S.S. Martha - sådan gik det sidenhen

Ja ja, det var jo ALT for nærliggende at finde sømændene og deres omgangskreds frem igen, hvis jeg skulle videre.
Jeg synes dog, at jeg liiige skylder at få historien rundet ordentligt af - afsluttet et hængeparti fra den sidste historie.
Derfor kommer der her en lille fortælling om tiden EFTER sommeren 1969.
Jeg vil forsøge at lade dette være det sidste, som vi hører til sømændene.

Igen er udgangspunktet naturligvis udelukkende egen interesse i at prøve nogle ting af i spillet.
Denne gang bliver omdrejningspunktet forretnings-mulighederne og min nylige interesse i fabriks-bygninger og produktion - som det jo også blev synliggjort i slutningen af historien om sommeren i Skippergade.

Så here we go again - ha ha

Mandag den 29. september 1969
Ombygningen af den gamle skofabrik indledes med et byggemøde i den gamle tomme og støvede produktionshal.
På mødet deltager Watson, Tømrer-Peter, Knud, Lone og Manuela.
"Der er godt nok meget at tage fat på" vurderer Tømrer-Peter, da de er ved at have et nogenlunde overblik over opgaverne, inden produktionen kan starte op.
"Som det vigtigste, skal vi vel skynde os at få købt bagemaskinerne" siger Knud, mens han kigger på de gamle ventilationsrør.
"Det tager Watson og jeg os af med det samme" påtager Lone sig.
"Så må du kigge på strømmen Knud - og Peter og sjakket i gang med det utætte tag".
Snart er mange af opgaverne fordelt, og alle går i gang.

Onsdag den 01. oktober
Omkring campingbordet i det interimistiske kontor på fabrikken, har Watson og Lone møde med en overordentlig påtrængende sælger fra en af Europa’s største leverandører af bagemaskiner.
Lone synes dog, at sælgeren er liiige smart nok, og afviser derfor flere gange sælgerens oplæg til en handel om 4 top-moderne bagemaskiner.
Ved siden af Lone ser Watson til – uden at blande sig i forhandlingen om maskinerne.



Først da sælgeren må erkende, at han er ved at miste den gode handel – og derfor lægger et helt fantastisk tilbud på bordet, er Watson lige ved at slå til på damernes og brødfabrikkens vegne.
Han vælger dog at holde sig for munden, da Lone endnu engang betvivler sælgerens reelle hensigter.
Først da sælgeren fremsætter en ganske fornuftig afdragsordning på handlen og gratis levering til adressen i Svendborg, slår Lone til.



Da sælgeren har forladt fabrikken, henvender hovmesteren sig til Lone med åbenlys begejstring.
”Tillykke min pige – det var et VIRKELIGT flot stykke handelsarbejde”
”Jo jo, men jeg har jo også en god læremester” klapper hun Watson på skulderen.
”Men lad os nu få kigget på ventilationen”.

Dystert og ret dunkelt, men det lyder alligevel spændende og helt i den Vince-nske ånd.

Dejligt at få endnu en historie om de skønne personer. Jeg er stor fan!
….. og hende Lone er ikke uden evner

Eii hvor godt...jeg havde da også håbet at se lidt mere til denne fabrik....

Oktober 1969
Der kommer en besked via telegrafen, da Knud er med Martha på oktober-turen til Bindleton.
Det er Lone, som inviterer Knud med på ferie til hendes tidligere hjemby Rom, så snart han er i havn igen.

I en lille kirke – ikke langt fra Peterskirken, gifter de sig spontant.
”Når vi nu alligevel har det så godt sammen” som Lone argumenterer overfor Manuela, da de kommer hjem igen.
De eneste vidner er to af Lone’s lokale veninder fra Rom.







En morgen sidder Lone på fortovscafeen foran det lille hotel, hvor de har lejet et værelse.
Imens slumrer Knud lidt videre på hotelværelset.
På cafeen trænger en flirtende og insisterende lille bredskuldret og behåret italiener sig ind på Lone.
Hun afviser ham dog på flydende italiensk. Det får desværre kun den lille italiener til at rykke nærmere, og tage hendes hånd. ”En lys skandinavisk gudinde, som kan tale sproget – hvad mere kan Guiseppe ønske sig i sit liv” indsmigrer han, og kigger Lone dybt i øjnene.
Hun forsøger at vriste sig fri, men manden har et godt greb i armen.
”Bella Donna” nærmest synger han, og blinker med øjnene.



