Et liv med musik

”Men far – hvornår blev du sådan rigtig berømt?” spørger Angus.



Derek kigger skeptisk på stueuret.
"Please far - bare lidt mere" beder Angus.

For at tilføje bandet en optimal lyd, optages Fiona som femte medlem.
Fiona, som stammer fra det nordligste Skotland, forlod universitetet sidste år, men har allerede spillet med bandet flere gange i parken – og været gæstesolist ved gigs på byens værtshuse.



Fiona er lidt af en multi-kunstner, og kan således spille flere instrumenter - mest som backing.
Hun har også en dejlig blød korstemme, som Paul falder for med det samme – som han er faldet så mange gange tidligere!!
Med udvidelsen af bandet vælger de også at skifte navn til ”Seamus & Sons” – sådan for at ære Dereks afdøde fader.
Ved samme lejlighed prøver de også at finde en ny tøjstil - foreløbig uden held.
De spiller nu fortrinsvist på større pubber og spillesteder i Edinburgh - og kun sjældent på mindre barer.



Med Fiona i bandet og den gennemgående evne til at beherske flere instrumenter blandt medlemmerne, kan de nu spille i flere forskellige opstillinger - en absolut fordel i forhold til valg af melodier.



I sommerferien får bandet et længerevarende job om lørdagen på ”The old Music Factory” – et af Edinburghs større etablissementer med fast live-musik – og absolut et af byens hotte in-steder, hvis man vil lytte til god pop- og folkemusik i alle afskygninger.



The old Music Factory har tidligere været arnested for up-coming bands, der er blevet spottet, og sidenhen har skabt sig en større karriere i ind- og udland. Således mødes producere, agenter, booking-chiefs, label-managers og andet godtfolk fra musikverdenen ofte på ”den gamle musikfabrik”.
Jobbet er forholdsvist velbetalt, og giver en god og fast indtægt til bandmedlemmerne i Seamus & Sons.
”Du behøver ikke at sende flere penge” skriver Derek derfor i et brev til moderen.

Alle på nær Paul har fundet arbejde ved siden af musikken – Derek som medhjælper i en af Edinburghs mange musikforretninger ”Alan Ferguson’s piano and guitars”, hvor han en gang imellem oplever, at specielt kvindelige kunder i alle aldre kommer ind for at høre ham demonstrere et instrument for dem – og så alligevel ikke ønsker at købe det bagefter.



En dag må han brødebetynget beklage overfor butikkens indehaver, da Derek kigger opgivende efter endnu en kunde.
”Jeg forstår det altså ikke chef – uanset hvor meget jeg anstrenger mig og spiller for dem på instrumenterne – så sælger jeg altså ikke ret meget”.
”Ha ha - det er sq da dig, de kommer for at høre Derek” griner butiksbestyreren Alan til ham.
Set i bakspejlet kan Derek godt se dette som en plausibel forklaring, for kunderne beder ham ofte, om at spille Creedence Clearwater-sangen.
”Men bare rolig – de kommer ofte igen, så din tilstedeværelse er alligevel et aktiv for butikken” smiler Alan så til ham.



Alan, som tidligere var lydtekniker for et af Skotlands store bands, bliver snart en rigtig god ven af hele bandet – og en evig kilde til viden om de rette instrumenter og teknik.
Dem kan Derek og de andre så købe billigt i musikbutikken, når de har sparet pengene op.
Alan formår også ofte at finde billigt lys- og lydudstyr i sit gamle roadie-netværk, når andre bands opgraderer og køber nyt.
”Prøv det nu lige først, så vi kan se, om det virker” siger Alan ofte til Derek, når Alan igen har handlet noget udstyr ind til butikken.
Så låner Seamus & Sons udstyret til deres små koncerter, hvor lyden bliver bedre og bedre – og de første brugte spots og projektører snart er en del af bandets faste setup - venligst udlånt af Alan.



