Et liv med musik

Derek flytter ind i kælderværelset hos moster Lorna og hendes samboende i et lejlighedskompleks på hovedvej A901 langs havnen – lige i udkanten af bydelen Leith i Edinburgh.
Neil er heldig at finde et loftskammer ikke langt derfra.



På de første dages musikundervisning på universitetet opdager Derek hurtigt, at der er mange andre fantastiske musikere, som er elever på College of Art.
Han har valgt at studere guitar, sang, komposition og produktion, og opnår i sin tid høje karakterer i alle fag.
Til julekoncerten det andet skoleår spiller Derek en solo på guitar, og synger på gælisk – en sang fra kladdehæftet, som i mellemtiden er blevet erstattet af en computer på universitetet.
Blandt publikum er moderen og storesøster Meghan, mens faderen er på havet.



”Hvor var du bare god bror – bedre end alle de andre” roser Meghan efter koncerten.
Også andre forældre kommer med rosende ord til Derek og Nellie.
”Ham kan I godt være stolte af” eller ”Han MÅ da blive til noget indenfor musikken” siger mange.
Selv skolens rektor benytter en kort stund til at trykke Nellie i hånden.
”Jo, han er bestemt en af vores dygtigste elever på den musiske linje, og skal nok blive kendt i Edinburgh”.

Skønt med lidt fra historien.  Men øhh..hvorfor skal han ikke på musikkonservatoriet??? Og hvor pokker ligger den grund henne:scratch:
Nåhh måske den ligger i San Myshino...De grunde er jeg ikke helt bekendt med...

I sin fritid bruger Derek en del tid sammen med kammeraten Neil.
De to gutter tilbringer meget tid sammen i kælderværelset, hvor mange store internationale hits fra pop og rock bliver omsat til folkemusik-toner på guitar og keyboard.
Det har de meget morskab ud af.





På universitetet finder de sammen med Scott og Paul i et band.
Scott spiller trommer, og Paul en forrygende violin. Dermed er setup’et i bandet foreløbig komplet med violin, keyboard, trommer og guitar.
Da to af medlemmerne jo kommer fra nogenlunde samme område, vælger de at kalde bandet for ”Glenferris Band”.
”Aj, virkelig originalt drenge” driller Meghan, da hun overværer en af deres øve-aftner – men giver alligevel "highfive" til sin lillebror for endelig at have lavet et band.



Som ophavsmand til det eneste eget sang-materiale, som de råder over på nuværende tidspunkt, er Derek den naturlige leder af bandet – og synger også for, når de øver.
Folkemusik bliver det altoverskyggende repertoire – og en stil med genfortolkninger af de gamle internationale hitmelodier, som spilles med et folkemusik-twist.
De sniger sig ind og øver på universitetet om aftenen, hvor døren er åben for dramaklassen.







Moster Lorna forbarmer sig dog over drengene, og lader dem rydde et depotrum i kælderen, så bandet oftere kan øve sammen.
”Hvis I kan sælge de gamle møbler dernede, er halvdelen af pengene og rummet jeres” siger hun.

Det gamle kvarter til moster Lorna's lejlighedskompleks og kunstnerkvarteret for universitetet i San Myshuno - ganske rigtigt set Bodil.
Umiddelbart er College of Art en del af universitetet i Edinburgh - og fint nok i første omgang til denne historie.
Musikkonservatoriet er i Glasgow - lidt for langt væk hjemmefra for en ung knægt!!

Dejlig historie
Nu savner vi bare at Simmerne kan spille sammen igen

NB: Jeg kommer til at tænke på "Kræn Bysteds" som vi lyttede meget til da jeg var ung. Siden dannede Bandets sangskriver Lars Lilholt jo sit eget band der stadig holder fast i folkemusik rødderne.

Godt sat sammen Vince.

Men hvor har du fundet trommerne? Jeg synes ikke lige jeg er faldet over dem!

Ja super i scenesat!!

