S.S. Martha - hjemturen fra Grønland

Ja, så må jeg jo hellere forsøge at samle lidt op på historien om skibet Martha fra det gamle forum, som fik så brat en ende.

Inspireret af en kommentar fra en længst glemt tråd i det gamle forum, fik jeg lyst til at bygge videre på historien i filmen om det gode gamle skib Martha.
Oprindeligt blev filmen skabt af Henning Bahs og Erik Balling i 1967-1968, og blev forløberen for de senere Olsen Banden film, hvor mange skuespillere gik igen fra Martha-filmen.
Med et fornøjeligt persongalleri med mange af datidens bedste danske skuespillere, blev historien om Martha's rejse til Grækenland en lille spøjs historie om søfolkene ombord på et skib, som for længst burde have været skrottet.
Nu endte de i stedet med at klare alle skær (for sådan at blive i jargonen!), og sikre en stor olieordre for skibsrederen.

Det var sådan nogenlunde udgangspunktet for min første Sims fortælling om Martha og folkene ombord - en form for "efterfølger" til filmen ud fra mulighederne/begrænsningerne i Sims-spillet.
Her mange indlæg senere kan jeg da godt se, at mange af karaktererne har skiftet personlighed - eller endog har udviklet sig til at have større eller mindre roller i MIN fortælling.
Ligeledes er der også skiftet lidt ud i besætningen undervejs på sejlturen til først Salvadorada, da jungle-pakken kom - og siden nu en ny sejltur til Grønland, da vejr-pakken blev tilgængelig.

Her er linket til Salvadorada rejsen:
Martha i Salvadorada

Og her er den afbrudte historie om Grønlands-turen:
Martha i Grønland

Med EA's ærgerlige beslutning om at lukke det danske forum, nåede søfolkene NÆSTEN hjem til Svendborg igen.
Men jeg skylder dem en ordentlig afslutning på turen.
Derfor følger her en kort afrunding.

Vi forlod søfolkene, da de lige var blevet trukket fri af isen ved indsejlingen til Sønder Strømfjord på Grønlands vestkyst.
Inden længe satser jeg på at få bragt kaptajnen, Watson (hovmester), Sigvardt (kok), Knud (2. maskinmester), Brovst (1. maskinmester), Niels (2. styrmand), Marius (telegrafist) og Roberto (skibsdreng) sikkert i havn.

Velkommen ombord

Jeg ser frem til hjemturen VinceDjansen

Og jeg glæder mig til fortsættelsen Vince....

I historien bør man nok betragte det kommende som et lille skridt tilbage i fortællingen.
Således ”spoler” vi historien lidt baglæns, og hopper igen ombord syd for Søndre Strømfjord, da skibet igen er fri af den værste is – og igen har nogenlunde klart farvand forude.

Kort efter modtager Marius en ordre fra rederiet om, at de på hjemrejsen igen skal dreje indenom i Godthåb, hvor en hollandsk polarforsker skal med tilbage til Danmark – og senere videre til sit hjemland.
”Man skulle tro, at vi nu har status af passagerskib” vurderer kaptajnen, da Marius overbringer ham nyheden.
”Jo, men han skulle efter sigende have en del udstyr med sig – og vistnok en rabarber-skalle af en slags – uden at jeg ved, hvad frk Bruun mener med det” kan den ordblinde Marius forklare, mens han slår ud med armene.
”Ha, det må være hans kone - RABENSKRALDEN” forsøger kaptajnen.
”Nå, ja det forklarer jo en del” erkender Marius, der havde forestillet sig en genstand til polarforsker-brug.



Da de igen lægger til kaj i Godthåb, spejder Brovst efter tømreren Reginald, som blev smidt af skibet, inden de sejlede nordpå.
Han er dog som sunket i jorden, og dukker ikke op i den tid, som skibet ligger ved kajen.

I stedet påmønstrer den hollandske polarforsker Piet van der Vliet og hans kone Jytte van der Vliet.
Piet er en slank, indesluttet og mut person, der ikke bruger mange ord på konversation.
Konen derimod er på alle måder en fyldig kvinde – en bestemt dame, som snakker i et væk, fra det øjeblik hun træder ind på Martha’s dæk, og til de endelig slipper af med hende i Svendborg.



