Stolthed og fordom - et kig indenfor

Meget godt klaret alligevel. Fin historie.

Tak Simsister.
Jeg kan huske, at Jan Gintberg i en af sine shows beskriver, hvordan et menneske svømmer mere og mere oprejst i vandet, jo ældre man bliver.
Det passer meget godt med disse billeder, hvis alle 3 simmere så var gamle - ha ha

Med de nye færdigheder, som Mary efterhånden har tillært sig på pianofortet, får hun en tjans i landsbykirken, hvor hun bliver ret ferm til at betjene det lille kirkeorgel. Hun er ofte afsted til bryllupper – og bliver mere og mere tryllebundet over alle de lykkelige unge mennesker, som hun ser forlade kirken sammen.



Oftest er det jævne folk fra byen, som bliver smedet af præsten Collins.
Selvom der ikke er meget velstand at spore blandt brudeparret – ja, måske nærmest ingenting at starte en ny familie med, virker mange af de nygifte umådeligt lykkelige – og med en inderlig tro på, at en fremtid sammen nok skal overvinde de lidt håbløse udsigter.



Mary er efterhånden ligeglad med al den pomp og pragt, som hendes søstre er blevet velsignet med - og som hendes moder så brændende ønsker for hende – bare hun kunne vågne op med Richard hver morgen.
Så er alt guld og store palæer af mindre værdi for hende.

Det har været et par hårde sommermåneder på Longbourn, for deres flittige kogekone har været hjemme det meste af sommeren, for at passe sin fader, der var ude for et uheld ved noget markarbejde.
Der gik en rum tid, inden manden igen var at finde bag ploven.
I den mellemliggende periode har fru Bennet og Mary delt køkkenopgaverne imellem sig – og fået hjælp udefra af en ung pige fra landsbyen, som søgte efter en plads blandt gårdens tjenestefolk.



Det har også smittet af på humøret hos Henry, som jo nok har et godt øje til den dygtige kogekone.
Den gamle kvægdriver bliver mere og mere gnaven og indelukket, som ugerne forløber – og går det meste af dagen og skælder ud på alt og alle.
Selv gårdens eneste tilbageblevne ko, som Henry ellers plejer at snakke med, når koen bliver malket eller skal fodres, får kun korte sætninger eller et klap på bagpartiet, når Henry har malket færdig.
Ved kortbordet tværes Henry over de dårlige kort eller den manglende spilforståelse fra de andre om bordet.
Richard og Finley er bekymrede for deres makker – og taler i smug om, at de må få en snak med kvægdriveren, inden det går helt galt for ham.



Det hjælper dog gevaldigt på Henry’s humør, da kogekonen endelig er tilbage bag komfuret.
På meget diplomatisk vis erklærer Hr Bennet sig ikke overfor nogen, men han er nu også vældig godt tilfreds med kogekonens tilbagevenden til gården.
Selvom Mary og husets frue bestemt har gjort det godt i den mellemliggende periode, er der nu ingen af dem, som kan lave en ordentlig Longbourn-pie, som kogekonen kan.

Som hun står lige der med kysen og de nystegte frugter fra grovkedlen, bliver Henry helt varm indvendigt af gensynsglæde.
Det bliver kun til et skævt smil, inden han haster mod staldene – ude af stand til at formulere sin glæde over hendes tilbagevenden.

Har I set mit nye hønsehus?
På Galleriet stødte jeg på dette fine middelalderlige hønsehus, som passer ganske fint til mit spil.
Straks måtte de 3 eksisterende hønsehuse på grunden så udskiftes med den nye/gamle model.
Hurra for galleriet.

- og det manglende murværk over døren ER rettet

Det ser fint ud. Sjovt nok går jeg den modsatte vej og lader alle dyrene færdes helt frit uden indhegninger.

Det sker også i de to andre hønsehuse på grunden - og ser helt fantastisk livagtigt ud, for hønsene går vitterligt alle steder.
Her er der tale om hønsehuset med bestanden af kyllinger.
Dem vil Henry helst holde i indhegningen, indtil de vokser sig store nok til at færdes blandt køer, hunde, kaniner og specielt ræve på grunden.

Se lige dette herlige billede:
Mens fru Bennet prøver en af disse nymodens taburetter til meditation, kigger en af husdyrende nysgerrigt på



For første gang i min spil-tid i Henford, fik jeg øje på et kaninhul.



Og endelig lidt baggårdshygge:

Der er kun et enkelt lille sted langs hele voldgraven, hvor det er muligt at soppe og plaske i vandet.
På alle andre strækninger af voldgraven er siderne for stejle og omkranset af en høj mur - eller vandet alt for dybt. Ellers er det kun tilgængeligt via fiskebroen ved vandmøllen – og så altså dette lille plateau i vandkanten, hvor Kitty ofte får svinet sin fine kjole til, når hun ubetænksomt dypper fødderne i det svale vand.