I det samme træder Knud ud i den skarpe morgensol.
Så får han øje på Lone’s desperate blik.
I et nu er han henne ved italieneren, som han straks rykker op i fuld stilling – ca halvandet hoved under Knuds eget.
”Så er parringsdansen slut makker – smut du nu ind til dine spaghettigryder, og lad min nye kone være i fred” hvæser Knud på dansk.



Italieneren, som ser konkurrenten dukke op midt i den næsten vundne romance, skyder dog brystet frem, og forsøger at skubbe til Knud.
Den store danske sømand er dog ikke sådan lige at flytte med.
Ja, han rokker sig ikke ud af flækken.



I stedet forsøger Guiseppe at slå ud efter Knud med et møllesving.
Knud er dog forbavsende hurtig i reaktionen, og når lige at flytte overkroppen, så den lille behårede arm suser forbi hans kind.
I samme bevægelse slynger Knud en ren kæbe-rasler af en uppercut direkte op på italienerens hageparti.
Det giver et kraftigt ryk i den lille italienske krop, som straks falder til jorden mellem fortovscafeens stole og borde.
Her bliver han liggende helt stille, da Knud tager et skridt henover ham, og sætter sig ved bordet hos Lone.
Nu lyder der højlydte klapsalver fra de nærliggende borde, hvor mange enlige kvinder også drikker deres morgenkaffe.
Knud rejser sig kort og bukker – men sætter sig så hurtigt ned igen.



”Nå, hvad skal vi ellers opleve i dag” spørger han.
”Min lille sømand” smiler Lone, og tager et fast greb i Knuds underarm.
”Og min lille sømands-kone” smiler Knud tilbage, mens han glæder sig over boksetræningen ved naboen Mogens hjemme i Skippergade.

Igen nogle fantastiske scener
Er de lånt eller selvbyg?
Oasis Springs er perfekt til et Italiensk nabolag.

He he...godt gået Knud. Og hvis du selv har bygget alt det Vince, så har du jo haft travlt på den gode måde....

Fortrinsvist lånt på Galleriet af RivendellStar for torvets vedkommende, og kirken af efeozturk - og så alligevel lige med en personlig hånd på værkerne også.
Det fremgår faktisk ikke af billederne, men et par af husene på torvet er forhøjet med en etage - for sådan at illustrere den indre by i Rom anno 1969. Men det kan man som sagt slet ikke se på billederne.

- og du har ret MonaSolstraale: Oasis Springs er slet ikke så dårlig som italiensk solskinsdag.

Mandag den 03. november
De 4 nye bagemaskiner ankommer til fabrikken, og Knud og Peter går straks i gang med at installere dem i produktionshallen.



Et par dage efter er den første maskine klar til at sende fabrikkens første doughnuts ud på samlebåndet.
Helt tilfældigt (!) er mange af sømændene på fabrikken denne dag.
”Vi giver jo gerne en hånd med” som kaptajnen kalder det.
Udover at løfte de nye medarbejderskabe på plads, har sømændene dog mest brugt tiden på plateauet på første sal, hvor det lille tekøkken og slidte spisebord er opstillet.

Ved eftermiddagskaffen er kvaliteten så god, at de godt tør smage på de varme doughnuts, som forlader bagemaskinen.



”Ikke værst – slet ikke værst” vurderer Brovst, mens han rækker ud efter den sidste doughnut på fadet – hans femte.
Marius kommer ham dog i forkøbet med et snuptag.
”Hør hov din hundehandler” kigger Brovst fortørnet på telegrafisten.
”Jeg er ikke uenig maskinmester – denne - min tredje - er faktisk ganske fremragende” smiler Marius til ham.
”Rolig nu gutter – om mindre end to minutter er det næste fad klar” griner Knud, mens han skuler til bagemaskinens output-lampe.
Det beroliger Brovst, så han lader telegrafisten have sin doughnut i fred.



I aftenmørket, som kommer tidligt her i vintermåneden, tænder Knud grillen i fabrikkens baggård.
Der er burgere nok til alle, men sulten er for længst fortrængt af ALT for mange smagsprøver.
Selv Brovst har erkendt, at det nok ikke bliver til noget besøg i skibets køleskab i nat.
Inden de forlader fabrikken, er et skrivebord og reol også på plads på det lille kontor, mens den anden bagemaskine er koblet til strøm.

Nå du kan ikke slippe dem helt. he he

Ha ha ja de sømænd har nok helt tilfældigt, kunne lugte at der var lækkerier i vente...

