Den franske vingård

Der manglede vist heller ikke noget til den fest
Alle ser ud til at hygge sig og hvor var det godt at vejret artede sig
Forud venter nye eventyr

Det bliver en herlig ferie, hvor alle slapper af og nyder den bagende sol, de hvide strande og det krystalklare vand.
Mens de andre daser ved stranden og bygger en fin kopi af slottet derhjemme i sandet, prøver Marcel både at dykke og køre på vandscooter.





Det er også ham, som får lokket de andre med på besøg ved et gammelt skibsvrag og til ilddans om aftenen, hvor specielt Beatrice fornemmer ånders tilstedeværelse.
Hun slår det dog hen som nonsens og et udslag af en dårlig nattesøvn den foregående nat.



På hovedøen møder Danielle og Duane en gruppe af miljøbevidste unge, som gør en stor indsats for at holde øen ren for skidt og forurening. Det gør et stort indtryk på Danielle, og vil følge hende resten af livet – ”som familiens lille miljøvogter” som Jean Claude ofte driller hende, når hun fremturer med sine holdninger.
Resten af denne ferie bruger Danielle meget tid på at følge de unge menneskers gode eksempel.



Danielle får også hilst på Duane's forældre og søskende.
De bor i en lille hytte på en af de andre øer i området, hvor faderen fisker fra sin udriggerkano.
Til Danielle's store glæde, bliver hun taget godt imod af dem alle - som om, at Duane allerede HAR fortalt dem om den blonde pige fra Frankrig.

Bagefter slutter Duane sig til familien de Mournier, og viser dem rundt blandt de andre seværdigheder på øerne.
Undervejs fornemmer Danielle en lille snert af hjemlængsel i sin unge vens stemme.
"Men der er godt nok også et stykke vej fra Sulani til et gymnasie i Sydfrankrig" erkender hun.
"Specielt når man kommer fra så smukt et sted som dette".



På en aften-slentre-tur kommer Pierre og Jean Claude forbi en af øernes mange pubber.
De bestemmer sig for at gå ind, for at smage den lokale rødvin.
”Vi må jo nødvendigvis holde et vågent øje med vore konkurrenter i vinmarkedet” bliver de hurtige enige om som undskyldning for besøget på pubben.
Så skynder de sig indenfor.



I baren bestiller Jean Claude to glas fra vinkortets bedre udvalg.
Bartenderen finder to vinglas frem, og skænker behændigt for de to herrer i baren.
Med et rask greb om glasset, sætter Jean Claude rødvinen til munden, og tager sig en ordentlig slurk.



”Fy for pokker for en omgang rævepis” sprutter han, og spytter vinen tilbage i glasset.
”Dette sprøjt er der dælme ikke meget konkurrent-trussel i” hvæser han mod Pierre, som skyndsomt sætter glasset fra sig, inden han får smagt på indholdet.
”Har I noget bedre at skylle efter med?” spørger han så en målløs bartender.
Jean Claude får et glas Kava i stedet.
For en sikkerheds skyld - og for ikke at genere de lokale bargæster unødigt, sætter de sig istedet ved et bord længere tilbage i lokalet.
Til alt held smager den nye drink til gengæld ganske rart.
”Som en liflig og smagfuld pirren af tunge og gane” beskriver Jean Claude det overfor sønnen.



Da de igen lander i Charles de Gaulle lufthavnen, opdager tolderne ikke de to rod-knolde i Jean Claude’s toilettaske.
Ved hjemkomsten føjes der til gengæld to nye plantekasser til opstillingen i orangeriet – og en ny eksotisk aperitif til menukortet nogle måneder senere.

Simpelthen så flot.

Vinterens tidsfordriv for Pierre og Jean Claude bliver butikken på nabogrunden, hvor træskuret bliver udskiftet med et mere solidt og større, hvor der nu indrettes en nydelig butik med alskens vine, krydderurter og buketter.



Clarise ansætter endnu et par af Danielle’s lokale veninder til at passe butikken, som nu har åbent hver dag.
Den ene af pigerne får i øvrigt et godt øje til Marcel.
Denne gang er knægten knapt så afvisende. På forunderlig vis synes han altid at have et ærinde eller gøremål i butikken, når den smukke lyshårede ekspedient har tjansen bag kasseapparatet.
Så hjælper Marcel gerne med at bestille varer og rydde op i butiks-lokalet.



Rygtet i byen vil i øvrigt vide, at der da ER et par lokale vinbønders koner, som handler vin i butikken – ganske vist udenfor myldretid, men alligevel . . . . !

Inspireret af Danielles nye miljøbevidste fokus, tager Clarise, Pierre og Jean Claude en snak om slottets samlede driftsudgifter. Gennemgangen viser med al tydelighed, at der da sagtens kunne spares nogle penge, hvis de alle tænkte mere langsigtet på miljøet, og udnyttede de tilgængelige ressourcer bedre.
Samtidig indser de, at de bør investere mod en bedre og mere bæredygtig økonomi på slottet.



Derfor installeres en vandopsamler og en vandgenerator bag orangeriet.
For at bestøve deres buske og træer bedre, køber Jean Claude nogle bistader, som placeres i samme område.



