S.S. Martha - sådan gik det sidenhen

Nja..men der er vel stadig Led Zeppelin og Manfred manns Earth Band og The Suprimes for at vælge nogle...og så er der alle de nye bands som opstår netop i slut 60erne og begyndelsen af 70erne....hm hmmm. En tid med fantastiske musikprivilegier..

Vinteren 1970-1971
Sigvardt får job på brødfabrikken, når han ikke er ude at sejle.
Han hjælper i produktionen og kontrollerer kvaliteten af fabrikkens produkter i stedet for Viggo.



Sigvardt fortsætter med at eksperimentere med retter til grillen, og kommer på mange nye opskrifter, som han skriver ned i sin lommebog.
Har han ikke lige lommebogen med sig, kan håndryggen, brugte servietter, bagsiden af en kvittering - ja selv et stykke toiletpapir bruges til notater.

Sigvardt besøger jævnligt Brovst og Knud på møbelfabrikken.
Indimellem kommer han også med gode forslag til grill-tøndens udformning.
Det er således Sigvardt, der kommer med forslag til indirekte varme til stegning af større stykker kød.
Brovst klør sig i nakken, og kigger på grillen foran sig.
"Det bliver skisme ikke helt nemt i sådan en tøndeform" vurderer Knud.
"Men måske er det også ved at være tid til at give hele modellen en ny overvejelse".

Altså, jeg er stadig næsegrus af beundring for de miljøer du er i stand til at fremtrylle. Ikke som f.eks. mig, der "bare" tager billeder i mit spil.

simsister skrev:Altså, jeg er stadig næsegrus af beundring for de miljøer du er i stand til at fremtrylle. Ikke som f.eks. mig, der "bare" tager billeder i mit spil.

Også jeg
Næsegrus er et skønt ord

Sommeren 1971
Ulrikke føder tvillinge-drenge, som døbes Bøje og Kaj.
Pigeklubbens medlemmer hjælper Ulrikke, når Niels er på ekspeditioner.

Lone bliver dyrlæge, og åbner snart sin egen klinik i byen.
Med flid og god service, bliver det hurtigt en god forretning, hvor mange af byens kunder søger hen, når deres kæledyr kræver pleje eller undersøgelse.
Hun har dog svært ved at passe både brødfabrik og dyrlægeklinikken.
Derfor søger hun efter en forpagter eller kompagnon.



Det er en skælsættende dag på Martha, da kaptajnen vælger at gå fra borde.
Efter en sørgmodig aften i skibets bar, pakker kaptajnen sit grej, og indlogerer sig på et mindre værelse i bygningen på hjørnet af Skippergade og Tværgade - skråt ovenover Solveigs tøjbutik.



Efter en kort jobsamtale på Mærsk-hovedkontoret i København, bliver det Niels, som tager over som skipper på Martha.
Det glæder kaptajnen.
”Så er det da med en kaptajn ved roret, som kender skuden og dens særheder ud og ind” som han nævner.
Marius udtrykker også sin lettelse over, at det blev Niels - og ikke en udefrakommende kaptajn, som skulle påmønstre.
"Hvad kunne det ikke have betydet for os alle sammen?!" siger han.
"Ja, det ville ikke have været godt for nogen af os" svarer Watson, og ryster på hovedet.



Velkomsten af Niels som skipper fejres i smugkroen i kælderen i Skippergade.
- og heldigvis for det, for kaptajnen bliver noget "vissen" i løbet af natten.
"Når nu det meget tunge ansvar som - hup - kaptajn ikke længere tynger mig" forsøger han at forklare som undskyldning, da Knud og Niels slæber ham over vejen mod det lille værelse.
"Naturligvis kaptajn" svarer Knud.
"Kald mig bare Peter fra nu af - hup".
"Nej, den går sq ikke kaptajn - du er kaptajn af Martha for livstid" svarer Knud igen, mens de mosler ham op ad den smalle trappe mod førstesalen.
"Thak gutter - tak for alt" bliver de sidste ord, inden kaptajnen falder i en dyb og urolig søvn på det lille kammer, der udgør hans hjem fremover.



