Min egen familie.

Der var engang i starten af forrige århundrede en håbefuld ung mand ved navn Verner Nielsen. Netop færdig med skolen og sin uddannelse til landmand, da målet var at overtage den fædrene gård, som var beliggende på en dejlig plet med navnet Sandhøj i Skævinge. Som karl hos en driftig bonde i omegnen havde han også været på udkig efter en passende ung kvinde at dele sin landlige tilværelse med, og der var han stødt på Gudrun, som aldrig var bleg for at tage med ham, når han - hjælpsom som han var - tog hen til sin bedste ven for at pleje hans mange planter.


Men hvor hun lige pludselig forsvandt hen, mens han havde allermest travlt, og lige tog sig en løbetur bagefter, kunne han ikke rigtig forstå, før han ville hilse vennen godnat og tage hjemad - - og fandt de to tæt omslynget inde i soveværelset. Der var jo ikke noget at tage fejl af!


Jeg ved ikke, hvem der har indledt det der, snerrede han af sin ven, men du skal i hvert fald ikke regne med mit venskab længere. Og Gudrun sendte han rødglødende "hen hvor peberet gror".


Gram i hu drog han til Sandhøj, som efter hans forældres død var blevet passet af en bestyrer. Han takkede Mona mange gange og gav en pæn gave oveni det sidste års løn. Det var også alt, hvad han havde, og nye sko kunne der ikke blive til. Men han takkede af hele sit hjerte for hendes og mandens trofasthed.



Som træner i den lokale sportsforening, dyrkede han hver morgen motion. Og jobbet kastede da også lidt af sig.


En enkelt høne med en kylling blev købt ind og lidt frø, som han havde fundet i naturen tæt ved blev plantet.


Sommeren var varm det år, men som ægte landmand fulgte Verner sine spirende/groende planter nøje.


Med flid og møje blev der snart råd til flere dyr, og morgenerne var søde og fulde af lyde og liv: Høns, grise ko og endda en hest til at spænde for ploven blev det til.


Og en enkelt ny ven, som han fik en god snak med henne ved loppemarkedet. Var det ikke meningen, du skulle finde dig en passende kvinde at dele tilværelsen med, spurgte vennen. Ja, og så var den dag - og ikke mindst Verners humør ødelagt. Det var også den pokkers vandpibe, mukkede han. Jeg bliver altid så hidsig, når jeg ryger. Og så drog han hjemad.

Livet på gården var aldrig ensformigt. Der skete noget nyt hver dag, og Verner var som regel meget træt når hans hovede om aftenen ramte puden og han sov ind. Han vidste ikke, om det var i en drøm eller virkelighed, at han så en dejlig ung bondepige udenfor sit vindue stå og kigge ind. for da han vågnede den følgende morgen, hamrede hans hjerte i brystet på ham: Var hun virkelig, og hvis hun var, hvem var hun så?


Et par dage efter dukkede hun så op med bud fra posthuset, at nogen havde sendt ham en gave, og hun skulle bringe den ud. Den var egentlig fra hende selv og indeholdt et dejligt måltid mad: kartoffelmos og pølser (som tilfældigvis var Verners livret). Og så blev de ellers bare stående en rum tid og stirrede på hinanden, til Verner endelig fik taget sig sammen, inviteret hende hen på havemøblerne og spurgt om hendes navn: Sylvia Margrethe.


Hun var simpelthen så optaget af dyrene, at mens han passede andre ting, snakkede hun med koen og hønsene og var ligesom ikke til at drive væk igen.


Efter et par dage ringede han hende op, og da hun kom bød han hende indenfor på et måltid mad og for at spørge, hvem hun var og hvad hun beskæftigede sig med. Sylvia var ung pige og tjente på en gård i nærheden med drømmen om at blive bondekone. Og efter måltidet tog hun da også med glæde opvasken og skyllede af og tørrede alle flader rene.


Verner inviterede hende ind i stuen og forklarede: Jeg har brugt megen tid og mange penge på at sætte denne gård i bedre stand i håbet om at finde den rette at dele tilværelsen med en dag. Jamen her er da så fint, svarede Sylvia og kiggede forelsket ind i hans øjne.


Lidt senere havde Sylvia en veninde med, og de to fik en god snak om håndarbejde. Ja, sagde Sylvia. Nu er jeg jo mere til god madlavning, men jeg kunne godt bruge noget garn til at strikke sokker af, og ekstra, så de også kan blive stoppet, når der går hul på.


Det stod Verner ude i køkkenet og hørte, og impulsivt tog han hendes hænder, da veninden var gået og sagde: Hvis du tager med til byen, skal jeg se, om jeg får så meget overskud fra salg af mine grøntsager, mælk og æg, at jeg kan købe nye sko, og du kan få uld til at strikke af. Det lod Sylvia sig ikke sige to gange.


Og hun var simpelthen så lykkelig, da han rakte hende den fine uld, og derefter inviterede hende på middag på byens bedste restaurant.


Hun tog glad med ham hjem igen, og før de kyssede hinanden godnat, faldt han på knæ og friede. Selvfølgelig fik han et stort JA:

Sylvia fik en ekstra fridag, da hun havde fortalt om forlovelsen. Og den tilbragte hun hjemme hos Verner med at skabe en meget flot bryllupskage. Nejjj, sukkede Verner henført, hvor ER du dygtig, og der er bestilt vielse til os i kirken.


Så oprandt den store dag. Tidsrammen er midt imellem første og anden verdenskrig, og optimismen mod fremtiden lyste også deres hjerter op. Verner ventede mens Sylvia - desværre uden sin far, som var død tidligt - gik op mod ham. Kun en veninde var mødt frem, og hun var rørt til tårer.



Bryllupskagen blev skåret og spist. Der var kommet flere gæster til, og alt var ren hygge.


Gæsterne holdt også god afstand, da de to dansede deres brudevals.


Den kommende tid var fyldt med kærlighed og meget arbejde, men som det var skik også dengang, var der altid tid til en tur under dynerne efter arbejdet var gjort. Som Sylvia (min senere svigermor) sagde: Der var ikke så meget ved det, man var jo godt trætte!  


Men lykken fik et ekstra pift opad den aprildag i 1936, hun kunne glæde og overraske Verner med, at der var "stær i kassen", som de sagde. Han svarede glad: En dreng til mig og senere en pige til dig. Ja, det er da en selvfølge, svarede hun, lykkelig og forventningsfuld.


Og aftenerne gik med fremstilling af babytøj og højtlæsning af begges yndlingsbøger. TV havde de ikke megen tid til at kigge på.


Og så anden juledag kom lille Bent Arvid til verden.


Verners ven, der havde købt nabogården, kom på besøg, og Verner fortalte glædestrålende om den nye lille søn.


Og vennen skulle selvfølgelig se ham i det fine tøj, som Sylvia havde strikket.


Og så blev der sat mad frem, og naboen sagde selvfølgelig ikke nej. Sylvia, som var bondefødt og kvajet opdraget, nødede ham til den allersidste bid: Lang nu endelig til faded, der er mere hvor det kom fra, sagde hun, mens lykken lyste ud af hendes øjne.

Lille Bent vokser op som en glad dreng på landet. Han snakker både med dyr og planter og har et godt hovede, når det kommer til skolearbejdet.


Snart er der en lille ny på vej Og ifølge Sylvia skulle det meget gerne blive en pige denne gang, så forventningerne er store, og Verner, der er et unikum til både tømrer- og snedkerarbejde, får lyst til at fremstille en ny og yndig vugge. Det sker tit i de sene aftentimer.


Men ind imellem bliver der også tid til et spil kort med Bent, og det nyder de begge meget.


Tjae, og som det så ofte går her i tilværelsen, er det ikke en lille datter, men en dejlig rund, lille knægt, der kommer til verden d. 28. august 1941. Han får navnet: Flemming Thure. Og Bent er lige så begejstret som sin far.


Nu vender vi blikket mod familien Skaarup, der netop har slået sig ned i det vestjyske, nærmere bestemt en lille by Gørding beliggende knapt 30 km øst for Esbjerg. Ægtemanden Aksel vil starte op som selvstændig kartoffelavler og -vasker. Derfor er han på udkig efter den allerbedste og fineste sort, så hans vaskede kartofler kan blive solgt til forretningerne. Der er dog ikke mange at få i den lokale biks, det bliver kun til to. Det vil kræve meget arbejde at få plantet marken til.


På en tur rundt i byen, finder han en rigtig god sort, nærmest groende vildt, som han tager et skud af, så han kan pode og få sin helt egen, meget fine sort.


Familien består af far Aksel, mor Krista, en teenage pige Inger og en skoledreng Vilhelm. De har typisk så travlt med at hjælpe til, både i marken og haven, at lektierne kommer i anden række, og som regel bliver klaret tidligt om morgenen, inden de tager afsted til skole.


Familien har også en lille cocker spaniel. En skønne dag er Inger blevet så gammel, at hun gerne vil flytte hjemmefra. Os imellem så er hun godt træt af al sliddet og "opdragelsen", der består i, at lige så snart, man gør noget, der ikke passer Krista, så står den på stuearrest, endefuld, lussinger og deslige.


