S.S. Martha - sommeren i Skippergade anno 1969

MonaSolstraale skrev:Så fik du også bygget et troværdigt stillas og vi fik desuden et hint om hvorfor Niels havnede som værtshus ejer i Sighuberts historie. Jeg elsker din evne til at binde historier sammen

Tak til jer alle for kommentarerne - og for at følge trofast med i denne vrøvle-historie.

MonaSolstraale:
Det KUNNE jo være fantastisk, hvis Sighuberts fine historie om den hjemvendte sømand Niels NETOP drejede sig om "Restaurant Børsen" i Svendborg, hvor de har indrettet et specielt rum til ære for den gamle Martha film. (KAN det mon være derfor, at mine sømænd netop endte der?!)
Her nøjes vi med "at lade som om", at forældrene MÅSKE driver netop dette sted!
Se her Børsen

Bodil: Det er et hegn ved navn "Afspærring fra köen", som jeg også først selv lige har fundet.
- og du har ret: det er et skud forbi farvemæssigt - troede at den var lysegul - ha ha!!
Vi farveblinde har ofte nogle fornøjelige oplevelser - og Sims farverne gør det ikke nemmere, når de ikke direkte kan sammenlignes eller vurderes - eller er placeret samme sted i farvepaletterne.

Sighubert:
CCR er stadigvæk en del af mit musikunivers - for nu at blive i Bibi beskrivelsen!
Find dem eks på Spotify, hvor jeg har mig en nostalgisk playliste.
Det kan godt anbefales - eks "Willy and the Poor boys".

Ja sjovt at tænke tilbage på. jeg har faktisk "Willy and the poor boys og Green river" på lp fra dengang. Desværre har jeg ikke en pladespiller, men jeg kan ikke få mig selv til at sælge de gamle plader fra 60 og 70'erne.

Jaaamen sikke stemningsbilleder. Så fik du også en blomsterbutik Vince, men jeg må sige, den er da ret moderne den der...
Og angående det at være farveblind, så kan jeg godt se problemet. Jeg har ofte trukket på smilebåndet, når noget på dine skibe, som sikkert sku ha været hvidt, faktisk er lyserødt..

Anbodil skrev:Og angående det at være farveblind, så kan jeg godt se problemet. Jeg har ofte trukket på smilebåndet, når noget på dine skibe, som sikkert sku ha været hvidt, faktisk er lyserødt..

Præcist - GARANTERET sket masser af gange på mine grunde og byggerier - eller vinduer og døre, som slet ikke passer til bygningens farve og lignende.
Men det skal nu ikke stoppe mig. Så må I selv ændre til bedre farver, hvis I downloader grundene - tøhø.

Mandag den 26. maj
Idag er det Roberto’s fødselsdag.
”Så får vi endelig en teenager i familien” smiler Alf, mens han pynter op i gården.
Det er Knud nu ikke sikker på, altid er en fordel – ihukommende hans egne teenageår, hvor udlængslen allerede brusede i årerne på det tidspunkt.
Ikke så mange år senere havde han hyre på et fragtskib ved Stavanger.

Om eftermiddagen er der pyntet op i gården, da Roberto kommer hjem fra søfartsskolen.
Det sidste stykke vej ind i baggården følges han med Alf, som har fået tidligt fri til fødselsdagen.
I gården står mange af beboerne klar til at ønske Roberto tillykke.



Alf og Manuela har købt et fint nyt ur til Roberto, mens Knud og Lone forærer ham den guitar, som Knud har bygget.
”Så må I gøre mere ud af undervisningen, når I sejler næste gang” siger Lone.
”Måske kan jeg også tage lidt ekstra undervisning på musikskolen?” tænker Roberto højt.
Han fornemmer dog hurtigt, at det ikke falder i god jord hos de ældre.

Som en helt speciel gave, får Roberto macheten af Alf.
"Måske kan den minde dig lidt om dine drengeår i Salvadorada - hvis du vil?"
"Wow Alf - det skulle du da ikke".
Roberto bliver helt rørt, for han VED, hvor meget denne machete betyder for Alf.
"Jeg skal nok passe godt på den" lover Roberto.



