Churchill Bastionen

Tak tak - og så er den iøvrigt steget i pris til snart at runde 1.7 mio simeleoner = det absolut dyreste bygningsværk, som jeg endnu har haft med at gøre.
Men der er jo også 8 godt fyldte etager!!

- og det ER en ren "hjerne-tømmende" røverhistorie Simsister. Tak

STRØM

En forsigtig og ungdommeligt udseende repræsentant fra kommunens elforsyning står en dag udenfor bunkerens hovedindgang, og forsøger at finde en ringeklokke, da Jennings dukker op bag ham.
Jennings bliver ikke opdaget, før han rømmer sig højlydt.
”Hør sig mig lige engang, hvad laver sådan en civilist på militært område?” spørger Jennings lige op i ansigtet på den unge fyr.
Fyren træder et skridt tilbage, og kigger nærmere på den gamle uniformsklædte soldat foran sig.
”Øh jo, det forholder sig jo sådan, at de kommunale instanser er blevet opmærksomme på et stigende forbrug af strøm fra denne ubenyttede adresse” forsøger repræsentanten.
”Det er muligt” erkender kaptajnen. ”Men hvis De kigger nærmere i Deres journaler unge mand, vil De da kunne se, at denne grund tilhører kommunen – altså Dem selv”.
Repræsentanten kigger i sine journalpapirer.
”Jo, men det ændrer jo ikke ved det faktum, at der er regninger, som skal betales” prøver han.
”Jamen så må de jo finde den ansvarlige et sted i kommunen” afviser Jennings, og kigger vredt på den unge mand.
”Det må da være i elværkets EGEN interesse, at prøjserne ikke invaderer landet, og sprænger alle større installationer i luften”.
Det mener repræsentanten nu heller ikke, at der er særligt store sandsynligheder for.



Nu følger en større ordudveksling, der til sidst falder ud til kaptajnens fordel. Måske er det beskyldningerne om spionage, der til sidst får den unge kommune-repræsentant til at opgive sit forehavende.
”En dag vil de komme tilbage for at takke os for vores indsats” bekendtgør kaptajnen overfor repræsentanten, da han følger ham mod porten.
”Og gå De så hjem, og find den ansvarlige på rådhuset”.



Da repræsentanten opgiver sit forehavende, og slukøret trasker bort med uforrettet sag, beder kaptajnen dog alligevel MacCormack om at skrue endnu mere op for generatoren, så de selv producerer endnu mere af den strøm, som skal holde bunkeren oplyst – naturligvis medmindre kaptajnen har beordret total mørklægning.
I de tilfælde står det store bygningsanlæg mørk og dystert hen.
Med et enkelt tryk på en knap i overvågningsrummet kan alt dog oplyses med projektører, som dækker hele arealet omkring bunkeren.

Av for den, ja der er meget at huske på..også udgifterne...gad vide om det får konsekvenser...kommuner er ikke sådan at bide skeer med når det drejer sig om deres penge...

Jo, i vrøvle-/sludrehistorier er der ingen problemer med kommunen.
Mon ikke de helt glemmer deres forehavende?
Det kunne jeg godt forestille mig

Jeg kan se det for mig... hvordan den unge repræsentant fra kommunens elforsyning bliver besnakket og må forlade slagmarken helt rundt på gulvet

LYTTEUDSTYR

På en af årets sidste solskinsdage henvender byens bedemand sig til veteranerne i bunkeren.
Fra et dødsbo et stykke udenfor byen har bedemanden overtaget et komplet sæt lytteudstyr, som han nu vil sælge til soldaterne.
”Har vi haft spioner iblandt os?” spørger kaptajnen straks bedemanden.
Det mener han dog ikke. ”Det er nok snarere noget hobbygrej, som afdøde har efterladt sig”.
Kaptajnen konkluderer dog, at agtpågivenhed må udvises i alle døgnets timer, indtil de kan være forvisset om dette.
Derfor etableres igen døgnvagt og natpatruljer på bunker-området.
Samtidigt går MacCormack og Tennyson igang med at installere den nye lytteenhed i bunkerens radiorum.



