Den franske vingård

Når nu man ikke lige har en ny historie i ærmet, kan man jo altid "brygge" videre på en netop afsluttet en af slagsen.
Et par ledige stunder denne søndag blev således brugt på at ombygge det franske vinslot - igen.  

Jeg havde en plan om at give slottet et nyt udseende - blandt andet med et mere fladt tag, som man typisk ser i det sydfranske. (vistnok noget med mindre taghældning - giver mindre tagoverflade - giver mindre varme i huset?!)
Samtidig ville jeg prøve mig lidt frem med en mindre grund.
Og endelig skulle grundhuset "rettes lidt op", for det var faktisk "skævt" i sit grund-fundament eller langsgående akse.
Når man sådan så bygningen fra oven, var den ene halvdel af bygningen ikke symetrisk med resten.
Det skulle der rettes op på.

Det tog faktisk lidt tid at flytte halvdelen af rummene, så døre og møbler passede til den mere RETTE/LIGE profil på bygningen.
Men dermed blev det også nemmere at ændre tagkonstruktionen, som nu har en lige midter-akse.

Derefter blev den store 64 x 64 grund flyttet til en 30 x 40 grund istedet - sådan for at udfordre mig selv på pladsen på grunden.
Fokus blev på at bevare selve slottet, og fjerne nærmest alt udenom - hele haven og de 4 andre bygninger.
Det gik faktisk nemt og smertefrit med at flytte grunden til en mindre. Så her overraskede spillet positivt.
Heldigvis kunne vinslottet lige nøjagtig være der indenfor de 30 x 40 tiles, men det tilgængelige areal blev alligevel hurtigt for lille til min smag - ha ha!.

Jeg havde ligeledes en plan om at prøve at skabe en voldgrav omkring noget af slottet - bare for sådan lige at se effekten af det.
Endelig ville jeg også prøve med en anden farve end disse stenvægge, som har forfulgt mig lidt de sidste uger, hvor jeg har "futtet rundt i det franske".
Dermed endte slottet med at se ud som på billedet her nedenfor.
Dybest set samme slot - blot meget anderledes alligevel.



- og tak for jeres venlige ord.
Jeg synes nu ikke, at det er noget særligt, når jeg sammenligner med andre - slet ikke.
Eks har Devon Bumpkin lige bygget lidt om i Strangerville. Se DET er høj klasse. Jeg er SÅ imponeret, når en af de andre "arkitekter" kan finde en stil - og så vedholde den igennem hele byggeprocessen.
Der kommer jeg VIRKELIG til kort, for jeg er alt for doven, og orker ikke at gøre mig umage med indretningen.
Men tak alligevel - umådelig pænt af jer.

Man skal ikke gå ned på at man ikke kan hamle op med Devon Bumpkin. Han er virkelig en detalje freak helt ud i det ekstreme.
Han har sagt sit job op og ernærer sig efterhånden som  fuldtidsstreamer. Det er muligt når man får følgere nok.
Han producere en ny film hver dag.  Jeg tror at jeg har set alle afsnit i hans Building Newcrest, men jeg er kørt lidt træt i de meget lange og detaljerede videoer.
Der sker intet ved at lade sig imponere hvis man bruger det til inspiration.  

Jeg er da ret imponeret over den ihærdighed du selv lægger for dagen. At flytte et helt slot for at rette op på taget og husets akse  
Det er blevet rigtig fint og broen over voldgraven forstår jeg slet ikke hvordan du har lavet  

Hold da op - tænk sig at leve af at streame byggerier i Sims. Det er da rimeligt imponerende.
Hvad får han så sin indtjening fra?
Og en ny video hver dag er alligevel noget af en opgave. Han må have hovedet fuld af ideer og planer.

Jeg nyder også hans byggerier i Story build, hvor han genskaber bygninger, som er besat af ånder/spøgelser og lignende.
Det er faktisk godt lavet, selvom han bruger dele fra det seneste byggeri (Chilingham Castle), som ligger en del udover mulighederne i Sims. Disse dele findes vist kun på en betalingsside et sted, så vidt jeg husker.
I løbet af videoen får han hver gang fortalt om stedets historie - et tydeligt tegn på, at han har researchet en del forud.
hatten af for det.
Men du har HELT ret i, at videoerne kan være for lange og detaljerede, hvis man hver gang skal sidde i 25-45 minutter - engang imellem endda i flere afsnit, for at få det hele med.