Voldgraven er et yndet ynglested for de mange løvfrøer, som hopper rundt mellem åkandebladene i vandspejlet – på evig jagt efter føde.
Frøer er endnu en dyreart, som Kitty har kastet sin kærlighed på, og engang imellem fanger hun da også en enkelt mellem sine foldede hænder.
Hun sætter dem dog straks tilbage i voldgraven igen.



Mary driller hende naturligvis med, at hun da burde kysse et par stykker af dem, så de hver især kunne få sig en drømmeprins.
Det nægter Kitty naturligvis – selvom en drømmeprins i stil med hr Bingley eller Darcy ikke var helt af vejen i den daglige trummerum.
Men i sådanne stunder ved det lille vadested kan Kitty godt falde helt ind i sine egne tanker om heltemodige riddere eller adels-sønner højt til hest.
Som storesøster Mary, der vist har et godt øje til brygmesteren Richard, kan Kitty dog også godt se sig selv trolovet med en af de unge bondeknægte fra byen.
Det er bare ikke så fornøjeligt at tænke på som en rigtig velklædt aristokrat, der også vil glæde hendes moder mest.

Jøsses, hvis man fylder sin dam godt op med åkander og giver frøer adgang til at hoppe derfra, kan der altså godt komme godt  med liv i sådan en voldgrav.
På plankerne ynder skildpadder jo også at sætte sig i solen.

Bemærk den lille frø på bladet.

Ingen engelsk herregård uden et spøgelse eller genfærd, som huserer og viser sig i ny og næ.
Det gælder også på Longbourn, hvor et enkelt gespenst ikke rigtigt vil forlade denne verden.
Specielt når årets høst er i hus, kan man høre raslen af lænker i baggården og en gennemblødt mand, som jamrer sig hjerteskærende.
Men det er kun ganske få, der gennem tiden vitterligt har SET dette svævende genfærd - og når de første efterårsstorme sætter ind, forsvinder lyden lige så stille af sig selv, for først at dukke op et års tid senere.

Legenden vil vide, at der for flere generationer siden på netop dette sted arbejdede en fæstebonde, som forbrød sig mod en ondsindet herremand.
Det skete i forbindelse med afregningen af årets høstudbytte, hvor fæstebonden berettiget følte sig snydt af herremanden.
På det tidspunkt lå der en noget mindre gård, hvor Longbourn i dag har sit fundament.
Som straf blev fæstebonden lænket med kæder og smidt i voldgraven.
Men nu vandrer et dryppende genfærd af denne fæstebonde hvileløst rundt i baggården ved nattetide. (- og det drypper vitterligt )



Fru Bennet prøvede at afhjælpe problemet med en plattenslager af en åndemager, som drog igennem landsdelen for nogle år siden. Hans metier var alskens alkymisme, åndemaneri, helende miksturer og ikke mindst spøgelsesuddrivelse – en ting, som hr Bennet havde meget svært ved at tro på, hvis det ikke lige var for de raslende lænker og jammeren, som også engang imellem nåede hans halvdøve ører om natten.
Uddrivelsen af genfærdet blev bare aldrig rigtig godt – nærmest tværtimod, for bagefter kunne det tage endnu flere nætter, inden der igen faldt ro på i baggården.



Gårdens hund er den første, som bemærker noget – sommetider endda inden lyden fra gespenstet kan høres af andre.
Hunden giver sig til at gø og klynke gudsjammerligt – en lyd, som går gennem marv og ben.
Det næste, man typisk bemærker, er de raslende lænker, som synes at slæbe sig over den stenbelagte baggård - fra øst ved porten og mod vest ved køkkenhaven – for så at vende rundt og tage turen den anden vej, mens man hører jamren fra en dyb mandsstemme.
Så bliver der lidt ro – indtil lænkelyden og jammeren dukker op igen.
Sådan kan det sagtens stå på gennem et par sene nattetimer.
Først når morgenen gryr, forsvinder lyden endegyldigt for denne nat – for så at vende tilbage et par nætter senere.



En dag dukker denne åndemager igen op ved Longbourns fordør. (Ja, I HAR ret: det ER ham igen!!)
Det er hr Bennet, som åbner døren.
Da han får øje på den lidt krumryggede ældre mand udenfor, bliver Bennet først noget knotten over at denne mandsperson tillader sig at dukke op igen, når man tænker på dennes fiasko ved det seneste spage forsøg på en uddrivelse nogle år forinden.
Men Bennet besinder sig så, for han er selv en af de beboere på Longbourn, som har haft sværest ved at sove de seneste nætter, hvor lænkerne har raslet over stenene i baggården i et væk.
Så tænker han på gamle Henry, som sover i staldbygningen – kun få meter fra gespenstets rute.
Der er ikke noget at sige til, at den gamle kvægdriver har set noget træt ud de seneste dage.



Så Bennet besinder sig klogelig og lukker den gamle mand ind – med en løftet pegefinger og en formaning om, at der SKAL være et bedre resultat denne gang.
Ellers forbliver mønterne i Bennets pung.