”Man trænger sq snart til at sove i en ordentlig seng igen” stønner Montgomery til Morrison, da han for fjerde gang i denne uge rejser sig fra den gamle feltseng i kælderens soverum.
Samme Montgomery falder i søvn på sin næste nattevagt, og vågner først, da Tennyson rusker i ham.
Lige bag Tennyson står en synligt irriteret kaptajn.



”Heldigvis er natten forløbet uden en invasion” opsummerer kaptajnen nattens forsømmelighed, da episoden evalueres på formiddagens stabsmøde.
Montgomery tildeles dog en ekstra toilettjans som straf.



Som tidligere radiotelegrafist under krigen tildeles Tennyson også ansvaret for det nye lytteudstyr, som nu står flot placeret i radiorummet.
Uden at vide det, går et par nysgerrige turister rundt dette efterår med en lille spionsender i kraven.
Det samme gælder for intetanende personer fra byen, som kommer ALT for tæt på bunkeren.



Soldaterne bliver efterhånden helt gode til at placere senderne på tøj og køretøjer i området – uden at nogen aner uråd eller opdager noget.
Selv ikke en paranoid Texaner på cafebesøg i den indre by opdager noget, da Tennyson sætter en spionsender fast på cowboyjakken.
"Ham ville kaptajnen have nydt at få en snak med" siger Tennyson til Perry, da de går fra cafeen.
"Han havde om muligt endnu flere konspirations-teorier end Jennings".
Det har Perry noget svært ved at tro på.



Ja, selv fru Stanford må en overgang overvåges ekstra nøje, da hun ringer på den hemmelige telefon til bunkeren, og meddeler, at manden er sygemeldt nogle dage.
Som ved et lykketræf mødes fru Stanford og Tennyson tilfældigt på apoteket samme dag – hun for at hente medicin til sin syge mand, og Tennyson for at hente den sædvanlige dosis af medicin mod åreforkalkning.
Mens fru Stanford står og tæller småpenge i sin portemonnæ, ser Stanford sit snit til at placere en af de nye sendere i fru Stanfords kjolekrave.

Det viser sig dog hurtigt i overvågningen, at den gamle veteran derhjemme vitterlig ER syg, for de tilbageblevne veteraner ved bunkerens aflytningsenhed må lægge ører til fruens evige bekymringer og pylren om den svagelige ægtemand.
”Afbryd øjeblikkeligt det nonsens” kommanderer kaptajnen til sidst, da snakken i højttaleren bliver lige en tand for sukkersød.
Da Stanford vender tilbage til bunkeren, medfører det en del skjulte fnis fra hans veteran-kollegaer.



Men ellers ærgrer veteranerne sig mest over, at de ikke havde dette udstyr til rådighed, da de skulle holde et vågent øje med fraulein Braunschweig og slagteren.
”Det kunne have sparet os for mange ømme knæ og rygstykker” som Montgomery konstaterer.
Som for at illustrere sin påstand, tager han sig til begge sine knæ.

Ha ha ha ...ja Big Brother is watching eller måske jeg heller skulle sige ; is listening...sikke en udvikling...

STRØMAFBRYDELSE

En kold vinter-eftermiddag går alt strøm og lys pludselig i bunkeren.
”Pokkers også” råber Tennyson fra køkkenet – ”lige midt i min souffle”.
I lyset fra en lommelygte finder MacCormack snart ud af, at det er den overbelastede generator, som nu er brudt endegyldigt sammen.
”Ja ja, med den belastning, måtte det jo ske en dag” konkluderer han, og kigger på den smårygende generator.
Da også nødstrømsgeneratoren viser sig at være defekt, må de fjerne den store 6 cylindrede dieselmotor fra militærlastbilen udenfor.
Det er en kold omgang, hvor den bidende vind rusker i deres vinteruniformer, mens Perry, Morrison, MacCormack og den tynd-benede Stanford har fået opgaven med at afmontere lastbilmotoren, og bringe den i tørvejr i bunkeren - en ikke helt nem opgave, da vinden står dem direkte ind i ansigtet det meste af tiden.
Slet skuffet over at være sat på denne opgave, synes Stanford istedet at have mest travlt med en snemand, som han bygger ved indkørslen til bunkeranlægget.





