S.S. Martha - sådan gik det sidenhen

Sikke nogle gode vinter billeder og et fantastisk fabriksområde. Man får helt lyst til at træde ind i skærmen og udforske området lidt nærmere.....

Tak MOnaSolstraale.
- og der ER virkelig meget at udforske - og der kommer mere til senere.
- og så er jeg også imponeret af vinterlandskaberne - specielt med aftenlyset tændt.

Sikke en flot stor fabrik...du har da haft travlt Vince. Da jeg sku bygge de der top moderne minimalistiske rigmands"huse" tog det mig over 3 dage bare for et. Jeg kan virkelig ikke lide de der flade kasser og kæmpegrunde. Så er dine byggerier meget hyggeligere. Men altså jeg må jo være tro mod mit projekt...ellers gir det ingen mening...

1974 - foråret
Flytningen fra den gamle til den nye brødfabrik skrider planmæssigt frem.
Da de skal iværksætte produktions-testen, får de problemer med gentagne gasudslip.
Da Sigvardt får sig noget af en forskrækkelse, må de til sidst skifte gas-generatoren.



Da først sneen forsvinder, konstaterer de ligeledes, at det ene spildevandsbassin er utæt.
Brovst hopper i det plumrede vand, og får nemt hullet lappet.
Han klør godt nok lidt over hele kroppen de næste par dage, men ellers er han ok.
"Sådan en smule spildevand kan ikke slå en hårdfør sømand ud af kurs" proklamerer han.
De 3 efterfølgende dage er toilettet dog ofte optaget, men ingen nævner noget.



Sneens forsvinden bevirker også, at de får øje på en næsten skjult lem i græsplænen.
Da de forsigtigt åbner lemmen, finder de et rum, som er fyldt med kemikalier.
I stedet for at fylde rummet med jord, fjerner Knud og håndværkerne først kemikalierne – og derefter taget, så de kan indrette hullet som svømmebassin til de ansatte.
”Det må vi kunne få glæde af til sommer” smiler Knud til Tømrer-Peter, da de sidste rester af taget er fjernet, og væggene i hullet beklædt med fliser.



Den hidtidige brødfabrik, som de forlader i løbet af foråret, kan desværre ikke sælges – og kunne heller ikke indgå i handlen med den nye fabrik.
Derfor overtages bygningen af Knud og Brovst, som vil sætte deres nye grill og en ny havemøbel-serie i produktion.
De forlader derfor de lejede lokaler, som de hidtil har benyttet – og får derfor også væsentlig mere plads.
Smeden Manfred Poulsen går i kompagniskab med de to sømænd, og ansætter flere folk til fremstillingsprocessen.
Den nye møbelfabrik giver også plads til en lille butik, hvor grill og møbler sælges.



Brovst arbejder nu fast på møbelfabrikken.
Han besøger stadig sin ”aftensmads-veninde” fru Hasselholt, når han har tid.
”Der er vist mere end aftensmad i det” fniser Marius, da han tilfældigt får øje på Brovst en sen aften på trappen til fru Hasselholts hus.
”Ellers har han godt nok spist uroligt, hvis den smule hår kan blive SÅ uglet af et enkelt måltid – hi hi”.

Marius' lager af fyrværkeri i kælderen i Skippergade flyttes til det lille portnerskur ved indkørslen til den nye brødfabriks lager – i sikker afstand fra de andre bygninger.
Allerede nogle få uger senere spørger Marius, om Knud og håndværkerne kan hjælpe med en lille udvidelse med et lager, da han skal lave fyrværkeri til havnefesten ved Marstal Sejlklubs efterårsfest i 1974.