Jeg tror som bare, at jag trængte til et søndags-break - og var helt tom for nye ideer. Så endte jeg med at bygge lidt/meget om på den gamle grund = tiden gik - til den gode side, for pludseligt blev det mørkt udenfor, ha ha.
Men nogle gange ender jeg såmænd også med at tænke, at den tidligere version bare var bedre.
Men tiden går - og det er jo det vigtigste

Broen er som ikke så svær at lave, blot man kan nøjes med en illusion om en bro. Det er to swimmingpools med et kælderrum imellem. I hver side af rummet er placeret to af de der store stenporte. (man kan lige skimte dem indvendigt på selve broen).
Wupti, så har du et synsbedrag med en fin bro over vandet (men desværre ingen vand under broen, og det er ærgerligt).

Nåh ,jeg er blevet i det franske miljø, for der var en enkelt ting mere, som jeg gerne ville prøve: at bygge en gammel fransk borg.

I de nye TV udsendelser med det engelske par Dick og Angel "Escape to the chateau, DIY", som ruller over TV skærmen på TV2 Charlie for tiden, følger vi mange af de andre engelske personer, som har slået sig ned i Frankrig, med det formål at ombygge de lokale slotte.
Visse par er langt i processen, mens andre først er på udkig efter et slot at investere i.
En af de mandlige personer, som vi følger på udkig efter et køb, besøger netop et borg-lignende bygningskompleks, som er noget ældre end de andre slotte, som vi har set.
Vi er vist tilbage i det 1500-1600 århundrede.
Alt indvendigt er dog allerede nænsomt restaureret og sat i stand - blot mangler der stadig nogle rum.

Englænderen vælger dog senere et andet slot, men jeg blev alligevel grebet af denne "borg-tanke", og søgte naturligvis på Galleriet efter inspiration.
Samtidig havde jeg kun en grund tilbage i området omkring mine andre franske grunde øverst i Vindenburg - en lille plet på 30 x 20 - eller ikke meget i min normale målestok.
Heldigvis havde den dygtige Ehaught58 gjort forarbejdet for mig, for der lå en nydelig lille borg på Galleriet og ventede på min ombygnings-trang.
- og så kan det ellers nok være, at jeg gik igang med borg-byggeriet. Det er der kommet en rigtig fin lille grund ud af, som Ehaught58 skal have sin store del af æren for, men der er bestemt også en del fra min hånd.
Med en pæn chance for et farve-miskmask fra min side, ser grunden pt ud som her nedenfor - en grund, som er presset til det yderste iøvrigt - tøhø.



- og så kunne jeg jo lige så godt skabe en ny simmer til grunden.
Det blev til endnu en skotte - ikke MacArine, men tæt på, for han har (foreløbigt) valgt det stille singleliv med sin hund.
- og så er man jo ligesom igang igen - heldigvis.

Det lyder fint. Jeg ville nu ikke kalde det en "vingård", synes nærmere det er et "vinslot".  Så jeg lurer på en slags kopi, for jeg skal jo snart igang med slottet i Cahors.

Chateau de Cayx bliver ikke nemt, hvis det blot skal ligne sådan nogenlunde, når det nu er bygget på en skråning, hvor der er "skæve niveauer" og en hældning, som støder op til en husmur flere steder.
Sims spillet er heller ikke super egnet til formålet, hvis det altså skal matche rimeligt nøjagtigt.
Men det skal det jo heller ikke nødvendigvis i forhold til din fine historie Simsister.
Så kan mindre vel også gøre det?

- og jeg synes nu slet ikke, at min borg er brugbar til det formål. Så hellere det lille vinslot ovenover.
Men ellers kunne jeg da godt kigge på en rå version af slottet, som du selv kunne gøre helt færdig og vælge de rette vinkler og rum på.
Desværre er der heller ikke særligt mange gode billeder af prinse-slottet.
Så det bliver i givet fald sådan lidt på fornemmelsen og den frie fantasi + de få billeder, som jeg kan finde.

Her er der gamle kendinge fra den tidligere historie på besøg.
Det er Jean Claude som agerer kok for en enkelt aften.
Han er nu ikke særligt flittig bag gryderne, men har istedet tendens til at trække mod computeren i arbejdsværelset.

Jeg spiller ofte/altid med hjælp fra en butler.
Denne gang er det som om, at spillet har valgt en passende butler til historien, for han KUNNE godt ligne en adelsmand fra den franske storhedstid.

Jeg bruger også butler i forskellige sammenhænge. for eksempel har jeg indlogeret en i hver af slottene: Graasten og Fredensborg. Så bliver de jo spilbare, men så kommer der en ny. Det er lidt smart at have bare en enkelt boende og så flytte rundt med de kongelige og/eller lade dem komme på besøg.

