Stolthed og fordom - et kig indenfor

Nåh, det er IKKE fordi, at denne historie er gået helt i stå, men jeg har lige behov for at nærlæse Carls bryllups-vejledning, inden jeg kan komme videre med hovedformålet med denne historie: at prøve den nye wedding-pakke.

Samtidig har jeg brugt pænt lang tid på at "spole mine Longbourn-byggerier baglæns", for at finde en grund, som ikke giver fejl hele tiden (låser alle simmerne handlingslammede = pænt irriterende).

Heldigvis har jeg gemt grunden pænt ofte. Så jeg er ved at være tryg ved den nuværende grund, som jeg "kun" skulle 5 versioner baglæns for at finde.
Til gengæld mangler der VIRKELIGT meget på denne gamle grund i forhold til den seneste grund, som jo desværre var fejlbehæftet. Men det må jeg leve med, når der tilsyneladende er et (YDERST TÅBELIGT) limit for bebyggelsesgraden på grundene.
- og jeg vil også mene, at jeg tidligere har bygget mere komplicerede og overfyldte grunde - uden at støde på problemer.

Når det så ikke kan være anderledes, KAN jeg også godt leve med denne lidt ældre grund - og dermed komme videre i min historie, så snart Carl som sagt har lært mig lidt om bryllupper.

På gensyn senere.

Udover nektarbrygningen har Richard også andre gøremål på Longbourn. På en gård af denne størrelse er der altid nok at se til – og Richard hjælper til, hvor han kan.
Om det er i stalden, hvor dyrene kræver opmærksomhed og fodring, vedligeholdelse af bygningerne og de omkringliggende arealer eller i køkkenhaven er ikke afgørende. Richard er en god og ihærdig hjælp til det hele.



Med den nye status som kommende svigersøn kan han dog godt mærke, at der bliver længere og længere mellem de større og krævende opgaver – som om hr Bennet beskytter ham. Måske er det ubevidst, men Richard bryder sig ikke om denne forandring og særstatus, som han er ved at blive påduttet i forhold til de andre tjenestefolk på gården.
På den anden side vil han jo også gerne indynde sig og lære familien Bennet bedre at kende – men samtidig bevare venskabet med de andre tjenestefolk, hvis det kan lade sig gøre.
Sådan en stille eftermiddag med fiskestangen i hånden kan Richard godt tvivle på sin rolle og status på Longbourn på længere sigt - hvorvidt det bliver som en del af Bennet familien eller blandt tyendet - eller måske noget helt tredje.



En dag, da Richard er ved at opgradere nektarbryggeren, kommer hr. Bennet ned i kælderen.
Efter lidt indledende banaliteter foreslår Bennet, at Richard forlader sit lille kammer i kælderen og flytter op på førstesalen på gården – der hvor Bennet-familien har sine private sovegemakker.
Han skal naturligvis sove i herre-fløjen, så Bennet ser gerne, at Richard bringer sine få ejendele til det langt større kammer direkte ovenpå den fine stue – og med udsigt langt ud over de omkringliggende marker.



Det er en udsigt, som Richard kan stirre på i timevis, når han nu ellers mest færdes indenfor voldgraven – og vel også fortrinsvist i enten baggården eller i vinkælderens dunkle belysning.
Men fra et vindue i det nye soverum kan bryggeren se ud over det bakkede landskab – og i det fjerne skimte de nærmeste gårde på egnen og den befærdede grusvej mod storbyen.
Det er næsten som om, at en ny verden bliver synlig for ham, når han nu står her og spejder nysgerrigt ud mod horisonten.



Et par dage efter, at Richard er flyttet til soverummet, får han en meget tynd-lemmet ung dreng som fast medhjælper – ansat af hr. Bennet, så brygmesteren kan øge produktionen af nektar til den forestående bryllupsfest. Måske kan brygmesteren ligefrem lære den unge dreng et par ting om nektarbrygning, så Longbourn ikke løber helt tør for de gyldne dråber, hvis Mary og Richard skulle forlade Longbourn på et tidspunkt.



Bennet lader også vide, at den unge knægt skal aflaste Richard i alle andre opgaver – at bryggeren skal lade knægten slide i det. Det har Bennet lovet drengens egen fader fra en større gård nogle mil derfra.
I første omgang er Richard ikke meget for denne nye udvikling – vel vidende, at hr. Bennet jo netop iværksætter denne hjælp i en god mening.

Samme aften mødes Richard og Mary et stykke fra Longbourn – på familiens udflugtspunkt.
Mary smiler til sin udkårne, da han fortæller om Bennet og den unge dreng. Hun er af den overbevisning, at faderen kun ønsker det bedste for hende og Richard – at han vil skåne sin kommende svigersøn mest muligt. Det må være faderens altoverskyggende tanke med tilknytningen af den unge dreng – også selvom de aldrig vil få hr Bennet til at indrømme dette.
Efter en dukkert i floden, ligger de lidt sammen og kigger op på de mørke skyers flugt over himlen.





Heldigvis for Richard er drengen ikke meget bevendt. Han er en ualmindelig doven og opsætsig knægt, der helst gemmer sig på høloftet eller i udhuset ved kornmarkerne.
I begyndelsen forsøger Richard at holde drengen beskæftiget, men erkender så, at han bruger alt for lang tid på at søge efter ham og lytte til fjollede beklagelser.



