Den franske vingård

Jamen en virkelig god idé altså. De store robotter var en af de sjoveste ting i Sims 3 efter min mening. Og der er allerede en sådan stor robot i uspillede familier, så jeg kan sagtens snyde. Indtil videre har en af mine simmere kun bygget en rengøringsrobot, og den er absolut irriterende nok. Fiser rundt efter ingenting både ude og inde.

I løbet af en sjælden snedækket vinter er de første prototyper af en robotreservedel klar.
Med tiden dukker der også andre kredsløb og hukommelseskort op i kælderen, hvor alt bliver lagret og gemt forsvarligt i den gamle fangekælder – sikkert gemt af vejen bag lås og slå, indtil det skal installeres i det nyudviklede udstyr.



I foråret må Arthur hidkalde sin japanske førsteassistent Chen, som flytter ind i borgens sovekammer på øverste etage
– rummet, som var Arthurs forældres soveværelse engang.
Arthur selv bliver boende i kælderen.
I borgens øvre etager finder man også køkken, opholdsrum, bibliotek, motionsrum, spisesal, børneværelse, musikrum, soverum og lignende.
”Få du sat dine ting på plads, Chen – så skal jeg vise dig mit seneste forskningsresultat” siger Arthur til den unge assistent, der snart indfinder sig i kælderen.



Nu viser Arthur assistenten den første prototype på en gartner-robot, som netop har fået isat sin styregyro, og nu hænger frit svævende i luften i det lille kælderrum.
”Inden sommeren står for døren, burde denne blikdåse være i stand til at passe mine træer og buske i æblelunden” smiler Arthur til den forbløffede Chen, der forsigtigt kigger ind under den svævende tingest i rummet.
”Ja, teknikken i svævemodulet skal lige finjusteres, inden vi er klar til den endelige prøve, men det er jo netop af den årsag, at jeg har hidkaldt dig min unge ven” nikker Arthur i retning af robotten.
Snart er de to mænd fuldstændig opslugt af tekniske vendinger og ideer til at sikre gartnerrobottens stabilitet.



Året efter flytter endnu en medarbejder ind, da de første prototyper på en rengøringsrobot skal testes.
På det tidspunkt svæver den elektriske gartner-robot rundt i den lille lund bag borgen, hvor æbletræerne nu giver et fornuftigt udbytte i efteråret – og jorden holdes løbende trimmet og ukrudtsfri hele sæsonen.



En lignende robot er sendt til slut-test på vinslottet i nærheden, og de har allerede haft en begejstret Jean Claude i telefonen to gange.
”Jeg ringer her fra gyngestolen” griner Jean Claude i røret, mens den elektriske gartner suser rundt mellem de mange vindrueplanter på slottets vinmark.

En dag ringer telefonen.
Det er Arthurs broder Ludvig, som er i husnød, efter at konen har smidt ham ud.
”Jeg bliver nødt til at bo hos dig i nogle uger” beder han inderligt.
Det kan Arthur naturligvis ikke sige nej til.
Han bliver dog noget overrasket, da der tilsyneladende følger et ungt kvindemenneske med i indflytningen – et yderst nydeligt kvindemenneske iøvrigt.



Stor er Arthurs forbløffelse, da hun snart begynder at sværme åbenlyst omkring ham, så snart broderen vender ryggen til eller er ude i byen.
Arthur har egentlig aldrig tænkt i kærlighedens baner. Dertil har studierne og jobbet krævet ALT for meget af ham – og han har haft nok i dem.
Udover et enkelt kortvarigt sværmeri engang for nogle år siden med en lyshåret kollega, husker Arthur ikke sådan at have været forelsket nogensinde – eller for den sags skyld at have haft interesse eller behov i den retning.
Men nu skal han da virkelig benytte alle kneb, for ikke at komme i klemme mellem broderen og denne unge og ihærdige kvinde.



Denne unge dames sværmen om hans person i tide og utide kan Arthur slet ikke håndtere eller finde ud af.
I stedet for at tage mod hendes tilnærmelser, afviser Arthur hende, så godt han kan.
Jo mere han afviser hende – jo mere presser hun på.
Det ender med, at Arthur låser sig inde i arbejdsrummet i kælderen i tre dage – i håbet om, at den unge dame er kommet på andre tanker, når han igen viser sig.
I sin selvvalgte isolation har Arthur opslået en hård seng i det gamle fangerum, og medbragt en køleboks, som en smågrinende Auguste har fyldt med sandwich og andre lækkerier.
”Fanget i mit eget fængsel” tænker Arthur for sig selv, mens han står og beundrer sporingsmodulet på den nye rengøringsrobot.



Sent om aftenen den tredje dag er Arthur øm af nætterne på den hårde seng – og presset efter en god nats søvn får ham til at vælge sin egen behagelige himmelseng i det åbne område i kælderen. ”Bare for en enkelt nat” bestemmer han sig for.

Men uden at vide det, har Amor spillet ham et puds denne nat, for broderen er taget til Bordeaux samme eftermiddag, og vil først være hjemme på borgen igen om et par dage.
Lige da Arthur er på vej ind i sin dybeste søvn, fornemmer han, at der kommer en person ind i soverummet. Gennem et svagt lys fra det tilstødende bibliotek kan han svagt skimte en veldrejet skikkelse i nogle lette gevandter nærme sig sengen.
Arthur når ikke at vågne helt, inden skikkelsen glider ind under dynen til ham.
For sent får han rystet søvnen af sig, og fanges i stedet i en eventyrlig og hæsblæsende oplevelse, som han aldrig rigtigt kommer sig over.



Da dagens første solstråler så småt trænger gennem morgendisen, forsvinder skikkelsen ud af rummet igen, lige så let, som den dukkede op aftenen før.
På det tidspunkt sover Arthur lyksaligt og tungt.

Først et stykke op ad formiddagen vender hverdagen tilbage til borgherren.
Han vågner med et lille smil på læben, og mindes nu nattens overraskende seance.
Efter et svalende bad, kigger Arthur ud ad det lille vindue i baderummet, og får øje på den unge kvinde, som ligger henslængt på en liggestol i borggårdens formiddagssol.
Som hun ligger der, er hun det smukkeste syn, som Arthur nogensinde har set.
”Jeg tåbelige mand - Hvordan har jeg kunnet overse det hen så længe” forbander han sig selv, og styrter ud ad døren.



Efter en hed omfavnelse og nogle romantiske ord, må Arthur sande, at han jo nu står med et stort problem overfor sin ældre broder, der vil vise sig i borggården dagen efter.
Han kigger ængsteligt på den unge kvinde med de bedårende øjne og den veldrejede krop.
Det er som om, at hun læser hans tanker.
”Så lad os nyde dagen” smiler hun til ham, og løber let mod den nye udendørs spa, som Arthur, Pierre og Jean Claude netop har bygget færdig i det gamle krudtkammer.
Hun vinker ham hen, og forsvinder så ned i det klare vand.
Da Arthur går hende i møde, overvejer han seriøst, om han skal lukke vindebroen i et par dage, så han kan købe sig lidt mere tid, inden han må stå til regnskab overfor broderen.



Vindebroen bliver dog nede – som den har gjort det de sidste mange år.
I stedet må Arthur forklare Ludvig, at han nok er kommet til at forelske sig i hans kæreste.
Der følger en ophedet ordveksling, hvor Arthur virkelig gør sit yderste for at beklage omstændighederne overfor broderen.
Det er først da den unge kvinde entrer rummet, og forklarer Ludvig, at hun allerede den første dag på borgen faldt for borgherren – og i øvrigt i forvejen havde mistet interessen for Ludvig.
Det får Ludvig til at hamre sin næve i den massive spisebordsplade -
– ømme sig gevaldigt over slaget på håndkanten, som åbenbart var mere smertefuldt end forventet
– opdage de to andre personers skjulte fnisen
– og endelig at snurre rundt og forsvinde ud af rummet med vrede skridt.
10 minutter senere går broderen ud gennem borgporten med en hastigt pakket kuffert i den ene hånd og en guld-lysestage fra gæsteværelset i den anden.



Fra musiklokalet kan man samtidigt høre Arthur hamre vredt i tasterne på det gamle orgel, mens han fremfører en vrissen version af "La vie en rose".



Tre uger senere modtager Arthur et brev fra en advokat i Marseille, hvor broderen udbeder sig sin del af arven.
Heldigvis har moderen efterladt Arthur et underskrevet brev, hvor Ludvig gøres arveløs til borgen – og i øvrigt allerede har fået udbetalt mere end sin del af arven – ifølge vedlagte regnskaber i en lille notesbog over broderens mange lån og udbetalinger fra forældrene gennem tiden.
De hører ikke siden fra Ludvig.

Den unge kvinde, som i øvrigt hedder Anna, flytter ind på borgen, og er Arthur en fantastisk støtte og sjæleven resten af livet.
Hun sætter kolorit på hverdagen blandt beboere, medarbejdere og gæster på borgen - og får et godt tag på den gamle Louis, der stråler som en sol, hver gang hun er i nærheden.
To år senere bliver Anna og Arthur lovformeligt gift ved et smukt bryllup på vinslottet hos Pierre og Clarise.



Som det mest naturlige bliver Clarise og Anna snart rigtigt gode veninder - og ser en del til hinanden, når tiden og opgaverne tillader det på vinslottet.
Anna bliver snart en del af wellness holdet - som den absolut yngste, og lægger gerne ryg til, når Clarise skal indøve nye teknikker.



