Min egen familie.

Det må være svært at være den yngste i en børneflok, for denne situation hvor Ella for "hvilken gang" vil flytte hjem til vores forældre, er meget typisk, men som beskrevet falder hun til ro med Bent og bor nu i Frederikssund, hvor de begge har godt arbejde og nyder at deltage og optræde i årets vikingespil.


Hjemme på Bukketornvej har Erland travlt med at anlægge en god urtehave med alskens spændende grøntsager.


Og i Roskilde vokser lille Helle op til stor fryd for Bent og Bodil.


Dorrit og Gerts to dejlige drenge, Kaare og Sune har også en god barndom i Ølstykke.


Og min fætter John, som i sin tid bragte mig sammen med Johannes, er blevet gift og er også blevet far til to dejlige drenge: Bjørn og Stig. Hvordan han senere beskrev sit ægteskab og hvorfor han blev skilt, er lidt svært at gøre, uden at nogen tager anstød. Men han forlangte bl.a., at hans kone skulle "betjene" hans venner og kolleger med seksuelle ydelser, når de var på besøg


I den dejlige lejlighed i London vokser Margit og Johns to skønne drenge op, Simon og Andrew. Det er typisk, at lektierne bliver haste-lavet om morgenen inden de skal i skole.


Efter skole bliver de nemlig tit kørt til parken for at lege, og de nyder legen i timevis, mens John kigger på.


Hos far og mor på Anker Heegaardsgade kommer der endelig nogen, som vil leje førstesalen. Det er en pakistansk familie, som har to børn og snart efter får en lille pige mere.


Mor tager glad imod dem. Nu klarer det op økonomisk, og de lader til at være flinke og omgængelige.


Farmor Sylvia og Flemming kommer af og til på besøg hjemme hos os. Altid meget hjælpsomme og positive. Og ja, de forguder vores børn.


Efter at have boet flere steder sammen med Per, der er ejendoms spekulant, flytter Gunvor og han ind et lille stykke længere nede ad Bukketornvej. Det er meget hyggeligt sådan næsten at blive naboer.


Men med det meget store hus bliver vores økonomi noget stram, også selv om jeg arbejder med dagplejebørnene, og Erland tager meget ekstra arbejde. Johnny og Gitte er som regel rigtig tilfredse, men det gælder ikke Pernille, der synes, hun ser alt for lidt til sin far, og at han ikke kommer hjem til den tid, han har lovet hende. Så leverer hun mig en lang historie med store fagter om, hvordan hun vil "straffe" ham: Banke hovedet ned i maven på ham, vride ham rundt som en karklud og smide ham ud i hunden "Vissers" pølser og låse døren, så han ikke kan komme ind. Så kan han ligge der og ømme sig, siger hun.


I 1977 kan jeg glad fortælle Erland, at barn nummer fire er på vej. Han tror ikke sine egne ører, men hvem ved, måske kommer der en lille søn, og han er overlykkelig, selv om jeg er helt ligeglad med kønnet, bare barnet er ok.


En meget tidlig morgen kommer så pakistaneren Youssef med de mindste børn. Han stiller barnevognen med den mindste udenfor og kommer ind med drengen, mens jeg er ved at gøre bordplader rene i det store badeværelse, hvor jeg skifter børnene. Han er direkte utérlig!


Selvfølgelig skubber jeg ham væk, men frygten og sårbarheden fra min oplevelse med overfaldet i København sidder i kroppen.


Næste morgen kommer han søreme tilbage med børnene, og Erland har taget fri fra arbejde for at møde ham og få en alvorlig snak om hændelsen.


Hva' pokker bilder du dig ind, snerrer Erland: Du er en gift mand og alligevel kan du ikke holde fingrene fra en gift kone! Det er på tide, du finder et andet sted at få dine børn passet, for her går det ikke længere.

Men ellers havde vi en dejlig sommer med vores traditionelle udflugter. Nu havde jeg kun ét dagplejebarn tilbage, hun var en skøn, lille og for tidligt født baby ved navn Miriam, og hendes forældre var folkeskolelærere, så der var sommerferie, og vi tog på dyrskue.


Henne ved hønsene får Erland rigtig megen tid til at gå med at snakke med folk, men ellers er han mest ved maskinerne.


Margit og John kommer hjem til Danmark på ferie, hvor de bor hos far og mor, og John bliver hos drengene, mens vi mødes med Margit hos Gunvor og Per. Mens vi hygger, drikker kaffe og spiser kage, går Margits BH op på ryggen. I stedet for at gå ud på toilettet for at redde situationen, giver hun sig til at rode rundt med hænderne på ryggen for at lukke den, men det lykkes ikke, og hun bliver mere og mere indædt hidsig. Alle opfatter situationen som morsom, og så er det, at Erland fyrer dagens vits af: "Altså Margit, hjemme hos os har vi Gajolerne i æsker". O M G, hun bliver så sur, at hun trasker tudende hele vejen hjem til vores forældre, mens vi griner af:


Min mor kommer ofte på besøg. Hun glæder sig til endnu en gang at blive mormor, og jeg strikker på livet løs, mens Gitte stråler af lykke og glæder sig til den lille ny.


Erland synes, jeg skal stoppe med at have dagplejebørn nu, hvor vi venter vores fjerde barn, selv om økonomien bliver meget stram, så vil han se, om vi kan få det til at hænge sammen. Jeg skal så i gang med at skaffe mine egne lommepenge ved at skrive festsange for folk.


Den sidste tid med venten på baby bliver som før meget lang. Det skulle ske ca. d. 15. marts, men der sker ikke noget før første april, som desværre er en lørdag. Men Dorrit og Gert kommer spændte og lover at passe de andre børn, mens vi tager til Frederikssund sygehus.



Det trækker ud. Baby har ikke bestemt sig for at komme d. 1. april og blive aprilsnar, så vi venter til over midnat. Nu er det søndag og d. 2. april 1978 kommer vores lille Irene til verden i stor panik, for lægen, der skal hjælpe er på date. Da han endelig kommer frem, får han heldigvis fisket Irene ud med navlesnoren viklet flere gange rundt om halsen og tydeligt født for sent. Jeg må vente med at få hende op på brystet, for lægen har travlt med at undersøge, om hun er i orden. Men Erland er meget lettet. Alt gik jo godt alligevel.



Og lille Irene trives omkap med Miriam, til Miriam er smuk og rund, og hendes forældre får plads til hende i vuggestuen. Man skal lede længe efter en mere tålmodig dreng end Johnny. Han ønsker sig brændende en lillebror, men hilser glad endnu en lillesøster velkommen.



Og så havde Irene et mindre problem med sine fødder, lignende de problemer der var med Gunvors fødder i sin tid. Så jeg skal holde hende i kravlegården, selv om hun gerne vil gå, og det koster blod, sved og tårer. Heldigvis er Pernille en stor hjælp og holder hende med selskab i kravlegården, selv om hun selv for længst har lært at gå.



Cirka seksten måneder gammel kan vi så slippe Irene ud og nyder synet af hende med de lyse krøller, når hun glad vandrer rundt i stuen med sine støttestøvler på.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro, at denne herlige familiefortælling var verdens bedste oplæg til den nye pakke, for med 4 herlige børn får du da vist brug for endnu et alderstrin i dine kommende afsnit, Simsister.

Herlig kravlegård
Har du også forsøgt at indrette de forskellige rum i forhold til dit eget hjem dengang?

Tak for rosen. Ja, det gør jeg hver gang, selv om det kun bliver omtrent. Men det er en skøn udfordring.

Erland arbejder i røg, støj og møg på Stålvalseværket i Frederiksværk, og selv om han er ufaglært arbejder, bliver han da megastolt den dag, han bliver forfremmet til kranfører: Udskift selv Grave med Kran.


Johnny er den allerbedste og mest kærlige storebror, man kan tænke sig. Så vi forstår ikke helt, at lærerne har så mange problemer med at holde styr på ham i skolen.


Han er ofte forkølet/syg, så jeg tænker, det er bedst at få ham undersøgt for allergi. Det viser sig, at han er multiallergiker, og det er en af grundene til, at han har svært ved at koncentrere sig i skolen. Derhjemme betyder det, at vi må af med både hunden Whisky (labrador - hentet på et internat) og vores elskede kat, som er bange for mus. Som erstatning får vi to landskildpadder og et akvarium med fisk.



