Bare lidt spredte billeder fra jule-tidsfordrivet

Det bliver IKKE en lang sammenhængende historie - slet ikke, men jeg fik bare lyst til at hygge mig lidt med lejligheds-mulighederne - øve mig lidt på låste døre og sammenspillet med flere simmerfamilier på samme grund.

Mit udlæg bliver to boligblokke i samme kvarter/på samme grund.
Desværre måtte jeg (igen) flytte de 64 x 64 til Windenburg. Det ærgrer mig lidt, for jeg havde håbet på, at jeg kunne bygge i storbyen. Jeg kunne bare ikke rigtigt få grunden til at virke ordentligt.

Grunden er hentet på Galleriet - og allerede ombygget ganske betragteligt udvendigt.
Det indvendige vil jeg ikke bruge så meget tid på.
I hver af de to blokke, er der 4 lejligheder i to etager + opgang i gavlen til anden sal, hvor der KUNNE være et fint potentiale for indretning, for denne etage er nemlig tom.
Det gider jeg bare ikke.
Istedet vil jeg koncentrere mig om de to nederste etager, hvor stueplan og første sal udgør en lejlighed.
Som beskrevet er der 4 lejligheder i hver af de to blokke.

Det er også helt tydeligt, at den oprindelige skaber af denne grund har kopieret lejlighederne, så de ligner hinanden to og to.
Oprindeligt var der kun en blok, men jeg har på samme måde kopieret denne blok, så der nu er to næsten ens blokke - og dermed 4 næsten ens lejligheder tilsammen.
Det kan jeg sagtens leve med, når det kun drejer sig om at låse indgangs- og havedøren til hver lejlighed.

På nuværende tidspunkt har jeg væsentligst bygget på det udvendige - forplads, stier, terrasser, garageanlæg, aktivitetsplads for børn og voksne, samt en kælder med en del bekvemmeligheder som spa- og massagerum.
I det oprindelige byggeri var der også en garage i hver lejlighed. Garagen er nu fjernet - og erstattet af en ekstra stue. Mange af de 8 stuer er indrettet med nogle af disse færdige rum fra spillet.
Det har givet et fitnesslokale, et musiklokale, et fotostudie og lignende - ikke helt realistisk, men så er der da lidt adspredelse for de 8 beboere, som pt også består af en lille hund.



Grunden er beboet af en fin blanding af alle generationer (udover små babyer) - inklusive Kim, Hilda og Fie/Gerda, som I har hjulpet med - samt lidt fra egne "gemmer" og Galleriet.
Her og nu er 6 af de 8 nederste lejligheder beboet - og dørene låst for andre simmere til hver enkelt lejlighed.
Jeg overvejede, om jeg eventuelt skulle ombygge en af de to tomme lejligheder til et forsamlingssted, men valgte at lade dem stå tomme og til brug for overnattende gæster, når jeg får oprettet nogle klubber.

Butleren, som jeg altid spiller med, har fået sig et lille kammer på anden sal - og gartner og stuepige ER booket.
Så det skal nok blive fornøjeligt.

Hensigten med spillet er også at afprøve den forestående højtid i simmerfamiliens kalender - en ting, som jeg heller ikke har benyttet mig meget af i spillet - ja, vel nærmest fortrinsvist været irriteret over, når disse mærkedage dukker op indimellem.
Som regel har jeg blot ignoreret disse dage.
Men nu skal julen have en chance - med mad, gaver, juletræ og pynt, hvis jeg kan finde ud af det.

Vi hopper ind i tidsbilledet en efterårsdag i udkanten af en provinsby et eller andet sted i Danevang.
Indtil denne dag tæller de væsentligste beboere den tidligere professor Andreas, den pensionerede gartner Poul, evigheds-romantikeren Kim og den lidt mindre begavede Philip.
Og så er der naturligvis alle statisterne, som bor i de andre lejligheder i andre boligblokke i kvarteret.
(Jeg forestiller mig et stort område med mange blokke – og ikke kun de to, som denne flyvske billedserie koncentrerer sig om).

Som jeg vist har nævnt et eller andet sted, var håbet jo egentligt at skabe en boligblok-type, som der blev bygget en del af i 1970'erne. Det lykkedes bare ikke helt så godt med det første forsøg herover.
Det blev faktisk FOR pænt/godt i stilen.

Idag har jeg så prøvet endnu engang at dreje bygningerne til engang for 40-50 år siden - men endte i første omgang med en FOR uinteressant og kedelig/ensformig bygning.
Men sådan VAR det jo vitterligt på den tid - og kan stadig ses mange steder i de større byer, hvor blokkene ikke allerede er blevet renoveret.
Istedet gav jeg mig til at pynte lidt på det - og endte igen med en overpyntet facade.



