En kort fortælling om isbrydning

Når man nu sidder her og kigger ud på den dalende sne og de kolde temperaturer, fik jeg lyst til at kigge nærmere på disse danske isbrydere, som regeringen jo sparede væk og tog ud af drift for en del år siden - og vist sidenhen har haft lidt svært ved at komme af med.
Der ligger da vist stadigvæk et par stykker ved kajen i Hals - uden at jeg har en helt opdateret status på de 4 danske isbryderes nuværende skæbne.
De er dog vist sat til salg til ophugning, hvilket - i mine øjne - er en trist skæbne for så flotte og muskuløse skibe.
Her er det Thorbjørn:



I disse is-fyldte tider, hvor vore farvande fryser til, kunne det da have været en ganske fornøjelig historie, hvis vi igen havde fyret op i kedlerne på et par stykker af de gamle stolte skibe.
Men det er jo naturligvis ikke realistisk, selvom jeg da gerne havde set disse mastodonter holde vore havne og fjorde sejlbare.

Min interesse blev ekstra vakt, da jeg tilfældigt faldt over en gammel video på Youtube i weekenden, hvor et TV hold fulgte i hælene på et par af vore isbrydere - vistnok i 1996.
Denne video blev jo højaktuel, da sejllads på eks Limfjorden jo pludseligt er gjort besværligt i disse dage - og sejlrenden mellem Hals og Egense i den østlige udkant af fjorden kun lige holdes åbent.

At der så er tåber, der bevæger sig ud på fjord-isen, er en helt anden historie, men som temperaturen er for tiden, er Egholm igen nogenlunde landfast med Nørresundby.

Det fik mig til at kigge i arkiverne over tidligere skibsbyggerier, hvor jeg havde en grund med et par gamle skibe liggende - endda to skibe på samme grund på et tidspunkt, hvor jeg hyggede mig med forskellige skibsformer med og uden lastkapacitet.
Det ene skib blev hurtigt bygget som en næsten tro kopi af det andet - med nogenlunde samme rum og indretning - og et ekstra lastrum forrest.
Begge havde "ekspedition" som gennemgående tema, og indeholdt blandt andet flere faciliteter, aktivitetsmuligheder og (simuleret) forskningsgrej.
Jeg mistede dog interessen undervejs, og skibene endte med at ligge på en ufærdig grund.
Det så sådan ud:



Ud fra det ene af disse ekspeditionsskibe har jeg en Sulani-historie i baghånden, som jeg ikke har orket at fortælle endnu.
Her er en teaser fra den historie:



Nuvel, grunden med de to skibe blev hentet ud af gemmerne - og et tredje skib "sat i søen" som en nogenlunde model af Thorbjørn isbryderen, der desværre begrænses af byggehøjden på de 4 etager i Sims - ØV.  
De sidste dage er gået med at indrette dette tredje skib som en nogenlunde kopi af de to andre - dog med en helt ny placering af de enkelte rum - og et par nye rum iblandt også.
Her følger derfor en meget kort historie om, hvordan en dansk isbryders genfødsel kunne have set ud i vinteren 2021.
Her er et billede af de 3 skibe side om side - og i solskinsvejr:



Jeg er dog nok ved at være på kanten af computerens ydeevne, for det tager pænt lang tid at komme fra bygge- til spillemode.
Grunden løber også op i 2.5 mio simeleoner efterhånden.
Så mon ikke isbryderen yderst til venstre snart forlader de to andre skibe?!

Men velkommen ombord.

Du godeste Vince..du er da gået til den!!! Jeg er imponeret over at du har fået plads til hele 3 af slagsen på samme grund!
Men jeg forstår ikke det med isbryderne?? Men det er nok nogle bestemte du referere til, for der har da for nylig været et indslag i vejrudsigten om netop en isbryder som var i arbejde hver dag, for at holde en havn isfri..eller i al fald sejlbar. Og den var ved at gi op, fordi isen var blevet for tyk.
Den Sulanihistorie vil jeg glæde mig til...Har aldrig set de kan gøre kunster med en vandscooter....haha!

