S.S. Martha - hjemturen fra Grønland

VinceDjansen skrev:Ha ha - så fik jeg måske trådt i noget der - beklager.
Mon ikke Jytte er dansker, men blot GIFT med en hollænder.
Det vil jeg tro, siden hun kan skælde så forståeligt ud på dansk - ha ha.

Det forklarer rugbrødet

Stakkels Brovst! Tænk at miste lysten til frikadeller.... helt ufrivilligt

Med lidt forsinkelser undervejs nærmer Martha sig få dage senere indsejlingen til de indre danske farvande.
En sen aften runder hun Skagens Gren, og er igen på vej mod havnepladsen i Svendborg Havn.
Denne gang bliver hun anvist en ny plads nærmere værftet – og ikke ved det gule pakhus.
Det er nu tydeligt, at foråret er på vej, for vejret i Danmark er kun småkoldt og delvist overskyet, da mandskabet endelig smider trosserne på land næste morgen, og Martha tøjres langs kajen.
Snart er landgangsbroen på plads.

Først fra borde går den undseelige van der Vliet, der rødmende skuler til mandskabet, da han går forbi dem.
Det er tydeligt for hollænderen, at Brovst har delt sine natlige oplevelser med de øvrige søfolk, for de har VIRKELIG svært ved at holde en skraldlatter tilbage.



Derefter følger den hollandske forsker-kone i et rask trav.
Bag dem kan de høre et latterbrøl følge dem over kajpladsen.
"Og nu ikke mere svineri, før I er tilbage i Holland" råber nogen efter dem.
De vender sig ikke om for at kigge, men fortsætter over pladsen.



Fruen har naturligvis sørget for at afgive en afsluttende svada af nedsættende bemærkninger om hendes ubehag ved overfarten fra Godthåb, inden hun skridter ned af landgangsbroen.
”Og se nu til, at mine personlige ejendele bringes i land på en forsvarlig måde” bliver det sidste, som de hører til hende.
Det lover Watson højt og helligt – men kan naturligvis ikke gøres ansvarlig, da den ene kuffert synes at blive borte i håndteringen i havnen, da familien van der Vliet fortsætter rejsen på et hollandsk fragtskib fra den danske hovedstad.
En lokal speditør, som skal fragte forsker-udstyret til København, kan dog glæde sig over et sløret billede fra Watsons private samling, samt 2,5 kilo oksemørbrad fra kølerummet på et unavngivet skib i Svendborg Havn.

På kajen står Manuela og Alf og venter spændt på Roberto skal komme til syne.
Da de får øje på ham ved rælingen, ser de en vejrbidt og glad knægt, som synes at være vokset ganske voldsomt, siden de sagde farvel til hinanden før jul.
Roberto lyser op i et stort smil, da han får øje på sin familie nede på kajen.
Stadigt med skibshunden Emil i favnen vinker han dem an, og skynder sig at løbe dem i møde.
Nødtvungent slipper Roberto hvalpen, så både Manuela og Alf kan få et fast og langt kram.
Så peger Roberto på Emil.
”Hils på min nye bedste ven” byder han sine forældre.



Både Alf og Manuela giver hunden et klap, inden de igen vender sig mod deres STORE dreng.
”Det er slet ikke til at forstå, at det ikke er længere siden, at vi sagde farvel” smiler Alf med våde øjne.

Nu får Roberto øje på Sigvardt, der også er på vej ned ad landgangsbroen.
”Tak for lån Sigvardt – det var VIRKELIG pænt af dig” siger Roberto, og rækker hundehvalpen tilbage til kokken.
”Tak fordi du har hjulpet med at passe og træne ham” siger kokken, mens han tager mod hvalpen.
”Må jeg komme og lufte ham engang imellem?” spørger skibsdrengen forsigtigt.
”Selvfølgelig må du det” smiler Marius, og purrer i Roberto's mørke lokker.
I baggrunden siger Alf til Manuela, at det da vist bliver nødvendigt med endnu et familiemedlem.
”Det må I mandfolk klare” svarer hun, og klapper sig selv på den voksende mave.



Udenfor kajpladsen bremser en taxa hårdt op.
Fra bagsædet stiger Lone ud, og kigger sig om efter Knud.
Hun er naturligvis velklædt som altid (og IKKE praktisk), og svinger en dyr håndtaske over hovedet, da Knud endelig dukker op på dækket.
”Hej sømand” råber hun efter ham.
”Hej dyrlæge” råber Knud tilbage, da han får øje på havnens smukkeste pige nedenfor skibet.
”Njah, ikke helt endnu 2. maskinmester” griner Lone.
”Der er et par år tilbage af studiet” præciserer hun, da hun falder ham i armene.
”Jamen så må du jo nøjes med at være Svendborgs smukkeste boligspekulant” griner Knud, og går hende i møde.