Igen har det indre været uvæsentligt. Derfor har jeg møbleret de to lejligheder, som benytter samme trappeopgang - og så blot kopieret løs, så der nu er 2 x 8 totalt ens lejligheder i de to opgange i den viste boligblok.
Foreløbigt er grunden på 30 x 40, men mon ikke, at jeg igen ender på 64 x 64, for det ER altså for lidt plads?!
- og farverne KAN som tidligere være et frygteligt dårligt match - og med lyderøde fejlvalg.
Det skal dog nævnes, at jeg for en sjældent gang skyld fandt 3 vinduer og en dør, som kunne matches i farverne - og som samtidigt passer fornuftigt sammen.
Hurra for det.

Spiller I med autolys?
Det har jeg ikke været så opmærksom på tidligere, men det ser faktisk rasende realistisk ud i sådan en husblok, når lysene i de enkelte vinduer tændes og slukkes på skift - alt efter simmernes placering i lejlighederne.
- og jo flere simmere på grunden - jo mere realistisk.
Specielt trappeopgangen fra fjerde sal ser fornøjelig ud, når en simmer går ned ad trapperne til stueplan.
Så hhv tænder og slukker lysene i takt med at, simmeren når frem - tøhø.

"Her i nummer fem skal vi så bo Fie (og ikke længere Gerda, som hun jo ellers hed tidligere!) - tæt på legepladsen" siger Hilda til sin datter, da de ankommer til kvarteret.
Fie kigger skævt på den sidste lejlighed i boligblokken.
I det samme trasker en lille hund forbi på fortovet.
"Årh, der er en hund her mor" sukker Fie.
"Må jeg klappe den?"
Inden Hilda når at svare, aer Fie forsigtigt hundens ryg.
Så går de to ind i lejligheden, mens hunden lunter videre.

Da Fie er lagt i seng, bestemmer Hilda sig for at gå en tur i området.
Her støder hun på den forhenværende skolelærer Andreas, som hun hilser ærbødigt på.
Han viser sig dog at være en ligefrem og fornøjelig mand, som siger tingene, som det passer ham.
"Hør sig mig, du er da vist ny her, ikke sandt?" spørger den gamle mand.
Det bekræfter Hilda - "sammen med min datter Fie - henne for enden i nummer fem".
"Jamen så velkommen til da" smiler læreren til hende.
"Vi bliver genboer, for jeg bor i nummer tre".
Andreas peger på sin fordør, som han lige er kommet ud af.
"Og mellem os har vi den gamle blomster-tosse Poul, som du jo nok kan se".
Hilda kigger op ad gavlen på lejligheden mellem hendes egen og den gamle lærers.
Det er nemt at se, at der må bo en person med passion for planter og blomster, for gavlen er udsmykket med en hel del blomsterkummer og planter op langs de tre etager.
"Hvem bor øverst oppe?" spørger Hilda og peger mod den øverste altan på anden sal, hvor der også hænger et par kummer på altanens kant.
"Ja, der bor så ikke nogen lige nu, men tossen har alligevel sneget sig til at hænge lidt begonier på rækværket" griner Andreas.
"Hvis vi ikke passer på, og takker nej til hans indsmigrende botanik-snak engang imellem, ender HELE facaden som en pallette af alskens efterårsblomster - nu er du advaret".



Andreas er allerede på vej mod garageanlægget, hvor smugkroen snart skal åbnes.
"Og god aften til dig og Fie" råber han over skulderen.
Hilda skal lige til at råbe tilbage, at Fie forhåbentlig allerede sover i sin seng - men beslutter sig for at lade være.
Det kommer jo ikke den gamle skolelærer ved.
"Og det interesserer ham nok heller ikke" tænker hun ved sig selv.
Så fortsætter hun ad gangstien rundt om blokken.



Mens hun går på stien, tænker Hilda på, at der da forhåbentlig også bor yngre mennesker i kvarteret.
Hun erindrer da, at boligforeningens formand nævnte noget med et par yngre herrer i blokken, da hun besigtigede lejligheden for nogle uger siden.
"Forhåbentlig bor de her endnu" smiler hun lidt ved sig selv, mens hun når om på bagsiden af husblokken.

”Der er kommet nye lejere i nummer fem” fortæller Andreas ved stambordet.
”En yngre dame og hendes datter”.
”Hvad mener du med yngre?” vil den pigeglade Kim gerne vide.
”Ha, hun er ALT for køn til dig min ven” driller læreren.
”Og hun nævnte for resten, at hun er mest til midaldrende mænd” fortsætter han drillerierne.
”HVAD for noget?!” udbryder Kim – ”Forbandet da også. Nu kommer der endelig en yngre kvinde til byen”.
”Er det virkelig sandt Andreas – en yngre dame i kvarteret, som er mest til midaldrende mænd?” vil den enfoldige Philip vide.



Philip er en lille dreng i en stor mands krop, som skolelæreren tidligere har omtalt den unge mand ved bordet – en alt igennem godmodig og sindrig gut, som ikke kunne gøre en flue fortræd.
”Men han er ikke den hurtigste knallert på havnen” ynder den gamle lærer at sige i en positiv og munter tone, når snakken falder på Philips manglende forstand og klogskab.