Hvordan det er lykkedes for Marius, er der ingen der rigtigt kan redegøre for, men han får hjælp af kineseren Xin Kim Lu, som pludselig dukker op på fabrikken en morgen, og spørger efter "Krudt-Marius".
Marius nævner et aftenkursus for folk med en interesse for bonsai-træer, som forklaring på kineserens tilsynekomst på fyrværkerilageret.
Xin bliver et givtigt bekendtskab for Marius, for hans onkel hjemme i Kina har en fabrik med fyrværkeri og krudt.
Selvom Xin ikke forstår dansk – og Marius naturligvis ikke kinesisk, klarer de to mænd deres arbejde forbavsende godt sammen.
Ved siden af arbejdet med fyrværkeriet, deler Xin og Marius snart et halvdagsjob med pasning af haven og de nye ingredienser i plantekasserne på brødfabrikken.
Sidst på foråret har portnerskuret fået et baglokale med plads til lidt lagervarer.

Der er hårdføre de gutter!

Det er jo snart et helt erhvervs imperium.

Ja jeg synes også deres arbejdsliv griber om sig......og anseelsen vel også. Virkelig fede billeder..

Lige præcist - I er ikke nemme at skjule noget for
Nyt arbejdsliv for sømændene som gennemgående tema for denne lille efter-historie - og sikkert også økonomisk uafhængighed, inden vi når til vejs ende!

Jeg har lagt "Svendborg Brødfabrik" på mit galleri - for det ER en ret sej grund - med masser af detaljer og (ombygnings-)muligheder.
Skulle jeg finde noget at udsætte på byggeriet, er det netop omfanget, for der ER ret lang vej rundt på grunden - eks fra omklædningsrummet og badefaciliteterne eller kantinen i kælderen til værkstedet øverst oppe.
- og det HAR som sædvanligt taget meget lang tid at ombygge denne grund fra den oprindelige, som Simdels havde skabt.
- lige finde lidt ekstra ting at tilføje - flytte en væg - bygge et kontor og et sikringsrum osv osv.

Ja det må ha taget en krig af tid. Måske jeg kan bruge den i mit nye nabolag...men tror desværre den er for gammeldags..og dog....måske i mit England,... hmmm

Jeg blir utålmodig hvis en grund tager bare mere end 3 dage....uha...så får den lov at ligge i skammekrogen lidt..mens jeg laver noget andet..som er hurtigere,...inden jeg igen tar fat...

Der KUNNE som godt være lidt engelsk fabriks-stil over grunden, nu du nævner det Bodil.
Men ellers ligger grunden i en mindre omfangsrig model på galleriet.
Søg på "Factory" eller Simdels.
Jeg mener, at den oprindelige grund var 30 x 40.

Super

1974 – sommeren
Sigvardt, som igen har indlogeret sig på Sømandshjemmet, udgiver sin bog med sommer-opskrifter til grillen.
Det bliver en moderat succes, som skaffer lidt ekstra midler på bankbogen.
I Svendborg kan bogen kun købes ved boghandleren og Cafe Kringlen i Skippergade, hvor Mathilde rydder en hylde til Sigvardts udgivelse.



Først i maj måned er brødfabrikken klar til indvielse.
Lone er blevet enig med bestyrelsen om, at det skal ske ved et åbent hus arrangement. Så de indrykker en lille ubetydelig annonce i ugeavisen for Rantzausminde og omegn.
I indbydelsen inviteres de omkringboende til at besigtige fabrikken og smage på produkterne – eller som det står i annoncen: ”På lørdag sætter vi kaffe over og bager en muffin – så tag familien med, og kom og smag”.
Dermed håber Lone, at beboerne i den lille by vil glemme de mange håndværkerbiler, som er kørt gennem Rantzausminde de sidste måneder, og i stedet komme og kigge på den nye store arbejdsplads i den ombyggede murstensfabrik.

På dagen for arrangementet er de produktionsfolk, som er fulgt med fra den gamle fabrik, i gang med at bage muffins til de gæster, som de forventer vil dukke op.
”Bag et par hundrede chokolademuffins – så må det være rigeligt til alle” siger Manuela til medarbejderne ved morgenmødet.
Men da strømmen af biler begynder at dreje ind på området en halv times tid før arrangementets start, får de besked på at sætte fuldt tryk på bagemaskinerne.
Selv Alf, Watson, Sigvardt, Viggo, Pia og kaptajnen må i gang med at bage, da folk fra nær og fjern strømmer til.
Det er som om, at alle Svendborgs indbyggere har valgt at lægge turen indenom fabrikken, hvor der på et tidspunkt synes at være biler og mennesker overalt.



