En kort fortælling om isbrydning

De kommende dage vugger den gamle isbryder støt over havet – med direkte kurs mod Grønlands østkyst.
Undervejs bliver vejret værre og værre – og skumtoppene højere og højere.
Hensigten er at følge østkysten mod nord – frem mod det aftalte landsætningssted ved en lille bygd, hvis det er muligt.
Herfra vil turen foregå til fods en halv dags tid, inden de når frem til bjergets skråninger, som fortaber sig i skydækket højere oppe.

Indenfor forsøger de gamle søfolk at underholde de to grupper af hhv specialister og soldater.
Det er ikke en nem opgave, for udtalelsen fra den første samling sidder stadig i baghovedet på mange af deltagerne – og har sikkert også givet et lille skub til benovelsen og glæden over at være udtaget til denne mission for specialisternes vedkommende, mens soldaterne sikkert hellere ville have været med deres kollegaer til varmere himmelstrøg.



Mange af soldaterne holder sig helst blandt deres egne – og specialisterne synes også at have mest at snakke om med kollegaerne.
Både dart, bordfodbold og kortspil – og ikke mindst skibets nyindrettede sauna bliver flittigt brugt – men dog mest indenfor gruppernes deltagere.



I løbet af dagen er der små spontane informationsmøder om eks fornuftig mad på frost, tegn på forfrysninger, klatreteknik og andre relevante emner, som bedst skal forberede alle på den forestående opgave.
- og alle lytter med og kommenterer de forskellige oplæg.
Til sin overraskelse oplever lægen stor opbakning og spørgelyst omkring emnet ”symptomer på lejrkuller”, som hun har valgt at kalde sit indlæg.
Selv den gnavne soldat fra det første møde lader til at følge interesseret med.



Mest interesse får kaptajnen og et par af de gamle søfolk dog, da de på andendagen fortæller om deres oplevelser med de tre gamle danske isbrydere. Der er mange anekdoter og fornøjelige beretninger at fortælle om en spændende men kold tid i de danske farvande, når fjorde og indløb frøs til is, og små skibe med svage motorer satte sig fast og måtte have assistance.
”Ak ja” sukker kaptajnen for sig selv: ”Det var en god tid”.
Han mindes selv sin tid på en gammel rusten skonnert med base i Helsingør, inden han påmønstrede isbryderen.
Så letter han på den gamle kaptajnskasket, som han fandt i sine gemmer, da han blev bedt om at genoptage kommandoen ombord på Thorbjørn.



Til hans overraskelse synes snakken i messen at være blevet en lille smule bedre mellem grupperne. Således sidder soldaten Mark nu og snakker med maskinmesteren og lægen – og den vrisne soldat lytter interesseret til andenstyrmandens fortælling om en tysk coaster med smuglervarer, som han var med til at opbringe ved Rødby.

Da de først får landkending på østkysten, løjer stormen lidt af i læ af kystens skråninger.
Det bliver igen muligt at bevæge sig udenfor på skibets dæk.
Et par af soldaterne sikrer sig, at udstyret stadigvæk er sikkert forankret på agterdækket.
I stævnen kaster biologen igen snøren ud med vandprøver.

Turen op langs østkysten sker uden kontakt til andre skibe – som om havområdet er helt forladt og øde.
I korte glimt kan man skimte kystlinjens konturer, men ofte er en tåge eller sne årsagen til, at der intet er at se med det blotte øje. Kun instrumenterne på kommandobroen indikerer, hvor skibet befinder sig.
Rasmussen benytter sine mange erfaringer fra et langt liv på havet til at manøvrere den gamle isbryder så tæt på kystlinjen, som det er muligt. Dermed er både vind og bølger til at overkomme for de ikke søstærke passagerer.