Da først motoren er bragt til generatorrummet, får MacCormack rigget den til, så anlægget igen kommer op at køre.
Det tager et par dage, inden lyset og varmen igen kan kobles til.
Med et par prust sætter motoren igang, og snurrer snart lystigt som driftskilde.
Det rasler lidt i varmerørene, da det varme vand igen fordeler sig i anlægget.
Efter endnu en dag med lange underbukser begynder varmen så småt at trænge ind i de kolde betonmure, og varme rummene op.



Helt ekstraordinært bevilger kaptajnen en ekstra omgang af de flydende rationer - enten en kølig og velskænket fadøl eller en kop varm kakao.
Kun Stanford overvejer ganske kort kakaoen, men rækker alligevel ud efter Tennysons velskænkede og skummende krus af mørkt øl.
Selv unge Morrison, som nok forsøger at holde sig fra øllet, føler sig denne gang parat til en omgang i baren.
"Hva' faen knægt - er du ved at blive voksen?" griner Perry, og dunker den unge fyr i ryggen, så øllet skvulper over.
Morrison smiler forlegent, men drikker ufortrødent videre - med en god og velfortjent smag i munden.



Ude i kulden står en dybfrossen lastbil med motorklappen på vid gab.
"Den lukker vi til foråret" smiler Perry til de andre.



Alligevel vælger kaptajnen at lade militærkøretøjet blive holdende midt i indkørslen til bunkeren.
”Det skal virke afskrækkende på invasions-styrken, at vi kan køre efter forstærkninger” argumenterer han.
”– eller i hvert tilfælde SE UD SOM OM vi kan” korrigerer Perry til de andre bag kaptajnens ryg.
”Jeg kan lige se os selv trampe afsted på 6 herrecykler, mens prøjserne forcerer skrænten” hvisker MacCormack tilbage med hånden for munden.
Den motorløse lastbil forbliver derfor holdende i indkørslen – selv uden fremdriftsmiddel.

Ohhh herlig fortælling!!

Nu har jeg lige set en lille serie fra krigens tid, og ved hvad det er for mænd du har i denne gruppe. Det er jo SAS folk. Den gruppe som blev nedlagt efter krigen, men genoprettet i 1947...og er aktive den dag i dag!!

Wow, det kan da måske godt tænkes Bodil - i et stort historisk perspektiv.
Det ville da være en enormt interessant vinkel på historien.
Måske er det bare nogle gamle gutter fra samme område, som alle gjorde deres yderste under krigen - og fandt sammen i et nyt hyggeligt fællesskab, da de alle kom sikkert hjem fra fronten.

Alt i alt udspringer denne historie jo fra et ønske om at bygge en bunker i Sims - lege lidt med terræn-værktøjet, bygge MEGET under jorden, prøve spionsenderen - og ikke så meget andet.

- og der skal nok snart komme mere.

STREJFEREN

En kold og frostklar morgen er Tennyson den første mand ved bunkeren.
Han ryster sig i kulden, og forbander vinteren langt væk, da han sætter cyklen fra sig.
Det har været en slingrende, kold og usikker cykeltur fra hans hjem i byens fattigere bydel og frem til bunkeren.
I skæret fra lampen ved hovedindgangen får han øje på en lille hund, som ligger og skutter sig i kulden – helt inde under indgangens udhæng.
Hunden kigger kortvarigt op fra sit leje.
”Hvad er da den med dig?” spørger Tennyson i retning af hunden, da han nærmer sig indgangen.



Han kan nu se, at det er en hund af en lavbenet bulldog-afstamning.
Hunden letter igen lidt på hovedet – rejser sig på frostkolde og stavrende ben, og ryster den værste kulde af kroppen.
”Du trænger vist til en godbid og et varmt bad” konstaterer korporalen, og tager hunden med indenfor.
Da de når til det store centrale elevatorrum, sætter Tennyson sig på hug foran hunden, og beder den om at vente på sig.
”Sit” siger han til hunden, der straks sætter sig.
”Så henter jeg lige noget lækkert fra brødskabet”.
Han iler nu ovenpå til messen, hvor han hurtigt finder en lækker chokolade-muffin fra gårsdagens stabsmøde.
Da han kommer ned igen, er bulldogen forsvundet.