Ja, det kunne jeg naturligvis godt have beskrevet lidt bedre, men historien er, at man har nedlagt Statens Istjeneste for en del år siden. I den forbindelse blev de 3 (og ikke 4, som jeg ellers fik beskrevet!) statslige isbrydere lagt op i Frederikshavn - de to ældste Isbjørn og Danbjørn, samt den nyere Thorbjørn fra 1980.
Undervejs i salgsprocessen blev to af dem flyttet til den lille havn i Hals, hvor de lå og tronede og fyldte godt op ved lystbådehavnen.
Jeg har et par gange stået og beundret disse skibe, når jeg engang imellem besøgte Hals, hvor mine forældre har sommerhus.
Det ER altså et prægtigt og ærefuldt skue.

I mellemtiden har jeg fundet ud af, at Thorbjørn tilsyneladende har overlevet en skrotning i første omgang, da den blev solgt til en skibsredder i Svendborg.
Thorbjørn var blandt andet i aktion i Limfjorden i 2010, men ligger ellers til kaj i Svendborg Havn - som man også meget kort kunne se, da Peter Ingemann var på besøg i TV programmet denne tirsdag aften.
(Svendborg blev jo også hjemsted for en del af min sims-røverhistorie om sømændene på det gode skib Martha, da jeg fandt ud af, at byen havde et værtshus af samme navn, der en gang årligt hylder den gamle film).

Som det hedder i en artikel om regeringens skrotningstanker (som sidenhen er blevet vedtaget) står der:
"Når de store isbrydere ikke kommer i brug, skyldes det blandt andet, at havnene selv bryder isen med slæbebåde, mens skibene på det åbne vand er blevet større og stærkere".
- og det er lige nøjagtig dette, som du sikkert har set i vejrudsigten, at havnenes slæbebåde er ved at give op, hvis den hårde frost fortsætter.

Jo jo - og scooteren kan endda også pyntes
Jeg må se, om den historie kommer ud af mølposen på et tidspunkt.

Her er det seneste billede fra havnen.
Tilsyneladende er de to første skibe nu afsejlet - eller også er isbryderen flyttet til en anden del af havnen - måske for at blive gjort klar til vinterens opgaver og påmønstre en besætning?
Den femte etage over vandet er et forsøg på at udnytte de høje vægtyper - og så lægge et interimistisk "låg" på.
(De andre genstande er kun fyld pt, men bemærk, at jeg har fundet en ny kran - ha ha )

Tak for dine uddybende kommentarer! Så blev jeg så klog!

Jeg vil se frem til en ny sejler historie når ånden kommer over dig

Jeg har forsøgt at bygge den femte etage på skibet vha den næsthøjeste vægtype (udover den fulde højde).
Det så umiddelbart fint ud, og kunne for så vidt godt gå som et alternativ, når man nu er begrænset af 4 etager i Sims.



Jeg lagde "tag" på vha flisen fra springvandsmulighederne - forstørret, så den passede.
Så det passede mig fint, og så rimeligt fornuftigt ud.
Derfor fik kaptajnen værelse på denne øverste/ekstra etage - med seng, badeværelse og det hele.
Jeg var godt klar over, at det var lidt problematisk at kigge ind/ned i rummet, men det kunne jeg godt leve med.
- og kaptajnen gik også planmæssigt i seng.



Men så begyndte det at regne, og det havde jeg ikke lige tænkt på - ha ha!!   for det regnede selvfølgeligt ned gennem "taget".
Foreløbigt har jeg ikke fundet noget i debug-kataloget eller gemte objekter, der kan stoppe regnen.
Så jeg må håbe på, at TOOL værktøjet også snart "får lært" at rotere eller hæve tagkonstruktioner.

- Og hvordan skal det så ikke gå, når isbryderen bevæger sig ud i snevejret - ha ha - ikke helt gennemtænkt.

VinceDjansen skrev:- Og hvordan skal det så ikke gå, når isbryderen bevæger sig ud i snevejret - ha ha - ikke helt gennemtænkt.

Måske kan han få plads til et af de nye polartelte i kahytten

Det KUNNE han selvfølgelig sikkert godt, men det ville ikke være særligt realistisk.
- iøvrigt har jeg allerede to telte med i lastrummet til ekspeditionen.
Nej, jeg håber, at jeg istedet kan finde en genstand, som kan placeres i taghøjde - og som fanger alt uvejr fra oven.

Jøsses, jeg er godt nok træg med denne historie - og det tegner ikke bedre i de kommende uger.
Men her er endelig en lille smule nyt.