Nu dukker de andre sømænd også op på dækket.
”Skynd jer nu folkens” råber Lone til dem.
”Der er bestilt morgenmad på Havnekroen til hele mandskabet”.
I det samme stopper yderligere to taxaer ved kajen.
Tømrer-Peter tøver lidt, men hører så Brovst råbe fra bagvinduet på den bageste taxa, at han bare har at få fart på, hvis han ikke skal gå derhen.

Snart er alle besætningsmedlemmer, tømreren, Lone, Alf og Manuela på vej mod det velkendte værtshus på den modsatte side af havneområdet.
Indenfor venter et yderst veldækket bord, som ikke er SÅ langt fra Martha’s standard.
”Men det hollandske tågehorn skulle fanerme nok have fundet et eller andet at tude over” melder Brovst, da han og Watson begge rækker ud efter den varme leverpostej.
”Jo, men nu skal hun jo lige finde sin kuffert først” svarer Watson, der har hørt, hvad Brovst sagde.
De smågriner til hinanden, og kan alle forestille sig forskerens fortvivlede søgen, mens fru van der Vliet skænder på ham.
Kort efter falder Brovst i søvn ved hjørnet af stambordet – voldsomt i søvn-underskud efter hans oplevelse ved Island.



Ved bordet er Marius ved at fortælle om det forfærdelige tordenvejr, som de har været forfulgt af på meget af turen over Atlanten.
”Men heldigvis stod hun af som den første, da vi lagde til” griner Knud - og alle griner med.



Ved den fjerde morgenbitter går døren op, og rederiets sekretær frk Bruun træder ind gennem døråbningen – nydelig som altid, men denne formiddag også med et herligt smil og en kvindelig glød i kinderne.
”For hulen – har du blomster-rapporten klar, Marius?” spørger kaptajnen skælmsk, mens han rykker en stol ud ved siden af telegrafisten.
”A hva’ for en?” spørger Marius uforstående med ryggen til indgangen.
Han springer dog op fra stolen, da han mærker, at alle øjne hviler på en person lige bag ham.
Nu kigger han forlegent og direkte på ALLE sine drømmes gennemgående kvindelige hovedrolle-indehaver.



Ti minutter senere er han fuldt optaget af en større udredning af skaderne på planterne ombord, mens han var i land på fjeldet.
”Du må med en tur i Skippergade, Marius, for vi har overtaget et drivhus i baggården, som jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge til” smiler Lone over bordet til ham.
Hun har naturligvis lyttet med et halvt øre til telegrafistens skjulte tilnærmelser til sekretæren.

”Ja, det er da rigtigt Lone” husker kaptajnen.
”Du er jo blevet ejer af en hel boligblok i det centrale Svendborg – tillykke”.
”Og jeg har nogle pragtfulde lejemål, som kun friske sømænd kan leje billigt” svarer Lone, og kigger sig omkring i forsamlingen.
En del af de sømænd, som snart skal tilbage til skibet, smiler tilbage til Lone.
Ja, Marius endda med et ganske tydeligt og drømmende smil, hvis han kan få solgt sin lille lejlighed på Frederiksberg.
Så vil hans mange natlige drømme gå i opfyldelse, HVIS frk Bruun vil gøre ham selskab her i Svendborg – og nu også med drivhus i baggården.
Hvad kan en amatør-botaniker ønske sig mere, drømmer Marius for et kort øjeblik, indtil dagens næste skål hiver ham tilbage til virkeligheden.



Midt på eftermiddagen kører tre nye taxaer op foran Havnekroen.
I den forreste kører Lone og Knud.
I den anden taxa kører Alf, Manuela og en glad knægt, der i en tidlig alder har fået sig en uforglemmelig oplevelse – men også er meget glad for at være hjemme igen.
I den sidste taxa kører Marius, Brovst, kaptajnen, Sigvardt og Watson tilbage til skibet.
De må naturligvis slæbe Brovst ud i den ventende taxa.
Da kaptajnen skubber Brovst det sidste stykke ind i taxaen, mumler maskinmesteren: ”Så slap dog for hulen af kvindemenneske”.
”DET mareridt må han gerne beholde for sig selv” griner Watson, og sætter sig ind på forsædet af taxaen – klar til at forhandle om prisen på tilbageturen med den intetanende taxachauffør.
Sidste mand, som forlader værtshuset, er tømreren.
Et stykke nede af Havnegade, samles han op af sin ængstelige kone Ruth.

I det sydfynske har tøvejret sat ind.

SLUT

Ja de er skøre de hollændere.
Du ved vel godt man kan fjerne de små firkanter ikke.

