S.S. Martha - sommeren i Skippergade anno 1969

Torsdag den 3. juli
Endnu en kølig dag, hvor solen kun sjældent kigger frem.
Med lovning om massage som de første, er tømrer-sjakket hurtigt færdig med at indrette massagerummet i kælderen til Manuela.
På Alf's foranledning, sætter Knud og Alf en lille klokke op i lejligheden over bageriet, så Manuela kan høre, når der er kunder i kælderen.



Selvom Knud frygter det værste, er det en synligt glad og spændt Alf, som viser Manuela det fine massagerum, som sjakket i smug har indrettet, mens hun har haft travlt med at gøre bageriet klar til åbning.
Nu står massagerummet klar med en fin briks i midten.

Manuela bliver naturligvis glad for initiativet, men har lidt svært ved at finde tid til massagen, når hun lige har åbnet bageriet.
Bedre bliver det ikke af, at Alf jo har lovet hele tømrer-sjakket den første behandling.
"Så skal jeg nok hjælpe i bageriet så længe" lover han Manuela.
Derfor må hun i gang med at massere både Tømrer-Peter, Bette-Benny og Piv-Palle - og Knud, som også mener, at han har fortjent en omgang rygmassage, når han nu har bygget briksen.



Samme dag sidder der et lille håndskrevet skilt i vinduet ved indgangen til bagerbutikken, hvor Manuela har skrevet: "Sydlandsk massage udføres i kælderen til favorable priser - ring med klokken".
For at sætte kronen på værket, har Alf også indrykket en lille annonce i Svendborg Avis, hvor der tilbydes sydlandsk massage i Skippergade.

Allerede samme nat kimer klokken flere gange i Manuela og Alf's lejlighed med håbefulde og lystne ungersvende, der gerne vil betale for en omgang sydlandsk massage.
- og hver gang vågner den lille baby med et højlydt vræl.
Det ender med, at Alf må sidde i sit nattøj ved nedgangen til kældertrappen, for at sikre, at der ikke er flere, som får ringet med klokken.



Da en dødtræt Manuela åbner bagerbutikken næste morgen , fjernes skiltet i vinduet som det første.
Kort efter forsvinder klokken i lejligheden.

Ja ja...sydlandsk massage kan vist være mange ting..

Hi hi, ja, det tror jeg også: Sydlandsk massage!! Og utroligt at du, Vince kan holde tråden så længe. Jeg tror, du er mester i at fortælle.

Sydlandsk massage og bagerbutik.... sikker du kan

Tak tak - vi må se, hvor længe vi kan "holde historie-gryden i kog".
Foreløbig er der da til et par måneder mere - og ting, som stadig er uprøvet i spillet.

Fredag den 4. juli
Knud bliver så trist denne morgen, da radioen annoncerer, at den kendte guitarist Brian Jones fra The Rolling Stones er fundet død dagen før.
Han traver ned i værksteds-skuret i gården med sin guitar, og bliver der det meste af dagen.
Første nummer, som strømmer ud gennem den skæve dør til værkstedet er "The last time".
Det hjælper dog lidt på humøret, da Lone kigger ind med en skål havregrynskager.



Roberto og hunden Molly tager på sommerferie ved Alfred og Maren i Ollerup.
"Det bliver da rigtigt hyggeligt så" smiler Alfred, da Roberto står af rutebilen ved vejkanten.
"- ås fordi rabenskralden er på besøg ved sin sikkert lige så sure søster i Kjøwenhavn da" hvisker han til Roberto, da de går op ad indkørslen mod gårdspladsen.

Roberto har aftalt, at han skal bage snobrød og sove i telt med Johannes - gårdens unge medhjælper, som har været hos Maren og Alfred, lige så længe de kan huske.
"Ja, han var jo it møj større end naboens puddel, da han kom her første gang" griner Alfred, og klapper sin unge medhjælper på skulderen.
"Nu går han så i det mindst fugleskræmsel' til skulderen - ha ha".
Fra terrassen kan de høre Maren kalde.
"Der er vist hjemmelawet citronmåne da" smiler Alfred, mens han går over gårdspladsen med Johannes, Roberto og Molly i hælene.



