Min egen familie.

Johnny har søgt om en lejlighed i Ballerup, men skal vente noget tid på at få den, så han besøger sine små piger, som glæder sig til at flytte sammen med far igen.


Og selv om vennen og hans kone slet ikke var forberedt på sådan at få plejebørn, klarer de det rigtig godt og tilladelsen går glat igennem på kommunen.


Vores børns eneste kusine på deres fars side, Helle bliver gift med hendes Kenneth og skifter navn til Algart.


Og snart kommer lille Stine til verden. Det sker faktisk, men vi venter barn nummer 8, og Stine bliver født i november 1997.



Jeg bliver sat til at føde d. 12. februar 1998. Det trækker lidt ud, og der er noget galt, som jeg prøver at forklare jordemoderen, men hun lytter ikke og farer bare frem og tilbage og snakker med sine medarbejdere.


Det blev en dramatisk fødsel, for det viste sig, at problemet var, at moderkagen var gledet ned foran, så ved den sidste presseve, gik der hul på moderkagen. Hvis ikke mine kære søstre havde været i nærheden og råbt vagt i gevær, var både baby og jeg døde af blodtabet. Ella skulle skynde sig hjem, men jeg gav Gunvor et stort knus som tak.


Så det er helt sikkert et mirakel, at vi begge to lever i dag. Sikken glæde over vores dejlige Ronja på godt 4200 g.


Hun vokser som hun skal og bliver "slæbt" med sine to ældre søskende, Ole og Vibeke med rundt i hele landet, når de skal danse turneringer.


Jan og Irene kommer på besøg, og de glæder sig også. Det er næsten ikke til at vriste lille Ronja ud af Jans favntag.


Gitte har fundet livsmodet og optimismen frem igen og stoler helt på, at Esben nok skal blive en god far, så hun er også gravid igen.


Da de kommer hen på hospitalet ser de, at den jordemoder, som skulle hjælpe ved Ronjas fødsel er blevet degraderet til receptionist. Blandt andet fordi det næste barn hun skulle hjælpe til verden, døde under fødslen på grund af hendes fravær.


Ja, så er der også lidt panik, men alt ser ud til at forløbe, som det skal.


Og lille Mikkel - vores femte barnebarn - bliver født d. 26. november 1998.


Nu skal det vise sig, om Esben kan leve op til alt det, han har lovet Gitte om at tage sig af den lille, når hun må holde sengen på grund af migræne.


Et par dage senere har vi besøg af min mor og far. Far er i et gevaldigt humør og underholder Ole og Vibeke med anekdoter fra sin egen barndom. Det er en dejlig søndag.


Men da min mor kommer hjem fra kniplekursus om tirsdagen, finder hun far død i lænestolen. Han har sat sig til at sove middagssøvn og er ikke vågnet. Det giver min mor traumer, som naboen Ellen prøver at hjælpe hende med: Jamen jeg var jo ikke hjemme, græder hun. Men hun kunne ikke have gjort noget ved det, han døde af hjertestop.

Min mands noget ældre bror, Flemming er alle tiders ekstra bedstefar, både for vores børn og for lille Stine, som han totalt forguder.


Stine bliver tumling og de stolte forældre planlægger endnu et barn.


Også vores femte barnebarn Mikkel bliver ældre, og Gitte har stadig håbet om at få lov at beholde ham, så han kan vokse op hos Esben og hende.


Og vores lille Ronja vokser og bliver kønnere og kønnere. Selv hendes far er ganske betaget. Og beundringen vil ingen ende tage, da personalet der hvor vi holder sølvbryllup får øje på den lille i barnevognen. Det er første gang, de har set en sølvbrud der ammer sin mindste.


Og Gunvor og Mogens store søn Dan er for en gangs skyld i landet og deltager med en veninde i vores fest.


Men desværre bliver Ella dårligere. Hendes sidste tid er præget af gentagne ture til sygehuset for at få tømt vand af lungerne. Tine er meget frustreret. I hendes barnlige fantasi tror hun, det er hendes skyld, at hendes mor er syg.


Sygestuen på Hillerød sygehus bliver indrettet, så Tine kan bo og overnatte hos sin mor den sidste tid efter at lægerne har opgivet alt håb om helbredelse. Tines konfirmation nærmer sig, da jeg bliver hastekaldt til sygehuset, hvor Ella netop er erklæret død. Med tårer i øjnene og lille Ronja på armen synger jeg den sang, som jeg havde lovet hende. Hun blev kun 44 år.


Vores mor, der har søgt en anden lejlighed/rækkehus ved stationen i Melby har netop mistet den gode nabo, som var hendes bedste veninde. Det her hus er indrettet som den nye lejlighed, og egentlig er hun, trods alle tab glad for at bo der.


Hun prøver også at genoptræne sine skriveevner, men det kommer aldrig til at flyde og se ud så godt som før den blodprop, hun havde i hjernen.


Mor går lange ture hen til kirken og kirkegården, hvor hun besøger først fars grav og derefter Ellas flere gange om ugen. Men det syn kan Gunvor ikke holde ud, så hun og Mogens lægger planer om at flytte til Nykøbing og finde en lejlighed til mor derovre.



Gunvor og Mogens har også lovet Ella at tage sig af Tine og lade hende bo hos dem. Men mens de finder huset i Nykøbing, sker der det uheldige, at Vagn (som selvfølgelig savner Ella) forgriber sig på Tine: Vil du ikke lige komme og sidde på skødet af mig, spørger han.


Og der er jo ensomt i dobbeltsengen, så Tine bliver inviteret derind på "hygge".


Så sammen med det store savn af begge hendes forældre og tvivlen om Vagns hensigter, glider Tine ned i en depression. Hun prøver at snakke med den lærer i skolen, som hun kender bedst, men han slår det hen som fantasier.


Det går heller ikke så godt hos vores venner, Dorrit og Gert. Gert får det dårligere og dårligere, sikkert på grund af hans massive rygning. Kaare kommer på besøg og giver Gert massage, men det hjælper ikke rigtig noget, så afsted til sygehuset, hvor Gert får konstateret KOL.

Ja, jeg har fundet ud af, at vi er en meget forskellig flok i den her familie. Men dette afsnit starter vi med, at Pernille flytter fra Søren og ud i et sommerhus ved stranden nær ved os. Hun er stadig under uddannelse og synes, det er rart, at hun kan komme forbi, når hun har brug for at snakke. (Og brug for mors frikadeller).  


Ole ser ret tit fjernsyn og sluger alt råt. Han prøver at lave sine egne reklamer. Når han børster tænder, siger han bagefter: "Jeg sunder og stærker mine tænder, for det er vigtigt, de føler sig rene og tørre."


Og lille, dejlige Ronja starter også til dans. Opmuntret af de to ældre søskende er hun ikke til at holde tilbage: Der er simpelthen ikke andet, hun vil prøve af sport, der findes da ikke andet!


Og Tine bliver en del af familien hos Gunvor og Mogens. Hun er rigtig glad og taknemlig for det i starten og gør sig umage for at passe ind.


Men tro mig, det tager magten fra min kære søster og hendes mand med hele tre teenagere på én gang: Veninder, kærester og lektielæsning. Huset er altid fuldt, og Tine kan slet ikke koncentrere sig.


Selv om hun protesterer, synes Mogens og Gunvor da også, hun skal på weekend hos Vagn, der til stadighed spørger om han snart skal se Tine. Tine prøver at snakke med Bent Hesselbjerg om problemet og fortæller ham, at hun ikke har lyst til at være hos Vagn, fordi han finder på underlige ting.


Bent tager med Tine hen til Vagn og prøver at få rede på situationen. Men selvfølgelig spiller Vagn uskyldig, og det hele ender med, at i stedet for weekenderne hos Vagn, kommer Tine i udredning hos en psykolog, der simpelthen beskylder hende for at være lystløgner, og ellers hver anden weekend kommer hun hjem til os. Men det er en knust Tine, jeg møder, når hun kommer til Hundested med færgen, og jeg kan godt mærke, at hun helst bare vil væk fra det hele.



Irene klarer sig godt i banken. Hun er ved at være færdiguddannet og søger stilling som bankrådgiver i Hundested.


Malene kommer hjem fra sit sabbatår på den israelske kyllingefarm. Hun er sjov at høre på, for hun siger hele tiden OH MY GOD, sagde jeg så, så sagde jeg OH MY GOD! Og det fotograferer Ronja af, og hele vejen gennem Netto på indkøb sidder hun foran på indkøbsvognen og siger: OH MY GOD, sagde mig så. Så sagde mig OH MY GOD. Der er ikke et vådt øje tørt i hele butikken. Malene flytter i et klub fællesskab i Fredensborg, hvor man har et værelse og fælles toilet og køkken. Der møder hun Michael.


Malene besøger også Irene og Jan, og de lover, at Malene og Michael kan bo til leje i den del af deres store hus, som de ikke selv bruger. De tager sammen i byen for at besegle aftalen.



Pernille kommer af og til for at snakke om de - meget ofte svære oplevelser, hun har som betjent. Det er dejligt at føle, når også de voksne børn har brug for deres mor.