Philip blev for et par år siden erklæret egnet til at kunne klare sig selv – efter at have levet det meste af sit liv på et bosted for unge.
I et kommunalt udslusningsforsøg bor han nu i lejlighed nummer ni – ”Mest for at kommunen kan spare nogle penge” som Andreas vurderer det.



Hvis det ikke var for skolelæreren og den pensionerede gartner Poul, så havde Philip aldrig klaret udslusningen – og det ved HAN godt.
Men ved lidt fælles hjælp, et godt råd og en håndsrækning i ny og næ, hjælper de to gamle mænd med at holde Philip i ørerne, så han NETOP får klaret de daglige gøremål.
Uden at få det sagt nogensinde, er Philip dem evigt taknemmelig for denne hjælp – og det ved DE jo godt.



Nu sidder de her rundt om stambordet på smugkroen i Andreas’ garage – Andreas, Poul, Kim og Philip – som de har gjort det så ofte før.
Ja, stambord er måske så meget sagt, for der er kun plads til et bord i Andreas’ garage – og kun lige stole nok til de fire enlige herrer, når både minibryggeriet og den lille bar også kræver sin del af det spartanske gulvareal.
Sådan nogenlunde hver tredje eller fjerde aften, når opvasken er klaret, mødes de fire enlige beboere over en enkelt øl eller to.
Ja, Philip får naturligvis kun saftevand, for han bryder sig ikke om øl – slet ikke.
Men solbærsaft kan han drikke i litervis – og gør det også, hvis der ikke er nogen, som holder øje med ham.

”Ja, så sandt som jeg sidder her med mine tre bedste venner – så er det da naturligvis sandt” smiler Andreas som svar på Philips spørgsmål - og hæver sin øldåse til en skål.
Så blinker han diskret til Poul – og Poul smiler diskret tilbage, mens han klinker sin blikdåse mod de andres.



Kvart i ni skal Poul og Andreas se fodbold i fjernsynet – en sport, som Philip ikke fatter – og Kim kun følger, hvis det er damefodbold.
Så opløses det lille selskab og mændene går hver til sit.

På vej over parkeringspladsen må Poul alligevel lige høre, hvornår Andreas har tænkt sig at fortælle Kim og Philip sandheden om Hilda's præferencer for mænd.
”HVIS de mod forventning ikke kan regne den ud selv, så skal jeg nok lade sandheden komme frem på det rette tidspunkt” svarer læreren.
Poul skal lige til at kommentere dette, men Andreas kommer ham i forkøbet: ”Lad os nu for pokker bare nyde, at der kommer lidt nye ansigter til kvarteret – og se, om hun ikke allerede ER lykkeligt afsat til anden side. Og dermed er denne dumme snak, som jeg slet ikke skulle være begyndt på, overstået”.
Så forsvinder skolelæreren ind ad døren til sin lejlighed.



Et øjeblik senere, sluprer det fra kaffemaskinen og fjernsynet blænder op for en storkamp fra den spanske liga.

Den skolelærer minder mig om Poul Køller... eller måske er det socialrådgiveren Arne fra "Jul på Vesterbro"
Det er nogle rigtig gode typer og der er vist lagt op til romantiske forviklinger

HA ha - ja, det kunne vist sagtens være begge dele.
Han er fundet på galleriet - og har jo været med i de sidste par spil og historier fra min side.
Han er så herlig speciel (og godt lavet), at man ikke kan undgå at holde af ham.
Jeg skal nok se, om jeg kan undgå at få ham med i mit næste spil

Forvent ikke alt for mange forviklinger, for det skal blot ende ud i en lille julekomsammen, når der er skabt lidt relationer til andre NPC'ere - og etableret nogle klubber.

Kim er tidligt oppe – står længe ved sin fordør og spejder over mod nummer fem.
Han har forberedt sig godt – brugt lidt tid foran badeværelsesspejlet med at øve mimik, ansigtsudtryk og armenes bedste placering til det korrekte håndtryk – simuleret, at den nye yngre kvindelige beboer trykker hans hånd til et goddag.
”Og velkommen her i nabolaget” har han øvet sig til spejlet.
Så vil hun fortælle ham, at Andreas tager fejl – at hun da absolut foretrækker unge lyshårede mænd.



Nu står han her 45 minutter senere – uden at der er sket noget i nummer fem. Kun et enkelt strejf af noget bevægelse har han set bag køkkenvinduet i blokken skråt overfor.
Kim er lige ved at opgive det hele, da døren pludselig bliver åbnet – og den nydeligste slanke dame dukker op.
Kim skal lige til at nærme sig, da hun vender sig om og råber mod døren: ”Kom så Fie for pokker, ellers når vi det ikke”.
Inde fra lejligheden kan han høre en pigestemme svare, at hun ikke kan finde sin anden sko.
”Kig bag døren” råber Hilda tilbage og skridter allerede ned ad fortovet langs lejlighederne – væk fra Kims position.
Hun er tydeligvis på vej mod busstoppestedet ved hovedvejen for enden af husblokken.