Mens de sidder ved bålet om aftenen, betror Roberto sig til Johannes om hans spirende følelser for Pia fra Tåsinge.
”Spørg ikke mig så” siger Johannes straks på sit herlige fynske.
"Den slags ting har jeg ingen forstand på da".
Men det er nu rart at snakke om Pia alligevel, så Roberto fortsætter med at fortælle - og Johannes fortsætter med at lytte interesseret.
Indimellem giver Johannes et anerkendende nik eller et "hmmm, det kan jeg godt forstå".



Da Roberto endelig er tømt for ord, kryber de til ro i det lille telt i haven.
Der går dog stadig lidt tid, inden lampen slukkes for natten.
"Du må med ud og rulle på skøjter en dag" slutter Roberto snakken.

Herlige venskaber der opstår på kryds og tværs af dine historier
Det er utroligt, at du kan holde styr på dem alle sammen.
Til tider savner jeg at spile med José og Victor, men efterhånden som familien har forgrenet sig i tre stammer, med et utal af børn... syntes jeg de er vanskelige at holde styr på.
Jeg har virkelig respekt for dit store projekt

Helt enig Mona....Vince er godt til at holde styr på den røde tråd...Jeg tror heller ikke jeg kunne styre så mange i så lang tid...men jeg har heller ikke prøvet...haha

Tak skal I have.
Men der er netop ikke SÅ meget rød tråd i det denne gang, for historien drejer sig mest om at få prøvet nogle ting af i spillet - og i mindre grad om en gennemgående udvikling. Derfor bliver det også små scenarier på kryds og tværs omkring de gennemgående karakterer - sømændene.
- og så er det da lidt sjovt med historisk korrekte hændelser fra 1969, som kan flettes ind i historien på forskellig vis.

Jeg har sådan et nogenlunde overblik over de deltagende simmere, men kan modsat sagtens se, hvad forfattere til bøger må arbejde med af research af steder, storylines og profilbeskrivelser, inden de begynder på en roman eller lignende.
Det fine ved Sims er jo, at vi bare selv kan skabe de kulisser, lokationer, deltagere og lignende, som vi har brug for.
Det gør tingene lidt nemmere.
Så er det "kun" et spørgsmål om at få simmerne til at agere nogenlunde troværdigt - og indenfor de rammer, som spillet giver mulighed for (eller mangel på samme).
Det kan i øvrigt være lidt af en opgave, hvis der er mange simmere involveret - og det ved alle historiefortællere i Sims-verdenen alt om.

Jeg kunne i øvrigt godt savne, at man også løbende kunne justere på tidspunktet på dagen - skrue tiden frem og tilbage, for jeg har flere gange prøvet at skulle få en formiddagsfortælling til at hænge sammen.
Inden man har fået tilfredsstillet alle simmernes andre behov - og samlet gruppen, er det blevet aften i spillet.
Så må man vente endnu en simmer-dag.

Lige det med tiden Vince er jeg sikker på man kan med MCCC øhh ret sikker. Mener bestemt jeg er stødt på det når jeg har indstillet moddet.

Lørdag den 5. juli
Lone byder de nye lejere velkommen, og viser dem taglejligheden, hvor man kan skimte havnen over de andre hustage.
Det er urmager-fruen Randi og hendes mand Kaj Ove Willumsen, der flytter ind i lejligheden.
”Vi har altid ønsket os en taglejlighed med udsigt til vandet” fortæller Kaj Ove som årsag til lejemålet.
”Og så gør det jo ikke noget, at vi nu bor tæt på butikken og urmagerværkstedet med alle vore ure”.
”Ja, MEGET dyre og fine ure” supplerer fru Willumsen.



”Nu er forholdene vel i orden i sådan en taglejlighed?” henvender hun sig til Lone, da de er tilbage på fortovet.
”Ja, det er en rigtig fin lejlighed – lavet af de bedste materialer - og nogle af Svendborgs dygtigste håndværkere” forklarer Lone lidt mistroisk.
Fru Willumsen synes kun at have et skuldertræk til overs for dette.
I dette øjeblik ærgrer Lone sig over, at hun kun fik hilst på hr Willumsen, da de indgik aftalen om lejemålet.



Det bliver Knud og naboerne Mogens og Arthur, som må hjælpe med at slæbe urmager-ægteparrets fine møbler op i lejligheden under taget, for parret har tilsyneladende ikke bedt venner eller familie om at hjælpe dem.

