Churchill Bastionen

Nåh, så må jeg hellere få givet mig i kast med en ny røverhistorie.

Jeg har længe haft et ønske om at bygge en gammel bunker fra krigstiden i Sims - så godt det nu kunne lade sig gøre.
Jeg bor ved Vestkysten, hvor efterladenskaberne efter den tyske Atlantvold jo stadig skæmmer strandbilledet.
For nyligt faldt jeg tilfældigt over en bunker på Galleriet, som sagtens kunne danne udgangspunkt for mit eget forsøg.
Det blev startskuddet til en større ombygning og tilbygning, så bunkeren i min version endte med at være på fulde 8 etager og NATURLIGVIS dække en 64 x 64 grund.

Det endte ikke helt, som jeg havde forventet, for tingene løb jo naturligvis fra mig undervejs - og blev langt mere omfattende end først planlagt.
Med det har været ganske lærerigt og interessant at bygge en bygning gemt bag tykke mure og uden vinduer.

Ud af byggeriet voksede næsten helt af sig selv den historie, som I nu vil blive indviet i.
Med et presset efterårsprogram vil det dog formentlig blive med sporadiske indlæg, når tiden og fantasien tillader det.
Men velkommen til den engelsk sydøstkyst.

Jotak, det lyder spændende.

Jeg må hellere starte med at præsentere de 6 større eller mindre hovedpersoner i denne historie, som alle er gamle krigsveteraner fra anden verdenskrig - nu alle pensioneret, og på udkig efter noget at fordrive tiden med.

Først og fremmest er der gruppens naturlige leder
Kaptajn Stuart Jennings.
Kaptajnen er dekoreret krigsveteran, som stadig er opildnet af sine krigsoplevelser, som ikke helt har forladt ham.
Tværtimod er han overbevist om, at England står overfor en altødelæggende landgang af fremmede styrker fra øst.
Af samme årsag har han beholdt sin gamle gallauniform, som han bærer i al slags vejr og ved alle lejligheder.
Jennings er gruppens ubestridte leder – og fortløbende inspirator, når det kommer til konspirationsteorier.
Da konen gik bort for nogle år siden, var det som om, at fantasierne om en nært forestående tysk invasion fik ny – og måske lige rigeligt - næring.



Korporal Samuel Tennyson
Radiotelegrafist fra krigen – og nu ivrig radioamatør med kontakter på mange kontinenter.
Indtil sin pension havde han en fast tjans bag baren på byens havnepub – et sted, hvor veteranerne stadig mødes regelmæssigt.
Tennyson spiller også guitar til husbehov, og er den eneste anden i gruppen med lidt ”stjerner på skulderen” - ganske vist KUN som korporal.



Derudover har de 4 øvrige i den lille vennekreds kun rang af menige fra krigsårene:
Menig Dean ”Bomber” Perry
”Bomber” har fået sit kælenavn, da han var bombeskytte på en engelsk natjager under krigen. Han deltog i flere vellykkede bombninger over Dresden.
Efter krigen har han mest brugt tiden som ivrig fisker fra havnen i Bindleton – og griber da stadig fiskestangen engang imellem her i pensionslivet.
Perry regnes også for den muntre og altid glade humørspreder i gruppen.



Menig Steven Montgomery
Montgomery er svagtseende, og bruger derfor altid briller.
Han afviser hårdnakket at være i familie med ørkengeneralen af samme efternavn. Kaptajnen mener dog nok, at der alligevel er noget om snakken. ”Det må være et spørgsmål om at søge grundigt nok” postulerer han.
Montgomery ernærede sig som bygningsmaler, indtil han gik på pension. Nu er det mest lærredet, som tiltrækker hans opmærksomhed.
Han sover ofte over sig, og er generelt en træt og forsigtig mand, der hellere stikker halen mellem benene, end tager kampen op.
Det gælder også i hjemmet.



Menig William Stanford
Stanford var kontor-ansat i krigsministeriet under krigen. Han nåede aldrig at løsne et skud i krigsårene, men er meget interesseret i at prøve det.
– eksperimenterer for tiden lidt med blomsterarter, som kan leve i skygge.
Og så har han en meget ængstelig kone, som helst ser, at han kommer hjem til tiden, og ikke giver sig i kast med noget som helst farligt.



Menig Allan MacCormack
Den store MacCormack var ved ingeniørtropperne under krigen, og med til at udvikle landgangsfartøjerne til D-dag.
Efter krigen vendte han tilbage som landsbyens smed.
Han er den eneste i gruppen med et rigtigt skudsår fra krigen. Han blev således truffet i den ene balde – og viser det gerne frem, hvis nogen spørger til det – helst for byens enker, som han stadig kan charmere.
Den sidste, som tillod sig at hævde, at det må have været under flugt, siden MacCormack blev ramt bagfra, fik ørerne grundigt i maskinen hos den store smed.
MacCormack har altid været single, men har ikke manglet kvindelige bekendtskaber gennem tiden.
Den bredskuldrede og kvindeglade smed er også ganske ferm bag gryderne.



Disse 6 gutter har været venner siden årene efter krigen.

