Den franske vingård

Det er jo fint nok. Jeg havde også virkelig store problemer med at lave den faldefærdige ruin til Dracula. Hentede hans "slot" på Galleriet og byggede lidt om. Men den skal det jo nok ikke ligne.

Første opgave bliver at istandsætte et af soveværelserne, hvor Jean Claude og Pierre kan overnatte de kommende dage, indtil Beatrice og Clarise dukker op med campingvognen om nogle uger.
Så er det tanken, at de ældste skal overtage soveværelset, mens Pierre, Clarise og unge Serge må bo i campingvognen.
De to ældste børn bliver tilbage i Paris, for at fortsætte deres studier.
Det næste rum, de tager fat på, bliver det store køkken i stueetagen, hvor et gammelt landkøkken naturligvis afløses af et topmoderne ditto.



Pierre er jo en fingernem herre, som har begge hænder skruet rigtigt godt på.
I Paris havde han sit eget lille ”fristed” i kælderen under deres bolig, hvor han yndede at trække sig tilbage, når stressen pressede på, eller han havde brug for lidt tid alene.
Her stod en høvlebænk, som ofte blev brugt til forskellige småreparationer i deres lejlighed – eller endog diverse møbler, når det virkeligt greb om sig.
Høvlebænken bliver læsset på ladvognen, inden de forlader Paris, og bliver de næste mange måneder et pejlemærke på, hvor de to herrer arbejder i slotsbygningen.
Næsten i enhver situation er høvlebænken med rundt – op og ned ad trapper, ind gennem ituslåede døre, opsat som stillads i små eller store rum, hvor en væg skal rettes eller et loft males.
Overalt følger høvlebænken med, som en tro følgesvend, når Pierre og Jean Claude er i gang med at renovere og ombygge.



Gennem sommeren, efteråret, vinteren og foråret fortsætter de to mænd ufortrødent deres indsats med at sætte slottet i stand. Når der er behov for det, medvirker forskellige lokale håndværkere, som Pierre og Jean Claude snart får et godt forhold til. De fornemmer begge, at befolkningen i området virkelig påskønner, at der igen kommer liv i de gamle slotsbygninger.

Det sker også ofte, at der kører biler langsomt forbi på vejen udenfor grunden, mens passagerne lystigt peger mod de forandringer, som slottet er i. Andre byboere drister sig til at stikke hovedet indenfor, for på den måde at anerkende mændenes byggelyst og initiativer.

Ja forfald er ikke simsspillets stærke side...desværre, men dit forsøg med et rum er da særdeles overbevisende...så det nøjes jeg gerne med...

Jeg kommer sådan til at tænke på en fransk el. amk. film om en kvinde som køber et gammelt hus i Frankrig tror jeg det er. Hun er gravid og vil gerne væk fordi hendes ex forlod hende...og der er noget med en kilde i huset som først vil springe, når huset er ordnet og rummer "hjertevarme"....jeg elsker den film...bare ærgeligt jeg er så dårlig til at huske titler,...

Sidst på sommeren kan de to familier endegyldigt forlade Paris – og Pierre lade sin nye restaurantchef overtage det fulde ansvar for driften af spisestedet i hovedstaden.

Velkommen til ” Le château dans la vallée” (Slottet i dalen) skråler Jean Claude dem i møde, da Clarise, Beatrice, Marcel, Danielle og Serge når frem til slottet hen under aften.
”- Eller slægten de Mournier’s nye residens” fortsætter han lidt overstadigt.



I en tårevædet afsked har Danielle sagt på gensyn til sine veninder fra gymnasiet, og Marcel har ”drukket sig i hegnet” sammen med gutterne.
I de kommende år sker det dog ofte, at begge har nogle af de gamle venner fra Paris på besøg nogle dage på slottet, når der er ferieperioder fra studierne.



Efter sommerferien begynder Marcel og Danielle på gymnasiet i den nærliggende storby, mens Serge allerede er startet i den lille folkeskole i landsbyen.
I starten er det specielt Danielle, som har det svært. Hun er en pige, som ikke finder sig i hvad som helst – og i øvrigt affærdiger de fleste håbefulde ungersvendes bejlerier til den nye pige i klassen.
Hun finder dog sammen med et par gode veninder, som også bor i den lille by. Det hjælper på humøret, og pigerne ses ofte sammen henslængt på soldækket over udestuen, hvor de snakker om "pigeting".