Ved aftens-tide har en nervøs Marius endelig inviteret frk Bruun til middag.
De skal spise i restauranten på Hotel Troense - lige overfor kajakklubben på Tåsinge.
Marius er færdig i god tid på Martha.
Derfor bestemmer han sig for at gå de 6 kilometer fra skibet til hotellet på Tåsinge’s nordkyst.
Frk Bruun tager rutebilen, og mødes med Marius udenfor hotellet, hvor han står og venter på hende med en stor buket roser.
”De er af Flora Bruunium arten” fortæller han stolt, da han rækker hende buketten.



Under middagen nævner Marius den tomme lejlighed, som Alf og Manuela netop har forladt til fordel for lejligheden over den nye bagerbutik.
”Sådan en lejlighed kunne du godt have Marius” siger frk Bruun til ham.
”Joeh, det kunne jeg selvfølgelig godt” svarer Marius, og kigger ned i servietten i skødet.
”Men sådan en lejlighed er ALT for stor til mig”.
”Jamen så skal du da finde en at dele den med” prøver frk Bruun – og gør bare Marius endnu mere flov og mundlam.
Heldigvis forsvinder genertheden i løbet af aftenen, da først frk Bruun begynder at snakke om Martha og planterne i drivhuset i Skippergade.



Efter middagen tager de rutebilen tilbage mod Svendborg, hvor de ser Rottefælde-revyen.
Det år debuterer Ulla Jessen i revyen, og både Marius og frk Bruun morer sig som aldrig før.

Efter forestillingen er det blæst op til morgendagens storm.
Selvom han også selv betalte HELE aftenmåltidet, vælger Marius alligevel at flotte sig og bestille en taxa frk Bruuns lejlighed i Svendborg.
”Tak for en dejlig aften” siger frk Bruun, da han galant åbner døren til taxaen.
Selvom han har nydt ethvert minut hele aftenen, bliver han pludselig voldsomt mundlam igen – ved ikke, hvordan han skal få sagt ordentligt farvel til den nydelige frk Bruun.
”Jo – jamen – jo altså så i lige måde” får han fremstammet, inden han hurtigt springer tilbage i sikkerhed på forsædet af taxaen.
Da taxaen kører bort, kigger han dog ud af bagruden, hvor frk Bruun vinker til ham.
Så vinker han glad tilbage.

Altså den Marius...han er godt nok handlingslammet, når det gælder det modsatte køn. Stakkels mand! Flot byggeri i øvrigt!!

Ja nu må han snart tage sig sammen den kære Marius. Eller også må frk. Bruun vise sig som "manden i huset".

Forøvrigt nogle imponerende taxa biler de havde i svendborg den gang.

Flot historie Vince.

Enig Sighubert, så må Frk. Bruun handle! Bare hun ikke er som i den danske film, hvor hovedpersonen  "Ove Sprogøe" er glad for at komme i fængsel så han kan få fred til sine skriverier og slippe for en noget ihærdig dames forsøg på at indfange ham...høhø.
Uhh jeg er bare så dårlig til at huske titler, men den kunne godt ha heddet ugler i mosen, eller Den naive drømmer, Hr. Mortensen..

Sighubert skrev:
Forøvrigt nogle imponerende taxa biler de havde i svendborg den gang.

Ha ha - jo, Svendborg HAVDE da sikkert en enkelt privat taxavognmand eller to i 1969 - med Mercedes som mærke måske.
Desværre er udbuddet i Sims jo voldsomt begrænset hvad det angår, så det blev den eneste nogenlunde vellignende - som i øvrigt svarer til Lone's nye bil - og mange andre biler i historien.


- og byggeriet er sådan en lynhurtig version af hotellet, Anbodil - ifølge et nyligt Google billede.
Men det gik stærkt denne gang med at bygge restauranten.

Hotellet er ikke helt skævt fra hvad jeg husker. Jeg har været der flere gange og drukket kaffe på terrassen
Min far havde en svaghed for Troense, fordi han elskede at sejle og se på skibe. Jeg husker at hotellet havde front mod havnen, men jeg husker ikke den havestue foran..... men nu er det vel også næsten 30 år siden jeg var der sidst
Rottefælden har jeg også besøgt med min forældre.....
Din historie åbner for en rejse ud af Memory Lane

Det var da fornøjeligt MonaSolstraale.
Måske bør jeg holde mig lidt mere til fakta, når jeg sådan futter rundt i din baghave og historik?!
Som nævnt, er hotellet bygget i hast - og ganske sporadisk - forkerte vinduer, forkert tag, helt forkert indretning osv osv.
Men det ligner sådan nogenlunde.