Nødopkaldet indløb til Forsvarets Overvågningstjeneste kl 04.38 natten mellem tirsdag og onsdag en frostklar nat i december. Udenfor tjenestens hovedkvarter i det indre København ligger snedriverne højt efter flere dage med sne over landet.
Opkaldet var på den hemmelige linje og kom fra en afsidesliggende vejrstation i det nordligste Grønland.
”Hvad skal vi gøre?” sagde den ene vagthavende menige soldat forfjamsket til sin kollega ved bordet overfor.
”Jamen vi skal jo have fat i generalen, som befalingerne byder, når det er DEN linje” svarer den unge løjtnant tilbage.



Og sådan gik det til, at general Baggesens mobiltelefon gav sig til at summe på natbordet blot tre minutter efter, at nødopkaldet var modtaget.

Allerede samme dag ved morgenkaffetid er der krisemøde i generalstaben, hvor Baggesen hurtigt briefer de øvrige officerer i lokalet.
”De herrer” indleder han mødet. ”Vi har en nødsituation fra en af vore vejrstationer.
Der synes ikke at være den store reaktion blandt de øvrige mødedeltagere, men da generalen fortsætter med at fortælle, at det er på vejrstationen i Nordgrønland, får han pludselig alles opmærksomhed – og alle blikke rettes mod ham.
”Ja, lige netop mine herrer – DEN vejrstation”
Han fortsætter: ”Vi modtog i nat et nødopkald fra vores team af metrologer på bjerget, at de har mistet al strøm, og kan ikke få startet nødgeneratoren ved egen kraft. Derfor har de bedt om øjeblikkelig assistance”.
De andre officerer kigger kort på hinanden. Næstkommanderende vil gerne have bekræftet, at det er på DET bjerg.
Det bekræfter generalen med et nik. ”- Og derfor er vi jo selvsagt nødt til at handle hurtigt og diskret mine herrer”.



Han indrømmer overfor de fremmødte, at der desværre ikke eksisterer en nødprocedure, hvis et uheld som dette skulle ske. Derfor må de hurtigst muligt improvisere.
Han beskriver også vejrforholdene på stedet, som gør al flyvning umuligt.
”Der er vinterstorm over området de kommende dage. Derfor må vi nå frem via søvejen og til fods”.

”Og vi kan jo desværre heller ikke bede amerikanerne om hjælp, når vi nu også selv lytter lidt med deroppe, vel?”.
Generalen kigger igen rundt blandt sine officerskollegaer – og alle ryster på hovedet – vel vidende, at vejrstationen langt oppe på det grønlandske hovedfjeld ikke kun holder øje med vejret – men også ALT, hvad der ellers sker i luftrummet og havet omkring Nordgrønland.
I en aftale med Nato fungerer stedet udadtil som en nordlig vejrstation, men inde bag de tykke mure sidder en lille stab og holder et vågent øje med de to supermagters manøvrer i området. De fleste observationer tilgår Nato, men en lille flig forbliver som dansk viden – uden Nato indtil videre har opdaget noget.



”Derfor er det også af største vigtighed, at ingen andre end de nærmeste får nys om dette nødopkald – og at situationen blandt de strandede og sikkert frysende medarbejdere på stedet forbliver i et lukket forum” indskærper generalen.



”Jeg forventer, at vi hurtigst muligt kan tilvejebringe et egnet skib og samle et specialteam af eksperter og elitesoldater, der skal sætte kurs mod nord hurtigst muligt” fortæller Baggesen om sin hastigt konstruerede  plan.
Han frygter dog, at man nok ikke bare sådan lige kan finde et egnet skib, der kan trodse ismasserne på de breddegrader, for alle flådefartøjer er i øjeblikket udstationeret på fjerne opgaver under varmere himmelstrøg – og de fleste andre skibe i den danske flåde i øvrigt ganske uegnede til sejlads i SÅ isfyldte farvande.

Så informerer han officersgruppen om, at han allerede har indkaldt den pensionerede kaptajn Rasmussen fra søværnet til et møde over middag samme dag.
”Kaptajnen har tidligere gjort tjeneste på en af de gamle danske isbrydere, da de holdt vore indre farvande sejlbare. Så burde han vel for pokker også være i stand til at fyre op under kedlerne på et hvilket som helst andet skib, som vi måtte finde, der er egnet til denne mission”.
Baggesen knytter hænderne, og banker på sagsmappen foran sig.