På friarealerne bag fabrikken er der opsat en lille scene, hvor hr Andersen som bestyrelsesformand skal byde de specielt indbudte gæster velkommen fra talerstolen.
Dette selskab tæller blandt andet viceborgmester Tobiasen, hr Hasselholt og andre af Svendborgs "spidser".
Det står dog hurtigt klart, at langt flere personer finder frem til denne ellers lukkede del af arrangementet.
- Og snart er alle fade med muffins tømt til sidste krumme.
”Hvad gør vi?” råber Lone efter Knud, da de tilfældigt nærmer sig hinanden.
”Glæder os over fremmødet naturligvis” siger Knud, da deres veje krydses.
”Jo men det er altså en ringe hjælp Knud” råber Lone efter Knud, da han igen er ved at forsvinde ud af syne.
”Så få Roberto til at møde mig ved scenen – så indleder vi med lidt musik, mens I bager flere muffins” råber Knud tilbage, og ændrer kurs mod værkstedet øverst oppe, hvor han heldigvis har efterladt sin guitar.



Mens Andersen, Lone og Manuela har travlt med at hilse på folk og vise rundt på fabrikken, går Knud og Roberto derfor på scenen bag talerstolen.
Under armen har de hver deres guitar.
Da første tone slåes an, kigger folk op fra det tomme kagebord.
Knud og Roberto spiller et par af de mest kendte numre fra deres repertoire – og snart har folk glemt alt om den manglende kaffe og muffins.
Ja, der er faktisk mange, som efterfølgende roser arrangementet til skyerne - netop på grund af musikken.
Som en journalist fra Svendborg Avis skriver: ”Hvor var det dog et ualmindeligt fornøjeligt arrangement på den nye store brødfabrik i Rantzausminde denne weekend, hvor der både var ualmindelig lækkert bagværk og dampende varm kaffe – og i tilgift super underholdning af to af fabrikkens medarbejdere, der fik alle til at synge med på tidens populære toner. Hvilket herligt smittende og fyldestgørende initiativ”.
Da Lone læser indlægget igennem dagen efter, finder hun intet om de manglende muffins.
Der gik dog heller ikke længe, før fadene igen blev fyldt op.

Arrangementet slutter med et festligt fyrværkeri, som Xin og Marius står for.

Super billeder!!! Men hvordan har du båret dit ad med at få giftigt spillevand ud af rørene...og fjernede du trappen, så folk ikke kunne komme op på podiet..

Ha - ja det er et lille fif, for faktisk kommer vandstrømmen nedefra via en dysse!

Ja, trappen røg hurtigt - og sikrede, at scenen ikke blev fyldt med simmere.
Men faktisk var der ikke tilnærmelsesvist så mange simmere tilstede denne gang, selvom jeg havde ændret grundtypen.
Så jeg må nok give det et forsøg mere på den tidligere scene.
Jeg vender tilbage.

Det er da smart..og så er den giftig grøn i farven...bvard.. godt lavet.

Ja man kan godt bruge en del tid på den MCCC indstilling...indtil man er tilfreds... Men jeg tror stadig ikke simmerne kan få glæde af musikken, når der er to niveauer. Du har jo set at når selv karoke anlæget er igang..så står tilskuerne helt oppe i nakken på de optrædende...ak ja..Måske er det derfor der ikke var så mange besøgende..

Mandag morgen er der god stemning på fabrikken, da de samles i kantinen i kælderen.
Lone uddeler roser til alle for en flot indsats ved det vel overståede arrangement.
Hun fortæller også, at en af gæsterne viste sig at være en nysgerrig direktør fra et af landets lavpris-supermarkeds-kæder, der fremover ønsker at forhandle de fynske brødtyper.
"Det betyder væsentligt større produktion og omsætning inden jul, hvis aftalen kommer i hus" smiler hun, og kigger på sin stab af arbejdsomme medarbejdere.
"- og nye ansættelser ikke mindst".