”Lad os tage et sidste tjek på telte og forsyninger straks i morgen tidligt” siger Henrik til sin næstkommanderende, da han og Mark tilbringer en stund alene i skibets motionslokale.
Mark nikker kort tilbage. I tankerne hænger et billede af den unge læge stædigt ved.
Han ryster kort på hovedet – som for at klare tankerne og fjerne billedet.
Det hjælper bare ikke.
”Pokkers” hvisker han for sig selv – lige højlydt nok til at soldatervennen ved siden af kan høre det.
”Sådan plejer du da ikke at tage på vej overfor en lille opgave” må Henrik overrasket sige.
”Åh, nej nej, det har intet med det at gøre – undskyld makker” må Mark svare.
”Det er noget HELT andet – helt helt andet”.
”Lad høre min ven” fisker Henrik ivrigt, da han fornemmer, at hans ellers altid robuste, målrettede, snarrådige og trofaste følgesvend på de sidste mange mere eller mindre farlige missioner for en gang skyld ikke har helt styr på et eller andet, som han ikke lige synes at ville dele med sin overordnede.
”Det er ikke noget” prøver Mark igen, men Henrik beslutter alligevel at holde et ekstra øje med sin soldaterven – rimeligt sikke på, at han allerede HAR lagt to og to rigtigt sammen.

Jøsses, denne historie kommer godt nok til at tage noget tid at få humpet mig igennem.
Men det må komme i små bidder - og formentlig mere endnu mere spredte indlæg, når vi nu snart skal kigge på den nye cottage-pakke.
Beklager

Det ser også ud til at billederne kræver en hel del forberedelse, når man ser på alle detaljerne i de forskellige rum  

Synes ikke der er noget at beklage, det går da fint.

MonaSolstraale skrev:Det ser også ud til at billederne kræver en hel del forberedelse, når man ser på alle detaljerne i de forskellige rum  

Tak MonaSolstraale, men selve isbryderen er nu allerede bygget - eller ombygget fra et af mine tidligere skibe, som lige har fået sådan en isbryder-makeover og lidt ekstra tilføjelser.
Så mange rum er ligesom allerede klar til denne historie, selvom meget også er genbygget, ombygget og tilbygget.
Meget af det ydre på skibet er således helt nyt, hvor den gamle danske isbryder Thorbjørn har stået model.

Thorbjørn havde jeg iøvrigt fornøjelsen af at besøge i Svendborg i min ferie - og fik lov til at tage en runde på dækket.
Det var stort.

Ha ha - tak Simsister, men mere end 14 dage mellem mine indlæg synes nu som lang tid. Men tak for opbakningen.

Få sømil fra landgangspunktet får skibets maskinmester problemer med en motorkøler, som bryder sammen.
Det betyder, at de hurtigt må stoppe skibets motor, så den ikke bliver for varm og dermed lider uoprettelig skade.
Fejlen bliver hurtigt fundet.



En ødelagt drivaksel sætter for en stund missionen på hold, men snart sidder maskinmesteren bøjet over den nye 3D-printer, hvor en ny drivaksel langsomt kommer til syne som en tynd tråd ved printerhovedet.
Bag ham kigger den unge IT tekniker, som har konstrueret akslen på den tilhørende computer, fortrøstningsfuldt med.



”Det var ligegodt pokkers” udbryder maskinmesteren, da han næste morgen står med en fuldstændig identisk og hel aksel i hånden.
Bag ham smiler IT teknikeren. ”Fagre nye verden mester”.
”Ja, det må man godt nok sige” smiler maskinmesteren tilbage til den unge mand ved computeren.
Så må han nødvendigvis vide, om sådan en nymodens tingest kan lave ALT.
”I princippet ja” svarer den unge mand fra skrivebordet.



Et spørgsmål presser sig på: ”Også en kopi af Thorbjørn?” må maskinmesteren vide.
”I princippet ja” svarer IT teknikeren igen.
”Men så skal jeg jo nok have lidt mere tid” griner han til maskinmesteren, som står med store øjne og beundrer den store printer.
”Og så ville jeg jo nok også udskifte og opdatere et par ting hist og her” driller den unge mand.
”Jo jo, det ville du jo nok - tøhø” forsøger maskinmesteren at grine med, men det kommer til at lyde lidt påtaget.
Snart stiger røgen igen op ad Thorbjørns store skorsten.