Konditionerne og omfanget af opgaven bliver nu diskuteret og aftalt mellem officererne, som hver især får pålagt en opgave, som de straks skal tage sig af i forhold til forberedelserne af den forestående manøvre.
”Så vil jeg selv tage dette møde med kaptajn Rasmussen – og briefe ham om opgavens officielle sammenhæng” forklarer generalen. ”De rette omstændigheder holder vi foreløbigt for os selv” indskærper han igen officererne.
”De herrer, mødet er hævet – og husk nu: fuld diskretion” slutter han.
Alle nikker – rejser sig, og tager deres officerskasket og overfrakke på, inden de forlader bygningen, og begiver sig ud i frosten – hver med deres chartek under armen.
På det tidspunkt er der kommet mere liv i hovedstaden.



Selvom det nærmest virker som en uoverkommelig opgave, hvis den skal forblive en intern hemmelighed, har en af underofficererne til opgave, at skaffe det bedst egnede skib, som kan nå længst muligt nordpå i de tilfrosne farvande omkring den store ø.
En anden officer skal samle det bedst mulige team af elitesoldater, som har de rette færdigheder til missionen, mens en helt tredje officer straks skal fremskaffe de nødvendige forsyninger og specialudstyr.
I chartekket hos den fjerde officer ligger en ordre om at varsko en hemmelig kontakt i området, som kan lede specialteamet gennem det bjergfyldte område, hvor vejrstationen ligger.
Endelig skal en officer oprette en stab af egnede og tilgængelige civile specialister.

Via forbindelser i ”søfarts-kredse” lykkedes det den officer, som har til opgave at tilvejebringe et egnet skib til missionen, at få kontakt til et lille rederi i Svendborg i løbet af formiddagen.

Rederiet købte for en del år siden den ene af de tre danske stats-isbrydere – og har siden haft en lille stab af ansatte til at holde skibet sejlklart ved havnen i Svendborg, hvor skibet ligger og vugger i de små bølgers skvulpen mod skroget.
Men den korpulente skibsreder kan bekræfte, at isbryderen Thorbjørn, som den hedder, umiddelbart burde være sejlklar med kort varsel – noget, som er som musik i ørerne på officeren i den anden ende af telefonlinjen.



”Men hun har jo ik’ sejlet særligt meget på det sidste” indrømmer skibsrederen.
”Det gør ikke noget – blot hun kan gøres hurtigt sejlklar” svarer officeren, der stadig glæder sig over sit store held med at finde et egnet skib SÅ hurtigt. Dermed vil hans del af opgaven være løst på nogle få timer – og han kan vende tilbage til sin deling.
”Men hun er jo også en gammel skude efterhånden”.



”ingen problem” svarer officeren igen.
”Og kun indrettet spartansk jo” prøver rederen igen.
- og igen får han samme positive svar fra officeren, der stadig lyder henrykt i telefonen.
I den anden ende af forbindelsen skruer rederiejeren lejeprisen kraftigt op for hvert positivt tilbagesvar.



Da opkaldet afsluttes, sidder officeren med en fornemmelse af, at han vist blev snydt så rigeligt i forhandlingen om lejen – og skibsrederen med et smørret smil, der bekræfter, at købet og vedligeholdelsen af den gamle isbryder alligevel endte som en rimelig fornuftig handel.

Over middag mødes general Baggesen og kaptajn Rasmussen på generalens kontor.
Fra underofficeren har Baggesen netop modtaget beskeden om, at der nu er fundet et skib med de rette proportioner og kapacitet.
”De udstationeres så diskret som muligt på flådestationen i Frederikshavn, når De har bragt isbryderen fra Svendborg til Nordjylland, som er missionens udgangspunkt. Mandskabet på Thorbjørn må De selv samle i en fart, men lad nu de nuværende få ansatte indgå i staben ombord” tilskynder Baggesen den gamle vejrbidte sømand i stolen på den anden side af skrivebordet.
Rasmussen nikker kort med et slet skjult smil. Han skal på søen igen, jubler han indvendigt.
”Javel hr general, men . . .”



”Danmark og jeg stoler på Deres ihærdighed og diskretion, Rasmussen” afbryder Baggesen.
Så fortæller generalen, at to mindre grupper vil påmønstre skibet inden ugens udgang.
Det ene hold består af fagspecialister – den anden af en gruppe veltrænede elitesoldater.
”Udover mandskabet ve og vel skal de tage Dem godt af disse personer, hr kaptajn – og så forventer jeg, at de straks sætter kursen mod Nordgrønland, når alle er ombord”.
Det lover Rasmussen.