Jo, det kunne da sagtens være sådan lidt Kræn Bysteds eller Lilholt over historien, men ellers overvejede jeg længe, at fortælle historien i et Runrig-lignende perspektiv, for dem har jeg altid holdt meget af.
Jeg kan heller ikke helt afvise, at der er et hint hist og her til deres lange og flotte karriere.
Selvom Runrig lige har lagt turnelivet på hylden efter mere end 40 år, tror jeg nu ikke, at de fik samlet penge nok sammen til Waddesdon Manor!
Nu bliver det derfor denne historie ud af ren fantasi.

- og det VILLE da fantastisk MonaSolstraale, hvis en af årets pakker var en band/gruppe-pakke, for den tror jeg, at vi er mange som venter på. (Så må den godt snart dukke op, inden jeg kommer FOR langt ind i mine kompromisser!)
Fuld gas med små og store scener, øve-aftner, pladeindspilninger, TV-optræden, videoer, instrumenter som også harmonika, fløjte, trommer, el-guitar, bas og lignende.
- og så evnen til at spille sammen naturligvis
Det ville være verdensklasse.

Trommerne er et mod, og fungerer desværre kun som en siddeplads, Sighubert.

Alle 4 fra bandet hjælper til med at slæbe de gamle møbler op på fortovet fra kælderen - og senere hen på markedspladsen, godt hjulpet af en lånt trækvogn.
De ender med at sælge hovedparten af møblerne til en marskandiser, som egentlig kun har kig på et par reoler og et gammelt sofabord.
Da drengene fortæller, hvorfor de skal have solgt det hele, forbarmer marskandiseren sig over dem, og køber væsentlig mere.



”Så vil jeg også have en sang til at slutte handlen af på” siger han til Derek, da pengene skifter hænder.
”Det skal du få” svarer Derek, og begynder straks på første linje af ”Auld lang syne”.
I anden linje istemmer de 3 andre i en smuk acapella udførelse af den gamle klassiker.
Det varer ikke længe før næsten hele markedspladsen har fokus rettet mod de 4 unge mænd.
Da sangen er slut, klapper alle af dem.



Forrest i kredsen om dem står en ældre dame med tårerne trillende ned ad kinderne.
Derek går hen til hende, for at beklage, men damen ryster bare på hovedet.
”Nej nej, unge mand – dette er glædestårer, for SÅ smukt har jeg ALDRIG hørt den sang sunget før”.
”Så det skal I sandelig kun have tak for”.
Samtidig køber hun et vakkelvornt vitrineskab, som marskandiseren har efterladt.
I løbet af en halv time er alle møbler solgt.
”Jøsses, det var dog alligevel utroligt, hvad musik kan gøre” udbryder Neil, da han hjælper det sidste møbel op på en trailer.
”Ja, det bliver spændende, hvor meget sang der er på næste marked” griner Derek.



De tilbringer resten af eftermiddagen og aftenen på markedspladsen, hvor de spenderer lidt af de nytjente penge på et måltid mad.



I forhold til pigerne er det klart Scott og Paul, som er mest "fremme i skoene" - og Neil, der kun tøvende deltager, når der er piger i nærheden.
Derek er nærmest direkte afvisende, når piger henvender sig til bandets medlemmer.
"HVIS nu han en dag skulle gense Molly" tænker han altid, og får et klart billede af hende på nethinden.

Denne aften falder både Scott og Paul i snak med et par af pigerne på markedspladsen.
Ja, Scott forsøger sig indædt hos Burito-bodens bestyrer det meste af aftenen, og slutter med at give hende en lille afskedsgave, da hun lukker boden.
Han giver hende en lille skulptur, som han har købt samme eftermiddag.
"Var den ikke til øvelokalet?" spørger Derek, da pigen alligevel vælger at tage hjem.
"Jo, det VAR den" svarer Scott med et smil, mens han kigger efter hende.



Paul forsøger sig ihærdigt hos en smuk, men lidt kedelig og indesluttet pige, som han tilfældigt støder på ved den levende skulptur.
Lige da han føler, at hun åbner lidt op, og er modtagelig for hans charme, vender hun rundt på hælen, og forsvinder ud af markedspladsen.
"Så udover pengene gik vi alle tomhændet hjem" driller Derek, da de trætte når tilbage til moster Lorna's lejlighed.