Bivoksen, som Jean Claude indsamler, benytter Clarise til fremstilling af slottets egne stearinlys.
De mange levende lys, som hun placerer rundt omkring i vinduerne, giver en ualmindelig hyggelig aftenstemning, når mørket falder på udenfor.
De lys, som de ikke selv bruger, ender på hylderne i butikken.
Året efter høster de sojabønner på en del af marken ved slottet - et yderligere supplement til fremstillingen af lysene.



Resten af bivoksen omdannes til biobrændsel, som driver vandgeneratoren.
Sammen med en vandpumpe, som bliver forbundet til den nye husstands-vindmølle, betyder det, at hele slottet næsten bliver selvforsynende med vand. Anlægget skaffer dem frisk og rindende vand i alle haner og supplerer mark-vandingen.
På ladens tag opsætter Pierre og Marcel nogle solcelleanlæg, som nedbringer deres ressourceforbrug yderligere.



"Kronen på værket" bliver en genbrugsmaskine, som kan anvendes til meget af slottets affald.  Selvom maskinen er forholdsvis dyr at anskaffe, lover salgskonsulenten, at den hurtigt vil tjene sig selv ind igen.
Clarise ser dog noget spekulativt og skeptisk på maskinen, da den først er installeret.
"Det vil jeg nu se, før jeg tror på det" nærmest hvisker hun for sig selv, inden de første blikdåser ryger i kværnen.
Så rykker hun i håndtaget, og stiller sig anskuende lidt væk fra maskinen, som larmer lidt fra de kværnende aksler.
Lidt efter triller den første genbrugskube ud på rullebåndet.
"Det var ligegodt pokkers" smiler hun, og samler kuben op.



Danielle er henrykt, da slottet nævnes i en lille artikel i den lokale avis, hvor hun stolt viser produktionsapparatet frem for den spørgelystne journalist.
”Jo jo, som storforbruger af vand og energi på et stort slot som dette, tænker vi da naturligvis på bæredygtighed, miljøet og de kommende generationer” udtaler hun med glæde og overbevisning.
Så stiller hun sig lidt i positur, så fotografen kan få et godt billede med vandgeneratoren i baggrunden.

En dag er deres gamle hund ”Zidane” forsvundet.
Alle er kede af det og frygter det værste, for hunden plejer ikke sådan at bevæge sig udenfor slots-murene, så længe der er rester fra køkkenet i madskålen.
”Måske har han fået for lidt fokus og kærlighed i alt dette roderi” overvejer Marcel, mens de alle spejder rundt på de omkringliggende marker, og råber på Zidane.



Oppe på reposet i laden finder Pierre sin gamle træcykel frem, som han byggede for nogle år siden.
Cyklen var et eksperiment på at bygge en træcykel med et letvægtsstel i træ og lav vindmodstand.
Selvom cyklen var hurtig og nem at køre på, kom den aldrig rigtig i brug – før nu, hvor Pierre springer på træcyklen, for at lede efter Zidane i en større radius fra slottet.



På vejen ned mod byen, bliver han overhalet af en flok jævnaldrende mænd på racercykler.
Mændene har alle ens trøjer på, og kører nærmest hjul mod hjul i et hæsblæsende tempo.
Da de passerer Pierre, er det alligevel som om, at de sætter farten lidt ned, for lige at give den specielle træcykel et kig. En af mændene vender sig endda i sadlen, og peger mod Pierre og træcyklen, så de andre bliver opmærksomme på det specielle fænomen.



Vel hjemme igen, fortæller Pierre om sin oplevelse til Clarise.
”Vil du tro det: jeg stod nærmest stille på vejen?” beskriver Pierre sin manglende fart, og viser med hænderne, hvordan han blev overhalet.
”Tour de France tosser” udbryder han - men er alligevel pirret af oplevelsen, det kan Clarise godt mærke.



På Internettet finder Marcel snart ud af, at det var den lokale senior-cykelklub, som overhalede Pierre. Næste dag får klubben et nyt medlem – og restauranten på slottet endnu to faste årlige arrangementer, når cykelklubben skal holde sommer- og sæsonafslutningsfest.

”NU er han endelig faldet HELT til” smiler Clarise fra vinduet, da hun ser Pierre trampe ud ad indkørslen med cykelhjelmen spændt på og den nye klubtrøje stramt spændt ud over den støt voksende krop.
I stedet for at investere unødige midler i en ny racercykel, har Pierre i første omgang valgt at rulle afsted på træcyklen.



I klubben skaber cyklen en del opmærksomhed allerede den første aften. Flere af de andre medlemmer MÅ lige have sig en prøvetur omkring klubhuset, da de kommer hjem fra aftenens cykeltur i bakkerne omkring landsbyen.
”Den er godt nok letkørt” indrømmer en af medlemmerne, da han overlader cyklen til den næste.
”Og god i bakkerne ser det ud til, når den ikke vejer mere” tilføjer en ældre herre, som kom tilbage til klubhuset som den næstsidste.
"Nårh, det er som bare en gammel bordplade og lidt overskuds-lægter fra orangeriet" svarer Pierre smigret.
Da den sidste cafe latte er drukket den aften, har Pierre bestillinger på 5 cykler med hjem.



