Munkene på øen

Jeg håber ikke, at jeg fornærmer nogen i deres tro og religion med den kommende historie.
Det er bestemt ikke intentionen – slet ikke.

Siden jeg besøgte Aalborg Kloster her i efteråret – og blev fascineret af fortællingen om fortidens munkeorden, har jeg været på udkig efter et kloster til en lille ny historie, som jeg har puslet med i et stykke tid siden besøget – sådan et lille lukket ”samfund”, hvor alle gøremål og aktiviteter er fordelt blandt de personer, som bor på klostret.
Jeg havde nærmest opgivet at finde noget brugbart på Galleriet, selvom der da lå et par fine eksemplarer – og indtil Simproved igen begunstigede mig (og sikkert også mange andre) med et fantastisk byggeri af et kloster lidt i sydlandsk stil.

Nu er klostret om- og tilbygget flere gange – og en lille ny historie har fundet fodfæste i min fortællerlyst.
Derfor skal I denne gang hilse på en flok livsglade munke, som lever på en lidt alternativ vis bag de beskyttende klostermure.

I vil genkende nogle af personerne/simmerne og deres interesser i denne historie, som er et miks af nye og gamle kendinge – men nu i en ny skildring af livet bag klostrets mure et eller andet sted lidt sydpå.
Gengangerne af tidligere kendte skikkelser skyldes ren dovenskab fra min side.  

Intentionen denne gang har også været at kigge lidt på nogle af mulighederne i Realm of magic-pakkens indhold.
Ikke det hele, for trylleri og Harry Potter-temaet i denne pakke er ikke lige noget for mig. I stedet vil jeg arbejde mig frem mod praktisk magi med en enkelt simmer-munk, hvor Botanikkili er målet - uden at ane, hvad det går ud på.
Men der er også et stykke vej dertil.
Nu må vi se, hvor det hele fører hen.
Her er i første omgang et billede af klostret i Aalborg, som kan føres tilbage til 1400-tallet. Klostret er idag moderniseret og beboes af pensionister - en del med frivillige gerninger på klostret, hvor der også holdes, gudstjenester, bryllupper og andre højtider.

På den isolerede ø ved kystbyen Windenburg ligger klostret, hvor munkene fra Sct Marcus-ordenen holder til – og har gjort det i mange generationer.
Ja, måske kan munkenes færden på øen føres helt tilbage til før reformationens tid. Det kan de gamle indbundne og lidt støvede bøger i klostrets bibliotek givetvis give et bedre svar på.



Lad os da bare blive enige om, at det ikke er en helt almindelig flok munke, som lever forholdsvist isoleret i det gamle kloster ude på øen – ti-femten minutters sejlads fra fastlandet, hvis man er i motorbåd.
Af en eller anden grund har der i byboernes opfattelse altid været munke på øen – og når gamle munke er faldet fra, dukker der hurtigt nye unge munke op på stedet.



Blandt beboerne på fastlandet, som ikke har adgang til selve klostret – heller ikke når de en sjælden gang skal bede om syndsforladelse, går der et vedholdende rygte om, at munkene ikke selv lever helt i helligt cølibat – og det måske netop er årsagen til, at klostret er så eftertragtet blandt unge aspiranter.
Her er det de nuværende tre unge munke Simon, Lukas og Benjamin, som mødes i klostergården.



Og der er nu nok noget om snakken, for ifølge en ung pige fra fastlandet, som har fået en tjans med rengøring for munkene, så har munkene gennem generationer stille og roligt - og uden for meget postyr - langsomt ændret klostret fra et traditionelt guds-tilbedende og spartansk og fattigt munkekloster for yderst troende munke, til et mere frisindet sted, hvor bøn og nadver er mere efter behov og når tiden tillader det mellem andre hyggeligere gøremål.
Nu skal man dog ikke tro på alt, hvad man hører – og slet ikke fra en ung uskyldig pige fra byen, som sikkert taler en del over sig.



Når sandheden skal frem, er der dog ingen tvivl om, at Sct Marcus-ordenens prior fader Emanuel og hans lille flok af trods alt forholdsvist troende munke nærmest lever et liv i luksus og efter egne regler og ønsker som første prioritet.
Ikke alene er munkeklostret efterhånden indrettet med alle nutidens bekvemmeligheder – næh, munkene har såmænd også tillagt sig nogle behageligheder, som kun er få forundt på fastlandet.
- og det hænder da eksempelvis, at en massør fra byen hidkaldes, når en gammel og værkende krop skal restitueres.



Det kan også være, at områdets anlægsgartner hidkaldes, så det værste af det trods alt stadig slidsomme arbejde i køkken- og urtehaven ikke tager overhånd i højsæsonen.
Og sådan er der flere små eksempler på, at klostrets port trods alt ikke er helt lukket for omverdenen.
Der var også en tid for nogle år siden, hvor en fitness-træner kom til klostret to gange ugentligt, for at træne med en ung munk med fokus på sine kropsidealer og bodybuilding.
Heldigvis valgte munken til sidst at forlade klostret, for at starte en karriere i sundheds-sektoren.
Siden har fitnessrummet stået ubenyttet hen og er mest blevet brugt til opbevaring af tomme vinkar.



Selvom bøn stadig er en del af hverdagen, så mødes munkene vel kun tre-fire gange om ugen til denne hellige handling – og helst ikke omkring spisetid eller i timerne efter måltidet, hvor der lige skal være tid til at slå mave eller hvile sig.
På disse tidspunkter fordufter munkene til egne kamre, hvor en blød seng udgør lejet for de kommende par timer. Ganske vist påstår munkene, at de reciterer fra de hellige skrifter, men rengøringshjælpen har da ofte hørt højlydt snorken fra sovegemakkerne.



Når hun nævner dette for Emanuel, henviser prioren prompte til de ti bud – og får hurtigt pålagt pigebarnet ikke at løbe med sladder. Det gælder naturligvis også overfor folkene på fastlandet. Han tilskynder hende tværtimod til at lade dette være en ubetydelig hemmelighed mellem hende og munkene på øen. Og enhver ved jo, at den megen morgenbøn godt kan udtrætte en arbejdsom munk.
Fader Emanuel ved dog om nogen, at den ALT for tidlige morgenbøn ved solopgang for længst er blevet flyttet til et godt stykke op ad formiddagen – hvis det overhovedet kan lade sig gøre den enkelte dag.



