Trang til eventyr.

Det her eventyr starter langt ude på havet, der hvor det er dybest. En eventyrlysten simmer ved navn Laurits er i gang med at træne op til at blive dykker. Han inviterer en kammerat med ud på de vilde vover, og det bliver snart lidt mere vildt end beregnet. Mens Lautits koncentrerer sig om at forbedre sin svømning, sker der nemlig det kedelige og uforudsete, at kammeraten får et chok over vanddybden og drukner.


Efter endt begravelse tager Laurits så tilbage til det lille hyggelige strandhus, som han har lånt af nogen andre venner. Og nu beslutter han, at den hændelse ude på vandet ikke skal forhindre ham i at blive den bedste selv. Det beviser jo netop, hvor vigtigt det er at forberede sig og træne. Beslutsom tager hen på en tur til en mystisk hule i nærheden.


Han svømmer ud til hulen og efterforsker både vandet og dyrelivet. Åh, det er da helt forfriskende, og han tager glad og lykkelig hjem igen med forskellige smukke fund i lommen.


Tiden går bare alt for hurtigt, når man sådan tager på eventyr, men så er der heldigvis en lækker madbod lige i nærheden. Laurits prutter om priserne og har held med at få noget billig men god mad, mens han får en sludder med madsælgeren og en af naboerne.


Frisk og fri tager han en svømmetur i sine underbukser. Der er jo ingen i nærheden. Men da han så kommer hjem, står der alligevel en flok naboer, der rigtig gerne vil hilse på med mad og godt humør. Ja, det må I altså meget undskylde, siger Laurits, men vandet lokkede jo. Men kom dog indenfor, mens jeg lige får et par anstændige klude på.


Og ved ildfesten næste weekend overrasker og imponerer han med sin kunnen udi ilddans. Han er så optaget af legen, at han slet ikke ænser folk omkring sig. Men jeg tror, der er et enkelt lille fruentimmer, der står med åben mund lige i nærheden.


Hun hedder Trine og har også fundet ud af, hvor Laurits bor. så da han kommer hjem står hun klar ved hans udendørs bar med en lækker drink: Velkommen hjem, siger hun flirtende. Jeg tænkte, at du nok var tørstig af al den varme ild.


Laurits synes helt godt om hendes udseende og væsen, så han inviterer hende på en date. Også for lige at prale med, at han faktisk også kan spise med pinde. Åh, hendes beundring vil ingen ende tage.


Og derfor går det som det sig hør og bør. De to er simpelthen så smask forelskede, at de gifter sig. Også fordi Trine har lovet Laurits, at hun sagtens kan være hjemme og passe huset og sit job som saftmixer, når han tager på eventyr.

Men det allerførste eventyr efter brylluppet, synes Laurits skal være en Honeymoon. Det er ligesom det, der forventes af ham, synes han. Men stadig banker eventyrlysten i hjertet på ham, så han spørger Trine, om hun ikke vil med til det japanske sneklædte bjerg Komorebi. Trine synes, det lyder spændende, så hun takker glad ja, og spændte og forventningsfulde tager de så begge afsted. Vintertøjet er fundet frem, og Laurits snakker godt for sig, fordi han synes, det kan være sjovt at have Trine med på en vandretur ad sneklædte stier og broer.


Dagen er ung, og de to vandrer afsted side om side.


Et eller andet sted - ude midt i ingenting - får Laurits så øje på nogen mærkelige fodspor. De skal så undersøges i rigtig laaaang tid, så trods vintertøjet begynder Trine så småt at fryse. Til sidst får hun fremstammet: Skal vi da ikke videre?


Oppe for enden af en meget lang sti, er der nogen figurer udhugget i sten, som Laurits falder helt i svime over. Nu har Trine fået nok. Hun går - temmelig sur - tilbage mod indkvarteringen. Nu skal hun have noget varme, og Laurits ænser jo ingenting.


Dagene går. Mens Trine hygger i feriehuset og varmen, tager Laurits rundt på de forskellige steder for at prøve sine færdigheder og kræfter af. Der bliver klatret på klippevæg.


Og en herlig tur på kælk er da heller ikke til at kimse af.


Så skyder han hjertet op i brystet og finder et snowboard frem. Huhej hvor det går nedad bjergsiden.


Samme dag tager han også bagefter mod til sig og prøver at stå på ski. Nu er han så kry, at han springer begynderbanen over og farer afsted på en noget sværere bane.


Men avs, trætheden efter den lange og anstrengende dag gør, at han desværre falder så hårdt på ryggen, at han opgiver for denne gang og humper hjem til Trine.