Får du så 2 butlere på grunden på den måde, Simsister?
Når du skriver indlogeret, er det vel bare et spørgsmål om, at butleren får en seng at sove i, ikke sandt?

Hvis jeg besøger en anden grund, er det ofte en ny butler, som er på grunden, når simmeren kommer hjem.
Øv, for så må man opsige butleren, og hyre en ny, for at få den gamle tilbage.

Altså, når man har "tilføjet dem til familien" bliver de jo spilbare. Så flytter jeg ham/hende ind i slottet. Næste gang man så skal bruge en butler et eller andet sted, kommer der en ny. Jeg bruger processen for at slippe for at sælge møbler og at tingene og pengene i det hele taget bliver, hvor de er.

Forleden dag havde jeg (som sædvanlig) et problem med kongeskibet, der lå på en grund, som egentlig var beboelse, og jeg havde endda flyttet "kaptajnen" ind, men den grund blev ved med at ændre sig til Selvadorada lejegrund, og så kan den ikke spilles, så jeg måtte flytte min kaptajn ud hele tiden. Nu har jeg taget konsekvensen og flyttet kongeskibet til Selvadorada, hvor det selvfølgelig er en lejet feriegrund. Hvad jeg så gør med den anden, ved jeg ikke helt endnu.

Nåh, så fik jeg endelig besøgt Evergreen Harbor - en udvidelsespakke, som jeg har haft liggende, siden den kom på markedet.
Det var nødvendigt at besøge bydelen, da jeg havde installeret et lysdrypperbord i kælderen på den nye borg-grund.
Bordet kan åbenbart kun betjenes, hvis man har fået sig nogle smådele fra "knuseren".
Underlig sammenblanding, men noget skal knuseren jo generere i genbrugets hellige navn.
Det blev også til et enkelt dyk i en affaldscontainer, for en skaffe noget genbrugsmateriale.
Iøvrigt nogle fine containerskibe i baggrunden, som jeg da gerne havde sendt en simmer ombord på.





Dermed kunne borgherren tage glad hjem og prøve sit lysdypperbord, hvor de først gule lys blev frembragt.
Jamen er livet ikke herligt.

simsister skrev:Altså, når man har "tilføjet dem til familien" bliver de jo spilbare. Så flytter jeg ham/hende ind i slottet. Næste gang man så skal bruge en butler et eller andet sted, kommer der en ny. Jeg bruger processen for at slippe for at sælge møbler og at tingene og pengene i det hele taget bliver, hvor de er.

Ja, på den måde kan det selvfølgelig lade sig gøre, men så stopper simmerbutleren vel med automatisk at udføre sine butler-opgaver, når han/hun bliver en del af familien?

Åh ja, så gik det nøjagtig som det så ofte går med mig, når byggetrangen bliver for stor.
Så ender jeg alligevel på en større grund (læs: den største!).
I den nuværende version ser borgen nu sådan ud - med en hel del voldgrav, mur og tårne omkring.
Jeg overvejer dog seriøst at gøre den mindre igen, for jeg kunne faktisk meget godt lide den lille grund.



I Sims-livet forestiller jeg mig en enlig søn, som arver borgen efter sine forældre, da de er borte.
For at kunne drive slottet, lader han en hel familie flytte ind - bedsteforældre, forældre og de to børn fra en fremmed familie med mange penge.
Det skaber noget liv i bygningen og på grunden - svært at kapere for en mand, som egentlig helst vil være alene med sin hund.

Det er iøvrigt ret interessant at gå rundt i "first person perspective", for så kan man rigtigt fornemme højden på borgen, når simmeren kigger sig rundt.

Wowww, det er formidabelt. Du skulle snakke om "arbejdet" med at bygge. Det ser bestemt (som sædvanlig) ikke ud til, at du ligger på den lade side.

Tak Simsister.

Mit byggeri gik væsentligst ud på at afprøve voldgrave/bassiner på grunden.
- og det gik nøjagtig, som jeg havde forventet/frygtet: på alle strækninger, hvor vandvejen er den korteste, hopper simmerne gladeligt i vandet - uanset årstid.
Det giver en del udfordringer med forfrysninger i vinterhalvåret, når simmerne på grunden ustandseligt hopper i svømmebassinet. Så skal man godt nok være opmærksom.
Det kan derfor ikke anbefales. I hvert tilfælde skal man være omhyggelig med indretningen af grunden, så svømmeområderne bliver svært tilgængelige eller meget synlige fra alle vinkler.
- og springvand, som jo ellers ville forhindre simmeren i at svømme, giver ikke det samme visuelle indtryk.