Da Piet entrer messen første gang, følger konen bagefter – og dominerer døråbningen fuldstændigt.
Bagest i lokalet er Brovst på vej ud fra kabyssen, da han får øje på fru van der Vliet.
”JYTTE” udbryder han forbløffet, og er ved at tabe cigaren ned i kaffekoppen.
”ARNOLD” kommer det lige så overraskende fra madammen bag hr van der Vliet.
”ARNOLD?” udbryder Knud, Watson og kokken i kor, og kigger på deres maskinmester.
”Ja, Arnold Elias Brovst, hvis I endelig skal vide det, men her ombord forbliver det Brovst, tak” henvender maskinmesteren sig til det øvrige selskab, inden han igen kigger på den hærdebrede dame foran sig.



Hr der der Vliet har allerede trukket sig i baggrunden – alt for erfaren i sit ægteskab til at vide, hvornår det er en god ide at holde lav profil.
”Ja så - ser man det - så skal man møde dig igen her på en gammel skrotbunke i Grønlands-havnen” hvæser fru van der Vliet, mens hun træder ind i rummet.
I en stol lige indenfor døren fornemmer Marius næsten, at lyset forsvinder bag denne enorme skabning ved siden af sig.
”Og her havde jeg netop glædet mig over, at jeg ikke IGEN skulle blive udsat for flere gamle krager” beklager Brovst sig misfornøjet, mens han samler cigaren op fra gulvet.
”Næh nu skal du dælme . . . ”



Længere når fru van der Vliet heldigvis ikke, før kaptajnen træder imellem, og officielt byder ægteparret hjertelig velkommen ombord på denne fornøjelige hjemrejse mod Danmark.
Han gør det i meget formelle toner, som for en stund flytter kragens fokus fra maskinmesteren.
I en meget fornærmet tone får hun udstødt et ”Hrrrm” – men vender sig så alligevel mod kaptajnen.
”Jamen lad gå da, hvis De kan holde denne durkdrevne snyder fra mit åsyn på resten af turen” fremturer hun i høje toner, der ikke efterlader tvivl om et tidligere mellemværende med skibets maskinmester.

I et efterfølgende ”personalemøde”, som i hast bliver indkaldt i baren om aftenen, må Brovst erkende, at Svendborg ikke er den eneste by i Europa, som han skyndsomt har forladt i løbet af de sene nattetimer.
”Man havde sig jo nogle uforglemmelige nætter i Rotterdam for mange år siden” erindrer han, og får i det samme kuldegysninger.
”Det var med hende, at jeg lærte at håndtere store maskiner” smiler Brovst så, og kigger rundt efter forståelse.



Alle nikker anerkendende på hovedet, og skåler med maskinmesteren.
”Og for at opfylde spradebassens ønsker, må jeg nok hellere holde mig ude af syne et par dage” erkender han.
Det skåler de på – og på en god hjemfart – og på sympati med hr van der Vliet – og på en rolig nat – og et herligt morgenmåltid – og på kaptajnens redning – og på kokkens nye frisure og trimmede skæg osv osv.
Ja, der er faktisk nok at skåle på, når de nu endelig er tilbage i skibets bar.

Dagen efter er Watson og kokken inde i byen for at kigge efter friske grønlandske rejer til middagsmaden.
Uheldet vil dog, at der lige ved siden af handelsstationen ligger en lille lokal knejpe.
Med lidt tømmermænd tilbage fra dagen før, bliver de enige om at tage sig en lille ”reparations-bajer”, inden de skal handle.
På knejpen møder de den lokale slædehundefører Ivituq, som byder dem en plads ved sit stambord.



4 timer senere er humøret igen højt hos de to søfolk.
Sigvardt er nu blevet hundeejer til en lille nuttet slædehunde-hvalp, som allerede er døbt Emil.
Da de er allermest overrislede, er Watson tæt på at blive forlovet med Ivituq’s søster Siri.
Hun har i hvert tilfælde altid ønsket sig en RIGTIG sømand, og slår snart følgeskab med de 3 ved bordet.



I et klart øjeblik kommer Watson heldigvis i tanker om, at et liv som sælfanger i Grønland er endog MEGET langt fra hans planer for fremtiden.
Skyndsomt trækker de to danske sømænd sig tilbage, og dingler tilbage mod skibet.
Glemt er alt om grønlandske rejer i nabobutikken.