Endnu et år senere dukker en lille ny borgherre op, som sætter sit tydelige præg på livet i borgen.
Drengen er født med et nysgerrigt sindelag, og en udviklet interesse i at skille alting ad.
I sommeren kommer der også et legebassin og andre udendørs legeredskaber til inventaret på borgen.
Selvom det fortrinsvist er Anna, som tager sig af den lille dreng, er det alligevel som om, at Arthurs interesse i de kommende år koncentrerer sig om den lille gut og hans opvækst - og i lidt mindre grad om de mange projekter i laboratoriet, hvor betroede medarbejdere heldigvis tager fint over.



Hver gang drengen kigger nysgerrigt ned i laboratoriet, er det som om, at alt arbejde går i stå for en stund, for alle medarbejdere forguder den lille muntre pilfinger, som absolut skal skrue på alle knapper og håndtag, som han kommer i nærheden af.
Til sidst må Arthur anskaffe et lille tekniker-sæt, så drengen kun piller ved sine egne ting, når nysgerrigheden griber ham.

Sikke dog et dramatisk optag til et lykkeligt ægteskab
Jeg kommer næsten til at tænke på Don Lotharios mange eventyr
Er du sikker på den unge kvinde ikke hedder Donna?

Ja ja, kærlighedens veje er uransagelige.

- og det sjove ved Don Lothario er jo netop, at han jævnligt dukker op i vore spil, når vi starter en ny verden/et nyt spil.
Så vender tankerne om hans vel-beskrevne liv i dette forum også altid tilbage.
I starten synes jeg faktisk, at han var lidt af en drønnert. Sidenhen fandt vi jo ud af, at det var en helt bevidst stræben, som gjorde, at han jo "sværmede lidt rundt" i starten af historien.

Her er en lille fornøjelig oplevelse fra knægtens pottetræning - ha ha.
Den potte bliver da prøvet godt af!!

Ja, det lader til, at han er en rigtig nysgerrig dreng med mod på eventyr. Ham må der helt sikkert blive noget godt ud af.

Selvom Louis knapt nok fornemmer verdenen omkring sig, er der stadig ting på borgen, som han kan håndtere.
Udover den nyfundne interesse for maling, er der heller ingen, der kan komme i nærheden af frugthavens bistader som Louis.
Det er nærmest som om, at der er et usynligt bånd imellem bierne og den gamle senile borgherre, som betyder, at alle på nær Louis bliver angrebet og stukket, når de nærmer sig bistaderne.
Louis derimod kan frit bevæge sig i nærheden af staderne – ja, sågar stikke hånden ned i stadet efter honning eller bivoks, uden at bierne tager notits af det.



Som tidsfordriv køber Anna sig et apparat, hvor hun kan fremstille lys.
Hun nyder at hygge med levende lys overalt på borgen. Derfor giver det god mening, at hun selv fremstiller de mange lys til både vinduer, hylder og borde.
Efterhånden bliver hun helt ferm til at fremstille nogle meget kunstnerisk udformede lys med mønstre.



Clarise har et lignende apparat på vinslottet, men har aldrig rigtigt fundet tid til at sætte sig ind i fremstillings-processen.
Nu køber hun i stedet lysene af Anna.
På vinslottet pryder lysene snart bordene i restauranten – og bliver solgt fra orangeriets hylder i stigende mængder.





I løbet af vinterhalvåret holder Anna et par weekend-kurser på vinslottet, hvor mange af områdets damer deltager. Hele wellnessholdet er naturligvis med på det første kursus, hvor der også serveres udsøgt mad hele weekenden.
Pengene, som Anna tjener på salget af lysene, bliver næsten alle brugt på legetøj til sønnen Jacques.
Hun elsker at se den lille purks glæde, når hun giver ham en ny gave.
Drengens første cykel bliver også købt for midler, som stammer fra lysproduktionen.

En regnfuld efterårsdag gennemfører Arthur og nogle kollegaer endelig det projekt, som de har arbejdet på
de sidste mange måneder, efter at de har introduceret deres gartner- og rengøringsrobot og det talende toilet.



”Lad os fejre det med en skål” udbryder Arthur glad, da den første full-size og menneskelignende robot står klar i robotstationen.
Det er de andre straks med på.
Derfor trækker de mod kælderen i bryggeriet, hvor den brusende æblecider ligger på køl.
De tager et par flasker med, og sætter sig på den overdækkede terrasse.
Lige inden han hælder de boblende dråber i kollegaernes glas, mindes Arthur pludseligt Heracles broderskabet, som han helt har glemt at hverve nye medlemmer til, siden Pierre blev indlemmet.

Da de har skålet et par gange, tager Arthur derfor mod til sig, og spørger kollegaerne, om de kunne tænke sig at blive medlem af et lokalt broderskab.
”Vores væsentligste mission er at sikre borgen her mod indtrængende fjender – en ganske lille opgave, som det er for tiden. Derfor går det mest ud på at mødes, spise godt og drikke god vin og cider til” smiler han indbydende til kollegaerne.
De nikker alle, og rækker deres bæger frem igen.
”Så lad os skåle på det også” smiler Arthur igen.



Da nyheden overbringes til Auguste, glæder han sig umådeligt til igen at servere kulinariske retter i spisesalen.
Sammen med Pierre, anretter han et ganske overdådigt måltid, da de nye medlemmer skal optages.
Efter en kappe-klædt dans om bålet, mødes broderskabs-medlemmerne til en festlig aften, hvor egnens retter står i kø på anretterbordet – og borgens tjener vimser rundt om selskabet i højt humør.



Da først Arthur har takket alle for deres fremmøde og optagelse, skænker tjeneren lifligt i de store vinglas og byder rundt af fadene.
Klokken kvart over tre om natten kryber alle endelig til ro.
På vej op ad trappen til gæsteværelset kan man tydeligt høre Pierre skråle nationalsangen, så det runger mellem borgens tykke mure.



To uger senere står den fuldvoksne robot for første gang på egne ben i arbejdsrummet i kælderen.
Det blinker kort i mavens elektroder, før den store robot rejser sig fra sit leje i robotstationen.
”God morgen Robert” henvender Arthur sig til maskinen.
Robotten ranker nu ryggen, og stirrer med sine to linser på Arthur.
”God morgen Arthur” lyder det mekanisk fra robottens lille stemmemodul.
Robotten tager et vaklende skridt mod Arthur, som uforvarende træder et skridt baglæns.



Så spørger den: ”Hvorledes kan jeg hjælpe dig i dag, min herre?”
Det er som om, at der nu kommer et imødekommende blik i de to linser, som udgør ”øjnene” på robotten, der langsomt scanner Arthurs ansigt.



Arthur tøver et øjeblik, men beder så robotten om at tømme arbejdsrummets skrot-spand.
”Så gerne min herre” nikker robotten, og hiver op i skraldesækken ved testbordet.
Så trasker den usikkert mod testrummets dør, mens den spiller en fransk sømandsvise.
”Det var pokkers” mumler Arthur for sig selv.
”Nej, det var da på alle måder FANTASTISK” råber en af kollegaerne så ud i rummet, og giver sig til at danse lystigt.
Snart danser alle medarbejdere som små overstadige børn.



De næste mange måneder gennem-testes robotten, og hukommelseskredsene og memory-kortene udvides betragteligt med nye kommandoer og problemløsninger.
Den ene kollega justerer ganske lidt på gang-motorens styreenhed, så robottens bevægelser bliver bedre og mere glidende – og trapper snart forceres uden problemer.



En sen aften følges Arthur og robotten rundt på hele borggrunden. Forud er optagemodulet sat på aktiv, så alle hjørner og kroge på grunden bliver scannet og ind-lagret i robottens hukommelse.
Med en ny virtuel enhed ligger der nu et færdigt kort over grunden på robottens harddisk.





To uger efter koger robotten sit første æg – og endnu en måned senere passer den grillen, og steger seks perfekte burgere.
”Tak Robert” siger Arthur til robotten, da den stilfuldt lægger den store burger på tallerkenen foran ham.
”Værsgo’ min herrer” svarer robotten, og bukker for de tre udviklere omkring bordet.
”Jeg håber, at burgerne vil smage Dem”.
”Det er vist tid til at kontakte hovedkvarteret” smiler Arthur glad, da den sidste bid af burgeren er spist.

Da først nyheden om den fransk/japanske robot har bredt sig i videnskabskredse, får Arthur og hans team løbende henvendelser fra andre videnskabsfolk og professorer, som gerne vil besøge borgen.
Langt de fleste får dog en hjertelig tak for deres interesse – men et fast og bestemt nej tak til et besøg.



I stedet tager Arthur ofte på lange rejser i de efterfølgende måneder, hvor robotten præsenteres for en måbende verdenspresse og statsledere. Til ledernes store irritation er robotten bygget og programmeret som en hjælp til rutinerne i den hjemlige husholdning – og ikke med et militært perspektiv.
Selv ikke med tilbud på mange millioner dollars til det japanske firma, lykkedes det verdensledernes udsendte at overbevise Arthur om mulighederne som krigsmaskine.
I stedet fintunes mekanikken yderligere, så robotten også kan vaske gulv, male træværk og klippe hække i finurlige mønstre.