I stedet fortsætter brygmesteren blot med sine vante opgaver – og nævner ikke noget for hr. Bennet.
På den måde holder Richard kontakten til sine venner blandt tyendet.
Hvis Bennet en sjælden gang imellem spørger til knægten, fortæller brygmesteren blot, at han lige har sendt ham afsted i et ærinde.

Med to ekstra munde at mætte er der nok at se til i køkkenet, hvor kogekonen gør sit bedste, for at alle går mætte i seng hver aften.
Når der ikke vaskes, tørres, stryges eller rulles tøj, sengelinned og duge, er vaskepigen flink til at hjælpe med tilberedningen af de mange måltider, som hver dag fortæres på Longbourn.



Heldigvis er der gode tider i det sydengelske på denne tid, hvor priserne i landbruget udvikler sig gunstigt.
En af årsagerne er den stigende urbanisering og interesse for folkesundheden, som kræver, at landbruget kan forsyne de større byer med friske råvarer.
(Det er bestemt ikke sikkert, at det vitterligt forholder sig sådan, hvis man kigger i historiebøgerne fra den tid, men her træder ”fri fantasi og fortolkning” til og hjælper mig lidt på vej).



På en enkelt sommer stiger efterspørgslen på både svine- og oksekød drastisk.
Sammen med to af de mere venligtsindede og reelle naboer lejer hr Bennet derfor et indhegnet engareal ikke så langt fra Longbourn, hvor to gamle og slidte træbygninger istandsættes. Snart græsser de første køer i indhegningen – og Henry og de to andre kvægdrivere fra de andre gårde tilser hver dag kvæget og gør status.
Ni måneder efter tæller bestanden to nyfødte kalve.



En dag banker en sur og pernitten skatteopkræver på Longbourns hoveddør.
Med gode indtægter fra kvægdriften står Bennet til at skulle erlægge et anseeligt beløb i skat.
Med sine overtalelsesevner og snilde lykkedes det i stedet gårdherren at sende skatteopkræveren videre med et væsentlig mindre beløb, nogle kasser gylden nektar og et kæmpegræskar på ladet af kærren.

Det er igen blevet sommer på Longbourn.
Mary nyder ugerne op til brylluppet. Der er så meget, der skal forberedes. Og Kitty er helt rundt på gulvet af hjælpsomhed. Hun vimser omkring Mary, så det næsten bliver for meget. ALT vil gårdens yngste datter vide og være en del af.
Som den sidste i rækken er Kitty helt overbevist om, at hun MÅ lære af Mary, så Kitty også selv er parat til at lade sig gifte, når turen forhåbentlig snart kommer til hende. Så er det vigtigt, at man ved ALT om bryllupsforberedelser – også på dette mere jævne niveau, som Mary har valgt i sit bryllup med Longbourns brygmester.
Kitty er dog HELT sikker på, at en velhavende ungkarl snart vil opsøge hendes forældre og anmode om hendes hånd.



En dag tager de to hjemmeboende søstre på et nysgerrigt besøg ved den kirke, hvor brylluppet skal stå. Specielt Kitty er helt overstadig, da de kort kigger indenfor i det store højloftede kirkerum.
Selvom Mary skynder på hende, MÅ Kitty simpelthen lige prøve at stå under trærammen, som udgør bryllupsbuen ved alteret.



Kitty overvældes af begejstring og MÅ simpelthen give sin søster et ordentligt kram.
Bagefter haster de begge ud af kirken - og skynder sig tilbage til Longbourn.




Mary's ældre søstre Elisabeth og Jane er også gode støtter i denne tid. De tager begge med til byen, da Mary skal vælge sin brudekjole og bryllupskage. Ja, selv fru Bennet kaster langt om længe de sidste forbehold til side og kan ikke længere holde sig væk fra bryllupsforberedelserne.  I stedet giver hun sin datter fuld opmærksomhed – og fuld støtte ikke mindst.





I de sidste dage op til brylluppet bliver Richard også endelig accepteret fuldt ud af gårdens frue. Han spiser nu med ved Bennet-familiens aftensmåltider og har for længst vænnet sig til at sove i den bløde seng på førstesalen.

Et nyt sværmeri er under opsejling i gårdens køkken, hvor Henry og kogekonen oftere og oftere ses sammen – ikke længere i det skjulte, men helt åbenlyst, når opgaverne i stalden og køkkenet er vel overstået.
Så kan man se de to sammen – og alle ved, at der er noget nyt romantisk på vej på Longbourn.



Finley og Richard er hurtige med stikpillerne til den gamle Henry, som nemt bliver forlegen. Det får naturligvis kun de to andre til at bruse endnu mere på med slesk tale og romantiske råd.





Finley går så langt som til at tilbyde sig selv som forlover – en kærkommen opgave, som han gerne snart tager på sig, hvis Henry kunne tage sig sammen til at erklære sig overfor kogekonen.



