S.S. Martha - sommeren i Skippergade anno 1969

Nu er det ikke fordi jeg vil påvirke dig Vince. Men Mccc har en funktion som du efterlyser.
Jeg har dog ikke selv afprøvet den da min pc har nok at gøre med 8 simmere i en husstand.

Her er hurtig googleoversættelse af indstillingen.

"Denne indstilling tillader overskrivning af standard EA maksimal husstandsstørrelse på 8 til en anden værdi op til 25. Bemærk at når du har mere end 8 Sims i en husstand, er der nogle problemer i spillet, der beskæftiger sig med CAS. Du skal bruge 'Modify in CAS' til de sims, der er efter de første 8 i husstanden, fra 'Sims Commands' menuen. Når en ny opdatering fra EA kommer ud og du forsøger at bruge opdateringen, uden at MCCC opdateres, kan det medføre problemer med disse husholdninger. Dette er det samme som enhver ændring i husstandsstørrelse, men jeg ville bare sørge for, at det blev noteret her, at disse ting bør holdes i tankerne."

Mandag den 18. august
I dag møder Roberto ind på søfarts-skolen igen.
Han glæder sig til det kommende skoleår, hvor kravene skærpes og lærdommen vil stå i kø for at fylde hans nysgerrige hjerne.
Udenfor skolen møder han et par af sine venner fra det foregående skoleår.
Som Roberto glæder de sig også til at komme videre med studierne til maskinmester.



Det bliver også denne mandag, at Mathilde præsenterer Brovst for hendes kæreste Willy.
"Han er fra Tåsinge" fortæller hun, da Brovst trykker Willy's hånd.
"Jo jo, men bare han ikke er forbundskansler i Vesttyskland" griner Brovst, og klemmer til.
Willy fortæller nu, at han kender Lone og Knuds sommerhus, da hans bedsteforældre er genboer ved Borgnæs.
"Ja, de har da godt nok lige fået sig noget af et chok, da de ville sige velkommen til de nye på vejen".
"Bedstemor havde endda brunsvire med" uddyber Willy.
"Heldigvis er naturist. . . . øh, langelænderne vist taget hjem igen, for det syn holder bedstemor ikke til i længden".
Brovst kan berolige ham med, at gæsterne ved Alf og Manuela's bryllup kun havde lånt sommerhuset for et par dage, og sikkert ikke dukker op igen.



"Willy arbejder ved Mærsk" forsøger Mathilde at skifte emne.
Brovst får pludseligt et fast blik, og stirrer vredt ind i Willy's øjne.
”Hva' faen din skidespræller – min datter skal ikke have en sømand til kæreste - så kan du så se at få stillet søstøvlerne og kom i land med det samme” vrisser han mod den unge forbløffede knægt.
Så må Willy hurtigt fortælle, at han arbejder på Mærsk kontoret i København, og derfor er hjemme ved forældrene i Albertslund præcis klokken kvart over fem hver dag.
"Men måske flytter vi sammen derovre, så jeg kan læse til sygeplejerske på den nye afdeling på Rigshospitalet" smiler Mathilde til sin far.



Brovst er for en kort stund mildere stemt, men ærgrer sig nu i stedet over, at han jo netop tilbringer mere tid med Mathilde, efter at hun er flyttet ind i kahytten ved siden af hans egen.
"Skal hun så allerede flytte?" tænker han, og skifter igen ansigtsudtryk.
Da han har sundet sig lidt, klasker han Willy i ryggen, og siger: "Så må det jo være sådan med jer unge forfløjne mennesker - men lov mig, at du passer på hende, som hendes gamle far af en søulk ville have gjort".
Det lover Willy MEGET hurtigt - og er fremover påpasselig med sit ordvalg, når Brovst er i nærheden.

