Den franske vingård

I efteråret er deres nye æblecider klar.



Pierre bliver den første, som smager på de brusende bobler.
"Fantastisk" udbryder han efter de første dråber.



Det er også på denne tid, at det færdige slotsområde vises frem for landsbyboerne ved et ”åbent slot” arrangement.
I dagens anledning er hele slotsgrunden pyntet fint op med guirlander og lyskæder i alskens farver.
Familien de Mournier har forberedt et område med forskellige boder med træskærerarbejde, sammenplantninger, buketter, brød, vin og marmelade.
Fra morgenstunden - og inden gæsterne strømmer til, fordeler de boderne mellem sig.



Til selve dagen nåede Pierre at bygge et hesteskospil af nogle gamle tagplanker, som der også er en del gæster, der benytter sig af.
På området, hvor campingvognen stod før, har mændene indrettet en petanquebane, som nogle af byens ældre herrer har meget glæde af denne dag - når ikke Serge og hans venner benytter anlægget til at lege i sandet.



I kælderen tager Pierre imod gæsterne i baren, mens Jean Claude fortæller om vinens tilblivelse og bouquet i ”vineriet”.
”Du burde invitere til petanque-, vin- og brød-aften engang imellem” siger en af mændene til Pierre.
”Det kunne du tjene en god lille skilling på, for vi har ikke andre steder at spille mere, siden bytorvet blev brolagt”.
Det lover Pierre at overveje.



Senere på aftenen bliver der igen tændt op i grillen, hvor de sidste besøgende samles og hygger sig til langt ud på natten.



Her når Jean Claude også at takke vinbonden, som hjalp ham i starten med gode råd.
"Uden din godhed, gæstfrihed og velvilje til at hjælpe havde tingene ikke tegnet SÅ godt for slottet her" overroser Jean Claude nok en lille smule.
"Nårh, mon ikke blot en anden så havde hjulpet jer på vej?" prøver bonden at nedtone roserne.



”Det er jo næsten som i gamle dage” smiler borgmesteren, som også er på besøg på markedet med sin frue.
Høstmarkedet på slottet bliver en fast årligt tilbagevendende begivenhed – og suppleres med nye boder år for år.



Ud på morgenen er der kun de unge tilbage.
Marcel er i et yderst herligt humør, efter at have smagt lige rigeligt på den nye vin.

Det er nogle fantastiske scenarier du har lavet... Markedsboderne, petanquebanen, flasker på bordene og vinkælderen.
Den grønne ciderflaske Pierre holder... den ligner næsten en håndbajer

Jeg kan se at du også er plaget af Simmere der ælter ler i dit spil... Hvad skal det betyde? Alle mine townies ælter ustandseligt ler

Ja, du bliver bare bedre og bedre til at skabe stemning. Og ok ja, tag dog den lerklump fra dem. det ser ud til at være en ny "besættelse", ligesom med så mange andre ting i det her spil.

Tak for kommentarerne - og HELT enig: Der er virkelig gået lerklump i spillet for tiden.

Der er faktisk nogle rigtigt fine saftflasker tilgængelige i spillet nu - med blandet indhold, som jeg ikke helt har gennemskuet endnu (håber, at Carl har kigget på det!), fine små kasser til flaskerne og papkasser med indhold.
Så mangler vi bare en ordentlig produktionsmaskine, der kan lave mere end 6 flasker ad gangen, hvis det skal komme til at ligne et salg, som en simmer-familie kan leve af.

Det er året, hvor Marcel og Danielle afslutter deres studier på universitetet. Specielt Marcel kan være godt tilfreds med sit flotte resultat og eksamenskarakterer, men også Danielle kan være sin indsats bekendt.
Clarise tilskriver Duane’s positive indflydelse som en del af årsagen til, at Danielle sagtens kan bruge universitetstiden som springbræt til noget større og mere. Clarise er dog i tvivl om pigens fremtidsplaner – hvis der overhovedet ER nogen.
Lige nu vil begge teenagere dog nyde sommeren på slottet.
Deres veloverståede eksaminer bliver naturligvis fejret på behørig vis i familien om aftenen - og i Narhvalshulen resten af natten.





Et par dage senere er Pierre egentlig kørt til nabobyen for at kigge på en ny kompressor til muffinmaskinen.
Hos marskandiseren falder han dog - helt tilfældigt! - over en slidt espressomaskine, som han ikke er sen til at give et bud på sammen med kompressoren.
Derfor er varebilen fyldt ekstra godt op, da Pierre svinger ind i slotsgården igen.





