Sindssygehospitalet

Ups, jeg kan godt se, at fru Keller da lige skiftede tøj på vej ned i kælderen - ha ha!

Willenskov ved det jo godt inderst inde.
Hensigten med at holde kollegaen indespærret var udelukkende for Willenskovs egen vindings skyld.
Så kunne han selv tage æren for virussets udslettelse – som Keller med sikkerhed også ville have taget æren, hvis der havde været tale om en sjælden art af sindssygen.
Det faktum erkender Willenskov overfor sig selv, mens han nærmer sig den forsagte ældre mand i hjørnet af kælderrummet – tidligere kendt som en af landets mest grænsesøgende og uortodokse speciallæger indenfor psykiatrien, men lige nu forvandlet til et forsigtigt og skræmt menneske med krumbøjet ryg og ukontrollerede rystelser.
Som eneste anden fagligt funderede person i nærheden udover Willenskov selv, MÅ han for alt i verden have Keller til hjælp, hvis det skal lykkes at få afsluttet deres frygtelige fejltagelse, da de åbnede skydedøren i laboratoriet og slap virusset fri.



”Åh, jeg har været et fjols Keller – som også du har været, når du ikke ville lytte til fornuft” begynder Willenskov en længere udredning for kollegaen på stolen foran sig.
Keller ser dog ikke rigtigt ud til at fatte, hvad der sker omkring ham.
Han kigger svagt op på Willenskov med matte øjne. Så lyser han lidt op og fremstammer et forsigtigt: ”Willenskov”. Så synker Keller igen sammen i stolen.
Kun nogle små spjæt fra kollegaens krop fortæller Willenskov, at der ikke bliver nogen hjælp at hente fra den kant.
Altså må han på udkig efter andre frivillige.



Nu går Willenskov ind i lokalet bagved, hvor det store mikroskop er opstillet.
Han placerer planteresten fra den blålige plante mellem to små glasplader foran den store linse.
Så sætter han sig til rette bag styrepulten.



Kort efter er der dannet en elektronisk rapport over plantens sammensætning – og en tydelig profil af virusset er fundet.
Lægen tager nu denne rapport og indlæser i det kemiske analyseapparat i lokalet ved siden af mikroskopet.
Selvom det er længe siden, at Willenskov sidst har brugt apparatet, er der god hjælp at hente i den selv-forklarende menu på apparatets betjeningsskærm.





Sidst på aftenen står Willenskov med de første prøver af en testvaccine i hånden.
”Men jeg må jo finde nogle personer at prøve det på” tænker han ved sig selv – godt tilfreds med den korte tid, som det er lykkedes ham – eller måske mere korrekt: analyseapparatet - at fremstille denne vaccine.
Et oplagt valg ville naturligvis være, at give en dosis til Keller, men Willenskov bestemmer sig for, at det bør være en person, som stadig er på toppen af sit udbrud og smitte.
Altså må han igen tilbage til nabobyen.

Det bliver ikke svært for Willenskov at spotte en frivillig person til eksperimentet med den nye testvaccine.
Han parkerer bilen ved flyvraget og ser allerede en omtumlet mandsperson lige i nærheden.
Så får han i et splitsekund øje på et ansigt bag et af flyets vinduer.
Der er kun øjenkontakt en brøkdel af et sekund, men alligevel lige nok til, at Willenskov kan genkende piloten fra sit besøg i byen den første dag.
”Tænk, havde han ikke forladt byen?” synes Willenskov at erindre.



I stedet for at forsøge at indhente den omtumlede person, går lægen mod døren i flyets skrog.
På døren blafrer stadigvæk den seddel, som fortæller, at piloten er bortrejst på ubestemt tid.
Willenskov rusker i døren nogle gange – uden resultat.
Så kalder han på piloten gennem dørsprækken – men opdager så, at den er tapet til på indvendig side.
”Jeg ved, at du er der – jeg så det selv” kalder Willenskov lidt højere og banker på det vindue i flyskroget, hvor han genkendte piloten.
Stadig intet svar.



Så prøver han med sine bedste overtalelsesevner at beskrive for personen bag døren, at Willenskov VIRKELIG har brug for pilotens hjælp.
”Jeg kan ikke klare dette alene” råber Willenskov mod døren, som han igen står foran.
Nu tager han partikelmåleren frem, og scanner området for partikler.
Her i den forblæste udkant af byen er det som om, at partiklerne ikke er helt så meget tilstede.
Det fortæller han til dørsprækken.
Heller ingen reaktion bag døren.



”Du kan blive byens helt, hvis du hjælper os med at fjerne denne virus” prøver lægen – ”En rigtig folkehelt”.
Der er stille et øjeblik.
Så fornemmer Willenskov alligevel, at tapen bliver fjernet omkring noget af dørkanten.
”Hvem er os – hvor mange er I?” spørger piloten gennem den blotlagte sprække i dørkanten.
Så må Willenskov indrømme, at de foreløbigt kun er to, hvis piloten vil hjælpe.
Nu bliver døren flået op – og lægen hevet indenfor i flyets skrog med et fast tag i beskyttelsesdragten.
Straks smækker døren i bag dem.
”TO siger du!?”
Piloten stirrer Willenskov direkte ind i øjnene bag hjelmens beskyttende glas.
Så tapes døren til igen, inden piloten snurrer rundt og forsvinder ned ad en trappe i flyets haleparti.
Willenskov følger efter.