Det er ikke super tydeligt på de ovenstående billeder, men den oprindelige borgbygger - Ehaught58, har faktisk bygget sin borg på en klippe. Det er gjort ved at pakke den nederste etage over jorden (stueplan) ind i "kampesten"/klipper (eller kaffeborde, som det retmæssigt er), så det virker som om, at borgen ligger på en klippe.
Det ser nu meget realistisk ud, når man også pakker det lidt ind i planter og træer.

En times kørsel fra det franske vinslot – på et klippefremspring ved kysten - ligger den smukke gamle borg ”Le Chateau sur la Falaise” (Borgen på klippen).
Borgen, som er bygget på det højeste punkt på klippen, har tilhørt den gamle lav-adelsslægt de Celeste i flere generationer – ja, lige så længe, som folk på egnen kan huske det.

Ved et arrangeret giftermål for flere generationer siden – sådan nogenlunde midt i femtenhundredetallet - kom en gammel fransk borgruin i familiens eje. De Celeste slægten stammer ellers oprindeligt fra Normandiet, men fik med giftermålet en slægtsgren i det sydøstlige Frankrig - og altså en borgruin med i købet.



Ved hjælp af sparsommelighed, ihærdighed, flid og stor byggelyst i de kommende generationer – og en smule økonomisk støtte fra den franske højadel, lykkedes det at skabe den borg, som stadig knejser smukt i landskabet bag kystlinjen – og som tydeligt kan skimtes mellem træerne, når man sejler forbi.
På sådan en sejltur kan man også tydeligt se borgens strategiske placering, som den rejser sig i landskabet med sine kanontårne og tykke mure.
På mange af tårnene og borgens flade tagterrasser står de gamle kanoner stadigvæk, og peger deres kanonløb mod både havet og baglandet – til evig advarsel om, at her regerede borgherrer, som ikke var bange for at gribe til våben, hvis det blev nødvendigt.
Det er dog ved at være meget længe siden, at kanonerne sidst har runget, og spyet deres kanonkugler ud over havet eller skoven bag borgen.



De tyske besættelsestropper havde i en periode stor glæde af borgen, da de besatte stedet under krigen, og udnyttede kanontårnene til deres flakkanoner mod de allierede styrker.
I denne mørke periode tjente borgen som hovedkvarter for værnemagten i området.
På det store mahognibord i borgens lille spisesal flød det således med kommandoer fra Berlin, arrestordrer på sabotører og byggeplaner for et nyt bunkerkompleks her ved Østkysten.
Alle spor blev imidlertid straks slettet, da de allierede tropper vandt området tilbage.



Selvom meget stadig står, som det har gjort i hundredvis af år, er borgen med tiden blevet nøjsomt moderniseret og restaureret – altid med et stort hensyn og påpasselighed i forhold til det oprindelige udseende med de lyse stenblokke og takkede tårne og mure.
Kun en stor del af den oprindelige ydermuren, som vidner om en langt større borg på et tidspunkt i historien, er idag faldet sammen, og er blevet fjernet med tiden.

I nyere tid er det det ældre ægtepar Louis og Juliette de Celeste, som har resideret på borgen de sidste mange år. Det var dem, som endelig fik installeret rindende vand og centralvarme, da de overtog borgen fra den foregående borgherre engang i tresserne.



Mens den ældste broder Ludvig længe levede af familiens formue – og kun sjældent selv skaffede midler til borgens drift eller sig selv, rejste deres yngste søn Arthur tidligt hjemmefra, for at studere til ingeniør på en af Frankrigs bedst kendte teknologiske universiteter.
Som også tidligere generationer i familien er blevet det, er både Ludvig, Louis og Arthur opkaldt efter kendte europæiske konger gennem tiden.
Først i en sen alder lykkedes det de gamle forældre at få smidt Ludvig på porten – med en klækkelig skilling på lommen, og et tvivlsomt kvindeligt bekendtskab ved sin side.



På det tidspunkt, hvor vi dumper ind i historien, ernærer den lyshårede Arthur sig som teknisk designer og projektleder hos en stor japansk robotudviklingsvirksomhed med europæisk hovedsæde i det centrale Toulouse.
Ludvig ser familien kun, når han med mellemrum må låne penge af boet – som et forskud på arven, som han kalder det, inden han smækker døren bag sig, og forsvinder ud ad borgporten.



Selvom forældrene nu er langt oppe i årene, kommer det alligevel noget bag på Arthur, da han en dag får et opkald hjemme fra borgen – og en besked på, at hans salige moder netop er gået bort.
Derfor beder han om fri i nogle dage, og haster hjem mod borgen og faderen.
Mindre end seks timer efter den tragiske besked, haster Arthur ind gennem borgporten.