Næste dag henter kokken dog sin nye behårede ven hos Ivituq.

Det bliver også i Godthåb, at de tager afsked med Niels for denne gang.
I havnen i Godthåb ligger den norske coaster ”Ellen”, og venter på at laste varer til Puerto Rico.
Niels ser dette som en god og heldig mulighed for at komme tilbage til Barbados, hvor hans gamle bedstefar og bugseringsfirmaet venter på ham.
Derfor afmønstrer han hurtigst muligt, da Ellen netop søger en styrmands-aspirant.



Ved afskeden på kajen, hvor alle besætningsmedlemmer fra Martha er tilstede, giver kaptajnen Niels sine lærebøger fra dengang han selv læste til skipper.
”Så kan du fortsætte dine studier min ven – og blive klar til at overtage på kommandobroen, når jeg selv en dag går i land”.
Niels takker alle mange gange – giver alle hånden – og en ekstra stor krammer til Roberto.
”Lov at du hænger i med DINE studier, Roberto, for så mødes vi igen en dag ude i verden”
Det lover Roberto naturligvis.
Gensynet lader nu ikke vente helt så længe på sig, men det er en anden historie.



Niels får også en afsluttende snak med Knud, inden de skilles for denne gang.
"Tak for nogle gode oplevelser makker - det har sq været fornøjeligt".
"Det var godt at have dig med ombord, Niels - godt at have en sømand med lidt vovemod" får Niels tilbage, inden de går hver til sit.

Rigtig gode billeder og skønt at være tilbage på skuden igen

Flot Norsk coaster og gode billeder!
Da jeg læste sidste afsnit fik jeg den der sang i hovedet om en sailer der går i land og så ved man aldrig hva der kan ske.....hahahha

Desværre når Niels kun frem til en meget syg bedstefar, som snart går bort.
I en meget mindefuld begravelsesceremoni får bedste-faderen en rigtig sømandsbegravelse, hvor asken spredes over havet fra bagstavnen af slæbebåden.
Det er Niels selv, som langsomt hælder indholdet af urnen ud i havet.
I styrhuset står bugseringsfirmaets nye indehaver Pedro, som har overtaget firmaet sammen med sine onkler.
Den efterfølgende mindehøjtidelighed er henlagt til en herlig fiskerestaurant i Crab Hill på nordkysten af Barbados, hvor Princess og Sallisburg (Se historien om turen til Salvadorada) sørger for en velduftende fiskebuffet i engelsk stil til de mange gæster.

Uden forpligtelser på øen vender Niels snart hjemover mod Danmark og forældrenes værtshus i Svendborg.
Sidst på sommeren møder han lodsen Ulrikke i et stormfuldt møde på en fortovscafe i Nyhavn.





Året efter gifter de sig i Svendborg Kirke.
Bryllupsfesten holdes naturligvis på værtshuset, og alle fra Martha er med til festen.
Det bliver en fantastisk fest, hvor Alf – på besætningens vegne - holder en af sine bedste taler for brudeparret.
Brovst er allerede ude i en lang forklaring til sin sidedame om maskinrummets altoverskyggende vigtighed for al søfart.
Da han fornemmer, at Alf er ved at være færdig, udbringer han naturligvis en skål for brudeparret.

Knap et år senere føder Ulrikke de to tvillinger Knud og Marius, og vælger derfor at blive hjemme ved børnene.
Hun er nu en del af sammenholdet med de andre ”sømands-enker” Lone og Manuela – og i øvrigt frk Bruun og Mathilde – men det er også en anden historie.

Endnu et år senere går kaptajnen fra borde, og overlader roret til Niels, som nu er fuldbefaren styrmand og kaptajnsaspirant.
Det bliver derfor Niels, som fører Martha over havene i de sidste år af skibets levetid.

Anbodil skrev:Flot Norsk coaster og gode billeder!
Da jeg læste sidste afsnit fik jeg den der sang i hovedet om en sailer der går i land og så ved man aldrig hva der kan ske.....hahahha

Ha, jeg sidder netop og lytter til De glade Sømænd (eller Sømændene, som de retmæssigt hedder i dag) på Spotify, mens jeg skriver dette afsnit.
De har en ganske fornøjelig version af netop dette nummer.