Under jorden har piloten indrettet et interimistisk beskyttelsesrum af gamle tagplader og for hånden værende materialer. I en stålreol mod den ene væg er der stablet rigelige forsyninger til mange dage.
Willenskov tager beskyttelsesdragten af og giver sig straks til at rose piloten for det store arbejde og de gennemtænkte løsninger i rummet.
”Det må da have taget dig mange dage, når du nu skulle gøre dig SÅ umage” smigrer han – og kigger sig samtidigt nysgerrigt omkring i rummet.
Han får øje på et par andre døre.
”Det er flere måneder siden, at jeg begyndte – længe før du og din makker dukkede op her i byen, for jeg har hele tiden vidst, at der var noget galt i det laboratorie - og at det ville ende galt”.
Piloten er allerede tøet lidt op, så de sætter sig på på en gammel knirkende militærseng midt i rummet.
Nu vil han gerne vide, hvor Willenskovs følgesvend er blevet af.
”Årh ved du hvad, han er netop i gang med nogle vigtige studier af virusset hjemme på hospitalet” forklarer Willenskov.
”Han virkede ellers som den klogeste af jer”. Piloten kan ikke lade være med at trække på smilebåndet af sin egen bemærkning.



”Kaffe?” spørger han nu henvendt til Willenskov.
”Jo tak som byder”.
Med et af flyets store batterier som strømkilde har piloten både kaffemaskine, el-tandbørste, minikøleskab og computer koblet til.
Så hælder han en tjæret masse op i en skåret kop og rækker den til Willenskov.
Lægen nipper til den ganske udrikkelige kaffe.
”Herlig kaffe” smiler han til den gamle pilot.



Nu giver Willenskov sig til at forklare sin udlægning af de sidste dages hændelser.
Han fortæller også om de blålige planters vækst, den voksende sky, beskyttelsesdragtens virkning og moderplanten i bunden af laboratoriet – naturligvis genfortalt, så piloten ikke får at vide, hvem der i virkeligheden slap virusset fri.
Willenskov viser piloten den testvaccine, som lægen har medbragt.
"Det BEHØVER nemlig ikke at ende galt min gode pilot"
”Denne vaccine skal blot i skulderen på en smittet indbygger” forklarer han.
”Jamen så må vi jo hellere komme i gang” mumler piloten, og åbner døren til et lille stop-fyldt depotrum ved siden af.
Snart er piloten nærmest forsvundet i alskens ragelse og grej.



Mens piloten roder rundt i det tilstødende depotrum, kan man høre hans stemme inde fra rummet: ”Kender du Øjvind?”
”Øjvind!?” råber Willenskov tilbage mod depotrummet.
”Ham fra boden” kommer det igen fra døråbningen.
Det må lægen afvise. ”Ikke udover den ene samtale, da vi købte lavalampen og disse spionchips af ham”.
Piloten dukker nu op med en støvet og hullet beskyttelsesdragt i hånden - noget i stil med Willenskovs model.
”Tænkte jeg det ikke nok – lidt vand på forsiden og tape på indensiden – så skal den nok være klar til brug”. Piloten smiler af sit fund.
Willenskov kan tydeligt se, at det ærgrer den gamle pilot, at han ikke har tænkt på dragten noget før.
Så kunne han have undgået alt gravearbejdet.
I stedet har piloten nu tilbragt nogle dage her under jorden – bevidst isoleret fra omverdenen.



Da han sætter sig ved det lille skrivebord, fortæller piloten om Øjvind, der tilsyneladende er immun overfor virusset – og frit kan spankulere rundt i byen uden beskyttelse eller efterfølgende smitte.
”Ja, det er godt nok lidt af en gåde, hvordan det kan lade sig gøre” erkender Willenskov og beskriver sine egne observationer fra byens torv.
”- og derfor måtte det se ud til, at jeg var bortrejst, så han ikke kommer trampende hele tiden med tøjet fyldt af smittekilder” forklarer piloten, mens han taper hullerne i den gamle beskyttelsesdragt til.
Så tager han den på og vinker til Willenskov, at han skal følge med.
”Så er det afgang”.
I et nu er piloten allerede halvt oppe ad trappen.
Willenskov har selv fået sin dragt på og følger nu lige i hælene på piloten, som peger i retning af boden.
Lægen nikker.

Øjvind står ganske rigtigt i nærheden af boden – iført sin i forvejen underlige beklædning og dørslag som hovedbeklædning – og intet andet.
”Nå, det er sådan et par herrer, der er ude at spadsere under skydækket” griner han mod de to mænd i beskyttelsesdragterne, der nærmer sig.
”Vi er på en vigtig mission, så jeg kan blive folkehelt” starter piloten med løftet pegefinger.



Willenskov kigger kort på piloten, men tager så ordet.
”Og til den opgave kunne vi godt bruge lidt assistance – og meget gerne fra en person, som ikke skal vandre rundt i disse klæder”. Lægen rusker med hånden i sin egen dragt.
”Jamen omsætningen er jo godt nok faldet noget på det seneste” erkender Øjvind og peger på det nedrullede gardin i den lukkede bod.
”Så lad mig da bare høre, hvad der kan gøre Hammerich til folkehelt”.

Efter en kort overfladisk briefing til Øjvind er de tre mænd nu på vej mod byens torv.
Willenskov går bagest og kan ikke lade være med at tænke på, at hvis alting ikke havde været kaos nok i forvejen, ville den lille gruppe godt nok se noget mærkeligt ud her i bybilledet, hvis man stod og iagttog de tre mænd: en gammel beskyttelsesdragt forrest – en underligt udseende ung mand med en blinkende hat i midten – og endnu en ikke helt nymodens beskyttelsesdragt bagest.
Her og nu er der ingen i byen, der ænser trekløveret.