Og havneområdet ligger lige nøjagtigt på den modsatte side af vejen - inkl kajakklubben (hvis den også var der i 1969!) - godt husket.

- Men du har garanteret ALDRIG været i Skippergade, så der har jeg "frit spil"

Rolig nu Du har fuldstændig frit spil alle steder
Jeg syntes bare det er så sjovt hvordan din historie pludselig sætter gang i en masse erindringsbilleder....
Jeg er slet ikke fynbo, så det vil nok være lidt overdrevet, at kalde Fyn for min baghave. Da mine forældre flyttede til Fyn, var jeg fløjet fra reden.

Men nu tilbage til arme Marius. Sikke kvaler han skal igennem …..og vi andre må sidde på hænderne i mens

Søndag den 6. juli
I dag er der storm over Danmark.
”Og så lige netop i dag da” bekymrer Maren sig, da hun kigger ud på de svajende træer omkring Jordbærgården.
På Roberto’s forespørgsel har kaptajnen inviteret Maren, Alfred og Johannes til et besøg på Martha.
Roberto tager også med, så Knud bliver nødt til at være chauffør i skibsrederens store sorte direktørbil, som Lone har købt.
Derfor henter han alle 4 på Jordbærgården i Ollerup, og kører dem ind til havnen, hvor Martha ligger og rusker i trosserne.
”Godt, at vi ikke er ude at sejle i denne storm så” kigger Maren op på masternes vuggen, da de stiger ud af bilen.
Det er specielt Alfred, som gerne vil besøge det gamle skib.
Han går derfor forrest, og glæder sig til at hilse på alle sømændene.
Han bliver dog lidt bekymret, da han først står på det duvende dæk.
”Det er nøjagtig derfor, at jeg blev landmand – og ikke sømand” tænker Alfred for sig selv – men forsøger alligevel at smile, da han får øje på Marens ængstelige blik.



Kaptajnen og Watson er de første til at tage imod.
Som det mest naturlige står de på dækket, og følger skibets bevægelser, da de giver hånden til deres gæster.
Så bliver Maren, Alfred og Johannes vist rundt på hele skibet – fra stævn til agter - og fra lastrum til broen.
Kaptajnen elsker jo at fortælle om det gamle skib, så de får en meget grundig gennemgang.



Da de endelig er færdige, har kokken anrettet det store danske middagsbord i messen.
Men det er som om, at skibets vuggen har sat sig i mellemgulvet på de uvante gæster.
Derfor bliver det kun til sporadisk indtag for gæsterne, hvor Alfred ihærdigt prøver at følge sømændenes iver, sult og madglæde.
Maren får kun ganske lidt at spise, mens Johannes forsøger med et par tarteletter.
Sømændene spiser derimod som om intet var galt.
Kun øl-glassene på bordet minder dem om, at skibet gynger i havnebassinet, hvor bølgerne har fået skumtoppe.
"Ja ja, det er jo nok meget heldigt, at vi ikke ligger og ridder på bølgerne ude i Nordsøen lige nu" morer kaptajnen sig, da han kigger på 3 blege ansigter rundt om bordet.



Under maden fortæller kaptajnen med store armbevægelser om de to ture til Sydamerika og Grønland.
”Ja, fra Sydamerika fik vi jo da i øvrigt to blinde passager med hjem” fortæller han – med henvisning til Manuela og Roberto.
”Men det er der jo sidenhen kommet så meget godt ud af – ikke mindst en kommende maskinmester – og nu også en lille ny borger og en bagerbutik i Svendborg” dunker kaptajnen Roberto i ryggen, mens han hæver sit snapseglas.
Da de har skålet, læner Alfred sig ind over bordet, mens han sagte spørger kaptajnen, hvordan mulighederne er, for at tage en blind passager med den anden vej til Sydamerika, hvis de nogensinde skulle tilbage på de kanter.
”Jeg har en rabensk….. øh - svigermor da, som jeg gerne forærer så’n en rejs” betror han sig til skibets leder.
”Hø hø” griner kaptajnen og de nærmeste ved bordet.
”Hva’ si’r du til ham?” vil Maren vide.
”Nårh, vi snakker da bar’ om den frisk havluft vil’ gør mange men’sker gavn da” smålyver Alfred, og blinker skjult til kaptajnen.
”Du skal nok få en klæk’lig skilling for det da” lover Alfred kaptajnen, da Maren igen er faldet i snak med kokken om nogle opskrifter.
Kaptajnen vælger bare at smile tilbage.

