S.S. Martha - sådan gik det sidenhen

Jo tak - vi skal jo helst have en god og positiv feel-good afslutning på historien, ikke sandt?!
- og velstand gør nu alting meget nemmere.

Du har helt sikkert ret i din anskuelse i forhold til de store grunde, Bodil - som iøvrigt gerne måtte blive endnu større for min skyld - eks 80 x 80. (Åh, hvad man ikke kunne bygge på sådan en grund!)
Faktisk HAR jeg prøvet at starte med en mindre grund - for blot at flytte et par gange - og så alligevel at ende på 64 x 64.
Eksempelvis var brødfabrikken i sin oprindelige version på 40 x 30.
I mine hænder blev det hurtigt ALT for lidt, når jeg også selv skulle "bygge lidt ekstra på".

Der er dog bestemt også god grund til netop at tænke praktisk (og det gør jeg ALDRIG).
For der KAN være meget langt rundt på de store grunde, når simmerne skal finde hinanden eller vandre over store afstande.
Fra toppen af en bygning - ned i stueplan - og op i en anden bygning kan der nemt gå 15 minutter af simmerens liv.

Det leder så til et andet "issue" i spillet, for det er jo fuldstændig urealistisk, at det skal tage så lang tid.
Der kunne man godt ønske sig, at simmerne "gik lidt hurtigere".

Mht den nye brødfabrik skulle det jo netop være stort - en ordentlig bygning at runde det hele af med - som et tegn på, at familierne har klaret sig godt i alle henseender og sammensætninger. (Ikke et øje er tørt - ha ha!)
Så 64 x 64 var helt oplagt.
Overraskende nok kunne jeg ikke finde nogen dansklignende fabrik på galleriet, som jeg var tilfreds med.
Så denne grund er bygget helt forfra.
- og kun udfyldt spartansk i produktionsområdet og udenfor.
Men det var alligevel fornøjeligt at bygge helt forfra - sådan nogenlunde tidstypisk.
- og anden og campingstolen er naturligvis med - ha ha
Her er bagsiden af fabrikken:



Den italienske kæmpevilla er fundet på galleriet - et rasende flot og kreativt byggeri med flere niveauer (og praktisk i øvrigt!) - naturligvis "Vincificeret", som det jo skal være.
Villa Donna hedder den - og er vistnok skabt på basis af filmen "Mamma Mia".

Jamen det bliver da også vemodigt at runde det hele af - igen, MonaSolstraale, for tresserne og halvfjerdserne var sjove at færdes i simmer-wise.

Tak for jeres kommentarer.

Det er altså en rasende flot fabrik.
Og du har ret...den er meget dansk.
Det sidste stk tid har jeg også kikke jævnligt på fælleskabet...bare sådan lige for at se efter noget inspiration. Men af simmere er de meget "hvide" langt de fleste. Og af billedmateriale..fandt jeg kun en billed med en sort på..??? Det står lidt bedre til med husene, men jeg ender som regel med at bygge dem selv...haha

Hva vil du nu igang med Vince??? Vi talte jo om det for noget tid siden..men du er måske stadig i tænke boks...

2015 Sommeren = godt 20 år senere
De ældste af sømændene, som for længst er pensionerede, og deres nærmeste familie mødes hos Lone og Knud i Italien.
Ældet af dage har de ændret udseende, og slæber rundt på lidt skavanker hver især.
De er samlet i Italien for at mindes kaptajnen, som netop er gået bort, og nu ligger begravet på Thurø Kirkegård.



”Han kunne ellers være fyldt 90 år om ikke så længe” nævner Watson ved aftenbordet, som husholdersken har tilberedt.
”Ah, hvem er død da?” vil Marius vide.
”Det er kaptajnen” må frk Bruun informere den nu meget glemsomme radiotelegrafist fra tiden på Martha.
”Jamen det var da forfærdeligt – har de så begravet ham?” spørger Marius igen.
”Du var der jo selv lille Marius” prøver frk Bruun, og kigger undskyldende på de andre.
”Du kastede jo selv jord på kisten”.
”På kisten!!!” udbryder Marius forbløffet.
”Sikke da noget svineri . . . nej, ved du hvad, det kunne jeg ALDRIG finde på” udbryder han fortørnet – for så at få øje på en sjælden og smuk blomst ude på terrassen.
Snart er ordvekslingen glemt, og Marius optaget af at sikre sig en stikling.