- og to billeder blev brugt fra den norske coaster scenariet - så var det videre til Nyhavn, som jeg netop har bygget kulisserne til, så Niels kunne møde sin Ulrikke den kommende sommer.
Det ER hårdt at være historiefortæller engang imellem - ha ha!!

- og tak for jeres kommentarer.

Tilbage til denne forårsdag i Godthåb i 1969, hvor Martha laster polarforskerens udstyr.
Ligeledes fyldes akvarierne igen med fisk, som han har medbragt fra nogle forsøg nordpå.
Det glæder ikke mindst Roberto, som igen får sig et tidsfordriv.



I en stille stund på fordækket, får Knud sin pakke tilbage fra kaptajnen.
”Ja, nu behøver jeg vist ikke opbevare denne for dig mere” Konstaterer kaptajnen, og glæder sig over, at han ikke skulle viderebringe denne til Lone ved hjemkomsten.



”Tak fordi du påtog dig at passe på den, skipper” svarer Knud, og giver kaptajnen et klap på skulderen.
Derefter rejser han sig, for at bringe lidt madrester ned i maskinrummet til Brovst.
Han kommer dog i tanker om, at han lige så godt kan få Alf’smachete bragt tilbage til Roberto.
”Så får jeg vist ikke brug for at svinge den her længere” siger Knud, da han rækker den indpakkede machete tilbage til skibsdrengen.
”Men der er ingen tvivl om, at den bragte os held undervejs”.
Roberto smiler glad, men lægger så macheten tilbage i kommoden i kahytten.



I det forreste lastrum sidder Brovst og venter spændt på måltidet ved det lille spisebord.
”Hvad har du med til mig Knud – er det noget godt?”
Knud rækker en tallerken frem med 6 tarteletter – en af Brovst’s favoritter.
Med servietten i halsåbningen giver maskinmesteren sig straks i kast med maden foran sig.



”Nyd nu maden mester, for det kan godt være, at omfanget af måltiderne KAN risikere at blive lidt påvirket af kokkens nye logrende ven”.
”Hør, hvad skal det sige – er det lille gadekryds nu årsag til, at jeg skal spises af med kun 6 tarteletter?”
Det bekræfter Knud med et nik, mens han banker på et manometer over hans hoved.
Straks flytter nålen sig en lille smule – men falder så tilbage til sit udgangspunkt.
”Ja, der var såmænd hverken sild eller frikadeller på bordet denne gang – så noget er der da sket” uddyber Knud.
”Som om vi ikke allerede HAR lidt nok af sult og mangel på proteiner på denne tur” ryster Brovst på hovedet – men vender så tilbage til tarteletterne.

De bliver afbrudt af Watson, som kommer skramlende med nogle gamle malerbøtter og brugte pensler.
Under armen har han et stort stoflærred.
Det hele bliver placeret midt på gulvet bag polarforskerens udstyr, inden han igen forsvinder ud ad lastrummets dør.
Snart er han tilbage med et interimistisk sammenflækket staffeli, som Tømrer-Peter har bygget til ham.
Uden at ænse de to maskinfolk, placerer hovmesteren lærredet på staffeliet, og giver sig møjsommeligt til at udvælge de rette farver blandt maler-resterne.



”Hvad skal DET nu forestille?” vil Brovst gerne vide med munden fuld af tartelet nummer 4.
”Når tiden nu er til det – og det er blevet så moderne med disse hobbies her ombord, har jeg hermed kastet mig over kunstmalingen” erklærer hovmesteren fornøjet, mens han stryger det første let genkendelige lyseblå penselstrøg på lærredet.
Brovst og Knud kigger på hinanden, men bestemmer sig så begge for, at det da må være hovmesterens egen sag.

Som beskrevet tidligere, ender dette første lærred med et meget grumset portræt af husene på fjeldet.
Ja, Jens Emil er vel nærmest kun nogle få tynde streger nederst i billedet med en arm hævet til en hilsen ud mod billedets beskuer.
Dagen efter hænger billedet over sofaen i opholdsrummet – VISTNOK med kaptajnens samtykke.

Ja det er ingen skade til at være glad for at bygge, når man er historiefortæller....hehe...og dit Nyhavn er bare super flot og godt lavet....

Helt fantastisk fortælling hele vejen igennem. Det har været mega spændende at følge med. Tak for god underholdning.

Tak for jeres opbakning og interesse - det gør det hele værd.