Hammerich peger nu mod en lille lund midt på torvet, hvor en bybo ganske rigtigt går med underlige benspjæt og hovedet på skrå.
Willenskov gør kanylen med testvaccinen klar.
Med alle mulige fagter forsøger Hammerich at overtage indsprøjtningen.
Willenskov synes nu nok, at det bør være en uddannet læge, som foretager denne vigtige manøvre, men da piloten bliver ved med at gestikulere – ja ligefrem folde hænderne mod ham i bøn, giver Willenskov sig til sidst og rækker kanylen til Hammerich.
Piloten tager den erfarent mellem fingrene og sniger sig ind mod den vaklende kvindes ryg, mens Øjvind stopper hende fra fronten.
”Undskyld frue, men kan De hjælpe mig?” spørger Øjvind – og får kun underligt usammenhængende volapyk til svar.
I det samme hamrer Hammerich kanylen i kvindens skulder – banker stemplet i bund med den anden hånd – og flår nålen ud igen.
Så giver han thumps up til Willenskov og rækker ham den tomme kanyle.

”De burde blive narkoselæge” nikker Willenskov anerkendende til Hammerich, da piloten og lægen igen befinder sig i Hammerichs flyskrog – ”Måske med en lidt blidere patient-håndtering”.
”Jo tak, men vi blomsterbørn har jo altid haft et godt tag på nåle og sprøjter” smiler Hammerich tilbage – godt tilfreds med sin heltegerning.



Depotrummet er nu delvist tømt – og en enkelt virusramt men vaccineret kvindelig bybo har taget plads bag den låste dør.
”Hvor længe skal vi så vente?” vil Hammerich vide.
”Lad os lige sove på det – De som heltemodig og årvågen natsygeplejer og jeg som træt overlæge hjemme på hospitalet” foreslår Willenskov.
Hammerich kan allerede mærke folkehelten bruse i sine årer, da hospitalets bil forsvinder i det fjerne.
Så sætter han igen tape for indgangsdøren.
I første omgang får han dog ikke øje på planten, som er på vej op gennem vaskens afløb.

I hospitalet stueplan og første sal er alt stille den næste morgen.
Udenfor nærmer skyen sig hospitalets omgivelser alt for hastigt og tungt.
For en sikkerheds skyld scanner lægen receptionsområdet, men heldigvis er viruspartiklerne stadig ikke at spore i større mængder indendørs.
Så indtil videre er alle i sikkerhed i kælderrummet.



Et kort kig i kælderen fortæller Willenskov, at alt er roligt – ja nærmest urealistisk stille – som har apatien indfundet sig blandt personalet og patienter. Nogle sover på madrasser på gulvet – andre taler sammen i små grupper – og endelig er kokken i gang med at anrette havregrøden i det til lejligheden opstillede campingkøkken.



Efter det fejlslagne forsøg på at få hjælp af Keller, har Willenskov besluttet sig for at søge hjælp blandt det øvrige hospitalspersonale - og har udset sig den unge lægestuderende Federspiel som bedst egnet til det forestående angreb på moderplanten. Han kigger sig rundt i lokalet – og fanger Federspiels blik.
Den unge mand rejser sig fra sit leje og følger med Willenskov ud på kældergangen.



Federspiel indvilger meget nødigt i Willenskovs nødtørftige plan om at søge ”ind i orkanens øje” og angribe den store moderplante frontalt, som lægen malerisk beskriver sin ikke helt gennemtænkte plan og ideer.
Til sidst lader den unge mand sig dog overtale – specielt da Willenskov minder ham om Kellers sammensunkne krop inde ved siden af.
”Sådan kan vi alle ende, hvis vi ikke gør noget her og nu” underbygger lægen situationens alvor.
Så trækker Federspiel opgivende på skuldrene.
”Fint, jeg har en vigtig aflytningsopgave, som du skal tage dig af” siger Willenskov til den lægestuderende.



I aflytningsrummet tilbringer Federspiel det meste af dagen på at lytte på forskerens samtaler et sted i nabobyen.
Om eftermiddagen er forskeren i dialog med nogle kollegaer fra laboratoriet.
På samtalen kan Federspiel forstå, at hun uden større held forsøger at overtale dem til at vende tilbage til laboratoriet.
I dialogen nævner forskeren nogle beskyttelsesdragter i medarbejdernes omklædningsrum, som de kan bære.
Men kollegaerne afviser blankt, da de ikke tør komme i nærheden af laboratoriet UDEN dragterne.

”Hvorfor flyver disse fnug fra skyen og ind i vores drivhus?”
Da Willenskov drejer rundt om hjørnet ved idrætshallen, opdager han fru Keller, som sidder på en af baghavens træbænkesæt - som det mest naturlige i verden.
Naturligvis – det burde Willenskov have regnet ud.
”Selvfølgelig kunne hun da ikke bare for en enkelt gang skyld have gjort, som alle fik besked på og være blevet i kælderen” tænker lægen ved sig selv, mens han hastigt forsøger at finde en plausibel forklaring.
”Og hvem har plantet disse planter?” vil hun også vide, mens hun klapper på sædet ved siden af sig - som en formaning til lægen om at sætte sig.

På vej til at sætte sig på bænken opdager Willenskov gennem glasset i det store drivhus i baggrunden, at planterne allerede ER vokset eksplosivt – et tydeligt tegn på, at virusset nu også findes i stigende mængder indenfor hospitalets ydermure.



Willenskov sætter sig og MÅ bare spørge: ”Har du været INDE i drivhuset Gertrud?”
”Ja, det er da ved gud, at jeg har, for som ansvarlig for stedet må jeg vide ALT, hvad der sker på dette hospital”.
”Og hvorfor skulle jeg ikke det?”
Fru Keller kigger skeptisk på lægen, som tager en rask beslutning.
”Nej, det kan du naturligvis have så evigt ret i – og godt, at du følger med i ALT”.
”Og det er din kære husbond, som har bragt disse skønne planter til vores samling. Måske du skulle tage en stikling med til de private gemakker” slutter Willenskov som svar på fru Kellers spørgsmål.