Ved begravelsen i kirken deltager kun nogle få mennesker.
Som også deres yngste søn, har forældrene mest passet sig selv, og fordrevet tiden bag borgens ydermure. Kun sjældent har de blandet sig i livet i den nærliggende by og området omkring borgen, hvor der ligger flere små gårde og landsteder, som tidligere hørte under borgherren.
Derfor er det ikke så mærkeligt, at kun de første par rækker i kirken bliver besat ved begravelseshøjtideligheden.



Arthur spejder forgæves efter Ludvig, der ikke er at se i kirken nogen steder.
Arthur kender kun alt for godt historien om sin ældre broder, der har voldt forældrene mange kvaler og søvnløse nætter.
Udover nogle få naboer, er kirkens bænke derfor kun fyldt med en fjern gren af familien, som gerne vil vise den sidste ære til Juliette. Det er Pierre, Clarise, Jean Claude og Beatrice, som har taget køreturen i det sydfranske, for at kondolere Pierre’s grandfætter og grandonkel.



Mens præsten holder gravtalen over afdøde, mindes Pierre en barndom, hvor han og Arthur ofte tilbragte ferier sammen på borgen, hvor Pierre yndede at komme på besøg.
Ja, faktisk var det måske her, at han og faderens generelle interesse for slotte blev vakt – en interesse, som jo endte med, at de selv købte vinslottet i en tilstødende region for nogle år siden.
Det kan Pierre ikke helt afvise.
Når de nu har taget turen, er det også for at genoptage kontakten til grandfætteren – hvis det er muligt, og Arthur vil tage mod Pierre’s udstrakte hånd.



(For historikkens kronologiske ordens skyld bør jeg måske lige nævne, at begyndelsen på denne fortælling passer ind i historien om vinslottet, FØR Pierre tiltræder som borgmester!?)

Fantastiske billeder og rigtig godt fortalt.

Juliette begraves på det gamle familiegravsted bag kapellet, hvor mange tidligere generationer af de Celeste slægten også ligger begravet. Det er en smuk højtidelighed, som også pakkes ind i en sangfugls konstante og stille kvidren fra en trætop i nærheden.



Bagefter har familiens gamle tjener Auguste arrangeret spisning for de tilstedeværende familiemedlemmer og naboer. Udover de nærmeste naboer, deltager alle fra vinslottet i aftenmåltidet - til Arthurs store glæde, for han er da umådeligt glad for at genotage kontakten til  Pierre og hans familie.
I sommervarmen foregår traktementet udendørs omkring jordovnen bag borgen, hvor der er opsat borde og stole til lejligheden.
I aftenskumringen serverer den gamle tjener helstegt vildsvin fra skovene omkring borgen - en delikatesse på de kanter, som Pierre snart får lært opskriften på.



Clarise kan se, at Arthur ser bekymret ud, og spørger derfor til, hvad han tænker på.
”Det er jo nok mest min gamle senile far, som er min største bekymring lige her og nu” kigger Arthur på Clarise.
”Og mine forpligtelser i Toulouse” tilføjer Arthur – pludseligt klar over, at hans liv jo nok MÅ tage en både praktisk og drastisk drejning i den nærmeste fremtid.
”Hvem skal nu passe ham, når jeg nødvendigvis MÅ tilbage til mit arbejde?” undrer han sig til de omkringsiddende.



Der er stille i et lille stykke tid, men så spørger Clarise, om Arthur ikke bare kan indrette sig med sin arbejdsplads og projekter på borgen.
”Så kan du både passe din far og dit arbejde” foreslår hun.
”- og plads er her jo nok af”.
”Jo, det KUNNE selvfølgelig være en nødvendig løsning i en periode” erkender Arthur, mens han lige vender ideen en ekstra gang i baghovedet.
”Tak Clarise” smiler han så til sin gæst.
”Og vi skal naturligvis nok hjælpe, alt det vi kan” bryder Pierre ind – uden helt at have styr på opgavemængden på vinslottet.
”Men det må være til at løse” tænker han for sig selv.
Også Pierre får et anerkendende nik og en tak fra den nye borgherre.



Da de skilles sent om aftenen, er Arthur i et lidt bedre humør.
Et par længst glemte historier fra deres fælles barndom og ferier med Pierre får Arthur til at lyse lidt op, og selv finde et par sandheder frem om sin jævnaldrende grandfætter.
Da de skilles ved vindebroen, inviterer Clarise Arthur til at besøge vinslottet en dag.
”Det vil jeg gøre – tak” smiler Arthur træt, og vinker mod sine nyvundne familierelationer, da deres bil svinger bort fra den grusbelagte parkeringsplads foran borgen.
Snart forsvinder bilens lys mellem de høje træer.