Aksel indretter sig i den længe, der før har været stald. Han er særdeles optaget af selve processen med at få vasket og pakket kartoflerne. Det skal være i det rette materiale, så de ikke rådner.


Snart er der endnu et barn på vej, og de to glæder sig, for det er jo altid spændende.


Og lille Johannes bliver født en dejlig forårsdag i april 1946.

Tættere på, meget tættere: Min mor, Ruth Andersen som ung var meget stolt af, at hendes far betalte og gav hende mulighed for at få en uddannelse. Efter endt studentereksamen valgte hun at starte på sygeplejeskole i København og læste flittigt.


Men det var selve kontakten med kollegerne og patienterne, der betød mest for hende.



Men en morgen midt i anden Verdenskrig fløj bomberne over København, så hendes kære kollega, Marie, som hun fulgtes med bare udbrød: Der eksplo-faen-galme-derede den! Det var svært at være munter og bevare roen, når alting rystede rundt om dem. Men de nåede da helskindede frem. Og der mødte Ruth et ynkeligt syn: En jødisk kollega brød totalt sammen for øjnene af hende: Jeg har gjort alt for at tyskerne ikke skal finde mig, sukkede han. Endda klippet mig skaldet, og jeg går aldrig ud uden at være forklædt. Hvad skal jeg dog gøre, har ikke lyst til at ende i en koncentrationslejr.


På vejen hjem stoppede Marie (som også blev kaldt Tom) og Ruth op ved en demonstration: Meld jer til Modstandsbevægelsen. Og Ruths hjerte bankede. JA, det ville hun gøre, så hun kunne hjælpe jøderne med at slippe væk i tide.


Efter en del heldige overfarter med jøder til Sverige, fortalte hun sin jødiske kollega om sit virke, og de mødtes nede ved havnen. Desværre lagde de midt i koncentrationen ikke mærke til, at der stod en - ved vi senere - stikker i nærheden og lyttede til deres samtale.


De skyndte sig hen til den båd, Ruth plejede at benytte, og hun gav ham et falsk pas, ligesom hun også selv havde et.


Det gik jo godt, og glad nynnende gik hun ned til vandet og tog båden tilbage.


Knap var hun kommet indenfor døren til hendes og Toms lille lejlighed, før det bankede på døren, og Ruth gik intetanende ud og lukkede op. Det var politiet.


Se, sagde betjenten, du har vist gang i en hel del dokumentfalsk.


Du er hermed anholdt. Og det hjælper ikke at tude. Du kan godt tørre øjnene. Vi tager dig med med det samme.


Efter udstået straf fik både Ruth og Tom en lille ferie. Kære Ruth, sagde Tom, jeg tror vi skal besøge min bror, som er ved at blive uddannet til gartner og bor lige udenfor Varde. Som sagt så gjort.


Og sådan gik det til, at mine forældre mødte hinanden. I første omgang bare en hel del kvikke bemærkninger og hyggesnak i den frodige have: Et lille blink med øjet og en lang spadseretur i omegnen.

Når Ruth er taget tilbage til København, går Karl nynnende rundt og passer sit gartneri, altid meget omhyggelig, mens kærligheden til især roserne lyser ud af hans øjne.


Der skal jo tjenes penge, og derfor sælger han ud af alt andet end - gæt en gang - roser! Gartneriet ligger jo lidt væk fra alfarvej, og de få, der kommer forbi, køber ikke noget, trods Karls bedste overtalelsesevner.


Han tager noget anlægsarbejde for folk i omegnen, for huslejen skal jo betales.


Karl er aldrig bleg for at tage et ordentligt nap, også derhjemme. Så han klarer da selv vasketøjet, mens tankerne går mod København og hans elskede Ruth.


Han tager turen til hendes og Toms lille lejlighed for at invitere Ruth på endnu et besøg.


Hans øjne lyser helt op, da Ruth tager ugens storvask uden at kny. Særdeles opmuntret får hun et smaskkys, mens han inviterer hende på noget så sjældent og fornemt som en tur på café, hvilket han i virkeligheden slet ikke har råd til.



Hvad han ellers har i tankerne gemmer han lidt, mens de hygger sig med kaffe og kage.


Efter megen hyggesnak tager han så mod til sig og falder på knæ og frier. Ruth siger glædestrålende JA.


Trods krigens stadige buldren er de er begge to fulde af mod på fremtiden, som forelskede folk ofte er det. Ved et hyggeligt spil kort fyger de kække bemærkninger mellem hinanden. Ruth fortæller, at hendes brødre har giftet sig og fået en del børn, allesammen piger. Men - har hun sagt til dem - vent til JEG kommer til, så kommer drengene. Jaaa, stemmer Karl i, vi skal have et helt fodboldhold!


Og midt i krigens gru holder de to så bryllup så yndigt som nogensinde, og utroligt for mig at styre mine egne forældres bryllup


Roserne trives og gror og forædles med Karls stadige tålmodighed og omhu. Men efter Ruth er kommet til, er der også kommet mere styr på salget. Jeg tror, vi skal sælge adventskranse og begravelseskranse og masser af påskeliljer. Vi må satse på højtider og begivenheder, siger hun.


Ja, det kan Karl godt se. Og i juni/juli måneder er salg af jordbær også et kæmpehit, så han går frisk i gang med at anlægge et stort jordbærbed.

Så kom befrielsesdagen, og Ruth glæder sig til at hive de grimme, sorte mørklægningsgardiner ned og få nogen mere "muntre" op.


Senere på året 1945 har Ruth som færdiguddannet sygeplejerske en kedelig morgen, hvor hun netop er kommet på arbejde, så må hun ud og kaste op i det nærmeste toilet.


Hun får taget en graviditetstest, og den er positiv. Så hun melder ud til sin kollega, at hun agter at sige jobbet op for at passe den lille ny: Det falder ikke i god jord, men må jo accepteres.


Da hun kommer hjem overbringer hun Karl den store nyhed, og han er meget lykkelig. Det ser ud til, at alt går efter deres planer.


Jeg har også en lille overraskelse til dig, siger han. Når du sådan skal til at gå hjemme, synes jeg du har brug for en beskytter. Jeg faldt for sådan en lille smuk schæferhvalp. Hun hedder Benzi Witjhoff.


Det er den sødeste lille ven, man kan få, siger Ruth og deler jordbærrene med Benzi. De synes, det er en sjov hund, der kan lide jordbær.


Og så skal der strikkes, udelukkende i lyseblå, mens Ruth nynner en sagte melodi.


Tom kommer på besøg og lover at stå bi ved den kommende fødsel. Jeg tager vores overlæge med for en sikkerheds skyld, siger hun og glæder sig meget til at blive faster.


Fødselsveer kan tage sin tid, og alle venter spændt, mens lægen er i køkkenet og varme vand.


Og så en skøn sommerdag d. 3. august 1946 kommer dre...... vent lidt - nej, der kommer en lille pige, som får navnet Margit. I den vittige læges bog: "Ormen hin lange".  


Øvsa, siger Ruth, men Karl trøster hende med, at det jo er klart, de først må have en barnepige. Det er da helt ok.

Tilbage til Verner og Sylvia, som stortrives på den dejlige gård på Skovbakkevej. Bent og Flemming vokser op, og snart er Bent teenager.


De fleste fødselsdage holdes hjemme, men da Bent får sin realeksamen, holdes der fødselsdag med et restaurantbesøg. Det er jo en stor dag, for nu skal han i lære i en boghandel.


Næsten helt voksen med meget stor sans for orden og virkelig glad for bøger, er det hans ønskejob, og far og mor er stolte.


Og selvfølgelig har han godt held med at snakke og betjene kunder, så han stiger hurtigt i løn og agtelse.


Tidligt på året kan Sylvia glæde Verner og de to ældre brødre med, at nu er "lillesøster" endelig på vej.


Da fødslen nærmer sig, får Sylvia besked om, at der ikke kan blive tale om en hjemmefødsel denne gang. Hun må på hospitalet på grund af sin alder: Næsten 40 år, og der skulle nødig opstå komplikationer. Så de aftaler med Bent, at han skal blive hjemme og passe Flemming, mens de er afsted.


Joe, siger den dygtige læge Leo, så er det vist nu. Lad os bare komme i gang.


Den uvante situation tager ret hårdt på Verner. Han ryster og tænker, at bare den lille og hans elskede Sylvia kommer godt igennem det her.


Hmmm ja, det blev "desværre" heller ikke nogen pige denne gang, men de er alligevel lettede over, at alt gik godt og slår sig hurtigt til tåls med at byde lille Erland Edmund velkommen i familien, født d. 9. september 1948.


Hjemme står vuggen klar, og Flemming er stolt og glad for sin lillebror. Jae, siger Verner nu er du blevet storebror.


Og en dejlig hyggesnak bliver det til, så det ser ud til, at Flemming er mere end tilfreds selv om der ikke kom nogen lillesøster.