At munkene vitterligt KAN være trætte af slidsomt arbejde, skyldes mest dyrkningen af druer til vinproduktion – til altergangen i kirken naturligvis
– eller trætte af andre gøremål, som bedst kan relateres til munkenes eget velbefindende.

Der ligger også en større opgave i at sikre forsyninger til spisekammeret i klostrets kælder.
Udover de frugter, krydderier, urter og grøntsager, som klostret er selvforsynende med, afhenter munkene på skift råvarer på fastlandet mindst en gang ugentligt – eller i hvert tilfælde når der er marked i byen.

De to munke, som har tjansen med afhentningen, er de eneste i husholdningen, som er tidligt oppe denne dag - så munkene kan være de første ved boderne. (Det må også være forklaringen på, hvorfor der ikke er andre tilstede på markedspladsen - ha ha )



Det kan godt være et slidsomt arbejde for de to munke, der må tage klostrets træbåd til havnen på den anden side.
På hjemvejen over det smalle stykke vand til øen må den lille påhængsmotor til tider arbejde hårdt, når båden er godt læsset med madvarer - og af den grund ligger lavt i vandet.
En sund sjæl kræver også sund mad.
Derfor handles de bedste råvarer, som man kan tænke sig – hvis ikke munkenes egen urte- og køkkenhave bringer afgrøder til madlavningen.





I det daglige er det munkene Johannes og Simon, som har ansvaret for afgrøderne i klostret - og de lægger en stor ære i at frembringe de bedste råvarer, så maden i køkkenet tilberedes med den bedste smag og kraft.
På det seneste har de to munke eksperimenteret med kæmpeafgrøder – og har haft held til at udvikle en sort af kæmpegræskar, som ingen andre i området kan hamle op med.



På det seneste marked i byen kunne de to munke tage glade hjem med førstepræmien fra byens grøntsagskonkurrence – vundet på et kæmpegræskar af imponerende størrelse.
Adspurgt årsagen til frembringelsen af så imponerende græskar, var svaret blot, at det hjælper med daglige bønner til herren.
At det fortrinsvist skyldes tilsætningen af komøg og overskudsprodukter fra vinbrygningen lader de to munke forblive som en velbevaret hemmelighed – i hvert tilfælde indtil næste års marked.



Da den unge Simon blev indlemmet i munkeordenen i klostret for ikke så mange år siden – og frivilligt valgte havebruget og botanikken som sit felt sammen med den ældre Johannes, var han noget usikker på, om denne forholdsvist slidsomme gerning vitterligt var noget for ham.
Han så for sig, hvordan han måtte ligge mellem de lange rækker af afgrøder og møjsommeligt fjerne ukrudt mellem klostrets grøntsager og urter.
Han husker tydeligt billeder fra gamle dage, hvor munkene dagen lang - under en bagende sol – og i deres lange mørke kåber, måtte pukle for at holde ukrudtet fra de livsvigtige planter i klostret.
Urterne dyrkes stadig, men mest til retterne i køkkenet eller lækre balsamer og cremer - eller endog med tiden også eliksirer af forskellig art og virkemåde.



Til ukrudtsbekæmpelsen har munkene for nyligt anskaffet sig en smart ukrudtsfjerner, som nemt gør arbejdet for dem. Ja, det meste af den store køkkenhave kan faktisk klares på et par formiddage – og inden solen står alt for højt på himmelen.
På den måde bliver der masser af tid til at dase i solen – eller studere de hellige skrifter, som munkene ynder at kalde det.
Samtidig slipper de for at skulle åbne klostrets porte for en nysgerrig anlægsgartner alt for ofte.

Johannes, som er den ældste af de to munke i køkken- og urtehaven, er en lidt alternativ munk, som ikke altid følger munkenes vidtfavnende ritualer, troskabskodeks og dresscode.
Han var tidligere en berejst herre, der har besøgt mange kontinenter i Verden. Han kom til klostret for en del år siden efter en traumatisk oplevelse i Selvadorada, hvor han vist oplevede noget ganske foruroligende med nogle meget livagtige skeletter.







Hjemvendt fra rejsen søgte han lægehjælp – og blev anbefalet at søge psykologisk bistand.
I stedet henvendte Johannes sig til sin gamle ven Emanuel, der i mellemtiden havde påtaget sig hvervet som prior i Sct Marcus ordenens fine kloster ved Windenburg.
Og siden har Johannes befundet sig vel blandt munkene.



Han udfordrer dog stadig sine traumer fra turen til Salvadorada og søger derfor kontakt til de udøde via personlige seancer i Det hellige tårn ved klostret – en teknik, som han lærte af de indfødte i det sydamerikanske.
Tårnet, som man entrer via en stenbelagt gangbro, har et rum med seancebord, hvor Johannes i ledige stunder søger indsigt og kontakt til det hinsides – lidt på kant af de troende munkes ellers blinde og ensidige tro på gud den almægtige.



Men Johannes ER en grænsesøgende munk. Han vælger tillige at gå i andre klæder end de øvrige munke – alene for bekvemmelighedens skyld - og dyrker også eksperimenterende urter og planter i den fjerneste krog af urte- og køkkenhavens væksthus – et sted, hvor kun han og hans unge lærling Simon normalt færdes.
Hvis man kigger ordentligt efter i det lille medicinkammer ved sygerummet i kælderen, vil man også opdage lidt andre mere alternative medikamenter og helbredende urter, som stammer fra hans tid i Selvadorada.



Urterne og planteekstrakt fra klostrets have benytter Johannes til et sammenkog af ingredienser og eksperimenterende eliksirer, der skulle kunne give både velvære, heling af et uroligt sind og evig frelse. Det er bare ikke rigtigt lykkedes for Johannes at frembringe en brugbar eliksir endnu, selvom han bruger megen tid i gamle skrifter i klostrets omfangsrige bibliotek.