Åndemageren lover, at hans kundskaber er blevet MEGET bedre med årene og går straks i gang.
Under stor bevågenhed fra næsten alle på Longbourn skridter han baggården af i det spor, som beboerne har beskrevet for ham, er gespenstets rute.
Frem og tilbage vandrer han - for at stoppe op et øjeblik med hånden i vejret – som vejrede han vindretningen. Engang imellem vender han sig brat mod portindgangen – andre gange mod køkkenhaven, som ville han overraske gespenstet med en pludselig kropsdrejning.



Lige da Bennet rejser sig for at bede manden om at fortsætte sin rejse til et andet sted på egnen, giver det et sæt i den gamle mand. Ryggen rettes minimalt og han løfter næsen og snuser op i vinden.
Så forkynder han, at han fornemmer tilstedeværelsen af en u-død stakkel, hvis krop forsvandt i voldgraven, mens sjælen blev stående på broen – forladt for evigt indtil denne nat.
Udenfor synsfeltet sætter Bennet sig ubemærket ned på stolen.



Nu henter åndemageren forskellige remedier fra ladet af hans kærre i forgården – specielle spirituelle stearinlys, en kuffert og nogle tykke bøger og et lille rundt bord med to stole.
Åndemageren tager sig god tid – nyder de mange undrende blikke og spørgsmål fra Bennet-familien og de tjenestefolk, som ikke har gøremål at tage sig til, men i stedet nøje følger optrinet.
Han tager sig god tid til at besvare alle spørgsmål.
Nu sætter åndemageren stearinlysene i genfærdets rute – og slutter med at sætte bordet og de to stole for enden af lysrækken.
Så erklærer han for forsamlingen, at de nu må vente på nattetimen.



Imens de venter, inviteres åndemageren på mad fra køkkenet – og beværtes nærmest kongeligt af kogekonen og fru Bennet, der byder på den bedste mad fra spisekammeret – helt overbevist om, at det nok skal lykkes at få nattesøvnen tilbage netop denne nat.



Ved bordet sidder også præsten Collins, som husets frue har sendt bud efter for en sikkerheds skyld.
Hun tænker, at det nok giver god mening, at have Herrens udsending i nærheden, hvis der mod forventning alligevel skulle ske noget uforudset i ”mellem-verdenen”.
Åndemageren spiser sig godt mæt – ja, mæsker sig vel nærmest i bordets herligheder.
Og præsten ligger bestemt heller ikke på den lade side, når det kommer til den udsøgte mad på Longbourn.
Da Bennet skuler lidt vrissent, hævder åndemageren, at man jo skal have noget at stå imod med, når der sådan skal uddrives så genstridige ånder og genfærd.
Collins nikker samstemmende og rækker ud efter et andelår mere.



Ingen tør gå i seng denne nat.
Det er som om, at hele Longbourn er vågen – som en sitren af spænding går igennem luften, da mørket sænker sig og natten falder på.
Igen er både familie og tjenestefolk samlet i nærheden af baggården, for at overvære uddrivelsesseancen – nogle på mere behørig afstand end andre.
Selv Kitty har fået lov at overvære det hele. Hun kigger spændt fra sit vindue på førstesalens sovekammer, men er klar til at springe ind under dynen, hvis hun skulle blive skræmt af noget.
Under dynen er der sikkerhed, har hun i hvert tilfælde skrevet i sin dagbog.
Fru Bennet og kogekonen holder hinanden i hånden i køkkenvinduet og Mary er lige bag dem – lidt ude af synsfeltet til baggården.



I selve baggården står Finley med en høtyv indenfor rækkevidde.
Også Henry og Richard har fået besked på at være i nærheden. Richard står ved porten til stenbroen, mens Henry har søgt længst væk i køkkenhaven – rimeligt sikker på, at denne såkaldte åndemager igen vil fejle, så de fortsat skal leve med jammeren og lænkernes raslen hver sensommer, når høsten er i hus.
Her i køkkenhaven har han selskab af Guds udsending, der også helst holder sig på god afstand – i dette øjeblik også en lille smule usikker på herren i det højes formåen.



Ved det lille bord for enden af lysrækken sidder åndemageren og hr Bennet.
Åndemageren har spredt en lille ring af hvidt pulver i en rundkreds på bordet.
Bennet er mere irriteret end egentlig spændt. Ikke nok med, at denne mandsling nærmest har spist dem ud af huset (ganske betragteligt overdrevet), men - på fru Bennets foranledning - har Bennet netop betalt den krumbøjede mand et større beløb forud – penge, som ikke bliver refunderet – uanset udfaldet.



Det er Bennet ikke helt tilfreds med, men efter fadæsen på markedet, hvor han spænderede en stor del af familiens opsparede penge på en lama – og ikke en ny ko til gården, som det ellers var meningen – har fru Bennet haft væsentligt større indflydelse på familiens økonomi, end husherren egentlig bryder sig om.
I sin irritation når Bennet at tænke, at hvis åndemageren igen fejler, vinder han nok selv en del af denne økonomiske hævd tilbage. Bennet kan bare ikke bestemme sig, om han helst vil have fuld råderet over familiens penge igen eller fred om natten.