Oftere og oftere tager Alan med ud, når bandet skal optræde denne vinter.
Så står han ved mixerpulten, og styrer det støt voksende antal projektører og højtalere.
Når koncert-pengene skal fordeles, betakker Alan sig dog altid.
”Det er kun dejligt at kunne hjælpe sådan nogle friske unge mennesker som jer – og savsmuldet i manegen kan stadig trække i sådan en gammel cirkushest som mig” griner han til dem.
Her øver de til en af vinterens få udendørs koncerter:





En aften lige før lukketid, kommer en lokal impresario ind i musikbutikken.
Han spørger efter Derek, og bliver henvist til butikkens lager, hvor Derek er ved at rydde op.
Impresarioen spørger Derek, om bandet vil være opvarmning for det kendte Brim O’Brien Band, som skal spille på sommerfestivalen ved Stirling Castle et par uger senere.
”Jeg har hørt i byen, at I har en god lyd og et genialt koncept med de gamle melodier, som folk kender” argumenterer han.



De kommende dage øver bandet som aldrig før.
Som en del af deres betaling, har de lånt den gamle musikfabrik om morgenen, inden de skal møde på job.
Det hænder også, at Alan dukker op, og kommer med gode råd til deres performance eller styrer lyden.

”The old Music Factory” er en virkelig flot scene

Tak  MonaSolstraale.
- dog ikke særligt pæn udenpå, da det ikke var nødvendigt for historien - men faktisk slet ikke så tosset indvendigt.
Til at starte med, var det en lille udendørs scene fra Galleriet, som jeg selv har bygget fabrikken rundt om - en lille fornøjelig søndags-bygge-oplevelse.

Det er sjovt, som du kan bruge scenerne fra skuespil karrrieren. Det må jeg overveje selv fremover.

Er de fra skuespil karrieren?
- tænk det vidste jeg ikke engang.
Det meste er fundet på galleriet - og ombygget mere eller mindre.

Nej, ikke som sådan fra karrieren, det er nok forkert formuleret. De kan jo fås, bare man har Bliv Berømt.

Meget flotte scener, og det er da det utroligste du kan bruge den kran til...haha

Ja ja - en gammel fabrik kan SAGTENS indeholde endnu en kran

Selvom det kun er som opvarmning, er band-medlemmerne alligevel meget spændte på den forestående optræden. Hovedscene-størrelsen, som trods alt ikke er en af de største, er alligevel noget større end hvad de er vant til fra byens spillesteder.
De får en kort velkomst af impresarioen – og bliver derefter bedt om at gøre klar sammen med lydtekniker-crewet.
”Vi har ikke så meget tid – så skynd jer drenge” råber impresarioen efter dem, da han rejser sig fra keyboardets stol, og forlader scenen.



Lige inden de går på scenen, trækker de i det nye outfit, som moster Lorna, Nellie og Alan har splejset om.
”I skal da se ordentlige ud, når I skal optræde sammen med Brim O’Brien” sukker Nellie, som er en stor beundrer af den skotske folkesanger.
"Jamen mor, vi ser ham nok ikke engang, når vi skal spille før han går på scenen" forklarer Derek.
Men Nellie er ligeglad. Hun synes stadig, at det nye tøj er en god investering.
"Du skal nok få det hele igen en dag - med renter" lover Derek så sin mor, men Nellie hører vist ikke ordentligt efter.
Istedet beder hun Derek om at få fat i en autograf, HVIS han nu alligevel skulle møde Brim O'Brien.



Det bliver desværre en meget nervøs performance – specielt af den nye violinist Fiona, som ikke helt rammer tonen denne aften.
Men publikum er alligevel begejstrede for deres optræden. Det kan man tydeligt mærke.
Helt ekstraordinært giver impresarioen dem lov til at spille hele 3 ekstranumre – selvom det forsinker hele programmet en smule.
”Super god energi” skriver en lokal anmelder i avisen den næste dag.
”- og så er de jo her fra omegnen”.





