet i hånden.



Det lover Lukas naturligvis.
Lukas har hurtigt genkendt nonnen fra hans billeder fra svømmebassinet, hvor han fik hende i linsen, da han fotograferede den hoppende kanin. Lukas er også HELT klar over, hvad billederne sidenhen betød for hans munke-ven i klostret.

I Windenburgs centrum ligger den gamle skrædders forretning. Men salget i den lille butik har været støt nedadgående gennem mange år - og opgaverne er blevet færre og færre for den ellers ihærdige skrædder, siden byens store shopping-center blev etableret i byen.
En blæsende efterårsdag bestemmer skrædderen sig endelig for at lukke butikken, så han kan nyde sit otium i ro og fred.

Han vil dog gerne slutte sin skrædder-gerning i byen af med maner – gøre noget uforglemmeligt for byen – noget, som vil blive værdsat i årene fremover. Han vil derfor fremstille og forære en genkendelig klædedragt til byens etat.



Da byens borgmester takker nej til tilbuddet om en ny borgmesterkåbe, henviser borgmesteren istedet til lederen af børnehjemmet, plejecentrets forstander eller endog byens to kloster-ledere, som sikkert vil tage mod skrædderens generøse tilbud med kyshånd.
Borgmesteren kan da heller ikke afvise, at der vil være politisk opbakning til at støtte sådan et tilbud med ganske få kommunale kroner, hvis skrædderen vælger en af disse sikkert mere trængende eller religiøse institutioner i byen til sin sidste gode gerning.



Gennem et langt arbejdsliv har skrædderen næsten syet alle gængse modeller – både til voksne og børn - og i alle aldre. Men det slår ham, at han da vist aldrig har kreeret en nonne- eller munkedragt.
Skrædderen kender dog allerede nonneklostret for deres fine håndarbejde – og tænker, at de jo nok fremstillede en dragt til dem selv, hvis de synes, at de havde behovet. Derfor tager skrædderen kontakt til den gamle prior i Sct Marcus ordenens klostret, der straks inviterer skrædderen på besøg.



Der går såmænd ikke meget snak af den samtale, før de to herrer er enige om både snit og farve.
En taknemmelig prior hilser den gamle skrædder til farvel og forærer ham et par ekstra-gode flasker nektar på vejen ud.



Nu skynder den gamle skrædder sig tilbage til den lille forretning, hvor han straks giver sig i kast med opgaven.



Nogenlunde samtidig med, at skiltet med ophørs-udsalg fjernes for sidste gang fra skrædderens butiksvindue, modtager klostret et par kasser med fine nye munkedragter til alle.
Naturligvis få munkene travlt med at iklæde sig de fine nye dragter, som skrædderen møjsommeligt har arbejdet på som sin sidste opgave i skrædderiet.



Andreas har dog allerede bestemt, at dragterne skal bæres til højtids-anledninger og større helligdage. Det er derfor nogle ganske nydelige dragter, som munkene fra Sct Marcus ordenen endelig har iklædt sig, da de skal synge på plejehjemmet denne vinter.



Selv Johannes har indfundet sig med at påklæde sig den nye dragt, der er knapt så luftig som hans egne luftige gevandter. Som priorens anerkendelse af hans opofrelse for fællesskabet får Johannes lov til at læse op af juleevangeliet dette år. I baggrunden lægger Vilfred understøttende toner til på keyboardet, mens Jakob nynner stille med fra en stol på plejecentrets lille scene.
På denne smukke vis sænker julestemningen sig nærmest øjeblikkeligt blandt plejecentrets beboere.

Ja ja, så lykkedes det - efter gentagne forsøg - at få omfarvet munkedragterne via GIMP og Sims4Studio.
Jeg ville nu godt have genskabt dem i en "lys hørfarve" (som på filmen om Chartreusse-munkene), men det kunne jeg altså ikke få til at virke.
- Og så må jeg jo nøjes med denne lidt underlige farve istedet.

GIMP er nu også et program med ualmindelig mange indstillingsmuligheder.
Desværre var Siguberts ellers super fine vejledning, som jeg havde som eneste guide, heller ikke helt opdateret længere.
Så jeg måtte prøve mig en del frem og tilbage - som oftest uden den helt store succes, må jeg indrømme.
Men det var sjovt at prøve - og nu ved jeg, at det KAN lade sig gøre

- og så lå dette afsnit jo lige til højrebenet.