Da det store ur i den fine stue slår sine tolv slag, rejser åndemageren sig op og tænder rækken af stearinlys.
Så sætter han sig igen ved siden af Bennet og formaner husherren at gentage åndemagerens bevægelser, NÅR genfærdet dukker op – uanset hvad der ellers måtte ske.
Bennet nikker bekræftende.
Åndemageren kigger sig også rundt på de andre tilstedeværende, som også nikker tilbage.
Så sætter de sig til at vente.



Efter tre lange timer er der intet sket – slet intet.
Ved porten har Richard sat sig på en taburet og læner sig nu tungt op ad port-muren. Finley er nærmest faldet i søvn ved stalden, Kitty er gået i seng og hr Bennet har også netop lukket øjnene i, da de pludselig kan høre lænkers raslen over stenbroen.
Hunden giver sig til at gø mod porten, som den plejer - men forsvinder så hastigt med en underlig klynken og halen mellem benene.
Bennet erindrer ikke, at hunden ellers nogensinde er stukket af på denne måde, men måske er denne nat noget helt specielt.

Med et er alles øjne rettet mod den store træport, hvor en dyngvåd skikkelse kommer svævende ind på gårdspladsen – lige forbi Richards position ved porten.
Brygmesteren mærker kun den kolde vind, som strejfer hans underarm.



Genfærdet, som nu er synligt for alle i baggården, jamrer ganske som det plejer og – selvom der ikke er kæder at se – kan man tydeligt høre kædens raslen over stenene i baggården.
Skikkelsen kommer nærmere og nærmere til åndemageren og hr Bennet.
Bennet bliver alligevel noget beklemt ved situationen, som det svævende gespenst nærmer sig bordet. Han griber hårdt fat i stolesædet, men bliver siddende ganske stille.



Da der er få meter tilbage, flår åndemageren et fyrtøj op af lommen, og tænder straks ild til pulveret på bordet – lige på det tidspunkt, hvor genfærdet svæver over den flammende ring.
Så råber åndemageren en lang uforståelig sætning, mens han slår ud med begge arme i retning af genfærdet.
Bennet gør sit bedste, for at efterligne åndemagerens bevægelser.



Genfærdet stopper op et kort øjeblik – og forsvinder så i rasende fart lige direkte mod køkkenhaven og præstens brystparti.
Som i et nu forsvinder genfærdet ind i Collins.
Collins sitrer kort og hæver langsomt kroppen over jorden, inden genfærdet igen hastigt forlader hans krop – kigger overrasket bagud mod præsten, mens det forsvinder ud over den lave borgmur og ned mod voldgravens plumrede vand.



Så bliver der helt stille, indtil åndemageren forkynder, at ånden har forladt Longbourn for stedse.



Alle kigger mod Collins, der står og stirrer på sit eget bryst i præstekjolen.
Så slår han ud med armene og forkynder, at guds styrke er stor – og at herren i det høje passer på sine disciple.



Bennet, som aldrig har brudt sig synderligt om den lille sleske præst, siden han forsøgte at indynde sig hos Elisabeth, er nu ret overbevist om, at den fortabte sjæl vel undervejs opdagede, at den netop ikke ville finde ro i denne troende krop – og i stedet valgte den endegyldige rejse til dødsriget.
Så slår det ham, at årsagen vel er underordnet, så længe der igen vil falde nattero over Longbourns baggård.
Så finder han sin skindpung frem og vender sig mod en veltilpas åndemager.



Over voldgravens vandspejl – ude af syne fra baggården – svæver et rystet genfærd videre ud i natten – på vej mod nabogården.
De kommende nætter sover alle på Longbourn tungt og længe.

Hmm, gad vide, hvordan spøgelser og genfærd holder maden i sig?!
Det må da dumpe lige igennem.

Jeg undrer mig over, at ræve ikke kan afvises/sendes bort.
Der er kun venskabelige handlinger - som med fugle og kaniner.

Der er efterhånden godt fyldt op med ræve på Longbourn - som eks på det nederste billede her nedenfor, hvor hele to ræve er på besøg samtidigt (og vist ikke kommer så godt ud af det med hinanden).
Heldigvis ser det ud til, at de heller ikke angriber hønsene, selvom der IKKE er sat rævealarmer på hønsehusene - ikke sådan direkte synlige angreb i hvert tilfælde.
(Desværre kan jeg ikke sætte disse alarmer på de specielt downloadede hønsehuse. Så jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå).

De næste uger går snakken om genfærdets forsvinden og åndemagerens succesfulde indsats, men efterhånden bliver det hverdag igen på Longbourn og alle finder tilbage til deres gøremål og opgaver.