De sværmer dog alle for den flotte unge livredder Duane fra Fransk Polynesien, som går i deres klasse – og som ofte er et samtaleemne mellem pigerne.
Duane er livredder i storbyens svømmecenter - et sted pigerne "tilfældigvis" ofte frekventerer.
I sidste ende bliver det Danielle, som med pigelist får lokket Duane på et besøg på slottet, som tak for at have reddet hende, da hun var ved at drukne i bassinet - i hvert tilfælde ved at drukne en lille smule.
Som tak inviterer hun den mørke livredder på besøg den næste dag - et besøg, som han heldigvis takker ja til.
Fra den dag bliver Duane Danielle’s tro følgesvend, bedste ven og kæreste de næste mange år.
Ja, en stor del af tiden er Duane så ofte på slottet ved Danielle, at han nærmest betragtes som en naturlig del af familien – og også tager del i de daglige gøremål i familien, når han er på besøg.





Marcel er en mere indesluttet men yderst arbejdsom og dygtig teenager, som først har det lidt svært i gymnasiet, men alligevel finder glæde ved livet, da en ung medstuderende pige tager hans hånd under bordet lige midt i en engelsktime. Det bliver dog kun til en efterårs-flirt, da Marcel har vigtigere planer i livet, som han hellere vil hellige sin sparsomme tid på.

Serge derimod fandt sig hurtigt til rette, og har allerede 2 kammerater med hjem fra skole den første dag.
I skolen præsenterer lærerinden ham som den nye dreng oppe fra slottet. Det er han ikke sen til at udnytte, da en af pigerne fra klassen spørger ham, om han så er prins.
”Årh sådan lidt prins er man vel nok” svarer Serge, og gør sig lidt vigtig.
”Det er da et værre lortested” siger en af drengene bag ham så.
”Ja, det var det engang Souma, men Serge’s far og bedstefar er heldigvis igang med at gøre stedet rigtig fint, så det igen bliver et rigtigt slot” irettesætter læreren, der har overhørt børnenes ordveksling.
Pigen i klassen har ikke hørt, hvad der blev sagt.
Hendes øjne hviler stadig på den nye prins i klassen.

Kan det være "Manon og Kilden", som du tænker på, Anbodil - eller forløberen "Kilden i Provence"?
Jeg kender dem ikke selv, men er de eneste to franske film, som jeg lige umiddelbart kan komme i tanker om - udover "de urørlige" - en nyere fransk film, som bestemt også er et kig værd (som en af de få, efter min smag!)
Men det er jo et helt andet tema.

Super. Du formår virkelig at bringe lidt af stemningen fra Sims 3 Frankrigsferie på banen, krydret med ægte Vince'sk lune og fortæller virtuositet. Jeg husker tydeligt, da mine Sims 3 simmere kunne købe hus og bo der.

Nej desværre Vince...dem har jeg set flere gange og pragtfulde film. Men ja det er en anden snak.
Skønt billede af alle ungerne..

Præcis Simsister.
Min Sims3 simmer glemte helt at komme tilbage til hjemegnen i spillet, og forblev i Frankrig i mange år fremover - som super aktiv vinbonde.
Tak for din kommentar.

- og det var dælme heller ikke nemt at få samling på tropperne Anbodil, men se blikket i pigens øjne.
For en gang skyld omskrev jeg min historie lidt, da jeg så det billede.
- og så hjalp det jo lidt, at mange af ungerne var med i eventyrernes klub. Så kunne de passende holde et klubmøde - og dermed skabe lidt liv i "skolegården".
- og tak.

Det følgende forår er slottet så meget istandsat, at Jean Claude får ledige stunder til at kigge på den omkringliggende have. En stor del af grunden indenfor slotsmuren består af en tidligere mark, som han opdeler i 4 felter – to mindre og to større felter. I det ene af de store felter planter Jean Claude nogle æble- og kirsebærtræer og to rækker vindrueplanter, som han tilfældigt køber af et par snakkesalige naboer på byens marked. På den måde får han de første spæde vindruer i jorden.
I det andet store felt planter han alskens andre grøntsager, blomster og urter, som han vil eksperimentere med, når lejligheden byder sig.