I baren må de tilbageværende sømænd trøste Marius, der er dybt ulykkelig over kaptajnens afgang.
Først da frk Bruun henter ham et godt stykke ud på natten, synes den lille telegrafist at lyse lidt op.
På det tidspunkt har han nok fået lige rigeligt af trøst og våde varer - en ellers uvant situation for den normalt mådeholdne telegrafist.
Med blanke øjne futter Marius efter, da frk Bruun løfter ham fra stolen.
"Min egen" smiler Marius til hende.

Kaptajnen tager i første omgang over for Arthur som bud og alt mulig mand på brødfabrikken.
Derudover klarer han mindre vedligeholdelsesopgaver i Skippergade og Tværgade – oftest ved at bestille en håndværker til at udføre opgaven, så han selv kan nyde solen og en pilsner i baggården.
Han selv, urmageren, Mogens og Arthur finder snart sammen i et hyggeligt fællesskab om kortspil og skrøner fra en svunden tid.



Mathilde vender hjem til Svendborg. Storbylivet var alligevel ikke noget for hende.
Hun får hurtigt job i Cafe Kringlen igen.
Væk er også kæresten Villy, som blev i København, for at satse på en karriere ved Mærsk.
Snart er Mathilde, Pia, Roberto og Johannes sammen igen.

Tak skal I have.

Når man nu helst vil bygge, byder det lidt sig selv, at denne del af Sims griber lidt om sig (læs: meget!).
Udfordringen er efterhånden, at der er skabt et helt lille "samfund" omkring denne historie - med nogenlunde faste statister og flere grunde i både Windenburg, hvor Martha ligger til kaj, samt Bindleton, hvor Skippergade hører hjemme.
Jeg frygten næsten at skulle starte helt forfra på en ny historie - og at skulle genskabe alle simmere, statister og de mange grunde/bygninger.

- og så fungerer nogle af grundene bare rigtigt godt til spillet.
Eksempelvis er jeg rigtigt glad for Skippergade i sin nuværende udformning, hvor der stadig er rigtigt mange tomme bygninger - men også en "kerne" omkring Lone, Knud, Manuela og Alf's lejligheder og baggård.

Det største "arbejde" i denne korte fortælling er næsten at skifte mellem de mange Simmere, som indgår i historien i korte glimt.
Det giver mange skift af grunde, simmere og konstellationer indbyrdes.
Men det bliver man også klogere af engang imellem.

Men tak for kommentarerne.

Ja du kan da bryste dig af at din nuværende spillemåde efterhånden minder om Boergeof61´, som besøger hele nabolaget på skift...

Men det må være guld værd at have sådanne spillerelationer...så jeg forstår godt dine betænkeligheder. Men hvorfor skulle du også starte helt forfra??? Det er da ikke nødvendigt.

Nej nemlig. simmerne kan faktisk leve evigt, hvis man har lyst til det. Det er der jo også nogen af mine der gør.

Den 28. og 29. juni
Knud og Roberto er på Sound Festivalen i Roskilde sammen med et par af Roberto's kammerater fra søfartsskolen.
(Et par år senere er samme festival opkaldt efter byen!)
Med de mest nødvendige fornødenheder i rygsækkene og en gammel madras under armen, tager de lyntoget til byen, og finder snart vej til området, hvor festivallen afholdes.
Udover de andre musiknavne, lytter de også til det nye danske band Gasolin.
"Dem skal vi nok komme til at høre mere til" råber Roberto til Knud under koncerten.
Knud nikker tilbage.
Så forbløffes de begge af et par topløse piger, som løber forbi foran dem.
I en kort tanke mindes Knud de to naturister i sommerhuset.
Så smiler han akavet til Roberto.
Om aftenen skråler de med på "Part of the union" med Strawbs.