Ja for hulen - det er LIGE hvad jeg har brug for - men har endnu ikke taget mig sammen til at kaste mig over mod'et.
- men det kommer snart - tak

Jeg kan rigtig godt lide din vrøvle historie. Der sker altid noget nyt i omgivelserne

Tirsdag den 19. august
På Knuds initiativ er sømændene fra Martha ved fotografen.
Det er bestemt svært at få et ordentligt billede, for sømændene har umådeligt store problemer med at sidde stille eller holde deres mund.
Derfor ender det med, at de må fotograferes to og to sammen.
Imens står de andre sømænd bag den fortvivlede fotograf og skærer ansigter og kommer med tilråb.
Det ender dog med et par gode billeder af dem alle, som skal pryde opholdsstuen på Martha.
Da Pia alligevel er taget med, får Alf overtalt hende og Roberto til at posere sammen.
"Hvor yndigt og ungdommeligt et par" udbryder Marius, da han beundrer det færdige resultat nogle dage senere.





Da hun er i et stort dilemma, henvender Manuela sig til Lone efter aftensmaden.
Manuela fortæller nu, at hun ved gademarkedet blev kontaktet af en repræsentant fra Det Sydfynsk Bagerlaug, som besøgte cafeen.
På laugets vegne ville han gerne invitere Manuela til at bage Salvadorada-brød til alle de sydfynske bagerier, som er med i sammenslutningen.
”Der er 27 bagerier i alt” sukker Manuela opgivende.
”Det kan vores lille bageri da umuligt klare med kun EN bagemaskine og EN hårdtarbejdende bagermester”.
”Jamen søde Manuela – det er da en FANTASTISK chance, som vi da MÅ finde en løsning på” svarer Lone med energi og optimisme i stemmen.
”Men lauget skal allerede have besked indenfor en uge” sukker Manuela endnu dybere.
"- og jeg ejer jo af gode grunde ikke en klink".
”Så må vi arbejde hurtigt” svarer Lone – nu helt grebet af denne fine mulighed for at iværksætte noget nyt og spændende.
Manuela trækker på skuldrene, og stoler endnu engang på sin gode venindes intuition.
Resten af aftenen bruger de to kvinder på at lægge en plan for en øget produktion af de så berømte Salvadorada-brød, så de kan godkende laugets økonomisk fine oplæg.
Snart flyver tal og tegninger over spisebordet i den lille lejlighed.

Tak - og man lærer noget nyt om spillets muligheder og begrænsninger = den væsentligste årsag til historien.

Ja det er en dejlig vrøvlehistorie. Jeg kikker lige på den mølle.
Egentlig må max antallet på en grund kunne være 6+6+6.
Altså 2 simmere på en grund med hver sin gruppe som mødes på grunden= 12 og så flytter endnu 6 ind...så kan man stadig styre de 8, men man må låse grunden af....ellers stikker medlemmerne vel af fra grupperne..hmm
Og hvis man havde garanti for at alle i en gruppe altid ville møde op, så kunne man være 8 simmere med hver sin gruppe...8*6= 48 så ville der blive trangt på en grund, men hold kæft hvor kunne det være sjov....

Onsdag den 20. – søndag den 24. august
Dagene benytter Knud, Lone og vennerne til at få kigget på det nye sommerhus i Borgnæs – og indrettet det bedre, så der på sigt bliver plads til den kommende familieforøgelse, når adoptionsbureauet vender tilbage.
Niels, Tømrer-Peter, Bette-Birger, Piv-Palle, Alf og Manuela er også med, og snart er fikse hårdværker-hænder i gang overalt på det gamle sommerhus.
Op ad formiddagen er et par nysgerrige naboer også i sving.
Over middag er det gamle tag næsten allerede væk.
Udenfor er Marius dukket op med flere stiklinger og masser af blomsterløg til haven.



Ud på eftermiddagen vil Lone spille lidt musik til arbejdet, og sætter derfor en tilfældig singleplade på grammofonen.
Snart lyder Doors med ”Light my fire” i den spinkle højtaler.
Det er dog nok til, at Knud får kuldegysninger oppe på taget, da billedet af musiklærer Bibi Palludan straks dukker op på nethinden.
I stedet må han bede Lone om at finde en Beatles-plade frem fra bunken, hvis han skal holde balancen på de nye spær og lægter.
De mere bløde toner af ”Hey Jude” får heldigvis hårene på armene til at lægge sig igen.



