Et helt almindeligt liv?

Hej allesammen. Jeg vil gerne fortælle min egen historie - om hvordan jeg kom til verden, om min opvækst og ikke mindst om mine drømme for fremtiden. Mit navn er Gyrith, og historien starter med, at min far, Gregers Varulv har været på fuldmåne tur i Månekrat Mølle. Nogen gange bliver han bare mega vred/sur, når det er fuldmåne, og andre gange bliver han meget - skal vi kalde det - kærlig! Denne gang var han på besøg hos lederen af Vildtandflokken, Martha.
Et par fuldmåner senere kom hun på besøg i Forgotten Hollow, hvor min far lever nu: Jeg venter din ulveunge, sagde hun, og min ægtemand vil blive aldeles rasende, hvis han finder ud af, hvem faderen er. Jamen så må du jo hellere aflevere den lille til mig, siger far og lade som ingenting derhjemme.


Kort tid forinden havde min far fuldført et udfordrende scenarie, hvor han skulle bygge en raket, opgradere den og hente 5 rumkryb hjem. Hvad han ikke havde regnet med var, at han oppe på planeten Syxam også ville få en rigtig god ven  ved navn Gaston. De blev så gode venner, at far inviterede ham til at bo hos ham i Forgotten Hollow.


Min far kan godt være sød og kærlig trods sit voldsomme temperament - og i det hele taget voldsomme følelser. Men jeg synes selvfølgelig han er fantastisk og min store helt. Og inderst inde ved jeg, at jeg er en såkaldt: "Slumrende ulv", selv om jeg endnu ikke ved, hvad det betyder.


Gaston er sjov at kigge på. Når han er rolig og fattet bliver han blå, og nogen gange bliver han lilla. Og han adopterede mig som omsorgsansvarlig lige fra starten. Det er trygt og godt at have to omsorgsfulde fædre.


Ligesom min far, Gregers kan jeg rigtig godt lide at være udenfor, så selvfølgelig gik de to ud af deres "gode skind" for at skaffe mig en ordentlig barnevogn, hvor jeg virkelig nyder at sove i den lille have.


Og far Gregers er stolt over hvert eneste lille fremskridt, han oplever: Nu kan jeg sidde op.


Og så skal der smages på mad. Jeg er helt bestemt ikke kræsen, så der glider noget mos ned, efterfulgt af en god flasketår.


En mørk aften går Gaston udenfor for at undersøge noget mystisk lys, der flakser rundt ved døren. Og så bliver han hentet op af (det siger han altså) andre rumvæsener. Og da han kommer tilbage er han helt rundt på gulvet og skal bare skynde sig i seng og få sovet. Det varer ikke længe, før han mærker nogen underlige forandringer i kroppen. Hvad er det dog, der sker?


Og ved aftensmaden er det så, han bliver klar over, at der er noget i gære. Maven lyser og han kan mærke noget bevæge sig.


Ved min fødselsdag en uge senere er Gaston så brødebetynget, at han forklarer far, hvad der er sket, mens far og jeg sov. Selvfølgelig tror far på Gaston. Hvorfor skulle han dog lyve? Selv om historien lyder ret fantastisk: Henter de skøre rumvæsener virkelig deres egne op for at gøre dem gravide??? Men jeg kan da ikke undvære dig, siger far, du bliver selvfølgelig her. Gaston er meget lettet.


Dagen efgter får vi besøg af naboen, selveste Dracula, som er videnskabsmand og bygger - og har bygget - vores parabol. Gaston spørger Dracula, om der er noget galt med den, for den skulle jo holde rumvæsenerne væk, og nu har de ligesom "været her" alligevel. Dracula forklarer, at parabolen SKAL aktiveres én gang i døgnet for at virke, så Gaston og far må jo have glemt det?