MEN så forelsker hun sig hovedkuls i en kollega, som hedder Allan, og de to beslutter sig for at flytte sammen i det lille sommerhus. Allan er fraskilt og har en søn på 6 år, som skal til at starte i skole. Han hedder Peter. Mon Pernille tror, hun kan klare dem begge to, for Peter vil gerne bo hos sin far og hende.



Jeg besøger dem i sommerhuset og hilser Peter velkommen i familien. Han er født d. 5. november 1994.


Ikke længe efter frier Allan til Pernille, og det bliver et stort JA! Hun glæder sig til at blive fru Sørensen.



Og mens de planlægger brylluppet (der er nemlig en lille bolle i ovnen) køber de et dejligt hus, som ligger lige midt imellem vores hus og Brugsen. Pernille vil bo i nærheden af sine forældre, og Allan vil gerne bo nær ved Superbrugsen.

En dejlig morgen, inden Allan og Pernille skal på arbejde fortæller de Peter, at han snart skal være storebror. Nøjjj, siger Peter, var det ikke svært, far? Men det mener Allan dog ikke, at det var.


Og så er der bryllup i familien. Pernille i en speciel skræddersyet brudekjole, for der er kun et par måneder, til den lille ny skal ankomme.


Der er masser af skålen, musik og sange, og Allan holder en rørende tale. Det var et uforglemmeligt bryllup-


Og så kom barnebarn nummer 7, lille/store runde Laurids til verden d. 28. december 2003. Altid nem og smilende og en stolthed for sine forældre.



Efter en tur på Hillerød sygehus, har vores allesammens farmor Sylvia Margrethe fået konstateret demens. Og det går hurtigt ned ad bakke, så Flemming er ikke længere tryg ved at tage på arbejde og væk fra hende. så vi enes allesammen om at hun må på plejehjem.


Hos Bent og Bodils Helle og hendes mand Kenneth bliver familien udvidet med en rask dreng, Mads, så nu har Stine en lillebror.


Men hos Gitte og Esben går det galt. Gitte kommer en morgen ud i det lille udhus, mens Esben er taget afsted for at studere på HF i Hillerød (tror hun). Men der finder hun hans taske og bøger. Hun ringer til en veninde, som han skulle være på skolen sammen med, og hun fortæller, at Esben ikke deltager i timerne men altid bare sidder i kantinen og drikker og spiser. Hjemme beordrer han Gitte til at rydde op og gøre rent, mens han er ude at lege og hygge sig med Mikkel i naturen. Det kommer til et brud, og desværre tager Esben Mikkel med sig og flytter hjem til sine forældre.



Gittes ældste og vores ældste barnebarn bliver teenager. Hun er stadig meget glad for sine plejeforældre og trives godt i Kalundborg.


Vores Ole og Vibeke bliver også teenagere. DET GÅR SÅ STÆRKT, og tiden flyver med alle danse turneringerne. Dagen før Oles konfirmation er vi til turnering, da han bliver ringet op af en kammerat: Og hvad laver du så i dag, spørger kammeraten. jeg er lige et smut i Køge og vinde Sjællandsmesterskabet i latin, svarer Ole og det gør han og Katrine, hvorefter han mener, det er på sin plads med en fejring, der består af et restaurantbesøg. Så kan dagen ikke blive bedre.


Ind imellem bliver jeg chokeret over, hvordan Gittes nummer to, Kristine blive behandlet af sin plejemor. Da jeg hører, at Kristine er faldet ned af et overiset gyngestativ og har brækket benet, skynder jeg mig ud til hende med en bliv-bedre-gave. Til min store forskrækkelse fortæller Kristine, at plejemoderen ventede 14 dage, før hun kom afsted på sygehuset og fik gips på sit brækkede ben.


Og Johnny har besluttet sig til en tredje/fjerde uddannelse. Han går i lære som murer med drømmen om at blive selvstændig.


Så tager hen ud til de venner, der har passet Jeanne og Louise og takker mange gange for deres gode pasning af pigerne. Nu skal de hjem, for Johnny har fået en lejlighed i Ballerup.



Ude i byen får Pernille øje på en kvinde, der er eftersøgt. Hun hedder Lone, og får besked om at hun skal i fængsel for sine overtrædelser.


Pudsigt nok får Johnny også en kortere tur til fængslet for at betale en bøde, og der møder de to så hinanden. Lone er hurtigt ude igen, og bliver inviteret hjem til Johnny i hans nye lejlighed.


De ser hinanden i nogen måneder, hvorefter han spørger Lone, om hun ikke vil flytte ind. Han mener helt sikkert, de har en fremtid sammen, selv om han ikke har lyst til flere børn lige med det samme.

Tilbage til Allan og Pernille, som jo bor lige i nærheden og kan lide at få besøg og vise den lille ny frem.


Da jeg kommer ind ad døren, kan jeg høre Pernille synge for Laurids, mens han får skiftet ble: "På en skrammelplads", og den lille klukler.


Og Laurids vokser meget hurtigt, så der er snart barnedåb. Pernille kommer forbi med sin brudekjole og spørger, om jeg ikke liiiige kan sy den om til dåbskjole. Syning er ikke min stærkeste side, men jeg er da stolt over tilliden og siger ja, og lukker øjnene halvvejs i, mens jeg klipper i den skræddersyede kjole, der har kostet 14.000 kr.


Et par år efter er der flere børnebørn på vej. Hos Jan og Irene kan man næsten "skære" i luften, så tyk er den af forventning. Irene venter deres fælles barn efter en uheldig tidlig abort. Denne gang skal det bare lykkes, men der er da en smule nervøsitet at spore gennem al glæden. Og d. 4. januar 2005 bliver vores 8. barnebarn  den dejligste lille Tobias født.



Irene besøger sin mormor og inviterer hende til barnedåb i Melby kirke. Det er Mogens' Dan, der som præst skal døbe Tobias, og selv om min mor har svært ved at holde trit med mængden af oldebørn, siger hun ja til at komme.


Johnny er færdig med sin nye uddannelse til murer og har inviteret Lone ud at spise. Han tjener rigtig godt, mens han bl.a. er med til at bygge Royal Arena på Amager.


Så der er ikke langt ned i lommen efter den smukke forlovelsesring, og Lone siger gladeligt ja.


Nu bliver det meget fornemt. Vi er inviteret til bryllup i Holmens kirke, fordi Lones far er forhenværende forsvarsminister.


To stolte piger, Jeanne og Louise er brudepiger, og det er tydeligt, at Johnny drømmer om et fælles barn.


Fint skal det være, og festen bliver da også holdt i fornemste stil hjemme hos Lones forældre. Mens vi allesammen er bænket og spiser den fine middag, får Margit øje på Flemming, som trækker lidt på det ene ben. Hvorefter hun resolut kravler ned under bordet, han sidder ved og gør et forsøg på at "heale" ham. Det afføder et udbrud fra Lones far: Og så er der krybende underholdning, og det er ikke en gang Haloween.


Starten på ægteskabet forløber fint nok. De tager tit på udflugter og hygger sammen alle fire. Eneste problem er Lones nærmest forgæves forsøg på at "opdrage" pigerne meget strengt og forlanger, at de skal kalde hende mor, hvilket afføder reaktionen: Vi ved godt at du ikke er vores mor!


Under et besøg hos dem, får jeg at vide, at Lone mener, at Johnny skal arbejde som selvstændig. Så kan hun gå hjemme hos pigerne og holde dem i ørerne og klare regnskaberne.


Og så bliver Lone søreme gravid. Johnny er rigtig glad, og pigerne glæder sig til den lille ny.


Men skruphysterisk erklærer Lone, at hun - efter at have truet og slået pigerne - giver op angående deres opvækst. Som hun siger: De er jo ikke helt normale!!! og efter fødslen af den lille ny, skal de sendes på et opholdshjem for utilpassede børn.


Og midt i det her kaos kommer lille Frederik, vores 9. barnebarn til verden, født d. 25. april 2005.


Pigerne er overlykkelige for deres lillebror, og vi håber allesammen, at de får lov at blive hjemme.


Hvis du ikke sender pigerne hen på hjemmet, vil jeg skilles, siger Lone, mens Johnny sørger, for nu synes han lige, det hele gik så godt. Men han finder et godt opholdssted til de to piger, og håber det bedste.


Og lille Louise bliver indlagt med symptomer på mishandling og stress. Hun forklarer lægen, at hun er ked af det, fordi Lone har snakket om at hun vil skilles. Og skilsmissen kommer, for Lone kunne heller ikke klare regnskaberne og har ødslet pengene bort, så murer-firmaet går konkurs. Og hun tager lille Frederik med sig.


Gunvors Mogens' Dan er endelig færdig uddannet som præst og efter barnedåben af Tobias, søger og får han embede i Tommerup på Vestsjælland. Han lover at tage sig af konfirmationsundervisningen og selve konfirmationen af Nanna, der netop er blevet teenager.

Lille skønne, runde Laurids vokser lige henne om hjørnet. Familiens læge roser Pernille fordi han vokser så stærkt og mener, hun har piskefløde i brysterne.


Der går ikke så lang tid, så er der en ny baby på vej. Allan er spændt. Mon der skulle komme en lille pige denne gang?


Jeps, man har jo lov at være heldig. Snart kommer den yndigste lille Charlotte, vores 11. barnebarn til verden, født d. 22. august 2005. Hattrick, hele tre børnebørn på et år!