Festivalarrangøren, som har fået et afbud i sidste øjeblik, og ikke kan finde en erstatning med så kort varsel, tilbyder dem at spille igen - denne gang på festivallens lille scene to dage senere.
”Det lyder jo til, at folk her på egnen kan lide jer” smiler han til dem.
Med denne helt ekstraordinære chance bliver de enige om at give den fuld gas – at de simpelthen SKAL spille meget bedre alle sammen.



Den aften spiller bandet sin hidtil bedste koncert nogensinde.
Neil’s underlæggende keyboardspil er af meget høj klasse, og Derek rammer tonen som aldrig før.
De slutter koncerten med et af deres nye stille numre - skrevet af Derek – om savnet af sin afdøde far, som forsvandt på havet - ”Miss you dad” – til et ildhav af tændte lightere over hele den propfyldte sceneplads.

Weekenden efter, da Derek er hjemme i Glenferris, giver han Nellie den ternede vest, som Brim havde på til hoved-koncerten.
Vedlagt er også et signeret billede af folkemusikkeren, hvor der står "Dearest Nellie. Your son is a fantastic musician. Best wishes from Brim".
Det billede forbliver et kært eje i Nellie's skokasse under sengen resten af livet.

Man bliver jo helt varm om hjertet

Ved koncerten får Derek i øvrigt øje på Molly blandt publikum, da han er på vej ned af scenen.
Hun vinker til ham – og han når lige at vinke igen, inden hun forsvinder i en kreds af mennesker.
Derek leder desperat efter hende på hele festivalpladsen det meste af natten, men må til sidst erkende, at anstrengelserne er forgæves.
Molly er som sunket i jorden.



Backstage møder de andre i gruppen en manager fra et af festivalens andre bands.
Han inviterer dem til at indspille det nye nummer til en opsamlingsplade fra festivalen.
Indspilningen skal foregå i et af Edinburgh’s mindre lydstudier.
”Jeg ville ønske, at han kunne se mig nu” tænker Derek, da han står ved mikrofonen i studiet, og synger sangen om faderen.



Pladen bliver en moderat succes, men Dereks melodi om faderen får en hel del opmærksomhed på lokalradioerne i hele Skotland, som jævnligt spiller det melodiøse folkemusikstykke.
Hjemme i Glenferris tudbrøler Meghan og Nellie, da radioværten fortæller om baggrunden for denne smukke ballade, som nærmer sig hitlisterne.
Meghan må trøste sin mor, og huske hende på, at sangen jo efterlader et fint og evigt minde om Seamus.

Da året er omme, sniger sangen sig ind på en 23. plads på Skotlands Top30 – flot klaret af et musiknummer med folkemusik-rødder.
I løbet af foråret kravler den et par pladser op, men forsvinder så igen.



Sangen har dog skabt en del opmærksomhed, for de bliver jævnligt kontaktet af flere producere og pladeselskaber, der vil høre, om de har flere sange klar.
Det kan Derek og Neil bekræfte.
Faktisk har bandet øvet på mindst 8 nye melodier, og er igen inviteret til at deltage på festivalen ved Stirling – nu med deres eget navn blandt plakatens lidt mindre bands.
Da endnu en vellykket koncert er forbi, kommer en af branchens største managers hen til Derek med et kontraktforslag i hånden.

”Den har jeg set” siger Angus til sin far.
”Det er den, som hænger i rammen i studiet ikke sandt?”
Det bekræfter Derek med et nik.
”Du får resten af historien i morgen” lover han sønnen.
”Men nu ER det altså sengetid”.



I de sidste minutter af dagen, hvor han forsøger at falde i søvn, tænker Derek tilbage på kontraktunderskrivelsen og indspilningen af deres første selvstændige plade.
De fleste af numrene har Derek selv skrevet – andre har Neil også haft stor indflydelse på.
Endelig rummer pladen også et nummer af Paul og Scott.