Med Longbourns størrelse og position i landskabet kan det ikke undgås, at der fra tid til anden dukker landevejsfolk op ved fordøren.
Udover det årlige besøg af smeden og åndemagerens dag og nat på gården for nyligt, er der også jævnligt besøg af handelsrejsende, vandringsfolk, håndværkere på gennemrejse, skærslibere, tjenestefolk, som søger arbejde, unge mænd på dannelsesrejser, landevejsstrygere og mange andre, som man må åbne døren for og beværte – på god klassisk engelsk vis.
Til disse besøg af kortere eller længere varighed har gården et enkelt halv-lummert kælderrum med en gammel knirkende seng, som de korttids-besøgende kan sove i for en enkelt nat eller to.
Sengen skal ikke være FOR god og velpolstret, for så bliver de besøgende bare boende alt for længe, har Bennet instrueret tjenestefolkene.



En dag stopper en lukket karet i forgården – en noget slidt model, som sikkert har set bedre dage for en del år siden.
Kitty står netop og kæler for en af gårdens kaniner, da en langhåret mandsperson stiger ned fra kuskesædet.
Han er af sydlandsk udseende, konstaterer hun straks.
Han går straks hen til Kitty, for at høre, hvem der er herremand på gården.
Kitty henviser naturligvis til sin fader, som den nyankomne bør kigge efter ved bistaderne i køkkenhaven.
Så fortsætter hun med at kæle for den lille kanin.



Den nyankomne finder Bennet ved insekthuset med larver, hvor Bennet er ved at fodre.
Manden bukker dybt og introducerer sig selv som en anerkendt og velanskrevet kunst- og portrætmaler fra Firenze, som gerne vil tilbyde at male et stort og prangende portræt af gårdens ejermand, så kommende generationer på Longbourn kan mindes og beundre denne tids lederskikkelse.
I salgsøjemed bliver der smurt lidt tykt på, men Bennet ænser det ikke rigtigt.



Han kan tværtimod godt se det fornuftige i denne løsning, hvor hans portræt vil pryde en væg i den fine stue – og måske ligefrem blive hængende, når han ikke længere har sin gang på denne Jord.
Så Bennet slår en fornuftig handel af med denne portrætmaler fra Firenze – uden helt at forstå, hvorfor netop denne italienske by skulle være så vigtig for denne mand, at byen er værd at nævne.
Bennet vælger dog at lade det ligge – og ikke kommentere på det yderligere.



Inden Bennet falder i søvn denne aften, ligger han længe og tænker på, hvordan hans portræt bedst ”går over i eftertiden” på et maleri. Helst så Bennet sit portræt malet i den velplejede forgård og med Longbourn i baggrunden, mens solen stiger op mod øst. Ofte kan der dog hvile morgendis eller måske ligefrem tunge tågebanker på markerne og i mose-arealerne omkring Longbourn om morgenen. På de dage bliver det ikke til meget solskin i forgården før et stykke op ad dagen.
Så den tanke slår han ud af hovedet til sidst – men falder så i søvn, inden en ny prangende opstilling er færdig-tænkt.



Fru Bennet er lidt benovet over det fine besøg fra det smukke udland - uden at hun overhovedet kender noget som helst til Italien og Firenze. Det er blot dejligt med et fint besøg og lidt inspiration fra kontinentet, som hun siger - og hun er jo en STOR beundrer af moderne kunst, kommer hun lige i tanker om.



Fru Bennet, som også sagtens kan se sig selv på dette familie-maleri til kommende generationer, forslår i stedet hr Bennet, at de får malet et smukt portræt, hvor gårdens herre og frue står kærligt sammen på en af gårdens tre stenbroer. Det skal i overført betydning symbolisere, at man altid er velkommen indenfor på Longbourn.
Det vil hr Bennet dog ikke høre tale om. Han synes ligefrem, at konen nu netop taler lidt i tåger, for kunne han gøre sit til det, ville han da helst, at alle naboer i sognet og handelsrejsende holdt sig på behørig afstand af gården - og ikke altid kom rendende med forstyrrende bagateller – måske lige undtaget af den nærmeste familie, som han altid værdsætter besøg af.
Så den ide kan hun passende slå ud af sit hoved med det samme.



I stedet foreslår fru Bennet nu et af disse nymodens familieportrætter, hvor alle i familien kommer med på lærredet – børn, svigerbørn og det lille nye barnebarn hos Bingleys.
Men hr Bennet kan lige forestille sig, hvordan udgifterne vil løbe løbsk, hvis alle i familien skal med på et gigantisk lærred. Så hellere et mindre maleri, hvor han måske kun lige nøjagtig selv kan være.
Man kan sagtens se på fru Bennet, at hun ikke er enig i den udlægning.



Bennet grubler over det i løbet af eftermiddagen, men betror sig så til Henry henunder aften, da han ikke rigtigt kan komme på de rette tanker.
Efter lidt overvejelser foreslår Henry ham, at Bennet lader sig male sammen med gårdens lama.
Det kan andre herremænd fra egnen ikke kopiere – og der kan kun være en person på billedet sammen med dyret, foreslår kvægdriveren.
Med denne opstilling på maleriet kan der også spares en del penge, når lærredet ikke skal være så stort - men kun lige skal kunne rumme hr Bennet og lamaen.
Forklaringen til fru Bennet ligger dermed lige for i disse svære tider for landbrug og adel, hvor enhver må passe på sine spareskillinger.
(Sådan har det nu været længe, men det er en helt anden historie!)