Arthur og teamet bag robotten modtager en del anerkendelser og hæderspriser – og Arthur optages som professor på fakulteter rundt omkring i Verden, hvor han ved årlige forelæsninger inspirerer de unge studerende til at udvikle teknologi, som gør Verdenen nemmere og sundere at leve i.
Han gæsteforelæser også ofte på Britechester og Heron Institutteterne - Heron, hvor han jo selv fik sin uddannelse i tidernes morgen.



Rektor på Britechester universitetet beder en dag Arthur om at blive tutor for en ung lovende studerende, som har vist forbløffende resultater med servo-rekalibreringer.
Det lover Arthur, og inden sin afrejse inviterer Arthur den unge mand på sommerbesøg på borgen i Sydfrankrig.
Efter studietiden indlemmes det unge geni som en del af medarbejderstaben på borgen.



Hjemme på borgen udvikler Arthur og medarbejderne nogle løfteraketter, som gør robotten luftbåren.
Den svæver nu rundt nogle få centimeter over gulv- og jordhøjde.
”Dermed slider den ikke længere på gulvtæpper og parketgulve” præsenterer Arthur de seneste landvindinger for sine kollegaer, da den første robot besøger hovedkvarteret i Toulouse.
På vejen ud tømmer den alle skraldespande på dens vej og scanner samtlige medarbejderes humør, mens Arthur forlader bygningen til stående ovationer fra sine mange kollegaer.



Da han kommer hjem, får Auguste fri i en uge – og en sum penge i hånden til en rejse.
”Vi skal nok klare den” smiler Arthur, da rengøringsrobotten i det samme svæver forbi dem med en stabel tallerkner fra morgenmaden.



Inspireret af den gode oplevelse med den unge student, inviteres andre specielt udvalgte studerende og professorer fra det sydfranske område til at besøge laboratoriet og testcentret på borgen.
Et ufravigeligt krav er, at de har udvist en utvetydig forståelse for de fredelige intentioner med robotterne.
Et par af professorerne optages såmænd også i broderskabet, når de kommer for at kigge på Arthurs nye robotter.
Visse somre bor der flere unge studerende på borgen, som snart også har fredeligt tænkende gæster fra andre dele af Verdenen på visit.
Det er som om, at den eksisterende viden på stedet, også trækker nye nysgerrige genier til.

I borgporten bliver alle gæster mødt af en elskværdig robot, som beder om navn og ærinde.
Har de ikke en gyldig grund til at komme ind, smækker borgporten automatisk i, og den ellers elskværdige robot forlader stedet med et vredt udtryk i ansigtet – og svæver over muren med en summen.



Med de mange besøgende, som trods alt får lov at komme ind, må Arthur, Jean Claude og Pierre indrette flere gæsteværelser i borgens sidefløje, som også udbygges med et wellnessområde og spa – indrettet helt efter Clarise’s anbefalinger.
Specielt de kvindelige studerende på stedet nyder atmosfæren og de mange wellness-faciliteter fuldt ud, mens de mandlige i stedet benytter fitnesslokalet i borgfløjen eller tager sig et spil hesteskokast i gården.
Den efterfølgende sommer står den første massagerobot klar ved massagebordet. (og nej, den tjener heller ikke andre formål!!)



Selvom Arthur ikke fortæller det direkte til borgens gæster og logerende, lader han sig engang imellem også selv inspirere af de unge studerende, når de beredvilligt fortæller om de seneste fremskridt indenfor robotindustrien – eller bringer teorier på banen ved aftenbordet, som Arthur ikke selv havde tænkt på.
På den måde medvirker borgens nye stigende rolle som videns-centrum indenfor robotteknologi også til hans egen udvikling og mængde af viden.



Selvom opgaverne nu er langt færre for den gamle tjener, færdes han stadig på borgen, og hundser i stedet med de nye robotter, der har overtaget de krævende funktioner i husholdningen.
Alle robotter er programmeret til at adlyde Auguste’s mindste vink, og det nyder han.
Han kan virkelig smile af sig selv, når han for tredje gang beder den samme robot om at feje gårdspladsen - og robotten straks adlyder uden det mindste kny eller beklagelser.



Ja, faktisk har de seneste teknologiske landvindinger betydet, at robotterne nu selv hjælper med at bygge og programmere kommende generationer.
Senest har Arthurs yndlings-robot bestået en højere eksamen indenfor kreds-modulation til et enestående 12-tal – som en af de få i sin klasse.



Til en stor teknologi-messe i Hong kong bygger forsker-teamet en yderst vellignende robot af en yngre kvinde.
Det eneste synlige er elektrodernes flimren i nakken på robotten og de to syns-linser, som de udformer som et par briller.
Robotten, som er programmeret med en stor konversations-harddisk og evnen til at varetage NÆSTEN alle kvindelige gøremål i hjemmet, bliver et stort tilløbsstykke, og flere enlige forretningsmænd står klar med bestillinger umiddelbart efter messen.



I en stille aftenstund på den øverste terrasse tænker Arthur over den mærkelige udvikling, som den gamle borg har gennemgået de seneste år – fra et lidt faldefærdig og slidt levn fra en svunden tid, til et kraftcenter indenfor udviklingen af fremtidens hjælpemidler.



Senere på aftenen spiller Arthur kort med en af forskerne, Auguste og den ældste af robotterne.
Robotten vinder naturligvis stort, men er heldigvis programmeret til at aflevere alle de tabte penge tilbage til de tre mænd.
"En heldig lille feature" griner mændene til hinanden, da de har fået deres tabte penge igen, og robotten er svævet mod ladestationen i kælderen.



Dagen efter er der aftalt et møde med den nye borgmester Pierre omkring udviklingsmidler fra kommunekassen til en ny og mere effektiv vinbrygger, som Arthur og hans kollegaer har på tegnebrættet – en futuristisk vinbrygger, som i første omgang vil revolutionere den lokale franske vinbrygning.

Uf! En massage robot lyder nu ikke helt behageligt

Din fantasi er imponerende

”Nu stikker det da helt af med min far” siger Arthur en aften til Anna.
Han er blevet helt glad for den nye elektroniske brille, som han har båret i et stykke tid.
Ud fra indkodede ansigtsudtryk kan brillen scanne egenskaber og humøret på de nærmeste personer.
Lige nu tolker brillen, at Anna er lidt uforstående.
”Det er som om, at han går rundt og taler med en anden person – uden at der er nogen tilstede” forklarer Arthur.
Anna kigger forundret på sin mand.
”Måske er svigerfar bare lidt træt for tiden?” foreslår hun.
Det afviser Arthur dog.



Han slår det hen i et par dage, men får så tilfældigt øje på Louis en formiddag, hvor faderen går i æblelunden, og taler med et tilsyneladende imaginært menneske, som ser ud til at gå ved siden af Louis.
”Jo jo, alle er så søde og rare, så det skal du slet ikke bekymre dig om” siger han ud i luften.
”Tag du det bare helt roligt” siger Louis så igen og kigger til siden – som gik der en person, og snakkede med faderen.
Det gør der bare ikke.
Pludselig kigger Louis sig omkring og kalder: "Hov, hvor blev du af?"



Da Arthur fortæller om oplevelserne ved aftenbordet, hvor et par af medarbejderne og Anna er tilstede, er det tjeneren Auguste, som med en løftet pegefinger udbryder: ”Åh ja, naturligvis – det måtte jo ske i alt denne aktivitet”.
”Hvad måtte jo ske?” spørger Anna så – og alles øjne synes at hvile på tjeneren.
Så må Auguste fortælle historien om borgens nervøse og normalt introverte genfærd – den forsigtige Archibalde, som dukker op i sit stiveste puds, når der er FOR meget uro på borgen.
”Sidst han viste sig, var under den tyske besættelse” fortæller Auguste videre – og beskriver, hvordan et par tyske infanterister fik benene på nakken, da Archibalde vækkede dem i deres soveposer i hestestalden.
”Man så dem aldrig siden indenfor borgmuren, men historien vil vide, at også andre af nazisterne sidenhen påstod, at de havde set spøgelser på deres nattevagter.
”Der faldt i øvrigt ro over Archibalde, da tyskerne i hast måtte forlade stedet” griner Auguste.
Der synes dog kun at være en stille måben blandt de andre om bordet.



Det bliver Arthur, som tager ordet.
”Så du påstår, at her er et genfærd af en person ved navn Archibalde, som spøger rundt, hver gang der er for meget uro på borgen?”
”Jo, noget i den stil” svarer Auguste i en noget mere afdæmpet tone.
”Og hvorfor dukker han så lige op nu – og ikke i de mange år, hvor jeg boede på borgen i min barndom?” vil Arthur vide.
”Jo, det må jo forholde sig sådan, at der trods alt har åndet fred og ro på stedet her i den periode, hvor du, din bror og dine forældre har boet her” svarer Auguste, og trækker let på skuldrene.
”Men med de mange gæster og projekter i kælderen har Archibalde nok synes, at der er blevet FOR meget larm – og er krøbet ud af sit skjul i tårnet, for lige at bede om mere ro og forsigtighed”.



”Men hvorfor er det så kun Louis, der kan se ham – og ikke vi andre?” vil Anna vide.
”Som jeg husker det i en fortælling fra Arthur’s tipoldefar, som var borgherre på den tid, hvor Archibalde tog sig så uheldigt af dage, viser genfærdet sig kun for personer, som tror på, at han eksisterer. Jo mere man tror på hans eksistens, jo mere synlig bliver han – sådan kort beskrevet” fortæller Auguste.
Selvom det ikke lyder alt for troværdigt, vælger selskabet at tro på den udlægning fra borgens gamle tjener, som jo trods alt har været på stedet i en del flere år, end de selv har.