I det samme hopper faderen i voldgravens mudrede vand.
"Herligt herligt - De burde prøve det unge mand" råber han til Arthur på vindebroen.
Så må Arthur i hast smide tøjet, og hoppe i vandet efter faderen.

I første omgang er det kun den hastigt pakkede kuffert, som Arthur har med til borgen.
Han indretter sig på sit gamle værelse i kælderen, men må snart haste tilbage til Toulouse efter mere tøj og et nødvendigt møde med sin japanske chef.

Arthur møder dog fuld forståelse fra chefens side, da Arthur spørger på mulighederne for at flytte sine studier og udviklingsprojekter til den gamle borg ved havet - i en begrænset periode.
”Ja, måske kan vi ligefrem benytte os af denne alternative udviklings-lokation” smiler chefen til ham, og ser allerede, hvordan flere komplicerede udviklingsprojekter måske ligefrem vil have godt af at blive flyttet lidt ud af disse kolde og kedelige kontorlokaler i storbyen, og til en gammel rustik borg ved havet.
”Lad os foreløbigt aftale det sådan” siger chefen til Arthur, og trykker ham i hånden.
Da Arthur går mod døren til chefkontoret, råber chefen efter ham: ”- og tak fordi du ikke opsiger din stilling, Arthur”.
Det havde Arthur nu ikke på nogen som helst måde tænkt sig, for han er meget tæt på et yderst interessant gennembrud i området for kunstig intelligens – et gennembrud, som vil være helt banebrydende og derfor også mange millioner af dollars værd for virksomheden – og med Arthurs navn øverst projektrapporten.



Derfor ender Arthur alligevel med at flytte sit grej – både privat og erhvervsmæssigt – til den gamle stenborg i Sydøst-Frankrig.
Med Clarise og borgens gamle tjener som hjælpere med at tilse faderen, får Arthur tid til at pakke flyttevognen, som snart triller sydpå. Arthur følger bagefter i den store familiebil, som firmaet generøst har stillet til rådighed for ham, da han blev projektleder.

Da Arthur er vel ankommet til sit nye hjem, fortæller Clarise om deres egen flytning fra Paris nogle år tidligere, da de rykkede ind på det faldefærdige vinslot.
”Mon ikke både Jean Claude og Pierre er klar med et par gode råd i den forbindelse?” smiler hun til Arthur, da han sætter de første flyttekasser ved kældertrappen.



I det samme spurter Louis forbi dem med målrettede skridt mod borgporten og den store vindebro.
”Hov hov min herre, hvor skal du hen?” råber Clarise efter ham.
”Jeg skal besøge min søster i Strasbourg” råber den senile gamle mand tilbage, mens et par underbukser flagrer fra den ene lomme i bukserne.



Som det første indretter Arthur et større rum til sit tekniske forskerudstyr.
Rummet, som ligger i det nederste kælderplan, benytter Arthur snart til de fortsatte drone- og robotstudier.
Med tiden får han også pakket sine private ting ud, og ryddet op efter moderen i borgens mange rum.
Til den opgave er den trofaste tjener Auguste en stor og uvurderlig hjælp.



Det er som om, at hverdagen hurtigt vender tilbage til borgen – og de tre faste beboere snart indfinder sig i deres roller: den ene som ny borgherre på en stor gammel borg – den anden med alle de daglige og huslige pligter som før – og endelig faderen, som for det meste sysler rundt i borggården, hønsehuset eller på værkstedet – efterhånden helt i sin egen indelukkede verden - hvis han da ikke kommer i tanker om et fjernt bekendtskab fra sine unge dage eller længst afdød slægtning, som han liiige må besøge.



I starten af sin tid på borgen besøger Arthur dagligt det nye gravsted ved kapellet, men med tiden bliver besøgene færre og færre – og timerne med studier og projekter flere og flere.
Snart er Arthur igen helt opslugt af den kunstige intelligens og en nyligt opfundet robotarm, som virkelig sætter turbo på hans fysiske formåen og arbejdshastighed ved testbænken.
Kun den senile faders velbefindende kræver et afbræk i studierne i ny og næ. Arthur har dog fundet god hjælp i Auguste’s jævnaldrende søster, som er en god og omsorgsfuld sjæleven for den mere og mere verdensfjerne fader, der kun sjældent kan kende sin søn igen – og kun yderst sjældent nævner storebroderen Ludvig.