Og så kan det nok være, der kommer gang i den slemme parabol, selv om jeg husker den alt for godt, når jeg lå i min søde søvn i barnevognen og den pludselig begyndte at larme! Ingen af mine fædre ønsker en gentagelse.


Det er så dejligt, når Gaston hjælper mig med at bygge tårne og former med mine klodser. Og maven vokser! Han vil øve sig lidt ekstra, til hans eget lille rumvæsen kommer til verden, så far står mest på sidelinjen og kigger på.



Så er jeg lagt i seng, og nøjjj, det kan da nok være, at Gaston snart skal på hospitalet. Han går lige en tur udenfor, inden han går i seng, for at sikre sig, at parabolen er ok og aktiveret.



Og så er det faktisk næsten ligesom at få en lillebror, da han tager afsted ogfår lille Gilbert fisket ud af sin mave.


Mens far passer mig derhjemme. Og ja, jeg har en virkelig god appetit, så der glider et par tallerkener fulde ned, inden jeg skal i seng. og far kigger bare på i beundring.


Selv om det er underligt, vænner jeg mig også til, at min far skifter form og nogen gange ligner en farlig ulv. Inderst inde ved jeg jo godt, at han bare er Gregers, så det gør mig ikke utryg.


Og det er så sødt, når lille Gilbert er lagt i seng for natten, og vi har en hyggestund sammen, hvor begge mine fædre sidder og hepper på mig, mens jeg prøver selv at læse en lille bog.

En helt almindelig dag i et helt almindeligt liv?
Ja, den startede som så mange andre, tidligt om morgenen, hvor min far og Gaston stadig ligger og snuer, og jeg er vågen ligesom min "pap" lillebror, Gilbert. Jeg sætter mig på gulvet og stabler klodser, mens jeg snakker med Gilbert, så han ikke begynder at græde.


Så vågner Gaston og tager Gilbert op, og jeg sætter mig på min seng og snakker med Gaston, som roser mig for at lade ham sove lidt længere.


Efter at Gilbert har fået sin morgenflaske, skal han have lidt mavetræning, og jeg hygger mig med at kigge på.


Endelig står far op. Gaston rækker ham Gilbert, som far behørigt beundrer, mens Gilbert også beundrer far, og jeg sætter mig tilbage i sengen og venter på, at far skal tage mig op og i bad.


Efter badet skal jeg lege pænt med mit legetøj, så far sætter mig ned, men jeg vil hellere høre om hans fantastiske tur ud at fange rumdyrene og hvordan han mødte Gaston.


Af og til kommer mor forbi, når hun kan snige sig ubemærket afsted, og sådan lærer jeg hende alligevel at kende og elske.


Sådan en dag føler vi tre os næsten som en almindelig familie, men men men.....


Om aftenen henter far lille Gilbert ind fra haven for at lægge ham i seng, mens mor smutter tilbage til sin ægtemand i Månekrat Mølle.


Og den næste tid:
Og så holder vi fødselsdag, for nu skal jeg starte i skole, og det er jo en stor dag, så jeg er rimeligt "oppe at køre" og tror nok, jeg får spurgt far om meget mere, end han har lyst til at svare på, så selv om vi er de bedste venner nu, skal jeg ind imellem spørge ham, om han har lyst til at snakke med mig.


Heldigvis har han som oftest det. Vi er jo så tætte, og jeg synes også, jeg ligner ham ret meget, ikk?


Så bliver Gilbert tumling, og vi leger rigtig godt sammen. Der er sukkerfri Johannesbrødkage, så Gilbert også kan smage.



Et par dage efter, mens Gilbert og jeg leger sammen i vores telt, kommer mor på besøg igen. Denne gang har hun - som en slags gave - min lidt ældre storebror, Leslie med. Vi laver lektier sammen og leger med Gilbert udenfor. Det er dejligt at lære Leslie at kende. Vi leger hele dagen, indtil Gaston siger, at nu er det sengetid og kalder os ind.