Og Peter er i den syvende himmel over at have fået en lillesøster. Han fejrer det hele weekenden.


Selv om Pernille nu mener, at det er lidt med blandede følelser, hun beundrer sin nyfødte datter: Tænk, at sådan en lille person kan skide så meget! Men det er da vist kun i Sims, den snavsede ble ligner en grøn drage!


Erland, Bent og Flemming samles på plejehjemmet i Skævinge for at være hos deres mor den sidste stund. Søde, rare Sylvia, som denne historie nærmest startede med bliver 95 år, og dør to dage efter sin fødselsdag. Den skulle hun lige have med.


Vi går efter vognen med kisten den korte vej fra plejehjemmet til kapellet ved kirken, hvor vi holder en stille andagt.


På vejen hjem snakker Erland om, at man altid holder tale efter en begravelse i hans familie. Og eftersom hverken han eller hans brødre kan klare opgaven, synes de, det skal være mig. Men det går mig på i dén grad, for lige så hjemmevant jeg er med at skrive glade, festlige sange, lige så svært falder det mig at skrive og holde en tale. Men det bliver gjort efter mange timers omhyggeligt tænkeri.


Og så blev "farmor" stedt til hvile ved siden af sin mand, som har ventet i 51 år på at blive "genforenet" med sin elskede Sylvia, mens de to cyprestræer er vokset næsten ind i himlen.


Vores Malene bliver færdig med sine sabbatår, det sidste som backpacker i Sydafrika og kommer hjem med smukke gaver. Hun søger ind på uddannelsen som sygeplejerske, men det forløber ikke helt, som hun forventer. Hun vil gerne have kontakt med patienter, men bliver altid sat til det administrative arbejde, og dropper derfor ud igen for at arbejde endnu et år i Netto.


Når hun kommer hjem til Hanehoved, finder hun Michael med en næsten tom flaske vodka i sofaen.


Han slingrer hen til klædeskabet og tisser dér, inden han vakler i seng.


Dagen efter undskylder han sig med, at han ikke synes så godt om at bo hos Malenes søster og svoger. Den "køber" Malene, og går sin økonomi igennem med Irene, der i mellemtiden er blevet bankbestyrer i Nordea i Hundested. Der kan godt blive råd til et hus, og vi glæder os over, at Malene og Michael flytter ind ca. 500 meter fra vores hus. Min mor jubler: Det er jo "natpedersens" gamle hus, siger hun. Det var en af de nattevagter, hun har arbejdet med på sygehuset.


Men Michaels drikkeri bliver bare værre og værre. Efterhånden er øl og spiritus det eneste, han får ned, så Malene står selv tilbage med al maden. Men nu har hun fået nok. På sin vis drømmer hun om at få børn, men det skal i hvert fald ikke være med en dranker, så hun slår op.



Malene søger ind på laborant uddannelsen og bliver optaget. Så bliver der studeret, og det er ikke for ingenting, at hendes yndlingsfag på gymnasiet var fysik og kemi. Nu er hun rigtig i sit es.


Hun har fred og ro til at dyrke masser af sport. Hun kan f.eks. Rigtig godt lide at løbe på rulleskøjter, og deltager i Berlin maraton på rulleskøjter. Snart er hun færdig med sin sidste eksamensopgave, og hun dukker op hjemme hos mig for at få den gået igennem for "de rigtige vendinger og ordstillinger", tegnsætning og sådan noget. Jeg hjælper jo gerne, men holde da helt op! Jeg havde da aldrig troet, man kunne skrive så mange sider om et emne som bakterier. Godt gået Malene!


Og Malene er stolt som en pave, da hun slutter sin uddannelse og bliver ansat på Novo Nordisk i Måløv. Der blev også lige råd til en god, brugt bil, som hun kan køre i på arbejde.



Så fik hun alligevel sit drømmejob, og har været der siden, men drømmen om børn er udsat foreløbig.


Vi holder Vibekes konfirmation, hvor min fætter John, som i sin tid bragte min første mand Johannes og mig sammen er med og fælder en lille tåre, da Vibeke har inviteret sin dansepartner og de to danser både en vals og en jive for at underholde os allesammen. Desværre kommer John ud for en ulykke lidt senere. Han kommer kørende på en motorvejsbro i sin lastbil, og - heldigvis i en eneulykke, mister han kontrollen, kører lastbilen ud over siden på broen, flyver ud af bilens vindue, lander på skrænten nedenunder og får lastbilen ovenpå sig. Han er dræbt på stedet.

Samtidig besøger jeg Johnny ved hans og Lones fælles lejligheds-rækkehus. På grund af hans murerfirmas konkurs, kan han ikke blive boende der længere, og bliver hjemløs, hvilket betyder, at han bor forskellige steder og beder om at få adresse hos os.


Gittes Kristine bliver teenager, og da hun gerne vil konfirmeres, planlægger hun sin konfirmation med plejemoren. Men da plejemoren nægter at have os, Kristines morforældre med til festen - med den begrundelse, at vi jo ikke bryder os om hende!!!, stiller Kristine sig på bagbenene så voldsomt, at Jeanette (plejemoren) kommer og afleverer hende med samt hendes ting. Så kan vi få lov at holde hendes konfirmation og hjælpe kommunen med at finde et opholdssted til Kristine.


Min søster Gunvor og Mogens' yngste, Rikke bliver også teenager og planlægger en uddannelse inden for landbrug, da hun er meget glad for dyr.


Og hjemme hos os bliver Ronja i soveværelset, så de to - Vibeke og Kristine kan bo oppe ovenpå.


Efter endnu en tidlig abort, kan Irene glæde Jan med, at barn nummer to er på vej. Med bævende hjerte glæder de sig selvfølgelig meget.


Lille Tobias er meget glad for både sin mor og far og løber gerne sin far i møde, når han kommer hjem med VVS bilen.


Munden står ikke stille på den lille, da han fortæller sin mor og far, hvor meget han glæder sig til at få en søskende.


Og så kommer vores barnebarn nummer 12 til verden d. 13. marts 2008, lille, skønne Alex med den flotte manke af hår, som stritter lige op i luften: Alex the lion.


Han skal trænes en del, har en babyterapeut sagt til Irene, så han kan komme af med sin kolik og svage hofteled. Det afføder selvfølgelig en del babygråd. Og en dag, da Tobias synes, det bliver lidt rigeligt, spørger han sin mor og far: Kan vi ikke bare aflevere ham dér, hvor vi hentede ham?


Vores Ole, som er i lære som tømrer har en dag ude i byen mødt en sød pige, Nanna, som er au pair her i Nordsjælland men ellers kommer fra Hjørring. De to snakker bare så godt sammen.


Oooog, det slår vist ret mange gnister. Inden de skilles, lover Ole, at de skal ses igen.


En dag da Malene er på arbejde, bliver hun ringet op af Ole, der fortæller om Nanna. Nanna er blevet sagt op af den familie hun var ansat hos og har derfor ikke noget sted at bo. Malene tager da straks affære og besøger Nanna, mens hun pakker sine ting og siger, at hun da er velkommen til at bo hos hende, så hun og Ole stadig kan se hinanden.



Så går turen ud til Ole i det lille sommerhus, han har lejet, hvor han netop har indkøbt nogle meget store kyllinger af den race, der hedder Brahma, og er i gang med at bygge hønsehus og -gård til dem. Han bliver meget glad for den gode nyhed. Malene bor jo lige i nærheden.


Det er weekend, og Malene er taget afsted til et arrangement for de ansatte på Novo Nordisk. Det ved Ole, og han kommer sent om aftenen ud til Malenes hus og finder snart værelset, hvor Nanna ligger og sover.


Han kigger sig lidt omkring - nu er der vel ikke nogen, der har set noget? - Og kravler så resolut ind ad det åbne vindue. Det ER vel nok romantisk, synes Nanna.


Tak for en hyggelig aften, siger Ole og skynder sig hjem igen. Behøver jeg at tilføje, at det ikke er sidste gang, de to store teenagere nyder hinandens romantiske selskab. Ole synes da, at Nanna som skilsmissebarn skal vide, hvordan det er at have en rigtig familie, så han kommer herhjem både med hende og sit snavsede vasketøj, selv om han HAR lært at klare det selv.

Ole har sine kyllinger inde i køkkenet, og det fylder rigtig meget, men snart er de klar til at komme ud i det nybyggede hønsehus. Han synes, det er herligt at se dem vokse op.



Og han inviterer os på besøg, så vi kan se dem. Det er rigtig hyggeligt. Han fortæller os også om store fremtidsplaner.


Så bliver han ringet op af Nanna, der fortæller, at han skal være far. Først forstår han ingenting for hun har sagt, at hun tog P-piller, men da nyheden ligesom er sunket ind, glæder han sig alligevel.


Alt imens bliver han færdiguddannet som tømrersvend. Der er sparet mange penge op, og nu er han på udkig efter et godt, billigt hus, han kan købe.


Nanna, som er flyttet til Hjørring i en lejlighed, ringer fra hospitalet. Nu er lille "Bubbi", som de kalder den ufødte på vej, og Ole kører tværs over Fyn og op til Hjørring med en fart, som vist ikke skal nævnes her.