De ældste af munkene har en skjult men stigende interesse i det spirituelle – som for at vide, hvad de er oppe imod i det hinsides – om der er noget, som de bør forberede sig på i skærsilden, når de nu ikke har været fuldstændig hengiven til at tjene herren.
Det ER dog trods alt godt at være afklaret med, om himmeriges porte står åben for dem alle, eller de skal forberede sig på en tur i flammerne i stedet.
Derfor lader Emanuel og de øvrige munke Johannes være alene med sine eksperimenter og timer ved seancebordet, så han forhåbentlig kan skabe et overblik over tiden efter munkenes jordelige bortgang.

I junglen i Selvadorada, som min simmer har trasket rundt i de seneste dage, for at jeg kunne tage et enkelt billede med et skelet til min historie, faldt jeg over dette imposante byggeri - et sted, som det endnu ikke er lykkedes mig at komme hen til:



Det ER da iøvrigt et ganske tåbeligt og enormt ensformigt område at begive sig ind på - med en nærmest ubrudt række af næsten HELT ens handlinger, for at komme igennem en port eller et tempel.
Etage efter etage med de næsten ens dreje-ting eller rykke-i-spyd-ting.
Det BURDE man vitterligt have programmeret med en større variation eller nogle flere tilgængelige handlemåder.

Sådan er vi så forskellige. Jeg har det virkelig sjovt med det. Tror den ovenover viste bygning er øjenguf. Tilbage til din allerførste sætning: "Jeg håber ikke, at jeg fornærmer nogen i deres tro og religion med den kommende historie." Det tror jeg næppe du kan. Her er da vist ingen munke tilsluttet dette forum. Og så vil jeg lige rose dit flotte marked med alle grøntsagerne. virkelig imponerende.

Næh, men der KUNNE jo godt sidde en enkelt læser/forumbruger, der havde det skidt med, at jeg sådan udfordrer det generelle billede af gud og skaberen, når jeg sådan fjoller rundt på et område, som jeg ikke helt har overblikket over.
Derfor kun en anmodning om, ikke at tage denne historie for mere end den er.

- og Selvadorada's jungle ER da et virkeligt flot område med mange fine passager og vandløb/vandfald.

Tak Simsister - markedet er hentet på Galleriet - og tilføjet lidt ekstra boder og indhold.
Grunden er gemt som en fællesplads, hvor jeg godt nok håbede på noget større fremmøde udover de tre-fire standholdere og et par yderligere simmere.
Ja, faktisk var mit håb, at pladsen ville blive fyldt godt op.
Det skete bare overhovedet ikke.

Munkene har stor glæde af den store vindrue- og æblelund ved klostret, hvor der lægges mange kræfter i at sikre en god høst.





I klosterkælderens produceres en ikke helt alkoholfri cider på destillations-apparatet. Snarere tværtimod indeholder flasker og træfade i kælderen en anseelig mængde opløftende dråber af en forholdsvis stærk og velsmagende drik.



I de sidste mange år har det været Andreas’ opgave at sikre, at der altid er rigelige forsyninger i de store træfade – og aftapninger nok til mange altergange og nadvere i klosterkirken – og såmænd også ved spisebordet ved særligt festlige lejligheder.



Munkene er faktisk rigtigt gode til at finde på alskens fejringsværdige øjeblikke i løbet af året – og ikke kun i bibelsk henseende!
Det er ikke mange dage siden, at der var stor opbakning til at fejre klostrets to nye bistader.
Med udsigten til en nærende honning og bivoks til lysproduktionen fandt Andreas et par ekstra gode flasker æblecider frem til aftensmaden.

Munkene lever heller ikke helt uden tekniske hjælpemidler.
Bag en hemmelig dør i kælderen og i syge-rummet råder munkene over et par ikke helt opdaterede computere.
Er man som udefrakommende alligevel lukket ind i klostrets inderste bygninger, kobles en usynlig lille sporingsenhed på den besøgende.
Den unge rengøringshjælp, postbuddet, massøren, VVS-montøren, TV-reparatøren, anlægsgartneren og hvem, der ellers nødvendigvis MÅ have adgang bag klostrets sikre yderport, når man nu vil opretholde den forholdsvist høje levestandard i klosteret, tilkobles en lille sender under kraven på tøjet.



Så lytter den unge tekniknørd broder Lukas med i nogle dage, for at sikre, at disse besøgende ikke tager viden med hjem eller spreder uhensigtsmæssige rygter om klostrets beboere, når de nu HAR underskrevet et tavshedsløfte ved ankomsten.
Det er heldigvis ikke sket endnu, at ”omstændighederne” i klostret er omtalt blandt almindelige borgere.

En varm sommerdag er den unge rengøringshjælp syg og må ringe afbud til fader Emanuel.
I stedet lover hun at sende en veninde, som hun stoler fuldt og fast på.
Så det kan faderen også roligt gøre.
Efter en opløftet nadver aftenen før, trænger spisesalen til en kærlig hånd. Derfor indvilger prioren i denne nødløsning med en afløser til rengøringen, selvom han må lukke porten op for endnu en ukendt byboer.
Hellere denne løsning, end at lade en arbejdsom munk med andre væsentligere opgave overtage opgaven i spisesalen.



Det viser sig at være en ganske nydelig pige i en forholdsvis kort sommerkjole, som ringer på portens klokkestreng – og den unge splejsede og dyreglade munk Benjamin, som åbner porten for hende.
Benjamin har svært ved at skjule sin benovelse over pigebarnet, som vimser op ad de mange trappetrin mod klostrets hovedindgang.
Benjamin trisser ret bag hende og fornemmer tydeligt de vuggende hofter under den tynde sommerkjole.
Halvvejs oppe ad stentrappen må munken gøre holdt – vende sig mod havet og fremsige en længere frase om al guds kærlighed og fromhed.
Da han er færdig med sætningen, er pigen for længst trådt indenfor på klostergrunden – og dermed forsvundet ud af syne for den unge munk med de blussende kinder.