De næste par dage siler regnen ned over det sydengelske, men efter at have brødfødt på portrætmaleren længe nok, klarer det heldigvis op på tredjedagen, så Bennet kan få sit maleri.
Maleren har taget sit staffeli og nogle malerbøtter og pensler fra kareten og dukker nu op i baggården.
Imens tager Bennet opstilling ved en nyvasket og mæt lama.







Det bliver et sjældent men ganske yndefuldt maleri, som Bennet bliver stolt og glad for – og Henry veltilpas med sit forslag til opstilling.
Intet sted på egnen kommer der nogensinde til at hænge et lignende portræt.
På byens pubber går snakken dog om, hvor forfærdeligt bleg fruen på Longbourn ser ud på dette portræt af værtsparret – at hun burde få sig en tur med en tættekam og lidt pudderfarve til kinderne.

De næste mange dage, mens portrætmaleren fortsætter sin rejse, tænker han tilbage på familien på Longbourn med et lille overbærende smil på læben. Heldigvis undlod han at signere dette maleri, så nyheden om herremanden og hans lama ikke når frem til Firenze.

ØV, de sidste 3 billeder i denne historie blev ikke helt, som jeg ellers havde håbet - måtte opgive at gøre indlægget ordentligt færdigt, da mit spil crashede/låste uafbrudt.
Så I må nøjes med disse mere tilfældigt valgte billeder blandt dem, som jeg allerede havde kasseret.
- Jeg HAR eks set lamaens ben går ind i stolpen på muren på det øverste billede
Der mangler også et par stykker til afslutning, men efter at have brugt hele dagen på dette ene indlæg, gav jeg op til sidst.
ØV igen

Jeg synes ellers, det er en rigtig fin historie, men selvfølgelig ærgerligt med den slags problemer, du beskriver. Har du tjekket, om dine mods skal opdateres? Har du ikke nogen, kan det også hjælpe at genstarte spillet fra Origin i offline tilstand.

Jeg benytter kun MCCC, men jeg trængte faktisk til en opdatering.
Lad os håbe, at det hjælper.
Tak Simsister - troede faktisk, at jeg var fuldt opdateret på mit eneste mod.

Nåh, opdatering af spil og mods hjalp desværre heller ikke.

Ved at bytte lidt rundt på denne grund og simmerfamilie til andre grunde i andre verdensdele, tror jeg, at jeg har gennemskuet problemet til at relatere sig til netop denne ene grund - uanset hvor jeg placerer den.

Simmer-familien trives fint og er aktive på andre grunde.
Hvis jeg til gengæld installerer denne efterhånden meget ombyggede Stolthed og Fordom-grund i eks Windenburg, går simmerne også HELT i stå her.
- og det gør andre familier også.

Pokkers også, for jeg har VIRKELIG nydt at spille denne grund i mere end en måned nu - on and off naturligvis.

- og så er spørgsmålet naturligvis, HVAD der er galt med denne grund, siden alle simmere uden varsel pludselig går i stå i deres handlinger.
Ja, de bliver helt handlingslammet og står eks ved siden af deres seng - med interaktionen sov.
Men der sker absolut intet.
Nu har jeg forsøgt forskellige ting den sidste uges tid - uden at gennemskue årsagen og fejlen på netop denne grund.
Super-ærgerligt, for jeg havde jo forventet et bryllup i Bennet-familien (og dermed brug af den nye pakke), havde I jo nok allerede gennemskuet.

Er grunden meget stor? jeg kan nok ikke hjælpe yderligere, for jeg spiller mest på mindre grunde. Det er kun skeletter, hvor maden farer lige igennem. Håber historien fortsætter. Jeg følger spændt med.

Yes, det er jo den sædvanlige 64 x 64 grund, som mine simmere besidder.
Men jeg synes nu ikke, at grunden er så voldsomt overbebygget, som jeg engang imellem har for vane.

Ærgerligt, at der ikke findes en reset-funktion til grundene også, for jeg må jo have "kortsluttet" et eller andet undervejs i min fortsatte byggemodning.
Det slår mig dog lige, at det vistnok er hver morgen i simmertid, at simmerne låser.
Kan det mon have noget med "speed-hastigheden" at gøre?

Og jeg ville da også gerne have fortsat historien, når det nu efterhånden nærmede sig (efter en længere omvej!) historiens oprindelige formål: at få prøvet den nye bryllupspakke.

Det er da lige før, at man får lyst til at finde et spøgelse og invitere det på et måltid mad - blot for at se, hvad der sker.

Tak Simsister.

Jeg kan følge din frustration Vince

Jeg kan huske at dem der bygger grunde til nye spil skal begrænse deres brug af forskellige genstande. Dvs udover at de kun må bruge grundspil og genstande fra ny udgivelsen i CAS skal de også begrænse udvalget af variationer af planter, møbler m.v.
Alt dette fordi alle spillere skal kun være med uanset størrelsen af deres computers ydeevne?

