Stolthed og fordom - et kig indenfor

WOW for et projekt du har sat igang Det er jo England og Jane Austen når det er bedst. Jeg har ikke set den "nye" film - men læst bogen for flere år siden. Men nu må jeg da sætte en lørdag aften af til filmen - så¨kan Hr. Mand jo snuppe en lur i lænestolen ved siden af

Tak for de fine ord Sims4ever.

Du bør absolut lade gemalen få en morfar på sofaen - og så tilbringe et par timer i Jane Austens selskab - specielt når du nu har læst bogen.
Jeg ved faktisk ikke, hvor tro filmen er mod bogens handling, men jeg har læst et sted, at fokus på Elisabeth og Darcy skulle være en ny vinkel på bogens fortælling.

- og så har Simproved altså bare bygget en fantastisk kopi af Bennet-huset, som det sagtens kunne have set ud - både ude og inde.
Jeg manglede en del genstande, da jeg downloadede grunden - og har ombygget så rigeligt efterfølgende - blandt andet for at få plads til en del af Satisims middelalder-rum. (Blandt andet lysstøberiet, som ser helt anderledes ud i hendes version).

Derudover væver jeg jo bare videre på filmens fortælling - og er naturligvis forblevet på Longbourn, hvor den resterende familie stadig må residere.
Lad os nu se, hvor langt jeg når, men foreløbigt har jeg da brugt pænt lang tid på netop dette spil de sidste dage.

En sensommerdag kommer Jane stolt hjem til gården.
Anledningen til hendes besøg hos familien er ret tydelig allerede da hun stiger af hestevognen (som jeg godt nok gerne ville have haft i spillet), for hendes voksende mave strutter på smukkeste vis.

Fru Bennet bliver naturligvis himmel-henrykt over denne glædelige nyhed – og Mary må lige røre den svulmende mave.
Til aftensmaden åbner hr Bennet husets bedste nektar og skænker flittigt til sig selv.

Med fem kvinder i husholdningen, da alle døtrene boede hjemme på gården, KAN en mand altså godt have behov for at hvile ørerne lidt engang imellem.
Derfor er det flere år siden, at hr Bennet trak den gamle gyngestol ud i skuret, hvor han i fred og ro kunne sidde og vippe stille frem og tilbage - og samtidig mindes gamle dage.
Det hænder da også, at han får snuppet sig en lille eftermiddagslur - og først vågner, når der bliver kaldt til aftensmåltid.

Som året går sin gang, får tjenestefolkene med tiden samlet en god bunke af forskelligt brændbart affald i baggården.
I efteråret er traditionen på stedet, at dette affald fra sommerens mange aktiviteter brændes af i et stort bål.
Dette år er de lidt sent på den, men sæsonens afbrænding har været nogle uger forsinket på grund af konstant regnvejr i området. Derfor er det store løvfald sat ind og hele grunden fyldt med blade, da det endelig bliver tørvejr igen.
Bennet frygter lidt, at flammerne skal antænde de tørre blade på jorden, men det hele forløber uden problemer.



På denne aften samles alle ved bålpladsen – både familien og tjenestefolkene.
Det er kvægdriveren Henry, som tænder bålet.
Som den ældste ansatte, får han æren af at sætte ild til brændet, der snart futter lystigt mod aftenhimlen.



Traditionen byder også, at alle deltager i en munter dans omkring bålet - naturligvis uden fru Bennet, der dog sætter sig på en stol i nærheden, for at følge lidt med og vise sporadisk interesse.



Tilfældigheden vil, at Richard og Mary kommer til at danse tæt på hinanden.
Hun tager forsigtigt hans hånd – giver den et lille klem – og sikrer sig, at det ikke vækker for meget opmærksomhed. Det er det første forsigtige skridt i hendes tilgang til denne unge brygmester, der kigger tilbage i hendes fortryllende øjne.
Så får Mary øje på moderen, der holder et skarpt øje med hende. Straks slipper Mary Richards hånd og danser videre – som om intet er sket. Men tankerne flyver i hendes hoved og hun smiler ved sig selv, for hun mærkede, hvordan bryggeren også nåede at klemme hendes hånd.