Inden måneden er omme, er der oprettet en speciel træcykel-afdeling i klubben.
Med en specielt udviklet letløbs-dobbelt-krank, som han foreløbigt holder hemmeligt for de andre, rykker Pierre et par pladser frem i trænings-feltet – til alles beundring.
”Man må sige, at du har et naturligt talent for cykling” roser formanden.
Pierre nikker som tak, men stiller sig samtidigt ved siden af cyklen, så ingen kan få øje på den nye krank.



Senere denne sommer bygger Pierre en træcykel til Clarise og Serge, så de alle kan cykle en tur i området. De to større børn betakker sig, da Pierre også tilbyder at bygge en cykel til dem.
”Nej nej, det er RIGELIGT, at du, mor og Serge ser fjollede ud - og snart hele seniorcykelklubben også” forsvarer Marcel sig selv og Danielle.
Senere indgår to andre træcykler i lejligheds-udlejningen, så deres gæster kan se sig om i det naturskønne område.

Hunden finder de i øvrigt hos en af naboerne samme dag, hvor en ung livlig tæve åbenbart havde fået Zidane til at glemme alt om madrester for en stund.

Jaja, så længe de bare ikke kører rundt på segway og eller elektriske løbehjul - altså!

En søndag bestemmer Clarise sig for, at hele familien bør deltage i formiddagens gudstjeneste i den lille landsbykirke.
Det viser sig, at der er forbavsende mange tilstede ved denne hyggelige stund, hvor toner og stemmer blander sig med solen under kirkehvælvingens kalkmalerier.



En sidemand til Jean Claude på bænkerækken hvisker til ham, at netop denne gudstjeneste er en hyldest til vinhøsten, som alle håber og beder til, vil give en udsøgt drue og et stort udbytte.
”Ja, måske var det noget for dig, at blive optaget i vores laug” smiler den sirligt pyntede vinbonde til ham.
”Jeg har hørt, at du har fået nogle RET gode druer ud af skråningens fede jord”.
Det kan Jean Claude godt bekræfte, for druerne tegner ualmindeligt store og velsmagende frem mod den snarlige høst – en smag, som vist kun findes på denne side af bjergskråningen, hvor slottets marker er de eneste i miles omkreds med den slags druer.



Jean Claude skal lige til at uddybe sit svar til bonden – men får så øje på præstens misbilligende blik fra prædikestolen. Jean Claude skynder sig at vende blikket mod salmebogen, men nikker næsten ubemærket til vinbonden.
”Åååååh, du alt-favnende gud og frelser” synger han i stedet højt.
”Jeg takker for tilbuddet, og siger gerne ja – du herre i det høøøøje” får han flettet ind i den igangværende salme.



Efter gudstjenesten donerer Pierre nogle gamle forgyldte lysestager fra oprydningen i laden til præstegården, og et stykke derfra bliver Jean Claude nyt medlem af områdets vinlaug (- eller "Appelation", som det jo vist hedder mere korrekt på de kanter   ).

Næste forår tiltræder Jean Claude som ny kasserer i laugets bestyrelse, og får dermed reelt ansvaret for vindistriktets økonomi og drift af de samlede nærliggende vingårdes produktion.
Med lidt økonomisk tæft fra sin tid i banken og lidt tiltrængt udveksling af druer blandt bønderne - og en samtidig produktions-optimering bliver området efterhånden kendt viden om for sin fine, bløde smag og høje kvalitet af rødvin – og lauget i stand til at give et tilskud til den nye gymnastiksal på skolen.
Ved den lejlighed spytter familien de Mournier også godt i kassen.
Det bliver Marcel, der får æren af at overrække borgmesteren de mange penge udenfor skolen.
Da gymnastiksalen står færdig, prydes gavlen af en skinnende plade med navnene på alle dem, som har støttet byggeriet.
De Mournier familien er nævnt blandt de øverste - et par pladser under laugets navn.



Jean Claude’s forslag om en fælles vinhandel på deres nabogrund bliver godt modtaget iblandt laugets øvrige medlemmer.
De kan sagtens se en fordel i et tæt samarbejde med de driftige folk på slottet.
Med lauget som med-investor bygger de nu en rigtig stenbygning på grunden – naturligvis igen med byggestilen fra slottet – og med hjælp fra lokale håndværkere, der nyder at genskabe gammel bygge-arkitektur.
Bygningen bygges i to etager - og med den nye vinbutik i stueplan.



På første sal indretter de nogle mindre værelser, som giver husly til deres efterhånden anseelige medarbejderstab.
I baglokalet får Marcels nye 3-mands folkemusikgruppe tag over hovedet, og et mere fast sted at øve.
I aftalen med forældrene har Marcel lovet, at de kun øver udenfor butikkens åbningstider.



Det oprindelige skur nede bagved indrettes i stedet til vinbrygning. Så skal Pierre og Jean Claude heller ikke transportere deres egen vin så langt, når den skal sælges i butikken.
Det frigiver samtidigt plads i laden på slottet til et festlokale, som de længe har ønsket sig.
Dermed udvides sæsonen betragteligt.
"Det er sandelig blevet et helt fint lokale" må Beatrice erkende, da bordene med voksdug overtager pladserne efter tappemaskinerne.
"Det var da meget heldigt, for lokalet er allerede booket næste weekend" svarer Clarise, og glatter lidt på dugen.