For at fejre fødselsdagen, tager Alf og Roberto ud til den nye rulleskøjtebane i Margrethelund.
På Ærø-færgen har Alf hørt, at de unge mødes i parken om aftenen.
De pakker en lille kurv med sodavand og kage, og begiver sig på vej.
Alf sætter sig på en bænk i nærheden, og lader Roberto om at rulle på skøjtebanen.
"Selvfølgelig er han da OGSÅ god til det" tænker Alf ved sig selv, da Roberto hurtigt får fart i rulleskøjterne.



Alligevel støder Roberto lidt efter ind i en køn pige, så de begge falder om på banen.
Roberto undskylder, mens han tager pigens hånd, og hjælper hende op igen.
Hun retter på tøjet, og kigger så overrasket på den mørk-hudede fyr foran sig.
"Nej nej, det er min fejl" siger pigen, og kigger lige ind i Roberto's mørke øjne.
"Men, du er vist ikke her fra Svendborg" smiler hun til ham.
"Nej, men det er AAAALT for lang en historie at fortælle".
"Jeg har ikke travlt" smiler hun igen.

Nu giver hun ham hånden, og præsenterer sig som Pia.
"Pia fra Tåsinge for at være mere nøjagtig, men hvilken solbeskinnet ø er du så fra?".
Så fortæller Roberto hans navn, og at han oprindeligt stammer fra Salvadorada på Brasiliens østkyst.
"Hvis du giver en af dine sodavand i kurven der, skal jeg nok lytte, mens du fortæller, hvordan smukke Roberto fra Brasiliens østkyst ender med at rulle på skøjter her i lille Svendborg" smiler hun igen sit søde smil.
Så snupper Roberto to sodavand og lidt kage i kurven, mens Alf nikker og ser til fra behørig afstand.



Pia fortæller, at hun går på Svendborg Gymnasium, og bor på kostafdelingen for piger.
"Når ellers det kan lade sig gøre for studierne, mødes jeg med mine venner her i parken".
De sidder længe i hinandens selskab, og snakker om alt muligt - Svendborg, forældre, Martha, Manuela, søskende, tøj - og ikke mindst musik.
Pia bliver ganske imponeret, da hun hører, at Roberto er ved at lære at spille guitar.
"Så bliver du populær hos pigerne" fniser hun til Roberto - men kigger så forlegent ned på sine sko.
Lige inden de skilles, aftaler de at mødes i hendes forældres kolonihave i Byhaverne i weekenden.
"Bøgehaven - det grå skur" vinker Pia, og går tilbage til sine venner.
”Det vil jeg glæde mig til” smiler Roberto.



"Hvordan gik det på skøjtebanen?" vil Manuela vide, da Alf og Roberto kommer hjem igen - begge med et veltilpas smil om munden.
"Det gik fint - det gik RIGTIGT fint" smiler Alf glad.
Da de går i seng, ligger Alf vågen et stykke tid, og tænker på denne ganske vellykkede dag i livet.
Af en eller anden grund har Roberto også lidt svært ved at falde i søvn den nat.
"Selv vores trøjer passede godt sammen" tænker han, og glæder sig over den-måske-bedste-fødselsdagsgave-af-dem-alle.

Sååå deeet..altså amoriner i luften...

Onsdag den 28. maj
Brovst er godt gammeldags gnaven - ja ligefrem rasende, hvis han selv skal sige det.
Ikke alene var nattens udbytte af frikadeller i køleskabet på Martha kun på 4 stykker, men en måge valgte også netop hans koøje at skræppe udenfor, da den fløj sin morgenrunde ALT for tidligt denne morgen.

Da han senere går på havnekajen, overhører han 3 Vesttyske fiskere tale skidt om Martha, mens de tydeligt morede sig over det gamle skib i nærheden.
Selvom Brovst ikke forstod noget som helst af deres gloser, var holdningen og indholdet ikke til at tage fejl af.
De fik naturligvis en lige så uforståelig svada retur på dansk, da Brovst gik forbi dem.
Både ”prøjser-unger”, ”hundehandlere” og lugten af skidtfisk indgik i sætningen.
"Sejl nu lige hjem, så I ikke ender på den forkerte side af muren I hatteugler" slutter Brovst, og trasker bort.