Heldigvis fastholder produceren deres velkendte folkemusik-lydbillede – uden at ændre væsentligt.
Det er tydeligt, at alle instrumenter står langt renere i klangen, og sangstemmerne virkelig får dybde, da først de dygtige studiefolk giver sig i kast med materialet og de indspillede lydspor.
Da rå-sporet til pladen bliver spillet for bandet for første gang, bliver de alle synligt forbløffede.
”Jøsses” udbryder Paul ”Kan vi virkelig lyde SÅ godt.
Producenten ler hjerteligt, og giver medlemmerne et klap på skulderen.
”Bare vent gutter – vi har gang i noget MEGET stort her” udbryder han begejstret.



14 dage senere spilles pladen for første gang på den landsdækkende Radio Skotland, og ligger klar i julehandlen over hele landet.
I januar må pladen genoptrykkes i tre gange så mange eksemplarer.
Pladen sælges nu også så småt i resten af Storbritannien.
Ugen efter opsiger bandmedlemmerne deres jobs.
Samtidigt lejer Alan musikbutikken ud til sin førstemand, så han selv kan koncentrere sig om jobbet som bandets alt mulig mand og koordinator.

Skøn historie
Jeg kommer til at tænke på to lærere fra min gamle arbejdsplads. De spillede med deres gruppe på en personalefest for et beskedent beløb, for små 10 år siden.
I dag er de et stort navn, der har spillet på Orange Scene mere end en gang.
Desværre skiltes vores veje før det for alvor tog fart, men det har været sjovt at følge deres rejse fra Sidelinien

Hyggelig historie. Flotte billeder.
Somme tider spekulerer jeg på om hvor meget tid du bruger på byggeri/opstilling og hvor meget du egentlig bruger på spillet.

Flot studio....Du er bare så go til at understøtte dine historier med fantastiske bygningsværker. Også en rimelig realistisk beskrivelse af berømmelsens trinstige i ældre tid.....haha. I dag foregår det jo ofte på en hel anden måde....

Sighubert skrev:

Hyggelig historie. Flotte billeder.
Somme tider spekulerer jeg på om hvor meget tid du bruger på byggeri/opstilling og hvor meget du egentlig bruger på spillet.

Ha, det er nærmest spot on i forhold til min tilgang til Sims, Sighubert - ALT for meget byggeri, som oveni ofte griber om sig, selvom det slet ikke bliver synligt på billederne.
Men jeg kigger nu lidt anderledes på det, og tænker, at jeg sparer en masse tid, hver gang jeg kan finde noget brugbart på nettet.
At det så oftest bliver til langt mere "bygge-bygge" på den downloadede grund, er en helt anden historie.

På et tidspunkt længere fremme i historien dukker det smukke Waddesdon Manor op igen - nu med en fin tilbygning bagest med lydstudie.
Det tog næsten en hel dag at få det implementeret sammen med resten af slottets flotte stil.
Men det var en rasende spændende proces, selvom det som sagt næsten tog hele dagen - inklusive et par ombygninger undervejs.
- og sådan går tiden nemt - heldigvis med det der interesserer mig mest i spillet.

Tak Bodil - lad os se, om vi ikke når sådan nogenlunde op i nutiden, inden vi er færdige

- og det KUNNE da være superfedt at bygge Orange Scene, MonaSolstraale, men jeg har en anden spændende grund i støbeskeen til afslutningskoncerten længere fremme.
(Men wow, sikke en finale det kunne blive på historien - at spille lørdag aften/nat i Roskilde!)

Tak for jeres kommentarer (suk, hvor ville jeg gerne have en band-pakke snart!!)

VinceDjansen skrev:

Tak for jeres kommentarer (suk, hvor ville jeg gerne have en band-pakke snart!!)