Per og Gunvor er flyttet ud på en dejlig gård over for Vossevang kro, hvor de tilbyder os at have en hest/pony til børnene. De køber selv en lille pony, og Ella, som elsker at ride, får plads til en stor vallak. Men Johnny kan desværre ikke hjælpe til med at pasningen af lille Yankie: støv fra pelsen, når hun bliver striglet og halm og hø kan han heller ikke tåle.


Vi har egentlig ikke planlagt flere børn lige foreløbig, men så sker uheldet, at kondomet springer, og vupti er jeg gravid igen. Erland griner: Og det var mig, der ikke kunne få børn, fniser han. Sikke et mirakel.


Men selv om han tjener lidt mere nu, har vi ikke råd til at bo i huset længere. Der er aldrig råd til fritidsfornøjelser for børnene. Vi må sætte det til salg og finde noget andet, siger han.


Jeg inviterer min far og mor for at fortælle dem den store nyhed, og jo, de bliver skam overraskede, men også en smule irriterede: Fint med endnu et barnebarn, siger de, men nu synes vi ærlig talt, det snart var Gunvors tur. Ja, griner Erland, det kan vi jo ikke sørge for!


Men Gunvor, som altid er så sød, er glad på vores vegne: Jeg må have fortalt far og mor, at Per ikke kan få børn, siger hun. Så vi overvejer forskellige muligheder. Flyt sammen med os ude på gården, til I finder et billigt hus, I kan betale for. Mor og far flytter også med, så snart de har solgt deres hus, og mens de leder efter en god lejlighed.


Imens har Gunvor været henne på dyreklinikken og set et opslag med en kat, der søger nye ejere. Det vil være skønt med en kat på gården, så hun springer til, får lille Skipper og får ham kastreret.


Og Skipper er rigtig god til at fange mus og endda rotter, så de er lykkelige for ham. Han prøver også (forgæves) at få fat på fuglene oppe på taget, men det lykkes ikke.



Det er underligt sådan pludselig at blive en storfamilie i kollektiv, men sommeren 1980 er alligevel fuld af gode oplevelser. Og dog er det ikke så rart, når mine forældre vil blande sig i opdragelsen af børnene. Du skal spise op, siger de til Pernille, ellers får du ikke nogen dessert. Ok, siger Pernille og spiser det sidste. Fint, siger min mor og går hen til køleskabet: nu må du få dessert. Nejtak, siger Pernille. Nu er jeg jo ikke sulten længere. Godnat.


Jeg får en mindre blødning, som efter lægens udsagn skyldes, at moderkagen har løsnet sig lidt, og skal holde sengen et stykke tid. Så er det dejligt, at der er hele to sygeplejere i nærheden.


Og imens farer børnene rundt og laver mange ting. Der er jo sommerferie fra skolen, og Johnny kan ikke holde sig fra stalden og Yankie. Han vil ud at ride og finder sadlen frem. Og selv om jeg har advaret ham om ikke at prøve at få Yankie til at gå op over den stejle lille høj ved skoven, skal han selvfølgelig prøve alligevel. Det resulterer i, at han bliver smidt af, og det er et kosteligt syn at se ham komme humpende langt efter hesten, der stille og roligt - med sadlen nede om maven - begiver sig hen på Vossevang Kro, hvor hun til gæsternes store morskab giver sig til at kigge ind ad vinduerne.


Vi finder et billigt men godt hus i Ølsted lige ved siden af skolen. Forestil jer, at det dengang i 1980 kun kostede 350.000. Og at skolen ligger til højre for huset, alt for tæt på skellet. Og så er vi klar til at flytte væk fra kollektivet. Der er kun 1½ måned, til baby skal ankomme.

Vi indretter det store værelse i kælderen til Johnny, der lige er blevet 13 år. Det er vældig hyggeligt, men det går ikke så godt i skolen med at koncentrere sig. Så i samråd med kommunen sender vi ham på kostskole i Jyderup.


Da han kommer hjem 14 dage senere, kan jeg næsten ikke kende ham. Han er vokset mindst 15 cm, og stemmen er blevet dybere.


Skal den der lillebror ikke snart ud at se os, siger han med sin sædvanlige humor. Og Gitte stemmer i: Nu må det snart være tid. Skulle han ikke komme d. 13. november på mormors fødselsdag?



Joda, men først må vi lige holde Johnnys fødselsdag, som er blevet lidt forsinket på grund af flytningen.


I samme åndedrag, som jeg lige har frygtet snart at have to blebørn, bliver Irene fuldstændig renlig fra den ene dag til den anden, kun 2½ år gammel. Sikken lettelse!


Igen stor som en elefant tager jeg til jordemoderkontrol i Frederiksværk. Tøjet skal på og tasken pakkes, og så er jeg afsted med toget.


Imens er Gunvor blevet sendt til politistationen af Per for at anmelde, at hans møntsamling er blevet stjålet, mens vi boede sammen ude på gården. Og at han mistænker Johnny.


Hos jordemoderen spørger jeg, om ikke baby skulle komme i dag, og det mener hun er på høje tid, så hun løsner hinderne lidt. Så tager jeg hen til mine forældre i deres pæne nye lejlighed ved siden af stationen i Frederiksværk for at give mor en fødselsdagsgave.


Jamen, kommer du her, siger hun - næsten forskrækket. Har du veer, så må du hellere skynde dig hjem og ringe til sygehuset.


Min mor passer børnene, mens Erland og jeg tager til Frederikssund sygehus. Dagen går i fred og ro med hygge imellem veerne, hvor vi spiser sandwiches og drikker te og kaffe.


Om aftenen tager veerne til, mens vi hygger os med dæmpet belysning og stille musik. Og liiiige præcis 10 minutter i midnat kommer vores største baby, Malene (ca. 4700 g) til verden. Her på Frederikssund sygehus den største nyfødte til dato, født på sin mormors fødselsdag d. 13. november 1980. Som fødselslægen udtalte det: Hun kom sejlende ud som en damper! Og personalet skifter mellem at kalde hende Sværvægteren og Fnugget.  


Til min fars store forbløffelse vokser Johnny ham over hovedet. Men når Johnny er hjemme fra kostskolen er han tit på besøg hos sine bedsteforældre, som han ellers ser meget op til.


Og mormor mener, han har godt af at lære noget håndarbejde, så hun lærer ham at strikke. Når mormor er højrehåndet og Johnny er venstrehåndet skal der en speciel teknik til, men det klarer hun også.

Det er bare med at holde tungen lige i munden, for efter at Malene er født, går der ikke lang tid, før hun insisterer på, at hun kan alting selv. F.eks. er hun kun 9 måneder, da hun rejser sig op og begynder at gå - helt uden slinger i valsen. Det år er så halsbrækkende åndeløst, at man taber både kæbe og mund.



Og meget af tiden står Irene bare og ser til, når "lille"søster udfolder sig, fotograferer de ældre søskende af og gør næsten alting på egen hånd.


Gunvor og Per har solgt det meget store hus og er flyttet tilbage i deres gamle lejlighed i Nørregade. De synes dog, det er synd for Skipper, som jo har været vant til det frie liv. Og efter at vi har passet to gamle, halvvilde hunkatte, der snart dør af alderdom, siger vi ja til at overtage Skipper.


Og Gunvor er glad, for nu kan han få et friere miljø, og han foretrækker at være enekat, så vi planlægger ikke flere katte foreløbig. Johnny er ikke hjemme så tit, for han er fortsat fra kostskolen og taget til Hirtshals, hvor han er blevet optaget i et fiskeriprojekt.


Nytårsaften 1981 bliver Pernille skolebarn og starter næste sommer i Børnehaveklasse. Det er en stor omvæltning.


Farbror Flemming kommer tit og hjælper til, når noget skal repareres/bygges op i huset, og børnene mildt sagt forguder ham. Han er altid med til fødselsdage, og den, der altid kommer med den bedste og mest velkomne gave. Ikke engang vi forældre kan overgå ham!


Og Gitte er så dygtig til at hjælpe Pernille med lektierne. De hygger sig næsten hver aften på Gittes værelse og snakker, inden de skal i seng.


I Ølstykke hos Dorrit og Gert bliver lille Sune også skolebarn. Som de dog vokser, og vi hygger os altid med Dorrits gode mad, når vi er inviteret. Der kan jeg slet ikke være med, men de kommer alligevel af og til og spiser hos os.


I Roskilde bliver kusine Helle teenager. Hun kan lide at tjene lidt lommepenge ved at hjælpe far Bent i boghandelen.