Anna skal lige til at spørge igen, men måske har tjeneren læst hendes tanker, for han fortsætter: ”Archibalde er et stille og gemytligt bekendtskab, som ikke gør nogen fortræd – heller ikke vores mindste borgherre. Det er højst en ødelagt vandlås, et splintret glas eller noget i den stil, som bevidner hans eksistens”.
”- og beklager, at jeg ikke har skænket ham en tanke tidligere – og derfor heller ikke har informeret om hans eksistens” henvender Auguste sig til Arthur.
Men Arthur vinker afværgende med armen, som for at signalere, at det ikke var forventet, at borgens tjener ville nævne et genfærd, som de måske aldrig ville få at se.
"Men det forklarer da de mange toilet-reparationer på det sidste" tilføjer Arthur, og smiler et skævt smil.

Nu vil Arthur og forskerholdet gerne vide, hvad der skete med Archibalde, siden han stadig befinder sig bag borgens mure.
”Det var som så ofte før ulykkelig kærlighed, som førte til hans endeligt” starter Auguste fortællingen om Archibalde, der levede på slottet for mere end hundrede år siden.
”Han var staldkarl på stedet, og inderligt forelsket i borgherrens yngste datter allerede fra hun var en lille pige. Men som det forholdt sig på denne tid, mængede tyendet sig jo ikke med borgens familie.



Så han måtte følge hende i smug, og kiggede med fra sit skjul, hvordan pigebarnet bare blev smukkere og smukkere med årene” fortæller Auguste så, mens alle omkring bordet nu lytter med.



”En dag blev hun bort-forlovet til en nordfransk greve, og forlod borgen i en drosche med få dages varsel.



Nærmest på den eksakte dato for hendes nye liv, nåede nyheden om den tragiske ride-ulykke frem til borgens familie to år senere, at datteren var faldet af sin yndlingshest, og havde brækket nakken i styrtet.
Næste morgen fandt man Archibalde for foden af det østre tårn – borgens højeste.
Han var iklædt sit fineste sæt tøj - det tøj, som man stadig kan se ham i, når han ellers er synlig.
Ved Archibalde’s lille natbord i tyende-fløjen fandt man et kort afskedsbrev, hvor han erklærede sin uforbeholdne kærlighed til datteren, og glædede sig usigeligt til at møde hende hinsides” slutter Auguste sin fortælling.



”Gud, hvor frygteligt” udbryder en af forskerne.
”Gud, hvor romantisk” følger Anna op – nærmest helt rød i kinderne.
”Men så er det jo endnu mere sørgeligt, at han ikke rigtigt har forladt denne verden” sammenfatter Arthur, og kigger rundt i forsamlingen, der alle nikker, mens de stadig ser ud til at bearbejde Augustes fortælling.
”- og lige nøjagtig DET tårn, er et af de få steder på borgen, hvor jeg endnu aldrig har været helt oppe under tagskægget” erkender Arthur med sig selv.
”Nej, for så havde du nok allerede hilst på Archibalde” smiler Auguste stille til ham.



Flere af de tilstedeværende forskere og medarbejdere foreslår nu, at man lægger en plan for at bevise genfærdets eksistens.
”Vi har jo masser af måleudstyr, som slår ud på temperatursvingninger, gasarter, bevægelser og magnetisme” siger Chen – og ser allerede sig selv i spidsen for en gruppe, som kan synliggøre dette gespensts færden på borgen.
Men Arthur ryster på hovedet. ”Hvis Archibalde reagerer på uro på borgen, vil han nok have det skidt med at blive jaget rundt af et hold videnskabsfolk med måleapparater”.
”Næ, vi må nok i stedet affinde os med, at vi er en beboer mere, end vi i første omgang havde regnet med. Og så længe, at han ingen skade gør på vores projekter og beboere, vil jeg have det fint med, at min far har fundet sig en ven, som han kan tale med”.
Og sådan går det til, at Archibalde langsomt bliver indlemmet iblandt borgens faste beboere – og også med tiden bliver mere og mere synlig for dem alle.
Det er dog ikke alle, som er lige trygge ved genfærdets tilstedeveærelse på borgen.



I tiden der følger, har Anna svært ved at forliges med tanken om denne ulykkelige og ikke fuldbragte kærlighed.
Ved hjælp af computeren finder hun frem til et såkaldt ”medie” – en ældre dame, som siges at kunne tale med de udøde.
Med Anna’s mellemkomst og et kort besøg på borgen, får mediet bragt Archibalde på vej til den næste verden og sin store kærlighed.
Lige inden han forsvinder, får Anna et kort glimt af et smilende genfærd, som straks efter forsvinder i en tågesky, der hurtigt opløses.



Fra den dag forsvinder genfærdet fuldstændigt fra borgen.
”Jeg savner ham næsten” udbryder Arthur et par uger senere, da han sidder i spabadet med Anna.
”Men Louis har heldigvis allerede glemt ham” smiler Anna tilbage, og sprøjter lidt vand på Arthur.
"Han har vist nærmest efterhånden også glemt sig selv" tilføjer Arthur, og sprøjter tilbage.

Så fik jeg også prøvet spøgelse-interaktionerne og det lidt overnaturlige af.
Det startede egentlig med to på hinanden følgende dødsfald blandt de hidkaldte håndværkere/reparatører, som skulle reparere et minikøleskab.
På forunderlig vis gik de begge bort, mens de forsøgte at reparere køleskabet.
Så havde jeg pludselig to urner foran køleskabet - og en indskydelse om, at prøve den del af spillet af alligevel.
Jeg ville jo ellers have forsvoret, at jeg nogensinde ville komme ind på det for mig urealistiske spor i spillet.
Dermed også sagt, at jeg ikke spiller med vampyrer, magi, koplanter, plantesimmere, aliens og lignende - og dermed heller ikke genfærd før idag.
Her er et billede af de to reparatør-urner foran det dødsensfarlige køleskab (læg iøvrigt mærke til den underligt placerede moppe på det nederste billede!):





Da jeg klikkede på den ene urne, blev jeg opmærksom på de mange valgmuligheder med urnen - og valgte altså at få lidt anderledes indhold til min historie, når den nu alligevel foregik på en gammel borg, hvor et genfærd jo faktisk godt KUNNE dukke op.

Lige bortset fra, at jeg undervejs opdagede, at genfærd, som man vælger at konvertere til menneske/simmer, ABSOLUT ikke kan slås ihjel på nogen som helst måde - og det var jeg MEGET længe om at finde ud af - så var det nu alligevel meget skægt med disse svævende genfærd og interaktioner.
Her et et billede af et sidste desperat forsøg på at få det genopståede genfærd til at dø af sult og udmattelse - lukket inde i et rum i flere dage. "Desværre" fortsatte det tidligere genfærd bare med at leve i flere døgn.
Til sidst måtte jeg starte et nyt spil med en ny simmer - og så slå simmeren ihjel for foden af tårnet.
- og SÅ kom historien endelig til at passe.



- og faktisk har Felix Psyded, som genfærdet jo reelt hedder, fået lov til at "leve" videre i mit spil lidt endnu, inden han forsvinder til de dødes rige.

Så fik jeg prøvet den del af spillet også - tøhø

Fint nok. Vil dog lige tilføje, at det IKKE hjælper noget at spærre dem inde. Heller ikke, hvis du stædigt bliver i samme hus. Pludselig forsvinder de.

Ok - tak, så var ham her af den mere robuste/stædige slags, for han levede i sit lille rum i mindst 3-4 dage - uden at han forsvandt eller døde af manglen på mad og søvn.
Anyway, jeg fandt jo en anden løsning til det ene billede med den døde Archibalde.
Så må jeg læse bedre på lektien, næste gang jeg får brug for et spontant dødsfald.

I betragtning af at du ikke spiller med spøgelser har du da klaret det til UG.

Den historie bliver bare bedre og bedre. Et imponerende arbejde du lægger i den.
Vi andre ved jo hvor svært det er at få simmerne til at lave "skuespil".

Nu vil jeg også i gang med en ny historie. Med den nye pakke er der jo gode muligheder for en lille fortælling om en skibums på de riges feriested.

Tusind tak for din kommentar Sighubert. Det sætter jeg virkelig pris på.

- og det KAN da virkeligt være noget af en udfordring, at få "det rette skud" - specielt når der er flere simmere med på billedet, for de HAR vitterligt mange bevægelser/gestikuleren og ansigtsudtryk.
Så skal man lige være heldig at "knipse" på det bedste tidspunkt, hvor alle simmere har åbne øjne, og ikke laver underlige bevægelser.
Nogle gange kræver det mange knips, inden det rette billede er der.
Andre gange sidder den lige i skabet første gang.
Men det ved I jo alle kun alt for godt.