Næste morgen mødes Baggesen med den ansvarlige underofficer for specialisterne.
I mødelokalet sidder denne gang en biolog, en læge med speciale i frostskader, en IT-tekniker med færdigheder indenfor 3D print og en kostvejleder, som er ekspert i proteiner og kroppens behov i ekstreme situationer.
Gruppen tæller også en maskiningeniør, som skal forsøge at få gang i vejrstationens varmesystem og generator, så snart de når frem.
Gruppen skal udgøre ekspertpanelet af den forestående ekspedition.
”Det er af overordentlig stor betydning, at De undervejs indretter skibet, så det eventuelt bliver klar til at modtage vores kollegaer fra vejrstationen, hvis det kræver øjeblikkelig og intensiv behandling” forklarer Baggesen til gruppen. I sit stille sind overvejer han kort et endnu værre scenarie – men skubber hurtigt tanken fra sig.



”De sidste meldinger fra vejrstationen, inden det hele lukkede ned, tyder på, at der er ekstremt koldt og stormende i området i øjeblikket, men nogle af jer kan jo heldigvis forblive ombord på skibet” forsøger han at berolige gruppen.
Den unge kvindelige læge skutter sig – som for at forberede sig på turen over de snedækkede bjergtoppe og stejle klippevægge.
Hun er ret sikker på, at hun indgår i det team, som skal trodse både ismasser og stejle fjelde, for at nå frem til vejrstationen.
Så skutter hun sig igen, og kører håndfladen over underarmen – som for at undgå de påtrængende kuldegysninger.



Senere på dagen sætter to diskrete militærkøretøjer kursen mod Frederikshavn.
Bagagerummet er proppet med biologisk prøveudstyr, lægemidler, værktøj, computergrej, varmt tøj og andre mindre genstande. Resten af det nødvendige udstyr til missionen er rekvireret til levering på flådestationen i Nordjylland. I udstyret indgår også en nyere 3D printer – noget af militærets nyeste grej.

Super flotte lastbiler. Hvor kom de dog fra?

Det er vist Showhiddenobjects-genstande, som jeg lige husker det, Simsister - kom med skuespillerpakken

Det danske søværn har vist indført en ændring i sin ordbog.
Isbryder: Se Inspektionsskib.
De kan ses på Arktisk Kommandos og 1. Eskadres sider på Facebook. Det er selvfølgelig ligegyldigt for denne historie. Den vigtigste forskel er, at isbryderassistancen ydes til små joller i farvandet omkring Grønland.

Tak for informationen BoergeOf61.
Det lyder til, at du ved noget om dette emne.
Så tillader jeg mig lidt historisk handlefrihed i denne fortælling, for jeg ved kun ganske lidt - og kan SAGTENS komme på glatis her.

Samtidigt – på en skibakke i Norge mødes en lille håndfuld af erfarne elitesoldater. Nogle kender hinanden fra deres korps og andre tidligere missioner – andre mødes for første gang.
Der er også en enkelt person med, som har erfaring fra Sirius patruljen.
(De japansk inspirerede bannere på billedet må være norske reklamer for de forestående olympise lege!!)



En høj veltrimmet soldat, som går under dæknavnet ”Henrik”, tager ordet.
”De herrer og damer, I er allerede briefet om opgaven og dens omfang. Det bliver koldt – mere koldt end nogle af jer har prøvet før, men vi vil løse opgaven i fællesskab og med hensyn og respekt for hinanden.
Vi ved ikke, hvad vi møder, når vi når frem, men indtil videre går vi ud fra, at vi skal redde nogle pænt forfrosne meteorologer i en forhåbentlig velisoleret bygning – og ikke andet”.
Henrik kigger vurderende rundt i flokken, og kan allerede mærke et par af soldaterne, som måske ikke er så kuldevante, ryste sig i det norske snelandskab. Så smiler han. ”Her er altså ikke koldt – her er blot lidt små-køligt”. Visse i gruppen forsøger at smile skævt tilbage. De mest drevne elitesoldater, som kender Henrik fra andre missioner i Arktis, griner velvidende.