Hver sit sted på Sjælland, men nu følger begivenhederne hinanden tæt. Benzi er næsten voksen og en elsket del af familien.


Hun er god til børn og i det hele taget nem at omgås og lære noget. Så Karl beslutter, det er på tide at få hende parret. Hvide schæferhvalpe er det store hit, så i den næste løbetid bliver en hvid han besøgt.



Der kom et stort kuld på hele 7 hvalpe, hvoraf de to var hvide. De indbringer alt i alt familien ret mange penge. Og rigtig megen stolthed.


Mor Ruth synes også, at lille Margit er et pragteksemplar. Hun er nem og køn med sit lyse hår, næsten altid glad, selv om et temperament lurer lige under overfladen, bliver det ikke bemærket. Man kan da heldigvis få afløb i gyngestolen.


Foråret 1948 nærmer sig, og nu ser det ud til, at der endelig er en dreng på vej. Alle er glade og forventningsfulde. Og faster Tom bliver endnu en gang bedt om at bistå ved hjemmefødslen. Der er ikke noget, hun hellere vil.


Ventetiden går med hyggeligt strikkearbejde, og lige til det sidste håber Ruth, at fødslen vil ske på hendes fødselsdag d. 13. november.


MEN - lidt mut til mode må hun ringe til Tom og lægen allerede d. 8. Det var jo ærgerligt.


Sådan kan det gå, men skidt pyt, siger hun. Drengen kan jo slet ikke vente med at se dagens lys.


Fødslen er overstået, og alle tager glade og lettede imod dre.... nej vent - - endnu en pige. Det er undertegnede, Kamma Østergaard Thomsen, født d. 8. november 1948. Øvsa da for f....


Og Benzi får fat i nogen sprøjtede jordbær, får en voldsom forgiftning og dør lige inden jul. Nå ja, så trøstede mine forældre sig med, at hun i det mindste ikke skulle i karantæne.


For noget af livets modgang møder snart familien. Da regnskaberne for gartneriet bliver gjort op lige efter nytår, slår katastrofen til, og det gamle gartneri kommer på tvangsauktion. Familien må flytte i huj og hast. en af Ruths gamle forbindelser i Sverige tilbyder os de måneder, vi må vente på en lejebolig - et ophold i deres sommerhus. Det er så venligt, men som mine forældre senere sagde: Vi kom derop, lige før sneen faldt og måtte pakke os ind i overtøj, også indendørs.. Jeg husker kun udsigten fra barnevognen. Så smukt at se træernes grene svaje i den lette vind og fuglesangen.

Tjae, det virkelige liv går tit både op og ned. Sådan er det bare. Snart er familien på vej tilbage til Danmark, nærmere bestemt Haslev på Sydsjælland, hvor far Karl har fået et godt arbejde på Håndværkerhøjskolen. PLUS vi har fået en dejlig toetagers rækkehus lejlighed på Glentevej 21 - lige ved siden af legepladsen.


Vi får et fint indrettet børneværelse på første sal, som Margit og jeg deler i starten.


Og hun er næsten ikke jaloux, når vores far leger med mig - næsten ikke altså!


Jeg husker kravlegården i stuen, hvor jeg havde et lille spejl. Min mor kunne ikke altid skjule sin skuffelse over endnu en pige. Og lige så stolt og glad hun var for Margit med det lyse hår og engleansigtet, lige så skuffet kunne hun kigge ned på mig og sige: Ja, du ligner bare en abe! Det skete næsten dagligt og jeg måtte lige konsultere spejlet for at forsikre mig om, at det ikke passede.  


Men når hun så satte sig ved klaveret og de dejlige toner klingede ud i stuen, blev mit hjerte altid meget let og humøret højt. Der var ligesom solskin og sommerfugle i luften.


Og Margit fik det også bedre, når far gav hende en gyngetur i haven. Det var dejlige år.


Allerede fra starten havde jeg styr på det der med at multitaske. Man kan sagtens lege med bamsen og gynge samtidig.


Selv min mor blev rigtig glad, når Margit en sjælden gang imellem gav mig et kærligt kram.


Så kom tiden, hvor mors mave blev meget stor og jeg tænkte: Er hun mon gravid igen, eller er hun bare fed?


Og min farmor, som var alene sammen med to halvvoksne sønner (min fars yngre brødre) efter farfars død, sagde farvel til de to og flyttede ind hos os, dødeligt syg af kræft. Mor havde lovet at passe hende den sidste tid, for lægerne havde givet op.


Med en stofskiftesygdom måtte mor denne gang føde på hospitalet, men det var en stor trøst, at faster Tom og min far deltog. Det gjorde du bare til UG, roste min mor fasteren.



Og sådan kom lillesøster Gunvor til verden d. 10. juni 1951.

Mens Gunvor vokser, opstår der et seriøst problem: Hun går meget skævt på sine fødder og må derfor have specialsyede babystøvler: Økonomien bliver noget stram. Som mor plejede at sige det: I flere år havde vi ikke penge til andet end det daglige brød og Gunvors støvler. Men charmerende er hun jo med sit røde hår og alle fregnerne.


Og for mig den allersødeste søster, man kan tænke sig.


Farmor ligger oppe i den store seng, hvor mor hver morgen børster hendes hår og fletter det i én lang fletning ned ad ryggen. Vi må ikke larme inde hos hende, og er der derfor ikke så meget.


Og så en skønne dag er det slut. Far og mor kommer og finder hende død i sengen.


De sørger, men far tager sig alligevel sammen og roser mor, fordi hun har passet farmor så godt i hendes sidste tid.


Sammen med faster Tom tager de så til begravelse, mens vi bliver passet hjemme.


Efter begravelsen kommer de hjem og finder os børn meget kede af det. Margit ligger og græder oppe under sin dyne, og Gunvor og jeg er nærmest utrøstelige.


Men selvfølgelig prøver de at trøste os. Det satte meget dybe spor i nogen børnesind, at farmor bare lige pludselig ikke var der mere. En begivenhed, som senere i mit liv gjorde, at jeg tog mine egne børn med til begravelser og bisættelser.


Men tiden læger alle sår - næsten Og efter nogen år, føler mine forældre, at det er tid til at forsøge endelig at få bare én dreng. Men nej, endnu en lille pige kommer til verden. Lillesøster Ella blev født d. 21. september 1955.


Far får besøg af sin overordnede på Håndværkerhøjskolen. Simon kan godt se, at familien har en del udfordringer, og samtalen ender med, at far får lønforhøjelse. Senere tager mor sommer-halvtids arbejde på sygehuset, og jeg får et par måneder i børnehave. Ikke netop MIN kop te. Man måtte nemlig ikke lege med legetøjet, så længe, man ville. Det skulle gå på omgang!


Og lille Ella er bare så smuk. Far og mor lægger drømmen om et fodboldhold af drenge på hylden. Der er rigeligt at se til.


Vi vokser, og jeg starter i skolen. Margit laver sine lektier oppe på værelset, men jeg kan godt lide at sidde ved det smukke gamle skrivebord, som vores morfar har lavet.

I familien Nielsen vokser lille Erland også op i et roligt, landligt miljø, hvor far Verner efter dagens markarbejde, sætter sig og læser højt for ham, mens mor Sylvia ordner og gør rent rundt om i huset.


I samme takt som mig, for vi er jo født kort tid efter hinanden - bliver han også skolebarn. Det er altid en bemærkelsesværdig fødselsdag, og bliver behørigt fejret.


Flemming er blevet teenager og hjælper glad og gerne til på gården. Han har samme fantastiske håndelag som sin far. Og senere på dagen får de to forældre så lov at se TV, mens Flemming laver sine egne lektier og samtidig hjælper Erland.



Og ovre i Vestjylland vokser Johannes op i takt med Margit. Han er rimeligt opfarende, men familien prøver at holde ham nede med afstraffelser i form af en endefuld og ved at "smide" ham i seng.


Ja, siger far Aksel, du burde hjælpe til ligesom din storebror. Han er myreflittig og siger aldrig nej, så ham kan du lære meget af.


Tilbage til Glentevej i Haslev. Nu er vi en familie på 6. Både Margit og jeg er startet i skole. Margit er den søde, lyse, nemme, og jeg er den der "abe", som er svær at styre og fuld af tosserier og narrestreger. Den røde trøje har mor strikket af optrevlet garn, og jeg er MEGET glad for den, selv om de andre børn i skolen driller mig med, at det ikke er moderne at gå i hjemmestrikket tøj. Så når vi leger "mor, far og børn" i skolegården, skal jeg altid være babyen og kravle rundt på alle fire!


Det er svært at få et ordentligt indtryk af Gunvors charme. Som før beskrevet fregnerne og det røde hår, som far forklarede med, at han fik rødt skæg, hvis han lod det vokse.


På håndværkerhøjskolen skal han også passe hønsene, og Simon spørger ham, om han kan klare det daglige besvær, også når hanekyllingerne skal slagtes. Det mener far, at han sagtens kan. Simon inviterer hele familien til julestue, så det går vi og ser frem til.



