Et liv med musik

Nogle måneder senere udgiver bandet deres andet album – ”Songs of highland love”.
Sangen ”Molly of Glenferris” bliver et kæmpehit – en ren landeplage, som folk i alle aldre kan synge med på og danse til – og som mange kommende folk-bands kopierer.
Ja borgmesteren i Glenferris påstår endda hårdnakket, at der aldrig har været så mange turister i byen som netop denne sommer – og giver Dereks sang som argument for tilstrømningen.
”Hvis du bliver ved på denne måde, bliver Glenferris en turistmagnet for Skotland” smiler borgmesteren til Derek, da han er hjemme for at blive hyldet på rådhuset.





Albummet bliver bandets første guldplade, og sælges langt udover Storbritaniens grænser.
Det betyder, at bandet må rejse udenlands, for at tilfredsstille det stigende antal fans.
Tyskland, Skandinavien og Benelux-landene får ofte besøg af de 5 musikere, der nu virkelig mærker berømmelsens sus.



I Salzburg bliver de genkendt på en cafe, hvor de er gået ind efter en tidlig koncert i byen.
På opfordring fra cafe-gæsterne opfører bandet en improviseret version af "Miss you dad" uden instrumenter.
Selv Alan lokkes til at synge med.
Snart er cafeen fyldt med mennesker, og de må i hast skynde sig tilbage til hotellet, hvor de overnatter.
Da han ligger på sengen, og venter på søvnen, tænker Derek på det lille optrin på cafeen, hvor ALLE i cafeen sang med på sangen om faderen.



Da pengene begynder at strømme ind på kontoen, køber Derek et bedre hus i byen til sin mor og søster.
Han overtager selv barndomsgården udenfor Glenferris, som han snart lejer ud til et ungt irsk par.
Han bor nu selv i lejlighedskomplekset i Edinburgh – i en af lejlighederne ovenpå, hvor han dog kun opholder sig ganske lidt indimellem de mange koncerter.



Efter hushandlen med irerne er underskrevet, haster Derek ned på byens værtshus, hvor han har spillet så mange gange i sine unge dage.
Molly sidder allerede og venter med to skummende pints.
På bordet står også den gamle snekugle med slottet, som Derek forærede Molly for nogle år siden.
”Den har været mit kæreste eje i alle årene, men slottet venter jo stadig på en prins” smiler hun til ham.
Denne gang har Derek forberedt et godt svar.



Mødet med Molly denne dag bliver starten på et langt og lykkeligt ægteskab – og sønnen Angus et par år efter deres bryllup.
Allerede nogle få uger efter mødet på værtshuset er hun med på bandets turne, og følger Derek og vennerne rundt i Europa - til stor glæde for en lykkelig Derek.

”Men når det så er sagt, er min største oplevelse nok mødet med nogle irske gutter for nogle år siden”.
Derek ser tilfældigt Bono fra U2 backstage på en festival.
I det samme får Bono øje på Derek, og henvender sig til ham med et fast håndtryk: ”Dig kender jeg godt – du er ham spillemanden fra Glenferris med sangen om din far og hende Molly, ikke sandt?” siger Bono.
”Øh, jo” får Derek fremstammet.
”Bragende gode numre – hold ved dine rødder” siger Bono, inden han vender sig og går.
”Det skal jeg nok” siger Derek for sig selv ”– og tak”.

Da Dereks søster Meghan opsiges fra sit kontorjob ved havnen, ansættes hun som Social Media Manager for bandet.
Nu står hun for al markedsføring på Internettet og deres fanklub.
Bandets faste crew er også vokset betragteligt, og styres stadig af Alan, som er en uvurderlig hjælp, når scener skal opsættes, nedtages og fragtes til nye koncertsteder.



Manageren, som de mødte tidligere, er nu ansat til kun at varetage Seamus & Sons’ interesser – og der er nok at se til med de mange aftaler og arrangementer.
Enhver ny pladeudgivelse følges op af en lang turne rundt i Europa – for derefter at ende i studiet igen.
Bandet indspiller nu i Skotlands bedste studier – og med de bedste lydfolk og producere i branchen.

Jae, irsk folkemusik, det er "right up my alley". Hvem kender ikke: whiskey in the jar? Og Skotlands sækkepiber? "Jeg kender en skotte, han hedder Mc Arine.

Hvis ikke du kender dem i forvejen Simsister - så prøv at give Runrig et lyt.
Jeg kan ikke afvise, at der indimellem har sneget sig lidt inspiration fra dem ind i denne historie - og så alligevel slet ikke

Efter 8 plader og stor succes på de største folk-festivaler og koncertsteder i hele Europa bliver Derek og de øvrige medlemmer efterhånden trætte af det omflakkende turneliv.
Flere af dem har stiftet familie undervejs, og bliver hellere hjemme i hyggelige omgivelser, end endnu et upersonligt hotelværelse og kostbar tid væk fra familien.
I en enstemmig aftale backstage en aften i Cardiff beslutter de sig derfor for at gå hver til sit, når sommerens koncertrække er overstået.