Jeg siger farvel til min mor, der forklarer, at det heller ikke er hendes ægtemand, der er far til Leslie men derimod Månekrat kollektivets leder, Lars, som pludselig kom i "fuldmåne brunst" og krævede at få lov at parre sig med hende, med forklaringen om, at det også nok kunne bringe Månekrat kollektivet og Vildtand flokken tættere sammen. - - Som om...


Et stykke tid efter kommer lige netop Månekrat kollektivets leder, Lars forbi. Han er rigtig sød og rar, og dum og uerfaren som jeg er, spørger jeg ham, om jeg kan blive ven med Månekrat kollektivet. Lars svarer, at vi må vente og se! Og Gaston sidder og lytter, og da jeg har bedt ham om at putte mig og er gået i seng, sladrer han til far.



Så dér - midt om natten - bliver der slåskamp udenfor: Du skal ikke komme her og overtale min datter til noget som helst, hvæser far ud mellem tænderne. Hun er datter af en uafhængig ulv (mig) og hun skal ikke tvinges til at vælge side mellem Vildtand flokken og Månekrat kollektivet.


Totterne flyver, og det mærkelige sker, at det er Lars, der vinder kampen. Jamen så må jeg jo lade det være op til dig, sukker far. Man skal altid ære en vinder, men det svider da lidt på selvtilliden.

Men min tidlige opvækst er ikke særlig almindelig, når jeg selv skal sige det. Det går op for mig som årene går, også at man godt kan  holde af sine nærmeste, selv om de er yderst besynderlige. Og der er så mange spørgsmål, der trænger sig på.


Mens far ordner et arkæologisk fund, får jeg endelig lov at spørge ham ud om, hvordan det er gået til, at han er blevet varulv. Han forklarer så godt han kan, at der skal være en uafhængig ultimativ varulv for at de varulve, der ønsker at lære noget om det at være varulv kan tage kontakt og også prøve at overvinde ham i kamp.


Det er nu ikke det hele jeg forstår, så jeg går ind til Gaston, der vil tage lille Glbert og mig med på dyrskuet, så vi kan få en god eftermiddag. Han ved, hvor meget jeg holder af dyr.


Ind imellem bliver jeg spurgt af drengene i klassen om jeg vil lege efter skole. Men jeg mener, de bare trænger sig på, når jeg skal koncentrere mig om lektierne - drenge altså!!


Det er Gilberts fødselsdag, og hans mor er kommet for at fejre dagen med os. Far skæver til hende. Han har som sædvanlig travlt med de arkæologiske fund.


Men han kommer alligevel ind og deltager: Når I har lavet jeres lektier, så er der lækker kage, proklamerer han.


Så en overgang er vi et par glade skolebørn. Gilbert er altid så fuld af sjov og løjer. Det er svært ikke at holde af ham.


Der kommer en ny dreng i klassen, som hedder Gregor. Vi snakker meget sammen og finder ud af, at vi har næsten den samme baggrund. Hans forældre var også varulve, men nu er de helbredt og hans mor som er noget der hedder: Hugtandsven ved, hvordan det skal gøres, hvis det skulle vise sig, at min sovende ulv skulle vågne.


Da Gregor er gået må jeg selvfølgelig lige snakke med far om det problem. Men far har ikke mulighed for at vide, om min indre ulv vågner. Vi må se, når du bliver teenager, siger han. Men uanset hvad, så er han altid sød at snakke med, når han altså gider!



Vi har inviteret Gregor, som lige er blevet teenager og nu holder vi den store fødselsdag, hvor jeg også bliver teenager. Vi er glade og stolte begge to, og kagen smager himmelsk.


Skal du ikke have et stort stykke, spørger jeg Gregor med en skælm i øjet.


Og vi gnasker, men Gregor lister omkring og kan ikke få øjnene fra mig, Han tænker slet ikke på at spise kage.


