Sindssygehospitalet

Nåh, jeg har jo kastet mig over denne historie, som jeg har beskrevet i en anden tråd - en lidt forvansket og fri fortolkning af en sandfærdig historie, som jeg er blevet inspireret af, da jeg læste om de to danske anstalter på hhv Livø og Sprogø, samt i Brejning.
Begge skrækkelige steder, som vel på det nærmeste fungerede som den tids "race-forædling" (eller udryddelse vel nærmere!).

Samtidigt ønsker jeg at kigge lidt nærmere på Strangerville - en verdensdel, som jeg ikke har fået besøgt endnu.
Så dette bliver en lille kort billedserie fra mine erfaringer og oplevelser med indgangen til den verden.

Jeg forestiller mig to gale læger eller professorer på en anstalt for sindslidende, som måske har fået til opgave, at kigge lidt på de nye underlige fænomener i en nærliggende by.
Det er en opgave, som de gerne påtager sig, da det vil passe ganske fint i forhold til nogle ledige værelser, som de har i deres patientfløj på anstalten lige i øjeblikket.
Efter en kort morgen-rådslagning begiver de sig derfor straks på vej - med en instruks til personalet om at gøre den sikrede værelsesfløj klar til nye patienter.



Den første de møder er en umiddelbart små-gal pilot, som påstår, at hans fly er styrtet ned i området på grund af en mærkelig tåge.
De to læger kigger skjult på hinanden - som for at sikre sig, at de begge tænker på piloten som den første nye patient.
De nikker til hinanden bag pilotens ryg.
Imens forsætter den forulykkede med at fortælle om et mystisk laboratorie i området - og ser straks en konspiratorisk sammenhæng mellem tågen og laboratoriet.
Igen nikker de to læger til hinanden bagom mandens ryg.
"Så lad os da følges lidt på vej, hvis De vil have ulejlighed med at vise os rundt" siger den ene læge - den smalle Wildenskov - barnebarn af den tidligere forstander på anstalten på Sprogø.
"Jamen så ved jeg lige, hvem I skal hilse på først" svarer piloten - og er allerede på vej.

Spændende og godt, du er "på banen" igen. jeg vil glæde mig til at følge med. Har jo spillet Strangerville for meget længe siden, og har ikke intentioner om at genoptage den.

Ikke langt fra flyvraget er der en lille bod med forskelligt underligt udstyr.
Bag disken står der en specielt udseende ung mand med en endnu mere underlig hjelm på hovedet - som en selvbygget rumhjelm af et gammelt dørslag eller noget i den stil.
"Det er så Øjvind" præsenterer piloten den unge mand.
I det samme rumler en militærlastbil forbi på vejen bag dem - og en lille let tåge blæser forbi bodens bagside.
"Hvad kan jeg hjælpe de herre med?" spørger den unge mand.
"Ja, det ved vi jo nærmest ikke" prøver Keller - den anden af lægerne.
I hans aner finder man også en forstander fra de hedengangne danske anstalters tid. Hans forfader var således grundlægeren af de Kellerske anstalter.

"Jamen så kan jeg klart anbefale denne overvågningschip, så I kan holde øje med de underlige".
"De underlige?"
Lægerne kigger begge på den unge ekspedient bag disken.
"Ja, tror I byen er fyldt med militærfolk OVERALT - helt uden grund?" spørger manden tilbage.
Men det kan lægerne jo selvfølgelig godt se.
"Det kommer fra laboratoriet - jeg er HELT sikker" nærmest hvisker den unge mand, mens han læner sig frem imod dem og peger i retningen af et stort bygningskompleks i det fjerne.
"Og der sker mystiske ting i byen - bare vent og se" fortsætter han - som for at underbygge sin påstand.



Keller er ved at miste tålmodigheden med disse særlinge.
"Endnu en aspirant til nogle overnatninger derhjemme" tænker han ved sig selv.
"Gad vide, om vi har sengepladser nok".
Keller og Willlenskov KAN jo naturligvis ved et lykketræf have mødt de to eneste specielle beboere i denne gudsforladte og støvede flække.
Men så hører han ekspedienten udbryde "Folk bliver tossede her i byen - alle som en" - denne gang helt uden at hviske.
Willenskov kigger på piloten, men han nikker samtykkende tilbage.
"Det var jo det jeg sagde".

Keller øjner gode og nemme penge til anstalten og lytter derfor lidt mere interesseret på ekspedientens konspirationsteorier.
- og det nærmest vælter ud af den unge mand. Han ser "spøgelser" og hemmeligheder overalt - militærets tilstedeværelse, de underlige hændelser med byens borgere, nogle specielle planter, som skyder op overalt og ikke mindst det hemmelige laboratorie udenfor byen, som GARANTERET er centrum for al denne galskab.



Uden helt at vide hvorfor vælger de to læger at købe nogle spionchips, en lavalampe og lidt bøger af den unge mand.
"Bare vent - I får brug for dem" hvisker ekspedienten igen, da han forsigtigt lægger de små chips i hånden på Keller.
Så letter han på hjelmen.

Nu trækker piloten Keller i ærmet. "Lad os gå en tur på baren".
Han peger i retningen af en mindre facade ikke langt fra boden.
Keller kigger på Willenskov, som trækker svagt på skuldrene.
Så går de over vejen - og ind på byens lille bar.

I baren møder lægerne et par af de lokale stamkunder.
Snakken går lystigt - lige indtil Keller spørger til laboratoriet i byens udkant. Så bliver der helt stille.
En af stamkunderne kigger sig nervøst omkring og peger diskret i retningen af en civilklædt kvinde i det fjerneste hjørne.
"Militær" hvisker en kvinde til Keller.
Ved et nærmere kig på kvinden kan Keller godt se, at hun er overordentligt veltrænet - ja nærmest muskuløs, hvis han lige skal bedømme det på afstand.
I det samme rejser hun sig, og går mod barens udgang.



Det bliver Willenskov, som resolut rejser sig og går efter hende.
"Lad mig lige for en sikkerheds skyld give Dem et sundhedstjek" indleder han, da han indhenter hende udenfor - og straks giver sig til at tage hendes puls, inden hun kan nå at reagere. En mand i kittel takker man ikke nej til - og slet ikke hvis Verden omkring dem vitterligt ER ved at gå af lave.
Willenskov trykker den unge dame flere steder på kroppen.
"Nej, alt ser heldigvis fint ud frøken" slutter lægen sine undersøgelser.
Han giver hende et afsluttende kram - og placerer ubemærket en af de indkøbte spionchips bag på hendes trøje.
"Så må De have en fortsat god dag".
Den unge kvinde når aldrig helt at fatte, hvad der skete, før Willenskov er på vej tilbage til baren.



I mellemtiden er nye personer kommet til baren.
I mængden får Keller øje på en kvinde i kittel - lidt usædvanligt på en bar - selv her i denne foreløbigt NOGET underlige by.
"En kollega må jeg tænke" henvender han sig til kvinden.
"Øh, hvorledes?" spørger hun overrasket.
Så peger Keller på deres fælles tøjvalg.
"Åh nej lille De - dette er en forsker-kittel" irettesætter hun - som for ikke at blive forvekslet med en ganske almindelig praktiserende læge.
"Jo, men dog stadigvæk med en fælles interesse indenfor sundhedsvæsnet velsagtens?" prøver Keller - vel vidende, at de hemmelige eksperimenter hjemme i anstaltens kælder heldigvis stadigvæk er en yderst velbevaret hemmelighed.
"Ja, hun skulle bare lige vide, hvem der forsker mest af os to" når en tanke at fare gennem Kellers tid tider forskruede hjerne.



Han har dog for længst regnet ud, at denne forsker-kvinde må have sin gang på det meget omtalte laboratorie.
For at fastholde kontakten med denne forsker, bevæger Keller sig ud i en længere teoretisk betragtning om sindssyge - og den noget svævende definition på dette i visse forsker-kredse.
Inden længe er de i en større udredning omkring dette emne - et af Keller yndlingsemner.
Keller mærker tydeligt, at forskeren hele tiden skuler mod døren - som for at finde en plausibel undskyldning for at smutte ud - uden at virke mistænkelig.
Også de mange militærfolk, som strømmer ind på baren, virker til at gøre hende ilde til mode.
"Nej, nu MÅ jeg altså videre" slutter hun, og gør et desperat forsøg på at slippe ud af Kellers talestrøm.