Og ovre ved Rungsted kyst er fætter Johns to sønner også blevet teenagere. Bjørn og Stig er meget forskellige men alligevel rigtig gode venner.


Fødselsdage er efter farmor Sylvias opfattelse MEGET vigtige begivenheder at fejre. Hun inviterer også troligt, hver gang hun selv fylder år, og er det rundt eller halvrundt, skal der være stor fest.


Ind imellem alle huskøbene/salgene begiver Gunvors Per sig ud i den kulinariske kunst. Han kan bl.a. lave en lammekølle, så fuglene synger, og mens vores børn bliver passet, synes han at Erland og jeg skal komme og smage, og det er jo herligt.


Der er også temmelig stærke alkohol drikke til, og Per slutter måltidet af med at byde på irish coffee med rigeligt med whisky, hvad jeg selvfølgelig slet ikke er vant til, så jeg går lige i brædderne og bliver fulgt hen på deres gæsteværelse for at sove rusen ud, mens Erland tager hjem til børnene.


Efter at have brækket mig, er jeg ganske væk og ved faktisk ikke, hvor længe, jeg sover. I min halvdøs kan jeg dog sagtens mærke, at Per kommer listende ind i værelset og har sex med mig. Det er brændt fast, hvor traumatisk det var at ligge der og ikke kunne gøre modstand.  

Tjae, det er så heldigvis sidste gang, jeg er ude for overgreb. Og heller ikke denne gang tager Erland det pænt. Han der før var bedstevenner med Per, afbryder deres forhold helt.
Nu har Per og Gunvor dog fået lyst til at få deres eget barn. De køber den gamle rockerborg i Kregme og sætter den i stand. Per har fået den endelige besked om, at han ikke vil kunne få børn, så de ansøger om et plejebarn.




Der kommer en lille forsømt datter af en enlig narkoman-mor. Hun hedder Marie Kornbeck, og Gunvor og Per glæder sig meget til at tage sig af hende.


Nu er de næsten en rigtig familie, og vi glæder os da med dem.


Ja, det er jo ikke så nemt sådan at overtage en andens barn, men de gør deres bedste, og Rie, som vi kalder hende får en virkelig god opvækst, selv om hun er en lille hidsigprop.


Ella og Bent har det rigtig godt sammen i deres lejlighed i Frederikssund, hvor de øver sammen. Bent er også musiklærer på skolen, og som beskrevet før deltager de med stor ildhu i det årlige vikingespil på Kalvøen.



Ikke mindst er de et stort trækplaster efter spillet, hvor de optræder med en slags revynumre i Valhal.


Vi er i året 1983 - 84, hvor Gitte bliver teenager og vi holder fødselsdag. Dem er der jo mange af. Og senere stopper Erland på Stålværket og starter op som selvstændig altmuligmand. Jeg giver hans enmandsfirma navnet: Hus-og Haveservice.


Vi inviterer "far" Johannes, som ellers glimrer ved sin totale ligegyldighed og manglende interesse for sine to børn. I et "takkebrev" fordi vi havde ham med til Gittes konfirmation er han er da heller ikke  "det mindste jaloux":


Irene bliver skolebarn og vi har nogen søde børn, der flittigt hjælper til, når der skal pyntes op til gæster.



Erland har hørt dørklokken, og ind kommer farmor Sylvia og farbror Flemming. Der ligger sne på deres lange grusvej op til ejendommen på Skovbakken så de har kufferter med, så de kan overnatte.

Ikke så snart er Irene startet i skole, så får hun en bedsteveninde. Veninden hedder i virkeligheden Anne og bor lige i nærheden. Anne kommer tit med Irene direkte hjem fra skole, og de hygger og leger godt sammen.


Lige til Anne går helt amok og roder som en gal. Nu skal vi rydde op sammen, siger Irene, men åh, så er Anne træt og dårlig: Jeg bliver nødt til at gå hjem, siger hun, og så står Irene alene med oprydningen. Det gentager sig så tit, at Erland giver Anne navnet: Grislingen.


Tid til at kigge lidt rundt. Hos vores bedste venner, Dorrit og Gert bliver Kaare teenager.


Per og Gunvor synes, de har stort held med at opfostre Rie. Nu ønsker de for alvor at blive forældre og får lyst til at adoptere. Men for at adoptere må man være gift, så turen går ud til vandet med en skøn udsigt, hvor Per frier.


De bestiller tid på rådhuset, for nu skal der jo være bryllup. Men ingen familiemedlemmer bliver inviteret, og de holder ikke fest.


Så vi må forestille os, hvordan den dag forløb. Her er mit bedste gæt.


Og så går turen til lufthavnen, hvor "den sølvblanke kæmpefugl" er landet med det nye familiemedlem. Hun hedder Mia Lee, født d. 2.juni 1983, er ca. 4 måneder gammel, og kommer fra Nordkorea.



At favne lykken og endelig føle sig som en vellykket familie, det er slet ikke til at beskrive, når man har ventet så længe.


Og Per, der selv mener, han er den mest intelligente mand i DK, er selvfølgelig på banen, når Rie skal hjælpes med sine lektier.


Og mormor Ruth glæder sig over det yndige lille nye barnebarn.


Ovre i London bliver også Simon og Andrew teenagere, og deres liv byder på forandringer, for nu vil Margit ud at arbejde, og John skifter arbejde til fængselsbetjent.


Margit har jo en forkærlighed for sko, så hun søger arbejde i en af Londons fineste skobutikker, og er helt ekstatisk over at blive ansat.

Kort tid efter Gittes konfirmation, hvor Johannes stadig er på ferie i nærheden, inviterer han Johnny med ud at fiske i et ørredfiskeri med små søer, hvor der er udsat ørreder. Snakken går, og det er først rigtig hyggeligt. Johnny er især begejstret, fordi han fanger en del fisk, men det gør Johannes ikke.


Johnny spørger forsigtigt ind til, hvad der gik galt, siden Johannes og jeg måtte skilles, og da Johannes så begynder at tale meget dårligt om mig, bliver Johnny vred på ham og skælder ham ud: Du skal ikke svine min søde mor til, som har taget sig godt og kærligt af mig, siden I blev skilt, snerrer han. Så var den fisketur ødelagt.


Hos Gunvor og Per bliver lille Mia tumling og træner flittigt på potten.


Hos Ella og Bent går det for det meste fint, men ind imellem har Bent nogen problemer, især med hovedpine, så det kniber for ham at deltage i forskellige familie begivenheder.


Han bliver alligevel meget glad, da Ella kan fortælle ham, at hun venter deres fælles barn. Det har de ønsket sig længe. Og Margit kommer en tur til Frederikssund og snakker om, hvor glad hun er for, at det er lykkedes for de to.



Efter en hård og langtrukken fødsel d. 18. marts 1985 kommer lille Tine til verden. En nem lille pige med et dejligt solskinssmil.



Og Ella og Bent forbereder deres bryllup. Først snakker de med præsten, der efter folks udsagn er "noget katolsk i hovedet", så der skal overtalelse til, fordi præsten mener, at parret har forbrudt sig ved at have et barn, som så samtidig skal døbes. Men det giver ikke skår i lykken, og de overtaler vores families gode veninde Johanne Nyholm til at være gudmor.


Et lille stemningsfoto: Ella ved bordet, og Margit, morfar Karl og Rie i snak ved kagen.


Den hårdt fortjente og vanskeligt fremskaffede vielsesattest bliver passende indrammet og hængt op over ægtesengen.


Hjemme hos os er det dejligt vejr, og Gitte vil gerne gå en tur i bakkerne med lille Malene. Det giver vi lov til. Gitte er jo teenager på 15 år, snart 16, så vi mener, hun nok kan klare Malene på egen hånd. De går tur i bakkerne i nærheden, og selv om jeg har advaret Gitte om ikke at gå for nær til mosen, gør hun det alligevel med det resultat, at Malene glider på den glatte, mudrede skrænt og falder i vandet, hvor hun ikke selv kan komme op. Gitte går i panik og kommer tudbrølende hjem. Heldigvis kommer der en ung mand forbi, som resolut springer i mosen og får fisket Malene op, da hun går ned for tredje gang. Jeg står bare chokeret og tager imod en drivvåd Malene og takker så mange gange den næsten lige så våde unge mand.


Snart bliver Johnny 18, og han har fået lært en del, især madlavning, så han vil ud at sejle sammen med en ny, god kammerat fra Stålværkshavnen i Frederiksværk som kok. Det kommer til at tage nogen måneder, så vi ønsker ham god tur.