Lidt efter fisker han en smuk violin op af sin taske og spiller en serenade. Holde da helt op, hvor har han nu lært det?


Sådan en forelsket teenagedreng er faktisk uimodståelig. Pludselig føler jeg en hel masse ting, jeg aldrig havde troet jeg kunne føle for nogen.


Ja, det ER foruroligende, så jeg må spørge Gaston til råds om, hvordan man forholder sig, hvis den unge mand har lyst til juhue. Det er faktisk ret pinligt.


Nåmen det har han, så vi havner snart i den store dobbeltseng, og det opdager far, men han bliver ikke rigtig sur. Han spørger Gregor om han er forelsket i mig, og hvis vi begge to er forelskede i hinanden, så går det nok, især hvis vi bliver kærester.


Gregor stirrer bare på min far, som har transformeret til varulven Gregers, og jeg tror han er lidt benovet over at have forelsket sig i Gregers' datter. Men vi siger mange tak for hans forståelse.



Bagefter går far udenfor, og jeg finder ud af, hvorfor han tog det så pænt. Han er selv i det meget kærlige hjørne!

Hvad gør man ved en slumrende ulv?

Hjemme sidder Gregor en morgen og laver sine lektier, mens hans mor og stedfar sover. Gregor har aldrig fået at vide, hvem hans far er. Han ved kun, at han er vokset op med to forældre, der har elsket og behandlet ham og hans tvillinge søster Avelina rigtig godt.


Gregor har også mange spørgsmål, selv om han ikke har nogen slumrende ulv i maven, så han spørger sin mor, hvem hans biologiske far er. Men det kan hun ikke svare på, for hun blev gravid med ham og Avelina, mens hun var varulv under fuldmånen, en fuldmåne hvor alle spiste giftige svampe og parrede sig med alle, og mens hun var meget omtåget. Hun er glad for, at hun har fundet hans stedfar og de begge to er blevet kureret, for det at være varulv siger hun, er en forbandelse.


Gregor synes, det er rigtig pinligt. Kan han fortælle sagens rette sammenhæng til mig?


Han finder en ulvebog i reolen og læser den for at blive klogere på alt dette ulvevæsen, men det hjælper ikke så meget.


Næste morgen tager jeg hen til Gregers, før vi skal i skole. Jeg føler, jeg er ved at blive paranoid ved tanken om, hvad der kan ske, hvis min slumrende ulv vågner. Hvad skal der til, og kan jeg undgå det? Gregor trøster mig: Jeg er begyndt at studere det og håber at finde ud af det, siger han. Måske skal vi bare leve et helt almindeligt liv! og om aftenen inviterer han mig så på en dejlig date.



Gregor og hans stedfar kommer hjem til os for at snakke om mine problemer, og midt i det hele stiller Gregor sig så op foran sin stedfar og proklamerer, at "nu er han altså voksen", så han vil gerne flytte hjemmefra.


Da hans stedfar finder ud af, at han nok gør det for min skyld, giver han sit samtykke og en klækkelig sum penge med på vejen. Gregor forklarer det også for min far, som godt kan se, at jeg nok har brug for en sød kæreste som Gregor.



Gregor finder et hyggeligt lille sted langt ude på prærien. Han er interesseret i genbrug og saftbrygning, og her kan han dyrke det hele.


Men der er ikke alt for langt hen til andre mennesker, og de virker meget venlige.


Gregor inviterer mig med hen til en genbrugsfamilie, som har lovet at hjælpe ham med at få nogen planter, som han kan bruge til lysfremstilling. Midt i det hele griber han mine hænder og spørger, om vi skal være kærester. Det er et dejligt øjeblik, så jeg siger straks ja.



Vi nærmer os begge de 18 år, og da jeg besøger Gregor ude på prærien, lover han mig, at hvis jeg flytter ind hos ham, skal jeg få lov at have nogen søde får, som jeg kan bruge ulden af. Jeg elsker dyr og jeg elsker at strikke.