Fint. Jeg elsker virkelig dine person/karakter beskrivelser, og de sjove udtryk, du "leger" de kan have - TØHØ! Og så synes jeg, det går meget mere trægt for mit vedkommende, der har en periode i mit spil, hvor det konstant render mig over ende. Men det kan jo også være underholdende.

Ved en tilfrosset fjord må den gamle isbryder for alvor vise sit værd, da Thorbjørn langsomt men sikkert pløjer sig gennem fjordens tilfrosne indløb.
Da de når til det aftalte mødested ved den lille grønlandske bygd nogle timer senere, stopper Thorbjørn sin vej igennem ismasserne og det tiltagende snevejr.
På fastlandet kan de svagt skimte et lysglimt fra en lille hytte.
Henrik har været i radiokontakt med hyttens beboer samme morgen – og har bekræftet mødested og -tidspunkt med missionens lokale guide Samuel, som skal føre dem på vej mod vejrstationen.
Udstyret, som skal med på færden over land, losses nu med skibets agterkran – og læsses på en hundeslæde ved skibets side.



Mens losningen tilses af soldater og specialister, hilser Henrik på Samuel.
”Godt, at du vil hjælpe os på vej”.
Eskimoen nikker let mod bjerget.
”Hvis du lader mig komme med til vejrstationen, skal jeg ikke bede om mere” smiler den mørkhårede mand til Henrik.
”Jeg kan love dig, at du må komme med til den sidste camp – ikke længere” garanterer Henrik, og rækker næven frem mod den fremmede.
”Lad gå med det så” accepterer grønlænderen – og anede jo nok, at det var sådan, det forholdt sig med den såkaldte vejrstation.
”Lad os få fart på, for jeg tror, at vejret snart bliver endnu værre”.
- og ganske rigtigt kommer de sidste forsyninger først i land i et tiltagende snevejr og en kold vind fra nordvest.



Ved siden af Samuels lille træhytte opslåes missionens nymodens vintertelte – et teknisk vidunder, som skulle være både lette, vejrbestandige og varme.
”Vi er ulige antal Mark, så du må tage lægen med i dit telt”.
”Men . . !”
Den velbyggede elitesoldat kigger på sin overordnede.
”Vi tager It-knægten og printeren med til vejrstationen eller den sidste camp på bjerget, hvis det er en defekt, som forhindrer generatoren i at lave strøm. Så sparer vi en stor del af turen frem og tilbage, hvis det forholder sig sådan.
- og så går kabalen ikke op med sengepladser” forklarer Henrik årsagen.
”Bare rolig – hun virkede heller ikke helt tilfreds med denne løsning” forsøger han at være munter.
I tankerne er han dog allerede på vejrstationen.



Da først roen sænker sig over lejren – basecamp, som Henrik kalder den, tjekker han for en sikkerheds skyld, at alt er med fra skibet – og forsvarligt stuvet sammen i læ bag træhytten.
Så går ekspeditionslederen langs de opsatte telte, og hører allerede en fornøjelig snakken fra Marks og lægens telt.
”Hø, det anede mig” tænker han om denne overraskende udvikling hos soldater-kammeraten.

Næste morgen går turen mod bjerget og den første skråning.
I følget er 3 soldater – Hewnrik, Mark og den sure soldat, samt lægen, IT teknikeren og maskin-ingeniøren, som forhåbentligt kan få generatoren på vejrstationen i gang igen – og ikke mindst Samuel, som guider kolonnen frem.
Tilbage i Basecamp er to soldater, som skal forblive her, mens de øvrige fortsætter mod bjerget forude.
I starten er turen op ad bjerget rimeligt simpel og vejret for en sjælden gang skyld fint, men terrænet bliver efterhånden mere og mere ufremkommeligt – og vejret slår også igen om til overskyede vintertemperaturer.