”Her og nu har vi to dage til at træne og øve vores ski- og klatrefærdigheder på disse bakker og løjper, inden vi skal påmønstre den gamle isbryder i Frederikshavn. Derefter går kursen mod Grønland”.
Mere behøver de ikke at vide her og nu tænker Henrik ved sig selv.
”Efterlad jeres grej i hytten, og så mødes vi fuldt påklædte her ved bakkens fod klokken femten-hundrede” formaner han.
I hytten ligger også alt nødvendigt udstyr til hver enkelt soldat – ski- og klatreudstyr, varmt og beskyttende tøj, skimasker, hjælme og lignende – og ikke mindst det nyeste indenfor styrtløbsski.
De specielle telte, som skal med på turen op ad bjerget, er allerede på vej til Frederikshavn.



De næste par dage træner soldaterne indædt på skibakkerne og de stejle skråninger, hvor balance- og klatrefærdighederne virkeligt bliver udfordret.
Det står snart klart for Henrik, at ikke alle i teamet har de samme erfaringer med klatring, som det var ønskværdigt for missionen.
”Men så må de jo have nogle andre kompetencer, når de nu er indkaldt til opgaven” tænker han ved sig selv, mens han hjælper en ellers robust soldat på benene igen for skibakkens fod.
”Hvordan skal det så ikke gå, når vi skal have civile med på turen?” tænker han ved sig selv – men holder denne uvished for sig selv – ”I hvert tilfælde indtil videre” vurderer han.
Samme aften vælger han dog alligevel at briefe teamet – i første omgang uden de helt store kommentarer, men soldaterne havde nok allerede selv regnet ud, at missionen kræver andre færdigheder end de militære kompetencer.
Et enkelt lavmælt fnys undslipper flokken.

I det fjerneste hjørne på flådestationen i Frederikshavn – lige ved siden af den store lastekran og den gamle lagerhal ligger den gamle isbryder Thorbjørn nu til kaj. En svag røgsølje ved skorstenen øverst indikerer, at der igen er liv i det gamle skib - og at motorrummet igen er bemandet og i drift.
Hun er nu et prægtigt skue, som hun ligger der ved kajen - stor og kraftfuld.



På kajen står containerne med missionens udstyr.
Kaptajn Rasmussen, som har været en sikker skibsfører på turen fra Svendborg, har beordret udstyret læsset ombord så hurtigt som muligt.
Mens de nyansatte sømænd går skibet efter i alle hjørner, går havnepersonalet på flådestationen i gang med at flytte udstyret ombord på Thorbjørn.
Der er derfor stor aktivitet på kajen og skibets bageste dæk, hvor udstyret stuves sammen i vinterkulden.
De sidste kasser med måleudstyr læsses ind via fragtlemmen i skibssiden.



På skibet huserer også et par lokale håndværkere, mens et rengøringsteam fra Svendborg netop har sat næsen hjemover, efter at alle rum har fået en tiltrængt opfriskning på den gamle isbryder, mens de dampede mod nord til rødspættebyen i Nordøstjylland.

Heldigvis er skibet løbende holdt sejlklar, og derfor blev det heller ikke den store udfordring, at få Thorbjørn i gang igen, da kaptajnen var gået ombord med sit nye mandskab.
Mandskabet på isbryderen blev så vidt muligt sammenbragt af de nuværende ansatte og gamle søfolk fra de tre danske isbryderes velmagtsdage. Det betyder også, at besætningen ombord væsentligst består af for længst pensionerede søfolk, der dog alle var klar igen med kort varsel, da kaptajnen kontaktede dem.
Ja, flere udtrykte endda stor glæde ved at påmønstre igen – og behovet for at komme lidt hjemmefra og tilbage til de gamle rutiner på ”søen”.
Det blev et ganske glædeligt gensyn, da sømændene mødtes igen.



Specialistteamet på turen er også nået frem til Frederikshavn, og er lige nu i gang med at installere sig i deres respektive kahytter og specialrum ombord. Den nydelige unge kvindelige læge har allerede tilset det lille infirmeri, mens IT-teknikeren indretter sig med alskens computerudstyr i et rum under vandlinjen. 3D printeren blev dog for en sikkerheds skyld placeret i et aflukke for sig selv i lastrummet.
På agterdækket har biologen smidt snøren i vandet med vandprøver, så han har et dansk referencepunkt til sine kommende målinger i det grønlandske.
Derfor venter kaptajnen kun på teamet af soldater, som skulle nå frem i løbet af den kommende aften eller nat.