Men Henry undviger behændigt enhver tilskyndelse – venter på det helt rette tidspunkt.
Så ofte det lader sig gøre, skynder han sig væk, når han kan se de andre tjenestefolk nærme sig med alt for målrettede skridt.
Så får kvægpasseren altid et hasteærinde i den helt anden retning - eller på marken i engen, hvor kvægbesætningen bliver større og større.
Blandt køerne på engen er der heldigvis ingen spøgefulde bemærkninger.



Henry vil også nødigt tage opmærksomheden fra det forestående giftermål mellem hans gode ven Richard og gårdens ældste hjemmeboende og giftemodne pigebarn.
Det har han lovet både kogekonen og sig selv.

Wowww, jeg tager virkelig hatten af for at du har hele fire køer. Det kræver jo masser af plads til stalde og masser af pasning. Godt gået!

Tak Simsister
Der står faktisk to køer mere på samme grund, så der ER nok at se til på netop denne grund, hvis man skal holde alle glade, mætte, rene, nymalkede og socialiserede.
Grunden tjener heldigvis fortrinsvist som kulisse til historien.

Det ærgrer mig, at man ikke kan vælge køer på samme måde som valg af hunde og katte.
To typer er ALT for begrænset i min optik.
Eksempelvis skotsk højlandskvæg, longhorn og jerseykøer havde ikke gjort noget som valgmulighed.

- og hvorfor er der ikke tyre og kalve?

- og hvorfor kan de ikke bare gå frit rundt i en indhegning istedet for denne tåbelige begrænsning i nærheden af "hytten"?

Lad mig også lige nævne de 4-5 farvekombinationer, som man kan vælge til den lille bygning/stald.
Her burde det være muligt at vælge vægmønstre på samme måde, som man vælger til væggen, så hytten/stalden kunne passe med de øvrige bygninger.

IGEN synes jeg, at EA er "sprunget over, hvor gærdet er lavest".

Du har ret, men så er det vel ligesom med kæledyrspakken, at de altid senere hen kan udvide mulighederne, hvos du vil betale endnu mere. Ellers kan du købe/fortjene forskellige outfits hos dyrepasseren.

Du har naturligvis ret, men jeg kan bare ikke forstå, at EA ikke udnytter eller tilgodeser sine kunder med det bedst mulige, når nu potentialet til en virkelig god pakke vitterligt ER tilstede - og vel også muligt, hvis de gad ofre lidt ekstra tid/penge på nogle mere gennemgribende pakker.

Det skulle være til samme pris iøvrigt, for jeg synes godt nok, at man betaler et pænt stort beløb for disse større pakker.

Hr Bennet bevilger en ekstra fridag til alle tjenestefolk – når bare dyrene og afgrøderne er passet, så er alle fra Longbourn velkommen i kirken, hvor ceremonien skal foregå.



Den fineste karet fra Jane og Bingleys stalde bringer den kommende brud til kirken.
Indenfor venter et feststemt følge af familie, venner og tjenestefolk fra gården.
De sidste rækker i kirken er fyldt med nysgerrige bønderfolk fra området.
Det er jo ikke hver dag, at familien Bennet gifter en datter bort til en mand af lavere rang.



Der er en ikke helt fejlfri afløser ved orglet denne dag, når Mary nu selv er med ved alters – som hun så længe har drømt om, når hun selv har spillet for andre brudepar.
Det er den lille usle præst Collins, som har indyndet sig hos den normale præst i landsbykirken, der forestår vielsen – sikkert i et ønske om at stå på den bedst mulige fod med Bennet familien.
Det lykkedes bare ikke rigtigt, for Bennet husker kun alt for godt præstens utilslørede smiger og gifteplaner overfor Elisabeth – en plan, som datteren heldigvis hurtigt fik afvist.
Men Bennet har ikke glemt præstens handlinger.



Ved alteret lover Mary og Richard at elske og ære hinanden – og Richard at han vil passe på Mary, så længe han lever.



Det løfte gentager han i en synlig berørt udgave, da familien er samlet om aftenen, hvor Richard holder en rørende tale for sin nye brud.



Som de foregående to bryllupper, hvor Elisabeth og Jane er blevet giftet bort til Darcy og Bingley, må fru Bennet også denne gang ofte til lommetørklædet i den lille håndtaske.
Nu følges brudeparret ned ad kirkegulvet.



På Marys ønske bliver det en beskeden bryllupsmiddag, hvor kun de nærmeste familiemedlemmer, tyendet og nogle få venner deltager.





Festen slutter med en nydelig brudevals, som bliver danset udenfor i skæret fra månen (mest fordi jeg simpelthen ikke kunne få brudeparret til at danse indenfor på dansegulvet - trods talrige forsøg!)



Selvom der ER sendt bud mod nord, er Lydia den eneste af de fem søstre, som ikke er tilstede ved ceremonien – til familiens store fortrydelse.

Hmmm, det taler slet ikke til mig. Er jeg mon alligevel ved at blive gammel eller bare for dansk? Fin historie, men er det ikke - hvis muligt - brudens far, der fører op, mens brudgommen venter ved alteret? Brudevals indenfor, mens gæsterne klapper til. Nåmen whatever, de bliver jo alligevel gift, kan jeg se.