Så han er allerede i dårligt humør, da han drejer om hjørnet i Skippergade.
Ud for musikskolen ser han sig ikke for, men er lige ved at støde ind i hr Palludan – musiklærer Bibi’s mand.
Palludan når dog at springe til side i sidste øjeblik.
”Peace maaaan” råber han til Brovst, da denne blot fortsætter sin gang.
Nu snurrer Brovst rundt, og råber tilbage: ”Hva’ hulen din elendige landkrabbe og hash-røger – skal du kalde mig en pissemand – uden at vi kender hinanden først”.
”Så kan du lige få lov til at hilse på ham her” truer Brovst, og tager et skridt frem med knyttet næve.
”Nej, det er jo netop det jeg siger – FRED på jorden maaaand” forsøger hr Palludan, og bakker væk fra den truende sømands-næve.



Brovst bestemmer sig for, at det ikke er værd at bruge mere tid på – og skridter i stedet over gaden, hvor han har fået øje på Knud.
”Hvad skete der lige der?” vil Knud gerne vide.
”Nåerh, det er disse hersens hippie-typer – tror de kan tillade sig alting nu om stunder – blot fordi de er skæve af Reginald-tobak - men de forstår ikke en papskid” hvæser Brovst.
”Fanden tage hele banden”.

Bag ham famler en forbløffet Palludan i vestens inderlomme efter en hjemmerullet smøg.

Altså jeg er vild med ham Brovst....skøn starut.. Og fine skibe du har da haft travlt...igen!! Og intet lyserødt kan jeg se...

Pissemand Sikke nogle karaktere... mon ikke vi allesammen har mødt dem dengang

Lørdag den 31 maj
Roberto bruger en del tid på badeværelset til morgen, inden han mødes med Marius ved drivhuset i naboens gård.
Marius har lovet at lave en fin buket til Roberto, som han kan tage med til Pia.
”Det er jo en helt speciel dag min ven” siger Marius, da Roberto møder ham ved drivhuset.
Inderst inde ville Marius have ønsket, at det var ham og frk Bruun, som skulle mødes, men nu ønsker han i stedet det bedste for den unge mand ved sin side.
”Du får de første røde eksemplarer af Flora Bruunium rosen – på nær en enkelt, som jeg gemmer til en anden”. Marius viser den flotteste buket frem til Roberto.



"Nu pakker jeg den fint ind - og så har du den flotteste gave af dem alle - BLOMSTER" smiler Marius sødmefyldt.
Da Marius er færdig med at pakke blomsterne i en fin kasse, takker Roberto ham mange gange - skifter til noget pænt tøj, og springer så på Mogens’ cykel, og begiver sig på vej mod kolonihaverne.



Da Roberto når frem, finder han hurtigt huset.
I haven står Pia i den yndigste kjole, og tager imod ham.
Han rækker hende buketten, og får en fin lille forsigtig krammer som tak.
”Sikke et fint hus og have, som I har her, men hvor er dine forældre” spørger Roberto, og kigger sig omkring i den lille have.
”De er da hjemme på Tåsinge” smiler hun sit sødeste smil.



Det bliver sent, inden Roberto cykler gennem byen mod Skippergade.
På vejen slingrer han glad afsted, mens han nynner på den der sang, som han har hørt Knud fløjte så tit på det seneste.
Selvom trøjen er gennemblødt af regn, inden han når hjem, får både Manuela og Alf en krammer, inden han går ind for sig selv.
"Jeg må vist lige høre lidt mere om, hvad der skete på den rulleskøjtebane forleden" kigger Manuela på Alf.
Men Alf står helt i sine egne tanker, og ser meget fornøjet ud.

åhh hvor der de søde de unge mennesker...
Men det er din kolonihave også. Jeg kom faktisk til at tænke på en dansk film...med kolonihaver, og Ove Sprogø og Dirch Passer og en nabostrid. Så ved du sikkert hvad!!

Nej, men jeg mindes en sikkert endnu ældre film med Ebbe Rode og John Price, som hed Naboerne.
Der var også nabostridigheder i stor stil.

Jeg forsøgte faktisk at lave så lille et hus som muligt - dog med separat toilet og soverum.
Og alligevel fik det sådan lidt sommerhusstørrelse, synes jeg.
- og ENDNU et byggeri for et enkelt billede til historien - foreløbigt.
Men det gør jo heller ikke noget, når man godt kan lide den del af spillet ;-)

Tænker du mon på filmen "Ved Kongelunden" Anbodil. Det er den film hvor Dirch og Ove synger Der kommer altid en sporvogn og en pige til....
Det er et rigtig sødt lille hus VinceDjansen

Jeg er også vild med dine små kolonihuse, Vince. du er bare så fantastisk til at bygge, at man helt blegner ved siden af.