Så vi snakker videre over en god toast. Gregor mener virkelig, at jeg kan komme over det paranoide og falde til ro her hos ham, selv om jeg lige har været i min fars gemmer og læst en ulvebog, der hedder: Hugtænder varer evigt.


Ja, så flytter jeg ind i håbet om at få en helt almindelig tilværelse her på prærien. Vi læser stjernerne sammen og beslutter os for at læse alle de ulvebøger, vi kan få fat i.


Og de yndigste små fårebasser flytter også ind i den lille, dertil indrettede fold. De får en flaske mælk hver og nu er der noget at passe. Jeg føler mig fri som fuglen og længes næsten ikke efter  Gilbert, Gaston og far Gregers, der svinger så meget både i humør og fremtoning.


Ja, jeg begynder at føle mig som en almindelig pige, der har en god og omsorgsfuld kæreste.


Jeg står tidligt op og sørger for de små får og laver mad til os begge to


Og så skal Gregor vækkes, så han kan passe planterne, brygge saft på flasker og lave noget godt genbrug.

Ja, hvad gør man ved en slumrende ulv? Kan man på en eller anden måde jage den væk, så man ikke føler sig så paranoid?

Vi er hjemme hos far Gregers og Gaston til Gilberts fødselsdag. Nu bliver min papbror teenager. Og jeg spørger igen både far og Gaston om den her slumrende ulv, men de ved ikke noget.


Sommetider drømmer jeg om at blive gift med Gregor og få et barn sammen med ham, så vi er ikke altid lige forsigtige, når vi går i seng sammen.


Efter sådan en heftig morgen er Gregor gået ud og klappe vores små får. Han er så kærlig og omsorgsfuld, så jeg er sikker på, han vil blive en god far.


Så går han i gang med saftbrygningen, der skal skaffe os penge til mange ting. Og jeg spørger ham, om vi ikke skal besøge hans ældre bror, Robin, som til forskel fra Gregor har valgt at leve vom varulv sammen med sin såkaldte skæbnemage, Gerda. Det synes Gregor er en god idé. Så kan vi læse nogen ulvebøger og forhåbentlig finde ud af en hel masse, siger han.


Gregorius' dagbog bliver nøje studeret. Vi tror, han var en dominerende alfa i varulvenes verden og leder for en stor flok. Hans samlever hed Avelina, så det er nok hende, Gregors tvillingesøster er opkaldt efter.


Gregor bliver en smule ophidset over bogen og ønsker ikke at læse mere foreløbig. Så Robin går hen til grillen og laver noget afstressende afkog til ham, så han kan falde lidt ned.


Inde i huset har jeg fundet en bog som hedder Ulvemagasinet. Her læser jeg, at en alfaulv med en stor flok ikke kan have en skæbnemage. Det er bestemt ikke noget, der gør, at man får lyst til at blive varulv, tænker jeg.


Har jeg latent ulvegen? Er det hvad den slumrende ulv i maven betyder? Næ nej, man bliver bestemt ikke roligere af at læse ulvebøger. Måske var det en dum beslutning at studere bøgerne?


Efter at Robin og Gerda har haft et par tvillingedrenge, har de et smukt børneværelse, hvor vi får lov at overnatte. De er flinke nok, men om morgenen har vi alligevel fået nok og tænker kun på at komme hjem i mere almindelige omgivelser, uden knurrende, hylende og smaskende varulve omkring os. Så vi siger pænt tak for gæstfriheden og håber ikke, at oplevelsen har sat dybere spor.



Jeg mener, jeg kan føle, at jeg er gravid og sætter mig til at strikke sødt tøj til den lille ny, der er på vej. Gregor kommer hen og spørger mig, hvad jeg strikker, og så må jeg jo fortælle ham det. Han begynder at glæde sig.