- og det her billede er VIKELIG fornøjeligt.
Jeg talte ikke færre end 46 simmere på grunden samtidigt!!
Så en eller anden effekt har MCCC da haft.
FEDT  

Men det er da også en fed grund du har lavet. Altså den smule jeg kan se...høhø...hvaffor grund har du brugt???

The local music festival fra galleriet, som så naturligvis fik sig en "Vincificering" efterfølgende.
Specielt scenen er ombygget en del i min version.

Men tjek også Music festival af Simproved - den er rigtig godt lavet.
- eller Simdels Stage Scene 01

Efteråret 1971
Efter lukningen og konkursen i den lille urmagerforretning formår Willumsens ikke at betale deres husleje-regninger for taglejligheden til Lone.
Randi Willumsen foreslår derfor selv, at de hurtigst muligt flytter i en tom kælderlejlighed i Tværgade, hvis Lone lover at holde det imellem dem.
Det lover Lone naturligvis.

For at hjælpe familien, ansættes urmageren i produktionen på brødfabrikken, mens fru Willumsen må gøre rent rundt omkring i byen.
Hun kalder selv jobbet for rengørings-leder, men det må være fordi hun leder efter noget at gøre rent, som Knud udlægger det.
Randi må også tage et job som afløser i Solveigs tøjbutik, hvor hun hjælper med at pakke varer ud, og rydde op.
Samtidigt gør hun rent på de små værelser over butikken, hvor Arthur og kaptajnen bor.



Roberto og Pia får i stedet lov til at flytte ind i den lækre og næsten nye taglejlighed, indtil Lone finder en ny lejer.
Snart har Lone dog glemt alt om at udleje lejligheden.
- og Roberto spørger ikke!



For første gang møder de ungdomsoprøret, da en lille flok demonstranter med plakater med nej til atomkraft går gennem Skippergade - på vej mod torvet i bymidten.
I det samme kommer Brovst rundt om hjørnet.
Da en af demonstranterne råber "flyt dig bessefar" efter maskinmesteren, får han en svada af eder og forbandelser efter sig, så demonstranten hurtigt gemmer sig i flokken.
"Sådan en Jesus-sandal og islænder-beklædt fnatmide" udtrykker Brovst, da Knud må give en svale-bajer i smugkroen.
"Hvad hulen sker der med ungdommen nu om dage?"
Så spørger Knud til Mathilde - og snart er maskinmesterens humør langt bedre.
"Der findes da heldigvis stadig fornuftige og stræbsomme unge mennesker" beskriver han sin egen datter, og tømmer flasken i EN slurk.

1972 – Sommeren
Manuela giver Mathilde ansvaret for cafeen, da Mette flytter fra byen.
Mathilde bestemmer nu over sin stedfar, som fortsat bager brød i baglokalet.



Knud og Roberto har fortsat deres musikalske samarbejde.
Repertoiret er efterhånden ganske omfattende.
En dag bliver de spurgt, om de vil spille til havefesten i kolonihaveforeningen ved Pia’s forældre.
Her er de fleste af kolonihavens beboere samlet til denne årlige sommer-begivenhed.
De spiller på en lille scene på fællesarealet, hvor beboerne sidder med små borde og medbragt mad.
Knud indvilger nødtvungent, men får blod på tanden i løbet af aftenen, da græsplænen er fyldt med glade og dansende mennesker til langt ud på natten.
Da de kommer igen næste dag, for at samle deres udstyr, er der kun positive tilbagemeldinger på deres optræden.
"Vi vil gerne sikre os, at I kommer igen til næste år" siger kolonihaveforeningens arrangør til dem, mens de får afregnet i baren, og modtager deres første honorar.



De næste måneder får de flere og flere forespørgsler på arrangementer og fester.
Mange takker de nej til, men efterhånden bliver Knud og Roberto kendt som to af Sydfyns bedste suppe, steg og is-musikanter.
Ja de er så vidt omkring som i Nyborg og Fåborg – og snart må brødfabrikkens varebil have træk på, så de kan have en trailer med udstyr hægtet bagpå.