Allerede i det første regnskabsår står det klart, at familien fra slottet skal have den klart største bid af overskuddet fra den fælles butik.

Der var iøvrigt fint besøg på slottet idag, for ham den gamle skørtejæger Don Lothario kiggede lige indenom!
Sjovt som andre historier i dette forum har haft den effekt, at man nu nærmest synes, at man kender mange af de gennemgående figurer langt bedre.

Det går virkelig stærkt med at udvide bedriften for uden cykelklub og nye miljø tiltag
Jeg er imponeret over din ide rigdom og fantasi.
Sikke mange nye bygninger der er opstået i nabolaget. Kirke og butik
Som altid levende beskrevet .....man får næsten lyst til at besøge området

Jeg blev helt urolig over om jeg havde været fraværende i flere dage, men jeg kan se at du har tilføjet de fleste afsnit i nat

Tak MonaSolstraale for altid positiv opbakning.

Som Sims-spillet/-historien nogle gange udvikler sig, kommer man - nogle gange tilfældigt - andre gange helt planlagt - omkring nye vinkler i spillet.
Eksempelvis greb den nye pakke "forstyrende" ind, da jeg blev ved med at få udspecificerede regninger i postkassen.
Derfor tænkte jeg, at jeg da lige ville tjekke, HVOR meget husholdningen kunne spare, hvis simmerne nu "gik den miljøbevidste vej".
Det krævede lidt ekstra tid, så jeg kunne få plads til de nye genstande og lære at bruge vandgenerator, bivoks, lysestøber-funktionen osv.
Umiddelbart synes jeg nu ikke, at simmerne sparer alverden på regningen - selv med solceller på taget og en vindmølle.

Ligeså med træcyklen, som jeg tilfældigt faldt over, da jeg tjekkede den nye transport-oversigt. Så kom ideen med cykelklubben. Da hunden samtidigt løb væk, lå det afsnit jo nærmest lige for.

- og ja, det blev lidt sent i nat, når man både skulle oprette en cykelklub og ombygge butiks-grunden ganske meget - og liiige lave et nyt festlokale på slottet og en kirke.
Men det var hyggeligt hele vejen. Gaaab

Selvom det jo naturligvis er det pureste opspind og fri fantasi hele vejen, HAR jeg da også nogle gange undervejs tænkt, OM denne historie godt KUNNE være tæt på en driftig fransk families historie - måske kun sådan generelt betragtet, men alligevel.

Og endelig skal man jo huske på, at denne vrøvle-historie udspringer af min nylige begejstring for TV-serien "Han, hun og drømmeslottet" - inkl de nye DIY-afsnit (do it yourself), hvor Dick og Angela hjælper andre engelske slots-besiddere.
Den iver, begejstring, motivation og skaberevne, som disse franskboende englændere udviser, blev jeg meget fascineret af, da jeg så de første afsnit af serien - og passede jo perfekt med min begejstring for slotte og borge.
Så er det jo nok løbet lidt af med mig i min fortælling - ha ha
Serien kører jo iøvrigt stadigvæk i de sene aftentimer på TV2 eller TV2 Fri, hvis man kigger godt efter i programoversigten.

Men tak for dine ord.

Jeg syntes det er en skøn vrøvle historie

Jeg forstår ikke hvorfor I kalder det en vrøvlehistorie. Jeg syne da at den kører meget logisk.

Det var vist VinceDjansens egne ord.... men jeg giver dig helt ret Sighubert

Ja, sådan kan man jo naturligvis også anskue det.
Vrøvle-begrebet udspringer nok af denne mulighed for at have muligheden for at fantasere totalt frit og uden begrænsninger - og så det faktum, at simmernes gøren og laden jo alligevel bliver "guidet" lidt af spillets muligheder.

Men tak for jeres indlæg.

- og så er vrøvlerierne iøvrigt ved at være nået til vejs ende for denne gang.

I en af sensommerens sidste solbeskinnede weekender inviterer Danielle både gamle og nye veninder fra byen til et par uforglemmelig dage på slottet. Veninderne fra Paris installeres i de to lejligheder i gæstefløjen, og slottet runger for en enkelt weekend af sladder, pigehvin, skåleviser og højlydte fællessange - som kun glade og fornøjede piger kan gøre det.



Specielt Marcel’s lille guitarversion af den gamle ”I am a rock” spreder glæde og svømmende øjne blandt nogle af pigerne, da de sidder rundt om bålet om aftenen. Så skråler pigerne i kor: ”I am a rååååååk”, så piv-falsk, at Marcel må kigge væk, for ikke at komme til at grine højlydt.
Han når også at tænke, at pigerne da vist også har været en tur i vinkælderen den aften.
Næste eftermiddag skilles pigerne, og en hæs Danielle takker forældrene for en udsøgt og mindeværdig oplevelse.



Med de ekstra værelser over butikken, bliver det en af Danielle’s sidste weekender som fastboende på slottet.
Med forældrenes accept, får hun lov til at flytte ind på et ledigt værelse – lige over butikkens indgang.
Marcel og Duanne hjælper naturligvis med flytningen.
"Jamen det er jo kun lige de vigtigste ting . . . i første omgang" undskylder Danielle til Duanne, da han hovedrystende påstår, at der godt nok er meget, som skal flyttes.
"Jeg ringer efter hjælp" svarer Marcel sveddryppende foran butikken, da de netop har løftet Danielle's gamle massive kommode op på værelset.