Fredag over middag dukker Roberto og Pia også op.
De hjælper Marius, Lone og Manuela i haven, hvor meget stadig skal ryddes op og beplantes.
Senere kigger Alfred og Maren også indenom.
Udover en lækker lagkage til kaffen, har de et fint lille oppusteligt havebassin med som gave – ”Til den lille ny sommerhus-beboer da” som Maren udtrykker det, mens Alfred blæser i ventilen, så han bliver helt rød i hovedet.




Mens Pia, håndværkerne, Maren og Alfred tager hjem for natten, sover Manuela, Alf og den lille baby i et fint stort telt i haven, som Lone har købt til lejligheden.
I redskabsskuret finder Knud et mindre telt, som Roberto og Niels straks slår op.
De to snakker næsten hele natten væk, mens natsværmerne lander og letter på teltdugen udenfor.



Lørdag byder Grundejerforeningens formand dem velkommen til Borgnæs, og glæder sig samtidigt over, at det ikke er de to gamle naturister fra Langeland, som har købt huset.
”Det var godt nok noget af en forskrækkelse da” siger han, mens han himler øjne.

Mens de tager opvasken fra middagsmaden i det lille køkken, spørger Maren Manuela, om hun vil sælge Alfreds ny-producerede honning i cafeen.
”Haj er blev’n bidt af ei gal bi da” som hun udtrykker Alfreds nye lidenskab.
”Jamen det var da forfærdeligt” udbryder Manuela.
”Det er vel ikke noget alvorligt?”
Så må Maren forklare sig bedre.

Imens Knud og Alfred reparerer den nye beklædning på den ene gavl, skal Knud lige høre, om Alfred har fået sig et bi-job.
”Ha ha, ja dej er sjov dej der da Knud” må Alfred trække på smilebåndet.
”Ja, den bliver nok svær at stikke” griner Knud tilbage.
Så kravler Knud ned ad stilladset efter noget mere maling.
På vej op igen må han dog lige minde Alfred om, at han da altid kan tage sig en stik-pille, hvis han skulle blive skidt tilpas af al den honning.
"Men det er jo nok kun en bi-ting for en dreven avler som dig".
"Ho ho" griner Alfred, så han må sætte malerbøtten fra sig.



Søndag aften står sommerhuset i en væsentlig bedre stand.
Den nye overetage, som håndværkerne er ved at bygge, klæder huset ganske godt, og haven begynder også at tage form, nu de mest vildtvoksende planter og buske er fjernet, og et par træer har måttet lade livet.
”Det bliver SÅ skønt, at nyde efterårets fred og ro herovre” smiler Lone til Knud, da han låser fordøren til huset, og sætter sig ind i bilen.
Bag dem står konturerne af det fineste træhus i svensk byggestil.
- og sådan ser huset ud i sommeren 1970, da det endelig står færdigt, og haven er veltrimmet og dufter af sommerblomster.
Byggestilen og resultatet medfører mange beundrende blikke fra forbipasserende og rosende ord fra grundejerforeningens formand.

Anbodil skrev:Ja det er en dejlig vrøvlehistorie. Jeg kikker lige på den mølle.
Egentlig må max antallet på en grund kunne være 6+6+6.
Altså 2 simmere på en grund med hver sin gruppe som mødes på grunden= 12 og så flytter endnu 6 ind...så kan man stadig styre de 8, men man må låse grunden af....ellers stikker medlemmerne vel af fra grupperne..hmm
Og hvis man havde garanti for at alle i en gruppe altid ville møde op, så kunne man være 8 simmere med hver sin gruppe...8*6= 48 så ville der blive trangt på en grund, men hold kæft hvor kunne det være sjov....

Ja, så ville det i hvert tilfælde blive noget nemmere at afholde et velbesøgt gademarked - ha ha.
Det var alligevel noget af en opgave, at få simmerne til at blive i Skippergade.
Således måtte alle døre og porte (og dem er der mange af i de to gader på grunden) låses af - og afspærringer sættes op i begge ender, da først simmerne var mødt frem.
I den ene ende af Skippergade blev det den lille scene, som udgjorde afskærmningen, mens markedet stod på.