I det samme kommer Willenskov ind ad bardøren. Han giver et skjult thumps up til Keller, og klapper sig på kitlens lomme - den lomme, hvor spionschipsene bliver opbevaret efter handlen med den unge mand i boden.
"Jamen så tak for snakken kære KOLLEGA" driller Keller, og giver damen et kram til farvel.



"Åh for øvrigt" henvender Keller sig en sidste gang til den kittelklædte, da hun er på vej ud ad døren. "De skulle vel ikke kende noget til alt dette postyr i byen - og ikke mindst beskyldningerne mod laboratoriet?"
Han VED det er en chance, men kan ikke lade være.
"Der er ABSOLUT intet unaturligt forbundet ved dette - og SLET ikke fra kælderen" kommer kvinden til at fortale sig.
Hun stivner et kort sekund, men skylder sig så ud på gaden.

"Nåede du det?" vil Willenskov vide, da de to læger igen sidder i baren.
"Ja, naturligvis nåede jeg det da" vrisser Keller ondskabsfuldt - ikke mod sin betroede kollega fra anstalten, men istedet mod alle disse hemmelighedsfuldheder, som synes at florere i byen.
Kort tid efter er de to læger på vej hjem til anstalten.

Altså Vince: Tryk på kroppen flere forskellige steder - pas nu på metoo, ikk? Og hvad er det for en "gammel" kvinde, der ser gravid ud, mystikken breder sig. Spændende.

Åh, det havde jeg slet ikke tænkt på Simsister.
Bare jeg - eller mere korrekt: de to læger - nu ikke får en større sag på halsen.
- og det er vel heller ikke helt normalt, at man sådan går og krammer til højre og venstre, men desværre bliver disse spionmikrofoner jo kun placeret på EN måde.

Det er jo ligefrem en gravid kendis på et af billederne fra baren - let genkendelig på den synlige aura af berømmelse, som omgiver hende.
Eller er hun blot ramt af virussen?!

Det bliver nu faktisk meget spændende at gennemspille denne eneste løs-et-mysterie-pakke i Sims4.
- eller FORSØGE at gennemspille!!
Mine forventninger til mine egne løsningsfærdigheder lader meget tilbage at ønske, for som jeg lige husker det, gennemførte jeg vist ikke nogen som helst af de 3 verdener/opgaver i Sims3.
Istedet kom jeg til at brygge en forfærdeligt masse vin i Frankrig - og ombygge vingården ganske betragteligt.
Men det var nu også meget fornøjeligt. (og også lidt af inspirationen til min vingård-historie her i Sims4, vil jeg gerne indrømme).

Fru Gertrud Keller, som er anstaltens barske forstander, er på alle måder et skrækkeligt led og usympatisk menneske.
Hun skælder ud og herser rundt med både personale og patienter - og er oftest sur og utilfreds med alt og alle i hendes nærhed.
I hendes verdensbillede er der intet - absolut intet, som er godt nok.
ALT er middelmådighed og laden stå til. "Slendrianer om en hals" som er hendes maleriske beskrivelse af et ellers hårdtarbejdende personale på anstalten.
Derfor forsøger det faste personale som oftest at undgå hendes nærhed.

Denne aften går det ud over Keller-lægen, som er den eneste på stedet, som kan tale nogenlunde fornuftigt til hende - og som hun trods alt stadig ser lidt op til som en meget vidende, dygtig og visionær læge indenfor det psykiatriske område, hvor han forsøger at eksperimentere sig frem til nye behandlingsformer.
Det foregår ofte i kælderen, hvor fru Keller helst ikke sætter sine ben - og derfor heller ikke helt ved, hvad der foregår.
Måske er det blot en flugt fra sandheden, men så er hun da fri for at forholde sig til det.



"Nu tager du ikke nogen som helst former for smitte med her hjem" befaler hun vrissent.
"Nej nej, der er formentlig ingen fare" påstår Keller som svar - vel vidende, at han måske er på vej til at opdage et helt nyt aspekt af sindssygens spekter af varierende lidelser - en potentiel opdagelse, som han helst selv vil løse og få sin ære og oprejsning for i lægekredse, hvor mange andre læger i landet ser skævt til hans kontroversielle og postulerede hårdhændede behandlingsmetoder.
"De skulle bare lige vide" tænker han ved sig selv - og hører derfor ikke efter, da fru Keller fortsætter sin svada af formaninger.



Istedet går tankerne til de tavse stene på anstaltens kirkegård.
"Joeh, der var som nok en enkelt eller to af dødsfaldene på anstalten gennem tiden, som en uvildig lægestab eller undersøgelseskommission kunne sætte spørgsmålstegn ved, hvis de fik mulighed for at grave lidt i skeletbunkerne".
"Men disse uheldige tab undervejs har jo netop været med til at flytte grænserne for sindssygens mere alternative behandlingsformer" undskylder han overfor sig selv og omverdenen - som han har gjort så mange gange før.
"Jeg skal nok være forsigtig" lover Keller og rejser sig.

Han går mod den aflåste dør til kælderen, hvor kun han selv og Willenskov har adgang til.
På afstand ligner det blot en mindre bogreol under trappen, men hvis man skubber forsigtigt til bogen om grundlæggende teologi, springer døren forsigtigt op, og en smal trappenedgang kommer til syne bag døren.
Keller går ned ad trappen og ind i et af siderummene.



Inde i rummet findes alskens aflytningsudstyr - udstyr, som lægerne normalt benytter til overvågning af deres egne patienter døgnet rundt.
Der går dog ikke lang tid, før Keller finder frekvensen til den chip, som han placerede under forskerens kittelkrave.
Nu lytter han intenst på ord og sætninger fra forskerens mund - og lidt baggrundsstøj, som Keller tolker som andre forskere på laboratoriet.



Ud fra hvad Keller lige kan tolke, er det noget emd et mindre udslip fra et tophemmeligt område i laboratoriet, som den kvindelige forsker og hendes kollegaer forsøger at finde en plausibel undskyldning for.
"Vi bliver ikke ved med blot at kunne benægte alt" går en kvindelig stemme tydeligt igennem.
Keller genkender hurtigt stemmen som den forsker, som han snakkede med på baren - og som nu går rundt i laboratoriet.
Så skratter det i lytteudstyrets højtaler og stemmerne bliver tavse i den anden ende.
Men Keller har hørt rigeligt.

"Det mest fantastiske lydspor" smiler Keller til Willenskov med reference til sine observationer ved lytteudstyret.
"Hvor heldig kan man være".
Han kan allerede se sin berømmelse og omtalen i alle fagblade for sig.
Willenskov er midt i en tallerken med urtekrydret laks - og havde da gerne nydt dette måltid uden de store afbrydelser, men når nu hans betroede kollega er SÅ opsat på deres opgave, må han også hellere koble sig på spionchippen, som han selv placerede på den kvindelige soldat.



Så snart Willenskov har tygget af munden, er de to læger på vej ned i kælderen - Keller forrest og med målrettede skridt.
Mens Willenskov søger på lytteudstyret, lægger Keller en lydoptagelse ind på en harddisk til senere brug, når han skal udfærdige sin afhandling om denne nye sindslidelse.
Han kigger sig tilfældigt om i lokalet, og får øje på to droner i hjørnet.
Det giver ham en spirende ide.



Willenskov må give Keller (og piloten og bodens indehaver) ret: der FOREGÅR et eller andet i den by.
Det lokale militær synes således at have to opgaver: hhv at opspore smittekilden, samt løse "problemet" i byen - helst uden at borgerne i byen fatter mistanke.
I den mørke korridor under hospitalet aftaler de to læger, at de nødvendigvis MÅ aflægge dette laboratorie et besøg.
"Bør vi tage en af vores unge lægestuderende med til det fysiske arbejde?" spørger Willenskov - lidt beklemt ved deres forehavende og udsigten til at skulle anstrenge sig ALT for meget.
Han er jo trods alt læge - og IKKE spion eller indbruds-specialist.
"- og dele min . . . øh VORES opdagelse med nogen?" spørger Keller overrasket over kollegaens forslag.
Willenskov trækker på skuldrene og kan jo godt se, at det vil være en chance at tage, hvis nu denne studerende SELV gav sig til at forske mere i omstændighederne.
"Nej, så er det bestemt bedst, at vi er ene om opgaven" svarer Keller, samtidig med, at han går tilbage i overvågningsrummet efter den ene drone.