De kommende par dage – og mens sygdommen stadig plager deres normale rengøringshjælp, sørger Benjamin for, at han er fuldt beskæftiget i æblelunden hele formiddagen.
Mens han går mellem de blomstrende æbletræer, beder han til herren om, at sygdommen snart vil forlade rengøringshjælpens krop.
Op til weekenden bliver hans bønner heldigvis hørt.

Fader Emanuel indrømmer gerne, at Sct. Marcus-ordenen længe har haft en forkærlighed for god mad og fornøjelige adspredelser. Med Jesus og hans disciple rundt om bordet til den sidste nadver har forgængerne i klostret i generationer tolket dette, som et tegn på, at mad og drikke er en vigtig del af troen på gud fader, sønnen og Helligånden.

Det står da også klart for enhver, som er så heldig at få en plads i klostret, at netop maden og de våde varer er en vigtig bestanddel af livet netop her.
Den eneste munk, som Emanuel nogensinde direkte har annonceret efter i de lokale aviser, var en kok, som han fik desperat brug for, da den forhenværende kok gik bort.
Påfaldende hurtigt meldte skibskokken Albert sig ved klosterets port – nærmest som var han på flugt fra et eller andet. Han blev hurtigt ansat, for aftensmaden pressede sig på.



En dag, hvor Albert faldt i søvn under en af Emanuels ellers korte prædikener i kirken, kunne de andre munke omkring ham høre Albert mumle om et fruentimmer fra Del Sol Valley og en uægte søn, som han nægtede at kende noget til.
Sidenhen talte ingen om denne oplevelse, for kokken lavede god og nærende mad - og blev snart en værdsat munk iblandt dem – også selvom bønnerne og salmerne til at begynde med faldt ham det svært.

Klostrets omsorgsfulde prior har gået og skrantet lidt i nogle dage – som har en underlig sygdom ramt Emanuel. Han har dog ikke ladet sig mærke af det, men fortsat som samlingspunkt for munkene på øen.



Som et lyn fra en klar himmel finder munkene en aften fader Emanuel siddende på knæ i en underlig foroverbøjet stilling med hovedet støttende fladt på det hårde klinkegulv i klostrets spisesal.
Det ser nærmest ud som om, at klostrets velansete leder har forladt denne verden lige midt i en bøn.
Sådan tolkes priorens underlige døds-position i hvert tilfælde af den absolut mest troende munk Vilfred, da han ser Emanuel ligge der på gulvet på sine gamle knæ.



Vilfred udlægger denne pludselige bortgang af deres leder som et tydeligt tegn fra det høje, at munkene længe har været på vej i en uheldig og mindre troende retning – at troen er ved at forlade munkene - og den onde fra helvedet lurer lige udenfor porten på dem alle.
Sikkert er det, at Emanuel ikke længere er iblandt dem.

Lukas går straks mod klostertårnet og lader klokkerne bimle i nogle andagtsfulde slag ud over øen, mens de øvrige munke synger nogle strofer fra salmebogen over deres leders slappe legeme, der forsigtigt løftes ned i en veludsmykket kiste.



Så står munkene i nogle minutter omkring kisten, mens de hver især fremsiger nogle velmente ord om deres bortgåede prior.



Efter en smuk højtidelighed i det lille kapel bag klostret stedes Emanuel til evig hvile i kælderens krypt, hvor så mange af klostrets andre lederskikkelser ligger begravet – nogle af dem ganske vist kun med kraniet bevaret på grund af pladsmangel, men ellers med plads til alle gennem flere hundrede år.
Naturligvis får Emanuel ærespladsen midt i krypten, hvor han vil ligge, indtil den næste prior går bort. Derefter må han ind på en af de mindre hylder eller på den lille kirkegård bag klostret, hvor andre munke af mindre rang ligger begravet.



I klostret ærgrer man sig naturligvis over, at Johannes ikke har fået kontakt til det hinsides, så man kunne være HELT sikker på, at Emanuels sjælerejse går mod himlen.
Med alle hans gode gerninger som leder for den lille menighed i Sct Marcus ordenen er alle munke dog rimeligt sikre på, at efterlivet vil foregå hos faderen i det høje.

Dagen før, at områdets biskop skal udnævne en ny prior til Sct Marcus klostret i Windenburg, viser det sig, at der faktisk er TO aspiranter til titlen som klostrets nye leder.
Da han alligevel ikke kender nogen af de to kandidater, overlader biskoppen det til munkene selv at finde deres kommende prior – blot det foregår på demokratisk vis.

Det er to af Sct Marcus ordenens ældre munke, som ønsker at overtage pladsen som klostrets nye leder.
Både den meget troende broder Vilfred og den væsentlig mindre troende broder Andreas ser sig selv som en naturlig arvtager af pladsen ved spisebordets midte i spisesalen.
Begge har boet på klostret i mange år – ja, så længe de andre munke kan huske tilbage, har netop de to gamle skikkelser altid været en del af munkelivet i klostret - sammen med nu afdøde Emanuel naturligvis.



Mens Vilfred desperat har forsøgt at holde fast på gamle hæderkronede dyder og ritualer – som det vel retmæssigt bør forholde sig i et munkekloster, så har Andreas været en af de væsentligste fortalere for, at indføre nye og langt mere lempelige skikke på stedet.
Mens Vilfred ofte findes i bøn, fordybet i biblen og salmevers, hælder Andreas mest til velvære og afslapning.
Dermed BURDE Vilfred nok være den retmæssige arvtager til prior-stillingen i klostret.



Det bliver dog et hurtigt overstået valg, for mens Vilfred ønsker at øge mængden af bønner og salmer og gen-indføre fasten, så går Andreas til valg blandt sine med-munke på, at det lille vandhul nedenfor klostret bør omdannes til et godt sted at bade og slappe af.

Dermed vinder Andreas suverænt afstemningen blandt munkene, der nu også mener, at Vilfred allerede ER blevet tilgodeset af, at munkene trods alt har genoptaget bordbønnen og søndagssalmerne for ikke så længe siden.
Så må det ligesom være nok i denne omgang, mener mange af munkene som argument for at give Andreas deres stemme og opbakning.
Måske har det også spillet ind, at Andreas er den eneste, som kan betjene destillationsapparatet i kælderen?!