”Bare rolig Emil, jeg skal nok passe godt på dig” lover kokken, da han lufter sin nye hund på havnekajen.
Der er ingen tvivl om, at Sigvardt har fundet sig en god ven og ledsager med den lille Samojede-hvalp, som han næsten ikke slipper af syne de kommende dage, hvor hvalpen spurter skibet rundt.



Selvom sømændene naturligt havde frygtet lidt for måltidernes beskaffenhed, når nu Sigvardt er SÅ optaget, tiltager lækkerierne nærmest i omfang de kommende dage, mens de venter i havnen i Godthåb.
Det er næsten som om, at kokkens genfundne humør smitter positivt af på de veldækkede borde - både morgen, middag og aften.
Selv fru van der Vliet har svært ved at bevare pessimismen, når de sidder bænket om bordet.
Kun Brovst mangler naturligvis.

I stedet for at nyde maden, skal den hollandske polarforsker-kone dog absolut fortælle om ALLE de fortræffeligheder, som findes i Holland – og som LANGT overgår ethvert dansk måltid.
Ja, når hun sådan lige tænker efter, er der faktisk mange ting, hvor Holland er VÆSENTLIGT bedre end lille og triste Danmark.
- Og sådan fortsætter det i en mere og mere negativ tone under hele måltidet.

Først bliver det Knud for meget.
Allerede samme aften er han at finde ved bordet i lastrummet sammen med Brovst.
Kort tid efter indfinder Watson sig også.
”Hør sig mig nu lige engang, kan man nu ikke engang have sit lastrum i fred mere” brøler
1. maskinmesteren, da også kaptajnen endelig kapitulerer, og indfinder sig om sømændenes bord nederst i skibet.



Tilbage i messen er nu kun tømrer-gæsten Peter, skibsdrengen Roberto, kokken Sigvardt og telegrafist Marius, som stadig står nedgørelserne igennem.
Ja, Roberto sidder nærmest med åben mund, og forbløffes over denne kvindes fortsatte eder og forbandelser mod ALT dansk.
Selv frikadellerne og beskaffenheden af ægteparrets kahyt får et besyv med på vejen på et tidspunkt i ordstrømmen.

Mens kokken virkelig kæmper med at holde raseriet tilbage, lader Marius til at være fuldstændig uberørt af fru van der Vliets væremåde og tilsvinelser.
Han spiser lystigt, og kigger kun en sjælden gang op fra sin tallerken, mens han nikker til konen, som om han forstår det hele, og deler hendes synspunkter.
Kokken kigger forundret på Marius et stykke tid – men indser så, at Marius overhovedet ikke hører efter, men blot nikker med hovedet i ny og næ.
Til gengæld har Marius en stor del af fadene for sig selv.



Til sidst taber rabenskralden pusten – kaster sig over et frisk kyllingelår, og fortsætter sine raseriudbrud mod den stakkels hr van der Vliet, som ikke bakkede hende godt nok op i sine argumenter.
”Men kæreste, jeg forstår jo ikke et ord af, hvad du sagde” undskylder polarforskeren på nederlandsk.
“Mon ikke han havde drømt om at gøre denne tur UDEN ledsager” tænker kokken ved sig selv, og begynder så småt at bære fade og skåle ud i kabyssen.

Næste morgen er den gal igen.
Samme kværuleren fra fru van der Vliet – denne gang mest over de blødkogte ægs blødhed og mangel på groft rugbrød.
Både, Knud, Watson, kaptajnen, Roberto og kokken er på dette tidspunkt lige ved at rejse sig og udvandre.



Lige da hun hidser sig allermest op, kommer den lille logrende Emil ind i messen – kigger på menneskebjerget foran sig, og begynder straks at bjæffe mod polarforsker-konen.
Jytte holder en pause i sit brok, og kigger ned på den lille pelsklump for hendes fødder.
Så stopper hunden også med at gø.
Straks hun genoptager sin højrøstede klagesang, giver hunden sig til at bjæffe og snerre ad hende.
Sådan går det løs et par gange, inden fru van der Vliet helt opgiver, og sætter sig ned.