I det ene lille felt bygger Jean Claude og Pierre en legeplads til Serge – med gynge, klatrestativ og andre legeredskaber til den voksende flok af legekammerater.
Det sidste felt står foreløbigt ubenyttet hen, men bliver på sigt til en fin lille fiskedam, som både Jean Claude, Pierre og Serge gladeligt smider snøren ud i – og ofte fanger en fisk til aftenbordet.

Det er nogle rigtig flotte og stemningsfulde billeder
Især det sidste med fiskene og de ekstra fiskestænger på bredden. Mist gæt er du har fundet dem i debug

Ikke langt fra slottet bor vinbonden Alphonse, som Jean Claude mødte på markedet tidligere.
Da de tilfældigt mødes igen, inviterer Alphonse ham indenfor i det veldrevne produktionsanlæg, hvor Jean Claude får en gennemgribende forklaring på de bedste druesorter, jordlag og gødskninger - og Jean Claude spørger nysgerrigt.



De følgende uger eksperimenterer Jean Claude sig lidt frem med sine egne vindrue-ranker, og får efterhånden krydset forskellige sorter til en hel unik og vejrbestandig hoveddrue, som virkelig trives på de tungt hængende grene.
Høstudbyttet bliver til flere flasker druesaft, som Beatrice og Clarise møjsommeligt fremstiller i køkkenets store saftgryde.

MonaSolstraale skrev:Det er nogle rigtig flotte og stemningsfulde billeder
Især det sidste med fiskene og de ekstra fiskestænger på bredden. Mist gæt er du har fundet dem i debug

Lige nøjagtigt.
Hvis man giver sig god tid, findes der faktisk rigtigt mange fine ting i debug/liveeditobjects, som godt kan forskønne et billede/en grund - men det er et hulens arbejde

I forsommeren er Pierre og Jean Claude færdige med selve slottets to hovedetager, som endelig er klar til at blive endelig indrettet og taget i brug.
Derfor bliver det tid til at kigge på de andre bygninger på slotsgrunden: den store lade, det overgroede drivhus og hønseriet omme bagved.
Selvom taget bliver udskiftet, forestår der en større oprydning i laden, hvor alt inventar og løsdele fra slotsbygningen er blevet stuvet sammen, når de skulle have plads i slottet.
”Vi må lave et repos, hvis vi skal have noget gulvareal fri hernede” erkender Jean Claude, da han kigger på de mange genstande, som hober sig op foran dem.
”- og resten må ud” svarer Pierre, og rykker lidt i et gammelt cykelstativ foran sig – men fortryder så sin udmelding.
Han peger på det nederste sæt tværbjælker i den gamle lade.
”De må kunne holde gulvet” vurderer han.
Jean Claude nikker. ”Jamen så lad os komme i gang mon fils”.



Snart er ladbilen bakket til ladeporten, og de to mænd i gang med at skabe sig noget plads på gulvet.
Bilen triller nærmest i pendulfart til byens losseplads de kommende dage, hvor mere og mere af det gamle gulv kommer til syne i laden.
Visse ting får dog lov til at blive stående i ladebygningen, der får ny beklædning udvendigt – og en omgang maling indvendigt, så rummet bliver helt anvendeligt.
”Faktisk kunne man sagtens holde større fester i dette lokale” vurderer Jean Claude en aften, da de er færdige med dagens arbejde, og de sidste trin monteret på trappen til repos'et.
”Det kunne man sagtens” vedkender Pierre – men skyder så tanken fra sig.



En vinterdag, da rastløsheden for en gang skyld har fået tag i Pierre, kommer han i tanker om resterne af en gammel maskine, som de aldrig fik kigget mere på, da den dukkede op under en presenning i laden.
Maskinen blev flyttet til side - og derefter glemt igen under pressenningen.
Pierre tager vinterjakken og de varme støvler på, og trisser over i laden, hvor maskinen stadig er opmagasineret.
Det viser sig at være en forholdsvis ny Muffinmaskine, som han nemt kan istandsætte.
”Det kræver vist blot lidt fingersnilde, lidt smørelse, et par nye drivremme og en kærlig hånd” mumler han for sig selv.
”De tre første ting kan jeg selv klare – resten må Clarise stå for” tænker han, og griber ud efter svensknøglen i værktøjskassen foran sig.