"Burde vi ikke også medbringe beskyttelsesdragten - bare sådan for en sikkerheds skyld?" henvender Willenskov sig til Keller, da de er på vej op fra kælderen.
I lommen bærer de hver især på en stavlygte.
Mens Keller slæber på den runde drone, har Willenskov også fundet noget reb.
"Nonsens" svarer lægekollegaen prompte "Det giver jo ingen mening i forhold til en - ganske vist meget speciel - sindslidelse" fastholder Keller sin overbevisning om en sjælden art af sindssyge.
"Jo men hvis nu det for eksempel ER en luftbåren virus, som har ramt disse indbyggere" prøver Willenskov alligevel.
"Gør, som du vil" vrisser Keller tilbage. "Mine nuværende iagttagelser ud fra de forhånden værende tilkendegivelser peger absolut i retning af en nedarvet sindslidelse, som jeg glæder mig til at studere nærmere".



Mens Keller fortsætter op ad trappen til hospitalets stueplan, vender Willenskov alligevel om, og finder den gamle beskyttelsesdragt, som han engang investerede i, da han studere virologi og dennes indvirkning på sindslidende individer.
Studiet blev aldrig tilendebragt - og siden blev dragten efterladt i et lagerrum i kælderen.
Efter lidt søgen, genfinder Willenskov dragten bag en gammel udtjent tremmeseng.

Samme eftermiddag er de to læger tilbage i Strangerville - nu iklædt mere anonymt tøj.
"Lad os lige aflægge boden et besøg først" foreslår Keller - "Høre, om der er nyt".
Willenskov nikker.
Men der er intet nyt at hente hos den unge mand bag disken.
"Jeg kunne næsten ikke kende jer i det nye tøj" råber den underligt udseende ekspedient efter dem, da lægerne sætter retningen mod baren.



Men denne eftermiddag er baren forbavsende tom - "Som om alle kunder pludselig er forduftet" som bartenderen udtrykker det.
"Prøv at søge på byens bibliotek" foreslår han, da Keller igen spørger til laboratoriet.
"Måske er der noget at finde i de gamle arkiver, for jeg har ofte set forskere kigge i de gamle notater" foreslår den skæggede fyr bag baren.

De to læger sætter først retning mod det nedstyrtede fly - men bliver opholdt på vejen af en mystisk plante med et underligt indvendigt lysende skær.
"Det var da sjovt - den plante var her ikke igår" undrer Willenskov sig.
"Måske overså vi den bare" vil kollegaen dog mene.



Willenskov vælger nu alligevel at tage et billede af planten med sin telefon.
I det samme bukker Keller sig ned - hiver planten op med roden - og putter den i den medbragte plasticpose.
"Den vil jeg da gerne eksperimentere lidt med derhjemme i drivhuset" siger han uanfægtet, da Willenskov kigger forbavset på ham.
Inden Willenskov kan nå at reagere yderligere, fortsætter Keller sin vej mod flyvraget.
"Kom nu Willenskov" kalder han på kollegaen.
Willenskov løfter svagt sin pegefinger, som for at protestere, men vælger alligevel at sænke den igen, og istedet følge sin kollega.



Ved flyvragets dør finder de dog kun en lap papir på døren, hvor piloten har skrevet, at han er væk på ubestemt tid.
"Jamen så er der jo kun at vente på, at mørket sænker sig over denne gudsforladte flække" ærgrer Keller sig over tingenes udvikling.

De to læger vælger at slentre en varm tur gennem byen, og kommer snart til byens bibliotek.
I den bagende eftermiddagshede søger de indenfor i bygningens skyggefulde bibliotekssal - ansporet af bartenderens kommentar fra tidligere på dagen.
"Kig du efter arkivet, så snakker jeg med bibliotekaren" foreslår Keller.
Men der er heller ikke meget hjælp at hente hos den unge dame bag skranken - kun en oplysning om, at der for tiden er forbavsende mange militærfolk i byen - selv på trods af den nærliggende kaserne.
"Ja nærmest overalt" konstaterer hun overfor Keller - og peger samtidigt på en reol i salens bageste hjørne, da Willenskov høfligt spørger efter byens arkiv.



Willenskov finder hurtigt en bog om laboratoriets historie - sætter sig ned, og bladrer hastigt bogen igennem.
Laboratoriet blev tilsyneladende etableret som et hemmeligt-stemplet forskningscenter for bakteriel krigsførelse.
"Luftbåren" tænker Willenskov, men vælger denne gang at holde oplysningen for sig selv.
Bogen bringer ikke mange oplysninger for dagen - mest en opremsning af de forudgående overvejelser om stedet - og det nødvendige i at etablere laboratoriet.
Da Willenskov vil sætte bogen tilbage i reolen, falder en lille seddel ud fra bogens omslag.
Han bukker sig diskret ned, og samler sedlen op.
Det ligner en plantegning over et eller andet, som Willenskov ikke lige kan gennemskue.



I aftenskumringen er de to læger endelig på vej mod laboratoriet.
De vil skyde genvej over en lille campingplads i byens udkant, men stopper begge brat op, da en yngre dame kommer dem i møde i en yderst underlig gangart - som er hun voldsomt påvirket af et eller andet.
Keller peger: "Se denne nye sindssyge i fuld udfoldelse - HA HA".
Keller nærmer sig forsigtigt damen, der nærmest ikke synes at tage notits af de to læger.
Hun kigger blot lige igennem dem med meget store øjne og et fjernt blik.
"Interessant - yderst interessant" smiler Keller - nu HELT overbevist om, at de har fundet det endegyldige bevis på denne nye gren af sindssygen.



Keller vifter forsigtigt med hånden foran damens øjne, men der er absolut ingen reaktion at spore.
Først da han svinger sin flade hånd mod kvindens kind, reagerer hun prompte - griber hånden i et fast tag og vrider den bagover i et smerteligt greb.
"Aaaav for hulden da også" udbryder Keller, og fjerner sig straks nogle meter fra dette rablende gale kvindemenneske.
"Hun skal spærres inde Willenskov - og det prompte".



Keller tager sig til den ømme hånd, mens han beder sin kollega om at ringe til hospitalet efter forstærkninger.
Kort tid efter drejer hospitalets gamle ombyggede Land Rover op foran campingpladsen.
To af de mandlige lægestuderende springer hastigt ud af bilen, og gelejder den unge dame ind på bagsædet med et fast greb i hver af hendes tynde arme - spænder hende sikkert fast, og smækker døren i.
Willenskov når lige at give damen et klem til farvel - og en ny spionmikrofon har fundet en bærer.



Da Land Roveren er forsvundet rundt om hjørnet, kan Keller næsten ikke vente på at komme tilbage til hospitalet, for at undersøge dette yderst spændende tilfælde af sindssyge på nærmeste hold.
Allerede dagen efter vil han lade kvindens hjerne scanne i kælderen - og nedfælde de første notater i sit kommende revolutionerende værk om denne nye gren af sindssygen.
"De skal få at se, at jeg er uovertruffen på dette område" smiler han for sig selv med henvisning til andre kollegaers ringe formåen.
Imens forsvinder campingpladsens lys bag dem - og et større krater tårner sig op foran dem.

Tak for denne twist af Strangerville mysteriet. Jeg er helt fængslet af spænding over hvad der kommer nu

Tak MonaSolstraale.
Jamen, vi ER da vist også nået til det første spændende sted i fortællingen.

Efter en lille klatretur over krateret, finder de to mænd det afsides laboratorie - omkranset af et stort uigennemtrængeligt pigtrådshegn, nogle store paraboler, et oplyst vagt- eller udkigstårn og flere militære lastbiler.
Men ellers er alt stille omkring dem, og ikke en sjæl er at se nogen steder.

I første omgang ærgrer det Keller ganske voldsomt, at deres fælles mission allerede synes at stoppe ved det yderste hegn.
Gennem et lille hul i hegnet kan Willenskov endda skimte endnu et hegn bag området med parabolerne.
De to læger er nærmest ved at opgive det hele, men Keller vælger alligevel at lade den medbragte drone følge det yderste hegn rundt om laboratoriet som en sidste handling.
Heldet er med de to ældre mænd, for på bagsiden finder dronen et større hul i hegnet - ja i begge hegn faktisk, da den overflyver området.



