S.S. Martha - sommeren i Skippergade anno 1969

HVIS man i øvrigt downloader grunden, skal man være opmærksom på, at hønsene, geden og fåret i den lille indhegning ved toiletterne forsvinder, for det er et mod.
Heldigvis findes der jo gode hønse-statuer som erstatning.

Jeg blev lidt nysgerrig da du begyndte at skrive om antallet af simmere på grunden. Jeg kører jo med Mccc og kunne ikke lige huske hvad jeg havde den stille på. Den virker jo på den måde at har du indstillet den i et spil husker den indstillingerne og starte et eventuelt nyt spil med samme indstillinger.
Den kan indstilles (så vidt jeg husker) fra 20 til 200 simmere på grunden. Jeg kører selv med den på max 30 simmere og det kører fint på en bærbar computer.
Her er et par billeder fra en fest på klinten. Der svingede antallet på mellem 27 og 29 deltagere.

Tak for dit indlæg Sihubert.
Fedt med næsten 30 simmere på grunden. Så er der gang i løjerne, og basis for masser af interaktioner og venskaber.
Så ENDNU et godt argument for at få kigget på MCCC.
Det bliver efterhånden svært at komme udenom her i 2019.

Et par spørgsmål:
Er moddet altid opdateret - eller hvor lang tid går der efter en spil-opdatering?
Hvor finder jeg en god beskrivelse af mulighederne med dette mod?
Hvor mange andre herinde benytter det?

Første et link til Mccc. Her er læsning til nogle timer.  
https://deaderpool-mccc.com/#/doc/overview


Den tid jeg har kørt med det er det i de fleste tilfælde blevet opdateret inden for 24 timer efter ændringer i sims 4

Tak Sighubert.
Det vil jeg få kigget på.

Du ved jeg benytter mig af moddet, og kan svært undvære det, men jeg har også erfaret at rigtig mange har det. På facebook er jeg med i en engelsk facebook gruppe og her er moddet ret udbredt..også blandt de helt unge...

Søndag den 10. August
Dette er den store dag for Alf og Manuela.
I dag skal de sige ja til hinanden i den lille hyggelige Thurø Kirke, hvor naboer, venner og familie er inviteret til bryllup.
Ved samme lejlighed adopterer Alf de to børn Roberto og den lille nyfødte Felicia.



Allerede fra formiddagen stråler solen fra en skyfri himmel, og sender sine stråler ind gennem de små vinduer i kirken.
Ja, skæret fra det nærmeste vindue ved alteret rammer lige nøjagtigt på en tydeligt nervøs Alf, som står og tripper forventningsfuldt.
Manuela har valgt en typisk Salvadoriansk brudekjole, som er SÅ bedårende i Alf's øjne, men som præsten godt nok undrer sig noget over.
Da Lone fører hende op ad kirkegulvet, skinner Manuela om kap med solen udenfor.
Manuela’s far hjemme i Salvadorada er da kortvarigt i hendes tanker, da Manuela går forbi kirkegæsterne mod alteret, men ellers er Lone et fortrinligt alternativ denne dag.
Bag dem følger Roberto med Felicia på armen.
Han vinker kort til Pia, som sidder på en af de bageste rækker – inviteret af Manuela.

Ved den blomsterdekorerede bryllupsport ved alteret venter Alf.
Svedperlerne på panden er mange, og han ser lidt spøjs ud i den gamle habit, som han har lånt af kaptajnen.
”Nu er vi jo vant til at se ham i kedeldragt og arbejdstøj” undskylder Marius, da han er færdig med at fnise.
Sømændene har klogelig sat sig et stykke nede i kirken, men dog på samme række.
Hos Brovst sidder også Mathilde.
I denne og de kommende uger bor hun på Martha.
For radiotelegrafisten er det en følelsesmæssig stor dag. Marius tager alle synsindtryk til sig, og svømmer hen i idel lykke - naturligvis mest på vegne af sin gamle sømands-kammerat Alf, men dog også lidt på egne vegne, hvor han sagtens kan se sig selv og frk Bruun stå under alterbuen.
Desværre er Manuela’s familie fra Sydamerika jo ikke tilstede, men hun har dog bestemt sig for, at hun vil sende dem et billede fra denne store dag.