Han nåede det lige akkurat og er mega stolt over den lille Sofie, vores barnebarn nummer 13, som er født d. 25. august  2009.


Ole ligger i fast rutefart mellem Nordsjælland og Hjørring. Han forguder den lille og lover sig selv at gøre alt for at blive en god far. Og han hjælper Nanna med at få betalt sine regninger, som har hobet sig op, og flere er der løbet gebyrer på.


Men så falder bomben: Nanna vil have en såkaldt "pause" fra Ole i mindst et år, og hun siger: Så kan vi jo se, hvordan det går, om vi vil starte vores forhold op igen. Hun vil ikke have hans besøg, og hun kontakter en advokat for at få Sofie for sig selv.


Det tager klart pusten fra vores ellers så livsglade Ole der bryder helt sammen og må en tur omkring psykiatrisk afdeling i Frederikssund, hvor han er indlagt i et par måneder. Jeg besøger ham og prøver at indgyde ham optimisme og mod på, at han nok skal få forældreret over Sofie.


Der er jo svært, når man ikke er gift, men det lykkes ham heldigvis at finde en god advokat, som hjælper ham. Nu må han besøge Sofie og senere få hende på besøg.


Ole har spinket og sparet, så da hans lejemål bliver sagt op af ejeren af sommerhuset, har han råd til et lille hus. Det ligger tæt på Hillerødvejen i det yderste af Skævinge kommune og er et håndværkertilbud. Han har jo brug for noget at "rive" i, så han er rigtig glad for huset.


Vibeke er færdig med folkeskolens 9'ende klasse. Hun er betegnet uegnet til gymnasiet af sin klasselærer, men jeg overbeviser hende om, at det kan hun sagtens klare, for hun vil meget gerne være student.


I 3. G er der studenterkomsammen på Hillerød HF og gymnasium, og her møder hun Morten, som går på HF. Der bliver vist flirtet en del. Og de to snakker så godt sammen om deres uddannelse og fremtidsplaner.



Morten har en klassekammerat med hjem, og de laver lektier sammen, men samtalen går ikke så flydende, for han har sine tanker et helt andet sted.


Han sender kammeraten hjem og går ind på sit værelse. Hjertet og tankerne kredser kun om Vibeke, og han skriver et dejligt digt til hende.


Hun bliver inviteret hjem, hvor Morten stadig bor hos sine forældre i Allerød og læser digtet op for hende. Det er SÅ romantisk og helt uimodståeligt.


Det fører da uvægerligt til et kys, og de to bliver kærester. Hver gang jeg ellers har problemer med Vibekes opførsel herhjemme, tager hun toget og overnatter hjemme hos Morten og hans - meget mere forstående - forældre. Så kan man lære det!! Men da hun dimitterer som nybagt student fra Frederiksværk gymnasium og får huen sat på af en meget stolt historielærer, der lige har leveret hende et 12 tal, bliver både hun og vi andre da mega stolte.

Samtidig med, at Vibeke starter på Københavns universitet, får Morten tilsagn om en lejlighed beliggende i Virum. Og Vibeke jubler: Nu skal de flytte hjemmefra og flytte sammen. Starten bliver dog en smule svær, for det viser sig, at Vibeke var mere klar til sit eget end Morten, selv om han er et par år ældre. Med fritidsjobs klarer de to studerende dog hverdagen.


Hos Irene og Jan går dagene herligt med de to små raske drenge. Tobias og Alex vokser som små ukrudt, og energien fejler ikke noget. Derfor er det ekstra fint, når man når til aften, og de to kan puttes til ro.


Hos Pernille og Allan bliver Peter teenager, og hans små søskende, Laurids og Charlotte vokser også godt. Det er et - nu - meget kært minde, hvor energisk og aktiv Charlotte er. Der skal helst ske noget hele tiden.


Og vores børns kusine Helles børn i Roskilde bliver selvfølgelig også ældre. Stine og Mads har en god barndom.


Efter flere års alvorlig KOL sygdom, dør vores bedste ven, Gert i hjemmet i Ølstykke. Dorrit har lovet ham, at han skal få lov at dø i fred og ro, men det er ikke nemt, og hun holder begravelsen i hemmelighed.


Året efter dør min kære mor, 90 år gammel. Mens Ronja er til danseundervisning, ringer Gunvor: Så er det nu, hvis du skal nå at sige farvel. Ole kommer og henter Ronja hjem, for det er for meget for hende, og Gunvor og jeg sidder stille og nyder en pizza i aftenstunden, hvorefter vi igen sætter os på hver sin side af mor og holder hendes hænder. Hun dør af en kraftig indre blødning, forårsaget af stort forbrug af blodfortyndende medicin. Men hun dør mæt og tilfreds af dage.


Gunvor går ud på gangen og ringer til Margit: Vores mor er død, synes lige du skulle have besked. Hvorefter Margit beder hende om at lægge telefonen og ringe igen i morgen, for hun er på vej i seng!!!


Fordi jeg er den, der har bedst tid, kører jeg til Holbæk sygehus og følger ligvognen med mors kiste til Melby, hvor Mogens' og Gunvors præstesøn Dan skal stå for bisættelsen.


Så fulgte nogen svære måneder, mens frosten bed, så mors urne ikke kunne komme i jorden. Men da det kunne lade sig gøre, flyttede vi også Ellas urne til fars gravsted, så de alle tre lå sammen på Melby kirkegård.


Ovre i London tager Margits drikkeri til. Efter at Johns helbred er vaklende på grund af hans sclerose, må de flytte i en mindre og billigere lejlighed, og der skal pakkes, hvilket han i sagens natur ikke kan hjælpe så meget med. "Opskriften" hedder Rom og cola.


Stadig halvfuld tager hun så ud til Simon og Sonja, som i et par år har kæmpet for at Sonja kan blive gravid, dog uden held. Nu mener Margit hun skal heale Sonja, som jo er ret påvirket af hormonbehandlinger, så hun bliver meget forskrækket. Og efter Margit er taget hjem, beder hun Simon om at få sin mor til at stoppe med den slags, fordi Sonja synes, hun minder hende om en heks.. Det siger Simon direkte til Margit, så nu er han ikke i kridthuset længere. Adskillige gange har vi allesammen hørt Margit udtale: Jeg vil hellere have 10 Andrewer end én Simon.


Tjae, man vælger jo ikke selv sin familie, og efterhånden føler jeg, at stort set alle de ældste børnebørn er spredt for alle vinde. Men freden sænker sig ved min PC, når Sims toner frem på skærmen.


Og rimelig tit skal Erland have hjælp med sin nyindkøbte PC. Han har kontor i kælderen. Og hvordan er det nu, man bruger det her regnskabsprogram?


Gittes ældste Mai-Britt er flyttet i egen lejlighed i udkanten af Århus og klarer sig udmærket. Gittes nummer to, Kristine bliver af kommunen flyttet til et opholdssted på Sydsjælland. Desværre er der en ansat, som ikke kan holde fingrene fra hende. Så efter en del tovtrækkeri, får hun en ungdomsbolig på det ombyggede sygehus i Frederiksværk.


Johnnys Jeanne er flyttet på et andet opholdssted i Helsinge, hvor hun spændt venter på, at der skal komme flere piger og bo. Og Louise har fået en rigtig god plejefamilie i Kalundborg. Hendes plejemor går højt op i, at kosten har en god sammensætning



Og vores yngste, Ronja bliver også teenager. Hun danser stadig rigtig meget, men nu er det både standard, latin og hiphop, hvor hun høster den ene medalje efter den anden. Hun holder endda en "50 medaljer fest". Det er så flot.


Nu har hun hele førstesalen for sig selv og vælger det største værelse.


Så bliver jeg ringet op af Ballerup kommune, som har brug for et sted, som Jeanne og Louise kan komme hjem til hver anden weekend, og selvfølgelig siger jeg ja til at have dem, for Johnny har stadig ikke noget sted at bo, og vi er faktisk deres eneste familie.


Og sådan gik det til, at vi i en årrække havde hele tre teenagere i huset. Det går som regel meget godt, når ellers ikke Jeanne og Luise render på eventyr i omegnen. Jeanne sover i det lille værelse og Louise og Ronja i det store, og jeg har mange køreture frem og tilbage til Helsinge.

Og børnebørnene vokser i disse år. Her er det Irene og Jans to drenge: Tobias og Alex, som elsker at køre "ræs" på deres små gå-cykler rundt om huset.


Og børnenes fætter Mikkel bliver teenager. Hans farmor og farfar holder en fin konfirmationsfest for ham derhjemme, og vi er inviteret. Der er også en sød teenage pige ved navn Nittaya med, for Mikkel har også været med til hendes fest.


Mikkel besøger tit sin mor, Gitte, når hun har det godt uden hovedpine og kan klare at se ham. Vi glæder os over, at de alligevel har et meget tæt forhold.


Så tæt, at Gitte føler, det er hendes pligt at have den traditionelle juhue-snak med Mikkel, hvilket afstedkommer en temmelig kraftig reaktion. Mikkel bliver så flov, at han må ind og gemme sig under dynen på sengen i soveværelset.



Ovre i Hjørring har lille Sofie fødselsdag. Nu er hun snart gammel nok, til at køre med toget over Storebælt med ledsager og besøge sin far. Meennnn hun skal lige lære at gå og så have et par år mere på bagen.