Arthur kan ikke lade være med at more sig over, at den gamle mand dårligt har kendt eller besøgt området omkring borgen i sine yngre år – og nu pludselig har fået en voldsom udlængsel i sine senile tanker, der hele tiden fordrer ham at forlade borgen.
Først da benene bliver svagere, indskrænkes lysten til at forsvinde.
I stedet finder Louis ro og hvile på en af de mange terrasser, som findes på bygningernes flade tage.



Som et afbræk i faderens hverdag har Arthur fundet et gammelt staffeli i et af udhusene.
En dag, hvor han er tilbage i Toulouse, husker Arthur at få købt pensler og lærred med tilbage til borgen.
Det giver han til Louis, som straks går i gang med at slå nogle farverige streger på lærredet.
”Nå ja, så må det gå, som det bedst kan” tænker Arthur ved sig selv – og er igen snart opslugt af sine studier.

På vej i seng ud på natten går Arthur forbi det gamle staffeli, og opdager til sin store forbløffelse, at der faktisk er kommet et helt fint landskabsportræt ud af faderens arbejde.
Da Arthur kigger sig omkring i sommer-nattemørket, kan han svagt ane konturerne af trætoppene i den omkringliggende skov – og genkender straks de samme toppe på maleriet.
Næste formiddag får tjener Auguste besked på at hænge maleriet op i den lille festsal.

Så spændende. Alt det med robotter er du langt foran i. Jeg er først lige begyndt.

En aften, da de sidder og nyder baconsvøbte asparges, fortæller den gamle tjener Auguste om en opgave, som følger borgherren på ”Le Chateau sur la Falaise”.
Det er et anonymt broderskab, som går i arv, når man sætter sig for bordenden i borgherre-stolen, fortæller Auguste.
”Men som så meget andet her på stedet, er broderskabet også sygnet hen på det seneste” nævner tjeneren, da han rejser sig og rækker ud efter et gammelt blankt sværd på væggen.



”Hil Heracles” råber faderen pludselig højlydt, da han ser det gamle sværd blinke i aftenlyset.
Han griber sværdet ud af hånden på Auguste, og svinger det nu faretruende mod en usynlig fjende.
Inden han synker tilbage i stolen, når han at kappe toppen af en fin højstilket stueplante, som han selv havde gravet op i urtehaven.
”Hil Heracles” gentager faderen, men slipper sit tag og lader så sværdet dumpe ud af hånden og ned på gulvet ved sine fødder.
Istedet finder han et bundt pengesedler frem, og giver sig til at sprede dem ud over hele rummet.
”Det broderskab betød meget for din far før i tiden” forklarer Auguste så, og fortæller videre, at broderskabet dybest set kun har det formål at passe på og bevare borgen for eftertiden.
"Men hvor pengene kommer fra, har jeg altså ingen anelse om" smiler tjeneren.
"Det kunne ellers være skønt at vide" svarer Arthur, mens han hastigt samler pengene op omkring faderen.



Så fortæller Auguste videre om broderskabet, som Louis desværre har forsømt på det skammeligste de sidste år, men som Auguste da håber, at Arthur vil genoptage og videreføre til kommende generationer på borgen.
Han fortæller også om optagelseskrav med dans om bålpladsen i borggården og kravet om at skåle i husets cider.

Auguste kan også fortælle om hemmelige møder i broderskabet, som afholdes i gamle kutteklædte kapper.
Ved sådanne lejligheder bød borgherren altid på storslåede anretninger, og der blev skålet tæt og ofte, hvor man hyldede de Celeste slægten - og slutteligt håbede på borgens evige beståen og overlevelse.
”Og det er jo gået sådan nogenlunde indtil videre i hvert tilfælde” slutter tjeneren.
Til sidst lover Arthur, at han vil kigge på mulighederne, for at genoprette broderskabet.



Nogle uger senere har Arthur stadig ikke formået at tage sig sammen til at opsøge nye medlemmer fra området omkring borgen.
Istedet har han haft travlt i laboratoriet i borgens kælder.
Nu må han ty til den nemmeste løsning: I første omgang optager han Pierre i broderskabet.
Så er de da i hvert tilfælde to medlemmer til at sikre borgens overlevelse.

Det viser sig, at Jean Claude i forvejen ejer en gammel støvet kappe, som han pludseligt kommer i tanker om, da snakken falder på Heracles broderskabet en eftermiddag, hvor han og Pierre står med hver sin fiskesnøre i dammen på vinslottet.