Åhhh ja og så blander jeg igen to film sammen, for du har ret Vince Jansen. Det var den film med Ebbe Rode jeg tænkte på. Aner ikke hvorfor at filmen Ved Kongelunden skulle blande sig sammen med den..

Tak tak.
Nu var det som sagt kun en enkelt lille 30 x 40 grund, for at få et billede af Roberto og Pia's første møde i kolonihaven.
Men det KUNNE da måske være fornøjeligt at flytte det hele til en 64 x 64 grund - og så bygge et fint lille kolonihave-område med små huse, sirlige grusveje og nyselige små haver.
Ja, det kunne der sikkert komme en helt særskilt historie ud af, hvis man befolkede området med underholdende beboere.
Hmm, måske et emne til Martha-sømændenes "seniorliv"??!!    

Her er et billede af grunden i sin helhed, hvor der også lige blev plads til en enkelt nabo.

Da mandskabet fra Martha mødes samme dag, kan Marius fortælle, at 2 skibe er kollideret i Øresund.
”Det er en Liberiansk supertanker og et norsk fragtskib” uddyber han, da de mødes i baggården.
Brovst har kun et træk på skuldrene til overs for hændelsen: ”Hvis de sejler, ligesom de kører bil, var den kollision uundgåelig”.
Som et strejf af en tanke når Watson lige at tænke, at man da må håbe, at det er libaneserne, som Brovst hentyder til.

Sømændene er samlet i Skippergade, inden turen går mod Havnecafeen, hvor det er sidste aften med den nuværende og afgående ejer.
Det bliver en noget ”våd” aften, for sømændene drikker, som skulle de aldrig få muligheden igen – som om Havnecafeen er det sidste værtshus på hele Fyn - og aldrig vil åbne igen.



Sømændene fra Martha er efterhånden en velkendt del af stamgæsterne og inderkredsen på Havnecafeen.
Derfor er der flere af de andre gæster, som opfordrer dem til at synge den velkendte Martha-sang.
”Så skal det vist også snart til at være” griner Niels til Knud, og peger på kaptajnen, som hænger faretruende i barkanten.
Kaptajnen vågner dog op, da de kendte strofer breder sig i cafeen.
Til sidst står samtlige gæster på stolene, og skråler med af fuld hals – og forbavsende mange kan efterhånden sangen udenad.
Ja, Marius får en hel klump i halsen over den store deltagelse og højrøstede sang, som sikkert kan høres vidt omkring ved havnen.
”SÅ smukt har den ALDRIG været sunget før” udbryder han med bævrende underlæbe.



Da sangen er tilendebragt, udbryder kaptajnen: ”Ha . . ha . . han var som en svoger for mig” – naturligvis med henvisning til den afgående ejer.
”Nårh, så må han jo være gift med din ikke eksisterende søster” smiler Brovst til gruppen.
Som en af de første ansatte på Martha, er Brovst en af de få, som har kendskab til kaptajnens familieforhold – eller måske mangel på samme.
”Så skal du vel arve, når han var den sidste?” mener Watson.
”Jamen så SKÅL på det, kaptajn - og tillykke med ingenting” råber Brovst ud over hele forsamlingen, mens han hæver sit glas til en hilsen.
Straks lyder der et ”SKÅÅÅL” fra de nærmeste borde.
Jo, det ER som om, at stemningen denne aften både er lidt sørgmodig, men også specielt opløftet.



Lige inden ejeren lukker døren i for sidste gang med ham som ejer, tager en noget fordrukken Brovst ham om skulderen, og siger: ”Hvis du ikke finder andet arbejde, er du ALTID velkommen på Martha – hik”.
Det takker værten for.
”Ja, for så kan du passe vores bar i stedet for – hik, så du ikke helt glemmer, hvordan man skænker en Skumsprøjt - hup”.
Så dingler sømændene ud ad døren - med kaptajnen som den absolut sidste gæst.
”Og tak for denne gang” vender han sig og siger til Havnecafeens facade, for døren er allerede lukket bag ham.

Sangene fortsætter dog ufortrødent, mens sømændene dingler hjemover.

Mandag den 2. juni
Juni er i første omgang en kold måned indtil den tiende dag. Derefter breder varmen sig over Danmark.