Ind imellem fortæller hun sin mor, Nanna, at hun savner sin far, og så er det heldigt, at han kan komme forbi, når det er weekend.


Sofie er ca. 3 år gammel, da Nanna har haft et løst forhold til endnu en usalig ungersvend, hvilket resulterer i Sofies lillebror, Lukas.


Og hjemme i Nordsjælland går dagene hos Ole med at stå meget tidligt op og tjekke hønsene. De små kyllinger er blevet til et par fine høner, og så tager han i byen og køber en flot hane.


Ingen tvivl om, at det handler om at ruge kyllinger ud, se dem vokse op og fravælge dem, han mener kan gøre sig godt på hønseudstillingerne, både i DK og i udlandet.


Så er Sofie begyndt i skolen, og Ole venter hende på weekend, så der skal diskes op med hendes livret: Hotdogs.


Dejligt at se dig, Sofie. Oles hjerte slår lykkelige slag, mens Sofie fortæller om den meget irriterende lillebror, Lukas, som hun glæder sig til at få et par dage fri fra.


Ole er så stolt, når han kan hjælpe Sofie med lektierne. Men så snart han bliver det mindste streng i tonen og forsøger at opdrage på hende, sætter hun sig og græder, og siger at hun savner sin mor.



Op med humøret Sofie, så tager vi to sammen på hønseudstilling. Og du skal nok få en enkelt af de ting, du har plaget om.


Men når Sofie så er taget hjem til Hjørring igen, føler Ole sig noget alene. Efter en kort overgang at have haft en kæreste ved navn Mia boende, prøver han at gå på Tinder for at se, om han ikke kan finde en sød pige, der - som han siger - er én han ikke er i familie med: Man bor jo i fætter/kusine land er hans forklaring.

Ovre i London er der amoriner i luften. Min nevø Simon frier til sin udkårne Sonja. Og de bliver gift ved en lille ceremoni, hvorefter de holder reception på den nærmeste pub.



Og så bliver der arbejdet på en arving, og det tager sin tid med hormon behandlinger og deraf store humørsvingninger hos Sonja. Men det lykkes da til sidst.


Lille Dane, som vi regner for nærmest et af vores børnebørn (forklaring kommer senere) er født d. 12. december 2013.


Til stor glæde for sine stolte forældre, en lille ny Stanmore, som kan føre slægten videre. Og han bliver også vist frem til bedstefar John, der lykkeligt tager del i glæden.


Den dejligste og kønneste lille dreng, som bare vokser og vokser helt efter bogen.



Og min storesøster Margit er i den syvende himmel. Endelig kom der et barnebarn, som hun kan forkæle, så det er en stor dag.


Henne om hjørnet vokser vores dejlige børnebørn også: Peter, Laurids og Charlotte. Peter er på vej ind i militæret for at aftjene sin værnepligt.


Charlotte "frådser" i moster Ronjas aflagte dansekjoler, mens hun drømmer om at blive prinsesse og gift med prins Christian. Og Laurids "frådser" i mormors (mine) pandekager. Vi har en herlig dag, mens de gode pandekager glider ned i rask tempo.


Charlotte valser rundt i en fin kjole og hjælper til med at rydde af bordet, da min mand Erland kommer træt hjem fra arbejde og må nøjes med en rugbrødsmad, da Laurids har udryddet ALLE pandekagerne! Det er der blevet grinet meget af mange gange, så sent som da Erland og jeg holdt fælles fødselsdag på kroen i aftes.


Og Peter nyder tiden i dronningens klæder. Der er altid en imellem, der stopper på grund af personlige ting som f.eks. giftermål, men Peter fortsætter til livgarden. Nu skal han stå vagt for dronningen.


Efter Peters mening er den gode tid i militæret gået alt for hurtigt, så han savner vennerne og er heldig at flytte til København i en god lejlighed, hvor han får en roommate, som er i politiet. Peter fortsætter med en uddannelse som småbørnspædagog.


Vores datter Vibeke er jo flyttet med sin kæreste Morten til Virum. Morten er glad for det sportslige, så han træner jævnligt både selv og et hold små drenge. Som han siger: Man må jo være i form, hvis man skulle blive far.


Og snart kommer Vibeke glad hjem og fortæller, at hun - midt i sine studier på universitetet - er blevet gravid og venter deres første barn.


Og lille fine Minna, vores 14. barnebarn bliver født d. 21. august 2015.


Og mens Vibeke tager sin eksamen, er den evigt omsorgsfulde og kærlige Morten klar til at tage sig af Minna, lige så snart hun giver det mindste kny.

Tiden går, og lille Minna er snart den yndigste tumling, som Erland og jeg besøger ved hver given lejlighed. Der er altid hyggeligt i den lille lejlighed i Virum.


Min søster Gunvors plejebarn Rie har haft en kort men hektisk affære og det har resulteret i en dejlig lille dreng, Daniel, som Gunvor regner for hendes første barnebarn.



Lige i nærheden har vores datter Malene travlt med sit job på Novo Nordisk, og fritiden går med masser af motion, også med veninderne til f.eks. rulleskøjte maraton. Hjemme kan hun godt lide en løbetur ned til fjorden, som ligger tæt ved.


På et internat i nærheden har Malene fundet den dejlige labrador blanding, Loke, som er en rigtig vandhund og også kan lide at motionere. Foreløbig har hun kun datet nogen få håbefulde yngre mænd, der dog bliver sorteret fra af forskellige grunde.


På en gård, som tilhører nogen af Malenes bekendte finder hun sin hund nummer to. Han hedder Balder, og er på størrelse med Loke, men af en anden blanding - en slags hyrdehund. Og så har han det mest fortryllende grå hjerte i pelstegningen på venstre side. Hundene skal nævnes, fordi de betyder/betød så meget for Malene, især da hun ingen børn havde. Men så pludselig dukker endnu en håbefuld ungersvend op. Han hedder (også) Michael og de to har faktisk kendt hinanden, men ikke været så tæt før.



Michael og Malene inviterer Ronja, Erland og mig på Ribhouse i Hillerød. Og efter middagen, griner Michael meget af min og Malenes Skodaer. Hans bil er jo nemlig en BMW, og alt andet duer da ikke efter hans mening. Men Malene er ligeglad, hun er virkelig meget forelsket.



Og så flytter Michael ind hos Malene, og der bliver hedt i dobbeltsengen. Malene, som har det svært med prævention, prøver at regne sikre perioder ud. Hun bliver dog gravid, men må desværre runde Hillerød sygehus med en tidlig abort. Det gjorde ikke noget, siger Michael, det var jo ikke planlagt. Men de er selvfølgelig kede af det alligevel.


Og kort tid efter lykkes det så igen, og Malene kan stolt fortælle Michael, at han snart skal være far og håber at det lykkes denne gang.



Det skal nok gå, siger Michael, selv om Malenes kolleger har malet en vis mand på væggen. Hun er jo sidst i trediverne, og meget kan gå galt.


Men heldigvis kan vi hilse en dejlig lille Kristian velkommen til verden, vores 15. barnebarn født d- 24. april 2016.


Og det er så skønt at have dem lige i nærheden. Morfar kommer forbi i ny og næ og glæder sig over den lille.


Og Kristian bliver døbt i et fint baby jakkesæt med moster Pernille som gudmor. Jeg er lige forbi og følger med dem til kirken, som også ligger lige i nærheden.


Kristian er mest en rask dreng, men han har nogen allergier, som Malene og Michael får undersøgt, inden han skal starte i vuggestue. Han kan f.eks. ikke tåle nødder og var efter han havde spist nogen lige ved at miste livet. Men heldigvis var Michael og Malene hurtige og fik ham afsted til sygehuset i rette tid.


Så bliver lille Kristian forsynet med blandt andet astma apparat og anden medicin, som skal hjælpe, når hans vejrtrækning bliver besværet. Og når han er for dårlig til at blive passet i vuggestuen, ringer Malene efter mig (mormor), om jeg ikke vil komme og passe ham. Heldigt at vi bor så tæt ved. Jeg har tilbragt mange timer med at passe ham og gør det ind imellem stadig.


Det er sket, at jeg har ryddet huset op, når han var lagt til at sove, men det kommer meget hurtigt til at ligne en slagmark igen.


For vores søn Ole har søgningen på Tinder givet pote. Hans nysgerrighed bliver vakt, da en ung kvinde ved navn Maiken OGSÅ hedder Nielsen til efternavn. Men ved grundig undersøgelse finder han ud af, at hun er fra Fyn og ikke i familie, så er han jo lettet. Hun arbejder i en smykkeforretning i Lyngby, så hun tager toget, og han henter hende på Hillerød station.


Han fortæller glædestrålende, at han er SÅ glad, hver gang, han skal køre hende frem og tilbage til stationen, og snart flytter hun ind i det lille hus ved Hillerødvejen.


Og så går vores Ole på frierfødder på kroen lige i nærheden af vores hus, og de to kommer glædestrålende hjem og viser de smukke ringe frem.

Undskyld, hvis jeg ikke må skrive her Simsister, men jeg har da bare sådan en lyst til at sige "HOLD DA HELT OP - 15 børnebørn, og vi er kun nået til ca 2016".
Hvor MÅ det være fantastisk - og dyrt til højtiderne iøvrigt.