”Så må vi jo blot vente på at få arbejdsro” smiler han indvendigt, da han ser fru Keller bukke sig efter grensaksen.
Så fortsætter lægen mod det kemiske analyseapparat, hvor han fremstiller nogle flere vacciner.
Bagefter dukker han op i aflytningsrummet.

”BESKYTTELSESDRAGTER!”
Willenskov ryster på hovedet.
Federspiel har netop refereret fra dagens aflytning, da lægen fanger et enkelt ord i en sætning.
”SAGDE du beskyttelsesdragter” må Willenskov lige have gentaget.
Federspiel nikker bekræftende.
Han - og også Keller, da han var frisk - er med andre ord gået lige forbi et skab i laboratoriet med det helt korrekte udstyr til beskyttelse mod virusset.
”Jeg er tilbage om en halv time Federspiel – fortsæt aflytningen”. Willenskov skynder sig igen ud ad døren.



Ti minutter senere bremser hospitalsbilen hårdt op foran hegnet til laboratoriet.
Willenskov springer ud og finder nemt omklædningsrummet og de omtalte beskyttelsesdragter, som hænger klar i et nødhjælpsskab – i tilfælde af udslip.
Han griber de nærmeste to dragter og hjælme og løber tilbage mod bilen.

Senere samme dag banker Willenskov på døren til flyvraget.
Han og Federspiel har netop placeret en bævrende fru Keller i samme celle, som hendes mand tilbragte noget tid i, inden alle blev ført ned i kælderen.
”Så må hun blive her, til nogen savner hende, eller vi finder en løsning” siger Willenskov til den unge mand, mens han smækker døren bag dem.
Han når lige at tænke, at det nok bliver det sidste.



Da de dukker op ved flyet, har de iført sig hver sin beskyttelsesdragt og er hastet mod nabobyen.
Willenskov skal ikke banke længe på døren, før piloten åbner.
”DET VIRKER” råber han glad til lægen, straks de to personer fra hospitalet er indenfor i beskyttelsesrummet.
Kvinden fra aftenen før sidder ganske rigtigt stille og roligt ved computeren på det lille skrivebord.
”Hub” hilser hun glad mod de to nyankomne.



”Der er lidt talebesvær og hukommelsestab” vurderer Willenskov, da han har undersøgt og talt med den kurerede testperson.
”Men ellers ser det jo ganske fortrinligt ud”.
Så hiver lægen endnu tre kanyler op af beskyttelsesdragtens lomme.
”Og det gør jo unægtelig vores arbejde noget nemmere”.
Willenskov tager nu dragten af – ruller skjorteærmet op og griber efter den første kanyle.
Piloten og Federspiel kigger kort på hinanden, men følger så lægens eksempel.

Efter at hun for en sikkerheds skyld har fået påsat en spionchip, lader de nu den vaccinerede kvinde gå.
"Og gå nu lige hjem" formaner Willenskov - stadig lidt usikker på vaccinens holdbarhedstid.
Det lover kvinden.
"Øh, men kom gerne igen, når jeg bliver folkeh... jeg mener, når alt dette er overstået" smiler Hammerich til hende.
Det lover hun også.



Så sætter de sig nogle timer i beskyttelsesrummet, inden de tør vove sig ud i byen med den nye vaccine i kroppen.
Hammerich slår tiden ihjel med at fjerne de nye blålige gevækster fra vasken – og nu også på beskyttelsesrummets ståltoilet og i badekarret, hvor de blålige rødder skyder op.



I mellemtiden er Øjvind også dukket op i det efterhånden tætpakkede rum.
Efter en lille rådslagning og en frostpizza til deling går de alle fire mod udgangen.
I beskyttelsesrummet ligger de tre dragter henslængt på gulvet.



De tre vaccinerede mænd kigger lidt andægtigt på omgivelserne, hvor det truende skydække, de mange svævende partikler i luften, de fægtende blå planter og de omtumlede byboere skaber et noget surrealistisk billede.
Øjvind synes dog ikke at reagere på scenariet omkring dem.
Så tager Federspiel ordet: ”Jeg hørte jo også noget med en kælder på militærbasen”.
”Og DET må jo naturligvis være vores næste mål” nikker Willenskov i retning af byens kaserne og begynder at gå.

Jo længere jeg kommer i dette spil/denne quest/denne historie, jo mere imponeret må jeg indrømme, at jeg bliver.
Selve plottet er fint gennemtænkt - og udvikler sig hele tiden for øjnene af både simmeren og jeg selv.

Jeg er ret sikker på, at jeg nærmer mig det endelige opgør - og har netop oplevet, at disse gevækster popper op af alle toiletter, vaske og bade i miles omkreds af laboratoriet.
Det er skisme da meget godt fundet på af spiludviklerne.



Læg dertil de vaklende indbyggere i Strangerville.
Det ser altså også spøjst ud.
Tunge skyer, sjove planter, sporingsudstyr, beskyttelsesdragter, specialmaskiner og nye handlinger/interaktioner.
Jo, der er rigeligt med ny underholdning for en stund i denne pakke.

Den normalt lukkede port til kasernen står på vid gab, så de fire mænd går direkte ind på militærområdet.
”Lad os sprede os – og mødes her igen om fem minutter” foreslår Willenskov sin lille gruppe, der snart opløses og går i hver sin retning.



Militærbasen er ikke særligt stor. Der går derfor ikke længe, før Hammerich vinker dem mod messebygningen.
Her har han fundet en trappegang, som tydeligt fører ned mod en kælderindgang.