”Den har jeg vistnok arvet efter min oldefar, som MÅ have været medlem af broderskabet engang” fortæller Jean Claude, da kappen dukker op på et pulterkammer i en afsides krog af vinkælderen.
”Så familien HAR altså været tættere knyttet sammen før i tiden også” konkluderer Jean Claude, inden han rækker kappen til Pierre.
”Tag du den på” siger han til sin søn, da Pierre skal til det første møde i broderskabet.
Så trækker Pierre kappen over hovedet.
"Ja ja, det er rigtig fint" kommenterer Jean Claude, da han ser sønnen i den gamle kappe, "Men jeg har også en tåbelig hat, som hører til sættet".



Desværre kan Pierre og Arthur ikke skåle i borg-cideren, da Pierre skal optages i broderskabet, for både æble- og drueproduktionen ebbede langsomt ud, da Louis blev for senil og gammel til at passe frugthaven.
”Det kan vi da ikke have” smiler Pierre til Arthur, da de istedet mødes over en flaske god rødvin fra vinslottet.
”Jeg må da vist hellere skaffe dig nogle udsøgte sorter fra vingården. Så skal vi nok få gang i produktionen igen, så du kan optage andre medlemmer i broderskabet”.
Pierre smiler venligt til Arthur.
"Så må vi nok også hellere udsætte vores dans om bålet - hø hø!" griner Pierre, for han har lidt svært ved at forestille sig, hvordan han selv og Arthur skulle valse rundt om et bål i borggården.
Det er Arthur hurtigt med på - og tænker i det samme, at Pierre da ser lige så tåbelig ud med den broderskabshat, som han selv gør.



Som sagt, så gjort.
Fjorten dage senere dukker Pierre og Jean Claude op med et ladfuld planter og rodknolde på ladet af den gamle pickup.
I mellemtiden har Arthur og Auguste fjernet de gamle buske og træer i æblelunden – og gjort området klar til de nye afgrøder og planter.
”I næste uge kommer fragtmanden med din vinbrygger. Den er gammel, men nyrenoveret” fortæller Jean Claude glad, da han langer den første spand med planteskud til Arthur.
Så går de alle tre igang med at sætte de nye planter i jorden.
I baggrunden kigger Louis til med et undrende udtryk i ansigtet.

Det bliver sent, inden de sidste planter er dækket til og har fået lidt vand og gødning.
"Skal vi nu til at have planter?" spørger Louis glad, da Arthur forsøger at forklare faderen, hvad Pierre, Jean Claude og han selv har lavet hele dagen.
"Ja, NU skal vi til at have planter" svarer Arthur - selvom frugthaven har været en del af borgens omgivelser bag ydermurene de sidste mange hundrede år - og Louis iøvrigt selv passede arealerne på et tidspunkt.



Næste efterår indhenter Pierre og Arthur det forsømte, da de skåler i årets første liflige dråber af hjemmebrygget æblecider fra familien de Celeste’s æblelund.
Træerne er stadig små, så der er kun lige nok til et par flasker af den boblende væske.
”Så kan du godt komme i gang med at finde os nogle nye medlemmer” smiler Pierre til Arthur, da han tømmer de sidste dråber i bægeret.
”Jo, jeg må se, hvad jeg kan finde ud af” svarer Arthur – ude af stand til lige at gennemskue, hvordan han skal gribe denne opgave an, når han nu stadig ikke rigtigt kender nogen i området – og i øvrigt netop er ved at lægge sidste hånd på et nyt spændende projekt.
Aftenen slutter med et spil kort, som Arthur vinder.
Under spillet lover han sig selv, at de overdådige måltider, som var en del af broderskabsmøderne tidligere, snart skal blive genindført - også selvom det kun er Arthur og Pierre, som deltager.

simsister skrev:Så spændende. Alt det med robotter er du langt foran i. Jeg er først lige begyndt.

Jamen så kan du godt glæde dig til denne her - selvom det altså er noget af en krævende opgave, at få den bygget (medmindre man naturligvis snyder lidt, for den findes også i de gemte genstande)
Ham her var en del af en månebase, som jeg lod mig inspirere til at bygge, da Bodil fortalte sin rejse til rummet.



Skulle du have en stor husholdning på 8 simmere, kan denne servo faktisk være det niende medlem af husholdningen.
Den kan også hjælpe med at bygge andre servoer og/eller gå på arbejde.
Opdater den gerne, for så bliver den rigtig cool  

Glem ikke de andre små hjælpe-bots, når du begynder at bygge robotter. (ellers er de også i de skjulte genstande!)
Du bør dog starte med at fremstille robotarmen, for så går det hurtigere med de andre genstande.

- og endelig er ingeniør-studiet jo en del af Heron instituttet, men det har du jo nok allerede fundet ud af.

God fornøjelse

- og ideen med borgen er netop, at prøve lidt andre ting med robotterne.