Mandagen efter fortæller hun om virksomhedens nye struktur, som bestyrelsen netop har valgt at godkende – og om nye ansættelser eller udnævnelser i virksomheden.
Watson er således ansat som Indkøbschef. Han viser sig snart at være forbavsende god til at handle helt uhørte priser hjem fra leverandørerne.
Ansættelsen betyder også, at det er slut med at handle olietønder i havneområdet.
Det bevirker, at Knud må gentænke udformningen af grillen.
Alf bliver lager og transportansvarlig. Han er samtidig fabrikkens bud til de nærmeste bagerier og cafeen i Skippergade, hvor brødproduktionen lukkes ned.
Fabrikken råder nu over en helt ny og skinnende varebil, som Alf glad futter rundt i.
Bilen benytter Knud og Roberto flittigt til musikinstrumenterne, når de skal ud og spille i weekenderne.



Da Mærsk lukker satellitkontoret i Svendborg, bliver Frk Bruun udnævnt til fast kontorleder på brødfabrikken - foreløbig kun med Pia som assistent.
Viggo Mortensen bliver ny Bagemester, da bageriet lukkes i Skippergade. Cafeen fortsætter dog naturligvis.
Sigvardt ansættes som Kvalitetsleder. Om formiddagen passer han også kantinen.



Kaj Ove Willumsen udnævnes til Driftsleder. Som det første indfører han stempelure i produktionen, så han kan holde øje med tiden.
I urmager-butikken i Skippergade er der nu systue.
Ansættelsen som Driftsleder redder i øvrigt Willumsens dårlige økonomi, og den nye status på fabrikken betyder, at Willumsens flytter fra kælderen i Tværgade, og igen kan bevæge sig i byens finere kredse.
Disse kredse så gerne Lone og Knud som en del af selskabet, men foreløbig har de takket nej til invitationerne.
Randi Willumsen er netop opsagt som rengøringsassistent i sit seneste job.
Via Kaj Ove’s hjælp får hun et job med morgenrengøring på fabrikken.
I de finere kredse kalder hun sig stadigvæk for rengøringsleder.



Fie hjælper med vask af arbejdstøj efter skoletid, og bruger ellers meget tid på fabrikken, hvor Knud til sidst må bygge et klatrestativ til hende og vennerne fra skolen, når de er med ”hjemme”.
Endelig har Lone ansat Zamwunga Totonga fra Afrika som medhjælper i brødproduktionen.
Zamwunga var en af gæsterne forrige weekend, og fremviste fine papirer fra et bageri i Uganda.
Den første uge skal han dog hjælpe Manuela i udviklingsafdelingen. Her fortæller han om et fedtfattigt brød, som han lærte at lave i sit hjemland, hvor familiens ressourcer var små.
Dette brød ender snart på fabrikkens produktportefølje.



En kort men kraftig midsommerstorm blæser noget af taget af den gamle lagerhal, så Tømrer-Peter og sjakket må i arbejde.

Lige før sommerferien bliver en af de ansatte taget i at stjæle brød fra lageret.
Da medarbejderen brødebetynget (ha ha!) fortæller, at hans fem sultne børn simpelthen elsker de nye jordbærmuffins – og samtidig lover at holde sig fra rapseriet, vælger Lone at nøjes med en reprimande.



I høstsæsonen opdager Alf, at der er markmus på kornlageret.
Fluks låner han huskatten fra dyreklinikken, som snart får bugt med de ubudne gæster.

Møbelproduktionen og salget fra områdets anden fabrik går strygende.
Knud er dog lidt skeptisk over en ny grill-type, som han vil fremstille – nu olietønderne ikke længere kan fremskaffes.
Han får et par design-ideer fra Roberto, som er færdigudlært som maskinmester på søfartsskolen.
Med stort engagement og interesse i udviklingen af den nye model, tilknyttes Roberto hurtigt som fast produktudvikler – i stil med sin moder på brødfabrikken.
Det bliver dog snart til produktionsplanlægger, da grillen står færdigudviklet.