I samme anledning bliver Danielle's arbejdsdag mere koncentreret om butiksdriften, som hun nu overtager det fulde ansvar for – og kun i mindre grad som tjener på slottet, hvor hun kun hjælper til ved større selskaber i festlokalet.

Danielle’s tomme pigeværelse og påklædningsrum på slottet overtages af Serge, som dermed får lidt mere plads at boltre sig på.
”Du er jo også ved at være en stor dreng nu” indrømmer Clarise, da hun kigger på sin teenage-søn, som næsten er vokset hende over hovedet.
"Pokkers som han er skudt i vejret på det sidste" tænker hun ved sig selv, og giv er sønnen en kærlig krammer.
"Ja, så er du vel også ved at være klar til at tage bedre fat i tapperiet" griner Pierre - vel vidende, at knægten allerede hjælper godt til på slottet, når han har fri fra skolens erhvervs-klasse.



Serge's gamle værelse indretter Clarise og Pierre nu til en hyggelig systue til hende og Beatrice.
I de kolde vinterdage foran den store pejs i systuen broderer Clarise og Beatrice familiens våbenskjold på alle duge, stofservietter og sengetøj.
”Lad os håbe, at de nøjes med det, så vi ikke skal gå rundt med fjollede strikhatte, multi-farvede halstørklæder og jule-sweatre med rensdyr” hvisker Pierre til Serge, da de lukker døren til den færdig-indrettede systue bag dem.
Der er dog forholdsvist mange bløde pakker under juletræet det år.

- og det gik jo, som det altid gør med det forbistrede bålsted. Pokker stå i det.
Men det er jo naturligvis udeladt af denne historie!:

- og med dette indlæg blev jeg jo også klar til den kommende strikke-stuffpakke, hvor jeg mest glæder mig til gyngestolen, som jeg bare MÅ have - og samtidigt ærgrer mig over, at der ikke er symaskiner med!

Jeg ved ikke hvad det er med de bål.... jeg har mistet lysten til at bruge dem i mit spil

Godt at rengøringshjælpen er til nytte når det gælder kagerne

Sikke den historie dog har udviklet sig. Familien spænder bredt må man sige. De har jo "fingrene" med i det meste. Skønne billeder og godt fortalt. Det blir sjovt at læse, hvad strikkepakken får af indflydelse på historien, for den er vel ikke helt slut, eller......???

Men hvor må det være surt med alle de fejl...og plager. Ja man kommer næsten til at tænke på ægyptens 10 plager, selvom de er af en anden karakter i sims 4.

Nu hvor Anbodil nævner billederne, så lagde jeg især mærke til billedet med det store flyttelæs.
Det der gør dine billeder så spændende er at du altid tænker på alle detaljer

En lun sommerdag det efterfølgende år, bliver det Marcel’s tur til at flyve fra reden.
Han har heldigvis valgt at følge i faderens fodspor – til Pierre’s store fornøjelse, og vil uddanne sig til gastronom.
Derfor kontakter Clarise ejeren af deres gamle restaurant i Paris, og fortæller ham, at de gerne vil benytte sig af den passus i salgsaftalen, hvor der skulle stå en elevplads åben til Marcel, såfremt han valgte at uddanne sig i den retning.



Marcel flytter derfor tilbage til Paris, hvor han i første omgang får sig en fin lille kvistlejlighed over en lukket skobutik. Det tager ikke Pierre og Jean Claude mange weekender at istandsætte lejligheden, så den er indflytnings-klar til Marcels ankomst.
"Så er vi vist klar" siger Pierre til Jean Claude, da de afslutter istandsættelsen af lejligheden med en svalende hvidvin i eftermiddagssolen på lejlighedens lille terrasse.



Samtidig mister familien den lyshårede pige fra butikken, som vælger at fortsætte sine studier i hovedstaden – med udgangspunkt på samme adresse som Marcel.
”Ja ja, så skal vi både have fundet en ny køkkenmedhjælper og en butiksekspedient” erkender Pierre med et smørret grin, da han tager afsked med Marcel.
”Jeg vil nu komme til at savne dine færdigheder i køkkenet garcon”.



”Bare rolig – jeg vender tilbage, når jeg er udlært” lover Marcel sin far til afsked, da de står nede på vejen.
”Det vil jeg glæde mig til” svarer Pierre, og sætter sig ind i slottets pickup.
Snart er bilen ude af syne, og et nyt liv tager sin begyndelse for Marcel.



Det ledige værelse i kælderen på slottet stilles til rådighed for deres nye godsforvalter Julien - en flittig og miljøbevidst håndværker, som bliver en god aflastning for Jean Claude, når Pierre får nye ideer til forbedringer på slottet.
Julien er en af seniorcykelklubbens mest aktive medlemmer - og naturligvis indehaver af en træcykel.



Ugen efter bliver Julien's datter ansat i butikken hos Danielle.
"Hvis vi har mistet en lyshåret medarbejder, må vi også ansætte en lyshåret" griner Danielle til hendes ekspedient-veninde bag disken.