”Alting synes at foregå i kælderplan” tænker Willenskov ved sig selv, inden han rykker i døren ved trappens fod.
Naturligvis låst, men bag døren udbryder en mandlig stemme: ”Hvem der – giv Dem tilkende?”
Så forklarer lægen, at de er kommet for at søge hjælp.
”Søge hjælp – så er De med sikkerhed gået forkert” lyder det bag døren.
Willenskov fortæller nu, at de har fundet en vaccine mod virusset, som han gerne deler med dem.



”Vil De påstå, at De står med en vaccine i hånden, når alle militærfolk og laboratoriets samlede forsker-crew og eksperter er tilstede her i rummet?” spørger stemmen tilbage.
”Således forholder det sig” svarer Willenskov.
”– og vi har ingen beskyttelsesdragter på” råber Hammerich – nu ansporet af dialogen med en af de militærpersoner, som længe har afvist hans teori om, hvad der foregik på laboratoriet.
”Ha ha, nej den må De længere ud på landet med – tror De virkeligt, at vi er SÅ dumme?”
De hører en hånlig latter fra flere personer fra kælderrummet.
Willenskov bliver nu vred, og snurrer rundt – på nippet til at forlade kælderskakten.
”Det må De selv om – farvel igen” brummer han.
Så går de fire mænd tilbage mod basens udgang.



Da de er næsten fremme ved kontrolhuset ved indgangen, hører de løbende skridt bag dem.
Det er forskeren, som Keller talte med i baren nogle dage forinden – og som uvidende har holdt dem orienteret via spionchippen og lyttestationen i hospitalets kælder.
Da Willenskov ser, at hun er uden beskyttelse, stopper han gruppen med en løftet arm.
”Et øjeblik mine herrer”.

Da forskeren indhenter gruppen, tøver hun et øjeblik – som for at overbevise sig selv om, at denne underlige samling af en pilot i flyverjakke fra krigens tid, en ældre distingveret herre i habit, en ung mand med dørslag som hat og en mere normalt udseende mand vitterligt ER de rette personer at stole på.
Som var det sidste udvej, vælger hun alligevel at betro sig til gruppen.



Nu følger en hurtig ordveksling, hvor hun forklarer sin version af de seneste dages oplevelser, og kollegaernes skræk for virusset  - og lægen nødtørftigt fortæller om sine egne og gruppens observationer.
Hun fortæller uden tøven om et militært forskningsprojekt, som løb løbsk og i al hast måtte efterlades.
”Så alt dette skyldes formentlig vores skødesløshed og paniske flugt” erkender hun skamfuldt overfor de fire mænd – en situation, som hun bestemt ikke er stolt af.

Willenskov indser nu, at det ikke udelukkende var Keller og hans egen skyld – selvom de jo nok har en stor andel af skylden for den seneste udvikling og spredning, da Keller åbnede den første skydedør.
Denne observation holder han endnu engang for sig selv.
”Ja, det var jo ikke så godt, kan jeg godt se” svarer han forskeren.



”Vi måtte i hast forlade alt vores udstyr på laboratoriet” forklarer forskeren til sidst til Willenskov – en vel nok plausibel undskyldning for, at det blev lægen, som fandt vaccinen først – og ikke forskerne selv.
”Men jeg vil meget gerne hjælpe, hvis jeg kan være til nogen nytte” siger hun henvendt til gruppen, som hun nu kort ser an en sidste gang.
”Jamen så må De jo hellere få Dem et lille prik i armen” smiler Willenskov til hende.
”Må jeg – må jeg?” prøver Hammerich igen.

Efter en snak i gruppen i Hammerichs flyvrag, hvor det specielt er forskeren og Willenskov, som siger noget, er en plan ved at tage form, da natten igen sænker sig over byen.
Det bliver Øjvinds opgave, at holde vagt ved laboratoriets indgang – og vende tilbage til militærbasen, hvis det ikke lykkedes de øvrige at tage livet af moderplanten.
Det passer ham fortrinligt.



Willenskov, Hammerich, Federspiel og forskeren skal i fællesskab give sig i kast med moderplanten.
Først skal de dog have samlet lidt mere materiale fra de blålige planter.
Materialet skal de bruge til at fremstille mere vaccine i laboratoriets vækstrum, hvor forskeren kan bekræfte, at der også står et analyseapparat.
”Vi skal alligevel den vej, for at komme til moderplanten” forklarer forskeren for de øvrige.
Så husker Willenskov rummet med de mange forskellige former for planter i glasbokse.



Willenskov er sådan nogenlunde sikker på, at vaccinen kan bruges, til at nedkæmpe moderplanten.
”Vi fremstiller en væsentlig stærkere vaccine, som vi fortynder og fylder i gødningssprederne bagefter. Det  burde give os et rimeligt fornuftigt våben” smiler han til gruppen – men tanken i hans hjerne siger ham, at det vist giver endog meget dårlige odds mod en dræberplante af den størrelse.
”Ellers må vi tage benene på nakken – og gentænke situationen”.
”Jeg ser desværre ikke andre løsninger, hvis denne metode skulle svigte, for så snart moderplanten er fri, vil alle planter på egnen modtage nok næring til at udvikle sig til nye moderplanter” beskriver forskeren bedrøvet situationen.