Samme aften, hvor Andreas kan indtage sit nye sovegemak – det største på klosteret og med egen balkon og en bedårende havudsigt, er det som om, at Vilfred tramper ekstra hårdt i pedalerne på det gamle orgel i opholdsstuen.
Vilfred er heldigvis den eneste, som kan spille på dette hylende instrument - og denne aften spiller han højt af toner om pinsler og korsfæstelse – men skifter så til nogle strofer om syndsforladelse og barmhjertighed.





To måneder senere er det lille vandhul inddæmmet med kampesten og vandet risler sagte fra en stensætning i bassinets kant under træernes skygge.
Yderligere fjorten dage senere har Vilfred glemt alt om sin modstand mod denne adspredelse og nyder selv en svalende dukkert.

En dag Albert kommer ned i kælderen for at tænde op under den store kedel, er Johannes allerede i fuld sving med at fylde alverdens krydderier, urter og sælsomme blandinger i kedlen.
I stedet må Albert fortrække til køkkenet ovenpå, så munkene kan blive bespist til rette tid.



I en gammel skriftbog fra en svunden tid har Johannes fundet en tydelig henvisning til en eliksir, som skulle give enhver person, som indtager eliksiren, kortvarig klarhed, sorglindring, opstemthed og sjælefred – og alle punkter, som munkene sikkert kunne få glæde af, vurderer Johannes og nærlæser en ikke alt for præcis opskrift i bogen.



Med en nærmest alkymistisk tilgang brygger Johannes løs de næste dage, indtil et lille bæger med et grødet indhold præsenteres for den nye prior.
Andreas kigger skeptisk på det lille bæger – letter på låget og dypper forsigtigt spidsen af sin pegefinger i det grødede indhold.
Nu løfter han pegefingeren til munden og nipper umådeligt langsomt og afventende til den lille klat på fingerspidsen.
Så sætter han kruset for munden og drikker det hele.
Johannes bemærker naturligvis priorens vrængende ansigtsudtryk og erkender, at der lige er en enkelt opgave omkring smagen, som han skal arbejde videre med.





Ved påskehøjtiden og mange sjældne urter og plantegevækster fattigere kan Johannes stolt fremvise 5 bægre med en ny plumret farvevariant.
Andreas er ikke sen til at bestemme sig for, at dette nye ekstrakt hellere bør komme ALLE munkene til gode – og ikke kun ham selv som prøveklud.
Derfor serveres lang-fredags-nadveren med en ny og hemmelig ingrediens, som kun Andreas, Johannes og kokken Albert har kendskab til.



Ved den efterfølgende fællessamling til påske-bøn, som består af gode mængder urte-te og chokolademuffins, er det som om, at stemningen blandt munkene denne aften er ualmindelig spontan opløftet og hjertelig.
Ja, munkene giver sig endda til at synge med, da Vilfred giver orglet en ordentlig omgang på tangenterne.
Det er aldrig sket før.



Denne pludselige opstemthed løber lidt af med munkene, for inden de rigtigt forstår, hvad der sker omkring dem, danser de om det store bålsted ved bakkens fod, hvor en bunke træaffald og grene nemt lader sig antænde.



Omkring morgenbordet langt op ad næste formiddag er alle munke enige om, at der herskede en velsignet fælles positivitet og begejstring over klostret aftenen før – at en smittende glæde og velbehag havde været iblandt dem.
Vilfred udlægger naturligvis dette som et tydeligt tegn på guds synlige tilstedeværelse, næstekærlighed og evne til at tilgive.
Specielt Andreas, Johannes og Albert er MEGET insisterende på, at bakke op om denne årsag til munterheden fra den foregående aften.



Uden at de andre om bordet opdager noget, nikker Andreas kort til Johannes – som et tegn på, at eliksiren denne gang er godkendt og at Johannes godt kan bestille den kedel hos jernstøberiet, som han har talt så meget om i et stykke tid.
Så kan kokken også få sin kedel tilbage - og måltiderne finde tilbage til et mere velkendt indhold.

Med Emanuels triste og alt for tidlige bortgang bliver der plads til en ny munk i klostret. Først på ventelisten står den unge Jakob, som er ud af god landmandsslægt.

Som det sig hør og bør, når en ny munk skal optages i Sct Marcus ordenen, skal den nyankomne indvies i ordenen med en dukkert ved øens vandkant – som en renselsesproces af krop og sjæl, inden man officielt træder ind i munke-standen.
Det er altid klostrets prior, som står for denne handling, hvor der skal læses en tekst over den kommende munk – og endda i fuld beklædning.
Men Andreas er bestemt ikke meget for denne handling – og slet ikke det kolde vand på denne sensommerdag. Så det bliver en ualmindelig kort ceremoni, mens munkeklæderne skvulper omkring kroppen på Andreas og Jakob.



Ikke så snart er Jakob indlemmet i klostrets beboergruppe, før han foreslår munkene, at de får sat skik på det tomme hønsehus bag klostret, som har stået ubenyttet i en del år.
I første omgang er der ikke den store opbakning til forslaget, for den slags fjerkræ har det jo med at gale afsindigt og ALT for tidligt på morgenen. En god nattesøvn ER nu engang vigtigt for en slidsom og hårdtarbejdende munk.



Det ender dog alligevel med, at Jakob får overtalt den nye prior til at iværksætte en istandsættelse af hønsehuset og indkøb af de første små kyllinger – vel at mærke i et kompromis om, at hønsestigen til huset skal placeres så langt væk fra sovegemakkerne som muligt.



Da først et i forvejen veldækket morgenbord suppleres med en bradepande med Scrambled eggs fra egne æg og høns, er det som om, at munkenes sidste bekymringer om hanegal ved morgenstunden forsvinder. Dertil er kokkens æg og bacon ALT for velsmagende – og et udmærket indslag sammen med de nybagte klosterbrød og marmelade fra køkkenhaven.
Jakob har snusfornuftigt nok sikret sig, at hønsegården ikke beboes af morgenfriske og galende haner.