Jeg er selv i starten af tresserne - fik to børn lidt sent, men er begunstiget af et gudsbenådet barnebarn, som giver SÅ meget glæde i hverdagen.
Hvordan må det så ikke være med 15 stk pt?!

Fantastisk familie-fortælling og helt imponerende indsats - My heritage i Sims-verdenen.
Jeg tænkte på, om de "involverede" har kendskab til din skildring?

Passer Simsister-familie-stamtræet i Sims4?
Det VILLE være fantastisk, hvis du også har fået det til at passe med de mange familieforøgelser.

Jeg følger glædeligt med i de sidste ca 7 år.
Ja, fortællingen får vel nærmest aldrig ende?

Der er ikke noget at undskylde. Alle må hellere end gerne komme med kommentarer, det er ligesom et klap på skulderen. Nej, ikke alle er oplyst om det, men jeg har f.eks. inviteret min søster Gunvor til at følge med og komme med kommentarer og evt. rettelser, men helt ærligt, så tror jeg ikke, hun har overskud til det. Og ja, familie-stamtræet passer.

Selv om det virker som kort tid, så sker der en masse de kommende år. Dorrit, der jo er blevet alene, tager af og til på rejser. Vi er glade for, at hun ikke bare sidder hjemme og er ked af det.


Da jeg møder hende på en indkøbstur, fortæller hun glædestrålende, at hun har mødt en fraskilt mand ved navn Henrik og de er begyndt at sende sms'er til hinanden med mange hjerter ved, og de ringer også tit sammen og ses. Jeg har det ligesom da jeg var teenager, jubler Dorrit.


Og Henrik er en rigtig gentleman. Han inviterer på dates og er ikke fedtet med at give den bedste mad. Han ved jo, at Dorrit som køkkenleder er vant til det allerbedste.


Hvad med om vi to bliver sammen, spørger han: Dine og mine voksne børn tager det vist rigtig pænt. Og frieriet "kender vi ikke noget til" og heller ikke brylluppet, men vi blev da inviteret til "sommerfest" og havde heldigvis passende gaver med.



Lige henne om hjørnet er der som sædvanlig fødselsdag mellem jul og nytår. Laurids tager glædestrålende imod.


Chokoladekage er det bedste han ved, og nu begynder de hormon-belastede teenageår. Charlotte synes, at Ole og Maiken snart skal se at blive gift, så hun og Sofie kan være brudepiger.



Og ca. 14 dage senere bliver Irene og Jans Tobias også teenager. Det bliver selvfølgelig fejret på behørig vis med restaurant  besøg.


Så er der forårsbryllup i luften, og Charlotte (som også er blevet teenager) og Sofie er klædt som brudepiger og glæder sig helt enormt til dagen.


Med denne ring. En særlig inviteret musiker spiller og synger en helt speciel sang til brudeparret, så ikke et øje er tørt, og Skævinge gamle kirke giver genlyd af alle følelserne, mens selve naturen fejrer dagen ved at give os et vejr med strålende sol.



Foråret 2018 bliver jeg ringet op af nevø Simon fra London, der beder mig om at sætte mig ned. Hans mor, min lidt ældre søster Margit er afgået ved døden en aftenstund ved siden af John i sofaen, mens hun lavede aftensmad, drak rom og cola, og var ikke til at vække igen. Da John fik skubbet til hende, var hun allerede helt kold.


Så kommer Margit til obduktion, og da ventetiden er ved at være forbi, aftaler jeg med Gunvor, at vi skal tage til bisættelse i London.


Gunvor tager sin ældste datter Mia med, og jeg tager Pernille og Irene med. Og John lyser op ved synet af - især Pernille. Der er jo Pernille, siger han og kan genkende hende, selv om det er mange år siden, han har været frisk nok til at tage turen til Danmark på familiebesøg.


Min mand Erland har fået hoveddørsnøglen til huset på Skovbakken af Flemming. Flemming er blevet meget syg, både med et dårligt hjerte og kræft i lymferne, så nu våger både Ole og vi over ham. Det er altid svært at være nok til stede, når manden egentlig ønsker at være alene og derfor er blevet udskrevet fra hospitalet, efter at alt håb er opgivet.


Vi har været til St. Hans ved vikingespillet, så det er midsommer, da Erland dagen efter tager ud til gården og ikke kan forstå, hvorfor Flemming ikke lukker op, når han banker på. Så går han om til stuevinduet og kigger ind og ser, at Flemming sidder i gyngestolen, som han  har fået i gave af vores børn, MEN han trækker ikke vejret.



Og så ringer Erland, helt hjerteknust til Ole, til sin ældre bror Bent og til mig, og vi skynder os derud for at tage afsked med Flemming, mens vi venter på lægen og ambulancen, der skal køre ham til kapellet.


Flemming har selv lagt penge til side til begravelsen samt en forsvarlig arv til Bent, Bodil, Erland og mig med besked om at sælge gården, og efterladt et testamente, hvor halvdelen af arven skal gå til Hjerteforeningen. Og så bliver han stedt til hvile ved sine forældre, hvor han også har betalt for vedligeholdelse af gravstedet de næste 15 år. Mage til betænksomhed skal man vist lede længe efter.

Men livet går jo videre, og på besøget i London kommer jeg også hen til Simon og hans lille familie. Dane er en sød dreng på næsten 4 år, som snakker med mig om, at han savner sin farmor, og jeg lover ham, at jeg vil være hans nye bedstemor, til han bliver voksen.


Dane er meget stolt af sit værelse og kommer hen til mig, mens jeg får en kop te og en sludder med Simon og Sonja. Nu vil han vise mig sit værelse: Og dér er den grimme plet i loftet, hvor hans slime har siddet fast, men mor er jo indretningsarkitekt, så hun har lovet at fjerne det.


Min søster Gunvors ældste Mia bliver forelsket i Karl Johan, og snart flytter de sammen i en rækkehus lejlighed på Frederiksberg.


De bliver gift, og Mia bliver gravid med deres fælles barn. Hun er lykkelig over at kunne fortælle den gode nyhed til deres fælles ven, Anders. Og Gunvor er selvfølgelig himmelhenrykt.



Efter en meget svær fødsel, hvor Mia har svævet mellem liv og død, kan de så hilse deres lille søn, Jonathan velkommen til verden.


Karl Johan sætter sin uddannelse på pause for at gå hjemme og passe Jonathan, mens Mia færdiguddanner sig som jurist.


Uhhh, de vokser så stærkt sådan nogen, og snart er Jonathan den herligste langhårede tumling. Ingen tvivl om, at han også er meget godt begavet.


Og Gunvors nummer to, også adopterede Kim skifter - efter indkaldelse til militæret - navn til Kimmie og møder Anders, der så bliver en fælles bekendt.


Et par dates bliver det også til, men Kimmie har lært at se sig godt for hvad herrebekendtskaber angår, så hun trækker det ret meget i langdrag.


Hos vores Malene og hendes Michael kommer lille/store (godt 5 kilo) Thure til verden d. 26. marts 2019. Han er vores 16. barnebarn.



Og efter lidt betænkningstid, beslutter Kristian sig for, at han er en rigtig god legekammerat.


Og i samme omgang er Maiken også gravid, og lyser op hver gang, hun og Ole snakker om fremtiden sammen. Det giver god appetit, og grillen er i flittig brug derude ved Hillerødvejen. Der er altid god mad.



Så bliver vores 17. barnebarn, lille Viktoria født d. 7. april 2019.



Hendes stolte forældre planlægger at købe en bolig med plads til masser af høns og rigeligt med luft omkring. Så fra overvejelser om at købe den fædrene gård, Sandhøj, finder de ud af, at der i nærheden af, hvor Maikens far bor på Fyn er et mindre "gods" til salg for de samme penge, så kort efter flytter de fra Nordsjælland og de små sten, som Sofie har malet:


til Saksenballe i Nørre Broby. Det bliver også nemmere for Sofie at komme hjem til sin far og Maiken hver anden weekend. Og så skal vi snart til barnedåb på Fyn.



I et hjørne bagved en automekaniker i Hillerød ligger den danseskole, som vores to yngste børn har gået på i nu snart mange år. Og da Vibeke stopper mere eller mindre for at hellige sig mand og barn samt uddannelse, fortsætter Ronja fra standard og latin til udelukkende at danse hiphop.


Der går mange timer med at vente, og dem bruger jeg til at hækle og strikke:


Det er ikke noget under, at med al den træning, redder Ronja sig mange medaljer. En af de fornemste var en sølvmedalje til Danmarks mesterskaberne i Brøndby hallen. Kun slået af en træningskammerat.

Min mand og jeg er jo lige gamle, så vi har den vane at holde fælles fødselsdage sammen. Da vi bliver 70 begge to, sker det med masser af venner og familie på Skævinge kro. Den ligger så dejligt lige ved stationen.


Ovre i Nykøbing er min svoger, min søster Gunvors mand Mogens blevet alvorligt syg. Foruden hans diabetes, har han først fået konstateret testikelkræft, som dog blive kureret helt, men derefter får han både parkisons og bliver erklæret dement. Det er et hårdt slag, for kræfterne tager af, og han må drosle ned på sit arbejde med at passe de gamle på plejehjemmet. Økonomien bliver noget stram, så de må søge om at flytte i en lejlighed og sælge huset.