Fra morgenstunden er Knud i gang på boksebolden hos Mogens.
Det er også første arbejdsdag for Brovst på Ærø-færgen, hvor han tager over for Alf.
"Du kan godt glæde dig - det er et dejligt arbejde - og en lille nem maskine" fortæller Alf aftenen før.

Mandag aften skal de alle sammen på Havnecafeen, for at byde den nye kroejer velkommen.
Brovst har fået fri, og når at støde til selskabet, inden de træder ind gennem hoveddøren.
Det bliver dog en rigtig træls oplevelse for dem alle, for den nye bestyrer opfører sig som en sur kælling - ifølge Brovst's senere beskrivelse.
"Det er som en kombination af sure Anne fra Svendborg, Sallisburg, inden Princess fik ham tøet op - og Jytte fra Rotterdam i EN og samme person" vurderer han overfor de andre, da han har været i baren efter aftenens første omgang Skumsprøjt.
"Hun vil sq forvandle stedet til et etablissement - en dansehal - med undervisning, Wienervals, cabaret og det hele" fnyser Brovst, da han kommer tilbage til de andre.



Det har de øvrige sømænd NOGET svært ved at forstå, men da de sammen henvender sig i baren, får de en meget klar besked på, at sådan kommer det til at foregå fremover.
"Det her sted skal have et LANGT bedre renommé, for det trænger det VIRKELIG til, har jeg hørt ude i byen" udtaler hun i en vrissen tone.
Hun fortæller også, at hun har planer om en HELT anderledes indretning, hvor alle stamborde forsvinder, og erstattes af små NYDELIGE cafeborde.
Da hun også varsler pris-stigninger på al spirituosa, bliver det igen Brovst for meget.
Han hamrer sin knyttede næve i bardisken, så det nærmeste aksebæger slår en saltomortale ud over barkanten, hvor Niels behændigt griber det i faldet.
"Hør her din lille forblæste hårtot af en fesen fynbo" begynder han - stadig mere rød i hovedet.
"Mens du vimsede rundt ude i byen, og lyttede til skvalder fra jeg-kan-ikke-lige-se-nogle-naboer-i-nærheden-her-på-havnen, har vi lagt tusindvis af gode danske kroner i den her knejpe de sidste mange måneder - penge, som du nu vil købe ternede duge og stearinlys for".
"Så skal du den-onde-lyneme ikke OVENI komme her og vimse os under næsen med polkamusik, småborde og nye priser på alkohol, for så er vi dem, der er skredet".



Knud kommer tidligt hjem den aften.
"Jamen dog min ven - hvad er der dog sket?" spørger Lone overrasket, da Knud træder ind i stuen længe før midnat.
Så fortæller Knud om optrinet på Havnecafeen, som endte med, at de forlod stedet - med en synligt irriteret og gestikulerende maskinmester i spidsen.
"Fanden tage den skidespræller" var vist de sidste ord, inden sømændene skiltes på havnen, så vidt Knud erindrer.
"Njah, hvis jeg skal være HELT ærlig, blev vi vist mere SMIDT ud, end vi gik selv" indrømmer Knud - og ved ikke, om han skal grine af det hele, eller irritere sig over, at de ikke længere kan komme på Havnecafeen.



"Med de planer, som den nye ejer lyder til at have, tror jeg ikke, at det er et sted for jer" forsøger Lone diplomatisk.
Det giver Knud hende HELT ret i.
I sit indre når Lone også at tænke, at 8-10 syngende og fulde sømænd sikkert heller ikke passer til en dansehal.
"Men hvad gør vi så, når vi skal mødes næste gang?" vil Knud  gerne vide.
"Ja, I har jo stadig baren på Martha" forsøger hun.
"Jo, men DEN er jo mest til sejlads - og når vi er ved at fryse ihjel på Grønland, og kun har EN pejs".
"Lad os nu sove på det - så finder vi nok en løsning i morgen" trøster Lone, og lægger armen om Knud.



Da de senere ligger i sengen, ligger Knud lidt vågen, og kigger op i loftet.
"Vi skulle have købt stedet for Andersens penge" tænker han.
Billedet af ham selv med forklæde og opsmøgede ærmer i baren bliver også billedet på nethinden, som han sover ind med.