Kan du gøre noget ved variationen af de elementer der er brugt?

Sikke da noget fjollet noget - pokker tage det, når der nu er andre, som synes at bygge langt mere komplekse grunde end denne trods alt ikke alt FOR fyldte grund.
Er der et sted, hvor jeg kan se disse begrænsninger - antallet af samme genstand, som må benyttes?

Jeg har 11 (Elleve! ) versioner gemt af denne grund.
Jeg KUNNE naturligvis bare sætte mig til at "steppe baglæns" i disse versioner, indtil en fuld spilbar version dukkede op, men jeg ærgrer mig da over, at der ikke er fuld fart på kompleksiteten og antal tilladte genstande på en grund.

Jeg kan dog også godt huske, at mine spil engang imellem er begyndt at afvikles noget langsommere, når grundene blev godt fyldt op.
Så måske befinder jeg mig bare på kanten af "det mulige".
Jeg synes bare aldrig, at det har betydet, at alle 8 simmere på en grund låser i sine handlinger.

Tak for input MonaSolstraale

Det kan sagtens ses på Henry, at kogekonen er tilbage på Longbourn, for uge for uge bliver kvægdriveren mere og mere trind om maveregionen – ja, nærmest buttet, da de første efterårsstorme sætter ind.
Er der rester fra Bennet-familiens aftensmad, mødes kogekonen og Henry tidligt i køkkenet den næste morgen – længe før alle andre er stået op.
Så mæsker han sig i rester fra familiens bord fra aftenen før – og hun serverer glædeligt for ham.
I hans øjne kan man sagtens spise både kalkun og ærtesuppe til morgenmad – og han gør det gerne, bare for at være sammen med kogekonen nogle stunder alene.



Så snart det knirker på hovedtrappen fra familien Bennets soveværelser på første sal, forsvinder han hastigt ud i stalden, hvor morgenens malkning venter.
Så får han først et kort glimt af kogekonen igen, når aftensmaden rettes an i stalden for tjenestefolkene.

En dag dukker en trist og modløs ung pige op på Longbourn.
Hun henvender sig til fru Bennet og kogekonen – og fortæller dem, at hun er sendt ud for at finde et sted at tjene herskabet.
Hun kommer fra en fattig familie på egnen og har for nyligt fået en ny lillesøster - og det lille husmandssted er nu blevet for trangt til de mange søskende.
Som den ældste af børnene har forældrene derfor bedt hende finde et nyt logi, hvor hun kan gøre sig nyttig.



Fru Bennet får sympati for den unge pige og giver hende derfor en tjans som vaskepige på Longbourn - en opgave som har været ledig i et stykke tid, siden den sidste tjenestepige forlod stedet.
Vaskepigen indlogeres i kælderen, hvor hun må dele et trangt rum med en af de andre unge piger på gården.

Den følgende dag er hun i gang med de ophobede tøjmængder. Det er et slidsomt arbejde, når der kun er en vaskebalje og tørresnorene i baggården til rådighed. Men pigen er ferm på fingrene og et ihærdigt gemyt. Snart liver pigen op og bliver et værdsat tyende på Longbourn.





Ja, selv Bennets gamle jagthund synes om pigebarnet.



I begyndelsen holder kogekonen et godt øje med pigens ve og vel.
Snart må Henry dele sine udsøgte morgenmåltider med den nye pige - eller helt undvære, når resterne fra familien Bennets aftenbord i stedet tilfalder vaskepigens familie.

Det bliver mere og mere tydeligt, at Mary og Richard er gode sammen og glade for hinanden.
På moderens foranledning må Mary spørge, om han bare et eller andet sted i sin familie har nogle prominente slægtninge. Men Richard må erkende, at de dårligt kan fremvise familiemedlemmer fra middelklassen.
Som han også fortalte hende ved efterårets bålfest, er alle i hans familie vant til at tjene andre, arbejde hårdt for føden og nøjes med lidt.
Richard selv er vokset op på egnen – og i trange kår, hvor han kom hurtigt ud at tjene.
Så der er ingen hjælp at hente i stamtræet, som på nogen måde skulle kunne formilde moderens helhjertede indsats for at få Mary godt og solidt gift.



Til alt held er der ikke andre giftelystne ungersvende på egnen på dette tidspunkt, men Mary ved kun alt for godt, hvordan der pludselig kan dukke en bejler op ud af ingenting til de store baller på godserne i området. Det er der allerede gode eksempler på med hendes større søstre.
Selvom moderen sagtens kan se forelskelsen i sin unge datters øjne, er fru Bennet dog helt sikker på, at der en dag vil dukke en velhavende bejler op, som vil anmode om Marys hånd.
Til den tid vil det være bedst for datteren, at hun glemmer alt om den unge bryggerknægt.
Af samme årsag bruger Mary alle kneb for at slippe, når grever og baroner byder til store baller på godserne i området.