Øjjj hvor sker der meget. Men der er jo også blevet noget at holde styr på med to produktioner... fede billeder..

En aften henvender Bibi sig til Knud, da de tilfældigt mødes i Skippergade.
Bibi fortæller, at hun har gennemgået en afvænningskur, og nu igen er sit sande og bedre jeg.
”Som du sikkert har bemærket, kommer der også mange flere unge håbefulde musikanter på min skole nu”.
Det kan Knud kun bekræfte.



"Jeg har jo også hørt, at du og Roberto er begyndt at spille rundt omkring til fester og sådan noget" fortsætter musiklærerinden.
”Men jeg savner noget inspiration og nye udfordringer” siger hun, og kigger intenst på Knud.
”- Og jeg har jo bemærket jeres melodiske toner i kælderskakten” forsøger hun at uddybe – uden Knud stadig forstår, hvad det er, som hun mener med denne overraskende ros fra en musik-kender.
”Så hvis nu jeres fine duo kunne blive til en trio i ny og næ, så ville det glæde mig meget – med en demonstration først naturligvis”.
Så forstår Knud hensigten.
”Nårh, på den måde” forsøger han at trække tiden, så han lige kan nå at tænke sig om en ekstra gang.



Det ender dog med, at Bibi får lov at spille med, næste gang Knud og Roberto har øve-aften.
Der er ikke meget plads i det lille øve-rum i kælderen, så Bibi tilbyder at holde øve-aftenen i musikskolens mere rummelige lokale.
”Så min lille sømand – nu skal du høre” siger Bibi, mens hun trækker stolen ind til keyboardet.
”Ja, der er nu ikke så meget sømand over det mere” må Knud indrømme lidt trist i mælet, efter at Martha er hugget op.
Han bliver dog glad igen, da en stof-fri Bibi virkelig synger rent og pænt igennem, og håndterer tangenterne på keyboardet til perfektion.
”Den er stadig lidt rusten” erkender hun efterfølgende, men lover at gøre sig umage, hvis de to musikanter vil have hende med ved større arrangementer, hvor der er plads til tre.
Det bliver de enige om.

så fint. Er keyboardet noget der følger med en bestemt pakke til spillet, som jeg ikke har, eller har du downloadet det?

Sikke en udvikling de gennemlever. Godt illustreret og fortalt historie

Ps: Keyboardet hører til Byliv.

Har jeg ikke fulgt med eller hva...jeg ku næsten ikke kende Knud med det skæg og hår...er det hippielænge....

P.S Vince så bør du lige kikke under Kategorien; Design og kreativitet. Jeg har nemlig lært noget nyt.. hæhæ

Ja ja, der er gået lidt hippie i den med årene.
Synes blot, at visse af karaktererne trængte til lidt forandring her 3-4 år efter den første del af livet i Svendborg.
Således har kaptajnen også tillagt sig et stort skæg, efter at han er gået i land.
Reelt burde de vel også skifte klæder, men der er jeg ikke nået til endnu.

ja de ku de måske trænge til...bare vi så kan kende dem igen...

1974 - efteråret
Manuela er hjemme i Sydamerika sammen med Alf, Roberto og den lille Felicia, hvor hun genforenes med sin familie – den familie, som hun efterlod, da hun valgte at hoppe ombord på Martha som blind passager, da skibet stævnede ud fra Salvadorada.



Ingen tvivl om, at Manuela nyder gensynet med sin kultur.
En aften forsøger hun at lære Alf at danse Rumba, men den kejtede maskinmester får aldrig rigtigt lært grundtrinene, og opgiver snart til fordel for de kulinariske drinks i baren.
Så danser Manuela videre på egen hånd.