- og så skal jeg da have fundet en løsning på det scene-show, for tilskuerne har virkelig tendens til at vælte op på scenen, så snart simmerne starter med at spille!!
Måske kan det klares med en låge ved scenens indgang?!

Her er ca 70 simmere samlet i området i øvrigt - tøhø - og totalt umuligt for de to musikanter at komme frem og tilbage.

Du altforbarmende et rensammen du efterhånden har skabt
Jeg vil blive helt stresset af så mange Simmere på en grund.
Det er fortsat spændende at følge din lille gruppe ...... når man ellers kan få øje på dem

Ja, det er KLART på den forkerte side af ALT for mange simmere på samme grund, og sker heldigvis kun på offentlige grunde.
Det var også kun for at vise, at det KAN lade sig gøre.
Men jeg skal da vist have skruet lidt på en indstilling igen - ha ha  

Fantastisk med alle de simmere....haha...men jeg får den tanke at en scene jo er udmærket, hvis simmerne er designet til at høre på musik som ikke er i samme niveau som dem selv...men det tror jeg desværre ikke. Så det er nok derfor at SÅ mange stimler sammen omkring de to musikanter.....på scenen. Netop for at være på samme plan som dem....så de kan "høre" musikken.
SÅ her er en af de byggeudfordringer, som sætte hvad vi er vandt til på prøve....

1973 – sidst på foråret
I foråret beslutter Mærsk-rederiet sig for, at Martha ikke længere er en rentabel forretning.
Hun er utæt i skroget og den ene ballasttank.
Endelig er rusten også ved at få overhånd – og fejl og nedbrud opstår i stigende antal.
Derfor beslutter logistik-afdelingen, at Martha skal tages ud af drift, og sendes til ophug og omsmeltning på et værft i Polen efter sommerferien.
I en del år fremover bilder Brovst sig ind, at visse plader på de nye store supertankere bærer spor af Martha, når de stævner ud fra polske værfter.

Sømændene snakker i stedet om at købe et gammelt skib sammen, som de vil sætte i stand, så de stadig kan mødes på havet.
Skibet, som de har kigget på, ligger ved kajen ud for Burmeister & Wain i København, hvor det fik udskiftet motor og skrue for en del år siden.
Inden regningen blev betalt, gik skibets ejer – efterkommerne af en tysk gullasch-baron – konkurs.
B&W valgte at beholde skibet som betaling, men vil nu sælge til højestbydende.

”Det er måske lidt større end vi lige havde talt om” erkender Watson, da han fremlægger planen for de andre.
Brovst, Niels og Watson har besigtiget skibet på en weekendtur til hovedstaden, og de er alle overbeviste om, at det er det helt rigtige skib for Martha-sømændene.
”Bare tænk – ny motor og skrue” understøtter Brovst, mens han kigger rundt i forsamlingen i Smugkroen.



Da de mangler lidt penge til købet, henvender Watson, Knud og Niels sig på kommunekontoret, og præsenterer et projekt rettet mod børn fra dårligt stillede familier, som de vil tilbyde at sejle med skibet, når det engang bliver sejlklart. Blandt andet vil de tilbyde børnene fra Fattiggården en sommer-tur rundt om Tåsinge og Ærø.
Mødet ender med kommunale støtte-kroner, som gør det muligt at købe skibet, hvis de kan få skibsværftet ned i pris.
I aftalen følger også en gratis kajplads.





Sidst i marts er seks forventningsfulde sømænd på vej med det røde lyntog til hovedstaden – klar til at forhandle med skibsværftet - og forhåbentlig sejle skibet til Svendborg.
De bliver forsinket på Korsør/Nyborg overfarten, og er derfor først fremme til aften.