Heldigvis ved Mary lige nøjagtig, hvem hun må have fat i, for at få moderens begrænsede støtte – og faderens velsignelse - forhåbentligt.
Hun ser Elisabeth som eneste udvej og skriver et langt brev til søsteren, hvor Mary i maleriske vendinger forklarer omstændighederne på gården, efter at hun i en kort fortrolig stund har bedt bryggeren om at anmode faderen om hendes hånd – og lovet at gifte sig med ham, hvis det lykkedes.
Elisabeth plejer at have et godt snakketøj – og også faderens tydelige støtte og forståelse.



Richard er helt overbevist om, at det slet ikke kan lade sig gøre – at faderen vil afvise hans forespørgsel – uanset hvordan Richard bærer sig ad.
Han foreslår i stedet, at de løber bort sammen – måske netop forsøger at finde indkvartering hos Bingleys eller Darcy på vejen.
Nu fortæller Mary om brevet til Elisabeth - et brev, som de begge må sætte deres lid til.



Og Elisabeth lover naturligvis at hjælpe. I et brev til Mary lover hun at tage en snak med deres fader, næste gang hun kommer på besøg på Longbourn.
I mellemtiden må Mary love, at hun ikke stikker bort med Richard.
Det bliver nogle lange uger, hvor de to forelskede må mødes i smug, hver gang lejligheden byder sig.



En eftermiddag dukker der alligevel en nydelig ungersvend op, for at tale med hr og fru Bennet.
Han har reelle intentioner og har hørt, at der skulle være en gifteklar ungmø på Longbourn.
Den unge mand er nydeligt klædt – og er ud af god familie, kan fru Bennet forstå, da han beskriver sine hensigter.
Hr Bennet er noget mere skeptisk, for den unge mand er alt for påtrængende og vist også mest ude på at indynde sig med familien Bennet – og kun i anden række at sikre datteren et godt liv fremover.



Da den unge mand får nogle stunder sammen med Mary, står det også hurtigt klart for hende, at han slet ikke er noget for hende – at hun jo stadig helst vil have sin brygmester.
Den unge mand bliver nu endnu mere påtrængende og påstår, at Mary nærmest ikke KAN nægte dette giftermål, hvis hendes forældre godkender det.
Så bliver Mary for alvor fornærmet – og skælder den unge mand huden fuld med ukvemsord, som hun normalt ikke tager i sin mund.
Mary har dog et rigtig godt forhold til mange af de ansatte tjenestefolk - og har da gennem tiden overhørt et og andet, når eder og forbandelser har føget gennem luften.
Alle disse ord får den unge mand nu i rigelige mængder – så meget, at han til sidst skyndsomt forlader Longbourn – uden at sige farvel til forældrene.



Et års tid senere hører Richard om denne unge mands giftermål med en anden ung pige fra egnen.
Selvom han har hørt om optrinet fra Mary, vælger han at lade sin viden forblive ufortalt, for der er ingen grund til at rippe op i dette vurderer han.

Midt i en regnfuld efterårsstorm dukker Elisabeth endelig op på Longbourn.
Hen på aftenen, da fru Bennet finder korsstingene frem og roen sænker sig over den fine stue, tager Elisabeth fat i faderens arm, og trækker ham mod herreværelset.
I det samme sætter Mary sig til pianofortet og spiller de lyseste og klareste toner, som hun kan komme i tanker om.
Ingen tager derfor notits af faderens og Elisabeth’s forsvinden.





Der går en rum tid, men så forlader Elisabeth faderens herreværelse – og Mary får besked på at henvende sig. Straks sætter Elisabeth sig ved moderens side og giver sig til at spørge hende om alverdens ligegyldigheder.



Med rystende ben træder Mary ind i det store herreværelse – fyldt med bøger om videnskab fra gulv til loft.
Så må hun forklare sin sag for faderen, der længe lytter på datterens åbenhjertige forklaring og beskrivelse af hendes følelser for Richard.
Selvom han naturligvis gerne havde set, at fru Bennet havde skænket ham en søn, ønsker Bennet HELT sikkert det bedste for alle sine døtre, det er der ingen tvivl om.
Han vurderer, at - med to gode ægteskaber for Jane og Elisabeth og en flyvsk Lydia mod nord, KUNNE der vel godt være plads til et enkelt mindre prangende bryllup, hvis det er det, som Mary vitterligt ønsker sig i livet. Det bekræfter hun glædestrålende, og giver sin fader et stort kram.
Han frygter dog allerede modtagelsen hos fru Bennet, som han jo nødvendigvis MÅ have overbevist om det fornuftigste i denne løsning.





Det bliver en lidt anderledes snak i bryggerkælderen den næste dag, da Richard må love at passe på Mary – ære og beskytte hende resten af livet.
Selvom han er noget usikker på, hvordan det skal lade sig gøre, lover bryggeren, at Mary ikke skal komme til at mangle noget, så længe han kan gøre sit til det.
Så får han familiens velsignelse – og et klap på skulderen fra hr Bennet, der altid godt har kunnet lide den arbejdsomme brygmester.