Mens bålet brænder ud, serverer hr Bennet og Kitty en dejlig mør kalkunsteg, som har ulmet i jordovnen det meste af dagen. Med hendes store hjerte for dyrene på egnen, var Kitty bestemt ikke alt for begejstret over, at gårdens sidste kalkun måtte lade livet, men da hun hørte fru Bennet snakke om kaninragout som en anden mulighed til aftenens måltid, faldt valget alligevel ikke så svært for hende, da hun lov at vælge menuen.
Bennet lader også proppen springe på et par flasker af den gode bryg fra sommerens høst – lavet på et udtræk af gårdens egne kirsebær.



Denne aften griber Richard violinen, og spiller op til dans.
Nu runger de nydeligste folkevisetoner blandt baggårdens mure – og næsten alle danser lystigt med.



Selvom familien snart trækker sig tilbage, fortsætter hyggen og samværet på den anden side af midnat.
Efter de mange dage med silende regn, er denne aften heldigvis efterårslun og vindstille.

Mary og Kitty har plaget hr Bennet – og Mary har fået lov til at blive længere oppe, mens Kitty skuffet må krybe til køjs.
Heldigvis er fru Bennet også træt efter en lang dag med syltning sammen med kogekonen.
Så de ældste i familien trækker sig behørigt tilbage.



Nu kan Mary endelig få sig en snak med Richard – og sætter sig straks ved siden af ham i gården, da han endelig lægger violinen til side.
Der er så meget hun gerne vil fortælle ham – og meget, som hun gerne vil vide om den lyshårede mand.
Kun faderens jagthund følger dovent med i baggrunden.



Som de sidste forlader de baggården og lister stille til ro – brygmesteren i sengehalmen i staldene og Mary med gåsedunsdynen i den velpolstrede seng på husets førstesal.
Men Mary kan ikke sove, for hovedet er fyldt af glædelige tanker.
Lige inden de skiltes, gav Richard hende et forsigtigt kram - og lovede at være hendes bedste ven for altid.

I efteråret går dyrejagten også ind. Det er endnu en fast tradition på egnen, som alle mænd på gårdene deltager i, så forrådskamrene kan blive fyldt godt op til den forestående vinter.
Udgangspunktet for disse jagter er ofte de store godser, hvor herremænd samles i festligt lag.
Men jagten kan også sagtens arrangeres i mindre grupper – eksempelvis mellem to mindre gårde.
Hr Bennet, som ganske vist har observeret en lys ræv i nærheden af gården, vælger at gå på jagt helt på egen hånd – kun med jagtgeværet på ryggen, sin tro væbner Henry ved sin side og gårdens jagthund lige i hælene.



Dette efterår bliver det i stedet til et par fasaner på aftenbordet, for lige den dag må Bennet konstatere, at rævene er som forsvundet fra jordens overflade. Selvom rævene engang imellem sniger sig forbi Longbourn i morgendisen, vælger Bennet at lade dem få fred denne gang, så længe rævene til gengæld holder sig fra hønsene på gården.
Det lader til at lykkedes – måske mest på grund af gårdens vagtsomme jagthund, der holder et vågent øje hele natten – og til gengæld slumrer i høet det meste af dagen.
Det MÅ være den rette årsag ifølge Bennet.



Men sandheden skal nu findes et helt andet sted, for hvad Bennet ikke ved er, at Henry faktisk gennem længere tid ganske forsigtigt har nærmet sig ræveboet i bakkeskråningen et stykke fra Longbourn.
På det seneste har han knyttet bånd til en ung lys hunræv, som han har fulgt, siden hun første gang stak hovedet ud af rævehulen som ganske ung.
Gennem månederne er Henry kommet så tæt på ræven, at han nu kan fodre den – ja, den søger ham nærmest, når rævens egen jagt ikke rigtigt vil lykkes.
Så søger den mod gården, hvor den har lært, at Henry arbejder.



Hvis Henry får øje på hunræven ved Longbourn først, så ved han, at han skal finde en godbid eller rest i køkkenet hurtigst muligt – og helst inden andre får øje på kræet.
Ellers sker det netop, at Bennet engang imellem når at observere ræven først – og straks frygter for sin hønsebestand.
Men Henry ved kun alt for godt, at hønsene er sikre i hønsehusene, men at en sulten ræv på den anden side af voldgraven blot søger lidt brødkrummer.