Bagest i kirken - overfor Pia - sidder tante Gerda og onkel Folmer – noget af Alf’s fjerne familie fra Langeland.
De har lånt Lone og Knuds nye sommerhus i Borgnæs, så de kunne overnatte et par dage på Fyn.
Hvad selskabet ikke er vidende om på nuværende tidspunkt er, at der har været et møde blandt naboer og genboer i Borgnæs, da langelænderne er naturister, og derfor har brugt det meste af dagen i forvejen på at nøgenbade og vimse rundt ved sommerhuset uden en trævl på kroppen, mens de spillede stangtennis.
Som grundejerforeningens formand senere beskriver det, er det nok et syn, som vil følge ham gennem den kommende vinters mørke.
”Jeg er ikke så sikker på, at det var tennisbolden på stangen, som svingede mest” uddyber han.



Efter en smuk begivenhed i kirken, hvor Alf og Manuela siger ja til hinanden, går turen tilbage til Svendborg.
Om aftenen er der bryllupsmiddag i festlokalet på værtshuset hos Niels’ forældre.
Lone har lånt Alf og Manuela den sorte direktørbil, så det nye brudepar kan køre standsmæssigt fra kirken.
Knud agerer chauffør, og åbner galant bagdøren for brudeparret.
Som traditionen byder sig, hænger der nogle tomme dåser og skramler i en snor efter bilen, da de kører ned ad den grusbelagte indkørsel ved kirken.
På bagsædet sidder Alf med Manuela’s hånd i sin – og en lille glædeståre i den ene øjenkrog.



Det bliver en dejlig aften, hvor Alf holder den smukkeste tale for sin brud.
Han går naturligvis i stå flere gange – grebet af ALT den lykke og kærlighed omkring ham.
Da Alf går i stå første gang, når kaptajnen at lægge en hånd på Brovst’s arm, lige som han skal til at råbe skål.
Derfor fortsætter talen – for en sjælden gang skyld kun afbrudt af Alf’s egne pauser.
Da Alf endelig skåler med gæsterne, springer Brovst dog op – ”SKÅÅÅL min lille maskinmesterfamilie – og tillykke”.



Også Manuela, kaptajnen, Lone og Roberto holder fine taler.
Specielt talen fra Roberto får flere til at snøfte i lommetørklæderne, da han takker sin mor for, at hun tog ham med på rejsen fra Salvadorada – og alligevel fik en dejlig familie ud af det, da tingene så værst ud for dem.
Han hilser også Alf velkommen i familien, og slutter med et: ”Tak far”.
Her må Watson trøste Marius.
”Åh, al den kærlighed” pudser Marius næsen i hovmesterens lommetørklæde.
Da Marius rækker lommetørklædet tilbage til Watson, afviser hovmesteren dog at tage imod det.
”Behold det bare” hvisker Watson. ”Der kan jo sagtens risikere at komme mere kærlighed i aften”.
Så pruster Marius igen.

Efter spisningen kommer kaffen, småkager og cognac’en på bordet.
Nu MÅ Watson spørge Brovst om mødet med fru Hasselholt gik godt.
Til sømændenes store overraskelse rødmer Brovst ganske meget, og skynder sig at snuppe cognac’en i EN mundfuld.
Så smiler han fjoget til Watson.
”Hæ hæ” bliver en kort, men alligevel rigeligt dækkende beskrivelse af dette møde.
”Det har jeg sq alligevel aldrig set før” udbryder hovmesteren forbløffet, da han ser 1. maskinmesterens røde kinder.
Så flæber Marius igen.

Du har en fuldstændig enestående fantasi VinceDjansen
Ud over de fantastiske billeder du sætter til din historie, skaber du vidunderlige billeder på nethinden
Ikke mindst når du beskriver tante Gerda og onkel Folmers stangtennis  
Tak for et godt grin    
…. og hvor var det godt at Alf endelig fik lov til at holde en tale helt til enden

NB: Jeg er imponeret over alle de Simmere du har samlet i kirken... ikke mindst over at de sidder ned under ceremonien.

Ha ha...sød historie. Og jeg kan godt lide dine "kirkebænke".... opfindsomt!

Det er bare så sødt og idyllisk, at man MÅ læse med.

MonaSolstraale skrev:NB: Jeg er imponeret over alle de Simmere du har samlet i kirken... ikke mindst over at de sidder ned under ceremonien.

Ja ja - og nogle gange stikker fantasien nok også lidt af med historiefortælleren - tøhø.