Hullet i hegnet er skabt af en militærlastbil, som ser ud til at have været på flugt fra stedet i høj fart - skredet ud i en undvigemanøvre og har pløjet sig igennem de to hegn.
Nu ligger lastbilen forladt udenfor det yderste hegn.



Forsigtigt træder de to læger gennem åbningen i hegnene, og står snart foran en slidt og åbenbart forladt bygning.
Ikke engang i vagttårnet synes der at være nogen tilstede.
"Tror du nu det er klogt" svarer Willenskov lidt ængsteligt, da Keller foreslår, at de finder en brugbar indgang.
"Kom da nu bare - her er jo ingen" vrisser Keller - og er allerede på vej mod den nærmeste dør i hovedbygningen.
"Hvad skulle der kunne ske: De virker jo som harmløse individer . . . . hvis blot man holder fornuftig afstand til den sindslidende" erindrer Keller episoden på campingpladsen.
Over skulderen konstaterer Keller, at Willenskov er på vej mod samme indgang.



Med et lille puf glider døren til laboratoriet op.
Lyset fra loftets lysarmaturer glimter svagt, da de går ind i laboratoriets stueplan.
Indenfor er der et syndigt rod af gamle bunker af hastigt efterladte papirer, som ligger spredt overalt - som var stedet blevet forladt i en forfærdelig fart - og ikke sidenhen besøgt.
Keller mærker spændingen og giver sig straks til at undersøge bunkerne for beviser på sindssygens seneste og ukendte udvikling.



Da de kommer forbi en stor forseglet og massiv skydedør, rusker Keller først i dørens frontpaneler - og bagefter i dørens elektroniske lukkemekanisme ved siden af stålkarmen.
Men intet sker.
Han opgiver hurtigt, og søger straks videre i det næste rum.
Inden Willenskov fortsætter sin søgning, noterer han sig alligevel lidt yderligere oplysninger om denne dør, som sagtens kunne være adgangsvejen til laboratoriets mere hemmelige rum.



Ja, måske ligefrem indgangen til arnestedet for denne formodede virus, som Willenskov trods alt mener, er den mest plausible forklaring på de underlige skæbner i byen.
Han skal lige til at nævne dette for Keller, men vælger istedet at lade kollegaen forblive i sin tro på sindssygen som forklaring.
"Måske er det bedst sådan, for så arbejder vi ud fra to teorier, som vel i praksis kan være lige gode med vores nuværende viden - eller mangel på samme" indrømmer Willenskov for sig selv.
Så fortsætter han med at gennemsøge de mange bunker af papirer.



I et af de tilstødende rum i laboratoriet opdager Willenskov en støvet computer.
Efter mange års rapportskrivning og lægelige afhandlinger har han et rimeligt fornuftigt kendskab til disse maskiner.
Han børster det værste støv af stolesædet, og sætter sig ned ved skrivebordet, hvor computeren står.
Med et klik på startknappen begynder harddisken at snurre og skærmen vækkes til live med et par blink.
"Det var pokkers" må han erkende sit foreløbige held. "Det havde jeg alligevel ikke ventet".
Snart ruller forskellige tekster over skærmen - den ene mere uforklarlig end den anden.



Nu kommer også Keller til.
Han kigger sin lægekollega over skulderen, men forstår absolut heller intet af teksten på skærmen.
"Står der noget om sindssyge?" må Keller nødvendigvis vide - vel vidende, at denne forespørgsel KAN bevirke, at han må dele en lille flig af æren for denne opdagelse med sin betroede kollega.
Det er Keller bestemt ikke meget for.
Han mener nu også, at han selv har brug for væsentligt mere oprejsning end Willenskov nogensinde vil få brug for, så længe kollegaen stadig ikke vil være med til de mest intense studier i hospitalets kælder.
Hvor mange gange har Keller ikke opfordret kollegaen til at deltage i mere eller mindre seriøse projekter og menneskelige studier - blot for at blive afvist af Willenskov.
Derfor har Keller måttet udføre mange eksperimenter alene - og dermed bør han vel også retmæssigt få æren for den forestående opdagelse SELV.



Lige da Willenskov er ved at finde en sammenhæng i noget af teksten, bryder computeren sammen i en lille sort sky fra kabinettet.



Heldigvis har Keller fundet endnu en computer i laboratoriet, som Willenskov straks får liv i.
Endnu engang følger han de skiftende tekstdokumenter på skærmen.
Samtidigt er Keller nået frem til laboratoriets køkken - og et tændt køleskab fuld af dåsemad.
Mens Willenskov fortsætter sine forsøg ved computeren, får Keller en lille bid natmad af Edamame - en herlig forfriskning ovenpå de støvede papirer og endeløse rum af rod og skidt.



Med munden godt fuld får Keller den tanke, at det da vist ikke kan være særligt længe siden, at dette laboratorie blev forladt - formentlig af forskere og militærpersonel, konkluderer han.
En anden tanke handler om alle disse sindssyge personer, som måske er på fri fod i området.
Måske har de haft et militært formål - ja, måske ligefrem været BEREGNET til krigsførelse, kan Keller lige se for sig.
Han ser også millionerne rulle ind på sin private konto, når han får gennemskuet den rette sammenhæng i dette mysterium.
"Penge, som kan bruges til nye eksperimenter i kælderen" drømmer Keller allerede - men bliver hevet tilbage til virkeligheden, da endnu en computer må give fortabt med et lille smæld.



Mens morgenen så småt gryr udenfor, må de to mænd erkende, at de ikke har opnået et gennembrud i deres mission.
Willenskov vender sig træt mod kollegaen: "Lad os tage hjem og kigge vore notater igennem en ekstra gang" foreslår han.
Keller har ikke fundet noget interessant de sidste par timer, og følger derfor gerne efter, da Willenskov går tilbage mod den dør, som de kom ind ad aftenen før.
Trætte i krop og tanker trasker de to mænd mod den sorte lægebil i byens centrum.

Iøvrigt har hospitalet fået endnu et remake.
Væk er alle gargoyles og byggegenstande fra vampyrpakken - lige udover hospitalets stakit.
Samtidig er bygning og tag rettet til en mere nutidig stil - stadig med en snert af gammel 1960'er style, da disse anstalter sang på sidste vers.

"Jaså jaså lille De".
Keller sukker dybt, da han undersøger den hasteindlagte patient fra aftenen før.
Det er desværre som om, at den værste snert af sindssyge synes at være forduftet fra det indespærrede fruentimmer, som de mødte på campingpladsen for blot nogle få timer siden.
Efter en nat i absolut isolation i den sikrede værelsesfløj er næsten alle tegn på denne voldsomme galskab nærmest som forduftet - og kvinden næsten normal igen. Kun nogle sjældne spjæt fortæller om gårsdagens sindssyge.
Det irriterer Keller voldsomt, at situationen er SÅ meget forbedret, på SÅ kort tid, kan han tydeligt mærke.
"Måske kan jeg fastholde hende i sindssygen, hvis jeg kan dyrke en af disse skinnende planter?"
Tankerne tager allerede fart i lægens forvitrede hjerne.



"Jamen jeg synes da, at det er ganske GLIMRENDE, at De sådan ganske pludseligt har fået det bedre" smiler han falskt.
Lidt mod den unge dames forhåbninger og ønsker, vælger Keller dog at opretholde indlæggelsen - eller indespærringen, som det vel retfærdighedsvist kan betragtes som.
"Blot for nogle dage, så vi kan sikre os, at De er HELT frisk igen - og kan klare Dem selv i byen" forklarer han en noget tvivlende ung dame.
Men det bliver, som lægen har bestemt.
Kvinden føres hårdhændet tilbage til et nærmest fængselscelle-lignende værelse i den sikrede fløj, hvor der er tremmer for alle vinduer og døre med brudsikre låse.
Døren smækker bag kvinden, der smider sig grådkvalt på den hårde seng.