Band-medlemmernes aktive karriere afsluttes med en forrygende tv-transmitteret afskedskoncert i Edinburgh, og en efterfølgende dobbelt live-udgivelse, som igen indbringer guld.
Det er i øvrigt Brim O’Brien Band, som er opvarmning til koncerten.



Ved årets prisoverrækkelser optages bandet i den engelske hall of fame for folkemusik.
Næste morgen er Neil og Derek på landsdækkende morgen-tv, for at fortælle om deres mange oplevelser med Seamus & Sons, samt forventningerne til fremtiden udenfor rampelyset.
Begge erkender, at de glæder sig til et efterår med familien - uden andre planer i kalenderen.
"Helt at holde os væk fra musikkens verden kan vi nok ikke" smiler Neil afsluttende til den smukke studievært.
En uge senere er han på forsiden af et par sladderblade - tæt omslynget med selvsamme vært.
Året efter er der bryllup i St Giles' Cathedral - til stor medievågenhed.



Hjemme på bandets lille kontor har Meghan rigeligt at gøre med at svare på mails fra fans over hele Europa, som begræder bandets opløsning.
Hun udstøder dog et lille forbløffet "Åhh", da den engelske premierminister også sender en hilsen, og takker bandet for mange fornøjelige timer foran højtaleren i stuen i Downing Street 10. Samtidig ønskes alle held og lykke udenfor rampelyset.
"Det må jeg huske at fortælle drengene" husker hun sig selv på.

Angus løfter fingeren, og skal lige til at sige noget til sin far, men Derek stopper ham med hånden.
"Jeg ved, hvad du vil sige" griner han til Angus.
"- Og du har ret, premierministerens brev hænger også i en ramme i studiet - ha ha".

I eftertiden søger Derek og Molly tilbage til rødderne i Glenferris området.
En varm sommerdag besøger de deres hjemegn, og kører forbi et kendt idyllisk slot i landskabet.
”Det slot har jeg altid drømt om i mine ungdomsdrømme – bare en dag at flytte ind sammen med min drømmeprins” fortæller Molly, da de kort stopper op foran slottets indkørsel.



Derek køber naturligvis slottet til sin Molly, og omdøber stedet til slægtsnavnet ”MacCallum Manor”.
”Så FIK mit slot alligevel en prins til sidst” siger Molly, og sætter snekuglen lige indenfor døren i den store foyer.



Som det første indretter Derek et topmoderne studie i slottets syd-vendte havefløj.
I slottets vest-fløj får Meghan og den gamle mor Nellie plads.
På den måde samles familien igen - med en dygtig Molly som en favnende og forstående slotsfrue.



Derek og Molly er dårligt flyttet ind, før de får besøg af den gamle musiklærer MacIllroy, som lærte Derek de første noder for snart mange år siden.
MacIllroy kigger forundret på al den nye teknologi i det nye studie.
Det bliver til et glædeligt gensyn, som først slutter langt ud på natten.



I mange år fremover er musiklæreren en kærkommen og jævnlig gæst på MacCallum Manor.
Mor Nellie synes også at live op, når han er i nærheden - og Angus bliver senere en ny nysgerrig elev, som suger til sig af musikalsk visdom sammen med den gamle lærer.
Med Molly som mellemkomst får musiklæreren snart lov til at benytte studiets instrumenter til en del af sin undervisning.

Sammen med sin gamle ven Neil fra bandet stifter Derek pladeselskabet ”Seamus Records”.



Derek er nu selv producer for nye up-coming folk-bands, som jævnligt indspiller i studiet.
På slottet er der masser af soveværelser og opholdsrum, hvor de unge bandmedlemmer kan overnatte, mens de indspiller i studiet.



Ofte er det Molly, som tager imod de forskellige bands – viser dem tilrette på det store slot, og giver gode råd undervejs i indspilningerne.
Når den første benovelse har lagt sig, er det ikke så få musikere, der har fået et kyndigt og erfarent råd med på den videre færd i karrieren.
Ja, mange unge musikere vender endda tilbage til MacCallum Manor og Molly’s støtte, hvis karrieren alligevel ikke helt udvikler sig, som man havde forestillet sig.



De fantastiske og idylliske rammer på slottet får også snart langt mere kendte navne til at indspille deres musik på stedet.
MacCallum Manor bliver med årene et knudepunkt for nyere skotsk folkemusik – og Derek og Molly kendt viden om for deres loyalitet overfor folkemusikken og store gæstfrihed overfor alle, som gæster slottet.



Hvert år i sommerferien holder pladeselskabet sommer-camp for unge folkemusikere.
Det foregår til dels i slottets park, hvor de unge holder til, og på slottet, hvor de ældre opholder sig med deres familier.
Så samles det gamle band igen, og spiller nogle af deres gamle hits sammen med de unge.
Det kommer der en række unplugged-plader ud af, hvor erfarne som uprøvede kræfter spiller sammen – ofte med en enkelt ny melodi af Derek på hver plade.
Mellem ”rillerne” oser pladerne af spilleglæde blandt de skiftende besætninger.
Mediebevågenheden overlader Derek gerne til de unge musikere, som er med på pladerne.