Det sjove er, at ideen om lidt BAR stangtennis faktisk opstod, da jeg skabte simmerne til brug som gæster i kirken - fandt dem på nettet som to ældre simmere.
Jeg synes, at de lignede et par, som godt kunne finde på den slags - ha ha

Mht de mange simmere i kirken, som trods alt sidder ned, var det også noget af en udfordring - og krævede gentagne forsøg, inden billedet blev sådan nogenlunde.
Men det beskriver meget godt i samme sekvens, hvilke herlige fornøjelser, der er ved spillet - og samtidigt virkeligt irriterende frustrationer, som det også kan medføre.
Her lærte jeg den væsentligste forskel på "at sidde sammen" og "sidde og SNAKKE sammen" som gruppe.
Ved den første handling sætter de sig godt nok sammen som gruppe - men halvdelen er "stukket af" igen, inden sidste simmer får sig placeret.
Hvis man til gengæld får en simmer fra gruppen/klubben til at snakke med alle øvrige simmere først - og DEREFTER beder dem sætte sig og SNAKKE - så forbliver de samlet, hvis man holder dialogen igang.
- og dermed også løsningen på at samle folk i Thurø Kirke - sådan nogenlunde, for der var også stadig tilfældige simmere, som gik løst rundt.

- og stor tak for jeres input. Det er jeres respons, som gør det værd at fortsætte og fortælle (samt det fornøjelige afstressende tidsfordriv, som det medfører naturligvis).

Mandag den 11. august
Da regnskabet er gjort op, er der 2.512,43 kr i overskud fra gademarkedet til Fattiggården.
”Så lægger jeg 100 kr i bøtten” siger Arthur, da de mødes i baggården om formiddagen.
”Jamen så gør jeg det samme” siger Lone så.
”- og pengene fra smugkroen i kælderen må også hellere gå til et godt formål”.
”Så tager vi resten fra overskuddet i Cafeen, så vi kan give et rundt beløb” smiler Manuela.



Lone, Manuela og Arthur kan derfor aflevere 3.000 kr til forstanderen for Fattiggården i byen.
”Det vil gøre en meget stor forskel for vores børn og unge” takker han de tre gæster.
”Så kan vi endelig købe det soppebassin, som vi så længe har ønsket os, og få malet lidt på drengenes sovesal”.
”Vi har også lidt nybagt brød med fra cafeen” siger Manuela så, og giver forstanderen en stor kurv med friske Salvadorada-brød.
”- og her et lidt grøntsagsfrø og stiklinger, som I kan plante” smiler Lone.
”Jamen det er da ALT for galt” bemærker forstanderen med favnen fuld af pengesæk, brød og frø.
Til dette svarer Lone, at han nok ikke har set det sidste til dem – og giver derefter forstanderen hånden til farvel.



”Nej nej, kom dog med indenfor, så I kan hilse på vores dejlige beboere” bønfalder forstanderen.
Lone, Manuela og Arthur kigger kort på hinanden, men følger så efter forstanderen indenfor på Fattiggårdens værelsesfløj for de yngste beboere.
På forstanderens grundige rundvisning i de tre fløje bliver de tre gæster ganske chokeret over de kummerlige forhold, som hersker overalt.
Generelt er alt slidt og i meget ringe stand.
”Ja, som I jo kan se, er pengene små og behovene store” bemærker han, da han ser blikket i gæsternes øjne.
”Derfor kommer jeres godhed også på et godt tidspunkt”.





Gæsterne fra Skippergade forlader først fattiggården efter et par timer, hvor de gang på gang forbavses over stedets nedslidte stand – men samtidig glæder sig over de mange beskidte men smilende børn og unge, som har fået et tag over hovedet og et sted at opholde sig.
Det er også tydeligt, at personalet på stedet gør en stor indsats, for at børnene skal få en rimelig opvækst og lidt tiltrængt kærlighed og anerkendelse på deres vej gennem livet.
Da de går derfra, lover de hinanden, at det BESTEMT ikke bliver det sidste besøg – og heller ikke det sidste gademarked, hvis de kan samle nogle penge ind til fattiggården på den måde.

Idet de går mod udgangen, tager en lille køn lyshåret pige Lones hånd, og fører hende mod udgangen.
Da forstanderen vil lukke døren, vinker pigen til Lone.
Samme nat dukker den lille pige op igen i Lones drøm.
Nu er hun vasket og friseret, og har fået en pæn kjole på.

Nu bliver man jo helt sentimental.

Har du ikke snart bygget hele Svendborg for at fortælle den historie?
Men fortsæt endelig.