”Han drattede simpelthen om – henover roret” fortæller Watson til de andre, mens Marius er optaget af stiklingen.
Hovmesteren var tilstede på deres eget gamle skib, da kaptajnen pludselig udåndede – midt i planlægningen af sommerens udflugt for Svendborgs fattigste familier.
”En smukkere død kan ingen sømand vel ønske sig” svarer Knud.
”- Og hvem mon bliver den næste?” tænker han for sig selv, og takker sin skaber for årene med Lone og Fie – ja, faktisk alle omkring ham.



I aftenstunden sidder sømændene sammen på terrassen, og mindes deres mange oplevelser sammen.
Snakken falder både på de faste ture til Bindleton, samt de mindeværdige rejser til Piræus, Salvadorada og Grønland – og samværet efterfølgende, da de alle måtte gå i land, da Martha skulle ophugges.

De mindes også deres mange bekendtskaber – beboerne i Skippergade, Willumsens, Palludan og Hasselholt og mange andre, som på hver sin måde har beriget deres lange liv.
Ja, selv Maren og Alfred i Ollerup, hvor Johannes overtog gården og bistaderne for nogle år siden.
Et lille gys går gennem den gamle Brovst, da tankerne strejfer Princess og rabenskralden i Svendborg – Mathilde’s moder.
Så griber han glasset med brandy, og tømmer det i en slurk.
”Mon ikke jeg kan gætte, hvem der lige farede gennem maskinmesteren der” siger Lone til frk Bruun.
Sekretæren nikker tilbage, og snupper en jordbær-muffin fra fadet.
”Det her er altså stadigvæk min favorit” kigger frk Bruun vurderende på kagen i hendes hånd.
”Marius er mere til valnød – når ellers jeg husker ham på det” supplerer hun.



Sidst på aftenen finder Knud sin guitar frem, og synger et par vemodige sange for dem – nu med lidt
Italiensk inspiration i stroferne fra guitaren.
Selvom årene har sat deres præg på stemmebånd og fingre, spiller han stadig melodisk.
Aftenen slutter med en stille udgave af ”Sea of heartbreak” – og alle nynner med eller synger lavmælt, inden de går til ro.



Næste morgen udtrykker frk Bruun sin glæde over landet og de skønne, fredelige og afsondrede omgivelser.
"Det skulle være alle forundt at have sådan et sted at leve på sine gamle dage".
"Jeg vil også gerne blive" bakker Marius op - uden helt at fatte, hvad der bliver talt om.
"Jamen vi burde da alle blive her!" skynder Brovst sig at tilføje.
"- Som en slags plejehjem for os alle - og med alle jeres tjenestefolk til at hjælpe".
"Jaaaah" klapper Marius i hænderne.
"Øh, joeh . . . jamen" får Lone begyndt, men kigger så ængsteligt på Knud.



Og her slutter historien om sømændene så (endelig!).
Så må I selv tænke jer til resten af livet for de gæve sømænd - deres venskab og familie.
Tak fordi I fulgte med og kommenterede hele vejen.

Anbodil skrev:Hva vil du nu igang med Vince??? Vi talte jo om det for noget tid siden..men du er måske stadig i tænke boks...

Nårh, mon ikke jeg har en lille ikke helt gennemtestet ting i ærmet
Men tak for tanken.

Men så tusinde tak for historien VinceDjansen
Det har været en fornøjelse hele vejen igennem

Ja, det har været en fornøjelse at kigge til din fortælling hele vejen igennem. Tak for god underholdning.

Ja alting får jo en ende. Men utroligt hvad en samtale om filmen Martha har kunnet udvikle sig til.

Men tak for en utrolig underholdende historie.

Venter nu spændt på hvad du nu vil bygge og fortælle.

Akke da...det er ligesom at nå til sidste side i en aldeles fantastisk bog...og så er der ikke mere tekst...jamen altså...ren elendighed.... og dog!
Bagefter er man jo efterladt med historiens univers i sin hjerne...og så kan den jo fortsætte lidt endnu der....

Tak for en aldeles fantastisk illustreret historie, som jeg i al fald aldrig vil glemme...