INDLEDNING
På den sydøstligste spids af Englands kyst ligger den lille fiskerby Bindleton Bay – lige ud til Den engelske kanal.
Udover kystvejen forbinder en enkelt smal vej byen med resten af landet.
Kun en enkelt gang er den lille by nævnt i historiebøgerne.
Det var under anden verdenskrig, da byens observationsbunker fungerede som en af mange engelske forposter mod angreb fra værnemagten.
I udkanten af byen ligger den gamle bunker nu overgroet og glemt.



Livet i byen er de seneste år sygnet hen, for de unge forlader byen, og flytter mod større byer i området.
Mange gamle beboere finder denne ro livgivende, og vil egentlig helst ikke forstyrres i deres dagligdags sysler og rutiner.
Fra havnen stikker en enkelt lystfisker i ny og næ til havs, for at sætte sit garn langs kystlinjen.
Og ellers går livet sin vante og stille gang.

EN AFTEN PÅ KROEN
På havnens pub ”Old grey duck Inn” er de 6 gamle krigsveteraner samlet omkring stambordet denne efterårsaften, hvor vores historie tager sin begyndelse.
Det er som sædvanlig den pensionerede kaptajn Jennings, der er mest højrøstet ved bordet.
Han er dekoreret krigsveteran med få og små skudsår – påstår han, men ingen har set dem – udover en rift fra et uheld med en hækkesaks, som han hårdnakket påstår er fra en infight med en tysk soldat i en skyttegrav ved Verdun, da tyskerne var på tilbagetog.



Udover den sædvanlige snak om de lokale fodboldholds elendigheder, er det denne aften veteranernes årelange medlemskab af det lokale hjemmeværn, som er et emne om stambordet, for Jennings finder værnet og deres indsats menings- og nytteløst – og i øvrigt ALT for ringe.
”Nu har vi været med i værnet siden krigens slutning” starter han sin brandtale til de øvrige.
Men nu er det dog blevet FOR slapt for den gamle kaptajn, for i hans øjne gør værnet ikke nok for forsvaret af England.
”De regulerer jo kun trafikken, og kigger ALDRIG ud over havet” som Jennings har konstateret ved flere lejligheder.
”Denne laden stå til og slatne indstilling gør vort land sårbart” siger Jennings til de omkring-siddende.
Ingen tvivl om, at Jennings ikke helt har fået sine krigstraumer på afstand.
Tværtimod har han vitterligt DYRKET sin mistro og overbevisning, så han nu om stunder er skråsikker på, at fjenden pønser på et gengældelsesangreb – at tyskerne ikke har glemt det forsmædelige nederlag for mange år siden, da de selv var unge soldater.
Denne aften er han sjældent motiveret for at overbevise de andre veteraner om det rigtige i de konspirationsteorier, som er vokset støt i hans hjerne de senere år.
”Det var jo netop en landgang langs kysten, der vendte krigslykken for de allierede styrker” erindrer han de andre om.
”Så mon ikke prøjserne vil vælge samme metode, når angrebet snarligt sættes i værk her ved kysten?”
Og sådan fortsætter Jennings sin tale til de øvrige ved bordet.
Som gode venner lytter de andre – men lader sig ellers ikke påvirke af kaptajnens brandtale.



”Hvis vi kan forsinke den tyske fortrop blot nogle få timer – og samtidig alarmere London, vil vi blive rigt dekoreret for vort heltemod mine herrer” trumfer kaptajnen.
Der nikkes efterhånden anerkendende rundt om bordet.
”Joeh” prøver den store Allan MacCormack.
”Men hvordan har du så tænkt dig, at en flok afdankede soldater med alverdens skavanker skal holde stand mod den tyske krigsmaskine, når det først går løs?” spørger Samuel Tennyson med en sidste tvivl.
”Jeg har naturligvis gennemtænkt dette, og lagt en brugbar slagplan, som I kan studere her”.
Så tager Jennings et gammelt falmet avisudklip ud fra blazerens inderlomme.
Det forestiller 2 engelske soldater fra krigens slutning foran et buskads i byens udkant.
I baggrunden bølger Den engelske kanal.
I højre side af det utydelige billede på udklippet kan man skimte de yderste konturer af den gamle bunker udenfor byen.
Efter en del øl får han alligevel overbevist veteranerne om, at denne forladte bunker fra anden verdenskrig er det HELT rette sted at opgradere Englands forsvar fra.



Da han er sikker på, at han har alles opmærksomhed, fortæller Jennings, at han er overbevist om, at tyskerne i det skjulte pønser på et gengældelsesangreb – og at den engelske regering er vidende om dette, men blot holder det skjult for befolkningen.
”Hvorfor skulle man ellers fortsat lade sirenerne teste en gang hvert halve år” som Jennings udtrykker det for de omkring-siddende.
”Så vi må stå skulder ved skulder i dette forsvar – være beredt og velforberedte, den dag prøjserne står ved vore kyster – og ikke lade os overrumple som hjemmeværnet vil blive, når de står og spejder IND i landet”.
Jennings slår sin knyttede næve i bordet – som for at underbygge det vigtige i sine ord.
Alle nikker tøvende, og ranker alligevel ryggen i det lille røgfyldte kro-lokale.
Kun Montgomery synes ikke at bifalde planen - men af helt naturlige årsager.