Man bliver altså helt nostalgisk. Jeg kunne lige et øjeblik se folkedanserne for mig.

simsister skrev:Man bliver altså helt nostalgisk. Jeg kunne lige et øjeblik se folkedanserne for mig.

…. ja og ø-lejrene

Her i Nordjylland kommer Frøstruplejren (eller Thy-lejren) det begreb nærmest.
Der vil sikkert være en del nøgenløb i sådan en Sims-verden!!

Jeg stødte i øvrigt på et kendt ansigt, da simmerne besøgte festivalpladsen senest. Her spurtede Don rundt i forgrunden. Han er vel ikke ude med snøren på fremmed græs?!:

Virkelig en flot storscene...og hyggelig historie.

”Det studie kommer jeg også til at indspille i en dag” siger Angus målbevidst.
”Selvfølgelig gør du da det – blot du holder dig fra fiskeriet” griner Derek til sønnen.
Inderst inde tænker han dog på, at han vist alligevel ligner sin far en del, når det kommer til håb og forventninger til den kommende generation.

Tak Anbodil.
- og jeg er også selv ganske godt tilfreds med den store scene, som faktisk har undergået en større ombygning, siden jeg fandt den på Galleriet. (- Og så er den endda ikke HELT færdig endnu - naturligvis!!)
Det er bare ikke særligt synligt - selv ikke hvis man sammenligner originalen med min version.
Selve scenen er gjort bredere og har fået et "plateau". Det var eks ikke helt nemt at få de to højder ordentligt forenet.
Mens selve festivalpladsen, som er rasende flot indrettet fra bygherren, nærmest står uændret, har jeg brugt min energi omkring selve scenen.
Men nu er den også fed - og som sagt næsten klar - ha ha

Åh ja! Den Don ...han kommer vidt omkring

Det gamle bands medlemmer forbliver venner resten af livet, og mødes ofte på MacCallum Manor.
Naturligvis ender band-medlemmerne ofte i studiet, hvor de liiige skal prøve nogle ting af, mens konerne hygger i en af slottets stuer imens.
Fiona, som stadig lever det frie liv som eftertragtet singlekvinde, deltager naturligvis i studiet.





Snakken falder engang imellem på at spille sammen igen, men der kommer kun en enkelt revival-CD ud af disse dage i studiet.
Til trods for en del økonomisk meget givtige tilbud efter udgivelsen, afviser bandet ethvert tilbud om at genindtræde på musikscenen.
De gæsteoptræder hver især ved sjældne lejligheder, men forsøger ellers at holde sig udenfor rampelyset.
Først da Angus debuterer som solist nogle år senere, medvirker Derek i et større børne-tv-interview, hvor han stolt roser sønnen.
"Som Angus og jeg selv har gjort det tidligere, skal man øve hver dag, være flittig, og ikke mindst tro på, at det kan lade sig gøre" råder han de mange unge tv-seere.

Det bliver også til en meget kritikerrost mini-soloplade fra Derek nogle år senere.
Efter en længere familietur til Sydamerika vender Derek hjem med hovedet fyldt af ny inspiration og toner fra den fremmede kultur – kombinationer af skotsk folkemusik og sydamerikansk folklore.
Pladen indeholder kun 5 numre, men sammenlignes hurtigt i medierne med Poul Simons afrikansk inspirerede Graceland album i sin nyfortolkning af en kulturs stilart.







Til sidst er opfordringerne så mange og kraftige, at Derek lader sig overtale til en enkelt eftermiddags-koncert på det stadion i Edinburgh, hvor bandet sluttede deres karriere nogle år tidligere.
Billetterne er revet væk på 10 minutter.



Udover Neil har Derek et par af de musikere, som han mødte i Sydamerika – og som var inspirationen til denne soloplade, med på scenen.
Koncerten indledes med: ”Ja, hvem skulle have troet, at jeg kom til at stå her igen”.



Til stor jubel slutter eftermiddagen med hele 3 ekstranumre.
Da den første strofe slås an på guitaren, træder Angus ind på scenen til en mere rockende afslutning på koncerten.
Både ”Miss you dad” og ”Molly of Glenferris” som de to afsluttende numre er væsentlig mere rockende og hurtige i tempo end oprindeligt.
”Men det klæder da begge numre at få en ungdommelig opdatering” skriver en anmelder begejstret dagen efter.

- og det gav mig da så lige en anledning til at få kigget nærmere på den der "junglepakke".
Ganske fornøjeligt i øvrigt - og har da moret mig herligt over de sydlandske dansetrin.

Det samme her. De minder mest af alt om en blanding mellem Salsa og Rumba. Men helt sikkert rigtig sjovt.

Wauw..der er fart på nu og Derek er blevet ældre....
Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på Joe Cocker...

HA - Joe Cocker!!
Jovist er Derek blevet ældre, men det er nu heller ikke det mest heldige billede denne gang, for han er faktisk stadig en nydelig simmer - selv på sine gamle dage.
Dermed også indikeret, at denne del af historien vist snart er forbi