Da bandet tæller pengene sammen, er der lige nøjagtig nok til at købe deres første 10 kanals mixerpult og et par brugte højtalere til kælderrummet.
De går straks i gang med at rengøre og indrette det støvede kælderrum, som inden længe bliver bandets faste base og øvelokale.



Med produktion som linjefag på universitetet, gennemskuer Derek snart brugen af pulten, hvor de nu kan indspille de første melodier - ganske vist i en dårlig kvalitet til at starte med, men det skal snart blive bedre.

En eftermiddag, da Derek træder ind i baggården efter universitetet, står hans far i gården og tager imod ham.
”Jeg var i byen alligevel, og syntes lige, at jeg ville kigge ind” bliver undskyldningen for en lang snak om familie, gamle indgroede og underforståede traditioner, samt en gammeldags holdning til børns opdragelse og forældres forventninger.
Flere gange undervejs undskylder faderen for sin manglende opbakning.
”Det skal du ikke undskylde” forsøger Derek, men faderen fastholder.



Da Seamus gør klar til at tage hjem til Glenferris, viser Derek det nye musiklokale i kælderen for ham. Fra det lille lydanlæg spiller Derek et stykke af bandets seneste lydbånd – en nyfortolkning af Loch Lomond melodien for faderen.
”Det er rigtigt godt min søn – og jeg ønsker dig held og lykke fremover” smiler Seamus stolt til sin søn.
”Jeg glæder mig til at fortælle din mor om dine fremskridt og bandet”.
Så giver de hinanden en krammer, og Derek beder faderen hilse derhjemme.

Rigtig gode, store og detaljerede billeder til at underbygge historien

Godt at faderen endelig har "set lyset".

Udover deres undervisning på universitetet, spiller Glenferris Band nu små gigs i parken og på lokale værtshuse og pubber.
Det giver lidt håndører på lommen, som omsættes til bedre instrumenter og mere lydudstyr.
I parken starter det som et par enkelte guitarer omkring bålet, men efterhånden strømmer flere og flere elever fra de kreative fag på universitetet til parken.
Efterhånden får de genetableret en gammel scene midt i parken, som ikke har været brugt de seneste år – og derfor er forfaldet.
Ved fælles hjælp blandt de studerende sættes scenen nu i stand, så den igen kan benyttes til små sessions.



Flere og flere unge strømmer til parken henover sommeren – også andre musikere fra skolen, så underholdningen nemt fylder en hel fredag aften med skiftende grupper på scenen.
Bad Moon Rising bliver Glenferris bandets kendingsmelodi, og slutter oftest enhver sammenkomst.
Så spiller alle med, som har medbragt et instrument.



Mod slutningen af sommeren er det helt tydeligt, at de fire gutter virkelig har fundet samklangen i bandet, for de spiller ganske enkelt forrygende sammen.
Sikkerheden i deres repertoire giver plads til improvisation og soloer, så alle blandt et voksende publikum hujer med, når Glenferris Band indtager den lille scene.
"Hold da op, det var verdensklasse" udbryder Derek en aften, hvor de har været på scenen i over en time - opildnet af et taktfast publikum, som bare vil have mere og mere.
"Det bliver STORT det her" svarer Paul, og kigger viljefast på de tre andre.



"Det kan jeg kun give jer ret i" hører de en stemme bag dem sige.
Det er en kendt radiovært fra "Voice of Edinburgh", som har overværet deres optræden.
Han inviterer bandets medlemmer til radiostudiet den kommende uge, hvor han vil interviewe bandets medlemmer i morgenprogrammet "Good mornin' young Edinburgh".
Det takker de naturligvis ja til.



For de sidste spareskillinger i bandets pengekasse køber de 4 ens trøjer, som de tager på den morgen, hvor de skal møde ind i studiet.
Da de mod slutningen af interviewet bliver spurgt, om de drømmer om at blive store stjerner, svarer Derek, at det vil være helt fint, hvis de bare bliver sådan lidt små-store.
Derefter spiller de igen den gamle Creedence Clearwater sang, som de kan så godt - denne gang live i radioens morgen-sendeflade.