Ha ha Sighubert - jo, det griber godt nok om sig med de byggerier.
- og sommeren i Svendborg er endda ikke forbi endnu
Men når nu denne bygge-mulighed er en af de ting, som jeg nyder mest ved spillet, er det faktisk rigtigt fornøjeligt, at forsøge at genskabe eksisterende bygninger - eller i dette tilfælde bygninger fra sidst i tresserne, hvis man kan finde denne dokumentation.
Lige bortset fra, at de gule mursten desværre ikke er en del af mine valgmuligheder i spillet, er grunden faktisk endt med at ligne den gamle fattiggård i Svendborg ganske godt - sådan sims-style i hvert tilfælde.

Som så mange gange før, griber det ofte om sig, når jeg først kommer i gang med at bygge på en grund.
Tag nu fattiggården som eksempel. Egentlig skulle det være en tom kulisse, hvor kun den indvendige gård skulle indrettes. Men som byggeriet skred frem, fik jeg både bygget drengenes sovesal, spisesalen, fyrrum, toiletter og et klasseværelse.
Det skulle jeg slet ikke bruge i mit billedmateriale, men så gik tiden jo med det.

Jeg har lige talt efter i mit bibliotek.
Der er pt 33 grunde, som relaterer til historien om sommeren i Skippergade - eller langt flere end jeg også selv havde regnet med.
Noget er naturligvis udviklingen i selve Skippergade, hvor der både er bygget om og til.
- og noget andet er genbrug fra tidligere historier eller byggerier - eks Alfred og Marens gård og sommerhuset.
- og endelig er andre grunde fundet på nettet - og så ombygget efter behov. Et eksempel på dette kunne være Flora's blomsterbutik, hvor Marius solgte sine hamp-duftende planter eller fotobutikken.

Bare vent - forude venter en bustur til Sønderjylland - hvis det lykkedes at få det til at ligne nogenlunde.

Jeg kan virkelig godt lide hvordan du bruger dine byggerier til at strikke hele denne historie sammen

I aftenskumringen mødes Marius og frk Bruun udenfor Scala bio - lige ved siden af badstuen og svømmehallen.
Som de aftalte sidste gang, er det Frk Bruun, som betaler billetten denne gang.
I biografens mørke finder hun Marius’ hånd, mens ”Midt i en jazztid” vises på lærredet.
(De KUNNE også have set Olsen Banden, hvor de fleste af skuespillerne fra Martha-filmen jo spiller med i andre roller. Men det blev lige underligt nok – selv til denne sludre-historie!).



Efter en dejlig og underholdende film, hvor Marius’ hånd forbliver i frk Bruuns, insisterer han på at give taxaen hjem. Han bliver dog glad, da frk Bruun foreslår at spadsere en aftentur tilbage til havnen.

”Vi må hellere skynde os i seng, for vi skal jo tidligt op i morgen” forbereder Marius afskeden med frk Bruun, da de nærmer sig havne-området.
Han hentyder til den forestående bustur, som Lone har inviteret dem på.
Med denne kommentar fra telegrafisten er frk Bruun ligesom forberedt på en kort afsked, da den gamle skude dukker op ved kajkanten.
”Tak for endnu en dejlig aften lille Marius” smiler hun til ham, da Marius futter af - uden at sige ordentligt farvel.
”Tak i lige måde frk Bruun” vender han sig og siger – men vender sig dog hurtigt igen.
”Kald mig bare Lily” råber hun nærmest efter ham, men Marius er vist allerede udenfor rækkevidde.
”Vi ses i morgen” nøjes hun så med at sige til sig selv.
Derefter vender hun sig og går mod hendes lille lejlighed et stykke derfra.
Hun ser derfor ikke radiotelegrafisten, som kigger længselsfuldt efter hende gennem koøjet på det nedre dæk.

Tak MonaSolstraale - og så kom der lige en halv bygning mere til samlingen

Ja dine byggerier er virkelig fantastiske...og med til at gøre historien levende...sikke en flot fattiggård (hvis man kan kalde en fattig gård for flot).Og din gamle biograf. Det får mig til at tænke på min barndoms biograf i Hellerup. Den var meget fornem og nederste etage af en prægtig etageejendom. Da den blev nedlagt kom der en kjoleforretning i stedet og med priser, hvor ingen med normal indtægt kunne være med!

Måske en lang bustur kan gøre Marius mere modig,...

Tak Anbodil.
I dag er der en fin glasfacade på biografen i Svendborg, men som jeg kan gennemskue historikken, var indgangspartiet nogenlunde som jeg har skildret det i 1969.
Mon ikke vi alle sammen har gode minder fra vores barndoms biografer?!