Ofte tænker jeg også på, at dette spil rummer så ufatteligt mange facetter - og hver ny pakke fører nye ting med sig.
Mon vi nogensinde når ud i alle spillets kroge?!
Det kunne jeg sagtens forestille mig, at vi IKKE gør.
Eksempelvis opdagede jeg først for nyligt, at der er virkelig mange forskellige måder at dø på for simmeren.
Da jeg skulle dræbe Archibalde, valgte jeg dræb ved hjerteeksplosion (ja, det lyder drastisk!), men jeg er ret sikker på, at simmeren ville falde om på en ny måde, hvis jeg havde valgt en af de 8-10 andre døds-muligheder.
Og sådan er der sikkert mange andre ting, som man ikke får prøvet i spillet.
Eksempelvis kunne jeg godt tænke mig at kigge nærmere på botanik-mulighederne i spillet, som jeg kun har prøvet overfladisk. Den del af spillet gemmer sikkert på mange muligheder, som jeg ikke har prøvet før.
Endelig mangler jag faktisk også at gennemspille mange af de seneste pakker sådan noget mere grundigt, end jeg har gjort indtil videre.
Osv osv.

Ja, lad os da endelig få en ny historie - og rasende gerne fra den nye pakkes muligheder, så vi kan lære lidt mere om indholdet og mulighederne.
- og en skibums er da en fin vinkel på det.

For at følge med den stigende efterspørgsel, flytter produktionen af de nyeste robotter til de top-moderne produktionsfaciliteter i Toulouse.
På samlefabrikkens produktionslinjer er det blandt andet robotterne selv, der bygger de nye modeller.
Selvom det er fristende at påtage sig produktionsansvaret, vælger Arthur at blive boende på borgen – og i stedet koncentrere sin indsats om at styrke udviklingen af de kommende robot-generationer, hvor en ny model med et bedre 3D nattesyn er ved at være produktionsklar.



Udflytningen af produktionsenhederne betyder også, at der igen falder mere ro på borgen, hvor kun en lille gruppe af de dygtigste udviklingsfolk nu er tilbage.
”Archibalde ville have nydt denne ro” siger Arthur til Anna – og mindes borgens genfærd, som forsvandt til det hinsides, hvor hans store kærlighed forhåbentlig ventede på ham.
Når han nu lige tænker efter, kan Arthur faktisk godt være lidt i tvivl, for han hørte IKKE Auguste nævne noget om, at Archibalde’s store kærlighed til borgens datter var gengældt.
Han beslutter sig dog for, at holde den tanke for sig selv.



Anna kan se, at Arthur er fordybet i tanker.
Hun sætter sig ned ved bordet, og spørger, hvad han tænker på.
”Årh, det var bare nogle tekniske udfordringer i Toulouse, som jeg lige skulle have styr på” smålyver Arthur som hurtigt svar.
Selvom Anna normalt er flink til at spørge Arthur om hans arbejdsdags gøremål og udfordringer, skal svaret heldigvis ikke uddybes yderligere den dag.



Som et modtræk mod den stigende spionage på robotternes hukommelsesenhed, udvikler og indbygger laboratorie-teamet en ny selvdestruerende enhed, som ødelægger sig selv ved ethvert forsøg på at trænge ind i robottens hukommelse.
Teamet har megen morskab af det første forsøg med enheden, hvor de selv forsøger at bryde forseglingen til hukommelsen.
Straks de nærmer sig hukommelsesboksen, lyder en tydelig alarm – og robotten bryder sammen i en sky af printstøv og gnister, mens ansigtsdisplayet viser et tydeligt ”Goodbye”.
Så indtager robotten den kendte genopladnings-stilling, og er ikke til at få liv i igen, før en af forskerne udfører en hemmelig genopstartsprocedure, som kun de kender til.



I medierne kan man snart læse om flere robotter i specielt Kina, Hong Kong og Taiwan, som simpelthen har nød-slukket sig selv.
For rullende kameraer forklarer Arthur og Chen (i bare tæer!) verdenspressen om denne nye selvdestruerende enhed, som flere trykte medier ellers havde udlagt som en produktionsfejl på asiatiske modeller fra det japansk/franske firma.
I stedet står en mængde mere eller mindre skumle småfirmaer i Asien med meget røde ører dagen derpå.
Nu må et task force fra Sydfrankrig rykke ud, for at genstarte robotterne – for et astronomisk beløb naturligvis – og til megen morskab blandt medarbejderne i laboratoriet i Frankrig.

”I dag kan blive en stor dag for virksomheden” starter Arthur sit oplæg overfor de tilstedeværende produktionsplanlæggere og ledere i det store mødelokale på fabrikken i Toulouse, hvor Arthur og hans førsteassistent Chen er til status-møde.
Anledningen er præsentationen af det seneste produkt fra forskerne på borgen.
”Når de sidste produktions-detaljer og projektet er færdige, har vi måske revolutioneret AL enkeltmands-persontransport i hele Verden” fortsætter Arthur sit oplæg.
Han slår ud med armene – som for at synliggøre omfanget af sin udtalelse.



Så fortæller han om de seneste studier på borgen, hvor forskergruppen har udviklet en ny version af robotternes svævemodul, så det også kan påmonteres mennesker.
”En såkaldt eksomekanisk dragt og hjælm” fortæller Arthur til de omkring-siddende ledere og produktionsfolk.
”Det vil gøre en person i stand til at transportere sig selv over kortere afstande, som udviklingsstadiet er i øjeblikket – men på sigt også over større distancer på flere kilometer”.
Arthur forklarer nu teknikken bag den eksomekaniske dragt, som Chen har påført sig inden mødet.



Der følger en længere teknisk forklaring – og til slut en demonstration på fabrikkens parkeringsplads, hvor Chen svæver rundt blandt biler og måbende medarbejdere – og en enkelt portvagt, som ikke kan finde ud af, om han skal lade Chen passere gennem porten eller forsøge at standse ham.
Vagten vælger klogeligt det første, da Chen svæver over bommen, der ellers blokerer indkørslen til fabriksområdet.



”Farten vil også kunne øges indenfor de kommende måneder” fortæller Arthur til ledergruppen, da Chen svæver forbi dem.
”Jamen . . . øh . . . hvordan . . øh” forsøger direktøren.
”Ja, det bliver så vores lille fælles hemmelighed” smiler Arthur til ham, mens han banker sig i tindingen med pegefingeren.
”- Men mon ikke De godt kan lægge lidt ekstra millioner på bundlinjen i de kommende års budgetter?!”



I det samme drejer Chen skarpt om hjørnet ved kantinebygningen, og slår en forlæns saltomortale, inden han får bragt sig selv og dragten til standsning foran direktøren.





De kommende dage er der indkaldt til haste-strategimøde i ledergruppen på fabrikken.
På det tidspunkt har Arthur og Chen for længst forladt Toulouse.
Hjemme på borgen må Chen indrømme, at saltomortalen ved demonstrationen af den eksomekaniske dragt ikke var helt planlagt.
”Men jeg ved, hvor jeg skal lede efter fejlen” smiler japaneren til Arthur, da de for en gang skyld holder en lille pause i liggestolene på solterrassen.
”Hvis du har løst problemet inden ugens udgang, er der en betalt skiferie i hjemlandet min ven” lover Arthur sin mest betroede medarbejder.



I Toulouse kan man på et tidspunkt se tre jakkeklædte herrer gå rundt om fabriksbygningen, for at overveje udvidelsesmulighederne i området.
I Sydfrankrig skiftes forskerne til en tur rundt om borgen i den eksomekaniske dragt.
Den hurtigste medarbejder vinder et weekend-spa-ophold på vinslottet ved Clarise og Pierre – med alt betalt.



Ved aftenkaffen på terrassen må Arthur erkende overfor Anna, at han ikke var hurtigst – slet ikke.
Mens de sidder og snakker, begynder de første sjældne snefnug at falde omkring dem.

En af de første vinterdage tager Arthur turen til vinslottet hos Clarise, Pierre, Jean Claude og Beatrice.
Pierre og Jean Claude har ryddet et stort gammelt kornkammer i en træ-bygning bag slottet, som de nu er i gang med at sætte i stand og indrette med tre brugte bowlingbaner, som Clarise har fundet på Internettet.
Arthur synes nok, at han skylder de to fjerne familiemedlemmer en tjeneste eller to, og har derfor tilbudt at give en hånd med ved byggeriet og indretningen af den gamle bygning, som skal blive til en ny attraktion på vinslottet det kommende forår.
Han har også overbevist sig selv om, at forskerne på borgen sagtens kan fortsætte de igangværende udviklingsprojekter via en daglig telefonforbindelse og opdatering.
På den måde får han mulighed for at give sin grandfætter lidt igen på den hjælp, som han selv modtog, da han flyttede ind på borgen.

Ved samme lejlighed kan han få en evaluering af den nye bærplukkerrobot, som Jean Claude har benyttet ved årets vindruehøst. Den nye model skulle være bedre til at skille modne bær fra de endnu ikke færdigudvoksede af slagsen. Med de nye bløde fingerpuder burde robotten også være mere skånsom i selve plukningen af bærrene.
På turen mod vinslottet glæder Arthur sig derfor til at høre, hvordan årets høst af bær er gået med den nye robot-plukker.



Mens han kører ad de sidste krogede veje mod vinslottet, tager snevejret yderligere til.
Dette sydfranske område har ikke haft problemer med sne de sidste mange år – ja, dårligt set sne i al den tid, hvor Arthur har boet på disse kanter.
Men denne vinter synes at blive en stor undtagelse, for blæsten og snefygningen bliver værre og værre, som Artur nærmer sig den sidste bjergskråning, hvor slottet knejser smukt i landskabet. Det kan man bare ikke se i øjeblikket, hvor sigtbarheden ikke går langt frem i bilens to lyskegler.
Selvom han er lige ved at overse den store port til vinslottet, får Arthur i sidste øjeblik øje på de to lanterner på hver side af porten – bremser i sneen – og glider kun et lille stykke frem på vejen.