Henry frygter naturligvis for disse efterårsjagter, når alle mænd er af huse, for at jage i skovområderne.
Han kan lige se for sig, at hr Bennet og han selv kommer travende gennem skovbunden – og ræven så netop vil søge mod ham for at få sig et nemt måltid – og Bennet samtidigt lægger geværet til kinden.
Heldigvis fik Henry igen i år larmet så meget, at kun et par uforsigtige fasaner blafrede op foran herremandens geværmunding.

En af de sidste regnfulde efterårsdage kommer Darcy og Elisabeth på besøg på gården.
På tomandshånd fortæller hr Bennet, at Lady Catherine de Bourgh endnu engang har været på besøg, for at sætte dem ud af huset, så kirkens mand Collins kan få gården.



Heldigvis for familien Bennet forpurrer Darcy udsmidningen ved at overtage huset for en klækkelig skilling.
Det er en glad Bennet, der modtager skødet på Longbourn fra den stenrige svigersøn.
Dermed er gården sikret i familiens eje i mange generationer fremover.

Man vil aldrig se fru Bennet mænge sig med tyendet – snarere tværtimod, men herren i huset tager sig i ny og næ et spil kort med de andre mænd på gården – også selvom de få mænd i den store flok af kvinder nødvendigvis må findes blandt tjenestefolkene. På den måde får Bennet også god viden og indsigt om driften i køkkenhaven, hønseriet, kostalden og bryggeriet i gårdens kælder.



At man på den måde kan mødes på tværs af skel og klasse – og alligevel bagefter finde tilbage til de kendte roller på gården, finder Bennet både belejligt og lærerigt.
Når han er på rejser eller ude af huset på anden vis, sikrer det ham samtidig en forvisning om, at der altid vil være en af tjenestefolkene, som tilser hans bistader og ormeproduktionen, så både biobrændsel og bivoks ikke bliver en mangelvare.

Han ved godt, at denne aktivitet med tyendet ikke er velset i alle kredse – at man blandt mange af omegnens herremænd ser skævt til dette.
Ja, mange betragter det som en helt unødvendig nedbrydning af de klasseskel, som har eksisteret gennem hundredvis af år.
Bennet er nu ligeglad – og har såmænd også sine støtter, som godt kan se, at man får mere loyale og produktive tjenestefolk ud af det på denne måde.



Ved sådan en spilaften omkring kortbordet kan der godt komme lidt ny-brygget nektar på bordet. På den måde vil Bennet vurdere, at han også holder et vågent øje med kvaliteten af gårdens lille bryggeri, selvom fruen i huset betragter en kortaften med drikkevarer som et stort spild af de sparsomme dråber.

Derfor har Bennet også opbygget et lille hemmeligt lager af nogle få flasker, som fru Bennet ikke har kendskab til.
Fruen sætter ikke sine ben i den fugtige kælder – og vil derfor heller aldrig finde gemmestedet.
Aftalen med brygmesteren er fem flasker til det hemmelige lager fra hver produktion – stuvet godt til side bag en hemmelig dør, som udefra ligner en bogreol.
De fem flasker svarer nogenlunde til den mængde, som herren ønsker at dele med sine kortspillere, inden der igen skal hældes nye ingredienser på nektarbryggeren.



Bennet lytter gerne på den unge brygmester, som har nogle interessante ideer til blandingsprodukter og nye bryggerimetoder, som vil udnytte de basale ingredienser langt bedre end hidtil.
På den måde får Bennet og Richard langsomt opbygget et fornuftigt partnerskab omkring interessen for nektarbrygning – og Bennet en spirende ide om at øge produktionsmængderne, hvis han ellers kan skaffe afgrøder nok til fremstillingen.