Kim stikker hånden frem, men indser, at han allerede er kommet for sent – for sent til at få hilst på hende den nye. Så tager han hånden til sig igen og stopper den i bukselommen.
Nu kommer den lille pige rendende ud ad døren, mens hun kæmper med at få den sidste sko på i farten.
”Vent mor, jeg kommer nu” råber Fie efter Hilda.
Hun hiver i døren, som smækker bag hende.
Så løber hun mod stoppestedet.
Kim spejder efter dem, til de springer ind i linje 29 mod centrum.

”Nå, fik du så spurgt hende, hvad hun synes om sådan et par unge hanløver som dig og Philip?” vil Andreas vide, da han og Kim mødes i vaskekælderen senere på formiddagen.
”Næh nej . . . nej, det nåede jeg ligesom ikke rigtigt” erkender Kim.
”Jeg KUNNE godt have nået det, men så lagde jeg mærke til, at hun havde meget travlt. Så ville jeg ikke lige forstyrre” lyver Kim en lille smule.



”Lur mig, om ikke den gamle tossede gartner allerede er ved at sætte strikken om den nydeligste buket til ungmøen” driller Andreas.
Kim kigger mistroisk på læreren, men en lille tvivl nager ham alligevel, da han stopper sit vasketøj i maskinen.



I det samme stikker Philip også hovedet ind i det lille vaskerum.
”Bare rolig sønnike, kogevasken er netop sat over”.
Andreas klapper på vaskemaskinens side.
”Kan du selv putte det i tørretumbleren bagefter?”
Det mener Philip jo nok, at han kan.
”Og jeg skal også nok huske at starte maskinen denne gang” smiler han til Andreas.
”Det er fint Philip. Jamen så vil jeg lade jer to unge mandfolk få jer en god snak, mens jeg lige kigger til vores kommende julebryg”.



Andreas efterlader de to unge mænd i vaskerummet, og går selv mod sin garage og smugkroen, hvor mikrobryggeri-maskinen er indstillet til juleøl.
Hvis han har planlagt det helt rigtigt, vil den smukkeste gyldne julebryg være klar i dagene op til jule-højtiden.
Heldigvis ser alt ud til at køre, som det skal på den halvautomatiske maskine. Andreas vælger alligevel at skrue lidt op for alkoholprocenterne, inden han forlader garagen.

Næste morgen – mens efterårsregnen er begyndt at sile ned, står Kim igen og spejder mod Hilda’s fordør.
Og igen haster både Hilda og Fie afsted mod bussen, så Kim igen kommer for sent.
Næste dag sover de nye beboere over – og vågner først, da Kim har opgivet og er gået indenfor.
Dagen efter følges Fie med en af sine nye klassekammerater, mens Hilda har taget sig en hjemmearbejdsdag.
Da Kim for fjerde dag i træk må gå tilbage til sin egen lejlighed – gennemblødt og kold, er det godt nok som om, at det hele kan være lige meget.
”Der kommer vel en anden yngre dame en anden gang” tænker han ved sig selv, da han stiller den våde paraply i entreen.

Samme aften mødes mændene i smugkroen.
”Jeg har opgivet” erkender Kim, da læreren spørger ham, om han har fået hilst på de nye beboere.



”Jamen hun blev da umådelig glad for blomsterne, da jeg var derovre i eftermiddag” siger Poul så.
”Blomsterne?!”
Ungersvenden kigger måbende på Poul.
”Jo, nu havde jeg jo alligevel lige lavet en fin sammenplantning af efterårsblomster – og så tænkte jeg, at dem kunne Hilda lige så godt have stående”.
”Hun blev vist umådeligt glad for dem, ikke sandt Poul?” MÅ Andreas simpelthen vide.
Gartneren nikker bekræftende.
”Jo jo, hun trykkede min hånd som tak”.
Ærgrelsen lyser ud af Kim.



De sidder lidt i stilhed, men så fortæller Philip, at han skubbede Fie på gyngen, lige inden han skulle spise.
Philip arbejder som halvtids medhjælper på byens burgerbar, hvor han rydder op og tørrer bordene af.
Denne aften havde han lidt rester med hjem.
Det har han faktisk ofte.
”GYNGEDE DU MED FIE?!”
Kim kigger sig rundt på de tre mænd ved bordet.
”Jamen så er det jo nærmest kun mig, som mangler at hilse på hende . . . . . øh på dem”.
”Jamen så kan jeg da ikke forstå, at du ikke tager dig sammen Kim” kommer det spontant fra Philip, der ellers ikke interesserer sig for det modsatte køn – som i SLET ikke. Alt udover en meget sporadisk snak med de helt unge børn kan han slet ikke håndtere det.
”Og det har du da fuldstændig ret i Philip” skynder Andreas sig at støtte den unge mand.