På gårdspladsen tager Jean Claude imod i sit vintertøj.
Han træder ind i bilens lys, netop som Arthur standser bilen, og slukker lygterne.
”Så bliver der da vist hvid jul i det sydfranske i år” næsten råber Jean Claude, da borgherren smækker bildøren bag sig.
”Det må man da nok sige” svarer Arthur tilbage, og rækker hånden frem til en hilsen.



Ved bagindgangen banker de deres støvler af, og træder ind i det varme køkken, hvor Pierre er midt i tilberedningen af aftensmaden.
”Velkommen grandfætter” hilser Pierre fra komfuret, og giver Arthur en venlig velkomst-krammer.
”Der er tomatsuppe a la creme om ti minutter”.



Efter udvekslingen af hilsner hjemmefra, en status over vejret, som må skyldes klimaforandringerne
– og sneens forventede skadelige indflydelse på vinudbyttet den kommende sæson, samt et udsøgt og velsmagende aftenmåltid, trækker mændene mod kontoret, så Jean Claude og Pierre kan beskrive deres plan med bowlingbanerne i træ-bygningen bag slottet.
Af snakken fremgår det, at det helt og holdent var en pludselig indskydelse af Clarise, da hun så de tre bowlingbaner i en salgsannonce.
”Ja, så slog hun til, og bestilte straks en vognmand til at levere banerne” smiler Pierre – synligt imponeret af konens pludselige handlekraft og lyst til at bruge penge.
”Men de VAR nu også billige” påpeger Jean Claude.  



Da de har kigget lidt på skitserne, kalder Beatrice fra stuen, at aftenkaffen er klar.
”Vi må se, om vejret tillader, at vi kigger på bygningen i morgen” siger Pierre, mens han skænker en god Cognac op i tre glas.
”Men lad nu lige Arthur få tid til at få pakket ud” indskyder Clarise.
”Du skal sove i gæstefløjens jagt-stue – der er redt op og tændt for varmen” henvender hun sig til Arthur.



Det meste af næste dag hyler en storm om slottets bygninger.
Et stykke op ad formiddagen bliver Pierre rastløs, og griber sit overtøj.
”Så er det vel heller ikke værre” siger han henvendt til Jean Claude og Arthur, der også begge rejser sig, og går mod yderdøren ved restauranten – den eneste, der ikke er dækket af snedriver.
Så trasker de i hinandens fodspor gennem driverne mod kornkammeret. (Indrømmet, driverne bliver ikke høje i Sims-verdenen - selv ikke i en snestorm!)



Indenfor i kornkammeret er en mægtig hal, hvor bowlingbanerne allerede er installeret.
Banerne kan lige nøjagtig være der mellem de mange bjælker og stolper, som bærer træbygningen.
”Ja, det er jo alt det mekaniske og elektriske, som vi gerne vil have din hjælp til” siger Jean Claude til Arthur, da de står i teknikker-rummet bag bowlingbanerne.
Her hersker et virvar af løse kabler og maskindele, som Arthur straks kaster sig over.



Allerede samme eftermiddag får Arthur koblet det hele til styreboksen, så banernes monitorer blinker, da han trykker på aktiveringsknappen.
Langsomt begynder hjul, trækaksler og remme at snurre, mens Arthur bevæger sig behændigt rundt omkring maskinen med en smørekande.
Snart har alle tre maskiner fint fordelt ti kegler på hver bane.
I mellemtiden har Jean Claude fyldt kuglereolen med bowlingkugler, og Pierre sat et par skabe op i det hjørne, hvor baren på et tidspunkt skal bygges.
”Jamen så bliver vi vel nærmest nødt til at se, om det hele virker” blinker Jean Claude til de to andre, og tømmer en kasse med bowlingsko ud på gulvet.
”Lad os starte med bane to”.



For en stund er alt videre indretning sat på standby.
Ja, faktisk glemmer de tre mænd helt deres gøremål, for resten af dagen flyver kuglerne afsted på de tre bowlingbaner.
Først da sulten nærmer sig, stopper de spillet, og begiver sig tilbage mod slottet gennem de tiltagende snedriver. Sporene fra samme formiddag er for længst forsvundet i snefygningen.



Næste formiddag er det MEGET påkrævet, at også svigersønnen Duane må give en hånd med i kornkammeret.
”Vi har et par ting, som vi MÅ have hans hjælp til” fortæller Pierre til Clarise.
Så må Duane trodse den fortsatte snestorm, og møde op i den kommende bowlinghal dækket i sne.
På vejen over gårdspladsen mod kornkammeret bemærker Clarise, som tilfældigt kigger ud ad vinduet, at mændene lige svinger indenom vinlageret, inden de igen sætter kursen mod den fjerne bygning.
I første omgang tænker hun ikke mere over det.

Næste dag er det et par af cykelklubbens medlemmer, som nødvendigvis må hjælpe til med ombygningen af kornkammeret.
- og igen drejer mændene indenom vinlageret på vejen – denne gang med to kasser af slottets bedste vin under armen, da de igen dukker op.



Ved aftensmaden den fjerde dag spørger Clarise til, hvordan det går med istandsættelsen.
”Det må da gå stærkt med alle de hjælpende hænder” vurderer hun overfor mændene.
På skift forsøger mændene at forklare, at de i øjeblikket er ved at indkøre det gamle bowlinganlæg.
”Det er jo ikke bare sådan lige, at starte sådan nogle gamle brugte maskiner op igen” forklarer Pierre.
"Der er en maaaaasse mekanik, som skal fungere" forklarer han.
Clarise kigger på Jean Claude – og så på Arthur, som begge nikker bekræftende.
”Nåh, jamen heldigvis ser det jo ud til, at vejret bliver meget bedre i morgen. Så må jeg hellere kigge over til jer, så jeg kan få taget mål til sofabetrækket”.
”Det skal du ikke bekymre dig om – det kan jeg sagtens klare for dig” forsøger Pierre.
”- og så er du også fri for, at skulle ud i alt det sne”.
Men Clarise insisterer på, at tage målene selv.



”Det bestemmer DU selvfølgelig” svarer Jean Claude, men skuler samtidig mod Pierre.
Der er stille et lille stykke tid, mens mændene forsøger at fange hinandens blikke.
”Jeg har sat kaffe over” fortæller Beatrice, der netop kommer ind i spisestuen fra køkkenet, og sætter bakken på sofabordet foran dem.
Det giver Jean Claude anledning til at rejse sig op – lidt for kvikt efter Clarise’s mening.
”Njah, ved du hvad, vi tager nok lige et par timer mere med indkøringen” skynder Pierre sig at sige, og følger lige i hælene på sin far.
Arthur er ikke sen til at følge efter.



Da mændene har forladt slotsbygningen, ryster Clarise på hovedet med et overbærende smil mod Beatrice: ”Mænd altså – som om, at jeg ikke kan gennemskue, hvad de har gang i!”
På vej mod kornkammeret råber Pierre gennem vinden til de to andre, at det nok bliver sidste bowlingomgang, inden de må videre med væg-malingen og de andre opgaver næste morgen.



Inden mændene i cykelklubben indleder cykelsæsonen om foråret, bliver de det første selskab i kornkammerets nyindrettede bowlingcenter.
Alt er nu nydeligt indrettet i den gamle bygning.
Den efterfølgende vinter påstår cykelklubbens medlemmer, at de holder cykel-formen vedlige med bowling.
Tælleren på øl-ankret og mængden af tomme vinflasker indikerer dog, at det også er en helt anden form, som cykelklubben holder vedlige, når de mødes til deres ugentlige bowling-aftner.



De næste gæster til at prøve bowlingbanerne er alle medarbejderne fra laboratoriet, som får sig en herlig afslappende dag med massage, spa-bad, vinsmagning, aftensmad og midnatsbowling.
Denne fornøjelige oplevelse ender med, at alle medarbejdere fra borgen to gange årligt dyster mod personalet på vinslottet.
Tredje gang de mødes, har spillerne på begge hold en fin hold-trøje på.
Mens forskernes trøjer er sponseret af den fransk/japanske virksomhed, har Clarise og Beatrice selv syet trøjerne til spillerne fra vinslottet.
Logoet på brystlommen og ryggen er naturligvis et velskænket vinglas.
Det er i øvrigt kun yderst sjældent, at forskerne trækker sig sejrrigt ud af disse opgør.
I stedet nyder de alle at forlade kælderlokalerne på borgen for en enkelt munter aftens skyld.





De sidste til at prøve bowlingbanerne, inden sæsonen for alvor går i gang, er damerne fra Clarise’s wellness-hold. Lige den dag består banerne og mekanikken den ultimative prøve, for det er ikke mange fra holdet, som har haft en bowlingkugle i hånden tidligere.
Til gengæld kan man høre mange hvin og høj latter strømme ud ad den åbne fordør.



Da restauranten genåbner til sæsonen, bliver bowling og udsøgte retter en ny kombination, som man ikke finder i mange andre bowling-etablissementer på de breddegrader.
På det tidspunkt fungerer alt perfekt, og lokalet er færdigindrettet – også med en fin ny-polstret sofa.
Arthur er for længst vendt hjem til borgen – i øvrigt med en melding om, at robotplukkeren fungerer upåklageligt.

simsister skrev:Jamen en virkelig god idé altså. De store robotter var en af de sjoveste ting i Sims 3 efter min mening. Og der er allerede en sådan stor robot i uspillede familier, så jeg kan sagtens snyde. Indtil videre har en af mine simmere kun bygget en rengøringsrobot, og den er absolut irriterende nok. Fiser rundt efter ingenting både ude og inde.