Sidst på eftermiddagen dingler beboerne fra Jordbærgården tilbage mod den ventende bil, hvor Knud er klar til at køre dem tilbage til Ollerup.
I vinduerne i messen følger sømændene selskabets skæve gang over havneområdet.
”En fin kombination af det gyngende dæk i nogle timer, Svendborg Akvavit og så blæsten” smågriner Watson.



I bilen er der forholdsvist stille på turen tilbage til Jordbærgården.
Johannes på bagsædet holder sig til maven, mens Maren blot stirrer tomt ud i stormens hærgen udenfor.
Foran erkender Alfred, at de nok skal tjekke vejrudsigten først, inden de igen aflægger skibet et besøg.
"Men det var da rigtigt spændende - og alt den DEJLIGE mad, ikke sandt?" henvender han sig til bagsædepassagererne.
Kort efter bremser bilen hårdt op - svinger ind til siden af vejen - og Johannes springer ud med hånden for munden.

Da Knud kommer tilbage, finder han Lone og Manuela i færd med at farvelægge nogle plakater.
På gulvet ligger allerede et par færdige plakater til tørring.
Overskriften lyder: ”BRUGTMARKED I SKIPPERGADE – kom og vær med”.
”Vi vil rydde op i kælderen, hvor Arthurs ting fra købmandsbutikken jo stadig fylder op” forklarer Lone.
”Så kan alle andre jo lige så godt gøre det samme” smiler hun til Knud.
”- og så kan vi måske tjene lidt penge til Fattiggården, hvis du sælger lidt pølser fra grillen”.



Så snart stormen har lagt sig, vil Lone og Manuela hænge plakaterne op i gaderne omkring Skippergade.
”- og skrive en notits i avisen” supplerer Manuela.
”Ja ja, bare I holder fingrene fra tingene i værkstedet” siger Knud.
”Nu du selv nævner det – kunne du så ikke lave noget af træ, som vi kunne tjene lidt penge på?” spørger Lone med bedende øjne.
"- og bygge en lille scene til musikanterne"
”Marius HAR lovet at lave nogle buketter fra drivhuset” supplerer Manuela igen.
Knud lover naturligvis at hjælpe.
”Mon ikke vi også kan finde lidt ragels….. øh, jeg mener TING på Martha?”

Mandag den 7. juli
Pia har inviteret Roberto med til KFUM spejdernes hytte, hvor hun er gruppeleder for ulve-unge-flokken.



I dag skal de bage snobrød.
Det er noget, som Roberto er god til fra sin tid i Sydamerika.
Han får hurtigt vist de omkringstående ulveunger, hvordan man tænder et bål på en forsvarlig og nem måde – snitter sig en pind til brødet, og laver en ben-støtte, så brødet ikke bliver brændt over flammerne.
Han viser dem også, hvordan man binder et par solide knob, og snitter en dolk af træ.
Mange af de små drenge samles hurtigt om Roberto, som også kan fortælle om regnskoven, som han ofte udforskede, og byggede huler i træerne, så skovens vilde dyr ikke kunne nå ham om natten.



Pia står i baggrunden og ser beundrende til, da han lamme-tæver alle ulve-unge-drengene i bordfodbold.
"Jamen jeg er jo ikke Martha-mester uden grund" undskylder han, da den forsvarende ulve-unge-mester må give fortabt.



Da de endelig får lidt tid for sig selv sidst på aftenen, hvor de sidder ved bålet, siger Pia til ham, at han da er den fødte tropsfører.
”Njah, jeg viser dem jo bare, hvad jeg selv har lært engang” svarer Roberto.
Så bliver han lidt bedrøvet over de svage minder om sin far, der netop forsvandt i den brasilianske skov, da Roberto kun var en lille dreng.
Det bemærker Pia, og lægger forsigtigt sin arm om hans skulder.
Sådan sidder de i et stykke tid, og kigger ind i flammerne.
Da han skal cykle fra spejderhytten, får han et ekstra langt kram af Pia, inden han springer på cyklen.
”Tak for hjælpen i aften junglemand” hvisker hun til ham.
”Tak fordi du tog mig med” svarer Roberto, og tramper ned ad Dronningholmsvej.
Ud af øjenkrogen når han lige at få et glimt af alle børnene, som står på terrassen ved hytten og vinker til ham.