Søde, gode Trine står klar med dejlige drinks og god mad, men alligevel er hun gram i hu: Skulle du bare have mig med for at jeg kunne følge dig på den umulige og kedelige travetur og ellers blive her, mens du spiller "kong smart" på bjergsiden? Jeg elsker dig højt, men det er både første og sidste gang jeg følger med på dine eventyr. Laurits føler sig ret såret over hendes udbrud. Det er jo hans store passion, hun her afviser, men inderst inde forstår han hende godt.


Han klager sin nød over den skade, han har pådraget sig, da han styrtede med skiene, og efter de har sagt undskyld til hinanden et par gange, giver Trine ham noget massage. Det hjælper også, hvorefter de går i seng. Næste morgen afslutter de så deres "honeymoon" og tager tilbage til strandhytten.

Nåede Laurits de stejleste løjper, for der kommer godt nok fart over feltet på de sværeste af slagsen.

Tak for en ny historie - det trænger vi til.

Det må blive på en anden tur. Der går ikke lang tid, så længes Laurits efter eventyr igen. Denne gang tager han til Salvadorada for at udforske junglen. "Det gælder om at være forberedt", siger han og køber et telt, 5 macheter, diverse underlige dåser, der kan afhjælpe angreb af hvad som helst, et par juvelblomster og plasmamadding. Desuden har han hjemmefra sørget for skiftetøj og lavet noget insektgift, som han smører sig ind i, før han begynder at hugge løs på de nærmeste lianer, der spærrer for den indgang, han gerne vil passere.


Helskindet gennem den første passage får han øje på en spændende bunke, der ligesom bare råber på at blive udgravet, så han går i gang, mens han nynner en glad og forventningsfuld melodi.


Efter at have åbnet nogen tilfældige skattekister og mistet hele fire af sine macheter ved at hugge sig frem, når han endelig til det store tempel. Og han går i gang med at undersøge de sære figurer, der kan påvirkes, så han kommer længere frem. Efter en del forsøg, finder han det rigtige og bliver endda velsignet af de omsikanske guder.


MEN ved en af de sidste figurer, kommer der pludselig et skelet farende og gør ham så forskrækket, at han tisser i bukserne. Han slår sit telt op og går ind for at skifte tøj. Prøver at genvinde og bevare roen, før han ret selvbevidst går ud og snakker med skelettet. Det er en surrealistisk oplevelse, der får adrenalinet til at pumpe og Laurits til at føle, at han er verdens herre.


Porten ind til det "allerhelligste" i templet er beskyttet af en intens mur af elektricitet. Nu gælder det, tænker Laurits, spændt på hvad der mon kan møde ham derinde.


Og det er hele turen værd: En hel håndfuld af de dyrebareste skatte. Hans øjne stråler omkap med lyset fra kistens bund.


Et vogterskelet, der står i nærheden forklarer ham, hvordan man sætter de figurer sammen, som han har fundet: Du skal bruge en krop/hoved og en fod, samle dem og derefter sætte et slebent krystal ind i figuren. Det gør Laurits, og vil gerne prøve den af med det samme, men det kan han ikke, fordi han allerede ER velsignet af forfædrene og det varer et par dage.


Så går turen tilbage til lejren, hvor han er indkvarteret. Heldigvis er han jo smurt ind i insektgift, for han møder en stor bisværm på vejen.


Han skynder sig hjem for at fortælle Trine om sin fantastiske tur, men hun er på arbejde. Så dukker der en vampyr op og vil gerne på besøg. Ok, siger Laurits, men han kan ikke dy sig. Han skal lige prøve det hersens relikvie, som han har samlet af, så fra god afstand "fyrer" han det løs på den uvidende vampyr.


Trine kommer sulten hjem, Laurits der har været i bad, går rundt i sine underbukser og sætter sig småfnisende ved bordet, for det viser sig, at vampyren er blevet forvandlet til en skelet-vampyr. Dum og uvidende som vampyren er, sætter han sig til at spise, da Trine kalder til mad.


Trine bliver ret forskrækket, da skelettet pludselig letter fra stolen og gulvet som en flagermus, mens maden farer lige igennem ham og lander på gulvet, og han selv flyver ud på toilettet for at BRÆKKE SIG! Nu griner Laurits højere end nogensinde: Hvad er værre end en vampyr, siger han til Trine. Det er en skelet-vampyr! Og så går de begge fnisende i seng.