Sorry, jeg ser først din kommentar nu, Simsister.
- og du KAN have ret i, at de ikke altid er super effektive de hjælpebots - specielt ikke rengøringsrobotten, som ganske rigtigt er noget ineffektiv, hvis der ikke er noget at rydde op på.
I den nuværende husholdning har jeg både en butler, rengøringhjælp og en bot til rengøringsopgaverne i bygningen.
Med 8 simmere i husholdningen bliver der NÆSTEN arbejde nok til alle.
Et andet irriterende element er, at man hele tiden skal holde øje med botterne. Ellers går de i stykker elelr går i dvale de mest mærkelige steder.
Så ville det have været nemmere, hvis de eks landede og ladede samme sted på grunden hver gang - eks fra det punkt, hvor de startede.

- og du har ret: der er også en u-spillet familie med de store robotter.

Efter at have snydt med den første servo/robot (tsk tsk ), valgte jeg, at gå den lange fremstillingsvej med den næste servo - at den SKULLE fremstilles på retmæssig vis.
Det blev dog en KÆMPE opgave med ALT for mange reservedele, computerchips og mekanismer - en næsten uoverkommelig opgave, som tog pænt lang tid - også selvom 3 af simmerne hjalp hinanden.
Mon ikke, at der findes et mod, som afhjælper dette?

Men det betyder også, at jeg pt har en husholdning med 10 medlemmer - inkl de 2 servoer, som næsten har de samme muligheder som familiens andre simmere - herunder eks også lektiehjælp og lignende.

Den efterfølgende sommer får forskergruppen tilbudt en fælles rejse til Japan – virksomhedens hjemland udover kontoret og fabrikken i Frankrig.
På det tidspunkt er den eksomekaniske dragt netop sat i handlen – og forudbestilt i tusindvis af rigmænd og teknik-nørder over hele kloden.
Rejsen er betalt af en glad direktør, som netop har modtaget en international hædersbevisning og innovationspris for de seneste produkter fra Toulouse-fabrikken.
”Men fortjenesten er jo vitterligt jeres” roser han forskergruppen, da han for en sjælden gangs skyld besøger borgen.



På rejsen, som hurtigt bliver planlagt, vil forskergruppens viceprojektleder Chen i stedet benytte lejligheden til at besøge sin hjemegn og familie.
Resten af teamet får en uges afslappende ferie ved de varme kilder og aktivitetscentret ved Mount Komorebi.
Arthur har inviteret Anna med – for hans egen regning naturligvis, mens sønnen Jacques bliver voldsomt forkælet hos Clarise og Pierre på vinslottet.



Efter en længere fly- og togrejse, ankommer selskabet til togstationen ved bjergets fod - netop på en dag, hvor regnen siler ned over området.
I første omgang siger de farvel til Chen, som skal videre med det næste tog.
”Vi ses om en uge” vinker Chen, og går mod den fjerneste perron.



Derefter bliver de alle indkvarteret i det lejede hus, hvor de kan se det hvide bjerg tårne sig majestætisk op i baggrunden.
Fra terrassen på det lejede hus kan de svagt skimte lysene på bjergskråningen, hvor aktivitetscentret ligger sådan nogenlunde midtvejs oppe ad bjerget.
Selv her i aftenskumringen synes området enormt og vel-oplyst med store lysmaster på skiløjperne og ved svævebanen, som går fra byområdet og op til aktivitetscentret.
”Den tager I bare i morgen de herrer – så besøger jeg byens butikker” smiler Anna til forskergruppen, der alle spejder ivrigt mod bjergets top.
I det samme slår vejret om til sne.



To dage senere må Arthur erkende, at han aldrig bliver nogen mester til at stå på ski.
Ydmygelsen bliver total, da en lille firskåret knægt så let som ingenting suser forbi ham på den nemmeste af løjperne.
Da Arthur på mirakuløs vis når uskadt ned til bunden af løjpen, peger knægten fra før på Arthur, og henvender sig til sin far med ordene: ”Det er ham der far – han kører altså rø.-dårligt på ski”.



Nogle få styrt senere – og efter flere muntre kommentarer fra kollegaerne, vælger Arthur til sidst at levere de lejede ski tilbage til butikken med en bemærkning om, at det må være nogle meget skæve ski.
Skibumsen bag disken kikker misbilligende på den franske forsker, og trækker så bare på skuldrene, da Arthur allerede er på vej ud af butikken igen.



”Så VAR der alligevel noget i denne verden, som du ikke var god til” driller Anna, da Arthur sætter de uldne vinterstøvler ved husets overdækkede indgangsparti, og istedet kaster sig over nogle rester fra køleskabet.
Det må Arthur blankt erkende.
”Hvad man ikke har i hovedet, det må man . . ”
”Ja ja, jeg ved det godt min ven: Det må man have i benene” fortsætter Anna sætningen.
”Og når man nu har SÅ meget i hovedet, som du har, må man nødvendigvis være dårlig til fysiske aktiviteter” fuldfører hun.
Ingen tvivl: Anna har hørt den sætning før!
I stedet aftaler de, at følges til de varme kilder og badeanstalten dagen efter - så snart de andre i gruppen har forladt huset.



Næste formiddag er vejret klart og snefrit. Så Anna og Arthur er hurtigt ude af døren.
Det varme vand og de rislende dråber fra et lille vandfald ved den varme kilde får dog snart Arthur til at døse hen – udmattet af de mange måneder med udviklingsprojekter og deadlines - og måske også den lange rejse og de forgæves forsøg på skiløjpen.
Langsomt falder hovedet ned på skulderen, og til sidst er borgens projektleder langt væk i en afslappende og tanke-tømmende drøm om hvide sandstrande og et rigt ø-liv.



Anna smiler undskyldende til de andre personer i bassinet, som nikker kejtet tilbage.
”Det er vist ikke normalt, at man snupper sig en middagslur på disse breddegrader” tænker Anna ved sig selv, og kommer ”helt tilfældigt” til at sprøjte lidt vand over på Arthur.
Han slår straks øjnene op, og kigger lidt fortumlet på Anna og de omkring-siddende.



”Jeg snorkede vel ikke?” må Arthur vide, da de står i brusebadet bagefter.
Men hun ryster heldigvis afværgende på hovedet.
”Godt, for jeg var lige på en herlig drømmetur til vores næste rejsemål” smiler Arthur til hende.



Da de andre forskere er hjemme igen efter dagens strabadser på løjperne, har Anna bestemt sig for, at aftensmaden skal bestå af en lokal ret – og i øvrigt indtages på japansk maner.
Udover en fin ny kimono har hun derfor udelukkende købt ris og krydrede lokale råvarer på byens marked – og nu forberedt en stærk ris-ret til forskerne, som den søde ekspedient lærte hende at forberede.



Mens de sætter sig ved det lave bord, vil en af forskerne, som dufter forsigtigt til gryden, gerne have retten med tilbage til laboratoriet, så han kan analysere indholdet under mikroskopet.
”Den MÅ da have en yderst spændende molekylær struktur” henvender han sig til de øvrige forskere med et smil.
En anden forsker, som sætter sig på puden på gulvet ved siden af, dunker ham i ryggen, og udbryder muntert: ”Du skal ikke klage – du har værelse lige ved siden af toiletdøren”.
Der bliver dog ikke behov for natlige besøg, for retten viser sig at smage himmelsk.



Det er ikke alle, der er lige gode med spisepindene, men alle morer sig kosteligt over deres manglende færdigheder ved bordet.
”Her kunne man godt have brugt sin robotarm” griner Arthur, da kødet for tredje gang plumper tilbage i den fælles gryde midt på bordet.
Det medfører en bemærkning om, at det da er meget praktisk at sidde så tæt ved gulvet, hvis man hele tiden skulle samle noget op fra gulvet.
Så griner de alle og skåler i noget knapt så velsmagende saft fra samme markedsplads.



Senere på aftenen er der lysfest på torvet i byen.
Inden de tager afsted, trækker Anna igen i sin nye kimono, som hun købte på markedet samme formiddag – utroligt blødt og behageligt vævet stof, må hun erkende.
De følges alle derhen, og oplever et sandt overflødighedshorn af lys og lamper i alle afskygninger og størrelser.
Om så det er på det lille vandløb ved torvet, så flyder lamperne sagte afsted med strømmen.



”Er det ikke smukt?” udbryder Anna – helt grebet af stemningen omkring sig.
Arthur nikker til hende, og opdager i det samme, at de andre forskere drejer af ved byens lille bar.



Han vælger dog at følges med Anna mod torvets bageste område, hvor de er ved at gøre klar til et større fyrværkerishow.
Snart suser raketterne mod himlen, og både lokale og turister bøjer nakken mod himlen.



Som en sidste ting, inden de går tilbage mod huset, hænger Anna og Arthur en ønskeseddel op i torvets ønsketræ.
Anna har hørt, at mange af de lokale vitterligt HAR fået deres ønsker opfyldt, efter at have hængt en seddel i træet.
Den hopper Arthur ikke sådan umiddelbart på – men ønsker alligevel alt godt for Anna og sønnen.