Jakob og Benjamin, som begge er ualmindeligt glade for alskens dyrearter, mødes ofte i fortrolige samtaler om dyrelivet omkring klostret – og Benjamin viser Jakob nogle af de dyr, som findes omkring klostret eller andre kendte dyre-steder på øen.



Benjamin er specielt stolt af en næsten tam kanin, som han fandt som en forhutlet og sølle skabning en dag han var i køkkenhaven sammen med Johannes.
Benjamin tog kaninen til sig og passede og plejede det lille kræ, indtil kaninen var helt frisk igen og kunne sættes fri.
Kaninen flyttede sig dog ikke mange meter, men fandt i stedet et bo i en gammel træstub for foden af bakken – påfaldende tæt på salaten i køkkenhaven.
På den måde forblev kaninen i nærheden af Benjamin, som altid har et par gulerødder fra urtehaven gemt i munkedragtens lommer, når de mødes.



Havens fugle har også et godt øje til den unge munk, som altid sørger for, at der er lidt frø på foderbrættet i sansehaven.
Benjamin kan sidde i flere timer og efterligne fuglenes kvidren – og føler næsten, at de forstår hinanden.
Benjamin tænker ofte, at han ville have været en god medhjælper på Noahs ark, hvis han havde levet dengang.



Den foregående sommer, mens Emanuel stadig var iblandt dem, søgte en omstrejfende hund mod klostrets port.
Hunden måtte være efterladt på øen eller måske ligefrem rendt bort fra et skidt eller hadsk hjem, tænkte Benjamin, siden den dukkede op her på øen, hvor Benjamin ikke mindes, at andre husstande har hunde af denne race.
Et par af øens få landmandsfamilier har jagthund, for rævejagten er god på øen, men denne strejferhund kan Benjamin ikke finde et ophav til.
Derfor bad han dengang den daværende prior om tilladelse til at tage sig af hunden – og fik lov, hvis blot han selv passede den.
Det lovede Benjamin naturligvis.



Hunden blev hurtig fortrolig med Benjamin og dukker nu og da op ved klosterporten.
I andre perioder ser Benjamin ikke noget til hunden i flere dage.

Da der kommer flere og flere høns i hønsegården, ender det med, at klostret faktisk har en del æg i overskud. Ud over de faste ægge-retter ved morgenbordet bliver munkene efterhånden trætte af, at alle måltider bliver med æg som tilbehør til kødretter og fjerkræ.

I første omgang overvejer munkene, om de skal aflive nogle af de ældste høns, men som et humant alternativ ruller Jakob et bord ned til klostrets indgang, hvor han opsætter en lille ubemandet salgsbod med æg og overskuddet af en ganske næringsrid honning fra bistaderne, samt lidt forskelligt grøntfra køkken- og urtehaven.
Så maler han et prisskilt med lidt ublu priser på varerne, og sætter skiltet ved bordet.



På den ellers forholdsvist ubeboede ø, som – udover de få fastboende som fyrbøderen og et par landmandsfamilier - vel kun frekventeres af en lille skare af sommerturister, lidt jægere, vandringsfolk og nogle fuglekiggere, er der alligevel et forbavsende fint salg af varer fra boden. Ja, hønsene kan vel nærmest ikke følge med til sidst, for det er som om, at ENHVER fastboende og gæster på øen lige skal indenom boden ved Sct. Marcus klostrets indgang, inden de begiver sig hjem til deres bopæl på øen eller mod fastlandet på den anden side af vandet.

Kun i vintermånederne er salgsboden lukket – og mængden af retter med æg stigende i klostret i den mørke tid.
Normalt er vintrene ingen problem på disse sydlige breddegrader, men en sjælden hård vinter med rigelige dage med snestorm tager livet af en del af hønsebestanden og inden Jakob får købt sig nogle nye æg-læggere til salgsbodens genåbning til foråret, foreslår Andreas i stedet, at Jakob kan forøge udvalget af varer med nogle af deres salver og cremer fra urtehaven.
Ja, selv den ny-udviklede eliksir mod tristhed kan måske skabe lidt ekstra indtjening til klosteret, når boden skal genåbne i forbindelse med påskehøjtiden.

I forbindelse med disse seneste tiltag vurderer Andreas dog klogelig, at boden bør bemandes og have mere fastlagte åbiningstider.
Så den opgave må de unge munke tage på sig og deles pænt om – i en fast ugentlig turnus, som tilgodeser dem alle.
Udover Benjamin, som gerne havde været denne kontakt med andre mennesker foruden, er der kun begejstring blandt hans unge ligesindede over kontakten til øboerne og andre gæster på øen.



Ikke så snart er boden genåbnet til foråret, før både fastboende og turister i stigende grad valfarter til øen for at handle i munkenes salgsbod – specielt da rygtet om en meget livgivende eliksir spredes i Windenburg og omegn.

Munkene har ligefrem hørt, at en af Windenburgs pensionerede fiskere skaber sig en god indtægt ved siden af pensionen ved at sejle alskens folk til øen – væsentligst med den lille bod for øje, men også med afslapning i bakkerne på den smukke og kuperede ø, hvor der er mange fine opholdssteder med sol og læ for vinden.
Med Lukas som bygherre har munkene og deres naboer fremstillet nogle bord- og bænkesæt, som de har opsat på udvalgte steder på øen.
På den måde kan stressede byboere og turister nyde et par timer i fred og ro på øen – eller indtage deres ny-indkøbte tristhedslindrende eliksir, som Andreas og Johannes nu i fællesskab har udviklet en drikkevenlig version af.

Andreas er en driftig prior – vistnok med et bankjob som karrierevej, inden han pludseligt konverterede til munkelivet. Han ser potentiale i boden, som efterhånden er bemandet fra tidlig morgen til sent på eftermiddagen.
For at tiltrække flere kunder, begynder munkene at synge solen ned om eftermiddagen denne sommer.
De syngende munke bliver et tilløbsstykke, hvor også eventuelt overskydende fisk, den alkoholiserede cider og altervinen efterhånden supplerer de andre varer i boden og sælges i fornuftige mængder, så det gamle kasseapparat klinger lystigt det meste af dagen.