Laurits bliver hjemme det næste års tid og afdækker sine jordklumper, han har fundet i diverse jordbunker, som han har udgravet. Så sender han dem til et museum og tjener en pæn skilling. Han og Trine har et rigtig godt ægteskab, som han også trives i, men alligevel længes han efter nye udfordringer. Så da han en dag, mens han studerer datalogi ved computeren får nys om, at man nu kan rejse til en anden planet ved navn Batuu, er han snart klar til at tage afsted. Han kysser Trine farvel og lander i skoven på Batuu i et meget specielt fly, kaldet en X-wing.


Ved at snakke med forskellige folk og væsener, han møder, bliver han optaget af Modstandsbevægelsen og dens opgaver. Han giver sig i lag med at hjælpe dem og flyver mange ture rundt omkring på planeten i sin X-wing. Der møder han også en sød og dedikeret kvinde ved navn Balfur, og de bliver de bedste venner, før han tager hjem igen.


Hjem til søde Trine, som han elsker højere for hver dag. Hun er da også "smuk", det synes Laurits i hvert fald. Ikke mindst når hun klæder sig i sin nye sommerkjole og lægger en flot makeup.


Da de er på vej i seng den aften, betror Trine sig til ham, at alle hendes forsøg på at blive gravid er mislykket. Og fordi hun føler sig lidt ensom, når han er ude på eventyr, ville hun så gerne have deres fælles barn at tage sig af. Så hun har opsøgt en læge, der har fundet ud af, at hun ikke kan blive gravid ad naturlig vej. Snakken bliver lang, for Laurits har af Balfur fået at vide, at man har metoder oppe på Batuu til at hjælpe barnløse par. Han skal bare komme med et æg, som er befrugtet, så skal hun nok sørge for resten.


Så de tager begge hen til lægen, der snart får sørget for at tage et af Trines æg ud og befrugte det med Laurits' sæd. Trine rækker ægget, der er lagt i en speciel boks til Laurits. Lægen har sagt, at det ser lovende ud, men tiden er knap. Kan du flyve med det samme? Så bliver der fyret op under X-wingen og rejsen går mod Batuu og Balfur.


Vel fremme får Laurits givet boksen til Balfur, der skynder sig hen i "Boligen" for at møde sin egen læge, der kan sørge for, at hun får ægget op så hurtigt som muligt. Balfur er kun interesseret i at være rugemor, for hun har alt for travlt med sine egne missioner for modstandsbevægelsen, og hun har ingen interesse i nogen af de sære væsener, der ellers omgiver hende.


Snart tikker der en besked ind på computeren fra Balfur: Hun er gravid og venter Trine og Laurits' fælles barn. Laurits skynder sig at hente hende hjem, og spændingen stiger også hos Trine.


På Batuu er der ikke noget, der hedder føde på hospitalet. Nej, siger Balfur, vi lever jo i skoven og går ind for det naturlige. Så da veerne kommer, går hun hen til den lille fine vugge og føder - - - den dejligste lille dreng.


Nu er min tid her vist forbi, siger hun. Jeg længes efter Batuu og mine venner der. Så giver hun lille Balder et knus og et kys og tager afsted hjemad.


Nu har Trine en at komme hjem til, når Laurits er på eventyr. Så når hun kommer fra arbejde, siger hun straks farvel til barnepigen og tager sig af sin lille dreng.


Laurits er så længe væk og har travlt med missioner for modstandsbevægelsen, så da han kommer hjem som førsteløjtnant, er lille Balder vokset og skal allerede pottetrænes.

Ja, tiden går stærkt med småfolk i rivende udvikling. Når Laurits endelig er hjemme, skal der ske noget, og mens han leger med lille Balder, ser Trine glad og tilfreds til. Så foreslår hun, at de skal tage en tur til stranden i det gode vejr.


Mens Trine slanger sig på et tæppe på sandet, bygger Laurits og Balder et fint sandslot, som de er meget stolte af.


Og mens Laurits tager en god motions svømmetur, hygger lille Balder sig i vandkanten, og Trine holder øje med ham.


Trine troede aldrig hun skulle opleve denne følelse af at være mor som alle de andre kvinder, hun møder her og andre steder. Det er lykken, og ved aftenstid tager de så hjem igen med en meget træt tumling.


Laurits rejser frem og tilbage til Batuu de næste måneder. Det er altid hyggeligt at få sig en drink i kantinaen, men det er også nogen virkelig sære væsener, han møder og snakker med der.


Når han så kommer hjem, kan han opskriften til nye, eksotiske drinks, som han lærer Trine, der gør god brug af dem i sin karriere som saftblander. Skål på det!