Meget af min dag går på legepladsen ved siden af. Jeg elsker at gynge, og klatrestativet og ikke mindst kolbøttestængerne, hvor jeg snart lærer mig selv at snurre baglæns rundt og lande foran stangen. Det giver stor beundring, som jeg kan sole mig i. Også fra Gunvor, der absolut må prøve at gøre mig kunsten efter. Men ak, hun lander på ansigtet og skraber al huden af næsen. Mor tager sig kærligt af hende og trøster hende med, at hun nok har fjernet fregnerne, som Gunvor er meget træt af. Men ak nej, så snart huden er helet, er fregnerne tilbage!


Og så skal vi to ældste jo passe nogen pligter, når vi har lavet vores lektier. Der skal ryddes ud i spisekammeret, vaskes op og skrælles kartofler.


Men Margit gider ikke, så jeg står for det meste alene med hele molevitten. Hun bilder mig ind, at hun laver en dukkeseng til mig, fordi hun har sløjd i skolen, og derfor er for træt til at hjælpe, når hun kommer hjem.

Nåmen så blev det alligevel adventstid, og vi har jo glædet os meget. Så mens Ella bliver passet drager vi andre af til Håndværkerhøjskolen for at deltage i festlighederne. Og vi blev bestemt ikke skuffet. Forstanderen hilser os velkommen, og mor synger Glade jul.


Far læser som sædvanlig juleevangeliet, og vi har en dejlig eftermiddag i den smukt pyntede samlingsstue.


Da vi gik glade hjem, er jeg bange for, at ingen af os ænsede forstanderens triste humør. Han var den stolte vært men også meget ulykkelig over, at han ikke selv havde sådan en familie. Derudover skal han tage sig sammen til at fortælle far, at de ikke kan arbejde der længere, da højskolen skal have nye ledere.


Efter mange år som enelærer på Sigerslevøster skole, hvor min mor voksede op, er min morfar og mormor flyttet til Skævinge og bor nu i en hyggelig bungalow ved navn Reden.


Morfar er stadig kirkesanger i Skævinge kirke, men de er begge to gået på pension, og mormor er stoppet som fotograf og "nøjes" med at skrive festlige sange for folk.


Så har hun mere tid til at tage toget og besøge os i Haslev. Altid med en lille chokolade overraskelse i tasken. De hed Pernille (flødechokolade) og Senator (mørk chokolade).


En dag er morfar også med, og de viser os, at der er (ikke i telefonen) men i avisen - et sted nær dem, som hedder Sigerslevvester, hvor man søger en bestyrer til en mellemstor gård ved navn Stokkekilde.



Far søger stillingen og får den, og vi flytter fra Sydsjælland til Nordsjælland, - fra et semimoderne hus til en stor, uisoleret  bygning med lokum i gården, men dog indlagt vand. Køkkenet er heller ikke det bedste. Et stort brænde/støbejerns komfur og der er som før kun et spisekammer. Men det er alligevel dejligt med al den plads. Margit og jeg skal i 5. og 3. klasse, og Gunvor starter sin skolegang i Græse gamle skole. Lille men hyggelig og man kan sagtens gå de 2 kilometer derhen.


Det er også hyggeligt, når Gunvor og jeg laver lektier sammen, men jeg er altid hurtigst færdig og har utallige nykker i hovedet.


Så efter en tur ud til kirsebærtræet, hvor det er blevet mig forbudt at klatre i, og jeg gør det alligevel, for de smager jo så godt, altså kirsebærrene. Så sender mor mig op på værelset og i seng. Men hun har travlt og kan ikke se, hvad jeg laver, så i stedet for at lægge mig i sengen, sætter jeg mig og digter - søde digt og historier.


Helt tilfreds ved tanken om, at Margit må tage opvasken alene. Hun havde jo nemlig IKKE lavet nogen dukkeseng og kom med en vævende forklaring om, at den ikke var helt færdig, før vi skulle flytte, så derfor fik hun den ikke med???


Vores kære mor havde jo aldrig lært at holde hus og lave mad. For som ung havde hun klart travlt med sin uddannelse til sygeplejerske. Så når vores far forlanger to retter mad hver dag, så laver hun tit frugtgrød/rødgrød til dessert. Det bliver aldrig spist i første omgang, og derefter stillet ud i spisekammeret ved siden af leverpostejen og de andre madrester. Når hun så henter det næste dag, er der mug på overfladen, som hun bare skraber af. Og når jeg spurgte hende: Er det ikke dårligt og skal smides ud, så svarede hun: Nej, det gør ingen skade, det er jo bare penicillin. Hmmmm, hvorfor mon vi så ofte havde dårlig mave?


Og Gunvor, der har været dårlig i skolen, bliver trøstet af far med en dejlig gyngetur, da hun kommer hjem.

Opvækst og opdragelse er ikke altid nemt for forældre. Det måtte jeg sande i en tidlig alder. En dag kommer mor op, mens jeg sidder med mit historieskriveri. Naiv som man er i den alder, læser jeg stolt op for mor, og hun ved ikke, hvilken mine hun  skal tage på. Jeg har jo hygget mig i stedet for at føle mig afstraffet.


En af de dejligste pligter er, at Gunvor og jeg skal skiftes til at flette Ellas lange hår, inden vi går i skole i to fletninger, Og Ella er altid så sød og taknemmelig.


Bagved vores gård og tilhørende ligger der en stor frugtplantage med æble- og pæretræer. Derefter et par af Stokkekildes marker, som den store hest Claus holder i orden med de gamle landbrugsredskaber. Og på næste grund bor der en dejlig familie. Vores nærmeste naboer, familien Lorentzen. De har flere børn end os, og de fleste er drenge. Den ene dreng, Olav går i klasse med mig, så vi er jævnaldrende, og han har en lidt yngre søster, som jeg bliver veninde med. Hun hedder Dorrit.


Og i Græse gamle skole er alle de andre i klassen bare drenge, så jeg er den eneste pige, og bliver tilstrækkelig mobbet, så jeg har en del dårlige dage, hvor jeg er bange for at gå alene hjem fra skole, for drengene vil rotte sig sammen og påstår, de vil give mig tæsk på vejen hjem. Men så tager Olav heldigvis mit parti: De er da bare så dumme, siger han, men mig har de respekt for, så jeg skal nok følge dig hjem, lige så tit du vil.  


Som sagt så gjort. Han veg ikke fra min side og inviterede mig også hjem og lege med ham og Dorrit.


Ja, vi vokser jo. Ella er snart klar til at komme i skole, og Margit bliver teenager. Hun er stadig lige doven, og bilder Gunvor og mig ind, at hun nu laver en dukkevogn i skolen. Den "køber" vi så i nogen år og pukler på livet løs med både vores egne pligter og hendes inde og ude: Opvask, kartoffelskrælning, roehakning, halmpakning på halmloftet o.s.v. o.s.v.


Mens Margit render rundt og fordrejer hovedet på en hel del usalige teenage drenge, som hun møder til bal og andre fornøjelser og lader dem følge hende hjem, for derefter at sige farvel, og jeg tror ikke, vi skal ses mere.


Dejlige år alligevel med gode oplevelser som Margits konfirmation, der blev holdt hjemme, hvor den ekstra lejlighed blev låst op, og med kogekone og dejlig æblemost fra gårdens egne nedfaldsæbler.


Samtidig bliver Johannes i Jylland også teenager. Det er ham ved bordenden. Han har et vanskeligt sind og prøver også at komme i kontakt med omegnens teenage piger, men han fænger ikke rigtig an, desværre.



I Skævinge går dagligdagen som den plejer. Altid hjælpsomme Flemming prøver at få lidt lærdom ind i hovedet på Erland, der som sædvanlig ikke har hørt efter i skolen.


Så bliver far Verner desværre meget syg. Verner giver familien den triste nyhed en aften, og alle er meget kede af det.


Kun 10 år gammel må Erland så undvære en far, og livet på den gamle gård går videre. Flemming lover sin mor at blive boende sammen med hende, og starter som murerarbejdsmand.

Og Bent arbejder stadig flittigt i boghandelen. Efterhånden bliver han forfremmet og har snart et stort ansvar. Heldigvis stemmer kassen altid rigtig fint.


Så en dag, da han har åbnet butikken og stemt kassen af fra i går, får han øje på et meget yndigt syn:



Hans hjerte slår et ekstra slag, og han tager mod til sig og spørger den kønne unge pige, Bodil, om hun mon vil med ham ud at spise. Svaret er et glad JATAK.


Og hjemme på Stokkekilde er vores forældre stadig glade for, at vi ikke er lige store allesammen. Lille Ella bliver passende forkælet lidt og får tit en dejlig tur på den gynge, som far selv har lavet.