Naturligvis gennemskuer både Philip og Kim til sidst den gamle lærers påstand om Hilda’s interesse for ældre mænd.
Det lykkedes også for Kim, at få hilst på Hilda og Fie i efteråret – lidt kluntet fra hans side, men bedre end ingenting, som han bedømmer det.
Det står dog hurtigt klart for den unge romantiker, at Hilda netop har forladt et ombrust ægteskab – og ALDRIG skal binde sig igen.
Det fortæller Fie til Philip på aktivitetspladsen en dag, hvor de gynger sammen.
”Det har jeg selv hørt hende sige” vil Fie vide.
Philip er ikke sen til at lade denne oplysning gå videre til Kim.
Skilsmissen fra ægtemanden var netop årsagen til, at Hilda og Fie endte i nummer fem.
Så Kim må nøjes med at have et godt øje til den nydelige genbo – og så tænke og drømme sig til resten.



Der går dog kun nogle få dage, inden den romantiske Kim igen må finde alle sine charmerende talenter frem, for mændene er samlet til frokost i Andreas’ udestue, da en lidt buttet kvinde træder ind igennem den store glasdør.
Hun præsenterer sig som den nye rengøringshjælp, som Andreas har rekvireret.
”Ja, det er nu ikke så meget til mig selv, men mest en hjælp til os alle – og Philip i særdeleshed” informerer han de andre, mens hun sætter sig ved bordet.



Kim skruer straks charmen på, og giver sig til at smigre den unge dame.
”Måske kunne vi hænge lidt ud, når du er færdig hos Philip” prøver han.
”Eller gynge eller kigge på stjerner sammen?”
Og sådan fortsætter det i ET væk.



Det bliver Poul, som til sidst må lægge en dæmper på den ivrige ungersvend.
”Synes du nu ikke lige, at hun skal have lov til at få støvkosten i sving, inden du lader det helt løbe af med dig?!”
”Og måske er hun mere til smukke buketter?” griner Andreas i baggrunden.
”Måske skulle jeg hellere se at komme i gang” smiler hun blufærdigt rundt til mændene – og skynder sig ud af udestuen.



Den store glasdør er kun lige lukket i, da Kim vil vide, om gartneren kan hjælpe ham med en buket.
”Det kan vi da nok finde ud af unge mand, men kan du ikke bare bruge den du fik til Hilda igår?” vil Poul lige vide.

”Høns?!”
Hilda er noget overrasket over datterens spørgsmål.
”Både Amanda og Simon ovre i klassen har høns mor. Kan vi ikke også få nogen – bare sådan nogle små søde kyllinger mor?”
Fie kigger med bedende øjne på Hilda.


”Jamen søde ven, det kan vi jo på ingen måde have her i lejligheden” forklarer Hilda sin datter.
”Nej men så udenfor i baghaven” prøver pigen igen.
Så må Hilda forklare sin datter, at det også larmer alt for meget til sådan et boligområde – og sviner.



Da Fie fortæller Andreas og Poul om moderens afslag, synes de tværtimod, at det da kunne være hyggeligt med høns.
Ja, Poul kan ligefrem huske, at de havde høns i hans barndomshjem – og altid friske æg til madlavningen.



”Jeg tager en snak med formanden” lover Andreas, da de står og kigger på et velegnet område af aktivitetspladsen, hvor hønsegården sagtens kunne indrettes – i hvert tilfælde hvis man spørger de to gamle mænd og den unge pige.
”Så må basketball-banen lade livet, men der er jo heller ingen, der spiller den slags nu og dage”.
”Lover du det Andreas?” vil Fie sikre sig.
Den gamle mand nikker – vel vidende, at juleøllet meget snart er klar og formanden sikkert ikke helt uinteresseret i en lille andel af produktionen.
”Jo jo, selvfølgelig lover jeg det”.



Fjorten dage senere står det nydeligste hønsehus klar – og de første fire kyllinger er flyttet ind.
Andreas, som også underviste i træsløjd i sin tid som skolelærer, har været bygherre på hønsehuset – og både Kim, Philip og ikke mindst Poul har ageret flittige hjælpere sammen med en pensioneret tømrer fra en af de andre boligblokke.



”Hvor er de altså SÅ søde – se dem lige mor” smiler Fie glad, da hun for første gang fodrer de små kyllinger.
”Og det gav formanden bare sådan helt uden videre lov til?” vil Hilda vide – og kigger med et fast blik på Andreas.
”Jo jo – HELT uden videre” lyver han og glæder sig over en fornuftig aftale omkring et trods alt begrænset parti af julebryggen, som boligforeningens formand måtte tilbydes.

Kim har igen bestilt pizza, men til hans store overraskelse er der ansat en ny leverandør.
Da han vender sig om, for at modtage pizzaen, udbryder han et ”WOW”.
”Jamen det ER de mest fantastiske pizzaer – jeg ved det godt” smiler det ualmindeligt smukke kvindelige pizzabud til ham.
”Øh . . . jo øh” fremstammer den unge mand, mens han forsøger at finde en smart bemærkning.
”Det bliver femogtres kroner”.
Kim famler i lommen og finder en to-hundredekrone-seddel frem.
”Øh, bare behold resten” snøvler han – uden at tænke sig om.
Pigen snupper sedlen ud af hans hånd – takker – og forsvinder, lige så hurtigt som hun var kommet.