Midt om natten vågner Rasmussen kort i sin stålseng bag skibets kommandobro, da han hører støvletramp på landgangsbroen.

Snart er alt roligt igen.

Går turen til Grønland igen?
Hvor er det herligt med en ny sømandshistorie.

Ha ha - ja, det kunne den SAGTENS risikere at gøre - helt tilfældigt, for jeg har ikke noget specielt forhold til denne sneklædte ø.
Jeg har blot behov for at kigge lidt nærmere på mulighederne med skibakker og klatrevægge.
Da jeg alligevel netop har været lidt nysgerrig på de gamle danske isbrydere, lå en ny historie lige for.
- og så fik jeg puttet den der printer-tingest med ind i historien, så jeg også kan prøve den af.

Da alle samles ved morgenbordet, byder Kaptajnen og soldaternes leder Henrik alle velkommen i skibets messe, mens flådestationen ved Frederikshavn så småt forsvinder i det fjerne.
Kursen er nordlig mod Skagens Gren.



Da først kaptajnen har budt alle velkommen ombord, remser Henrik situationen op for de forsamlede – åbenlyst ærligt om alle facetter i redningsmissionen, som den bliver kaldt.
”Vi har en fælles opgave, som skal løses i et pletfrit samarbejde mellem hærens elitemandskab, sømændene ombord og de tilstedeværende specialister, så vi kan få gang i vejrstationen igen hurtigst muligt - alternativt bringe vejrfolkene med tilbage til skibets varme og plejefaciliteter” slutter han.
Et billede af stivfrosne kroppe farer gennem Henrik.



Der går ikke længe, før en vrissen kampsoldat tager ordet: ”Det betyder jo, at vi skal være barnepige på en flok uprøvede civilister op ad bjergenes skråninger - og måske endda i en snestorm” postulerer han for den forsamlede gruppe i messen.



”Hvis De vælger at udtrykke det på den måde korporal, er det nok ikke helt forkert” svarer den firskårne militærleder. Så uddyber han, at dette er nøje beskrevet i direktivet fra general Baggesen, og derfor ikke kan være anderledes.
Den unge kvindelige læge tager ordet: ”Vi vil da bestemt tilstræbe, at være Dem til så lidt besvær som overhovedet muligt undervejs, men jeg må PÅ DET KRAFTIGSTE insistere på, at jeg er med, når vi når frem til vejrstationen”. Hun skuler vredt mod den vrisne soldat.



Det er dog som om, at hun allerede fortryder sit udbrud – og godt kan frygte for de forestående strabadser.
”TILSTRÆBE, javel” fnyser den vrisne soldat.

”Lad os nu ikke foregribe begivenhedernes gang, men i stedet sikre os, at vi benytter dagene på sejlturen til at forberede os så godt som muligt” lukker Henrik samtalen – vel vidende, at der nok vil blive hvisket i krogene undervejs over havet – også blandt elitesoldaterne, der formentlig har fået en tung opgave at løfte – måske endda bogstaveligt talt.



Så vinker han den næstkommanderende soldat an.
”Lad os tilse udstyret i lastrummet, Mark”.
En af soldaterne rejser sig, og følger med lederen ud af messen.
Straks døren lukker bag dem, går snakken i gang i grupperne af søfolk, civile og soldaterne, der alle har sat sig ved et bord med ligesindede.
Den vrisne soldat hvisker allerede ved bordet med elitesoldaterne.

”Jeg har fordelt de civile i vores gruppe, og som min næstkommanderende, må du nødvendigvis have den overordnede opgave med at hjælpe vores læge op til vejrstationen” henvender Henrik sig til Mark, straks de træder ind i det store lastrum forrest i skibet.
”Hun må alt andet lige være den vigtigste specialist for missionen” forsøger han at uddybe sit valg.
”Javel” kommer det tørt fra Mark, der end ikke vender sig mod sin overordnede, men istedet retter sit fokus mod kasserne med forsyninger.
Så hjælpes de ad med at sætte det ene af missionens vind- og vandtætte telte op.
Teltet ser heldigvis robust og vejrsikkert ud, som det står og svajer let i blæsten fra den åbne lastelem. På dækket over dem.
”Vi kommer til at øve opsætning og nedtagning af dette på agterdækket straks efter spisningen” siger Henrik til Mark, mens han åbner teltets robuste lynlås og kravler ind.
Mark nikker tilbage: ”Den eksercits skal jeg nok stå for”.