Naturligvis giver hønsene, kreaturerne og grøntsagshøsten en solid sideindkomst til stedet, men Bennet kunne nu godt se et perspektiv i nektarproduktionen også. Måske kan det kombineres med de nye kæmpeafgrøder, som han forventer kommer til at spire i køkkenhaven, så snart det igen bliver forår.
Han overvejer, at besøge områdets beværtninger med henblik på salgsaftaler på nektaren, men får det alligevel aldrig gennemtænkt ordentligt.
Så der kommer ikke mere ud af den historie.

Det bliver en hård vinter på gården.
Selvom der er syltet og slagtet – og forrådskamrene er fyldt godt op, ligger sneen tungt over egnen og vinden hyler i træernes kroner i flere uger.



Om vinteren er køkkenet familiens yndede samlingssted, for varmen fra ildstedet og komfuret holder rummet nogenlunde varmt.
Selvom Longbourn er indrettet med kaminer i næsten alle større rum, tændes der kun sporadisk op – eksempelvis hvis der kommer gæster til gården. Ellers sparer man på brændet.



I staldbygningen samles tjenestefolkene, men vinden piber og rusker i de gamle utætte trædøre og vinduer.
Richard bruger vintermånederne til at stave sig langsomt gennem en bog om nektarbrygning, som hr Bennet har foræret ham.
Brygmesteren er bare for stolt til at fortælle, at han bestemt ikke er god til at læse eller skrive.



Det er kun Henry, som må våge sig ud i kulden i de uger, så han kan tilse hønsehusene og strø lidt foder.



Det er også en vinterdag, at der kommer sendebud fra Bingley-godset, hvor Jane har født en arving.
Ifølge brevet har både Jane og barnet det godt.



På en af vinterstormens sidste dage, er der lys i staldbygningen til langt ud på natten.
Her våger gartneren Finley og Henry over den gamle ko, som føder den fineste lille kalv den nat.
Kitty kaster naturligvis straks sin kærlighed på familiens nyfødte.
Der går ikke mange dage, før den stavrer rundt i stalden som det mest naturlige – aldrig langt væk fra yveret på den gamle ko.

Fine billeder og sød lille kalv/hund der. Et kvalificeret gæt: Du er IKKE landmand, for så ville du vide, at en hunkalv først bliver en kvie, når den er ca. 1 år gammel. Når den føder sin første kalv, bliver den en ko.

Tak - og nej, jeg er ikke landmand, selvom jeg er opvokset på landet og garanteret har fået denne viden i mine unge dage.
Sidenhen er det - som så meget andet efterhånden - gået i glemmebogen.
Men tak for præciseringen Simsister.
Så må jeg hellere tilrette dette, når nu vi ER "midt i en landbrugspakke"

på en enkelt frostklar eftermiddag i vinterperioden laver Kitty og Mary sneengle i forgården – som pigerne har gjort det, siden de var helt små.
I deres helt unge pigeår overbeviste hr Bennet dem om, at den almægtige fader i det høje holdt nøje øje med disse vinter-tegn på hengivenhed og troskab.
Da alle fire piger boede hjemme, kunne hele den flisebelagte forgård derfor være fyldt med sneengle, når vejret tillod det.
Med kun Kitty og Mary tilbage i familien er antallet af engle dog blevet noget mindre med årene.



Snart udvikler legen i sneen sig til en rask lille sneboldkamp mellem de to piger.



Da Richard trasker over forgården med favnen fuld af brænde, bliver han hurtigt pigernes nye mål.
Han forsøger i første omgang at lade som ingenting, men da den fjerde snebold slår strikkehuen af den unge mand, må brygmesteren smide, hvad han har i hænderne og tage kampen op.



Bag facadens tilsneede vinduer holder fru Bennet et vågent øje med ”kampen”.
Fra vinduet kan hun se, at Mary bøjer sig og samler huen op fra sneen – børster sneen af i nærmest kærtegnende bevægelser – og pænt sætter huen på hovedet af Richard igen.
Så får han et hurtigt kram som undskyldning, mens Kitty fnisende ser til.



I en rask bevægelse trækker Mary huen helt ned over brygmesterens øjne.
Imens Richard får huen sat ordentligt på plads igen , er pigerne allerede løbet mod husets fordør.
Da brygmesteren er klar til at få sin hævn, er begge piger for længst trådt indenfor i sikkerhed og har smækket den tunge trædør bag dem.