Med to klubber a 8 simmere - og 8 simmere på grunden, er min nuværende erfaring, at der maksimalt kan være 16 simmere på grunden ad gangen - vel at mærke uden snyd eller mods.
Men 48 ville være SÅ cool - helt enig.

IGEN banker MCCC på "min dør"

Ang. afspærring, så er der nu også mulighed for at spærre af med de gule og sorte afmærkning i hegn, som fulgte med superstar pakken. Det kan være nemmere end at låse et dusin døre....

Der er gået ren Bulderby i din fortælling. Superfint træhus og rigtig gode scener fra ombygninger.

PS. Min erfaring er, at 16 Simmere er rigeligt at holde styr på. Jeg får helt sved på panden ved tanken om 48!!!

Enig mona. Men nu det er vel sådan at simmerne kan holde styr på dem selv, og man kun udvælger et par sims som man styrer mere eller mindre...

Ha, og her har vi så ofte den HELT store udfordring, når man spiller med simmere, som blot er på besøg på grunden (eks via klubmøde) - og man gerne vil interagere med dem på sådan nogenlunde troværdig vis.
For disse npc'ere har VIRKELIG tendens til at løbe i alle retninger, eller foretage sig de mest forunderlige ting.
En løsning kunne naturligvis være, at bruge LANGT mere tid på at flytte simmere rundt mellem husholdningerne i forhold til de simmere, som man skal have kontrol over til et billede.
Det har jeg ikke orket at give mig i kast med.
Så derfor kræver det i stedet god tålmodighed og accept af, at simmerne ikke altid står helt rigtigt eller har det rette kropssprog.
Det kompromis indgår jeg gerne

Mandag den 25. august
Niels er i Nyhavn for at gense lodsen Ulrikke fra isbryderen Hans Hedtoft.
Det bliver en stormfuld og romantisk aften.
På et tidspunkt i løbet af aftenen bliver Ulrikke enig med sig selv om, at det vist er ved at være på tide at gå fra borde og stifte familie – hvis altså ham sømanden fra Svendborg har tanker i samme retning.
De sover længe på hotel dagen efter, og aftaler at mødes igen i Svendborg, når Niels er hjemme fra den kommende sejlads.



Manuela og Lone kører rundt i Svendborg-området, og kigger efter et egnet lokale til at øge produktionen af brød.
I udkanten af byen – på den sydvestlige vej mod Rantzausminde finder de et forsømt industriområde og en forladt skofabrik, som ligger ned mod vandet. (Området er for længst jævnet med jorden!)
På et skilt ved vejen står der, at man kan kontakte ejendomsmægler Hasselholt, hvis man ønsker at besigtige bygningen.
”Ham igen” udbryder Lone, da hun læser skiltet.
”Det var også ham, som vi købte sommerhuset af”.
”Men er det ikke ALT for stort? Spørger Manuela, og kigger på den store facade med vinduespartierne.
”Jo, det er den LIGE NU, men så har vi mulighed for at udvide, hvis det skulle blive aktuelt” insisterer Lone.
”Nåh, jamen det er jo dine penge” vedkender Manuela – vel vidende, at hun ikke har midler at investere i deres fælles projekt – kun en masse viden om Salvadorada-brød.
”- Og så lysten til at kunne klare mig selv – og Roberto, Felicia og Alf naturligvis” tænker hun for sig selv.

Onsdag den 27. august
Manuela og Lone besøger Watson på Martha, og forelægger ham planerne, som skal gøre det muligt, at opfylde bagerlaugets ønske om køb af Salvadorada-brød til de 27 bagerier på Sydfyn.
Indtægterne skal dække en investering i flere bagemaskiner og køb og ombygning af faciliteterne på den tidligere skofabrik ved Rantzausminde.
”Det er et meget flot stykke arbejde, som I har lavet” vurderer hovmesteren, da han har kigget på regnskab, prognoser og handlingsplaner for de to kvinders udvidelse af produktionen.
”- og helt sobert og uden skjulte tal” må han tilføje.
Inden de skilles, tager Lone og Manuela imod Watsons tilbud om at deltage på mødet med bagerlauget.