Mens Johnny er ude at sejle, får Gunvor og Per endnu en lille adoptivdatter, denne gang fra Sydkorea. Kim Yoon er født d. 13. april 1985 og ankommer med den store sølvfugl til Danmark ca. 4 måneder gammel.


Til stor og udelt begejstring for storesøster Mia.


Rie ser mere og mere til sin biologiske mor, som kæmper bravt med et afvænningsprogram.


Hjemme hos os er Gitte ikke kun blevet en vanskelig teenager Hun kan heller ikke holde sine mindre søskende ud og beskylder dem for alt muligt, de ikke har gjort. Flere gange går det så galt, at hun begynder at slå løs på Pernille og Irene.



Efter at især Pernille har haft skrammer og hovedpine efter sammenstødene, tager jeg en alvorlig snak med Gitte, der er færdig med niende klasse og derfor beslutter at tage til London som au pair. Så mener hun, det kan være, hun lærer, hvordan man behandler mindre børn.


Jeg trøster Pernille med, at det snart er Malenes fødselsdag, og de alle tre skal få gaver i den anledning.


Efter besøg af et par legekammerater, sidder vi og hygger med Flemming ved aftensmaden. Han har som sædvanlig været der hele dagen og hjulpet med mange ting.


Sammen med Malene bærer jeg hendes gaver ovenpå, så hun kan komme i seng, mens Irene og Pernille som sædvanlig lige skal have et spil ved Segaen foran fjernsynet.


Irene plager om at få en hest, men det har vi ikke plads til. Så finder hun på, at hun vil have en kanin og synes, hendes far skal bygge et godt bur til den ude i baghaven. Men det har han ikke tid til, så jeg må i gang med byggeriet.


De to har lært at cykle og beslutter sig en dejlig sommersøndag for, at nu vil de besøge farmor Sylvia og Flemming og cykler otte kilometer til Sandhøj, hvor de kære to bliver meget glade, imponerede og overraskede.


Så vanker der isvafler og andre småkager og en sodavand til hver inde i farmors hyggelige køkken.


Irenes første kanin hedder Blomst og efter en vellykket udstilling på Roskilde dyrskue med ærespræmie for hun med unger, får Malene også lyst til en kanin og vi beholder en smuk hununge, som Malene bliver meget glad for.


Og Gitte er ankommet til London, hvor hun bor hos sin au pair-familie. En dag hun er i byen, møder hun en mørk mand, som - siger hun senere - misforstår hendes hensigter og slutter aftenen af med at voldtage hende.


Det resulterer desværre i en graviditet, som Gitte bestemt ikke kan tackle, blandt andet fordi au pair familien smider hende på gaden, da de finder ud af, hvordan det er fat. Og Gitte, der ikke ved sine levende råd tager hen til moster Margit, som resolut hjælper hende med at få en abort.

Kort tid efter kommer Gitte så hjem til Danmark igen. Vi har glædet os til at se hende, og snart er hun på trapperne.


Velkommen tilbage siger jeg, selv om opholdet derovre blev noget kortere end du havde beregnet.


Ja, siger Gitte. Jeg måtte forlade min au pair familie. Og så måtte jeg igennem en ganske forfærdelig abort, og selv om jeg havde forberedt mig, havde jeg ikke regnet med, at jeg ville få sådan en skyldfølelse bagefter.


Men jeg har været heldig at finde en billig lejlighed i Karlsgave og håber at jeg kan finde mig selv igen dér.


Gitte anskaffer sig en kælerotte, som hun også bliver meget glad for og synes snart, at livet ser lidt lysere ud.


Ovre i London bliver Simon og Andrew også unge, men de flytter ikke hjemmefra lige med det samme. Det er dog en milepæl for hele den lille familie.


John er stolt af sit arbejde som fængselsbetjent. Dagene går med at holde øje med de indsatte, og han er tilfreds med sin indsats.



Men Margit er blevet påvirket af nogen spiritister og mener, hun er i stand til at helbrede folk ved håndspålæggelse. Hun går på et kursus i "healing".


Mere jordbundet og fredeligt går det i Roskilde, hvor der også sættes endnu en milepæl hos Bent, Bodil og Helle.


Den opmærksomme læser vil måske have undret sig over, hvorfor Gert og Dorrit er beskrevet som så stor en del af min egen familie. Men især for Gert, som jo er adopteret fra udlandet, er vi efter hans mening hans familie, og det synes vi er kært. Deres søn Kaare finder sig en sød kæreste, Vibeke, som han gerne vil flytte sammen med, og hun er da også straks optaget i familien.


Så skal der jo tjenes penge til huslejen, så mens Vibeke studerer færdig, får Kaare et job som bilsælger hos en velrenommeret brugtbilsforhandler.


Han er ivrig for at lære noget, og hilser begejstret på sine nye kollegaer.


Snart er han chef for salgsafdelingen.


Og Gunvor og Per sælger rockerborgen og flytter til den store rundkørsel i Frederiksværk. Man skal jo også have masser af plads, så denne gang er der en passende stor kælder, hvor de planlægger at holde barnedåb.

Så oprandt dagen, hvor der bliver holdt barnedåb i den pænt indrettede kælder. Det er meningen, at børnene skal tage sodavand, pølser og/eller burgere fra det bord, der står forrest, men det er vores børn ikke vant til, så trængslen omkring "voksen buffeten" er nærmest kaotisk


Men ellers nyder vi alle maden, hyggen, talerne og sangen, jeg har med. Det er en dejlig fest, og vi glæder os allesammen med de stolte forældre.


Og Mia og Kim vokser. Snart er Mia skoleklar.


Og Tine, der er på alder med Kim bliver også tumling. Der er ikke flere børn på vej, men Bent og Ella er meget glade for lille Tine, der forguder sin far.


Et lykkeligt ægteskab kan næsten ikke beskrives med ord. Når Bent ikke er sygemeldt eller ligger i sengen med sin tiltagende hovedpine, får Ella al hans opmærksomhed.


Hjemme hos os går tiden med stadig flere kaniner. De har det jo med at formere sig sådan nogen. Jeg bliver interesseret i at spinde uld og tager et spindekursus. Desværre dør min instruktør fra kurset i en ulykke, så hendes mand ringer og spørger, om jeg ikke vil overtage hendes to yndlings angora kaniner. DET er jo svært at sige nej til, så nu har vi lidt flere!


Vores kære børn vokser, og det gør vores kærlighed til hinanden også. Vi nærmer os de fyrre år, og Erland ønsker sig så brændende en søn, så vi bliver enige om at forsøge at få et barn til.


Som sædvanlig bliver jeg gravid omgående, men hen mod tyvende uge, føler jeg, at der er noget galt og går til lægen, som desværre siger, at der ikke er nogen  hjertelyd længere. Det er noget af det hårdeste, jeg har været igennem: At skulle føde en lille, død dreng, hvor det eneste, han "fejlede" var en sammenklappet navlestreng. Og tage hjem igen med besked om: At du selvfølgelig ikke kan få hjælp med 5 raske børn derhjemme, så nyd dem, og så må I på den igen.



Efter nogen måneder forsøger vi igen, og denne gang sker det lige så hurtigt, men lykken over graviditeten bliver så småt overskygget af nervøsitet: Går det bedre denne gang?


Men Erland og især Pernille er i den syvende himmel: Nu kommer lillebror snart - - selv om vi ikke har fået kønnet at vide.


Pernille, der snart fylder tretten og bliver teenager, siger alvorligt, at hun "bare" ønsker sig en lillebror. Og får hun det, skal hun aldrig ønske sig noget mere.


Så kommer nytåret og Pernilles fødselsdag, som vi holder tidligt om morgenen, fordi jeg så småt har fået veer. Pernille vil rigtig gerne med på sygehuset i Hillerød, så hun skynder sig at få lavet lektier til efter juleferien.

Det er nytårsaftens dag, og fødslen er lige op over. Så jeg spørger Erland, om han vil tage med som han plejer.


Men først kommer min dejlige svigermor for at være hos børnene imens, få sig en god nytårstorsk, og så kan vi jo roligt tage afsted.


Sagde nogen: Våde klude på panden, holde i hånd, bækkenmassage og andre støttende ting under en fødsel? Det var da helt sikkert ikke tilfældet denne gang på Hillerød sygehus. Erland forsvandt ud - hvorhen for at ryge og hmmm, sikkert også for at se fjernsyn i opholdsstuen. Det kan jo trække lidt ud og være rimeligt skræmmende.