Fra sin plads ved det modsatte bord kalder Roberto på den lille hundehvalp – løfter den op, og kæler den kærligt over ryggen.
”Go’ hund, Emil” siger han til den, og giver den en godbid fra jakke-lommen.
”Ja, det ER sandt for dyden en dejlig hund, som Sigvardt har fået sig der” smiler kaptajnen til Sigvardt.
”En rigtig skibshund” blander Knud sig.
"Og menneske-kender" hvisker Sigvardt stolt tilbage.

På resten af turen bliver det kun når hundehvalpen ikke er i nærheden, at den hollandske matrone bliver ekstra højrøstet.
Sjovt nok er hunden ofte i nærheden af messen omkring måltiderne.
Måske er det godbiderne fra kokken og Roberto, som tiltrækker den lille hund – måske blot en hurtig læring af den daglige trummerum ombord på et dansk handelsfartøj i slutningen af 1960'erne?

Hvor får du det fra VinceDjansen
Men en hollænder der hedder Jytte og som spiser rugbrød!!..... det må absolut tilskrives den kunstneriske frihed
Min far var Hollænder og han var rigtig mange år om, at vende sig fra hvidt brød under silden

Ha ha - så fik jeg måske trådt i noget der - beklager.
Mon ikke Jytte er dansker, men blot GIFT med en hollænder.
Det vil jeg tro, siden hun kan skælde så forståeligt ud på dansk - ha ha.

Næste formiddag får de signal til at forlade Godthåb.
Indenfor en time damper Martha sydover med en god brise ind fra styrbord.
Snart ligger Prins Christianssund på sydspidsen af Grønland, hvor de redede rejefiskerne fra Irland, et godt stykke bag dem.
Frem til Skagen vil de nu være på åbent hav over Atlanten.

I styrhuset er kaptajnen igen blevet ene-ansvarlig, efter Niels påmønstrede den norske coaster.
Specielt Knud er dog flink til at afløse engang imellem, når kaptajnen trænger til at ”strække benene” som han kalder det, når enten messen, baren eller ”latrinet” skal have et besøg.

I lastrummet er Watson i fuld gang med at beklæde rummets vægge med det ene rædselsfulde billede efter det andet.
”Bliver det nogensinde til kunst, giver jeg en omgang på Havnekroen” (deres stamværtshus i Svendborg) lover Brovst en dag, da et nyt billede pryder væggen bag det bord, som har været hans faste spiseplads, siden rabenskralden fra hans fortid i Rotterdam entrede Martha.



Ved agterdækket har Sigvardt travlt med at lære hvalpen at sidde og spise pænt.
Med lidt rester og småbidder fra køleskabet er hunden velvillig og lærenem.
Ud af en gammel røremaskine-tragt og en skål fra køkkenet har Knud bygget en fin foderautomat til Emil.
Tømrer-Peter har til gengæld snedkereret en kasse med plads til alskens redskaber til hundetræning og leg.
”Se Emil – jeg sagde det jo til dig: ALLE er vilde med dig her ombord” smiler Sigvardt til sin logrende ven.
”Ja, måske lige på nær en enkelt knotten hollænder af dansk afstamning” ler han for sig selv.



Roberto tager ofte Emil med på en spadseretur på dækket, så hvalpen lærer at gå i snor.
Flere runder fra stævn til agter bliver det nemt til, når stormen på Atlanten ellers tillader det.



Ofte falder Emil i søvn i kahytten ved Roberto, og sniger sig snart til en plads i fodenden af skibsdrengens køje.

En nat, mens de befinder sig på en position syd for Island, vågner Brovst med en voldsom rumlen i maven.
Det er klart for maskinmesteren, at han på det seneste simpelthen er kommet i et voldsomt underskud af natlige frikadeller.
Derfor sniger han sig fra kahytten ved maskinrummet og ovenpå via trappen forrest på skibet.
Da han passerer opholdsrummet, hører han en underlig rumsteren indenfor.
Han får nu også øje på lyset under døren.
Med et rask ryk flår han døren op - og mødes af et syn, som vil forfølge ham mange nætter fremover.
Han smækker døren i igen, lige så hurtigt som han åbnede den.
Lysten til frikadeller er totalt forsvundet.
I stedet trasker Brovst tilbage til sin kahyt – men får ikke sovet mere den nat.

Sq ikke småting, man må finde sig i med de ikke spillede klub-simmere på grunden - ha ha!!

Ja, så blev han rigtig chokeret. Fed historie og køn lille hvid hund.