Inden de forlader kroen ved midnatstide, er krigsveteranerne enige om, at de må tage sagen i egen hånd.
Selv den ellers forsigtige Stanford ender med at lade sig overtale til en ”oprustning”, da øllet omsider har fjernet den sidste rest af sund fornuft.
Da veteranerne hilser hinanden til farvel, har de en stående aftale om at give den gamle bunker et besøg den næste dag.
”Men l-l-lad det nu ikke blive for tidligt, hub” prøver den altid trætte Montgomery.

BUNKEREN
Et stykke op ad næste formiddag samles veteranerne ved kroen.
”Burde vi ikke spørge nogen først, inden vi sådan bryder ind?” spørger Stanford forsigtigt, da de står foran den gamle rustne gitterport til bunkerområdet.
”Bunkeren ligger der til Englands forsvar – og har gjort det siden krigens tid. At ingen har haft mod og mandshjerte nok til at benytte den, er vel kun et tegn på, at dette stykke af landet ikke regnes for et angrebsmål” svarer Jennings henkastet, mens han rykker i den gamle port. Den giver sig snart i hængslerne, og åbenbarer den store betonbygning foran dem.
”Nu er prøjserne jo ikke dumme. Så mon ikke de NETOP vælger et punkt, hvor de tror, at forsvaret er svagt?!”
"Men vi skal vi dem noget andet - skal vi" vrisser kaptajnen for sig selv.
Så går Jennings mod hovedindgangspartiet til bunkeren, mens han vinker til de andre, at de skal følge trop.
Tennyson trækker på skuldrene en enkelt gang, og trasker så efter kaptajnen.
Snart står de alle foran bunkerens hovedindgang.



Ugen efter begynder de så småt at rydde op og finde rundt i de mange rum i bunkerkomplekset.
Det viser sig, at den store beton-bygning er næsten lige stor under jordens overflade, som det man kan se over jorden.
Fra øverste udkigsport til fængselscellerne i bunkerens dybeste kælderetage er byggeriet på 8 etager – naturligvis med metertykke mure mod havsiden.
De opdager også hurtigt, at mange rum synes at være forladt i hast, da krigen sluttede - og er uberørte sidenhen.
Således er mange rum stadig fyldt med militært inventar og materiel fra krigens tid.
” – et rod af nostalgi og gamle minder” som Montgomery udtrykker det, inden han sætter sig tungt i en rusten militærseng i en beskidt sovesal.



Snart er alle mænd i fuld vigør omkring konstruktionen, hvor der rives ned, ryddes op og istandsættes.
Da de først er inde i bunkeren, bliver første opgave at få gang i det gamle generatoranlæg – en opgave for den nu pensionerede smed MacCormack, som er ret ferm på fingrene.
Tiden i ingeniørtropperne kommer ham til gavn flere gange under rekonstruktionen af flere genstande og installationer  i den gamle bunker.



Undervejs i istandsættelsesarbejdet støder unge Morrison til gruppen.
Morrison, som bor i nærheden af bunkeren, fik øje på de ihærdige mænd en eftermiddag, hvor han var ude at cykle.
Morrison er ikke ”den hurtigste knallert på havnen”, men lod sig inspirere af de gamle soldaters arbejde på bunkeren, og bestemte sig for at give en hånd med.
”Det er Dem, som skal føre garnisionen videre” siger kaptajn Jennings ofte fortrøstningsfuldt til Morrison.
Så nikker den unge gut, og giver et kluntet honnør.

Hvor er det spændende at du er i gang med en ny fortælling …. og du lægger godt fra start

Hvor herligt med en historie, og så ovenikøbet en slags krigsberetning...meget spændende. Men en bunker på 8 etager er da lige til at fare vild i....det må ha været et kæmpe arbejde!! Glæder mig til at se den....hehe

Ja, lad os nu se, hvor meget krig det reelt bliver til.
- og det VAR noget af et arbejde - og i øvrigt et slutresultat, som ikke levede helt op til forventningerne (og sikkert igen nogle farver, som er helt elendige!).
Men søg på "English Coastal Bunker 77" på min profil. Så skulle den gerne dukke op.

I arbejdet på bunkerkomplekset, frekventerer gruppen ofte gamle militære overskudslagre og antikvitetsforretninger, hvor de køber forskelligt grej fra krigstiden.



Da først generatoren snurrer igen, kommer der ventilation, lys og varme i de kolde og mørke rum.
I løbet af vinteren indrettes bunkeren med forskellige bekvemmeligheder som sauna og en fin engelsk bar med træpaneler i stedet for de rå betonvægge.
Det er korporal Tennyson, som oftest er at finde bag den nye bar.
Det mørke engelske øl holder sig forbavsende køligt i de gamle lagerrum bag de tykke mure.
Gruppen har sikret sig rigelige øl-forsyninger til at kunne overleve i tilfælde af en forholdsvis langvarig atomkrig.
Ved jævnlige øvelser indgår øllet naturligvis som en naturlig del af øvelsen i at overleve i bunkeren.



Det er ikke et sjældent syn i byen, at man ser en gråhåret og uniformsklædt bybo cykle hjem med en meget usikker balance.
Ja, rygtet vil endda vide, at ”Bomber” Perry engang cyklede direkte igennem hele byen – for først at opdage, at han var cyklet for langt, da han væltede på en mark på den anden side af byen. Det benægter Perry naturligvis – og vasker i al stilhed selv sin uniform den uge.