Ind imellem kommer gårdens forpagter, Poul Larsen på besøg og får en fyldig rapport om årets gang. Han er blevet "forelsket" i de tre kønne hunkatte, vi har udenfor: Mutter, Moster og Tante, som alle er sort/hvide med flot tegning som "kjole og hvidt". Han vil rigtig gerne have en killing eller flere med samme tegning, så far lover at gøre, hvad han kan. Men hankatten Mons er næsten helt hvid, bare med en grå plet i panden, så der er mange "missere".    Joke! For jeg er som regel den eneste, der ved, hvor de nyfødte killinger ligger oppe på høloftet og skal hente dem ned. Og det er trist, når de fleste bliver aflivet.


Så er det hyggeligere at besøge mormor og morfar i Skævinge, hvor morfar altid glad og gerne fortæller belærende f.eks. om naturen, og hvorfor det er vigtigt at have kompostbeholdere. Jeg elsker virkelig når han fortæller.


det er blevet en slags vane at vi børn bliver sendt på sommerferie hos forskellige tanter og onkler, og de bor rundt omkring i landet. En dejlig sommerferie jeg husker, var hos morbror Kjeld, tante Lis og mine 3 ældre kusiner oppe på den anden side af Limfjorden, hvor Kjeld var fyrmester. Margit legede med kusinerne, men jeg, der jo var yngre, fandt en flink nabodreng ved navn Robert, som var rigtig god at snakke med. Vi skulle så overnatte hos Kjeld og Lis.



Til min store undren, gik Robert i seng og sov med alt tøjet på: Det er da meget varmere (Sommer altså) og meget nemmere, sagde han, mens jeg bare kiggede forvirret på.


Og så er der jo alle fødselsdagene, der som regel blev holdt hjemme. Undtagelsesvis ude når de er særlig vigtige. Mens Gunvor og jeg bliver teenagere, bliver Margit færdig med skolen og kommer i lære som stuepige på et hotel i København.



Da vi kommer hjem, får hun en reprimande af far, som har set, hvordan hun flirter med flere af de unge mænd, der nærmer sig: Du skal passe lidt på dit rygte, siger han, og det passer ikke den unge dame, så hun hidser sig voldsomt op: Du må lære, at jeg er ved at være voksen siger hun og derfor ikke skal behandles som et lille barn længere! Så nu flytter jeg hjemmefra.


Jeg vender om ved lyden af det voldsomme skænderi og får set, hvordan hun tæver løs på vores far, der heldigvis værger for sig og derfor ikke kommer til skade. Det er meget forkert i mine øjne. Det kan godt være, far har brugt korporlig afstraffelse ind imellem (som regel med tæppebankeren), men man slår altså ikke på sine forældre. Jeg er dybt rystet.

Selv om vi andre tre ikke er for lydhøre over for far og mors formaninger. Både far or mor var vokset op i indre missionske hjem, så vi bad bordbøn, og hver aften kom mor ind på vores værelse og satte sig sammen med os. Så bad vi Fadervor og sang et lille vers, som lyder: Kære Gud, jeg har det godt, tak for alt, hvad jeg har fået. Du er god, du holder af mig, kære Gud gå aldrig fra mig. Pas på lille, pas på stor, pas på far og pas på mor.
Men ikke så snart har mor lukket døren bag sig og hun og far trukket ind på deres soveværelse, før de to yngre søskende plager mig om at lege "døende hund". Og når vi tror, de voksne er faldet i søvn, får den hele armen med hylen og fald om på sengen. Der er da ikke noget at sige til, at vi fik en hel del reprimander.


Nogen er dog bedre til at se uskyldige ud end andre. Der er én, der har pillet ved og ødelagt fars stempelpude på skrivebordet, så den er helt tørret ud, og jeg siger med det samme: Det VAR ikke mig.


Men de andre er jo mindre/yngre, så jeg påtager mig skylden og får et godt lag tæsk, hvorefter jeg spørger far: Hvad nu hvis det ikke var mig? Han svarer, at det kan være lige meget, for nu er han kølet af, og jeg ser alligevel altid så fræk ud og er slem til at svare igen! Det svier lidt, men taknemmeligheden fra de "små" luner meget.


Mor har så småt tumlet lidt med tanken om et halvtids arbejde. Og så en dag dukker en sød dame ved navn Nyholm op. Hun er hjemmesygeplejerske og har brug for en afløser til, når hun holder fri. Søreme om ikke hun diskuterer med vores far, om han kan undvære sin kone til at arbejde for hende.



Og først derefter lægger hun et godt ord ind hos mor, der begejstret takker ja.


Men så skal hun da også have en bil at køre rundt til patienterne i, og der bliver indkøbt en pæn, brugt Hillman.


Nu skal vi hjælpe endnu mere til end før, især når mor skal arbejde. Men hun står alligevel og kigger spørgende, da jeg en dag sidder ved klaveret og prøver at ramme nogen pæne toner. Musik er jo en stor del af mit liv.


Jamen vi skal da finde en fritidsbeskæftigelse til dig udover gymnastikken, siger mor. Når man havde gjort 5. klasse færdig i Græse skole, skulle man med bussen til Frederikssund, hvor Olav og jeg kom til at gå på Falkenborgskolen, desværre i hver sin klasse. Men min klasse havde hr Lolck til musik og sang, og han havde oprettet et skoleorkester, som spillede brassband/march musik. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at lære at spille trompet, men nej, alle trompeterne var optaget. Så jeg fik lov at gå til undervisning i trommer. Man fik også en pæn uniform til turene op og ned af strøget i Frederikssund. Med mine brede skuldre måtte jeg "tage til takke" med en drengejakke. Men stolt var man jo altså!


Og når jeg kom hjem fra øvetimer, var det da ikke spor for meget, at jeg skulle lave aftensmaden. Her står den vist på arme riddere.


De næste par år skete der mange tekniske fremskridt takket være mors gode job. Der blev blandt andet købt et godt køleskab, vaskemaskine o.s.v.


Oppe på Sandhøj var Erland også blevet teenager. Mere om ham og hans familie Senere.

Efter at Erland har spist sin fødselsdagskage, skifter han tøj og beslutter, at vinterferien skal gå til Norge.


Han prøver at kommunikere med en pæn pige, som synes, han skal stå på ski sammen med hende. Men ellers tak, siger han: jeg skal i hvert fald ikke glide afsted nedad på sådan et par forskallingsbrædder!


Næ du, jeg vil hellere lege lidt med sneen, og så giver han hende en ordentlig vasker. Det blev så ikke til noget venskab i den omgang.


Næste sommer forlover Bent sig med Bodil efter en  dejlig nat under dynen. Og så ringer bryllupsklokkerne for de to i august 1961.



Efter nogen dejlige år i Frederikssund skoleorkester, hvor vi blandt andet gjorde vores dirigent, hr. Lolck pavestolt ved at vinde en brassband konkurrence ved Mosel i Sydtyskland, bliver Stokkekilde overdraget til ejeren med salg for øje. Så vi flytter igen - denne gang til Karlsgave ved Frederiksværk, hvor jeg skal gå mit sidste skoleår i Kregme skole. Stor teenager med et kæmpestort idol:


Så står realeksamen for døren, og jeg hygger stadig med Gunvor over lektierne, mens jeg prøver at finde ud af, hvad jeg vil uddanne mig til.


Far er tit dårlig, eller føler sig dårlig, og han får medicin af sin søster, og senere sender han os børn til apoteket for at købe smertestillende piller.


Jeg har jo desværre en mor, som ikke har kunnet lære mig ret meget om husholdning, og da jeg beslutter mig for at prøve at komme ind som sygeplejeelev, tager hun med til samtalen og kalder mig for umoden. Derfor kommer jeg ikke ind. Så jeg beslutter mig for at komme i huset, og er heldig at komme hos en sød familie, der bor på Hanehoved, også ved Frederiksværk. Så kommer min noget ældre fætter, John Andersen ind i søværnet i Auderødlejren, som ligger tæt på, hvor vi bor. Jeg tager ud for at besøge ham, og for at sige fra mor, at han er velkommen til at besøge os, når han har tid.



Pudsigt nok er Johannes fra Vestjylland også kommet til Auderødlejren for at aftjene sin værnepligt, og de to bliver snart bedste venner. Kan du ikke tage mig med, når du besøger din faster Ruth, siger han, og det synes de begge to er en god idé.


Johannes besøger ellers kun det lokale KFUM/KFUK og inviterer mig derhen. Jeg er kun 17 og bliver lidt benovet over en lidt ældre mands tilnærmelser, især da han dyrker "fod-sex" med mig under bordet, mens vi sidder og spiller.


Og Margit er hjemme på besøg, da Ella bliver teenager. Hun "smører" sin bedste mine på, og far vakler mellem at blive gode venner med hende og blive uvenner for evigt.

Men heldigvis har vores ejegode mor en indflydelse på ham, så hun får ham overtalt til at gøre det rette og blive venner med Margit igen. Ella er efterhånden blevet teenager, og hun har den smukkeste sangstemme. Vores mor tilskynder hende til at gå til sangtimer, og Ella underholder glad og gerne med, hvad hun har lært.