Sighubert skrev:

Nå du kan ikke slippe dem helt. he he

Nej, de er åbenbart sværere at komme af med, end jeg lige havde regnet med - ha ha!
Men jeg vil tilstræbe, at dette bliver absolut sidste og korte tur i manegen med sømændene.
Synes blot, at jeg efterlod en halv historie ufortalt.

Jaja, det er s'mænd helt i orden. Jeg hænger da også fast ved mine og har rigtig svært ved at slippe en eneste af dem.

Hvis du ikke selv er træt af sømændene, så er der vist ingen hast med at "aflive" dem Vince

December 1969
Mathilde og Willy flytter til København, hvor Mathilde har fået arbejde på Rigshospitalets nye store hospitalskompleks, som åbner i 1970.
Det bliver en tårevædet afsked på Martha, da Mathilde besøger mandskabet, for at sige ordentligt farvel.
Marius har småsnøftet hele formiddagen, og selv Brovst må tage sig til øjenkrogen, da Mathilde vinker til dem en sidste gang fra kajen.
Så får han en krammer.





"Pas nu godt på de mange fristelser og hippier i hovedstaden" formaner Brovst, inden Mathilde springer på cyklen, og begiver sig mod Skippergade, hvor hun også agter at tage afsked med Roberto og de andre beboere, som har taget så godt imod hende.
De næste mange dage er Brovst overordentligt trist til mode, og kommer først på andre tanker, da Knud viser ham en skitse til en ny barstol af mørkt træ.

Imens går indretningsarbejdet støt videre på brødfabrikken.
Nu er alle maskiner i drift, og meget snart klar til at producere flere forskellige slags brød og kager.
Det væsentligste produkt bliver naturligvis Salvadorada-brød, som de skal levere i store mængder til bagerlauget straks i det nye år.

Hjemme i baglokalet til Cafe Kringlen i Skippergade glæder Viggo sig til at blive aflastet i produktionen.
Ja, Manuela har faktisk helt ondt af sin hårdt-arbejdende bagermester, der ikke har haft megen ro de sidste måneder, siden cafeen åbnede, og omsætningen af Salvadorada-brød nærmest eksploderede – både som direkte salg ved disken, eller som basis for mange af de lette menuer i cafeen.



På kontoret på brødfabrikken har Lone travlt med at ansætte de første medarbejdere. I første omgang skal der ansættes 4 produktionsfolk – udover Manuela og Lone selv i administrationen.
herunder er det hr Grundgrabse, som forsøger at overbevise Lone om, at han er den rette til en af de ledige jobs.
I ugerne op til årsskiftet indrømmer Lone gerne, at hun forsømmer sine studier til dyrlæge en del.
Et par gange slukker hun først natlampen over sengen sent om natten, og lægger studiebogen på natbordet.



En tiltrængt juleferiepause giver dog lidt luft i en presset kalender.
I mellem-juledagene tager Knud og Lone til sommerhuset i Borgnæs – og nyder et par stille dage, hvor sneen vælter ned udenfor.

Nye vinde blæser over de kære sømænd...kan man fornemme...ak ja det er nogen gange svært at vænne sig til forandringer....selv i en historie...hehe

Januar 1970
Straks efter nytåret, er ombygningen fra skofabrik til brød-fabrik næsten afsluttet.
På den første arbejdsdag i det nye år byder Lone de 4 nye medarbejdere fra byen velkommen.
Ved morgenkaffen fortæller hun medarbejderne, at brødfabrikken drives i kompagniskab mellem Lone og Manuela.
Udover denne faste stab, går Knud og Tømrer-Peter til hånde, og hjælper med de sidste installationer.



I et lille hjørne i den bageste del af fabrikken, har Knud indrettet sig et fint lille værksted.
Temperaturen på brødfabrikken er nemlig noget varmere end skuret hjemme i baggården i Skippergade her i vintermånederne.
Imellem opgaverne på fabrikken, kan han jævnligt præsentere Lone for forskellige træmøbler, som han også er begyndt at eksperimentere med.
En dag er det en barstol (naturligvis!) – og den næste dag et spisebord og 4 stole.
"Spisebordet og stolene kan du jo lade blive stående her, i stedet for dette vakkelvorne skrammel - men hvad vil du dog med de andre møbler?" spørger Lone, mens hun skubber til det gamle spisebord fra fabrikkens tidligere ejer, som har tjent dem som kantinebord, samtalebord, skrivebord - og såmænd også arbejdsbord, indtil Knud fik sig en ny høvlebænk.
"Jeg ved det ikke Lone, men måske kan vi sælge dem på markedet til næste år" foreslår Knud.
"Foreløbigt kan du få bordet og stolene til en favorabel pris" griner han til sin kone.