Uha..ja det var værre og minder grangiveligt om matador og hende Bolts Madame. Men man må jo håbe, at de finder en løsning.
Noget helt andet, så må du da efterhånden være en mester i at spille med grupper, så jeg vil gerne opfordre dig til at lave en tråd med gode råd til det at spille med grupper! Jeg tror det kan være gavnligt, for fx er jeg en kylling, når det drejer sig om det, og der er sikkert en masse potentiale i at spille med de grupper...hmm

Ja, jeg er også bedst til helt små grupper, der dog bliver lidt større, når der f.eks. er bryllup.

Der gik måske nok lidt Matador i den der, kan jeg godt se nu, men det giver basis for en af de andre ting, som jeg gerne vil prøve med spillet og grunden. Derfor var det nødvendigt at få sømændenes færden på Havnecafeen lukket ned.

Jeg savner virkeligt en funktion, hvor man kan synge (eller spille) SAMMEN, men mens Niels, Marius og Brovst stod og ventede udenfor cafeen, virkede det næsten som om, at de netop stod og sang sammen. Derfor billedet og handlingen.

Jeg skriver lidt om mine erfaringer med grupper og klubber i en ny tråd.

Men siden årstiderne kan simmerne jo godt synge sammen.
Du kan jo lave en "helligdag" i kalenderen, hvor en af traditionerne er sang og musik, så skal jeg love dig at simmerne benytter enhver lejlighed til at synge

Sådan MonaSolstraale - tak for den information. Det vidst jeg ikke.
Det kunne også være forklaringen på de 3 syngende sømænd udenfor Havnecafeen

Tirsdag den 3. juni
Da de står op næste morgen, er Knud træt og trist efter en lang nat med dårlig søvn.
Han tror dog, at han har fået god ide, som han vil vende med Lone over morgenens frugtsalat.
”Jeg har tænkt mig at aflægge Niels’ forældre et besøg – bare for at høre, om vi måske må slå os ned hos dem i stedet for Havnecafeen” siger Knud ved sin tredje portion.
”Tænker du ikke, at det kunne være løsningen Lone?”
Det anerkender Lone som en mulighed.
”Men hvorfor laver I ikke bare jeres eget lille klublokale nede i kælderen?”
”Hvis I fjerner væggen mellem det gamle fyrrum og kokslageret, bliver der et fint lokale til en bar” foreslår hun.
Knud kigger måbende på Lone.
”Hvorfor hulen har jeg ikke selv tænkt den tanke?” mumler han.
”Læg så pulterrummet til også – så har I såmænd også plads til et bordfodbold eller noget i den stil”.
”Hvis I hjælper hinanden, kan det vel ikke tage ret lang tid at få det indrettet med så mange gode håndværkere og maskinfolk iblandt jer?”
”- og du får Danmarks korteste afstand fra din yndlings-bar til din yndlings-seng” smiler hun.

Knud sidder lidt, og gennemtænker Lone’s forslag en gang til.
Så rejser han sig resolut – giver hende en krammer, og springer ned af trappen mod kælderen.
"Du er min yndlings-samboende" råber han tilbage over skulderen.
"Jeg er jo også den ENESTE" råber Lone tilbage, men hører allerede hoveddøren smække i.
"Og forhåbentlig er jeg da mere end samboende" tænker hun højt.



Senere på formiddagen mødes Tømrer-Peter, Niels, Watson, Alf, Knud og kaptajnen i kælderrummet.
Peter har taget tidligt fri, fra det tømrerfirma, hvor han er ansat.
Ved et gammelt bord i det tidligere fyrrum i kælderen forklarer Knud sine opmålinger med arm-fakter, som viser, at der kunne blive et rigtigt fint lokale ud af anstrengelserne, hvis de brugte nogle aftentimer på at indrette det hele – sådan nogenlunde som Lone har foreslået.
”Jeg kan lige se baren her” slår Knud armene ud mod den ene endevæg.
”Og bordfodbold her” peger han videre.



Snart går snakken livligt, mens den ene håndtegnede skitse afløser den anden.
”Sådan de herrer” slutter kaptajnen efter en times tid, og slår med bagsiden af hånden på den seneste skitse.
”Planen er klar”.
”Lad os så komme i gang” klapper Watson sine sidemænd på skuldrene.
Da de 6 sømænd går ud gennem porten, står Lone og kigger efter dem fra vinduet på anden sal.
Hun smiler over mændenes beslutsomme gang mod Arthurs varevogn, hvor Alf, Niels og Watson klemmer sig sammen på det brede forsæde – med Niels ved rattet.
Da de kører bort, vinker de tre tilbageblevne efter dem, inden de går tilbage til kælderen.
”Som små drenge, der lige har fået et nyt byggesæt” tænker Lone.
Så ringer hun til Manuela, så de kan bage en kage til det nye arbejds-sjak.