Da de to rødkindede piger kommer ind i den fine opholdsstue, sidder fru Bennet uanfægtet med korsstingene - og gårdmanden fordybet i et litterært værk om Sydenglands flora.

Lige en ombygningsdetalje af de seje:

Jeg har længe forsøgt at få simmerne til at svømme i voldgraven omkring gården, men det vil ikke rigtigt lykkedes - medmindre jeg placerer en udspringsplatform.
Men det ser bare helt forkert ud alligevel - og simmeren kan ikke komme op af voldgraven efterfølgende. (jeg har vist beskrevet det før).

Jeg gav det et nyt forsøg her til aften - med samme skuffende resultat.
Så svømning i voldgraven er foreløbigt opgivet.

I min søgen efter en anden af de gemte genstande, faldt jeg over et "skovlhjul" til en vandmølle.
Jeg tænkte, at det jo ville være rimeligt realistisk, hvis nu Longbourn's voldgrav var forbundet til et andet vandløb, så der var strøm i voldgravens vand.
Dermed KUNNE der jo godt være basis for en vandmølle - og tidsbilledet kunne såmænd sagtens holde vand ( ) alligevel.
Der var ikke langt fra tanke til handling.
Fantasien har man jo lov at have i Sims - heldigvis.

Stor var min overraskelse, da jeg var færdig med det lille træskur til vandmøllen - og vendte tilbage til LEV, for nu snurrede hjulet lystigt rundt.
Det er naturligvis ikke synligt på billedet her, men tro mig: det ser herrefint ud  

Så flot. Var det downloadet eller et vandmøllehjul du fandt i selve spillet?

Det lå såmænd under gemte genstande (bb.showhiddenobjects), men jeg vidste da ikke, at det sådan drejede lige så stille rundt i vandet.
Det er da så nysseligt.
I mellemtiden er bygningen så udført i sten istedet for træ - ud udvidet en lille smule.
Bemærk iøvrigt trappen, som man ikke kan gå ned i vandet i.
Det samme gælder for stigerne.

Endelig forsvinder den tunge sne fra hustage og marker – og man kan igen færdes ude.
Det har været en hård vinter, hvor både køer og høns har haft det svært.
Bestanden af høns er også faldet i takt med, at de måtte lade livet til fordel for nogle velsmagende måltider i spisestuen – og fornuftige rester i køkkenet til tyendet.
Istedet må Henry igang med udrugningen af nye kyllinger, så bestanden kan suppleres til den næste vinter.



Nu skinner solen lavt over de nærmeste bakker, og det bliver igen tid til at få køerne på græs og gjort rent i stalden, hønsehuse og bistader.
Men Henry er en flittig mand, så snart er alt forårsklar-gjort.
Hr Bennet giver selv en hånd med ved sine elskede bistader, hvor bierne så småt er ved at vågne efter vinterens dvale. Snart summer de om ørerne på enhver, som nærmer sig køkkenhavens to stader.



I køkkenhaven er de første spirer af kæmpeafgrøderne allerede godt på vej – til Finleys store forundring.
Han overvejer snart det kommende forårsmarked og den store grøntsagskonkurrence.



Kitty har knyttet gode bånd til nogle af de omstrejfende kaniner, som har taget bo i en gammel træstub i forgården.
Bennet og Finley frygter naturligvis lidt for gårdens mange grøntsager, men kaninerne synes faktisk at holde sig væk fra de fristende toppe af kæmpesalat.
Til Finleys store overraskelse er det nærmest som om, at jo tættere bånd Kitty knytter med kaninerne - jo oftere synes alt ukrudt i køkkenhaven at forsvinde af sig selv.

Da den gamle ko endelig går bort, må hr. Bennet og Henry til forårsmarked, for at kigge på en ny, for gårdens drift er afhængig af udbyttet af mælk fra to kreaturer.

Selvom Henry forsøger at stoppe Bennet flere gange undervejs, ender gårdmanden i en langtrukket auktion med en lige så stædig og mere velhavende godsejer fra en af nabogårdene, hvor Bennet ender med at vinde auktionen om en lama – et dyr, som hverken han selv eller naboen kendte eksistensen af FØR dette marked.