Jo jo, sådan var det da sikkert også på den tid i Sydengland - og der er da også ting og handlinger ved den nye wedding-pakke, som jeg først opdagede EFTER brylluppet var gennemspillet og de enkelte billeder var "knipset".
Men pyt - jeg gad ikke at skulle gennemspille det hele en gang til - bare for et par ekstra skud.
Et af de billeder, som jeg undlod at dele, var netop den kommende brudgom, som venter ved alteret, men det kan vi da lige få med her:



Jeg HAVDE da gerne set, at brudevalsen var foregået indenfor - som det medfølgende dansegulv jo også lægger op til. Men hver gang jeg forsøgte at indlede første dans, stak brudeparret udenfor festlokalet og tog sig en svingom i parken.
Efter femte forgæves forsøg opgav jeg tanken og skrev dette afsnit lidt om.
Det HAR formentlig noget med selve lokalets indretning eller grundtype at gøre.

Jeg gennemskuede heller ikke rigtigt Ceremonimesterens rolle, men det lever jeg også fint med, til jeg eventuelt igen får lyst til at prøve bryllupsmulighederne - måske inden så længe, HVIS Henry vælger at fri til kogekonen

Elisabeth overtaler Darcy til at købe et lille landsted ikke langt fra Longbourn og lade Richard og Mary flytte ind som lejere.





Det eneste, som det nye brudepar har med fra Longbourn, er den gamle lysstøberstation, som hr Bennet har foræret dem – mod at Mary naturligvis fortsat holder sin fødegård med levende lys.
Det lover Mary – mod en fornuftig betaling naturligvis.



Efter eget ønske bevarer Richard sit arbejde på Longbourn.
I efteråret får han held med en lille produktion af en ny granatæble-nektar, som flere markedsfolk får smag for på det efterfølgende høstmarked i området.
Det får hr Bennet til at opdyrke endnu et stykke af engområdet, som bliver tilplantet med æbletræer.



De to efterfølgende år slår høsten helt fejl.
For at hjælpe på en ualmindelig hård vinter dette år må træerne derefter fældes og kløves, så der er brænde til de mange ildsteder på Longbourn.
Da vinterstormene er på sit højeste, må familien Bennet samles i køkkenet, mens tyendet rykker sammen omkring ildstedet i stalden.



Ikke langt derfra må Richard også i skoven med øksen, så de også kan få brænde til deres eget ildsted.



Både Richard og Mary besøger ofte Longbourn – Richard for at snakke med Finley, Henry og de andre tjenestefolk, mens Mary besøger sin familie eller afregner for dryppede lys med sin fader.
Bennet betaler ofte overpriser for lysene.
I starten er det ikke helt nemt for Richard at vænne sig til, at han nu er velkommen i den fine stue hos familien Bennet.
Så hellere en god snak i staldene eller baggården med hans gamle venner.



Første gang Mary og Richard besøger Elisabeth og Darcy på Pemberly slottet, er brygmesteren noget beklemt ved situationen og de imponerende spejlfyldte sale.
Richard har overtaget lidt af hr. Darcys aflagte klæder og gør sit yderste, for at indfri familiens forventninger til den højere rang som en del af Bennet familien.
Men han er utilpas og ønsker sig helst tilbage til deres lille hus eller baggården på Longbourn.



Mary er pavestolt af ægtemandens indsats, men kan også sagtens se, at det ikke rigtigt vil fungere for hendes sjæleven.
Derfor bliver besøgene på de store godser og slotte færre og færre for deres vedkommende.
I stedet mødes man på Mary og Richards lille husmandssted, som Mary har indrettet spartansk men ualmindeligt hyggeligt.

Man kan da heller ikke vende ryggen til de simmere et øjeblik.    

Med Mary og Richards gitermål og udflytning har jeg jo spillet lidt på en ny lille grund de sidste dage.
I planlægningen af det næste afsnit måtte jeg for en stund have Richard tilbage til Longbourn.
- og se, hvad der så er sket på gården, da han vender tilbage:



Det havde jeg ikke lige regnet med - og ødelægger da bestemt min fortælling om familien Bennet, hvor fruen nu er gravid
Der må lidt af en omskrivning til, hvis jeg skal få det til at passe ind i de planer, som jeg ellers havde med familien.

Lad mig iøvrigt lige vise et billede af det slot, hvor jeg fandt et egnet slots-lokale til indslaget ovenfor.
Det er da simpelthen utroligt, hvad ualmindeligt dygtige gamere kan få ud af de forhånden værende muligheder.
Det er Beauxbatons, som Simproved endnu engang imponerer mig med.

I en hård og nogle gange ubarmhjertig tid, hvor pengene er små og høsten kan slå fejl, kan visse selv normalt ansvarlige og retskafne personer godt forledes til at gøre ran på andre familiers værdier og ejendom.
Finley har således længe undret sig over, at der forsvinder afgrøder fra køkkenhaven eller forrådskammeret – ikke meget, men lige nok til, at han undres.
På samme tid er mængden af æg også stærkt reduceret, må Henry konstatere.
En morgen er også en høne og to kyllinger sporløst forsvundet fra deres indhegning.
Selvom de da i ny og næ mister høns til en sulten ræv, plejer der nu ikke at være så stor indhugst i hønsegården på blot en enkelt nat.