Lukas er taget en tur til fastlandet, hvor han besøger byens marskandiser. Hensigten er at finde en ny loftslampe til klosterkælderen. I stedet får Lukas øje på en slidt gyngestol blandt noget andet ragelse i marskandiserens baggård.



Ved synet af stolen slår det ham, at den gamle prior flere gange har nævnt en interesse i at fremskaffe en gyngestol til klostret. I et forsøg på at opfylde Andreas' ønske, forhandler Lukas lidt frem og tilbage med marskandiseren - og ender med at bringe stolen med hjem til klostret til en ganske rimelig pris.



En lille reparation af et armlæn, lidt ny maling og en blød pude – så er gyngestolen så godt som ny igen.
Andreas er umådelig godt tilfreds med sit nye møbel, som han placerer ved den lille terrasse-udgang i hans kammer.
Det passer Andreas ganske fint, at han nu kan vugge sig selv i søvn til en lille eftermiddagslur, mens han drømmer om
gamle minder fra sin barndom.



Det bliver ikke sidste gang, at Lukas kigger ind til marskandiseren. Blandt andet skal han stadig have fundet en lampe til kælderen.

En sommerdag på Samlingspladsen, hvor Simon passer munkenes salgsbod, får han øje på et par unge forældre, som leger med deres barn ved det lille badebassin. Simon genkender straks de to forældre som dem, der i sin tid overtog hittebarnet, som munkene fandt ved Avlsbygningerne.



Det synes allerede så længe siden – og alligevel er barnet jo stadig kun ganske ungt.
Sådan på afstand synes den lille familie at trives og have det godt sammen i deres forældre-rolle.



Nu får den unge adoptivmor øje på Simon og vinker kort til munken, inden hun går mod bænken, hvor hendes mand har dækket op til frokost.
Der står allerede en barnestol klar ved bordenden.



Simon ville ønske, at det var Benjamin, som passede munkenes salgsbod denne sommerdag, så hans gode ven kunne have set den lille lykkelige familie. Simon VED, at det ville have glædet Benjamin at se, at barnet ser ud til at have det godt hos adoptivforældrene.



Da de to unge munke mødes til eftermiddagsbøn i klostrets refugium, fortæller Simon Benjamin om hans observation samme eftermiddag. Simon kan sagtens se, at det berører Benjamin. Så han skifter hurtigt emne til en snak om dagens rekordomsætning i Salgsboden, hvor en ny brusende frugtnektar skæppede godt i kassen.



Vilfred er også i refugiet ved eftermiddagsbønnen – og overhører de to unge munkes snak.
Samme nat får den gamle munk en sælsom drøm, hvor han selv er tilstede ved stalden i Betlehem, da Josef og Maria kommer til syne.



Vilfred når lige at ønske dem begge held og lykke med fødslen, inden de kommende forældre må skynde sig ind i stalden.



Straks barnet er født, kigger Vilfred forsigtigt ned i krybben – og ser kun det nyfødte hittebarn.



I det samme træder tre vise mænd ind ad døren. De ligner til forveksling Andreas, Albert og Johannes i deres gamle munke-beklædning.
Albert bærer – lidt utraditionelt for en vis mand at være - hans kokkehue.
De vise mænd lykønsker nu Josef og Maria med den nyfødte Messias - ganske som Vilfred havde ønsket det, da munkene fandt hittebarnet.



De lytter alle med, mens Maria beskriver den underfundige fødsel for dem.



Imens kigger Vilfred udenfor og opdager, at der er fuldstændig overskyet – og ikke en stjerne at se på himlen overhovedet.
Nu spørger han en af de vise mænd – ham, der ligner Andreas mest – hvordan de har fundet vej til denne stald.
Vilfred mærker, at han bliver en lille smule forvirret over svaret, da den vise mand forklarer, at de da er kørende i klostrets gamle lastbil.



Som for at bringe orden i denne redelighed, må Vilfred nu høre, hvor de tre mænd har gjort af alt guldet, røgelsen og myrraen.
Vilfred vågner med et sæt fra sin drøm, da Andreas blot svarer henkastet, at de istedet har lavet ny-ristede skumfiduser til alle.



Den gamle munk sidder længe på sengekanten denne formiddag, mens han forsøger at gennemskue Herrens mening med nattens ganske livagtige drøm.