Det næste halve års tid bruger veteranerne og den unge Morrison al deres fritid i bunkerens dyb.
De indretter et fint køkken og kantinerum og spisesal, flere soverum på forskellige plan i bunkeren – naturligvis med separat rum til kaptajnen, som naturligt har overtaget styringen med istandsættelsen (og derfor sjældent selv giver en hånd med).
”Der er jo SÅ meget planlægning, der skal gøres på sådan et gammelt bygningsværk” irettesætter han de andre, når de spørger til hans manglende fysiske medvirken.

Toiletter og baderum bliver istandsat – og kloakkerne og det udendørs vandreservoir bliver igen brugbare.
Der indrettes stabs-kontor, møderum, diverse depotrum, værksted, infirmeri, vaskerum, vækstrum til Stanfords planter og et nymodens radiorum og lignende.
Som tidligere telegrafist under krigen bliver det Samuel Tennyson, som får ansvaret for radiorummet.



Godt skjult bag en trappenedgang indretter de et internt overvågningsrum.
Fra dette rum kan man følge alle bevægelser både ude og inde – og i øvrigt fjernbetjene samtlige døre i bunkeren, da først MacCormack får trukket kablerne mellem de mange døre og overvågningsrummet.
Undervejs forbander han flere gange de tykke vægge i bunkeren, som virkelig giver udfordringer, når kablerne skal trækkes mellem de mange rum.
Han er dog pænt godt tilfreds, da anlægget testes, og alle døre synes at åbne og lukke, som de skal.
"Se DET er håndværk" bemærker han til unge Morrison, der har været en stor hjælp, når der skulle bores huller gennem murene.



Kaptajn Jennings fastholder, at ammunitionsdepotet i den øverste kælderetage bevares, og elevatorskakten til kælderetagerne repareres som noget af det første.
”Skulle vi få fat på kanoner på et tidspunkt, vil vi ærgre os over, at vi fjernede elevatoren” som han kyndigt instruerer de øvrige i.
Det lykkedes bare aldrig at få gang i selve elevatoren, der simpelthen er rustet fast til skaktens ramme.

Derudover indeholder bunkeren nu både sauna- og wellnessrum, motionsrum (som kun få benytter), fotostudie, samt eksperimentarium og prøverum i kælderetagerne.
Til sidst forsøger de ihærdigt at få gang i den lille rangerbane fra lastbilgaragen til elevatoren.
Men igen må MacCormack opgive. I stedet bygger han en lille ustabil transportvogn, som kan rulle på skinnerne.
Det gør det nemmere at bringe forsyninger ind og ud af bunkeren.
Ved forårets komme anlægges en forplads, og de gamle fundamenter ved kanonstillingerne mod havet repareres.



Ved sankt hans tid har de i fællesskab restaureret store dele af den gamle bunker ved den Sydøst-engelske kyst.
Unødige eller generende gevækster er fjernet fra de tykke betonvægge.
Resten betragtes som god camouflage.
Fra bunkerens front mod havet er der et tydeligt udsyn over Den engelske kanal.
De døber bunkeren ”Churchill Bastionen” – med flag vajende fra toppen, så prøjserne på lang afstand kan se, at englænderne er velforberedte.
Flaget hejses hver formiddag efter mønstringen på forpladsen.
Selvom det kun er et grusbelagt areal, vælger kaptajnen at omdøbe det til paradepladsen.
”Det lyder mere militært” siger han.
Snart fyldes pladsen dog af en udendørs bænk og en ny grill, som MacCormack bygger af en tom olietønde, som er skyllet op på stranden.
Det er også her, at de samler affald sammen til sankt hans bålet.



I vaskerummet udskiftes den gamle vaskebalje af en brugt vaskemaskine til rengøring af uniformer.
”De må flytte tørresnoren til en ny lokation” erklærer Jennings, da han ser, at stativet er placeret ovenpå bunkeren.
”Det er tænkt som camouflage” forsøger Morrison, som har fået tildelt ansvaret for vaskerummet.
”Jo, men en tørresnor med militært undertøj sender dog et signal om, at der er militær aktivitet netop på dette sted” indskærper kaptajnen.
”Det vil tiltrække fjendens opmærksomhed – og de vil søge at uskadeliggøre gruppen og bunkeren som det første, NÅR prøjserne går i land” understøtter han.
Så kan det nok være, at Morrison får fjernet tørresnoren i en fart.
At udsætte mændene for DEN overhængende fare vil han ikke risikere at være ansvarlig for – ikke på grund af en tørresnor i hvert tilfælde.
Tværtimod skulle enhver mulig fjende helst gå i en stor bue UDENOM bunkeren, så de ikke for alvor kommer i kamp, HVIS kaptajnens forudsigelser mod forventning skulle holde stik.