Kim står længe og spejder i retning af den vej, hvor hun nu cykler i det fjerne – med hestehalerne flagrende efter sig.
I det samme kommer Philip gående forbi – dufter til den store flade papkasse og spørger: ”Skal du ikke have den pizza Kim?”
Kim ryster en gang på hovedet, for at klare hjernen – og kommer så tilbage til hverdagen.
”Øh jo naturligvis”.
”Jamen så kan vi godt dele, for jeg er lidt træt af burgere i den her uge” smiler genboen til ham.



Fem minutter senere sidder de to unge knægte på bænken på Philips terrasse. Der er saftevand og pizza-slices på bordet.
Og væk er enhver snak om rengøringshjælpen eller Hilda, som Kim ellers jævnligt har bragt ind i samtalerne mellem dem på det seneste.

”Jeg fatter altså ikke en skid af det her, Philip”.
Fie har fået et større hjemmeprojekt til skolen, som hun skal have lavet i løbet af weekenden.
Men tingene vil ikke rigtigt lykkedes for hende.
Da Philip alligevel er på aktivitetspladsen, forsøger han at hjælpe, så godt han kan -  men er ikke til megen hjælp.
”Skal vi ikke bare hente Andreas?” tænker Fie højt.
Men Philip synes nu, at de skal prøve en sidste gang, inden de spørger om hjælp fra den gamle lærer.
”Vi har jo trods alt fundet ud af noget af det” smiler han til Fie og måler den samme højdeangivelse for tredje gang.



Til sidst lykkedes det alligevel de to at få alle brikkerne sat ordentligst sammen.
”Se så” smiler Philip stolt. ”Vi kan jo nok, når bare vi hjælper hinanden”.
Inderst inde glæder han sig over, at hans egen skolegang ikke var med helt så komplicerede opgaver



Selvom det er blevet meget sent, tager Fie lige en gyngetur - som for at fejre, at det lykkedes.
"Tak Philip" husker pigen at sige.
"Jamen det var da så lidt, men nu må vi vist hellere komme i seng".
Så følges de tilbage til gangstien, hvor de må hver sin vej.
"Sov godt Fie" vinker Philip til den unge pige.

En sen aften, da Kim runder aktivitetspladsen, opdager han Philip i samtale med en ualmindelig pæn mørklødet dame.
Han skynder sig straks derhen.
”Philip – der er noget, som jeg simpelthen MÅ sige til dig lige nu” nærmest falder ordene over hinanden, da Kim nærmer sig.
”Åh undskyld, jeg så ikke, at du snakkede med nogen” undskylder charmøren og kigger på damen.
Kim bedømmer hende til at være på alder med Hilda og pizzabuddet.
”Nårh, det er bare Maria” svarer Philip.
”Ja, jeg er Philips omsorgsmedarbejder fra kommunen – på uanmeldt besøg iøvrigt” smiler den kønne dame til Kim.



Kim kan mærke, at han bliver helt varm i kinderne.
Han ville ønske, at han bare lige kunne sige, at det da godt nok er den smukkeste kommunale medarbejder, som han nogensinde har set.
Det kan han bare ikke.
På en eller anden usmart måde får han i stedet spurgt, om det ikke er lidt sent på dagen til et uanmeldt besøg.
”Nej, det er jo netop meningen med det hele” smiler hun til ham.
Nu følger en længere forklaring på, hvorfor det skal være sådan – men Kim hører ikke efter.
Han stirrer bare på de mørkeste øjne, som han nogensinde har set.
Da talestrømmen stopper, svarer han blot: ”Nåh, på den måde, jamen så giver det jo god mening” – uden at ane, hvad der blev sagt.



”Og hvad var det så, at du ville sige?” vil Philip vide.
”Pokker stå i det – det har jeg fuldstændig glemt” må Kim indrømme.
”Måske var det noget om, at man ikke går ude i efterårskulden i korte bukser, Philip?” foreslår kommunalarbejderen.
”Ja, lige præcis” skynder Kim sig at fange forslaget. ”Dine korte bukser - tøhø”.
”Jamen det har du da også” påpeger Philip og peger på Kims blege knæ.
Kim skal lige til at forklare, at han kun er interesseret i at hjælpe sin ven, så han ikke bliver forkølet – men bliver afbrudt af Maria, der forslår dem at skynde sig indenfor.
”Så kan vi tales ved en anden dag”.
”Det lyder som en god ide” smiler Kim til damen.
”Ja, det var nu godt nok Philip, som jeg tænkte på” fniser hun lidt overbærende.
Så vinker hun til dem begge – og er snart forsvundet i aftenmørket.



”Wow, det må jeg nok sige – hvorfor har du ikke nævnt hende før?” spørger Kim, da de går tilbage mod deres lejligheder.
”Hvorfor skulle jeg da fortælle om Maria?”
Det kan Kim jo egentligt godt se, for i Philips hoved er det jo kun hans kontaktmedarbejder til kommunen – og IKKE det smukkeste syn, som man kunne forestille sig.
”Ja, hun måtte altså gerne administrere nogle uanmeldte kommunale besøg ved mig” erkender Kim, da han sætter nøglen i hoveddørens lås.
”Ha ha - Sjov med dig Kim” griner Philip fjoget bag ham.