Efter lidt søgen, finder Tennyson hunden mageligt henslængt på Montgomery’s seng i mandskabsrummet.
Han tager hunden op til sig, og siger: ”Ja ja, der dufter sikkert godt af muffins i de lagner, for han tog sig godt nok en ordentlig skraber, efter han nærmest havde tømt kagefadet ene mand igår” griner Tennyson til hunden, mens han erindrer soldaterkammeraternes blikke til hinanden, da Montgomery rakte ud efter den ottende muffin.



Så sætter Tennyson bulldogen ned på gulvet, og børster de værste hundehår væk fra sengen.
Så rækker han en muffin til hunden, som straks giver sig til at fortære den med en glubende appetit.
”God hund” smiler Tennyson, da bulldogen slikker ham på hånden.
Han bemærker også, at hunden ikke har noget halsbånd på.



Nu hører korporalen stemmer ovenpå.
”Sit” kommanderer han igen, da han forlader rummet – og hunden sætter sig igen troskyldigt.
Han skynder sig at stikke hunden de sidste rester, og trasker derefter ovenpå.
Det er MacCormack, Morrison og Perry, som også er nået frem til bunkeren – og nu står de og snakker om gårsdagens møde.
”De herrer” nikker Tennyson kort til de fremmødte.
De stopper alle op i snakken, og kigger nærmest forbi korporalen.
”Jeg er desværre travlt optaget, må I forstå” fortsætter han, da han passerer de tre veteraner.
”Ja, det kan vi se” smiler Perry smørret, og peger på hunden, som kommer trissende bag Tennyson.
”Hva’ hulen” udbryder korporalen, og kigger forlegent på de tre kammerater.
”Ja, det må du sq nok sige” griner Perry igen.
”Jeg vidste da ikke, at vi sådan havde fået hund – og en pænt grim en af slagsen kan jeg se – ha ha”.
Så må Tennyson fortælle om hans fund ved indgangen denne morgen.



”Ja ja, den må du selv klare med kaptajnen” siger MacCormack, og fralægger sig ethvert ansvar.
Hunden får dog lige et lille klap.
”Tak for denne gang” smiler den store smed til hunden – overbevist om, at et kæledyr ikke passer ind i kaptajnens tanker om et forsvar af kystlinjen.
De tre gamle soldater får pludselig meget travlt, da de hører Jennings’ raske skridt ved hovedindgangen.
”God fornøjelse soldat” siger MacCormack til Tennyson – og skynder sig så i retning af køkkenet, hvor formiddagskaffen skal sættes over, og nye muffins vist bliver en af dagens opgaver.



”Vaf vaf” galper hunden, da Jennings træder ind i elevatorrummet.
Kaptajnen kigger forbavset på bulldogen – og bulldogen kigger skævt på Jennings.
”Hvad er nu det for en uorden?” spørger han Tennyson.
”Nåh den – jamen det er vores nye vagthund” forsøger Tennyson kækt.
”Vagthund?!”
Jennings kigger på hunden, som slikker sig om munden – klar til mere muffin.
”En bulldog kan da ikke være vagthund, korporal”.
Kaptajnen kigger vredt på Tennyson, der slår blikket ned.