Efter en tidlig abort, kan vores Vibeke og Morten glæde sig over den allerdejligste lille Emilia, vores barnebarn nummer 18, nummer 19, hvis vi regner Dane med. Hun er født d. 23. oktober 2019 og giver os endnu en gang hattrick med hele tre børnebørn på et enkelt år!


De søger om en større lejlighed og er heldige at få en i samme bebyggelse, så de flytter lige lidt ned ad "gaden".


Gunvors nummer to, Kimmie og hendes Anders har det så rart sammen, så en dejlig forårsdag frier Anders. De elsker begge naturen, selv om de bor tæt på Mia og Karl Johan på Frederiksberg.


Og så kommer Erland og jeg med til bryllup i det fri, hvor Storebror Dan, som jo er præst vier de to under åben himmel. Det er en dejlig dag, hvorefter de kære to sent om aftenen siger godnat til os alle og går hånd i hånd, Kimmie med sine højhælede sko i hånden.



Så går det som det så ofte gør, at Kimmie snart bliver gravid og får veer til Anders' store skræk. Kan hun klare det, hun er jo ikke så stor.


Men med lidt besvær kommer dejlige lille Luna til verden. Vi ved jo, at Anders er faderen, men det er sjovt som de koreanere giver deres gener videre i rigeligt mål. Yndig er hun da bare. Og til stor glæde for sine stolte forældre.



Dan, som har fået embede i Tommerup på vestsjælland nær ved Kalundborg, har ikke kun haft Nanna og Rikke som konfirmander. Han har til stadighed opmærksomme konfirmander, og både de og deres forældre nærmest forguder ham, fordi han er så god til at tale med folk.


Han er også god til at tage hjem til folk og møde både forældre og konfirmander der. Han møder  en fortvivlet ung mand, hvis forældre skal skilles og inviterer ham til at komme hjem til ham på overnatninger og få en snak om sine problemer.


Men UHA, det bliver ikke ved snakken. Da den store dreng er gået ind for at sove, kommer Dan og lokker ham til samleje: Bare rolig, siger han, det er jo helt normalt.


Vi ved ikke, hvor mange gange, det er foregået, men denne gang falder hammeren. Den unge dreng fortæller rystet om hændelsen til sine forældre, politiet møder op, og Dan bliver arresteret og frataget sit embede som folkekirkepræst.


Det kan ikke blive værre, for han kan ikke placeres sammen med almindelige fanger på grund af risiko for lynchning, så han bliver kørt til et andet sted, og ingen får adressen at vide. Gunvor og Mogens får politibeskyttelse, og der bliver sørget for, at ingen får at vide, hvor den - før så vellidte og beundrede præst - ellers kommer fra.


Jeg tager hjem til Mogens og Gunvor for at se deres nye lejlighed og invitere dem til Mortensaften på vores kro. Og Gunvor lyser op: Det vil vi glæde os til, siger hun.


Som næsten ved et "trylleslag" bliver de to gamle. Der er nok ikke noget at sige til, at Mogens tager det her meget nær, og det slider på en i forvejen sygdomsplaget mand.


Mogens tager hjem til Kimmie sammen med Mia for at snakke situationen igennem med dem og ellers udtrykke sin glæde over de dejlige små børnebørn.


Nogen gange kan man godt få den fornemmelse, at nogen mennesker bare skal igennem så meget, og man forstår ikke helt hvorfor.

Mogens' og Gunvors yngste, Rikke er meget glad for dyr, og hun bestemmer sig for at uddanne sig til landmand. På landbrugsskolen er der startet en pæn ung mand, Karl, som gerne vil lære noget om heste. Han lærer meget hurtigt, at de er særdeles tidskrævende at passe.



Der kommer flere elever på landbrugsskolen, og "vores" Rikke er en af dem. I starten tænker hun som sædvanlig kun på dyr og ænser nærmest ikke de andre elever.


Og dagen går med at studere, høste afgrøder og passe dyr. Så Rikke er træt men godt tilfreds, når hun endelig kan gå til ro. Efter et møde med en sur orne, har hun fået sit ene lår snittet op, og det tager jo sin tid at få helet. Men det afholder hende ikke fra at hygge sig med de andre dyr omkring hende.



Smerterne i benet tager til, det vil ikke rigtig gå over, så Rikke beslutter sig for at gå til lægen endnu en gang.


Det er bare sørgeligt nyt for den dyreglade Rikke, da lægen kan opyse hende om, at hun har fibromyalgi, som ikke kan helbredes, men dog holdes nede. Desværre kan hun ikke fortsætte sin landbrugsuddannelse. Det er et hårdt slag.


Men Karl vil gerne flytte sammen med hende, så de kan være roommates. Vi er altså kun venner, siger Rikke, der lige skal komme sig over sin skæbne.


Og så må hun jo omskoles og studerer i mange timer, når hun ikke går tur i den frodige natur omkring dem. Og så går det som man næsten kan regne ud, at de to bliver kærester. Der er dog ikke planer om et fælles barn.


Storesøster Nanna har også fundet sig en sjæleven, og det går noget mere hedt for sig. De bliver snart kærester og planlægger et fælles barn, selv om Nanna også har fået dårligt nyt om sit helbred. Hun har sclerose.


Men graviditeten går fint, og de kan hilse lille Ella velkommen til verden. Det er lykken for Nanna med sådan en lille guldklump, som hun hver dag glæder sig til at komme hjem fra arbejde som tandlæge sekretær til.



Men Nanna finder ud af, at hendes kæreste er narkoman, og de flytter hver til sit. Kæresten skal dog lige have lille Ella hver anden weekend. Men en dag, efter at Ella er kommet hjem til Nanna igen, siger den lille, at "far piller ved hendes tissekone", så Nanna får hende undersøgt og senere taget samkvemsretten fra den formastelige far.


Heldigvis finder Nanna snart en ny og mere stabil kæreste, og han har god forstand på familiehygge.


Vi er nået til december 2019, hvor min afdøde søster Margits mand John dør af sult, fordi hans sclerose hindrer ham i at  sluge maden. Denne gang tager jeg alene til London og bisættelse januar 2020 for at støtte de to sønner i deres sorg.


Ved en fantastisk fest på grund af Gunvors 70-års fødselsdag, holder Mogens en rørende og smuk tale. Vi får god mad og synger sammen som vi plejer.


Et par måneder efter i året 2021 dør Mogens på det hospice, Gunvor har fået ham indlagt på. Hun undrer sig dog lidt, for med alle de sygdomme han har, synes hun, der er sært, at han dør af kræft.


Og vi tager til bisættelse i Nykøbings skønne gamle kirke. Senere kommer vi også derover til urne nedsættelse, som foregår ved et smukt monument på de ukendtes plads.

Men livet går jo videre, og i Roskilde er både Bent og Bodil blevet over 80 år gamle og inviterer os til diamantbryllup. Sikke en mindeværdig dag.


Deres to børnebørn Stine og Mads holder også deres fødselsdage. Mads er blevet teenager, og Stine er en pæn ung pige.


Lige meget hvornår vi møder Stine er hun på vej til et eller andet land. Hun har stor rejse- og opdagelseslyst, men får dog alligevel knyttet sig til en ung mand, som er svær at sige farvel til, da hun skal et år til Norge.


Vores Oles datter Sofie har problemer med sin mor, Nanna, der mener at hun skal tage sig helt af sin lillebror - især om morgenen, så Nanna kan blive liggende i sengen noget længere. Det bliver meldt til Hjørring kommune, og Sofie kommer hjem og bor hos Ole og Maiken, mens bølgerne lægger sig.


Sofie er dog rigtig glad for at være storesøster for lille Viktoria, og her klarer de voksne selve pasningen af den lille selv.


Men Viktorias fødselsdag går Sofie meget højt op i. De vil gerne se os allesammen, så Sofie og Ole har lavet hver sin lagkage. Det er blevet til en hel konkurrence: Hvem får sin lagkage spist først? Men allerførst skal lysene jo pustes ud.


Ikke længe efter er Viktoria lige så lys som sin mor, og det er hun stadig. Hun blev 4 år i april 2023.


Og Irene og Jans to drenge bliver også store. Tobias bliver 18 i januar 2023 og bliver student i foråret. Og Alex bliver konfirmeret også i foråret 2023 ligesom Sofie.


Tobias har mødt en sød kæreste, som hedder Frederikke. De har snart været sammen i et år.


Og Pernille og Allans Laurids bliver 20 i overmorgen. Han har haft sin kæreste, Pernille i næsten to år.


Hos Vibeke og Morten er lille Emilia også blevet 4 år i oktober, og Minna er allerede startet i 2. klasse og er en rigtig dygtig isdanser i sin fritid.


Den sidste/første 4-årige er Thure Han skifter børnehave fra nær ved os til en bedre i Skævinge. Storebror Kristian er startet i skole i sin oldemors barndomshjem i Sigerslevøster gamle skole, og har fra sommerferien gået i 1. klasse.


Alle de ældste børnebørn er flyttet hver til sit, lige bortset fra Kristine, der er flyttet med sin mor, Gitte til et lejet hus ved Skive.