Det ser Keller ikke.
Han er allerede på vej mod drivhuset på hospitalets bagside.
Han fisker den sorte plasticpose op af lommen - kigger rundt efter forstanderinden, og stikker straks den hjemmebragte plante i den løse muldjord i drivhusets ene plantekasse.
Så overøser han planten med gødning og kunstige næringsstoffer - og kigger endnu engang rundt.
Så går han fornøjet mod spisesalen.

Wowww, nu nærmer det sig virkelig noget kriminelt. Uhadada. Det er lige så de små hår i nakken rejser sig!

simsister skrev:Wowww, nu nærmer det sig virkelig noget kriminelt. Uhadada. Det er lige så de små hår i nakken rejser sig!

Enig. Den er ved at være rigtig spændende. Godt gået Vince.

Tak tak - superpænt af jer.
Lad os nu se, hvor det hele fører hen.

En pludselig indskydelse sender Keller indenom hospitalets reception.
I skuffen med ejendele gennemsøger lægen de ejendele, som håndlangerne konfiskerede fra den nye patient.
En enkelt genstand fanger hans opmærksomhed.



"Se her, hvad jeg fandt blandt hendes personlige ejendele".
Keller smiler udspekuleret og stikker en lukket håndflade frem mod Willenskov
De to læger befinder sig begge i kælderen - i forkontoret til operationsstuen.
Nu vender og åbner Keller hånden - og viser et slidt nøglekort til kollegaen.
På kortet kan Willenskov se et tydeligt logo fra laboratoriet.
"Nåh for Søren" svarer Willenskov. "Du vil vel ikke . . . "
Keller afbryder: "Jo, det kan du lige bande på, at jeg vil - og også inden alt for længe, for vi kan jo nok ikke blive ved med at holde på patienten".



Willenskov er faktisk ved at være lidt træt af denne sag - at de ikke bare kan opgive og lægge det hele bag dem.
"Måske er det slet ikke en opgave for sådan et par gamle læger som os" prøver han.
"IKKE noget for os!!" buldrer Keller straks mod ham.
"Hvem skal ellers gøre denne banebrydende opdagelse?" vil han gerne vide og kigger direkte på Willenskov.
Der følger en mindre meningsudveksling, hvor Keller slutter sin talestrøm med at konstatere, at de da ikke kan give op nu - SÅ tæt på målet.
"Vi skal jo bare lige finde svaret bag denne dør".

Til sidst indvilger Willenskov i at følge Keller tilbage til laboratoriet.
"Men så skal det også være det sidste forsøg" prøver han at virke overbevisende.
Men Keller har allerede smidt kitlen, og er på vej mod lægebilen på hospitalets parkeringsplads.

Med Keller bag rattet går turen igen mod laboratoriet i nabobyen.
Bilen bremser hårdt i gruset ved kraterets fod.
Der er stadig ikke en sjæl at se omkring stedet, som iøvrigt virker endnu mere imposant her i dagslyset - som om nattens mørke har skjult de ydre konturer af den store laboratoriebygning.
Keller haster mod indgangsdøren.
I hånden har han allerede nøglekortet, som han glæder sig til at afprøve i den aflåste dobbeltdør.



Willenskov vælger at stille sig i behørig afstand, da Keller placerer nøglekortet over den elektroniske aflæser.
Døren afgiver en snurrende lyd - og åbner sig så ganske langsomt.
Straks døren er ganske lidt på klem, strømmer små svævende partikler ud i rummet, hvor Keller og Willenskov befinder sig.
"Hvor interessant" smiler Keller og rækker ud efter de første objekter omkring sig.



Willenskov derimod tager benene på nakken og spæner mod udgangen.
"Viruuus - løøøøb" råber han tilbage mod Keller - i sikker overbevisning om, at kollegaen må være lige i hælene på ham.
Det eneste han kan høre, er en svag stemme et godt stykke bag ham – et ængsteligt råb fra lang afstand, som Willenskov tolker som: ”Ja, du har nok reeeet”.

Først da Willenskov er udenfor det indre hegn, standser han op og kigger tilbage mod Keller.
Men døråbningen, som de kom ind ad, er stadig tom - og ingen Keller er at se.
Istedet svæver disse små partikler nu ud fra døren - og søger straks mod de nærmeste lysende planter, der synes at suge partiklerne til sig – som om plante og partiklerne var bestemt for hinanden.
Så snart partiklerne er suget ind i planten, lyder der et "plop", som får planterne til at eksplodere til mere end dobbelt størrelse.
I plantens top kan Willenskov skimte nogle fægtende tentakler – som famler planten efter noget i nærheden.



Nu svæver andre partikler mod de øvrige planter på laboratoriets grund - og med samme ildevarslende resultat.
Snart plopper alle lysende planter omkring Willenskov, der kun kan se måbende til.
Plop, plop, plop lyder det i en uendelighed - og nu også langt ud over indhegningen, så langt lægen kan se.

"Åh gud nej" når Willenskov at tænke. "Hvad har vi dog sluppet løs".
En panisk skræk står pludselig malet i ansigtet på ham.
Den ellers altid velafbalancerede læge råber nu mere og mere desperat efter Keller, men intet sker.
Sekunderne tikker hastigt afsted - ja hele minutter, som Willenskov opfatter det - uden tegn på liv fra laboratoriedøren.

Willenskov kan ikke beslutte sig, om han skal gå tilbage og kigge efter kollegaen - eller om han har mest gavn af at forsvinde fra området.
Så sætter han i løb mod lægebilen.



På vej mod bilen kommer han dog i tanker om beskyttelsesdragten, som han har efterladt på bilens bagsæde.
Igen overvejer han et øjeblik, men åbner så døren til bilens bagsæde, hvor dragten ligger.
Med militærisk præcision trækker Willenskov dragten på – som var det en indøvet rutine, som han har øvet flere gange.
Så vender han igen næsen mod indgangsdøren og trasker med noget tungere skridt tilbage mod døren.
Fra den nærmeste plante kan han tydeligt se et rodnet bredde sig ud fra plantens fod.



I første omgang kan Willenskov ikke få øje på sin lægekollega nogen steder i bygningen.
Derfor vælger han at gå gennem den nu helt åbne dobbeltdør.
Foran ham kommer en trappe til syne, som synes at føre til laboratoriets nedre etager.
Willenskov går forsigtigt ned ad trappen.
I denne del af laboratoriet svæver partiklerne i større og større omfang omkring ham.
Men dragten ser ud til at beskytte Willenskov mod de små fnug, som blot preller af på glasset i hjelmen eller selve dragtens overflade.

For foden af trappen får han øje på Keller, som slentrer rastløst gennem en blålig tåge i en smal korridor.
Korridoren, som er fyldt med partikler i tågen, fortsætter endnu længere ind i bygningen.
”Keller” råber Willenskov, men dragten dæmper lyden alt for meget til, at kollegaen kan høre noget  – eller også ænser Keller slet ikke, at Willenskov er i nærheden.
”Keller” prøver Willenskov igen, men Keller fortsætter blot sin gang igennem tågen.



Så stopper Keller pludselig op og tager sig til hovedet.
Han virrer et par gange på hovedet – som for at ryste noget af sig.
Så vender han rundt og går tilbage mod Willenskov.
”Tænkte jeg ikke nok, at du ville tage denne dumme dragt med alligevel” kommenterer Keller, da han går forbi Willenskov – som om intet er hændt.



Så synker Keller pludseligt sammen på gulvet foran Willenskov. Der lyder et bump, da lægen rammer det hårde gulv i trapperummet.



Lige da Willenskov bøjer sig over kollegaen, for at søge efter en måde at hjælpe på, rejser Keller sig vaklende op igen - virrer igen lidt med hovedet - og forsøger så at fokusere med MEGET store øjne.
Det kræver blot et enkelt kig på Kellers ansigt og kropsstatur for at se, at han nu også selv er ramt af denne underlige virus, som Willenskov hele tiden har påstået var årsagen - men den stædige kollega hårdnakket påstod var en ny gren af sindssygen.
"Ja ja min gode herre" begynder Willenskov kort efter - overraskende skadefro i sine egne ører: "Så må jeg jo nødvendigvis erklære Dem for hårdt ramt af sindssygens luner".
Willenskov benytter bevidst den lægelige tiltaleform.