Mht Fattigården KUNNE der da sagtens komme en fin lille ny Sims-historie ud af den grund - eks med oplæring af tumlinge og børn.
Se evt mere her: Forsorgsmuseet

Hmm jaa måske, men det jeg kender til af fattiggårdenes historie, så er det ikke for sarte sjæle, men nærmest i lige så trist tråd som sindsyge anstalterne... ja eller næsten som koncentrationslejrene..sult, sygdom, ydmygelser og umyndiggørelse..og hårde straffe, hvis du ikke artede dig!

Det er lige før at jeg vil påstå at de hjemløse i dag har bedre kår, end fattiglemmerne sådan et sted og så de sindsyge. Det var kummerligt, og dengang var der ikke meget der hed menneskets ret.
Faktisk er jeg lidt forbavset over, at den i Svendborg først blev lukket i 1974, men det undre mig ikke at stedet var byens skamplet til sidst!

Tirsdag den 12. – fredag den 15. august
Fra tidligt tirsdag morgen og til fredag eftermiddag skal mange af Skippergades beboere og hele besætningen fra Martha på bustur til Sønderjylland.
Med på turen er også Maren og Alfred, mens Johannes bliver hjemme og passer gården.
Endelig deltager også et par af Alf's kollegaer fra Ærø-færgen.
Ja, selv urmagerfamilien Willumsen har valgt at lukke forretningen i et par dage - og nyde lidt tid sammen, som Kaj Ove udtrykker det, da urmagerfruen umiddelbart afviser samværet med disse jævne mennesker, som hun kalder det.
Det ender dog med, at hun lader sig overtale - men naturligvis ikke viser megen begejstring på turen.

De mødes tidligt på Svendborg Banegård, hvor Tjæreborg-bussen holder og venter i tomgang.



Lone kigger lidt ængsteligt på den ikke helt nye bus, som oser af sort røg fra udstødningen.
Hun henvender sig til Knud, som dog trøster hende med, at bussen er i gode hænder, når hele 3 erfarne maskinmestre er med på turen.
”Husk på, at vi stadig holder den gamle skrotbunke nede på havnen flydende” beroliger han.



Så snart alle er samlet, og kufferterne er stuvet sammen i bagagerummet, går turen over Fyn mod fastlandet.
Næste stop er Møgeltønder.
Viggo har bagt en ekstra portion Salvadorada-brød, som de nyder med en kaffetår, mens bussen rumler mod Lillebæltsbroen.
Niels og Knud har også medbragt nogle kasser øl fra smugkroen i kælderen.
Stemningen bliver derfor hurtig høj bagest i bussen, hvor sømændene og de andre mænd har samlet sig.
Broen er knapt ude af syne, før de velkendte sømands-viser gjalder gennem bussen - nu med flere højrøstede mandestemmer.
Kun Marius sidder forrest sammen med frk Bruun.
Igen holder de hinandens hænder – denne gang med Marius som initiativtager.

Hjemme i Svendborg passer Mathilde Cafe Kringlen sammen med hendes far Viggo ved bagemaskinen.
Om aftenen holder hun et vågent øje ombord på Martha, hvor Pia jævnligt besøger hende.
Et par nætter vælger Pia endda at blive ombord om natten, så Mathilde ikke er alene på det gamle skib, hvor mange lyde stadig er nye for skibets seneste beboer.
Ved foden af Mathildes køje ligger den lille hundehvalp Emil, som kokken Sigvardt købte i Grønland.



Onsdag går turen til Schackenborg Slot, hvor selskabet først går en tur i slotsparken, og senere samles ved indkørslen til slottet.
Fra afstand kan de skue ind over den grusbelagte plads mellem de hvidkalkede bygninger.
"Det er værdigt for en prins" filosoferer Marius, da han kigger på slottet.
"Jamen det kan det da måske også ende med engang, for de nuværende ejere er da vist barnløse, som jeg husker det" erindrer Watson sig sådan nogenlunde - overbevist om, at ingen har viden nok til at sige ham imod, såfremt han mod forventning skulle huske forkert.
"Hans og Karin Schack" retter Lone dog, som læser sit Billedblad, når hun er ved frisøren.
Knud kigger stolt på Lone - og hun blinker tilbage.