Som også hans fader i sine unge dage, bruser eventyrlysten og udlængslen i Serge's årer, da han forlader folkeskolen.
”Selvom Sydfrankrig er fantastisk, vil jeg gerne ud og se noget andet af Verden” beskriver han det for sine forældre.
Clarise nikker forstående.
Pierre virker til gengæld ikke helt tryg ved sønnens rejselyst, men husker dog samtidigt, hvordan han selv havde det på nøjagtig samme måde, da han var i den alder.
Fra sit barndomshjem endte Pierre på en af Frankrigs fineste kokkeskoler i Paris – og kom ikke videre i sin rejselyst de næste mange år, før faderens forslag om slottet i det sydlige kom på tale.



Efter en god snak, bruger Serge sommeren på at nærstudere mulighederne via computeren på kontoret – og ender med at blive optaget på det gamle hæderkronede Britechester universitet i England, hvor han vil studere økonomi.
”Det var da bedre, hvis du valgte robotteknologi, for det må der da være en fremtid i – specielt hvis du kunne opfinde en automatisk vindrueplukker” smiler Pierre til sønnen - lidt vemodig over, at endnu et familiemedlem synes at forlade slottets trygge rammer og mange daglige opgaver.



Så forklarer Serge, at han netop har valgt Britechester, for at komme nogle år til udlandet.
"Men der kan man faktisk ikke studere robotteknologi" svarer han sin far.
Pierre ryster lidt på hovedet.
"De trænger da vist til at få kigget på valgmulighederne, de støvede englændere" siger Pierre, og slår ud med armene.



At Serge's valg falder på økonomi, passer til gengæld den regnskabs-kyndige Clarise rigtig godt.
"Så kan du måske komme tilbage til Sydfrankrig en dag, og overtage driften af vores engagement her".
Også hans farfar - den gamle bankmand Jean Claude - roser Serge for sit valg af studie-retning.
"Økonomi-kyndige folk vil der ALTID være brug for i denne verden".
"Ja, for nogen skal jo sørge for, at man får penge for vindrueplukker-robotten" forsøger Pierre at vedholde sit synspunkt.



På sengekanten om aftenen lufter Pierre sine tanker overfor Clarise.
”Her bliver godt nok stille efterhånden” slutter han trist, og kigger hende i øjnene.
”Sludder med dig gamle mand” svarer Clarise prompte.
”Din datter bor på grunden lige ved siden af, og spiser her ofte. Og hvad med alle de andre, som fortsat færdes ud og ind ad vores døre – alle vore ansatte, gæsterne i restauranten, naboerne og bekendte fra området, vinlaugets medlemmer, yoga-pigerne – og for ikke at glemme: alle dine cykelvenner, som render her hele tiden?”.
”Næh du, måske er det først nu, at der falder lidt ro på, når vi ikke også har alle børnene at tage os af længere” siger hun, mens hun sikrer sig, at glasset med vand på natbordet er indenfor rækkevidde.



Inden lyset slukkes, kan Pierre jo godt se, at Clarise jo naturligvis har ret.
Han sover derfor ind med et veltilfreds smil på læben – stolt og glad over, HVOR meget familien har bedrevet de sidste år.



Næste morgen får de uanmeldt besøg af en yngre dame, som har en gave med til beboerne på slottet.
Det er en woodoo-dukke, som Pierre ikke lige kan se formålet med.
”Jeg har selv fremstillet den” siger den unge dame nærmest stolt.
”Jaså” svarer Pierre kort, og kigger endnu engang på den lille tøjbylt i hånden.
”Jamen den skal du da have tak for”.



I snakken med Jean Claude og Pierre fortæller hun, at hun er mesterfremstiller - og at det er årsagen til hendes besøg.
"Så jeg har et godt håndelag, og kan fremstille mange ting i hånden og på maskiner" fortæller hun med overbevisning i stemmen - som for at imponere de to herrer, der ikke lige ligner et par håndværkertyper.
"Jamen det er da rigtig fint" svarer Pierre - stadigvæk ikke imponeret eller helt overbevist om damens ærinde.
Så kigger de lidt på hinanden i tavshed, indtil Jean Claude tilbyder, at give mesterfremstilleren en rundtur på slottet.



Undervejs fortæller han om de mange ting, som de har restaureret, om- og tilbygget eller investeret i og istandsat.
Flere gange spørger hun nysgerrigt til detaljer i Jean Claude’s beskrivelser af komplicerede konstruktioner eller indretninger, som de to mænd har udført. Hun forbløffes ofte over kvaliteten og kreativiteten i deres istandsættelse – og har til sidst helt mistet mælet, da hun får historien om træcyklen, som Jean Claude demonstrerer for hende.
"Ja, den er jo blevet sådan lidt hvermandseje her på egnen - og har sin egen afdeling i den lokale cykelklub iøvrigt" fortæller Jean Claude, mens fremstilleren tager endnu et billede med sin mobiltelefon.