Ha, jeg må snart få farten sat lidt op på disse indlæg, inden julehøjtiden er ALT for meget ovre.
Hvad der skulle have været en lille kort fortælling, som blev bragt til ende inden juleferiens slutning, bliver nu en føljeton langt ind i januar også.
Pokker stå i det - jeg må tage mig lidt sammen, hvis jeg skal nå det inden fasten.

Det er blevet vinter – og sneen truer med at lægge sit hvide slør over kvarteret og boligblokkene.
Selvom skyerne stadig er mørke og tunge, holder det dog endelig tørvejr – et ophold i de umådelige mængder af regn, som har silet ned over byen de sidste uger.
I sådan et slags vejr er der ikke meget liv udenfor. Man bliver i sine lejligheder, og stikker kun hovedet ud, når det er allermest nødvendigt – som eksempelvis når skraldespanden skal tømmes eller julebryggen smagstestes – eller job og skole i byen kalder.



Kun Philip drister sig engang imellem ud og tager sig en gyngetur – også selvom regnen er massiv.
Det er som om, at den unge mand ikke mand ikke mærker forskel på regn og tørvejr.
Andreas er på vej over parkeringspladsen, da han får øje på den unge mand ved gyngestativet.
”Måske skulle man lige tage en snak med knægten” overvejer han ganske kort.
Så kigger han op mod den grå himmel.
”Pokker stå i det – det må vente, til det bliver ordentligt tørvejr” beslutter han sig for.



I kælderen er Poul ved at tørre det sidste vand op fra gårsdagens skybrud og oversvømmelse, da Andreas træder ind i kældergangen.
Skolelæreren har lejet to ekstra rum i kælderen, siden hans garage blev indrettet til bryggeri og smugkro.
Det ene kælderrum har han indrettet som et interimistisk atelier med staffeli og lærreder i alle størrelser.
Intentionen er at genoptage en længst hensygnet interesse for malingens kunst, men det er faktisk ved at være et stykke tid siden, at han sidst har haft en pensel i hånden.
Men nu skal det være.
Selvom talentet og evnerne er der – og interessen ligeså, er det bare som om, at dagene i kvarteret går med alle mulige andre gøremål – også med den unge Philip, der nu har købt et slidt keyboard af en kollega fra burgerbaren – og nu partout vil lære at spille på det.



For MEGET længe siden spillede Andreas bas i et orkester i studietiden, hvor musikstilen var pigtrådsmusik.
De havde et par sporadiske optrædener i byen, men gik hver til sit, da Andreas skulle læse videre i storbyen.
Sidenhen har han ikke rørt et instrument – og gør det også kun nødigt, nu maleriet skal prioriteres.

Poul, som selv har spillet en smule klaver i sine helt unge drengeår, og Andreas har derfor slået plat og krone om opgaven med at hjælpe Philip med keyboardet – og Andreas taber.
Han vælger dog at rekvirere en musiklærer fra byen – en ganske nydelig dame oppe i årene, skulle han hilse og sige til Poul.
”Hun må da for pokker ligge udenfor Kims favoritområde” griner han til vennen, da de mødes i kælderen.



Da han selv har lovet Hilda at følge Fie til skoletandlægen, bliver det i stedet Poul, som tager imod den nydelige musiklærerinde ved Philips fordør.
”- og velkommen da” byder gartneren indenfor på Philips vegne, da hun dukker op nogle dage senere.
Philip sidder selv nervøst ved keyboardet i stuen, og venter på den fremmedes tilsynekomst.



Efter en del konversation, hvor Poul har svært ved at lade de to være alene, beder lærerinden til sidst Poul om at finde noget andet at tage sig til.
”HELE musiktimen skal vel ikke bruges på snak!” som hun udtrykker det.
Så må Poul lade Philip alene med lærerinden.



Men ved næste undervisning står Poul der igen.
”Skal blot lige sikre mig, at alt er i orden” forkynder han og tager musiklærerens jakke.
Så sætter musiklæreren og Philip sig ned ved spisebordet, for at finde nogle simple musikstykker på hendes bærbare computer.
På bordet står der den fineste blomsterbuket, som man kan forestille sig – smukke røde roser.
Bag musiklærerens ryg nikker Poul febrilsk mod buketten til Philip.
I første omgang studser Philip og kigger undrende på gartneren.
Så kommer han i tanker om deres aftale.
”Nåh ja, det havde jeg nær glemt, men det er nogle blomster, som jeg har fået af min gode ven Poul” fortæller den unge mand til musiklæreren og peger på Poul.
”Han vil garanteret også helt vildt gerne lave en buket til dig” improviserer Philip så UDOVER det aftalte.
Musiklæreren kigger forbavset op på gartneren ved sin side.
Poul kan mærke rødmen trænge sig på, så han skynder sig ud af Philips lejlighed.
Udenfor falder de første snefnug.