”Jamen så er det vel nærmest ved at være tid til, at vi skal slå dørene op for spisende gæster” konstaterer Clarise uden tøven, da Pierre demonstrerer den nye – nu istandsatte og driftsklare - kaffebrygger.
”Vi har vin, brød, grøntsager og kaffe fra slottet – og Sydfrankrigs bedste kok. Det er vel nærmest kun kødet, som vi må skaffe udefra. Så mon ikke du skal snøre forklædet om livet igen, og få gryderne ud af skabet mon amie?” siger Clarise til sin mand.
”Jeg ved jo, at du gerne vil lidt i gang igen” blinker hun til ham.
Pierre smiler til sin kone, mens han jonglerer med en grydeske, og improviserer en trommesolo på nogle imaginære gryder.
Over bordet - og bag Pierre’s ryg – blinker Jean Claude og Clarise til hinanden.



I en familie-rådslagning samme aften bliver de alle enige om at give det en chance.
Marcel laver nu en fin video med quadcopteren og en hjemmeside på Internettet, mens Serge cykler byen rundt med opslag om den nye slots-restaurant, som snart er åben for et mindre publikum i sommersæsonen.
I efteråret og vinteren koncentrer familien sig om den støt voksende vinproduktion.





En dag er Pierre for en kort stund tilbage i Paris, og aftaler udveksling af ingredienser og fælles vareindkøb med sin restaurantchef.
Da de har aftalerne på plads, kigger han kort gennem svingdøren til køkkenet, men nøjes med kun at hilse kort på sine ansatte.
Så roser han chefen for den store flid og de fine indtægter – og triller så igen mod syd.
Bag ham fniser et par ansatte til hinanden over deres gamle chefs lange uglede hår, finurlige hat, utrimmede skæg - og ikke mindst tøjvalget med sandaler til en habit.





Udestuen bagest på slotsbygningen indrettes til spisende gæster, og Danielle og et par af hendes veninder iklædes fine tjeneruniformer, mens Marcel tager et forklæde på i køkkenet, hvor Pierre ellers styrer løjerne.
Det er tydeligt at se, at Pierre nyder at være tilbage i køkkenet, hvor han virkelig har tid til at kræse for hver enkelt ret, når antallet af pladser i restauranten trods alt er væsentlig mere beskedent i forhold til den meget større restaurant i Paris.
Det skader bestemt heller ikke på humøret, at sønnen gerne hjælper til – og i øvrigt synes at have flair og interesse for tilberedningen af retterne.
”Måske falder et af æblerne ikke så langt fra stammen” tænker Pierre glad en aften, hvor Marcel selv har fremstillet desserten til et større selskab – og der gives lige rigeligt med drikkepenge, som selskabet gerne vil have viderebragt til den person i køkkenet, som har frembragt denne liflige dessert.
Så kniber Clarise en lille tåre, og Pierre klapper knægten på skulderen.
”Bien joué” (godt klaret).



Snart rygtes det, at den kendte kok fra Paris har åbnet et eksklusivt og hyggeligt spisested på slottet.
Restauranten bliver et yndet spisested for området, hvor forskellige udsøgte grøntsager fra marken, krydderbrødet og den nye vin snart er at finde på menukortet.
Bordene i restauranten er nydeligt pyntet med blomster fra drivhuset, og det er sjældent, at der er et ledigt bord at reservere – selv på hverdage i sommerhøjsæsonen.

Hvor er det dog en sød historie

Ja, jeg fryder mig også over at følge med her. Flotte billeder og knippelgodt fortalt - som sædvanlig.

Serge ser op til sin storebror Marcel – ja nærmest forguder ham.







Serge følger gerne i hælene på broderen, og kommer ofte med forslag til ting, som de kan lave sammen.
Ofte er der en fodbold mellem dem – og altid skal Serge være den farlige angriber Mbappè fra Frankrig, mens Marcel gerne må være den næstbedste fra landsholdet, hvis han har lyst. Så ruller bolden over den stenbelagte gårdsplads mod imaginære modstandere og en port til laden, som for en stund agerer modstandernes mål – ofte med en fabelagtig Mbappè som en fantastisk målscorer - og Marcel i oplæggerens rolle, hvis han når det.