Og hans tvillingesøster Avelina kommer forbi og lykønsker ham - og også mig: jeg glæder mig til at blive faster, siger hun.


Men nogen dage efter, da jeg går på toilettet, kan jeg se, at jeg ar fået en abort. Er det den slumrende ulvs forbandelse, der gør, at sådan noget sker?


Og da jeg fortæller Gregor om det, bliver han helt hysterisk: Det er for meget skriger han. Vi må gøre noget ved den forbandelse. Hele balladen bliver ikke bedre af, at både Gregors og min familie skiftevis ringer og vil komme på overnatning, hjælpe med huset og "den lille", som altså ikke er der længere.


Jeg har hørt om en helt fantastisk dejlig engel ved navn Aziraphale, som kan lave en eliksir, der kan fjerne forbandelser. Ham ringer jeg til, og vi får en aftale om at mødes næste dag, hvor der er festival.


Venlige Aziraphale indgyder os både mere ro og stort håb: Jeg kommer hjem til jer med eliksirer som I for en sikkerheds skyld skal drikke begge to, siger han.


Og så går han i gang med at brygge eliksir. Det kræver specielle ingredienser, men dem har han heldigvis, og prisen er overkommelig.


Det er helt fantastisk, at man bare kan drikke eliksiren og føle sig helt ovenpå i bevidstheden om, at man ikke er forbandet længere. Det var lige det, vi trængte til, og vi takker Aziraphale mange gange.


Nu er der jo ikke grund til bekymring længere, så mens vi venter på, at jeg skal blive gravid igen, planlægger vi også vores bryllup. Jeg vil gerne give Gregor en fin gave, så jeg strikker en rød sweater både til ham og mig, så vi kan ligne hinanden, og så giver jeg Gregor hans sweater. Han bliver glad og overrasket.


Der kommer en anden okkult simmer på besøg, som øjensynligt er havfrue, men hun vil ikke indrømme det. Nu skal I passe på, siger hun, for nu har I fået en ny forbandelse, der hedder Sweater forbandelsen. Jeg skynder mig ud på toilettet og laver en panisk pølle: Vil det da aldrig få ende? Gregor afviser et selvindsigtsøjeblik som "romantisk", da vi jo bliver frarådet at beskæftige os med romantik de næste 7 dage. Og vores planer om bryllup bliver også udsat.

Havfruen har sandsynligvis ret, men det har ikke strejfet mig, at der kunne opstå en forbandelse, fordi jeg gav Gregor en fin ny sweater. Så vores planer for fremtiden bliver lige lagt på hylden de næste 8 dage. Da de er gået i en form for cølibat, inviterer Gregor mig på en udendørs date.


Inde midt i en stor hække labyrint sætter vi os sammen og Gregor tager mine hænder: Søde Gyrith, livet er som en labyrint, så derfor har jeg inviteret dig med herhen.


Og han frier i det smukke vejr. Selvfølglig må jeg sige ja af hele mit hjerte. Mere romantisk bliver det nok ikke for netop os to.


Eftersom vi ikke kan vise vores familie frem offentligt, tager vi på restaurant, hvor vi beder om en bryllupskage og vi bliver gift under den fine blomsterbue.


Nogen af de andre gæster bryder spontant ud i sang, glade på vores vegne, og kagen smager så godt. Nu er vi et helt almindeligt ægtepar.



Efter lidt kissemisseri går vi til ro for natten, mens vi tænker på, at den såkaldte sweaterforbandelse heldigvis ikke fik held til at skille os. Tværtimod, men vi fik også hjælp igen af vores gode ven, engelen Aziraphale, som er en knag, både til at eliminere forbandelser og også sød og trofast holder vagt hele vores bryllupsnat, så der ikke sker os noget ondt.