I perioden inden den første produktionsdag, afleveres rest-produkter eller brød med fejl på Fattiggården.
En aften har Pia også brød med til spejderne, som skal på vinterlejr.
Den sidste dag før produktionen endelig går i gang, er de største børn fra Fattiggården på brødfabrikken, hvor de gør rent i alle hjørner – som en lille tak for de mange gratis brød.



Når presset er størst – eller Knud er på havet med Martha, hjælper Arthur til som alt mulig mand.
Viggo ofte på fabrikken, for at tilse produktionens kvalitet - men fortsætter i cafeens bageri, hvor tempoet snart bliver mere overkommeligt.
Som tak for indsatsen i efteråret inviterer Manuela Viggo’s familie på aftensmad på en af Svendborgs bedste spisesteder.
Viggo vil naturligvis også gerne vide, hvordan det skal gå med hans job, når først brødfabrikken kommer i omdrejninger.
”Betyder det så farvel til bagemaskinen og Salvadorada-brød i Skippergade?” vil han gerne vide.
Manuela kan dog garantere ham, at han indgår i fabrikkens og cafeens langsigtede strategi - om alt går vel.
”Lad os nu se Viggo – måske ender vi alle i cafeen igen en dag” forsøger hun at trøste en ængstelig bagermester.

Februar 1970
Lone og Knud adopterer en yngre pige fra Fattiggården – på Lones foranledning og ønske.
Fie, som pigen hedder, tog Lone’s hånd, første gang hun var på besøg på Fattiggården – og siden har Fie fulgt hende trofast, hver gang Lone er på besøg.



De er dårligt nået tilbage til Skippergade, og har vist Fie sit nye værelse, før hun falder i en tiltrængt og dyb søvn.
"Det må altså heller ikke være nemt at sove på en sovesal med femten andre piger" må Lone erkende, mens hun kigger på gadens lille nye beboer.



Få dage efter, at de har hentet Fie og hendes sparsomme ejendele på Fattiggården, sender Lone et brev til adoptionsbureauet, hvor hun giver afkald på denne mulighed via bureauet.

Snart har Molly fået sig en ny ven.
"Ih altså, jeg har ALTID ønsket mig en hund" udbryder hun, da Fie ser den lille hundehvalp for første gang.
Resten af dagen boltrer de to sig i sneen, som stadig daler ned i det sydfynske.



For at Lone kan koncentrere sig om sine studier, ansætter de frk Bruun i bogholderiet på brødfabrikken nogle timer hver uge.
Frk Bruun beholder dog sit arbejde på Mærsk-kontoret ved havnen.

Marts 1970
En lun marts-dag kan Brovst og Knud forære forstanderen en grill til Fattiggården, som de endnu engang har bygget af en olietønde – i samme stil som den i baggården i Skippergade og på brødfabrikken.
Med grillen følger også Knuds gamle høvlebænk til det lille værksted på Fattiggården.
Hjemme i Skippergade har Knud nemlig valgt at investere i en ny og bedre model, så han bedre kan eksperimentere med fremstilling af enkle møbler og udvikle grillen yderligere.



Ja, Knud og Brovst har faktisk tjent en del ”Ærø-dollars” på at bygge denne type grill til andre i omgangskredsen.
Rygtet om denne nemme og lækre måde at lave mad på udendørs griber hurtigt om sig i Svendborg – og i de dage, hvor Knud og Brovst ikke er på havet, bruger de en del timer på værkstedet på brødfabrikken med at ombygge gamle olietønder fra havnen.
Tønderne forhandler Watson sig til i havneområdet - naturligvis til rigtigt gode priser.
Når han kan se sit snit til det, tager han endda en skilling, for at hjælpe havnepersonalet af med tønderne.

Når der ikke er andet at give sig til, eksperimenterer Sigvardt nu med nye retter på grillen på Martha’s agterdæk, så der ikke kun er hotdogs på menuen. Han brænder også en del på, men sådan er det jo, når man eksperimenterer, forsøger han at forklare Marius en aften, hvor Sigvards tøj virkelig lugter fælt, da han kommer ind i messen.
Marius slår korsets tegn, og glæder sig over, at han ikke er hjemme til spisetid denne aften.
I stedet skal han igen mødes med frk Bruun.