Det ser godt nok ud til, at du klarer dig helt fint uden. Men det lyder nok ikke så godt jo.

Jeg vil også gerne have en bandpakke.... det er virkelig et savn

simsister skrev:

VinceDjansen skrev:

Tak for jeres kommentarer (suk, hvor ville jeg gerne have en band-pakke snart!!)

Det ser godt nok ud til, at du klarer dig helt fint uden. Men det lyder nok ikke så godt jo.

Tak Simsister, men koncerthøjtalere, en gammeldaws gulvbas, elektriske guitarer og ordentlige spilbare trommer ville nu klæde historien - og ikke mindst evnen til at spille sammen i stedet for kun at øve hver især.
- og så masser af tilskuere foran scenen, som også er noget problematisk på nuværende tidspunkt.

”Hvad er din største oplevelse i din karriere?” spørger Angus sin far, da de mødes i slottets køkken næste formiddag.
”Det er mødet med din mor” smiler Derek, og fortsætter så sin fortælling om en regnfuld koncert i Glasgow nogle år senere.
”På det tidspunkt er vi på vej op ad folk-poppens rangliste – og hovednavn til en koncert på pladsen foran byens rugbystadion”.
”Jeg vil skyde på, at der var 30.000 mennesker samlet foran scenen den aften”.

Derek var egentlig halvsløj og trist til mode inden koncerten.
Det var tredje aften på en uge, at de skulle på scenen – igen i øsende regnvejr.
”Så jeg hang noget med skuffen, vil jeg godt indrømme”.
”Jeg sad faktisk i VIP-teltet backstage og tænkte på at skrive en sang om mit elendige humør, da jeg i stedet bestemte mig for at tage noget frugt fra buffeten”.

”Desværre var fadet tomt, så jeg henvendte mig noget slukøret ved bardisken” erindrer Derek tydeligt, og fortæller, hvordan han satte sig på en barstol, og kaldte på en servitrice, som stod bag baren - med ryggen mod Derek.
”Da hun vender sig om, glemmer jeg alt omkring mig, for der står din mor Molly – så smuk som aldrig før – og så alligevel nøjagtig som jeg kunne huske hende hjemme fra Glenferris”.



”Jeg må have set virkelig overrasket ud i hovedet, men hun smiler bare, og hilser på mig som det mest naturlige”.
”God aften spillemand - hvad kan jeg hjælpe sådan en kendis med?” spørger Molly med et smil.
”Nårh – sådan kendis er jeg nu ikke” forsøger Derek at smile tilbage.
”Står der ikke 30.000 mennesker derude i silende regnvejr, og venter på, at du går på scenen?” spørger hun.
”Nej, at BANDET går på scenen” præciserer Derek, mens han kigger ind i Mollys fortryllende ansigt.



Om natten begynder Derek på sangen, som skal vise sig at blive bandets helt store hit af egne sange – nu med en langt gladere tekst og melodi end før han gik i baren.
Sangen fortæller om et pludseligt og tilfældigt møde mellem to mennesker – to, som kender hinanden fra deres ungdom, og nu mødes igen.
Sangen baserer sig delvist på mødet med Molly og en lang og positiv snak i barteltet, mens regnen siler ned udenfor – kun afbrudt af to timers koncert, hvor bandet igen performer fantastisk.
Da de skilles, har Derek en ny aftale med Molly, når han vender tilbage til Glenferris-området.



Resten af turneen forløber fantastisk.
Allerede ved næste turne-stop er solen igen på himlen.
Det er tydeligt, at folk kan lide deres musik, og synger med på sangene, som nu fortrinsvist er egne kompositioner.
Dereks tanker er dog et helt andet sted.
Til gengæld vælter nye sange frem i hovedet hele tiden – ofte med forelskelse og hjemve som tema.
”Du er vel ikke ved at blive sentimental?” griner Neil til ham efter en koncert.
Så smiler Derek forlegent.