3 dage senere ankrer de op i Svendborg Havn – uden nævneværdige problemer på turen.
På turen har de snakket om, hvilken formidabel handel, som de har gjort sig.
"Hun er over det dobbelte værd" vurderer Niels, og klapper på skibets ræling.
"Du er altså helt uovertruffen til handler Watson".
Hovmesteren smiler sit lumske smil - vel vidende, at chef-forhandleren ikke havde en chance i forhandlingerne, da han først kom til at nævne, at B&W ingen andre bud havde på skibet.
Det endte med, at forhandleren godt kunne se fornuften i Watsons argument om rede penge på kontoen frem for et ubrugt skib i dokken.
"Jo jo, man har vel lidt regnskabsmæssig forståelse - bevares" erkender Watson beskedent.

Anbodil skrev:Fantastisk med alle de simmere....haha...men jeg får den tanke at en scene jo er udmærket, hvis simmerne er designet til at høre på musik som ikke er i samme niveau som dem selv...men det tror jeg desværre ikke. Så det er nok derfor at SÅ mange stimler sammen omkring de to musikanter.....på scenen. Netop for at være på samme plan som dem....så de kan "høre" musikken.
SÅ her er en af de byggeudfordringer, som sætte hvad vi er vandt til på prøve....

Det kan der selvfølgelig være noget om Bodil.
De to musikanter har i hvert tilfælde begge 10 i guitar og sang - sikkert mere end de fremmødte.
Det der med at "låse en scene af" skal lige afprøves på et senere tidspunkt.

Jeg har gjort et nyt forsøg med 3 klubber på samme grund - indkaldt af 3 forskellige simmere fra grunden.
Det ser ud til at virke upåklageligt med de nye MCCC indstillinger.
Med egne medlemmer i klubberne fratrukket i de 3 klubber, skulle der være 26 simmere på grunden - og det stemte lige præcist.

Jamen så fik du jo forbedringer i dit spil....og vi får mere øjenguf....høhø.
Og så lader det til vi skal på børnetur på søen,...det glæder jeg mig til..

1973 - sensommeren
På den sidste tur til Bindleton, står Niels ved roret – som han har gjort, siden kaptajnen gik i land.
Med ansættelsen af et fast bud på brødfabrikken, kan kaptajnen nu koncentrere sig om opgaverne som vicevært i Skippergade og Tværgade, samt som leder af ombygningen af deres eget fartøj.
Kaptajnen er dog med som passager på denne sidste tur.
Alf har også fået lov til at tage med, nu sommersæsonen på Ærø-færgen er afsluttet.
Endelig er Pia også med ombord, som hun så længe har ønsket sig.
Roberto har spurgt den nye kaptajn om lov, og heldigvis sagde Niels ja til endnu en passager.
Hun har sparet alt sit sommerferie sammen, og deler nu kahyt med Roberto på denne sidste færd.



I Bindleton ligger der allerede et mindre skib ved kajen, da Martha lægger til.
I første omgang er der ingen, der genkender skibet, men det viser sig at være det berømte oceanografiske undersøgelsesskib Calypso fra Frankrig, som er midt i optagelsen af en fjernsynsprogram-række om fiskelivet i Den Engelske Kanal.
I kajområdet vimser filmfolk rundt om skibet.



Selvom de tydeligt er benovede over denne kendis' tilstedeværelse, får de en kort snak med skibets kaptajn og leder Jacques Cousteau, som viser sig at være en lille behagelig og stornæset franskmand med en imponerende viden og fortælle-lyst.
Til sidst verfer en vrissen instruktør dog sømændene til side, så indspilningen kan fortsætte.
Hr Cousteau når dog lige at råbe til mandskabet, at han er imponeret af, at de kan holde sådan en gammel stolt skude flydende.

"Ham Jacques er også vild med Martha" filosoferer Marius, da de trasker tilbage mod messen på Martha.
Alt det berømmelses-halløj har gjort Brovst sulten.
Så kokken må i gang med det samme.



Den letgenkendelige Mærsk-lyseblå skibsside på Martha er på en del af optagelserne fra havnen.
Uden at opdage noget, før mange år senere, er de fleste af besætningsmedlemmerne også med i et enkelt hurtigt klip eller to, da dette afsnit ruller over de danske TV-skærme.
Kun Marius synes at stå fuldstændig forblændet i baggrunden på en af optagelserne fra Bindleton.
På de bonede gulve i Mærsk-bygningen morer man sig over dette pudsige scenarie – vel vidende, at skibet efterfølgende blev slettet i oversigten over rederiets flåde af skibe.