Sighubert skrev:Ja de er skøre de hollændere.
Du ved vel godt man kan fjerne de små firkanter ikke.

Ikke for at vade i noget, men "vi" har lige haft en ophedet diskussion på Sims.dk's Facebook side, der dog er et lukket forum. Men der er ikke nogen, der har gidet at lave nogen regler, så måske skulle vi hermed opfordre den kære ophavsmand til forummet her om et regelsæt. Angående netop at vise nøgenhed, fordi det jo ikke er en del af spillet på grund af aldersgrænser og så'n. Så har "vi" en regel om, at kun personer over 18 må deltage her, så er det jo ikke noget problem. Men hvis vi synes det også skal bruges/besøges af yngre personer, så - - trommehvirvel - - altså!

Dejlig historie
Jeg håber på nye eventyr med skibet og de gæve sømænd

Så kom sømændene sikkert hjem igen, og sikke et eventyr med masser af oplevelser. Det er næsten ikke til at fatte at historien nu er slut.
Mange tak for en fantastisk historie Vince. Og du blev jo helt god til det med billeder...det kan du godt bryste dig af...hehe. Og du må være blevet virkelig ferm til at styre grupper...hæhæ. Ja det er virkelig vemodigt at skulle tage afsked med de sømænd, meeen jeg kan godt se at de trænger til at leve deres liv i fred nu.
Håber vi får en anden historie engang om søens folk, og skibe.....

Tak for jeres afsluttende kommentarer - og ikke mindst opbakning og følgeskab undervejs.
Det har været helt sjovt at fortælle og NOGENLUNDE styre historiens udvikling - IGEN.
Jeg kan se, at jeg begyndte på Grønlands-historien den 20. juni - og rundede af den 8. september.
Så det HAR da været noget af en rejse - med flere familie- og arbejdsmæssige ophold undervejs.

Sømændene stødte vi på første gang den 4. marts i år, hvor jeg gav mig i kast med at genskabe skibet - i øvrigt affødt af en anden historie om et ekspeditionsskib, hvor Bodil nævner den gamle filmklassiker om Martha.
Det udviklede sig til en historie om turen til Sydamerika.

Sighubert: Jo, jeg ved det godt, men det hal ikke rigtigt været relevant for mig. Dermed undgår jeg også enhver overvejelse, når billederne bliver offentliggjort.
Hentydningens kunst er også fin nok for mig.

Simsister: Jeg følger ikke med i gruppen på Facebook, og har heller ikke umiddelbart en holdning til dette emne. Indtil andet aftales, må det være gamernes eget valg (men måske skulle/burde vi starte en tråd her med samme emne - eller vel bedst vente på Rose's afgørelse?)

Tak MonaSolstraale og Bodil (og andre) - tak for jeres kommentarer undervejs. Martha "universet" har passet fint til min fortæller-vinkel. Så det har været superfint at lære dem alle at kende og forme.
- og det ER da lidt vemodigt at være ved vejs ende - IGEN.

Lad os nu se - måske finder de på nye narrestreger senere.
Foreløbig skylder jeg dog mig selv at prøve de nye pakker lidt bedre. Udover Knuds og Marius' hastige tur gennem junglen fik jeg jo egentlig aldrig prøvet den jungle-pakke fuldt ud. Ligeledes har jeg kun udnyttet vinterhalvåret i vejr-pakken. Så det bliver nok fokus i et stykke tid - at prøve de andre muligheder lidt bedre/mere.
Men MÅSKE bliver det forår i Svendborg??!!

Mht billeder Bodil, beror det på rent held og sikkert også lidt ekstra energi på at finde den rette vinkel - IKKE mine evner.
Men du har ret: jeg er RET god til klubber og grupper efterhånden, for der HAR godt nok været mange konstellationer undervejs - og somme tider flere klubber samtidigt, så alle simmere kunne være med i historien.
En begrænsning i relation til dette er, at man ikke BÅDE kan have et klubmøde og en gruppe på samme grund samtidigt.

Jeg har nu været helt tilbage i historien på eas forum og fulgt den sidste stump her. Hold nu op hvor er det bare gennemført og en skøn historie. Sikke en fantasi og målbevidsthed og for søren hvor kan du bare bygge alting. Historien er god, karaktererne troværdige og meget ofte med stor personlighed : Tusind tak for historien  Jeg håber der kommer mange flere 

Hej Timian2

- og tusind tak for din kommentar, det er superpænt af dig.
Du har da godt nok været grundig, når du har været helt tilbage fra starten af historien om sømændene fra Martha.

MON ikke jeg finder på et eller andet med gutterne på et tidspunkt

Det ville være et meget glædeligt gensyn ihvertfald