En aften på Martha, hvor sømændene har spist et udsøgt måltid fra grillen med stegt aborre og timian, henvender Knud sig til Brovst med en ide, som han har gået og puslet med i et stykke tid.
”Hvis nu man kunne varme grillen op med gas i stedet for disse kul – som på et almindeligt gaskomfur” foreslår han.
”Njah, den ide må du vist længere ud på landet med – måske helt ud til Alfred i Ollerup” griner maskinmesteren tilbage i sin vurdering af Knuds ide.
”Ja, du har nok ret” sukker Knud, og vender tilbage til sin fisk.
”Den smager til gengæld fortrinligt på en gammel olietønde” indskyder kaptajnen.

Sommeren 1970
Efter mange og lange vågne nætter, sælger Marius endelig sin lejlighed på Frederiksberg, og flytter sammen med frk Bruun i den tomme lejlighed i Skippergade, som Manuela og Alf tidligere boede i.
Lejligheden har i mellemtiden været beboet af et ungt par fra udkanten af Assens, som nu er flyttet.
Frk Bruuns loftslejlighed ude i byen lejer Lone til Roberto. Sidst på sommeren flytter Pia også ind.

Efter ønske fra frk Bruun, køber Marius en lille vrissen Bulldog.
Den første dag i baggården, hvor bulldogen møder Roberto’s hund Molly, bliver der en kort ”meningsudveksling” mellem de to hunde.
Det ender dog med, at Molly sætter tingene på plads, og viser, hvem der bestemmer i baggården.
”Go’ hund” kæler Fie, da Marius og frk Bruun er gået.

På et møde i Pigeklubben betror Frk Bruun de andre i klubben, at Marius sover for sig selv på udtrækssofaen i stuen.



Denne sommer gifter Niels sig med Ulrikke. Det er igen den lille idylliske kirke på Thurø, som huser ceremonien. Bagefter skænker Niels’ forældre ægteparret et brag af en fest i familiens festsal bag værtshuset, hvor også Alf og Manuela fejrede deres bryllup.
Som en naturlig følge af gifte-målet, optages Ulrikke i Pigeklubben.



Brovst har svært ved at holde en hånlig latter tilbage, da den nye kro-ejer på den hedengangne Havnecafe må lukke pga manglende omsætning (Nogle år senere køber Niels måske dette værtshus, da han kommer tilbage?).
"Hø, jeg så selv til-salg-skiltet ved indgangen" morer han sig, da sømændene er samlet i messen en aften.
"Sådan går det, når man smider stamgæsterne på porten".



Med en støt øgende omsætning på brødfabrikken, ansættes Pia som elev på kontoret, da hun er færdig på gymnasiet
- Under frk Bruuns kyndige oplæring.

Brovst arbejder ikke på Ærø-færgen denne sommer. Sidst på sommeren går produktionen af møbler og havegrill i stedet i gang i en lejet lagerbygning i industriområdet ved Rantzausminde – ikke langt fra brødfabrikken, som nu kører på fuld tryk.



Lone og Manuela har skudt lidt penge i maskinerne, så Brovst og Knud kan komme igang.
De første måneders husleje betaler Knud og Brovst i ”Ærø-dollars”.
Tømrer-Peter er med til at indrette det lille værkstedsområde.
Også han afregnes i en for ham ikke ukendt møntfod.



"Så kan vi vel betragte os selv som selvstændigt erhvervsdrivende nu?" konstaterer Brovst, mens han sætter nogle bøtter grundmaling i reolen.
"Ja, det kan vi vel" smiler Knud tilbage.

Det betyder også, at Alf er alene om sommertjansen i maskinrummet på overfarten til Ærø.

Da Knud er i byens radioforretning, for at købe en transistorradio, køber han også den nye plade ”Let it be” med Beatles.
Han spiller den for Lone og Fie i sommerhuset, som endelig står færdigt.
Fie er dog ikke imponeret af den nye plade. Hun vil hellere høre "Here comes the sun" fra den foregående lp.
Så finder Knud guitaren frem, og spiller og synger den sang for hende.

Efteråret 1970
I efteråret dør både Jimi Hendrix og Janis Joplin.
"For os musikelskere er det et frygteligt tab" erklærer Bibi Palludan til sine elever på Den Alternative Musikskole.
Det får hende dog også til at genoverveje den omtågede sti, som hun selv er på vej ud af.
I vintersæsonen er musikskolen derfor lukket i flere uger.