Ved efterårsmarkedet i Windenburg får munkene deres egen stand på markedspladsen – bygget af drivtømmer fra øens strande og lidt overskudsbrædder fra den lokale tømmerhandel, hvor direktøren fik svært ved at afvise en guds sending, men i stedet valgte at give en klækkelig rabat.
Til markedsdagen bemandes standen af tre munke – og fragten af salgsvarer fra klostret og til markedspladsen varetages af Vilfred og Simon, der må sejle i pendulfart mellem fastlandet og øen.



I en ledig stund trækker Benjamin og Simon mod markedshallen, for at købe et par nye sandaler til dem begge. Indenfor i den gamle hal får Benjamin øje på den omstrejfende hund ved den gamle pensionerede fiskers side – fiskeren, som sejler turister og andet godtfolk til øen for en skilling.
På Benjamins forespørgsel fortæller fiskeren, at hunden, som han er den retmæssige ejer af, ofte vil med ham på den korte tur over vandet, når sejlturen går mod øen og klostret – og indimellem er forsvundet, når fiskeren skal hjem igen. Så må han efterlade hunden på øen, indtil han kommer tilbage næste dag.



Det glæder naturligvis fiskeren at vide, at Benjamin tilsyneladende passer hunden, når fiskeren selv nødtvungent må forlade øen med de sidste besøgende. Benjamin lover, at han nok også fremover skal sørge godt for hunden, når den dukker op ved klostret.
I sin aftenbøn nævner Benjamin sin glæde over, at hunden trods alt har et kærligt hjem hos fiskeren – men at den åbenbart blot døjer lidt med afgangstiderne fra øen.

Broder Peter, som er lidt af en enspænder, elsker at fiske fra stranden nedenfor klostret, hvor han ofte fordriver tiden med snøren i vandet.
Fangsten indgår i munkenes måltider eller sælges i boden med god fortjeneste.
Fisk, som er fanget af munkene, går som varmt brød blandt fastlandets borgere – specielt med en lille dåse fiske-egnet krydderiblanding som tilkøb.



Peter har længe forsøgt at finde ligesindede blandt munkene, men det er som om, at flere timer i den bagende sol, mens man blot stirrer på en lille korkprop i vandet, ikke rigtigt tiltaler andre end Peter selv.
Så han må nøjes med sit eget selskab - og det passer ham egentligt også ganske fint, når det ikke kan være anderledes..

Peter bemærker dog den lille fiskekutter, som jævnligt runder pynten lige ud for et af sine yndlings-fiskesteder – godt fyldt med besøgende til øen.
En dag, hvor den gamle kutter tøffer stille forbi, vinker fiskeren bag roret til ham – og Peter vinker tilbage.

I efteråret, hvor sejlturene mellem øen og fastlandet reduceres til en enkelt daglig afgang, finder de to sammen i nogle fælles stunder, mens den gamle fisker venter på hjemturen fra øen. Så er der rigeligt med tid til at pleje deres interesser – og udveksle erfaringer og skrøner med fiskeriet.



Som lidt adspredelse på en råkold efterårsaften mødes Peter og Johannes over et spil bordfodbold. I en indædt kamp om den lille runde kugle fortæller Peter om sine fangster og de mange spændende fiskearter, som tilsyneladende trækker lige forbi i farvandet ud for Windenburg-øen.
Johannes er netop midt i nogle urte-eksperimenter, hvor eksotiske fiskearter indgår.
Derfor bestemmer han sig for at slå følge med de to fiske-kyndige folk den næste formiddag, når fiskeren har sat sine passagerer i land på øen.
Hvad Johannes ikke ved på dette tidspunkt er, at netop denne beslutning kommer til at betyde store forandringer for hans liv som munk nogle år senere.



På vej ned ad stien mod den lille fiskeplads råber en nydelig ældre dame ham an. Kvinden er klædt i en luftig lang sommerkjole – noget uegnet for denne kolde efterårsdag, hvor solen kun kigger svagt gennem skyerne en gang imellem.
Johannes hilser ærbødigt på damen.
Hun fortæller nu, at hun har taget turen til øen, da hun har hørt så meget om nogle helbredende eliksirer og urter, som man kan købe på dette sted - anbefalet af en rejsekollega fra fastlandet.
Efter en lille soppetur i vandkanten, er hun nu klar til at gøre sine køb – men er usikker på, hvilke eliksirer, som vil være bedst for hendes sjældne tropesygdom, som hun må have erhvervet sig på sin seneste ekspedition til Selvadorada!!



Johannes kigger en ekstra gang på den ældre dame – som for at vejre dette besynderlige sammentræf med et af sine egne rejsemål for snart mange år siden.
Munken skynder sig dog at forklare, at hun - hvad eliksirerne angår - er kommet til den helt rette, for både urterne og eliksirer i boden er han ekspert i.



Det bliver en lang og fornøjelig eftermiddag for Johannes, for han glemmer alt om de to fiskere – og udviser i stedet udsøgt service overfor denne ældre dame, som tager kutteren hjem om eftermiddagen belæsset med alskens helbredende urte-ekstrakter og eliksirer – som en gave fra en benovet munk, der også har delt af sin store viden om alskens helbredende medikamenter.
Det bliver ikke sidste gang, at de to mødes – slet ikke.

Benjamin bliver godt nok noget forbløffet, da han lige vil tage en pejling på vejret gennem opholdsstuens vindue.
Udenfor får han øje på en yngre kvinde, som står og kigger direkte ind ad det samme vindue.
Den unge munk bliver helt befippet og må skyndsomt fortælle Johannes om sin observation.