På sælgerens forklaring om en helt fortræffelig uld, endte de to mænd så alligevel med at overbyde hinanden gentagne gange, inden Bennet opnåede det sidste og højeste bud – langt over, hvad han ville have syntes anstændigt for sådan en ukendt sydamerikansk uldtot.



Auktionen betyder også, at pengene, som Bennet skulle have brugt på en ny ko til gården, er opbrugt.
Mens sælgeren lykønsker Bennet med en spændende budrunde og en fantastisk handel - og den tabende godsejer godter sig i baggrunden, trasker Bennet af med lamaen – rimeligt sikker på, at han ikke bliver populær, når han og Henry kommer hjem til gården – ikke mindst for den manglende mælkekvote.



Lige udenfor lamaens indhegning lader Henry sig smigre til at købe nogle vævede klude.
Han har et godt øje til gårdens kogekone - og tænker, at han da må kunne smigre hende lidt med disse klude fra markedet.



Da Bennet og Henry går over voldgravens bro og gennem porten til baggården, møder de Finley som den første.
Finley står og klør den tilbageblevne ko på maven – som for at trøste den over tabet af sin gamle frænde fra stalden.
Finley får straks øje på lamaen og skal lige til at spørge, da han godt kan se på Henry, at det vist er bedre, at lade det ligge for en stund.
I stedet roser Finley Bennet for købet, som nok skal bringe meget god uld til gården, når først de får købt dem en spinderok.



Et par uger senere har landsbyens tømrer frembragt et fint eksemplar, så familien nu kan spinde sit eget garn.



Selvom manglen af mælk er udpræget på gården, indtil kalven bliver stor nok til at give mælk, får hr Bennet alligevel en smule ros for sin vedholdenhed ved auktionen, for alle på gården bærer flotte ørevarmere til den kommende vinter.

Det er også i foråret, at smeden kommer på det første af de to årlige besøg på gården.
Rygtet om hans besøg er naturligvis løbet ham lidt i forkøbet fra gård til gård.
Derfor er der allerede tændt op i essen i den gamle smedjebygning, da han endelig parkerer sin kærre i forgården.



De kommende dage repareres gitterlåger, dørhængsler, jernbeslag og potter – eller hvad der nu må mangle lidt vedligehold af den store smed.
Da Richard fortæller om nektarbryggeren i kælderen – og hans ideer med en forbedring til fremstillingsmetoden, lytter smeden nysgerrigt og lover at hjælpe brygmesteren til efteråret, når turen igen går indenom Longbourn.
Til den tid vil han have de rette rørføringer med, så de i fællesskab kan forbedre brygprocessen – eller måske ligefrem udbygge den, som hr Bennet igen kan se et økonomisk perspektiv i.



Den sidste aften på gården, inden smeden skal videre, tændes der op i den nye grovkedel.
Det er smeden selv, der demonstrerer den nye form for madlavning – lidt i stil med den gamle jordovn, men blot i kedlen i stedet.

En lun dag omkring påske er fru Bennet, Mary og Kitty på besøg på Bingleys landsted, for at tilse den lille nye baby i familien.
Jane viser stolt den nye arving til godset Netherfield.
Det glæder fru Bennet usigeligt, at familiens aner nu er endegyldigt sikret i en god og velstillet slægt.



I en betroet snak mellem søstre må Mary erkende, at vinteren har været hård – at hun har haft svært ved at komme i nærheden af Richard i flere måneder. Savnet har været stort for den unge men snart giftemodne pige – og Richard har også mærket den næsten ubærlige længsel, har han fortalt hende nogle få dage tidligere.
Jane lover naturligvis at hjælpe og støtte sin søster, hvis det skulle blive nødvendigt, men nævner også Elisabeth og Darcy, som to personer, som faderen med garanti vil lytte til.

Det første tegn på sommeren er familie-udflugten med madkurve, som Mary og Kitty har planlagt for hele familien. Til den lejlighed kommer Elisabeth og Darcy, samt Bingley og Jane også med.
Kun Lydia og Wickham mangler – til søstrenes store ærgrelse.