Derfor bestemmer Henry, Finley og Richard sig for at opklare tingenes rette sammenhæng.
Det betyder, at specielt Henry og Finley, som jo stadig bor på Longbourn, må holde vagt på skift i baggården om natten – uden at andre på gården har kendskab til denne overvågning i første omgang.
Richard lover naturligvis at hjælpe, hvis der skulle blive behov for det, men ellers tilbringer han hellere nætterne derhjemme hos Mary.



De første nætter sker der ikke noget. Femte nat falder Finley i søvn af ren træthed – og slumrer det meste af natten på en stol.
Henry irettesætter kollegaen for dennes skødesløshed, men falder selv i søvn i høet natten efter, hvor endnu en høne forsvinder fra baggården – uden spor af kamp.
De to gode venner må erkende, at en hård arbejdsdag med dyr og afgrøder sætter deres begrænsning, når man også skal holde sig vågen om natten.
Heldigvis tilbyder Richard de to trætte tjenestefolk at hjælpe den kommende nat, så de begge kan få noget tiltrængt nattesøvn.
I en sidste opfordring beder Henry brygmesteren om at holde sig vågen hele natten - og IKKE lade sig overtale af den indbydende høstak i stalden.



Netop denne nat, da alt lys i baggården er slukket, men månen skinner klart, fornemmer brygmesteren en snigende skikkelse langs husmuren – med direkte kurs mod hønsehuset.



I et snarligt spring er Richard oppe og spurter mod den mørke skikkelse, som han kun lige aner en mandlig kontur af. I et spring tumler Richard ind i en forbløffet mandsperson, som udstøder et højt skrig og falder til jorden.
Richard er hurtigt over manden, men må slippe taget, da skikkelsen snarrådigt vrister sig fri.
Det udvikler sig til et håndgemæng mellem de to mænd, men da Henry, som er vågnet ved skriget, også kommer til, opgiver den indtrængende til sidst kampen og lader sig overmande.



Henry tænder nu et lys i nærheden og til Henry og Richards store overraskelse, er det en kendt fæstebonde fra egnen, som med grådkvalt stemme indrømmer, at han står bag den seneste tids tyverier fra Longbourn.
Da Henry spørger manden om årsagen til, at denne normalt velansete familiefar har begivet sig ud i tyverier, forklarer bonden, at han var nødt til det, for familien sulter og har ikke fået ordentlig føde i flere dage, siden han sidst ”besøgte” Longbourn.



Med en kraftig formaning om ikke at vise sig på Longbourn igen som det sidste, inden manden skridter over gangbroen, forbarmer Henry sig alligevel over den tyvagtige og giver ham en sæk korn med til familien.
Bonden takker Henry mange gange, men skynder sig så alligevel bort i mørket.



Endelig kan Finley og Henry få deres nattesøvn tilbage – i sikker forvisning om, at der ikke vil forsvinde mere forråd eller husdyr ud gennem gårdens port, end de vidende om og har styr på.
Fæstebonden ser de ikke mere til.

Nøjjj, jeg ser det først nu, en rigtig frugtplantage. Du boltrer dig virkelig i Hønseherred. Rigtig fedt.

Ja ja, ham Bennet er en driftig herre, som gerne benytter de omkringliggende engarealer til at udvide "butikken" (når nu grundene desværre ikke kan vælges i større modeller, for så havde Longbourn med sikkerhed haft nogle bygninger på den anden side af den omkransende voldgrav, der går rundt om hele gården).

- og tak for din kommentar.
Hønseherred ER et fedt område - mest fordi det både kan ligne et nutidigt billede af det sydengelske, som der sikkert ser ud i disse år - men tilnærmelsesvist også kan bringes et par få hundrede år bagud i tiden, hvis man lige fjerner cykler, biler og lignende.
På den måde kommer det jo til at være et fint område til denne "Stolthed og fordoms-fortsættelse-wannabe".

Hvis jeg skal være helt ærlig, var det faktisk en grund fra Galleriet, hvor halvdelen af grunden var tilplantet med æbletræer.
Der blev fjernet lidt hegn og nymodens ting - og fundet en kamera-vinkel, hvor man ikke ser resten af grunden, hvor huset ligger.
Og med et har du et engareal med æbletræer.

Det ved du jo ALT om Simsister fra dine egne historier, men nogle gange KAN det virkeligt være en lang proces at skabe rammerne for en historie - specielt disse historier, hvor tidsbilledet helst skal ramme sådan nogenlunde.
Så KAN det godt blive noget af en opgave at ændre hele Hønseherred til nye familier i tidstypisk tøj - specielt når udvalget er VIRKELIGT begrænset.
Så må man jo engang imellem være lidt kreativ med billederne, hvor jeg også må indrømme, at min tålmodighed ofte bliver sat på prøve - for så engang imellem at blive løst ved et kompromis, hvor billede eller simmernes placeringer eller udtryk ikke altid passer perfekt til historien.

Jeg har benyttet pænt mange "statister" i denne historie. Så med tiden er grundene i Hønseherred og en del af Windenburg blevet fyldt op med nye familier.