Så griber han Keller under armen og fører ham op ad trappen - ud ad døren til laboratoriet - og ind på bagsædet af den sorte lægebil.
Keller, som kigger sig forvirret omkring med store runde øjne, spændes i sikkerhedsselen og bildøren lukker i med et smæld.

Så suser bilen tilbage mod hospitalet, hvor Keller lempes diskret ind i den sikrede fløj via en bagdør - og låses inde i sin egen celle.
I det samme vimser en af hospitalets sygeplejersker forbi på gangen.
"Åh søster" kalder Willenskov efter hende: "Vil De venligst notere i logbogen, at den specielt sikrede celle er optaget af en ny patient fra byen, som kun JEG må tilse?"
"Jovist hr overlæge" lover søsteren og skynder sig videre.
"Pokker til sindssyge" smiler Willenskov for sig selv og går mod de private gemakker.

Ja, DET er virkelig fælt.

"Jeg opdager nogle nye skud i drivhuset her til morgen".
Fru Keller er ikke typen, der lader meget uopdaget, når det kommer til hverdagens gang på sindssygehospitalet.
Hun undlader heller ikke at nævne det for nogen - og slet ikke Willenskov, som ofte må stå for tur.
I forstanderindens øjne er Kellers studier udi sindssygens afkroge ALT for vigtig en opgave, til at hun vil forstyrre gemalen.
Så må Willenskov istedet stå for tur.
Denne morgen er hun netop igang med nogle yderst vigtige gøremål på hospitalets kontor, da Willenskov tilfældigt kommer ind.



Han sætter sig ned i en af patientstolene - vel vidende, at han ikke slipper ud af dette, før han har lyttet til ende.
"Øh, hvilket?" må han svare lidt overrasket, for drivhuset er normalt ikke et sted, som han bruger meget tid på.
"Ja, der var to nye skud i de store blomsterkummer her til morgen - sådan lidt blålige i skæret" uddyber forstanderinden.
"Blåligt skær" gentager Willenskov for sig selv - og tænker straks på det skud, som Keller absolut SKULLE plukke den første dag i nabobyen.
"Så har han for pokker alligevel plantet dem ud herhjemme" farer tanken gennem Willenskovs hoved.
Han er ikke overrasket over Kellers egenhændige handling, men alligevel ganske rystet ved denne oplysning.
Willenskov forsøger at lade som ingenting, men han undgår ikke et lille vip med det ene øjenlåg.



"Så De KENDER til disse planter?".
Fru Kellers observationsevne slår ikke fejl.
"Øh nej, det gør jeg naturligvis ikke" lyver Willenskov. "Som De jo ved, sætter jeg kun yderst sjældent mine ben i drivhuset".
"Jamen, det burde De så måske gøre" vrisser fru Keller tilbage.
Det er ikke et spørgsmål til diskussion, men mere en ordre - det ved Willenskov godt.
"Ja, det burde jeg da så måske".
Willenskov skynder sig mod døren, men når ikke i sikkerhed, før fru Keller spørger til sin mand.
"Er han ikke i kælderen?" prøver Willenskov - vel vidende, at husets anden overlæge jo er buret inde i den lukkede fløj.
"Jo, det er han vel nok - optaget af vigtige studier, som han jo ofte er" svarer fru Keller tilbage, og verfer Willenskov ud ad døren med en håndbevægelse.



Willenskov sætter straks retning mod drivhuset, hvor to små skud allerede stikker deres skinnende blålige korpus op af jorden.
Willenskov kigger på de to skud foran sig.
"Og hvilke ulykker vil der ikke ske på dette sted, når først de små partikler i luften finder frem til disse planter" tænker han foruroliget ved sig selv - kun ALT for vidende om dette potentielle udfald.



Igen må Willenskov tilbage i kælderen.
Han starter sin søgning i samme bunke af gammelt udstyr, hvor han fandt beskyttelsesdragten.
Heldigvis finder han lige det apparat, som han var på udkig efter.
I en bunke rapporter stikker en målearm ud mellem papirerne.
Lægen løfter forsigtigt papirerne ned på gulvet.
Foran ham ligger et gammelt apparat, som han ikke har set siden sin studietid til læge.



En kort stund mindes Willenskov den tid, hvor nærmest hele Europa var paniske over øst-blokkens faretruende ophobning af våben til kemisk krigsførelse.
Willenskov husker selv dette skræmmebillede som nært forestående.
Derfor anskaffede han sig denne partikelmåler for en formue - ja nærmest en hel månedsløn for en ung studerende dengang, erindrer han nu.
Måleren kom heldigvis aldrig i brug dengang, men lige i dette øjeblik håber lægen inderligt, at apparatet stadig fungerer.
Willenskov tørrer partikelmålerens display af og trykker på tænd-knappen.
Men intet sker.



Først da måleren får nye batterier, kommer der et svagt lys i displayet - lige nok til at Willenskov kan skimte de digitale tal.
Her i kælderen står næsten alle tal på nul. Han drejer lidt på indstillingsknapperne, og får nu et mindre udsving på støv, skimmelsvamp og fugt - helt som forventet i denne bageste del af kælderen, hvor operationsrummet og krematoriet også ligger.
Han gemmer partikelmåleren under kitlen, og går tilbage mod drivhuset.
"Straks imorgen må jeg tjekke for spredning nær laboratoriet" tænker Willenskov ved sig selv.
Heldigvis er der heller intet spor af de skadelige partikler i drivhuset.
"- i hvert tilfælde ikke endnu".



Willenskov går til ro, men sover en urolig søvn - ikke helt sikker på, at han kan bevare denne hemmelighed meget længere.
Når først fru Keller har fået øje på ham, plejer hun ikke sådan at slippe sit tag igen de første par dage - og snart må han forklare planternes eksplosive vækst og hele personalets smitte, mens han som den eneste vil bære den beskyttende dragt.
"Lad os da i givet fald håbe, at fru forstanderinden er udenfor til den tid, så hun kan blive smittet som den første" tænker lægen, da han drejer sig for tiende gang den nat.

I den sikrede fløj er Kellers smitte aftagende.

Allerede i morgenskumringen går Willenskov mod hospitalets sygetransport – en gammel ombygget Land Rover, som senest var ude at køre, da den unge dame blev afhentet i nabobyen.
Iført fuld beskyttelsesdragt er lægen overbevist om, at dette køretøj er mere rummeligt, når han skal have hele denne dragt med ind i bilen.
Det bliver ikke en hel nem manøvre.
Alene det at skynde sig over gårdspladsen iført dragten var noget af et slidsomt arbejde for den aldrende læge.



”Jeg må huske at få hende lukket ud igen, inden partiklerne når frem” tænker Willenskov ved sig selv, da han med møje og besvær får sig placeret i Land Roverens førersæde.
I lommen ligger nøglekortet til skydedøren i laboratoriet.
Keller opdagede intet, da Willenskov listede kortet op af hans frakkelomme, mens virusset rasede i kollegaens årer.
Snart drøner den gamle Land Rover mod nabobyen med en noget speciel fører bag rattet.

Willenskov parkerer bilen i byens midte – ved et lille torv, som normalt er fyldt med mennesker.
Lige nu er der næsten ingen at se.
Hensigten er at opspore de løsslupne partikler – se hvor meget de har spredt sig, så han så vidt muligt kan regne sig frem til, hvornår virusset rammer sindssygehospitalets område.

Men planen er langt fra gennemtænkt, det erkender Willenskov gerne.
Alene det faktum, at fru Keller helst skal blive angrebet af virusset som en af de første, HVIS partiklerne angriber hospitalets område, bliver en næsten uoverskuelig opgave at få til at lykkes.
Ja, måske virker de to nye planter i drivhuset ligefrem som direkte magneter på partiklerne, som Willenskov jo så med egne øjne, da Keller havde sluppet virusset løs i laboratoriet, ved at åbne skydedøren til de indre rum.
I givet fald vil partiklerne måske blæse lige forbi forstanderinden og i stedet søge mod drivhuset.



”Pokker tage det hele” forbander Willenskov situationen, som nu tvinger ham til at opsøge dette sted – et sted, som han helst havde holdt sig langt væk fra.
Over byen hænger nu en tung og ildevarslende sky, der indhyller hele byen i et underligt dunkelt skær – som var store mængder af partikler trængt op i skydækket over byen, og har pakket det hele ind i en tæt tågedis.