Missionen besværliggøres yderligere af, at hver deltager er godt pakket med udstyr og forsyninger.
(Det må vi desværre tænke os til i dette spil, som ikke giver mulighed for at slæbe rundt på bagage på ryggen!)
Den gnavne soldat fra mødet på skibet beklager sig flere gange over mængden af bagage, selvom han ikke umiddelbart slæber mere end de øvrige.

Jo længere de kommer op ad bjerget, jo stejlere bliver deres spor.
Ofte møder de stejle skråninger, hvor de må skiftes til at kravle op ad den lodrette klippevæg.
Herefter fires det medbragte udstyr op den samme vej.
Det er mere og mere tydeligt, at specialisterne er ganske uerfarne i bjergbestigning – og forsinker ofte opstigningen, når strabadserne er værst – og skråningerne flere meter høje.
Soldaterne forsøger at hjælpe, så godt de kan, men tiden løber ALT for stærkt for Henrik, der ikke kan få vejrstationens beboere ud af hovedet.
Han skynder på deltagerne, og arbejder selv som en vanvittig, for at fremskynde deres tur op ad bjergsiden.
Lige bag ham følger Samuel og det lille specialist-team – og Mark og den sure soldat som bagtrop.



Samme aften – efter en hård og udmarvende dag – slår de lejr i en lille bjergsænkning.
De små grupper går hver til sit – og sover snart en dyb søvn, mens snevejret tager til udenfor teltenes stofåbninger.

Øv, bjergbestigningen kan maksimalt have 4 deltagere.

Den næste morgen fortsætter de deres opstigning.



I et øjebliks uopmærksomhed falder den sure soldat over en snedækket sten – vrider over på foden og falder med vægten af sit udstyr ned på skråningens hårde og kolde sne.
Lægen er hurtigt ved stedet, og kan snart konstatere, at anklen er brækket.



”Forbandet” udbryder Henrik, da han og Mark tager bestik af den nye situation.
”Det vil blot forsinke os yderligere, hvis vi også skal slæbe ham med på de sidste og mest stejle passager” udbryder han – tydeligt forbitret over denne seneste udvikling.
”Vi gik forbi en grotte et lille stykke tilbage” siger Mark så.
”Måske kan vi efterlade ham her, mens vi forcerer det sidste stykke til vejrstationen” foreslår han til Henrik.
”Ja, det må blive den bedste løsning – sammen med vores IT-nørd og printeren, som jeg ikke orker at slæbe længere alligevel” erkender Henrik så situationens alvor.
”Naturligvis med forsyninger nok til et par dage” tilføjer han så, efter at have gennemtænkt det nye scenarie.



Med en humpende soldat ved hver skulder støtter Mark og Henrik deres kollega tilbage mod grotten, hvor lægen lægger en stram forbinding.
”Vi klarer også det sidste stykke uden din hjælp Samuel” siger soldaterlederen til deres grønlandske guide - med en plausibel undskyldning for at efterlade guiden i behørig afstand fra vejrstationen.
”Så er det mest belejligt, at du bliver her og hjælper med at holde gruppen varm og sikker.



Så efterlader de øvrige det lille team i grotten, og begiver sig ud i den tiltagende storm.

Derfor er det kun lægen, maskiningeniøren, Henrik og Mark, som når frem til stationen på bjergets absolutte top – et stykke over det lave skydække.
På de sidste meter op ad den ufremkommelige skråning kan de til sidst skimte vejrstationen knejse mod himmelen.
Det er et betagende syn.
”Og hver en sten og inventar må være slæbt op ad de samme skråninger, som vi netop har forceret” tænker Henrik for sig selv, mens han famler efter fodfæste på et smalt spor, der fører til stationens trappe.
”Utroligt hvad den kolde krig har medført af forunderlige initiativer”.