Men der er også rigtigt meget af ting, interaktioner og lokationer, som man ikke kan benytte, når historien skulle ligne noget fra 1800-tallet.
Eksempelvis har Richard og Mary lige været til markedsfestival, hvor de havde en stand med Richards nektar og fangst af fisk. Desværre er omgivelserne og de andre simmere på festivallen jo slet ikke tidstypiske - og standene heller ikke.
Så den del af mit spil får I jo slet ikke at se.

Men pyt, det går jo nogenlunde alligevel - selvom mange ting i historien desværre ender med at foregå i baggården på Longbourn.

Som ud af det blå står Lydia pludselig en dag ved fordøren på Longbourn. Hun kommer alene – er blevet smidt ud af Wickham efter et frygteligt skænderi om hans store spillegæld.
Hun beklager sig til sin fader, men der er kun ringe trøst at hente.



Fru Bennet er helt ude af sig selv og skynder den unge pige til at vende tilbage til sin ægtemand.
Hun argumenterer indædt for, at Wickham jo er af god og solid nordlig familie – og en dag vil han arve flere penge, end de kan nå at bruge sammen resten af livet – også selvom han skulle have en ubetydelig spillegæld allerede.
Lydia er bare overhovedet ikke interesseret i at vende tilbage til sin husbond – og trygler til sidst hr Bennet om at lade hende bo på gården i nogle uger – om ikke andet, så til at de hører nyt fra Wickham.
Det indvilger Bennet i – og får til sidst overbevist fru Bennet om det fornuftige i denne midlertidige løsning.



Snart sover Lydia i Marys gamle værelse og tilbringer næsten enhver stund sammen med Kitty – som de også gjorde, da Lydia boede hjemme.
Skæbnen vil, at de ikke hører fra Wickham i lang tid – og med tiden glemmer både hr og fru Bennet at opsøge nyt om den forliste ægtemand mod nord.



En dag når nyheden om, at hr Wickham er død i en duel på pistoler frem til Longbourn.
Det er Collins, som må overbringe nyheden til Lydia og familien.
Ifølge rygtet drejede duellen sig om en forsmået ægtemand, som havde taget Wickham under dynerne med dennes kone.
Lydia har kun et træk på skuldrene tilovers for dette, mens fru Bennet ikke kan finde blot en enkelt god begrundelse for, at det skulle lykkedes at få afsat sin impulsive datter til en ny ægtemand.
En status som alt for ung enke efter en spillefugl og døgenigt er ikke et godt parti – og slet ikke når ægtemanden er afgået ved døden i en duel.



Med Mary ude af huset, er det dog ikke helt skidt, at der alligevel er et par ekstra hænder i husholdningen, vil hr Bennet mene.
Fru Bennet synes nu godt, at Lydia i det mindste kunne sørge lidt over sin enkestand – bare et par måneder.
Men det har datteren alt for travlt til.
For at slå tiden ihjel på gården, hvor hun ikke synes at finde et fornuftigt tidsfordriv, falder hun en dag i snak med Finley, der fremavlede de første kæmpegrøntsager i forsommeren.
Nu står både salat og græskar som ualmindeligt veldyrkede grøntsager og knejser over alle andre afgrøder i gårdens køkkenhave – og en synlig stolt Finley passer og plejer netop disse grøntsager ekstra meget, når tiden tillader det.
Lydia imponeres af de store grøntsager, der nu rager op af mulden i køkkenhaven. Hun foreslår Finley, at de bringer grøntsagerne til det forestående marked – både med salg for øje, men også for at deltage i årets konkurrence.

Det bliver IKKE en del af denne fortælling, men som jeg beskrev tidligere, var fru Bennet jo på forunderlig vis blevet gravid - helt uden min hjælp og viden, da jeg/Richard og Mary vendte tilbage til Longbourn.
Denne pludselige graviditet betød jo, at jeg nødvendigvis lige måtte have fødslen overstået i det skjulte og i baggrunden for denne fortælling, inden jeg kunne fortsætte.

Nuvel, fødslen gik fint - på et moderne sygehus, som jo slet ikke passer til tidsperioden i historien.
Men I skal da lige have et enkelt billede fra begivenheden alligevel.
Det blev en dreng - efter 5 døtre ifølge fortællingen om "Pride and prejudice".

Men alt dette er som sagt ikke sket i historien!!

En forårsdag kommer der bud til Mary og Richard fra Longbourn, at Henry og kogekonen endelig skal giftes.
Mary og Richard møder naturligvis op og har en fornøjelig eftermiddag og aften med gamle venner og familie.
Igen har Bennet bevilget en ekstra fridag – mod en tilkendegivelse fra de øvrige tjenestefolk på, at det forventes at blive Longbourns sidste bryllup blandt tyendet.
(Jeg kan godt se, at jeg har en enkelt ubuden gæst, som ikke rigtigt har klædt sig i tidsalderens klæder, men han blev smidt på porten senere på dagen, da jeg opdagede fejlen).



Brylluppet foregår i den lille lokale kirke - med Mary på plads bag orglet, mens den efterfølgende fest afholdes i baggården på Longbourn – med tilladelse fra fru Bennet.
Kogekonen har selv frembragt den skønneste bryllupskage, som man kan forestille sig – fint pyntet med blomster fra haven – specielt udvalgt af gartneren Finley, som også er ceremonimester denne dag.