Marcel simulerer engang imellem en skade, for fodbold bliver aldrig rigtigt noget for ham.
Til gengæld har han vist arvet nogle kunstneriske evner og gener fra sin bedstemor Beatrice, som selv er en dygtig fotograf og kunstmaler. Således hænger der flere smukke billeder og malerier rundt omkring af slottets genrejsning de sidste år, hvor ombygningen har stået på.



Det bliver dog i stedet guitaren, som bliver Marcels foretrukne.
Visse aftner, når opgaverne i køkkenet er afsluttet, tager han guitaren i hånden, og spiller lidt hyggemusik for gæsterne i restauranten. Det er dæmpede fransk inspirerede hyggetoner, som breder sig blandt de besøgende – og et enkelt Simon & Garfunkel nummer at slutte af med.

En dag ringer restaurantchefen fra Paris.
Direktøren for en større fransk kæde af eksklusive restauranter har kontaktet ham, da han ønsker at købe Pierres restaurant i lysets by.
”Som en krone på værket – juvelen i turbanen” har han beskrevet overfor restaurantchefen, som naturligvis henviser til Pierre i Sydfrankrig.



Et par dage senere kører en stor limousine op foran slottet – og ud træder en ulasteligt klædt ældre herre med monokel og knækflip.
På kontoret forhandler Pierre og Clarise sig til rette med en rigtig god pris for restauranten i Paris – en VIRKELIG god pris faktisk.
I aftalen betinger Clarise sig, at der skal være en kokke-elevplads til Marcel, såfremt sønnen vælger at gå i faderens fodspor på et tidspunkt.
Ligeledes skal restaurantchefen fortsætte som ansvarshavende.
Det bliver en del af aftalen.



”Måske vil du også en dag sælge denne perle til mig?” siger den ældre herre på vej tilbage til limousinen, og peger på slotsbygningerne. Det afviser Pierre dog med det samme.
”Nej, det bliver ikke i vores levetid” afviser han enhver tanke i den retning.
”Hvad mine børn har af fremtidsplaner med stedet, må du spørge dem om til den tid”.
Da først pengene er overført, hører de dog ikke fra manden igen nogensinde.



Salget af restauranten betyder dog, at de store restaureringsudgifter på slottet ikke længere belaster deres fælles økonomi. Faktisk er der en pæn stor sum penge tilbage efter handlen.
"Jamen så må vi jo til at tænke kreativt på, hvad vi så skal bruge DE penge til" griner Pierre til sin kone.
"Ja, eller også skulle du og svigerfar måske lige slå koldt vand i blodet i et stykke tid" svarer Clarise - vel vidende, at det nok ikke kommer til at ske.

Sikke du kan fortælle Vince...og en meget flot gårdsplads...ja dine bygningsværker er altid imponerende..
Det var da godt at du fik det mccc mod ind i spillet så mange flere kan besøge en grund...det får det meste af dine sociale tiltag til at virke højst troværdige. Jeg er selv glad for den mulighed...

Ja historie kan du virkelig fortælle og kameravinklerne har du også fået styr på.

Du giver mig nogle ideer til fremtiden. Men tror nok jeg vil prøve Italien eller Grækenland. Mener jeg i moddet med vinen også har oliventræer. Er dog ikke helt sikker da jeg kun har kigget på det jeg skulle bruge til Godfreds gård.

Jamen det ER faktisk en fin grund, som jeg har fået bygget mig denne gang - og en grund, som fortløbende udvikler sig og forbedres.

- og tak for jeres kommentarer.
SKULLE du ende i Italien Sighubert, kunne du kigge lidt på "Villa Donna" og "House of the hill" på galleriet.
Det er to fine eksemplarer. Villa Donna er vistnok inspireret af Mamma Mia filmen.

Og så er jeg da pænt nysgerrig efter det Sims3 brygge-mod i øvrigt, hvis du kunne hjælpe her, Sighubert.

Jeg har tilladt mig lidt kunstnerisk frihed til det kommende indlæg, og har således flyttet om på bygningerne på slotsgrunden. Måske er det ikke synligt ud fra de tidligere billeder i denne historie – måske vil I hurtigt opdage, at jeg har møbleret lidt rundt, så der er blevet plads til en tilbygning til slottet. Det har samtidig bevirket, at orangeriet er flyttet ud mod vejen, og laden er flyttet til en ny placering ved siden af den nye slotsfløj.
Endelig måtte legepladsen også flyttes om bag laden.
Dermed burde vi være klar til at fortsætte historien.