Men desværre er vores kære politibetjente ved at flytte fra hinanden efter hele 20 års ægteskab og tre voksne børn. Vi håber så inderligt, at vores Pernille finder lykken igen.


Det er lige før Ronja skulle have sit helt eget afsnit, men her kommer lidt og ret kortfattet. Efter hun har startet på HF, ser hun en gammel flirt, der hedder Matthias. Men de er jo så unge, så pludselig ser hun en anden. Jag vil ikke nævne alle navne, selv vi har svært ved at følge med.


En energisk ung dame, som udnytter sit såkaldte sabbatår til fulde. Hun knokler først som tjener i Dalle Valle, til den lukker. Så bliver hun bartender på Old Irish Pub, samtidig med at hun hygger sig med fotoshoots mange forskellige steder OG går til dans.


Hun får sparet så mange penge op, at hun kan betale for den dyreste makeup-artist uddannelse. Alt det her gør hende glad og stolt.


Ligesom når hun lærer de menuer udenad, som hun skal sige til gæsterne på den gourmet restaurant, hvor hun senere bliver overtjener.


Og så er der jo lige - og helt uimodståelig - bossens søn, Alex, som hun forelsker sig hovedkuls i. Han lover hende "guld og grønne skove" i sin store lejlighed, hvis hun blot vil flytte sammen med ham, blive kørt i hans kæmpebil og tage med ham til hans mors sommerhus i Spanien og holde sommerferie.


Der er en lille Fox Face pomeranian, som sidder henne hos dyrehandleren dernede i Spanien i et meget lille bur sammen med en kuldbror. Han MÅ altså med hjem til Danmark. Og snart er han installeret sammen med Ronja i en fin ny lejlighed på Amager, mens Alex bliver hentet af politiet. Vi vidste dog ikke, at han var narkoman og pusher. Men Ronja er glad for, at han ikke får Alfred, som den lille hund hedder.


Flere herrebekendtskaber end vi kan tælle på begge hænder, i øjeblikket hedder han Rafael. Men nu har Ronja i det mindste fået en fast "mand" i sit liv. Hun er MEGET glad for at være mor for lille Alfred. Og jeg hjælper hende kun, når hun skal fra sit job som bankrådgiver i Jyske Bank og direkte til Allerød som dansetræner.



Simon og Sonjas Dane derovre nord for London blev 10 år d. 12.december 2023. Han er stadig en sød dreng at snakke med.


For en del år siden, ja allerede da Gittes Mikkel blev konfirmeret var vi godt klar over, at han havde mødt en meget sød pige, men de har/havde jo tiden for sig, så efter folkeskole og videre forløb, har de gjort deres uddannelser færdige og er flyttet sammen i Hundested.


Og kan med stor stolthed fortælle, at de venter det første barn, og vi skal være oldeforældre i det nye år.



Epilog: Selv synes jeg at de store glæder overskygger modgangen, og derfor lægger jeg selve scanningsbilledet af det kommende oldebarn her, for det har jeg set frem til snart måtte ske de seneste år. Nu håber vi bare at se dem alle tre til vores guldbryllup i april 2024. Dette må være slut på min familiesaga, så jeg vil bare sige tak til dem, der gad at følge med, fortsat god jul og alt godt i det nye år 2024. Love, peace and harmony.

Det har været spændende at følge din familie krønike, om end det også har været svært at holde styr på din store vidtforgrenede slægt. Der har ikke manglet drama i dit liv, så det er godt at du trods alt tænker at glæderne har fyldt mest.

Mens jeg har fulgt med i din historie, kom jeg undervejs ofte til at tænke på, hvordan jeg selv bruger min Sims fortælling til at bearbejde livsoplevelser og få et andet perspektiv på gamle traumer. Jeg tænker din drivkraft har været nogenlunde den samme.
Man skal ikke tage mine skriverier som et direkte livsbeskrivelse, men mere som et behov for en refleksion over  oplevelser og mennesker jeg har mødt. Jeg kan se du bearbejder dit liv meget mere kronologisk.
Der er en episode der kom lige vel tæt på mig, fordi min bror og hans familie boede i Spangsbro i den periode hvor præsten bliver arresteret. Deres børn blev i samme periode konfirmeret i Kalundborg kirke. (De gik i skole i Kalundborg efter 5 klasse)
Vi har alle de bedste intentioner når vi vælger at få børn, men nogle gang vil livet det anderledes. Der er så meget vi ikke er herrer over, udover vores egen opførsel.
Jeg er så taknemmelig hver gang jeg ser på mine børn og ser hvordan de har udviklet sig på trods af hvad de har været udsat for gennem deres opvækst. Det gælder såvel deres egen udfordringer/diagnoser som deres fars alkoholisme og psykiske sygdom udover hvad det medførte af mine lange stress sygemeldinger og fyringer. De har ikke haft en perfekt barndom men har alligevel altid opført sig 'ordenligt', været hjælpsomme og pligtopfyldende.  

Jeg håber du får et dejligt guldbryllup til april med din stor familie. Godt Nytår til dig og dine 🥰

Tak for din søde bemærkning og alle "liks'ene". Jeg har lige rettet alle årstallene i denne sidste episode. Ved ikke lige, hvordan jeg har kludret sådan i det. Nu skulle det gerne være i orden. Det er dog kun i denne historie, jeg har beskrevet livet kronologisk, for at det skulle være nemmere at følge med og ikke så rodet, som det måske ellers kunne være blevet, når forskellige hændelser falder oveni hinanden.

Ja ja, så nåede du alligevel helt up to date og til - foreløbig - vejs ende.
Jeg MÅ da også lige takke dig for delingen af dine familie-forgreninger og udvikling - og ikke mindst oplevelser på både godt og ondt.

I en af juledagene så jeg et anderledes og meget ærligt interview/samtale med Thomas Helmig - udført af journalister fra TV GLAD.
Normalt er jeg ikke til hans type af musik, men samtalen var speciel, fordi den berørte en masse meget personlige emner igennem hans liv og karriere - som tiden med AA og tabet af hans søn, som medførte, at de tilbageblevne i familien måtte søge professionel hjælp.
Det var en stærk fortælling, som han fortalte meget ærligt og åbenhjerteligt omkring - og det var meget rørende.
(Se det eventuelt - det hed vistnok "En speciel eller særlig samtale" - og Thomas var VIRKELIG dygtig til at svare på journalisternes spørgsmål. En på alle måder gribende samtale).

I relation til din fine familie-fortælling vil jeg blot fremhæve, at Thomas efterfølgende spillede et af Hugo Helmigs numre ved en efterfølgende koncert, hvor han mærkede en speciel stemning blandt publikum, som han ikke havde oplevet før.
Det slog ham ved den lejlighed, at ALLE tilstedeværende ved koncerten jo nok havde lidt savn og mistet i deres eget liv.
Det synes jeg er en MEGET flot anskuelse.

Thomas Helmig nævnte også, at mennesket jo er skabt til at bearbejde både godt og skidt - og at han var blevet opmærksom på, at livet altid gik videre bagefter - uanset om det var et godt eller skidt sted, som man var i sit liv.

Det synes jeg også skinner igennem i din meget ærlige fortælling, som du har valgt at dele med os andre i dette lille forum.
Stor tak for det.

P.S. Jeg mistede også overblikket på et tidspunkt, da alle dine familie-relationer og tilkommende personer kom med i fortællingen.
HVIS dit stamtræ passer i Sims, kunne jeg da vældig godt tænke mig at se, hvordan det hele hænger sammen.
Jeg bruger jo ALDRIG familie-generationer i mit spil - og kunne derfor VIRKELIG godt tænke mig at se, hvordan det hele har foldet sig ud undervejs - hvis du altså har udbygget stamtræet korrekt.

I givet fald vil jeg jo synes, at det vel også har været en KÆMPE opgave at få til at passe, ikke sandt (alle disse alders-ændringer og nye simmere, som du skulle have ind i din historie)?!
Så hatten af for det.

Tillykke med den forestående Oldemors-titel. Det er da fantastisk.
Selv er jeg kun begunstiget af et enkelt fuldstændig vidunderligt barnebarn, som heldigvis er glad for sin gamle morfar
Kan vi så forvente en opdatering af din historie til den tid?

Kan man mon holde guldbryllup i Tartosa?

Selvfølgelig skal I/du da se familietræet. Men vær forberedt på et par overraskelser, blandt andet at de døde ikke er døde. for det nænnede jeg ikke. Herregud, et spil er et spil OG et puslespil i det her tilfælde. Alle udefra kommende simmere er stort set "plukket" af dem, der var i spillet i forvejen. Jeg vender tilbage med så godt et foto, som jeg kan få af "træet".

Det var lidt svært, for familietræet er meget bredt. Så bredt, at man ikke kan få billede af det hele på én gang. Da jeg jo startede med generationen før min mand og mig, får I også stamtræet derfra. Spillet har dog ikke helt begrebet, hvad en oldemor/far er. Når vi når til den generation, er de tipoldeforældre, men det er jo en mindre detalje.

Jeg er allerede yderst imponeret.
Sikke en flok at holde styr på.
Flot arbejde hele vejen
- og lad dem da bare leve, for det skaber vel lidt liv i byen, ikke sandt?

Jeg er også virkelig imponeret over det store stamtræ. Wow, siger jeg 🤩