Da Vilfred senere støder til de andre munke i spisesalen, er alt som det plejer at være - og ingen tager notits af Vilfreds sindsstemning.
Det er først, da Vilfred sætter sig ved opholdsstuens klaver, at de andre munke fornemmer, at alt alligevel ikke er HELT ved det gamle, for tonerne, som vælter ud af klaveret, er i et forholdsvist dystert toneleje. Det plejer ikke at ligne den gamle munk.

Der er en stor dag i vente for hele Windenburg-regionen, for det lokale fodboldhold skal møde masterskabsfavoritterne i pokalturneringen. De lokale helte har absolut ingen chance, men oplever alligevel uhørt stor opbakning fra hele lokalsamfundet, som på forunderlig vis er gået helt amok over holdets kommende kamp.
Ung som gammel snakker om denne forestående kamp – på gadehjørner, markedspladser, fortovscafeer og byens restauranter – uanset hvor man kigger hen, diskuterer indbyggerne i Windenburg udfaldet af kampen og chancerne for byens fodboldhold.



Det smitter også af på munkenes hverdag, hvor specielt Philip er helt rundt på gulvet af begejstring – også fordi kampen bliver vist på en af de landsdækkende TV-kanaler. Selvom kampen er på udebane for de lokale helte, KUNNE Philip have fulgt kampen, hvis blot munkenes gamle fjernsyn ikke var brudt sammen.



Selvom fjernsynsrummet fra klostrets nederste kælder fik en mindre opgradering, da fjernsynet og de bløde stole blev flyttet til den nye tilbygning på første sal, er rummet ALT for lille til, at alle munkene ville kunne være der samtidigt.
Selvom interessen er langt størst hos Philip, virker det sandsynligt, at næsten alle andre munke også har en interesse i at følge denne kamp - måske lige bortset fra Johannes og Vilfred, der ikke interesserer sig for den slags - af to vidt forskellige årsager.





Desværre for munkene er det gamle fjernsyn kortsluttet og gået op i røg for nogle uger siden.
Da det er sommer, er der ingen, der har tænkt på at få fjernsynet repareret, når nu munkene mest opholder sig udendørs og slapper af i solen.



Lukas er meget usikker på, om det overhovedet kan lade sig gøre at få billede på skærmen igen. Han gør forsøget, men må opgive at få liv i den lille fjernsynskasse. Så gode råd er dyre for Philip.



Jo nærmere kampdagen kommer – jo mere ængstelig bliver Philip for, at han ikke vil få kampen at se. Hans gode skole-ven fra øen, som KUNNE have været en mulighed som løsning, er desværre bortrejst hele sommeren. Så Philip kan ikke se kampen hos ham.
En aften, hvor de unge munke er ude at cykle, beklager Philip sin nød og beder de andre munke om hjælp, for han vil VIRKELIG gerne overvære denne fodbold-kamp, når nu alle i skolen også taler om det – og sikkert vil gøre det i dagene efter denne store begivenhed.



Selvom Lukas og de andre unge munke gerne havde hjulpet deres unge fodbold-entusiast, er der hverken hjælp at hente på markedet eller hos marskandiseren. Det er som om, at alle fjernsyn er udsolgt i miles omkreds – i hvert tilfælde indenfor fornuftig økonomiske rammer.
Det bliver sent på natten, inden Philip må opgive at finde et brugt og billigt fjernsyn på Internettet.



Lukas erindrer dog hans besøg ved klaverstemmeren i Windenburg, da det gamle klaver fra avlsbygningen skulle istandsættes. Han husker noget brugt optage- og transmissionsudstyr, som han kiggede ganske længe på, da Lukas sidst besøgte klaverstemmerens butik. Dengang kom der ikke en handel ud af det, for økonomien rakte kun til en istandsættelse af klaveret.
KUNNE det virkelig tænkes, at Lukas husker rigtigt – og KUNNE klaverstemmeren ende med at blive deres ”redningsplanke” denne gang?!

Lukas tager med den gamle fisker retur til Windenburg den næste formiddag – og begiver sig straks i retning mod klaverstemmerens butik.
Ganske som Lukas huskede det, er der så mange andre ting i butikken udover musikinstrumenter, radioer, mixerpulte, reservedele og ekstraudstyr til alverdens instrumenter. Ja, butikken er fyldt med elektronik og instrumenter fra gulv til loft.