Laurits er ved at være færdig med at afdække de artefakter, han har bragt med hjem fra Selvadorada. I hans lille arbejdsværelse står der nogen forskellige trofæer, som han ikke nænner at skille sig af med. en uhørt smuk gylden platte fra Selvadorada gør hans model af x-wingen fra Batuu selskab øverst på skabet i sikker afstand fra små pillefingre.


Så skal hænderne vaskes efter arbejdet med de beskidte artefakter. Og lille Balder kommer rendende med sin aftensmad for at plage far om at komme med på arbejde.


Det synes både Laurits og Trine er en fin idé. Så kan de nemlig i samme omgang vise Balder frem for Balfur og sige hende tak endnu en gang. Vel landet, går Laurits lige først i gang med at tjekke og reparere X-wingen for at sikre sig, at de kan komme godt hjem igen.


Og mens Trine venter med lille Balder, finder Laurits Balfur henne ved kantinaen. Kom en tur med mig i skoven, smiler han. Der er én, du skal møde.


Det er med en lille tåre i øjenkrogen, at Balfur genser det lille barn, hun har båret under sit hjerte. Og klart, at hun bliver rørt, også over at blive takket endnu en gang. Jeps, siger Balder, hvis far vil have det, kommer jeg tilbage ind imellem for at hilse på dig. Tak for livet.

Balders første store fødselsdag nærmer sig, og Laurits tager hjem fra Batuu for at deltage i festen. Gæsterne ankommer, og der er "almindeligt" kaos ved bordet, mens de alle sidder og får deres velkomstdrink. Da en af gæsterne endelig rejser sig for at gå på toilettet, går det galt, og til hans store fortrydelse besørger han lige midt på gulvet. Selv lille Balder rejser sig overrasket op fra sine klodser.


Efter gæsterne er gået, og de tre sidder omkring aftenbordet og skovler resten af lagkagen ind, snakker de om hændelsen, og at det vil blive en fødselsdag, de aldrig vil glemme.


Laurits har fået en rigtig god ven, som gerne vil tage med ham, når han skal ud på sine eventyr. De tager sammen til skoven i Granite Falls, hvor Laurits blandt andet har tænkt sig at studere botanik og fiskeri.


Laurits kender ikke hele vennens fortid, så han bliver noget overrasket, da der tropper en ret militant skovløber op og anholder ham. Nu må han fortsætte turen alene.


En afslappet og frisk vandretur klarer tankerne så dejligt, så Laurits kan nyde omgivelserne.


Ligeledes fiskeriet ved en skovsø, der er så klar, at man kan se de mange fisk svømme rundt.


Oppe ved klipperne er der et brombærkrat, som han får lyst til at udforske, men i første omgang går det galt. Han prøver at fiske lidt i en lille sø midt i det hele, og bliver overfaldet af bier, så han må tage tilbage til lejrpladsen for at brygge noget insektgift, smøre sig ind efter han har været i bad og skifte tøj.


Men næste gang kommer han helskindet igennem krattet, og står i den mest fantastiske lysning. Han fortsætter fremad og møder en eneboer, der gladelig viser sine planter frem og fortæller løs om mange forskellige ting, man kan lave af urterne og kombinationer af urter og insekter.


På vejen tilbage, kommer Laurits forbi en meget smuk jagthytte og tænker, at den må da vist være kongelig og helt bestemt meget dyrere at leje og bo i, end den lejrplads, han har valgt.


Han kommer også forbi den store statue af træ, der troner ude midt i skoven på et ryddet område og takker den for et dejligt eventyr, før han tager hjemad.


Og vel hjemme underholder han - som sædvanlig - ved ilddans festen i nærheden, både med at lave ilddans og fortælle om alle sine oplevelser. Det er altid populært.

Laurits er snart så dygtig til at afdække artefakter, at han bliver ansat af det arkæologiske selskab, som sender ting frem og tilbage. De betaler i rigelige mængder for afdækningen og Laurits øvrige undersøgelser. Imens er Trine blevet forfremmet til berømt saftmixer, så det er en velhavende familie, vi efterhånden har med at gøre.


Balder har fået en forkærlighed for frøer, og lyst til at fange dem alle steder: Frøer i mange farver og former. Men Laurits synes, de er slimede og ulækre, men det prøver han at skjule så godt han kan og lover Balder en tur ud til en hemmelig grotte, hvor der både er frøer og de kan fange fisk.


Det bliver en dejlig dag, især fordi det lykkes Laurits at fange en sort rokke.