I det samme skramler Montgomery med cyklen udenfor.
En ualmindelig svag lyd af stellet mod cykelstativet når gennem de to tykke sikkerhedsdøre.
Igen ”vaffer” hunden.
Kaptajnen kigger på den lille robuste hund.
”Det var pokkers” udbryder han.
”Ja ja, den har da godt nok en fremragende hørelse, må man sige”.
Så gør Tennyson et nyt forsøg: ”Den kunne jo vogte garnisonen om natten, hvor vi ikke er her hr kaptajn”.
Tennyson bliver pludselig meget formel, da han øjner en lille åbning.
Tanken om, HVAD hunden skulle gøre, HVIS der kom en invasion om natten, har han ikke helt gennemtænkt, men det synes alligevel som om, at kaptajnen alligevel overvejer situationen en ekstra gang.
”Ja ja korporal, jeg havde naturligvis hellere set en stor schæferhund som vagthund, men hvis dette er de nuværende muligheder, må vi jo i første omgang nøjes med det” beslutter kaptajnen, da han kan dufte frisk kaffe fra trappen til messen.
”Men det bliver Deres opgave at sørge for, at den ikke er til gene, og udfører sine vagt-forpligtelser her på garnisonen”.
Det lover Tennyson, mens han kigger på den lille kødklump, som igen har taget plads ved hans side.
”Så se til, at vi får indkøbt det fornødne” råber kaptajnen oppe fra etagen ovenover.
Det tager ikke Tennyson lang tid at få vendt cyklen, og komme mod dyre-handlen i centrum af byen.
Alle tanker om det kolde vejr og den slingrende cykel i sneen synes at være forsvundet for en stund.



På stabsmødet næste dag, er hunden på som et punkt på dagsordenen.
”Så må vi jo have kræet døbt, når vi nu enstemmigt har valgt, at den fremover indgår som en del af bemandingen” indleder kaptajnen.
”Hvad med Hitler?” foreslår Montgomery – men fortryder med det samme.
”Med det fjæs ligner den sq mere Göring” griner Perry.
Det er der bred enighed om, og derfor døbes hunden efter den tyske feltmarskal.
Der går ikke mange dage, før den lille hund har lært sit nye navn at kende – og i øvrigt ofte er at finde omkring køkkenregionerne.



Få uger senere har hunden sneget sig ind gennem den åbne jerndør til kaptajnens private kammer.
Da Jennings træder ind gennem døren, ligger hunden mageligt på sengen.
”Næh hør nu” udbryder han.
”Det går altså ikke . . . . så må vi finde din kurv”.
Snart efter ligger både kaptajnen og hunden og snorker gevaldigt – Jennnings i sengen og hunden lige nedenfor.
- og sådan forbliver det fremover, for ingen efterlyser nogensinde den lille Göring-bulldog.

Skønt afsnit

Sikke et hyggeligt afsnit og Göring ja det passer særdeles godt nu jeg lige har set ham i live i gamle arkivfilm...hehe.
Men hvorfor er nogle af dine billeder overbelyste??? Jeg har kun oplevet overbelysning, når nogen befinder sig på mine vinklede trapper....

Nøjjj, hvor de altså hygger sig. Og så kom der en lille fin hund med i historien.

Overbelysningen må skyldes, at jeg har rimeligt mange lamper i netop dette rum. Ellers ved jeg det ikke - har ikke så meget forstand på lyssætning - og går heller ikke særligt meget op i det, vil jeg godt indrømme.

Ha - ja, jeg kan godt se, at der pænt ofte dukker en hund op på den yderste ottende simmerplads i en husholdning, når jeg fortæller historie, Simsister.
Derfor irriterer det mig også engang imellem, at dyrene ikke fungerer på samme måde som i Sims3, hvor der kunne være 8 af hver i en husholdning.
Jeg er vidende om, at jeg kan regulere dette i MCCC, men har endnu ikke gjort det.

Jeg tænker også, at den nuværende model KAN blive et problem, når vi engang får heste, og der sikkert er nogle, som gerne vil lave en farm eller rideskole.
Så kan der kun være eks 4 heste og 4 unge og heste-interesserede piger i rideskolehusholdningen, og det bliver da lidt øv.

I dette scenarie tillader jeg mig også, at drømme om 100 x 100 grunde med store indhegninger/folde med masser af heste - og masser af personale til at passe og tilride dem - sådan lidt american ranch-agtigt.
Ja, måske ligefrem en verdensdel med masser af vildheste, som skal/kan indfanges, lejrbål, hestevogne, saloons og wild west stemning.
Hvis man så kunne tilføje lidt lokal rivalisering mellem opdrætterne, en sherif og gunslinger-dueller i hovedgaden - så ville det være en action-fyldt "must have pakke".