Derefter går turen til Mærsk kontoret, hvor frk Bruun også har lovet at kigge materialet igennem.
”I er godt nok nogle friske og modige damer” smiler sekretæren, da hun lukker mappen med investeringsstrategien.



Slutteligt ringer Lone til sin far i København.
”Nu bruger jeg nok en stor bunke af de penge, som du gav mig, lille-far”.
”IGEN?!” spørger O. P. Andersen – ikke synligt overrasket.
”Jamen så må vi da håbe, at du bruger dem lige så fornuftigt, som din gamle far ville have gjort” siger han noget tvivlende.
Så fortæller Lone kort om deres planer – og hilser fra Knud”.
5 minutter senere lægger hun røret på, og smiler til Manuela.
”Der blev han vist lidt mundlam”.

Fredag den 29. august
Lone, Manuela og Watson mødes med hr Hasselholt foran sko-fabrikken, og får en grundig rundvisning.



Derefter giver ejendomsmægleren en god frokost på restaurant Svendborgsund.
Da de skilles et par timer senere, føler hr Hasselholt for første gang i sin lange karriere som ihærdig ejendomsmægler, at det var ham, som fik klart MINDST ud af en handel.
I den sorte direktørbil, som rumler tilbage mod havnen i Svendborg, sidder der til gengæld tre personer og morer sig kosteligt – vel vidende, at de netop har indgået en meget gunstig aftale om købet af fabrikken.
”Den første investering for firmaet Svendborg Brødfabrik” smiler Lone til de andre, da hun drejer ind ved Martha’s kajplads.

Ha ha godt Lone har ben i næsen...hæhæ. Og sikke en flot skofabrik. Det første billede fik mig til at tænke på forbryderfabrikken til sims 3...

Tirsdag den 2. september
Efter et par udsættelser og langstrakte forhandlinger med bagerlauget, underskrives aftalen endelig af begge parter.
Da Lone, Manuela og Watson træder ud af mødelokalet hos laugets formand, smiler de alle til hinanden.
”Jøsses, jeg troede aldrig, at det skulle lykkedes” stråler Manuela.
”- Og vi er dig evigt taknemmelige Watson, for det var ALDRIG gået SÅ godt, uden din hjælp og forhandlingsevner” smiler Lone, og giver hovmesteren et varmt og velment kram.
”Ja, nu er der så ingen vej tilbage” siger Watson med en kløgtig mine.
”- og resten er så op til jer to”.
”Pyha – man kan godt blive lidt svedt” indrømmer Lone.



Denne aften spiser Lone, Knud, Alf og Manuela sammen med Watson og Frk Bruun i Skippergade, hvor Knud præsenterer sin nye ret fra grillen.
Der er god mad og masser af rødvin på bordet.
”Det fortjener vi alle” udbryder Lone, og løfter vinglasset til en skål.
”- og når Knud er hjemme igen fra Bindleton, så går vi i gang”.

Jamen det kan da godt være, at der er gået lidt Sims3 forbryderfabrik i den Bodil. (Tænk, den husker jeg ikke engang - men valgte nok også mest dydens smalle vej dengang?!)
Her er fabrikken i sin helhed, som den kommer til at se ud, når de er klar til at starte produktionen af brød - ombygget fra et dancefloor på galleriet.

Ja, der kan være noget om det med Sims 3 fabrikken. Det var jo ikke en, man sådan spillede i. Men når 'ens simmer var brandmand, kunne han/hun blive kaldt ud til fabrikken, fordi der var sluppet farlige dampe ud.

Ja og jeg kan ikke engang tage et billede af den for at vise den, for det virker ikke mere i sims 3 desværre. Så det kan fremover blive svært at fortælle historier herfra....det er virkelig øv.
Men meget flot fabrik Vince!!!

Torsdag den 4. september – fredag den 19. september
Igen er Martha i Bindleton i det sydengelske.
I den periode er Mathilde igen hjemme hos Anna og Viggo.
Det er tydeligt, at efteråret er lige om hjørnet, for vinden bider allerede i ansigtet, når man står i forstævnen på skibet.
"Der er omslag på vej" konstaterer kaptajnen kort, da de sidder i messen den første aften - og han plejer ikke at tage fejl.
Der er steget flæsk på menuen - så kommentaren er hurtigt glemt.