Familien Bennet har fundet et fint lille sted ikke langt fra gården, hvor de plejer at tage hen, når temperaturerne endelig er fornuftige.
I fletkurven med mad ligger bagte kartofler pænt pakket ind i madpakkeposer.



Så går eftermiddagen med passiar, spil og fornøjeligheder.
Selvfølgelig får Kitty øje på en af kaninerne fra gården, som hun straks formaner at vende tilbage til træstubben i forgården.



Fru Bennet er naturligvis meget nysgerrig for at vide, hvordan det går i Bingley-familien, men Jane overbeviser hende snart om, at alt er i den skønneste orden – at de har fundet en god barnepige til den lille ny i familien.

Da skumringen sænker sig over området, tænder Bennet op i det lille bålsted.
Nu griller han en fin aborre, som han fangede i den lille sø i nærheden samme eftermiddag.
Imens dækker fru Bennet op til dagens sidste måltid, inden de må tilbage til Longbourn.

- Og hurra, så lykkedes det mig endelig at få madkurven til at fungere ordentligt.
Man kan med fordel planlægge tidspunkt og fremstilling af mad(pakker) i god tid.
Så bliver afviklingen bedre.

Wowww, det må jeg også have lært. Hvor er der meget spændende at give sig i kast med.

Jeg fryder mig også over denne arketypiske tidslomme-verden, som vist skal forestille det sydlige engelske Cotswolds-område, som jeg lige husker det - og jo heldigvis passer ganske glimrende til dette Jane Austen-wannebe-tankespinds-forlængelse-spinoff uden alt for meget nymodens i landskabet.

Lidt til havefolket, lidt til husflids-holdet og lidt til dyrefolket
- og en verdensdel, hvor der langt om længe er en 64 x 64 grund. (ubegribeligt, at det ikke findes i dem alle )

Det er også på denne årstid, at tjenestefolkene svømmer om kap i voldgraven - til stor moro og bevågenhed fra Bennet-familien.
En ikke helt uvæsentlig håneret og en flaske hjemmebryg står på spil.
Vandet i voldgraven går rundt om hele grunden og står ekstra højt i år fra den lange vinter og den megen nedbør.
Aftalen mellem tjenestefolkene, hvor kun de mandlige deltager, er to gange rundt om grunden.



Finley plejer at være en habil svømmer, men i år må den unge Richard regnes som favorit.
Brygmesterens svømmetur rundt om grunden bliver nøje fulgt af Mary fra borgmurens kant, hvor hun frit hepper på den unge mand i voldgraven.



Det varer ikke længe, før Henry sakker voldsomt bagud – og ender med at opgive efter første runde.
Bag staldene sætter Richard den sidste spurt ind, og glider let under østsidens stenbro, som udgør slutpunktet for kapsvømningen.
Efter svømmeturen benytter Mary lejligheden til at rose Richard for sejren.
Det er bestemt heller ikke hver dag, at hun får lejlighed til at se sin udkårne i bar overkrop.
Der er så meget andet, som hun gerne ville have sagt til ham, men desværre trænger Henry og Finley sig også på.

Ja ja, to af disse billeder er bestemt ikke noget at prale af, for simmerne kan jo desværre ikke svømme i en dam - uanset hvor dyb den er.

På denne ellers helt fabelagtige grund, er hele den omkransende voldgrav lavet med dam-værktøjet - og dermed jo ikke til at svømme i, hvis det skal være helt rigtigt.
Det ville ellers have været en rigtig sej feature, hvis det kunne lade sig gøre.
Istedet kan simmerne fiske, lede efter frøer og lege i vandet.
Eller det vil sige - det kan de desværre heller ikke, vistnok fordi skråningen ned mod vandet er for stejl eller vandet for dybt.

I mine forsøg på at prøve forskellige muligheder for at få simmerne i vandet, opdagede jeg, at de tilsyneladende godt kunne springe ned i dammen fra disse udspringsplatforme - men ellers ikke foretage sig andet, når de først var sprunget i.
Derfor blev det denne ret underlige billedposition på de 3 simmere, som også måtte hives op af vandet igen via reset simmer funktionen.
ØV!