Og ganske rigtigt: der går ikke længe, før de to ”kreative sjæle” er i gang med nye planer for slottets bygninger.
Efter åbningen af restauranten får de oftere og oftere forespørgsler fra gæsterne, som efterspørger overnatningsmuligheder, når de spiser på slottet.
”Kunne vi da bare blive i dette skønne område et par dage mere” eller ”Havde vi da bare mulighed for en overnatning eller to” er ikke ualmindelige kommentarer, når en glad aften i restauranten går mod enden.
Ja, efterhånden som rygtet spredes om det lille hyggelige spisested får familien flere henvendelser fra den nærliggende storby - og mange af de gamle stamkunder hjemme fra Paris, som gerne vil på kulinarisk spise- og hotelophold på slottet, hvis blot de kunne overnatte på stedet. De modtager også opkald fra nye kunder med lang afstand til slottet, som gerne vil besøge stedet i nogle dage, hvis de kunne få et par senge at sove i.



Derfor må de endnu engang holde familieråd, og samles om det store bord i spisesalen.
Og som sædvanlig, når det kommer til forbedringer og ombygninger på slottet, er det fortrinsvist Pierre og Jean Claude, som fører samtalen.
(Tilsyneladende er Zidane blevet træt af at lytte på "håndværkernes" argumenter!)





Siden de flyttede ind på slottet, har sidefløjen ligget ubenyttet hen.
De beslutter nu, at indrette denne fløj med to små udlejnings-lejligheder til overnattende gæster.
Der bliver lige nøjagtig plads til et lille køkken og spisekrog i stueetagen og et par sengepladser på første sal.
Ikke så snart er lejlighederne slået op på slottets Internet-side, før bookingerne strømmer ind fra nær og fjern.
I starten har de lidt svært ved at vende sig til de fremmede mennesker, som bevæger sig rundt på grunden, men snart bliver det en naturlig del af sommeren på slottet.
Flere af sommerens gæster booker allerede lejlighederne til den kommende sæson, når de tjekker ud hos Clarise.
Og nogle få men velvalgte gæster bliver med tiden også en del af vennekredsen for Jean Claude, Beatrice, Pierre og Clarise.
Et par familier, som selv tilbyder deres hjælp i vinmarken en sommer, bliver en uvurderlig hjælp, når vinhøsten skal i hus de kommende år.



I forbindelse med ombygningen af sidefløjen får orangeriet ved vejen en tiltrængt renovering.
Det betyder, at Jean Claude igen kan udvide beholdningen af forskellige eksotiske krydderplanter, blomster, frugter og urter.
Ja, det nye orangeri bliver et veritabelt glashus af forskellige dufte og synsindtryk.



Det er også her, at Beatrice begynder sin produktion af buketter – og i øvrigt finder et lille hjørne i orangeriet til sine malerier, når vejret udenfor bliver FOR slemt.
Efter et veloverstået måltid på den lille terrasse-restaurant er det ikke ualmindeligt, at gæsterne nu slentrer en tur ned til orangeriet til den efterfølgende kaffe – og ikke sjældent har de et maleri, en krydderblanding eller en nydelig sammenplantning med under armen, når de går ud igen.



Af nogle restbrædder fra ombygningen får Clarise også sit længe ønskede hønsehus, så de kan være selvforsynende med æg til køkkenet - og kyllinger til grillen iøvrigt.

Holde da op, det er jo nærmest farmeri i bedste klasse. Godt gået.

Hvor er orangeriet hyggeligt....

Jamen det ER faktisk på alle måder blevet en fin "lille grund", hvor næsten ALT farming/bryggeri/sysler kan lade sig gøre og trives.
TAK

Her er lige et billede fra den seneste ombygning:

Udenfor sommersæsonen er det ofte bekendte eller familie af ”huset”, som indlogerer sig i sidefløjen.
”Når nu lejlighederne står der alligevel” som Pierre’s storskrydende og kvindeglade bror udtrykker det, da han rykker ind med hele sin familie det første efterforår.
De to brødre ses ellers kun yderst sjældent, siden broderen forsøgte at snyde Pierre for nogle værdipapirer for nogle år siden.
Dette efterår kommer de åbenbart alligevel godt nok ud af det sammen, til at broderen med kone, 4 uvorne unger og 2 hidsige og ulydige pekingesere indlogerer sig det meste af efteråret.
Det står hurtigt klart, at den broderlige familie betragter det GRATIS ophold og dem selv som gæster på slottet – og derfor skal vartes op og serviceres som de øvrige BETALENDE sommergæster.
Den luddovne og selvoptagne svigerinde ser eksempelvis ingen problemer i, at hun gang på gang vælger de dyreste retter fra menukortet, når aftenmenuen skal sammensættes - til Pierre og Clarise' store irritation.