Som en af deres sidste handlinger i restaureringen, genfinder de to gamle spærreballoner i et af de sidste kælderrum. Med en blanding af luft fra en fodpumpe til luftmadrasser og en gasart fra en gammel trykflaske bruger tre mænd på skift tre dage på at pumpe, inden ballonerne er nogenlunde luftfyldte.
Ballonerne bliver med møje og besvær fastgjort til bunkerens tag, så fjendtlige fly ikke kan komme tæt på bunkeren. Med Montgomery’s pensler får begge balloner et udtryksfuldt ansigt påmalet, inden de stiger til vejrs.
”Hvis de ikke skræmmes af ansigtet, dør de nok mere sandsynligt af grin, når de flyver udenom bunkeren” erkender Jennings, da han står og kigger op mod de to bemalede balloner, som nu svæver højt over Churchill Bastionen.
"Men bare de dør - så er jeg for så vidt ligeglad hvordan".

hi hi hi...jamen det er også så sundt at ha en hobby og noget at gå op i, på sine ældre dage....og det må man jo sige at mændende gør....

Imponerende bygningsværk. Selvom du er farveblind så er du sluppet billigt. det er kun kanterne på tagene der er lyserøde...

Ja, holde da helt op, en fantasi du har brugt der. Ganske godt gået. Både imponerende og specielt.

Jamen så prøver vi da at give hele bygningsværket en gang maling - og håber, at farveblindheden ikke igen spiller mig et puds. Men det er knageme ikke nemt, når vi ikke har farvehjulet eller et skudsikkert system, hvor alle farvekoder i det mindste var placeret samme sted - eller alle farver generelt var tilgængelige.
Tak Bodil.

I starten går snakken naturligvis i den lille by om de gamle veteraners arbejde på bunkeren udenfor byen, men som tiden går, fortaber det sig i andre små begivenheder.
Med tiden har veteranernes koner også stiltiende accepteret mændenes indsats i Englands forsvar – eller ”hobby”, som konerne vælger at kalde restaureringen af bunkeren, når mændene næsten dagligt forsvinder fra hjemmet.
”Så har de da noget at få tiden til at gå med – og går heller ikke i vejen herhjemme” som Stanfords kone smilende udtrykker det – selvom hun hellere havde set, at de havde lavet nogle ting sammen som bedsteforældrefamilie.
”Passet haven, spillet bridge eller kørt nogle korte ture i Morris’en” som hun fortæller en naboveninde over en kop eftermiddagste.
Veninden nikker forstående.



Soldaterne mødes hver formiddag kl ca 10 på paradepladsen foran bunkeren – alt afhængigt af fremmødet.
Det skal ikke være for tidligt, for Montgomery har jo lidt svært ved at komme ud af sengen om morgenen.
”Men I begynder bare uden mig” prøver han.
”Vi begynder ikke, før alle er i geled” skærper kaptajnen dog.
Det betyder, at de ofte må vente på, at Montgomery dukker op.
Ud over kaptajnen, passer det de øvrige soldater glimrende, at de på den måde kan ligge og vente i græsset på skråningerne omkring pladsen, åbne baren tidligt eller fortsætte restaureringsarbejdet UDEN parade.

Fedt at du også har gang i militæret, Vince. Jeg er selv vild med, når de kommer så langt, at de kan give de andre ordrer.

OVERVÅGNINGER
Selvom kaptajnen stadig finder små forbedringer på bunkeren, som de fortløbende må give sig i kast med, bliver opgaverne dog færre og færre med tiden.
”Jamen så må vi jo hellere give os i kast med den VÆSENTLIGSTE opgave for bastionen – at holde et vågent øje med vore fjender” melder Jennings for gruppen til en morgen-eksercits.
Han uddyber dette med en meget lang og ensidig snak om, hvordan alle i gruppen må være ihærdige og agtpågivende, når det kommer til ENHVER form for fjendsk aktivitet eller mistænkeligheder i området.
"FORMENTLIG er vi de eneste, som har øje for denne væsentlige opgave for landets forsvar i dette område" slutter Jennings sin prædiken for veteranerne.
På det tidspunkt er Montgomery for længst faldet i søvn.



Inspireret af kaptajnens ildhu, opfinder veteranerne alverdens konspirationsteorier, som de skiftes til at bringe på banen – mest for at glæde kaptajnen.
Når teorierne er på deres højeste, kan de se prøjsere og spioner alle vegne.
Byens gamle slagter Manfred bliver således overvåget på et tidspunkt – udelukkende fordi gruppens leder synes, at han havde et tyskklingende navn – og dermed NÆSTEN med sikkerhed forbindelser til fjenden.
Da slagteren samtidig vælger at sælge bratwurst i en kort sommerperiode, bliver Jennings overbevist om, at der ligger ”noget” bag.
Derfor skiftes soldaterne til at handle i butikken hver dag.
De finder dog intet mistænkeligt. Tværtimod er bratwursten et turistfremstød og til lidt afveksling i sortimentet, som slagteren kan fortælle, da Jennings 3 uger senere konfronterer ham med deres teorier.
Til gengæld er soldaternes koner glade for al det herlige slagterkød, som veteranerne skiftes til at hjembringe i de uger, hvor slagteren overvåges.



Ligeså har de overvåget tilflytteren Fraulein Braunschweig i tre forårsmåneder.
Hun er under skarp observation – mistænkt for at være spion, selvom hun ifølge rygter i byen er af Schweizisk herkomst, og dermed ikke umiddelbart i målgruppen for en overvågning.
Der etableres dog en vagtordning, hvor mændene skiftes til at lægge på lur bag et højdedrag – ikke langt fra damens midlertidige bopæl.
Overvågningen må dog stoppes til sidst, da flere af soldaterne døjer med værkende knæ eller dårlige rygge fra de mange timer på den hårde og kolde jord – ofte mens regnen gennembløder deres gamle utætte regnslag.