Oppe på Batuu gør Laurits sin sidste mission for modstandsbevægelsen færdig. Nu skal der ske noget andet.


Han tager familien med og melder sig til Den første Orden, bliver hurtigt bedste venner med både løjtnant Agnon og Kylo Ren. Nu vil han ud at flyve i den mageløse TIE Echelon. Og herlig ser han ud her i hans nye "flyverdragt".


Imens mødes Trine og Balder med Balfur endnu en gang: Hvor ER du dog blevet stor, siger Balfur. Så dejligt at se dig igen, hvordan går det i skolen? Jo de er alle glade for at have så god kontakt til hende.



Mens Trine passer sit job og hjælper Balder med lektierne, tager Laurits med sin ven på vandretur ved Komorebi. Heldigvis blev vennen hurtigt sluppet løs igen.


Og det er til hver en tid Laurits, der fører an, godt hjulpet af kort over omegnen.


Også da han får lokket sin ven med ind gennem det store, hule træ og de begge begejstres over feerne og skønheden på Sylvanian Glade.

Det er da godt nok en berejst herre, der kommer lidt rundt i vore simmer-verdensdele.
Om så det er den royale hytte i Trend, dukker den også lige op i baggrunden.

Rugemødre fra det ydre rum har vi vist heller ikke prøvet før.
Jeg har nu også altid været fascineret af dine simmer-typer Simsister.

Det er nok på tide, at Laurits erkender, at det ikke er alle steder, det går lige gnidningsløst med at få fremskridt. Den store succes i Selvadorada, der indbringer tusindvis af rare simoleoner hver uge har ikke let ved at stige ham til hovedet, når han med vennen tager til Komorebi. Selv om han strækker ud og smører godt med talkum på hænderne, mister han ofte grebet og falder ned, når han klatrer - heldigvis på de ret lave klippevægge, men alligevel.


Han øver og øver også i at falde mest "professionelt", når han lander med sine ski for enden af bakken, men ak, det kan mærkes i hele kroppen.


Så den slags dage ender ofte med et muskelafslappende bad og en heftig drink, inden vennen og han selv tørner ind for natten.


Ja, der kan hurtigt gå nogen år, og lige med ét er Balder blevet teenager. Igen nyder de to en lækker lagkage, indtil Trine kommer hjem fra sit mixerjob og deltager i festlighederne.


På vej i seng, spørger Balder sin far, om han må komme med til Batuu endnu en gang og hilse på sin rugemor. Det synes Laurits er en rigtig god idé.


Og udenfor cantinaen mødes Balder og Balfur og giver hinanden et knus: Jeg har taget én med, som du skal møde, siger Balder. Selv Laurits anede ikke, at hans store søn havde forelsket sig og fået en kæreste: Hils lige på Maria, siger han.



Balder og Maria tager hjem igen, mens Laurits afslutter sine missioner for Den første Orden. Missioner som blandt andet indeholder rekruttering af nye Orden-medlemmer. Han er virkelig god til at snakke for sig.


Og tager en sidste tur i TIE Echelon i en ret raffineret ny flyverdragt, før han forlader Kylo Ren og løjtnant Agnon.


Uden at afsløre sine planer, melder han sig som tilhænger af Slynglerne til Hondo Ohnaka. Nu vinker der flyveture i selveste Tusindårs Falken forude.

Der bliver spillet Sabacc med Hondo Ohnaka, og det gælder om at vinde, så man får både sejren og en masse respekt.


Derefter får Laurits en mission med "Falken", og stiger nysgerrig ombord. Intet anende om det syn, der møder ham, da han hilser på sin medrejsende. Hjælpe Chewbacca - jovist da.


Senere gennemfører han alene Kesselruten foruden adskillige mere eller mindre lovlige "forretninger".


Laurits har bestemt ikke lagt sit eventyrlige liv på hylden, men han føler, at nu skal det ikke udstilles mere. For det eneste sted, han ikke har haft succes er på Komorebi, og det skal han da lige tygge lidt på.


Hjemme er der mange souvenirs i hans arbejdsværelse, som minder om hans triumfer andre steder, så nu skal det sidste nok bare komme.


Når naboerne dukker op med mad, de vil dele med ham og Trine, fortæller han også gladeligt om alle sine succeser og eventyr, mens der lyttes andægtigt.


Så han siger TAK for denne gang. Måske mødes vi engang i fremtiden smiler han med en ræv bag øret.

Tak for den historie Simsister - og tak for at holde lidt liv i historietråden i dette forum.
lad os håbe, at Laurits dukker op igen en dag - måske som kodriver eller hønseavler i Henford.