Tirsdag den 8. juli
Efter 2 dage med storm, løjer vinden kraftigt af fra morgenstunden.
Det er Brovst, som har vagten i maskinrummet på Ærø færge-overfarten idag.
Efter en morgen-rundtur i byen på udkig efter Mathilde - igen uden held, møder han ind til første morgen-afgang mod Ærøskøbing.
Snart snurrer maskinen velvilligt.
Da de forlader havnen i Svendborg, sætter han sig i sin stol på dækket og trækker kasketten godt ned i panden – som han har gjort så ofte før, når vejret har været til det.
Snart småslumrer Brovst med en sagte rallen.



Derfor ser han ikke noget, da en ældre dame i pelsfrakke pludselig forsvinder ud over rælingen i agterstavnen.
I det fjerne hører han dog råbet: ”MAND OVER BORD!!”
Hans vante sømandshjerne reagerer lynsnart på disse frygtede ord for enhver, som befærder verdens have.
Han springer op af stolen – kigger sig omkring, og får øje på en flok skrækslagne mennesker ved bommen i agterstavnen, der spejder ned i vandet. En enkelt herre peger på en pelsklædt menneskekrop, som nu og da dukker op i skumsprøjtet fra skruen.
”FULD KRAFT BAK” råber Brovst mod styrhuset.
Så styrter han mod agterstævnen.
Tilsyneladende har ingen tænkt sig at hoppe i det mørkeblå vand.
Så Brovst smider kasket, overalls og træsko – hopper over bommen, og sætter i et nydeligt hovedspring ud over skibskanten, mens skikkelsen i vandet synes at forsvinde mere og mere.
Når hun en sjælden gang er ovenvande, råber Brovst til hende, at hun skal smide pelsfrakken – at den ender med at trække hende ned i dybet.



Med nogle friske svømmetag er han hurtigt fremme ved damen, og tager hende om livet, mens han flår den tunge pels af hende. På dette tidspunkt er hun besvimet i vandet.
Så rygsvømmer han tilbage mod færgen, som nu ligger stille i vandet.



Der er hænder nok til at hjælpe dem ombord, men det først, da Brovst af frustration rusker i damen, at hun slår øjnene op.
Snart sidder hun med varme tæpper om sig i styrhuset, mens Brovst tager sine træsko, overalls og kasket på igen - og trasker ned i maskinrummet, hvor der er fred og ro for kommentarer og skulderklap.

Da de går i land i Ærøskøbing, står landbetjent Sofus Agersen allerede klar til at skrive rapport.
Fra afstand overhører Brovst, at damen hedder Inger Lise Hasselholt - en fraskilt ejendomsmægler-frue fra Ærø, som var på besøg ved sin søn i Svendborg. Uheldigvis greb vinden hende, så hun mistede balancen, fortæller hun betjenten, som flittigt noterer i sin bog.
Derefter er det Brovst’s tur til at give sin version af begivenhederne.



Hvad ingen ser, er journalisten og fotografen fra Svendborg Avis, som har været på øen for at lave en artikel om et storkepar.
Nu befinder de sig tilfældigvis på havnen – og får nu deres onsdags-forsidehistorie foræret lige foran dem.



Straks Brovst er færdig med sin historie, bliver fru Hesselholt kørt hjem i landbetjentens hvide Volvo Amazon.
Derfor når hun ikke at hilse på sin redningsmand.
”Godt det samme” tænker Brovst, og vender tilbage til færgen, som ligger klar til afgang.
”Og stop så bare det forbistrede klapperi” tænker han om de tilstedeværende færgegæster og kollegaer.

Ohhh dagens redningsmand...hehe sikke drama. Og hvor dansk med spejderhytte og et kræmmermarked...ja det er da meget fynsk... altså kræmmermarkedet...spændende..

Fynsk? Ja, der kan man bare se. Her gik jeg og troede, at det var "opfundet" i Jylland. Elsker stadig din måde at fortælle på, Vince. Af og til minder nogen af figurerne mig om dem fra Livsens ondskab og lignende TV serier samt Morten Korch. Desværre er jeg selv vokset fra den naivitet, men dejligt at se, der er andre der kan bruge den.