Missionen når hurtigt frem til medarbejderne bag de tykke og kolde mure på vejrstationen.
I opholdsrummet finder de fire forfrosne ”meteorologer” under nogle uldne tæpper.
Ellers er ALT andet løsøre, møbler og andet inventar i bygningen forsvundet bag lågen i den lille kamin i rummet – alle bøger og møbler er brændt.
Ja, selv mange års skriftligt materiale synes at være forsvundet fra de nu tomme reolsystemer – udelukkende for at holde en nogenlunde fornuftig temperatur i dette centrale lokale.
På nær et koldt latrin, hvor man ikke opholder sig særligt længe, er alle andre rum forsvarligt lukket af.
”Men heldigvis er alle i live” konstaterer Henrik, så snart de er indenfor den tilfrosne dør.
Det er som om, at den store soldats skuldre falder let, da han ser de fire beboere – som en tung byrde eller tanker er lettet fra Henriks skuldre.



Efter nogle dage med smeltet sne som eneste føde, er de fire mænd henrykte, da lægen finder nogle energiholdige snacks frem af rygsækken.
”Vi havde ellers netop opgivet alt håb, da I bankede på døren” erkender stationens leder – en ældre herre, som ikke lige ligner en ægte dansk overvågningsekspert, hvis Mark skal vurdere sit førstehåndsindtryk.
”Men måske er det ham, som vitterligt ER meteorologen på stedet” smiler han lidt for sig selv, da han kigger på den ældre herre med pagehåret overfor sig.



Mark og ingeniøren får gang i generatoren samme aften.
Dermed får de ikke brug for printeren, som står i grotten et sted længere nede af bjerget.
I løbet af natten breder varmen sig på vejrstationen.
Næste morgen udgøres buffeten af 8 feltrationer, som er varmet på kaminen.

Da først varmen er vendt tilbage, og generatoren igen snurrer lystigt og fejlfrit, vælger de fire beboere at forblive på vejrstationen.
”Men her er jo hverken bord eller seng” udbryder Henrik, da han præsenteres for denne beslutning.
”Nej, men det skal nok gå – og til foråret må vi have friske forsyninger frem” vinker den gamle meteorolog afværgende. ”Indtil den dag klarer vi den nok – og landet er jo afhængig af vores vejrmeldinger”.
”Åh ja – disse vejrmeldinger” nikker Henrik tilbage – nogenlunde sikker på, hvad den gamle mener.



Derfor forlader de 4 gæster igen stationen – efter at alt udstyr, som de kan undvære, bliver efterladt på bjergets forblæste top.
Snart er den lille gruppe hastigt på vej ned af bjerget igen.
Undervejs hanker de op i den stadigt humpende soldat, som dog har fået en helt anden indstilling til specielt lægens deltagelse  – efterlader printeren i grotten – til IT specialistens store fortrydelse – og haster tilbage mod skibet i fjorden.



Efter et festligt afskedsmåltid med Samuel i den lille træhytte i bygden, går alle ombord på Thorbjørn, hvor mandskabet tager godt imod – og sauna og varme bade står klar til gruppens deltagere.
Snart manøvrerer kaptajnen den gamle isbryder sikkert ud af fjorden igen – og kursen sættes mod Frederikshavn.



På vejen tilbage aflægger Henrik rapport til general Baggesen i Danmark – og giver de ombordværende en overfladisk opdatering af oplevelserne på bjergbestigningen.
”En hård omgang, men opgaven blev løst til fuld tilfredsstillelse af alle” slutter han sin gennemgang.
Bagest i lokalet blinker lægen skælmsk til Mark.

Inden de når til Danmark, fejres julen ombord på Thorbjørn - med spartanske gaver til alle.

- orker ikke at skrive mere på denne historie.
Oplevelserne med turen op ad bjerget blev lidt forhastede og kort fortalt - og turen på isbryderen heller ikke, som jeg ellers havde tænkt det.
Men jeg fik da prøvet et besøg i denne verdensdel - og en vellykket tur til bjergets top, hvor grotten til gengæld blev gennemforsket denne gang.
Slut med ski og løjper for denne gang.

Og en ny pakke venter

God historie. Jeg ved heller ikke, om jeg tør gå i gang med en, jeg har haft gang i et stykke tid. De "kære" simmere har det jo med at tage rø... på mig.