Først da Lukas søger ved indgangen til bagbutikken, finder han, hvad han søger. Blandt mange andre brugte genstande finder den unge munk en forældet videofremviser. Da han spørger klaverstemmeren om prisen, er maskinen pludselig meget værdifuld og næsten uundværlig for butikkens indehaver. Så mange penge har Lukas slet ikke til rådighed. I stedet tilbyder Lukas at hjælpe klaverstemmeren i nogle timer hver uge, indtil fremviseren er betalt.



Klaverstemmeren foreslår i stedet, at munken kan få fremviseren til favoral pris, hvis han til gengæld kan fremskaffe en ganske speciel anordning til et klaviatur fra århundredeskiftet - en anordning, som det indtil videre har været umuligt at fremskaffe for klaverstemmeren, der ellers har prøvet ALT.
Klaverstemmerens kunde er ved at være godt træt af at vente på sit instrument, men den manglende reservedel har været umulig at skaffe for ham.
Så nu vil butikkens indehaver gerne tilbyde videofremviseren til Lukas til nedsat pris, hvis blot munken på nogen som helst måde kan hjælpe klaverstemmeren med denne sjældne anordning.



Klaverstemmeren bliver godt nok noget overrasket, da Lukas lover, at han vender tilbage med anordningen den næste dag.



Snart trasker Lukas tilbage mod den gamle fiskers båd med en udslidt videofremviser under armen.
Så snart han er hjemme i klostret, går den fingerfærdige munk ned i Teknik-rummet i Det hellige Tårns kælder, hvor hjemme-fabrikatoren straks indstilles med de ønskede mål på klaviaturets anordning.



Næste formiddag er der afregnet i butikken – og Lukas godt i gang med at kigge nærmere på videofremviseren.





Ved at koble spion-udstyret, antennen i klokketårnet, videoredigeringsbordet og den lille opgraderede fremviser sammen, lykkedes det Lukas at frembringe et ganske klart billede på et lærred, som nu hænger på et interimistisk stativ nedenfor trappen i klostergården.



Da aftenens store event nærmer sig, bliver der sat et par stolerækker op foran lærredet – og en efter en tager munkene plads omkring Philip, der sidder på den midterste stol – lige ud for lærredet.



Denne aften er ismaskinen, et par flasker boblende frugtnektar og popcornmaskinen slæbt ud under åben himmel – en ikke så ringe alkoholfri cocktail for nogle feststemte munke, der skråler med og råber i munden på hinanden, når det lokale hold en sjælden gang lykkedes med at erobre bolden fra de overlegne modstandere.





Som ventet taber de lokale fodboldspillere stort, men næste dag kan Philip fint kommentere og følge med i snakken blandt hans klassekammerater, da enhver sekvens i næsten hele kampen bliver vendt og diskuteret blandt de andre drenge i klassen.



Dagen derpå er Lukas spændt på, hvad Andreas beslutter sig for med fjernsynsrummet. Skal der findes et nyt fjernsyn - eller har den gamle prior andre planer med rummet?
Nu fjerner Lukas lærredet og videofremviseren fra klostergården og får sat massagebordet tilbage på plads ved trappen.
Ikke så snart er bordet på plads igen, før Andreas hidkalder byens massør. Den megen jubel dagen før synes at have udtrættet den gamle priors lemmer.



Et par måneder senere henvender klaverstemmeren sig til Lukas og beder så mindeligt om hjælp til endnu en uundværlig genstand - denne gang til et gammelt piano.
Lukas nævner naturligvis en meget høj pris, for netop denne genstand kan være MEGET kompliceret at fremstille. Men han er naturligvis villig til at skære noget af prisen, hvis han igen må kigge i det brugte udstyr i butikken. Det indvilger klaverstemmeren i.

Lad mig da straks fortælle, at jeg har arbejdet på dette afsnit i nogle dage nu - og derfor har ovenstående INTET at gøre med det skuffende landsholdsresultat igår

- og så iøvrigt STORT tillykke til mig selv       , for jeg har netop rundet ET ÅR !!!! sammen med disse fornøjelige munke.  

Det er ALDRIG sket før i min tid med Sims, at jeg har holdt ved samme spil/historie i et helt år - og ikke spillet noget som helst andet.

Sådan havde jeg på INGEN måde forestillet mig, at det skulle gå, da jeg kom begejstret hjem fra et besøg på Aalborg Kloster sidste efterår.
Men hurra for det - og der er stadig lidt tilbage at fortælle.

Tillykke med jubilæet VinceDjansen!

Det er altid sjovt hvad det er der inspirere. Det er ikke altid til at forudse