Da Pierre er færdig med at istandsætte maskinen, går der ikke længe, før Clarise har rengjort studser, rørføringer, glasbeholdere og andre genstande - og har påfyldt forskellige ingredienser fra køkkenet.
Kort tid efter dukker de fineste lune brød op på afkølingsbåndet på maskinens side.
”Så er der lune baquettes” råber hun ud over gårdspladsen, hvor børnene leger i sneen.

Maskinen får en fast plads i ladens ene hjørne, som indrettes med vaskbare klinker og støvfrit inventar.
Med tiden eksperimenterer Clarise og Jean Claude med forskellige brødtyper og ingredienser fra haven.

Så sku produktionen alligevel udvides... Rigtig gode billeder! Og jeg kan huske dengang du klagede over at være en dårlig fotograf....før det med sømændsfortællingen...haha...og jeg er sikker på du efterhånden kan dit debugkatalog udenad Vince..flot er det i al fald!

Tak tak - joeh, det kan da egentlig godt være, at det er blevet bedre med tiden, men jeg irriterer mig stadigt over umulige kameravinkler.
Et eksempel er det sidste indslag, hvor jeg gerne ville have mændene til at kigge mod etagen ovenover med bjælkerne - men kunne ikke finde en løsning, hvor overetagen var synlig fra den nedre etage.
Men jeg glemte da vist iøvrigt din ny-opdagede kode i den forbindelse Anbodil.
Pokkers.

Hej Vince.  Du skal trykke på pause, tabulator og page up før du tager dit billede... så får du loftet med

Eksempel :

Efterhånden får Jean Claude podet og frembragt nogle helt velsmagende druer, som Beatrice og Clarise både får marmelade og saft ud af, da druerne bliver høstet.
På den tid står slotskøkkenet på den anden ende med saftpresser, kander, flasker, gryder og alskens andet udstyr.



”Det er da lige før, at du skulle brygge din egen vin” griner Pierre en dag til sin fader, mens de installerer et nyt vindue i drivhuset.
Jean Claude stopper kort med at skrue, og kigger i stedet på sin søn.
”Tænk, det har jeg ikke engang selv tænkt på” siger han oprigtigt, og lader skruetrækkeren hvile på underlæben.
”Men det er da en forrygende ide. Kom, lad os kigge på de gamle tønder i kælderen” kalder han efter Pierre, mens Jean Claude allerede selv er ude af døren til drivhuset.



Der er ingen tvivl om, at slottet på et tidspunkt har haft tilstødende marker og en ganske habil vinproduktion. I laden fandt de således flere ældre redskaber til denne produktion, som de pænt lagde til side på den ny-indrettede repos.
Ligeledes indeholder den lave og kolde kælder under slottet nogle store vintønder af eg – tomme ganske vist.
Men også kælderen har stået ubenyttet hen, siden de tidligere ejere forlod slottet, og er sidenhen fyldt op med alskens genanvendeligt grej, da Pierre og Jean Claude tømte laden.
Beatrice ynder godt nok at kalde det ”gammelt skrammel” - med hentydning til de to mænds manglende evner til at smide noget ud, hvis de blot kan se det mindste brugbare i det.
”Jamen så må det jo være det næste projekt” siger Jean Claude, og letter på hatten, da de kigger ind i den svagt oplyste kælder, hvor støvet fra fundamentets granitsten har lagt sig på alle overflader.



En god måneds tid senere står kælderen nymalet og med skinnende og rengjorte vinfade – klar til at tage mod sæsonens druehøst.
I det tilstødende lokale er der blevet plads til en fin lille bar, og et opholdsrum, hvor husets gæster kan smage den nybryggede vin.