Der er skåltaler og brudevals – og en fantastisk stemning i baggården næsten til den lyse morgen, hvor hverdagen begynder igen på Longbourn.
Lige denne ene morgen er det dog nogle halvtrætte folk, som begynder på dagens dont.







Gårdens nye brudepar fortsætter med at sove hver for sig – Henry i stalden, som han altid har gjort og kogekonen i det lille værelse i kælderen.

Det er et imponerende antal simmere du har samlet til fest og alle ser de ud til at være der hvor de bør være

Tak MonaSolstraale, men sandheden er lidt anderledes, for jeg kan stadig ikke få brudeparret til at starte brudevalsen på dansegulvet.
Som i det foregående bryllup mellem Richard og Mary, indleder Henry og kogekonen også dansen et helt andet sted - i en anden del af baggården.



Der var såmænd også andre ting, som jeg heller ikke rigtigt nåede til dette bryllup, inden festen var forbi og simmerne forlod stedet.
Så man skal godt nok holde tungen lige i munden, hvis man har valgt ALT for mange gøremål til bryllupsfesten.
Så er der ikke plads til spildtid eller skæve opstillinger.

Antallet af simmere er formentlig en kombination af et igangværende klubmøde i Adels-klubben og de 15 inviterede simmere til bryllupsfesten.
Men tak for kommentaren.

Det har ikke været en del af historien tidligere, men hr Bennet har faktisk passet en jura-karriere i hele denne historie – og er netop begyndt som dommer i level 8 af juristkarrieren.
Det er god baggrundsviden for den kommende del af historien.

Engang i midten af attenhundredetallet kommer en ung velklædt herre på besøg på Longbourn.
Forud er gået en del skriftlig korrespondance mellem hr Bennet og udenrigsministeriet i London.
Brevvekslingen og besøget af den unge mand vil betyde store omvæltninger for familien og gården, for hr Bennet har - efter lange og mange overvejelser og fortrolige samtaler med fru Bennet - accepteret at blive Englands nye udsending og dommer på Jamaica under øens guvernør.



Det betyder, at familien skal splittes og driften på Longbourn lægges i andre hænder, mens herremanden tjener sit land i det fremmede.
Den unge mand medbringer papirer fra udenrigsministeriet i London, som skal forsegle familien Bennets periodiske udstationering i Kingston på Jamaica.
Efter en sidste øjebliks tvivl skriver hr Bennet under – kigger sig om i herreværelset og kan slet ikke forstå, at han har indladt sig på denne nye store udfordring for både ham selv og en del af familien på Longbourn.



I et andet dokument bekræfter hr Bennet med sin underskrift, at Mary og Richard flytter tilbage til Longbourn som nye besiddere af stedet.
Hr Bennet har pålagt det nye værtspar, at alle nuværende tjenestefolk skal forblive på Longbourn – i det mindste i de første seks måneder til høsten er i hus.
Det har Mary og Richard ingen problemer med at acceptere – tværtimod.
Der sker heller ikke de store justeringer i den oprindelige stab de næste mange år.



Med en lille lønforhøjelse i lommen har både Henry og Finley givet deres ord på at tjene familien, så længe Longbourn er i Bennets eje.
Begge bliver en stor hjælp i den videre drift af gården.



Med en accept fra Darcy, flytter Henry og kogekonen til Mary og Richards gamle ejendom – ikke længere væk fra Longbourn end, at man sagtens kan møde ind til sine forpligtelser og gøremål ved morgengry.
Til Henrys store glæde, får han lov til at tage lamaen med.



Det bliver en vemodig dag, da hr og fru Bennet, samt Lydia og Kitty må tage afsked med deres elskede familie.
To hestespand med Finley og Richard som kuske er trillet i forvejen mod havnen i London med det vigtigste udstyr til familiens nye domicil på Jamaica.

Hen på eftermiddagen forlader hr og fru Bennet og de to piger også gården - for deres vedkommende på ubestemt tid.
Der uddeles krammere og høfligheder mellem familiens medlemmer, hvor Jane og Elisabeth og mændene også er mødt op for at tage afsked.
Forrest i forgården står Mary og hendes søskende tilbage, mens også tjenestefolkene vinker i baggrunden, da den lukkede karet bumler over stenbroen.
Snart forsvinder den ud af syne bag et højdedrag.



På havnen tager de fire rejsende afsked med Finley og Richard, inden de stiger ombord på et af den engelske flådes gamle fuldriggede træskibe, som snart kaster anker og sætter kursen mod Caribien.



Så vender Finley og Richard hestespandene og lader hestene galopere tilbage mod Longbourn.
På hjemvejen gør de holdt ved en landevejskro, hvor hestene får sig et hvil og noget havre - og de to venner en god og lang snak om fremtiden over et par kopper skummende øl.



Både Kitty og Lydia, som jo nok havde foretrukket at finde sig en engelsk gentleman at gifte sig med, tager nu i stedet med hr og fru Bennet over oceanet. Det er de i første omgang noget utilfredse med, men da de deltager i det store velkomstbal hos guvernøren, får de begge øje på flere flotte ungkarle af engelsk herkomst, som ser ud til at være vokset op under disse sydlandske himmelstrøg - måske ligefrem som arvinger til velhavende plantageejere med sukkerrørsplantager så langt øjet rækker.
Dagen efter er stemningen vendt – og pigerne helt overstadige af lykke og forventninger til fremtiden.
De bruger flere timer i husets baghave med at beskrive de nye muligheder for hinanden.