Da de igen dukker op i Svendborg nogle uger senere, har de mor-broderen Pedro dos Santos med tilbage til Danmark.
Pedro ansættes i produktionen og som nattevagt på brød- og møbelfabrikkerne.
På brødfabrikkens lager finder de en gammel jernseng, som Pedro kan sove i på det øverste loft.
Tæt ved hans side følger Molly med som vagthund.

”Han har alligevel taget noget med fra sin hjemegn, for han griner som et æsel” siger Knud til Lone over aftensmaden en dag.
”Ha ha, det har jeg også tænkt på Knud” griner Fie – glad for, at det ikke blev hende, som skulle fortælle det.



Manuela og Alf har hjembragt en del nye urter og krydderier, som Marius og Xin får til opgave at fremdyrke.
”Jeg har lige podet dem med lidt basilikum og mynte” kan Marius berette, da medarbejderne slutter ugen med en bajer i kantinen.

Ved frokosten i kantinen, som Sigvardt har forberedt, tænker Lone en dag, at den næste ansættelse på fabrikken da vist skal være en af de lokale borgere.
”Nu har vi lige ansat Pedro, Xin og Zamwunga som de sidste – så må det være fint for nu”.

Maren kommer ofte med hjemmebagt kage til medarbejderne.
”Kage med til en kagefabrik lyder da lidt forunderligt, ikke sandt?” spørger Knud.
Maren hjælper også Manuela med ideer til nye produkter.



Når de er tilstede - og det er de ofte, er sømændene "test-personer" på ny-udviklede produkter.
Så mange som muligt skal helst sige god for de nye produkter samtidigt, før produktet bliver sendt i handlen.
Den kræsne Marius er ofte svær at overbevise.
”Men hans smagsløg har ikke slået fejl endnu” erkender Manuela om de nyeste sydamerikansk inspirerede muffins, som introduceres i september.

Dette efterår leverer Alfred honning fra sin støt voksende mængde af bistader.
”Det er lige før, at han sover med nettet over hovedet” kommenterer Maren en dag på kontoret, da snakken falder på mængden af honning, som Alfred producerer.
Honningbrød bliver en ny salgssucces i den kommende vinter.
Så må nye biavlere hjælpe med leverancerne, for Alfred kan ikke følge med.
”Jeg har lige en Bi-mærkning eller to” siger Knud en dag til Alfred, da de står og kigger på de mange bistader.
”Bi-sættes bier, når de dør?”
”- og hvis bier skvatter – er det så et bi-fald?”
”Har du så sat dine spareskillinger ind i Bikuben?”
”Hvis man får udslæt efter et bistik, er det så blot en bi-virkninger?”
”Ho ho – du er STADIGVÆK sjov Knud” griner Alfred til ham, og vifter nogle bier væk fra overarmen.



Det er også i efteråret, at Fattiggården nedlægges.
Istedet sender de penge fra fabrikkens overskud til Manuelas søster i Salvadorada.
”De trænger så voldsomt til hjælp” kan Manuela berette fra sit besøg.
Deres støtte gør det endelig muligt at bygge en ny bygning i byen i 1975.
Bygningen benyttes til skoleundervisning og lægekonsultation, så sundheden øges i området.

Resten af fabrikkens støtte går til de sidste restaureringer af det gamle skib, som sømændene har købt, og er i færd med at ombygge.
Skibet søsættes en stormfuld oktoberdag.
Brovst foreslår ”Den flyvende Lollænder” som navn til skibet, men de vælger alligevel at døbe hende ”Mathilde”.
Det bliver Mathilde selv, som døber skibet ved en lille ceremoni på havnen, hvor sømænd og venner er tilstede.
Hver sommerferie de næste mange år sejler skibet og sømændene med børn fra trange kår – eksempelvis et togt rundt om Fyn i 1978 - nøjagtigt som aftalen med kommunen gik ud på.
Derudover tilbringer sømændene ofte en weekenddag elle to på skibet, når trangen til skumsprøjt og sømandsanekdoter bliver for stor - "et åndehul for gamle sømænd" som kaptajnen kalder det ved dåben.