Efter et par korte år i Karlsgave, stopper mor som afløser for Nyholm og får tilbudt job som oversygeplejerke på Frederiksværk sygehus. Og far får arbejde på en foderstoffabrik. Så flytter vi igen, denne gang til Ad Cellovej i Asserbo, hvor Gunvor også går ud af skolens niende klasse og tager et år i huset. Mor trives, og hun er aldrig bleg for at lære fra sig, så hun lærer mig at strikke.


Også her kommer fætter John og Johannes på besøg. En dejlig varm sommer. Fætter John er blevet korporal, men det forhindrer ikke ham og Johannes i at lege vandkamp med os piger rundt om huset efter middagen. Og et slag kort bliver det også til.



Johannes og jeg bliver mere og mere forelskede i hinanden, og han vil have sex, men jeg trækker lidt på det, for jeg ved ikke nok om den slags, og jeg er kun lige fyldt atten. Men lad os da blive kærester, siger jeg, så kan vi altid se.


Hmmm, efter en MEGET akavet snak med far og mor omkring sex og beskyttelse, bliver de begge så flove, at de trækker ind under dynen for at dampe af! Det fik jeg ikke så meget ud af.


Johannes, som elsker at fiske, sidder en søndag og steger sin seneste fangst over et lille bål, mens han tænker seriøse tanker om vores forhold.


Og så kommer han på besøg med en overraskelse i lommen. Skal vi ikke forlove os, spørger han. Joe, det kan vi da godt, svarer jeg. Men glimtet i hans øjne siger: Så skal vi have sex, for nu er du min.


Og han HAR husket at købe kondomer, så dér røg min mødom, for det var umuligt at sige nej til én, jeg var så glad for, og som havde lovet mig, at han altid ville passe på mig, og jeg bare kunne komme til ham, hvis jeg havde nogen problemer.


Den vinter besøger vi sammen hans forældre, og de virker umiddelbart positive og glade for at møde mig.


Vi lover at komme og holde nytårsaften med dem. Småbeduggede af de våde varer, får Johannes igen lyst til sex. Men også fordi han synes, det er sjovt og spændende, når hans forældre ligger og sover lige ved siden af hans værelse.


Har du husket kondomer, spørger jeg, men dem har han ikke flere af, og automaten henne på hjørnet er ude af drift. Vi snakker lidt og bliver enige om, at det skal nok gå, for jeg har læst i et ugeblad, at der er noget, der hedder sikre perioder, og efter det at dømme, er der ikke fare for graviditet.


Men ork jo, efter et par måneder kan jeg tage ud til ham i Auderød og fortælle, at jeg er gravid med vores fælles barn. Han er henrykt, men ikke jeg helt så meget. Det er jo et stort ansvar, når man kun er 18 og den familie, jeg er i huset hos, rynker på næsen og afskediger mig, da det bliver sommer, dog med en virkelig god anbefaling.


Der skal strikkes babytøj, og far har en alvorlig snak med mig om, at han ikke bryder sig rigtig om Johannes: Jeg tror han har forført dig, siger han, hvorpå jeg svarer: Man er altså to om den slags.


Men Gunvor er en dejlig søster, som jeg kan snakke med om alt, og hun glæder sig meget til at blive moster. Hun er også færdig med sit job i huset, og har søgt ind på uddannelsen som sygehjælper.

Over en stille kop morgenkaffe/te går snakken. Det er lige oppe over, at fødslen skal finde sted, og vi synes begge, det er en fin idé at jeg føder hjemme, hvor min mor er sygeplejerske, og vi kan ringe til jordemoderen.


Det er d. 23. september, og vi skulle holde Ellas fødselsdag. Men jeg har ligget med veer hele natten, og de er ikke taget ret meget til, så jeg prøver at gå en tur i haven, hvor jeg tramper i jorden.


Mor siger, jeg skal lægge mig ind i seng, og så ringer hun efter jordemoderen, der er gammeljomfru og kommer rendende i sine gamle gummistøvler, som hun ikke ænser at tage af ude i gangen hun undersøger mig, og siger, at hun ikke kan finde hovedet på barnet, så det vender forkert. Så hidser hun sig op og siger, jeg skal på sygehuset. Der styrter hun ind og skriger op om, at det er en sædefødsel, og det kan hun ikke tage ansvaret for. Mor møder Marie udenfor, og vi snakker lidt med hende, før vi går ind.


Fødselsveerne tager hele dagen, og jeg bliver nervøs, men mor prøver at berolige mig: Vi har sendt jordemoderen på psykiatrisk afdeling, og mor har ringet efter hospitalets dygtigste læge.


Som ridderen på den hvide hest kommer dr. Guldmann og klarer den vanskelige fødsel i et snuptag. Jeg må dog ikke blive oppe, og skal ligge i sengen de næste 10 dage. Men miraklet er kommet til verden, den dejligste lille søn, Johnny.



Og så tager vi hjem og forbereder brylluppet, for nu vil Johannes og jeg giftes, så den lille ny kan få en rigtig familie. Og det er med bævende hjerte, at jeg sætter al min tro ind på vielsens løfter: Til døden jer skiller!


Jaja, siger Margit, så blev du gift før mig. Hvem skulle nu have troet det? Hun er ellers i huset i London som au-pair, men er taget hjem for at fejre dagen med os.


Så flytter vi til et lille lejet hus i en baggård i Gørding, tæt på Johannes' forældre, for Johannes skal hjælpe sin far i kartoffelvaskeriet, og jeg kan jo ikke starte på en uddannelse lige med det samme. Mine "drenge" leger.


Men mens jeg har travlt med gøremål i huset, er Johnny smuttet ud af døren eller vinduet. Jeg leder efter ham og finder ham helt nede ved togskinnerne. Så bliver han båret hjem, mens hjertet sidder helt oppe i halsen på mig.


Han skal lægges i seng og har været en tur på potten. Så spørger vi ham, hvad han lavede, og han forklarer da, at han skulle ned og se på toget.


Allerede lige før min konfirmation, døde min morfar, så den blev udskudt til efteråret. Mormor er flyttet sammen med sin lidt ældre søster, for hun kan ikke lide at være alene.


Og Erland er gået ud af skolens syvende klasse og har åbnet sin egen - meget lille - købmandsbutik. Det varede ikke så længe, så må han dreje nøglen om.


Men lige uden for kroen i nærheden møder han den smukkeste engel (eller er det bare et syn)? Englen siger, at han skal flytte tilbage til sin mor på Sandhøj og vente på, hvad der skal ske i fremtiden.

Efter at have gennemgået en sædefødsel og det chok hele forløbet var, var jeg ikke meget for at skulle have flere børn, men som tiden gik, fik jeg alligevel lyst til mindst én til. Mest fordi jeg syntes, at lille Johnny ikke skulle være enebarn. Og du godeste! Ikke så snart havde vi besluttet os, så var jeg gravid igen.


Min søde og altid engagerede mor glædede sig meget, og brugte alle ledige stunder på hospitalet til at strikke til den lille, der skulle komme.


Lille Gitte blev født d. 5. maj 1970, og vi holdt barnedåb derhjemme ca. to måneder efter, hun var kommet til verden ved en helt normal fødsel på Esbjerg sygehus. Far og mor tog hele vejen, og havde selvfølgelig gaver med, både til Gitte og Johnny.



Gitte var fin i tøjet, men skulle så skifte til dåbskjolen. Det var en dejlig dag.


Og efter dåben i kirken, hjalp Gunvor mig med at lave festmiddagen.


Johnny havde dårligt nok tid til at spise, fordi han skulle beundre sin lillesøster og snakke med hende.


Den sommer tog jeg med børnene på en lille ferie hos min far og mor i Asserbo. Men det blev en trist affære. Mor kom ind midt på formiddagen for at vække mig, og jeg var meget sløj.


Senere på dagen fik jeg det dårligere, og den tilkaldte læge mente, jeg havde blindtarmsbetændelse og skulle opereres omgående. Det var meget trist at skulle overlade Gitte og Johnny til mine forældre, mens jeg selv blev indlagt og opereret med besked om, at jeg ikke måtte bære nogen af børnene, så jeg var nødt til at droppe amningen, og Gitte blev flaskebarn.


Ovre i Jylland gik sladderen. Johannes´ mor Krista havde travlt med at bagtale mig, både for folk, hun kendte og Johannes. Hun kaldte mig direkte for: Luderen fra København. Det spurgte Johannes selvfølgelig sin far om, men han frakendte sig ethvert kendskab, mens Johannes´ jalousi blussede op.


Da vi så kom tilbage havde vi en del diskussioner, og Johannes blev mere og mere indædt rasende og var tit direkte modbydelig.


Bagefter sagde han så undskyld, men de hårde ord gjorde da et kedeligt indtryk.


Johnny opfattede, hvordan tonen var, så han var meget sur på sin far. At læse de små børnebøger hjalp ikke rigtig på det.


Og den lille purk blev direkte omsorgsfuld over for mig, mens jeg selvfølgelig prøvede at trøste både ham og mig selv: Det bliver nok snart bedre.