Han har da vist også lige været hjemme, taget bad og skiftet tøj, men så da vores lille/store vidunder, en dejlig dreng på næsten 4,5 kg er kommet til verden, er han der pludselig igen med ordene: Holde da helt op, det var godt nok en svær fødsel!!!


Lille Ole (skriver ikke hans hele navn, da han er den eneste i landet der hedder sådan) er en skøn og velfungerende baby, som vi er super glade for.


Og Pernille forguder sin "tvilling", født kun med 13 års mellemrum d. 31. december 1988. Men hun er lykkelig for at få sit ønske opfyldt.


Ole vokser stærkt de første måneder, så vi må planlægge dåben, for snart kan han ikke være i den dåbskjole, min mor har hæklet til begivenheden.


Vi har haft besøg af Johnny, der er kommet tilbage til Danmark efter en sindsoprivende lang sejltur, hvor det skib, han sejlede med blev angrebet af sørøvere, så kuglerne fløj om ørerne på ham. Desværre har han - for at trøste sig fået fat i en del narkotika af forskellig slags, så vi må holde familieråd, for egentlig vil han gerne med til sin lillebrors dåb, men jeg har hårdt sagt til ham, at han ikke kommer ind, hvis han er påvirket af narko. Det var SÅ svært at skulle sige til ham, at han ikke måtte være med, når den lillebror, han havde ventet på i 21 år skulle døbes, men jeg holdt på mit.



Irene som er blevet døbt sammen med sin lillebror, ønsker sig snart en mindre kanin, selv om hun er glad for de store. Og valget falder på dværgvædder, denne her ved navn Tumle, som skal trænes og deltage i kaninhopsporten, som vi er ved at starte op herhjemme.


Til vores store glæde, tager Johnny hen til afvænning, hvor han så møder Pia, som også er på afvænning, og de to falder for hinanden, bliver kærester og flytter sammen i en kælder lejlighed nær gymnasiet i Frederiksværk.


Dorrit og Gerts Sune er også blevet teenager og efter niende klasse vil han starte som pædagog i en børnehave.


Gunvors mand Per har fået den idé, at Gunvor skal passe en lille tøjbutik i smøgen i Frederiksværk, hvor hun skal sælge tøj og sko fra Thailand, så han tager afsted for at købe ind.


Han finder også noget virkelig nuttet tøj til småbørn, men jeg er alvorligt bange for, at der blev kigget/prøvet andet tøj også.


Men snart kan vi besøge Gunvor i den fint indrettede lille butik, og der er jo altid noget, man gerne vil have med hjem. Som Mia og Kim siger til deres far: Vi vil gerne have sådan nogen sko med "dyre"manter!

Gunvor er rigtig glad for at arbejde i sin lille butik. Det tager meget tid, men hun nyder det i fulde drag, mens hendes små piger bliver passet hos vores mor og far, når de har fri fra skole og børnehave.


Tøjet fra Pers ture til Thailand bliver på smukkeste vis sat på de fine dukker i vinduet.


Og kunder er ofte bedsteforældre, der vil glæde børnebørnene med noget specielt og nuttet tøj.


Når Per er hjemme og har mulighed for det i weekenden, tager han tit pigerne med på udflugt fra morgenstunden. Skynd dig at blive færdig med lektierne, Mia, så smutter vi.


Så har Kim fødselsdag og bliver skolepige, og de venter på, at Gunvor skal komme hjem og fejre det med dem. Alle nyder den fine kage, som Per har bagt.



Og plejebarnet Rie er endelig flyttet fast hjem til sin mor. De to nyder hinandens selskab.


Hjemme hos os vokser lille/store Ole, og vi glæder os over ham hver eneste dag.


Og Irene bliver teenager. Det fejrer vi med en tur på den restaurant, hun holder mest af.


Knapt så godt går det hos Ella og Bent. Bents hovedpine tager til, og de ser ingen anden udvej end at få ham undersøgt på sygehuset.


Bent forklarer lægen, hvordan det står til. Han har meget tit en dundrende hovedpine og dobbeltsyn, har svært ved at koncentrere sig, og hans tale er efterhånden blevet sløret og ret begrænset. Han bliver undersøgt grundigt.



Mens de venter på resultatet af undersøgelsen, har Bent en god dag, hvor de tager Tine hen på en legeplads i nærheden og nyder hendes leg og dagen sammen.


De slutter dagen af med det, som Bent har set frem til, lige siden Tine var helt lille, nemlig at undervise og hjælpe hende med lektierne. Men desværre svinder hans kræfter meget hurtigt.


Så kommer den knusende besked fra sygehuset. Bent har en kræft tumor i hjernen, som er placeret sådan, at han ikke kan opereres. Familien er i undtagelsestilstand, og Ella, der er dybt ulykkelig går med til at passe sin syge mand hjemme, mens hun starter en massage/zoneterapi klinik op sammen med en veninde.

Efter rimelig lang tids sygdom dør Bent stille og fredeligt i hans og Ellas lejlighed, kun 38 år gammel. Hans begravelse/bisættelse holdes i Frederikssund kirke, hvor han har ønsket at hans urne skal nedgraves på de ukendtes plads. Med til begravelsen er en god familieven, som også hedder Bent, og han prøver at trøste Ella og Tine så godt han kan.


Bent Hesselbjerg inviterer Ella på flere dates, blandt andet på hotel, og han maser på for at de skal forloves og giftes, selv om Ella synes, det er for tidligt efter hendes første mands død.


Mens Ella tænker over det, opdager hun en knude i sit venstre bryst. Hun går til lægen og bliver undersøgt. Det viser sig desværre at være en kræftknude, så hendes venstre bryst bliver opereret væk. Det er en turbulent tid, og da Bent kommer og besøger hende og hun forklarer ham sagen, svarer han - rigtig sødt - at hun da stadigvæk er den samme for ham, og det gør selvfølgelig indtryk. En fin, passende protese giver hende da også noget af livsmodet tilbage.


Ella tjener godt som zoneterapeut og køber et dejligt lille hus i Asserbo, hvor hun og Bent flytter ind efter deres bryllup. Ella går stadig til behandlinger for sin brystkræft og er ofte meget træt, så det er småt med samlivet.


Men ind imellem har hun mere energiske perioder, hvor hun bl.a. bestemmer sig for at læse og blive en endnu bedre zoneterapeut. Hun starter også i et lokalt sangkor, for hun elsker jo at synge, og det liver hende altid op.


Bent er såmænd ret tilfreds - især i starten, men stadig irriteret over, at Ella undviger ham med undskyldningen at hun ikke er færdig med at sørge over sin første mand.


Det kan ikke undgås, at det fører til skænderier, og til sidst må de beslutte at skilles, ikke mindst for Tines skyld. Igen traumatisk både for Tine og Ella, der ikke er kommet sig helt over sin brystoperation.


Vores forældre, der lever stille og roligt ved stationen i Frederiksværk, hvor de bruger meget af tiden til at sidde ved vinduet og kigge ned på trafikken - - beslutter at det også er på tide, de flytter i en ældrebolig, for vores mor skal snart på pension, og vores far har været det længe, så de flytter til Melby, nærmere bestemt Tjalkavej 16.



Og vores mor tilbyder at tage sig af Tine, når det er nødvendigt. Tine går på Melby skole og kan nemt gå hen til sine morforældre efter skole.


Og vores mor nyder at hjælpe hende med både almindelige lektier og skoleopgaver.



Hjemme hos os bliver der dikkedikket. Både Pernille og Irene er altid klar med en hjælpende hånd, når Ole giver det mindste kny:


Han vokser fortrinligt, og Erland og jeg mener, det er på tide med et barn til, så han ikke skal blive alt for forkælet, den lille charmetrold.


Pernille, der går i gymnasiet i Frederiksværk, synes det er fint med en lejlighed nærmere ved, så hun flytter, da hun har sparet op af sit fritidsjob i Netto og på Shell tankstationen. Nu skal der studeres.


Og hun har mange tanker om, hvad hendes fremtid skal bringe. Da hun elsker sport og har gået meget til gymnastik, også springgymnastik, vælger hun at blive yderligere trænet. Der er GO i den pige!


Hun svømmer og så får hun pludselig den idé, at hun skal bokse, for hun vil nok være politibetjent. Selv om hårene rejser sig på hovedet af os forældre ved tanken. For mens hun arbejder i Netto får hun øje på en butikstyv derinde, og følger efter ham helt ud på gaden og får ham stoppet.