Derefter går turen til Dybbøl Mølle, hvor de spiser de sidste brød fra cafeen.
Desværre går vandpumpen på bussen i stykker, netop som de drejer ind på parkeringspladsen.
Mens selskabet besøger møllen og det tilhørende museum, står en fortvivlet buschauffør med hænderne i motorrummet.
Da de kommer tilbage, tager det dog kun Brovst, Knud og Alf en halv times tid at flække en interimistisk løsning sammen.
Imens har Lone, Manuela og Arthur arrangeret en kroketturnering på parkeringspladsen, som Roberto naturligvis vinder.





Torsdag ruller bussen over grænsen, hvor der handles ind - "bare sådan til husbehov", som Alf udtrykker det, da vognen er ved at være godt fyldt op.
Watson spotter også et par gode tilbud på varer, som ikke kan købes SÅ billigt i skibsprovianteringen.

Om fredagen spiser de på kroen i Møgeltønder, og slentrer en tur gennem den hyggelige by med de små huse.
På hjemturen samler Lone penge sammen ved lotteri i bussen.
Overskuddet skal igen gå til Fattiggården, hvor en ødelagt håndvask kræver lidt støttekroner.
Mens bussen passerer Odense, runger sangen om et vakkert barn ud over selskabet – med Lone som den vakre.
Flere af mændene vælger dog at bruge den ensformige tur over Fyn til at indhente noget søvn.

Vel hjemme igen, skilles selskabet, og går hver til sit.
Alle takker Lone for en dejlig oplevelse.
"Husk at få skiftet den pumpe" råder Brovst chaufføren, da maskinmesteren hanker op i sin kuffert.
Den er påfaldende tungere end da de stod ved banegården om tirsdagen.

- og HELT enig Bodil - også i din betragtning om forholdende, som sikkert er hel rigtig.

Sikke en hyggelig bustur. Men jeg ville nu gerne ha set hele Møllen....kan det lade sig gøre???

Flotte bygninger
Hos dig skrider alderen heller ikke så stærkt fremad, for den grønlandske hundehvalp vokser da ualmindeligt langsomt
PS: Hvad blev der egentlig af Robertos hundehvalp?

Jeg forsøgte at bygge den RUNDE mølle i Dybbøl efter bedste evne, men det blev godt nok aldrig bare sådan nogenlunde godt.
Ligeledes legede jeg lidt med det nye terræn-værktøj på denne grund.
Møllen ligger jo højt i terrænet - med udsigt over Dybbøl Banke, som jeg husker det.
Men heller ikke terræn-værktøjet var mig venligt stemt - kom ofte til at hæve FOR meget. (- heller ikke med de buffs omkring fundamenter og kældre på huse, som du selv tidligere har nævnt Bodil).
Så kompromisset blev en noget grim og firkantet (eller otte-kantet, hvis det skal være helt korrekt!) mølle-version og et billede med bunden af møllen i baggrunden.
Men søg evt på Windenburg Mill på Galleriet - den er nysselig.

Ha, MonaSolstraale - du er da heller ikke til at skjule noget for. Super-skarpt observeret.
Den hvalp skulle jo egentlig ikke have været med på billedet, for det er jo netop Sigvardts hund fra Grønland, som dukkede op midt i det hele.
For at få så mange simmere med som muligt, lod jeg sømændene fra Martha flytte ind på mølle-grunden - og glemte i forbifarten hvalpen. I samme sekvens var alle simmere (dog uden Robertos hvalp) fra Skippergade på besøg - og et enkelt klubmøde i gang samtidigt.
Alene det at få simmerne til at sidde på bænkene var noget af en opgave. Derfor smuttede hvalpen med ind på billedet - og jeg orkede ikke at tage det om.

Robertos hundehvalp lever fint hjemme i baggården i Skippergade, hvor Mathilde formentlig passer den. Den er bare ikke så interessant for historien pt. På samme måde BURDE Mathilde jo passe Sigvardts hund på Martha, men den er åbenbart smuttet med bussen til Sønderjylland - ha ha.

Noget andet er Manuela's baby - Felicia.
Hvor blev HUN af?
Eller sagt på en anden måde: Med urmager-familien Willumsens tilsynekomst er alle 8 pladser på grunden i Skippergade optaget pt - desværre.
Så mon ikke babyen er et sted i periferien, og blot venter på sin barnedåb som næste "optræden" i denne historie.
(Så kære EA: Giv os med turbo-grafikkort mulighed for at justere antallet af simmere på grundene til mere end 8! Eller lad ikke husdyr optage en simmer-plads. Det kunne fungere i Sims3 - og burde derfor også fungere her flere år senere).

Tak for jeres kommentarer og interesse i denne vrøvle-historie.