De næste par år sker begivenhederne meget hurtigt efter hinanden. Margit, der er au-pair i London, møder en dag John Stanmore på stationen, og typisk engelsk gentleman som han er tilbyder han at bære hendes bagage. Hun skriver meget hjem, både til vores forældre og sine søstre. En dag indkommer dette brev til Ella:


Margit siger JA, og de to forlovede kommer med Englands færgen i Johns egen bil, som han synes, det er en udfordring at køre i Danmark, men de kommer frem til Asserbo. Margit spørger vores mor, om hun og far vil holde deres bryllup, for hun vil gerne have sine søstre med til brylluppet. Og mor siger ja.


Vores far er lidt i tvivl om arrangementet: Hvem skal betale? Men Margit smører sin bedste mine på og får også ham overtalt.


De tager sammen ud og kigger på kirker og bliver enige om, at Lille Lyngby Kirke skal være stedet. Margit er helt oppe at "ringe", så John giver hende en massage.


Og smukt var der jo i kirken, så det var en stor begivenhed, og alle var glade for at deltage, også i den hyggelige fest i hjemmet i Asserbo bagefter.


Ella og Gunvor tager en del i byen sammen. Gunvor er stadig under uddannelse som sygehjælper, og Ella overvejer at droppe fra sin uddannelse for at gøre mere ud af sin sang. De ryger begge to og går til baller rundt omkring.


Under en bytur møder Ella den noget ældre Leif Kerstein, som er musiker og sangskriver, og i gang med at få en pladekontrakt.


Han inviterer hende ud at spise og lover "guld og grønne skove", hvis hun vil synge for ham.


Ella flytter ind i hans beskedne hus på Sydsjælland. Han øver meget, og den første plade bliver udgivet: Ved en å et øde sted - - før var det vort mødested.


Min bedst veninde Dorrit har også gang i et sværmeri. Jeg får aldrig at vide, hvad han hed, bare at det var rimelig hedt.



Og resultatet udeblev ikke. Mens hun stadig bor hjemme, får hun lille Kaare, omtrent samtidig som Johannes og jeg fik Gitte.


Dorrit skal i gang med sin uddannelse inden for madlavning, og flytter derfor som enlig mor til Østerbro i København. Nærmere bestemt Mødrehjælpens kollektivhus, hvor hun får en lille lejlighed.


Ovre hos os i Vestjylland går det helt galt. En dag, hvor jeg kommer ud fra vaskeriet med det nyvaskede tøj, får jeg øje på svigermor Krista, der står og sladrer løs med folk og bagtaler mig på det værste.


Johannes bliver også mere og mere negativ og gnaven: Hvem er mon far til vores to børn, er det overhovedet ham. Og han bryder sig ikke om, hvordan jeg ser ud: Du er så tynd, siger han, der er jo ikke noget at tage på!


Det er aften og vi går udenfor for ikke at vække børnene, og der fortsætter han så sine reprimander: Har du nu været i kirke igen? Jeg bryder mig ikke om, at du kommer der uden mig, for hvem kunne du ikke finde på at flirte med? Jeg svarer: Da ikke nogen, og hvem skulle være far til børnene, hvis du ikke er det? Han nævner sin storebror og en skoleven, som er kommet forbi nogen få gange for at spørge efter ham, mens han var på arbejde. Det er helt i skoven efter min mening.


Og så bryder "helvede" løs, og han giver sig til at slå løs på mig. Bagefter synker han sammen og undskylder og lover, at det ikke skal gentage sig. Men OM det gjorde. Han hidsede sig op, og det gentog sig oftere og oftere. Til sidst så jeg ikke anden udvej end at blive skilt.


Ja, siger han, du kan skrubbe ad Helvede til og tage ungerne med dig. Og så kørte han børnene og mig hjem til min far og mor i Nordsjælland og kørte alene tilbage. Det var en meget trist tid.

Det hjalp heller ikke ligefrem på min selvtillid, at far blev småsur, da han spurgte ind til årsagen til, at jeg ville skilles. Jeg svarede ærligt, at jeg ikke ville finde mig i vold, og han svarede: Det var jo nok din egen skyld!


Måske var far bare i dårligt humør, så jeg skyndte mig at få kontakt med min gamle lærer fra Græse skole, som boede lige i nærheden og ville låne mig sit hus, mens jeg ventede på en lejlighed i Mødrehjælpens kollektivhus.


Så flyttede jeg med børnene til Østerbro i København, og Johnny, der efterhånden kunne løbe ret stærkt, var svær at styre. Han ville hele tiden på eventyr.


Han og Gitte stod tidligt op, også i weekenden og af og til gennemrodede de køkkenet, så mel, sukker og mælk flød hen ad gulvet.


Men selv om jeg skulle uddanne mig og først tog en HF, var der stille stunder og tid til at lære at spille på guitar, altså efter gehør og en god instruktionsbog. Andet havde jeg jo ikke råd til.


Da der så var forældreaften i vuggestuen, mødte jeg ingen anden end Dorrit. Vi var lige begejstrede begge to. Sikke et gensyn, og vi snakkede sammen som var der bare gået en dag. Eneste sørgelige var, at hendes bror Olav var blevet kørt ihjel på sin knallert, kun 18 år gammel.


En af mine venner hed Gert, og han besøgte mig en dag, da Dorrit også kiggede ind. Der var vist ingen tvivl om, at de var meget optagede af hinanden.


Dorrit skulle på en studietur til Jylland, og du godeste! jeg havde stor-forelskede Gert hængende hver eneste aften, hvor han ikke snakkede om andet end Dorrit. Det var jo meget sødt men også lidt belastende.


Jeg benyttede mig dog af, at jeg sådan havde en gratis barnepasser og tog et par ture i byen. Men en sen aften var det ved at gå grueligt galt. Jeg havde ikke set, at en mørk skikkelse fulgte efter mig med en kniv i hånden.


Henne foran min dør kom han helt op bag mig, holdt min venstre hånd fast omkring mig, mens han satte kniven op foran min hals. Giv mig sex, snerrede han. Jeg frøs til is et øjeblik men så snurrede jeg på én eller anden måde rundt og sparkede ham hårdt mellem benene. Aner ikke hvordan, jeg reagerede bare på rygraden. Han brød klynkende sammen og havde tabt kniven: Lad det være dig en lærestreg, råbte jeg, så du ikke overfalder andre på samme måde.


Først holdt jeg mig inde, når jeg ikke var på skolen, men så en tidlig aften, var jeg på vej hjem gennem Strøget, da jeg fik øje på et par mennesker, der stod og vinkede mig hen til dem.


Jesus kalder på dig, sagde de, og jeg spidsede ører. De var ikke som de sædvanlige Jehovas vidner eller Frelsens hær, der ellers optrådte rundt omkring, så min nysgerrighed blev vakt. Vi tilhører Pinse Missionen, sagde de. Kom hen og vær med til et møde i vores hyggelige mødesal, Elim i Kronprinessegade.


Der var så fantastisk en ånd i det lokale, at det måtte gribe enhver. Og jeg måtte op til talerstolen og fortælle, hvad jeg lige havde oplevet. En helt anderledes form for gudstjeneste end den jeg kendte fra folkekirken.


Døbt i vand og Helligånden, var jeg også velkommen som forsanger i Elims gospelkor. Det var en forrygende tid og lagde helt sikkert grunden til den optimisme, jeg bærer med mig den dag i dag.


Jeg blev også overtalt til at synge mine egne sange på gaden, men ikke alle tilhørere var positive, så det holdt jeg hurtigt op med igen.


Efter møderne var der altid kaffe, te og kage, og alle hyggede sig og snakkede sammen. Det var som én stor familie, og en af de andre unge kvinder spurgte mig, om jeg havde bedt Jesus om at få en skytsengel. Da jeg svarede, at det havde jeg på grund af det grimme overfald, sagde hun, at hun kunne se min engel, og at han gik ved min side, når jeg efter min uddannelse fra kontoret, hvor jeg arbejdede skulle gennem halvdelen af Strøget for at sætte kontorets kassepenge i banken. Han er ret høj med brunt hår og brede skuldre, sagde hun.

Mens jeg således plejede min sjæl og slikkede mine sår, døde den sidste af mine bedsteforældre. Min dejlige mormor, som var svækket af demens, fik influenza og døde kort tid efter sin søster - 88 år gammel.


Ella og Gunvor havde fundet en ung mand, nemlig ovennævnte Erland, som de gladeligt kørte i byen med næsten hver weekend, også en tur til Roskilde Dyrskue, som var et kæmpehit.


Og til bal på Strandhotellet i Liseleje. Han var altid mere end villig til at starte den hvide Ford op og tage med ud at kigge og more sig. Som han sagde til Flemming: Sådan en bil er jo den rene k....magnet!



Han og Gunvor nød også af og til en Pernod med rød sodavand i baren, men ellers foretrak han Tuborg Classic. Rygtet skal vide, at Gunvor på et tidspunkt var blevet så bedugget, at hun sprang op og dansede på billardbordet. Hun kunne ikke selv huske det, så det var nok en joke!