Tiden snegler sig afsted, mens de venter på, at det skal blive nat.
I beskyttelsesrummet skiftes de til at tage en lille lur på Hammerichs seng.
Det er bare ikke alle, som kan falde i søvn.
Selvom han lukker øjnene til sidst, når Øjvind at tænke de værste konspiratoriske tanker om virusset og militærets afvisende adfærd.
For ham er det et tydeligt tegn på, at han og Hammerich havde ret i deres antagelser om laboratoriets formål og de mange tilstedeværende soldater i byen.
Hammerich derimod falder hurtigt i søvn og drømmer om al den opmærksomhed, som han vil få, når hele byen hylder ham.
Ja, han er så langt væk i sine drømme, at Willenskov må ruske liv i ham til sidst.



Da de forlader flyvraget og sætter kursen mod laboratoriet, kigger Willenskov i retning af hospitalet langt ude i det fjerne, hvor skyen næsten med sikkerhed nu hænger tungt over de lyse hospitalsbygninger.
En tanke strejfer ham, at både kollegaer og patienter på hospitalet – sammen med alle indbyggere i denne by – nu er afhængige af, at det lykkedes at få bugt med moderplanten, inden den bryder gennem taget og får frit spil.
Ja, selv den vrisne fru Keller, som sidder alene i værelsesfløjen, er afhængig af udfaldet.
Så sætter han tempoet lidt op og skynder på de øvrige – usikker på, om han nogensinde får hospitalet at se igen.



De efterlader Øjvind ved fordøren til laboratoriet.
”Husk nu, hvad vi har aftalt Øjvind” påminder Willenskov den unge mand.
Øjvind retter lidt på dørslaget på hovedet: "Jo jo, det skal jeg nok" lover han.



Så træder de fire andre indenfor og går straks mod trappen til kælderetagerne og laboratoriets analyseapparat.

SPOILER ALARM - SPOILER ALARM

HVIS MAN SELV HAR ET ØNSKE OM AT (GEN-)SPILLE DENNE OPGAVE, SKAL MAN NOK IKKE KIGGE MED SÅ POKKERS MEGET LÆNGERE PÅ DENNE HISTORIE.

BEKLAGER, MEN JEG VED DESVÆRRE IKKE, HVORDAN JEG KAN SKJULE DE SIDSTE INDLÆG.
Skal man blot klikke på Hidden-ikonet i menuen herover?

Det synes jeg da ikke du skal. Det er jo en rigtig gammel "historie" med Strangerville. så mon ikke man bare kan anbefale folk, der ikke vil se det at kigge den anden vej?

Ok, jamen så bør man ikke læse videre på denne historie, hvis man eventuelt selv vil løse opgaven på et senere tidspunkt.

HER FØLGER DET ENDELIGE OPGØR MED MODERPLANTEN - I MIN VERSION - NU ER I ADVARET

Her finder du Spoiler funktionen VinceDjansen:

Skriv en overskrift eller titel:

Udenfor brager det ene lynnedslag efter det andet ned i de elektriske installationer omkring laboratoriet.
Som en ustyrlig orkan raser langt flere partikler rundt i luften over bygningen.
For en sikkerheds skyld træder Øjvind indendøre, men også her er virusset vokset i styrke.
Selvom alle virker skræmte og berørte af situationens alvor, er der alligevel en form positiv spænding mellem de fire, som nærmest løber ned af de mange trapper mod bunden af kælderen.



De finder hurtigt apparatet i vækstrummet.
Willenskov går straks i gang med at fremstille rigelige mængder af vaccinen – den største del som en ekstra stærk dosis til moderplanten – og en mindre og væsentligt mildere vaccine til dem selv.





Imens får de andre de sidste aftaler på plads forud for angrebet på planten.
Nu hælder Willenskov den nye væske ud over dem alle – ”Som en ekstra beskyttelse” som lægen kalder det – noget usikker på effekten.



”Så er det nu – fremaaaad” opildner Willenskov de andre – igen voldsomt overrasket over sin egen determination og vilje.

MonaSolstraale skrev:Her finder du Spoiler funktionen VinceDjansen:

Skriv en overskrift eller titel:

Tak MonaSolstraale, men jeg vælger at tage chancen - som Simsister også foreslår, er det jo en gammel pakke/opgave efterhånden, som sikkert nok kan tåle dagens lys.
Ellers må man jo blot hoppe ud af min lille fortælling i god tid.

OG DET ER IØVRIGT NU!!!

P.S: og tak for katten for katten

I kældergangen frem mod det store kuppelformede rum, hvor moderplanten befinder sig, er gangen fyldt med de blålige gevækster overalt.
Willenskov og hans hjælpere må hastigt kante sig forbi rødderne på gulvet.



I det store rum er moderplanten næsten nået helt igennem hvælvingerne over den – klar til at slippe de sidste store mængder partikler ud i omverdenen, så epidemien bliver total og altomsluttende.
Planten fornemmer dog hurtigt, at der er fremmede i rummet, for de enorme tentakler stopper deres banken mod tagkonstruktionen.
Langsomt drejer den rundt mod den lille gruppe.
Federspiel træder uvilkårligt et skridt tilbage mod udgangen.
”Er det nu også smart det her?” bævrer han.
”Ingen tid at spilde” råber forskeren og griber hårdere fat om udløserhåndtaget på sin gødningsspreder. Den gennemsigtige beholder under bunden skvulper af Willenskovs nye vaccine.
Så løber hun mod et punkt i rummet, så hun dækker plantens flanke med sin spreder.



Også Willenskov tager et modigt skridt frem mod planten – overbevist om, at dette bliver en af livets sidste handlinger. Han tager trappen op til en platform direkte foran plantens store flerfarvede ”krone”.
Så åbnes bladene og en mindre tentakel ruller ud som en vandslange og flagrer foran planten – som søgte den næring, mens en væske spreder sig fra de udfoldede blade.