Undervejs modtager Marius et telegram i radiorummet.
Det er en invitation til alle besætningsmedlemmer, som inviteres til åbent-hus-arrangement på skibsværftet i Svendborg.
"Det lyder da meget hyggeligt - med pølsevogn og bajere" er Brovst's vurdering af arrangementet, hvor de også kan få værftets seneste nybygning at se.
Fra tørdokken er det nye danske ekspeditionsskib "Freja" klar til at blive søsat.

Mandag den 8. september
Selvom sæsonen efterhånden synger på sidste vers, er Alf fungerende maskinmester på Ærø-færgen, mens Brovst er i Bindleton.
Han opdager ikke de to skumle typer på vogndækket, som er med færgen tilbage mod Svendborg denne formiddag.
Ud for Rantzausminde er Alf ved at hive noget vraggods op af vandet med en entrehage fra færgen.
Det giver et ryk i entrehagen, da han fanger vraggodset med krogen.
For ikke at miste godset igen, rykker Alf til, så godt han kan, for at trække vragdelene ombord.
Med et svup slipper vraggodset vandoverfladen, og er på vej ind over rælingen på færgen.
Desværre kommer Alf til at gokke denne ene af de skumle personer ned bag sig, da han hiver entrehagen indenbords. Bagenden af entrehagen rammer den ukendte mand direkte i panden, så han går ud som et lys, og falder bagover ved siden af en lille tungt læsset Trabant med østtyske nummerplader.
”Øv for pokker” råber Alf, da vraggodset falder tilbage i vandet.
Han vender sig om, for at se, hvad der forårsagede dette – men kommer i samme bevægelse til at ramme den anden skummelt udseende mand i mellemgulvet, så han synker sammen med store smerter.
”Åh gud nej, hvad er der sket – hvad har jeg dog gjort?” måber Alf, da de to mænd ligger på vogndækket ved siden af bilen.



For at råde bod på den skade, som han har forvoldt, vil Alf lægge de to mænd ind på bagsædet i bilen.
På bagsædet dækker et gammelt tæppe, som Alf trækker ud af bilen, over flere kasser med cigaretter.
”Hør hov – hvad har vi her?” spørger han Matroelsen, som er dukket op, for at hjælpe Alf.
”SMUGLERE” råber Matroelsen højt, og hidkalder på den måde et par granvoksne fiskere, som også venter på landgangen i Svendborg.




Da færgen lægger til i Svendborg, står politiet klar på kajen.
På det tidspunkt er de to groggy smuglere ved at komme til sig selv – blot for at opdage, at de er bastet og bundet i noget af skibets tovværk.



Da bilen bliver endevendt af ordensmagten, viser den sig at være fyldt med cigaretter fra Østtyskland.
”Det er en upåklagelig indsats og civil anholdelse, som De har udført matros” henvender politimanden sig til Alf.
”Njåeh, det var jo nærmest lidt ved et uheld” indrømmer sømanden.
”Sludder Alf” griner Matroelsen ved siden af.
”Du neutraliserede egenhændigt to dybt kriminelle smuglere, som garanteret har været på Ærø, hvor de hemmeligt mødtes med en Østtysk smuglerbåd med andre kriminelle”.
Troels fortæller det nøjagtigt så højt, at mange af de andre personer på kajpladsen kan høre det.
Så klapper de nysgerrige tilskuere i hænderne, og sender velmente blikke mod Alf.

Tirsdag den 9. september
I avisen næste dag kan man læse, at endnu en matros fra det gamle Mærsk-skib Martha - med base i Svendborg Havn, har udført en heltedåd med livet som indsats.
”Stakkels Alf” kommer det fra Brovst, da Marius læser telegrammet op fra frk Bruun, hvor hun refererer hvert et ord fra forsiden af avisen.
”Alt det postyr”.
Men Alf nyder hvert minut i rampelyset i Svendborg de næste par dage - også selvom det vitterligt VAR et uheld.

Sikke et uheld