Da de igen står på slottets forplads siger kvinden, at hun godt nok er imponeret, og vist ikke kan lære de to mænd noget som helst.
I sine tanker lover hun sig selv, aldrig mere at bedømme folk på deres udseende.
”Udover jeres flotte indsats, for at genskabe stedet her, kan jeg flere steder se, at I også har gjort meget for miljøet her på slottet. Det er jeg sikker på, at det tekniske fakultet i Montpellier, hvor jeg kommer fra, gerne vil høre noget mere om”.
"Nåh, så faldt ti-centen" tænker Pierre ved sig selv.
Så aftaler de, at de øvrige studerende og mesterfremstillere kan komme forbi en dag til en ny rundvisning.
”Så skal jeg nok sætte en lille anretning frem” lover Pierre, da kvinden endelig ser ud til at trække mod porten.
Han kigger endnu engang på dukken, men bliver så enig med sig selv om, at den da MÅ have været et påskud, for at komme indenfor.



En måned senere får en gruppe lærde akademikere med professoren i spidsen en rundvisning på slottet, samt produktions-faciliteterne bag butikken på nabogrunden.
Selskabet kommer undervejs med små tips til yderligere forbedringer i vinproduktionen, som Pierre flittigt noterer sig - og efterfølgende implementerer sammen med Jean Claude.
"Så kom der alligevel noget godt ud af den woodoo-dukke" tænker Pierre ved sig selv.

I slutningen af december bliver dalområdet mellem bjergene ramt af et sjældent snevejr, som fortsætter i flere dage. Ja, flere af områdets helt unge skolebørn har faktisk kun oplevet sne nogle få gange før under disse normalt varme himmelstrøg.
For at finde sne, skal man normalt helt op i de højere bjerge - bare ikke dette år, hvor sneen lægger sig tungt over egnen.



I dagene op mod jul vælger Clarise og Beatrice, at åbne slottets køkken og festsal for mindre bemidlede familier fra området. Dalens personale og børnehjemsbeboere, som ikke har mulighed for at blive hjemsendt i julen, bliver også inviteret med.
Det er de første, som når frem til slottet gennem snefygningen.



Ved besøget gør den lille, friske og krølhårede dreng Samwesi et ekstra stort indtryk på Clarise.
Selvom knægten har haft en trist og turbulent opvækst på børnehjemmet i næsten hele sin barndom – og aldrig har kendt til andet end forholdene på institutionen, er han vaks i replikken, hjælpsom og fuld af ungdommelig energi.
Clarise’s hjerte smelter helt, da han tilbyder at skubbe Pierre en tur på gyngen, som han har fået øje på gennem snefaldet udenfor.
”Jamen det kan du da ikke” svarer Pierre på drengens tilbud, og tænker på de knæhøje snedriver på Serge’s gamle legeplads.
”Jeg er da ALT for tung til at blive skubbet” tilføjer han hurtigt - som for at sikre sig, at Samwesi ikke tænker, at det er hans skyld - eller Pierre for den sags skyld skal ud det kolde vejr.



”Jeg kan da prøve” smiler drengen, og viser sin tynde overam frem under den slidte skjorte. Så stiller han sig an som en rigtig bodybuilder.
”Årh, hvor sødt” sukker Clarise bag dem, og kigger ømt på den mørke dreng.
Pierre’s tanker er i stedet ved at omdanne legepladsen til en parkourbane til foråret.

Ved aftenens overdådige buffet, som Pierre har klargjort af rester fra kølehuset, sørger Clarise for at komme til at sidde ved siden af drengen. De falder hurtigt i snak, og Clarise imponeres af drengens intelligens og positive livssyn, trods de sikkert triste dagligdage på børnehjemmet.



”Jeg ville ønske, at vi kunne gøre noget mere for den slags børn” siger Clarise til Pierre, efter at alle gæsterne har forladt slottet.
I fællesskab beslutter de, at overskuddet fra de årlige markedsdage på slottet fremover skal gå ubeskåret til børnehjemmet. På samme måde bestemmer de sig også for, at eventuelle madrester fra større fester ligeledes kan afhentes af børnehjemmets personale.

Denne ordning kommer en kommunal ansat for øre.
På medarbejderens mellemkomst bliver Clarise indstillet til titlen som ”Årets medborger”, og får en fin sølvbelagt statuette overrakt af borgmesteren ved det efterfølgende marked.
Fra den lille ny scene må Clarise takke hele det samlede byråd, som alle er trådt op på scenen ved overrækkelsen.
"Man skulle næsten tro, at der var valg-år" tænker hun ved sig selv, da byrådsmedlemmerne nærmest kæmper for at komme til at stå forrest og trykke hendes hånd.



Denne jul bliver en af de hyggeligste blandt slots-familiens tre generationer, for både Marcel, hans lyshårede kæreste og Serge er hjemme på ferie – nu med overnatning i lejlighedsfløjen, for deres værelser er for længst udnyttet til noget andet. Fra nabogrunden dukker Danielle og Duane også op, da der skal danses om juletræ og uddeles pakker.
De bærer begge en fin strikket trøje fra butikkens nye kollektion af juletøj.