Hun møder også Kenneth, og de flytter sammen, først i Frederiksværk og senere i Torup ved Melby, hvor de skal passe en gård for en, Kenneth kender.

Tilbage til min mor og far, der nyder  deres liv som pensionister i ældreboligen på Tjalkavej i Melby. De er faldet godt til trods mors blodprop i hjernen og fars blodprop i hjertet, og de snakker meget, både med hinanden og flere af naboerne.


Far dropper røgen totalt og trøster sig meget med planter og nyder både frugttræer og smukke roser, som han får plantet ved siden af boligen på et fællesareal.


Som nærmeste nabo får de Ellen, som heldigvis er rigtig god at snakke med og bliver mors bedste veninde.


Den vinter bærer Gitte sig dumt ad. Hun er flyttet til en bedre lejlighed/rækkehus i Enghaven. Og der er en gammel skoleven, der lokker hende til at prøve at køre en tur i hans bil, hvorefter hun hurtigt bliver pågrebet og må tilbringe bl.a. julen i fængsel med at lave tøjklemmer og lignende, fordi hun ikke kan betale bøden for at køre bil uden kørekort.


Men der komme lysere dage, og sommeren er rigtig god det år. Snart er her en lille ny på vej. Og vanen tro skal der jo strikkes.


Gitte har ladet en ung franskmand på sommerferie bo hos sig i lejligheden mod betaling naturligvis, men de klinger rigtig godt sammen, og han nyder ferien - vist nok på flere måder.


Han takker mange gange for de dejlige to måneder, betaler og skynder sig afsted mod lufthavnen for at flyve hjem til Frankrig.


Hvorefter det søreme viser sig, at Gitte og jeg skal have barn næsten samtidig. Vi er begge sat til at føde i april.

Og lille Ole, der næsten ikke kan vente er overbevist om, at han får en lillesøster. Han glæder sig så meget, så Erland underholder ham så godt han kan, både med højtlæsning og ved at lade ham sidde på jorden og "hjælpe til", når græsslåmaskinerne skal have skiftet knive ud.


Margit kommer på besøg, og vi starter som gode venner. Men da hun gerne vil spise med om aftenen, og jeg formaster mig til at servere kaninsuppe (som hun lysteligt slubrer i sig) så bliver hun virkelig sur, da jeg fortæller, hvad det er, fordi hun selv har haft en kælekanin. Så er vi ikke helt så gode venner længere!


Så bliver det endelig april, og stor som et "hus" som sædvanlig glæder jeg mig til at få fødslen overstået.


Og d. 4. april 1991 kommer så den yndigste lille (kun 3600 g) Vibeke til verden. Skønt med en lidt mindre baby. Og turen går fra Hillerød sygehus med Vibeke på maven - med ambulance til Frederikssund sygehus, hvor min mor er indlagt med endnu en blodprop.


Jeg havde jo lovet Gitte at være med til hendes barns fødsel, men det var svært at overholde, når jeg selv skulle amme og passe en lille ny. Det kan godt være, hun var lidt skuffet.


Men da jeg hørte nyheden, skyndte jeg mig derhen for at møde vores første barnebarn, lille, dejlige Mai-Britt, som blev født d. 19. april 1991.


Og Gitte kommer træt hjem og overvejer, hvordan hun skal klare sig helt alene, både med sin angst fra flere overgreb, men også uden en at leve sammen med. Faderen - den formastelige franskmand - hører hun aldrig mere noget fra.


Vores børn derhjemme hygger sig. Først prøver flere af de ældre søstre at overtale Ole til at gå til gymnastik, for vi har jo hallen lige ved siden af, men det er ikke noget for ham. Han står bare klinet til væggen og skal bestemt ikke ud på gulvet. Men så tænder Malene for fjernsynet og noget inciterende musik, og så kan det nok være, den unge mand hopper gladeligt rundt og nyder det.


Hvad så Ole, siger jeg, vil du hellere gå til dans? Og det er hermed vedtaget, men han vil helst danse med sin mor.

For dem, som ikke selv har prøvet det, vil jeg lige sige, at spillet sommetider kommer med beskedder, der mere end rammer hovedet på sømmet, så det er lige før, man hopper i stolen af overraskelse. Således netop - så beskrivende for denne del af mit liv - forelskede påny:


Med to så dejlige småbørn som Ole og Vibeke og alle "jule" lysene i min mands øjne, både når han så på børnene og på mig. Det havde vi slet ikke set komme. Så var det da lidt nemmere at kapere lægens ord om, at jeg ikke ville kunne blive gravid igen, for det havde vi heller ikke planlagt og glædede os over, at vi slap for prævention.


Og Malene, der næsten var druknet som lille gjorde os mere end stolte, da hun kom hjem med skolens guldmedalje for svømning og et skriftligt bevis for, at hun både kunne flyde og dykke.


Erland var altid meget sammen med sin ældre bror, Flemming. De elskede at gå på indkøb sammen og prutte om prisen.


Mai-Britt, vores første barnebarn vokser godt og er snart tumling. Hun kommer på besøg, og vi har megen morskab ud af at se hende og Vibeke sammen: moster og niece, som er lige gamle.



Ole bliver skolebarn og får sin egen hyggekrog ovenpå, og han er med til at bestemme indretningen, hvilket han er meget stolt af .


Spændende at blive puttet af mor i den "nye" seng for første gang.


Gitte har forelsket sig i en indvandrer, som bor i nærheden af hende. De har mødt hinanden på Generalen, og han virker både sød og kærlig.


Men da Gitte så fortæller ham, at forholdet har fået følger, og der er en lille ny på vej, bliver han meget sur, og fortæller først nu, at han faktisk er gift og har kone og børn. Så han vil nægte at betale børnebidrag, for konen må jo ikke vide noget.


Men Gitte glæder sig alligevel, mest fordi Mai-Britt nu får en søskende, selv om hun også er meget i tvivl om, hvordan hun skal klare det hele alene. Jaja, siger jeg. Denne gang kender du i det mindste faderen, så du må forlange, at han betaler.


Så fik jeg da mulighed for at komme med til fødslen denne gang, og det er Gitte meget tilfreds med.


Jeg får et stort knus af bare taknemlighed bagefter, selv om man jo ikke kan gøre så megen gavn, så var det alligevel skønt at være der og tage imod barnebarn nummer to.


Det er så Lille Kristine, som er født d. 2. oktober 1992.

Desværre "flasker" det hele sig ikke for Gitte, som ryger ned i en fødselsdepression og derfor må opgive sit job. Det kniber med at betale huslejen i det rækkehus, hvor hun bor i Enghaven, og nerverne hænger snart udenpå tøjet. Det bliver ikke bedre, da der ringes fra kommunen om, at hun får besøg af en kommunal ansat, der vil placere hendes to piger i en plejefamilie.


Og så bliver de hentet, selv om Gitte kun har beklaget sig over, at Mai-Britt var ved at blive for meget for hende at klare. Og fordi kommunen mener, at man ikke skal skille børnene.


Plejemoderen hedder Jeanette og bor i Ll Havelse ret tæt på os. Vi kender hende ellers ikke, men undrer os over, at hun kan blive tilkendt plejebørn, når hun selv har to mindre børn.



Dorrit og Gerts Sune er gået i gang med sin uddannelse som pædagog. Han har fået job i en SFO, hvor han stortrives mellem skolebørnene.


Og så møder han Hanne, og sød musik opstår.



Bent og Bodils Helle møder Kenneth Algart, og snart er de forlovet.


Men Gunvors Per er sunket ned i en alvorlig midtlivskrise: Han rejser ret tit til Thailand (for at købe børnetøj), vandrer omkring alene og spekulerer på meningen med livet.


Men så ringer han pludselig hjem til Gunvor og spørger, om det er ok, at han tager sin handelspartner fra Thailand med hjem, så hun kan se Danmark. Det synes Gunvor da lyder spændende, så hun siger ja.


Men det går hverken værre eller bedre, end at Gunvor kommer uforvarende op på gæsteværelset og finder Per og Yukon tæt omslynget - o.s.v. Det er ikke til at misforstå!


Dybt rystet skælder Gunvor ud, for hun vil skilles. Og Per skriger, at han jo er nødt til at søge trøst hos andre, når hun er "som hun er". Den forstod hun og vi andre ikke!