En dag, da Erland var en smule deprimeret, især over sit manglende held med pigerne (hans generthed overfor dem), snakkede han med sin mor om problemet. Hun forklarede ham, at hvis han ville have børn, skulle han nok kigge sig om efter nogen andre, for efter han havde haft fåresyge som teenager, var hen nok blevet steril. Det var simpelthen knusende nyt.


Jeg var taget hjem til mine forældre, og da Johnny og Gitte var lagt i seng, spurgte Gunvor og Ella, om jeg ikke ville med dem til bal på Rosenhaven i Asserbo. Erland ville komme og hente os om lidt. Jo, svarede jeg, men jeg har ikke haft tid til at sætte håret. Betyder ikke noget, svarede Gunvor. Erland er højst sandsynligt bøsse, for han afviser alle de tilnærmelser, vi kommer med.


Nåmen da Erland så kom, sagde jeg, at jeg lige skulle have ordnet håret og smuttede ind på værelset og fandt den paryk frem, som jeg havde købt til den slags lejligheder og skiftede til min pæneste kjole.


Da vi kom hen til Rosenhaven, og Erland havde fået en øl eller to, ville han gerne i nærkontakt med mig: Sikke fint du har fået ordnet håret, sagde han, og vi dansede længe og tæt.


Jeg inviterede ham også med til møde i Elim. Han blev lige så grebet af stemningen, som jeg var og lod sig døbe.


Nu skal du se, hvilke undere Jesus har gjort for dig, sagde jeg. Det var han også spændt på.


Der var i de år - først i halvfjerdserne blevet vedtaget bilfrie søndage for at spare på brændstof og miljøet. Det syntes Erland var meget perfekt. Han ville ikke lade mig i fred, men startede som regel bilen om lørdagen, når han havde fået fri fra sit arbejde på trævarefabrikken Conta, og kørte med vilje hen til mig for at invitere mig i byen og overnatte. Så kunne han blive lige til mandag morgen.


Der skulle også hygges, mest på sofaen foran TV, men en aften, hvor jeg havde drillet ham ved at spørge, om han havde en banan i lommen, og han svarede: Nej, det er min snotklud, så havnede vi alligevel i sengen. Han var længe om at tø op, men jeg syntes bare, det var dejligt.


Vi havde kendt hinanden  det meste af et år, da han 2. juledag 1973 faldt på knæ og friede, og så blev vi - til stor undren for mine søstre - forlovede hjemme i mine forældres stue.


Vi skulle også dele den gode nyhed med familien på Sandhøj. Og da Sylvia fandt ud af, hvad der foregik, udbrød hun: Så skal i giftes til foråret. JEG betaler!

Nu må vi gå et lille skridt tilbage og se, hvad der er sket i de mellemliggende år. Dorrit og jeg passede tit børn for hinanden. Og en dag, da jeg passede hendes Kaare, legede han, at han var en pige, så han ville have, at jeg skulle lave rottehaler i hans hår. Det morede Gert og Dorrit sig meget over, da de kom hjem efter at have hentet ham.


Ovre i Walthamstow hos Margit og John kommer lille Simon Andrew til verden i foråret 1972. Og som vi oplevede det dengang og senere, er John en meget kærlig og omsorgsfuld far.



En dejlig dreng, der vokser op langt fra Danmark men med to gode forældre, der altid giver sig tid til ham.



I mellemtiden i Roskilde hos Erlands storebror Bent og hans kone Bodil er der også rykind på hospitalet. Bent har lidt svært ved at klare det.


Så er der mere ro på hjemme. Lille Helle født i 1973 bringer stor lykke.


Der er ligefrem konkurrence om, hvem der skal putte hende, før alle går i seng.


Der kommer atter en lille dreng i Walthamstow, denne gang er det lille Andrew Paul, der bliver født i 1974. Skriver ikke noget om, hvordan Margit beskrev fødslen af en meget stor baby!


Men hun og John er lige så begejstrede for ham, og Simon lykkelig for sin lillebror, selvom vi andre undrer os over gentagelsen af navne.


Gunvor møder Per Madsen og flytter ind hos ham i hans lejlighed i Nørregade i Frederiksværk.


Og efter en irsk kæreste, falder Ella også mere til ro og flytter med Bent Eskelund ind i en lejlighed i Frederikssund


Så holdt vi bryllup i vores elskede kirke, Elim, og især jeg mindes præstens ord om, at Gud har taget kvinden ud af mandens side for at hun skal være hans ligeværdige. Ikke hans hovede og ikke ham underdanig.



Det var en lys og lykkelig tid Ikke mindst, da Johnny efter samråd med Gitte kom og gav Erland en gave, han selv havde lavet, takkede ham for, at han ville være hos os og bad om, at de godt måtte kalde ham "farmand". Det fik de lov til, og vi skiftede alle efternavn til Nielsen.

Vores bryllup blev holdt på "årets længste dag", nemlig Langfredag, det herrens år 1974 var det d. 12. april. Og festen på HC Andersen huset i Asserbo stod Sylvia for som lovet.

Vores venner, der i den tid boede i en pæn lejlighed i Holte var også nygifte. Efter en anstrengende arbejdsdag på Carlsberg bryggeri, tager Gert sig lige et afslappende bad, inden turen går ind til ægtesengen.


Det er i året 1975, at Dorrit endelig glædestrålende kan fortælle ham, at der er et fælles barn på vej. (Det vidste vi andre godt nok ikke noget om endnu).


Jeg bor i en dejlig, stor lejlighed i Egedalsvænge i Kokkedal med min nystiftede familie, og ind imellem har jeg da stadig mine genvordigheder med Johnny, der er meget aktiv, og lige synes, han skal "besøge" et hvepsebo på en nærliggende grund. De bæster stak ham mange steder, blandt andet inde i halsen, så han var ved at blive kvalt. Så gik turen huhej -vilde - dyr til skadestuen, hvor en læge heldigvis kunne give ham modgift.


Erland mener jo nok, at han sikkert ikke kan få børn og er egentlig svært tilfreds med vores ægteskab, der sådan set er en "pakkeløsning" på en familie og til stor glæde for hans mor der jo altid havde ønsket sig en pige. Hun ikke mindre end forguder de to børn og ser dem som en stor velsignelse. Men vi er jo ikke så gamle, og jeg prøver at overtale ham til at forsøge at få et fælles barn. Jaja, siger Erland: Vi kan da øve os!


Øvelsen tog ikke så lang tid, som han havde håbet, og miraklet skete: jeg blev gravid næsten med det samme. Nu var Erland bare mega stolt, og sagde, at nu, hvor han skulle være far og familien blev større, ville han bygge et hus, også fordi han selv var bedre tilpas i friere omgivelser.


Jeg syntes, det var længe siden, vi havde haft Dorrit og Gert på besøg på grund af travlhed med dagplejebørn, men vi fik en aftale om, at de skulle komme på besøg sidst i oktober. Og så stod vi bare måbende og kiggede på hinandens store maver og diskuterede, hvem der mon skulle nedkomme først.


Og Erland var heldig og havde Flemming med til Karlsgave i Frederiksværk, hvor han brugte hver eneste time, han havde fri på at bygge det store hus.


Så blev det d. 8. november 1975, og hos Dorrit og Gert kom lille/store Sune til verden, godt 4 kilo dejlig dreng. Fint nok at tage på besøg, men jeg følte mig som en elefant.


I mellemtiden var min mor blevet operationssygeplejerske på Frederiksværk sygehus, og havde af og til tilkaldevagt, så mine forældre solgte deres hus i Asserbo og flyttede til Anker Heegaardsgade i Frederiksværk. Et stort hus, men de ville leje førstesalen ud


Og vi blev inviteret til juleaften, og eftersom jordemoderen havde sagt, at jeg nok ville føde lillejuleaften, mødte vi op med en stor pakket taske, og fordi Erland skulle deltage i fødslen på fødeklinikken i Hørsholm, var der to friske Havskum på toppen.  


Ugen mellem jul og nytår blev MEGET lang, hvor blev baby af? Men Erland trøstede mig med, at vores nye hus meget snart var færdigt, så det kom nok til at passe med, at baby var klar til at flytte.


Og så fik vi et fælles barn. Lille/store Pernille på 4.5 kilo kom til verden nytårsaften i så god tid, at jeg kunne deltage i champagneskål i fællesstuen på fødeklinikken. Kun hendes brede skuldre gav "knuder", så jordemoderen brækkede hendes ene kraveben, da hun hev hende ud.


Det store skønne hus på Bukketornvej blev færdigt til indflytning i foråret, så nu havde vi masser af plads, og Erland fik arbejde på Frederiksværk Stålvalseværk.


Der fortsatte jeg med at have dagplejebørn, nu privat dagpleje, mens Gitte startede på skolen, og de voksede fint alle tre, trods Johnnys stadige udflugter.


Og Dorrit og Gert købte et hus i Ølstykke på Agavevej. Dejligt at få dem tættere på.