Og far Gregers er ikke spor sur. Da jeg kommer hjem til ham et par dage efter, ønsker han bare tillykke med en lille tåre i øjenkrogen: Jeg ville så gerne være mere almindelig, siger han, men det er ikke muligt at fjerne den forbandelse, der er lagt på mig som varulv. Da magikerne forsøgte det, opstod der en meget stor rift i magiens rige, som endnu ikke er blevet lappet.


Gregors tvillingesøster Avelina møder en dag en pæn ung mand ved navn Wolf, som - tilfældigvis VED, at Gregers er hans far. Han er en ud af et sæt trillinger.


De to bliver meget forelskede, og den slags kan jo nemt få følger, så bare vent og se.


Da Avelina er flyttet hjemmefra, føder hun hendes og Wolfs datter, lille Pil, som jeg nyder at hilse på. Men Avelina fryser til "is", da jeg snakker med hende om, hvem og hvor mange Gregers er far til.


Men Pil ser heldigvis sund og rask ud. Avelina vil dog lige undersøge, om Gregers også er far til hende og Gregor.


Wolf forelægger sagen for Gregers, der selvfølgelig ikke kan huske noget som helst. Pokkers svampe!


Han er da selvfølgelig glad for, at de to har fundet sammen- også på grund af fælles baggrund af varulve. Er det virkelig rigtigt, at alle ulvetæver skal underlægge sig alfahannen? Det kan jo nemt føre til indavl. Men umiddelbart ser det ikke ud til, at Pil fejler noget.


Ja, jeg tror, vi har været heldige, siger Wolf til Avelina. Han vil så gerne blive sammen med hende og lille Pil.



Gregor og jeg bliver også ret meget i tvivl: Tør vi få et barn sammen? Var det et skæbneheld, at jeg aborterede i første omgang. Gregor finder en forsker ved at gå på nettet, og så tager han til Strangerville for at møde Morten og invitere ham med hjem, så vi alle tre kan snakke sammen.


Joe, siger Morten, I kan få et barn med videnskabens hjælp. Så skulle det jo kunne lade sig gøre at blive helt fri for dårlige gener og forbandelser. Men både Gregor og jeg vil gerne have noget tid til at tænke over det. Og vi lover at ringe med besked om, hvad vi bestemmer os til.


Næste måned kan jeg så ringe til Morten og sige, at der nok var "held i sprøjten" allerede på bryllupsnatten. Så vi får ikke brug for videnskabens hjælp i denne omgang. Vi må så bare håbe på det bedste. Morten ønsker os held og lykke.


Nu skal vi være positive, siger Gregor - og håbe på et helt almindeligt liv med en helt almindelig baby. Det er da, hvad han ønsker, selv om Gregers ikke kan huske, om han også er far til ham. Måske kan Morten tage prøver af mig og af barnet, når det kommer, så vi kan finde ud af det.

Er du forvirret? Det er heller ikke alt, man forstår. Det er en gåde, hvem der er far til Avelina og Gregor, så Morten går i gang med at studere gamle bøger med fødselsoptegnelser henne på Strangervilles arkiv.


Så får han fat i en af de gamle fortegnelser og slår den op på arkivmaskinen. Men det der kommer op, gør at han får store øjne: Det er en velkendt sag, at en alfahan varulv har retten til at parre sig med alle de tæver, han kan komme i nærheden af. Og de enlige alfaulve er de værste. Dem han ikke bryder sig om eller som ikke bryder sig om ham eller har en skæbnemage, kan han alligevel overtale ved at lokke dem hen til et godt svampested og få dem til at spise euforiserende svampe.


Alle de gamle DNA prøver fra varulvene er gemt nede i kælderen under det hemmelige laboratorium, så Morten låser sig derned og finder de aktuelle prøver, som han skal bruge.


Vel hjemme hos sig selv på Slip 42 går han så i gang med undersøgelserne, og de viser uheldigvis, at Gregers er far til dem allesammen, også Wolf og hans to trillingesøskende.