I Bindleton køber sømændene rigelige mængder muffins med hjem, da det efter al sandsynlighed bliver deres sidste besøg i den engelske havneby.
”Dem kan vi lave bedre” påstår Manuela, da hun smager en af de engelske muffins ved hjemkomsten.



Da Martha skal tømmes for inventar, løse genstande og personlige ejendele, viser det sig, at Marius har gemt en del krudt og kanonslag i sin kahyt og det botaniske rum.
”Din lille vipstjert af en skidespræller - vil det sige, at vi har sejlet rundt på en REN krudttønde de sidste mange år?” hvæser Brovst efter Marius, da et par kasser fyrværkeri bæres i land.
”Njah . . ” begynder telegrafisten, men reddes af Watson, som kalder på maskinmesteren fra det forreste lastrum.
I hast bærer Marius de sidste kasser fyrværkeri ned på kajen – ude af syne for Brovst.
Marius aner dog, at han nok ikke skal regne med at få tilladelse til at opbevare det i lejligheden i Skippergade ret længe.
Han betror sig derfor til Lone, og spørger hende til råds.
”Lad os i første omgang gemme det i Roberto’s gamle rum i kælderen Marius – men det ER en midlertidig løsning” siger Lone, og hjælper igen den nu snart tidligere radiotelegrafist fra Martha.



På en af årets sidste varme solskinsdage udnævnes Pia til (skrap) bogholder på brødfabrikken efter veloverstået elevtid.
Hun hjælper også møbelfabrikken med regnskaberne.

1973 - efteråret
Produktionen på den nuværende brødfabrik må nødvendigvis flyttes til større faciliteter pga efterspørgslen fra de nye supermarkeder/varehuse, som skyder op rundt omkring i Danmark.
Lone og Manuela må hurtigt erkende, at den nuværende fabriksgrund ikke levner plads til udvidelser.
”Selvom vi har tjent godt, og været sparsommelige med vores penge, har vi ikke økonomi nok til at købe en ny og større fabrik” vurderer Lone fabrikkens økonomiske formåen.
”Så må vi have min far med som investor” erkender hun.
”Måske vi skulle invitere ham på besøg?”.
”Så kan han også endelig få hilst på Fie” supplerer Manuela.

1973 – vinteren
Den 4. december er der folketingsvalg i Danmark.
Fremskridtspartiet med Glistrup i spidsen og Centrum demokraterne med Erhard Jakobsen kommer begge i folketinget med flere mandater.
På selve valgaftenen, som transmitteres i fjernsynet, viser det sig, at der er stor politisk uenighed blandt sømændene. Specielt Watson har et godt øje til Glistrup og hans nul-skatte-politik, mens Brovst er af den holdning, at der trænger til at blive godt og grundigt ryddet op i dansk politik.
”Sådan en samling slatne hatugler – nej, lad dem få sømandsbossen til bords engang – så skal I se løjer”.

Ha ha ha ja det er næsten som at se udsendelsen: Danske drømme!!!

Og din detaljerigdom er stadig imponerende...

Hvis man kørte ud af Svendborg i sydvestlig retning i vinteren i 1973, kunne man nemt køre forbi et lille forsømt industri-område ved Rantzausminde.
Området er for længst forsvundet, men bestod dengang af små virksomheder og familie-ejede fabrikker – mange med økonomiske og luknings-truende udfordringer.
Med tiden er andre af de små virksomheder i området lukket eller flyttet til bedre faciliteter tættere på Svendborg eller Odense.
Kun den lille brødfabrik synes at producere i rigelige mængder af sydamerikanske brødtyper til alle bagerier i det sydfynske bagerlaug – og nu også en del andre bagerier på Sjælland.