Johannes, som står ved bogreolen lige i nærheden, er netop ved at lede efter et gammelt opslagsværk i reolen, som han lagde fra sig forleden.
Værket er af en sydlandsk druide, som skulle have skrevet om en for Johannes ganske ukendt eliksir for flere hundrede år siden.
Eliksiren skulle efter sigende kunne helbrede selv ganske stridbare sygdomme – også fra troperne, påstår druiden.
Så den gamle munk vinker bare afværgende med hånden, mens han beder Benjamin om selv at løse sit problem.



Benjamin er overbevist om, at Johannes overhovedet ikke hørte efter, men så må han jo selv tage affære.
Den unge mand nærmer sig vindueskiggeren – uden at hun synes at have opdaget ham.

- og endnu engang må Benjamin forbavses over den skønhed, som de unge kvinder på disse breddegrader bærer så smukt.
Selv kommer han fra det kolde nord, hvor kvinderne meget tid af året er gemt i store vinterfrakker og vanter. Men her mod syd er moden helt anderledes – og kvindernes kjoler meget kortere, end den unge munk bryder sig om.
Først da Benjamin rømmer sig, vender hun sig om.



Benjamin ville egentlig skælde vindueskiggeren ud, men i stedet beder han så mindeligt den unge kvinde om at stoppe med sit kiggeri – og han kan i øvrigt forsikre hende om, at der absolut intet er at kigge efter på den anden side af vinduesglasset.
Så trækker den unge kvinde på skuldrene og vimser lige så stille mod klostrets udgang – som var intet usædvanligt hændt.
Den aften bliver Benjamins aftenbøn lige en smule længere end normalt.



To dage senere er pigen tilbage ved vinduet.
Uheldigvis for hende, er det denne gang Vilfred, som får øje på hende.
Nu må hun lægge øre til en del udtryksfulde ord om at forstyrre guds hellige fred, gudsbespottelse, djævelens sendebud og et hvileløst liv i det hinsides.
Så kan det nok være, at den unge kvinde skyndsomt forlader klostret – og ikke bliver set på øen sidenhen.

- og så iøvrigt ud med WW igen, for det ER da godt nok forstyrrende for spillet. Been there - tried that

Hvis ikke munkene benytter Johannes’ lykkebringende eliksir som en hurtigtvirkende men ikke altid effektiv løsning, søger de i stedet mod klostrets sansehave, hvis sindet bliver uroligt eller man får sig en bekymring.
Så kan et par stille timer i sansehaven virke lindrende på mange tanker.
Benjamin har tilbragt mange timer på det seneste i denne have – bekymret for sine tanker om det modsatte køn. Kun fugleflokken i den gamle træstub synes at give ham en form for kortvarig lindring.



I sansehaven finder man også klostrets rislende springvand og kilde, bonsaitræer, meditationsskamler og røgelsesholdere.
Specielt klostrets prior Andreas finder glæde i disse redskaber. Han synes at synke dybt ind i sig selv, når han sætter sig på disse meditationsfremmende skamler. Eller også besidder han bare evnen til at sove i en siddende position. Det kan munkene ikke helt afgøre.





En enkelt gang om året samles alle munke i sansehaven. Det sker på Sct Marcus’ fødselsdag – skaberen af den orden, som munkene ikke er helt gode til at efterleve. På denne fødselsdag er der fælles bøn, meditation og afslapning ved statuen af Sct Marcus, mens forskellige velduftende aromaer breder sig omkring dem.

Lukas er uomtvisteligt klostrets altmuligmand. Det er en ellers sjælden kombination af evner, at være god til både det elektroniske med computeren og så SAMTIDIG være ferm på fingrene og kunne fremstille så at sige alt med sine hænder.
Sådan oplever de andre munke det i hvert tilfælde – som en guds gave til klostret, for man kan altid komme til Lukas, hvis noget er gået i stykker eller skal repareres.



Med en samle-instruktion, som han finder på Internettet, bygger Lukas et par cykler i træ – fine cykler, som udlejes fra klostrets bod og fragter nye nysgerrige turister rundt på øen. Med udlejningen må boden endnu engang udvides, så der bliver plads til cyklerne under et lille halvtag.



Når cyklerne ikke er lejet ud eller boden er lukket for aftenen, triller de unge munke Benjamin, Lukas, Simon og Jakob engang imellem en tur rundt på øen. På disse ture kan snakken nemt falde på andre ting, end hvad der sømmer sig for en fast troende munk.
Nok har de alle svoret evig troskab til vor fader – himlens og jordens skaber, men man er dog stadig kun en svag sjæl, som KAN blive udfordret af andre tanker end de gudelige.



Specielt Benjamin er udfordret af et ungdommeligt og nysgerrigt sind, når det kommer til det modsatte køn – og synet af vindueskiggeren og den korte kjole på rengøringshjælpens afløser har virkeligt sat nogle foruroligende tanker i gang hos den unge mand – tanker, som han efter bedste evne forsøger at tøjle og vige bort fra med ihærdige bønner og aromaer i sansehaven.
Om aftenen, når han ligger i sengen og kigger op i kammerets månebeskinnede loft, trænger tankerne sig ubønhørligt og uundgåeligt på igen. Sådan står det på nat efter nat.



Benjamin har flere gange bedt om syndsforladelse i messesalen - og troligt bedt sin aften- og morgenbøn HVER dag - men lige lidt hjælper det.



På en cykeltur, hvor munkene gør holdt og hviler benene ved en bænk, fortæller Benjamin de andre om sine oplevelser og tanker.
Han havde nok håbet på lidt opbakning og forslag til en måde at slippe for disse tanker på, men i stedet vil hans cyklende venner hellere høre mere om pigens korte sommerkjole.
Inden de cykler tilbage mod klostret, lover de dog at bede med ham i kirken samme aften.

VinceDjansen skrev:- og så iøvrigt ud med WW igen, for det ER da godt nok forstyrrende for spillet. Been there - tried that

Ok, og nogen af os har det stadig. Er helt vild med det og elsker de nye udfordringer, det giver. Sådan er vi så forskellige.

Indrømmer gerne, at det heller ikke fik mange chancer her hos mig, da jeg først fandt ud af, hvad det var.
Men absolut fint, at vi også ser forskelligt på dette indhold i forhold til vores spil-tilgang.