I kælderen tager Knud, Tømrer-Peter og kaptajnen fat på nedrivningen af skillevæggene og inventaret.
Ja, kaptajnen dirigerer nu mest, og holder øje med, at de følger den aftalte plan.
”Det passer mig nu meget godt med det her projekt, for mester har netop fortalt os, at vi alligevel skal arbejde her i Skippergade de næste uger – noget med en taglejlighed” fortæller Peter, mens de fjerner skillevæggen mellem fyrrummet og kokslageret.
Sveden driver af dem begge.
Knud bekræfter, at Lone også vil have overetagen i bygningen moderniseret.
”Når hun nu har pengene til det, synes hun lige så godt, at loftsrummet kunne udnyttes bedre”.
”Sq noget af en ombygning, for vi skal lægge helt nyt tag på” fortæller Peter, mens han svinger muggerten, og får hul igennem til rummet inde ved siden af.
I det samme kommer kaptajnen ind ad døren med tre øl i hånden.
”Lad os fejre gennembruddet gutter” vinker han med øllene.

Mens de således sidder i kælderrummet, og støvet langsomt lægger sig omkring dem, kommer de tre andre søfolk hjem fra trælasthandlen med favnen fuld af søm, skruer og vægbeklædning.
Så bliver de jo NØDT til at have en omgang mere.



Samme aften vælter de det sidste af muren, og får bakset det gamle fyr op ad bagtrappen til gården.
De slutter dagen med at anerkende størrelsen af det nye lokale.
Knud kigger over mod væggen, hvor baren skal stå.
Måske er det synsbedrag, men der ser næsten ud til at være mere plads, end han i første omgang havde regnet med.
Så smiler han til de andre, som står med nogenlunde samme tanke.
Lidt efter slukker de loftslampen, og skilles for denne dag.

Torsdag den 5. juni – grundlovsdag
Mændene sveder igen i kælderen.
Som noget af det væsentligste i rummet, har de endelig fået sat reolen med spiritus op på denne ekstra halve fridag
– en reol, som Lone har købt af den gamle kroejer fra Havnecafeen. Reolen var ikke fin nok til den nye indretning på cafeen, men ser rigtig fin ud på væggen bag den kommende bar i Skippergade.
”Lad os da lige smage på varerne” foreslår Watson, da han har sat de første par flasker på plads i reolen.



Efter en del genstande er Tømrer-Peter ved at vise, hvordan Reginald slog søm i, når han var skæv i hash-tågerne.
Desværre slår han selv lidt skævt, og hamrer sig selv over tommelfingeren, så tårerne vælter frem.
”Jeg har ALDRIG ramt mig selv før i mine 20 år i tømrer-branchen” hulker han, og holder sig til den dunkende finger, hvor en lille blodsdråbe fugter spidsen af fingeren.
”Hvem har du så ramt?” vil Niels gerne vide – men bemærkningen falder lidt til jorden, for alle ved, at projektet i kælderen er meget afhængig af Peters faglige viden som tømrer.



Alf står lidt ved siden af Peter, og får øje på den lille blodsdråbe, der nu drypper ned på Peters sko.
Med det samme fornemmer Alf, at han bliver svimmel ved synet af blodet, og sætter sig ned på en gammel vakkelvorn stol.
”Vi må hellere ringe efter en ambulance” foreslår han, mens lokalet allarede synes at dreje rundt om ham.
”Så opdager hele nabolaget, at vi er ved at bygge en smugkro i kælderen” svarer Knud.
I stedet må Arthur’s bil endnu engang i brug – nu som sygetransport . . . . . ikke for Tømrer-Peter, men i stedet for Alf, som er besvimet i stolen.
Lone sidder ved rattet, og har samtidigt lovet Arthur, at aflevere 2 kasser syltetøj på sygehuset, når de nu skal den vej alligevel.
I midten af det brede forsæde sidder en svimmel Alf, og nærmest vinduet til højre en urolig Manuela, som støtter Alf’s hoved på sin skulder.
I kælderen har Peter fået en lille klud om den bulnende finger, mens han dog arbejder støt videre.