Danielle fortæller undskyldende, at hun har haft en virkelig travl dag i butikken, som de først lukkede sent.
"Åbenbart er der mange flasker vin under juletræerne i år" konstaterer hun, og gaber svagt.
Måske er det af denne årsag, at hun falder i søvn på sofaen i hall'en, da gaverne er fordelt, og resten af familien sætter sig om kaffebordet i vinterstuen.
På Duane's anbefaling får hun lov til at sove videre.
Så småsnorker hun resten af højtidsaftenen væk, og vågner først, da Duane rusker i hende, så de igen kan komme hjem til dem selv i butikslejligheden.



Et par år efter julearrangementet bliver den lille mørke dreng ansat i et fritidsjob som den absolut yngste medarbejder på slottet nogensinde, hvor han går til hånde med alle tænkelige småopgaver.
Han får snart kælenavnet ”Sam”, og er elsket af alle medarbejdere på slottet.
Når han er færdig med opvasken fra restauranten, har Pierre ofte sørget for en lille - fint indpakket - madpakke, som knægten får med hjem, når han cykler mod landsbyen - naturligvis på en junior-udgave af træcyklen.
Med små diskrete donationer sikrer Clarise sig, at der tages vare på drengens ve og vel, når han ikke er på slottet.

”Jeg har tænkt over, om vi ikke bør købe os en ny bil” siger Pierre en dag ved middagsbordet til Clarise. ”Den gamle pickup har det ikke for godt mere, og jeg savner vores bil fra Paris”.
Det synes Clarise umiddelbart lyder som en god ide.
”Det har nu heller ikke været nemt at undvære bagsædet, mens børnene boede hjemme” smiler hun til manden.
Det ved Pierre kun alt for godt, for børnene har ofte været stuvet sammen på forsædet ved siden af chaufføren, når de skulle bringes eller hentes i landsbyen.
Ofte har Marcel siddet med Serge på skødet, og det har jo ikke været helt efter reglerne, det ved han godt.



I weekenden kører de derfor den lange tur til Marseille’s udkant, hvor der ligger en bilforhandler med kendte tyske mærker.
”Burde vi ikke købet fransk, når vi nu bor i Frankrig?” spørger Clarise, da de parkerer pickuppen på parkeringspladsen foran bilhuset.
”Jo naturligvis ma douce (min søde) - hvis det altså ikke lige var fordi, at franskmænd laver sådan nogle ualmindeligt grimme biler” svarer Pierre, og er allerede på vej hen mod en større stationcar med brede fælge og tagbøjle.



Allerede inden de er kommet ind i salgsudstillingen, har Pierre forelsket sig i en lille smart sportsvogn med kaleche, som holder udenfor.
"Her skal du se - den vil klæde enhver slots-gårdsplads" prøver han at indsmigre sig hos Clarise.
"Jo, men der er jo stadigvæk kun 2 forsæder chèrie" afviser hun, og råber en yngre sælger med lidt for åbentstående skjorte an.
"Unge mand, kan du ikke vise os til afdelingen for praktiske familiebiler?"
"Det kan jeg sagtens, men bør sådan en nydelig jævnaldrende kvinde måske ikke NETOP kigge på denne?" svarer den unge sælger, og peger mod sportsvognen.
"Ved du hvad, sådan en midaldrende mor til tre halvvoksne unger har bestemt ikke noget imod en praktisk familiebil" svarer Clarise, mens hun efterlader den unge mand på trappen.



Efter længere tids søgen og en del kompromisser fra begge sider, ender de med en større brugt sedan – rimeligt meget i stil med Pierre’s forhenværende bil – blot i lysere farver.
Pickuppen ender de med at beholde, for forhandleren er ikke særligt bytte-lysten, når det kommer til en smårusten pickup med hø og tomme vinkasser på ladet.
"Men jeg vil da lige høre, om det ikke er dig med træcyklerne?" spørger den nye sælger henvendt til Pierre.
Det indrømmer Pierre gerne.
"Ja, min ældre broder er jo næstformand i cykelklubben" forklarer sælgeren så.
Inden Clarise og Pierre forlader bilforhandleren, har de istedet indgået en aftale om levering af træcykler - og fået en rigtig god pris på deres nye bil i bytte.



Ugen efter skal de hente deres nye bil.
Da pengene er betalt, kan Pierre give sælgeren det første eksemplar fra den aftalte leverance af træcykler.
"Det var fint, men du kan godt skynde dig, for jeg har allerede solgt de næste 5-6 cykler også" svarer sælgeren.



Hjemme på slottet må Pierre og Jean Claude endnu engang have murer-skeen og saven i hånden, for Clarise forlanger, at den nye bil skal have en garage at holde i.
- og så kan de jo lige så godt bygge en plads til pickup’en også.
I hjørnet af garagen bliver der lige nøjagtigt plads nok til et mindre cykelværksted og et minimalisktisk lager.
For at klare ordremængden til Marseille og lokalområdet, må Clarise til sidst ansætte en erfaren cykelsmed, som også har et godt tag på træarbejde. Så kan Pierre igen koncentrere sig om restauranten.
Inden længe er alle omkringliggende genbrugspladser tømt for gamle runde bordplader. Så må smeden igang med at producere cykelbagskærmene af nye træplader.
"Det svier mit bæredygtige hjerte" indrømmer Pierre overfor Danielle en dag, hvor hun spørger til den nye model. Så må Pierre indrømme, at cyklerne ikke længere er produceret af genbrugsmaterialer.