Først går han tilbage til Gregers og skælder ham ud, men det hjælper jo selvfølgelig ikke noget: Jeg har kun gjort, hvad der var naturligt, siger han. Har man lov, så har man lov, og ind imellem er det jo lidt svært for mig at styre, især da jeg kom i midtlivskrise, som nær havde taget pippet helt fra mig. Ja, det gjorde det jo så ikke, svarer Morten sarkastisk. Og Gaston giver ham ret: Det er simpelthen rystende, siger hen. Her går man og tror, man er speciel, fordi man kommer fra det ydre rum, og så foregår der sådan noget i varulvenes flokke.



Gyrith klager sin nød til Gregor: Tror du, der er noget galt med barnet, spørger hun. Jeg har det jo så dårligt hver morgen, når jeg står op? Nej, svarer Gregor, det er vist helt almindeligt. Du skal nok bare hvile dig meget.


Og Aziraphale kommer forbi og glæder sig på deres vegne: I skal se, det bliver nok en helt almindelig lille frisk og sund baby, siger han beroligende.


Ja, det hjælper da på humøret, og Gyrith strikker videre. Den lille skal have alt det bedste, hun kan trylle frem. Og maven vokser planmæssigt.



Morten er færdig med sine undersøgelser og kan overbringe den lidt kedelige besked: Din far er far til jer allesammen, det er noget værre rod!


Avelina kommer på besøg og bliver også frustreret, men hun mener nu, at hendes lille Pil er så sund og rask som nogen baby kan være. Det har hun også lægens ord for.


Og så er der krise konference hos Gyrith og Gregor: Skal vi aldrig nogensinde sige til andre, at vi lever et helt almindeligt liv, sukker de.


Det trækker så småt i maven, og Gyrith og Gregor mener, at det er i morgen tidlig, hvis de skal nå at komme på hospitalet. De vil jo gerne have lægernes ord for, at alt er som det skal være.


De går til ro, men så vågner Gyrith tidligt om morgenen. Det går så stærkt, at hun kun lige når hen til vuggen, så er deres lille Niklas født, den herligste lille gut. Måske er vi ikke en helt almindelig familie, siger Gregor, men vi er da bestemt de heldigste.


Og Gyrith giver ham ret. Nu er det os tre, siger hun, og alt andet er ligegyldigt. Hvem gider for øvrigt at være helt almindelig. Det lyder også så kedeligt.


Nøøøjjjj siger faster Avelina. Vi skal da vist snart have en rigtig legeaftale med de to små. Så er der noget at se frem til.


Og hvis læseren tror, at det hele er opdigtet, kan han/hun godt tro om igen. Spilleren her ved, at Gregers er far til dem allesammen, men spillet har åbenbart glemt det.


Og så er det slut for denne gang. Tak for interessen.

Nå da, jeg troede da, at vi skulle se, om det vitterligt BLEV en helt almindelig familie.
Men tak for historien og din varulve-vidensdeling.
Der åbenbart ganske meget, som er helt anderledes i den verden.

Nånej, det gik vist alligevel den anden vej.

Og det er vel også på tide med en eftertænksom PS:

Hvis man har forskellige okkulte simmere i sit spil PLUS faren for rumvæsener, er det så overhovedet muligt for simmerne at leve et helt normalt liv? Der skal i hvert fald styres med hård hånd, og ved alt hvad der hedder rumvæsen bortførelser og efterfølgende graviditeter, skal de små sendes tilbage til hjemplaneten. Det er så heller ikke nok, for spillet skaber dem selv. Varulve, havfruer og vampyrer kan "helbredes" med snydekoden testingcheats on, men derigennem er der ingen redning for rumvæsener, for slet ikke at tale om hybriderne mellem rumvæsner og andre okkulte simmere, som spillet stadig selv skaber, men det er møgirriterende, at de skifter udseende konstant. stadigvæk. Måske er vi heldige at få en rumvæsenkur. Det kunne jeg godt tænke mig.