"Hvis de da så for pokker bare havde givet en hånd med i det daglige, men det er som om, at solvognen springer på hende hver eneste formiddag, når vi andre går igang i haven" som Pierre udtrykker det en aften, inden han slukker natlampen ved sengen.
"Så bed dem da om at pakke deres sager og forsvinde" svarer Clarise i mørket.
"Naaah, det ER jo familie" bliver aftenens sidste kommentar, inden Pierre trækker dynen op under hagen.



Sidst i oktober bliver det endelig FOR meget for Clarise. På en lidet elskværdig måde får hun fortalt svogeren, at hendes tålmodighed nu er HELT opbrugt, og han og den øvrige familie derfor har nøjagtig 1 time til at finde et nyt logi.
I skjul rundt om hjørnet – og alligevel tæt nok på, til at høre det hele, står Pierre med et veltilfreds smil på læben, og fuld af beundring over konens handlekraft.
”God tur nordpå bror” griner han for sig selv, inden han går mod fiskedammen.



Det er også i denne periode, at det bliver nødvendigt at ansætte en butler, en gartner og en vinkyper til bedriften.
Mens butleren Philippe kommer fra det mondæne kvarter i Marseille, er gartneren en tidligere kirkegårdstjener fra den nærliggende landsby, og vinkyperen hyret ind fra Lombardiet.



Ofte ser man Pierre og Philippe udveksle erfaringer med menu-sammensætninger – for Pierre's vedkommende som mesterkok i restauranten i Paris - eller fordi Philippe på et tidspunkt har serveret retterne i sit tidligere ansættelsesforhold hos ”det bedre borgerskab” i Marseille.



I laden installeres et lille laboratorie til vinkyperen og endnu en tappemaskine, så produktionen øges yderligere – nu også med en helt eksklusiv vin af udsøgte druer, som de formår at sælge med en ret favorabel fortjeneste – blandt andet til en velkendt Michelin-restaurant i Paris!

Ja, holde da op, de har fået travlt der. Herlige detaljer hele vejen igennem.

Før de rejste til Sydfrankrig havde Clarise et deltidsjob i en skønhedssalon nogle eftermiddage hver uge.
Det måtte hun naturligvis stoppe med, da familien flyttede fra Paris.
Gennem længere tid har hun ønsket at genoptage de færdigheder, som hun lærte sig i salonen – og også gerne lære nye ting om sundhed, velvære og hudpleje.
Derfor følger Clarise nogle fyraftenskurser som fjernundervisning i vinteren og foråret, og øver sig på de andre i familien, som ofte må lægge krop til en ryg-, hånd- eller fodmassage.



Underviseren på kurset mener, at Clarise er et naturtalent til kropsmassage, og anbefaler hende, at gøre noget mere ved det.
Da hun nævner dette for Pierre, foreslår han, at de indretter et område på slotsgrunden, hvor hun kan tilbyde massage og velvære.
Det bliver til en fin og svalende plads på terrassen bag slotsbygningen.
Ikke langt derfra indrettes det store hønseri bagest på grunden nu med spabad og sauna.



Udenfor genopfriskes den tørlagte pool med ny flisebelægning og filteranlæg, inden det krystalklare blå vand igen fylder bassinet.
Ikke så snart er vandet fyldt i bassinet, før Serge bliver den første i vandet med et flot spring fra vippen.
En ny fin massagebænk og stol indkøbes til wellness-området, hvor en brugt makeup-stol også snart indfinder sig.





”Men så er pengene fra Paris også ved at være brugt” vurderer Pierre en dag overfor Clarise, og krænger begge bukselommer ud, som for at vise, at lommerne nu er tomme – som om, at han overhovedet kender noget til familiens økonomi.
”Årh, mon ikke driften her har føjet lidt midler til familiekontoen alligevel” svarer Clarise – fuldstændig sikker i sin påstand, for det er hende, som styrer finanserne.
Hvis folk spørger Pierre om pengesager, svarer han altid, at han nærmest ikke har haft en skilling på lommen, siden han blev gift. ”Jeg har kun lige til to flutes og en Camembert” plejer at være standard-svaret, når det kommer til pengesager.