I første omgang bliver de enige om at dele børnene. Mia skal blive hos Per, fordi han synes bedst om hende, fordi hun er jo så klog. Og Kim skal med Gunvor, fordi hun efter Pers mening er rimeligt dum med noget lavere karakterer i skolen. Vores mor henter dem og kører dem ud til et nyt hjem.


Vores Johnny, som har kendt Pia ret længe beslutter sig for, at det er på tide, de bliver gift. Det er Pias største ønske at blive gift og få børn og føle sig som et normalt medlem af samfundet, efter at hun har været misbrugt af sine to ældre brødre.


Det er kun for den nærmeste familie, men vi er jo ved at være rimelig mange og glæder os over at se alle dem, der kommer.


Bryllupsrejsen går til London og dejligt samvær med moster Margit og familien derovre.


De gør også gengæld. Her er det Simon, som til sin store skræk opdager, at Pia stadig er narkoman og ikke rigtig tør at fortælle det til os andre.

Tilbage i London har Simon fundet en rigtig sød pige, som hedder Sonja. De to bliver hurtigt kærester og planlægger en fremtid sammen: Simon som modeskribent og fotograf og Sonja som indretningsarkitekt.


Sammen køber de et lille hus i udkanten af London, vist nok meget typisk for nabolaget og beliggende midt på en gade, hvor alle husene nærmest er kædet sammen, ikke helt som billedet.


John er langt nede. Han har været hos politichefen og sagt sit job som fangevogter op, fordi han har fået konstateret multiple scleroses, som er uhelbredelig.


Margit strenger sig ekstra an og får et nyt job i en god forretning, stadig med skosalg. For at dulme nerverne går hun hen for at lære noget yoga-afslapning og møder her en spåmand, som hun betror sig til angående John. Han mener hun kan helbrede ham og vil være god til at lære healing på et af hans kurser.


Og så går hun helt i selvsving, mens hun prøver at få kontakt til de højere magter. Både John og drengene kan ikke undgå at lægge mærke til det, og de er ikke begejstrede. Heller ikke over hendes tiltagende alkoholforbrug.



Gunvor er taget i byen med sin nye kæreste for at de sammen kan fejre fødselsdagen, hvor Mia bliver teenager. Hun er lige begyndt at se Mogens, og han virker sød og kærlig. Han er også god til at lave mad.


Mogens har også været gift før og har en voksen søn, Dan, som læser til præst og bor hos sin mor. Og så har han unge Morten, som snart fylder 18 og er under uddannelse. Efter et kedeligt sammenstød er Morten flyttet ind hos sin morbror, der har lovet at tage sig af ham, til han kan klare sig selv.


Morten bliver selvfølgelig begejstret, da han hører om Gunvor, og snart har de planer om at flytte sammen og at Morten skal bo hos dem, når de er blevet gift.


Gitte, som desværre har en tiltagende migræne, har mødt Aske, som hun kommer lidt sammen med. Så en dag inviterer Aske sin bedste ven, Esben med hjem til Gitte, og det skulle han nok ikke have gjort.


For Esben gør sine hoser grønne, svigter sin bedste ven og inviterer Gitte på date. Det er svært for Gitte ikke at falde for ham. Også fordi han lover hende at hjælpe med i det mindste at hun kan få Kristine hjem igen - ved at han flytter ind hos hende. Og han virker som den støtte, Gitte har brug for for at hendes tilværelse kan se lysere ud.



Det er i den periode, at jeg skifter guitaren ud med en spinderok og lærer at spinde, hvilket jeg har gjort lige siden. Her er Ole og Vibeke lige kommet fra danse undervisning og sidder og hygger sig i deres fine tøj.


Vibeke har ellers været på tæerne for at lære at danse, når hun begejstret kiggede på Oles træning. Men hun måtte pænt vente, til hun var fyldt 3 og ikke brugte ble mere. Som jeg sagde til hende: Man kan ikke danse med en tyk blemås!


Ole går i nulte klasse og han betror sig til Malene om, at han har haft en kniv med i skole, som han har truet plejemor Jeanettes søn med, fordi de har Mai-Britt og Kristine, og han synes, de skal hjem til Gitte. Sommetider forstår børn ikke helt, hvad der foregår omkring dem, men heldigvis kom en betjent omgående og fik talt ham til rette.

Min engelske nevø Andrew finder en sød tysk pige, Liz, som er god til engelsk, og de bliver gift og flytter til det sydlige England, hvor palmerne gror. Men der er ikke tale om at få børn, da Liz lider af en arvelig sygdom, som de ikke synes skal gives videre.


Et lille tilbageblik, for at minde jer om Irenes veninde Anne, der er meget ked af sin opvækst med en alkoholiseret far.


De er fyldt 16 og fulde af gode idéer, og Irene synes, det lyder rigtig spændende, da Anne foreslår, at de skal bo i telt hele sommeren.


Da de to så bliver teenagere, foreslår Anne, at de sammen skal finde et sted at bo sammen. I første omgang har de fået lov at slå teltet op en sommer og bo i Annes tantes baghave nede ved Roskilde fjord.


Der er dejligt dernede ved vandet, og sommeren går stærkt, men snart bliver det jo koldere og vinteren nærmer sig. Men så viser det sig, at tanten har brug for nogen til at bo i sommerhuset, mens hun er flyttet tilbage til København, og det bliver selvfølgelig Anne og Irene.


Nu håber jeg, I kan klare ærterne sammen her, siger tanten. Lykkelig over arrangementet. Ja, det skal nok gå, lover de to piger.


Irene, som har lært at ride - som en belønning for at passe dyr på en besøgsbondegård i nærheden af os, ønsker sig så brændende en hest og finder et godt tilbud på en stor pæn vallak. Eftersom han ikke kan "bo" hverken i sommerhuset eller på vores græsplæne, må hun en tur op i Ølsted Bakker, hvor der er en mulighed for opstaldning.


Men hun kan vist roligt erkende, at pasningen tager magten fra hende. Ikke fordi hun ikke er glad for hesten, men nu, hvor hun er begyndt på gymnasiet og også har fritidsarbejde, kan det knibe med tiden. Mange gange bliver motionen bare til en volte-tur rundt i tøjeret.


Knap så meget ridning som hun havde drømt om, men turene på hesteryg op gennem stien til toppen af bakkerne er da helt bestemt dejlig.



Irene er lige fyldt 17, da "lynet" slår ned og hun forelsker sig hovedkuls i den lidt yngre Jan, som er i lære som VVS'er.


Det er særdeles bemærkelsesværdigt, for det er kærlighed ved første blik, selv om Jans forældre mener, at det nok ikke er noget, der holder. De er jo så unge.


Og Anne bliver misundelig, for hun har endnu ikke fundet nogen, så hun marcherer ud af døren og overlader pasningen af sommerhuset til de to nyforelskede.


De er selvfølgelig ikke til at slå af pinden og nyder hinandens selskab hele den sommerferie.


Med en enkelt pause i forholdet, fortsætter Jan og Irene livet sammen som kærester, til Irene har fået sin studenter eksamen og starter som elev i Nordea bank i Frederiksværk.


Sammen køber de et stort dejligt hus i Hanehoved, så de begge har kort vej til arbejde. Det hus elsker Jan at bygge om, så det er gjort flere gange.

Man fornemmer jo nok, hvorfor du har ventet på ranch-pakken Simsister.

- og så MÅ det da være et spændende stamtræ, som hele tiden udvikler sig i historien.
- og nye grunde, som skal etableres til hvert lille billede. (jeg kender godt godt fornemmelsen af mange byggetimer for nogle få billeder, men det passer jo mig fint!).

Herlig omfangsrig familiefortælling

Tak til alle, der følger med Vi er nu i 1990'erne, og der sker hele tiden en masse på familiefronten. Mens Pernille går til makronerne med sin træning og modtager et optagelsesbrev fra politiskolen i København, finder hun ud af, at Kenneth har sideløbende interesser. Da hun kommer hjem, finder hun ham stærkt flirtende med en, som han før kaldte en kammerat, og det kommer selvfølgelig til et brud, for som hun siger: Når han ikke kan finde ud af, om han er til piger eller drenge!



Men det er alligevel en stolt datter, der kort efter kan starte som elev på politiskolen.


Under en patruljetur falder hun for kollegaen, Søren, der har været lidt længere under uddannelse og så også kan lære hende meget og samtidig kan de støtte sig til hinanden.


De to bliver kærester og flytter sammen i en pæn lejlighed på Amager.