En defekt tørresnor har jeg da aldrig set før.



Og et tydeligt tegn på, at NPC'erne nu også har fået deres selvstændige liv ved siden af hovedhistorien må kunne ses af en gravid rengøringshjælp!

Philip er lige kommet hjem fra arbejde, da han braser ind ad døren hos Andreas.
”Kom skynd dig Andreas – der er nogen, som er ved at lave indbrud i min lejlighed”.
Skolelæreren ligger på sofaen, hvor han slumrer i sin eftermiddagslur.
”Narh, kan det nu også passe unge mand? mumler han – uden at slå øjnene op.
”Jo jo, den er god nok, for fordøren står åben og der er lys indenfor” skynder den unge mand på Andreas.



Da læreren endelig får sat sig op, sætter Philip sig ved siden af ham
”Og der er tydelige fodspor i sneen”.
Andreas rejser sig nødigt, men kommer alligevel besværet på benene.



”Hvad skulle man for pokker have lyst til at stjæle i din lejlighed?” vil Andreas vide, da han står klar ved fordøren med en svensknøgle i hånden - og med den unge mand lige i hælene.
”Mit dyrebare keyboard” er Philip ret sikker på.
Det kan læreren selvfølgelig godt se, KUNNE være et mål for en listig tyv.



Langsomt sniger Andreas sig indenfor i entreen – smider fodtøjet og fortsætter på listefødder frem mod stuen, hvor det ganske vist pusler bag den lukkede dør.
Så stopper han op – retter sig op, vender sig mod Philip og spørger: ”Sig mig lige unge mand – hvilken dag er det i dag?”
”Det er tirsdag” er Philip sikker på.



”Ha – ja, så kan du fange din indbrudstyv selv . . . eller rengøringshjælp om du vil!”
”Ååh” udbryder Philip, da den rette sammenhæng går op for ham.
”Ja ganske rigtigt min ven: tirsdag er da vist din rengøringsdag, ikke sandt?”.
I det samme går døren op til stuen – og den unge rengøringshjælp toner frem i døråbningen.



”Guuud, hvor blev jeg forskrækket” udbryder hun, da hun får øje på de to mænd.
”Skal du have noget skruet sammen Philip?” spørger hun så, da hun får øje på svensknøglen i Andreas’ hånd.
”Ja, der er lige et par småting, som skal justeres” skynder Andreas sig at svare.
”Jamen her har vi luftet lidt ud – og så er jeg færdig om ti minutter”.
Rengøringshjælpen går mellem de to mænd, og lukker fordøren i.



Om aftenen i smugkroen har Philip været ved bageren efter kage.
”Du må hellere selv forklare hvorfor” foreslår Andreas og klapper den unge mand på skulderen.
Så smiler Philip fjoget til de to sidste mænd i gruppen.

Elsker ham den lys/langhårede. Han ligner Poul Kjøller, som jeg halvvejs langt ude er i familie med.

Ha, ja det gør han lige nøjagtigt - på den seje måde endda
- eller Arne fra Jul på Vesterbro, som MonaSolstraale også nævner det.
- eller netop sådan lidt 1980'er skolelærer type, som jeg har taget udgangspunkt i her.

Simmeren blev fundet på galleriet for noget tid siden - og jeg er også ret stor fan af ham.
Derfor har han også haft en "rolle" i mange af de seneste spil her hos mig.
Men jeg HAR lovet mig selv, at han nu skal have en pause

- og jeg kan godt blive imponeret af, hvilke typer, der trods alt kan skabes i CAS, hvis man virkeligt går i detaljer - som også Simsister jo er god til.
Men ellers er der godt nok også mange simmere og familier på galleriet, hvor gamerne blot uploader automatisk genererede "standard-modeller".

Men engang imellem dukker der disse lidt skæve og fornøjelige eksistenser op.
Dem har jeg forsøgt at tilgodese lidt i denne julehistorie (som tiden da er ved at løbe fra - og så er jeg ikke engang kommet til højtiden endnu - ha ha!).
Men Andreas, Poul og Philip i denne tråd ER da alle herlige typer.
- og hurra for friheden til at skildre deres personlighed, som man selv har lyst til.
Det er en stor fordel ved Sims-universet.

Tak for din kommentar og billedet af hr Kjøller Simsister

Var der iøvrigt ikke noget med, at "den yngre generation" tog ham lidt til sig i de sidste år af hans levetid, hvor han vist nærmest opnåede lidt kultstatus?!

Jo, det er rigtigt. Hans store hit var: Jeg er så glad for min cykel. Og desuden virker det som lidt af en kompliment, at cyklerne i sims 4 hedder "cykelglæde". Hvis du vil have ulejlighed med at oploade ham til Galleriet eller give mig linket/navnet på ham du downloadede. Det kunne være så fedt at få ham ind i mit spil. Men er ikke sikker på, jeg har det hår. Nåmen ellers finder jeg nok noget.