”Og forbandet være Keller” brummer han i dragtens indre, da han igen tager partikelmåleren i hånden, mens han kigger op på skydækket.
Måleren giver udslag med det samme – og afgiver samtidigt en ildevarslende hyletone, som går gennem marv og ben – selv herinde i dragten, hvor Willenskov ser hovedrystende til gennem glasset i hjelmen.
Biip Biiiiip lyder det fra måleren.



”Pokker - pokker da også” mumler Willenskov for sig selv, og stopper igen partikelmåleren i dragtens lomme.
I modsatte lomme ligger nøglekortet, som lægen kun lige kan mærke gennem den velpolstrede gummihandske.
Så slæber han sig på tunge skridt gennem byen, hvor flere byboere dingler forvirret rundt i underlige spjæt med kroppen – andre i zombie-agtige bevægelser.



Willenskov konstaterer også, at næsten alle planter i byen nu knejser mod den mørke himmel i en væsentlig større udgave end tidligere. I toppen af hver plante flagrer tentakler ovenud – som for at fange de svævende partikler i luften.
Willenskov tager mod til sig, og flår et lille stykke af en plante.
Det får kun tentaklerne i planten til at flagre endnu mere – og i samme retning, hvor Willenskov står med det lille stykke af planten i hånden.
Han stopper det straks i lommen og skynder sig væk.



Da han nærmer sig det ydre hegn, tager Willenskov en ny måling – igen med et voldsomt udslag og den efterfølgende alarm fra apparatet.
Snart er han igen fremme ved den elektroniske skydedør, som stadig står åben – og hvor de små partikler strømmer ud i en ubønhørlig strøm.
Lægen sukker en sidste gang og går så mod den første trappe til de nedre etager.



Allerede for foden af trappen bliver tågen og strømmen af partikler mere og mere intens.
Beskyttelsesdragten synes dog at opfylde sit formål, for Willenskov kan ubesværet bevæge sig gennem tågen.
Inden længe er han fremme ved endnu en dør.
Willenskov hiver igen nøglekoret op af lommen og lægger det på displayet.
Straks åbner døren sig for ham.



Indenfor er endnu en lang gang – og endnu en trappe til en underetage.
- og endnu engang slår indikatoren på partikelmåleren helt ud i det røde felt, da Willenskov tænder apparatet indenfor døren.
Ja, det er nærmest som om, at udslaget er endnu større end på etagen ovenfor.
”Ingen vej tilbage” mumler Willenskov for sig selv, og fortsætter mod den næste trappe.



Willenskov fortsætter endnu et par etager og gange længere ned i laboratoriets kældre ”Som om dette vanvid aldrig vil stoppe” tænker han ved sig selv, mens det blålige skær langsomt forsvinder bag ham.



Da han svinger skarpt til højre, står han pludselig udenfor en glasdør til et større rum med forskelligt elektronisk udstyr – servere og harddisk-enheder, overvågningsbokse, kaliberingsenheder, måleapparater i alle afskygninger og nogle store og meget specielle glasbokse, som mest af alt ligner rugekasser for alskens plantevækst.
Fra denne afstand synes hver boks at indeholde sin egen type af plantearter, som Willenskov ikke mindes at have set nogen steder før.
Lige indenfor døren får Willenskov dog også øje på hospitalets egen drone, som han og Keller overfløj laboratoriet med, da de besøgte stedet første gang.
Den havde han ellers helt glemt.
”Gad vide, hvad den har filmet de seneste dage” tænker lægen ved sig selv.



En stund står Willenskov i døråbningen og kigger ind gennem glasdøren – som for lige at bearbejde alle disse nye indtryk, og sikre sig, at alting ser uskadeligt ud, så længe Willenskov beholder dragten på.
Han ved kun ALT for godt, at man ikke skal tage let på sådan en opgave – at smitten også kan gemme sig i det usynlige i et rum af denne type.
Så vover han sig alligevel indenfor.

Udover de mange glasbokse med forskellige planter, er det første, som han får øje på, nogle blålige gevækster, som har bredt sig til rummets bageste vægge.
Han nærmer sig forsigtigt den første boks, hvor en helt ny type plante snor sig mod boksens top.
Så kigger han sig om i resten af lokalet.
Flere steder genkender han nogle af plantetyperne fra byen – blot i andre farver.





Bagest i lokalet – godt gemt bag de mange glasbokse - opdager Willenskov nogle overvågningsskærme og en lille laptop computer på et bord.
Til højre for sig kommer endnu en gang og en skydedør til syne – nærmest overgroet i gevækster på gulv, vægge og lofter.
Da han ikke helt kan gennemskue de mange grafer, som stadig ruller over skærmene, beslutter Willenskov sig for at kigge nærmere på den lille computer på bordet.
Det opgiver han dog hurtigt, for der er heller intet brugbart for en midaldrende læge på den harddisk.



Willenskov kigger mod døren til højre – med en stærk mistanke om, at den endelige sandhed og løsning bag alt dette vanvid skal findes bag netop denne dør.
Han rejser sig stille op fra stolen – og mærker pludselig en frygtelig træthed i hele kroppen – en træthed, som han ikke har været opmærksom på tidligere.
”Hvad mon klokken er blevet?” tænker han ved sig selv, men armbåndsuret er gemt under beskyttelsesdragten.
”Er det mon blevet lyst udenfor?”
Så kommer han til at tænke på de tunge skyer og tågen over byen.
”Måske er det bedst at vende om og søge professionel hjælp” prøver han at overbevise sig selv.
”Det må være en opgave for militæret”.
Men han SÅ jo netop flere militærpersoner dingle rundt på samme vis som byens andre beboere.



Han når både at tænke på de unge lægestuderende og sygeplejersker hjemme på hospitalet, piloten i det nedstyrtede fly - den unge mand i boden, som han og Keller besøgte på pilotens foranledning – gæsterne i baren – den unge dame i værelsesfløjen, som de fangede og lukkede inde – ja, selv kollegaen, som han selv har indespærret samme sted, når at strejfe Willenskovs tanker.
Men ingen af disse vil kunne hjælpe Willenskov nu, må han erkende, og har allerede taget det første skridt mod den lukkede skydedør.



Straks døren åbner sig, strømmer det ud med svævende partikler i et omfang, som Willenskov slet ikke kan overskue.
Indenfor døren er et gigantisk cylinderformet rum med specielle stålpaneler hele vejen rundt.
I midten fægter en flere etager høj og lysende gevækst med sine lange fangarme mod bygningens tag.
Igen og igen hamrer fangarmene på tagkonstruktionen, som forsøger den at bryde gennem loftet og ud i friheden.





Willenskov står måbende og kigger på denne enorme plante – et monster af uhyggelige dimensioner og et ufatteligt scenarie, som udspiller sig her lige foran ham.
”Moderplanten over dem alle og virussets ophav velsagtens” tænker han og tager uforvarende et skridt tilbage mod døren – som i en erkendelse af, at han alligevel ikke kan klare denne opgave alene – på ingen som helst måde.
Så bevæger han sig ganske forsigtigt langs panelerne på væggen - i sikker afstand fra de lange fangarme.
Nu mærker Willenskov panikken sprede sig i sine gamle årer og angstens sved løbe ham ned i ansigtet under hjelmen.



Så vender han rundt og styrter hovedkulds tilbage mod laboratoriets yderdør – lige så stærkt han kan løbe i den tunge dragt og uden at kigge sig tilbage.
Han gisper af overanstrengelse, da han når tilbage til den ventende Land Rover.
Da bilen farer over torvet, når han at konstatere, at det er blevet eftermiddag på lokalbankens store ur over hovedindgangen.

Det er først, da Willenskov dumper tungt ned på sin seng, at hjertets bankende slag langsomt aftager.
Her bag hotellets trygge mure synes alt være, som det plejer - og livet gå sin vante gang.
Ja, selv fru Kellers harske stemme runger netop nu i gangen udenfor værelsesdøren, da hun overfuser en uskyldig sygeplejeelev.



Men Willenskov behøver kun at dreje sig lidt på sengen og kigge ud gennem værelsets lille vindue, for at konstatere, at noget er rivende galt, for i retning mod nabobyen hænger den mørke sky stadig over landskabet – en sky, som langsomt men sikkert vokser sig både større og mørkere i takt med, at nye partikler når frem til skyen. Den vestlige vind giver tillige skyen direkte retning mod hospitalet – ganske vist stadig med god afstand, men alligevel ildevarslende for både de fastboende, de ansatte og patienterne på hospitalet.