Et år senere kommer der brev til Longbourn om en vellykket sejlads over havet og etableringen af et hushold i Kingston.
Mens hr Bennet allerede arbejder hårdt for guvernøren i juridiske gøremål, har fruen nok at gøre med de mange lokale tjenestefolk, som de har til rådighed i det store hus, hvor palmerne svajer i vinden udenfor.
I brevet skriver fru Bennet også om en ulidelig varme, men et ellers muntert og gæstfrit folkefærd.
I en lille notits på papirets bagside, har hr Bennet tilføjet et par linjer om brugen af sukkerrør i fremstillingen af en lokal spiritus, som han lige vil vende tilbage til, når han har undersøgt det nærmere.



Hjemme på Longbourn går alt igen sin vante gang med det nye værtspar.
Mary har hurtigt taget den overordnede styring – og træffer myndigt de større beslutninger for driften – helt i sin faders ånd - og fra hans gamle herreværelses lidt overfyldte gemakker.



Det passer Richard glimrende, for så kan han fortsætte sine daglige gøremål på gården – og bevare sin position blandt de andre arbejdere på gården.
Ja, det bliver faktisk en rigtig god løsning, for både Finley, Henry, kogekonen og vaskepigen er gode og arbejdsomme støtter, der gerne ser Longbourn klare sig godt uden herren og fruen.
Selv Richards unge hjælper dukker efterhånden op ved morgengry – og påtager sig små selvstændige opgaver – til sidst også på eget initiativ - og gerne i nærheden af smedens esse, som han har fundet interesse i.













Selv hr Bennets bistader bliver vedligeholdt og plejet, hvis herren en dag skulle vende hjem igen fra udlandet.



Henry synes nu nok, at han har nok at se til med de andre dyr på gården og i marken.
Han anbefaler derfor Mary at ansætte et kendt ansigt fra tidligere, som kun han selv og Richard kender den sande historie bag.
Manden bliver ovenud lykkelig, da han får en tjans som biavler og ormeopdrætter på Longbourn - og har ikke længere behov for at "frekventere" andre gårde på egnen, men kan nu forsørge sin familie i ro og mag.



I efteråret bliver der barnegråd på gården, da Mary føder en velskabt søn.
Han bliver døbt i landsbykirken og får navnet William efter den engelske digter og forfatter Shakespeare, som Mary altid har holdt umådeligt meget af.





Ja, faktisk er William ikke den eneste ny i Bennet-familien i det sydengelske.
Også Elisabeth og Darcy bliver forældre i efteråret.

DET VAR SÅ DET – efter dette afsluttende indlæg.

Efter udelukkende at have spillet med Bennets og Longbourn siden starten af februar, kan jeg simpelthen ikke trække flere historier ud af dette ”univers”/denne tidsperiode og mulighederne i Sims – selvom det da KUNNE være nærliggende, at henlægge det videre forløb til Sulani – eller blive på Longbourn med Mary, Richard og den lille ny som nøglefigurer.
Det bliver bare ikke i denne omgang i hvert tilfælde – selvom det da efterhånden bliver helt underligt at skulle slippe dette spil.

Jeg har endda gennemlæst hele historien fra start til slut, for at se, om der var noget som helst, som stadig var uprøvet.
Det var der faktisk ikke umiddelbart!
Jeg ser heller ikke varulve som en ny vinkel på denne historie – slet ikke.
Og dermed er mulighederne i den nye pakke også irrelevant i denne sammenhæng.

I et Word-dokument, hvor jeg er begyndt at gemme alle mine historier, efter det danske Sims-forum lukkede om ørerne på os, fylder denne fortælling 140 sider – inkl 222 billeder og mere end 16.000 ord.
Det er skisme da meget godt klaret.

Det har været ganske fornøjeligt at videre-spille på den gamle film ”Stolthed og fordom”, men efterhånden er alt prøvet fra denne grund, familie og tidsperiode.
Så jeg vælger at slutte lidt brat af – beklager.

Måske kommer hr og fru Bennet hjem til England igen – måske bliver både Kitty og Lydia gift på Jamaica – måske bliver tobak- eller rom-importen det nye for familien osv osv.
Lad os som minimum gå ud fra, at alle lever lykkeligt til deres dages ende – som det jo sjovt nok ofte sker i mine små fortællinger!

En stor stor tak til Simproved, som indrettede dette formidable hus i første omgang – et hus, der viste sig at være HELT fantastisk i sin historiske autensitet og oplagte indretning – og som jeg vanen tro ændrede på adskillige gange undervejs – senest for overhovedet at kunne spille denne historie/grund/familie til ende - desværre.

Min sidste handling bliver at indlæse en af de tidligere grunde, som gav mig så store kvaler – give det en sidste chance. Men det ændrer ikke ved historiens afslutning eller denne tråd.

Så tak fordi I fulgte med undervejs og kommenterede, hjalp og støttede.

- Og så er jeg igen helt tom for nye Sims-ideer desværre