Det er nogenlunde omkring det tidspunkt, at frauleinen får øje på dem.
Derfor vælger kaptajnen klogelig at aflyse overvågningen ”– af hensyn til kerneopgaven med overvågning af Den engelske kanal, som ikke må nedprioriteres” som han kalder det.
Heldigvis forsvinder Braunschweig kort tid efter – et tydeligt bevis på, at der vitterligt VAR noget om snakken og deres tanker om hendes undergravende arbejde i landet.
”Lad os håbe, at hun forsvandt UD af landet, og ikke længere IND” siger Montgomery uroligt.
De er dog alle enige om, at det var deres konstante overvågning, som til sidst medførte, at spionen fik kolde fødder, og forsvandt fra området – forhåbentlig inden hendes opgave var fuldført.



Det værste tilfælde for gruppens overvågningsindsats bliver dog, da en tysk turistbus gør holdt ikke langt fra bunkeren en junidag.
Det bliver en af soldaternes travleste dage – med alle mand i højeste alarmberedskab i den stegende sommerhede.
”NATURLIGVIS tjekker de kystlinjen og skrænterne ved kysterne, inden den store landgang” opsummerer Jennings deres overvågningsindsats samme aften.
Ja, der er så mange ting, som skal bearbejdes denne aften på stabsmødet, at flere af veteranerne kommer for sent hjem til aftensmaden.
MacCormack har eksempelvis set et par ældre damer tage billeder af de to farverige spærreballoner over bunkeren.
"Et tydeligt tegn på spionage inden invasionen" tolker kaptajnen - og de andre nikker samtykkende.



En enkelt kone tillader sig endda at ringe på nødtelefonen til bunkeren – dette selvom alle koner ER nøje instrueret i, at den direkte linje KUN må benyttes i absolut yderste nødstilfælde.
Alligevel ringer fru Stanford for at spørge, om William når hjem til aftensmaden, når der nu er vildtragout – hans livret – på menuen.
Det medfører en klar irettesættelse fra kaptajn Jennings, som nøje beskriver telefonens formål for William.
William undskylder prompte, men glæder sig allerede til den dampende ragout på bordet derhjemme i privaten.

Fin humor. Men desværre også lidt realistisk da fanatikere ofte lever i deres egen verden.

Ja er der noget så spændende som konspirations teorier og deres fans....den verden de lever i må vitterlig tilføje krydderi til tilværelsen, og at være flere sammen om det...ahh hvilken fantastisk pensionist tilværelse....jeg er sg helt misundelig...

simsister skrev:Fedt at du også har gang i militæret, Vince. Jeg er selv vild med, når de kommer så langt, at de kan give de andre ordrer.

Wow, det vidste jeg ikke engang
Så må kaptajnen vist hellere komme igang med en karriere.
Tak Simsister
- og tak for jeres kommentarer.
Du har ret Bodil, det KUNNE være et fornøjeligt pensionistliv med sådan en bunker, der jo ligger spredt heroppe langs Vestkysten - ganske vist i langt mindre målestok end denne Sims-grund, som endnu engang er løbet lidt fra mig .

Joo det siger du, men har du rent faktisk været nede i en af dem???
Jeg tror de er større end man umiddelbart tror. Der var engang et program på DR, som viste en bunker/beskyttelsrum...Ikke en af de der krigsnogen, men jeg var meget overrasket, over hvor stor den var, nede i jorden...med masser af rum, og gange, kommandocentraler og spisestue. Mener det var den som Dronningen skulle benytte, hvis uheldet var ude...
Faktisk kunne man godt få tanken; et nedgravet skib..sådan størrelse mæssigt....men ingen udsigt!!

Der ligger faktisk mange spredt ud over det ganske land, og de blir vedligeholdt så nogenlunde..og jeg mener det er hjemmeværnet som har den tjans, men er ikke sikker.. Så er uheldet ude kan mange af os komme ned under jorden, men ikke i så lækre bunkere som den der blev vist i fjernsyn...vi er jo også bare alm. mennesker og kan undværes....

Du har ret: der er nok mere under overfladen. Dog er disse tilbageværende kystbunkere vist ikke særligt dybe/store, for de er jo gennem årene væltet og flyttet af tidevandet.

Det må være Regan Vest, som du tænker på Bodil.
Den åbner for offentligheden i 2021.
Mon ikke "man" lige skal forbi og kigge til den tid.
Regan Vest

Jeg er helt overbevist om, at bunkeren i Sims-spillet ikke engang tilnærmelsesvist ligner en rigtig bunker.
Eksempelvis er mine rum spredt sådan nogenlunde tilfældigt over 7 etager - sådan lidt efter forgodtbefindende eller hvordan jeg nu lige kom i tanker om dem.

I en mere korrekt bunker ville de vigtigste rum nok ligge nederst - og de mindre væsentlige øverst.
Det kom jeg først i tanker om et godt stykke inde i mit byggeri - og orkede ikke at flytte rundt på det.
Jeg er også sikker på, at alle de bekvemmeligheder, som de gamle veteraner i denne vrøvlehistorie har til rådighed, ikke findes i en "normal" bunker - ikke engang dronningens.