Og min søster Ella møder Vagn, som arbejder for kommunen og storforelsket flytter ind, og de to prøver - mellem Ellas indlæggelser - at planlægge en fremtid sammen.


Både Mogens og hans 18 år gamle søn, Morten flytter ind hos Gunvor, mens Mogens' ældre søn, Dan som egentlig er hans første kones fra hendes første ægteskab planlægger at rejse rundt i verden og dermed trækker sin præste-uddannelse i langdrag. De to passer godt sammen, og der svares lykkeligt ja, da Mogens frier.


Dan er rejst ud i verden, men Morten er pavestolt over at skulle være forlover for sin far til det dejligste bryllup.


Man behøver blot at være i nærheden af dem for at føle deres lykke. Det bliver en skøn bryllupsnat.


Og snart venter de et fælles barn. Morten er himmelhenrykt: Nu skal han være storebror og rigtig ud og promenere med barnevognen.


Men aknej, kun 2 måneder før fødslen af den lille ny, kører Morten og hans ven og vennens far galt i en alvorlig ulykke, kun 500 meter fra vores bopæl. De er alle tre dræbt på stedet.


Som en dejlig trøst og "plaster på såret" kommer lille Nanna så til verden ved kejsersnit d. 16. marts 1992.



Mia er knust over dødsfaldet, men også over, at bo hos Per, som tit er modbydelig over for hende og blandt andet spærrer hende inde, hvis hun ikke gør præcis om han forlanger. Selvfølgelig flytter du ind hos os, siger Gunvor. Det skal du ikke finde dig i.


Og de to piger, Mia og Kim er glade for at være rigtig sammen igen.


Mia tager sig også meget af lille Nanna, så Mogens og Gunvor har mere tid til hinanden. Det er rart at have en teenager i huset.


Efter kun godt et år, kan Gunvor så også glæde familien med, at der er en lille ny på vej igen.


Og ved endnu et kejsersnit kommer lille Rikke til verden d. 12. december 1994.

Vi er nu midt i de fantastiske 90'ere, og begivenhederne i familien tager til. Hos Gunvor og Mogens bliver Kim teenager. Der er altid en anledning til hygge omkring bordet.


Og hos Johnny og Pia er det første barn på vej, vores tredje barnebarn. Forventningerne er store.


Og  d. 24. januar 1995 kommer lille Jeanne til verden. Temmelig præget af sin mors misbrug, men dog til stor glæde.



Som følge af misbruget kan Pia ikke have arbejde, men hun forsikrer Johnny om, at hun forsøger at trappe ned.


Og snart er deres barn nummer to, vores fjerde barnebarn på vej. Jeg tænker, at Johnny er ret naiv, men han tror fuldt og fast på, at Pia nok skal blive clean.


Og Jeanne er jo en herlig lille pige, der tilsyneladende trives udmærket.


Men når Johnny er på arbejde eller ude at fiske, har Pia besøg af en pusher. Det koster og hendes helbred vakler. Lungerne er ved at tage skade.


Denne gang er fødslen skudt næsten 2 måneder frem på grund af misbruget, og i håb om, at babyen vil klare sig uden at blive for påvirket. Det første Pia spørger om på hospitalet er, om hun ikke kan få nogen piller, men det synes personalet ikke er en god idé.


Og lillebitte Louise bliver født ret meget for tidligt, d. 15. februar 1997, men kan hurtigt klare sig uden speciel hjælp. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad og strikkede dukketøj til hende, og sygeplejerskerne, som passede hende syntes, tøjet var så fint.


Nu er de en familie på fire, og selv om Jeanne synes, det kniber med, at hun får opmærksomhed nok, er hun rigtig glad for sin lillesøster, som Johnny har genoplivet, da hun nogen få uger gammel pludselig holdt op med at trække vejret. Da var der drama i det lille hjem.


Og Ellas Tine - som jo er på alder med Gunvors Kim bliver også teenager. Hun er lige så yndig som sin mor, men stadig et barn indeni, som har svært ved at forlige sig med, at hendes mor bliver stadig mere syg af kræft, som breder sig til lymferne og lungerne.



Som Ella selv sagde det: Det er en rutsjebanetur: Det ene øjeblik har man det godt, og medicinen virker, og det næste øjeblik går det ned ad bakke, så man stirrer døden i øjnene. Men på en optur, hvor håbet blomstrer, får hun alligevel hjertebanken, da Vagn frier til hende.


De ønsker at holde brylluppet i østerlandsk stil hjemme i haven, og det er jo også virkelig smukt. Vi andre i familien er meget glade for at deltage.


Aftenstemning på terrassen: vi er stadig fire piger, her også med både vores far og mor, dejlig "nektar" i glassene og Johnny, der er en smule påvirket!

Hjemme hos os bliver Vibeke skoleklar og starter stille og roligt i nulte klasse. Malene slutter gymnasiet som den yngste student af vores. Hendes eneste bekymring er, at hun med sine kun 17 år ikke har været gammel nok til at tage med kammeraterne på druk.


Og Gittes Mai-Britt, der jo er samme alder skal også i skole, men bliver desværre opgivet af plejemor Jeanette, efter at Mai-Britt har truet med at fortælle vidt og bredt om de såkaldte "numselege", som børnene har leget sammen, mest ude i en stor balje vand i sommervarmen. Så bliver Mai-Britt og Kristine alligevel adskilt, trods løftet fra kommunen om at holde dem sammen, for lille Kristine bliver hos Jeanette til stor frustration for Gitte.


Mai-Britt kommer til en sød plejefamilie i Kalundborg, som straks får diagnosticeret hende som lettere autist. Og den gode plejemor vælger at følge med hende i skole og sidde sammen med hende for at hjælpe.


Og selv om lægerne har sagt, at Erland og jeg ikke kunne få flere børn, og vi er fyldt 49, sker miraklet alligevel. Pludselig er der helt uventet en lille ny på vej: Ja, jeg syntes da nok, du blev noget buttet, var Erlands eneste reaktion.


Arj altså siger Malene - - én til? Det er næsten for meget! Og så vælger hun at tage med en veninde på kibbutz i Israel og holde sabbatår dér. Vi får besked om, at det er på en kyllingefarm.



Johnny er taget ud på en længere varende fiskeferie, uvist hvor i Nordsjælland, hvor han skal overnatte hos en ven på mændenes hjem i Hillerød.


Og Pia, der for nylig har fået en diagnose om hendes lunger, der er virkelig dårlig og forudsiger at hun højest har et halvt år tilbage at leve i, hun går helt i sort. Hun tager først hen på kvindehjemmet for at få et godt råd, og derefter pakker hun Jeanne og Louises ting, ringer til et vennepar i nærheden og får lov at aflevere dem der.


En af deres naboer hører underlige lyde fra lejligheden og ringer til politiet, der kommer og finder Pia, som har hængt sig i rebet på børnenes gynge. Der er desværre ikke noget at gøre, han kommer for sent.


Betjenten Ib er dybt berørt og tager ud til en kollega, som lover at tage med ham for at underrette familien. Da de ikke kan finde hverken børnene eller Johnny og ikke har oplysninger om, hvor Pias forældre er, bliver de enige om at opdigte en historie om, at Pia har hængt sig i et træ i skoven.


Og på den måde opstår skrækscenariet, som alle forældre eller bedsteforældre frygter: Pludselig står de udenfor vores dør og banker på.


Så forsigtigt som muligt overbringer de deres historie, sikkert for at føle os på tænderne om, hvor meget vi ved. Og så beder de om en af os vil følge med for at identificere hende. Det bliver så Erland, da jeg er bange for, at chokket vil påvirke min graviditet. Det skal lige tilføjes, at min kære mand ikke var menneske i flere år bagefter.



Og det var simpelthen hjerteskærende at opleve Johnny men især de små til begravelsen. Det kan ikke beskrives med ord.


Johnny tager ud til de venner, som har Jeanne og Louise og får dem til at love, at de må blive foreløbig, mens han vil forsøge at få en anden lejlighed at bo i, så han kan hente dem tilbage. Af indlysende grunde har han ikke lyst til at blive i lejligheden, hvor Pia gjorde så tragisk en ende på sit unge liv. Han er ofte alene og går nogen lange tankefulde ture i naturen.


Som sagt har Erland det ikke så godt og kan slet ikke overskue at skulle deltage ved vores nye barns fødsel, så jeg allierer mig med Gunvor, der jo er sygehjælper og Ella, der har lyst til at være med til fødslen, fordi hun synes, det er så livsbekræftende.