Nåh, nu løb det vist igen af med mig - sorry.

Vi er nået til den store finale i denne historie - hvis jeg kan finde ud af skildre mine tanker i setuppet.

Ejj Vince..hvorfor nøjes med 100x100?? Hva med det halve af Langeland...de har alligevel vildheste dernede også.
For mit vedkommende ville jeg ha det svært med så store grunde... Jeg kan hvise hvor svært det var at komme igang med at lave nabolag i sims 3 i CAW. Hjælp hvor skulle man begynde og ende..men som regel går det. Men her var jo også noget helt andet at gøre. Sims 4 har for mange begrænsninger til at jeg ville synes så stor en grund var sjovt! Men hva...jeg har også lært at holde albuerne ind til siden..

Spændende med Finalen!!

INVASIONEN

Godt og vel halvandet år er gået, siden vi forlod veteranerne sidst.
I mellemtiden er bunkeren nu fuldt indrettet – med alt hvad man kan tænke sig af fornødenheder og bekvemmeligheder.
Visse steder har veteranerne ligefrem udbygget bunkeren. Eksempelvis to nydelige terrasser er nu en del af komplekset – naturligvis MOD kaptajnens gode vilje, men da de andre veteraner i stedet foreslår at benytte terrasserne som eksterne udkigsposter, vælger han alligevel at acceptere udbygningerne.



I den mellemliggende periode har ungkarlen MacCormack opsagt sit lejemål i byen, og er flyttet permanent ind i bunkeren.
”Så er der også opsyn om natten – sammen med Göring naturligvis” undskylder han sig overfor kaptajnen, der godt kan se, at det giver god mening.
”- og kaffen er klar, når I dukker op om morgenen” bliver det sidste nødvendige argument, inden kaptajnen accepterer indflytningen.
At MacCormnack så sover dybt HELE natten, og lader hunden om bevogtningen, er en helt anden historie.



Når MacCormack er til bal på stamkroen i området, bliver det en af hans yndlings-scorebemærkninger, når han vil charmere en af kroens singlekvinder, om de vil med ham hjem og se hans bunker.
Scoretricket rygtes dog hurtigt – og antallet af forventningsfulde fruer falder hurtigt, da det viser sig, at han vitterligt BOR i en bunker.
"Hvad pokker havde de ellers tænkt sig?" grubler smeden så.
Snart bliver sætningen dog en standardbemærkning blandt de unge knægte i byen, når de vil på nattesjov med pigerne.
Man hører ofte en ungersvend spørge den unge pige, om hun vil med hjem og se hans bunker.
Ved baren smiler MacCormack så for sig selv.
”Ja ja, det er da en lidt speciel måde at blive udødelig-gjort på i Bindleton” tænker han ved sig selv – alligevel en smule stolt over bemærkningens udbredelse blandt de unge charmører.
Ja, rygtet vil vide, at selv unge knøse så langt væk som i Folkstone engang imellem benytter denne scorereplik.



Snart dukker enkemanden Tennyson også op som fast beboer i bunkeren – og slutteligt beslutter unge Morrison sig også for, at tiden er ved at være inde til at flytte hjemmefra.
Det anerkender hans forældre, og roser ham for initiativet.
”Så skal det nok gå dig godt fremover – og vi kommer jo og besøger dig” som hans mor siger det, da Morrison fremlægger planen ved aftensmaden i hans barndomshjem.
Forældrene bliver dog noget overraskede – og væsentlig mere skeptiske, da de hører, at Morrison flytter ud til de seks veteraner i bunkeren udenfor byen, hvor man ikke bare sådan lige kan komme brasende hver dag.



Selvom hans venskab med de gamle soldaterveteraner godt kan virke lidt nørdet for en ung byboer, finder han med tiden sammen med et par andre unge kammerater fra byen, som gerne følger med ham hjem til det store lukkede kompleks, hvor bar, sauna, bordfodbold, dart, skydebane, træningsudstyr og andet attraktivt for en ung mand står til fri afbenyttelse.