Mit udgangspunkt har jo mest været de tilgængelige aktiviteter og genstande i spillet - og kun i mindre grad hvad man burde kunne forvente af et realistisk bunker-indhold.
Men det går jo nok også endda.

En stor hindring i spillet og bunkerens udseende var terrænværktøjet, som virkelig drillede. (men også en del af årsagen til, at jeg NETOP valgte at give mig i kast med dette byggeri)
Eksempelvis bliver skråninger jo fuldstændigt umulige at få til at grænse ordentligt op til en mur - en ikke uvæsentlig detalje på grunden.
Ligeledes bliver det umuligt at placere ting og dekorationer (som eks blomster og planter) på blot ganske lave skråninger, uden at genstandene "svæver".
Det var virkeligt frustrerende, og en stor hæmsko for udformningen - måske også grundet i mine manglende evner med terræn.
Der var terrænværktøjet i tidligere spil langt bedre at arbejde med. ØV

Enig...terrænværktøjet er svært at arbejde med. Jeg har måtte se en del film på you tube, før jeg fx opdagede en lodretgående knap, jeg kunne indstille på også. Desuden vil buske og træer kun hæfte sig på sådanne ujævn jord, hvis de er indstillet til at fæstne på "slope". Det sørgede jeg for de egnede planter kunne, da jeg hentede gemt indhold via programmet sims studio, men så kan jeg heller ikke ligge grundene op, for de figurere så som CC. Ak ja der er mange snoninger og kringlerier, når man skal begå sig i sims 4.
Desuden er der problemet med at man ikke kan få jorden til at ligge sig om vægge, men kun fundamenter...det er der mange som er utilfreds med.
Men når det er sagt, så har du da ikke grund til at klage. Din bunker er fin og en god ide...og bagklog....tja...hvem kan bruge det til så meget..men måske....hvis der blir en næste gang..haha

Og så opdagede jeg en fejl...endnu en fra EAs side. Hvis man hæver fundamentet væsentligt, og vil lave en kælder, så strækker de nye trapper sig ikke så langt ned som de skal. Hvilket vil sige at kælderen kommer til at ligge lige under huset og ikke under fundamentet. Så bygger man ud over fundamentets tern i kælderen...så kommer grunden til at se meget mystisk ud, fordi jorden så hæver sig for at gi plads.....det er helt skørt.. og ser bestemt ikke godt ud....sikke en bommert!!!

Hmm hmm - terræn fungerer op ad fundamenter siger du.
Det må undersøges - og havde jeg heller ikke tænkt på - øv.
Så det vil kræve noget af en ombygning af bunkeren (Hurra, så har jeg noget at få tiden til at gå med - ha ha!)
Tak Bodil.

DE 3 KANONER

Som selvudnævnt og erklæret overvågnings- og rekognoseringsenhed har bunkeren indtil videre ikke haft væsentlige våben eller kanoner i sin bestykning.
Det har længe bestået af nogle gamle efterladte lysgranater, som de fandt, da de ryddede op i bunkeren ved indflytningen.
”Det er heller ikke nødvendigt i en overvågnings- og rekognosceringsenhed” har Jennings flere gange informeret dem om, når snakken er faldet på, om de trods alt ikke skulle have blot et enkelt gevær eller pistol liggende.
Ja, det er gået så vidt, at korporal Tennyson har tilbudt at tage sit jagtgevær med.
”Til fælles bedste” som han undskylder sig med.
Ved håndsoprækning bliver de enige om, at et gammelt rustent gevær fra krigen, som de splejser om fra et overskudslager, i første omgang må udgøre bunkerens bestykning.



Stanford er overordentlig interesseret i dette gevær, og spørger flere gange MacCormack - gruppens smed, om han ikke kan sætte geværet i stand, så det vitterligt KAN skyde.
”Jeg har jo endnu ikke haft held til at skyde nogen” argumenterer Stanford.
Men MacCormack holder ham klogelig hen med snak – og med undskyldninger om, at det er umuligt at skaffe reservedele til SÅ gammelt et gevær.
”Kan du ikke nøjes med et nødblus?” foreslår smeden, men Stanford ryster på hovedet.
”Jeg MÅ have løsnet et skud, inden jeg lægger mig i graven” erklærer han som mål for sin tilstedeværelse i garnisionen.
”Et rigtigt skud altså” fastslår Stanford, og kigger bedende på den store smed.
Så lover smeden at kigge på geværet en gang til.



Derudover har de i fællesskab bygget en attrap af en kanon på kanonplatformen forrest på bunkeren – den side, som vender ud mod havet.
Nogle gamle rustne rør og stålkasser, som de har svejset sammen, ligner nu to kanonløb, når man ser det sådan lidt på afstand.



”Det skal nok give panderynker i en kommende invasionsstyrke, når de nærmer sig kysten” smiler kaptajnen glad, da MacCormack viser den drejelige kanonattrap frem for mandskabet.
”Men øl-stativet på siden kunne De godt have udeladt menig” irettesætter han smedens lille improviserede flaskeholder.