Willenskov ville gerne lukke hele denne misere helt ude – gemme sig under dynen, som han ofte gjorde i sine drengeår, når drillerierne blev for meget.
I den nuværende situation er det bare ikke den rette løsning, det ved han kun ALT for godt.
Han ærgrer sig over, at han tilsyneladende var den eneste, som var klog nok til at iklæde sig denne beskyttelsesdragt mod virusset – vel vidende, at det jo nok ikke er hvermandseje at have en beskyttelsesdragt i kælderen.

Willenskov sætter sig til computeren, og forsøger at genskabe de sidste dages oplevelser – notere sig alle synsindtryk og samtaler.
Bagefter må han låse op for den unge dame og Keller i den sikrede fløj.
Sidst men ikke mindst skal han have tjekket det lille stykke af planten, som han har i lommen.
Det må en tur under Kellers mikroskop i kælderen.



Han er netop ved at skrive et par linjer om de mange omvandrende byboere denne morgen, da det slår ham, at ikke alle beboere så ud til at være ramt af virusset – eller måske allerede var ovre symptomerne, hvis det da er muligt.
Det må han undersøge nærmere ved næste besøg i byen – ”Om ikke så længe” tænker han ved sig selv, mens han noterer sig denne observation på computeren.



Skal det lykkes at overmande og besejre moderplanten, MÅ han have hjælp af andre, det har Willenskov erkendt.
Så vil det jo kun være ganske belejligt, hvis der er indbyggere i byen, som han kan overtale til at give en hånd med.
Willenskov tænker ganske kort over, hvordan han skal få disse byboere til at hjælpe med at tage livet af denne moderplante – at det nok ikke bliver jordens nemmeste opgave at overbevise nogen om, at skulle udsætte sig selv for en smittefare, som han ikke engang selv som læge har gennemskuet omfanget af - eller smittefaren i.
Tillige skal man stå ansigt til ansigt med denne sikkert ikke helt ufarlige og sprællende gevækst på højde med et tre-etagers hus.
Umiddelbart falder Willenskovs tanker på piloten og den unge mand i boden som de mest oplagte at kontakte – ”Hvis de da ellers er til at finde i dette kaos – og i øvrigt er ved deres fulde fem”.
Willenskov ryster opgivende på hovedet.
Så lægger han sig ned på sengen, og hviler ryggen mod hovedgærdet.

Willenskov vågner med et sæt, da det banker hårdt på døren.
”Hr Willenskov – skynd dem at komme hr Willenskov” hører han en mandsstemme udenfor døren.
Det er den lægestuderende – Federspiel – vistnok Bertram husker Willenskov svagt.
Lægen rejser sig – stryger den krøllede kittel og åbner døren på klem.
”De må komme – skynd Dem – den er HELT gal” råber Federspiel mod ham, og peger allerede i retning mod nabobyen, selvom der intet er synligt at se her fra gangen i medarbejderfløjen.



Uvist af hvilken årsag vælger Willenskov at lade som om, at han intet kender til udbruddet i nabobyen.
”Hvad skyldes alt dette postyr min unge mand?” spørger Willenskov med den mest almindelige og rolige stemme, som han overhovedet kan frembringe.
Men panikken står malet i den unge mands ansigt, da han forklarer om en mørk sky i horisonten, som hastigt nærmer sig sindssygehospitalet. Den unge studerende kan også berette om de første tilfælde af underligt vandrende personer, som er gået forbi hospitalets store gitterport ved hovedindgangen.
”Jamen så må vi jo straks sikre os, at alle kommer i sikkerhed” begynder Willenskov fornuftigt, mens en hastigt udtænkt plan langsomt tager form i hans hoved.



”Vil De venligst og STRAKS tilse, at ALLE kommer ned i hospitalets kælder” befaler han med myndig stemme den unge studerende til at udvise ansvar.
”Også fru Keller?” spørger Federspiel synligt nervøst.
”Ja, også fru Keller”.
Willenskov ved kun alt for godt, at det ikke bliver en hel nem opgave at overbevise den barske og egenrådige forstanderinde om at den kælder, som hun længe bevidst har holdt sig fra, nu er bedste beskyttelse mod den tiltagende smittefare.

”Bed hende tage et nøje kig på skyen, hvis hun ikke ønsker at følge med” foreslår lægen sin studerende.
”Patienterne fra den sikrede fløj må De finde plads til i de to celler” prøver Willenskov at skabe sig et overblik, men kan allerede nu regne ud, at fru Keller på den måde vil få øje på hendes mand, når alle indespærrede patienter bliver lukket ud og gelejdet mod den skjulte kældertrappe. Han erkender for sig selv, at han vist endnu engang kommer til at stå skoleret overfor den strenge forstanderinde, når alt dette forhåbentligt er vel overstået.



”Og luk og lås også alle yderporte forsvarligt” tilføjer Willenskov – pænt overrasket over sin egen snarrådighed og handlekraft. Så tænker han på det absurde i, at hospitalets høje ydermure og store gitterporte normalt skal sikre, at hospitalets patienter forbliver indenfor murene. ”Men nu skal de i stedet sikre, at der ikke kommer smittede IND på hospitalet” formulerer han for sig selv, mens han går mod rummet med mikroskopet.
Den unge mand er for længst forsvundet.

Om eftermiddagen er alle medarbejdere og patienter bragt i sikkerhed i kælderen.
Selv fru Keller, som ellers måtte afbryde en irettesættelse af hospitalets rengøringsmedarbejder, måtte til sidst bøje sig for Federspiels synlige argumenter på himlen.
Kun et enkelt kig mod den truende sky fra nabobyen fik forstanderinden til at udskyde sine formaninger på ubestemt tid.
I stedet kan de to damer nu følges ned ad trappen til kælderen, hvor Willenskov for en sikkerheds skyld - og i al hast - fik aflåst alle kompromitterende rum med spor af Kellers ofte uortodokse undersøgelses- og behandlingsmetoder.



”Medarbejderne fandt ham i en af de aflåste værelser” tordner fru Keller arrigt mod Willenskov, straks han træder ind i det store kælderrum.
Her opholder de fleste medarbejdere sig nu.
Heldigvis har rummet mest været benyttet til diverse forundersøgelser af sindssygepatienter, inden flere af dem er blevet henvist til bagvedliggende operations- og forsøgslokaler. Det ved Willenskov kun alt for godt – og græmmes den dag i dag over, at han har ladet stå til i de sidste mange år, hvor Kellers hemmelige ”studier” har stået på.



”Jaså, det er da godt nok lidt mystisk” svarer Willenskov velforberedt på den forestående bredside.
Han smiler tilbage.
”Ja ja, jeg er jo ikke herre over Kellers handlinger – og han KAN da have været på patient-inspektion” prøver han så at forklare omstændighederne for fru Keller.
”Der var ikke andre i værelset!!” Forstanderinden er ved at tabe brillerne af bare arrigskab.
”Kan De forklare mig dette min gode hr. Willenskov?”
Igen er Willenskov klar over, at retræte er eneste udvej.
”Nej, det må du vitterligt spørge din mand om Gertrud”.
Årh, Willenskov holder en fin facade mod forstanderinden, men griner højlydt indvendigt – vel vidende, at denne brug af hendes fornavn i sig selv kan få forstanderinden helt op i det røde felt.
”HAN KAN SÅGU INTET HUSKE!!” skriger hun ud i det flisebelagte undersøgelsesrum, så alle i lokalet vender sig mod dem – alle overordentlig spændte på det næste træk.
”Jamen så må jeg da hellere give ham en gennemgribende undersøgelse, så snart tiden er til det”.

Willenskov vender hastigt ryggen til fru Keller, mens han forsigtigt hiver den nærmeste sygeplejerske i kittelærmet.
”Giv hende lidt beroligende i kaffen - hurtigst muligt”.
I det samme skifter to stærke og opløselige sovepiller hænder – ude af syne for den fnysende forstanderinde.
"Hurtigst muligt" gentager Willenskov, inden han forsvinder ud af rummet.