Det lykkedes Willenskov at undgår at blive ramt af væsken – og sprøjter i samme bevægelse vaccinen på de åbne blade.
Den lille tentakel og bladene lukkes med det samme og hovedet fjerner sig i ET ryk.
”Det var pokkers” udbryder Willenskov – positivt overrasket.
”Så er der måske et lille håb”.



De lange tentakler svirrer i luften omkring dem – og kun med nød og næppe lykkedes det gruppen at undgå at blive ramt.
”NUUU” råber Willenskov højt, så alle farer frem mod planten.
I en næsten samtidig bevægelse sprøjter de alle deres vaccinebeholdning på plantens kraftige krop.
Det er helt tydeligt, at det har en effekt, for planten vrider sig, som havde den smerter på de steder, hvor vaccinen rammer.
”IGEN” råber forskeren – og alle retter igen deres spredere mod den blålige kæmpeplante.
Igen er det som om, at planten mærkes af væsken, som nu løber ned af den bredde stængel.





Federspiel kigger væk et øjeblik, da han ser en vaklende person nærme sig.
Han når lige akkurat at tænke på, hvordan disse smittede borgere er nået forbi Øjvind ved indgangen - så rammes han i baghovedet af en svingende tentakel, så gødningssprederen glider fra ham.
Han tumler forover, men kommer hurtigt på benene igen.
Da han kigger på sprederen, kan han se en rød lampe blinke. ”Oplader” står der i displayet.
”VEEENT!” råber han til de øvrige.

På platformen kigger Willenskov uforstående på sin gødningsspreder. Han har lige forsøgt at sende endnu en salve afsted mod planten – men sprederen svigter.
”I dækning allesammen” råber Federspiel.
Willenskov stormer ned ad trappen – og undgår kun lige nøjagtig at blive ramt eller indfanget.
”Hvad pokker sker der?” råber Willenskov mod den lægestuderende et stykke væk.
Så peger Federspiel på den blinkende ladelampe på sin gødningsspreder – og peger så tilbage mod Willenskov.
Nu får lægen øje på lampen på sin egen spreder. Den blinker også.
”Pokkers ubelejligt” vrisser han og søger dækning mod væggen.
Kun forskeren er stadig aktiv med sin halvt-fyldte gødningsspreder og retter en lammende salve mod planten.



Hammerich kigger også på sin spreder – og må tage imod et velplaceret knockout-slag fra en af de store tentakler. Piloten synker om på gulvet og bliver liggende ubevægelig.



Kampen fortsætter i en rum tid, indtil alle er helt udmattede – og væsken i gødningsspredernes beholdere næsten tømt til sidste dråbe.
Lige med ET giver moderplanten et sidste ”suk” fra sig. I det samme står en ildsøjle ud af kronen. Så synker den sammen i den store kuppels midte.
”Giv den det sidste” råber Willenskov til sine medhjælpere og tømmer selv de sidste dråber ud over den sammensunkne plante.



Så vender han blikket mod Hammerich, der stadig ligger på gulvet.
Federspiel, som står i nærheden, får nu også øje på den bevidstløse pilot.
Han tager et skridt i retning af piloten, der i det samme sætter sig op – støttende på den ene albue.
Hammerich ryster et par gange på hovedet og rejser sig så helt op.
”Sådan” råber han mod planten, da han får øje på en slatten tentakel ved sin fod. ”Så kan du lære det – ha ha – jeg fik dig” fnyser han og truer ad planten med en knyttet hånd.



Så går han op på platformen til de andre – roder lidt i pilotjakkens inderlomme – og finder så et lille bomberør frem. Han hiver i udløsersnoren, der får låget til at ryge af og en lille sværm af konfetti til at skyde ovenud af røret.
”En rigtig helte-kamp” synger han gentagne gange for de andre.

Udenfor er uvejret nærmest gået i opløsning. Skyen over dem, som har hængt som en støt voksende dyne over byen, fordufter hurtigt – og nattehimlen kommer til syne mellem partiklerne.
Ja, selv på jorden er de blålige planter som forsvundet på kort tid – eller i det mindste ved at vende tilbage til den mindre størrelse.







Da Hammerich er færdig med at fortælle om sin store indsats og indflydelse på udfaldet, trykker Willenskov dem alle i hånden og takker dem, for deres indsats.
”Det var aldrig gået uden jer” vinker han til dem, da Hammerich, Øjvind og forskeren går hver til sit.

”Skal vi så ikke finde tilbage til hospitalet?” spørger Federspiel nu.
”Jo lad os det” svarer Willenskov træt og går mod Land Roveren ved flyvraget.
Det synes en menneskealder siden, at han og den lægestuderende parkerede her.

De kommende dage går med at fremstille ekstra vaccine af de sidste blålige planter, så byens borgere kan få sin indsprøjtning og vende tilbage til hverdagslivet.
I en koordineret opgave fjerner militærpersonel og forskere resterne af den afdøde moderplante i laboratoriet og byen rengøres for de sidste spor af hændelsen.
Da den lokale rapporter er blandt de hårdest ramte af virusset, får den truende epidemi kun meget ringe omtale i nyheds-sendefladen – og snart overskygges dette af en væltet tankbil i byens udkant.

På sindssygehospitalet føres alle patienter tilbage til deres celler og værelser – og fru Keller får sin vaccine. Da hun langsomt kommer til sig selv igen, kan hun heldigvis heller ikke huske noget fra sine dage i cellen – og ingen medarbejder eller patient tør nævne noget for hende.
Willenskov har for længst fjernet de to blå planter i drivhuset – og plantet nye urter i plantekasserne.

EFTERSKRIFT

En rådsnar borgmester er ikke længe om at få lukket laboratoriet, da roen igen har indfundet sig i nabobyen og han selv er blevet smittefri. Området omdannes i stedet til en større campingplads, som byen længe har trængt til.