Men ellers er det et trist og faldefærdigt område, hvor kun brødfabrikken og den lille smedemester Manfred Poulsen stadig holder ved. Manfred er en ihærdig og hårdtarbejdende smed, som dog ofte lader sit gode hjerte løbe af med sig.
På den nuværende brødfabrik i samme område er han et kendt ansigt – og en stor-forbruger af Salvadorada-brød.
Ligeledes er møbelfabrikken i fulde omdrejninger – og en ny grill-type nu på markedet.
Men ellers ligger området stille hen.



Midt i dette område blev bygningerne dengang domineret af den gamle forladte murstensfabrik ”Fridtjof Wihl og Sønner”.
Her i vinteren 1973 har fabrikken stået tom i en del år, siden murstensfabrikken stoppede produktionen sidst i tresserne.
De sidste ejere har efterladt et rod af gammelt affald på fabrikken, og ukrudtet har bredt sig mange steder.

Denne vinterdag i 1973 dukker byens store ejendomsmægler Hans Hasselholt op med to nydelige damer og en ældre herre i et dyrt jakkesæt ved murstensfabrikkens kontorbygning.
Den ene dame er mørk i huden, mens den anden, som tydeligvis er hende, som fører ordet, er af lys afstamning.
Den ældre herre vælger at holde sig i baggrunden, mens han kyndigt tager bygningerne i betragtning.



På en frostklar decemberdag køber Lone, Manuela og hr Andersen murstensfabrikken.
De handler igen med hr Hasselholt.
”Så må det også være sidste gang, at vi mødes” siger Lone, da ejendomsmægleren endnu engang har givet en god middag på Hotel Troense.
”Jamen jeg har da også valgt at overdrage firmaet til min unge kompagnon” kan Hasselholt fortælle.
”Jeg har dog en dejlig herregård lidt udenfor byen, som jeg gerne vil vise jer, inden jeg træder helt tilbage”.
Den handel bliver dog ikke til noget - ikke i denne omgang i hvert tilfælde.



Efter besøget i Svendborg undrer O. P. Andersen sig over dette skifte i sin datters sind og væremåde.
”Før jagtede hun dyre tasker, tøj og sko blandt Rom’s jetset – nu vil hun købe ENDNU en gammel nedlagt fabrik udenfor Svendborg!”.
”Men sin gamle faders næse for forretning kan jeg ikke benægte” smiler han stolt, da han igen kører mod hovedstaden.
I tankerne på tilbagevejen er også en lille nydelig og velopdragen ung pige ved navn Fie, som fuldstændig tryllebandt den gamle skibsreder med sin nysgerrighed, kløgt, energi og livsmod.



I aftalen om den tidligere skibsreders engagement i den nye fabrik har han sikret sig en klausul, som gør Lone til enerådig direktør – og hr Andersen selv til formand for virksomhedens bestyrelse.
Det glæder Manuela, som gerne overlader alt ansvar til sin veninde, så hun selv kan nøjes med at finde på nye opskrifter og brødtyper.
Som en gestus og en del af handlen indtræder hr Hasselholt også i brødfabrikkens bestyrelse.

Der forestår nu en større ombygning henover vinteren.
Det bliver fortrinsvist en opgave for smedemester Poulsen, Tømrer-Peter, Palle-Piv og Bette-Birger, som igen arbejder for Lone og Manuela.
"Man må godt nok sige, at det er et par initiativrige damer" konstaterer Birger, da de åbner deres madkasser den første dag.
Imens går Knud og Brovst igang med at afmontere bageovnene på den gamle fabrik.
Med kun få år i drift kan de sagtens installeres i den nye og større fabriks produktion.
I den nye udviklingsafdeling, som Manuela får ansvaret for, sætter de gitre for vinduerne, så nysgerrige blikke ikke kan kigge ind.
- og sådan går vinteren med en del projekter på grunden.



Lone har stadig sin dyrlægeklinik, men har ansat en ny dygtig chefdyrlæge Signe til at passe klinikken, så Lone kan koncentrere sig om den kommende vækstplan.