Den sidste dag må de pakke deres tøj, og begive sig på den lange tur tilbage til Sydfrankrig, hvor nye projekter allerede står i kø – og hverdagen derfor hurtigt indfinder sig igen.
I en aftenpause konkluderer Arthur, at turen til Japan var vellykket, men at det også er rart at være hjemme igen.
I det samme kommer Jasques trippende forbi – helt sodsværtet i hovedet og på forsiden af tøjet.
”Forsøget mislykkedes” proklamerer han, og spankulerer videre mod badeværelsesdøren.
”Så har han været i kemisættet igen” ryster Anna på hovedet over familiens lille nysgerrige geni.

På sine ældre dage har Arthur, som nu indimellem benytter den eksomekaniske dragt til at bevæge sig rundt på borgen, tillagt sig en større skæg- og hårpragt i stil med sin faders - måske endda lidt længere.
Samtidig sniger der sig en velbegrundet tilstand af paranoia ind på Arthur.
Med de mere og mere avancerede robotter som et oplagt militært stykke isenkram, ser man ofte rimeligt anonyme spioner snige sig rundt i området – eller i spage forsøg på at komme ind i borgens indre med søgte undskyldninger og slet skjulte anliggender.
Arthur har således smidt nye postbude, blikkenslagere, blomster- og forsikringssælgere og reparatører på porten flere gange - til stor irritation for den gamle borgherre, som er overbevist om, at der gemmer sig en dygtig spion under klæderne.



Luftgeværet ligger da også fremme på terrassen, så svævende droner får et skud hagl, når de flyver ind over borgens område.
En enkelt gang imellem ryger der da også uskyldige folk tilbage over vindebroen - præsten til faderens begravelse som et uheldigt eksempel, da kirkens udsending vågede sig ind på borgen, uden forudgående aftale.
Præsten blev scannet i den indre gård af en vagt-robot - og ikke godkendt ud fra robottens database over tilladte besøgende.
Bagefter måtte Arthur beklage optrinet og forklare, at robotten ikke var programmeret til at lade præsten træde over vindebroen, og derfor havde løftet den runde præst helt ud af matriklen igen.



Arthur bliver mere og mere overbevist om, at udefrakommende personer med militære interesser holder et konstant øje med ham og borgens andre forskere.
Som det første tegn på forandringerne, bliver vindebroen – og dermed også borgen - nu lukket helt for besøgende – og kun åbnet i yderste tilfælde eller ved arbejdets start og ophør, så medarbejderne i robotlaboratoriet kan komme ind og ud.
Med stenene fra en faldefærdig bygning bliver muren omkring borgen genopbygget som et uindtrængeligt bolværk mod udefrakommende.
De fleste af forskerne har været ansat gennem hele denne periode, hvor borgen har fungeret som et attraktivt forum for videnskab og robotteknologi – og har valgt at leve med Arthurs tiltagende særheder og syn på det omgivende samfund.
”Det er som om, at hele Verden omkring os er befolket af militante tosser” påstår Arthur, når snakken falder på den stigende isolation.



På samme måde får alle besøgende, som kommer indenfor ringmuren, nu en sporingsenhed koblet på tøjet, så snart de træder indenfor. Dermed kan borgens faste elektroniske robot-vagtkorps følge personerne rundt på borgen – og overhøre enhver samtale.
Ved indgangen står der nu to faste vagtrobotter, som scanner folk for kameraer og lydudstyr – og nedgangen til kælderen bliver hermetisk lukket for andre end Arthur selv og hans betroede medarbejdere, der – for de flestes vedkommende - nu bor med deres familie på borgen.
"Efterhånden er borgen vendt tilbage til fordums formål med at beskytte sine beboere" sukker Arthur, og spejder ud over borgmuren.
"Vi mangler bare at lade de gamle kanoner igen".



Anna, som ikke rigtigt kan sætte sig ind i alt dette postyr, ender med at flytte ud af borgen med deres fælles søn Jacques. Hun slår sig ned med sønnen på det nærmeste landsted, som Arthur køber til hende.
Hun fortsætter med at støtte ham, og er en af de få personer, som har fri adgang til borgen – og ikke skal kontrolleres ved indgangen eller have sporings-enheden på tøjet.
Det samme gælder for Jacques, som i øvrigt virker yderst interesseret i faderens arbejde, og i studietiden selv læser til robot-ingeniør. Mange af praktikstudierne foregår i kælderen på borgen, hvor han hjælper forskerne, så tit han kan – en ting, som Anna ikke billiger fuldt ud, men dog vælger at acceptere med årene.



Til trods for sin paranoia bliver Arthur en værdsat vismand indenfor robotteknologien og kunstig intelligens – og en fortløbende fortaler for, at denne nye teknologi kun bør anvendes til fredelige formål og opretholdelse af verdensfreden.

For borgens faste beboere har han desværre også genoptaget sin intention om at lære at spille på det gamle træde-orgel i musikstuen.
Det går ikke stille af sig, når piberne i orglet hviner gennemtrængende og ude af takt, mens Arthur hamrer i tangenterne.
I den periode truer et par af forskernes koner direkte med at flytte ud af borgområdet igen.
"Hellere leve i mere trange kår og uden vin, end at skulle lytte til denne jammer" som en af konerne vredt udtrykker det.

Et stykke længere ude mod kysten ligger endnu et interessant bygningsværk – formentlig bygget af engelske udvandrere for flere hundrede år siden.
Her bor en sær eneboer i en anden gammel borglignende bygning – bygget efter engelsk middelalderlig model – et såkaldt towerhouse, som det hed på den tid.



Eneboeren er kendt som en vrissen, indesluttet og uhyre sparsommelig starut – ja, nogen har ligefrem kaldt ham en sær gammel fedtsyl.
- En typisk skotte, vil nogen sige.
Men det er ikke helt korrekt, for MacCluskey er opvokset i det franske og efterkommer af en irsk slægt.
Han har aldrig haft en kone og har derfor heller ingen arvinger – og intet testamente skrevet, så vidt man ved.



Maden bliver bragt til forkanten af vindebroen over voldgraven fra den lokale kro.
På broen hænger en lille pose med korrekt aftalte mønter – men aldrig med drikkepenge.
Eneboeren går yderst sjældent over voldgravens plumrede vand – og taler helst ikke med nogen.
Kun hunden Tullamore holder den gamle MacCluskey med selskab.
Selvom borgen synes en smule faldefærdig og klar til en større reparation, er der dog intet i vejen med det indre, så vidt beboerne i området er vidende om.
Der er bare aldrig nogen, som har set bygningen indefra.



En hed sommerdag dør MacCluskey pludseligt i sin opholdsstue.
Det bliver kroens sendebud, som drister sig ind i bygningen, da flere madposer ikke er fjernet fra det aftalte sted på den tredje dag.
Nogen i byen påstår, at han gik bort, fordi han sparede for meget på sin mad, og lagde for meget til side i forrådskammeret – andre at det var hedeslag, fordi han ikke drak nok væske – og helt andre holder hårdnakket fat i, at han istedet fik FOR meget væske indenbords.
En lille gruppe vil dog mene, at MacCluskey blot blev kaldt hjem til gud på en helt naturlig måde.



Tidspunktet for MacCluskeys bortgang er nogenlunde sammenfaldende med den sommerdag, hvor Anna og Arthurs søn Jacques er færdig med sin studietid til ingeniør.
Han er nu en ung og flot fyr med mod på livet og et udpræget eventyr-gen.

For at være i nærheden af familien, flytter Jacques ind i MacCluskeys gamle towerhouse, hvor mange af møblerne følger med i handlen med boets kurator.
Jacques har medbragt den nye flytterobot, som skal hjælpe ham med de sidste personlige genstande.



I oprydningen efter MacCluskey finder Jacques en større samling af nydelige og vellignende malerier fra området - de fleste tydeligvis malet i aftenskumringen, når eneboeren har bevæget sig udenfor med sit staffeli.



På Jacques anbefaling installeres et stort teleskop på den øverste tagterrasse på borgen – og blikket vendes mod verdensrummet i forskerteamet.
"Hvis vi kan udvikle en robot til en kommende kolonisering af månen, er der næste uanede perspektiver i det" fortæller Jacques en aften, da teleskopet endelig er opgraderet og klar til brug.
Han har efterhånden overtaget mange af Arthurs eksterne opgaver for firmaet.
Men det er en helt anden historie.

- og så var den historie ikke længere.

Men jeg MÅTTE simpelthen lige have ham den fornøjelige eneboer med, for han er da den mest spøjse - og alligevel realistiske skabning, som jeg endnu har set i Sims - fundet på galleriet, og ændret en lille smule, så han kom til at se mere irsk/fransk ud i tøjet.

Jeg indrømmer også gerne, at billederne efterlader en del at ønske denne gang, for der blev ikke brugt mange kræfter på et "godt skud" - tværtimod blev det lidt forhastet mange gange, da jeg var ved at tabe interessen undervejs.
Alligevel nåede vi da sådan nogenlunde i mål - og jeg fik lært en masse undervejs om bots/servoer/robotter, eksomekaniske dragter og hjælme og lignende.

Jeg oplevede iøvrigt et nydeligt scenarie, da en af simmerne skulle tilbage til sin grund.
Simmeren gik næsten hele vejen - og gik lige forbi to af mine andre grunde i baggrunden.
De kan lige anes på dette billede.

Så vil jeg da sige tak for historien.
Ham Arthur kom sandelig også langt omkring.
Har du selv bygget dit towerhouse?