Det bør vel også nævnes, at de tilbageværende soldaters koner efterhånden samstemmende synes, at tiden, som mændene tilbringer i bunkeren, er ved at tage overhånd.
Derfor indfører kaptajnen en NY vagtordning, som pålægger soldaterne på skift at have 2 ugentlige HJEMMEAFTNER – naturligvis udover de 3 fastboende soldater i bunkeren.
Ja, det kommer så vidt, at Stanford nødvendigvis MÅ invitere sin kone på en romantisk dinner på byens fineste restaurant.
”Det er ikke småting man må gøre, for at holde sammen på familien” siger han til de andre, da han er tilbage i garnisonen omkring klokken elleve – lige tids nok til et slag kort og en skummende øl fra baren sammen med vennerne.

Spændende hvad det er for en invasion

Det lader virkelig til at den bunker har fået en vigtig social betydning..for den lille gruppe og næste generation...meget smukt flettet ind. Det er da godt at de har fået varme i bunkeren, ellers var det nok ikke et sted man havde lyst til at flytte ind i og da slet ikke om vinteren...

Selv om jeg har det lidt stramt med "mænd der synes de MÅ ofre sig", så synes jeg, det er fornøjeligt og rigtig godt fundet på.

Jo jo, men måske er det bare TONEN i bunkeren overfor de gamle soldaterkammerater, og IKKE en hr Stanford-holdning, når han er sammen med fruen - ikke at jeg skal undskylde på hr Stanfords vegne - ha ha

- og jeg skal nok snart komme videre i denne historie.

Denne aften, hvor vi igen er hos veteranerne, er en ualmindelig varm sommeraften, hvor alle de gamle soldater er blevet i bunkeren for at grille.
Jennings omtaler aftenen som ”den store sommer-manøvre og træning i sydlandske temperaturer, såfremt flugt bliver eneste udvej”.
Naturligvis har Morrison vagten i det øverste udkigspunkt, da de gamle soldater er trætte og mætte efter den udsøgte mad, som MacCormack har frembragt på grillen ved den tidligere paradeplads.
Selv Göring er rullet om i græsset.



Morrison spejder fraværende ud over vandet, og opdager ikke i første omgang den hurtige speedbåd i horisonten, som har kurs direkte mod kystpunktet lige nedenfor bunkeren og klippen.
Ombord er 3 østeuropæiske smuglere og en større ladning hamp-planter.
Båden er godt nok lidt ude af kurs, men det har smuglerne ikke bemærket.



I kanten af bålstedet på paradepladsen, hviler de gamle soldater ud, slår mave og holder øllet velskænket
Nu får Tennyson behov for at ”slå en streg”.
Han trækker afsides, og bestemmer sig for at ”lade vandet” i en busk ved bunkerens havside.
Da han netop har lynet de militærfarvede bukser ned, og tilfældigt spejder ud over havet, får han øje på speedbåden i aftenskumringen, hvor solen skinner sine sidste stråler i havoverfladen.
Så får han øje på kasserne på bådens agterdæk og de tre mørkklædte herrer ombord.
”For hulen” råber han ud i intetheden.
”Så fik kaptajnen sq alligevel ret”.

Så spurter han hjulbenet mod de andre soldater ved bålet, mens han famler ved lynlåsen.
”ALARM – ALARM” råber han stakåndet, da han når frem til de sløve og småslumrende kammerater.
”Invasionen er i gang” nærmest brøler han udover gruppen.



Den første, der reagerer, er Stanford, der hurtigt griber ud efter det gamle gevær, som ofte er i hans nærhed.
Geværet ligger allerede ved hans kind, da han spejder rundt og råber: ”Hvor – hvor for hulen?”
”Ja sågu da på havsiden menig” råber Tennyson irriteret, og rusker op i en dybt slumrende Montgomery nærmest bålet.
Nu er kaptajn Jennings også på benene.
”Giv agt soldater – på jeres poster” råber han, mens han forsøger at slukke bålet med vandet fra brandspanden i nærheden.
Nu løber soldaterne i alle retninger.
Kun Göring ligger tilbage ved bålet, og opdager ingenting.