Alligevel har der ikke manglet noget i familiens liv og trivsel de sidste mange år, hvor restauranten i Paris har givet et pænt afkast via ihærdighed, flid og nøjsomhed – og noget hulens godt mad.
Clarise erkender dog, at hele dette slots-eventyr, som er vokset betragteligt ud over de første planer, HAR været et omkostningstungt forløb.
”Men heldigvis er der vist heller ikke mere, som kræver, at vi skal tælle vores sparepenge” håber Clarise for sig selv, da hun sætter sig i det nye spabad.

Jeg må sige de udvider bedriften med stor fart.... der er ikke så lidt at holde styr på, så butler og gartner er vist en nødvendighed.
Jeg er vild med beskrivelserne af dit persongalleri og det franske miljø. Det hele står meget levende for mine øjne

(Jeg kan heller ikke undgå at sende en genkendende tanke til den familie der gav dig inspiration til denne historie... en familie med sans for livsglæde og evne for at iværksættelse ny projekter )

LIGE præcist MonaSolstraale.
I Han, hun og drømmeslottet, som desværre nåede til sidste TV afsnit for nyligt, oplevede jeg netop denne iver og lyst til at skabe, ombygge, møblere, kreere, kokkerere osv osv - og så alligevel have et overskud til hinanden og de to børn.
Hatten af for det.

Og med lidt god vilje KUNNE min slotsgrund faktisk godt se lidt fransk ud.

Og gad vide, om jeg ikke har lidt mere i ærmet - ha ha

Fra sommersæsonens start det følgende år suppleres overnatningerne med kurophold med massage og wellness - og tilført rigelige mængder relaxation i det fri.



Clarise træner også yoga med et ældre hold damer fra byen, som kommer til slottet iført strækbukser og med liggeunderlag hver onsdag formiddag.
Efter øvelserne bytter de det seneste sladder fra byen i saunaen, spaen eller omkring et af bordene i restauranten, hvor Pierre har anrettet en let salatbuffet.
Når først 8 damer går i gang med at snakke i munden på hinanden, lister husets andre beboere hurtigt af.
Så må Clarise sidde som centrum i en vældig meningsudveksling om områdets små petitesser.





På den tilkøbte grund ved siden af slottet starter Jean Claude et lille salg af deres vine – foreløbigt kun fra en lille bod, som han ruller ud til vejen.
”Når jeg nu går derovre alligevel” som han forklarer det.
På en regnvejrsdag bliver boden suppleret med et interimistisk stoftag og et læsegl – og i sensommeren med et mere solidt skur.
Et par reoler betyder, at varerne præsenteres bedre – og giver plads til lidt ekstra på hylderne.

Efter restauranten har lukket ned i sensommeren, fejrer Beatrice og Jean Claude deres sølvbryllupsdag med naboer, venner og familie.
(Beatrice inviterer godt nok Pierre’s bror, men han vælger klogeligt at melde afbud).
I anledningen af sølvbrylluppet dækker butleren fint op med borde og stole på slotspladsen foran slottet.



Termometret viser stadig 25 grader, og solen skinner sine aftenvarme stråler over tagryggen, da gæsterne så småt begynder at indfinde sig.
I gaven fra den øvrige familie får sølvbrudeparret en rejse til Sulani ø-gruppen i Stillehavet.
”Ja, vi skal alle med” smiler Serge, da brudeparret åbner pakken med flybilletterne og to sæt badetøj.
”Ud og hilse på Duane’s familie” smiler Danielle lykkeligt, og giver sin livredder-ven et klem.



Sammen med Marcel, har Pierre selv stået for maden, men til selve anretningen hjælper en tidligere medarbejder fra Paris, så Pierre selv kan deltage i festen.
Den står på marineret og bålstegt vildsvin og ostebord i buffetten, mens en hyggepianist spiller sagte toner i baggrunden.





Hen på aftenen har Clarise hyret en discjockey, som spiller op til dans, og en bartender, som sørger for kølige drinks hele natten.
Det er først, da solen igen titter frem, at de sidste gæster går hjem - eller overnatter i lejlighedsfløjen.
Den sidste festglade nabo må transporteres i en trillebør fra vinmarken - og tippes af i sin egen indkørsel på den anden side af vejen.