Da de efterfølgende trasker mod kantinen, hvisker Stanford til Montgomery: ”Når vi nu må nøjes med disse ”våben”, står det også HELT klart, at der kun er EN ting at gøre, hvis vi skulle få øje på en overlegen invasionsstyrke på havet, og det er at få benene på nakken i en fart”.
Montgomery nikker nervøst tilbage – helt enig med sig selv om, at han nok skal løbe forrest – ja, måske ligefrem tyvstarte, hvis det bliver muligt.

Der sker dog umiddelbart store omvæltninger i bunkeren, da Tennyson og Stanford en dag støder på et uvurderligt fund hos en antikvitetshandler i den nærliggende stationsby.
Som ved et lykketræf finder de 3 mindre kanoner i baghaven ved butikken.
De kalder straks på de øvrige garnisions-soldater.



Specielt Stanford er meget interesseret i at indgå en handel med butiksindehaveren – med større udsigt til endelig at få løsnet sit første skud.
Derfor forivrer han sig også lidt, da veteranerne forsøger at prutte om prisen med antikvitetshandleren.
Da sælgeren fornemmer, at han kan slå en god handel af med de gamle soldater, skal krudt og kugler pludselig handles separat.
Jennings er ved at forlade butikken i raseri over denne pludselige negative udvikling, men lige da han vender ryggen til, hører han Stanford råbe ”TOP”.
Kaptajnen vender sig rundt, og ser allerede Stanford stå med tegnebogen i hånden.
Med udstrakt håndflade står også en sælger med et stort smil.

”Men hvad pokker . . . ?” begynder gruppens leder.
”Ja, vi kan jo umuligt holde prøjserne stangen, uden disse kanoner på bastionen” skynder Stanford sig at sige, mens han klapper kanonløbet på den nærmeste kanon.
”- og MAN har jo gået og lagt lidt til side på det seneste, hvis en mulighed som denne skulle opstå” indrømmer Stanford.
Han indrømmer dog også for sig selv, at han hellere havde købt et velfungerende gevær end 3 gamle kanoner, som ligner noget fra et gammelt piratskib.
”De skal nok komme os til gavn, når MacCormack har givet dem en omgang i værkstedet” tænker han ved sig selv.



I sin iver for at få et afslag af sælgeren bruger Jennings forholdsvist lang tid på at forklare om deres mission og teorier i forhold til den forestående invasion.
Til sidst indvilger sælgeren i at slå lidt af prisen på ammunitionen - også med udsigt til andre gode handler blandt de mange andre militære genstande, som sælgeren har i sin samling.



”Nu kan vi endelig forsvare vort fædreland” udbryder Stanford glad, da kanonerne bliver læsset af købmandens varebil.
Soldaterne har også selv en gammel militær-lastbil holdende ved bunkeren, men lige nu kan den ikke køre.
Derfor må de bede en civilist om hjælp, så kanonerne kan blive hentet ved antikvitetshandleren og bragt til bastionen, hvor de skal opstilles på strategiske steder på bunkerkonstruktionens to yderste affyringstårne ved skrænten mod havet.
Det er en møjsommelig og yderst besværlig opgave, at bakse de tunge kanoner frem til de to affyringstårne - en opgave, som kræver flere pauser i bunkerens bar eller liggestole.
Den sidste kanon stiller de i reserve i udhuset.



”Men kan de overhovedet affyres?” undrer korporal ”Bomber” Perry sig, da han kigger ind i kanonløbet på en af kanonerne.
Perry var bombenavigatør under krigen ombord på en Halifax maskine, og dermed den af de gamle soldater med bedst kendskab til kanonførelse.
”Det må komme an på en prøve en dag, når vi får tid” svarer Jennings fraværende, da to nydelige badenymfer i det samme spankulerer forbi udenfor bastionens trådhegn.

Perry udnævnes straks til bastionens kanonér, og får ansvaret for de tre kanoner, det rustne jagtgevær, nødblusbeholdningen og attrapkanonen.
”De må forstå denne opgave som uhyre vigtig” oversælger Jennings opgaven.
”Men lov mig, at første prøveskud affyres af Stanford”.
Perry gør straks honnør, og går så småt igang med at slæbe de tunge kanonkugler ned i ammunitions-depotet i kælderetagen.



”Hvorfor hulen byggede de ikke også lageret højere oppe” tænker Perry ved sig selv, da han en time senere slæber den sidste kugle ind i det sikrede depot bag gitterlågen i bunkerens øverste kælderetage.
Han kender dog godt svaret selv, men de trætte arme og den værkende ryg får ham alligevel til at tilsidesætte alle sikkerhedsregler, da sprængladningerne skal samme vej.
De bliver læsset på den vakkelvorne trækvogn i garagen, og rullet langs det gamle smalle jernbanespor, som fører fra indgangen og til bunkerens centrale område, hvor den gamle elevator engang gjorde arbejdet med transporten til underetagen nemmere.
Reparationen af elevatoren er dog nu opgivet, og kan derfor heller ikke hjælpe Perry med opgaven.
I stedet må hver sprængladning også møjsommeligt bæres ned af jerntrappen til kælderen.
Perry har ikke meget tiltro til sprængladningerne, der virker møre og ubrugelige.



Midtvejs fornemmer Perry den liflige duft af grillmad.
Derfor ender de sidste sprængladninger under en presenning ved trappen – og ikke i depotet, som de ellers burde.