Hvad der siden blev af de forskere og embedsfolk, som ikke hjalp i tilintetgørelsen af moderplante og virus, melder historien ikke noget om. Kun en enkelt kvindelig forsker bliver boende i byen og forsvinder snart i glemslen blandt byens andre sjæle – uden at gøre yderligere væsen af sig. Engang imellem bliver hun dog udpeget som den eneste af fagfolkene, der vistnok gjorde en aktiv indsats, da byen var ved at bukke under for virussets fremmarch.
Hvor dette rygte kommer fra, er der ingen der ved.



På militærbasen må en enkelt rødmosset oberst stå skoleret for generalstaben fra hovedstaden.
Obersten får samme dag en yderst vigtig og uopsættelig overvågningsopgave i Vestindien et sted.

I den afsluttende rapport fra Willenskovs iagttagelser får Keller en stor del af æren for den vellykkede opsporing af virusset, den efterfølgende vaccine og den afsluttende tilintetgørelse af moderplanten.
Forskeren, Federspiel, Hammerich og den unge Øjvind fra boden nævnes også på siderne i rapporten.



Med den nye vaccine, som Willenskov hurtigt sætter i produktion – og tjener en formue på, inden de sidste  blå planter forsvinder, bliver de fleste smittede borgere kureret for virusset – og slipper i store træk uden varige skader eller eftervirkninger.
Men ikke alle borgere, som blev smittet af virusset, kommer nogensinde helskindet igennem forløbet.
En del borgere fra nabobyen bliver ramt af eftervirkninger eller forbliver med rystelser i kroppen. Det giver i de efterfølgende år god søgning til hospitalet, som Willenskov hastigt omdøber til et kursted og refugium med svalende bade og rislende japanske varmekilder.
Med tiden forsvinder sindssygepatienterne lige så langsomt ud ad porten (må man da formode!) og bliver erstattet af personer med diverse følger af virusangrebet.



Willenskov føler sig forpligtet til at give disse nye patienter den bedst mulige behandling, som det overhovedet kan lade sig gøre.
Derfor får mange nok en mere udsøgt behandling og pleje, end de egentligt er berettiget til eller har behov for. Af den årsag vokser stedets berømmelse støt – og nye patienter søger det eksklusive kursted, når de skal vælge behandling.

Desværre for hr Keller, bliver han længe på refugiet som patient, men med årene kan han genoptage sin lægegerning i et mindre omfang.
På det tidspunkt er den sidste sindssygepatient for længst forsvundet fra hospitalet.
Lægegerningen er nu mere af plejende karakter.
Derfor kommer der heller aldrig nye grave på det tidligere hospitals private kirkegård.



Selv fru Keller bliver mere medgørlig, da de sidste rester af virusset har forladt hendes krop.
Det er som om, at den værste vrede også forsvinder ved samme lejlighed.
Ja, hun bliver faktisk en rimeligt velset leder af refugiet – både blandt medarbejdere og patienter.

Den første virusramte patient, som Willenskov og Keller ”indlagde”, bliver helt rask igen og får senere arbejde som deltidsreceptionist på stedet.



Selvom Willenskov fortsætter et stykke tid som overlæge på stedet, er det ikke meget han er på arbejde.
Engang imellem – når han orker det, holder han blandt andet forelæsninger på det nærliggende universitet. Emnet er ofte: ”Er sindssygen blot en virus?”
I stedet bliver det Federspiel, som kan tage over som førstelæge – og spørge den gamle læge til råds, når han får behov.



I byen må mange borgere ofte lægge ører til en gammel pilots historier om, hvordan han næsten egenhændigt fik taget livet af den store moderplante.
Det bliver aldrig til en statue på torvet, selvom Hammerich gør sit yderste for at råbe byrådet op.
”Kan du forstå det?” spørger han ofte Øjvind, når de to byboere mødes.
Så ryster Øjvind troskyldigt på hovedet.
De to venner kan få lang tid til at gå med at snakke om forandringer i nabolaget.



En efterårsdag et par år senere mødes de fem fra gruppen i refugiets baghave. Der er nok af gamle minder at snakke om.
Bag glasset i drivhuset følger Keller misundeligt med, inden han vender sig mod urterne i plantekasserne, hvor to blålige planter engang groede.



Mange år senere ender Willenskov sine dage i en liggestol på en af strandene på Jomfruøerne.
Den sande historie om virus-udslippet tager han med sig i graven og sandheden forbliver derfor en velbevaret hemmelighed – som det sikkert gør sig gældende med mange andre ting i denne verden.

P.S. Selvom der jo var ting, der skulle gøres, for at komme videre i denne lineære opgave, har jeg denne gang forsøgt at skrive historien forud – og snyde lidt, når jeg ikke gad vente på tingenes langsommelige forløb.
Men det blev da nødvendigt at omskrive historien fra tid til anden, når der var interaktioner, som ikke lige kunne lade sig gøre – eller handlinger var nødvendige i forhold til opgaven. Det kom eksempelvis bag på mig, at der pludselig skulle tages prøver fra planterne og fremstilles testvacciner. Men så fik jeg da lige ændret lidt på historiens gang – og det var også fedt med lidt uforudsigelighed, spænding og opgaveløsninger denne gang.

Tak fordi I fulgte med - så er den fortælling ikke længere.

Tak for en hyggelig historie. Selve missionen kendte jeg allerede efter at jeg engang skrev en lille historie om hvordan Victor fik bugt med moderplanten.
Dine fantastiske skæve personskildringer gjorde alligevel at missionen var fuld af overraskelser undervejs.
Jeg har været godt underholdt hele vejen