Da de kommer op fra kældertrappen, klapper Jean Claude i hænderne, og vender sig så mod sin trætte søn.
”Er det ikke pragtfuldt, hvordan man kan slappe af med herlige gøremål hernede i den friske sydfranske luft” udbryder han, og slår ud med hænderne mod himlen.
”Jo, det er HELT fantastisk” pruster Pierre bag ham – synligt træt i kroppen efter endnu et par rum er føjet til rækken af istandsatte lokaler på slottet.
”Jeg har faktisk lidt kig på en mark her ved siden af, som kunne blive helt fantastisk til de nye druer” siger  
Jean Claude – uden at kigge sig tilbage. Han rykker i sønnens ærme, og trækker ham mod grundens ydermur, hvor man kan skimte den nærliggende agerjord.
”Se som eftermiddagssolen skinner på skråningen” smiler faderen glad – stolt og lykkelig som ALDRIG før.



En uge senere er skødet underskrevet, og marken nu en del af slottets samlede areal.
Tre uger senere står den fineste lille hytte på hjørnet af grunden, og Jean Claude er allerede i gang med at plante de første druerækker.
”Det bliver storslået det her” råber han til Pierre, som er ved at lægge de sidste hånd på en plantekasse.



I god tid inden høsten skal i gang, køber de et brugt tappe- og produktionsanlæg til vinen.
"Så er vi også fri for det svineri i køkkenet hvert efterår" siger Beatrice til Clarise.
Anlægget installeres i laden – ikke langt fra muffinmaskinens rum.
Som det første optimerer Pierre infusionen på maskinen - og et selvrensesystem installeres.
Vinen bliver ikke god det første år, men giver rigeligt afkast til, at Jean Claude kan eksperimentere lidt med sammensætningen af druerne og de andre ingredienser.

Ja for hulen, Tak for hjælpen MonaSolstraale - det er da det jeg skal huske til næste gang.

Det går virkelig derudad med produktionen
Jeg tænker den økopakker er havnet hos den rette

NB. Jeg fandt et lidt bedre billede der viser to etager på en gang

Hos dyrelægen:

Huuu hej hvor det går...og den gamle trives da virkelig ved at holde sin søn igang hele tiden... med alle hans ideer..
Rigtig stemningsmættede billeder

Det andet år producerer de en af årets mest velsmagende vine i området.
Ved vinfesten i landsbyen kåres vinen til den tredjebedste i dalen, og en synlig stolt Jean Claude modtager en lille statuette som erkendtlighed for titlen – til mange inkarnerede vinbønders misundelige blikke.
Statuetten får en hædersplads på slottets kontor, hvor Jean Claude har lidt svært ved at lade det flotte trofæ være alene ALT for længe ad gangen.

Fedest eller? Det er lidt ligesom, når simmerne får hængt et autografbillede op på væggen. DET skal også besøges meget tit.

Det er Bastilledag - den franske nationaldag.
Dagen fejres med venner og bekendte af huset, som efterhånden udgør en anseelig flok fra nær og fjern – unge som gamle.
Der er dækket op på den overdækkede terrasse, hvor Pierre og en af kokkene fra restauranten i Paris, som er på besøg, serverer egnsretter fra den nye grill i baghaven. Til retten serveres slottets egen rødvin og et nyt lunt krydderbrød, som Clarise selv er jævnt godt tilfreds med.
Der nikkes bekræftende rundt om bordet, da brødet bydes rundt, og brækkes af i passende stykker.



Efter hovedretten går mændene i kælderen, og smager på et par importerede spanske likører.
Som afslutning på dagen har Marcel og Serge arrangeret et lille festfyrværkeri i haven.



Da gæsterne forlader stedet, får hver familie en lille fin kasse med 6 halv-liters flasker af husets vin – og en instruktion fra Jean Claude om, at de nu er slotsvinens ypperste ambassadører i deres egen omgangskreds.
”Husk på, at jo mere I kan udbrede kendskabet til vores vin – jo større bliver bøfferne til næste år” smiler han til et par bekendte fra byen.
”Tjoeh, men det bliver nu svært at overgå årets menu” smiler konen tilbage, mens hun læser på den fine nye guldrandede etiket, som Marcel har tegnet på computeren.

Det lyder som en vellykket fest... og handelsmand!... det er han ham Jean Claude