Eii hvor godt i scenesat....det næste bir vel de kommer i fjernsynet....haha

…… eller de åbner Orange Scene på en Festival

Anbodil skrev:Eii hvor godt i scenesat....det næste bir vel de kommer i fjernsynet....haha

Ja, jeg venter også spændt på at se dem i X Factor eller Voice.

I en frygtelig efterårsstorm, hvor havet pludselig rejser sig, omkommer Seamus i en drukneulykke sammen med 2 andre fiskere fra Glenferris.
Begge Dereks brødre redder sig i land, men sorgen er naturligvis stor i den lille fiskerby, hvor alle kender hinanden.
På ønske fra Nellie og de to andre familier spiller Derek et nummer på violinen til begravelsen – med tårer i øjnene.
Nummeret er naturligvis Loch Lomond.

Du godeste... hvor dramatisk! Var det virkelig hans tid allerede???

Nej hvor trist   ..... Hvor var det godt han nåede at give sønnen anerkendelse inden

Derek er hjemme ved familien, så ofte det kan lade sig gøre gennem efteråret og vinteren.
Det er dog som om, at man i en by som Glenferris forbavsende hurtigt vender sig til et skibsforlis blandt havnens fiskerflåde, og de skæbner, som det nu engang medfører – at man har affundet sig med den risiko, som et liv på havet kan medføre.
"Jo jo, det skal nok gå alt sammen" som søster Meghan udtrykker det.



Derek føler snart, at hans mor Nellie klarer sig forbavsende godt gennem tabet af sin mand.
Der er ikke gået mange uger, før hun genoptager tøjvaskeriet for byens andre borgere. Det er nærmest som om, at hun påtager sig langt mere arbejde, end Derek husker hun kunne klare tidligere.
”Måske er det hendes måde at bearbejde sorgen på” tænker han.



For sit eget vedkommende kan Derek godt mærke, at han stadig føler en underlig trykken i maven, når tankerne falder på hans far, og de oplevelser, som de havde sammen – på godt og ondt.
Han kan nogle gange tænke, hvor meget bedre han ville have været musikalsk, hvis faderen havde bakket ham op fra starten, og støttet hans karrierevalg.
Modsat glæder han sig også over, hvor stolt faderen var, da Derek viste ham øvelokalet i kælderen hos moster Lorna.



Når disse tanker flyver gennem Dereks hoved, skriver han nogle løse notater i kladdehæftet med de gamle sangtekster – ting, som han ikke lige kan finde det rette svar på i forbindelse med faderens bortgang.
”Så må det give mening en dag – eller indhold til en melodi” tænker han – og får af den vej parkeret nogle af sine sorg-stunder.
Han kan også finder på at tage sin fars gamle violin frem, når han er på weekend-besøg i Glenferris.
Så spiller han nogle usammenhængende strofer.
Fra døråbningen til det lille musikrum i barndomshjemmet smiler Nellie til ham.
”Hold fast i musikken min dreng – om ikke andet, så for min skyld”.
Det lover Derek, og giver Nellie et kram.

Den efterfølgende sommer forlader både Derek og Neil universitetet med rigtigt fine karakterer i de fleste fag.
Da de er færdige med den afsluttende eksamen , synger de en sang på trappen til universitetet.
"Tak for denne gang du støvede universitet - væk er bøgerne, og alt det der er sket - måske mødes vi aldrig igen - så tak for denne gang min gamle ven".
Så griner de begge, og råber et højt hurra for hinanden.
"Så starter livet" råber Neil ud over forpladsen til universitetet.
"Så starter livet" vedkender Derek, og giver Neil en albue i siden.
Nellie ser hovedrystende til, men er alligevel stolt på sin søns vegne.



Med de mange småjobs i kalenderen, som bandet efterhånden har fået, vælger de begge at blive boende i Edinburgh, så de kan fortsætte med at underholde og spille musik.
Heldigvis lader moster Lorna Derek bo i kælderlokalet, mens han søger efter et job.

Gode betragtninger over et liv i pagt med en barsk natur, hvor døden er en del af prisen.
Jeg er spændt på hvad du nu har i ærmet